Alt om ord og ord om alt

Inde i tågen ligger sorgen

noreply@blogger.com (Skribenten) — Mon, 01 Feb 2021 20:10:00 +0000

Credit: Merete Lehmann

Her står jeg ved vandkanten. Med blikket vendt mod en bro der ingen vegne fører hen. Vejen over den er, inden vi ender i tågen, lang og ulige og selve billedet er en illustration på vores gang på jorden og i livet. Vi kan kun gå fremad og kigge os tilbage over skuldrene, for at se fortiden forsvinde i enten glemsel eller krystalklare øjeblikke. For mig er fortiden flere krystaller end tåge.

Inde i mine krystaller ligger erindringer så smertefulde, at selv årtier ikke har formået at omdanne dem til tåge, og krystallerne er så knivskarpt slebne, at jeg altid skærer mig på dem hvis jeg rører ved dem. Det kan tage dage at få sårene til at hele igen, og for hver gang bliver arrene en smule tykkere, men ikke mindre ømme.

Tiden heler alle sår siger man, men den kan ikke splintre mine krystaller.

Erindringer kan fortabe sig i tågerne siges det også, men endnu har jeg ikke mistet en eneste af de klare krystaller, jeg ufrivilligt bærer med mig fremad. De ligger altid klar i den imaginære lille taske der er mit hjerte. Klar til at falde ud, når jeg taber min selvkontrol og kommer til at åbne låsen uden at ville det.

For enden af regnbuen står en balje med guld, og for enden af broen står en taske fuld af sorg.

Jeg tilbringer mine dage med blikket stift rettet mod i dag og vejen videre, men bag viljen til fremdrift ligger sorgen altid klar til at trække mig tilbage i tågen, med en kraft der kan være svær at overvinde, men hvad handler sorgen om. . .

Der er sorgen over de tabte år da børnene var små og jeg var syg. Det svigt jeg må bære med mig resten af livet. Der er den sorg, der uden at trække tårer, altid rammer mig ved højtider, fordi jeg aldrig igen kan få den enestående chance det er, at have en livsledsager der har kendt mig fra jeg var ung, og som har fulgt min udvikling gennem tilværelsen. Ingen skilsmisser er lette, og de fleste bliver heller ikke gennemført uden grundig eftertanke først, men få tror jeg tænker over den konsekvens det har på netop den ene facon, at man afbryder et forløb som siden er umuligt at erstatte. Forløbet fra ung til gammel er der ingen der taler om i forbindelse med skilsmisser. Vi bliver skilt af gode grunde alle sammen. Også jeg. Det kunne ikke være anderledes for jeg tabte mig selv og blev syg af ægteskabet, men jeg sørger alligevel over at have forspildt min chance for en medsammensvoren, der kan hjælpe mig med at huske tilbage. Og jeg mener forspildt når jeg skriver forspildt.. Jeg traf et valg, uden at være god nok til at mærke efter i mig selv, og det valg var ikke det rigtige. Dengang. Desværre.

En anden sorg handler om, de to store kærligheder i mit liv, som jeg mistede. Fordi jeg er mig. Hele to gange har jeg oplevet at elske betingelsesløst, foruden den kærlighed jeg har til mine børn og forældre forstås. To mænd der kom, så og sejrede. Og gik igen. To gange er jeg blevet ladt tilbage som krummer på et spækbræt efter voldsomme følelser blev vækket, og to gange har jeg brugt mange år på at samle de krummer sammen så godt som muligt, uden at miste vigtige egenskaber, så jeg kunne gå videre. Det er mange år siden, men sorgen og chokket nægter at blive til tåge. Det er sådan jeg er skruet sammen i hovedet desværre, så selvom jeg fysisk og mentalt er videre, er hjertet det måske ikke helt alligevel. I hvertfald er det de to skygger jeg ser for mig, der for enden af broen. Skygger fra fortiden, der på sær vis stadig følger mig i nutiden. De ånder mig i nakken og taler til mig i søvnen. Bliver så virkelige at jeg ikke kan hitte tilbage til virkeligheden når jeg vågner.

I tågen er også skygger af de drømme der døde. Forventninger der ikke blev mødt. Illusioner der forsvandt. I det hele taget er der for enden af broen en masse bevægelse jeg ikke kan se, kun fornemme.

Det er derfor det er bedst at vende sig væk og gå fremad. Væk fra fortiden og ind i nuet.

De vindstille vintersøndage

noreply@blogger.com (Skribenten) — Sat, 16 Jan 2021 11:39:00 +0000

Vindstille.

Et ord der ikke behøver megen forklaring. Når man læser "vindstille", dukker der automatisk billeder op for vores indre øje, af en verden uden lyd. Det kan jo i sagens natur sagtens støje en masse, også på en vindstille dag, og de menneskeskabte lyde kan fylde verdensrummet, men der er nu alligevel et eller andet ved illusionen af det vindstille.

