Anna BK

Blufærdighed, Fællesbad & Retten til egen nøgenhed

2012-02-11T12:02:00.001+01:00

Rundt omkring i de danske medier diskuteres det, om unges blufærdighed har nået et uheldigt omfang, når gymnasieelever og dets lignende begynder at pjække fra idrætstimerne for at undgå den efterfølgende fællesbadning. Dette er nemlig tilfældet ifølge en undersøgelse fra Steno Museet, som er en del af det Naturvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet. Diskussionerne tilkendegiver på den ene side, at fællesbadet skal opretholdes, fordi vi bør insistere på det naturlige og sunde i at fremvise den nøgne krop i al dens mangfoldighed. På den anden side forsvares det, at lysten til nøgenhed er en privatsag, som samfundet ikke har retten til at blande sig i, hvorfor der skal være mulighed for fællesbadning, hvis det er det, man lyster, men også singlebadning, hvis man har behovet herfor.

Jeg følger nysgerrigt med i denne diskussion, da den i mange år har rumsteret i mit eget hoved. Jeg provokeres, når jeg ser mennesker skrive, at det ikke er samfundets opgave at tage hensyn til de sarte børn, der af deres forældre har fået at vide, at nøgenhed er skamfuldt, eller at de unge efterhånden er så distancerede fra egne kroppe, at de undgår al fysisk aktivitet og dermed også idrætstimernes fællesbade. Det rammer lige derind i mit hjerte, hvor lysten til at plante en stor, fed træsko i sylten på uvidende tåber er at finde. For jeg var én af dem, der pjækkede fra idræt ligeså snart, jeg havde muligheden for det - faktisk så ofte, at jeg i samtlige af mine tre år på gymnasiet måtte stå skoleret hos Tove Nilsson, fordi jeg havde for meget fravær.

Jeg er vokset op i et hjem med "Kvinde, kend din krop" og den yndigt illustrerede "Hvor kommer jeg fra?" placeret i bogreolen. Med en folkeskolelærer som far og en pædagog som mor var kroppen "naturlig" og bestemt ikke forbundet med skam. Jeg kunne også godt lide sport, og min barndoms aktivitetscv tæller alt lige fra håndbold og badminton til svømning og ridning. Ingen smalle steder dér, men så langt, jeg kan huske tilbage, har jeg afskyet fællesbadning. Det var grænseoverskridende og voldsomt ubehageligt. Fra børnehaveklassen på Gjøl til 3. g. på Nørresundby Gymnasium, og jeg husker, som var det i går, da min idrætslærer i 2. klasse sagde til mig, at jeg altså skulle tørre min mave og ryg, inden jeg tog tøj på, fordi jeg i al hast havde dækket mig til efter badet, hvortil jeg reagerede ved tudende at løbe min vej. Ubehaget i situationen var simpelthen for overvældende og ydmygende. Og tro nu ikke, der her var tale om en ond idrætslærer, som havde en kende for travlt med at hakke på de små poder, for det var hun bestemt ikke. Faktisk var og er hun min kammerats mor, som ikke sjældent havde mig løbende halvnøgen rundt i sin have, når der skulle bades i badebassin og bygges huler under havebordet. For jeg var på ingen måde et hæmmet barn, og jeg forsagede heller ikke fysisk aktivitet, som var det djævelen selv, men jeg havde stort behov for privatliv og tryghed, og det forekom mig voldsomt at være tvunget til at tage alt tøjet af foran mine klassekammerater. Som årerne skred frem blev dette mere og mere ubehageligt, og jeg kom til at hade alt, der ville sætte mig i en situation, hvor jeg enten skulle overskride egne grænser eller lyve for at slippe.

Som den faste læser ved, er jeg spiseforstyrret og har været det i mange år. En kronisk lidelse, der som regel - og heldigvis - er passiv. Jeg er også meget genert, og jeg tror endnu ikke, jeg har haft en kæreste, der ikke har løftet et øjenbryn eller to, når jeg har brølet "UUUUUUD - gå UUUUUD", hvis han uanmeldt er trampet ind på badeværelset, mens jeg har været i bad. Den slags skal jeg desværre forberedes på. Er det idrætstimernes skyld? Bestemt ikke, men de gjorde ikke evnen til at bekæmpe min fysiske usikkerhed bedre. Ved at holde mig fra skolens idrætstimer kom jeg til at føle mig som "hende den dovne", og jeg blev ugentligt mindet om, at min krop bestemt ikke var min ven, men min fjende, der tvang mig til at lyve og finde på dårlige undskyldninger. Følelser, der kunne være undgået, havde jeg haft muligheden for at bade alene - og som Steno Museets undersøgelse viser, er jeg tydeligvis ikke den eneste. Vi taler faktisk om 30% af de danske unge på ungdomsuddannelserne. Det er mange.

Man kan heller ikke give det forskruede kropsbillede, som udsendelser såsom Paradise Hotel og alle mulige Hollywood-serier dyrker, skylden for mine særheder. Den slags programmer var slet ikke at finde i min barndom. Og selvom mit behov for privatliv måske ikke er naturligt nu, var det det, da jeg var barn. I dag er det faktisk almen viden, at børn har meget individuelle behov, når det gælder sådanne forhold, hvorfor flere og flere børnehaver skaber mulighederne for, at selv helt små børn kan gå på toilettet alene i stedet for at sidde i den skidende rundkreds, som var standarden, da jeg var barn - men det gælder måske kun børnehavebørn og ikke unge mennesker? Det kunne synes at lyde som om, at det er antagelsen - den nævnte diskussion taget i betragtning - hvilket jeg finder mærkeligt, idet jeg synes at erindre, at samtlige af mine idrætslærere havde separate badefaciliteter at anvende, som de da ikke afstod for at gå i bad med mig og mine klassekammerater. Men det er måske noget andet, når man er voksen? Eller barn? Men ikke ung?

For nogle år siden talte man om de mange film og serier omhandlende vampyrer, varulve og overnaturlige fænomener som en art reaktion på "afmystificeringen af verden". Fordi vi lever i verden, hvor faktuel viden og indsigt rækker ind i det allerhelligste såsom religion, antog man, at dyrkelsen af det mystiske var menneskets forsøg på at skabe rum til fantasi og drømme. Jeg tror, at vi, når det gælder den øgede manglende lyst til offentlig nøgenhed, ser en pendant hertil. For et årti siden var bryster, numser og sex i den bedste sendetid provokerende frækt, i dag er det normen, hvorfor det ikke længere opfattes som en pirrende leg med grænser, at Sensuelle Sonja i realtv uddeler body tequilas fra sin omfangsrige barm, som havde hun aldrig gjort andet. Det er almindeligt, hvilket muligvis har ført til et savn efter igen at gøre kroppen til genstand for intimitet og det private. En oplagt reaktion, spørger man mig - og bestemt ikke én jeg vil kalde unaturligt. Tværtimod.

En kulturel reaktion eller blot et udtryk for, at unge mennesker håndhæver retten til at bestemme over egen krop? Jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed, men alt i alt finder jeg det ikke problematisk. Jeg har langt større vanskeligheder ved at håndtere, at vi som samfund i ramme alvor kan argumentere for, at den dreng eller pige, der ønsker at tage tøjet af alene, ikke skal have muligheden herfor. Ét ord presser sig på: Overgreb.

Anna Bylov Kristensen

Døden, Livet & Fortrydelse

2012-02-05T13:30:00.001+01:00

Den anden dag delte min søde mor et link på sin facebookvæg. Det omhandlede en palliativ sygeplejerskes observationer gjort i forbindelse med arbejdet med uhelbredeligt syge og dermed døende patienter. Disse observationer har nu medført bogen "Top five regrets of the dying", hvor man kan erfare, hvad vi mest af alt fortryder, inden vi stiller træskoene. Og vi er tydeligvis vilde med den slags efterrationaler, idet denne nye viden i den forgangne uge er blevet delt vidt og bredt på danske blogs og via diverse nyhedskanaler. Personligt tager jeg mig til hovedet og tænker: "Lad nu være". For når en palliativ sygeplejerske beretter, hvad det er, vi fortryder, inden vi dør, gør hun det mest af alt på baggrund af den sorg, mennesker, som desværre ikke kommer til at leve et fuldt og helt liv, givetvis må føle. Det er skam validt nok, og der er umiddelbart ingen grund til at betvivle hendes pointer, men hvad vil du bruge det til? Vil du banke dig selv oveni knolden og gentage foran spejlet: "Hvis du dør i morgen, vil du fortryde alt det, du aldrig fik gjort"? Døden i sig selv er jo deprimerende nok, og jeg har på ingen måde behov for at leve de resterende dage af mit liv med frygten om, at den banker på for tidligt

I en tid som denne, hvor kollektiv depression og bekymring er realiteter, søger vi forståelse og genkendelse. Vi har brug for at vide, at andre har det som os - jeg selv er ingen undtagelse. Da min veninde og jeg i torsdags bredte os udover hendes sofa, var det rart for mig at høre, at hun også synes, det hele er lidt uoverskueligt og ønsket om at gøre noget "andet og mere" er presserende. Jeg er ikke alene. Men med sådanne behov kommer også tendensen til at dyrke sortsind og følelsen af, at vi ikke formår at gøre det, der i sidste ende vil gøre os lykkelige. Det har jeg i virkeligheden ikke brug for, og jeg har i den forbindelse heller lyst til at tænke over, at dør jeg i morgen, må jeg indse, at jeg kun nåede halvvejs og næsten til "fuldstændig lykkelig".

Vi har travlt i dag. Vi skal overleve, skabe noget, være lykkelige og finde vores særegne personligheder, mens vi gør det. Job, arbejdsløshed, børn, bolig, familie, venner, verdensfred og selvrealisering skal kombineres, så vi finder frem til lige præcis den balance, der gør, at vi med ro i sindet kan erklære os tilfredse. Den slags tager tid, og skal du vurdere dit resultat "før tid", kan jeg godt forstå, at listen af fejl og mangler griber om sig. For en palliativ sygeplejerske arbejder jo med døende patienter i alle aldre, og det kan ikke komme som en overraskelse, at der er meget, man ikke når, dør man i en alder af 40 år, hvorfor man naturligvis vil forlade verden med en følelse af, at der var meget, man aldrig fik færdiggjort. Det er sørgeligt, og jeg bliver skam selv trist ved tanken, men den konklusion, jeg gør mig, er ikke, at jeg nu lige pludselig har travlt og skal sørge for at ringe til nær og fjern for ikke at fortryde de kontakter, jeg mistede på livets vej. Min konklusion er, at jeg skal sørge for at blive gammel, så jeg har tid nok til at nå det hele.

Anna Bylov Kristensen

Sandheder, Løgne & Rå løg

2012-02-01T21:00:00.000+01:00

Da jeg var omkring 6 år gammel, fandt min mor en stor håndfuld sølvsmykker på mit værelse. Herunder en medaljon, hvorpå der stod "Ejvind" og en masse andre oplysninger. Det var selvsagt ikke mine smykker, og min mor spurgte mig, om jeg havde taget smykkerne ovre hos min ven, Christian. Christians far hed Ejvind og gør det forhåbentligt stadig den dag i dag. Jeg havde nu ikke taget smykkerne, men "fået dem" af Christian, fordi jeg jo var en pige, og de bare lå dér i skabet til ingen verdens nytte. Christian havde styr på den slags allerede dengang: Piger skal have smykker. Efter afsløringen blev jeg ulykkelig, men min mor forstod, og Ejvind fik sin medaljon tilbage. Han var tydeligvis ikke sur, for Christian og jeg vedblev at være venner, og mange gange siden spiste vi havregrynskage i mor Mettes køkken og spillede rundbold sammen med Anders og de andre rødder ovre på sportspladsen.

Da jeg var 13 år gammel, kom min far hjem til dystre digte placeret strategisk med forsiden opad i skraldespanden, billeder af hans yngste datter vendt om i fotoalbummer og -rammer, et glas med kodimagnyler, der ikke var halvt så fyldt, som da han tog afsted, samt en datter, der heldigvis kastede op, som havde hun en udpumpningsengel til at hoppe på sin mave. Som altid reddede min krop mig på målstregen. Det er noget, den kan. Han spurgte forsigtigt. Jeg nægtede alt og truede med bål og brand, skulle han formaste sig til at handle. Jeg var overbevisende, men en måned efter lyttede mine forældre ikke længere, og en stopper blev sat for farlig - ikke leg - men dødsens alvor.

Da jeg var omkring 15 år gammel, sad jeg i mit rødmalede værelse under dunkel belysning med The Doors kørende på fuld skrue fra min lille cd-afspiller med den brækkede antenne. Mine strømpebukser var revet halvvejs itu og lur mig, om min neglelak ikke var halvvejs afskallet. Så vidt jeg erindrer stank rummet af hampduftende røgelse, som jeg havde købt i Gavlhuset sammen med mit tøj, som helst skulle signalere kommunist, flipper eller i det mindste et eller andet ved siden af. Min mor åbnede døren med ordene: "Anna, jeg er nødt til at spørge dig om noget *lang pause og ingen respons fra Anna* Er du på stoffer?". Jeg var ikke på stoffer af nogen som helst art, og jeg blev rasende. Dog ikke uden samtidig at føle en vis fryd over, at min apartehed trods alt blev opfanget af omverdenen.

Da jeg var 19 år gammel, gik min søster og jeg en tidlig sommermorgen hjem fra Jomfru Ane Gade. Inden vi ramte Østerbro, slog vi vejen forbi Burger King, hvor vi indtog den obligatoriske junk food. Umiddelbart efter indtagelsen gik jeg på toilettet og kastede selvfølgelig det hele op igen. Jeg var overbevist om, at min søster var for fuld til at lægge mærke til lydene ude på den anden side af toiletvæggen. Det havde trods alt været en festlig aften, hvor vi havde bildt nogle undersvende ind, at vi hed Gretchen og Dyveke og gav den som kropslige malere på Island, når vi altså ikke lige kværnede drinks i Jomfru Ane Gade. Men hun hørte det og konfronterede mig. Jeg blev rasende og nægtede alt. Herefter fulgte flere måneders benægtelse og en kraftig afstandstagen til min familie.

