BIF på BLOGGEN

Lunken start på den nye sæson

2013-07-31T02:04:00.000-07:00

Der blæser nye vinde over Brøndby IF. Som vi skrev i et tidligere indlæg er der foretaget store forandringer i klubben henover foråret og sommeren. Der er valgt en ny bestyrelse, ansat en ny sportslig ledelse samt hentet flere rutinerede spillere til klubben. Udover Martin Ørnskov og Lukas Hradecky, har klubben hentet den bomstærke svenske forsvarsspiller Michael Almebäck i belgiske Club Brügge. Almebäck fik debut i søndagens nederlag mod SønderjyskE, men imponerede, ligesom resten af holdet, ikke synderligt.

Det har været en noget lunken start på sæsonen for Brøndby. Udover nederlaget i Haderslev, spillede man kun uafgjort hjemme mod oprykkerne fra FC Vestsjælland, hvor holdet ellers fik massiv opbakning fra 18770 tilskuere, der er rekord for en åbningskamp i Superligaen. Virkelig flot fremmøde og fantastisk stemning til en kamp i juli måned, hvor man ellers forventede færre tilskuere som følge af det ferierende folk.

18770 tilskuere i juli måned!

Stemningen fik et historisk ungt Brøndby-hold med en gennemsnitsalder på lidt over 23 år frem på banen. Der var masser af vilje og energi i første halvleg og debutanten Andrew Hjulsager bragte Brøndby foran på et smukt lop efter en lang bold fra en anden debutant, Martin Ørnskov. Men i anden halvleg slækkede holdet grebet om kampen og tillod FC Vestsjælland at spille mere, og desværre har de hentet en gammel kending hjem til Superligaen. Dennis Sørensen headede udligningen hjem i en situation, hvor hverken Dario Dumic eller Lukas Hradecky så særlig heldige ud.

Hvis man havde på fornemmelsen, at holdet ikke var sammenspillet og manglede rutine i kampen mod FC Vestjælland, blev man fuldstændig sikker efter at have set kampen i Haderslev mod SøndejyskE. Brøndbys unge hold blev fra første fløjt presset i bund af de fysisk og taktisk klogere (samt ældre) sønderjyder. Der var INGEN lyspunkter i første halvleg, som hjemmeholdet burde have ført med to eller tre mål. Først efter Sønderjyske kom foran efter et kvarters spil af anden halvleg, begyndte Brøndby at presse lidt på, uden dog for alvor at blive farlige. Alt i alt var det ikke opløftende at se Brøndby blive udspillet mod et hold de burde kunne måle sig med.

Nu skal man ikke dømme holdet til nedrykning efter blot to kampe. Der var henholdsvis fire og fem nye spillere i startopstillingen til de to kampe, og det tager selvfølgelig tid at spille nye spillere sammen. Mine primære bekymringer efter de to kampe går på:

1) Hvor sent udskiftningerne blev foretaget i begge kampe, især når man tager varmen i betragtning. Måske en tidligere udskiftning kunne have forhindret modstandernes mål, der i begge tilfælde kom omkring et kvarter inde i anden halvleg. Derudover, hvad nytter det at sætte Lebogang Phiri ind i overtiden mod FC Vestsjælland? Hvis man går efter sejren, må man losse lange bolde ind i feltet til sidst og der ville en høj spiller give mere mening.

2) Hvor lidt Simon Makienok har fået ud af det i de to kampe. Han havde en god chance i begyndelsen af kampen mod FC Vestsjælland, men derudover har han ikke været god. Ja, mod SønderjyskE vil jeg nærmest gå så langt at sige, at han var en katastrofe. Alt hvad han foretog sig gik galt. Hvis han fortsætter på det niveau, er det bare om at sige ja tak til de 20-25 millioner kroner, som hollandske Twente angiveligt vil betale for ham. Men lad os nu se. Det kan være at han, ligesom resten af holdet, skal bruge tid til at vænne sig til holdets nye måde at spille på.

På det positive plan er det dejligt at se de mange unge Brøndby-drenge på klubbens bedste hold. De har helt sikkert talent, og især Riza Durmisi har imponeret med aggressive og insisterende løb på venstrekanten. Samtidig var Quincy Antipas tilbage efter karantæne til kampen mod Sønderjyske, og viste i glimt den kvalitet han besidder. Han er en hveps, der bliver ved med at irritere modstanderholdets forsvarsspillere. Hans hurtighed, aggresivitet, driblinger og forhåbentlig også mange mål bliver vigtigt for Brøndby IF i denne sæson.

Brøndbys pointhøst giver mesterskaber

2013-07-17T22:03:00.001-07:00

Tanker om Brøndbys pointhøst det seneste halve år, den belejlige fyring af 'syndebukken' Auri Skarbalius og ansættelsen af den karismatiske og talentfulde Thomas Frank.

De seneste måneders Brøndby-transformation var en befrielse at følge. De fleste fulgte med hjertet i halsen Brøndbys nervepirrende sæsonafslutning, som bød på det måske mest spændende bundgys i superligaens historie, idet rækken vel aldrig havde været mere tæt end i sæsonen 2012/13.

Når man tager jævnbyrdigheden i betragtning så har Brøndbys pointhøst siden vendepunktet i Silkeborg i november måned, hvor Brøndby sejrede 2-1 på to mål af Makienok, været temmelig imponerende. Når det ikke er kommet frem i lyset er det nok fordi det hele har handlet om overlevelse og nedrykning.

Faktisk var pointhøsten i de sidste 18 kampe på hele 30 point. Det giver et pointsnit på 1,66, hvilket ville have været nok til en bronzemedalje i den netop afsluttede sæson. Hvis man kigger tilbage på de sidste 15 sæsoner, altså fra 1998/99 til 2012/13, så havde det kastet to sølvmedaljer og tre bronzemedaljer af sig, og europæisk deltagelse i 12 ud af 15.

Hvis man ikke synes det er helt godt nok, så kan man være fræk og runde decimalet op til 1,7, som man lærte af sin matematiklærer i Folkeskolen, så ville pointhøsten i foregående sæson have været 56, og dermed nok til at hente mesterskabet i Herfølges mesterskabssæson 1999/00. Men så begynder det måske at lyde lidt patetisk.

Lad os i stedet kigge på en endnu mere positiv statistik, nemlig de sidste ni runder af sæsonen, hvor spillet på banen for alvor begyndte at vise lovende takter. Her skaffede Brøndby sig 18 point, hvilket giver et snit på 2 point per kamp, hvilket giver 66 point på en sæson. Det vil sige, at hvis Brøndby havde startet som de sluttede, med al sandsynlighed kunne være løbet med mesterskabet sidste sæson.

Hvis man kigger tilbage på de sidste 15 sæsoner, så ville en sådan pointhøst set over en hel sæson have kastet medaljer af sig i 14 ud af 15 sæsoner, heriblandt fire mesterskaber, pudsigt nok fire af dem, som Brøndby ikke vandt i virkelighedens verden, nemlig 1999, 2000, 2001 og 2013. Derudover ville pointhøsten have givet 6 sølvmedaljer og 3 bronzemedaljer. Se så begynder det at ligne Brøndby som vi kender dem.

En belejlig syndebuk
Med den statistik i bagagen kan man vel næsten ikke være andet end positiv over for fremtiden. Og set med den statistik i ryggen virker fyringerne af Auri Skarbalius og Ole Bjur da også en anelse forhastede og unødvendige. Når man ser på resultaterne så tog det altså Auri et år at vende skuden, og det kan vel ikke siges at være et år for meget, set i lyset af de ekstreme arbejdsvilkår spillerne og trænerne har været under i de senere år.

Men som set så mange gange før så har bestyrelserne ikke haft tiltro til trænere særlig lang tid ad gangen, hvis ikke man vinder mesterskaber. På den måde er den nye bestyrelse ikke et hak bedre end de gamle, som gennem tiden har fyret trænere som fx Morten Olsen, Rene Meulensteen og Kent Nielsen.

Men alligevel har de færreste vel ligefrem taget Auri i forsvar, på trods af det seneste halve års resultater. Frederik Holst var som den eneste ude at bakke Auri op som cheftræner, men ellers har de fleste vel følt, at der skulle nye kræfter til. Auri var måske brugt op efter den hårde redningsaktion, og det samme kan flere af spillerne have været.

Men det kan lige så vel være, at alle, både bestyrelse, fans og medier, har trængt til nye ansigter at kigge på, nye ansigter at hænge de spirende fremtidshåb op på, og ikke de samme gamle trætte ansigter, som man har kigget på i årevis, og som man forbinder med så mange dårlige historier, så megen dårlig energi.

Nu skal der ny inspiration og ny energi på bordet. Set på den måde leverede Ole Bjur og Auri blot redningen, brandslukningen og overgangen til det, der senere skal komme. Men den historie får jo også lov at stå uimodsagt i og med at Ole Bjur og Auri aldrig fik chancen for at høste frugterne af det hårde arbejde, de havde udført. De blev ikke belønnet for, at skuden blev vendt, og fik ikke chancen for at vise, at de kunne fortsætte den pointhøst, der var blevet hevet i land de sidste 9 eller 18 runder.

Der er noget i mig som ikke kan lide at undlade at give folk kredit for hårdt og veludført arbejde. Man følte måske, at man havde brug for en syndebuk, og det blev Auri. Men jeg mener bare ikke at man havde behøvet en syndebuk i den nuværende situation. Klubben havde allerede fået ny energi i og med at klubben var kommet på ret køl både økonomisk og sportsligt.

Slut med trænerfyringer?
Som de fleste andre synes jeg det nye projekt med Thomas Frank ser super spændende ud. Men når vi nu endnu engang har fået et nyt og lovende trænertalent, har bestyrelsen og trænerne så mere end halvandet år at give ham før han bliver fyret? Tror man for alvor på ham på den lange bane, eller er det blot spil for galleriet når bestyrelsesformand Aldo Petersen i medierne giver ham den længst mulige snor?

Umiddelbart klinger det vel en anelse hult, når han går ud at siger at det skal være slut med trænerfyringer i Brøndby, når han nærmest stadig står med de overrevne eksemplarer af Ole Bjurs og Auris kontrakter i hånden. Nå nej, det var jo ikke fyringer, men gensidig opsigelse af kontrakterne.

Men det eneste, der gælder, er resultaterne på banen. Ellers kan Thomas Frank være nok så intelligent, sympatisk, talentfuld, nytænkende og alt muligt andet. Historien har vist, at der kun vil være plads til ham i Brøndby IF, hvis han han leverer topresultater inden for en overskuelig fremtid. Det er nu det gælder, ikke om et år.

Heldigvis har Brøndby et overkommeligt startprogram i superligaen, hvilket forhåbentlig kan være med til at holde den spirende positive stemning ved lige i fremtiden. For det har været en udsøgt fornøjelse udelukkende at læse positive nyheder om Brøndby i så lang en periode. Det andet har tæret på kræfterne, og når det har tæret på kræfterne som fan, hvad må det så ikke have gjort som ansat? Den positive energi skulle gerne fortsætte i fremtiden. Lad os håbe på, at vi fik hevet ukrudtet op ved roden denne gang.

Læs evt. vores blogindlæg: "Et talentfuldt landshold og vigtigheden af kontinuitet på cheftrænerposten."

Sæsonoptakt 2013/2014

2013-07-12T03:12:00.000-07:00

Den nye sæson i Superligaen står for døren, og selvom vi håber på, at det ikke bliver lige så spændende som i Horsens sidst i maj, tegner det alligevel til at blive en endog meget interessant sæson. Der er sket ting og sager i klubben i løbet af foråret og sommeren, som gør, at vi med rette kan se noget lysere på fremtiden end for bare et halvt år siden, hvor klubben, ifølge mange medier, var meget tæt på at gå konkurs.

Ny bestyrelse
På trods af at klubben tabte sagerne mod de tidligere spillere Peter Madsen, Martin Ericsson og Thomas Rasmussen i den såkaldte "feriepengesag" og dermed måtte betale fire mio. kroner tilbage, og på trods af at klubben i slutningen af januar ikke kunne udbetale løn til sine medarbejdere, blev konkursen alligevel afværget. En vellykket aktieemission resulterede i over 100 mio. kroner, og på den ekstraordinære generalforsamling for en måned siden blev den nye bestyrelse valgt, der for første gang i fyrre år ikke inkluderede Per Bjerregaard og Benny Winter. Erhvervsmanden og tidligere bestyrelsesmedlem i FC København, Aldo Petersen, blev valgt som ny bestyrelsesformand og advokaten N.E. Nielsen næstformand. Det er personer med stor erfaring fra tidligere bestyrelsesarbejde, men især Nielsen har en historie, der ikke er særlig positiv. Han var således bestyrelsesformand for Amagerbanken og Cimber Sterling, da selskaberne gik konkurs. Derfor er det positivt, at Aldo Petersen blev valgt som formand i stedet for N.E. Nielsen. Det er også værd at bemærke, at Brøndby Supporters Trust, der har ført en glimrende kampagne for at få rejst kapital fra "almindelige" tilhængere, fik en repræsentant med i Bestyrelsen i skikkelse af Morten Holm.

Ny cheftræner
Umiddelbart efter den nye bestyrelse var blevet valgt, blev både cheftræner Auri Skarbalius og sportchef Ole Bjur fyret og samtidig afslørede klubben deres nye cheftræner. Valget faldt på den danske U-19 landstræner Thomas Frank, der netop havde haft succes med ungdomslandsholdet i kvalifikationsturneringen til EM med to storsejre over Bulgarien og Tjekkiet samt et knebent nederlag til værterne fra Portugal.

Thomas Frank

Thomas Frank har masser af erfaring med at træne ungdomshold, men ingen erfaring med professionel seniorfodbold. Derfor fik udpegningen af Frank også en blandet modtagelse af medier og fans, og det er uden tvivl et modigt valg. Det der taler for at Frank bliver en succes er, at klubben længe har meldt ud, at man satser på egne talenter, og lige netop indenfor talentudvikling burde Frank have gode kompetencer. Problemet i Brøndby er, at det ikke er nok blot at udvikle talenter og vinde en fodboldkamp i ny og næ. Inden for nogle år forventer medier, sponsorer og fans at Brøndby igen kan blande sig i toppen af Superligaen, og i den forbindelse kan man godt sætte et spørgsmålstegn ved om Frank er i stand til at føre klubben i den retning.

Ny sportschef samt kommunikationschef
En af dem der skal hjælpe Thomas Frank med at nå klubbens målsætning er den nye sportschef Per Rud. Rud er, ligesom Auri Skarbalius, hentet i HB Køge, hvor han i ti år har fungeret som sportschef i først Herfølge Boldklub og dernæst HB Køge. Han er, modsat Thomas Frank, det sikre og fornuftige valg. Rud har ført en fornuftig sportslig stil med et beskedent budget i HB Køge, og har aldrig brugt flere penge end klubben havde. Derudover har han altid fremstået klar og tydelig i sin kommunikation med medierne. Da han ikke er den mest højtprofilerede og udfarende sportschef i Danmark, kan man måske stille spørgsmålstegn ved hans evne til at tiltrække store spillere til klubben. I en situation, hvor klubben hverken kan eller vil hente dyre spillere, men derimod satse på egne talenter og udvise økonomisk ansvarlighed virker han dog som det helt rigtige valg.

Per Rud

Ligeledes ligner Anders Bay det rigtige valg som ny kommunikationschef. Bay kommer fra et job som sportschef for tv-kanalerne Canal 8 og 9, og har tidligere været ansat som kommunikationsrådgiver for Bjane Riis samt chefredaktør for Tipsbladet. Dermed tegner der sig et billede af en mand med væsentlig kommunikationserfaring samt stor viden om fodbold. Det er der brug for i en virksomhed som Brøndby IF, hvor der ikke går mange timer på en dag uden medieomtale.

Nye spillere
Den nye sportslige ledelse har været ansat i så kort tid, at jeg tvivler på de har været særligt meget inde over de to spillertilgange, som klubben har foretaget op til den nye sæson. Der er tale om væsentlige forstærkninger, som næsten ikke kan undgå at blive profiler i den nye sæson. Forårets profil i Superligaen, finske Lukas Hradecky, er hentet på en fri transfer i Esbjerg og Martin Ørnskov er købt fri af norske Viking Stavanger for omkring fem mio. kroner. Begge ligner rigtige solide spillere, der kan gå direkte ind på holdet uden en lang tilvænningsperiode. Hradecky var klart den bedste målmand i Superligaen i sidste sæson og satte rekord ved at holde buret rent hele 16 gange. At klubben har hentet den bedste målmand i ligaen, som i øvrigt kun er 23 år gammel, uden at betale overgangssum, må karakteriseres som et scoop.
Selvom Hradecky er finsk har han spillet i Esbjerg i 4½ år og taler fint dansk.

Lukas Hradecky

Martin Ørnskov er 27 år og har spillet 1½ år i norsk fodbold, hvor han, ifølge Vikings cheftræner, har være en bærende kraft på holdet. Ørnskov har haft hele sin fodboldopvækst i Silkeborg IF, hvor han havde en nøglerolle på Troels Bechs mandskab som balancespilleren på den defensive midtbane.

Martin Ørnskov

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om vigtigheden af den rette spiller på denne position, og jeg håber virkelig at Brøndby har fundet manden i Ørnskov. Han kan blive den vigtigste signing siden Michael Krohn-Dehli kom til klubben i 2008. Ikke fordi han besidder de samme egenskaber som Krohn-Dehli, men fordi han kan kæde forsvaret og midtbanen sammen og dermed fritage offensivt indstillede spillere som Mikkel Thygesen for defensive pligter, hvilket er til gavn for hele holdet. For både Hradecky og Ørnskov gælder det dog, at der selvfølgelig altid er en usikkerhed omkring spillere, der ikke er vant til den store medieopmærksomhed der er om Brøndby, men på trods af denne usikkerhed, tror jeg at de vil forstærke holdet.