Det ligger for det første i selve ordet. Vind og stille. At der ingen vind er. Storm og blæst er fortrukket og de lyde der altid følger med blæst er forstummet. Vinden er stille. Verden er stille.

Det er som om at søndage er de mest perfekte dage til vindstille vejr. Sådan har jeg det i hvertfald. Særligt en af den slags søndage om vinteren, hvor der er få mennesker ude, og hvor solen er gemt bag tykke skyer, kan "vindstille" virkelig bruges til noget. Her kan man, når man som jeg, bor ved siden af langstrakte marker og den høje himmel, opleve en stilhed på en vindstille dag, der er fuldstændigt magisk. Skulle jeg endda være så heldig, at det har været så frossent om natten at der er hvidt pudder på alle overflader, så bliver det faktisk ikke mere stille, eller smukt. Sådanne søndage er ikke givne, for vi kan have år hvor vejret og naturen bare ikke rammer den tilstand. Det handler jo om planeter der skal stå rigtigt, og engle der er glade, og at der ingen sorte katte går over vejene, og at alle på den modsatte side af kloden husker at klappe på samme tid.. ca.

Derfor er det vigtigt at gribe chancen når den er der. Når den rette kombination er til stede, og vi står med en søndag, med vindstille vejr og klar frost. Det er her, det er om at gribe strikhuen og de varme støvler, og allerhelst så tidligt som muligt inden kl 10 ( før resten af verden får samme ide), sætte kursen mod nærmeste stykke natur. Jeg bor desværre ikke længere i et område med skov, men en bar og knasende mark er absolut heller ikke ueffen til, at opnå det jeg leder efter på en vindstille vinterdag, for på sådan et tidspunkt er der nemlig heller ingen fuglekvidder eller andre lyde fra dyr eller natur. Der ER virkelig stille. En vindstille sommerdag tidligt søndag morgen, ved vi alle er det stik modsatte, for der findes intet mere livgivende MEN støjende, end en koloni af småfugle i fuld sving med morgenmaden. Hold nu OP de kan høres!

I en verden fuld af unaturlig og menneskeskabt støj, er det at opleve stilhed nærmest en luksus og en gave. Det er en sjældenhed faktisk, og stilhed er gået hen og blevet noget man kan betale for at komme til at opleve. Det er der mange der gør. De gør det i form at ophold på retreats eller ferier til fjerne egne og lande. Stilhed er desværre også blevet noget, de seneste nye generationer ikke helt ved, hvad de skal gøre med. De er vokset op i en verden af støj. En verden af maskiner, der afgiver lyde af enhver art, og med liv der fra de er helt små, inkluderer samvær med andre, hvilket til en start ikke er en negativ ting. De lærer jo at være sociale og alt det der, men samtidigt er der sket et skred i måden vi eksisterer på som individer, der betyder at uhyggeligt mange unge mennesker ikke aner, hvad de skal stille op med sig selv, hvis ikke der er andre omkring dem. De har ikke lært fra små, hvordan man kan have det godt og fungere fint i eget selskab, og det er noget jeg personligt mener er et stort problem, for indre ro og accept af sig selv bliver bedst skabt, hvis man tilbringer tid alene. Ikke altid, men som en naturlig del af livets hverdage. Det er her man mærker hvem man er, og her man kan høre sig selv. Det er med andre ord på den måde, man også tvinges til netop at forholde sig til sig selv, og de følelser man har i sig. Hvis vi nu voksede op med mere stilhed som en del af rutinerne, så tror jeg på at mange flere ville vokse op som stærkere individer, men måske jeg tager fejl og det bare en en overromatisering af vigtigheden af stille stunder.

For mig er stilhed uanset hvad, en tilstand jeg stræber mere og mere efter, men det kommer med en pris. Der følger praktisk talt støj med stilheden. Jeg har som mange mange andre levet et støjende ungdoms og voksenliv. Jeg er vokset op, som en der var tilpas i eget selskab, og med mange lange stunder, hvor håndarbejde, tegning og fordybelse og kunsten at "se" fyldte mig, inden jeg som nyvoksen fik et mere og mere støjende liv. Koncerter i det uendelige og masser af selskabelighed. Ganske som det skal være og og helt vidunderligt at tænke tilbage på, men som jeg i dag altid bærer med mig i mine stunder med stilhed. Jeg har nemlig tinitus. Det blæser konstant i mit ene øre og i det andet er tv'et altid tændt på "sne". Jeg har vænnet mig til det, og det er sjældent jeg tænker over det. I en verden af lyde høres det ikke. Alligevel elsker jeg de her vintersøndage.

