Aggerholms blog

Barnedåb i Rørvig

2026-10-27T07:48:32.504+01:00

Vores efterårsferie sluttede ikke på Ærø. Vi var inviteret til Aviajas barnedåb i Rørvig kirke om søndag d. 25/10, og havde valgt at leje et sommerhus i Rørvig fra fredag d. 23. På den måde fik vi gjort barnedåben til en slags miniferie i området. Vi kunne have haft bedre vejr, men nåede trods alt at gå ud til Korshage, den vestlige pynt der adskiller kattegat fra Isefjorden. Herfra var der en forrygende udsigt mod Hundested. Vi kom også til skansehage, en tange ud på sydsiden af Rørvig, herfra var der en flot udsigt ind i fjorden. Elers fik vi tiden til at gå med at hygge os i sommerhuset, Ingeborg og Lauritz kom lørdag formiddag, mens Christian skulle hentes ved Sjællands odde kl. 17 om lørdagen. Vi havde også besøg af Grethe, og det betød naturligvis at der blev kastet med terninger. For en gangs skyld var heldet ikke med Grethe i Yatzy, og hun var derfor ikke at finde blandt de sejrende i denne omgang. Fætter Mikkel og Trine var også forbi, og om søndagen hyggede vi til barnedåben sammen med resten af familien. Det var en super hyggelig måde at afslutte en dejlig ferie på. Som prikken over det berømte i vandt AGF over Viborg da vi var på vej hjem, og det betyder at holdet er på vej væk fra tabellens nedre regioner.

Stille dage på Ærø

2026-10-24T08:43:04.103+02:00

Efter oplevelserne i Azerbaijan, og myldret i Istanbul, var det noget af en omvæltning at komme til roen i Haven. Vejrudsigten, der eller en overgang tegnede fantastisk, ændrede sig til det værre jo tættere vi kom på ankomsten til Ærø. I stedet for solskin og lidt varme, måtte vi således slå os til tåls med vand fra oven samt rigeligt med vind. På den måde blev det til nogle rolige dage, for vejret var ikke til hverken golf eller længere cykelture. Heldigvis lod vi os ikke slå ud, vi fik således gået nogle gode ture hver eneste dag, for det værste der kan ske er jo at man bliver våd. Vi fik også forberedt hvad der forberedes kan til når arbejdet starter igen, og minsandten om ikke også Solveig havde øje på et par forbedringer i forhold til huset. På den måde var der ingen problemer med at få tiden til at gå. Det blev også til et besøg i biografen i Ærøskøbing, her så vi den nye danske film dobbeltfejl, der her efterfølgende har givet anledning til en hel del overvejelser om hvordan man mon selv ville reagere hvis man stod i den situation der skildres i filmen. Vi kan i hvert fald klart anbefale at man får den set.

Hjem ad delte stier

2026-10-19T09:23:06.128+02:00

Søndag var afskedens time oprinden. Da rejseselskabet jo ikke er bosat i samme landsdel havde vi valgt at rejse hjem ad adskilte ruter. Københavnerne skulle flyve til den danske hovedstad fra Sabiha Gökcen, lufthavnen på den asiatiske side af Bosperus strædet, mens jyderne havde booket billet til Hamborg fra den nye lufthavn tæt på sortehavet på den europæiske side af strædet.

Efter en hurtig morgenmad blev der givet afskeds krammere, samt sagt tak for hyggelige dage sammen, og så gik det ellers hjemad mos nordlige himmelstrøg. Dem der fløj til Hamborg var heldigst. Turkish airlines stod for transporten, og i flyet var der både entertainment skærm og mad, mens Københavnerne, der fløj med Pegasus, kunne kigge langt efter begge dele.

Vel fremme kunne vi konstatere at de sommerlige temperaturer vi nød i Azerbaijan nu er et fjernt minde. Efteråret har for alvor holdt sit indtog, og shortsene kan nu pakkes endegyldigt væk i en kasse der først skal åbnes når kalenderen viser 2027.

Billedet er taget fra tagterrassen på Blue Tuana hotel, og viser den forrygende udsigt mod den blå moske.

Highlights i Istanbul

2026-10-18T18:08:46.055+02:00

Vejrudsigt for vores hele dag i Istanbul var ikke den bedste. Efter gyldne dage i Aserbaijan, hvor vi på intet tidspunkt måtte søge læ for regnen, kunne vi nu se frem til ikke mindre end 15 millimeter her i Istanbul. Om formiddagen skulle vejret være bedst, og vi skyndte os derfor afsted efter morgenmaden og gik op til den blå moske, hvor der viste sig at være lang kø. Vi fandt dog en lidt lusket måde at komme ind på. Vi stod inde i moskeens gård, og kunne konstatere at dem der ville be inde i moskeen kunne benytte en anden indgang. Det lod nogle fra selskabet sig friste over evne af, og >Karsten, der for kun 7 år siden gav den som troende ved grædemuren, gik nu ind af de troendes indgang i den smukke blå moske. I den situation måtte vi der havde været i moskeen før ofre os for at fungere som rygsæk vogtere, og på den måde er det jo let at holde den moralske fane højt.

Da vi var færdige ved den blå moske var regnen begyndt. Lone fik købt en paraply, Peter valgte at blive våd, og alle andre var forberedte på dårligt vejr hjemmefra, og havde derfor medbragt regntøj. Vi gik i regnen over og købte billetter til Hagia Sofia, der i modsætning til den gratis blå moske koster penge at besøge. Prisen er rimelig, nemlig 25 euro, og for dem får man adgang til et de mest imponerende bygningsværker. Den blev bygget færdig i år 537, og nej, der mangler ikke et ettal foran femtallet. Den er altså tæt på at være hele 1500 år gammel, hvilket må siges at være imponerende.

Vi så bygningen tilbage i 2019, men siden dengang er den atter i brug som moske. Fra færdiggørelsen i 537 til Konstantinopels fald i 1453 var den kirke, og fra 1453 til engang i 1920erne moske. Såp blev den museum, og nu altså aktiv moske igen. Vi kom dennegang op bygningen, hvor vi så nogle af de gamle kristne mosaikker, og endda også lidt grafitti helt tilbage fra vikingetiden.

Efter Hagia Sofia tog vi sporvognen ned mod det gyldne horn, hvor vi gik en tur til bazaren fra 1600 tallet. Her var der flotte varer, selvom mange af de små butikker solgte det samme. Vi konstaterede at Lauritz ikke havde sit pas med, hvilket ville blive et problem senere på dagen hvor vi ville forsøge at få billetter til Fenerbaches kamp i den bedste tyrkiske fodboldliga. Mens vi andre slentrede langsom ned mod færgen løb Lauritz tilbage for at hente passet. Han var så heldig at Ingeborg, der grundet dårlig mave ikke var gået med efter morgenmaden, havde taget passet med til den blå moske, på den måde skulle han ikke løbe helt så langt.

Lauritz nåede at komme så vi kunne nå færgen til asien siden kl. 13. Vejret var ikke for godt, men der var alligevel en ok udsigt fra færgen over det travle Bosperus stræde der forbinder Sortehavet med middelhavet. Her er der tæt trafik, både øst-vest og nord-syd. Det ville ikke være rart selv at sejle her, når vi endda har problemer med at krydse førgerne ved Helsingør - Helsingborg. Efter en lidt underlig frokost på asiensiden delt vi os op, Peter & Lauritz tog med en metro til fodbold, mens de andre tog hjem ed færgen. Desværre kom fodboldfolket ikke til at se kampen. I tyrkiet skal man have et passe kort, og det kan man kun få med et tyrkisk telefon nummer, sådan et kunne vi ikke fremskaffe, så vi måtte nøjes med at snuse til stemningen omkring stadion. Mega surt, især når der ikke var udsolgt til kampen overhovedet.

Aftensmaden indtog vi på en Michelin anbefalet restaurant på den anden side af det gyldne horn. En meget positiv oplevelse, hvor Eskild i den grad var mad modig, og endda turde smage blæksprutte!

Loftet i den smukke Bazar.

Fra Baku til Istanbul

2026-10-18T17:57:57.877+02:00

Fredag blev en rejsedag. Vi kom tidligt op og fik hotellets lækre morgenmad. Solveig havde været vaks og ændret afleveringen af bilen fra Baku centrum til lufthavnen, og det betød at vi kunne slappe lidt af i forhold til logistikken. Lauritz satte sig efter endt fouragering bag rattet, og 45 minutter holdt vi på lufthavnens parkeringsplads. Vi skyndte os igennem den fremskudte security ved terminal 1, for hurtigt at finde ud af at vi skulle flyve fra Terminal 2. Derfor måtte vi ud igen, og gå til den anden terminal, for her at gå igennem det fremskudte security check en gang til. Bakus lufthavn hører ikke til de travleste i Europa, og vi kom derfor hurtigt igennem paskontrol og det rigtige security. Inden vi boardede købte vi lidt at spise, men det havde vi nu ikke behøvet, for hos Azerbaijan airlines var der forplejning ombord.