Farvel til mange spillere
Der er også sagt farvel til en del spillere i sommerpausen. De fleste må betegnes som marginalspillere, men både Anders Randrup, Dennis Rommedahl og Jan Kristiansen, der alle har spillet mange kampe for klubben, fik som ventet ikke forlænget deres kontrakter. Samtidig kunne man ikke blive enige med Jens Stryger Larsen om en ny kontrakt, selvom klubben var interesseret i at forlænge med kantspilleren. Han har i stedet skrevet kontrakt med rivalerne fra FC Nordsjælland, hvilket må siges at være en anelse ydmygende for Brøndby. For fire år siden hentede klubben en af FC Nordsjællands profiler, Martin Bernburg, nu er det omvendt. Det viser desværre, at klubben fra Farum lige nu er langt foran på det sportslige plan. Der må også forventes, at enten den tidligere førstemålmand Michael Tørnæs eller Michael Falkesgaard snart finder sig en ny klub, da ingen af dem har lyst til at være tredjevalg. Tørnæs' kontrakt udløber til vinter, så det ser ud som om, at han snart skal finde sig en ny klub.

Der er stor usikkerhed om klubben også fortsat råder over topscorer og den absolutte nøglespiller Simon Makienok Christoffersen når sæsonen skydes i gang om en uge. Hollandske Twente menes at ville betale omkring 22,5 mio kroner for Makienok. Sker dette, vil det være en stor svækkelse af holdet, da der ikke findes en afløser klar i truppen. Brent McGraths kontrakt er udløbet, Oke Akpoveta er helt usædvanlig ufarlig og Martin Bernburg kan ikke spille to kampe uden at blive langtidsskadet. Der går rygter om, at sidste sæsons FC Nordsjælland-topscorer Joshua John, der ejes af Twente, måske kan sendes den modsatte vej som del af en Makienok-handel. Dette vil gøre Makienoks afgang lidt mere tålelig.

Målsætning
Administrerende direktør i Brøndby, Tommy Håkansson, udtalte tidligere på året, at målsætningen for sidste sæson var overlevelse og i kommende sæson en 6. plads. Udtalelsen blev efterfulgt af flere forbehold, hvorfor man nok ikke skal regne med, at hele den nye sportslige ledelse bliver fyret, hvis klubben ender på 7. pladsen. Det ville da også være helt urimeligt at sætte forventningerne til en så ung og spinkel trup for højt. Først og fremmest gælder det om at udvikle en spillestil der gør, at holdet ikke kommer til at være i nedrykningsfare igen når vi nærmer os slutningen af sæsonen. Det bør være muligt, da Superligaen er blevet væsentlig svækket i de sidste uger. De største profiler er blevet solgt til udenlandske klubber, og reelt er der kun to hold der kan vinde mesterskabet, FC København og FC Nordsjælland. Placeringerne derefter og ned til nedrykningsstregen er helt åbne, og Brøndby kan lige så godt ende på bronzepladsen som nummer 10. Favorit til de to nedrykningspladser må være de to oprykkere Viborg og FC Vestsjælland. Modsat sidste års oprykkere, Randers og Esbjerg, der kun havde en enkelt "mellemsæson" i 1. Division, og derfor havde erfaringen ved tilbagevendingen til Superligaen, har hverken Viborg eller FC Vestsjælland særlig superligaerfaring. Viborg var senest i den bedste række i 07/08, mens FC Vestsjælland aldrig har spillet i Superligaen. Sidstnævnte har dog rigmanden Kurt Andersen, der tidligere har været i AGF, bag sig, og har oprustet kraftigt med køb af blandt andre de tidligere udlandsprofessionelle og superligaprofiler Dennis Sørensen og Michael Lumb. Nu var jeg så heldig at se topopgøret i 1. division i april mellem Lyngby og FC Vestsjælland, og gæsterne var ufattelig heldige med at slippe fra Lyngby Stadion med en 1-0 sejr, så på trods af deres indkøb af nye spillere, tror jeg simpelthen ikke det er nok i længden til at overleve i Superligaen. Derfor forventer jeg også en Brøndby-sejr i åbningskampen mod netop FC Vestsjælland på Brøndby Stadion.

Truppen
Brøndbys nuværende trup ser ganske ung ud, og der er helt klart nogle huller hist og pist. Det centrale forsvar ser utrolig skrøbeligt ud efter Clarence Goodsons tilbagevending til USA samt Daniel Stenderups uheldige skade i en træningskamp. Der er reelt kun to kompetente spillere tilbage samt en meget ung og uprøvet ungdomsspiller. Den offensive højre kant ser også tynd ud efter både Dennis Rommedahl og Jens Stryger Larsen har forladt klubben. Hvis der bliver hentet en forstærkning til disse to positioner, ser truppen dog ganske fin ud, og burde være god nok til at undgå nedrykning.

Målmænd:
Lukas Hradecky
Michael Falkesgaard
Michael Tørnæs

Venstre back:
Patrick Da Silva
Riza Durmisi (eller wing)

Højre Back:
Frederik Holst
Rene Joensen

Midterforsvar:
Martin Albrechtsen
Dario Dumic
Daniel Stenderup (skadet)
Mads Nielsen

Central Midtbane:
Martin Ørnskov
Mikkel Thygesen
Lebogang Phiri
Franck Semou (skadet)
Kristian Andersen (eller længere fremme)

Højre wing:
Quincy Antipas

Venstre wing:
Mathias Gehrt (eller mere centralt)
Riza Durmisi
Maikon Orellana

Central Angriber:
Simon Makienok Christoffersen
Oke Akpoveta
Martin Bernburg (skadet)

En startopstilling til næste uges kamp mod FC Vestsjælland kunne se således ud:

Hradecky

Holst Dumic Albrechtsen Da Silva

Ørnskov
Thygesen Phiri

Antipas Gehrt/Durmisi

Makienok

Rettelse: Antipas afsoner karantæne i den første kamp, så mon ikke enten Thygesen eller Gerht overtager hans højre wing.

Så er det nu!

2013-05-20T01:02:00.000-07:00

Tro på det, drenge. Det kan lade sig gøre!

Forløsningen i Silkeborg

2012-11-13T08:26:00.002-08:00

Så kom den endelig! Brøndbys vandt i søndags 2-1 i Silkeborg og fik dermed den første sejr i Superligaen efter 12 kampe uden fuld gevinst. Den seneste sejr lå helt tilbage i juli måned, hvor holdet på Brøndby Stadion også vandt over Silkeborg med samme cifre.

Ringe første halvleg
Det lignede dog "business as usual" for Brøndby i dette efterår, da Silkeborgs old boys-angriber Henrik "Tømrer" Pedersen efter godt tyve minutters spil bragte hjemmeholdet foran efter en noget rodet start på opgøret. Som så ofte før i dette efterår var det utroligt ringe forsvarsspil, der gjorde at modstanderen kunne score et relativt simpelt mål. Daniel Stenderup er ikke tæt nok på sin direkte mand, Marvin Pourié, som lidt heldigt får sendt bolden videre til Tømreren, der på trods af at være langsommere end en gammel skilpadde, får lov til at vende og sparke bolden i mål. Dette mål må anfører Clarence Goodson tage på sin kappe. Sjældent har jeg set så dårlig en præstation gennem en hel kamp fra en centerforsvarer i Superligaen. Han var konstant dårligt placeret, kom for sent i tacklingerne og så klodset ud i stort set alt han foretog sig. At det kun kom til at koste et mål og et gult kort i den kamp, er vist mere held end forstand.

To kaptajner. Henrik "Tømrer" Pedersen i duel med Clarence Goodson.

Første halvleg var ikke holdets bedste præstation i efteråret. De lod sig stresse af Silkeborgs høje pres og engagement, og virkede febrilske i afleveringerne, der sjældent ramte en medspiller. I pausen blev Simon Makienok skiftet ind i stedet for Oke Akpovata, der ikke lignede en mand der var god nok til at spille alene på toppen. Måske er det stadig den alvorlige korsbåndsskade der driller nigerianeren eller måske er han bare ikke bedre. I hvert fald blev spillet meget bedre i anden halvleg. Brøndby pressede hjemmeholdet tilbage på banen og Makienok formåede, modsat Akpoveta, at hold fast i bolden og ligge bolden af til medspillerne. Alligevel troede man ikke rigtigt på en sejr. Alt for mange gange i denne sæson er det gået galt, og da Silkeborg fortsat skabte store chancer på kontra, frygtede man et nederlag. Den største Silkeborg-chance tilfaldt Kasper Risgård, der blev spillet helt fri og afsluttede flat i det lange hjørne. Heldigvis var Michael Tørnæs vågen og reddede holdet med en flot fodparade.

Helten Makienok
I stedet for 2-0 til Silkeborg udlignede Brøndby nogle minutter senere. En bold blev slået ind i feltet fra venstre side og efter et blokeret skud fra indskiftede Brent McGrath, endte bolden for fødderne af Simon Makienok. Mange gange i denne sæson har han skovlet lignende chancer tættere på linjevogteren end målmanden, men ikke denne gang. Denne gang benyttet han roligt indersiden og satte bolden i højre side af målet. Herefter virkede det som om Brøndby-spillerne ikke rigtig vidste om de skulle gå 100% efter sejren eller spille mere kontrolleret. De sidste ti minutter blev en blandet omgang, og man sad med fornemmelsen af endnu en uafgjort kamp, som trods alt var bedre end et nederlag. Men i overtiden kom sejren alligevel i hus. Efter glimrende samarbejde med Mike Jensen i højre side, sendte Rommedahl et godt indlæg ind i feltet, hvor Simon Makienok åbenbart havde tanket selvtillid med scoringen tidligere. Han kom foran sin markør og sparkede hårdt og flat med vristen bolden mod det lange hjørne, hvor Lasse Heinze i Silkeborg-målet heldigvis kun kunne halvklare. Sikke en forløsning! Simon Makienok spurtede ud til de medrejsende Brøndby-fans, der trofast havde støttet holdet gennem hele kampen, og nu var i ekstase. Det mindede nærmest om mesterskabsbilleder på det lille udebaneafsnit på Silkeborg Stadion.

Simon Makienok efter scoringen til 2-1

Selvom der er en masse negativt at sige om Brøndbys præstation i Silkeborg i søndags, må overskriften være at holdet kæmpede sig tilbage i kampen efter at være kommet tidligt bagud, og til sidst trak det længste strå. Dette kan og skal være vendepunktet for holdet, men krisen er langt fra ovre.

Endnu en vigtig bundkamp
I de seneste 26 Superligakampe har Brøndby kun formået at vinde to (2!), begge mod bundproppen Silkeborg. På den anden side har klubben nu vundet de sidste to kampe og spillere og trænere må derfor have selvtillid inden endnu en utrolig vigtig bundkamp i weekenden, hvor Esbjerg kommer på besøg. Udeholdet er tre points foran Brøndby i ligaen, så derfor må man for alt i verden ikke tabe på søndag. Det vil betyde at klubben vil være seks points fra overlevelse i Superligaen med over halvdelen af kampene spillet. Man skal selvfølgelig forsøge at udnytte det momentum holdet har, men efter at have set FC Midtjyllands mandagskamp mod Esbjerg, vil jeg nok anbefale en såkaldt kontrollet offensiv. Esbjerg var utrolig giftige på kontrastød, hvor de har nogle af ligaens hurtigste spillere i Jesper Lange, Martin Braithwaite og Peter Ankersen. FC Midtjylland var heldige med ikke at indkassere nogle mål.

Karantæner
Brøndby har tre mand i karantæne til Esbjerg-kampen, to i centerforsvaret (Clarence Goodson og Dario Dumic) samt Jan Kristiansen på den centrale midtbane. Man må gå ud fra at Daniel Stenderup tager den ene plads, ligesom mod Silkeborg, mens Martin Albrechtsen højst sandsynligt rykkes ind i centerforsvaret og Jens Stryger Larsen igen må spille venstrebacken. På midtbanen ligner det et comeback i startopstillingen til Frank Semou og Dennis Rommedahl, og samtidig snupper Simon Makienok nok pladsen som spidsangriber fra Oke Akpoveta. Mit bud på startopstillingen:

Tørnæs
Holst - Stenderup - Albrechtsen - Stryger
Mike J - Semou - Thygesen
Rommedahl - Makienok - Gerht

Fire runder tilbage
Der resterer fire superligarunder i efteråret. Her er Brøndbys program (Sidste ti indbyrdes opgør i parantes. sejre-uafgjorte-nederlag):

Esbjerg hjemme (5-3-2)
Horsens hjemme (2-2-6)
FC Nordsjælland ude (4-3-3)
SønderjyskE ude (6-3-1)

Der skal points til i kampene mod Esbjerg og Sønderjyske, helst to sejre selvfølgelig. Alle kampene bliver svære, men især mod Horsens hjemme og FC Nordsjælland ude bliver det uhyggeligt svært. Horsens har et rigtig godt tag på Brøndby, og har ikke tabt de seneste fem opgør på Brøndby Stadion, mens FC Nordsjælland skal forsøge at indhente afstanden til FC København i toppen af rækken. Cheftræner Auri Skarbalius har købt sig lidt tid med to sejre i træk, men han er stadig i fare for at blive fyret efter et katastrofalt efterår. Hvis ikke holdet snart begynder at vinde over andre end Silkeborg, går der nok ikke længe før han får samme besked som Keld Bordinggard fik i Silkeborg; en fyreseddel.

RETTELSE: Quincy Antipas er tilbage efter karantæne, og må formodes at gå direkte ind i startformationen. Det bliver nok på bekostning af Gerht.

Brøndby er landets mest omtalte

2012-09-21T05:51:00.002-07:00

På trods af, at fodboldklubben Brøndby IF de senere år har været nede i en bølgedal, så er forstaden Brøndby stadig den allermest eksponerede by i Danmark, set i forhold til antallet af indbyggere. Den store omtale af Brøndby skyldes at fodboldklubben Brøndby IF befinder sig i byen. Det konkluderer en analyse fra Infomedia.

Samlet set er Brøndby den syvende mest eksponerede danske by, kun overgået af landets fire største byer, samt Roskilde og Frederiksberg. Til sammenligning får Brøndby lige så meget omtale som Brønderslev, Skanderborg, Sønderborg og Skagen til sammen - fire byer, som ellers har været temmelig meget i medierne af forskellige årsager.

Brønderslev på grund af den tragiske sag om overgreb, Skanderborg på grund af deres landskendte festival, Sønderborg fordi de bød ind som Europæisk Kulturby 2017 og Skagen for deres status som kendt ferieby.

Stor omtale giver åbenbart ingen hovedsponsor
På trods af den massive omtale har klubben i årevis ikke kunnet finde en ny hovedsponsor, hvilket er tankevækkende. De fleste virksomheder burde ellers kunne se idéen i at blive brandet i en så eksponeret klub.

Det manglende hovedsponsorat kan måske have at gøre med, at den megen omtale igennem de senere år i høj grad har været negativ omtale, hvilket mange måske ikke ønsker at sættes i forbindelse med. Det kan også, som flere tidligere har nævnt, hænge sammen med, at Kasi-Jesper, efter det tidlige stop som hovedsponsor i 2009, forpligtede sig til at betale klubben en del penge, såfremt klubben ikke havde fundet en hovedsponsor.

Uanset årsagen, så må vi håbe at Brøndby IF i fremtiden formår at forløse det enorme potentiale der ligger i at være så kendt og omtalt, i stedet for, som i de senere år, at spænde ben for sig selv gang på gang.

Infomedias undersøgelse baserer sig på artikler fra de ni landsdækkende dagblade: Børsen, B.T., Berlingske Tidende, Ekstra Bladet, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, Politiken og Weekendavisen i perioden 1. januar til 31. december 2011.

Feriepenge bliver dyre i Brøndby

2012-09-15T14:00:00.004-07:00

Så blev dommen i den længe ventede feriepengesag afgjort. Brøndby blev dømt til at betale fire millioner kroner til de tre tidligere Brøndby-spillere: Peter Madsen, Thomas Rasmussen og Martin Ericsson. Thomas Rasmussen udtalte, at han mente dommen var rimelig, idet Brøndby ikke havde fulgt overenskomsten. Men han nævnte ikke noget om, hvorvidt han havde modtaget pengene én gang før, hvilket jo var klubbens anke, og hvilket er med til at gøre det hele en anelse grotesk.

Sagen er jo, at Brøndby, ligesom tilfældet iøvrigt også er med adskillige andre danske klubber, har indføjet i mange spilleres kontrakter, at deres feriepenge og pension var inkluderet i lønnen. Men nu har spillerne altså fået medhold i, at det ikke er en lovlig måde at gøre det på.

Det vil altså sige, at spillerne formentlig vil få deres feriepenge og pension udbetalt to gange, samtidig med, at de får et tilsvarende beløb oven i hatten, som svie og smerte for, at måtte have ventet så længe på at få sine penge udbetalt. Det ligner jo et drømmescenarie for de fleste lønmodtagere.

Dommen kan komme til at koste Brøndby over 23,5 millioner kroner, hvis alle spillerne forfølger deres krav.

Spillere vil ikke have deres penge ...
I kølvandet på domsafsigelsen kom en lang række udtalelser fra mere eller mindre involverede parter. To spillere, henholdsvis Mathias Lindstöm, tidligere AAB'er, samt den tidligere Sønderjyske-spiller, Kenneth From, udtalte begge til medierne, at de på ingen måde ville forsøge at skrabe pengene til sig. De havde fået det, de skulle.