De dage hvor det er vindstille, er nemlig også de dage hvor jeg kan mærke at jeg lever, og hvor jeg tænker over AT jeg lever. For det meste går jeg jo bare fra den ene dag til den anden i det liv jeg har og som ikke altid er nemt eller sjovt, og derfor skal en vindstille dag ikke undervurderes, og særligt når det kommer til store tanker, nye ideer og beslutninger, er der ekstra god plads til dem i hovedet på en vindstille dag, og kager smager som bonus ekstra godt efter en vindstille naturoplevelse.

Vindstille er det samme som livskvalitet. Husk det.

Hvad ser jeg og hvad ser du i det nøgne træ

noreply@blogger.com (Skribenten) — Sun, 10 Jan 2021 12:53:00 +0000

Efter efterår kommer vinter. Sådan siger loven, og det kan der ikke laves om på. At efteråret er glødende og vinteren mørk og brun, kan der heller ikke ændres på. Langt de fleste er gode til, at lægge mærke til nuancerne i naturens forfald henover oktober og november, og ved skiftet til december flyttes øjnenes fokus over på rødt og guld og grønt og glimmer og glans. Vore sanser bliver overstimuleret på en måde, når ser vi året gå på hæld, godt hjulpet på vej af farveeksplosioner. Det er reglen. Sådan ER det bare. Det ER bare også sådan at når januar rammer, og alt julens lys er pakket væk, når hverdagen igen begynder og vi ser frem mod minimum tre måneder med brun og grå, bliver de fleste overvældet af en tomhed og en følelse af, at verden er trist og kedelig. Det vi ser er uinspirerende og kan på ingen måde hamle op med efteråret og julen. Set med de briller på, er det både sandt og en smule deprimerende. Det er en kold tyrker fra livsglæden på det nærmeste.

Det vil jeg gerne protestere imod.

Vi skal have et par andre briller på, og vi skal lære os selv at se med andre øjne. Lære at se på en anden måde, og fra en anden vinkel. Det er faktisk i orden med lidt brunt og bart, for ikke at miste glæden over de farver, der venter om et par måneder.

*****

På første billede ser man en vej og et træ. Dagen er grå og marken er bar. Der sker mindre end ingenting lige i det minut. Faktisk kan man uden anstrengelse hurtigt bilde sig selv ind, at lige der på vejen er verdens gang stoppet og jorden holdt op med at dreje. De fleste vil opfatte det sådan, og deres øjne vil før noget andet, se den nøgne natur som noget deprimerende og møghamrende kedeligt. Det gør jeg ikke.

Se så på billede to herover.

Det er endnu en gråvejrsdag. Eller næsten. Endnu et nøgent træ står alene, men denne gang ved vand og siv. Og flere træer længere væk. Det er mere eller mindre samme motiv, og i hvert fald samme tema, nemlig den nøgne natur. En særlig slags natur, der i mine øjne er virkeligt smuk i al sin enkelhed fordi den sætter gang i fantasien, og allermest fordi jeg ser former. Jeg ser linier. Skævheder, rette vinkler, jeg ser struktur og harmoni. Nuancer af grå og ikke bare grå som grå. Nuancer af brunt og ikke bare brun som brun. Et foto, der fanger et sekund af tiden sætter gang i min fantasi, og jeg forestiller mig den uendelige stilhed, den friske luft og livgivende kølige ilt man kan mærke hele vejen gennem luftrøret, og ned til lungerne. Jeg kommer til at høre for mit indre øre lyden af knasende frostsprøde strå, der knækker når jeg går på dem, og der er uden tvivl også en måge et sted udenfor vinklerne jeg ikke kan se, men som jeg kan høre. På samme måde reagerer mine øjne på det første billede. Jeg kan næsten mærke den bløde muld under et par gummistøvler. Jeg kan dufte jorden på marken, den der særlige duft jord om vinteren har. Jeg forestiller mig, hvor den vej fører hen og til hvad. Og igen er det nemt at fantasere om den stilhed der må være lige der.

På begge billeder er de to træer blikfanget og de to træer er som søstre. De har smidt deres kjoler og står nu umiddelbart helt uden andet på en barken. Og så alligevel ikke. De to er helt forskellige og alligevel ens, for begge har de så vanvittigt smukke former og begge er de kunstværker med deres grene og sideskud. Det ene træ er stort og umiddelbart tungt i sin grundstamme, men alle de bittesmå pinde på alle de større grene, får det til at ligne at træets vinterdragt er fyldt med fine blonder nærmest som blomster. Det andet træ er mere let i det, og dets mindste skud får tankerne over på noget med lette fjer.