Efter 3 timers flyvning ankom vi til østlige af Istanbuls lufthavne. Sabiha Gökcen ligger på den asiatiske side, og da vi skulle bo på den europæiske måtte vi med hele 3 forskellige offentlige trasport linjer for at komme frem til vores hotel. Først en metro, derefter et tog, og til sidst endnu et tog. Til slut fulgte en vandretur på en halv kilometers penge, før vi var klar i receptionen på Blue Tuana hotel. Vi fik hurtigt vores værelser, der enten havde udsigt mod Bosperus strædet, eller som Kirsten og Karstens, mod den blå moske. Vi gik efter lidt hviletid ud for at spise, vi fandt et sted i en gade hvor insisterende dørmænd falbød deres restauranters kvaliteter. Den restaurant vi valgt havde en formidabel udsigt, høje priser og kun rimelig mad. Sådan er livet nogen gange, når man er træt og sulten træffer man sjældent de bedste valg. Efter måltidet gik vi en tur op til Hagia Sofia og den blå moske. Vi gik også en tur på Hippodromen, og så Theodosis obelisk der blev rejst før år 400. Istanbul har mange år på bagen som en historisk vigtig by.

Slyngelkørsel i Baku

2026-10-15T19:49:58.972+02:00

På vores sidste hele dag i Azerbaijan stod vi med følgende udfordring, hvordan gør man en transport dag spændende?

Vi skulle køre omkring 5 timer i vores Hyundai fra Sheik til et hotel ikke så langt fra lufthavnen i Baku. Vi havde fravalgt at køre til kobbersmede byen i Lahic grundet den ekstra transport tid det ville give, og havde i stedet valgt at se nærmere på Kaukasus bjergene ved skisportsstedet Tufundag, hvor vi kunne tage 2 gondoler op i næsten 2 kilometers højde. Desværre var det med reduceret deltager antal, Karsten måtte melde forfald, og således kunne vi være i en 8 personers gondol. Ski anlægget, der er fra 2014, er ikke ret stort, kun godt 12 kilometer pister råder det over. Hvad det mangler i masse har der derimod nok i klasse, dels så bakkerne gode ud, dels kunne vi ved selvsyn konstatere at lifterne var moderne. Vi nød turen op i højderne, fik taget billeder af de smukke bjerge, og fik også en forfriskning på en af de absolut bedste bjerg restauranter vi har set.

Da vi kom ned igen fik vi frokost i den nærliggende by, inden vi atter måtte os i bevægelse med kurs mod Baku. Undervejs ændrede landskabet karakter, de høje bjerge mod nord blev minde, og forvandt for at give plads til et blæsere, men dog kuperet terræn. Lauritz kørte fint og hurtigt, og vi håber meget at det er lykkedes ham at undvige alle de fart kameraer der var plastret op langs ruten. Heldigvis har vi ikke set det røde lys der indikerer en bøde en eneste gang, så han har nok været dygtig.

Vi havde kun et lille stop på vejen fra Tufundag, nemlig ved Diri Babas mausolæum. Det er et af de få gamle bygningsværker der har overlevet til vores tid. Mausolæet er smukt bygget ved en klippe, og med at vi selv var ansvarlige ved død og legemsbeskadigende ulykker fik vi lov til at se nogle huler på egen hånd. Vi vurderede nu at den største chance for død og ødelæggelse var ved et fald ned fra platfomen foran mausolæet hvor der intet gelænder var.

Nu manglede vi kun den sidste etape ind mod og igennem Baku. Her viste Lauritz prøver på hvad han selv kalte slyngel kørsel, i hvert fald måtte han modtage et arrigt dyt fra en medtrafikant efter en manøvre der gav os en plads længere fremme i køen end hvad den anden bilist fandt rimeligt. Trafikken var tæt, og når man sammenholdt antal kilometer tilbage med det beregnede tidsforbrug var det til at blive trist over. Frem kom vi heldigvis, og hotellet er super godt til en overnatning. Vi spiste lige ved siden af hotellet, sjovt nok fik vi også her et rum for os selv. Engelsk kundskaberne var helt fraværende hos personalet, men vi fik hvad vi havde bestilt, og maden var god. Nu mangler vi kun at køre til lufthavnen i morgen, og så venter der nye oplevelser i Istanbul.

Khaner, ladaer og lammeskank

2026-10-14T20:16:02.238+02:00

Natten havde vi tilbragt på et hotel af den mere spøjse slags. Værelserne var rene og pæne, men indretningen var noget for sig, for i gårdhaven stod der dukker og udstoppede dyr opstillet, som om de holdt vagt over gæsterne. Det var heldigvis ikke noget der gik ud over appetitten, for morgenmaden var i særklasse. Der var friskt brød, feta, æg med tomater, honning, yoghurt og et udvalg af syltede frugter, og det hele blev skyllet ned med en stor kop varm te. Med maven fuld var vi klar til dagens program, og bussen fik lov at holde fri, for i Sheki ligger seværdighederne så tæt, at vi kunne gå mellem dem. Det viste sig at være et godt valg, for gåturene gav os rig mulighed for at studere bybilledet, og her er der især én ting der springer i øjnene. Byens gader er nemlig fyldt med Ladaer fra 80'erne, der stadig kører rundt, som om tiden har stået stille. Nogle var velholdte og skinnende, andre bar tydeligt præg af et langt og hårdt arbejdsliv, men alle fik de et anerkendende blik med på vejen, og der blev brugt en del tid på at beundre de gamle sovjetiske arbejdsheste. Imellem Ladaerne nåede vi dog også at se Khanens palads, Shekis store stolthed, og en gammel moské, inden det var tid til frokost på Sultan Restaurant, hvor vi fik lov at smage os igennem en række lokale retter. Mætte og veltilfredse gik vi videre til et flot karavanserai, hvor man ikke skal have megen fantasi for at forestille sig kamelerne fra Silkevejen gøre holdt i gården. Byturen sluttede ved Khanens hjem, inden vi satte os i bussen og satte kurs mod Kiş for at se den albanske kirke.

På vejen gjorde vi stop ved fæstningen Gələrsən-Görəsən, hvis navn frit oversat betyder "kom og se". Det var dog ikke alle der tog imod opfordringen. Halvdelen af selskabet gik de 200 højdemeter op og blev belønnet med flotte ruiner og en fin udsigt, mens resten blev ved bussen. De fik nu også en oplevelse, for parkeringspladsen hørte til et gammelt fritidsanlæg af samme navn, der i dag står helt forladt. I baren stod flaskerne stadig på hylderne, og et enkelt glas var efterladt på bardisken, som om gæsterne bare lige var gået et øjeblik. De rustne og tavse forlystelser kunne være taget direkte ud af en gyserfilm, og man blev ikke helt fri for at se sig over skulderen. Dagens program sluttede vi af ved den smukke albanske kirke i Kiş, som vi så i blødt aftenlys, mens vi nød en is. Det er svært at forestille sig en bedre afslutning. Aftensmaden blev indtaget på Aura, hvor Eskild overraskede ved at guffe en mør lammeskank i sig, en præstation der ikke gik ubemærket hen ved bordet. En fantastisk dag med masser af sol, varme og dejlige oplevelser.

En GAZ, en gammel sovjetisk lastbil i de traditionelle farver. Dem kører der mange af herovre.

I Khanens vinterpalads måtte man gerne tage billeder. Der var kun et rum tilbage i den oprindelige udsmykning, Billedet herunder forestiller luftcirkulationens udsmykning.

Den meget gamle kirke i Kis. Det henstår nok lidt uklart hvor gammel den er, men den kan være over 1500 år gammel.

Kaputski?

2026-10-13T19:26:19.295+02:00

Tirsdag morgen forlod vi planmæssigt Baku med kurs mod Sheki, der ligger for foden af de store kaukasus bjerge længere mod vest. Vi valgte den sydlige rute over Qubustan, hvor vi skulle se klippetegninger og muddervulkaner på vejen. vores første stop blev nu alleer foretaget i Baku. At finde en geocache kræver normalt bare at man tænder for appen, og herefter går til nærmeste cache, men sådan er det ikke i Azerbaijan. Her er der kun 2 cacher for folk som os der ikke betaler for appen, og den ene ligger langt fra Baku. Den anden ligger ved det store flag der vejer ude ved kysten ved byens sydlige del, og den satsede vi på. Parkeringsanlægget vart ude af drift, så Lauritz kørte resolut ind i modsatte vejbane, han er blevet god til at køre som en lokal. Vi kom ud af bilen, og mens Christian og Solveig gik afsted efter geocachen, gik vi andre op til flagstangen. Her blev vi mødt af en yngre, tilsyneladende venlig ung vagt, der med stor beklagelse fik forklaret at der ikke måtte tages billeder og video med kamera, men meget gerne med mobiltelefon!. Sprogkundskaberne rakte ikke til hvorfor det var sådan, men Peter fik forhandlet sig til at han godt måtte tage billeder bare flaget og flagstangen ikke var motivet!

Med Azerbaijan souveniren i geocache appen sikret kørte vi mod syd langs det kaspiske hav. Undervejs kom vi forbi adskillige olieboringer, det er vildt hvor tæt på vejen man kan se de karakteristiske nooding donkeys vippe langsomt op og ned.

Efter en lille times kørsel var vi ved Qubustan rock art park, desværre var netop dette sted ikke med i vores kombi billet, så Lauritz og Peter måtte køre ned til billet kontoret igen for at få skaffet de nødvendige billetter. Standart prisen for en attraktion for udlændinge lader til at være 15 manater, det er vi i hvert flad kommet af med mange gange efterhånden. Selve området hvor klippe kunsten var er vildt smukt, og de gamle graveringer er også et besøg værd. For mig var højdepunktet nok mest at betragte asiatiske turister gøren og laden, samt et skilt på toilettet der anbefalede folk at lade være med at ringe deres sko i toilettet!

