Banafsaji

Familiepizza i motionscentret

2006-12-20T21:41:00.000+01:00

Vi bliver i det kulinariske - eller rettere i det kalorinariske. I dag i motionscentret blev min viljestyrke, hvad angår pizza, lige testet en ekstra gang. Normalt lugter der bare af sved, når man bevæger sig op til Kun For Kvinder-afdelingen på første sal. Derfor måbede jeg også lige en ekstra gang, da der i dag bredte sig en usædvanlig syndig duft af pizza midt i træningslokalet, apropos gårsdagens blogindlæg. Hele 8 familiepizzaer blev båret ind lige foran crosstraineren, jeg stod og svedte på. Personalet havde simpelthen julefrokost i et af de tilstødende lokaler, og menuen stod kun på pizza. Kan man forestille sig nogen mere ondsindet handling? Jeg elsker al slags pizza, og derfor måtte jeg simpelthen forlade første sal og gå ned i det store lokale for at kunne koncentrere mig om motionen igen. Det var ligefrem en lettelse, at der stank af fysisk udfoldelse dernede, men træningen var allerede saboteret. Nøj, hvor skal jeg snart have en nummer 26 igen. Herfra. Tro mig, stedet lever op til sit navn.

Mad og skyldfølelse

2006-12-19T22:16:00.000+01:00

Det er altså pudsigt, så meget der bliver talt om mad på bureauet. Der går sjældent en time, uden at en eller anden begynder at fable om squashkager, burgere eller ristede hotdogs. Mindst en gang om ugen får vi øl og kage. Altså serveret sammen. En dag var det gudhjælpemig Othellolagkage og juleøl - så bliver det vist ikke mere bizart eller fusionsagtigt. Er det normalt på andre arbejdspladser, eller er det bare fordi jeg er i aktivering? Det undrer mig også en del, at alle disse sociale kalorier efterfølges af en sand bebrejdelseskult. Man er næsten nødt til - efter kagen og det lille ekstra stykke - at gøre opmærksom på, at man nu har spist ALT for meget, og at man i øvrigt vist lige må en tur i fitnesscentret på vejen hjem. Jeg forstår altså ikke helt, hvorfor man så presser hinanden til at tage et stort stykke kage! Hvis man kun tager et beskedent stykke, bliver der automatisk nærmest buh'et i kor rundt om bordet. Næh, så lad os hellere sammen føle, at vi overskred en grænse, og at vi også kollektivt må betale for alle synderne. Bebrejdelserne kommer tit fra de samme typer, som hårdnakket påstår, at Maizenas Cremefine er helt uspiselig. Det har jo intet med fløde at gøre, siges der - måske fordi produktet halverer den skyldfølelse, som ellers gavner hele fællesskabet. Jeg ville ønske, at man enten bare kunne holde kæft og nyde kagen i fulde drag ELLER acceptere, at nogle takker nej, kværner en mandarin eller vælger et fedtfattigt alternativ. Hvad skete der lige med liberalismen på det felt?

Tanev's eller Tanevs...

2006-12-18T22:40:00.000+01:00

Peter Tanev, Tina Nikolaisen og Trine Panum-Kjeldsen gør det. Den mest læste blog på TV2 gør det, og det sætter hver gang mit pis i kog. Min irritation handler selvfølgelig om apostrof-s, når det bliver brugt forkert. Effekten af dette løftede komma kan bedst sammenlignes med en løftet eller pegende gaffel ved middagsbordet - lige i min øjenhøjde. Skræmmende, ikke? En betydelig del af TV2's bloggere (her må jeg godt bruge apostrof-s, fordi TV2 ikke har forkortelsespunktum) bruger apostrof-s som ejefald i titlen på deres blogs. Nu siger jeg det som det er: Apostrof-s udtrykker ikke ejefald på dansk! Jeg ved godt, jeg lyder som en mopset skolelærerinde nu, men jeg kan sgu snart ikke klare at se flere danske sider eller butiksskilte med tegn, som ikke burde være der. Jeg indrømmer, at tegnsætning er et svært håndværk, og jeg kan da stadig blive forvirret over kommateringsreglerne. Men apostroffer - helt ærligt! I mine øjne ser det f.eks. for kikset ud, når byens indkøbscenter kalder sig "Bruun's Galleri". Døm selv og kommentér gerne...