- Jeg har selv været med til at lave aftalen med SønderjyskE, og jeg vil have det dårligt med at møde op som tilskuer til en kamp på Haderslev Fodboldstadion velvidende, at jeg så har modtaget en del af lønnen to gange, sagde Kenneth From således til Sønderjyskes hjemmeside. - Hvad andre spillere i samme situation vælger at gøre, har jeg ingen kommentarer til.
En lignende kommentar kom fra Mathias Lindström, til TV2-sporten:

- Jeg har fået mine penge. Jeg havde en god tid i Aalborg, og jeg vil ikke forstyrre det. Penge betyder ikke alt. Jeg synes, at jeg har et godt forhold til Aalborg og alle folkene deroppe, og det er fint for mig. Jeg vil ikke forstyrre relationen til de mennesker på grund af nogle penge.

... men det vil de i Brøndby
Det lod dog ikke til, at den tidligere Brøndby-spiller, Thomas Rasmussen, synes relationen til Brøndby var så vigtig. Han kunne slet ikke følge tankegangen fra de øvrige spillere, og mente at folk burde sætte sig ind i reglerne:

- ...de [fansene] skal sætte sig ind i afgørelsen. Det er sket et brud på reglerne, og længere er den ikke, og det er ikke en sag, vi har valgt at køre bare for vores egen skyld. Det er for rigtigt mange spillere. Det er ikke et spørgsmål om at være grådig. Det handler om regler, der skal overholdes. (B.T.)

Han lyder lidt som en martyr, der ikke kræver pengene ind for sin egen skyld, men gør det på vegne af en lang række stakkels spillere. Problemet er bare, at hans ord formentlig preller af på fansene, som nok nærmere vil føle det som om, han uberettiget tager penge fra klubben. Det ville klæde Thomas Rasmussen at fortælle, om han reelt har fået sine penge én gang tidligere, eller om dette bare er et desperat forsøg på at plukke de sidste frugter fra karrieretræet inden frosten sætter ind.

At gøre krav på penge, man tidligere har fået, bliver vel ikke nødvendigvis moralsk rigtigt blot fordi en domsafgørelse siger, at det er ok. Det tror jeg er en fornemmelse rigtig mange fans vil sidde med. Derfor kan det også blive problematisk, at nuværende spillere også er en del af sagen. Spillertruppen i Brøndby har således udsendt en pressemeddelelse som understreger, at spillerne bakker op om afgørelsen, fordi de mener at tingene bør foregå efter bogen. Brøndby har af en eller anden årsag ikke gidet at lægge hjemmeside til netop dén pressemeddelelse.

Det er svært at have ondt af fodboldspillere som fx Peter Madsen og Thomas Rasmussen, som i forvejen har tjent en ganske fin hyre i Brøndby, uanset om de så lovmæssigt set har krav på pengene eller ej. Hvis de var så utilfredse med ikke at få deres feriepenge, så kunne de jo bare have sagt til i forhandlingsprocessen, i stedet for at komme rendende adskillige år senere og kræve ekstra feriepenge, renter og bod.

Det er formentlig svært for de fleste fans at se til, mens klubbens tidligere spillere malker klubben for millioner, i en periode hvor klubben i forvejen er hårdt presset både økonomisk og sportsligt.Mange har da også set frem til søndagens Brøndby-kamp, idet der muligvis kan opstå en kølig stemning mellem spillerne og fansene. Fansene støtter klubben og lægger mange penge i klubben, penge som spillerne nu vil have flere af.

En anden ting, der er spændende ved denne sag er, at man har fået et større indblik i, hvad spillerne har fået af sign-on-fees igennem mange år. Peter Madsen fik ifølge medierne 8 millioner kroner i sign-on-fee, hvilket må siges at være et uhyre højt beløb i en dansk klub, især set i lyset af, at spilleren reelt aldrig nåede at vise sig frem på højeste niveau i sin sidste periode i klubben.

Der har været mange ude og kritisere spillerne, selvfølgelig klubbens formand, Sten Lerche, men også den tidligere direktør, Frank Buch Andersen, som mente spillerne var grådige:

- Spillerne bør have en dårlig smag i munden. Selvfølgelig skal kontrakterne opfyldes, men da aftalerne blev underskrevet, var spillerne helt indstillet på, at de havde fået de penge, de skulle have. Ifølge aftalerne fik spillerne højere bonusser, som så til gengæld inkluderede feriepenge, sagde Frank Buch Andersen til Ekstra Bladet.

Linket til Bjerregaard
Når alt kommer til alt, vender sagen tilbage mod klubbens tidligere frelser, og nuværende onde ånd, afgåede formand Per Bjerregaard. Han havde efter alt at dømme selv været med til at forhandle overenskomsten på plads med spillerforeningen i sin tid, hvorefter han skulle være gået hjem til klubben og have gjort det stik modsatte af, hvad han havde forhandlet sig frem til. Men det er så åbenbart ikke kun Per Bjerregaard og Brøndby, der har gjort det på denne måde. Adskillige andre klubber står i hvert fald i amme situation, dog ikke helt så massivt som Brøndby.

Sportsdirektør Lynge Jakobsen fra AAB var for et godt stykke tid siden ude at sige, at han så sandelig ikke forventede at tabe feriepengesagen, idet klubben havde betalt hvad den skulle. Hvis han og en spiller var blevet enige i, at kontrakten var inklusive feriepenge, så skulle spilleren altså heller ikke komme rendende bagefter og bede om feriepenge. Men der må Lynge Jakobsen tro om igen.

Det skal blive spændende at se, hvor mange spillere der vil kradse pengene ind, og hvor stor indflydelse det får på Brøndby evne til at handle fremover. Ifølge regnskaberne har klubben ikke budgetteret med at skulle punge ud med de mange millioner, fordi man i samråd med sine advokater mente at have en særdeles god sag. Men også Brøndby måtte tro om igen.

Kapitalindsprøjtning kan redde klubben
Heldigvis nåede man lige at købe forstærkning i form af Quincy Antipas, men måske bliver han den eneste forstærkning der bliver råd til i flere år. Med mindre der da kommer gang i hele sagen omkring investergruppen med førnævnte Frank Buch Andersen i spidsen De står angiveligt klar med 150 millioner, som de vil hælde ned i klubben, hvis de udskældte aktieklasser med de indflydelsesfattige B-aktier altså bliver ophævet. Dvs. hvis de kan få indflydelse for pengene.

Det var præcis det samme, som Kasi-Jesper måtte sande ikke kunne lykkes. Men i mellemtiden er Per Bjerregaard jo trådt tilbage, og det kan vise sig at være første skridt på vej mod ophævelse af aktieklasserne. I så fald står klubben måske til at modtage i alt over 170 millioner, i det Brøndby Supporters Trust jo også er på vej til at ville udstede aktier, der vil indbringe klubben op mod 20 millioner.

Det ville i den grad give Brøndby muligheder for at få sat sejlet til tops igen. Indtil da må man bare sande, at cirkuset hele tiden bliver udvidet med ekstra trækplastre i Brøndby. Først var der bare savsmuld på en græsplæne, siden kom der lyserøde elefanter og tryllekunstnere.

Så længe der ikke er mere ro på, er det svært at forestille sig at klubben kan komme til tops igen. Så måske er det meget godt at få de sidste problemer på bordet, så den negative del af arven fra Bjerregaard kan blive slettet hurtigst muligt. Man har desværre bare på fornemmelsen, at dette næppe er den sidste overraskende attraktion, der bliver hevet ud i manegen.

Quincy Antipas

2012-09-08T04:43:00.001-07:00

Mandag aften lukkede det danske transfervindue, og i de sidste timer nåede Brøndby at hente en markant forstærkning til angrebet, zimbabweanske Quincy Antipas fra SønderjyskE. Efter salget af holdets ubetinget største profil Michael Krohn-Dehli til spanske Celta Vigo, håbede mange Brøndby-tilhængere at klubben ville hente en direkte erstatning, men jo tættere man kom på deadline forsvandt håbet langsomt. Lige indtil Ekstrabladet om eftermiddagen på transfervinduets sidste dag kunne berette at klubben havde budt på Antipas. Få timer senere var transferen en realitet, og for mange var dette en stor overraskelse. For det første, fordi angriberen tidligere på sommeren var blevet rygtet til adskillige udenlandske klubber. Og for det andet, fordi Brøndby ligger fire points under SønderjyskE i tabellen og tidligere har udtalt at man har et meget stramt lønbudget. Salget af Krohn-Dehli har selvfølgelig givet lidt luft i budgettet, og samtidig er Brøndby stadig en klub med mange tilskuere, der kan tiltrække profiler fra andre superligaklubber - det er trods alt positivt.

Quincy Antipas ved præsentationen mandag aften

Hvem er han så, denne afrikanske angriber med det besynderlige navn. Folk der har fulgt med i Superligaen i de sidste par sæsoner kender sikkert allerede den lille, lynhurtige og udfordrende angriber, der fik sit store gennembrud i sidste sæson med mange forrygende præstationer. Men for få år siden var han stort set ukendt i Danmark. Han blev i sommeren 2008 hentet til Randers til prøvetræning, men på trods af tre scoringer i en træningskamp blev han ikke tilbudt kontrakt. I stedet udnyttede 2. divisions-klubben Blokhus situationen og sikrede sig Antipas, der allerede på dette tidspunkt havde optrådt seks gange på Zimbabwes landshold. Den hurtige angriber imponerede i sin første sæson i Nordjylland og året efter var der interesse fra andre klubber. Den nyoprykkede franske Ligue 2-klub Istres inviterede Antipas til prøvetræning, og selvom han imponerede, kunne den franske klub ikke finde finansieringen til at købe ham fri, og da Blokhus ikke ville udleje ham, blev han i klubben i et halvt år mere, indtil bundholdet i Superligaen HB Køge købte ham i et forsøg på at kravle over stregen. Da dette ikke lykkedes, valgte Sønderjyske at slå til og hente ham på en fire-årig kontrakt. I sin første sæson i Haderslev startede Antipas ca. 1/3 af kampene på bænken, men efter han i vinterpausen havde gennemgået en operation for kompartmentssyndrom (en sjælden tilstand, hvor der opstår højt tryk i hinderne omkring musklerne og besværliggører blodcirkulation) erobrede han en stamplads på holdet og i sidste sæson fik han sit gennembrud i klubben og Superligaen med 9 mål i 29 kampe samt mange flotte præstationer. I denne sæson startede Antipas også stærkt med mål og assist i nedslagtningen af Randers i første spillerunde. Siden er det dog kun blevet til et enkelt mål mere, bla. pga. af småskader.

Antipas sammen sportchef Ole Bjur

I Brøndby vil han formentlig gå direkte ind i startopstillingen ved siden af sin tidligere holdkammerat i HB Køge, Simon Makienok. Denne klassiske angrebskombination med en lille, hurtig og udfordrende spiller ved siden af en høj, fysisk stærk "target man" kan vise sig at blive vigtig i klubbens jagt på flere mål og sejre. Indtil videre er det kun blevet til én sejr i otte forsøg og holdet har kun formået at score seks mål i otte kampe. Selvom Antipas ikke er en decideret målsluger, skaber han med sine dybdeløb masser af plads til sine holdkammerater, der dermed kan komme til chancer. Hvis Brøndby vælger denne angrebskombination i en 4-4-2 formation, kan det sammenlignes med AC Horsens farlige duo i sidste efterårssæson med Henrik Toft og Gilberto Macena. Faktisk ligner Macena og Antipas hinanden en del både i spillestil og karrierevalg. Macena begyndte også sin karriere i 2. division for Holbæk inden AC Horsens fik øje på ham og hentede ham til Østjylland.

Ifølge Ekstrabladet betalte Brøndby fem millioner kroner for at købe Antipas fri af kontrakten med SønderjyskE. Kun tiden vil vise om det er et godt køb. Umiddelbart virker det dog en anelse dyrt for en spiller, der reelt set kun har været en profil i Superligaen i lidt over et år. Især når man tager det nuværende marked i betragtning. Ifælge Sporten.dk betalte OB fire millioner kroner da de hentede Emil Larsen i Lyngby tidligere på sommeren. Men Antipas har taget den lange vej fra 2. division til at blive en profil i Superligaen. Det vidner om en god mentalitet og ydmyghed, som vil passe godt ind i Brøndby. Samtidig er han 28 år og har dermed forhåbentlig den nødvendige erfaring til at klare det store pres fra omverdenen.

Som en lille bonus ved Antipas' skifte skal samtidig nævnes, at en af de direkte konkurrenter i bunden af superligaen, SønderjyskE, er blevet markant svækket det næste halve år, da de ikke kunne nå at hente en fuldgod erstatning for Antipas. I forvejen havde klubben udlejet Kenneth Fabricius til Esbjerg, så pludselig stod klubben med kun to reelle angribere i truppen. Man nåede lige akkurat at hente Kenan Hajdarevic i AC Horsens, men han må primært betegnes som reserve for Tommy Bechmann.

Læs i øvrigt Tipsbladets artikel om Quincy Antipas fra i vinters.

Nye vinde blæser over den synkende skude

2012-08-13T02:36:00.003-07:00

Endnu engang dømte en hård skæbne Brøndby ude, og klubben endte med at tabe sin kun anden kamp til Sønderjyske. Sæsonstarten begynder at opfylde profetierne fra før sæsonstart, nemlig at Brøndby kommer til at kæmpe for at undgå nedrykning. Klubben ligger således nummer 10, og kan, efter aftenens kamp mellem Esbjerg og Randers, ende under stregen. Men hvis man kalder Brøndby en potentiel nedrykker, så må man også være ærlig at sige, at det samme er alle de resterende hold i ligaen, på nær FC Nordsjælland, FCK, FC Midtjylland og OB. Alle Brøndbys fem kampe indtil videre, har været kampe som let kunne være tippet til både den ene og den anden side.

Det mest lovende fodbold har klubben spillet i de første tyve minutter mod Silkeborg, hvor de virkelig udviste stor spilleglæde og pressede Silkeborg helt i bund. En kort overgang blev alle mindet om, hvorfor de begyndte at følge klubben i sin tid. Som minutterne skred frem begyndte man endda at drømme om storsejre og afgørende forvandlinger af holdet - men nej. Kort efter genopstod den sædvanlige bævrende defensive nervøsitet, og holdet overlod alt initiativet til Silkeborg, og forærede dem endda adskillige store chancer. Resten af kampen blev en meget tæt duel, som lige så vel kunne være endt i en Silkeborg-sejr eller uafgjort. Kampene mod OB, AGF og Sønderjyske var dog temmelig lede ved Brøndby. Ikke at klubben spillede fantastisk fodbold eller nødvendigvis havde fortjent maksimumpoint for anstrengelserne, men set over en bred kam havde holdet vel fortjent minimum fem point yderligere.

Men held og uheld har ikke været de eneste faktorer. En væsentlig faktor er simpelthen også, som mange før mig har sagt, at defensiven simpelthen er for svag. Det blev tydeligst udstillet i Silkeborg-kampen. Men også i går kunne man mærke, at holdet ikke stoler nok på deres defensive fundament, og at de kendte 'automatismer' ikke er helt på plads, tydeligst udstillet da unge Daniel Noruozi spillede en fuldkommen tåbelig bold tilbage til Tørnæs, i en ellers upresset situation, få minutter før afslutningen. Det er formentlig en fejl han ikke begår igen. I virkeligheden synes jeg dog det gik bedre defensivt mod Sønderjyske uden holdets kaptajn, Clarence Goodson. Han har slet ikke indfriet de forventninger man havde til ham, udover i hovedspillet ved standartsituationer, hvor han fejlagtigt har fået annulleret flere mål siden sin ankomst.

Mange vil kalde holdet for urutineret, men i virkeligheden skyldes det vel også at mange af de unge spillere af egen avl ikke ser ud til at lære nok af den store kamperfaring, som klubben har givet dem. For hvis man kigger på tallene på Brøndbys hjemmeside, så har Anders Randrup fx spillet 142 1.holdskampe, Daniel Stenderup har spillet 65, Michael Tørnæs 55, Jens Stryger Larsen 75, og netop solgte Nicolaj Agger nåede 60 1. holdskampe. Derudover har Simon Makienok spillet 19 kampe for Brøndby, samt 59 divisionskampe for HB Køge. Det er vel at stramme den at sige, at disse spillere er direkte urutinerede? Snarere er de bare endnu ikke i stand til at indfri det potentiale, som de alle i perioder har vist. Om det skyldes spillernes eller trænernes manglende kvalitet er så spørgsmålet. Når det er sagt, så har holdet stadig spillere, som er meget urutinerede, og som alle ser ud til at skulle bære et temmelig stort læs i denne sæson, nemlig: Daniel Norouzi (17 kampe), Dario Dumic (16 kampe), Frank Semou (15 kampe) og Mathias Gerth (29 kampe) samt ikke mindst Oke Akpoveta, som endnu kun har fået 5 lovende indhop. Herudover er der i truppen en lang række unge spillere, som er helt, eller næsten helt, uden erfaring fra klubbens bedste hold.

