Når både Twitter, Facebook, Youtube og for den sags skyld TikTok kan udelukke en siddende amerikansk præsident, også kendt som “verdens mest magtfulde mand”, så må det være åbenlyst for enhver at ingen, absolut INGEN, er too big to fall i den moderne social-medie-virkelighed.

Så selvom man som venstresnoet dansker kan sidde og grine lidt i skægget over udelukkelsen, så burde det nok mane til en vis eftertanke. For hvad er det egentlig for nogle platforme vi vælger at lægge vores kommunikation på?

Vi har i de sidste 5-10 år lagt en større og større del af kommunikationen væk fra platforme vi selv kontrollerer og over på platforme kontrolleret af andre. Det er blevet kotume for politikere at bruge Facebook til at fremsige politiske budskaber. Der er virksomheder der lægger stort set al deres kommunikation på Instagram. Og der er altså amerikanske præsidenter som har sat hele kommunikationsstrategien på Twitter.

Det frie og åbne web

Dagens udelukkelse viser nu med al tydelighed, at det er og bliver en blindgyde. At når du bygger et hus på lånt grund så har du ikke magt over, hvad der sker med det.

Til gengæld viser det også en ny vej. Eller faktisk bare en gammel vej, som alt for få vælger at gå ned af. Nemlig det frie og åbne web. Der hvor du, hvis du overholder landets love og betaler for din hosting, kan skrive hvad som helst. Uden at Twitter, Facebook, LinkedIn eller TikTok kan gøre noget ved det.

Hvis nu Donald Trump havde haft en blog, og så havde brugt Twitter til at sende links ud til sine skriverier, så ville det at udelukke ham slet ikke have den gennemslagskraft som det har haft. Fordi så ville det hele stadig være tilgængeligt, fans kunne gå ind på hans side og følge den – og han kunne bruge alle mulige andre medier til at linke til indholdet.

Twitter bestemmer ikke over mig (eller dig)

Ja, det kræver lidt mere arbejde at hoste sit indhold selv. Men ikke RET meget mere arbejde. Og det giver så mange fordele, at det stadig undrer mig at så mange vælger at tage den nemme løsning og forære hele indholdet til kommercielle platforme, hvor de ingen kontrol har.

Vi skal stadig bruge de sociale medier. De tider, hvor jeg kunne regne med at nogen gik ind på denne her side af sig selv er nok, desværre, slut. Så jeg bruger de sociale medier til at linke tekst, lyd og billeder som ligger her. Du læser næsten helt sikkert det her fordi du har set et link på Facebook, LinkedIn eller Twitter. Men det er den logiske udviklingen af nettet. Det er linket! Det var sådan set det der var den geniale ide som startede det.

Men hvis de platforme smider mig af – så er jeg stadig at finde lige her. Så længe jeg betaler for min hosting og overholder landets love. Og jeg kan endda tage mit indhold med mig og skifte til en anden host, hvis jeg skulle have den lyst.

Før den den store virus kom og erobrede dagsordenen var jeg først freelancer og senere bare “remote worker”. Jeg var vant til at samarbejde digitalt – og vidste også godt, at mange jeg arbejdede sammen med følte at det var … bedre … hvis man mødtes fysisk. Det førte til mange kilometer i bil til projektmøder og en masse andet. Fair nok – virtuelle samarbejdsværktøjer er ikke for alle tænkte jeg.

Så kom pandemien og alle blev sendt hjem. Teams, Slack og Zoom blev fundet frem fra skrivebordsskufferne og mange begyndte, måske med en smule modvilje først, at bruge dem. Og mange opdagede at det faktisk fungerede fint. At vi godt kan holde effektive møder uden at udveksle aerosoler. At vi godt kan få noget fra hånden uden at kaffen kommer fra samme kaffemaskine.

Der var en pionerånd i starten, dengang i marts. Vi ville have det til at fungere. Og efterhånden kom der rutine i det.

Det asynkrone samarbejde

Det handlede meget om møder i starten, men fordi de foregik på Teams begyndte flere at bruge chatten. Jeg kan med glæde meddele at mængden af email som ligger i min indbakke er faldet med 80% siden marts 2020. Fordi de faste samarbejder i høj grad er flyttet over i Teams og Slack. Nice!

