24 – Gud blev menneske for at gøre sine fjender til venner.

Denne sidste dag i kalenderen vil jeg blot ønske jer alle en glædelig jul. Gaven er denne sang fra Sovereign Grace Ministry der opsummerer den årsag vi nu har set fra en masse leder og kanter til at Gud blev menneske. Han kom for at bære vreden for vores synd. Han kom for at gøre sine fjender til venner.

12 – Gud blev mennesker for at frelse syndere – selv de største som Paulus

For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.(1Tim 1:15)

Det er endnu et af de helt klare udsagn omkring intentionen med Jesu fødsel. Jesus kom til verden. Gud blev Menneske – for at frelse syndere, og af dem er Paulus den største. Det kan ikke være tvivl om at Paulus betragtede sætningen om, at Paulus er den største synder som en del af historien der skulle fortælles om hvorfor Gud kom til verden. Der er ikke tale om en generel ydmyg holdning til sig selv – men om en del af historien omkring evangeliet. Det frelser syndere – selv den største som Paulus. Han tilføjer dette i et gammel opstandelses vidnesbyrd, som noget officielt. (1Kor 15:9) Denne liste afslutter han med: Sådan prædiker vi! Menigheden i den første tid prædikede et budskab omkring hvad der skete med Jesus og hvorledes han viste sig for sine apostle og kaldte dem til at være vidner om Ham. Den sidste af dem alle var Paulus. Han betragtede dette som et faktum der gav ham ret til at kalde sig apostel. I 2. Korintherbrev bruger han således dette syn som et tegn på at han er apostel.

Er jeg ikke fri? Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre? (1 Kor 9:1)

Men historien om at Peter, så de 12, dernæste 500 brødre (hvoraf de fleste da Paulus skrev stadig var i liv) dernæste Jakob, så alle apostlene, og til sidst Paulus – misfosteret som havde forfulgt menigheden, er også hos Paulus historien om hvordan den største synder blev apostel.

Paulus fortæller os hvorfor Jesus valgte at vælge den største synder til at blive den apostel der arbejdede mest.

Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv. (1 Tim 1:16)

Hørte du det synder? Hvis Han kan frelse Paulus – så kan han også frelse dig. Glædelig Jul

11 – Gud blev menneske for at vi kan have liv i overflod

v1 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, han er en tyv og en røver. v2 Men den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde. v3 For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. v4 Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst. v5 Men en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.« v6 Med dette billede talte Jesus til dem, men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om. v7 Jesus sagde da igen: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er døren til fårene. v8 Alle de, der er kommet før mig, er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem. v9 Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. v10 Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod. (Joh 10:1 -10)

Religiøse lederes – tyveri, røveri og ødelæggelse

Johannes evangeliet præsenterer Jesus for os gennem en række tegn og udsagn omkring Ham. Han er logos – ordet fra begyndelsen. Han er lyset – lyset som mørket ikke kan få magten over. Han er opstandelsen og livet – den der tror er gået over fra døden til livet. Han er vejen, sandheden og livet. Han er også Hyrden. Fårerens Hyrde. Men i denne tekst er Han også mere end dette. Han er døren ind til fårene. “Jeg er døren, den der går ind gennem mig skal blive frelst.” Han er dog også den som kommer – og i modsætning til tyvenene og røverne, der ikke går gennem Kristus (døren) og som kommer for at stjæle, så kommer Han for at “de skal have liv og have i overflod.” Det er et løfte Jesus giver andre steder også, som strømme af levende vand, der for evigt og altid slukker tørsten. (Joh 7 og 4) Teksten beskriver for os hvorledes fårene – indtil hyrden kom – er blevet ledt vil af tyve og røvere. Disse fremmede – tyve og røvere – kunne ikke vække noget i fårene der ville få dem til at følge efter hyrden – fordi de var fremmede, og ikke kom gennem døren, de måtte derfor stjæle sig til fårenes efterfølgelse. Kristus er nøglen til det liv – der sætter fårene i stand til at blive efterfølgere af hyrden. Tyvene kom blot for at stjæle fra fårene og ødelægge dem. Jesus peger helt klart på de dårlige hyrder Israel var ledt af. Farisæere der som Nikodemus ikke kendte til hvordan man bliver født påny. Jesus anklagede dem i Matt 23 for en række anklager der giver mening som tyveri, røveri og ødelæggelse af Guds får:

• “De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.” 23,4
• “Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I lukker Himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke.” 23,13
• “Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I renser bæger og gryde udenpå, men indeni er de fulde af rovlyst og griskhed.” 23,25
• “Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. v28  Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed.”23,27-28

Jesus dom over dem var klar og utvetydig: “Slanger! Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?” 23,33 Roden til alt dette er selv-gjort retfærdighed der danner udgangspunkt for menneskets overbeviste status foran Gud. Sådan en kan kun være modbydelig ond. Hvorfor? Fordi det er løgn og bedrag. Et sådant løgn og bedrag der i Guds øjne er som en sminket grav. Dette er Guds dom – set i Farisæernes forkastelse, over alt egne-gerningsbaseret retfærdighed. Derfor over enhver religion. Kristendommen er forkastelsen af noget anden vej til Gud, end gennem Guds Søn’s retfærdighed. Han er døren – Han er den som Kalder – Han er den der Kaldes til. Og Han giver det – som ingen Religion kan give. Liv og Liv i Overflod. Retfærdighed, Fred og Glæde.

Liv i overflod

Vers 7 til 10 lærer os om livet i overflod: Det har intet med tyvene og røvernes at gøre:

• De kom før Jesus
• Fårene hørte ikke på dem. (I johannes evangeliet skal dette i høj grad læses i lyset af kapitel 9, hvor den blindfødte absolut forkastes af Farisæerne som en der intet fatter, hvorimod historien gør det klart at det er lige omvendt.)
• De kommer kun for at stjæle, slagte og ødelægge

Derimod så kommer ved Jesus der er Døren.

• Frelsen ligger i at gå igennem ham – og udtrykkes som at “gå ud og finde græsgange.”
• Frelsen ligger i at komme til Kristus og få liv i overflod

Disse udsagn skal ses i lyset af hvad Jesus fortsætter med at sige i Johannes 10. Han sætter sit liv til for fårerne. Han leder dem. Men det skal også ses i lyset af salme 23 der i høj grad er den gamle testamentlige baggrund for Jesus tale i Johannes 10. For at vise dette har jeg indsat udsagn fra Joh 10 med rødt i salme 23

v1 Salme af David.

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
v2 han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand. Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. (Joh 10:2)
v3 Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, v28 og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt. (Joh 10:27-28)
v4 Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst. Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. v12 Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; v13 for han er daglejer og er ligeglad med fårene. (Joh 10:11-13)

v5 Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. (Joh 10:10)
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod. (Joh 10:10)

v6 Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,  Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. (Joh 10:29)
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. (Joh 10:28)

Det Jesus siger er: Jeg er Hyrden – som sætter mit liv til for fårene. Mine får er dem der hører min røst, og som jeg leder. Jeg leder dem på rette stier, til evigt liv

17 grund til at Gud blev menneske

17. Grund til at Jesus Menneske er for at vi skal leve ved ham.

Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. (1 Joh 4:9)

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. (Joh 3:16)

Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. (1 Joh 4:10)

16 – Gud blev menneske for at gøre Guds vilje

Derfor siger han, da han træder ind i verden:
Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have,
men et legeme har du beredt mig;
v6 brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.
v7 Da siger jeg: ›Se, jeg er kommet
– i bogrullen er der skrevet om mig –
for at gøre din vilje, Gud.‹
v8 Mens han først siger: »Slagtoffer og afgrødeoffer, brændoffer og syndoffer ville du ikke have, og du ønskede dem ikke« – og det er dem, der frembæres som ofre ifølge loven – v9 så fortsætter han: »Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.« Han ophæver altså det første for at sætte det andet i kraft, v10 og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle. (Hebr 10:5-10)