30 minutters motion?

2006-12-15T13:41:00.000+01:00

Det kniber gevaldigt med at tage sig sammen til at tage i motionscentret for tiden, men en rask omgang bordfodbold kan jeg lige klare - når der nu stadigvæk mangler reelle tekstopgaver på bureauet. Er det pinligt, hvis man får lidt sved på panden af bare et par kampe? Nu lyder det måske, som om jeg er typen, der lammetæver mine modstandere (a.k.a. det røde hold). Desværre forholder virkeligheden sig stik modsat. Mine forsigtige angreb virker overhovedet ikke frygtindgydende på nogen - men jeg har heller ikke gået hverken i fritidshjem eller i ungdomsklub for at få opbygget en spidskompetence. I stedet forsøger jeg at psyke mine modstandere mest muligt, men de har efterhånden gennemskuet min ynkelige taktik. Nu kan jeg se, at der er opstået en klub for Bonzinitilhængerne i byen. Jeg har næsten lyst til at møde op - der er endda en pigeturnering! På den anden side så ser klubmedlemmerne altså noget unge ud, og der er ikke noget særligt motionist eller OldGirls-hold. Spørgsmålet er, om mit niveau simpelthen er for pinligt - min alder taget i betragtning. Jeg har svært ved at ramme, men endnu sværere er det overhovedet at få sparket TIL bolden. Hvordan gør man det der med at få svirp og fart på kuglen - altså uden at spinne på håndtagene?

Af sted!

2006-04-04T22:01:00.000+02:00

Jeps. Nu er den her. Bekræftelsen på at der er plads på dette års Apple Teacher Institute. Jeg glæder mig som et lille barn til at tage derover om et par uger. Foreløbigt har jeg sat mine krydser ved: iMovie, "working with audio/video", "modern languages & iLife" og selvfølgelig "podcasting". Muligvis bliver de tre hele kursusdage i underkanten, hvis man gerne vil lære "DET HELE". Inden det går løs, har jeg forkælet mig selv med en ganske velfortjent gave: 24 timers pampering og logi her på byens måske bedste hotel. Jeg trænger til det, hvis jeg skal vende tilbage med fornyet inspiration og nye IT-pædagogiske tiltag til resten nationen her. Ja, det er søreme noget af en educaster-odysée, vi her er ude i. Skulle nogen være i tvivl, er jeg på en kreativ MISSION, hvis point of no return for længst er indtruffet.

Banafsaji til U.K.?

2006-03-30T20:03:00.000+02:00

Endelig skal mit pas i brug igen. Jeg skal (måske) med på Apple Teacher Institute 2006. Kurset skal foregå på Malvern College, en rigtig boarding school i Worcestershire, som jeg også har lært at udtale rigtigt: [woos-ter-shir]. OK, jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg har fået en plads endnu, men det får jeg afklaret om et par dage. Sidste år mødtes 130 lærere fra hele verden for at blive klogere på digital læring. Programmet ser spændende ud - jeg VIL simpelthen bare med. Efter nedturen i København har jeg hårdt brug for sparring og fornyet inspiration. Jeg venter spændt på den endelige deltagerbekræftelse... Skynd dig nu, Fiona!

Hvorfor?

2006-03-25T22:43:00.000+01:00

... er der dog slet ingen, der gider 'tagge' mig om de 4 ting? Betyder det ulykke, hvis man begynder et meme selv? Jeg vil jo MEGET gerne bruge sådan et internet-kædebrev i undervisningen på vores klasseblog, Danskklassen. Nyt slogan på Banafsaji: "Gør noget godt for Danmark og for integrationen. Hjælp en sproglærer!"

