As I enjoy writing these blogposts, I try to add writing them to my weekly plan. Time is rather limited with family, work, a house and a garden. But I do have possibilities as long as I pay attention to how I spent my days, and why.

I made an effort this week to sketch out my plans for 2025 (and beyond?), drawing on my many attempts from the previous many years of doing the same. The older I get, the more realistic I might become, so if I just keep trying I should do it right at some point.

In 2025, I’d like to concentrate on these blogposts, on totally rebuilding my homepage and at the same time keeping more or less the same birding- and nature activities as the last few years.

There is often a feeling of slight frustration during the year, as it is hard to keep up with all the pictures, lists, discoveries, plans, new species and other good finds. Especially during the long summer days, where it is very tempting to go birding and looking for insects more than once a day. I plan to work with my observations and pictures and the such during this time, but new things come rolling in, pushing my good intentions away.

To increase my overview of the amount of data, ideas and experiences, and to plan with them to the best of my abilities and time available, I decided to organise all the tabs of my browser (by turning them into bookmarks) and order and clean my todoist, by implementing the so-called Eisenhower Matrix. This should order my to-do’s according to the plans and priorities I just made for myself.

Because the best way to use the time I have is to be prepared for it. Planning the next day in the evening saves a lot of time, and having a list of tasks that is well pruned and ready will, hopefully, do wonders.
I opted for a simple priority-system where, for example, priority 1 is for the important and urgent tasks. As long as I review this system regularly, this should help me to get started as soon as I have a possibility.

Let’s hope it works well for me.

Luckily, there was also an opportunity this week to go for a short trip with my daughter to an area along the motorway that is kept rather wet and relatively untouched to preserve the archaeological findings in the ground. We walked and chatted about nature, admiring the surroundings and stamping on the ice on the puddles. And we even saw a few birds, like the one Great Egret that landed in the top of a tree.
It was a wonderful and revitalising walk.

The garden birding mainly produces large groups of common birds. This week I counted groups of in total 520 Wood Pigeons, and a group of about 350 Rook and 150 Jackdaws flying over. The noise is wonderful, and as so often, I was so thrilled by it that I almost forgot to count them again.

Please note that the actual podcast is in Dutch.

Vogelverhalen 21: De Koolmees by Sovon Vogelonderzoek NederlandSovon Vogelonderzoek Nederland

SOVON (A dutch bird-data organisation – Wiki in english) has a podcast (in Dutch) called Vogelverhalen (Birdstories). Each episode is about a different bird species. I was only my second episode I heard, but I found it very interesting to zoom in on a bird specie and getting to know the researches that are going on and, in this case, have been going on since 1955.

The main part of the podcast focuses on 2 research programs of the Netherlands Institute of Ecology involving great tits.

The first part of the podcast is an interview with prof. dr. Kees van Oers and is about the difference in personalities of -in this case- great tits.

Great tits are doing well as captive birds, and it has even been possible to work with many generations of these birds, enabling research in genetics and behaviour. As a main part of the research, great tits are put in a room they haven’t seen before and the birds will start to explore the new environment. They will immediately look for food, as they always do, but the way they tackle the new situation is different for each individual. Some react very quickly and start fanatically looking for food, while others carefully look around first. The research focused on the question whether the difference in behaviour has a genetic background or whether it perhaps is a reaction to their surroundings and other more immediate circumstances. The result of the investigation so far (with 4 generations and 25 years of research) is that both have an about equal influence on the behaviour of the individual bird.

The next question could be about climate change. How will this difference in personalities effect the great tit population in a changing world? Will some do better, and if so, which ones and why?

Trivia: The yellow colour of the Great Tit is a result of eating green caterpillars. The captured birds lose their yellow colour and those feathers turn grey. This change in colour can also happen in natural environments – f.ex. with those that are born late and who therefore can’t eat as many caterpillars as the earlier birds. This will however not be as clearly as with the captured birds.

The second part is an interview with Prof. dr. Marcel Visser who researches captured and wild great tits for their seasonal timing – when do they start nesting and how do they calculate what the best moment in time is. The whole process of laying eggs and letting them hatch takes nearly a month. Food should be abundant after that month for the young birds to thrive and survive. As temperature plays a key part in the process of deciding when to start laying eggs, climate change – and the consequences of it – will play a vital role in the future success of the great tit population. The research concentrates on captured birds and birds living in the wild on 4 locations in the Netherlands with different habitats. Those locations have been monitored since 1955. Since the last part of the 1990ties the research started to concentrate on the effects of climate change as well. It turned out that there is a difference in timing of adaptation to climate change between caterpillars, trees and great tits in the Dutch areas.