Det siger alting om menneskets faldne tilstand – at Gud må blive menneske, for at gøre Guds vilje. Så falde er vi at vi ikke kan forløse os selv – så håbløst er det, at Gud selv må gøre det. Men hvorledes kan Gud blive straffet for synd? Det er en ufattelig tanke – men ikke desto mindre det evangeliet fortæller os. Slagtofre, afgrødeofre, syndoffer og brændofre – var ikke befalet af Gud for at rent faktisk sone menneskets synd – de skulle i stedet lære os om hvad der må til for at sone os med Gud. Hebræerbrevet fortæller os hvor intentionelt Jesus død er bundet op med Guds vilje. Det er ikke en ting der tilfældigvis sker med Jesus som Gud så drager nytte af. Gud havde – “beredt et legeme” til Jesus. Ved dette legemes offer  – var det Guds vilje – “en gang for alle at hellige sit folk. Esajas 53,10 viser os på samme måde at Guds vilje er intimt forbundet med Jesus død: “Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom (put him to grief – engelsk). Når hans liv er bragt som skyldoffer, ser han afkom og får et lang liv, og Herrens vilje lykkes ved Ham.” Ligeledes fortæller Apostlenes Gerninger kap 4,27-28 os at Herodes og Pilatus gerninger mod Jesus var gjort på baggrund af det som “Guds hånd og vilje forud hvade bestemt skulle ske.” Jesus død og på korset kan ses som vores lydighed mod Gud, Hans liv og gerninger også ses som vores lydighed mod Gud. Gud tilregner os den død – og dette liv, af nåde ved tro. Således trøster evangeliet os – os som ikke har nogen retfærdighed vi kan kalde vores egen – at Guds vilje – i vores liv – skal lykkes ved Ham, som sagde: “Se jeg er kommet … for at gøre din vilje Gud.” Guds vilje er at enhver som tror på Jesus Kristus, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Richard Dawkins ønsker en verden uden Gud. Hvis han fik sin drøm opfyldt, hvordan ville verden så se ud? Det har han svaret på. Svaret er forventeligt – men ikke desto mindre dystert og afslører hvor håbløst livet er, hvis Gud ikke findes.

Han har heldigvis ikke ret – og det er efterhånden så indlysende. Det kan efterhånden kun være en hard core bande af mennesker, der drømmer om John Lennons forestlling om en verden uden Gud, der holder ved. Det første Dawkins ville se frem til - hvis Gud ikke fandtes, er retten til at bestemme hvem der skal leve – og hvem der skal dø. Det beviser en pointe ved gudløses utopia. Så snart Gud er væk – så ophøjer de sig selv til Gud. Det er umuligt at få en verden uden religion. Hvis det skulle lykkes at få de andre afskaffet – ville det være tydeligt at menneskets dyrkelse af sig selv som Gud ville være den eneste religion.

1. Problem er at vi ville være ulykkelige uden Gud

Men har mennesket det ikke bedre i en verden, hvor det ikke er os der afgør om spædbørn er “mennesker” nok til at leve – og om ældre og lidende menneskers liv er værdigt nok til at leve? Har mennesket det ikke bedst i en verden – hvor der ingen undskyldning er for at betragte deres liv som ukrænkeligt. Det synes indlysende.

2. Problem – det beviser at Gud findes

Hvis konsekvensen af at Gud ikke fandtes er at menneskets liv ikke er ukrænkeligt, så har man mulighed for at lave en modus tollens på dette argument. Dawkins tænker:

1) Hvis Gud ikke findes, så er menneskets liv ikke ukrænkreligt

2) Gud findes ikke

3) Så er menneskets liv ikke ukrænkeligt.

Men det synes omvendt indlysende at:

4) Menneskets liv er ukrænkeligt

Altså at det var forkert at Hitler definerede nogle menneskers liv som ikke-værdigt at leve, og derfor overgav disse til udryddelse: Handicappede, Svage, uintelligente, Jøder osv. Hitler havde ikke en smule ret i dette. Det var absolut forkert at gøre dette. Konsekvensen af at tænke sådan er dog at vi nu står med et Gudsbevis på hænderne:

1) Hvis Gud ikke findes, så er menneskets liv ikke ukrænkreligt

4) Menneskets liv er ukrænkeligt

5) Det er ikke sandt at Gud ikke findes.

Tak til Dawkins for det argument. Jeg kan godt forstå at han ikke tør møde William L. Craig i debat..