Det fungerer fantastisk når man er to. Den løbende onlinesamtale virker det som om alle mere eller mindre har taget til sig. Måske fordi vi allerede kender den fra SMS, Messenger og alle mulige andre steder. Det er effektivt, fokuseret og meget hurtigere end de uendeligt mange mails.

Men ikke alle projekter laves af to personer. Faktisk er de fleste projekter et samarbejde mellem mere end to. Og der sker der noget. Eller nærmere – der sker der ikke noget.

1% af ansvaret

Jeg tror ikke det er systemernes skyld – og jeg tvivler på at vi kan designe os ud af det. Men ligeså snart det er en samtale på chat med mere end to deltagere så går det i stå. Måske fordi vi hurtigt kan bilde os selv ind, at det er de andre to der taler sammen og vi bare læser med. Hvis alle tre mener det så … sker der sgu ikke ret meget.

En af mine venner sagde en gang til mig at delt ansvar er 1% til hver – og derfor fungerer det ikke. Det samme er gældende her. Det er simpelthen ikke mit problem at fremme samtalen. Det er bare heller ikke dit eller hende den tredje som er i samtalen.

Så derfor holder vi fysiske møder så snart vi er mere end to. Såsætter vi os ned, drikker kaffe, deler aerosoler og planlægger hvem der skal gøre hvad. Som vi så skal følge op på i chatten, men der er der ingen der svarer så vi er nødt til at holde endnu et møde … og så videre.

Teamsind

Årets ord er “samfundssind”. Fordi vi er gode til at tage ansvar for samfundet. Passe på hinanden. Være opmærksomme på reglerne. Det er godt og vigtigt. Men det løser ikke de små problemer.

På en eller anden måde må vi oparbejde et virtuelt teamsind. At det som nogen skriver i chatten er ligeså vigtigt og kræver ligeså meget svar og overvejelse som hvis de sagde det til et fysisk møde. At det er ligeså forpligtende.

Det må vi hjælpe hinanden til.

Jeg udfyldte i mandags den sidste side i den notesbog som jeg påbegyndte i april 2020. Altså en notesbog som har fulgt mig hen over sommeren og frem til i dag. Den er fyldt med alverdens tanker, overvejelser, ting jeg skal huske, oplæg til foredrag og alt muligt andet. Som en god notesbog skal være. Løst og fast. Væsentligt og uvæsentligt

Indre liv – ydre hændelser

Men en ting er fraværende, og det er overraskende. For der er masser af tanker om hvordan jeg arbejder bedst, om travlhed og stress, metasnak om at skrive, tegninger og ideer og alt muligt andet. Men der er IKKE ET ENESTE ORD OM CORONA! Ikke nævnt en eneste gang i en hel notesbog.

Det undrede mig. Og så begyndte jeg at kigge dybere. Det her handler ikke kun om, at jeg ikke skriver om Corona. Jeg skriver intet om hvor jeg er, hvad jeg oplever, hvordan min omverden er. Ikke et ord. Min notesbog fra dette halvår beskæftiger sig stort set kun med mit indre liv.

Det tror jeg er en fejl. Når jeg ser tilbage på den notesbog så er den sært tom. Fordi jeg har jo levet de måneder i en kontekst. Og den kontekst er fraværende.

Notesbog vinteren 20-21

I tirsdags startede jeg en ny notesbog. Det er altid noget lidt særligt. Det at tage en helt ny blank notesbog op af tasken og skrive på den første side. Point of no return. Og denne gang besluttede jeg mig så for at gøre det anderledes. At inkludere den ydre verden.

Jeg tror på det er vigtigt – og at det har været en mangel i min tænkning. At jeg har været så forhippet på at bruge mine noter til selvrefleksion, at jeg ikke har haft øje for at heller ikke jeg er en ø. At mit indre afhænger af det ydre.

Endnu værre frygter jeg, at det har gjort mig blind for det ydre. At jeg ikke har været opmærksom på den betydning som mine omgivelser også har for mig. Fordi jeg har været så optaget af at pille i min egen navle. Det ved vi alle næppe er sundt.