The Weasel

I was happy to see a weasel this week in our wild garden. I had seen it a couple of times in November 2022, and sort of assumed that it -or its family – was still there. But only now I saw it again, when it came a couple of times from underneath some bushes while I was birding in the garden. There is a bird feeder in those bushes with spillings falling on the ground. And that day there was a boil of water that was not frozen, unlike the other places with water in the garden.

A weasel is most easily distinguished from a stoat by its size and by the tip of the tail. A weasel has a short tail without a black tip, a stoat a long tail with a black tip.
It was therefore nice to have a picture where the (quick moving) animal showed its tail so clearly.

Notes

• Bookmark manager: I spent some time this week trying to find a good bookmark manager, but I didn’t find one. Then I realised that the Firefox browsers bookmark abilities work very well.

• A ruined birding location: Despite the rain and wind, I went on my first walk of ’25 today. Only to see that, at my absolute favourite birding place, the 2 to 3 meter thick row of shrubbery and small trees has been trimmed down to 20 cm high with 0,4 meter left untouched.
  I wanted to spend a lot of time in that rather large area this summer. But it will take some 6 years before it starts to remind me of how it was.
  It couldn’t be happy there today, but who knows what comes out of it. The view is great now but hopefully the owner will let it grow again.
• Deep work tip: Prepare for your next day and give yourself a task to start with. That works wonders for me, saving me a lot of time procrastinating, doubting and wondering what to do.

The last half of 2024 I started to make up my mind about how I want to spend my time.
My problem has always been that I feel that there isn’t enough time to spend on all my interests, dreams and wishes. Starting with playing chess as a young man, to painting landscapes for many years and writing whenever I am in the mood throughout my life, I build up an interest in many things. I can easily name 10 things more I would like to do.

But in the last 10 years, this probably meant that I didn’t really choose the one thing I wanted to concentrate on. And with my attention being spread out throughout the week, my personal space being filled with stuff from this or that interest, and having a job and family, this actually meant that I sometimes can feel lost in time. Both time on the clock and times long gone.

The plan that has been taking shape for the last 6 months is very simple: Just concentrate on what I am doing now and clean up the rest. Because no matter what I tried, I always went birding, looking for insects or checking birding apps or sites anyway. So I might as well give in: I will concentrate on Birding and nature around me as THE thing I do besides family and work. And I will try my best to do it as “Deep Work”. That is, as Ali Abdaal explains the key points of Carl Newport’s concept. Deep work is focused work where you don’t want to be disturbed. And that you can do for, at the most, 4 hours.
As Carl Newport puts it:

“the act of focusing without distraction on a cognitively demanding task.”

Deep work also means chasing the goals that are most meaningful. Work that brings us closer to our goal.

In my case, I find that I am at my best, and that I have an opportunity to concentrate on Birding and nature, in the mornings. Some days I even might have 4 hours for that.
And -on a sidenote – I actually think I need time spent on nature to mentally function well in the other parts of life.

So, there you are. My intentions for 2025 and some Todo’s for Deep work Birding and Nature:

• Create a deep work environment and aim for the best in 4 hours.
  • Time block my mornings in my Calendar (no deep work on weekends and during holidays).
  • Have a plan ready at the start of my day (as not to lose time planning and doubting).
  • Clean up my working space and only allow things related to Nature.
  • Organise my computer.
    • Clean up my browser tabs and organise bookmarks.
    • Organise an RSS reader for goal orientated reading
    • Organise Obsidian (big task ahead!)
    • Create relevant reading list in Mastodon.
• Write on my blog to document outcome and track progress.

The garden.

Although there of course are drawbacks, I do enjoy birding in and from the garden. It is simply one of the best locations in my area, especially because it is so easy to keep an eye on.

The garden – a typical Danish 1970’ties villa garden around the house – is situated near fields (grassland and acres), with small and tiny forests and with lakes nearby. I can’t see them, but they are near. The sea is about 20 km away. (The sea is never far away, no matter where you live in Denmark). It has a great view over the mentioned habitats.

The garden itself is rather wild, giving good nesting opportunities in the barely cut bushes and with a good number of insects in the grasses and weeds.

Benefits of birding from the garden.