Da jeg var i starten af 20'erne, ringede min kusine til min far. Hun mente, at mine forældre burde "gøre noget", for jeg var ved drukne mig selv i spiseforstyrrelse og benægtelse. Hun havde fået nok efter en weekend, som jeg den dag i dag knapt nok kan huske, fordi jeg var alt andet end nærværende. Jeg magtede ikke hendes indsigt og hjertelige ønske om forandring, så jeg blev vred og iskold og kan kun prise mig lykkelig for, at vi i de sidste par år har genoptaget den kontakt, som jeg dengang lod forsvinde i alt mit kaos

Da jeg var 26 år gammel, sad jeg en sen decembernat overfor min søster, far og bonusmor. Ingen sagde stort set noget. De kiggede bare på mig, og jeg brød sammen og fortalte, at Anna efterhånden var nået ud, hvor hun ikke længere kunne bunde. Et halvt års mareridt fulgte, men jeg nægtede ikke og var aldrig alene.

Da jeg for nogle uger siden var sammen med min søster og mine to nevøer, rejste jeg mig under frokosten, fordi jeg havde en overvældende trang til rå løg på min ostemad, hvorfor jeg selvfølgelig var nødt til at udskære sådanne. Jeg har nemlig noget med rå løg i øjeblikket. "Anna!". Pause og løftede øjenbryn fra min søster. "Nej, jeg er ikke gravid, og det bliver jeg heller ikke. Jeg kan bare godt lide løg", svarede jeg uden at være stillet et egentligt spørgsmål - og det er skam den pureste sandhed.

Løgne, sandheder, forsigtige og målrettede konfrontationer, skyldig og uskyldig, men konsekvent omsorg, hvilket jeg kom til at tænke på i dag, da jeg andetsteds læste om danskernes forbehold overfor at blande sig i hinandens livsføren. Ser jeg på min egen historie, som er langt mere indviklet end gengivet ovenfor, kan jeg sagtens forstå det. Det er ikke nemt at blande sig. Nogle gange træder man så frygteligt forkert og skader mere, end man gavner. Andre gange rammer man plet og imødekommes med lettelse. Til tider gætter man rigtigt, de fleste gange forkert. Men alt i alt er opmærksomhed og omsorg aldrig spildt, hvis det kommer fra stedet i hjertet, hvor lumske bagtanker ikke eksisterer. Det huskes og sætter sig som bølgebrydere til minde om, at der altid er nogen, der holder øje - også selv når det ikke er nødvendigt.

Jeg tror, at rigtig mange menneskers følelse af at være alene er et resultat af, at de ikke er i stand til at opfange øjnene, der hviler på dem. Hvorfor de så ikke er det, skal jeg lade være usagt. Jeg var heller ikke i stand til det i mange år, og jeg ved stadig ikke hvorfor; men vedholdenhed fra min familie bevirkede, at jeg i dag allerhøjest tvivler i et sekund. Rå løg, røgelsespinde, mærkelige lyde fra toilettet og sølvsmykker indgraveret med "Ejvind" kan naturligvis være helt uskyldige, men en sjælden gang ligger der noget bag, og Gud ske tak og lov for de, der aldrig holder op med at spørge.

Anna Bylov Kristensen

The Doors - Love Street

Overeksponerede enkeltsager, Effekten på de mange & Til Gavn for de få

2012-01-26T17:44:00.000+01:00

Når Berlingskes Tom Jensen bekymrer sig over, hvorvidt vi er ved udvikle os til en stat, som baserer meningsdannelse og lovgivning på ekstreme enkeltsager, synes jeg, han har en meget vigtig og desværre overset pointe. For selvom vi i de seneste år har oplevet flere - eller blot har haft øget fokus på - voldsomme overgreb på børn, svigtende forældre og mulige manglende redskaber hos kommunerne til at håndtere sådanne situationer med, er der stadig tale om enkeltsager i den forstand, at de - sammenlignet med andre sociale problemer - forekommer yderst sjældent.

Når vi indenfor sociologien udvikler statistisk materiale, er det tilladt at se bort fra ekstremer. Ikke overse dem, ikke slette dem eller kalde dem fejlagtige, men blot se bort fra dem, når eksempelvis gennemsnit og dets lignende skal beregnes. Står jeg for eksempel med 500 børnehavebørn, hvor tre af dem spiser 1 kg. ren sukker om dagen (sikkert ikke sandsynligt, men se venligst bort fra det), mens resterende spiser 10 gram, må jeg i en gennemsnitsberegning gerne undlade at indbefatte de 3 førstnævnte, fordi de simpelthen vil skævvride billedet for meget i henhold til virkeligheden, hvorved det vil se ud som om, det gennemsnitlige børnehavebarn dagligt spiser 50% mere sukker, end det egentlig gør sig gældende. Et korrekt resultat vil i stedet gengive, at mindre end 1% af de 500 børnehavebørn spiser mere end 10 gram sukker om dagen.

I Danmark medtager medierne i høj grad ekstremerne, når de iscenesætter en nyhed, og de er sjældent opmærksomme på at oplyse befolkningen om, at det fulde og dermed korrekte billede af virkeligheden er knapt så dramatisk. Det har skam positive konsekvenser: Vi er som nation meget opmærksomme på, at alle skal have det godt, og vi er derfor villige til at gå den ekstra mil for enkeltsagerne, som sikkert er nødvendigt, skal vi dæmme op for problemerne. Sammenligner vi os med USA, har vi eksempelvis mindst dobbelt så meget mediemæssig fokus på kriminalitet set i forhold til den faktisk begåede kriminalitet, hvilket meget muligt kan have en præventiv virkning, fordi vi simpelthen tager vores forbehold, førend de er nødvendige. Men samtidig kan det også påvirke os til at tage beslutninger, som muligvis vil gavne de få, men desværre yde skade på de fleste. Det være sig ikke blot på børne- og kriminalitetsområdet, men på en lang række forhold, hvor det udsatte mindretal ufrivilligt kommer til at diktere vilkårene for det frie og velfungerende flertal.

Skal al prostitution eksempelvis forbydes, fordi der findes sexsælgende kvinder, der er ofre for menneskehandel? Skal mandlige pædagoger overvåges, fordi der findes få eksempler på mandlige pædofile i de danske institutioner? Skal alle unge mødre fordømmes, fordi der findes teenagemødre, som ikke formår at løfte deres ansvar? Skal stemmeret til alle unge under 18 gives, fordi der findes en vis del unge, der ved, hvad de taler om, når det gælder politik? Skal alle sosu-assistenter holdes i kort snor, fordi nogle få af dem er blevet taget i at svigte deres profession? Er unge med anden etnisk herkomst end dansk virkelig mere kriminelle end etniske danskere, ser vi på det samlede billede i stedet for det, som er tegnet af en undersøgelse udelukkende udført i hovedstadsområdet? Svarene er faktisk slet ikke så svære at finde frem til, hvis vi blot forelægges de korrekte oplysninger/den egentlige virkelighed at tage beslutninger udfra.

Et problems omfang må og skal være afgørende for, hvordan vi håndterer det, og vi har her meget tilbage at ønske fra de instanser, som bør klæde os vidensmæssigt på. Enhver undersøgelse kan nemlig købes, drejes og vendes - selv dem fra vores elskede Gallup, Rambøll etc. - og ligeså let er det at fremstille givne resultater efter egen dagsorden. Jeg kan rent faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har set en statistik i de danske medier, som jeg har fundet troværdig, hvilket sikkert hænger sammen med, at jeg er uddannet til at være kritisk overfor sådanne, hvilket de fleste ikke er - og ej heller skal være. Men faktum er desværre, at sandheden har mange ansigter. Jeg ville på den side ikke lyve, indregnede jeg de tre "ekstreme" børn i mit sukkerindtagelsesgennemsnit, men når jeg på den anden side gengiver et billede, der fælder dom over de mange, når dommen kun bør gælde de få, burde jeg tie fremfor tale. Eller i det mindste tilføje en oplysende fodnote.

Anna Bylov Kristensen

En rigtig kvinde, En rigtig leder & En rigtig fordom

2012-01-23T23:03:00.001+01:00

Hos Information kan man læse, at moderlighed, femininitet og typisk antagede kvindelige karaktertræk ikke er forenelige med den generelle forestilling om "en rigtig leder", hvorfor den kvinde, som ønsker at besidde en lederposition, klogeligt fralægger sig sådanne tendenser, så hun i stedet fremstår stærk og målrettet - som en mand. Herunder indikeres en unaturlig påtagethed, som kvinden nærmest er tvunget til at bøje sig for, vil hun tages seriøst som Chefen for det hele. Noget er tydeligvis galt - det kan man uden en kandidateksamen i samfundsvidenskabeligt vrøvl læse sig til - kvinder kan åbenbart ikke være "rigtige kvinder", vil de også være "rigtige ledere" i det danske samfund. Violinerne spiller, og røven går.

Forsøger Louise Vogdrup-Schmidt at påvise kønsdiskrimination, gør hun det godt. For aldrig har jeg da overvejet, at det er galt, hvis jeg ikke er "kvinde" på mit arbejde. Hvis jeg glemmer alt om uforbeholden kærlighed til mine nevøer, svoger og søster, Sex and the city og den kjole, jeg bare MÅ eje, mens jeg sætter kommaer, skriver reklametekster og forsøger at lære et og andet om kodning af indviklede hjemmesideplatforme. Ikke før har jeg tænkt over, om den konsulent, jeg taler med hveranden dag, tænker, at jeg lyder som en mand, når jeg beder ham om at skynde sig eller rette et eller andet, jeg ikke mener, han har gjort helt, som vi aftalte.

Men hvornår fa'en er det blevet galt, at jeg ikke er kvinde, mens jeg arbejder, men bare er Anna? Rent faktisk kan jeg slet ikke rumme at være superkvindsk og professionel samtidig. Det vil simpelthen være unaturligt for mig. For ansvar, overblik og stress kalder på alt andet end mine følelser og såkaldte kvindelige karaktertræk. Sådanne kan jeg vel dyrke, når jeg har fri, men det er åbenbart galt? Gud fri mig vel, vil en eller anden venligst spole båndet frem til 2012?

Jeg er ikke kvinde på mit arbejde. Jeg er bare på arbejde, og er det en god dag, koncentrerer jeg mig udelukkende om det. Det er ikke påtaget; det er som skrevet naturligt, og skal jeg være anderledes, vil det kræve, at jeg ikke arbejder, men får betalt livets ophold af en barmhjertig samarit. For så skal jeg sgu da nok vælte mig i hjemmebag, figuroptimerende klæder, neglelak og damemagasiner. Og nej, der er ikke en mand eller et maskuliniseret samfund derude, der tvinger mig til at indgå i menageriet på mænds præmisser. Det er sådan, jeg er, når jeg skal tjene penge eller for den sags skyld flytte om i min lejlighed, som jeg gjorde den anden dag, hvor jeg i baggy jeans, kondisko og JBS-undertrøje kampsvedte, mens jeg forsøgte at placere 6 reoler ovenpå hinanden. Det lykkedes, men jeg må erkende, jeg ikke var skidemeget kvinde samtidig. Blot en svedig dansker, der fik en reol eller to i hovedet.

Er den virkelige fordom, at vi - os kvinder - har det forfærdeligt, hvis vi ikke får lov til at dyrke vores køn? Som i en art konstant mentalonani, hvor vi kan føle os anerkendte som dem med bryster, PMS og følelser og samtidig som værende kompetente hjerner? Det har jeg overhovedet ikke behov for. Mine nærmeste skal nok sørge for at anerkende mig for det første, mine professionelle kontakter tager sig af det sidste. Jeg tror da heller ikke, min kæreste går på arbejde med behovet for at blive anerkendt som en rigtig mand samtidig - han går bare på arbejde. Men måske skal vi spørge ham - eller dem, mændene - føler I jer anerkendte for at være i besiddelse af jeres kønshormoner og ikke mindst kønsdele, når I udarbejder billeddokumentation på byggepladserne eller analyserer urinprøver på hospitalerne? Hvis ikke er jeg sikker på, at spaltepladsen hos Information er jeres.

Anna Bylov Kristensen

Facader, Følelser & Alt det andet rod

2012-01-21T12:39:00.001+01:00

Den anden dag sagde en veninde til mig: "Jamen, Anna, sådan går det jo altid, når man gemmer sig bag en facade", da vi talte om, at jeg muligvis er lidt for stresset, lidt for irritabel, lidt for svingende i mit humør og lidt for meget alt muligt. Jeg reagerede umiddelbart ved at sige: "Jeg har da ikke gemt mig bag en facade. Jeg skjuler da ikke, hvad jeg føler. Det gør jeg da ikke. Overhovedet ikke". Da vi lidt senere afbrød samtalen, tænkte jeg: "Eller gør jeg?". Og det har jeg nu overvejet i nogle dage, og møgkællingen - skrevet med al kærlighed - har jo ret, hvilket jeg slet ikke er meget for at indrømme, for sådan vil jeg ikke være, men som Stones så ofte minder mig om: "You can't always get what you want", hvorfor jeg vel hellere må erkende: Lige nu er jeg bare ikke den, jeg gerne vil være.

For ikke så længe siden var jeg, men forskellige ting har medført, at jeg er blevet forsigtig, usikker og tvivlende på min egen gøren og laden. Det er sket næsten umærkeligt, alt imens jeg har forsøgt at sætte den ene fod foran den anden i livet fremad, men i stedet for at ende et sted jeg gerne vil være, står jeg nu og klør mig lidt forvirret i garnet og har lyst til at undskylde overfor venner, kæreste og familie, mens jeg hovedrystende hvisker: "What the fuck happend?!". Var udgangspunktet forkert? Tog jeg mere skade af sære oplevelser, end jeg indså? Hvorfor blev jeg så alvorlig? Er alvoren i virkeligheden kærkommen? Er jeg bedre nu, hvor jeg træder varsomt? Desværre ikke, hvis jeg selv skal svare. Jeg er drønkedelig og minder mest af alt om en, der med længsel afventer sin pension.