Fremad

I virkeligheden er genopstandelsen af denne blog en del af den samme bevægelse. Da coronaballaden begyndte for 9 måneder siden var jeg overbevist om, at det ville medføre en kreativ eksplosion hos mig. Det gjorde det ikke. Nærmere en implosion, hvor jeg mistede motivation for at dele noget som helst med nogen. Jeg havde troet at nu skulle jeg podcaste, skrive, være Youtuber og alt muligt andet. Men i stedet skete der … intet. Fordi jeg sank ind i en uendelig selvterapeutisk session, hvor jeg blev ved med reflektere over mit eget indre.

Men præcis som at mine notesbøger nu skal være mere udadrettede så er jeg overbevist om, at det skal denne her blog også. Og min Youtube-kanal. Og min podcast. Og min Twitter … og … og … og.

Men nu starter jeg lige med notesbogen.

Præcis som mit arbejde består af mange forskellige typer af opgaver så har forskellige arbejdspladser forskellige egenskaber der på den ene eller anden måde muliggør, eller forhindrer, det optimale arbejde. Mens jeg skriver disse ord sidder jeg på en cafe – omgiver af mennesker der taler og musik der spiller. For mig er det noget nær en ideel situation når jeg skal skrive, men det ville – i sagens natur – være mindre ideelt hvis jeg skulle holde møder med kursister.

3 aspekter / egenskaber

Jeg har identificeret 3 egenskaber som definerer en arbejdsplads (eller sådan set et hvilket som helst sted / rum). Faciliteter, artefakter og fravalg.

Faciliteter

Det er faciliteterne som oftest får os til at vælge det ene eller det andet sted at arbejde. Det er det som definerer det vi kan. Er der strøm? En computer? Internet? Mødelokaler? Lydstudie? Drejebænk? Du forstår pointen. Altså hvilke ting er det jeg kan her som jeg, måske, ikke kan andre steder.

I gamle dage (altså for 5-10 år siden) var det ENORMT vigtigt for sådan en som mig. Jeg kunne ikke være sikker på at finde internet og min computer kunne holde strøm i under en time. Jeg var afhængig af alle de der “kontorfaciliteter” som erhvervsmæglere altid sørger for at liste op i deres annoncer.

Men sagen er, at det er blevet meget mere ligemeget. Jeg sidder og skriver det her på en iPad. Den holder strøm i 10 timer. Internet er leveret af min telefon der ligger på bordet ved siden af mig. Min iPad, mit tastatur, mit kamera og min telefon kan ligge i en lille taske. Kort sagt er faciliteterne under pres – eller kravene om særlige faciliteter er.

Der er naturligvis tidspunkter hvor det er vigtigt, og hvor jeg vælger min arbejdsplads på grund af det jeg kan der, som jeg ikke kan andre steder. Det kan være et værktsted, et studie (video eller lyd), et undervisningslokale eller et mødelokale. Men oftest er det ikke DET som bestemmer om jeg er produktiv på en lokation.

Artefakter

Langt oftere er det artefakterne der er bestemmende. Ikke det jeg kan – men hvordan der er. Som her hvor jeg sidder omgivet af folk der spiser og hvor musikken spiller. Hvor jeg kan koncentrere mig på grund af stemningen – og ikke på trods af den. Jeg fungerer dårligt i stilhed – måske fordi jeg omgiver mig med den så meget.

Når jeg ser tilbage på 10 års nomadetilværelse er det næsten altid artefakterne der har bestemt om jeg har fungeret et sted. Det har været duften, stemningen, menneskene, lyset eller placeringen. Når jeg elsker mit lille kontorfællesskab i Stenvad Mosebrugscenter er det ikke fordi internettet der er bedre end hjemme – for det er det ikke. Men det er fordi det er … der! Fordi det ser ud som det gør. Og det er godt.

Fravalg

Det sidste element, og det mest oversete, er fravalget. Når jeg vælger noget så vælger jeg noget andet fra. I et grænseløst arbejdsliv kan det give god mening. Når jeg sætter mig et sted, hvor jeg ikke kan tale i telefon, ikke holde møder og ikke optage video så tvinger det mig til at gøre det jeg så kan.