Jeg kunne faktisk godt fortsætte med, at beskrive billederne, men det må være nok for nu med hvad mine øjne ser. Nu er det jeres tur. Se, hvordan fantasien kan aktiveres af den nøgne natur, og opdag at vinteren og paletten af de få farver, alligevel er så uendeligt varieret, at man kan få dage til at gå med at bruge linsen. Har I ikke problemer med bevægeapparatet, så er det bare om at udnytte sæsonen til at få gang i fantasien. Det er nu, man har de bedste betingelser for at øve sig i at se. Fra marts til december får vi kastet motiver i synet, og vores fantasi bliver doven af alt det, der sker foran os og som vi ikke skal gøre noget for, at kunne se noget smukt i. Om vinteren skal vores hjerner og vore øjne på arbejde og det er i sig selv livgivende. Det er spændende og inspirerende på en helt anden måde fordi vi tvinges til uden hjælpemidler som farver og dyreliv, at bruge øjnene og hovedet. Vi tvinges til at gå lidt langsommere, og måske endda helt standse op en stund.

Med vinteren kommer chancen for at være mindful kan man også sige, så puds brillerne og find et nøgent træ. Lad tankerne flyde og strik en smuk bluse i de nuancer dine øjne ser, hækl et tæppe med striber eller linier, der er set på en vej, eller mal. Eller tegn. Eller skriv...

Skriv om det du ser.

Ugens ord eller dagens ord

noreply@blogger.com (Skribenten) — Sat, 02 Jan 2021 15:08:00 +0000

Et fast element herinde bliver ord, der får særlig opmærksomhed. Jeg har endnu ikke helt sat mig fast på formen, men jeg overvejer noget i retning af, at der på ugentlig basis skal være en lille klumme, hvor et tilfældigt valgt ord, får lidt spalteplads. Det kunne enten være et ord, der bliver valgt i blinde ved opslag i en af mine ordbøger, eller det kunne måske være ord der bliver opfordret til. Her har jeg en ide om, at hvis flere finder vej herind, som bare synes det kunne være sjovt at udfordre mig til lidt hjernegymnastik, så kunne der indsendes forslag til ord, jeg kunne vrøvle lidt om. Om det bare skal gøres via kommentarsporet eller via mail, en anden platform eller... det ved jeg ikke helt. Endnu. Inddrager jeg andre platforme, bevæger jeg mig på en eller anden måde ud af det lille lukkede rum jeg gerne vil have her, så nu jeg tænker efter tror jeg, at det bliver via kommentarsporet.

Ja, sådan skal det være.

Første ord bliver mit valg. Og de næste ligeså, medmindre der er en læser derude, som vover pelsen og skriver en hilsen til mig, OG som kommer med et forslag til et ord, jeg så skal fokusere på i den efterfølgende uges indlæg. Ihhh ved I hvad, jeg tror det kunne blive en herlig lille rutine, som måske endda kunne hjælpe min hjerne til at virke bedre. Genoptræning og underholdning i eet, Win win.

En anden plan jeg har for indholdet her, er at fortælle små historier om de fotografier jeg vælger at illustrere hvert skriv med. Tanken med billedernes motiv er som udgangspunkt, at de skal være helt uden noget, der kan lede tankerne hen på verdens gang, mit personlige liv, nuet i samfundet osv. Der skal helst ikke være genstande eller personer i motiverne, men om jeg kan holde den tråd konstant må tiden og udviklingen vise. Min mission for mig selv er bare, at jeg herinde så vidt det er muligt vil øve mig i at fokusere på noget andet. Se i en anden retning end den, der har været i min linses fokus i et helt årti. Frem og op og ud og videre ... det har været mantraet, for at rejse mig af støvet efter et fald, men nu er næste etape på vejen til et liv i balance sat i gang.

En etape med et helt anderledes afsæt.

Jeg bilder mig ikke ind, at jeg har opfundet den dybe tallerken, i mit forsøg på at sætte farten ned. Faktisk kan man forresten nok ikke leve mere langsomt end jeg allerede gør, og der er bunker af fancy berømtheder, som tjener store penge på at undervise os almindeligt dødelige i, hvordan vi finder de vises sten til lykke og indre fred. Jeg mener det nok mest i overført betydning, eller måske mere som et forsøg på, at flytte fokus over i noget andet end det jeg har haft de sidste mange år. Med alderen er kommet et andet behov for stimuli, og fortidens jagt på oplevelser i form af koncerter, fester, rejser, besøg og udflugter hid og did, har jeg større og større behov for at skifte ud med mere stilhed i stuen, mere fordybelse fremfor de hurtige klik videre til andre og nye interessante tidsfordriv. Jeg er så vanvittigt træt at tempoet på de sociale medier, at jeg nu vil lave en lille privat revolution mod den overflade der følger med, og ja.. det er altså endt med at jeg nu griber pennen.

Eller...