• Time savingI am not so fond of driving to a place to see 1 or more birds. I personally find it to be a bit counter productive – enjoying nature by driving for a longer while in a car.If I drove back and forth for an hour to come to a birding place, I could have spent these 3 hours or more in the garden.As birding from the garden is an often rewarding game of patience, I sometimes can see a lot in 3 hours, including surprises.
• It is always there.The windows from our dining/ living room are overlooking the garden, and whenever I eat or need a break at home, I go to the living room and watch outside. And I can always go out for 5 minutes into the garden, even if it’s raining or if there is a storm. Because of that, I know my garden and the surroundings well. I will quickly notice a different bird species.
• Great exercise.Using my gear – that I don’t have to carry – in different ways, recording sounds and learning the calls of small birds flying over my head is great preparation for birding other places. (Although I have to admit that I can get confused of all those birds on great bird locations). And I will always have the quietness and privacy of my own garden.
• Family and neighbours might get involved.My family is -perhaps sometimes unwillingly -getting to know a few things about our local birds -and with that their interest has been growing. It is very nice to hear the children being able to tell species apart -sometimes without too much effort – because they hear about it so often.I think at least some of the neighbours are interested as well, because for those that normally are not that attentive when it comes to birds, it can come as a surprise to hear the number of birds and the kind of birds seen or heard in their street.

eBird and the garden.

The power of the birding homepage and app eBird is its personal location system. I can make my kitchen window a location, the road to work or the area around the school. And by creating the garden as its own location and reporting what birds I saw and how many, I can now see exactly what I saw from my garden throughout a month, a week or a year, how many and so on.

The local Danish database DOF-basen has a slightly different system, where they have created locations for people to use, manly based upon the type of habitats in an area.
Which means that from my garden I can see at least two of their locations – with 4 or 5 other locations in the distance. Then they want me to write down in which location the bird was that I saw – as opposed to eBird who wants me to write from where I saw the bird. So with eBird I have my own location and I don’t have to worry about other locations.

Results from the garden:

eBird is not popular in Denmark at the moment, although it seems to be gaining some traction. eBird has at this moment 266 bird species seen in Denmark in 2024.

I bird (is that a verb?) on average something like 30 min. per day throughout the year -that’s 180 hours or more. By doing so, I have heard and/or seen 109 bird species in/from the garden since I started registering my observations in 2019. On average 80 to 90 species per year. A number of them are “lifers” – bird species that I have never seen before. Some of them I am not even sure if I ever would have seen them, if it wasn’t for my habit of standing still in the garden and watch. Just watch.

So if you are not in the habit of watching birds yet – but would like too – and if you have a garden and 30 min. you might want to start there!

Den som han holder i hånden bliver lagt på de tegninger af 7 forskellige arter, for at se om det levende dyr ligner et af tegningerne. Dyret bliver holdt godt fast ved det bagerste del af kroppen, og de øverste del kommer til at ligge stille på et af de 7 tegninger. Far gør opmærksom på de kendetegn som er specifik for hver tegning: har den en slags hale, kan man godt se hovedet, er ens antenner lange eller korte? Til sidst når far og søn frem til at det må være en langbenet bænkebider. Far læser den tilhørende tekst højt, hvor det siges at en langbenet bænkebider findes i åbne skove og græsarealer og at den er meget almindeligt, så far siger at det også passer at de finder sådan en i græsset under rønnebærtræet. Sønnen holder endnu fast i den langbenede bænkebider, men slipper pludseligt. – Det kilder! griner han.

Jeg havde hørt den første time inden jeg skulle sove i går, og hørte resten i dag mens jeg ryddede køkkenet og morgenbordet op og sætte mig bag skrivebordet. Jeg var allerede lidt imponeret af det første del, men blev endnu mere imponeret af det andet.

Rilkes digte, i Joanna Macys oversættelse og læst op af hende, var nemt at forstå, og fuld af mening. Jeg syntes at de var smukt og overraskende fri, tidsløs.

Men apropos: det bliver klart at en oversættelse er en interpretation, lige meget hvor hård man prøver at holde sig til original teksten. Macy’s oversættelser er korter og kraftigt, og som sagt, nemmere at forstå.

Så jeg lytter til buddhistiske tanker, jeg hører Joanna fortælle om at man bliver udkørt af håb, og at at håb derfor ikke er noget man skal efterstræbe, og jeg tænker på Stoicisme, som heller ikke mener at håb er noget man burde have, fordi håb er forbundet med fremtid, og man ved ikke hvad der sker i fremtiden, så chancen for at man bliver skuffet er stor. Man kan ønske, men man burde ikke håbe. 