9 – Gud blev menneske, for at synden kunne fordømmes i Hans kød.

v1 Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. v2 For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. v3 Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet. (Rom 8:1-3)

Dette er et af de mest citerede skriftsteder i NT. Og det er måske det stærkeste skriftsted i NT der slår naturen af forsoningen fast. Det der forsoner os med Gud er det som har taget fordømmelsen væk. Hvorfor er den taget væk? Fordi Kristus Jesus har gjort det som Loven kom til kort over. Hvorfor kom loven til kort? På grund af kødet. Den kunne ikke fjerne fordømmelsen ved at gøre os retfærdige, men blot føre os til den konklusion Rom 7 ender med: Jeg elendige menneske, hvem skal fri mig fra dette dødens legeme? (7,24) Hvad har Gud således gjort gennem Kristus, som Loven ikke kunne gøre på grund af kødet? Jo – Han sendte sin Søn – Julens budskab. Hvorledes? I syndigt køds lighed. Hvorfor? For syndens skyld – for at fordømme den i kødet! Det vil sige – grunden til at der ikke er nogen fordømmelse – for dem som er i Kristus, er at der er synden allerede blevet fordømt. Den har modtaget sin straf. Den blev fordømt i Jesus Kristi kød. Gud blev menneske for, i sit kød at modtage fordømmelsen for dem, der nu ikke fordømmes i Kristus Jesus.

Eller hvorfor det ikke er underligt at Joel Osteen betragter mormoner og baptister som to sider af samme sag.

Joel Osteen har som før beskrevet taget offentlig stilling til Mormonernes lære. Det skete i forbindelse med Mitt Romneys præsident kanditur, som medierne i USA bruger til at presse Joel Osteen med. For hvad mon Joel vil sige om Josef Smith og hans efterfølgere? At dømme efter hvad han sagde - så var det ikke nogen stor udredning der skulle til for at få Mormons lære og Joel Osteens “kristne” verdensbillede til at hænge sammen.

Bør det undre os – chokere os eller begge dele?

Min første reaktion var “hold da op – så er der da ingen tvivl længere om hvad vi kristne bør gøre med Joel og hans bøger.” Jeg tog fejl – der er tvivl..

Hmm så var det jeg tænkte – måske bør vi tænke lidt over hvorfor nogle kristne synes at tænke potato/potato omkring Mormons lære. En helt række gode indlæg og kommentarer er blevet lagt på bloggen her omkring Mormons lære. Læs f.eks. Flemming Billes indlæg. En anden tilgang kunne være at se en lille tegnefilm.

Denne lille video præsenterer meget godt Mormonernes kosmologi. Tegnefilmsformen passer også godt til en præsentation af Mormonismen, der godt kan synes noget Supermandsagtig.

Det er tydeligt at det ikke er en kristen religion. Jesus er i Mormonernes teologi Guds barn ved fødsel. Jesus er bror til Satan. Mennesker er åndevæsener, før deres fødsel. Det helt store spørgsmål, der adskiller Mormoner fra kristendommen klarest er dog deres syn på treenigheden. Fra LDS.org kan man læse:

“Latter-day Saints believe that the simplest reading of the New Testament text produces the simplest conclusion — that the Father, the Son and the Holy Ghost are separate and distinct personages, that They are one in purpose. We feel that the sheer preponderance of references in the Bible would lead an uninformed reader to the understanding that God the Father, Jesus Christ and the Holy Ghost are separate beings. That is, one must look to the third- and fourth-century Christian church, not to the New Testament itself, to make a strong case for the Trinity.” 1

Joseph Smith

Behovet for at adskille Gud i tre seperate væsener, hvis enhed udelukkende består i at de deler samme mål, er den kætteriske rod til alt den kosmologiske fnidder der ses på toppen. Som jeg ser det er det et fremtrædende motive bag mormonernes lære, der også er ekstremt tydeligt hos visse karismatiske kristne grupper – især trosbevægelsen, der kan forklare hvordan Joel Osteen kan udtale sig som han gør omkring hans accept af Mormonerne som en kristen kirke. Dette fællesskab kan muligvis forklare hvorfor nogle kristne ikke gør op offentlig med Joel Osteen i kølvandet på hans udmelding om Mormonernes lære. De tænker måske i nogen grad også potato/potato om emnet som Joel. Den første er at gøre det “ligefremme” til det essentielle.