.. griber pennen gør jeg jo ikke helt, for det er jeg alligevel for doven til, og så ville min trang til at dele mine ord med andre, dø ved fødslen. Jeg er nødt til at bruge tastaturet, men i mit hoved der hylder visse af de gamle og velafprøvede dyder, er tanken om pen og papir det samme som indre ro og langsomt liv, og hele tanken om at sidde og skrive er for mig ren romantik.

Hvem vil ikke gerne være en ny Jane Austen :-)

Den neutrale tekst

noreply@blogger.com (Skribenten) — Sat, 02 Jan 2021 10:05:00 +0000

Når man går rundt, og bare godt kan lide ord og er vild med sætninger er det ret kikset, hvis man gerne vil beskæftige sig med de to elementer, men absolut ingen historie har på lager. Jeg mener.. det fedeste ville jo være, om der lå en beretning på lur der bare ville ud i verden, og at den beretning kunne blive måden, hvorpå man kunne få brugt nogle af alle de ord, der lå på lager til at bygge sætninger med. Lidt ligesom at have en kasse fyldt med legoklodser uden at ane til, hvad de skal bruges til. Man vil så gerne, men hvordan.. OG hvorfor pokker samle på klodser, hvis ikke man kan bruge dem til noget. Giver det mening?

Sådan er det for mig.

Jeg har i mange år gerne villet skrive. Et eller andet og bare noget om noget, men jeg har alle dage også vidst, at inde i mig bor ingen læsværdig tekst, som det store flertal vil bruge tid på at læse. Det kunne ellers være så utroligt fedt at opleve. At nogen læste noget man skrev. At der var kom et helt håndgribeligt produkt ud af min fikse ide med at samle på ord. Jeg har altid været læser, men aldrig skriver. Eller.. jo, for jeg gjorde mig selv til skriver på en blog. På den måde, fik min lyst til at sætte bogstaver sammen, til noget der kunne læses, en platform hvor jeg med tiden fik trukket andre med ind for at læse med. Det var en lang proces, og kom på ingen måde af sig selv, men lidt efter lidt fandt flere og flere vej til min tekst. De begyndte at læse mine ord, mange kom endda tilbage gang på gang, for det jeg skrev om var nuet. Når fantasien ikke rækker til en historie, er der kun een anden vej at gå, og det er dagbogsvejen. Eller dokumentarvejen. Har man ikke en Kirsten Thorup eller en Helle Stangerup i maven, må man droppe den gamle drøm og skabe sig en ny. Så man må i stedet finde den indre Anne Frank frem så at sige. Ikke at jeg sammenligner mig selv med en sørgelig skæbne som Annes, men hun er lige den jeg kommer i tanke om, når ordet dagbog bliver trukket frem i lyset.

Så jeg skrev dagbog.

Måske ikke den slaviske udformning man normalt forbinder med en dagbog, men det gik hurtigt hen og blev en dokumentar fra mit liv. Oftest på daglig basis. Emnerne var mange og skiftede gennem årene, men alle dage var det nuet der blev skrevet om. Hver gang jeg satte mig til tastaturet, anede jeg reelt ikke hvad det ville ende med, og jeg havde sjældent en rettesnor klar om længde eller indhold. Der var kun lysten til at trykke på knapperne med bogstaver, og behovet for at tømme hovedet for de ord, der i nuet lå forrest i bevidstheden. Udgangspunktet blev simpelthen min dagsform mentalt, og det sted jeg var/stod/sad lige der i nuet. Alt andet lige er det jo også langt det nemmeste. Var det en skoleopgave, ville den have lydt:

"Beskriv der, hvor du er lige nu. Fortæl om de mennesker der befinder sig omkring dig, fortæl om indretningen, og farverne du ser. Hvordan dit humør er. Giv et billede af nuet hos dig."

Så sådan greb jeg det an.

Som (amatør) tekstforfatter havde jeg så heldigvis den fordel ( selvom jeg helst ville have været den foruden, det indrømmer jeg også), at mit "nu" altid var fyldt med små og store dramaer! Der manglede ikke noget at dokumentere, for nu at sige det på den måde.

Som I kan se, er selv denne helt friske nye tekst, et glimrende eksempel på det jeg lige har skrevet om. Min overskrift indikerer et helt andet indhold end, hvad jeg endte med at taste mig frem til. Det er præcis sådan det udvikler sig for mig og mine ord. ALTID! Jeg ville egentlig have skrevet noget om neutralitet i en tekst, men det endte nærmest stik modsat og er faktisk et udmærket billede på, hvordan min hjerne arbejder. Intet mål eller med, ingen struktur eller retning, bare derudaf på må og få, indtil det hele ender med noget der giver mening.

Og det er det der ER hele meningen med mine tekster.