Jeg kan ikke helt gribe om, hvad den facade, jeg har smækket på mig selv, er gjort af. Måske en distance til alt personligt. Jeg kan jo ikke undlade at se, at politik lige pludselig har sneget sig ind i mine hverdagsovervejelser, mens jeg skyder navlepilleri til side og tænker, at det må jeg tage fat på, når jeg engang har tid. Faktum er blot, at jeg rent faktisk har tid - en tid, jeg desperat forsøger at undgå at være i besiddelse af ved at lede efter et eller andet "fornuftigt" at give mig kast med, om det så er rengøring, arbejde eller tøjvask. Det er vist snart på tide, at jeg sætter mig ned og glor ud i luften et par dage i træk og forsøger at finde de følelser frem, jeg egentlig helst vil pakke ned sammen med alt det andet rod, der står gemt bag stuens lamelgardiner og venter på at imødegå en mørk skæbne i mit kælderrum. Et fint kælderrum iøvrigt, som er hævet så tilpas langt over jorden, at vandskader ikke har en kinamands chance for at nå det, men sikkert ikke så fint, at man skal opbevare følelser dernede.

Anna Bylov Kristensen

Love in a Trashcan

Kriseramt økonomi, Forståelse & Medmenneskelighed

2012-01-16T17:49:00.001+01:00

"Jamen, skat. Du kan da godt finde tid til lige at smutte ned i Fakta", dristede min kæreste sig til at sige, da jeg for en uges tid siden bekendtgjorde, at jeg fandt det fandens svært at nå selv simple ting såsom indkøb. Min respons var nogenlunde som følger: "Du skal bare OVERHOVEDET IKKE sige, "jeg bare lige kan finde tid" til noget som fucking helst. Orker sgu næsten ikke at gå i bad. Så kan du ikke bare sige, det er træls for mig, hva? Bare en lille bitte smule træls??? Kan da ikke være så pishamrende svært!", hvorefter jeg sikkert begyndte at tude i bar' hysteri. Det er nemlig sådan, jeg gør, når jeg ikke er i besiddelse af overskud, og mine nærmeste af ufattelige årsager ikke kan tankelæse sig frem til det, jeg har brug for at høre. Ikke et reaktionsmønster, der gør mig videre stolt - nok nærmere flov - men det får mig dog alligevel til at tænke over, hvad jeg har behov for, når jeg ikke kan få et og andet til at hænge sammen.

Min kæreste er meget konstruktivt anlagt. Har vi et problem, lægger han en plan. Den udfører vi, og så er problemet løst. Det virker superfint for mig, taler vi om malerarbejde i min stue eller aftensmad, men desværre ikke, når det gælder følelser. Mine ukonstruktive, opponerende, til tider stressede og belastende emotioner ophører nemlig ikke med at eksistere, medmindre en eller anden eller jeg selv kan finde ud af at sige: "Det kan jeg ved GUD godt forstå" og helst med en vis portion overdrivelse af forståelsen, så jeg virkelig føler mig set, hørt og anerkendt. Vanvittigt banalt og måske også plat, men ikke desto mindre sådan jeg er og altid har været. Jeg fungerer bare ikke godt med en opsang, et kærligt spark bagi og alt det dér, man ellers plejer at lægge for dagen, når man vil have en ynkelig person til at tage sig sammen.

Derfor har jeg også et særdeles kvalmt forhold til samtidens debat, hvor politikere, borgere og meningsdannere generelt skælder ud på såkaldt krævementalitet og vores antageligt eksisterende tendens til at tage "det gode statsbetalte liv" for givet. Eksempelvis fik den unge Sofie, der for nogle uger siden skrev et indlæg til Politiken omhandlende det ikke just højtbelagte liv på SU, sig én på hatten af offentligheden, fordi hun savnede en smule forståelse for den økonomiske situation, hun oplever at stå i. Altså ikke flere penge i SU eller billigere bøger, men blot: Forståelse. Den fik hun ikke.

Godt, jeg ikke er Sofie, som jeg ellers kan forholde mig så udmærket til, da min økonomi under studierne mindede en del om hendes nuværende. For i modsætning til Sofie skulle jeg heldigvis ikke lide under et helt samfunds behov for en at skælde ud. Dengang - for blot 3 år siden - var der nemlig masser af forståelse at hente, når jeg frøs, fordi jeg slukkede for varmen i vintermånederne i forsøget at spare lidt penge eller var ked af, jeg ikke havde råd til en ny kjole, når jeg ind imellem skulle i byen. "Livet på SU er ikke let, men det skal nok gå. Du er trods alt igennem det meste", hørte jeg ofte, og det var sådan set alt, jeg havde brug for. At blive forstået. Men nu er en studerende tilsyneladende ikke bare økonomisk besværet. Han eller hun er også blevet fattig på andres forståelse. Man må erkende, at krisen virkelig har ramt os.

Når jeg trods kvalme deltager eller blot kigger med i nævnte debat, tænker jeg ind imellem over, hvad vi mon vil med al den vrede og skælden ud. Får vi flere arbejdspladser på den måde? Fordrer vi troen på os selv, hinanden og fremtiden? Ranker Sofie ryggen, fordi hun nu ved, at mange danskere ikke har en knivspids forståelse at give hende? Bliver du mere udholdende, motiveret og opsat på at kæmpe videre, des flere slag, spark og skældsord du får i nakken? Gør du? Jeg gør ikke. Jeg føler mig som en fiasko, der åbenbart er så ubegavet, at jeg har det svært ved noget, andre ikke engang kan forstå. Så er man jo tydeligvis en taber sammenlignet med det udskældende flertal, der er meget bedre til det hele, end jeg er. Det må de jo være - ellers ville de vel ikke være så utilfredse med min indstats? Men jeg er desværre ikke som de seje på film, der bliver stærkere jo mere modstand, de får. Jeg bliver bare ked af det og føler mig tom indeni.

"Vi må løfte i flok og tage et fælles ansvar. Så hold op med at klynke", siger politikere og meningsdannere. For vi skal tage os sammen, skal vi. Jeg gør personligt, hvad jeg kan, så vil I ikke nok gøre det samme? For mig at se ser det nemlig ud som om, I gør det modsatte med al jeres kaglen og pegen fingre. For hvor yder I, når I skælder Sofie ud? Hvor løfter I skulder mod skulder, når I ikke engang har forståelse for dem, der er trætte, men gør det så godt, de kan? Hvordan skaber I et incitament til at knokle for vores fælles fremtid og samfund, når I lige nu er godt igang med at smadre al lyst til deltagelse? Det er mig grundlæggende ubegribeligt. For det første forstår jeg ikke, at man kan være så dum at forveksle sin egen nedladende retorik med reel samfundsindsats. For det andet kan jeg i min vildeste fantasi ikke rumme, at vi er blevet så smålige og mentalt fattige, at presses vores økonomi, går vores medmenneskelighed samme vej og endda i et sådant omfang, at vi er villige til at give køb på simple ydelser som forståelse, empati og overskud til et klap på skulderen til de, der har brug for det. Som skrevet: Krisen har virkelig ramt os.

Anna Bylov Kristensen

Smerte, Tanker om fortiden & Respekt

2012-01-12T19:01:00.001+01:00

I et sekund nu og da går det op for mig, at den smerte, jeg engang følte, ene og alene var min. Deraf tomheden. Ingen andre delte den, skal jeg udtale mig med sikkerhed, og jeg kan kun gisne om, at der muligvis sidder en eller anden et sted derude og lige nu må opleve det, der for efterhånden mange år siden fik mig i knæ. Men i så fald gør det mig ondt. Jeg ville ønske, jeg kunne have advaret dig og bedt dig om at gå en anden vej, men du ved - ligeså godt som jeg - at du ikke ville have valgt anderledes. Så nu står du med konsekvenserne, og de gør ondt. Pokkers ondt. Det går over. Det lover jeg.

Kærlighed gør ikke blind. Kærlighed gør godt, og den har aldrig været spildt dér, hvor den har været. Men ind imellem sker det, at grænsen mellem kærlighed og kamp udhviskes. Vi begynder at kæmpe for det, vi havde, fremfor det vi reelt set har mulighed for at opnå, og vi ænser det end ikke. Derfor kommer vi for langt ud. Derfor vågner vi først op, når smerten kvæler al lyst til at smile, børste tænder og spise morgenmad. Derfor ender vi et sted, hvor vi leder efter svar hos de, vi tror, besidder dem.

Jeg har ikke dine svar. Jeg kan kun sige, hvad jeg tror. Jeg tror, du er et godt menneske, der kæmpede som ind i helvede. Jeg tror, du er mere, end han nogensinde vil formå at blive. Jeg tror, du var det hele værd. Han kunne bare aldrig nøjes. Ikke fordi, du ikke var "nok". Ikke fordi, du ikke var sød, dejlig og smuk, men fordi du er et menneske, der aldrig nogensinde bliver andet end det. Almindelig, varm og elskende - alt for de fleste, men bare ikke lige for ham. For han er ikke som de andre. Det er jo også derfor, du elsker ham. Har man ham, er man i sandhed enestående: Den, der kender bedst. Den, der forstår. Den, der ser bag facaden, som andre antager som sandheden. Den, der har værdi, fordi man er tættest på. Jeg forstår. Af hele mit hjerte. Men der er desværre en regning at betale, og den er stor.

Dine kompromisser, dine blinde øjne og din selvrespekt. Disse blev din valuta, som du betalte ham for midlertidig anerkendelse i bytte. Du kunne ikke have gjort noget anderledes. Jeg ved, du gav alt, du havde i dig. Men det handler ikke længere om ham. Kun om dig. Han er ligegyldig, du er ikke. For du har håbet. Håbet om, at verden en dag ser anderledes ud, selvom alt lige nu er et kaos af smerte og bristede illusioner. Hold fast i det - dit håb - det skal nok gå, selvom det tager tid.

Du har min respekt. Jeg ønskede, det stoppede med mig, og jeg føler nederlag nu. Jeg ville gerne have gjort en forskel, så du aldrig skulle stå i den situation, du står i nu, men så vigtig var jeg ikke. Din smerte er min. Du fortjente det ikke, og jeg håber, du snart formår at bladre om på den side, der er startskuddet til det næste kapitel i dit liv. Jeg garanterer dig, det venter på dig et sted derude.

Ind mellem tænker jeg, at man på et tidspunkt må have betalt nok af på "Livets regning". Om man så er 26, 30 eller 57 år gammel. Desværre har jeg endnu ikke fundet nogen, der vil give mig den garanti og sikkert med god grund. Livet bliver nemlig aldrig retfærdigt, og forventer man det, bliver man skuffet. Men - det er trods alt det hele værd. I hvert falde ind imellem, og jeg håber, du forstår, at der er en vej frem, som venter på dig, når du engang er klar. Som sagt: Du har min respekt. Uforbeholdent. Hang on.

Anna Bylov Kristensen

Love Shop - Copenhagen Dreaming

Idealisme, Transcendente mål & Hård opgave forude

2012-01-06T18:05:00.000+01:00

Nytårsaften havde jeg en ikke så lidt kompliceret samtale med en af min kærestes bekendte. Kompliceret på grund af en mindre diskret beruselse, som vi begge var ramte af, men ikke desto mindre en samtale til eftertanke på det personlige plan. Han, min samtalepartner, fik sagt noget lignende: "Anna, man er jo bange for dig. Du har alle mulige og umulige idealer, og alligevel kommer du dér og fortæller historier, hvor du virkelig har lavet lort i den. Undskyld, det er ikke for at provokere". Den var jeg qua alkohol og manglende forståelse lige nødt til at summe lidt over, for jeg forstod faktisk ikke, hvordan jeg på nogen måde skulle kunne opfatte det som en art provokation. For det er jo rigtigt. Det er sådan, jeg er: Fyldt med idealer og et utal fuck-ups på bagen, og det er vel det, jeg håber, folk ser, når de møder mig.

Havde jeg ikke mine knapt så yndige beretninger med mig, ville jeg ikke føle mig kompetent til at udtale mig om noget som helst - hverken som privatperson eller sociolog. Teori kan tage mig langt, men aldrig føre mig til virkeligheden. For at vide noget som sociolog, psykolog eller læge om spiseforstyrrelser er én ting. At vide noget om spiseforstyrrelser, fordi man selv kæmper med dem, er en anden. Ligeså med andre givne problematikker. For mig gælder det, at mine holdninger ikke har berettigelse, førend jeg er i stand til at basere sådanne på et empirisk grundlag. Og helst et personligt ét af slagsen.

Men når det er sagt, kan jeg godt se, ovenstående immervæk må skabe en vis forvirring og spørgsmålet: "Hvor har vi hende egentlig?". For er jeg en fordømmende idealist eller bare helt, som jeg går og står - med fejl og det hele molevitten? Mest det sidste, men med idealismen i behold, håber jeg. Jeg ser det ikke som en skam, at jeg ikke er i stand til at efterleve mine idealer. Jeg kan jo blot forsøge, og det gør jeg det bedste, jeg har lært. Jeg vil gerne være et bedre menneske. Jeg vil gerne hjælpe, og jeg vil gerne lade være med at være en elefant i min egen glasbutik, men jeg kan desværre ikke altid finde ud af det. Som sagt: Jeg kan blot forsøge.

Det nu forgange 2011 blev året, hvor Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen af Politiken blev kåret som årets idealist. Desværre er "idealist" mest af alt et skældsord, som skal få os til drage associationer til utopi, fri fantasi og mangel på fornuft, hvorfor det nok ikke er den titel, Schmidt Nielsen er mest stolt af. Det er ærgerlig. For er der noget, vi mangler, så er det idealisme - især i disse tider, hvor vore egne jordnære mål som den gode økonomi, sammenhold i familien og ønskejobbet er svære størrelser at lægge ned. Med det taget i betragtning tror jeg, det er sundt for os at stræbe efter noget andet - noget, der kan give os en følelse af mening, selvom vi ikke umiddelbart selv står i den. Jeg tror således, vi har godt af at tragte efter transcendente mål, selvom vi ikke umiddelbart selv har redskaberne til at nå dem.

Gandhi, Jesus, Harry Potter og Mother Theresa er og var også idealister. Med bibel, Buddha og kost i hånden havde de som misson at ændre verden til det bedre, selvom det måske ikke var dem muligt, så man realistisk på skidtet. De satte mål, som de umuligt kunne indfri, hvilket Schmidt Nielsen sikkert også gør ved at kæmpe for et klasseløst samfund funderet i menneskets evne og vilje til at yde mere, end det modtager. Undertegnede er ingen undtagelse. Jeg håber på rygrad, selverkendelse og evne til at ombringe fornuft til handling for alle, uagtet jeg selv har så pokkers svært ved at administrere netop det. Dobbeltmoral? Det håber jeg ikke. Blot et ønske om at blive bedre, selvom ligene i lasten kunne indikere en hård opgave forude.