Blog-fravær

2006-03-23T19:47:00.000+01:00

Fair nok. Jeg har været væk fra Banafsaji, og jeg ved det ganske godt. Min moder-blog er simpelthen blevet ladt i stikken til fordel for min edu-blog. Det hører ingen steder hjemme, og det er jeg godt klar over. På den anden side vil jeg lige gøre opmærksom på, at uden Banafsaji var der jo heller ikke opstået en Danskklasse! Så med denne hædersprisning kan jeg endelig komme i gang igen. Jeg kan jo fortælle lidt om ugens skuffelse - en tur til København i går. For at blive lidt ajour med e-læringssituationen i Danmark havde jeg meldt mig til et seminar, som Dansk.nu og Vifin-folkene arrangerede: "Dansk.nu - e-læring, sprog og integration". Mest af alt var meningen, at jeg ville opsøge andre potentielle edubloggere, særligt nogle som måske allerede lavede klasseblogs eller podcasts på skolerne. Gæt engang - der var INGEN. Folk ved ganske enkelt ikke, hvad en blog er (!) - så informationsindsatsen må styrkes, hvis jeg nogensinde skal have en venskabs-blog-klasse. Selv arrangørerne og udviklerne af Dansk.nu kunne ikke forstå, at der kunne være en fordel i at lægge lydfilerne fra deres undervisningsmateriale ud som mp3-filer på nettet, så man kan hente det ned. Det forstår jeg bare slet ikke! Reaktionen var lige så bestyrtet, da jeg foreslog, at man kunne lave en del af lydmaterialet som podcast: "Hvorfor i alverden skulle man dog det, når det nu var tilgængeligt på internettet". Ja, gu' er det tilgængeligt... bare ikke i mp3-format, men som lydklip der kun kan afspilles i Flashplayer. Jeg var virkelig skuffet over den måde at affærdige nye ideer på. Podcasting er efter min mening helt genialt i forhold til sprogundervisning - både med lytteforståelse med danske tekster, men også med f.eks. mundtlig samtaletræning mellem kursisterne. På den anden side har jeg bare fået endnu mere blod på tanden. Ugens højdepunkt var den direkte modsætning til seminaret i København. Jeg holdt mit oplæg for mine kolleger i tirsdags. Hele 9 lærer/klasseblogs blev født samme dag, så min langsomme revolution er alligevel så småt begyndt at tage form. Desuden har vi fået en venskabsklasse. Ikke i København - men i Kjellerup!

PR-arbejde

2006-03-05T21:26:00.000+01:00

I morgen skal jeg holde et lille oplæg på skolen om weblogs som pædagogisk værktøj. Gad vide, hvordan det kommer til at gå! Lige nu er jeg faktisk lidt nervøs ved tanken, for jeg synes det er vigtigt at formidle det så enkelt og klart som overhovedet muligt uden at miste de spændende detaljer. Selvfølgelig skal der også gøres så meget reklame for mit projekt, at andre lærere også har lyst til at prøve kræfter med blogs i klasserne. En enkelt lærer har allerede oprettet en blog til sin klasse, så måske kommer sprogskolen til at opleve en hel bølge af nye bloggere i den næste tid. Senere på måneden skal jeg fortælle om bloggen for alle lærerne på skolen, så jeg kan bruge oplægget i morgen som en lille generalprøve. Det bedste ville være et have en projektor, højttalere osv. koblet til - og så simpelthen lave en avanceret podcast som oplæg. Desværre kan det jo kun lade sig gøre i min drømmeverden, så tilhørerne i morgen må nøjes med kopier og gammeldags transparenter. Ak ja, mere hypermoderne er jeg trods alt heller ikke blevet...

Mit liv som educaster

2006-02-26T10:20:00.000+01:00

Hold da op... jeg havde ikke lige regnet, at det ville være så tidskrævende, mit nye projekt med klassen. Bloggen har allerede udviklet sig til at være en rigtig podcast. Det tager saftsusemig lang tid at indlæse tekster, optage i GarageBand, sende ud på nettet til opbevaring og SÅ lave selve indlægget på bloggen. Det har virkelig givet mig endnu større respekt for alle de podcastere, jeg kender - hvornår holder I fri? Lige nu er det ok, for det er den perfekte kombination af arbejde og fritid, når jeg nu alligevel skriver lidt her på Banafsaji. Bloggen som ekstra medie i undervisningen er ganske enkelt genialt - jeg kan lave lytteøvelser, udgive kursistinterviews, læse tekster op osv. Et af de største ønsker fra kursisterne har været at få mere dansk, de kan lytte til hjemme. Ofte er der ikke nok lyttemateriale til begyndere, eller også er det noget så anakronistisk som et kælderklamt kassettebånd, de skal udsættes for. Hvem ejer overhovedet en båndoptager i 2006?. Jeg glæder mig som et lille barn til at se, hvad klassen har at sige om siden 'IRL' i morgen.