Motivet : det ligefremme og simple

Med dette motiv tænker jeg på en læsning af Skriften, hvor såkaldte Græske filosofiske tanker betragtes som noget fremmed for kristendommen, og modstilles en såkaldt ligefrem læsning. På LDS.org lyder det således:

“In an effort to satisfy the accusations of Jews who denounced the notion of three Gods (Father, Son and Holy Ghost) as polytheistic, and at the same time incorporate ancient but appealing Greek philosophical concepts of an all-powerful moving force in the universe, the Christian church began to redefine the Father, Son and Holy Spirit. One classic work describes the intersection of Christian theology and Greek philosophy: “It is impossible for any one, whether he be a student of history or no, to fail to notice a difference of both form and content between the sermons on the Mount and the Nicene Creed. … The one belongs to a world of Syrian peasants, the other to a world of Greek philosophers. … The religion which our Lord preached … took the Jewish conception of a Father in heaven, and gave it a new meaning.” In short, “Greek Christianity of the fourth century was rooted in Hellenism. The Greek minds which had been ripening for Christianity had absorbed new ideas and new motives.” 2

Dette er i høj grad også tilfældet for herlighedsteologers “ligefremme” fundamentalistiske læsning af bibelen. Jesus er et forbillede på hvordan man er en supermand på jorden, der gør mirakler og har styr på det hele. Jesus, Paulus, Peter, David, Daniel osv er eksempler til efterligning og efterfølgelse. Det er ligetil og ligefremt. LDS har fuldstændig ret i, at i lavkirkelige og især fundamentalistiske frikirker, så medfører dette et skisma mellem hverdagens Gud, og teologiens Gud:

What is the result? Such Platonic concepts as the immutability, impassibility and timelessness of God made their way into Christian theology. As one group of Evangelical scholars has stated: “Many Christians experience an inconsistency between their beliefs about the nature of God and their religious practice. For example, people who believe that God cannot change his mind sometimes pray in ways that would require God to do exactly that. And Christians who make use of the free will defense for the problem of evil sometimes ask God to get them a job or a spouse, or keep them from being harmed, implying that God should override the free will of others in order to achieve these ends. …

Herudi er Joel Osteen ekspert. Det fremstår klart når han interviews om teologiske spørgsmål, som i dette 60 minutes interview:

I filmen, fra starten til 1:27, er det tydeligt at Joel Osteen, når han skal vælge at beskrive deres arbejde fokuserer på almen kendte – helt nede på jorden – kategorier: “An atmosphere of expectancy.”

Alle kan relatere til dette.

“And we cheere, and we shout.” Målet er at efterlade folk “better out, than they where before.”

Et sådant succeskriterie kan enhver forholde sig til: jøde, såvel som kristen. (I filmen er der også en jøde som jævnligt kommer i Joels kirke) Mormon såvel som Scientolog. Det handler om menneskelig motivation. Noget som er godt og opbyggende – og frem for alt fuldstændigt ligefrem.

60 minuts speaker er dog ikke narret: Osteen prædiker – hans egen version – af det der kaldes et herlighedsevangelium. Her har han fuldstændig ret. Det er ikke hvad hans forgængere prædikere om guld, millioner af kroner og magt til at kontrollere vejret – og andet tåbeligt pjat, som Hagin og Copeland og Ulf Ekman har prædiket om. Herlighedsteologi er således – ikke længere – i nyere tid disse tre, som Morten Munch siger, men snarere Osteens version. 3:37 stiller speakeren det helt essentielle spørgsmål:

“Is that being a pastor – or is that being Dr. Phil or Ophra?”

Spørgsmålet følger Joels beskrivelse af at han bare ønsker at motivere mennesker. Det er derfor et godt spørgmsmål, for der er nemlig intet distinkt kristent tilbage hos Osteen – noget som der skal tænkes efter og som giver en dybere mening i et kristent verdensbillede – der ikke er ligefremt ud fra en hverdagsoplevelse af hvad der går livet meningsfuldt. Dette har Joel Osteen tilfælles med Mormoners afvisning af et “græsk” kristendom til fordel af en “bjergprædiken” kristendom. Det er således ikke underligt at Joel Osteen fremstår som en mand på gulvet, der blot ønsker at gøre det der står i bibelen. Som en der ikke veed så meget. Her har han samme arv som Mormonerne – og af den grund er det ikke mærkeligt at han ikke finder trosbekendelserne nødvendige for at svare på hvorvidt Mormoner er kristne eller ej. Alt sådan noget med trosbekendelser er slet ikke vigtigt når det eneste der tæller er at motivere mennesker. Ja – Kristendommen er slet ikke nødvendig – evangeliet er ikke nødvendig – enhver tale om synd er nærmest et problem,når det blot handler om det ligefremme – at motivere mennesker. Pointen fremstår krystalklart fra 6:39 hvor speakeren til Osteens bog spørger:

“Not one mention of God in that- not one mention of Jesus Christ in that.”