Anna Bylov Kristensen

Aflivning af Jackie Kennedy, Død over fordummende dameblade & Kønsdualismens (åbenbare?) kompleksitet

2011-12-17T13:05:00.000+01:00

Hos Politiken opfordrer man til, at Jackie Kennedy aflives som stilikon, thi en sådan dyrkelse skader mere, end den gavner, idet Fru Kennedy nok nærmere var et billede på en undertrykt dørmåtte end en selvstændig kvinde, hvis gøren og laden fortjener efterfølgelse. Hos Berlingske er dameblade fordummende, fordi de i højere grad indeholder indslag om neglelak og Simple Living end såkaldt "substantielt indhold". Alligevel sælger både Jackie og damebladene sig selv, og tager man de nævnte avisers ord til efterretning, må nutidens kvindebillede derfor bøje sig i skam. Føj da. Tomhjernede gæs er vi - uinteressante, dumme og fanget i længslen efter en tid, hvor vores mænd kunne sætte os på plads.

Jeg tror nu ikke, det hænger sådan sammen. Selv er jeg en ivrig læser af dameblade og synes da også - uagtet jeg ikke selv kan iføre mig hvid spadseredragt uden at svine skidtet til i løbet af 2 sekunder - at Kennedy var upåklageligt fix at se på. Og tager jeg ikke helt fejl, kan jeg ikke smides i kategorien af kvinder, som ikke evner "substansen", men i stedet håber, at min mand kommer hjem fra arbejde og fortæller mig, hvor skabet skal stå, så jeg endelig kan frigøres fra denne ulidelige selvstændighed, der tvinger mig til at tænke selv. Meget er jeg - men ikke det, og jeg finder det dybest set vanvittigt, at der nu sættes lighedstegn mellem kvinders "klæd-ud-trang", lyst til at beskæftige sig med kvindske hobbyer, stilikoner, hyggejournalistik og decideret dumhed. Unuanceringen når nye højder.

Der er tid og sted for alting. Selv neglelakspålægning, glimmer og simple living. Blandt andet synes jeg, det er en dårlig ide at dyrke den slags på jobbet, til bestyrelsesmøder og under lønforhandlingen, hvilket i øvrigt også gør sig gældende for oplagte mandlige interesser såsom bare bryster, hestekræfter og viagra. Kønnet er måske nok uundgåeligt, men det betyder altså ikke, man absolut skal åbne døren til omverdenen med det forrest. Det ville for mig at se være en ucharmerende kønsdemonstration, der leder tankerne hen på små piger og drenges behov for at klæde sig ud som prinsesser og cowboys for derefter at trampe i børnehave i den udvalgte mundering - iøvrigt en af min egen barndoms yndede hobbyer, hvilket ikke helt faldt i god jord, når min mor, som var pædagog i min institution, foreskrev "praktisk påklædning" for andre forældre, mens hendes eget avl drønede forbi iført diadem og satinkjole.

Men det er nu eller ikke det, Politiken og Berlingske er bange for. De frygter ikke, at vi - ved at beskæftige os med damebladenes (manglende?) indhold - bliver inkompetente og ude af stand til at varetage vores erhverv. De frygter snarere, vi udsender de helt forkerte signaler. For kvinder er jo mere end "det". Mere end neglelak og glimmer. Og så er det, jeg kommer til at tænke over, hvem der egentlig er i tvivl om det? Jeg er ikke. Min kæreste tænker heller ikke: "Hold da kæft, hvor er Anna pinligt uintelligent", når jeg placerer mig under dynen på sofaen og napper mig en omgang In, Alt for damerne eller Eurowoman. Ej heller mine veninder og venner. Heller ikke de tidsskrifter, som ind imellem har henvendt sig for at spørge, om jeg kunne have lyst til at servere dem et indlæg eller to. De er åbenbart også i stand til at se "min substans" på trods af det faktum, at jeg rent faktisk faktisk beskæftiger mig med tomhjernemagasiner ligeså ofte som kedelig videnskab.

De eneste to, jeg endnu har fundet frem til, der tilsyneladende tænker sådan, er de to kvindelige skribenter fra de nævnte tidsskrifter. De er åbenbart i tvivl om, hvorvidt kvinder er i stand til at holde fast i intelligens og indhold, hvis de samtidig interesserer sig for den "rigtige" frisure og de nyeste sko. Jeg har ikke hørt noget lignende siden dengang, hvor det paterikalaske samfund mente, at stemmeret for kvinder var en grusom overbelastning for væsner, der havde tendens til at udvikle nervøsitet, skulle de beskæftige sig med andet end bleskift og kødgryder. Eller det "hørte" jeg nu ikke, da det var før min tid - sådan cirka 50 år - men det siger immervæk heller ikke så lidt. Sørgeligt, at retorikken omhandlende køn så ofte har det med at bevæge sig baglæns fremfor forlæns.

Jackie Kennedy så smart ud. Hun fandt sig i for meget lort fra sin mand. Madonna har optrådt nøgen et utal af gange i medierne. Hun er en benhård forretningskvinde. Helle Thorning er mor. Hun er statsminister. Min søster skal snart føde et barn. Hun er den klogeste kvinde, jeg kender. Jeg elsker, når min kæreste holder døren for mig. Jeg kan sagtens finde ud af at åbne den selv. Og jeg forstår det faktisk godt - ja, jeg har end ikke svært ved at gribe om det faktum, at vi kan finde ud af at være "både og" fremfor kun det ene eller andet. Så må jeg ikke godt få lov til at beholde mine dameblade, som de er? Jeg skal nok læse Moore's "Statistics - Concepts and Controversies", Nietzsches "On the Genealogy of Morality" og lidt Blue Ocean Strategy bagefter. Det lover jeg.

Anna Bylov Kristensen

Rettigheder, Pligter & De ledudskammelige mindretal

2011-12-11T14:06:00.001+01:00

"Rettigheder og pligter" - det taler vi meget om i disse dage. Vi skal nemlig til at lære, at nok tildeler velfærdsstaten os rettigheder, men det betyder samtidig, vi skal leve op til vores samfundsmæssige pligter, da vi ellers ender med et udhulet system, hvor der ikke er råd til økonomisk sikkerhednet, fine motorveje og uddannelsesstøtte. Det lyder rigtigt, og er det sikkert også. Alligevel føler jeg væmmelse. Værdiggrundlaget i debatten er nemlig fattigt. Forbandet fattigt, og det taler til én eneste ting: vores indre svinehund.

Vi er tydeligvis frustrerede. Ellers havde vi aldrig hidset os op over, at Carina har råd til både hund og cigaretter og den "fattige familie" til en kummefryser med mad. Joachim B. Olsen havde heller aldrig haft vind i sejlene til at stille som forslag, at fertilitetsbehandling skal være selvfinansieret, fordi det ikke er en menneskeret at få børn. Havde vi ikke følt os økonomisk pressede, havde vi nok snarere tænkt: "Stakkels Carina. Godt hun har sin hund", "Godt, de har den kummefryser. Så er der trods alt lidt at løbe på" og "En fattig familie kan da også være en god familie, så det er da ikke rimeligt, at det kun er de rige barnløse, der har mulighed for at få børn. Det kan trods alt være afgørende for en hel families lykke".

Men overskuddet til at tænke sådan er på tilbagegang, og det udnyttes af blandt andre politikere, der er kloge nok til at anvende vores manglende overblik til at samle stemmer. For det er det, retorikken fra politisk side er motiveret af. Havde Joachim B. Olsen fra et dybfølt sted i sit indre ment, at vi i dag er forpligtigede til at gøre en ekstraordinær indsats og undvære, hvad vi kan, af hensyn til velfærdssamfundet, ville han naturligvis starte med sig selv: ned i løn, nej til politikergoder og ikke mindst ville han bruge sit politiske engagement der, hvor det vil gøre en forskel fremfor der, hvor de lettilgængelige stemmer er at finde. Han kunne eksempelvis tage fat i børnepengene, som alle med børn får, men en stor del kan undvære. Det er der bare ikke stemmer i - tværtimod - da han herved vil "true" så stor en del af den danske befolkning, at det vil få katastrofale konsekvenser for hans popularitet. Han vælger i stedet mærkesager, som er til skade for en lille ubetydelig del af befolkningen, og derved sikrer han sig bred opbakning. Det er fattigt.

Danmark modtager mellem 7 og 10 milliarder kroner om året i landbrugsstøtte. Eller Danmark gør ikke - landmændene gør, så de kan fortsætte deres underskudsforretninger og holde priserne kunstigt oppe. Det har forskellige konsekvenser: Vi betaler blandt andet for vores mælk mindst tre gange: For at få den produceret, for at købe den og for at få den destrueret, når den ikke bliver solgt. Sådan er det nemlig i EU, hvilket beskyttes, som var det den hellige gral. Derudover medfører støtten som skrevet en kunstig opretholdelse af prisniveau, som forhindrer 3. verdenslande i at sælge deres landbrugsprodukter her hos os. Vi vil åbenbart hellere fylde dem med u-landsbistand i stedet for at skabe en verden, hvor de kan tjene deres penge selv. Hertil kommer, at det er usolidarisk. Hvorfor skal landmændene have særlige betingelser sammenlignet med andre selvstændige, der gør, at de kan overleve uden nogensinde at præsentere sorte tale på bundlinjen? For det gør de ikke - den gennemsnitlige landmand er i dag forgældet med mange millioner kroner, men det slipper han afsted med, fordi vi er et landbrugssamfund? Det er godt nok mange penge, vi er villige til at betale for at sikre kulturarvens fortsatte eksistens. Den økonomiske logik er ikke-eksisterende.

Joachim B. Olsens parti kan heller ikke lide landbrugsstøtten, men selvom det blandt andet er her, der virkelig er penge at hente/spare, så er det ikke landbrugsunderstøttelsen, der føres krig imod. Hvorfor mon? Det er for farligt, for flyvsk og ikke noget, der taler til Hr. og Fru Danmark i en krisetid. Men det gør Carina heldigvis. Hun er et herligt tilgængeligt billede på dobbeltmoralen i det danske samfund, som vi har let ved at forholde os til - vi ser hende trods alt hver dag, når hun køber ind for de penge, hun har fået af os, mens hun glemmer at se stakkels ud. Hun er let at være indigneret over. Det er fattigt.

Vi har pligter, og det er sikkert fattigt, hvis vi ikke formår at overholde dem. Det er dog endnu mere fattigt at lukrere på vores usikkerhed og trængsler ved at skabe fjendebilleder af de, der om muligt er endnu mere trængte end os selv (der er trods alt kun stolthed forbundet med at udnytte systemet, hvis øverste etage er lukket grundet vedligeholdelse). Vi kan tale om behovet for en mentalitetsændring. Det tror jeg på, men så må vi starte dér, hvor ressourcerne til forandring er at finde, og det er ikke hos Carina eller den barnløse, der hverken har økonomisk eller fysisk mulighed for at realisere sin store drøm. Nej, det er blandt andet hos os selv. Os, der vil overleve uden børnepenge. Os, der har arbejde, som kan eksistere uden den lovede lønforhøjelse, så den undværlige pedel kan få lov at beholde sit job. Os, der kan undvære folkepensionen, fordi vi selv havde det økonomiske overskud til at spare op. Os, den brede befolkning og ikke de letudskammelige mindretal. Os. Ikke dem.

Anna Bylov Kristensen.

Mænd i krise, Usikre livselementer & Et fælles ansvar

2011-12-07T08:55:00.001+01:00

Jeg bliver ved med at vende tilbage til dette indlæg af Lasse Telling, som tildeler os indsigt i livet for den kriseramte danske mand. Jeg kender ham godt. Han har både været min ven, min familie og lige nu også en mand, der får hjælp af selvsamme familie, idet et af mine mandlige pensionerede familiemedlemmer har taget den frivillige beskæftigelse at sidde oppe til klokken lort om natten for at tage sig af eller tale i telefon med blandt andre mænd, der har det ad helvede til. Derfor er jeg helt på det rene med, at manden i krise ikke bare er den afdankede alkoholiker, som propper penge i spillemaskinen og bestiller den fyrretyvende kolde fra kassen på den lokale bodega. Han er som regel helt normal, men har det bare ikke så godt.

Emnet har interesseret mig siden sidste år, hvor min kæreste oplevede, at en mand, der engang stod ham nær, tog livet af sig selv og sin lille søn, fordi verden ikke længere kunne håndteres. Oplevelsen lagde sig som en dyne henover vores lille hjem, og vi har sidenhen brugt mange timer på at tale om, hvorfor især mænd nogle gange ender med at håndtere deres kriser på de allermest ekstreme måder. Andre mennesker har også deltaget i samtalerne, og det har gennemgående være mig påfaldende, hvor deltagende mænd er, når dette bliver samtaleemnet. Det er dem ikke ligegyldigt, og det har været chokerende, hvor ofte de har kunnet berette om personlige oplevelser, hvor kammerater, mandlige kollegaer eller familiemedlemmer har taget eller været tæt på at tage billetten til destinationen, hvorfra de færreste vender tilbage.

Som jeg ser det, er problemet blandt andet, at de livselementer, mænd anvender som målestok for eget værd, er så pokkers lette at miste. Herunder den gode økonomi, kernefamilien og den glade hustru. Ting, der i et vist omfang ligger udenfor deres kontrol og kan påvirkes af udefrakommende faktorer, men de alligevel tager et enormt ansvar og i mange tilfælde endda ser sig som den mest ansvarlige for. Kvinder er lidt anderledes. Vi kan føle og få anerkendelse, hvis vi "blot" kan sige: "Vi gjorde det bedste, vi kunne". Ikke at det altid er let, men det skaber immervæk altid muligheden for at overleve ved at bide tænderne sammen og forsøge. Når en mands liv ramler, har han end ikke muligheden. Konen skred, banken sagde "skråt op", og kernefamilien forsvandt, hvordan fanden skal han lave om på det? For det er det, han vil; omend ikke ved at reetablere det hele, som det var før, så ved at sørge for, at livet på den anden side bliver mindst ligeså godt som det, der nu er gået i stykker. Kvinden kan leve med "den røde bundlinje", manden ser det ikke som en mulighed, og er det den eneste, han har tilbage, vil han - som samtidshistorien desværre viser - ind imellem hellere sige farvel og tak for altid.