Danskklassen

2006-02-23T13:57:00.000+01:00

Min pædagogiske drøm er blevet til virkelighed... Banafsaji præsenterer hermed Danmarks første klasseblog i dansk som andetsprog: Danskklassen. Til forveksling ligner udformingen min egen blog her, men jeg kan altså bare godt lide rene linjer... Jeg har fablet om blogs som undervisningsredskab helt siden maj måned, og nu er jeg altså omsider sprunget ud i det. Måske så langt ud, hvor jeg ikke kan bunde, men det vil jo snart vise sig! I hvert fald har jeg mange intentioner og idéer. F.eks. kunne det jo være smart med en podcast på klassebloggen, men jeg skal lige have tænkt det lidt mere igennem først. Intentionerne fejler intet! Alt er godt, og min entusiasme bliver bestemt ikke mindre af at læse en af kursisternes kommentar til bloggen: "Det er ligesom jeg har venner i Danmark!!!". Min dag er REDDET, for det var jo lige det, der var meningen med det hele!

Anna Pihl

2006-02-20T20:40:00.000+01:00

Døre bliver ikke åbnet, telefoner ikke taget - og jeg er saftsuseme (næsten) ikke online, når der kommer Anna Pihl. Jeg E-L-S-K-E-R politiserier, der er intet så beroligende og terapeutisk helende som kendingsmelodien til Distrikt Hill Street. OK, jeg går heller ikke helt over gevind med en omgang Station 2 lige efter, men alligevel... Der er nu noget over de der betjente! Som de dog kan ordne uredelighederne - og sikke medmenneskeligt, det foregår i Anna Pihl. Serien her tegner så lovende, at jeg snart ikke kan huske nogen lignende spontan tv-begejstring her på Banafsaji. Jeg er ligefrem imponeret over visse af skuespilpræstationerne. Særligt skønt er det at opleve Iben Hjejle UDEN Casper Christensen - til en afveksling - og hovedrolleindehaveren er jo helt fænomenal! Fremover er mandagens bedste sendetid absolut helliget TV2s nye seriescoop.

Øvelse gør mester

2006-02-19T19:35:00.000+01:00

... og alligevel kommer det bag på mig, at jeg er nødt til at ty til disse midler for at blive bedre til at skrive i hånden. Skråskrift har vist aldrig lige været mig, men nu vil jeg alligevel gøre et forsøg på at imitere de ret barnlige sætninger fra siden her - hvem ved, om der kan ske et mindre mirakel?

Clement Direkte

2006-02-18T20:43:00.000+01:00

Jeg prøver virkeligt at finde et dansk talkshow, jeg kan holde af. Gang på gang tænder jeg for Clement efter at være blevet lokket med en luns kendis-lir eller en interessant aktuel gæst. I fredags var der ingen undskyldning - hele to tidligere undervisere fra Århus Universitet tonede frem på skærmen i samme program. Den ene var Drude Dahlerup, som jeg skylder stor tak for at have helet mit ja-jeg-sprang-fra-statskundskab-traume. Traumet var primært forårsaget af Bjørn Lomborg, som underviste i statistik-hadefaget Metode II. De gjorde det begge godt, altså her i programmet, og jeg følte mig meget underholdt af deres kække kommentarer. Men derudover var Beate Bille og en pige, som åbenbart er blevet kåret af FHM til at være "Årets Skattepige", på visit i Clements Letterman-agtige sofa. Jeg fattede absolut intet af interviewet eller sludderen med Beate Bille. Altså, er det helt bevidst, at alle spørgsmålene skal være så overfladiske? Og hvorfor er det lige, at vores talkshowvært nærmest overgår Det Skæve Tårn i Pisas hældningsgrad i takt med de lumre spørgsmål? Godt, Drude D. var på banen med en betryggende latter, hver gang det blev for meget! F.eks. da Clement kommenterede Beates nye malkepigelook. Var jeg den eneste, der lynhurtigt associerede til en frisk tur i høet pga. den bemærkning? Jeg blev ALDRIG klogere på, hvilke film søde Beate havde været med i. Selvfølgelig har jeg hørt hendes navn - vist nok i forbindelse med Drabet - men jeg var alligevel ikke helt sikker. Nu ved jeg - for det blev godt nok sagt mange gange - at hun er en af Berlinfestivalens Shooting Stars. Det fortjener hun også, hun håndterede Clements forudsigelige mundvand som en rigtig stjerne. Helt uden at rødme. Er det bare mig?