Bedste eksempel på det er toget. Jeg elsker at arbejde i tog. I forhold til faciliteter er det røv og nøgler. Internettet er dårligt, kaffen er værre og SÅ godt sidder man altså ikke. Eneste formildende facilitet er det faktum at man kører over 100 km i timen mens man arbejder.

I forhold til artefakterne er toget også so-so. Det kan være meget hyggeligt, men altså. Det er ikke derfor det fungerer så godt. Det fungerer så godt på grund af fravalget. Fordi toget tvinger mig til at koncentrere mig om at skrive – eller læse. Fordi det er det jeg kan der.

Tilbage til cafeen

Og så er jeg tilbage ved start. Tilbage her ved cafebordet. Jeg satte mig her med det ene formål at skrive dette (og drikke en øl). Fordi jeg vidste at HER kunne jeg få hul på denne her blogartikel.

Fordi jeg ganske enkelt ikke kunne andet.

Jeg tror ikke jeg kan tælle hvor mange systemer jeg har forsøgt til at holde styr på opgaver. Alverdens to-do-apps, kalendersystemer, GTD-filosofier og alt muligt andet. Det startede for mange år siden med “Remember the Milk” og fortsatte op til 2020. Indtil jeg fandt et system der faktisk virker. Og det er 100% analogt.

Nu er 2020 næsten gået, og jeg har holdt fast. Det er det længste jeg nogensinde har kørt et “sådan husker jeg hvad jeg skal lave”-system. Det har gjort det som det skulle. Nemlig sørger for, at jeg får lavet det jeg skal. Men endnu vigtigere – sørget for at jeg også kan udsætte det som ikke er vigtigt til senere uden at have dårlig samvittighed over det.

Elementer

Det vigtigste element er kalenderen. En god gammeldags papirkalender med 1 dag pr. side. Der skal være godt med plads. Paperblanks har nogle pæne, men andre notesbogsfirmaer kan også levere. Man kunne teoretisk også gøre det i en klassisk Mayland-kalender, men så forsvinder den ikke uvæsentlige æstetiske dimension. Sådanne ritualer skal være behagelige. Derfor skal kalenderen være pæn, kaffen god og pennen behagelig at skrive med. Med alt det på plads kan jeg så sætte mig ned, åbne kalenderen på dagens side og starte derfra.

Og der er en grund til at det skal være en kalender og ikke en notesbog. Jeg prøvede en overgang med en notesbog, men det er en stor fordel i kalenderen at jeg kan skrive opgaver og begivenheder ind i fremtiden. Udsættelse er en af nøglerne til succes.

Der er 7 notationer i mit system – stærkt inspireret af Bullet Journal, men nogle elementer er nye og andre er droppet.

Det første element er stregen “-“. Den indikerer en begivenhed eller en aftale. Ikke noget som skal krydses af, men noget som jeg skal den dag. Tandlæge, eksamen, undervisning, podcastoptagelse eller noget helt femte. Det er tit aftalerne der sætter tonen for dagen. Ofte vil der allerede stå aftaler eller begivenheder på siden når jeg åbner kalenderen om morgenen fordi de er planlagt på forhånd.

Grundtegnet – det vigtigste – er prikken “•”. Den indikerer en opgave som skal udføres i dag. Igen kan der sagtens være opgaver allerede skrevet ind, som er blevet udsat fra tidligere (mere om det senere).

Alt kan være en opgave, og for mig betyder det noget at have en del forskellige. Så der altid er en nem en at tage fat på. Så derfor kan “Færdiggøre videoer til ledelsesundervisning” være side om side med “Bestil tid hos frisøren”. Begge er ting som skal gøres – en mere langvarig end den anden.

En særlig form for opgave er den uopsættelige. Den markeres med et udråbstegn foran prikken “! •”. Hvis jeg er i dramatisk humør bruger jeg en rød pen til udråbstegnet. Det markerer de ting som jeg SKAL lave i dag og som ikke kan udsættes til i morgen. De ting som jeg, hvis jeg er klog, starter med at lave.