At tage sit eget liv og andres som en reaktion på krise er selvfølgelig en ekstremitet. Men ikke desto mindre også en realitet, som man er en idiot, hvis man ikke tager alvorligt. Det indikerer uomtvisteligt, der er noget vanvittigt galt. For vi taler jo i de fleste tilfælde ikke om psykopatmænd, der lige pludselig koger over, men helt almindelige øldrikkende, pølsespisende, fodboldglade, danske mænd med masser af potentiale for et lykkeligt liv. Et potentiale de bare ikke længere selv kan se. Og hvordan fanden skal man så lave om på det? Jeg aner det ikke, men overvejer dog sammenhængen mellem "mandens kriser" og opbruddet med de traditionelle kønsrolle- og parforholdsmønstre. Jeg tror ikke, det ligefrem har gjort det lettere.

Dermed ikke sagt, at vi skal skrue tiden tilbage til dengang, hvor det var nemmere at være en succes som mand. Men jeg tror, vi skal være opmærksomme på, at ligeså vel som kvinden anerkendes for "blot at gøre sit bedste", skal manden det også. Gud ske tak og lov for hans resultatorientering - må den bestå til evig tid - men da resultaterne ikke længere er afhængige af ham, fordi vi - kvinder - i lige så høj grad som han kan bevæge os frit, forlade parforholdet, tjene pengene, bestemme over ungerne og farven på bilen, må ansvaret for fiasko ligeledes være ligeligt fordelt. Det betyder ikke, at kvinder nu skal skyde knoppen af sig selv, når det går galt. Det betyder blot, at manden ikke skal føle, at han alene har fejlet.

Anna Bylov Kristensen.

Fra animerede modeller til sexarbejde, Det personlige engagement & De skjulte motiver

2011-12-05T19:11:00.001+01:00

I fredags sad jeg til julebords med en flok kollegiale bekendtskaber primært udgjort af mænd, og vi kom blandt andet til at tale om kvindeetagen på Bella Sky. Eller "tale og tale" er nok så meget sagt, for bordherrerne fandt det mildest talt dybt uinteressant. Manden overfor mig fik udtalt: "Det er kun kvinder, der gider diskutere den slags". Manden ved siden af mig fik tilføjet: "Eller mænd, der er pissed over, de ikke får nok fisse". Yes Sirs, så siger vi det. Hvad ved jeg. Men så kom jeg til at tænke over, hvorvidt de kunne have ret. Kan det være sådan, at vi i reglen kun engagerer os intenst, når vi tager det debatterede personligt?

Da jeg i sin tid så rødt, når Henrik List eller en hver anden prostitutionsfortaler formastede sig til at tale pænt om sexsælgende kvinder og mænd, var min reaktion af følelsesmæssig beskaffenhed. Jeg kunne ikke holde det ud, og jeg blev vred, ked af det og dybt frustreret. Grunden hertil var baseret på en række personlige oplevelser af at blive fravalgt af en tidligere partner til fordel for blandt andre sexarbejdere. Så det gjorde ondt, når ikke alle var enige med mig i, at den slags burde forbydes eller blot sendes til en anden galakse. I dag ser jeg anderledes på dette, og jeg har efterhånden svært ved at svinge mig op til af diskutere emnet, da det ikke længere kalder på mit personlige engagement.

På Politiken kunne jeg i går læse en kvindelig journalists harme over tøjkæden H&M, som anvender computeranimerede kvindekroppe på deres hjemmeside til fremvisning af varer. Harmen var baseret på tanken om, at disse falske, men perfekte kroppe er medvirkende til at skabe kropsidealer, som får os - de stakkels kropsforstyrrede - til at blive endnu mere tossede i hovederne, end vi allerede er.

Jeg kender udmærket til kroppene på H&Ms hjemmeside. De er der, så du "kan prøve tøjet selv" ved at iføre den model, der ligner dig selv mest, udvalgte beklædningsgenstande. Jeg forsøgte mig for en uges tid siden og måtte hurtigt konstatere, at sammenligneligheden mellem undertegnede og pågældende modeller var skræmmende fraværende, men hvad havde jeg forventet? Intetsteds finder man en model med en flækket røvballe, ryg uden svaj og et BMI, som har for vane at balancere på et knivsæg. Det gør rent faktisk ikke noget. Jeg kan sagtens forstå, at H&M anvender påklædningsdukker - alt andet er da en tand for indviklet - og jeg gad godt se den tøjkæde, som formår at fremvise naturlige kvinder i størrelserne fra 32 til 54 og tilpasse alt deres tøj hertil på internettet. Det lader sig jo ikke gøre, medmindre man ansætter 100 grafikere på speed. Men havde jeg stiftet bekendtskab med H&Ms modeller for blot 5 år siden, ville sagen have været en anden og konsekvenserne ligeså. Opkastninger, sultestrejker, overvejelser om fedtsugninger og hvad jeg ellers ville have fundet på. Dengang var tynde modeller - falske eller ægte - dybt provokerende og ikke mindst sårende. Men som med sexarbejde så har dette i dag også ændret sig, og jeg berøres på ingen måde følelsesmæssigt af andres skønhed. Der er heldigvis blevet plads til, at jeg ikke lever op til det allerbedste.

Jeg tænker, vi ofte engagerer os i diskussioner med vrede og ønsket om forbud, når vi føler os personligt eller blot følelsesmæssigt forurettede. Det er ikke forkert, men dog med til at skævvride den fornuftige meningsdannelse, da den med de mest hjerteblødende historier og dybfølte engagement ofte vil være den, der vinder ørenlyd. Men problemet er ikke, at Gudrun sælger sex, fordi hun eksempelvis tænder på de mange penge. Ej heller, at Bella Sky forkæler kvinder, der er villige til at betale for både ekstra sikkerhed, juice i minibaren og store badeværelser. Problemet er heller ikke, at H&M nødvendigvis må standardisere deres netbaserede tøjfremvisning og i den forbindelse anvende de modelmål, vi allerede kender fra deres udstillingsdukker. Problemet er, at vi tror, vi kan løse vores personlige vrede og usikkerhed ved at indrette verden herefter. Det vil aldrig lade sig gøre, for når det, der føles som et angreb, lægges i graven, finder vi såmænd bare noget nyt at føle os intimiderede af, hvilket vedbliver, indtil vi en dag fatter, at forandringen skal og må ske i os selv.

Dermed ikke en opfordring til at være ignorant. Det er dumt. Men jeg tror, der kunne være perspektiv i at overveje de personlige motiver, man har, for at være arrig og føle sig stødt på manchetterne. Sådanne er ikke irrelevante i offentlige debatter og ved julefrokostdiskussioner, men de kalder på en hel anden behandling end forbud og udskamning af tøj- og hotelkæder. It's not personal Sonny. It's strictly business.

Anna Bylov Kristensen

Bella Sky, Kvindeetage & En plat diskussion

2011-11-23T09:33:00.001+01:00

Jeg har med en vis interesse fulgt de seneste dages mystiske diskussion om kvindeetagen, Bella Donna, på hotellet Bella Sky i Ørestaden. Som landet ligger lige nu, er etagen af Ligebehandlingsnævnet erklæret værende i modstrid med ligebehandlingsloven. Det er simpelthen ikke tilladeligt at formene mænd adgang til stedet bare på grund af deres køn. Hele sagen er i øvrigt foranlediget af en mands klage over, at han blev afvist, da han ville indlogere sig på denne 17. etage. Jeg gad vide, hvorfor han ville det? Pervers stodder? Stalker? Ganske sikkert ikke. Jeg tror, der er tale om en mand, som er skidesur over, at der i dette henseende tages et ekstra hensyn til kvinder - ikke fordi han selv vil have hensynet (det er vist kun de færreste mænd, der gider et lyserødt hotelværelse med juice i minibaren og forstørrelsesglas til makeuplægning på badeværelset), men fordi det er provokerende. Nu har kvinder de sidste 40 år med vold og magt tiltusket sig adgang til alt lige fra arbejdspladser til fodboldbaner, og så skal de oven i hatten have deres helt egen hoteletage. Nok må være nok.

Snedige debattører fremstiller dog sagen en smule anderledes. Frit fortolket skrives det eksempelvis: "Hvad vil kvinder mene, hvis mænd får deres egen etage, hvor pornofilmene kværner på storskærmene, fadøl serveres af topløse damer, fodmassage udbydes af små thaipiger og alkohol ad libitum er inkluderet i prisen". En snedig fremstillet pendant, som kan få rigtig mange kvinder til at tænke sig om en ekstra gang, for dér har vi ikke lyst til at sende vores mænd hen, og så kører bussen, så vi igen kan dreje ligestillingsdiskussionen over på mænds seksualitet og kvinders kontrolbehov. De forgangne dage har fået mig til at tænke: Og det kan I, visse af jer ligestillingsdebatterende mænd og violette kvinder, skidegodt lide. Så kan I kende verden, så er alt ved det gamle, og I kan endnu engang læne jer tilbage med ro i sindet, mens I sigende ryster på hovedet og tænker: "Typisk kvinder, de vil blæse og have mel i munden. De skriger på ligestilling, men kan jo slet ikke håndtere den".

Det er en billig sejr vundet på baggrund af kvinders frygt for ikke at slå til, og sådan går det desværre ofte, når køn diskuteres. Kvinder må ikke vifte for voldsomt med armene, før mænd smider sexkortet, som i bund og grund går på, at vil kvinder have fuldstændig frihed, skal mænd selvfølgelig også have det, hvilket åbenbart betyder, at de skal vælte sig i porno, sex og nøgne damer. Det er fanderme plat, og jeg kan med glæde berette, at det for en del andre mænd virker dybt idiotisk. Jeg spurgte eksempelvis min egen kæreste, hvordan en mandeetage skulle indrettes, hvis han havde helt frie tøjler. Svaret faldt prompte: "Spil, sport og forretning". Han vil sikkert også kræve tyk cigaros, elsdyrhoveder på væggen, poolbord, store bøffer, cognac og muligheden for at brøle "Vi smider ham i havnen med noget tungt om benene", uden given kvinde (mig) sidder og hopper forskrækket, mens hun hvisker: "Shhh, tal nu lige ordentligt".

Derfor streger jeg enhver indblanding fra seksuelle undertoner ud, hvis jeg skal forholde mig seriøst til debatten. Som skrevet finder jeg alt andet for plat. Kvindeetagen på Bella Sky er jo heller ikke opstået, fordi damer har ønsket et sted, hvor de kan glo på sixpackede Andonistyper og lege lesbiske gemmelege, hvilket jeg dog har en formodning om, at visse mænd tror. Næh, som det gælder for mænd, gælder det også for kvinder, at det er rart at være helt sig selv i en kvindeverden, som er indrettet til lige netop det. Jeg forestiller mig en etage, hvor muslimske Aisha kan lade sløret falde, perfekte Pernille kan bestille en drink og modtage den, mens hun er iført slåbrok og ansigtsmaske, og jeg kan læse dameblade, glo tøsetv i timevis og fylde hele badeværelset og tøjskabet med pigegejl helt uden at tænke på, at der også skal være plads til aftershave, habitter og kolde øl i køleskabet. Og kan det virkelig opfattes som en provokation? I så fald må det siges, at vi for alvor har taget for hårdt fat om nosserne på den danske mand.

Mellemklassens ligestillingsdebat er kørt af sporet, når ovennævnte bliver et problem. Ligesom den ville være det, hvis Karl Mar får at vide, at han ikke må holde et kursus kun for mænd, eller svømmehallerne ikke må formene mænd adgang til kvindernes omklædningsrum. På den måde bliver ret aldrig ret, men i stedet et spørgsmål om, hvorvidt det er manden eller kvinden, der har overtaget i tovtrækningskonkurrencen. Hvis kvinder vil besidde bestyrelsesposter, må de enten skabe deres egne bestyrelser eller kæmpe for det på lige fod med mænd. Hvis kvinder finder det forfærdeligt at tage 12 måneders barsel, må de lade være, undlade at få børn eller få børnene med en mand, der har lyst til at dele pligten. Hvis mænd vil have en mandeetage på Bella Sky, må de efterspørge en sådan. Kort sagt: i stedet for dele kagen i mindre og mindre stykker, er der mere perspektiv i at bage en helt ny.

Anna Bylov Kristensen

Presseetik, Uredelighed & Mangel på objektiv sandhed

2011-11-21T15:55:00.001+01:00

Presseetik diskuteres. Hvad er for meget, og hvad er for lidt? Skal dobbeltmoral hos de kendte og politikere afsløres, koste hvad det koste vil? Jeg er egentlig ikke i tvivl: Det skal den ikke. Ej heller selvom det har offentlighedens interesse, at Fru Statsminister sender barn på privatskole, eller Hr. Folketingsmedlem betaler søns narkogæld. Rammes børn og uskyldigt involverede af sådanne afdækninger, mener jeg ikke, de på nogen måde er rimlige, og helt personligt får den slags mig til at vende tomlen ned på det afslørende medie.

En veninde stoppede efter sin bachelorgrad sit politologistudie for at forfølge sin drøm om at blive journalist. Hun vandt muligheden og tænkte, at alting nu flaskede sig, som hun havde håbet. Efter et halvt år forlod hun journaliststudiet og vendte tilbage tilbage til bøgerne på de støvede universitetsgange - ikke uden at være ganske desillusioneret. Her havde hun håbet, at hun som spirende journalist ville modtage læring i at afdække "den spændende historie" og sandheden, som ellers er skjult for den almindelige befolkning. I stedet fik hun lov at lære, hvordan man vinkler en historie bedst muligt for at tiltrække opmærksomhed, hvilket hun på ingen måde kunne forene med sin tidligere videnskabelige lærdom, hvor subjektive vinkler og halve sandheder er bedre kendt som "videnskabelig uredelighed" og vejen til en dumpekarakter.