Eftersom klubben ingen penge har, er man nødt til at hænge sin hat på alle disse talenter. Det kan dog være svært at sige, om de nuværende talenter er i stand til at rykke sig det afgørende stykke opad, men i hvert fald kan det være svært at se fx Mathias Gerth rykke sig med den attitude han viste i går, da han blev sendt på banen. Måske var det mit tv-signal der manglede kvalitetet, men i hvert fald var det umuligt for mig at spotte nogen ild eller vilje i øjnene på ham, da han stod og skulle på banen. Og for at tage det afgørende skridt op så vil store fodboldmæssige færdigheder aldrig være nok - viljen er nødt til at være ekstrem stærk for at kunne gøre en forskel. I slutningen af sidste sæson kunne man endda fornemme hos Gerth, at han virkede lidt utilfreds med spilletiden og at han antydede at han måske ville søge væk, hvis ikke det blev bedre. Jeg ville gerne lægge hovedet på blokken og love den unge mand, at hvis han lagde alle sine kræfter i alle sine indhop, så ville han formentlig meget hurtigt blive fast mand hos Brøndby. Viljen kan man derimod fornemme hos Oke, som man stadig godt kan tillade sig at have forventninger til i denne sæson, selvom han også stadig er ung.

Ud fra de første fem kampe kan man vel godt konkludere, at denne sæson bliver en mellemsæson. Men det er stadig en meget vigtig mellemsæson. For det er afgørende, at klubben ikke rykker ud, og at de unge spillere udvikler selvtillid og større rutine på trods af, at de måske kommer til at spille en nervepirrende kamp om nedrykningen.

De mest spændende ting om Brøndby sker jo i virkeligheden udenfor banen, hvor der er sket adskillige store ting denne sommer. Vi har dog ikke fået skrevet om noget af det her på BIF på BLOGGEN grundet flytninger og ferieafholdelse. Men Per Bjerregaard er som bekendt trådt tilbage fra formandsstolen, hvilket mange fans har ønsket i adskillige år, og klubben har efterfølgende åbnet op for at fansene kan få 1-2 pladser i bestyrelsen, mod at kaste 21 millioner i klubben. Det lod dog ikke til, at fansene ønskede at fejre den nye kurs i klubben, idet der kun var 7667 på stadion, men alligevel var fansenes sang dog et af de mest opløftende momenter i gårsdagens kamp. Sidst, men ikke mindst, så er feriepengesagen stadig ikke afgjort, og Kasi-Jesper er gået på røven, hvorfor Brøndby nok må vinke farvel til det kæmpe millionbeløb, som han ville kompensere dem for til næste sommer, som følge af sin tidlige udtræden af sin sponsoraftale med klubben. Alt dette er nok nogle af grundene til, at klubben endnu ikke har hentet en eneste forstærkning, selvom man åbenlyst kunne trænge til lidt kvalitet og erfaring på banen. Klubben er trængt på alle fronter, og det er i sidste øjeblik at de nye vinde er begyndt at blæse over den synkende skude.

Sæsonoptakt

2012-07-10T08:34:00.000-07:00

Så skal vi til det igen. På fredag (den 13., uha!) starter Superligaen igen, og der bliver lagt ud med den gamle jyske klassiker AGF-AaB. To dage efter skal Brøndby i kamp på hjemmebane mod et andet mandskab, der skuffede stort i sidste sæson, OB. For et år siden ville denne kamp have været en topkamp i dansk fodbold, men efter sidste sæsons slutplaceringer bliver man nødt til at kalde det hvad det er, en bundkamp. Selvfølgelig er det en ny sæson, og det er to store klubber i dansk fodbold, men begge er i gang med store ændringer, der gør, at det sandsynligvis ikke bliver i denne sæson de kommer til at spille med om mesterskabet.

Modstanderen

OB ansatte sidste vinter Poul Hansen som sportsdirektør for at udvikle en mere boldbesiddende fodboldstil, men efter en dårlig start på forårssæsonen, så klubben sig nødsaget til at fyre Henrik Clausen og indsætte sportsdirektøren som cheftræner. Det var tæt på en katastrofe og klubben reddede kun sin superliga-status pga manglende kvalitet hos de to nedrykkere Lyngby og HB Køge. Nu har OB ansat Troels Bech som ny træner og derfor kan Poul Hansen liste tilbage til sit kontor og udføre sit job som sportsdirektør. Klubben har sagt farvel til flere dyre, ældre spillere heriblandt Eric Djemba-Djemba og hentet to unge talenter fra Frankrig samt et af de største offensive talenter i dansk fodbold, Lyngbys Emil Larsen. Det bliver spændende at se hvor lang tid der går inden det "nye" OB-mandskab indfrier potentialet.

Det unge Brøndby

I Brøndby har man også valgt at satse på egne talenter i den kommende sæson. Men modsat OB, der også har købt unge spillere, satser Brøndby næsten udelukkende på spillere, der kommer fra klubbens ungdomsafdeling. En meget trængt økonomisk situation har tvunget klubben til at skille sig af med mange løntunge spillere og primært satse på egne talenter.

Det betyder at førsteholdstruppen kun består af 16 spillere. Da det ser lidt tyndt ud, har klubben indlemmet 8 ungdomsspillere (A-Talent), så truppen op til den nye sæson består af 24 spillere. Af de 24 spillere er der kun 7 over 25 år, hvilket inkluderer Martin Bernburg der er kronisk skadet, Jan Kristiansen, der har haft et konstant dalende niveau siden han underskrev sin gyldne 5-årige kontrakt, samt Michael Krohn-Dehli, der efter sin fremragende præstation ved EM snart forventes solgt. Dermed er der altså fire spillere over 25 år tilbage i startopstillingen, Michael Tørnæs, Clarence Goodson og Mikkel Thygesen og Dennis Rommedahl. Nu er der selvfølgelig ingen der siger at et hold skal have en gennemsnitsalder over 25 år for at vinde fodboldkampe, se blot på FC Midtjylland, der i sidste sæson kun havde to spillere over 25 år (Kristian Bak Nielsen og Kolja Afryie) i deres idealopstilling, men alligevel vandt bronze. Men de fleste fodboldhold kræver en vis balance mellem rutinerede spillere og unge talenter for at fungere optimalt, og jeg vil sætte spørgsmålstegn ved om denne balance er tilstede på det nuværende Brøndby-hold.

Målsætning top-6
Klubben har en erklæret målsætning om at slutte i top 6, hvilket ifølge sportschef Ole Bjur er en realistisk målsætning, da han mener at truppen underpræsterede med sidste sæsons 9.plads. Han kan selvfølgelig have ret i at man med landsholdsspilere som Michael Krohn-Dehli og Dennis Rommedahl burde slutte højere i tabellen. Men når balancen på holdet er helt forkert (bla. ingen kompetent defensiv midtbanespiller), man vælger at spille et forkert system (4-4-2 i stedet for 4-3-3) og fyrer træneren midt i sæsonen, så kan man ikke forvente at slutte i toppen. I sommerpausen har klubben sagt farvel til tre rutinerede spillere (Femi, Frederiksen og Nilsson), og der er usikkerhed om hvorvidt man fortsat råder over to øvrige når transfervinduet lukker i slutningen af august. Mike Jensens kontrakt udløber til vinter, og den bliver ikke forlænget. Dermed kan klubben meget muligt vælge at lade ham gå for et mindre beløb allerede nu. Derudover er Michael Krohn-Dehli, som tidligere nævnt, brandvarm på rygtebørsen i øjeblikket. Mister man de to spillere, ligner det en yderst svær sæson, hvor en slutplacering i top 6 er meget optimistisk.

Superligaen er stærkere
Grunden til at det vil være overraskende hvis den nuværende Brøndby-trup ender i top 6, er ikke mindst de to jyske hold, der har afløst Lyngby og HB Køge i sommerpausen. Randers og Esbjerg, der begge rykkede ned forrige sæson, har stort set holdt fast i det samme mandskab siden nedrykningen, og Randers har endda oprustet til den nye sæson med indkøb af en amerikansk og malisk landsholdsspiller. Der er, modsat sidste sæson, ikke klubber der ligner oplagte nedrykningskandidater, men derimod ser Superligaen utrolig jævnbyrdig ud. Det er svært at se oplagte favoritter i første spillerunde.

AGF-Aab
SønderjyskE-Randers
Esbjerg-Silkeborg
Brøndby-OB
FCK-FCM
Horsens-FCN

Da Superligaen samtidig har en af de højeste nedrykningsprocenter i Europa, skal man ikke undervurdere risikoen for en potentiel nedrykning. For få år siden ville dette være utænkeligt. Brøndby i 1.division? Du må være skør! Men hvis klubben sælger Mike Jensen samt Krohn-Dehli, der har været hjernen på holdet de sidste tre år, og samtidig ikke køber de rette erstatninger, vil midtbanen primært komme til at bestå af uprøvede ungdomsspillere, hvilket absolut ikke er optimalt.

Det positive
Men der er da stadig grund til at have lidt optimisme med henblik på overlevelse i næste sæson. Truppen indeholder stadig Krohn-Dehli. Han er altså ikke solgt endnu! Samtidig har mange af de unge spillere der satses på fået lidt erfaring fra sidste sæson, som de forhåbentlig kan bruge nu. Og sidst, men ikke mindst, ser det ud til at en af de skadede angribere, Oke Akpoveta, er klar til den nye sæson. Han kan umuligt allerede være i topform efter sin grimme korsbåndsskade for ca. ti måneder siden, men hvis han stille og roligt kan arbejde sig i form, vil det give en ekstra dimension i angrebet, som manglede i foråret. Specielt når man har valgt at spille 4-4-2.

Startopstillingen
Startopstillingen i den sidste testkamp mod HB Køge så således ud

Mål: Tørnæs
Forsvar: Joensen, Goodson, Stenderup og Norouzi
Midtbane: Stryger, Mike, Semou og Agger
Angreb: Thygesen og Makienok

Man må forvente at Krohn-Dehli og Randrup vil gå ind i startopstillingen i på søndag mod OB hvis de er klar (Rommedahl er skadet). Jeg så ikke kampen mod HB Køge, men det virker mærkeligt at lade Agger spille venstre kant og Thygesen angriber. Ville det ikke give mere mening at de to byttede plads? Her er et bud på en startopstilling mod OB:

Mål: Tørnæs
Forsvar: Randrup, Goodson, Stenderup og Norouzi
Midtbane: Stryger, Mike, Thygesen og Krohn-Dehli
Angreb: Agger og Makienok

Det klart svageste led på dette hold er den centrale midtbane. I et tidligere indlæg var jeg inde på, at kombinationen af Mike og Thygesen mangler balance, og derfor vil det være oplagt at købe en erstatning til denne position, især med henblik på Mike Jensens snarlige afsked med klubben. Man kan ikke vente på at Semou, Holst eller en tredje ung spiller udvikler de kompetencer der er behov for på den plads. Herudover vil en ekstra central forsvarsspiller også være velkommen, da Goodson bestemt ikke imponerede i sidste sæson. Men så længe sagen om manglende udbetaling af feriepenge til en række spillere ikke er afsluttet, har klubben formentlig ikke mulighed for at købe nye spillere. Dermed må vi sætte vores lid til de unge talenter.

Hov, jeg glemte næsten det bedste! Den nye spillertrøje fra Hummel. Den er fed!

Foto: Brondby.com

Nye rygnumre

2012-07-09T03:08:00.000-07:00

Der er blevet rykket godt og grundigt rundt på spillernes rygnumre op til den nye sæson. Daniel Stenderup har fået tildelt nr. 4 (Per Nielsens gamle nummer), hvilket må betyde at det er manden man regner med som langsigtet løsning i centerforsvaret. En del andre spillere har også fået lavere rygnumre, heriblandt Brent McGrath (12), Mathias Larsen (13) og Daniel Norouzi (19). Måske er jeg gammeldags, men jeg forstår ikke helt hvorfor man ikke vælger at udfylde ledige numre fra 1-11 først, og derefter tildele højere rygnumre.

Er det fordi man kan tjene flere penge ved at sælge spillertøjer med to-cifrede rygnumre? Er det fordi presset bliver for stort på de unge spillere, hvis man tildeler dem et lavt nummer og dermed indirekte signalerer at de er stamspillere? Jeg ved det ikke, men i min verden giver det mere mening at Norouzi har nummer 3, Dario Dumic nummer 5 og Mathias Gehrt nummer 8 end at disse numre er ubrugte. Det kan selvfølgelig også være, at klubben vælger at gemme numrene til fremtidige indkøb. Man har vel lov at håbe.

Lars Elstrups Dæmoner

2012-06-21T09:54:00.001-07:00

Omtale af den nye biografi om Lars Elstrup, om præstationsangsten og skiftet til Brøndby, der blev første skridt på vej mod toppen af fodboldkarrieren, og mod bunden af det psykiske helbred. Om perioden efter fodbolden, hvor depressionerne lå på lur om hvert andet gadehjørne.

Så længe jeg kan huske, har jeg været fascineret af historien om fodboldspilleren Lars Elstrup. EM-helten, der stoppede med topfodbold fra den ene dag til den anden, og øjensynligt forsvandt ind i en sekt, hvor han fik navnet Darando, og fra tid til anden tiltrak sig den ene obskure avisoverskrift efter den anden.

Helt tragikomisk blev historien om Lars Elstrup i 2000, da han som 36-årig, efter over seks års fravær fra fodbolden, meldte sig under fodboldfanerne igen, med ordene: "Min ambition er selvfølgelig at spille i Superligaen, og også på landsholdet på længere sigt."

Prøvetræningen varede dog kun en enkelt dag, idet Lars Elstrup var meget skuffet over, at klubben ikke anerkendte ham for den markedsmæssige værdi, han tilførte klubben med sin tilstedeværelse: "Jeg har ikke i sinde at deltage i det her, uden at få noget betaling for det."

Det er ikke svært at påstå, at Lars Elstrups liv forekommer at have taget en absurd drejning siden fodboldkarrieren stoppede. Manden meldte sig ind i et spirituelt fællesskab og afbrød kontakten med sin familie i Randers, idet han mente de havde givet ham en for hård barndom. Især presset fra faderen mente han havde været for stort. I bogen får man dog begge sider af historien, både fra forældrene og Elstrup selv.

I bogen får man at vide, Lars Elstrup altid har haft en fundamental glæde ved fodboldspillet, som stadig ikke har sluppet taget i ham den dag i dag, hvor han jævnligt spiller med unger på gader og stræder. På den anden side lyder det også som om, han har haft to andre dæmoner, som har været knap så produktive for ham, nemlig hans skarpe sans for at skaffe penge, samt hans stolthed.

Brøndby-tiden
I 1985 skifter han væk fra barndommens Kronjylland, for at tage imod et tilbud fra Brøndby's tidligere Randers-dreng, Per Bjerregaard, som får Lars Elstrups tillid foran Hvidovre IF: "Jeg var mest tryg ved Per Bjerregaard. Han havde jo også sin forbindelse til Randers, som vi talte om, og jeg turde sige nogle ting til ham. Jeg lyttede til ham, og han fortalte, hvad han kunne hjælpe mig med. Han kunne være en støtte for mig og give mig noget tryghed, så det endte med, at jeg skrev kontrakt med Brøndby."

Per Bjerregaard havde formentlig spottet, hvad der var Lars Elstrups akilleshæl som fodboldspiller: At han havde et mere skrøbelig sind end de fleste, og derfor havde behov for tryghed for at kunne præstere.

Allerede samme dag, som Lars Elstrup flyttede til storbyen, ramte det første store sammenbrud ham. Han røg ned i et dybt, fortvivlet hul, og episoderne skulle vise sig at komme igen med stadig større intensitet. Om sin første dag som professionel fodboldspiller, siger han: "Når jeg tænker tilbage, så var den 1. januar den dag, hvor jeg har været allermest ked af det i hele mit liv."

Lars Elstrup fandt dog stille og roligt en vis stabilitet i storbylivet og blev vellidt blandt klubbens store spillere. Han nåede dog kun at spille et halvt år i Brøndby, inden den hollandske storklub, Feyenoord ønskede at købe ham. Per Bjerregaard syntes, det var for tidligt for Elstrup at skrive kontrakt med en udenlandsk klub, og rådede ham derfor til at blive.

Ydre succes og indre forfald
Herefter ventede to år i helvede for Lars Elstrup. Han kunne slet ikke forlige sig med de benhårde træningsmetoder og den kulde, der var omkring ham i Hollandsk fodbold, og derfor vendte han retur til OB som en knækket mand to år senere. Han ønskede at genfinde roen, lysten, tilliden og varmen igen. Alt det fandt han i OB, men alligevel lod han sig lokke af et 2-årigt tilbud fra den bedste, Engelske liga kun halvandet år senere, hvor Luton stod klar med åbne arme. Og det på trods af, at han egentlig godt vidste, at det ville være bedst for ham at blive i OB.

Herefter spillede han en halvdårlig og en fantastisk sæson for Luton, hvorefter de kommende mestre, Leeds United, ønskede at købe ham. Et tilbud, som Lars Elstrup dog kunne mærke, at han var nødt til at takke nej til, hvis han skulle komme helskindet igennem fodboldens verden. Han spillede et par sæsoner i trygge OB, hvilket inkluderede et Europamesterskab med Danmark, hvor han sad på bænken og inderligt håbede på, at Danmark ikke kom bagud, idet han så kunne risikere at blive skiftet på banen, hvilket han ikke ville have kunnet klare rent psykisk.

Året efter lagde han endegyldigt støvlerne på hylden med skadede knæ som undskyldning. Lars Elstrup stoppede for at finde ro, men det var først for alvor her offentligheden fik indblik i, og dermed interesse for, Lars Elstrups turbulente liv og skrøbelige psyke.

Delvist forløst
Bogen er fængende og velfortalt, men det skyldes primært, at Lars Elstrups historie i sig selv er elementært spændende, på grund af hans pludselige adfærdsændringer, samt det besynderlige årelange mediecirkus, han har befundet sig i siden han stoppede med topfodbold.