Joanne talte også meget om at ting er inhærent, livet er fuld af gode og dårlige ting (se digtet herunder af Rilke: “God speaks to each of us as he makes us”), og at de er allesammen sandt, en del af alt som er. Der findes ikke et rent paradis på jorden, der er liv på jorden, vi er liv, og livet er fuld af gode og dårlige ting, glæde, sorg, vrede, angst. At acceptere det, og give slip, er meningen med livet, det er kunsten. Rilke forstod det åbenbart, da han for eksempel skrev om at hans mørke skulle være et klokketårn, og han klokken. (Se digtet nedenunder Let This Darkness Be a Bell Tower.) En fantastisk tanke, aktiv, trodsig. Mørket er en del af livet.

Her er Joanne Macy som læser digtet “God speaks to each of us as he makes us” i hendes egen oversættelse – med en introduktion af Krista Tippet:

Her er original versionen:

Gott spricht zu jedem nur, eh er ihn macht

Gott spricht zu jedem nur, eh er ihn macht,
dann geht er schweigend mit ihm aus der Nacht.
Aber die Worte, eh jeder beginnt,
diese wolkigen Worte, sind:
Von deinen Sinnen hinausgesandt,
geh bis an deiner Sehnsucht Rand;
gieb mir Gewand.
Hinter den Dingen wachse als Brand,
dass ihre Schatten, ausgespannt,
immer mich ganz bedecken.
Lass dir Alles geschehn: Schönheit und Schrecken.
Man muss nur gehn: Kein Gefühl ist das fernste.
Lass dich von mir nicht trennen.
Nah ist das Land,
das sie das Leben nennen.
Du wirst es erkennen
an seinem Ernste.
Gieb mir die Hand.

(fra http://rainer-maria-rilke.de/)

Her er Joanna Macy som læser “Let the Darkness be a Bell Tower” i hendes oversættelse:

Og orginalteksten:

Stiller Freund der vielen Fernen, fühle, 
wie dein Atem noch den Raum vermehrt.
Im Gebälk der finstern Glockenstühle
laß dich läuten. Das, was an dir zehrt,
wird ein Starkes über dieser Nahrung.
Geh in der Verwandlung aus und ein.
Was ist deine leidendste Erfahrung?
Ist dir Trinken bitter, werde Wein.
Sei in dieser Nacht aus Übermaß
Zauberkraft am Kreuzweg deiner Sinne,
ihrer seltsamen Begegnung Sinn.
Und wenn dich das Irdische vergaß,
zu der stillen Erde sag: Ich rinne.
Zu dem raschen Wasser sprich: Ich bin.

Aus: Die Sonette an Orpheus, Zweiter Teil

(fra http://rilke.de/)

Jeg tager mig selv seriøst. Jeg læser mig selv mens jeg skriver, og så skriver jeg mere, og mere. Til sidst ved jeg ikke hvad jeg skal med alle disse tekster, tanker, sætninger, ord. Jeg vil ikke lade dem stå til, jeg vil ikke lade dem gå til grunde.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke vil det. Det er mig en stor gåde, lige så stor som den tryk jeg mærker på mig selv, og som fortæller mig at jeg ønsker at få nogle af teksterne ud i lyset. Jeg tror at det er en trang til at bekræfte mig selv.

Jeg skriver som sagt videre og videre, og kan skrive det samme igen og igen i 30 år, nærmest uden at opdage det, tiden går. Nogle gange er der et gennembrud, og skriver jeg noget godt. Når jeg læser det 10 år senere kan jeg ikke altid forstå at det er mig som har skrevet det. Fordi det måske er nogle gode tanker, en god energi, teksten løber fint, ordenen er på plads og rammer, men jeg kan ikke genkende det. Skal jeg så fortsætte med at skrive det samme, i 10 år, kommer jeg ikke videre?

Jeg vil ikke hænge fast i min egen usikkerhed, i uvidenhed om hvem jeg er og hvad jeg skriver. Mon ikke det er derfor at jeg gerne vil arbejde med teksterne og få nogle ud. Til at definere mig selv, eller til at dokumentere de tanker og følelser jeg har.

Så jeg laver nogle gange et indlæg på bloggen, glemmer det så i tidens løb, og skriver nogenlunde det samme igen.