Danske journalister er dygtige. Med ytringsfriheden, varetagelse af offentlighedens interesse og en status som "forudsætningen for et velfungerende demokrati" kan de nemlig tillade sig alt. De gør det jo for os - for den danske befolkning - ikke for læser/seertallene, som ellers tager sig så grummegodt ud hver eneste gang, der er drama på drengen. Og forkaster jeg al ironi, kan jeg vist godt afsløre, at jeg ikke drøner rundt i manegen af ren og skær begejstring for den journalistiske scene i Danmark. Alene oplevelsen af, at diverse tidskrifter aldrig er nogenlunde enige med hinanden, men altid bevæger sig langs den linje, de rent politisk eller af pengemæssige årsager har valgt at følge, stinker lidt for meget af mangel på objektivitet, videnskabelighed og reliabilitet. Medmindre medierne selvfølgelig er grundlæggende enige om, at sandhed ikke eksisterer, men udelukkende er en subjektiv konstruktion, hvilket de sikkert ikke er, idet de herved mister deres berettigelse: For fortæller journalisterne ikke sandheden, hvad fa'en skal vi så bruge dem til? Underholdning?

En historie kan selvfølgelig håndteres på mange forskellige måder, uden sandheden kompromitteres: Enhver politisk styreform har både negative og positive konsekvenser. Kongehuset er på den ene side en dyr fornøjelse, men på den anden side en strålende forretning, og der er sikkert noget rart af finde i både Peter Lundin og det norske massakremonster - hvis man virkelig leder. Men når tidsskrifternes gengivelse af givent emne i højere grad er fokuseret på at modsige konkurrenternes eller fremgrave den mest læsertillokkende skraldespandsvinkel, end den er på at afdække sandheden så fyldestgørende og objektivt så muligt, vil jeg hellere se Smagsdommerne på DR2. Dér er jeg i det mindste ikke i tvivl om, hvad jeg får.

Min kære mormor, der lige er fyldt 80 år, kiggede mistroisk på mig, da jeg for et stykke tid siden fortalte hende, at hun ikke må stole på alt, hun ser i TV-avisen eller læser i avisen. Hun så ud som om, jeg bad hende om at tro på, at jorden rent faktisk er flad. Og min mormor er ikke dum, skal jeg hilse og sige. Hun er bare indoktrineret til at tænke, at journalister er sandhedssøgende orakler, hvorfor jeg måtte forklare hende, at langt de fleste af slagsen er ansat i organisationer med enten politiske tilhørsforhold eller kapitalmaksimerende interesser (nok nærmere begge). Penge og politik styrer vores journalister. Ikke jagten på sandheden og ønsket om at gavne den almene folkeoplysning. Derfor gennemsøges politikeres skraldespande. Derfor er det spændende at finde ud af, hvorvidt Statsministeren har fået botox eller ej, og derfor mødes vi altid af den vinkel på en hvilken som helst historie, der forøger læsertal og politisk iscenesættelse fremfor reel viden i vores små blåøjede hoveder.

Anna Bylov Kristensen

Vold, Konsekvenser & Påtvungne offerroller

2011-11-20T13:48:00.001+01:00

På videnskab.dk kan man læse, at umiddelbar behandling hos psykolog efter eksempelvis voldtægt måske ikke er tilrådeligt. Det strider imod alt, jeg hidtil har hørt, så hvordan hænger det sammen? Jeg ved det ikke, men med udgangspunkt i egne - omend ikke nær så voldsomme - oplevelser, finder jeg, at der måske kan være noget om snakken. Jeg blev Gud ske tak og lov ikke voldtaget. Jeg blev slået og kylet ind i et bord, brændovn og bil, hvilket selvsagt ikke var rart, men dog en hændelse, der har fået mig til at revurdere et og andet.

For det første er det på ingen måde det værste, jeg har oplevet. Jeg vandrede godt nok rundt i ugerne efter og tænkte: "For fanden, Anna. Du er sådan et voldsoffer. Én, der bliver slået på. Du bliver da aldrig dig selv igen", men den antagelse faldt stille og roligt til jorden, som tiden gik. For det andet fik oplevelsen mig til at erkende eget ansvar. Jeg havde et ansvar og vidste godt, at jeg overskred en grænse, da jeg i raseri sparkede til en bil, fordi jeg var frustreret over, at en tidligere partner satte ind i den for at køre væk i fuldskab. Dermed ikke sagt, at jeg fortjente slag, eller han handlede i overensstemmelse med hverken lov eller moral ved at køre i beruset tilstand, men jeg var klar over, jeg legede med ilden. Den eskalerende situation kom således ikke bag på mig, og jeg havde et valg. Jeg kunne have undgået konsekvenserne og følte (og føler) mig derved ikke som et sagesløst offer. For det tredje havde den dygtige psykolog, som jeg var så heldig at få kontakt til, ikke tid til at behandle mig umiddelbart, hvorfor jeg fik lov at vente i en måned. En måned, hvor jeg helt naturligt gennemgik de forskellige faser, der følger en sådan oplevelse: chok, angst, vrede, stress, indelukkethed, åbenmundethed og hvad dertil følger. Herunder talte jeg blandt andet med en kammerat, der fik udtalt: "Hvis du var mand, ville det ikke fylde så meget. Vi er ikke opdragede til at blive ligeså forskrækkede over sådan noget". Det fik mig til at tænke: "Måske er jeg ikke et offer, medmindre jeg lytter til de, der mener, jeg er".

Hermed mener jeg selvfølgelig ikke, at omverdenen nu skal begynde at sige "Ski'e med dig", når vores kvinder, mænd og unge får et par på munden. Det er noget skidt, som vi skal benytte vores love og sammenhold til at værne hinanden imod, men vi skal måske også overveje at skabe pladsen for "den ramte" til at frigøre sig fra offerrollen. Den er nemlig tung at bære og slet ikke givende i det lange løb, hvor man har behov for at fungere på niveau med alle andre. Min psykolog, da jeg endelig påbegyndte mit forløb hos hende, lod mig heller ikke være et offer. Vores møder handlede derfor sjældent om mine ubehagelige minder eller min tidligere partner - de kom, når de kom og blev ikke tvunget frem fra gemmeren, som var jeg et indesluttet og ubehjælpeligt væsen - men i stedet om de forholdsregler og livsvilkår, jeg var nødt til at skabe for mig selv, hvis jeg skulle undgå at ende i samme situation igen. Mit liv, mine regler og i særdeleshed mine konsekvenser på både godt og ondt.

Min tidligere partner og jeg hilser pænt på hinanden, når vi en sjælden gang mødes. Han er ikke et voldeligt menneske - det var han bare den aften. Han gør det aldrig igen, og jeg kan se på ham, at han bærer mere smertende ar med sig, end jeg gør. Vi var gift for hinanden. Han reagerede bare på en anden måde, end jeg gjorde. Den konklusion ville jeg ikke være nået frem til, hvis jeg havde internaliseret oplevelsen af at være et offer, som muligvis ville være sket, hvis jeg var drønet direkte i krisehjælp Jeg er ikke offer. Det var jeg ikke. Jeg var uheldig, snotdum og uforsigtig.

Voldtægt bruges i visse dele af verden som et våben i krig. I historien gengives det, at blandt andre muslimske kvinder er blevet voldtaget for at bringe skam over deres folkefærd. Disse kvinder skal således ikke blot løfte ansvaret for de personlige ar, der sikkert følger i kølvandet på sådanne oplevelser, men også det ansvar, som må opleves, når man bringer en kulturelt funderet skam over et helt folk. Sådan er det heldigvis ikke i Danmark, eller er det? Når en kvinde udsættes for vold, voldtægt eller andet, vi forbinder med overgreb, forårsages en kamp med ikke blot egen psyke, men jo også med omverdenen. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange, jeg fik at vide, at jeg var "i benægtelse" og så sårbar, at jeg ikke magtede at indse, hvad jeg havde været udsat for. Jeg benægtede og benægter skam ingenting. Jeg husker hele aftenen ned til mindste detalje - selv blå håndled, blodsmag i munden og ømme ribben månederne efter. Det styrer blot ikke mit liv, og jeg har flere gange undret mig over, at det ikke er "godt nok". Kan det ikke være "synd for Anna", medmindre Anna placerer sig i fosterstilling og hulker krumbøjet ovre i et hjørne resten af sine dage? Men det er gået op for mig, at det ikke er min smerte, jeg her tvinges til at håndtere - det er samfundets. Et samfund, der har brug for en firkantet kasse for at forstå og yde hjælp.

Jeg er ikke et unikum med uanede evner udi overlevelsens kunst. Jeg er, som kvinder er flest. Min oplevelse er ikke enestående og bør på en alvorlighedsskala ikke placeres i toppen, for selvfølgelig er der grader, og jeg skal desuden ikke udtale mig om konsekvenserne af noget sådant for andre end undertegnede. Men når det er sagt, mener jeg, at vi gør klogt i at skabe rummet til overlevelse, for det mangler. Ingen vil nyde godt af en livsvarig offerrolle, hvorfor det skal tillades, at vi (især kvinder) får lov til at snige os udenom.

Anna Bylov Kristensen

Stofmisbrug, Intelligente børn & Sårbarhed

2011-11-16T16:20:00.001+01:00

Journal of Epidemiology & Community Health har offentliggjort resultaterne fra en omfattende undersøgelse, som fremsætter, at intelligente børn med større sandsynlighed vil eksperimentere med og anvende euforiserende stoffer end mindre intelligente børn (Læs abstract her.) En konklusion, jeg med stor interesse, tager til efterretning, idet den stemmer overens med de oplevelser, jeg selv havde, da jeg i sin tid skrev speciale om netop stofmisbrug og årsagerne hertil. Nu er jeg dog hverken læge eller psykolog, hvorfor det ikke er mig forundt at konkludere på andet end et sociologisk grundlag; men hvor jeg i sin tid troede, jeg ville finde svigtede børn med unuancerede familier og handicappede følelsesgrundlag, fandt jeg voksne, der kunne berette om et barndomsliv fyldt med indtryk, imponerende refleksion og bemærkelsesværdige evner til at begå sig. Således mener jeg, at fordommen om narkomanen som værende et halvvejs evnesvagt og kompetencefattigt individ bør gøres alvorligt det skamme. Det er simpelthen ikke tilfældet. Tværtimod.

Groft generaliseret handler påbegyndelsen af et stofbrug efter min mening om, at et ungt menneske sanser verden meget voldsomt uden samtidig at besidde redskaberne eller publikum til at håndtere dette på en fornuftig måde. Med redskaberne mener jeg eksempelvis viden om, at en knust hjerte som regel heles, en skilsmisse overleves og følelsen af at være udenfor kan forsvinde. Med publikum mener jeg, at et barns oplevelser ofte underkendes, fordi der ikke mindst er tale om barnlig perception, men også oplevelser fra et menneske, som omverdenen behandler efter håndbogen "Børneopdragelse vol. 10,2" , hvorfor især voksne har tendens til at vide bedre, indtage forælderpositionen og give udtryk herfor, hvilket skaber en følelse hos barnet af at være alene og uden betydning - "de tager jo alligevel ikke det, jeg siger, alvorligt".

Sidstnævnte er især svært for de "kommende narkomaner", fordi de heller ikke oplever nær tilknytning til deres jævnaldrende. Til det er de simpelthen for modne og intelligente, hvorfor de bevæger sig i en art Ingenmandsland, som giver mig lyst til at nynne "De er ikke rigtige voksne, de er ikke rigtige børn, de er både og hverken enten eller...". Små voksne med et barnligt erfaringsgrundlag, dybe følelser og alt for få, der forstår og respekterer. Og hvad gør mennesker, der ikke bliver hørt? De råber ganske ofte højere og giver den verden, der ikke lytter, fuckfingeren, hvilket er det, der sker, når Lille Louise sniffer en bane coke på børneværelset for derefter at sætte sig til spisebordet sammen med mor og far. Ord og fuckfinger er blot skiftet ud med en handling, der taler sit langt tydeligere sprog.

Hvis disse børn dog bare var en smule dummere. Var de bare ude af stand til at opfange virvaret af kaos, som vi voksne, som årerne er gået, har vænnet os til at leve med, men sådan er det ikke. De ser det ligeså tydeligt, som vi gør, men de er langt mere sårbare, fordi de endnu ikke har nået at fylde deres værktøjskasser med de redskaber, man har brug for, når verden er uretfærdig, og livet gør ondt. Sårbar er nøgleordet. En sårbarhed forårsaget af deres intelligens, der gør dem i stand til at sanse den helhed, vi bilder os ind, at børn ikke ser. Men det gør de - de ser.

Anna Bylov Kristensen

Hvad mener du, Vejen til Skærsilden & Ost

2011-11-13T14:54:00.001+01:00

I en tid, hvor en overraskende stor del af den offentlige debat drejer sig om grænseoverskridende retorisk udfoldelse, synes jeg, vi skøjter let og elefant henover den allermest forbudte sætning af dem alle: "Hvad mener du?". Dén skriver man bare ikke, medmindre man er interesseret i at blive sendt direkte i skærsilden, en specialklasse for malersyndromsramte eller til Guantanamo. Jeg gør heller ikke. Hvis jeg ikke forstår, forlader jeg enten den pågældende debat-/blogdiskussion eller sigter bredt ved at kommentere på det, jeg antager, vi taler om. Sidstnævnte plejer at virke fint, hvilket sikkert hænger sammen med, at diskussionsholder heller ikke tør spørge, hvad jeg mener, hvorfor han eller hun følger mit sidespor for ikke at virke uopdragen eller stupid.

Det vil ellers klæde den offentlige debat, hvis flere turde efterspørge mening - for lur mig om denne ikke ofte er fraværende. Dermed ikke påstået, jeg besidder evnerne til at vurdere noget sådant, men jeg har dog læst en bog eller to, ført en samtale eller tre og tænkt en tanke eller noget, der ligner, hvorfor jeg skulle mene, jeg kan slå en søm i en lort (man må gerne sige "lort". Det siger de i min nevøs vuggestue) uden at ødelægge begge dele, men hvem ved? Måske er jeg simpelthen for dum til at begå mig? For jeg har i al fald ofte lyst til at spørge, når jeg i et debatindlæg kløjs over fremmedord og sætningskonstruktioner, som jeg ikke forstår, medmindre jeg drikker mig en 40 hestes brandert på og transmogriffer mig om til Data fra Star Trek. Så forstår jeg nemlig alt - også tysk.