Det er ikke ligefrem en fodboldbog skrevet på Zlatan-niveau, som jeg tidligere omtalte her på bloggen, hvilket måske også er for meget forlangt, da den er i en liga for sig selv indenfor genren. Men det er alligevel lidt ærgerligt, for Lars Elstrups historie er i virkeligheden mindst lige så interessant som Zlatans, måske endda mere, fordi den omhandler emner, som i dén grad er tabu i fodboldverdenen. Psykisk sygdom samt det, at skille sig ud som anderledes. Historien har fået endnu mere relevans efter at både målmanden Robert Enke og eks-topspilleren Gary Speed har begået selvmord indenfor de sidste par år.

Et eksempel på den manglende ordekvilibrisme er, at ordet 'notorisk' nærmest benyttes notorisk igennem hele bogen, på trods af, at det notorisk er et fodbold-klichéord, som ikke bibringer nogen substans til noget som helst.

Jeg synes historien om Lars Elstrup indeholder virkelig store perspektiver, men de bliver desværre ikke fuldkommen forløst. På den anden side skal det nævnes, at jeg alligevel slugte bogen råt. Jeg føler bare ikke jeg får tilført nok afgørende informationer eller kommer langt nok ind under huden på Lars Elstrup. Men det har nok også været svært for forfatterne at hive nye kaniner op af hatten, netop fordi Lars Elstrups farceagtige livsudvikling i høj grad allerede er blevet dokumenteret i medierne.

For eksempel sidder man hen mod slutningen med nogle påtrængende spørgsmål omkring hans psykiske helbred, som ikke rigtig bliver forløst: Hvordan kan det være, at manden ikke har søgt lægelig hjælp på noget tidspunkt? I tre perioder på hver tre år har han været så depressiv, at den sammenlagte tid, han har talt med andre mennesker, i den sidste periode ikke oversteg en time...

Det eneste man får at vide om disse perioder er, at han vist nok spiller poker på nettet og lever af sine fodboldmillioner. Men han må jo givetvis lave nogle flere ting, siden han ikke er død af disse ekstreme alene-perioder? Han har jo fået mad på en eller anden måde.

Bogen slutter med at konkludere at: "Trods de svære perioder har Lars Elstrup afholdt sig fra antidepressiver eller psykologhjælp. - At drage sine egne erfaringer er mere værd end at høre venners gode råd. Så det er det, jeg gør. Jeg handler og oplever for at få mere forståelse af mig selv og forståelse for min omverden, siger han."

Elstrups fremtid
For tiden tilbyder han selv terapi - helt gratis - hvilket han har reklameret for på Facebook, men indtil videre er der øjensynligt ingen der har taget imod tilbuddet. "Tænk, fordi man udbyder noget, der er gratis, så tænker folk automatisk, at det sikkert er dårligt. Jeg tror, jeg vil til at tage 400 kr. for det."

Det kan selvfølgelig godt tænkes, at det er pengene, der gør udslaget. Eller måske er det bare fordi, ingen ønsker at gå i terapi hos en, som ikke selv har været i terapi, selvom det er åbenlyst for de fleste, at han kunne have haft gavn af det? Da han en enkelt dag - ifølge BT - var i forbindelse med en psykiatrisk afdeling, lød det som om, der var en del paranoia forbundet med det:

"Lægerne stillede efter min mening luskede og underfundige spørgsmål, som tydeligvis skulle få mig til at gå i fælden, så de kunne indlægge mig, men jeg sagde, at hvis de ikke stoppede med at være manipulerende, så var det slut. Jeg følte ikke, at de respekterede dét, jeg sagde, så derfor tog jeg mine ting og gik ... Jeg gentager gerne: Jeg har ikke brug for psykiatrisk behandling for øjeblikket, og det får jeg aldrig nogensinde brug for... Jeg har været væk i et hul en, to, tre gange. Skulle det ske igen, så er det guds mening. Der er aldrig en tilfældig årsag til, at ting sker."

Den dag i dag lever Lars Elstrup som deltidsvagabond, på trods af fire millioner i banken, og overnatter ofte i Kirkens Korshærs varmestue i Odense, og har alle sine ejendele i bagagerummet på sin bil. Hvis man ønsker at spille fodbold med ham, kan man ifølge ham selv prøve at invitere ham via hans Facebook-side. Hvis det er lidt for direkte en konfrontation, så kan man også nøjes med at nyde mandens fodboldtalenter i den daværende engelske 1. division her.

Køb bogen her.

Økonom: Fansene er altafgørende rent økonomisk

2012-05-31T04:40:00.000-07:00

Smukt billede af Brøndbys altafgørende økonomiske faktor.

I mange kredse er Brøndby-fansene efterhånden ekstremt trætte af den måde, som klubben drives på. Flere steder tales der om at boykotte klubben, for på den måde at lægge pres på ledelsen, ved at ramme dem der, hvor det gør mest ondt: På pengepungen.

Mange fans er derfor ironisk nok holdt op med at støtte deres klub for dermed at forsøge at hjælpe deres klub. Det er lidt ligesom forældre, der holder op med at forkæle og adlyde deres umulige børnehavebarn, fordi de har fundet ud af, at det netop er forkælelsen og det skæve magtforhold der har gjort barnet til en plage for sine omgivelser.

Men er en fanboykot overhovedet en taktik, der kan batte noget? For at få svar på dette er det interessant at høre P1-udsendelsen 'Nyt hierarki i fodbolden', hvor Jesper Jørgensen, fodboldøkonom og statsautoriseret revisor fra Deloitte, udtaler, at fansene er det altafgørende økonomiske fundament under enhver fodboldklub:

"De store penge det er først og fremmest sponsorerne, dernæst TV og til sidst tilskuere, i hvert fald når vi snakker kroner og ører. Så skal man selvfølgelig bare huske, at forudsætningen for, at de to første er noget værd i kroner og ører, det er jo faktisk at der er tilskuere på stadion, for uden dem, så gad TV jo ikke vise kampene, og uden dem ville sponsorerne heller ikke synes det var sjovt at poste penge i forretningen, for så var der jo ikke nogen kunder at målrette sit sponsorat imod. Så det er i sidste ende tilskuerne der er det vigtigste for alle indtægtskilderne."

Det kunne derfor tyde på, at klubben er nødt til at lytte til fansene, selvom den har forsøgt at undgå det pres, som fansene har lagt på klubben med både aktioner og protester, samt stiftelser af nye foreninger, der har til formål at ændre magtbalancen i klubben.

Troels Johnsen, formand for Det Nye Brøndby, der på konstruktiv vis forsøger at presse klubben

Ved første øjekast har Brøndbys fans dog ikke svigtet klubben til hjemmekampene. Tilskuertallet på Brøndby stadion er ifølge statistiksiden Danskfodbold.com således kun faldet fra 12.849 i sidste sæson, hvor klubben endte som nummer tre, til 12.600 i denne sæson, hvor klubben endte på sin dårligste placering nogensinde i den bedste, danske række.

Men hvis man gransker tilskuertallene nærmere, er der alligevel noget, der får alarmklokkerne til at ringe. For tilskuertallet er faktisk det allerlaveste siden sæsonen 1999/2000, som var den sidste hele sæson, inden Brøndby indviede deres nye stadion, som udvidede kapaciteten fra ca. 18-19.000 til ca. 29.000 tusinde. Beslutningen blev i sin tid taget fordi man var trætte af at skulle leje sig ind hos rivalerne i Parken, når man skulle spille europæisk.

Derfor er det også alarmerende at tilskuertallet i over to år reelt kun sneget sig lige over det gamle stadions kapacitet til en enkelt hjemmekamp mod Sporting Lissabon, hvor fansene i øvrigt leverede en af de mest spektakulære tilskuerpræstationer nogensinde set på en dansk tribune.

Og kun fem gange siden guldsæsonen 2005 har klubben haft et tilskuertal på over 23.000 tilskuere, ti gange over 21.000, og kun én gang siden guldsæsonen har stadion reelt været i nærheden af at være udsolgt. Det var fire måneder efter mesterskabet, hvor 28.298 tilskuere så Brøndby og FC København spille 1-1. Det vil sige, at klubben i snart syv år reelt har stået med et overdimensioneret stort stadion i forhold til behovet. Dén ligtorn trådte sportsøkonom Troels Troelsen i tidligere på foråret, hvor han sagde at:

"De har et stadion med plads til 30.000, men det er sjældent fyldt. Der havde været bedre økonomi i at bygge et med plads til 20.000 og så hæve prisen på de sidste billetter, hvis der skulle se ud til at blive udsolgt."

Og direktør Jan Lockhart erkendte da også selv problemet:

"I øjeblikket har vi for stort et stadion i forhold til vores placering i ligaen. Også fordi vi ikke har spillet europæisk fodbold på et højere niveau gennem længere tid. Derfor har vi lige flere pladser til rådighed, end vi reelt set har brug for."

For at gøre det hele endnu værre, så har det desuden længe været en offentlig hemmelighed, at tilskuertallet på Brøndby Stadion igennem flere sæsoner er blevet holdt kunstigt højt oppe ved et stort omløb af sponsor- og fribilletter. Det reelle fald af tilskuere, som ønsker at betale for en hjemmekamp er altså formentlig langt højere, end tallene afslører. Brøndby er altså lige nu bombet tilbage i tiden, og deres ekstremt dyre stadioninvestering, som er en af grundene til deres nuværende, store gæld, har altså ikke båret lige så meget frugt, som alle formentlig havde forventet.

I klubben er man så småt begyndt at erkende, at Jesper Jørgensen har ret i sin påstand om, at fansene er klubbens største aktiv rent økonomisk, hvorfor klubben da også op til næste sæson har tilbudt ekstra nedsatte sæsonkortpriser til under 1.000 kroner. En anden ting, der peger i den retning er, at klubben for ikke så forfærdelig længe siden tilbød fansene en enkelt plads i den magtfulde fondsbestyrelse, som har magten over klubben. Og for tiden arbejdes der med en fanfond, som mod magt skal få klubbens økonomi tilbage på rette spor. Selvom klubben ikke ønsker at afgive magt, så er det trods alt bedre at afgive magt til fansene, end til fantaster og storkøbmænd.

Dermed er fansenes pres på klubben efterhånden ved at bære frugt. Man har brug for hinanden for at komme tilbage til toppen, og for igen at få fyldte tribuner på stadion. Men det kommer formentlig til at koste på magtbalancen i klubben på et tidspunkt. For på et tidspunkt bliver klubben nødt til at erkende, at fansene skal behandles med endnu større respekt end både sponsorer og TV-selskaber.

Brøndbys talentafdeling er storleverandør til EM-truppen

2012-05-29T17:53:00.001-07:00

Efter den værste Brøndby-sæson i mands minde, er det efterhånden svært at finde positive historier om Brøndby i pressen eller på diverse fanforums. Klubben har dog igennem det seneste halvandet år - uden det store held - forsøgt at fremhæve en enkelt positiv historie som nøglen til fremtidens storhed: Klubbens har landets stærkeste ungdomssektor, og det skal man udnytte i langt højere grad.

Hvis man tager et kig på den danske EM-trup vil man opdage, at der er noget om snakken. Hele seks ud af 23 spillere fra landsholdslejren har været igennem Brøndbys talentsystem. Mere end hver fjerde spiller, med andre ord. Det gør Brøndby IF til den klart stærkeste talentleverandør til det nuværende landshold. Der er således kun fire tidligere Lyngby-talenter med, mens OB og KB står for hver tre.

Det er et faktum, som mange medier og fans ser ud til at ignorere i deres dommedagsagtige profetier om klubben. Der er blandt nogle steder opnået konsensus om, at klubben er i frit fald, og der tales således både om afvikling af klubben, konkurs og nedrykning. Men ikke desto mindre er Brøndby IF altså stadig blandt landets dygtigste til at udvikle fodboldspillere.

De seks tidligere Brøndbytalenter i EM-truppen er Daniel Agger, Stephan Andersen, Daniel Wass, Michael Krohn-Dehli, Thomas Kahlenberg og Niki Zimling. Alle seks er desuden markante spillere. Hertil kommer, at FC Nordsjællands Tobias Mikkelsen også optrådte i Brøndby i løbet af sine tidligste seniorår, samt at Brøndby også har den tidligere Lyngby-spiller, Dennis Rommedahl, med i EM-truppen.

Herudover er det værd at lægge mærke til, at en række af de spillere, som må formodes at være en del af fremtidens landshold, også har fået skoling i Brøndby. Det drejer sig om:

20-årige Nicolai Boilesen fra Ajax, som skiftede til Ajax sidste sommer. Han har desværre været skadet i næsten hele sæsonen, men i sine hidtidige to landsholdsoptrædener lignede han en sikker EM-deltager
21-årige Nicolai Jørgensen, som har haft en skadesplaget lejesæson i nedrykkerne Kaiserslautern - han spillede flere år i Brøndby inden han skiftede til AB, som solgte ham til Leverkusen
Kasper Lorentzen, som i første halvdel af sæsonen var ude af billedet til EM, idet han spillede for Randers i Betsafe-ligaen
Desuden har 19-årige Jannik Vestergaard gjort sig bemærket i den tyske Bundesliga, hvor han har spillet over tyve kampe for Hoffenheim i denne sæson. Vestergaard skiftede klub sidste sommer, ligesom Nicolai Boilesen.

Herudover har Brøndby IF igennem adskillige år været stærkt repræsenteret på ungdomslandsholdene og i ungdomsrækkerne, og adskillige superliga- og divisionsspillere er skolet i Brøndby, samtidig med at klubben netop har afsat to store U19-talenter til henholdsvis Chelsea og Bayern Munchen. Sidst, men ikke mindst, så har Brøndby IF en vældig stor andel af egen avl i deres nuværende, stærkt barberede trup.

Det burde altså være forholdsvist tydeligt, at Brøndby lige nu er den danske klub, som sætter det måske mest markante aftryk i toppen af dansk fodbold, hvis man ser på udvikling af talenter. Det er egentlig mystisk at selv dén Brøndby-historie kan blive fordrejet og ignoreret af medierne. Men det er selvfølgelig heller ikke en historie, der sælger særlig mange aviser...

Brøndby ønskede ikke Mike Jensen som kulturbærer

2012-05-23T02:56:00.000-07:00

Mike Jensen knockoutet af sin barndomsklub og sportschef Ole Bjur

For nylig tog Brøndby IF et overraskende træk op til det kommende transfervindue, idet man meldte ud, at man indstillede forhandlingerne med Brøndby-drengen Mike Jensen, hvis kontrakt udløber til årsskiftet.

Siden da har både medier og fans debatteret beslutningen, især fordi direktør Jan Lockhart for lidt over et år siden meldte ud, at man, efter forbillede fra Dortmund, fremover ville satse massivt på "en trup med selvavlede talenter kombineret med indkøb af cremen af spillere, der vil få fans og sponsorer til at slikke sig om munden."

Sammenholdt med den dystre delårsrapport, som klubben for nylig sendte ud, så tolkede de fleste den manglende forlængelse af profilen Mike Jensen som et tegn på, at krisen kradser hårdere i Brøndby, end man umiddelbart skulle tro. Men den påstand køber tidligere toptræner og Brøndbyspiller, Erik Rasmussen, ikke - til Canal 9's fodbolddebatprogram, 'Frispark', siger han således:

"Jeg tror det er en bevidst handling fra Brøndbys ledelses vedkommende, hvor de siger, Mike skal ikke være den, der skal være med til at køre det her hold. Jeg tror simpelthen de har valgt Mike Jensen fra. Og det behøver ikke at være på grund af de spillemæssige kvaliteter, hvad jeg ikke tror det er. Det kan godt være: hvordan synes de han passer ind i truppen, hvordan er harmonien, hvad for en kultur vil de gerne bære, er Mike Jensen den, som de gerne vil putte deres penge på? Det er han åbenbart ikke, fordi jeg kan slet ikke forestille mig andet, end at hvis Brøndby ville finde pengene, og hvis de ville have Mike Jensen som kulturbærer, så havde de fundet pengene, for vi snakker ikke 3-4 millioner om året [i løn, red.], vi snakker om nogle beløb, som en klub som Brøndby selvfølgelig kan lægge til sådan en spiller, også med tanke på, at de får frigivet en masse økonomi her til sommer."

Trylle-Erik i Frem, i perioden lige inden Morten Olsen skaffede ham til Brøndby.

Den økonomi, som Erik Rasmussen taler om, er de fem spillere, som for nylig fik at vide, at de ikke ville få forlænget deres kontrakt, heriblandt tidligere landsholdsspillere og udlandsprofessionelle som Peter Madsen, Mikael Nilsson og Oluwafemi Ajilore, som alle tre har spillet under niveau, men som alligvel må forventes at oppebære en fin hyre i klubben. Hertil hentyder Erik Rasmussen formentlig også til holdets stjerne og spillemæssige omdrejningspunkt, Michael Krohn-Dehli, som de fleste forventer vil blive solgt i det kommende transfervindue.

Erik Rasmussen mener, at den manglende forlængelse er en "klar manifestation af, at de ikke vil have Mike Jensen." Han kommer ikke ind på den eksakte grund, men siger bare, at "der må være sket et eller andet internt."

En af årsagerne som Frispark-panelet hiver frem, kunne være Mike Jensens temperament og hans opførsel, som tidligere i karrieren er blevet kritiseret. Blandt andet da han for nogle år siden brølede nogle angiveligt ikke så pæne ting ind i hovedet på daværende FCK-målmand Jesper Christiansen, der lå og ømmede sig i græsset efter et sammenstød. Panelet siger, at hvis det er den slags opførsel, der ofte er kendetegnende for Mike Jensens fighterånd, så kan det være, at man ønsker en anden stil som kulturbærende element i Brøndby IF.

Mike Jensen er træt af, at Jesper Christiansen ikke rejser sig op efter en brækket albue.