De fire øvrige notationer bruges i løbet af dagen til at håndtere opgaverne:

En skråstreg gennem prikken markerer, at opgaven er påbegyndt, men ikke afsluttet

Et kryds gennem prikken markerer, at opgaven er fuldført

En vinkel med spids i prikken markerer, at opgaven er udsat til en anden dag. Udsættelser er naturlige og vi kan ikke undgå dem. Men de skal håndteres. Så ligeså snart jeg opdager, at jeg er nødt til at udsætte en opgave så sætter jeg vinklen i den – og skriver den ind på en ny dato. Oftest på dagen efter, men hvis jeg med det samme kan se at den dag når jeg det HELLER ikke flytter jeg til den nærmeste dag, hvor jeg faktisk kan nå at gøre det.

Og endelig er der overstregningen. En opgave som ganske enkelt er opgivet. Det kan være meget tilfredsstillende når man erkender, at en opgave man har skubbet foran sig længe bare ikke skal skubbes mere, men bare droppes. Fordi det ikke længere er aktuelt – eller måske fordi det var en dårlig ide fra starten.

Dagen

Hele dagen har jeg kalenderen og pennen hos mig, så jeg kan skrive nye ting ind, markere som udført eller vælge at udsætte. Og når dagen slutter sætter jeg mig med kalenderen igen. Markerer hvad der måske ikke er blevet markeret. Udsætter det jeg ikke nåede. Det eneste som betyder noget er at der ikke er nogen prikker • nogen steder. At alt er blevet markeret.

Så sover man bedre om natten.

På overfladen ligner Ûbersee Museum et af de der etnografiske museer som historien har glemt. Fyldt med ting tyvstjålet fra en kolonifortid og med en udpræget eurocentrisk formidling. Men det er kun på overfladen. For Ûbersee Museum viste sig at blive en af de bedste museumsoplevelser jeg har haft længe.

I turistbrochurerne er det deres dioramaer som tager opmærksomheden. Og de er sgu også flotte. Men måske mest som et museumshistorisk tilbageblik på, hvordan man i gamle dage præsenterede fjerne lande, og det er i den dobbelthed museet eksisterer og leverer. For det er både et museum om fjerne lande – og en museum om hvordan man i gamle dage præsenterede fjerne lande. Det er et museum om racisme, fordomme … og om hvor utrolig ens vi er.

F.eks. er der en sektion af museet om de store verdensreligioner. Her får hver religion nøjagtig samme behandling. Meget nøgternt, meget tysk ville nogen sige. Her er genstande fra den givne religion så du kan gå fra genstand A til B og se hvor stor lighed der egentlig er mellem de religioner der ellers deler folk. Det er elegant – det er fantastisk.

Andre sektioner af museet går man på tværs af kulturer og ser på begreber. “Kommunikation” og “Køn” f.eks. Herover fra udstillingen om kommunikation – et tandlægeskilt fra Kina i 1800-tallet der nok ville vække en del opsigt i en dansk gågade i dag.

Andre sektioner beskæftiger sig med enkelte verdensdele – men er blevet opdateret til moderne tid. En stor sektion om Afrika med mode, moderne afrikansk musik og en præsentation af Afrika udover klicheerne. Og en stor sektion om USA med debat om racepolitik, våbenkontrol (billede herover) og radikal kristen fundamentalisme. Der er nok nogle amerikanske turister der har spærret øjnene op.

Går turen til Bremen hermed den største anbefaling. Kom for dioramaerne … bliv for alt det andet. Übersee er virkelig en oplevelse. Næsten en destination i sig selv.

Jeg er verdensmester i at udskyde og undskylde. At finde på årsager til IKKE at skabe noget – og i endnu højere grad undskyldninger for ikke at udgive og dele det.

Denne blog er et udtryk for min stræben efter at ændre det. At have en platform, hvor der er minimalt med forventninger og formkrav, men hvor jeg kan dele det jeg har lyst til at dele. Men det kræver at jeg producerer det – og denne her udsendelse fra min Anchor-kanal handler om, hvad jeg har puttet i min udstyrstaske … og hvorfor.

Du kan lytte herover eller på Anchor.fm (https://anchor.fm/adambindslev), hvor du også finder links til alle de andre de andre steder du kan finde podcastkanalen (bare søg på “Adam Bindslev” i din podcast-app – så skal du nok finde den).