Efter klippekunsten troede vi bare at vi skulle undvige en korrupt politimand på vejen mod muddervulkanerne. På ved mod klippe kunsten havde han udvist stor interesse for at vise os nogle andre muddervulkaner mod en ikke helt beskeden kompensation for sin ulejlighed. Med Lauritz som forhandler var vi godt rustede, og kom hurtigt fri af det sørgelige eksempel på ordensmagtens forfald. Hvad der derefter skete glemmer vi derimod nok aldrig. I bakspejlet voksede en sort Lada sig hurtigt større og større. Blinkende med lygterne var det tydeligt at han ville have os til at stoppe. Det var vi ikke så vilde med, men det fik stedet chaufføren til at overhale os og skære ind foran vores store hyundai for at afskære os fra vores videre færd. Selvom der var mulighed for at undvige ved at køre udenom til højre stoppede Lauritz, begge chauffører rullede vinduet ned, og efter en meget kort ordveksling havde Lauritz gjort det mere end klart at vi ville fortsætte uden guide. Senere så vi satte den sorte Lada, denne gang forfulgte den en taxa.

Muddervulkanerne var ikke jordens største oplevelse, og kunne nok ikke helt bære det store kompleks der var blevet bygget til de besøgende. Komplekset indeholdt også en restaurant, men den havde ikke mad på programmet til tilfældige besøgende, så vi måtte køre tilbage mod hovedvejen med uforrettet sag.

Tilbage på hovedvejen fandt vi både en tankstation og en restaurant. Vi ville tanke først, og kørte ind til en stander. Herfra blev vi forsøgt viftet væk at den ansatte, Lauritz spurgte om den var Kaputski, men det blev ikke forstået. Ved en fungerende stander stivnede de ellers ganske brede grin vi havde efter kaputski episoden hurtigt, for hvordan får man mon tankdækslet op? De først ankomne tankarbejdere kunne ikke, og vi, eller rettere Lauritz kunne ikke finde en knap ved rettet der kunne løse problemet. Flere og flere forsøgte sig, og vi googlede modellen og fik bud på hvordan det skulle foregå. Derfor måtte bagagen i bilen ud, men ak, ingen løsning der. Da vi var klar til at ringe til udlejningsselskabet lykkedes det en af de 6! tililende folk at få det op. Så kunne vi få brændstof på, og snarrådigt reddede Lauritz os, for den tankansatte havde allerede fået benzin håndtaget placeret og var klar til at holde benzin på vores dieselbil!

Frokosten blev en fantastisk døner fra en lidt trist udseende butik. Vi var dog skeptiske uden grund, for smagen fejlede absolut intet. Vi fandt dog aldrig ud af priserne, for Christian og Lauritz lagde stort set identiske ordrer, men Lauritz kom af med ca. 45% mere. Med de priser var det dog ikke det store problem.

Fra frokosten kørte vi videre mod syd, men sørgede naturligvis for at dreje af så vi ikke endte i Iran. Landskabet vi kom igennem var af den kedelige slags, flad, ikke super frugtbar steppe, hvor der ikke var byer eller landbrug. Første da små bjerge blev synlige blev det interessant at kigge ud af vinduet, og de sidste omkring 50 kilometer havde vi udsigt til de store kaukasusbjerge der majestætisk tronede sig op. I Sheki fandt vi vores overnatningssted. Værelserne er mindre end i lejligheden i Baku, til gengæld er her hyggeligt, og ejeren taler super godt engelsk. Vi fik aftensmad på stedet, de havde besøg af en tysk rejsegruppe, og vi kunne spise med. Det skulle vise sig at være en heldig beslutning, maden var super, og stemningen var god. Vi glæder os til at opleve Sheki i morgen.

Abseron halvøens lyksageligheder

2026-10-12T17:36:50.913+02:00

Efter en god, og tiltrængt nats søvn gik nogle fra selskabet afsted mod et marked for at tjekke det lokale kaviar marked ud. Lauritz havde på forhånd fundet ud af at det burde være klart billigere end på vore breddegrader, og det var så en små 5 kilometers gåtur værd at finde ud af. Heldigvis var markedet et besøg værd, frugt og grønt var stillet flot op, og der var adskillige butikker der solgte størens sorte guld. Prisen var ifølge Laurits omkring 1/7 af prisen i danmark, så vi fik købt 100 gram. Der var også godt brød, samt nogle georgiske valnødderanker der fandt nåde for vores blik.

Efter morgenmaden gik vi op til Eurocar for at hente vores 9 personers bus. Lejeproceduren gik let og smertefrit, men under udleveringen af bilen lykkedes det for den ansatte at lave hele 2 buler i den. Undskyldningen var for viderekommende, han mente at det skyldtes at han ikke havde kørt bil med manuelt gear i 2 år. Vidnerne var ikke overbeviste om forklaringen, og tænkte nok snarere at det var mangelfuld brug af spejlene der bar hovedparten af skylden. herefter vi kørte afsted mod Abseron halvøen nordøst for Baku, hvor vores første stop var Ahtesgah ildtemplet, der har ført en noget omskiftelig tilværelse. Stedet har beviseligt været et sted hvor tilhængerne af Zoroastrierne har tilbedt ilden. I 1700 tallet blev stedet overtaget af hinduistiske handelsfolk. Vi kunne se på stedets lille udstilling at det blev lukket i 1883. Siden er det blevet restaureret, og selvom den naturlige gas nu er væk, og ilden derfor kommer fra almindelig bygas er det stadig et fascinerende syn.

Efter Ahtesgah tog vi på jagt efter en restaurant, men ak, den vi havde udsøgt var lukket. I stedet endte vi i Madarkan, hvor vi med lidt besvær kom frem til byens gamle borg, der ligger fuldstændigt omringet af landsbyens huse. Borgen var også låst, og vi forberedte os derfor på at tage videre, men så dukkede der et par turister op med en herre der selv i disse tider godt kunne kaldes ældre. Han så os an, og sagde så money, pegede på hver og en af os voksne mens han sagde 5. Vi fandt derfor de 40 påkrævede 40 manater frem, og luskede ind i borgen sammen med de 2 andre turister. Borgen selv var under renovering, og vores bedste bud er at nøglens vogter ikke kommer til at se det færdige resultat. Ikke fordi det burde tage lang tid, men fordi restaureringen ikke lod til at være prioriteret højt.

Efter borgen kørte vi videre mod strandende, og endelig kom vi omkring en restaurant. Desværre var den under ombygning, men ved at bruge apostlenes heste kunne vi gå hen til en anden, hvor vi til vores store glæde kunne få noget mad. At kalde den for en international turistfælde ville være løgn, menuen var ppå Azerbaijansk, og ingen ansatte talte andet end russisk og azerbaijansk. Det lokale sprog er svært for oversættelsesprogrammer. Lauritz forsøgte, men måtte give fortabt da telefonen hævdede at man kunne få en halv pik samt dampet spade! Maden fik fik var god, mængdemæssigt i overkanten, samt pænt billig. Qala park restaurant kan anbefales. Servitricen lod til at have et godt øje til Karsten, hvad Kirsten ikke har haft held med i over 30 år lykkedes for hende på under en halv time, nemlig at få Karsten til at spise grøntsager. Resolut smed hun bare nogen på hans tallerken, og vupti var de væk!

Næste stop blev en strand, nord øst for Madarkan. Peter fik kolde fødder, men Christian og Lauritz samt naturligvis Eskild fik sig en god badetur i det kaspiske hav. Vandet var ifølge vores tilgængelige oplysninger 22 grader, hvilket helt klart var i underkanten for de lokale, vi havde således hele strand området for os selv. Nogle af strandende så ud til at være sæson nedlukkede, andre bare lukkede permanent. Der herskede en for os noget mærkelig atmosfære på det forladte strandafsnit.

Efter badeturen satte vi os atter i bilen for at kære til Yanar Dag, det brændende bjerg. Da vi ankom var der sjovt at se flammerne komme ud af klippesiden. Marco Polo havde rapporteret om flammende bjerge allerede for over 700 år siden i området, men denne klippeside har vist kun brændt i omkring 70 år. Stadigvæk imponerende.

Vi kørte herefter tilbage mod Baku, slappede af i lejligheden, og gik først ud for at spise kl. 21.

- det er nu lidt af en overdrivelse at sige at vi gik ud, for restauranten vi valgte lå under 2 meter fra vores hoveddør. Gaujarmas, der er en georgisk restaurant sørgede for at vi gik meget mætte i seng.

Magic Baku

2026-10-11T19:55:54.792+02:00

Vi har nu efterhånden haft hvad der ligner en hel dag i Baku.

Efter en god frokost i Harrislee kørte vi mod lufthavnen i Hamborg. Hurtigt blev det klart at vores hjemmelavede pølsehorn desværre var blevet efterladte på køkkenbordet på Himmernmoos. lidt af en Bet, grunden til at de var blevet lavet var at vi så kunne slippe for den dyre mad i lufthavnen, men nu endte det jo i stedet med at vi både kom til at betale for pølsehorn og for mad i lufthavnen. Heldigvis lod vi ikke denne lidt svage start ødelægge starten på turen, for stemningen var høj da vi steg ind i Pegasus flyet på vej mod Istanbul. Vi var lidt forsinkede ud af Hamborg, og det gav noget stress i Istanbul, hvor der oveni endda viste sig at være 2 fly der fløj mod Baku. Det lykkedes heldigvis dem der havde valgt at sætte sig ved den forkerte gate at rette op på fejlen i tide, så vi var alle med næste flyver der til forventet tid bragte os til Baku ved det kaspiske hav.

I lufthavnen blev vi mødt af et skilt med skriften Muusgaard, Kirsten havde sørget for afhentning i lidt af en bus, der med aggresiv kørestil bragte os til vores gigantiske lejlighed i midten af den Azerbaijanske hovedstad.