Man kunne mene, at Erik Rasmussen simpelthen bare underkender den økonomiske virkelighed i Brøndby IF, når han siger, at økonomien ikke er den primære årsag til at Brøndby ikke forlængede med Mike Jensen?

"Jeg underkender ikke den økonomiske virkelighed, som vi også stod og snakkede om for et lille år siden, og for syv måneder siden, men efter den der såkaldte økonomiske virkelighed har de altså stadig købt Simon Makienok, som helt sikkert ikke er en helt billig spiller, HB Køge ville ikke slippe ham billigt, de købte Femi hjem, som helt sikkert også er dyr for Groningen, har en høj kontrakt der, de købte Rommedahl hjem, så de burde altså også kunne betale de der 100.000, 120, 150 (i løn om måneden, red.), hvis han skulle være kulturbærer, og hvis de ville satse på ham."

Erik Rasmussen mener yderligere, at en af årsagerne til Brøndbys beslutning er, at Mike Jensen og Mikkel Thygesen minder for meget om hinanden, fordi de begge har deres forcer i det offensive, og at der derfor ikke er plads til dem begge på midtbanen.

Noget kunne tyde på, at Erik Rasmussen kunne have ret i sine betragtninger, for så sent som i går meldte sportsdirektør Ole Bjur klart ud, at Brøndby skal på banen i transfervinduet:

"Vi er helt klar på, hvad det er, vi vil have. Det er klart, at de tre defensive spillere, der forlader os, efterlader et hul, så der skal kigges her. Er den rigtige spiller der til den rigtige pris, er vi klar til at agere."

Det er nok en udmelding, der får de fleste Brøndbyfans til - i Jan Lockharts terminologi - at slikke sig om munden, men samtidig forstår man Brøndby-fansenes efterhånden åbenlyse frustration, når selvsamme Lockhart for kun 14 dage siden var ude og sige at: "Man skal ikke forvente markante tilgange i det kommende transfervindue

At de forskellige afdelinger af Brøndby-ledelsen melder forskellige ting ud med jævne mellemrum, er jo ikke noget nyt. Det har medierne spundet guld på i årevis efterhånden. Om det er medierne, der fordrejer tingene, for at profitere på spændingerne i klubben, eller om Brøndbys ledelse reelt befinder sig på hver sin planet, det må vi lade være op til læseren. Mon ikke de fleste alligevel bare håber på, at der snart kommer styr på biksen?

Kampen om klubbens hjerte

2012-05-21T02:56:00.000-07:00

Både spillere, fans og bestyrelse virker fuldkommen apatiske i Brøndby IF, på trods af, at klubben er økonomisk og sportsligt pressede i en grad, så der både i medier og blandt fans tales om nedrykning og konkurs, med mindre tingene ændrer sig snart. Løsningen på den fastlåste situation ligner en fanfond, hvor de mange fans sikrer klubben penge i bytte for magt. Det kunne give et værdigt farvel til klubmanden Per Bjerregaard, der på denne måde kunne opnå sit mål om at holde hjerteklubben fri fra markedskræfterne, og det kunne give klubben endnu større slagkraft i fremtiden.

Brøndby IF er presset som aldrig før, både på og uden for banen. Klubben er i færd med at afrunde sin dårligste sæson nogensinde, og det vel at mærke i sæsonen, der markerer klubbens trediveårs jubilæum i den bedste, danske række. Jubilæet er så vidt vides ikke ligefrem blevet fejret med fest og flag i klubben, selvom der egentlig har været nok at fejre over de de tredive år. Pokalskabet er blevet fyldt med en imponerende mængde medaljer og pokaler. Så sent som for 11 måneder siden vandt klubben sine sidste bronzemedaljer, i øvrigt for tredje år i træk. Og sæsonen forinden blev pokaltitlen hjemført til Vestegnen.

Vel egentlig en ganske flot række af meritter for de fleste klubber, skulle man mene. Men i Brøndby blev det hele nærmest betragtet som en hån. Fra fans, spillere og bestyrelsesmedlemmer lød de skuffede meldinger, at bronze og pokaltitler bare ikke var nok. Det eneste der for alvor gjaldt, var guldmedaljer, hvorfor de seneste fire års høst slet ikke er blevet taget imod med den mindste grad af stolthed eller respekt.

Selvom det nu er hele syv år siden at klubben for sidste gang høstede sit seneste Danmarksmesterskab efter en imponerende sæson fra et sjældent set stjernespækket hold, så er selvforståelsen i Brøndby IF stadig, at hvis ikke vi vinder guld og spiller god fodbold, så kan det hele næsten være det samme. Det er lige før vi alle sammen lige så godt kan lægge os til at dø med det samme. Alle er desperate og frustrerede over, at Brøndby IF i år har undgået nedrykning til 1. division, og at klubben med stigende intensitet trækker negative overskrifter i pressen angående klubbens skrantende økonomi. I en sådan situation er menneskets naturlige mekanismer at udse sig en syndebuk, som vi kan brænde levende på bålet. Det er også sket i dette tilfælde. Syndebukken er blevet manden, som med sine fremsynede idéer har været arkitekten bag alle triumferne i tidernes morgen. Per Bjerregaard.

Efterhånden som resultaterne og det overlegne spil har svigtet, og trænere og spillere siden guldsæsonen i 2005 er blevet udskiftet med jævnlig rotation, er der kommet større og større fokus på ledelsen i Brøndby IF, og altså særligt formand Per Bjerregaard.

Der har været en lang række af skandaler og tvivlsomme hændelser, fyringer af ellers topkvalificerede, ledende medarbejdere i ét væk, altsammen mens ledelsen har fastholdt sin position for enden af bordet uden diskussion med stadig større desperation og lukkethed til følge. Den største og måske mest graverende fejl af dem alle var formentlig ansættelsen af Per Bjerregaards søn, Anders Bjerregaard, som sportschef i 2006, på trods af, at han på ingen måde var kvalificeret til jobbet. Han havde alle tænkelige muligheder for at gøre et godt job, efter Kasi-Jesper spyttede sine mange millioner i klubben, men en lang række fejlkøb, blandet med uheld, dårlig ledelse og en i forvejen opbrudt og uharmonisk trup, efterladt i hujende hast af Michael Laudrup, gjorde, at Anders Bjerregaard endte som en komplet fiasko, der efterlod sig et historisk dyrt makværk af en trup bag sig.

Alt imens krisen har forhindret enhver ro i Brøndby IF, så har Per Bjerregaard kæmpet en kamp mod leukæmi, som på et tidspunkt var så alvorlig, at han lignede en mand, der gik på grænsen til livet, når han tonede frem i medierne. Samtidig kæmpede han stolt for at nedtone sin sygdoms stadig mere alvorlige karakter i medierne, og han slap på intet tidspunkt grebet om fodboldklubben. Det løkken strammede mest, var symbiosen mellem Per Bjerregaards tilstand og klubbens tilstand så slående, at man for alvor blev klar over, hvor meget Brøndby IF's fremtid står og falder med Per Bjerregaards helbred og hans evne til at agere.

På det nævnte tidspunkt var smædesangene mod ham så direkte og modbydelige under kampene på stadion, at en personlig hetz formentlig aldrig har set sin lige i dansk sportshistorie. Fra tribune til tribune blev der råbt 'Bjerregaard ... Raus... Bjerregaard... Raus' så det gjaldede i stålkonstruktionerne og helt ind i hjertet på selv den mest hårdkogte forbryder. I filmen nedenfor kan man hen mod slutningen nærmest se, hvordan den kræftsyge Per Bjerregaard bliver flået fra hinanden fra sin plads på bænken. Det er ikke noget rart syn.

Her var en mand, der ikke længere var velkommen i den stolte forening, han om nogen havde været skaberen bag. Det var skaberen der blev fordrevet fra sit værk, inden han selv syntes værket var færdigt. Men som enhver ved, er det ikke altid kunstneren selv, der er bedst til at vurdere, hvornår et værk er færdigt, hvornår han skal holde op med at kratte rundt i malingen. Til sidst risikerer selv de mest lysende farver, de smukkeste motiver og de mest geniale indfald at blive grå og triste, ødelagte og usynlige for selv den mest garvede kender. Men på den anden side er der også muligheden for, at kunstneren har set noget, som alle andre har overset. At han vitterlig blot skulle have lidt længere tid til at finde frem til det, ved at kratte rundt i alt det grumsede grå.

Det er på dette punkt af processen Per Bjerregaard befinder sig lige nu. I et dødvande. Han vil ikke afgive magten i klubben, på trods af at alt taler for, at han bliver nødt til det, hvad enten han vil eller ej. Børsen offentliggjorde i går en artiklen, som proklamerede, at Per Bjerregaard inden for kort tid kan blive tvunget i knæ af Nordea, som klubben skylder penge til, blandt andet på grund af den storstilede og smukt udførte stadionudvidelse i 1999. Klubbens likviditet er nemlig så dårlig, at der ifølge klubbens delårsrapport skal en betydelig kapitaltilførsel til inden for en 3-4 måneder, hvis ikke klubben skal bukke under. Sagen er nemlig, at Nordea ikke længere vil låne klubben penge, og at banken formentlig derfor har givet klubben et ultimatum: Enten så afdrager I på jeres gæld til klubben i et forholdsvist højt tempo, eller også ændrer I jeres ejerstruktur, så det nærmer sig almindelige forhold. Og dette er netop grunden til, at Per Bjerregaard klamrer sig til magten. Han forsøger formentlig at beskytte sin hjerteklub mod fremtidig, fjendtlig overtagelse, mod markedskræfternes frie gøren og laden, hvor storaktionærer kan komme og lægge en betydelig mængde millioner for til gengæld at få en del af magten. Som situationen er nu, så er Brøndby IF som mange ved, beskyttet mod markedskræfterne i en særlig konstruktion, hvor aktierne er delt op i A-aktier og B-aktier, hvoraf det reelt kun er A-aktierne der sikrer adgang til reel indflydelse. Man skal således have 20 B-aktier for at opnå indflydelse svarende til 1 A-aktie. Og A-aktierne er ikke nogen, hvem som helst har adgang til, men findes således kun i en begrænset mængde. Desuden beskyttes klubben også af en yderligere konstruktion, hvor demokratiet således kun opstår indefra, og hvor en lille loge af tidligere Brøndby-folk, samt amatørforeningen reelt bestemmer hvordan bestyrelsen skal se ud, og dermed hvordan magtfordelingen skal være.

Det er en ganske solid konstruktion. Problemet er blot, at konstruktionen netop også sikrer at de normale, demokratiske tilstande, som vi oplever dem i samfundet, ikke er eksisterende på samme måde i Brøndby IF. Enhver demokratisk, folkevalgt person, der havde oplevet en så ondsindet stemning imod sig, som Per Bjerregaard oplevede den foreløbige kulmination på under hetzen for nogle år siden, ville øjeblikkelig være blevet flået fra tronen. Men sådan foregår tingene ikke i Brøndby.

Men når nu fansenes massive protester mod lederskabet af deres klub ikke har båret frugt, så synes redningen at komme fra en anden front. Som nævnt, har Nordea altså sat kniven for struben for Brøndby og lukket kassen i for yderligere lån, så længe aktiestrukturen er som den er. Det gjorde så, at Brøndby i forbindelse med delårsrapporten meldte ud, at der snarest vil komme en melding om, hvordan bestyrelsen har tænkt sig at løse sit likviditetsproblem. Forlydender går på, at klubben vil komme til at mangle op mod 50 millioner i år. Endnu er der ikke kommet en eneste melding fra bestyrelsen.

Situationen er kritisk i Brøndby IF lige nu. Vi må ikke håbe, at bestyrelsen agerer lige så apatisk som klubbens spillere har gjort i de sidste kampe, og vi må heller ikke håbe, at de agerer lige så desillusioneret som fansene gjorde i gårsdagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland, hvor de jublede da Nordsjælland scorede, og undlod at bakke deres hold op, for i stedet at synge smædesange om FC København, der ser ud til at smide guldet på gulvet i sidste time. Hvis dette afspejler stemningen i bestyrelseslokalerne, så ser det sort ud for Brøndby IF.

Forhåbentlig er der i disse timer en alvorlig diskussion blandt bestyrelsens trofaste Brøndby-folk. Problemet er, som Børsen også skriver, at klubben ikke kan forvente at hente nok kapital alene ved at lave en kapitaludvidelse, for ingen mennesker gider at poste store beløb i klubben uden til gengæld at få indflydelse. Og de fleste fans har nået mætningspunktet for, hvor meget de gider at lade sig trække rundt i manegen. Selvfølgelig kan de altid hente en hel del penge, fordi Brøndby har så mange støtter over hele landet, men faktum er, at man ikke kommer til at få noget igen for sine penge, og derfor må anskue dem som hjerteaktier til en klub med heart-arce.

Faktum er, at tiden har gjort, at Per Bjerregaard formentlig kan blive tvunget til at godtage en ændring i klubbens ejerstruktur. Han er nødt til at give sig på nogle punkter. Tiden er forbi, hvor en fyr som Kasi-Jesper kommer og lægger en enorm mænge penge uden at få indflydelse i klubben. Det skete én gang, og det kommer ikke til at ske igen i samme målestok. Det var en chance klubben forspildte fordi man netop ville fastholde sin struktur.

Næste træk i sagaen kan komme førend man venter det. Og mon ikke også de fleste trænger til afklaring efter denne sejtrækker. Hvis Per Bjerregaard er blevet helt rask efter sin langvarige sygdom, så er det nu han slår til og finder en afgørende løsning der kan tilfredsstille alle parter. Og derefter må han trække sig.

Men man har bare på fornemmelsen, at Per Bjerregaard ikke ligefrem er den type kaptajn, der stikker af i en helikopter mens skibet dundrer ind i en klippekyst. Hans hjerte for klubben er så stort, at han hellere vil gå ned med skibet, så længe han ved med sig selv, at det er for klubbens bedste, at det sker. Han vil hellere vogte klubben med sit liv som indsats, end han vil overlade roret til nogle elendige novicer, som han blot har den mindste mistanke om, har til hensigt at flå hjertet ud af klubben og sælge det for ussel mammon. En romantisk tankegang, i virkeligheden.

Men mon ikke der burde kunne findes en løsning et sted? Andre steder i verden har man set eksempler på at fansene ejer deres klub, heriblandt fx i Barcelona og München, og de må vist siges at have rimelig stor succes, på trods af, at de begge missede chancen for at tage Champions League-trofæet i år. Så løsningen forekommer vel lige for?

I kulisserne arbejdes der da også på at lave en fanfond, det er i øjeblikket på undersøgelsesstadiet. Perspektiverne burde være til at få øje på, idet Brøndby er den klub i Danmark, der har den mest massive opbakning i befolkningen og den mest trofaste tilskuerskare, hvilket vel bevises ved, at klubben trods den dårligste sæson i 30 år stadig er den klub i ligaen, som har det højeste, tilskuermæssige bundniveau, 1500 flere end FCK, der spiller om guld.

Alternativerne er svære at få øje på. Enten fortsætter klubben som nu, hvilket i bedste fald vil betyde et alvorligt reduceret Brøndbyhold de næste 5-7 år, indtil gælden er barberet væk - hvis klubben ellers overlever den nuværende likviditetskrise. Ellers kan klubben vælge at sælge sin sjæl til markedet, hvilket vel blankt kan afvises. Eller også vælger man at arbejde med fanfond-idéen fra foreningen Det Nye Brøndby - men det betyder igen, at fansene skal have større magt i klubben.

Alt tyder på, at klubben er med til langsomt at vende supertankeren mod den sidstnævnte idé, idet man for nylig valgte at lade én mand i bestyrelsen udgøres af en fan. Dog skal der formentlig stilles lidt mere end symbolsk indflydelse i sigte førend man for alvor kan forvente at se fansenes pengepung blive hevet op af baglommen. Men mon ikke den nuværende, kritiske situation vil kunne løsne lidt op for Per Bjerregaard her på hans ældre dage?

Én ting er sikkert, det er, at manden ikke stopper førend han kan gå med æren i behold. Eller før han bliver smidt på porten. Sidstnævnte virker usandsynligt, idet han stadig nyder opbakning på grund af fortidens store meritter. I den nuværende situation er en afsked derfor umulig, med mindre hans sygdom skulle gøre ham uarbejdsdygtig. Han er i mange fankredse mere forhadt end nogensinde. Det kræver noget af en manøvre at vende denne situation til det positive med Per Bjerregaard ved roret. Det bedste han kan gøre er at sige til fansene, at klubben behøver deres hjælp, samtidig med, at han siger, at klubben er villig til at afgive en del af magten til fansene. Men det skal ske på en måde, hvorpå klubben stadig er sikret mod fjendtlig overtagelse. Situationen burde kunne løses ved, at fanfonden fx får en større del af magten, som svarer til det beløb, som fansene lægger i klubben, minimum ét medlem af bestyrelsen, og fx max tre, idet de andre led af klubben jo også stadig skal have sikret en plads i bestyrelsen. Situationen burde kunne løses på denne måde, med mindre man altså er angst for, hvilke idéer fans kunne tænkes at måtte have for klubbens fremtid. Hvis fansene skal til lommerne, kræver det altså reel magt i bytte for penge. Det burde samtidig også kunne lade sig gøre at sikre at fansene udgøres af dygtige, reelle sparringspartnere, og ikke af fjendtlige kræfter, og det kunne fx gøres ved, at fx Brøndby Support og Det Nye Brøndby, havde muligheden for at udpege medlemmer til bestyrelsen via deres generalforsamlinger eller lignende.