Derfor skal jeg nok gå et skridt længere: samle tekster omkring de samme emner, og sammensætte en redigeret tekst hvor jeg fanger vinklerne og ånden i teksterne. Den kan jeg lade komme ud i lyset, og dermed definere mig selv. Hvorefter jeg vil indse at det altså ikke er hele historien, der er mere end bare det jeg har skrevet, eller at nogle af tanker og følelser ikke længere er i mit bevidste, dagligdags liv. De er forsvunden under overflader, ulmer, men er ikke aktuel.

I øjeblikket er jeg optaget af at forsøge at leve i her og nu, og give mine tanker den plads de fortjener: i tankehjørnet, under forbigående observationer, som grene i åen. De er der, men snart er de væk. Jeg kan samle nogle op, og publicere dem, men væk bliver de. Åen flyder videre, jeg skal videre, ned ad bakken, ins blaue hinein. Raus, Ende.

Maleri “View in a Garden, with a Shed on the Left (ca. 1821) John Constable.
Fra Bogen “Essential Constable” Mandi Gomez, Parragon Book, Bath 2001. side 140.

Link til maleriet.

“Darkness in the air, Darkness everywhere. Højdepunktet af maleriet er for mig det område hvor den lave mur møder naturen. Sten og plant, forbunden gennem det våde , skimmelfuldte, rådnende mørke. Han har sat streger for at afgrænse områderne af stenene. Det var også nødvendigt, fordi stenene forsvinder nærmest ind i mørket. Jeg kan dufte de våde sten, den våde kælder til venstre. Det er en stærkt lugt af vand og cement, og den kulde som kommer fra våde sten og indelukkede områder.
Der er skov, eller i hvert fald træer, bag muren, men mørket på bunden antyder at der er den samme atmosfære, den samme rådende fugtighed. Vi er på bunden af landskabet, et glemt hjørne, der er lidelse og afhængighed af livets og vejrets luner.
Træerne står i en have får vi at vide, dvs at skuret og det mørke fugtige hjørne er i tjeneste af husets ejer, hvis det ikke er det samme som skurets bruger.
De mørke træer lever dog, tykke stamme træder frem mod det grå lysende baggrundshimmel, lige over noget som kan være nogle huse eller bakke. For at formgive og synliggøre , er der brugt en af mine favoritfarver, okker, som jeg selv flittigt brugte i mine landskabsmalerier. Jeg ved ikke hvad de prikker til højre i luften antyder. Er det fugl, ænder eller duer, som flygter væk fra stedet? Det mørke grønne af træerne kan jeg også bestemt lide. Hele den mørke fremtoning oser af klassisk malerkunst. Havde mørket en anden klang dengang? Var mørket en antydning af noget seriøst, lige som vi nu nogle gange betrager det nu? Har Constable brugt rigtigt sort i hans malerier? Man ville næsten tro det. Ikke i himlen, måske i huset, men det kan i virkelighedens lys sagtens vise sig til at være en blanding af mørke blå, rød og grøn.
Maleriet er hurtigt malet, det er en skitse, til at vise træet i baggrunden vil jeg mene. Den er rammet ind mellem en stormagtigt himmel, en ukendt tårnhøj bygning, som kun er antydet med grove strøg, skuret med det spidse tag, havemuren og nogle buskadser og lave træer direkte bag muren. Lyset er i midten af maleriet, og bag hovedtræet.
Jeg ved ikke hvad jeg skal synes om det. Jeg ville gerne eje maleriet pga den mørke del ved muren, og pga træet i baggrunden. Maleriet giver mig meget lyst til selv at male. Det er vådt på vådt oliemaling, det klasker på hinanden, flyder over i hinanden, og er malet i hast og med færdighed. Det er en skitse, et minde, en farvestudie – et frivilligt studie af det våde mørke, af at male lugten i skuret, mod den dampende natur, og den våde himmel i baggrunden. Det må være på vej til efterår. Det er en malerstil og et emne fra en forsvunden tid. Tidløs dog, opret, nærværende, naturligt med den tids virkemidler. Et personligt øjevidne af nogen som kunne se, og male det.”