Klokken var omkring 5 loks tid inden vi faldt i søvn, men vi er jo ikke kommet for at sove, så kl. 9 ringede vækkeuret så vi kunne få købt ind til morgenmad.

Vi gik dog først ned til promenaden ved det kaspiske hav. Her kunne vi danne os et første indtryk af byen og især af de moderne bygninger. Vi fik også købt lidt godt til en lokalt inspireret morgenmad, der hovedsageligt kom til at bestå af armens inspireret brød samt af lokale grøntsager.

Da vi havde spist begav vi os afsted mod den gamle bydel, der er meget tydelig at finde på et kort. Baku voksede efter parisisk forbillede fra 1870èrne grundet olieboomet, og det gav lige, og brede boulevarder der står i meget skarp kontrast til de kringlede gader i Shirvan khanernes gamle by.

Vi kom af pragt gaden mod springvandspladsen, og herfra videre til dobbeltporten der førte ind gennem den velbevarede bymur til den gamle by. Her nød vi de flotte bygninger, der ledte tankerne hen på forlængst svundne tider. Bydelen var hjemsted for i hvert fald 2 gamle karavanseraier, der nu fungerede som smukke kulisser for kvalitets souvenirs. Frokosten fandt vi i en museums restaurant, der dels udmærkede sig ved god mad, dels ved en sublim udsigt over det kaspiske hav.

Efter frokosten slentrede vi videre op til Khan paladset, som vi betalte for at få adgang til. Paladset var ikke så stort, men helt klart et besøg værd. Den sidste af khanerne blev afsat af de noget stærkere persere i 1538, så det var noget tid siden byen blev styret herfra.

Fra paladset gik vi ad de smalle snogene gader ned mod vandet, hvorfra der var en super udsigt mod flamme tårnene, det moderne Bakus vartegn. Vi fik en tyrkiet is, hyggede os ved vandet inden vi gik tilbage til lejligheden. Her valgte Peter, Lauritz samt Christian at tage afsted for at se en fodboldkamp i den Azerbaijanske Premier League. Kampen stod mellem Shafa og Torun Tovas, men ak, grundet renovering af Shafas stadion blev kampen spillet en times kørsel væk. Det var så som så med engelsk kundskaberne blende de lokale vi kunne spørge, og faktisk var det først da Lauritz tjekkede udeholdets instagram profil at vi fik vished om hvor kampen blev spillet. Vi fik også informeret et par tjekkisek fodboldfans der osgå ville til kamp, og så tog vi ellers tilbage mod lejligheden, hvor de andre var klar til at komme ud at spise.

Efter maden gik vi ned til vandet, hvor vi nød lysshowet fra de moderne bygninger.

Alt i alt en super første dag i Azerbaijan.

Golf på Ærø.

2026-10-04T11:38:08.719+02:00

Første oktober weekend har vi tilbragt på Ærø sammen med Christian. Vejret har været særdeles godt, det er som om sommeren vil give en sidste prøve på sit format inden efteråret for alvor trænger sig på. Vi har udnyttet Ærø golfklubs fantastiske tilbud med spil på par 3 banen ifølge med medlemmer til fulde, og det er tydeligt at se at Christian har gjort store fremskridt siden første gang han var med på banen. Der er kommet langt flere af de gode slag, men det kniber stadig gevaldigt med færdighederne på greens. Putningen er ikke just paradedisciplinen.

Haven har været næsten forladt, sommerhusgæster har der ikke været mange af denne weekend, synd for dem der er blevet væk, for det har været en weekend hvor batterierne virkelig har kunnet lades op. Vi er også kommet ind i AI tidsalderen for alvor. Peter har godt inspireret af kollega Tim erhvervet sig Claude AI betalings modellen, og er imponeret over anvendelsesmulighederne efter en dags brug. Heldigvis kan rester af familien også få glæde af den, så det tegner positivt.

Vi er nu kun en uge fra ankomsten til Baku i Azerbaijan, og søreme om ikke også vejrudsigten ser godt ud for de første dage. I øvrig kan vi anbefale filmen Pressure, der omhandler forløbet op til D-dag d. 6/6 1944. Vi så den i andelen i Ærøskøbing, og var ganske tilfredse med at have valgt at tilbringe vores lørdag aften der.

Søndag lykkedes det Christian at lave den korte karrieres første par. Den kom på hul 2 på par 3 banen.

På jagt efter øresunds tunen

2026-09-28T15:48:10.440+02:00

Vi har atter været på tur med Nessie. Da Peter endelig var klar efter lejrskolen til Vesterled, og efter at han havde hentet sin glemte computer i Dybbøl efter turen kørte vi afsted mod København. Her ventede Ingeborg & Lauritz med en let anretning fredag aften. Vi havde bedt om noget let, for Peter havde forlangt at se en fodboldkamp mellem HIK (Hellerup idræts klub) og Roskilde på Gentofte stadion. Her mødtes vi med Rasmus Bregenov, Peters kammerat, og den person vi kender der er mest dedikeret til det skønne spil. Kampen endte 1-1, hvilket både var et fair resultat, og godt for Skovbakken, den Aarhusianske klub der spiller i samme række. Et var fodbolden, noget andet mad og drikke udvalget på stadion. Fadøllene var økologiske, og man kunne få gourmet sandwicher med trøffel mayonnaise. Ikke just hverdagskost på et dansk stadion, men vel ret naturlig geografien taget i betragtning. Efter kampen var vi i byen, og fik en ganske god flaske vin. Det var en dejlig måde at starte weekenden på.

Lørdag kørte vi afsted så Ingeborg kunne nå sin Knob og stik eksamen ved 9 tiden. Planen var at vi ville handle morgenmad ind og så hente Ingeborg når hun var færdig, men det nåede vi ikke. Inden vi var kommet hen til bageren kunne hun meddele at hun havde bestået prøven. Det endte så med at hun tog en leje cykel hen til bageren, hvorefter vi kørte til Humlebæk, hvor Nessie ventede på at komme på tur.

Hurtigt fik vi gjort klart skib, og så stod vi ellers til søs. Det føltes helt rigtigt at sejle ud for motor, noget vi jo ikke gør på sejlerskolen. Hurtigt fik vi sejlene op, og så gik det ellers mod nord, hvor vi hurtigt fik Kronborg i sigte. Vi kom uden problemer forbi færgetrafikken, men da Øresund blev til kattegat skete der en hel del med bølgernes størrelse. væk var de små bølger, og i stedet måtte Nessie udstå bølger på omkring en meters størrelse. Lauritz var dog meget rolig, og selvom det ikke forplantede sig fuldstændigt til os andre var vi dog ikke rædselslagne. Vi valgte dog at fravælge Domsten havnen længere mod nord for i stedet at søge mod Helsingborg. Det viste sig heldigvis ag være et godt valg, for byen bød både på en super frokost ved havnen, samt en flot gammel fæstning, Kārnan, som vi let kunne vandre op til. Helsingborg er faktisk Sveriges 8. største by, med mere end 100.000 indbyggere.

På hjemturen havde vi håbet af se nogle af de tunfisk der nu er kommet til Øresund, men sådan gik det ikke. Vi kom derimod tæt på en passagerfærge mellem Helsingborg og Helsingør, men slap i det mindste for hornet denne gang. Tilbage i Humlebæk var der nogle unge gutter der havde hapset vores bådplads, men så tog Lauritz affære, og det lykkedes ham at få dem lokaliseret, og efter at de havde mødt ham forsvandt de hurtigt fra vores plads.

Alt i alt en super sejltur, der blev rundet af med god mad fra Kebabistan.

Søndagen bød på morgenmad, inden vi kørte forbi Vanløse med Sandaler til Lone og Eva.

Gentofte stadion, eller gentofte sportspark som navnet er nu, er et super godt fodboldstadion efter 2. divisionsstandart. Vi sad på den store, overdækkede siddetribune der desværre ikke kom med på billedet.

Solveig og Ingeborg på Øresund. På dette tidspunkt af sejladsen var de store kattegat bølger heldigvis kun et fjernt minde.

Kārnan i Helsingborg. Et klassisk eksempel på et fæstningstårn fra middelalderen.

Nessie fortøjres i Helsingborg. Ganske let at fortøjre langskibs.

Smukke smukke kronborg fra søsiden.

Øresundslinjens færge kort før havnen ved Helsingør. Vi fulgte godt med i færgernes rytme, og var meget opmærksomme på ikke at komme i vejen for dem.

Vild med Vesterled

2026-09-27T16:47:27.636+02:00

Peter har været på lejrskole ved Vesterled, ca. 10 kilometer syd for Hvide sande.

På forhånd var han noget skeptisk, for Vesterled har ikke ry for at være i særlig god stand. ,Det skal dog straks nævnes at stedets kvaliteter mere end opvejede den ganske rigtigt ikke prangende stand på de gamle værelses barakker, hvoraf den ene var 48 år gammel. Vi boede næsten i første klitrække, og var så heldige at se vesterhavet vise tænder den første dag. Dagen efter var der solskin, og vi kunne derfor holde strand olympiade mens vi så ud over det smukke blå hav. Eleverne fik ros af chefen på stedet, der omvendt også fik ros af både os og eleverne. Maden vi blev præsenteret for var super god, og vejret artede sig. Vi gik tur retur til Hvide sande, 21 kilometer på apostlenes heste. Da vi var vel tilbage gik der ikke 5 minutter førend det styrtregnede. På den måde var vi vildt heldige, og det var en super positiv oplevelse at se skoleforeningens lejrskole for første gang.