Fortsættelse følger i den nærmeste fremtid. Men én ting er sikkert. Per Bjerregaard har med al tydelighed vist, at han ikke afgiver sit hjerte og sit livs kærlighed til fremmede kræfter, som så kan splitte det til atomer, hvis de måtte ønske det. I hvert fald ikke uden en lang og sej dødskamp, som vil være en pine for alle parter. Lad os håbe det i stedet ender i en lykkelig forening af fansenes og klubfolkenes kærlighed. I bund og grund burde det være muligt at blive stærkere og mere blomstrende end nogensinde før, hvis man formåede at arbejde i samme retning, at dele sin kærlighed. Men det kræver så til gengæld også at Per Bjerregaard forstår, at fansenes frustrationer og deres had til ham bunder i præcis den samme kærlighed til klubben, som han selv har. Men det er nok på grænsen til det umulige for ham at acceptere at afgive magt til en række fans, som har lagt ham ultimativt for had, især når han i dén grad er i en symbiosetilstand med klubben. Hvordan skal man kunne afgive magt til nogen, der - set fra hans perspektiv - udviser foragt og had for klubbens hjerte?

Det belgiske hjørne (0% BIF)

2012-05-17T01:14:00.000-07:00

Søndag sluttede sæsonen i den belgiske liga, og ikke overraskende endte Anderlecht øverst i tabellen foran Club Brügge. Faktisk sikrede hovedstadsklubben allerede mesterskabet på tredjesidste spilledag ved at spille uafgjort på hjemmebane mod netop Club Brügge. Derfor var det da også en afslappet fejring af mesterskabet på Constant Vanden Stock Stadion i Bruxelles efter holdet havde slået ærkerivalerne fra Standard Liège med 3-0. Målene blev scoret af Mbokani, Suárez og Canesin.

Anderlecht, belgiske mestre 2012

Det eneste ophidsende denne aften var da Anderlecht-profilen Milan Jovanovic provokerende løftede mesterskabspokalen foran udebanefansene fra Standard Liège, som serberen med stor succes spillede for i fire år. Utrolig dumt og meget unødvendigt. Jovanovic udtalte i øvrigt efter kampen at han ikke vidste om han var i Anderlecht næste sæson, hvilket er lettere overraskende, da han stadig har et år tilbage af sin guldrandede kontrakt.

Nye trænere
En mand, der helt sikkert er væk er træner Ariel Jacobs, der har valgt at forlade klubben efter fem år og to mesterskaber. Hvem der afløser ham er endnu ikke offentliggjort, men vores egen Morten Olsen har allerede været nævnt. Han har tidligere været et varmt emne som træner, ikke mindst pga. hans fortid som spiller i klubben samt det faktum at han er bosat i Belgien. Morten Olsen har dog allerede været ude og dementere rygterene. Anderlecht er ikke den eneste topklub, der skal have ny træner. Blot et halvt år efter sin tiltræden i Club Brügge valgte tyske Christoph Daum at sige farvel til klubben med en flot andenplads, da han angiveligt savnede sin familie i Tyskland. Det varede dog ikke længe før klubben havde afløseren klar. Den belgiske landstræner Georges Leekens, der ellers havde to år tilbage af sin kontrakt, blev hentet ind til sin anden periode som træner i klubben. 62-årige Leekens er en rutineret herre, der siden 1984 har trænet femten forskellige klubber eller landshold, heriblandt fem af dem mere end én gang. Han har aldrig været et sted mere end tre år, og nåede i denne omgang at være landstræner i to år inden Club Brügge kaldte igen.

Overraskelserne og prisvinderne
Det har været en flot sæson i den belgiske liga, masser af godt spil, flotte mål og enkelte overraskelser. Den største overraskelse var nok at den lille klub KV Kortrijk lige nøjagtigt klemte sig ind på sjettepladsen i ligaen og dermed kvalificerede sig til slutspillet om mesterskabet. Derudover spillede klubben sig frem til deres første pokalfinale, der dog blev tabt til Lokeren. Klubbens træner er den joviale Hein Vanhaezebrouck, der umiddelbart mere ligner en jord- og betonarbejder end en toptræner. Han blev efter sæsonen kåret som årets træner i Belgien.

Årets træner, Hein Vanhaezebrouck

Årets spiller blev endnu en gang Anderlechts Matías Suárez, der imponerede med 12 mål og 14 assist samt ikke mindst sin udfordrende spillestil. Han har længe været sat i forbindelse med et skifte til en større liga og mon ikke det sker i sommerpausen. Umiddelbart vil jeg mene at han har kvaliteterne til en klub lige under de bedste i en af de fire store ligaer. Suárez' angrebsmakker i Anderlecht, Dieumerci Mbokani, vandt i øvrigt den lidt specielle pris Ebony Shoe, der gives til den bedste afrikanske spiller eller spiller med afrikanske rødder i ligaen. Således har anføreren for de nykårede engelske mestre Manchester City, Vincent Kompany, vundet prisen to gange mens han spillede for Anderlecht til trods for at han er født og opvokset i Belgien.

Suárez og Mbokani i skøn forening

I toppen af ligaen var den negative overraskelse Standard Liège, der endte på en femteplads, hele 17 point efter Anderlecht. Den nye træner José Riga havde en svær start på sæsonen, da klubben havde solgt flere af holdets profiler, heriblandt landsholdspillerne Axel Witsel og Stephen Defour. Derfor skulle mange nye spillere integreres på holdet, hvilket tog lidt tid. Sidst på efteråret så det dog bedre ud, og derfor forventede mange at de ville kunne give Anderlecht kamp til stregen. Således gik det ikke, og der har allerede været rygter om at Riga bliver afløst på cheftrænerposten. Et andet hold, der også skulle integrere mange nye spillere i starten af sæsonen var Club Brügge. Klubben hentede i sommerpausen 13 nye spillere, hvoraf syv af dem kan karakteriseres som stamspillere. Derfor er det overraskende så stabilt holdet har spillet i hele sæsonen.

Danskerne
En af grundende til at Club Brügge har spillet så stabilt må tilskrives Niki Zimling, der blev hentet i Udinese sidste sommer. Han har gjort det fremragende på den defensive midtbane, hvor han ligget som bølgebryder og igangsætter foran forsvaret. Han sad ude med en skade i april måned, men har ellers spillet alle kampe for klubben og må være favorit til pladsen ved siden af William Kvist på landsholdets midtbane.

Niki Zimling

En anden succesfuld dansker i belgisk fodbold er Jesper Jørgensen i Gent. Han blev hentet i Esbjerg for halvandet år siden og har efterhånden fået en nøglerolle på holdet. I Esbjerg spillede han den samme rolle som Zimling har i Club Brügge, dvs. som balancespiller på midtbanen med primært defensive pligter. I Gent har han dog fået en mere offensiv rolle, som virkelig klæder ham. De spiller normalt 4-3-3 med to wings og tre centrale midtbanespillere, og Jørgensen har rollen som boks-til-boks spilleren, der både skal hjælpe til defensivt, men også bidrage en hel del i det offensive spil. Og det har han så sandelig gjort. 11 mål er det blevet til i denne sæson og da han var ude med en mindre skade i foråret, kunne man med det samme se hvor meget han betyder for holdet. De tabte næsten alle kampene. I de sidste kampe har han tilmed båret anførerbindet, hvilket fortæller noget om hvor meget klubbens norske træner Trond Sollied værdsætter ham. Hvis Jakob Poulsen skulle blive skadet op til EM-slutrunden, ville Jesper Jørgensen være den perfekte erstatning. Gent sluttede i øvrigt sæsonen på en fin fjerdeplads og skal nu op imod Cercle Brügge i to kampe, som afgør hvem der skal spille Europa League næste år.

Jesper Jørgensen

Den tredje og sidste danske spiller i den belgiske liga, er den tidligere Lyngby-back Brian Hamalainen, der har spillet 34 ud af 36 kampe for Zulte Waregem i denne sæson. Jeg må være ærlig og indrømme at jeg har et begrænset kendskab til Hamalainens bedrifter i Zulte, da det ikke er et hold der er særlig meget i mediernes fokus. Derimod er der en anden kending af dansk fobold, der har formået at slå sit navn fast i foråret, den tidligere Randers- og OB-angriber Djiby Fall. Der var mange der rystede på hovedet da Djiby Fall annoncerede at han havde skrevet kontrakt med Sporting Lokeren, og umiddelbart virker han da også for god til at spille i en belgisk midterklub. Det startede skidt da han kom til klubben ude af form og spilletilladelsen lod vente på sig. Men i april og maj har han virkelig vist sin målfarlighed. Fem mål i seks kampe er det blevet til, og jeg glæder mig til at se om han kan følge op på den flotte start i den nye sæson, hvor Lokeren også skal ud og spille Europa League pga. deres sejr i pokalturneringen.

Kritik af slutspil-systemet
Igennem hele foråret har der været stor kritik af det såkalte play-off system i den belgiske liga, primært fra fans, der mener at det er unødigt kompliceret og udvander turneringen pga. de mange indbyrdes kampe. Kort fortalt spiller man i den øverste belgiske række en ganske normal turnering med 16 deltagende hold. Efter 30 kampe splittes den op i fire selvstændige ligaer, de seks øverste spiller om mesterskabet (Play-off 1), mens de otte næste hold deles op i to grupper (Play-off 2). De to bedst placerede i grupperne spiller en finale om retten til at møde nr. 4 i Play-off 1 i endnu en finale, hvor vinderen kvalificerer sig til Europa League. Eller rettere kvalifikationsrunden til Europa League. I bunden er det lige så snørklet. De to lavest rangerede hold går i nedryknings-play-off'en, hvor man spiller bedst ud af fem (5!) indbyrdes kampe. Det lavest rangerede hold starter i øvrigt de indbyrdes opgør med minus tre point. Taberen rykker ned i 2. division, mens vinderen kvalificeres til at spille Play-off mod tre hold fra 2.division om én plads i den bedste række. I øvrigt er 2.division delt op i tre (ikke lige lange) perioder og de tre hold fra 2.division i Play-off'en er kvalificeret ved at have vundet en af disse perioder. Puha.

Standard Liège-fans protesterer mod slutspilssystemet

Nå, men man forstår de belgiske fans frustration over opbygningen af liga-systemet. Det er alt for kompliceret og resulterer i at de bedste hold møder hinanden fire gange på en sæson og i nedrykningsspillet op til syv gange på en sæson (ikke medtaget pokalturneringen). For topklubberne betyder slutspillet at man møder de bedste hold endnu en gang og dermed flere penge i kassen via tilskuerindtægter, hvilket formentlig har spillet en ikke helt uvæsentlig rolle da man indførte det nye system forrige sæson. Den danske superliga har også været til diskussion i de seneste år bla. pga. den skæve fordeling af hjemmekampe og store procentdel af nedrykkede hold, men det er vand i forhold til den komplet uforståelige opbygning af den belgiske liga.

Hvis man ser bort fra den tekniske opbygning, har der været masser af spænding og kvalitet i kampene i ligaen. Sammenligningen med den danske Superliga ligger lige for da vi ligger side om side på UEFA's rangliste, og lige nu vil jeg mene at den belgiske liga ligger en anelse foran. Der er flere klubber med økonomisk formåen til at købe profiler og dermed blande sig i toppen, hvilket betyder at man får større konkurrence i mesterskabskampen. Men hvis store danske klubber som OB og Brøndby kan rejse sig igen vil jeg dog mene at den danske liga er fuldt på højde med den belgiske.

Er fremtidens Brøndby-stjerne landet?

2012-05-07T03:16:00.000-07:00

Patrick Olsen i kamp for U-landsholdet i 2010. I går så han noget mere mandig ud.

I gårsdagens trøstesløse og chancefattige nederlag mod AAB, hvor Brøndby-holdet til dels var undskyldt af at mangle deres topscorer Simon Makienok samt de to landsholdsprofilere, Dennis Rommedahl og Michael Krohn-Dehli, var et af de største lyspunkter Brøndby-debutanten Patrick Olsen.

Patrick Olsen har i flere år har været meldt som et af de største talenter, der render rundt i Danmark for tiden, og i går fik han en flot debut på Brøndbys førstehold, 13 dage efter sin 18-års fødselsdag. Hvad der har afholdt trænerteamet fra at benytte ham tidligere, kan man kun gisne om, for hans boldomgang, spilforståelse og kølige overblik så allerede ud til at ligge på et højere niveau end hovedparten af Brøndbys spillere.

Ganske vist burde unge Patrick Olsen have indkasseret sit andet gule kort for en lårhøj tackling på en AAB'er i et kontrafremstød, men han blev benådet af dagens dommer, Mads-Kristoffer Kristoffersen - måske fordi det første gule kort var et tyndt et af slagsen, og måske fordi dommeren havde forståelse for, at det var Olsens første kamp. Derudover var Patrick Olsen også ved at koste et mål ved stillingen 0-0, idet han spillede en svær bold til Mike Jensen lige foran eget felt, en situation som Mike Jensen dog i sidste øjeblik fik afværget med en glidende tackling.

Men trods disse skønhedsfejl, så fik Patrick Olsen igennem sine lidt over 80 minutter på banen vist, at han om nogen burde være fremtidens mand på den defensive midtbane i Brøndby - en position, som vi senest omtalte vigtigheden af i sidste indlæg her på bloggen. I flere situationer viste Patrick Olsen, at hans boldomgang, overblik og fordeling af spillet allerede var fuldt ud på Superliganiveau, fx i en situation, hvor han får bolden i et presset og snævert felt midt på banen, hvilket som regel ville have kostet et boldtab - her valgte Olsen at tæmme bolden og hurtigt sparke en højder hen over AAB-spillerne, og ud til en fuldkommen fri Jan Frederiksen på venstre back.

I sidste ende var den manglende erfaring dog i flere tilfælde ved at koste, som nævnt tidligere, men i stedet var det den ofte udskældte, men egentlig ganske fint spillende højre back, Anders Randrup, der endte med at koste et point, da han lavede en alt for kort tilbagespilning mod midterforsvaret, sandsynligvis fordi han ikke havde set at der var en AAB'er der truede så højt. Hvis Patrick Olsen havde kostet sejren, havde det været en hård skæbne for en så lovende debutant, men heldigvis slap han fra kampen som en af dagens bedste Brøndby-spillere i en initiativløs, chancefattig og generelt sløjt spillet kamp, hvilket dog gjaldt for begge mandskaber, omend AAB var en anelse bedre.

Allerede sidste sommer lød der påfaldende positive ting om Patrick Olsen i medierne. Han var en af de absolut største profiler på det U17-landshold, der spillede en glimrende slutrunde og først røg ud i semifinalen til Tyskland. I øvrigt et U17-landshold der også bestod af mere kendte profiler såsom fx Ajax-spilleren Viktor Fischer, som allerede er blevet nævnt som mulig EM-kandidat til sommer, Kenneth Zohore, der som tidligere FCK-spiller blev den næstyngste debutant nogensinde i Champions League, samt ikke mindst superhypede og ekstremt talentfulde Lucas Andersen fra AAB, som da også blev udslagsgivende for AAB's sejr i går, da han blev skiftet ind i den sidste tredjedel af kampen.

Værd at bemærke er det, at Patrick Olsen som den eneste dansker kom med på UEFA's liste over de tibedste spillere i turneringen i sommer, begrundet med blandt andet følgende ord:

"Viktor Fischer stjal måske overskrifterne, men Brøndbys Olsen spillede en undervurderet, men afgørende rolle for Danmark, altid rolig med bolden sammen med Christian Nørgaard [Hamburger SV, tidl. Lyngby]."

Derudover blev han også kaldt en fantastisk spiller af Tysklands træner Steffen Freund, hvis mandskab altså endte med at blive stopklodsen for det ekstremt talentfulde U17-landshold.

Et væsentligt spørgsmål er altså som nævnt i begyndelsen: Hvad har fået Brøndby til at vente så længe med at give debut til en så talentfuld spiller, når man adskillige gange har meldt ud, at vejen tilbage mod toppen er at skabe en stamme af egne talenter, suppleret med udefrakommende profiler? Det forekommer mærkeligt, at man i en opbygningsfase, hvor man i flere år har søgt efter den rigtige defensive midtbanespiller, (se igen indlægget fra 3. maj "Den vigtige defensive midtbanespiller") ikke har valgt at spille en så talentfuld spiller ind på holdet lidt tidligere. Fx fra sæsonstarten. AAB's Lukas Andersen har jo fx allerede fået masser af spilletid både i denne og i sidste sæson, og Kenneth Zohore fik også en del spilletid på sidste sæsons FCK-hold.

Måske er det netop fordi Patrick Olsen spiller på en så afgørende plads på den defensive midt, at man ikke har turdet binde an med ham? For det er et stort pres at lægge på en så ung spiller, som jo som regel vil have en højere fejlfrekvens end en mere rutineret, men mindre talentfuld en af slagsen. Men som gårsdagens kamp viste, så lader det til at Patrick Olsen er klar til at stå for presset.

Op til gårsdagens kamp havde de fleste vist regnet med, at nigerianske Femi, som tidligere var en stor profil for FC Midtjylland i Superligaen, ville starte inde, men træner Auri Skarbalius mente øjensynligt at sæsonen alligevel var afgjort, og at det derfor var bedre at give det unge stortalent chancen. Nu vil jeg bare håbe, at han får chancen i de sidste tre kampe, så han er klar til at blive mere fast mand i næste sæson. Derudover må man også håbe, at klubben skynder sig at finde den store tegnebog frem, så de kan forlænge hans kontrakt, som desværre kun løber indtil sommeren 2013.