Kragen sidder i træet. D ser Chugginton, alt er i orden, er det ikke? I orden er en vås historie. I orden er ikke noget man snakker om. I orden er ikke i orden.
Hvad skal du sige for at det er i orden igen, hvad skal du gøre? Appelsintræer vokser jo heller ikke i himlen. Der er ingenting som vokser i himlen. Der er kun dem som Danser med Drengene på en søndagmorgen, hvor alt er fredeligt.
Er det i orden, er det som det skal være? Hvad hvis der er andre som ser det, er det så i orden? Vafler med sirup, sukker på smør, det er ikke i orden, er det? Is på ærmerne, hagesmækken i suppen, det burde være i orden med lidt spøjs ballade på bordet. Og børn er spøjse væsener, mens jeg er et fjollehoved. Det får jeg at vide, og det er sikkert rigtigt, det er i orden, må vi så komme videre og snakke om hvad det virkeligt drejer sig om? Om æbler på træet, lukaspærer som falder ned men pænt bliver spist af solsorte uden hagesmæk på. Og de har ikke engang ærmer. Så sidder de der på en bunke slået græs, som er blevet til en slask vådt noget. Det må de gerne, det er helt i orden. Der kommer en anden solsort som får et hak på kroppen. Væk med dig! Det er helt i orden, hvad er naturen dog smukt! Og vi står bag vinduet og nikker. Har vi det ikke godt alle sammen? Og for de andre: Er der nogen i himlen, som elsker dig? Eller skal vi gøre det for dig, til du ikke længere vil? Der er nemlig en slutning på alt det der og det er i orden. Enhver fodboldkamp har også en start og en slutning og vi hepper på dem begge to. Bare de ikke slås med hinanden, så bliver det noget andet fra romerske tider. Colosseum fodbold gider vi ikke. Det er ikke i orden. Vi har solsorte på en bunke græs med lukaspærer. Det er helt i orden. Vil du have mere kaffe? Om lidt er kaffen klar. Hr. og fru Danmark er nok taknemmeligt for opfindelsen. Det holder samtalerne i gang. Det holder styr på orden.

Lige nu kan jeg mærke at jeg skal stramme op i forhold til at jeg skal lade være med at tænke inden, og mens, jeg skriver. Det var nemt med at finde glæde ved bare at skrive løs i starten, og ordene væltede ud. Det gør de stadigvæk, men jeg skal huske at give alt plads og frihed til de ord som vil ud. Det behøver slet ikke at give mening.

Og samtidigt vil jeg arbejde videre med det som kom på papir. At friskrive om en sætning eller ord fra gårsdagens friskrivning, eller at tage et emne op og udarbejde det ved at målrettet friskrive mere om det.
Jeg har ofte lyst til at redigere teksterne ved at “renskrive” dem i computeren. Jeg bruger beta-software programmet Manuskript til det, i “simple mode”, og indtil videre virker det helt fint.

Der er nu 17 korte tekster i Manuskript og de fleste vil jeg arbejde videre på. jeg kunne tænke mig at tilføje mere ved at slå op i min tidligere skriverier eller ved at tænke lidt mere over emnet, friskrive mere om noget af teksten, eller bare redigere eller endda måske kassere det. Der er 4 friskrivnings tekster i min notebook som jeg gerne vil have med i Manuskript, men som jeg ikke har tastet ind endnu. Så det kører.

Jeg er startet med at lave en liste over alt det jeg skriver i øjeblikket, sådan at jeg nemt kan få et overblik over hvad jeg har, hvor det er, og hvilken emner jeg skriver om. Indtil videre i en online spreadsheet, og det ser ud til at virke.

Bogen Wild Mind fra Natalie Goldberg er nu næsten læst færdigt, og jeg går igennem det igen ved at skrive hovedbudskabet af hver kapitel ned, sådan at der opstår en fint guide til hendes form af friskrivning.
Jeg havde tænkt mig at hendes bøger var nok til at arbejde videre med i de kommende år, og vil genlæse dem alle, men noget andet kom til i går.

Jeg kiggede nemlig kort på Goodreads, fordi jeg havde et ønske om at finde nogle forfatter som kunne berige/forbedre mit sprog, eller inspirere eller motivere mig til at skrive i den stil og med de emner som jeg nu ønsker.

Jeg startede med en forfatter som jeg huskede fra mit barndom, og som havde gjort indtryk, den belgiske forfatter Filip de Pillecyn (1891 -1962) …. og kom aldrig videre. Især ikke da jeg fandt alle hans bøger frit tilgængeligt (på hollandsk) på dnlb.org.

I går aften har jeg gjort nogle tekster klar i Calibre til at læse på min e-bog læser, og jeg glæder mig til nogle af de korte historier. De store historiske værker skræmmer mig umiddelbart, og det er muligt at det kun er de korte historier som vil fange mig.

Jeg undrer mig dog over hvordan Natalie Goldberg og Filip de Pillecyn kan hænge sammen, men hvis jeg klarer at friskrive uden at tænke, kan det blive et spændende møde.