Golf turnering med Herbert i baggrunden

2026-09-23T07:35:07.999+02:00

6 personer fra det danske mindretal i Sydslesvig var i weekenden samlet for at dyste om spændende præmier i flere forskellige golf konkurrencer. Dysten foregik på Ærø, hvor huset i Haven fungerede som indkvartering, og her blev der spillet Skyjo til den store guldmedalje.

Fredag ankom vi i 2 tempi, hvilket gav de først ankomne mulighed for at afprøve Kjelds Bingo banko bongo på par 3 banen. Konceptet er egentlig enkelt. Første person på green 1 point. Tættest på hullet når alle er på green 1 point. Indehaveren af første bold i hul, 1 point.

Det lykkedes Kjeld at tage sejren hjem, og på den måde fik vi udleveret turen første præmie, en rædsel af en kop i svulstig stil fra tiden før 1. verdenskrig.

Ved 20 tiden ankom Thomas og Gøran, og så blev der drukket og spist, samt spillet første runde Skyjo, hvor det lykkedes debutanen Gøran at tage den horrible pokal. Det lyder bedre end det er, for i Skyjo vinder man ikke, man taber.

Lørdag var det planen at der skulle spilles 36 huller. Første 18 huller var Bingo banko bongo formatet, og vinderne blev Matthis i den ene flight, og Peter i den anden. I det hele taget var det Peters runde, for han lagde sig også i føring med 38 stablefordpoint. Efter frokosten gik vi ud på de næste 18, der dog endte med kun at blive til 9. Himlens sluser åbnede sig på hul 2, og vi blev derfor enige om at opgive ævred på hul 9. turneringen her var pink ball, og der gik desværre kun 4 huller førend den ene pink ball var forsvundet. Den anden holdt til hul 7, hvor den forsvandt i en sø.

Hjemme i huset tog vi bestik af siuationen. Mens Thomas, Peter og Gøran tog på tur til Ærøskøbing, slappede Kjeld, Solveig & Matthis af og gjorde aftensmaden klar. Solveig havde sørget for pulled porc, hvilket var en super ret til lejligheden.

Søndag afsluttede vi turneringen, og det lykkedes Peter at holde føringen hele vejen til mål. Runder på 38, 18 og 35 point var naturligvis også svære at hamle op med.

På Ellen mødte vi selveste Herbert Grönemeyer, hvilket dem med tysk pas var noget mere oppe at køre over end dem med et dansk ditto.

For Fanø hvor en fed ø

2026-09-12T19:18:12.731+02:00

Vi har atter været på ø-shelter tur. Vi har i efterhånden en del år været afsted med Nina og Per fra Varde som vi kender helt tilbage fra tiden i Skive. Denne gang var Fanø målet for en tur med kun en overnatning. Da Fanø jo er en del større end de mindre små øer var vi blevet enige om at tage cykler med. Lidt af en opgave for os, der jo desværre ikke har noget anhænger træk på bilen. Torsdag pakkede vi, og helt uden problmer lykkedes det os at få plads til vores 2 almindelige cykler i bagage rummet ved at tage forhjulene af. Ved Færgen mødte vi Nina, Per havde desværre måttet melde forfald på grund af et maveonde. Peter havde pustet sig op med et stort påstået kendskab til færgerne mellem Esbjerg og Nordby, navnene Fenja og Menja var blevet nævnt, og stor var forbavselsen så da en for oraklet ukendt færge ved navn Grotte lagde til kaj. Vi kom dog ombord i det for Peter aldeles ukendte fartøj, og på kort tid bragtes den fine færge os til Nordby. Til Peters udelte glæde kom vi heldigvis om ved både Fenja og Menja undervejs mod Fanø. Vel i land satte vi os på cyklerne og kørte til shelter pladsen godt 7 kilometer sydpå. Vi kunne ikke just glæde os over medvind, men frem kom vi alligevel. Shelterpladsen var af den fine slags, godt nok var der lige lovlig mange frøer efter damernes mening, men faciliteterne kunne vi ikke klage over.

Vi lagde bagagen, og kørte så tilbage for at spise i Nordby ved Fanø Bryghus. Her fik vi forskellige gode øl, samt nogle fantastiske burgere. Da skumringen nærmede sig kørte vi atter mod syd, hvor vi tændte bål og snakkede om hvad der var hændt os siden vi sidst havde set hinanden.

Efter en lidt ujævn søvn, ikke noget særsyn når man sover i shelter, fik vi en god morgenmad inden vi forlod pladsen for at se den sydlige del af øen. Første stop var den fuglekøje der lå nærmest. Indtil 1931 havde man fanget op til 4400 ænder årligt her, ved at lade dem lande og så efterfølgende fange dem.

Efter fuglekøjen kørte vi mod Sønderho, på vejen begyndte det noget mod vejrudsigtens optimisme at regne, og dem der havde regntøj med tog det på. Til Peters held varede regnen heldigvis ikke så længe, så selv den uforberedte blev ikke voldsomt våd. Sønderho er en idyllisk plet på danmarkskortet. Her fandt vi smukke gamle gårde, samt spændende små butikker. Overalt hang der smukke strikkede ting, vores besøg på øen faldt tidsmæssigt sammen med den årlige strikke festival. Heldigvis er strikkende kvinder og shelterfolk åbenbart ikke ikke befolkningsgrupper med store fællesmængder, så vi kunne have shelterne for os selv.

Vi så bl.a. Sønderho havn, der bestod af en lille ponton bro der kan hæve og sænke sig i kraft med tidevandet. Havneløbet er en vadehavs priel, altså en strømrende der er gravet af tidevandets bevægelser.

Fra havnen gik vi op til sømærket, der efter sigende skulle have været det første i Danmark, sat op helt tilbage i 1624. Oppe fra mærker var der en super flot udsigt over Sønderho, der ligesom skuttede sig bag de høje klitter. Senere cyklede vi langs stranden mord mod, og cirka midtvejs på øen fandt Nina en sti vi fulgte mod øst for at komme tilbage efter vores bagage. Stien var ikke den letteste at cykle på, men jo sværere det var, jo sjovere fandt vi det også. Tilbage på pladsen pakkede vi sammen, og begav os tilbage mod Nordby. Her købte vi en ø-kop, spiste frokost, samt rundede turen af med gode snakke. Ved 15 tiden stod vi af færgen i Esbjerg, sagde farvel til Nina der cyklede hele vejen til Varde, og kørte helt høje af oplevelser tilbage til Harrislee med en naturlig træthed i kroppen og gode oplevelser i bagagen.

På tur til Sankt Peter Ording

2026-09-06T19:40:43.173+02:00

Vi har endelig fået afleveret Eva Aggerholms fødselsdagsgave, nemlig en tur til Sankt Perter Ording på Ejdersted halvøen. Vi havde endda tyvstartet weekendens program med en tur fredag aften til Sønderborg slot. Her var der en særudstilling om Thomas Kluge, kaldet magtens maler. Lad det være sagt med det samme, Thomas er en fantastisk maler, selv som meget lidt kunst interresseret var det fascinerende alt se hans formidable portrætter af magtens folk. Hvad der derimod er sværere at forstå er at biskopper og borgmestre kan mene det er i offentlighedens interesse at bruge penge på et maleri af netop dem selv. Det må iser i disse tider, hvor de offentlige kasser skriger på penge gerne høre op.

Lørdag kørte vi så mod Sankt Peter Ording. Vejret i Harrislee var elendigt, og det var svært at tro på at vi ville få en god dag, men jo tættere vi kom på Ejdersted, jo bedre blev vejret. Eller rettere, jo tørrere blev det. Til gengæld blev vinden stedse kraftigere, men det kender vi jo fra tiden ved Blokhus. Vesterhavet skal ligesom også opleves med skum på bølgerne.

Ved Sankt Peter er der foran klitterne bygget adskillige bygninger på pæle. Hvor vi gik ud var der i en restaurant ved navn Arche Noah, her fik vi en ganske god frokost, inden vi kørte til en anden Sankt Peter bydel hvor vi fik cafe hos Christians ekskærestes forældre shop. Her hyggede vi os, og fik også gået en meget kort tur op på diget, hvor vi dog blev fanget i en regnbyge. Efter besøget hos Annae kørte vi til Tōnning, hvor vi fik kaffe hos Alex, Kaylas far. Her hyggede vi en god times tid, inden vi kørte ind til den gamle bydel i Tōnning hvor vi fik set det gamle pakhus fra den dansk byggede ejderkanals tid.

I baggrunden ses det flotte gamle pakhus fra 1783. Pakhuset står ret originalt, og er hjemsted for et lille museum.

Fætter - kusine komsammen på fyn

2026-08-24T07:04:32.780+02:00

Vi har i år atter deltaget i den traditionsrige fætter kusine dag på Grethe side af Solveigs familie. Selvom det er et par år siden vi sidst har kunnet deltage var det som om vi aldrig havde været væk fra arrangementet. Snakken gik lystigt, og stemningen i bilen på vej hjem var i den grad for en deltagelse igen næste år. Vi mødtes ved Ladby skibet, for dem der ikke er bekendte med Danmarks vikingetid kan det lige oplyses at man i 1935 stødte på en stor skibsgrav ved den lille landsby Ladby, beliggende ved Kerteminde nor. Skibet er dateret til omkring 925, så det er altså fra perioden kort før Gorm den gamle samlede Danmark til et rige.