At drukne læserne i ordknuder, videnskabelige kildehenvisninger (som man ikke har en kinamands chance for at gennemskue) og mesoævl er da også vanvittig genial selviscenesættelse, hvis man har som mål at fremstå overbevisende og vandtæt i sine argumenter. Det lyder jo flot og tilkendegiver, at vi her står ansigt til ansigt med et menneske, der har læst på lektien, som man fanderme ikke skal lægge sig ud med, medmindre man er parat til at få en overhaling af sin egen middelmådighed.

Når "som jeg ser det" bliver til "ud fra min optik", "Du er dum at høre på" gøres til "Din tilgang til fremlagte tenderer studentikositet" eller "Han er sgu sær" pakkes ind i "Dennes idiosynkrasi efterlader ham aparte", tier man som tilhørende stille. Helt stille. Dog ikke, hvis man er vild med den slags og laver et come back, hvor man forsøger at demonstrere sin egen retoriske overlegenhed ved at inddrage Nietzsche, Kierkegaard og PH-lamper, hvorefter vi andre igen ender ved "Hvad mener du?", da den givne diskussion nu har udviklet sig til en kamp på ord fremfor en kamp på mening. Det er normalt her, jeg slukker computeren, skruer op for Sebastian og fryder mig over Ostesangen, der for mig er visdom: "Verden er så fuld af skønne kvinder. Driver mig til vanvid, også når de ikke er der. Tankerne om kvinder forsvinder, når man bor lang tid på en øde ø som jeg. Så tænker man på: Roquefort og Emmentaler, gorgonzola - jeg betaler, hvad som helst for feta. Hvad der lugter endnu værre, gammel ost fra Kreta. Ost - jeg vil ha' ost. Jeg må ha' ost". Se, det giver mening, når nu man må opgive at være med, hvor de kloge folder sig ud.

Anna Bylov Kristensen

Signe Wenneberg, Mie Haarder & Alderskortet

2011-11-10T17:15:00.001+01:00

Mundlam faldt jeg over P1-debatten på DR2 for nogle dage siden, hvor Mie Haarder og Signe Wenneberg diskuterede køn, ligestilling og feminisme, hvilket som sædvanligt var ganske uinteressant, idet begge parter smed om sig med argumenter, man har hørt tusinde gange før og stadig ikke kan bruge til særlig meget, fordi generaliseringerne indbefattet heri er så grumme, at man må ta' sig til hovedet. Så mundlammelsen fremkom altså ikke på grund af spænding og interesse, men grundet Wennebergs udtalelser om, at hun - qua sin alder - havde det mest valide perspektiv på ligestilling, køn, kvinder og mænd; sikkert også på skovsnegle, snustobak og løvfald, hvis nogen havde formastet sig til at spørge, hvilket ingen desværre gjorde.

Jeg undgår som regel diskussioner, hvor "Èn er oplært af livets skole" og "Af skade bliver man klog" optræder som de (knapt så) hårdtslående argumenter, der skal få given modstander til at nikke skamfuldt og erkende sin middelmådighed. Jeg undgår dem, fordi jeg får lyst til at sige meget grimme ting, som jeg bagefter vil fortryde, fordi min mor og far trods alt har opdraget mig til at være vidende om, at "Røvsnaps" og "Imbecile pensionist" ikke er pæne ting at kalde andre mennesker (i al falde ikke mens de hører det). Men jeg synes, der er dumt - meget dumt - når man sætter lighedstegn mellem alder og klogskab. For hold nu op, hvor kender jeg dog til enormt mange vanvittigt ukloge mennesker, der både tæller 40, 50 og 60 år. Alder indikerer udelukkende, hvor meget tid du har haft til at lære noget i - sgu ikke, hvor meget du har lært.

Selv har jeg flere gange oplevet 40+ kvinder, som ringer eller skriver til mig i håbet om, at jeg har et godt råd, når det gælder alt lige fra mænd til økonomi. At tænke sig - større forskel er der sørme ikke, end "damer" på den alder kan bruge en knapt 30 år gammel "piges" erfaringer til noget. Og det vi jo også godt. Hvad Laila på 50 ikke ved om medafhængighed, ved jeg, mens Laila måske ved et og andet om jordbærplanter på altaner, som jeg ikke har styr på. Det kan ikke undre, fordi livet er så kort, at vi ikke kan nå at indhente viden om alt og derfor må bruge hinandens kompetencer, skal vi nå at få styr på både mænd, jordbærplanter og Gud ved hvad. Således strækker vidensdeling sig heldigvis udover alder og indskrænker sig i stedet til at handle om, hvad man reelt ved. Common sense. Men åbenbart ikke "common nok" til, at det ikke kan glemmes, når man hedder Wenneberg og gerne vil vinde en diskussion, hvilket åbenbart ikke lader sig gøre, selvom man både forsøger at smile indforstået til studieværten, plirre med de yndige øjne og fnyse sarkastisk, når opponenten eksempelvis tillader sig at mene, at kvinder selv må arbejde sig op i hierarkiet, vil de have indflydelse. Frem må alderskortet. Vupti.

Faktisk kunne man ganske rimeligt påpege, at jo ældre du bliver, des mere blind bliver du. Som en tegning med tusindvis at kruseduller, hvor der ikke er plads til at tegne nyt. Din bitterhed, dine knuste drømmer og illusioner bliver dit åg, der bevirker, at du ikke er i stand til at se dine omgivelser, som de ser ud, men udelukkende ud fra dine egne erfaringer med dem; personlige erfaringer skabt af "din tid", din generation og subjektive oplevelse af verdens sande tilstand. Subjektive oplevelser der, som tiden går, cementeres grundigere og grundigere, fordi din bagage måske nok udbygges, men trods alt stadig indeholder det samme, som den altid har gjort. Ja, måske er du ligefrem blevet dumstædig? Eller bare gammel og slidt? Du må selv vælge.

Anna Bylov Kristensen

Olie, Kul & Vindmøller

2011-11-09T06:35:00.002+01:00

Noget med kræft, Frygten for statslig indblanding & Forældreansvar

2011-11-03T15:24:00.000+01:00

I går havde Aftenshowet på DR besøg af Professor i noget med kræft og Folketingsmedlem for Venstre, som mente noget om kræft. Sagen er, at flere og flere unge under 30 år får konstateret hudkræft, hvilket menes at skyldes overdreven brug af solariesol. Herom blev det af de respektive parter diskuteret, hvorvidt et solarieforbud for unge under 18 år vil være en fornuftig måde at forebygge på eller ej. Professoren var positiv overfor et forbud. Folketingsmedlem for Venstre var negativ grundet den hyppigt anvendte forklaring: "Der er grænser for, hvad staten skal blande sig i" med den ligeså hyppigt anvendte tilføjelse: "Der er noget, der hedder forældreansvar".

Og det er der vel nok - altså grænser for, hvad staten skal blande sig i og noget, der hedder forældreansvar, men nu er jeg ikke liberalist i den gængse forstand og er derfor slet ikke så bange for, at den slags indblanding tager overhånd. Snarere tværtimod. Jeg ser det som en fælles og solidarisk ansvarstagen for vores sundhed, børns fremtid og desuden en måde, hvorpå vi kan sørge for, at børn fra (undskyld) uoplyste familier passes på i lige så høj grad som børn fra oplyste familier. Og hvad mon der sker, hvis kræftsygdom hos børn bliver et forældreansvar? Jeg vil eksempelvis frygte, at der lige i kølvandet venter en regning for kræftbehandling til den familie, der ulykkeligvis rammes. For er det ikke et samfundsmæssigt ansvar, må det jo være den enkelte families, og så skal de vel selv betale?

Det samme gør sig i øvrigt gældende, om vi så har fokus på cigaretter, usund mad eller alkohol, og jeg synes, det er hul i hovedet at tale om "for megen indblanding", når det gælder børn og unges omgang med disse til tider dødensfarlige livsstilstilvalg. Overdreven indblanding baseret på et sundhedsvidenskabeligt grundlag lader sig simpelthen ikke gøre. Vi har som samfund slet ikke råd til at tænke sådan, når vi samtidig - og forhåbentligt - fastholder, at adgangen til behandling for eksempelvis kræft skal være en basal del af vores velfærdsydelser.

Jeg vil mene, at frygten for statslig indblanding har taget overhånd, hvorved det tidligere nævnte "hyppigt anvendte argument" er blevet en kliché. Jeg er helt med på, at der er grænser, men disse overskrides altså ikke, fordi der nedsættes regler for den danske ungdom i ovennævnte henseender. Folketingsmedlem for Venstre påpegede dog godt nok - som var det det bedste argument i verden - at det jo også er op til forældre at tvinge deres børn til at køre med cykelhjelm eller ej, hvilket fik mig til at tænke, at der skal vi selvfølgelig også have et forbud: Er du under 18, kører du med cykelhjelm. Sådan. Længere er den ikke. Så kan du beslutte, hvordan du vil gå klædt, hvem du vil kysse i din gadeport og danse med til langt ud på natten, men vi fastlægger altså de rammer, du kan gøre det under.

Men vil forældreansvaret lide skade? Det lader til, at Venstre tror det. De synes at forestille sig, at jo mere staten tager ansvar, des mindre gør borgerne det. Det, mener jeg, er en mærkelig måde at tænke på. Som om jeg bliver ligeglad, fordi andre ikke er det. Hvis jeg som forælder ikke skal tage stilling til, om mine unger må købe cigaratter og alkohol, køre på cykel uden hjelm og gå i solarium, kan jeg bruge tiden på at fortælle dem lidt om økologi, dumheden ved at dyrke ubeskyttet sex og gå på slankekur i tide og utide - der er jo for pokker masser af ting, de skal lære, og jeg ville da synes, at det var en dejlig håndsrækning ind imellem at kunne sige: "Jamen, det kan godt være, at du vil være brun, men det bliver altså ikke ved hjælp af en menneskegrill. For det første står det i loven og for det andet, er det for dumt. Det ved selv Sidney Lee". Ikke så meget frem og tilbage dér - loven gælder, og selv mennesker, som ikke ligefrem scorer toppen på en IQ-skala, ved bedre. Slut.

Faktisk er det nok det, der irriterer mig mest: Antagelsen om, at jeg bliver dum, fordi mit samfund - mine statslige rammer - bliver klogere. Det er så nedladende, at jeg føler mig provokeret. Ligesåvel som jeg bliver klogere og mere oplyst - og det gør jeg jo, fordi jeg eksempelvis lytter til Professor i noget med kræft og kan gå i skole, hvor jeg kan lære noget om det der videnskab - så bliver det samfund, jeg betaler til, lever i og er gjort af forhåbentlig det samme, og det vil jeg sådan set gerne se afspejlet i måden, vi generelt set påbydes at indrette os på. Alt andet svarer jo til, at jeg som borger står og siger: "Man må altså ikke slå børn", hvorpå staten Danmark responderer med et: "Ja, det bestemmer du så selv". Jeg modtager i al fald ikke glæde ved, at de danske love er mere stupide, end jeg selv er, men måske gør Venstre? På den måde vil de jo til stadighed have en rolle at udfylde i Folketinget.

Anna Bylov Kristensen

Rendyrkede kællinger, Bedre sent end aldrig & Åbenbart svære at forstå

2011-11-01T08:02:00.000+01:00

I de seneste dage har jeg på internettet og i aviser læst en del om bitterhed, kvinder med provokerende attituder og grænseoverskridende brug af ord, og jeg er en kende overrasket over postyret. Bor mennesker i jordhuler eller hvad? Det er da i højere grad reglen end undtagelsen, at lige netop kvinder er arrige, hvorfor jeg har svært ved at forstå, at folk er ved at falde over hinanden i ren og skær benovelse. Men kom en eller anden til at stikke til de forkerte eller måske de helt rigtige? Jeg kan i al fald ikke lade være med at tænke "bedre sent end aldrig", hvis rendyrkede kællinger med ufiltrerede holdninger i disse dage indskriver sig til en plads i mediebilledet - de har manglet.

De har ikke manglet, fordi det er hos dem, den hellige gral og sandheden absolut skal findes. Det er heller ikke fordi, de har større berettigelse i den offentlige debat end andre, men de tjener dog det fine formål at nuancere kvindebilledet på godt og ondt. Begynder kvinder at sige, hvad de i virkeligheden mener uden at fjolle rundt, som var de fusioner af "Nynne møder Bridget", dannes grundlaget for en ligeværdig debat, hvor kvinder ikke kan gemme sig bag lyserøde jeg-er-grov-hvis-jeg-skriver-et-bandeord-facader, som ellers giver dem en vis charme, om de udtaler sig nedsættende om mænd, præster eller dyreunger. Charmen er væk, og vi kan begynde at tale sammen som mennesker med meninger fremfor som hårdtslående mænd og blondebesatte kvinder, hvilket jeg er svært tilfreds med.

For selvom kønnet er en vigtig og ufravigelig faktor for vores tilgang til verden, så har det ikke en plads ved debat- og forhandlingsbordet, og jeg er mildest talt træt af at høre om "kvindelige og bløde værdier" gemt i en fremstilling af den vestlige dame, som var hun et udsat væsen, der har behov for kvoter, positiv forskelsbehandling og gangstativ for at blive hørt. Den forgangne uge taler sig eget tydelige sprog: Det har hun ikke. Vil hun høres, bliver hun hørt. Vil hun være klar i spyttet, er hun det, og hun gør det uden at henfalde til mandehad, som jo ellers har været omdrejningspunktet for de fleste "grove kællinger", vi hidtil har set i den offentlige debat. Gudskelov placerer hun sig heller ikke på det nyopdyrkede violette hold, hvor der ikke er grænser for, hvad kvindelige debattører er villige til at påstå i forsøget på at vinde den offentlige maskuline sympati. Faktisk placerer den ufiltrerede harpe sig ikke på andet hold end "meningsholdet". Dér hvor meninger bare er meninger uden stillingtagen til sympati, køn og politik. Dér hvor meningen slet og ret er meningen frigjort fra forkromede partiprogrammer og indviklede dagsordner. Dér hvor det er umuligt at finde anden bagtanke end "jeg siger, hvad jeg tænker".