For det afslører – at Osteen slet ikke mener at det hans arbejde – med bogen – går ud på, er at forklare skriften. Når han således slet ikke i sine bøger – til sine gudstjenester – eller i det hele taget beskæftiger sig med andet end det som – for alle og enhver – er ligefremt, så er det ikke så mærkeligt at han ikke finder Josef Smiths lære som ikke-kristen. Anklagen om at “dumning down” kristendommen som 60 minutes speakeren refererer til (7:50) skal netop forstås i lyset af denne fokus på det – og kun det – ved kristendommen der er ligefremt. Ligefremt i kraft af at være noget man ligeså godt kunne bede en Mormon undervise i – for det er blot menneskelige bud, eller love Gud har lagt på menneskets hjerte. “Just simple things” (8:00).

Det menneskelige og barnlige

Disse ting er på ingen måde kætteriske – de er gode ting, og problemet er ikke at det er noget man skal holde sig væk fra. Problemet er at dette er hvad kristendommens gøres til. Noget simpelt, ligefrem forståelig og menneskeligt. Sådanne menigheder er i bedste fald som Paulus beskriver Korinterne i 1kor 3:1-5. De tænker som børn der har behov for at vokse op, så de kan modtage den mad som Paulus i kap 2 har sagt er, af Gud bestemt, som det der skal føre os til herlighed. (1 Kor 2:7) Denne visdom er en, som Paulus siger, må fortolkes:

“Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, v10  det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. v11  For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. v12  Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. v13  Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.”

Den visdom der af Gud er bestemt som den der skal føre os til herlighed er ikke : visdom til at få et bedre liv. Visdom til at blive et bedre menneske. Derfor har Gud ikke sat lifecoaches til at give os det som er ligefremt og motiverende, men han har sendt apostle, der har fået betroet ord som “ikke er opstået i menneskers hjerte.” Ord som komme “ved Ånden,” “fra Guds dybder,” og som “bor i Gud.” Sådan noget har hverken Mormonerne eller Joel Osteen tid til, eller mulighed for at give sin flok – fordi det ikke er “ligefremt”, fordi det ikke er “just simple things”. De giver blot det som verdens visdom lærer.

En indvending og en præcisering

En indvending kunne være at Mormonernes “tegneserie” religion da ikke er ligefrem, med alt mulig kosmologisk viden om alle mulige ting. Det er dog kun på overfladen at dette er sandt. Når man kigger på motivet der fører til disse mærkelige kosmologiske historier (se tegnefilme, hvis det er uklart hvad der er tale om), så er det netop for at undgå sådanne “tunge” græske filosofiske ting som kirkens trosbekendelser er gjort af. Dette undgåes ved at lave naturlige og ligefremme forklaringer. Guds evighed skal ikke forståes som om han har eksisteret fra alt evighed – men blot som at han aldrig vil dø. At han er fader til Jesus, som at han havde sex med Maria, som fødte deres søn. Det essentielle er som hos Osteen - den hverdagsagtige “bjergprædiken” ”kristendom.” (Sikke en masse anførselstegn)

Denne betegnelse leder os til en præcisering – at der altid vil være to områder som kristendommen fokuserer på: At vi frelses alene ved tro, som det første, men også at denne tro ikke er alene, som det andet. Det vigtige at forstår er dog årsagen til at denne anden del, hos Paulus altid kommer efter en lang indføring i første del. Det bedste eksempel er Romerbrevet, hvor vi må vente til kapitel 12 for at nå til anden del. Hvorfor: For at vi netop ikke skal tænke menneskeligt og barnligt – ud fra den ligefremme visdom vi har verden.

Apostlenes vidnesbyrd

Da oldkirken gik til arbejdet med at lave de trosbekendelser som LDS forkaster som noget der er vederstyggeligt for Gud, var det ud fra tanken om at Apostlene, som Paulus siger til Korinth, havde ord fra Gud, visdom fra Gud, som er givet og som ikke er fra denne verden. Trosbekendelserne er gennemtænkt således at vi ikke direkte eller implicit fornægter noget der er apostlenes lære. Mysteriet er bevaret og paradokser er ikke undgået ved forsimplinger. Ikke for at de skal være komplicerede, men for at det som er essentielt fremstår: Evangeliet Guds visdom. Når det er vores menneskelige kategorier der får lov til at diktere vores teologi, så opnår vi kun forenklinger på bekostning af den visdom som intet øje har set og intet høre har hørt, det som Gud har bestemt skal føre os til herlighed.