Efter at vi havde set graven, det ganske ubemærkede lille museum, samt ikke mindst rekonstruktionen af skibet der tronede på Kerteminde nor tog vi nord om noret hvor resten af arrangementet blev afhold. Alt i alt en super dag, hvor Gretes medbragte fotoalbum afslørede at traditionen i hvert fald gik tilbage til 1989.

Succes ved Ærø rundt

2026-08-11T07:27:23.120+02:00

Sidste weekend på Ærø bød på deltagelse i cykelløbet Ærø rundt, arrangeret af den lokale cykelklub med det forrygende navn, Flying Heroes. Løbet giver en mulighed for at deltage på 3 distancer, 100 km, 50 km, samt 20 km. 100 kilometer ruten er der mange, meget hurtige ryttere der kører, så vi havde valgt at deltage på 50 kilometersruten. Peter havde debuteret sidste år, men for Solveig var det første løb overhovedet, og det var det i øvrigt også for Ingeborg. Lauritz har før kært et løb, men havde også tilgode at deltage ved Ærø rundt. Op til løbet har vi to 50+ trænet på de ærøske bakker, og havde derfor en rimelig ide om ruten og dens udfordringer. Ingeborg og Lauritz havde ikke cyklet på ruten overhovedet, så da de ankom med færgen til Ærøskøbing fredag aften valgte de at cykle af ruten fra Ærøskøbing til Haven. Denne del af ruten er klart den mest udfordrede bakkemæssigt, og også den del af ruten hvor der er muligt at køre forkert.

Lørdag fik vi bragt cyklerne til Ærøskøbing i god tid så vi kunne få vores startnumre i ro og fred. Det viste sig at være en god ide, for kort tid efter vi var ankommet var der kø for at få udlevet nummer mm.

Før løbet havde Lauritz et håb om at vinde 50 kilometeren, men det håb svandt kort efter starten. En ung mand fyrede afsted i et voldsomt tempo, og i stedet kunne Lauritz i ca. 15 kilometer kæmpe med om 2. pladsen. Også her var der en der var bedre, men det lykkedes for Lauritz at komme på podiets yderste plads. Sjovt nok kørte han hele turen med en ung mand der hed Laurits.

Ingeborg startede langsomt ud, og overhalede først sin fader på den stejle bakke før Brejninge efter små 5 kilometer, siden fik hun overhalet mange andre, og det lykkedes hende at vinde kvinderækken med et hul på små 2 minutter ned til nr. 2, en flot Ærø rundt premiere af de 2 unge.

For hverken Peter eller Solveig blev det til nogen præmie, det var dog heller ikke forventet. Alligevel var der grund til glæde, for Peter kørte 8 minutter hurtigere end sidste år, og Solveig fik en 4 plads blandt kvinderne, i en bedre tid end forventet.

Alt i alt var det en super positiv oplevelse at deltage i løbet, og vi delte den endda med Ingo og Axel der også har hus i Haven, vi har næste år planer om at stille op i Haven cycling trøjer :-)

Familiebesøg på Ærø

2026-08-06T17:19:03.761+02:00

Når vi nu ikke kommer til verden, må den jo komme forbi hos os. Sådan kunne mottoet næsten være for denne sommer, for det er sandt for dyden ikke meget vi har været væk fra Ærø.

Solveig havde mens Peter og Christian var på tur til Polen besøg af Grethe. For Grethe er det forbi med at rejse på egen hånd, så Solveig var faktisk af øen for en kort bemærkning, for Kirsten havde bragt matriarken til færgen i Svendborg, hvor Solveig så tog over. Grethe havde et godt besøg, vejret var godt, og det blev til besøg på mosteriet samt ved fiskehandleren. Vi afsluttede med lidt af en fiskeanretning om søndagen, hvorefter Solveig tog med Grethe tilbage til Svendborg hvor Kirsten atter hentede hende. Imens kunne Perter så gøre klar til næste hold gæster beståen de af Eva & Christian samt Christian den yngre. De mødtes endda kortvarigt med Solveig og Grethe på kajen i Flensborg inden de ankom til hjemmelavede Cevapcici i Haven. Under besøget var vi en tur ved skt. Alberts kirke, det eneste af turiststederne på øen vi ikke havde besøgt endnu. Kirken er anlagt som en forsvarskirke, men blev nedrevet efter reformationen i 1536. I dag er volden genetableret, og kirkens grundplan er markeret indenfor volden.

Vi fik naturligvis også badet, samt besøgt golfbanen en del gange. Her fik Christian den yngre glæde af de nye jern vi har købt, de er noget længere end standart jern, så de burde være bedre egnede til hans højde. Christian den ældre viste gode færdigheder på putting greenen. Også dette besøg blev afsluttet med en fiskeanretning fra røgeriet i Ærøskøbing.

ikke at det har noget med familiebesøget at gøre, men kongeskibet har også aflagt besøg ved Ærø i den forgangne uge.

Færger, fodbold og pølser - turen fra Poznan til Ærø

2026-08-02T10:35:42.720+02:00

Efter en halvskidt nats søvn, mirakel kampen sad solidt i os begge, tog vi efter morgenmaden afsted mod nogle meteor kratere 10 kilometer nord for Poznan. Vi havde en bagkant der sagde kl.13 i Swinemünde, havnebyen nord for Stettin hvorfra der tidligere gik færge direkte til København. Nu til dags ender færgen i svenske Trelleborg i stedet.

Meteorkratrene er dannet for ca. 10000 år siden hvor et større meteor styrtede ned og gik i stykker kort før nedslaget. Der er nu lavet en sti rundt i området, og vi kom forbi 3 kratre. Selvom det var en hyggelig og spændende omgang lød det nu lidt bedre end det var da vi stod på stedet.

Da vi kom tilbage til bilen satte vi vores GPS på Swinemünde, og så fik vi ellers travlt. Den forudsagde en ankomst omkring 12.38, og kunne jo ikke have med i beregningerne at vi ville være nødt til at tanke undervejs. De første 80 kilometer foregik ad trafikkerede landeveje, og her var der dels langsom trafik, og svært at overhale. På et tidspunkt stod vores gps så på 12.55, og vi begyndte så småt at diskutere alternativer hvis det skulle vise sig umuligt at nå færgen. Heldigvis hjalp det da vi kom til S3 vejen, her var der ikke megen trafik, og vi kom derfor hurtigt frem. Den kø der var omkring Stettin løsnede sig også lidt, så selv med tankningen undervejs ankom vi i fin stil kl. 12.45.

Efter en noget sløv indtjekning, der absolut kunne gøres mere effektiv fandt vi færgen. Det var faktisk lettere end det lyder, for vi havde fået at vide at vi skulle dreje til højre ved den røde bygning, men rød viste sig at være en populær farve på bygningerne i havne området. Ombord på færgen fandt vi et bord med en oplader, stenede i reaktioner på miraklet i Poznan, samt tjekkede op på regler angående lodtrækning og Uefa koefficienter, noget der for AGFs hårdt prøvede fanskare længe har været komplet ligegyldig viden.

færgen på ruten er forholdsvis stor, og som det ses på billedet blev vi ikke ramt af hård sø på overfarten.

Da vi ankom til Trelleborg ved 21.30 tiden var vejret i den grad slået om. Væk var det stille vejr med den klare himmel, i stedet blev vi mødt med torden og lynild. Christian fik os fint af færgen, og så gik det ellers mod Posten, hvor vi havde skaffet os husly hos Ingeborg & Lauritz. På Øresundsbroen fik vi en ide om kraften af vindstødene, for en trailer var væltet. Her priste vi os lykkelige for den ret lave profil den nye Z4 har, der ikke giver vinden ret meget areal at angribe.

Hos Ingeborg og Lauritz fik vi et par håndmader, en god hold snak med Ingeborg, for Lauritz havde nattevagt, samt en god nats søvn. Vi ville egentlig havde været ret tidligt oppe, for planen var at køre til Rørvig og se Mads`og Lauras lille datter Aviaja. Stor var forbløffelsen derfor da vi først blev vækket af Ingeborg kl. halv ti. Det betød så omvendt at vi kunne nå at møde Lauritz til morgenmaden kort efter.

Vi havde en færge fra Odden til Aarhus kl. 14.30, og mente lige præcis at vi kunne nå en tur til Rørvig inden. Sådan skulle det dog ikke gå, for da vi var på vej fik vi besked om at Aviaja havde maveproblemer, og de stedet måtte en tur forbi lægen. Heldigvis var der ikke for alvor noget galt skulle det vise sig. Således havde vi pludselig tid at bruge, og vi valgte at se Odden kirke, hvor Peter Willemoes og de andre faldne fra linjeskibet Prinds Christian Frederik ligger begravet. Under slaget ved Sjællands odde i 1808 blev overmagten for stor for det danske linjeskib der kom i ulige kamp med 2 engelske linjeskibe. Kirken er i sig selv et besøg værd, og inde i den befinder der sig en flot model at det danske linjeskib.

Efter kirkebesøget til vi ud til spidsen af Sjællands odde. Her er der et militært område, men man må til fods færdes på vejen. Vi gik så langt man kunne, og nød den flotte natur med vand til begge sider.

Kanonen er af den type der var i kamp med fregatten Jylland under slaget ved Helgoland i 1864

Skilderhuset med den foregående monarks monogram.