Fyn er fin

2006-02-17T10:20:00.000+01:00

Som så mange andre havnebyer har Middelfart, min barndomsby, fornylig fået en havnefront. Der har man opført en kunstig kulturø med bibliotek, restaurant, biograf, turistkontor og en lille koncert/teatersal. Byggeriet lignede lidt af et skrummel, da det først blev sat i gang, men jeg er faktisk efterhånden faldet for charmen. Jeg ville have ELSKET at gå på biblioteket med Danmarks flotteste udsigt, dengang der kun var pruhheste og grillbarer at vælge imellem. I dag drager jeg derned igen for at fejre en fødselsdag i familien. Selvfølgelig har vi bestilt bord her.

Æstetisk nydelse

2006-02-16T23:23:00.000+01:00

Nu er det min tur til at flygte væk fra Mohamedtegninger, diskussionen af ytringsfrihed, grisetryner osv. I stedet vil jeg fortælle om min seneste besættelse af fyldepenne og blæk. Ja, jeg er også blevet analog igen - så nu er det fyldepenne, notesbøger og jagten på det perfekte blæk, der optager mig mest. Forleden købte jeg en lækker Moleskine dagbog ("ze book of ze great artiste"). Nu kan jeg dokumentere alt, der måtte ske (eller rettere IKKE ske) i mit liv. Jeg er jo verdens letteste offer for markedsføring, så jeg bruger i forvejen den lille sorte notesbog i guerillakrigen mod min dårlige hukommelse. Det ser vildt godt ud, når man skriver med brunt blæk på let gulnede sider. Også selvom det bare er kruseduller. Med tiden håber jeg på et mere meningsfyldt indhold, men min håndskrift trænger voldsomt til en opgradering. Selvfølgelig har jeg undersøgt, hvad alle andre bruger deres notesbøger til, og hvad de skriver med i dem. Men pennetrangen overrumplede mig og jeg KUNNE ikke modstå den på billedet ovenfor. Det er en lækker futuristisk sag, som bliver rost til skyerne af alle fyldepennefanatikerne. Alene navnet fylder mig med købelyst (ja, undskyld): Namiki Vanishing Point, fordi man kan klikke på den som på en kuglepen og få pennespidsen til at forsvinde. Jeg har lyst til at købe blæk i alle mulige farver, f.eks. en opmuntrende grøn, som kan bruges til at rette opgaver med. Eller hvad med den røde, der kaldes Widow Maker?

Ytringsfrihed

2006-02-14T14:15:00.000+01:00

Mon ikke de fleste efterhånden er trætte af at diskutere ytringsfrihed? I går dumpede der en kommentar ind på Banafsaji, som satte ytringsfriheden ind i et personligt relief for mig. Det handlede ikke om tegninger af den ene eller anden slags, men derimod om muskelhunde. Jeg fatter ikke, hvordan et gammelt indlæg kan få folk i blækhuset, så jeg undersøgte sagen på Google. Tænk engang, at en søgning på "muskelhunde" resulterer i mit indlæg om dem fra maj måned. På den anden side er den sure kommentar et levende bevis på to vidt forskellige synspunkter om noget så uskyldigt som firbenede væsener med pels. Men nøjagtigt ligesom Mohamedtegningerne kan siges at være ganske uskyldige for nogle, er de det absolut ikke for andre. Fremover vil jeg følge rådet i kommentaren og tage mine forholdsregler næste gang, jeg skal passere en labrador (!).

Dejligt

2006-02-06T22:54:00.000+01:00

...er det at se, at nogen har taget initiativ til spontane demonstrationer for fred både i København og her i Århus. Det har også været opløftende at læse det her i dag - selv om ordet 'undskyld' efterhånden har fået en underlig betydning. Glæder mig også over at der skal være en demonstration i Gellerup for at vise, at man også der tager afstand fra ambassadeangrebene. Nu må vi se at komme videre, selv om vejen bliver lang og humblet...