Ordets magt

noreply@blogger.com (Skribenten) — Fri, 01 Jan 2021 06:59:00 +0000

Der findes ord for alt, og alligevel kan man opleve at sidde helt uden ord til at beskrive. Man kan opleve noget, der får en til at tabe mælet så at sige, men der er ingen tvivl om, at jo større ordforråd man har opbygget gennem livet, jo nemmere bliver det også, at finde de rette ord. Et menneske der ikke har så mange ord at gøre godt med vil derfor ofte opleve, at være begrænset i måden at udtrykke sig på, det giver næsten sig selv. Netop derfor er det så vigtigt, at interessen for ord og deres betydning bliver vakt så tidligt som muligt. Denne lille betragtning, har jeg ikke selv været bevidst om før for ganske nylig. Jeg har taget for givet, at ord er noget man bare har at bruge af, selvom jeg også godt har vidst, at mange ikke har det samme ordforråd, som jeg selv har. Jeg har mange ord til rådighed, og jeg elsker at bruge dem til at beskrive, og derfor kom det også bag på mig, da jeg for ikke så længe siden oplevede, at tale med en der helt enkelt ikke forstod hvad jeg sagde! Jeg mener.. vi talte begge dansk jo. Men virkeligheden var, at jeg en dag endnu engang fik bygget en sætning, der for lytteren ikke gav mening fordi jeg brugte ord og vendinger der var ukendte. Jeg sad der og talte i en lind strøm, og pludselig blev jeg spurgt om, hvad et bestemt ord betød, og lige der gik det op for mig at ikke alle har samme valgmuligheder når det kommer til ord. Jeg mistede mælet og så var det mig der manglede ord. Selv mente jeg jo, at alle kendte de ord jeg brugte, at det var helt almindelige ord i det danske sprog, og det er de faktisk også, men hvis ikke man har interessen for at udvide sproget, og kun har en grundskoleuddannelse, ja så giver det pludselig mening når mennesker får problemer med at kommunikere. Hvis man stiller spørgsmål der ikke kan besvares, kan det skyldes at der simpelthen mangles ord. Med den indsigt kan man bedre forstå, hvorfor ord også kan give magt, men er et stort ordforråd det samme som klogskab? Eller kan man være født intelligent, og alligevel ende, som en voksen med et smalt sprog? Ja det mener jeg godt man kan, og dog kan jeg ikke sådan rent videnskabeligt komme med en udredning om emnet. Det er bare en erfaring jeg har gjort mig gennem livet. Jeg kan også spørge på en anden måde: Er intelligens lig med klogskab? Kan man læse sig til højere intelligens? Er viden med til at sætte farten på hjernens opfattelsesevne og responstid? Netop de spørgsmål har jeg haft diskuteret med en bekendt til bevidstløshed, og vi blev bare aldrig enige. Jeg mener nemlig sagtens, at man kan læse sig selv halvt ihjel, uden at det af den grund får hjernen til at accelerere hurtigere. Hvor kvik man er, hvor hurtigt ens hjerne arbejder handler om noget helt andet, end at du har ædt et biblotek. Vedkommende jeg talte med om dette emne, var omvendt vældigt bange for at blive opfattet som dum, hvorfor han brugte rigtig meget energi på at lære sig selv en masse svære ord, som så kunne bruges i flæng. Desværre tog det ham altid meget lang tid at konkludere, så at sige. Og hvad nytter det så, at man har ordene på tungen? En hjerneforsker ville kunne besvare mine spørgsmål så let som ingenting, og jeg sidder bare her og og lader ordene flyde ud af tastaturet. Jeg mangler nemlig ikke ord. Kun en god historie..

Hvor man læser når man læser

noreply@blogger.com (Skribenten) — Sun, 27 Dec 2020 20:01:00 +0000

Tilhører Skribenten - Copyright reserved

Hvor man læser når man læser, er ikke uden betydning, og en god læseoplevelse vil ofte være en, man mindes mange år efter.

Personligt er mit minde om de bedste læseoplevelser mange år gammelt, fra en anden tid og et andet sted. I en særlig lænestol jeg ikke længere ejer. I en lejlighed jeg ikke længere lejer, og i en by jeg heller ikke længere bor i. Mit liv som læser ligger næsten ligeså lang tid tilbage, som det liv jeg havde da jeg ejede stolen i lejligheden i byen.

Det er forresten ikke stolen på billedet, selvom også den rummer mange minder, og ikke længere er i mit hjem. I det hele taget er bøger, bogstaver og, hvad der følger med af tilbehør til en mindeværdig læsesituation, for mig personligt, knyttet til eet enkelt sted i eet særligt rum i een særlig bolig. For meget længe siden. Når jeg ser mig selv læse, er det altid samme billede, der dukker frem i min erindring. Jeg har læst i mange mange år og fra en meget tidlig alder. Har læst mange forskellige steder, i mange forskellige hjem og mange forskellige situationer, men når jeg skal hente mig selv frem med en bog i hånden, er det første der popper op til overfladen, den førnævnte stol i det førnævnte rum.