Færgen fra Odden mod Aarhus var noget bedre organiseret end den foregående vi havde prøvet. Måltidet derimod var nok til prisen dårligere end på den polske færge, vi startede pølsespiseriet med en fransk hotdog menu, hvor der også var drikkelse og Pommes frittes med. Vi landede i Aarhus kl. 16, og var heldigvis nogen af de første der kunne forlade Express 3. Afkørselssituationen er ikke just et mesterværk, snarere et makværk. Der kan derfor dannes lang kø når færgen skal tømmes. Vi kunne derfor nå at hente vores MESTERSKABS TRØJER i AGF shoppen. De blev bestilt d 11 maj, men ankom altså først d. 31 juli. Efter aty havdefået trøjerne kørte vi til Riisvangen, for at se klub nr. 2 i Aarhus tage imod Aab. Desværre blev det til et, fortjent 1-2 nederlag til Aarhus Fremad, men vi fik i det mindste købt den nye, ret flotte trøje. Tilskuertallet var imponerende 3137, flot på det hyggelige, men komfortmæssigt utidssvarende stadion. Skal vi dvæle lidt ved kampoplevelsen kan vi i hvert fald uddele tures Moster Oda pris. Berlingske tidende har for os introduceret Moster Oda, der er en person der under store sportsbegivenheder udtaler sig skråsikkert om noget personen ingen anelser har om. Sådan en person sad vi på bænk med, store udtalelser, nul viden kampen igennem, ret underholdende at lytte med på.

AARHUS FREMAD er dels kendte for den uhøjtidelige stemning, dels for deres pølser, Fremad Stærke er et begreb, der dækker over en god, ret krydret pølse, som vi naturligvis måtte have en af. Vi endte nu med halvanden, for de var løbet tør for brød, og som kompensation fik vi i stedet en ekstra halv pølse hver, et for os ganske godt bytte.

Efter kampen på Vangen som stadion hedder i daglig tale skiltes vores veje. Christian tog hjem, Peter til sit barndomshjem på Byløkken hvor der var booket en seng.

Lørdagen bød så på en tur til Moesgaard strand, hvor den lokale is og pølsebod har slået sig op på Landmandshotdogs. Den ville Eva gerne prøve, så vi kørte afsted og smagte den både flot anrettede og meget velsmagende hotdog. Moesgaars strand er i øvrigt et smukt område med en god strand. Kan klart anbefales herfra.

Efter Moesgaard tog Peters forældre tilbage til Bylækken, mens fodboldfansene tog en tur til nyeste skud på divisionsfodbolden i smilets by. ASA er rykket op, og vores sidste kamp på turen var deres første divisionskamp nogensinde. De spiller ASA grunds, et meget spartansk stadion ikke langt fra det "rigtige" Aarhus stadion. Det skulle vise sig at der kom overraskende mange tilskuere i det gode vejr, prisen var 50 kr. der var Hancock i hanerne og store Klavs pølser på grillen. Vi havde en hyggelig oplevelse, og kampen endte 1-1 mellem de 2 oprykkere ASA og Ringsted. Herefter

kørte Peter til Svendborg, hvor han med et meget hængende hår nåede færgen kl. 19 i stedet for den kl. 20.

Alt i alt en super hjemrejse fra Polen, med masser af følger, fodbold samt pølser.

Store Klavs til 35 kr. og en Sports Cola til 20, fantastisk.

Miraklet i Poznan

2026-07-30T14:39:01.164+02:00

Agf har efter mesterskabet kvalificeret sig til Championsleague kvalifikationen. Da Danmark lå nr.15 lå Uefas liste træder mesterholdet ind i 2. kvalifikations runde, AGF er ikke seedet, da de foregående 5 års europæiske præstationer nærmest har været ikke eksisterende. Det betød at de trak de poste mestre fra Lech Poznan, en hård sportslig nød at knække. Polen er et land i fremgang, og som en naturlig følge af dette er den polske fodboldliga også inde i en særdeles positiv udvikling, og derfor har ligaen nu overhalet den danske på Uefa ranglisten. Første kamp i Danmark, der grundet stadion byggeriet for enden af stadion alle blev afviklet i Randers endte med en gedigen katastrofe for de hvide. Et rødt kort, en dårlig og uheldig præstation resulterede i et gedigent 1-4 nederlag, og så kan man glæde sig over at et hold aldrig er gået videre i Championsleague med et tre måls hjemme nederlag i første kamp.

Vi havde købt billetter inden første kamp, og tog fuldstændigt afklarede afsted. Undervejs fandt vi geocaches i både Mecklenburg - Vorpommern, Berlin samt i Brandenburg. På den måde fik vi genopbygget lidt af vores souvenirsamling fra den første profil vi havde.

Vi ankom til Poznan omkring kl. 17, tjekkede ind på vores hotel, valgte påklædningen til aftenen, og gik så ind til byens Rynek, den smukke plads mange polske byer har har hvor der typisk er et rådhus i midten. Det med påklædningen var lidt af en hovedpine. AGF havde frarådet at man viste sine hvide trøjer andre steder end på stadion, men Peter tænkte trods alt at han havde været i Polen før, og når et hold har vundet 4-1 i første kamp kan der ikke være mange hard femlings fra deres fans, så det blev iført med en smuk retro trøje fra 1998 at vi ankom til pladsen. Her skulle det vise sig at det gamle ordsprog om at frygten har store øjne kunne omskrives til at den også har store ører. I mange timer var der ikke andre AGF fans der havde den hvide hjemmebanetrøje på, selvom der lød dansk fra næsten samtlige barer på den enorme plads. Vi fandt selv et bord, og bestilte Dwa Duzy Zywiec, to store Zywiec øl, der er næsten det eneste Peter kan sige på Polsk. Hvad der er en stor øl er jo altid til diskurssion, her viste det sig at være 1 liter. Det endte med mere øl, og med at vi spiste en helt igennem forrygende burger på stedet hvor vi havde sat os. Senere gik vi lidt rundt, og heldigvis var der ikke antydningen af problemer i forhold til AGF trøjen. Vi ville mødes med Christians kammerater når de ankom, men da det først blev ved 12 tiden havde vi noget tid at slå ihjel. Det fik vi klaret ved bl.a. at jagte geocaches. Den første vi søgte var gemt bag en afspørring, den anden bag lås og slå i et museum. Den 3 fandt vi så i en mørk park, på den måde fik vi gået en del rundt i Poznan. På vej tilbage til Rynekken faldt vi over en hyggelig bar, og også her var der danskere. Vi snakkede lidt med personalet, og betjeningen spurgte forundret hvorfor der var så mange danskere i byen, nogle poste gæster svarede hurtigt fodbold, og at det var vildt at der var rejst så mange med når nu udgangspunktet var håbløst.

Tilbage på Rynekken havde vi et par sjove episoder, først kom der en af de hårde AGF fans hen og tiltalte os på engelsk da vi sad på en bænk, det viste sig at han regnede med at vi var civile betjente der holdt øje med det mange fans. Senere kom en ung mand hen og snakkede med os. Med fuld overbevisning forudsagde han en 3 måls sejr til agf, med efterfølgende straffesparks konkurrence hvor AGF ville trække det længste strå. Det grinte vi lidt af. Senere komså Malte og Bjarne, samt et festligt brødrepar, og så tog vi en enkelt øl der skulle blive til flere. Vi endte på en karaoke bar, hvor de vildt nok kunne fremtrylle et Thomas Helmig nummer ! absolut en festlig første dag på tur.

Onsdag morgen var vi en kende brugte. I seng kl. 02.30 var ikke ideelt, så efter en god morgenmad tog vi straks en middagssøvn. Kl. 12 begav vi os ud i byen. Christian havde fået oplysninger fra gutterne om et historisk sted vi skulle besøge, så vi sadlede apostlenes heste og gik den lange vej mod kaiser slottet. Efter at have set dette begav vi os ned mod byen, og fulgte et godt råd om hvilken restaurant vi skulle spise på hvis vi ville have god polsk mad. Wiejskie Jadło levede fuldt ud op til anbefalingen. Herefter gi vi til Rynekken, drak lidt øl, og gjorde os klar til at tage afsted. Vi havde fravalget at bruge 30 kroner på en shuttlen bus, for vores billetter gjaldt til sporvognene, og der fik vi om ikke andet kontakt med en del polske fans, der var nu som forventet en god og hyggelig omend højlydt stemning, men vi følte os bekræftede i vores valg.

På stadion var der gang i sagerne fra start, og for at gøre en lang historie kort, AGF gjorde hvad kun 2 klubber har gjort i europæisk fodbold siden 1955 og vendte et 3 mål nederlag på hjemmebane til videre avancement. Det gjorde naturligvis at vi var helt oppe i den syvende himmel da det afgørende straffespark blev sat ind af Tobias Bech. I stedet for at gøre klar til en tur til Færøerne for at møde Klaksvig om en plads i Euroleague, skal AGF nu møde FC SABAH fra Azerbaidjan om en kamp i det afgørende playoff der betyder en plads i den økonomisk voldsomt attraktive champions league.

Besøg på Ærø

2026-07-27T10:43:00.007+02:00

Efter "hjemkomsten" til Haven varede det ikke længe inden vi fik besøg igen. Først kom Christian på besøg. Vejret var fint, og vi kunne bade og spille golf. Som noget nyt har golfklubben åbnet op for at medlemmer kan tage høster med på driving range og par 3 bane uden betaling. Det benyttede vi os af, og Christian viste sig at besidde et vist talent, og også en god interesse. Vi endte derfor med at handle lidt golfudstyr hos weplayagain, et firma der har specialiseret sig i at sælge brugt udstyr videre.