Men er verden parat? Jeg er i tvivl, for sindene koger. Én står på spring for at brøle "Betonfeminist" efter harpen. Den næste mener, der slet ikke kan være tale om en kvinde, idet det åbenbart kun er mænd, der kan smide om sig med ukvemsord og stikke verbale uppercutters til højre og venstre. En helt tredje er bare forvirret og forsøger at finde mening med galskaben ved at inddrage samtidsanalyser og indsætte den grove retorik i et større perspektiv. Der skal død og pine være en forklaring, som kan få os til at forstå dette "fænomen" - denne rejekælling, som bryder med traditionen for god kvindsk opførsel i det offentlige rum. Personligt tror jeg ikke, der er anden forklaring end ærlighed og autenticitet uden et samtidigt behov for at helgardere sig bag en sødsuppeindpakning, som i lange tider har fritaget kvinden for at stå på mål for det, hun i virkeligheden mener. Som sagt: jeg er svært tilfreds.

Anna Bylov Kristensen

Fatamorganafattige, Need to have & Nice to have

2011-10-31T21:23:00.000+01:00

Oh, jeg har været i vildrede. Jeg har så gerne villet skrive om Joachim B. Olsens udtalelser om, at der ikke findes fattige i Danmark, men jeg har ikke været i stand til at gennemskue forelagte talmaterialer, som fremsætter, at en familie på overførselsindkomst med to børn kan have 12.000 kroner i rådighedsbeløb pr. måned - rådighedsbeløb forstået som den pengesum, man har tilbage, når alle faste udgifter er betalt. 12.000 kroner lyde jo umiddelbart af en del, og er det realiteten, vil jeg egentlig gerne påbydes at holde kæft. Men idet hverken SFI eller de danske ministerier har kunnet verificere eller oplyse mig om baggrunden for de tal, som både Olsen og diverse nyhedsmagasiner lægger til grund for deres påstand om, at fattige danskere er et fatamorgana, har jeg set mig nødsaget til at gå til ekstremer: Empirien. Den selvoplevede virkelighed.

Jeg har aldrig anset mig selv for at være fattig. Hverken i min tid som SU- eller dagpengemodtager, selvom det for sidstnævnte har været gældende, at jeg har haft et beløb på cirka 7500 kroner minus boligudgifter (4800 kr.) minus telefon (200 kr.) minus internet (200 kr.) minus A-kasse og fagforening (700 kr.) minus licens (100 kr.) og minus el/varme (400 kr.) = 1100 danske kroner at leve for pr. måned. Men måske er 1100 kroner helt ok? Det valgte jeg at tænke, idet jeg ikke ville virke utaknemmelig. Jeg kunne jo bare lade være med at bo i egen lejlighed i København, hvor 4800 kroner for en toværelseslejlighed med fri vask og altan er skræmmende billigt. For de 1100 kroner pr. måned overlevede jeg og købte mad, kattemad, tandlægebesøg, betalte dyrlægeregninger, p-piller, fødselsdagsgaver og sporadiske cafebesøg med veninder (ja, det tillod mig altså). Jeg tog dog ikke på ferie eller købte nyt tøj. Det var der ikke råd til, men var også ok. Jeg trodsede irritation og valgte at tænke, at det var en midlertidig situation, hvilket det heldigvis også var. For det er ikke sjovt ikke at have råd til at købe nye sko, når man mangler. Ikke dyre sko. Bare sko.

1100 kroner om måneden er faktisk under den internationale fattigdomsgrænse - langt under. Men pyt med det. Det var som skrevet bare midlertidigt, men hvad nu med de mennesker, som ikke har andet end overførselsindkomst at se frem til? Jeg håber ved Gud, at de har mere end 1100 kroner om måneden at arbejde med. Det ved jeg godt, at de har. Især dem med børn, som får bidrag til det ene og andet. Gad vide, hvad de har brug for? 4000 kroner i rådighedsbeløb? Det er nok lidt for lidt, hvis ungen skal leve sundt og have nyt tøj ind imellem. 6000 kroner? Måske - hvad ved jeg. Frisør, en flæskesteg en gang om måneden, en ferie, hyggeaftner om lørdagen og varme vinterstøvler koster jo. Men det skal de måske ikke have råd til? Det er muligvis at strække den danske velfærd en tand for langt?

Det kommer vel an på, hvad vi mener, at standarden skal være for de mennesker, der vitterligt ikke kan arbejde. De tjener jo ikke en skid til samfundet og kan derfor undværes, så hvorfor skal vi give dem mere end højst nødvendigt? Måske fordi de er mennesker? Måske fordi de har børn, som helst skal vokse op og turde gribe de muligheder, deres forældre ikke kunne? Eller skal børn af overførselsindkomstforældre fra barnsben proppes i kategorien "andenrangsborgere", hvilket de jo bliver, hvis de ikke - ligesom alle andre børn - kan møde i skole efter sommerferien og fortælle, at de har haft den fedeste ferie nogensinde eller har fået en fin fødselsdagsgave.

Måske findes der ikke fattige i Danmark? Måske har de overførselslevende masser af penge, men er bare idioter til at forvalte dem? Jeg tvivler dog. Jeg tror ikke, at min tidligere situation har været enestående, og jeg undrer mig over, at fattigdom i Danmark skal gøres til et spørgsmål om, hvorvidt man kan overleve eller ej. Der er vel for fanden ingen, der "bare" skal overleve. De skal også leve. Og med det skattetryk vi har i Danmark burde der være råd til, at ethvert barn får en flot julegave, et juletræ og en fedtbefængt juleand. Det er ikke "nice to have". Det er "need to have", hvis vi skal udvikle ligeværdige mennesker, der tør tro på, at de gælder og kan bidrage.

Anna Bylov Kristensen

Se-mig-kultur, Legitime deltagere & Opmærksomhedshungrende desperadoer

2011-10-29T13:25:00.000+02:00

Vi lever i en Se-mig-kultur, om det er der vist ikke længere tvivl, hvorfor vi griner lidt i skægget, når Falske-negle-Fanny og Silikone-Sus påstår, at de deltager i Paradise Hotel, fordi de ser det som en spændende, personlig udfordring. Jeg er ingen undtagelse, når det kommer til at dyrke denne kultur. For hvad har en blog sammenlignet med en dagbog? Svaret må vel være: Publikum (plus gadgets!). At der så er andre både reelt positive samt negative konsekvenser ved at være offentligt tilgængelig er en anden sag, som jeg finder mig for doven til at tage op her på en råkold og tåget lørdag, hvor jeg på tredjedagen af min tapetafrensning i stuen har fået en faretruende lyst til at knalde hovedet hårdt ind i væggen og fortryde alt.

Hvad, jeg i højere grad finder interessant ved Se-mig-kulturen, er, at der for nogle af de deltagende kun findes hån tilovers for deres selviscenesættelse, mens der for andre findes legitime og moralsk acceptable årsager til at være med. For noget tid siden læste jeg eksempelvis, at det var ynkeligt, at en pige, som er kendt fra et program om singler, deltog i et Til middag hos-show på enten TV3 eller TV5. Hendes deltagelse var åbenbart udtryk for et desperat ønske efter at være kendt og få opmærksomhed. Det er måske sandt, men hvorfor får nuværende og tidligere politikere, fodboldspillere og respekterede musikere ikke samme overhaling? Har de mere berettigelse i et TV-køkken end en pseudostjerne? Ikke umiddelbart vil jeg mene, idet jeg ikke ser større sammenhæng mellem eksempelvis konservative partiprogrammer og cheese cake end mellem shotsdrikning på en strandbar og rejecocktails.

De legitimerede deltagere i Se-mig-kulturen må alt - også selvom de herved bevæger sig langt væk fra det område, man kunne kalde deres spidskompetence. De er kendetegnet ved en offentligt respekt, som tydeligvis bevirker, at vi accepterer deres tilstedeværelse i utraditionelle sammenhænge uden samtidig at kalde dem ynkelige, opmærksomhedssøgende og desperate. Heller ikke selvom det måske er lidt spøjst, at flere af dem, når de i forbindelse med ovennævnte programmer bliver spurgt, om de er glade for at lave mad, svarer: "NEJ, jeg laver aldrig mad", hvilket ud fra min betragtning foranlediger endnu et spørgsmål: "Hvorfor er du så med i en madlavningskonkurrence?". Det hyggelige selskab? Måske, men det kunne man vel også stable på benene udenfor kameraets rækkevidde. Mon ikke dette også handler om selvpromovering? Det tror jeg, hvilket, jeg som sådan også synes, er helt fint. Uden "fans" er man nok ingenting i showbiz eller på den politiske scene - man kunne selvfølgelig nøjes med at være en dygtig skuespiller eller en kompetent politiker, men sådan hænger disse verdener måske ikke sammen, hvorfor Pia Kjærsgaard død og pine må være Familien Danmarks fange på fortet.

Jeg har intet at udsætte på realityshows eller deltagerne heri. Begge er her for at blive, og jeg tror ikke, at alle fordommene om sådanne programmer er baseret på særligt meget andet end den danske jantelov. Jeg ser dog ikke nogen som helst forskel på motivet, der får Paula Larrain til at lave mad fra Chile foran kameraet eller Singlepige fra provinsen til at gøre det samme. Begge søger opmærksomheden, kendisstatussen og omtalen, hvilket jo rent faktisk kunne få én til at overveje, hvem der er mest hungrende efter publicity: Den allerede kendte, der ikke kan slippe kameraets spotlight, hvorfor h*n nu "går pop" for at holde fast på det, eller hende, der bare gerne vil prøve at stå i det?

Anna Bylov Kristensen

Det akademiske enevælde, Viden & Dumhed

2011-10-28T19:22:00.000+02:00

"Hvad bruger du egentlig din uddannelse til?", blev jeg spurgt tidligere i dag, da jeg var på arbejde. "Øhh, der er jo sociologi i alting, og uddannelse er vel aldrig spildt", svarede jeg og stirrede derefter koncentreret på mine papirer i et forsøg på at slippe for yderligere spørgsmål. Det virkede. Rent faktisk bruger jeg den vel ikke til så meget. Den er bare et bevis på, at jeg er akademiker, kan gennemføre noget kedeligt og ikke er det mest hjerneforladte menneske, verden endnu har set. Sidstnævnte sætter jeg pris på. Andennævnte gør mig godt tilfreds, da jeg ellers kunne være i tvivl om, hvorvidt jeg har udviklet mig, siden jeg var 14. Førstnævnte - her går jeg i stå. A-k-a-d-e-m-i-k-e-r. Det lyder meget flot, men i virkeligheden siger det ikke skidemeget om noget som helst. For akademikere kan være ligeså snotdumme som alle andre. De tjener som regel ikke mere end en håndværker, oversygeplejerske eller pædagog med erfaringen i behold, og de kan opføre sig ligeså tåbeligt som den næste, selvom de ved, hvad idiosynkrasi og moralsk nihilisme betyder og desuden, hvordan Hannibal kom fra Kartago over Pyrenæerne samt Alperne og endeligt til Italien. Elefanter. Nu hvor jeg tænker efter, lærte jeg vist Hannibal at kende hos Elisabeth i latintimerne på gymnasiet, så den trækker vi lige fra igen.

Jeg mener skam, at uddannelse aldrig er spildt. Det er sundt at udfordre sin hjerne, jeg er glad for min egen cand.scient.såkomjegigennem-titel, og jeg skriver ikke, som jeg gør, fordi jeg kalder til kamp mod landets universiteter. Det handler i stedet om, at jeg nu flere gange er faldet over nedrige kommentarer rundt omkring på internettet, hvori det insinueres, at manglende akademisk dannelse er lig med mangel på dannelse generelt. Jeg gik åbenbart i seng i 2011 og vågnede op i 1914, hvor akademiske uddannelser var overklasseforbeholdte goder og noget nær tegn på adelig status. Og jeg undrer mig, for hvis der er noget, jeg har lært på det dersens universitet, så er det, at de akademiske discipliner må og skal være opmærksomme på deres blinde vinkler samt manglende evne til at vide noget som helst om andet end det, de er bestemt til at vide noget om. Men jeg ser journalister, der giver den som økonomiske vismænd. Kommunikationsuddannede, som mener at vide, hvordan landets vandløb og torskebestand skal reddes, og politologer, der ikke kan få nok af at lege alvidende, når det kommer til vejr, vind og konditorbagere. De er jo akademikere. De ved alt. Oraklet fra Delfi - du er fyret. Det ser dumt ud.

Men dog ikke nær så dumt, som når selvsamme mennesker underkender alt, der ikke lugter af akademiske kundskaber. Skulle en forbipasserende til de førnævnte internetdebatter eksempelvis formaste sig til at mene, at borgerlige kvindemennesker, Deadline eller økologi ikke ligefrem er åbenbarende elementer for folket, underkendes dette, såfremt de givne holdninger ikke er smasket til i akademisk pladder, diplomati og vi-mener-en-masse-men-siger-det-aldrig-direkte-floskler. Man skal især huske det sidste. Flosklerne er meget vigtige, idet de får dig til at lyde fandens klog, mens ingen forstår, hvad du siger, hvorfor kritiske spørgsmål udelades. Lidt ligesom den sidste taxachauffør, der hentede mig i Valby down town. Han talte rigtig meget, men jeg forstod ikke andet end "forstår du, hvad jeg siger", hvortil jeg svarede højlydt "Ja...Ja, ja", fordi jeg var bange for at virke nedladende eller dum, hvis jeg indrømmede, at jeg fattede hat. I stedet valgte jeg at være den mest enige taxapassager nogensinde og gav sikkert chaufføren indtrykket af, at han var den klogeste mand på hele jorden. Det var han måske også.

Men taxachaufførren talte et sprog, jeg ikke kender. Danske akademikere taler forhåbentligt dansk, når de giver den som Hr. og Fru Bedrevidende i diverse debatsammenhænge - eller gør de? Jeg har dem mistænkt for at sidde med Ordbog for Filosoffer version 8,9, når de skal udbrede deres vidensmæssige overlegenhed. Det lyder i al fald indviklet, men er der et indhold, ser jeg det ikke. Tove Ditlevsen skrev: "Den kender mest til kærlighed, som aldrig mødte den. Om dyden ved den lastefulde mer, end nogen tror. Mit hjerte hader pæne voksnes hækkeklippesaks. Det er på vilde buske, verdens sjældne blomster gror". Viden, indsigt og anvendelige erfaringer kommer i mange former. Det samme gælder tydeligevis dumhed.

Anna Bylov Kristensen