Tak til Jyllands-Posten

2006-02-02T18:04:00.000+01:00

I de sidste par uger har jeg gjort, hvad jeg kunne for at følge med i sagen om Mohammedtegningerne. De har mildt sagt haft store konsekvenser for min hverdag som lærer på en sprogskole. For det første har jeg fået undervisningsmateriale foræret helt gratis - næsten som dengang et endnu jomfrueligt og intakt (=ikke afbrændt) eksemplar af Dannebrog dumpede ned fra himlen. For tiden underviser jeg mine kursister i argumentation, og her var det kærkomment at kunne bruge Anders Foghs lille perle som eksempel: "Vi har den holdning til sagen, at vi ingen holdning har". Det er da klar tale! Nu ser jeg så, at han alligevel godt vil mødes med de udenlandske ambassadører, hvilket lyder positivt. Og dog. Ironisk nok er jeg nemlig en af forbløffende få danskere, hvis beskæftigelsessituation påvirkes POSITIVT af handelsboykotten i Mellemøsten. Fyrede mejeriansatte kan nemlig tilbydes forberedende voksenundervisning, hvis de samtidigt er læsesvage! Det betyder ekstra arbejde til sproglærerne. Undervisningen er gratis og finansieres af staten. I Nordjylland er de første hold allerede stablet på benene. Det vil faktisk sige, at der kunne være en ekstra indtjeningsmulighed for mig, hvis jeg ellers var interesseret... Derfor må jeg hellere med det samme takke Jyllands Posten - både for at have leveret en case i fænomenet ytringsfrihed og for at have skabt en lukrativ jobmulighed for mig, In Sha'Arla!

Hadeband

2006-01-09T15:01:00.000+01:00

Så er det i aften, venner! Jeg glæder mig vildt til at se filmen "Turn Back Time" om mit yndlings-hadeband, AQUA. Konceptet er genialt - bandet bliver her udsat for dogme-reality i et klaustrofobisk sommerhus med Tómas Gislason og et rullende kamera. 12 timers-dramaet sendes på DR1, og det går løs fra kl. 20.

Offline Pt. II

2006-01-06T16:04:00.000+01:00

Det er altså ved at være lidt for hårdt at leve livet offline i en stærkt digitaliseret virkelighed. FredagsPolitiken, et af ugens absolutte højdepunkter udeblev i dag for anden uge i træk. Sidste søndag glippede også for mit avisbud, som MÅSKE skulle stramme sig lidt an. Trofaste læsere her på siden vil vide, at det absolut ikke er første gang, avisbudet har glemt mig. Overvejer efterhånden om der er nogen som helst fordele tilbage ved at have weekendabonnement. Det gør ligesom bare ekstra ondt, når man har klaret sig gennem en lang mandag til fredag uden hverken digitale eller trykte medier. Jeg havde ellers glædet mig til at bruge hele eftermiddagen i samvær med avisen, to-tre espressoer og en ostemad - især, når vi nu ikke har internet. I stedet har jeg søgt ly på kommunebiblioteket, hvor jeg har vænnet mig til den sædvanlige kamp om siddepladserne. Faktisk minder det lidt om Københavns Hovedbanegård, hvor et lignende drama dagligt udspiller sig om retten til at sidde på bænkene. Der skal man virkeligt passe på, at man ikke tager nogens plads. Puha, det er hårde blogger-tider, men jeg vil jo nødigt skuffe min stadigt voksende læserskare. Hasta luego, amigos!

Offline

2006-01-01T21:38:00.000+01:00

Øv, nu gik det ellers nogenlunde med at få opdateret Banafsaji - og hvad sker der så? Vores i forvejen alt for primitive og langsomme netforbindelse på kollegiet er ophørt fra 27.12, og vi er derfor isoleret fra omverdenen med øjeblikkelig virkning. Af frygt for at visne helt hen har jeg derfor bevæget mig ud i de vinterklædte omgivelser ved Brabrandsøen med mit nye kamera. Sådan ser mit liv altså ud lige nu - offline. Der kommer til at gå op til en hel måned (!), før vi får internet igen, så derfor må eventuelle læsere her bevæbne sig med en særlig tålmodighed i de kommende uger...

"Til Rikke Hvilshøj"

2005-12-20T22:30:00.000+01:00

I denne søde juletid fortjener Banafsajis læsere lidt ekstra... Derfor bringer vi i dag et åbent brev til integrationsministeren, som mine kolleger på Sprogcentret Kigkurren har forfattet. Brevet er en glimrende forklaring på de uhyrlige stramninger, som nu er blevet aftalt mellem økonomen, politikeren og hjemmehjælperen:

"Åbent brev til Integrationsminister Rikke Hvilshøj.