Desværre har jeg ikke længere noget billede til at illustrere mit minde, men jeg husker alle detaljer så tydeligt, som sad jeg i stolen i rummet i lejligheden stadigvæk. Og så er jeg tilbage ved starten..

Hvor man læser når man læser ER bare ikke uvæsentligt.

Etymologien er også en historie

noreply@blogger.com (Skribenten) — Wed, 16 Dec 2020 08:16:00 +0000

Efter mange år som skriver på en anden blog opfatter jeg mig selv som skribent. Jeg er hverken uddannet til at skrive, eller har taget kurser om tekst og ord, men det ændrer ikke på den følelse jeg har inden i mig selv. Eller på den måde jeg opfatter min hang til at nedfælde mere eller mindre ligegyldige eller interessante sætninger. Skriver man, er man i mine øjne en skribent. For lige at være sikker på hvad ordet "skribent" egentlig dækker over, har jeg været omkring min etymologi, altså ordbogen hvor man kan se ordenes oprindelse. Den bog har jeg ikke brugt længe, og den kræver nærmest en akademisk uddannelse i sig selv at bruge, og jeg er som sagt amatør, så det er ikke lige til at gennemskue, hvordan man navigerer rundt derinde, men altså..

Ordet skribent kommer af at skrive. Der henvises til fremmedordbogen, og den mangler jeg, så jeg må nøjes indtil videre, med beskrivelsen i etymologien og den siger, at en skribent blandt andet er en der grifler. At grifle er så et andet ord, der lige må slås op og langsomt kan man ved at starte eet sted lynhurtigt få bevæget sig henover sletterne af ord og bogstaver, indtil man ender et helt andet sted. I et helt andet emne. I sig selv et fint billede på det at skrive. Eller at grifle. Det ene ord tager det andet og man rammer enten en mur af manglen på flere ord, eller en stime af endnu flere ord der vil grifles. Eller som jeg gør nu.. skrives. At grifle dækker nemlig også over at man bruger et redskab, altså holder noget i sin hånd, og det gør man jo ikke når man sidder ved en computer. Der trykker man kun.

Så jeg trykker på tasterne for at skrive mine ord. Stadig har jeg intet manuskript og ingen faste planer for udviklingen herinde, kun er målet for skriverierne mejslet i sten, griflet på muren og tastet på knapperne.

Jeg vil have langsommeligheden tilbage. Min hjerne skal trænes tilbage til sin storhedstid, eller så nær på som den kan komme, og jeg vil standse tiden for en stund. Alt andet omkring mig har taget så meget fart, at jeg er som en figur i en tidsmaskine. Jeg er mennesket der står inde i en bobble, og ser på at universet spinner, ude af kontrol, rundt om mig. Og forbi mig. Med stavefejl og kikset tegnsætning vil jeg skrive mig ned i et humant tempo. For min egen skyld og måske endda med tiden en læser eller to.

Frekvensen af ord

noreply@blogger.com (Skribenten) — Sun, 13 Dec 2020 06:04:00 +0000

Når man har ambitioner om kun at skrive om ord, vil frekvensen af opslag helt naturligt svinge meget. Der ligger ikke fem kapitler klar i mit mentale bibliotek, ligesom der heller ikke er nedfældet en færdig plan for indholdet. Kun skal her være ord. Så meget ved jeg.

Ord om alt og alt om ord.

Udfordringen til mig selv er, at jeg vil forsøge at gøre en tekst interessant uden at indeholder noget, der handler om verden i nuet. Tid, sted, vejr, samfundsforhold, helbred eller økonomi bliver fjernet fra ligningen, men er det overhovedet muligt at formulere noget, der er værd at skrive eller læse om, hvis det kun er ordet der bestemmer og ikke verdens gang? Det må tiden vise og læseren afgøre, og indtil videre er det her stadig kun en forsigtig begyndelse på en øvelse, som i bund og grund har til formål at få mig, skribenten, til at sætte farten ned. Jeg har allerede en langsom hverdag, og i manges øjne vil mit daglige tempo være stressende i sig selv fordi der nærmest intet tempo er. Kun den ene dag efter den anden. Tvunget af omstændigheder er det en helt nødvendig konsekvens og mit bevidste valg, men alligevel har fart og overfladisk stillingtagen sneget sig ind i mine rutiner på de sociale medier og det dem jeg vil fjerne mig lidt fra. Herinde.

Begyndelsen af ordet

noreply@blogger.com (Skribenten) — Thu, 03 Dec 2020 07:47:00 +0000

Hvor kommer det fra. Forholdet til ord og tekst. Jeg gør mig umage og ser tilbage i tiden. Hvor langt må jeg lige dvæle lidt ved, inden jeg kan huske med sikkerhed.