Efter Christian tog tilbage til til Aarhus for at se AGF forsøge at kvalificere sig til Championsleauge i fodbold (De tabte 4-1 på "hjemmebanen i Randers) fik vi besøg af Kirsten, Karsten, samt John & Karen. Med dem nød vi det ganske gode vejr, og var til den første udgave af den maritime dag i Marstal. Her var de gamle historiske træskibe fra Fyn rundt samlet i havnen, ligesom der var musik og andre aktiviteter. Desværre var vejret netop denne dag ikke helt optimalt, der kom en heftig regnbyge, hvilket var meget vigtig for naturen, men mindre heldig for et turist arrangement. Dagen efter så vi de mange smukke skibe passere Skjoldnæs halvøen for fulde sejl på deres videre færd mod Faaborg.

Vi benyttede flittigt Ingo og Heides helt fantastiske lille plet med udsigt over ø-havet. Her fik vi både aftensmad og frokost når muligheden var der. Det var første gang John og Karen var i Haven, og de nød heldigvis stedet ligeså meget som os andre. Det er i øvrigt John der har lavet det fantastiske landkort der hænger i stuen. Tidligere hang det i et sommerhus de delte med Kirsten og Karsten, da huset blev solgt fik vi lov til at få det til huset i Haven.

3 dage i København

2026-07-18T10:39:25.883+02:00

Efter en spændende dag på farten for at nå København, sov vi forståeligt nok længe. Vi havde et ret afslappet program med kun 2 punkter den første dag. Vi ville besøge cisternerne på Frederiksberg, samt have en tur med "byens stemmer" som vi var blevet anbefalet af Jane, Lauritz`mor. Til cisternerne kom vi let med s-toget, på det punkt kan posten ikke ligge bedre. Lad det dog være sagt med det samme, tog larmer, og ved Københavns hovedbanegård afgår og ankommer der tog hele tiden, på hvad der føles som alle tider af døgnet. Det havde været en varm nat, så vi sov med vinduerne åbne, og havde på den måde fået togene ind i soveværelset. Cisternerne er et gammelt drikkevandsdepot bygget ind i Frederiksberg bakke, altså en slags vandtårn, bare under jorden. I dag arrangeres der forskellige kunstudstillinger dernede, og vi så en serbisk performance kunstners fortolkninger over dødsfald i operaer! Ikke just hverdagskost for os, og ikke noget der fangede os i stor udstrækning. Efter besøget i cisternerne tog vi tilbage til lejligheden og slappede af i varmen, inden vi tog ud for at møde byens stemmer. Her mødte vi Marc, der som 36 årig kunne se tilbage på en over 20 årig karriere som misbruger af hårde stoffer. Vi tilbragte små 2 timer i Marc selskab, hvilket var en stor oplevelse. De 2 timer satte i hvert fald vores egen priviligerede tilværelse i relief. Aftenen tilbragte vi i Holte, hvor vi så fodbold hos Eskild og Kate. Eskild har Peter kendt siden folkeskoletiden, Kate mødte vi for første gag. Det blev til en super hyggelig aften i meget smukke omgivelser.

Dagen efter havde vi besluttet at se Dragør. Vi havde fået lov til at låne Ingeborg og Lauritz cykler, så vi kunne klare os uden hverken bil eller offentlig transport. Efter kort tid valgte vi at købe olie så Ingeborgs cykel i det mindre ikke skreg efter de sorte dråber mere. Dragør var helt klart et besøg værd. Vi så både det gamle søfart, samt den hyggelige bykerne. Frokost blev det også til, burgeren vi satte til livs var måske den bedste nogensinde, og ikke engang voldsomt dyr. På vejen hjem cyklede vi langs vandet ved vestamager, hvor der var en super flot cykelrute, der også blev brugt flittigt. Alt i alt en dejlig tur på små 40 kilometer.

Hjemme i posten slappede vi lidt af, inden vi gik ud for at få en aften is. Her blev det tydeligt hvor store sociale forskelle der er i byen. Der hvor Marc havde vist os rundt dagen forinden havde politiet nu hapset en mand de holdt på jorden. Området var afspærret, og teknikkere ledte i blomsterkummer efter spor. en gade længere væk sad folk og hyggede sig med dyre drinks og is. Vildt.

Sidste dag var prøvet af hjemturen. Vi stod op, gjorde rent, og tog så s-toget mod Vanløse, hvor vi havde stillet bilen. I Korsør havde vi planlagt at spille golf, mon havde beregnet køretiden noget forkert. Vi kunne derfor nå en tur ind til byens gamle fæstning, der klart er et besøg værd. Den rummer bl.a. Danmarks eneste bevarede firkantede fæstningstårn. Golfrunden var en af de slemme, banen var smal, og det var især på forbi vi begge havde vores problemer med at komme rundt i et rimeligt antal slag. Banen er kuperet, og smukt beliggende, så vi kan ikke afvise at vende tilbage. Vi havde booket sejlads med Ekspressen fra Rudkøbing, så vi kunne nå en gåtur i dejlige Troense på Tåsinge, og også et hurtigt visit på Valdemar slot på samme ø. I Rudkøbing måtte vi vente en time på færgen, men noget af tiden gik med at følge forberedelserne til Danmarks mesterskaberne i udspring, der næste dag ville finde sted i havnen. Vi nåede at se 2 springe ud fra stor højde.

Facit, det var en fed tur til København, og vores ide om at tage utraditionelle rute ud og hjem var også god.

Alternativ rute mod København

2026-07-16T20:42:48.212+02:00

Vi skal trods alt ikke være på Ærø hele sommeren. Mens Ingeborg & Lauritz er på togt i middelhavet har vi således lånt os ind i lejligheden midt i København. Normalt ville man nok tage færgen til Svendborg, og herefter storebæltsbroen for at komme til København fra Ærø, men vi valgte en anderledes rute. Først med Ekspressen fra Marstal til Rudkøbing på Langeland. Således fik vi mulighed for at se Tranekær slot, samt at komme til loppe marked i Lohals. Loppemarkedet var et tilfælde, vi havde ikke valgt at køre nordpå af denne grund, men Solveig fik da handlet lidt Bacon hos en munter englænder der da han kom til Danmark for 7 år siden havde været rystet over den underlødige bacon kvalitet vi selv beholder, opvokset som han var med Danish Bacon i Walsall tæt på Birmingham. Nu solgte han så selv, the real deal.

Fra Lohals hyggelige havn kørte vi helt op til Langelands nordspids, her nød vi udsigten mod storebæltsbroen, og kiggede misundeligt ud påp de mange sejlbåde, i det varme vejr ville det have været rart at være ombord på en af dem. På vej mod færgehavnen i Spodsbjerg på langelands østlige side fik vi handlet en ø-kop, og på havnen fik vi lidt at spise. Fra Spodsbjerg kan man sejle til Tårs, en havn der ligger på Lolland, et sted vi ikke har været meget. Fra færgen så vi et gigantisk containerskib passere ned gennem storebælt, det var sammenlignet med færgen vi befandt os på enormt.

På Lolland kørte vi til Kragenæs, stedet hvorfra man kan komme ud til smålandshavets 3 beboede øer. På et tidspunkt er det planen at cykle til færgehavnen, og så er det jo rart at have en ide om distancen. Krage næs viste sig nu at have lidt af en attraktion, nemlig Dodekalitten. En kreds af 12 imponerende stenhoveder der er rejst over en mere end 15 årig periode. Vi gik fra færgelejet op til kalitten, hvorfra der var en fantastisk udsigt over smålandshavet. Fra Kragenæs kørte vi til Maribo, hvor vi bl.a. så domkirken, der er kendt fra det eneste billede vordende konfirmander kan kigge på i salmebogen.

Fra Maribo var der vel kun omkring 1,5 time til centrum af København, og vi kom frem uden problemer af nogen art.

Ferien starter med Gustav ugen

2026-07-10T13:01:50.661+02:00

Så er sommerferien 2026 endelig i gang. Vi er ved at være igennem Peter første ferieuge, og vi har lidt at berette. Fredag d. 3/7 ringede klokken ud for sidste gang i skoleåret 2025-2026. Vi var begge godt møre efter et hårdt forår, hvor skoleforeningens økonomiske udfordringer udgjorde et lidt dystert bagtæppe på den generelle stemning på arbejdspladsen. Ferien startede med en doblet sørgedag, vi fik prøvet den nye færge mellem Fynshav og Bøjden, anledningen var Peters kusines sølvbryllup på Fyn. Vi havde en dejlig dag på gården ved Ørbæk, og udnyttede muligheden for lige at komme et smut til Ærø igen. Kl. 20.00 sejlede vi ud fra Svendborg havn med kurs mod Ærøskøbing. Fremme i Haven fik vi sat lidt skik på haven, og cyklet en længere tur, inden vi mandag var med første færge tilbage til Als, så Solveig kunne slutte med arbejdet for dette skoleår. Tirsdag var vi så tilbage igen, med 2 biler, og en vejrudsigt der i den grad lovede sol og sommer stemning så langt øjet rakte.

Onsdag morgen oprandt så det øjeblik Solveig havde ventet på, den nye sofa ankom, og dermed var det slut for de hvide rædsler, hvis sidste opgave var at få de forbi passerende til at løfte et øjenbryn når de kørte forbi. Af mangel på bedre opbevaring havde vi et par dage en udendørs lounge, indtil de om torsdagen blev afhentet.

Onsdag kom der også besøg fra Flensborg, Kjeld og Matthis gjorde os selskab, og det betød masser af hygge, samt ikke mindst tid på golfbanen. Onsdag var der en del vind, de efterfølgende dage var forholdene noget nær ideelle, hvilket heldigvis kunne se på vores resultater. Vi fik spillet hver eneste dag, samt hygget om aftenen med fodbold, samt et kongespil tilpasset til golf.