De ikke egnede –
Om frasortering af borgere med indvandrerbaggrund

I årevis er indvandrere blevet undervist i dansk på sprogcentre rundt omkring i landet. Og i årevis er deres færdigheder blevet testet ved centralt stillede sprogprøver: Prøve i Dansk 1, 2 eller 3 (PD1, PD2 eller PD3), afhængigt af uddannelsesbaggrund.
Det er foregået i god forståelse med indvandrerne selv. Det er nemlig sådan, at det store flertal af indvandrere gerne vil lære det danske sprog. Og de vil også gerne vide noget om det samfund, de bor i, for de vil gerne være medborgere i det danske samfund, og de vil gerne kunne følge med i deres børns hverdag, udvikling og skolegang. Og ikke mindst vil de af både praktiske og følelsesmæssige grunde gerne have samme nationalitet som deres (ofte) danske mand eller kone og danskfødte børn.

Med den nye aftale mellem DF og regeringen foretager man reelt en frasortering af en stor gruppe borgere, som ikke har og ikke vil få en akademisk karriere. Fra og med 2006 kan man ikke længere søge om dansk statsborgerskab med en bestået PD2. Nu kræves det, at man kan bestå en PD3 – som er den prøve man sædvanligvis kan indstille sig til, hvis man mindst har en grunduddannelse svarende til gymnasialt niveau med sig fra oprindelseslandet. Hvis man ikke har en lang skole- og uddannelsesbaggrund, er man altså ikke en værdig medspiller i det demokratiske samfund.

Det kan ikke være et demokratisk samfunds opgave at nedgøre mennesker, som ikke har forudsætninger for at opfylde for dem uopnåelige krav. Enhver må kunne forvente at have almene borgerlige rettigheder i det samfund hun eller han lever sit liv i. Kunne man forestille sig, at alle blåøjede danskere, som ikke kan tage en studentereksamen, fik at vide at de ikke duede som danskere?

At hele øvelsen handler om at sortere mennesker fra, før de når det ’forjættede’ land er vi naturligvis ikke i tvivl om. Men Danmark træder sig selv ganske gevaldigt over foden, hvis man på denne måde bidrager til at marginalisere en stor gruppe borgere.

Vi vil opfordre til, at man gør noget ved ligtornene i samfundet frem for at hugge alle tæerne af!

Lærergruppen på Sprogcentret Kigkurren i København
v. Hanne Speyer & Lone Anker

Den 15.december 2005"

Demo-nyt

2005-12-18T17:45:00.000+01:00

Ang. de nye regler for statsborgerskab: Sebastian Dorset kommer og holder tale. Jeg dukker op med sympatibussen fra Jylland. Jo flere, vi møder op i morgen på Rådhuspladsen kl. 10, jo bedre! Vi må vise, at vi tør sige fra overfor højredrejningen i Danmark. Vi må vise, at vi vælger integration frem for at modarbejde den med regler, som åbenlyst opdeler vores nye danskere (?) i A- og B-mennesker. Kan du være bekendt at blive hjemme?

Mit livs første demo

2005-12-17T15:31:00.000+01:00

...bliver en realitet på mandag. Sammen med sprogskolen tager jeg til Christiansborg kl. 11 for at vise min protest mod de nye regler for statsborgerskab. Nu må det simpelthen være nok! Det kan ikke være rimeligt at nægte hårdtarbejdende indvandrere/flygtninge muligheden for at få statsborgerskab. De gør allerede, hvad de kan for at leve op til kravet om selvforsørgelse og integration på arbejdsmarkedet. Grovsorteringen må holde nu, for rigtig mange etniske danskere ville heller ikke kunne leve op til de sprogkrav, som nu kræves af udlændingene. Nydansker som term foreslår jeg helt afskaffet i vores sprogbrug, da ordet ligesom har mistet sin betydning med regeringens nye 'aftale' ... Jeg opfordrer ALLE nye og gamle danskere med en smule anstændighed tilbage til at møde op i hovedstaden på mandag - demonstrationen starter fra Rådhuspladsen kl. 10, og det er Københavns Sprogcenter IA, der arrangerer.