Det første indre billede jeg har af mig selv med en bog er fra en jul. Engang. En jul som må ligge tilbage til begyndelsen af 80'erne. Jeg ser mig selv sidde i en sofa med bogen i hånden, og mere er der ikke lige i den erindring. Jo, forresten kan jeg da tilføje at sofaen jeg sidder i er hvid og af uld, duftene i stuen er fyldt med varme, gran og konfekt, men skriver jeg mere om dette indre billede fra dengang, kan jeg ikke garantere, at det ikke går over i fantasi, for grænsen mellem erindring og digt er hårfin.

Når man er helt og ganske ung, når hjernen endnu ikke er formet og fyldt med livserfaring, er man modtagelig for alle ydre påvirkninger på en intens måde, som man aldrig siden kan opnå. Ordets kraft og magt går rent ind, hjernen suger betydningen af en sætning til sig som en svamp suger vand, og det man læser samles i et indre leksikon. Alle tekster sætter gang i følelser, og følelserne omkring den læste tekst er ikke nødvendigvis de samme livet igennem. Det indre billede af mig selv med bogen, den første erindring jeg lige kan hente frem, er i hvert fald fulgt af minderne om, hvad bogen kom til at betyde. Jeg ser ikke mig selv med børnebøger eller bøger jeg har fremme på bordet foran mig i klasseværelset. Faktisk er erindring en svær størrelse at håndtere, for i vore dage er fotografier en fast følgesvend til næsten alt, så hvad husker man af sig selv, og hvad er hjulpet på vej af et billede. Det er nærmest umuligt at skille ad eller skelne i mellem. Jeg har intet billede af mig selv med bogen, så det må afgjort være en erindring.

Så langt så godt.

Når man skriver er det let at havne på et sidespor, og jeg er særligt slem til den diciplin, så jeg beklager på forhånd når det sker, og skynder mig så videre i dagens tekst.

Begyndelsen af ordet som jeg husker det, er altså hverken kædet sammen med børnehaven, skolen eller andet. Det er mig selv i sofaen med denne ikke særligt store eller tykke bog, jeg husker som det første. Det er en bog jeg ikke længere har i min reol af grunde jeg måske kan berette om en anden dag, og det er en lille bog om et stort og tungt emne. Dengang den blev skrevet var emnet slet ikke særligt velbeskrevet, og de fleste havde intet eller kun få ord at sige om det. Det har ændret sig siden, og heldigvis for det. Min lille bog var et af de første skridt på vejen til større forståelse for en problemstilling, der i dag mere end 35 år senere, stadig er aktuel og problematisk. Når jeg sådan sidder og husker tilbage, er det vigtigt ikke at forveksle det indtryk bogen gjorde på mig, med det behov jeg senere selv gik hen og fik for, at udbrede viden og bevidsthed via det skrevne ord, om emner der ligger inden for samme ramme, som emnet i den lille bog fra julen i 80'erne. Jeg blev ikke en fortaler for åbenhed og viden, fordi jeg læste den lille bog. Men det kunne godt have været tilfældet, og under alle omstændigheder ville det have været noget mere intellektuelt og fængslende at tænke på, end virkeligheden der er anderledes praktisk og uromantisk.

Den lille bog jeg husker, blev i min erindring til den første i en årelang drøm om eget bibliotek, og den satte skub i en sult efter flere ord. Den lagde grunden til alle de ord jeg sidenhen har slugt og lagret og gjort brug af når jeg skulle formulere mig overfor andre. Den blev simpelthen begyndelsen på min begejstring for selve det at læse.

Jeg holder af ord

noreply@blogger.com (Skribenten) — Wed, 02 Dec 2020 18:46:00 +0000

Jeg holder af ord.

Den sætning har svirret i mit hoved i dagevis, og nu er den så sat på papir. Eller.. den er tastet ind på computeren. Egentlig ville jeg helst have skrevet de ord på gammeldags vis, brugt pen og papir, men sådan er den moderne verden trods alt ikke. Ikke, hvis man som jeg, gerne vil have at sætningen skal nå ud til en eller flere læsere.

At nå ud til flere læsere, at skrive for andre end mig selv, er igen blevet noget jeg går og overvejer efter flere års pause, som skribent på egen blog. Jeg overvejer stadig, men tager hul på bylden med dette første lille skriv, sådan bare lige for se om jeg i det hele taget kan huske, hvordan man skriver. Huske hvordan ord kommer fra hjerne til skærm, fra tanke til handling.

Lige nu går det jo meget godt, og dette første skriv gør det også langt nemmere at beslutte bloggens videre opbygning, for det er nærmest håbløst at finde den rette form og det rette layout uden et indlæg af bygge op omkring. Jeg vil bygge lidt videre på udseende og ide, og ja.. så vil jeg vist til at skrive igen.