Konklusion

Eftersom Joel Osteen deler Mormonernes hang til forenklede og simple forhold ved skriften, i en så høj grad, at han har gjort det til sin stolthed at kun fokusere på det simple – at motivere mennesker. Så bør det ikke undre os at han ikke ser dem som ikke-kristne, når de forkaster de kristne trosbekendelser, for deres motiv til at gøre dette, er præcis det samme som Joel Osteen har gjort det essentielle.

1. http://newsroom.lds.org/article/what-mormons-believe-about-jesus-christ
2. Samme sted – citatet er fra Edwin Hatch, The Influence of Greek Ideas on Christianity (Gloucester, Massachusetts: Peter Smith Publishers, 1970), 1, 4–5.

24 grunde til at Gud blev Menneske

13 – Gud blev menneske for at give sit liv som løsesum for mange

“For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« (Mark 10:45)

Jesus er her ved at lære sine disciple en lektie om hvordan man bliver den største og første i Guds rige. Det gør man ikke som i verden siger han, hvor de hersker over hinanden, men gennem at lægge sit liv ned for hinanden. Jesus er kommet med et rige der er diamentralt imod alt politisk magt. Et rige hvor man ikke bliver størst ved brug af vold, eller trussel om det, eller ved at positionere sig tæt på magten, men ved at følge i kølvandet på sin Herre og blive en tjener. Eksemplet er Kristus selv, og det fremgår af Jesus ord – for.

“End ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene.”

Hvis selve roden eller kimen af den måde magt foregår her på jorden havde Guds velbehag, ville Jesus ikke have handlet som Han gjorde. Hans handling er en forkastelse af selve det system der oppererer politisk på jorden. Her får man gjort det man vil gennem at herske og lade andre være instrumenter for denne hersken. Man har en agenda og politisk ambition og så truer man andre med vold eller udfører vold og får gennemført sin agenda. Det er rigtigt at denne verdens herskere gør alt hvad de kan for at sløre dette forhold. Men er du i tvivl om at vold og aggresion er ved selve roden, så prøv at lade være med at betale din skat.

I Guds rige får Gud sin vilje, ved at sende sin Søn og dø som en tjener. Satan dør ved at myrde.,- synden dør ved at synde, døden dør ved at dræbe – Guds Søn. Hvorfor gjorde den det da? Fordi Jesus var villig til det. Til at lægge sit liv ned. Han tog ingen af de lækkerbiskener der tilbød sig for at gøre en masse godt gennem jordisk magt. Vores frelse er da som Luther siger i Galaterbrevskommentaren, at vi har en synd mod synden, en død imod døden. Den synd og den død vi har er mordet på Guds Søn. Gud vandt således ved at tjene – tjene ved at give sit liv som en løsesum?

Hvorfor løsesum?

Blev Jesus liv da betalt til Satan eller til Gud? Origenes spørger i sin kommentar til Mattæusevangeliet og svarer til Satan. Men det giver ikke rigtig mening at give Satan sådan en magt at han kunne kræve Jesus død for at slippe os løs. Hvorfor så løsesum? Fordi Jesus løste os ved at betale med sit liv. Han løste os fra synden og døden. Og betalte en høj pris. Præcis som en kvinde kan siges at betale en pris for at føde et barn, uden at det på nogen måde er nødvendigt at specificere hvem prisen betales til.

7 – Gud blev menneske, så vi befriet fra loven kunne blive Guds børn.

 Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, v5 for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. (Gal 4:4-6)

Kristus kom i tidens fylde. På det helt rigtige tidspunkt. Det tid Gud forud havde fastsat og lovet gennem profeterne. Den tid som i Hab 2:3 omtales således:

For synet gælder først den fastsatte tid,
      det vidner om enden, og det bedrager ikke.
      Hvis det trækker ud, så vent,
      for det kommer, det udebliver ikke.«

Guds Søn, den præeksisterende søn hvis komme er fra ældgamle dage (Mik 5:1) Ordlyden i Gal 4:4 er også besynderlig hvis Paulus tænkte om Jesus som et menneske hvis eksistens begyndte ved Hans fødsel. Jesus blev født under loven, for at løskøbe dem, der var under loven. Hvorledes løskøber Jesus os fra loven? Paulus ærinde i Galaterbrevet er at imødegå lovtrældom i menigheden, og i et af de ærligste afsnit i Skriften viser han hvorledes han måtte sætte Apostlen Peter på plads, for evangeliets sandheds skyld. Dette afsnit er noget af det dødeligste for kristen professionalisme. Når vi forsvarer evangeliets sandhed forsvarer vi vores trøst, glæde og alt vores stolthed, om det så er politisk korrekt eller ej. Hans ord til Peter er vigtige at forstå for at kunne fatte Paulus radikalitet. Han siger således:

 Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder? v15  Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst. v16  Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt. (Gal 2:14-16)

Paulus argument er at Peter’s adfærd signalerer eller måske stærkere, kun giver mening hvis der er en lovsbaseret forskel på hedninger og jøder, og at den således ikke er “lige fremad efter evangeliets sandhed.” Det er en meget interessant anklage. Det er ikke at Peter er frafalden, falsk eller har levet i kontradiktion med evangeliet. Men at han ikke farer fremad lige efter evangeliets sandhed. 1  Paulus siger at Peter “lever som hedning,” og senere formulerer han det som: “stå som syndere.” Dette siger han er en nødvendig konsekvens af at “sætte sin lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger,” eller “søge at blive retfærdige i Kristus. Syndens problem er pludselig i Paulus teologi nu blevet Kristi problem og ikke længere Peters eller Paulus, og dette er tydeligt i Paulus spørgsmål:

“..går Kristus så ikke syndens ærinde?”

Det er i høj grad et relevant spørgsmål eftersom Paulus andre steder siger ting som: “lev ikke længere som hedninger.”(Ef 4:17) Hans svar er kategorisk: Aldeles ikke! Svaret er klart, men forklaringen der følger bagefter er lidt kryptisk:

For hvis jeg igen bygger det op, som jeg har brudt ned, så viser jeg mig som en overtræder.

Argumentet kan opsummeres: Når vi søger at blive retfærdige i Kristus, kommer vi til at stå som syndere, det betyder dog ikke at Kristus går syndens ærinde, for hvis vi igen byggede det op, som vi har brudt ned, så viser jeg mig som en overtræder. Men hvorfor befrier det Kristus for at gå syndens ærinde, at jeg, hvis jeg søgte at genopbygge det jeg forlod – mit liv i synd også påtrods af at jeg var jøde – så ville jeg vise mig som synder? Svaret skal findes i sætningen der følger umiddelbart efter:

For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. v20 Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. v21 Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte.

Serien af Paulus beskrivende udsagn er nøglen til at forstå hvad det er han siger:

1. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig
2. Mit liv på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig

Omformuleret med andre ord siger Paulus:

Når vi søger at blive retfærdige i Kristus kommer vi til at stå som syndere. Det betyder dog ikke at det er Kristus der går syndens ærinde – det klarede vi fint selv. Det Kristus er kommet med er min død – min død fra loven for at leve for Gud. En retfærdighed fra loven der fås ved Jesus død. Det er enten loven eller Jesus siger Paulus. Men hvorfor det? Fordi jeg enten må vælge mellem Hans retfærdighed eller min retfærdighed. Mellem en retfærdighed jeg ikke har arbejdet for - fordi det ikke er min egen, men en andens, eller en retfærdighed jeg har arbejdet på - Men deri vil jeg komme til kort – og igen, ved loven, vise mig at være en overtræder.  2   Kristus kom for at blive vores retfærdighed, og dermed sætte os fri fra en lov, der ikke kan give os retfærdighed, men blot fastholde os i syndens slaveri.

1. Det er en anklage der sidder direkte på postmoderne teologer, som gør en dyd ud af at gemme sig i teologiens gråzoner med deres budskab
2. Luthers begreber om en passiv og en aktiv retfærdighed bruges i Galaterbrevskommentaren for dette afsnit og fanger fint forskellen på den retfærdighed loven forholder os – og den der nu er åbenbaret uden lov.