Ellers så kommer vi sandsynligvis til at se en gentagelse af den historie, som vi har hørt lidt for mange gange de senere år, nemlig af store Brøndby-talenter stikker af til storklubber i udlandet, inden de har fået et gennembrud på førsteholdet, og uden at efterlade en transfersum i klubkassen. I mange tilfælde er netop gennembruddet på førsteholdet afgørende for at storklubberne smider de store millionbeløb, idet deres investering dermed er mere sikker, fordi spilleren har bevist sit værd på højt niveau. Jannick Vestergaard og Nicolai Boilesen må være de mest smertelige minder for Brøndby i de sidste par år, idet begge disse spillere allerede indenfor et år, som 19-årige, har etableret sig i startopstillingen i henholdsvis tyske Hoffenheim og hollandske Ajax Amsterdam. Lad os håbe det ikke gentager sig med Patrick Olsen.

Den vigtige defensive midtbanespiller

2012-05-03T07:27:00.004-07:00

Det følgende indlæg er ikke resultatet af en impulsiv tanke. Det er ikke noget jeg skriver fordi Brøndby i weekenden lukkede tre mål ind, hvilket i øvrigt var billigt sluppet. Dette indlæg har været længe undervejs, faktisk flere år. Gang på gang har jeg siddet ophidset tilbage efter endnu et nederlag med samme spørgsmål: Hvornår får Brøndby igen en defensiv leder på midtbanen? En der kan erobre bolde, sætte et modangreb i gang og samle sine medspillere op når de mest har brug for det. Kort sagt, en kompetent defensiv midtbanespiller med lederegenskaber.

Wieghorst, Lantz og omskolede forsvarsspillere

Den sidste spiller i klubben, der udfyldte rollen perfekt var Morten Wieghorst. Han spillede under Michael Laudrups tid i klubben og var en meget vigtig del af det hold, der spillede fremragende fodbold i sæsonerne 02/03 og 03/04. Siden Wieghorst måtte stoppe sin karriere efter mesterskabssæsonen i 2005 pga. en skade, har holdet ledt efter den rette mand til pladsen. Samme sommer skrev man kontrakt med Marcus Lantz, en rutineret svensker med mange kampe for Hansa Rostock i Bundesligaen. Lantz gjorde det da også til tider ganske godt på holdet, der var tæt på at genvinde titlen i 2006, men da Laudrup derefter forlod klubben, begyndte det at gå ned ad bakke. Samtidig fik Lantz en banal fodskade, som ifølge ham selv blev fejlbehandlet af Per Bjerregaard, og i sommeren 2007 blev han solgt til Helsingborg.

Marcus Lantz

Som direkte erstatning hentede man islandske Stefan Gislason i norske Lyn. Han skulle være den nye leder på holdet og erstattede da også efter blot et halvt år Per Nielsen som anfører. Gislason var en hård spiller og en udpræget ledertype, men af en eller anden grund formåede han ikke at løfte sine holdkammerater og samtidig var hans meget defensive spillestil ikke noget der ligefrem gjorde ham til en publikumsyndling. Siden har man forsøgt sig med mange forskellige typer på pladsen, men uden at finde den rette. Kim Daugaard var efterhånden for gammel og indstillede sin karriere i 2008. Højre-backen Mikael Nilsson blev i en periode brugt med begrænset succes og samme kan siges om den oprindelige midterforsvarer Jon Jönsson.

Denne sæson: Femi eller Mike?
Til denne sæson hentede klubben den tidligere FC Midtjylland-spiller Femi Ajilore på en lejeaftale i hollandske Groningen. Han skulle erstatte Mike Jensen, der var blevet skadet i sæsonstarten og man forventede at han kunne stabilisere midtbanen. Femi gjorde det ganske fint i efteråret på trods af at han var fuldstændig ude af form da han kom til klubben.

Oluwafemi Ajilore (Femi)

Efter vinterpausen valgte den nye træner Auri Skarbalius at spille et 4-4-2-system med Mike Jensen og Mikkel Thygesen på den centrale midtbane, hvilket har gjort, at der indtil videre ikke har været plads til Femi. I dette system har Mike Jensen fået den defensive rolle på midtbanen uden dog at være en decideret oprydder ligesom Femi. Dette har efter min mening ikke fungeret godt nok, da de fleste af Mike Jensens kompetencer ligger i den offensive del af spillet. Og når forsvaret samtidig har været så ustabilt som tilfældet har været, kræver det at man har en solid spiller på den defensive midtbane der kan lukke hullet mellem modstanderens midtbane og angreb. Ellers er der simpelthen for meget plads. Brøndbys nuværende trup skriger efter at spille 4-4-3 og jeg forstår ikke at man vælger Nicolaj Agger i stedet for endnu en central midtbanespiller når man har en kvalitetspiller som Femi siddende udenfor. Det ville samtidig give Mikkel Thygesen mere frihed til at gå med i det offensive spil. Hvis man absolut vil spille 4-4-2 kræver det enten to kontrollerende spillere centralt eller evt. en robust, defensivt orienteret type som f.eks. William Kvist. Mikkel Thygesen er ikke diciplineret nok til at ligge centralt i et 4-4-2-system, men skal have friheden til at bevæge sig overalt på banen, f.eks. som 10'er i et 4-2-3-1-system. Efter min mening ville en idealopstilling for den nuværende Brøndby-trup se således ud:

Tørnæs

Randrup - Goodson - Stenderup - Norouzi

Femi - Jensen

Rommedahl - Thygesen - Krohn-Dehli

Makienok

6'er positionen
Spilleren, der dækker midtbanepositionen lige foran forsvaret, kaldes normalt for "6'eren", da spilleren på denne position normalt spillede med rygnummer 6. Der er flere spiltyper der kan dække pladsen, afhængigt af hvilken spillestil og formation man vælger. FC København har i mange år haft succes med at spille 4-4-2 med en defensiv robust spiller på den ene centrale midtbaneplads (Poulsen, Linderoth, Kvist). Som udgangspunkt var han spilleren der sørgede for en defensiv balance på holdet, men samtidig også lederen, der kunne hive medspillerne op når de var nede. Denne type er ikke let at finde og normalt kræver det en vis alder før man kan udfylde pladsen succesfuldt. William Kvists afløser i denne sæson, Christian Grindheim, har da heller ikke været særlig overbevisende i sit første år i klubben. En anden spillertype på 6'er positionen er den dybtliggende spilfordeler, der i mange år i 00'erne var ret populær. Den kræver en spiller med glimrende teknik, stort overblik og kreativitet, og samtidig hårdtarbejdende midtbanespillere omkring sig. Det bedste eksempel på denne stil er nok AC Milan med Pirlo omgivet at de to terriere Gattuso og Ambrosini. Også i Belgien har Anderlecht i flere år spillet med argentineren Lucas Biglia som en dybtliggende spilfordeler, der sætter spillet i gang fra egen banehalvdel. Modsat spillere som Pirlo og Biglia kræver 6'er-positionen i et 4-3-3-system (som på landsholdet) primært gode defensive kvaliteter og en rolig boldomgang. Alt efter om man spiller med en eller to offensive centrale midtbanespillere i dette system, behøver spilleren ikke at besidde særlig mange offensive kvaliteter, da han i de fleste tilfælde blot skal aflevere bolden til mere kreative spillere på holdet.

Hvem er Brøndbys fremtidige midtbanestyrmand?
Der er således flere måder at sammensætte en central midtbane på. Man kan vælge at spille med to eller tre centrale midtbanespillere. De kan have klare offensive og defensive roller eller begge være såkaldte to-vejs-spillere, dvs. bidragende til både den offensive og defensive del af spillet (også kaldet boks-til-boks spillere). Det hele handler om hvilket spillere man har til rådighed, hvilket system man ønsker at spille samt om der er økonomiske råderum til at hente kvalitetsspillere fra andre klubber. Sidstnævnte kan vi vist godt afvise med det samme. Efter Brøndby sidste sommer hentede løntunge Dennis Rommedahl og Mikkel Thygesen samt smed anslået 4-5 millioner efter Simon Makienok Christoffersen denne vinter, skal der højst sandsynlig et salg af Michael Krohn-Dehli til før der kan frigives penge til at gå ud og købe en ledertype til midtbanen. Dermed er der to muligheder tilbage: enten skal han findes blandt de nuværende spillere i truppen eller også skal man hente en billig spiller, muligvis endda på en fri transfer.

Transferfrie spillere
AaBs sportsdirektør Lynge Jakobsen udtalte engang: "Det bedste vi nordjyder ved, er vin ad libitum og transferfrie spillere". Samme motto skal vi nok regne med bliver brugt i Brøndby de næste mange år, da klubben har meldt ud at der skal skæres i den sportslige sektor. Transferfrie spillere kan da også være ganske gode, men som Lynge Jakobsen udtaler i samme artikel, kræver det somme tider tålmodighed, da man kan blive nødsaget til at vente et halvt år med at skrive kontrakt med en spiller i stedet for at tilknytte ham med det samme. Dette er man kendt med i Brøndby, da man for 2,5 år siden valgte at købe Martin Bernburg fri af FC Nordsjælland i stedet for at vente på at hans kontrakt med klubben udløb.

En gennemgang af defensive midtbanespillere fra andre superligaklubber viser, at der i øjeblikket kun er et par interessante navne med kontraktudløb til sommer: Eric Djemba-Djemba (OB) og Adigun Salami (FCM). Begge to er dygtige midtbanespillere, men ikke de typer der er brug for i Brøndby lige nu. Djemba-Djemba er en spiller der kræver meget opmærksomhed og har skabt interne problemer i OBs trup. Samtidig har han absolut ikke været lige så god som tidligere år og skaber til tider problemer for sig selv ved at miste bolden efter han har driblet for meget rundt lige foran forsvaret. Salami er den modsatte type, han spiller simpelt og skiller sig sikkert af med bolden. Desværre har han været meget skadet, og det vil derfor være et stort sats at hente ham til klubben. I dag har der været bragt en artikel om at Brøndby muligvis kunne være interesseret i FC Nordsjællands Enoch Kofi Adu, der har et år tilbage af sin kontrakt. Han er en ung spiller (21 år) med udviklingspotentiale, men jeg ser ingen grund til at han vil kunnne løfte holdet i den nuværende situation. Han har gjort det godt i FCN, men har også haft en storspillende Nikolai Stockholm at læne sig op af. I stedet for at hente Adu eller Salami, hvorfor så ikke i stedet satse på Femi, der er lidt den samme spillertype og tilmed mere erfaren. Han er ikke gratis, men mon ikke man kan få forhandlet en fornuftig pris på plads.

Fra egne rækker
Femi har allerede været i truppen i et år og kender derfor klub, trænere og medspillere. Hans problem ligger i at Auri har valgt at spille 4-4-2 i stedet for 4-3-3. Femi er den hårde, kontante type, der vinder bolden fra modstanderen og giver den videre til en mere kreativ holdkammerat, og måske passer han bare ikke ind i et 4-4-2 system med to centrale midtbanespillere. Derfor skal Auri finde ud af om han vil fortsætte med at spille 4-4-2, og i givet fald skal Femi sendes tilbage til Holland. Derefter må man lede efter en kollega til Mike Jensen på den central midtbane, da Mikkel Thygesen, som tidligere nævnt, ikke skal spille den plads. Fra egne rækker er der sådan set kun to muligheder, 19-årige Franck Semou, der allerede har været brugt som indskiftningsspiller, og anføreren for U17-landsholdet Frederik Holst, der netop er blevet udtaget til aftenens kamp mod Silkeborg. Selvom jeg tidligere har talt for at give unge talenter chancen på 1.holdet, vil jeg i dette tilfælde gerne trække i land. I et system med to centrale midtbanespillere, hvor den ene kun lige er fyldt 24 år, vil det være en direkte selvmordsaktion at sætte sin lid til en så ung spiller på den anden plads. Især forsvarets nuværende tilstand taget i betragtning.

Franck Semou. Mike Jensens fremtidige makker på den centrale midtbane?

Hvad er så løsningen? Hvordan skal midtbanen se ud i næste sæson? Ja, man må gå ud fra at holdet også skal spille 4-4-2 i næste sæson, da jeg ellers ikke kan se grunden til at man spiller systemet nu. Den ene plads på den centrale midtbane tilfalder næsten med sikkerhed Mike Jensen, med mindre han vælger ikke at forlænge sin kontrakt, der udløber til vinter. Den anden plads må siges at være helt åben. Man kan vælge at satse på et af de unge talenter eller man kan vælge at forlænge kontrakten med Mikael Nilsson og rykke ham op på midtbanen igen. Begge dele virker dog ikke som optimale løsninger, og dermed peger det i én retning. Man skal finde en dygtig central midtbanespiller med erfaring og lederegenskaber på en fri transfer. Piece of cake!

Hvordan ser fremtidens superliga-struktur ud?

2012-04-18T10:28:00.007-07:00

Løbende ændringer af strukturerne i fodboldens verden har vist sig at være nødvendige, for at optimere kvaliteten af selve fodboldspillet på banen. Derfor er debatten om Superligaens fremtidige struktur også vigtig, hvis Danmark og Brøndby skal kunne udbygge deres niveau i fremtiden. En længere analyse af - og forslag til - fremtidens Superliga-struktur følger her:

I Tipsbladet argumenterede Troels Bager for nylig for en indførelse af en 10-holds Superliga, idet han mente, at en 16-holdsliga ville udvande økonomien i Superligaen. Han brugte som eksempel, at Danmark havde meget færre indbyggere pr. hold i den bedste række, end stort set alle andre lande i top 20 i Europa.

Men det kan man efter min mening ikke rigtig bruge som argument, når vi lever i så lille et land som det danske. For hvis vi fører denne logik helt ud i sin ekstreme form, og sammenligner os med fx Bundesligaen, så skulle der i Superligaen kun være ét hold i den bedste, danske liga. Skal vi sige Brøndby?

Nej, spøg til side, som man siger... I en 10-holdsliga, hvor klubberne møder hinanden fire gange pr. sæson, bliver tilskuer- og sponsortilstrømningen ikke nødvendigvis øget. En reducering fra 12 til 10 hold kan måske på kort sigt være en god løsning for storklubberne, idet de så kommer til at tjene mere på Tv-pengene, hvilket da også er den primære grund til, at ligaen ikke udvides. Men der er andre måder at give storklubberne flere penge på, hvilket jeg kommer ind på senere i dette indlæg.

Min primære anke mod en 10-holdsliga er, at en liga med alt for få hold, der møder hinanden fire gange per sæson, kan fjerne en stor del af spændingen. Hvem husker ikke årene hvor Brøndby og FCK mødte hinanden 7 gange på en sæson (tre i ligaen, to i pokalen og to i Royal League)? Det var nok ikke ligefrem noget, der fik kasseapparaterne til at rulle - tværtimod. Tilskuerene blev mætte med så mange arvefjendeopgør på så kort tid.

Desuden tror jeg på, at noget af det, der får flere folk på stadion, ville være en liga, hvor flere hold spillede opportunistisk og seværdig fodbold. Som fx FC Nordsjælland og såmænd også de to kommende nedrykkere, Lyngby og HB Køge på gode dage. Men det kræver formentlig en liga, hvor der ikke er så mange, der åbenlyst er bange for at rykke ned, og derfor spiller krampagtigt, defensivt, og hellere vil redde en kedelig uafgjort hjem, end at gå efter alle tre point. Anken mod den nuværende 12-holdsliga er således, som flere har påpeget, at vi med to nedrykkere har Europas højeste nedrykningschance på 16,6 %.

16 hold - siger bundholdene
Både HB Køges sporschef Per Rud, og Sønderjydskes ditto, Ole Nielsen, har i denne uge været ude og kritisere, at ligaen kun indeholder 12 hold, idet bundholdende åbenlyst har kvalitet til at være med. Som ligaen ser ud for tiden, så er det svært at se bort fra deres kritik. Brøndby mødte for nylig prugelknapen HB Køge - og Brøndby fik desværre reelt en mindre fodboldlektion i egen hule. HB Køge burde have vundet kampen. Det samme gjorde sig fx gældende da HB Køge spillede hjemme mod AAB. Der fik AAB heldigt 1-1, selvom Køge var det bedste hold i kampen.

Sønderjydske har netop vundet tre kampe i træk mod nogle af de hold, som ligger og kæmper om europæiske pladser, og i deres udebanekamp mod AGF var de reelt overlegne mod et utroligt skidt AGF-hold. Sidste vandt de 4-0 over deres direkte nedrykningsduellant, Lyngby.

En anden ting der viser, at Superligaen er forholdsvis jævnbyrdig er resultaterne. Man finder kun meget sjældent eksempler på hold, der bliver nedsablet, som fx i Holland, hvor tophold weekend efter weekend vinder 6-0 og 7-1. Selv i sidste sæson, hvor FC København peakede som et af ligaens bedste hold nogensinde (på nær BIF-holdet omkring 1990), hvor de fleste var enige om, at de var fuldstændig overlegne, så lød deres eneste storsejre altså på 5-0, 5-2 og 4-0. Langt hovedparten af deres kampe var reelt fuldstændigt jævnbyrdige rent ciffermæssigt.

Superligaen er utrolig jævnbyrdig i år. Alle hold slår alle på kryds og tværs. Næsten alle er ustabile i præstationerne. Ikke engang FCK har over en længere periode spillet overbevisende. De har bare primært haft en Dame N'Doye til forskel. De to spillemæssigt bedste og stabile hold må vel være AC Horsens og FC Nordsjælland. To hold, der ikke har været fast bestanddel af toppen tidligere.

Når superligaen er så jævnbyrdig er det selvfølgelig også et udtryk for, at de bedste hold er blevet dårligere end bare for én sæson siden, heriblandt FCK, OB og BIF, men også FCM og AAB. Samtidig er FCN og AC Horsens altså styrkede, så de overraskende nok ligger og kæmper om den Champions League-givende 2. plads i skrivende stund. En plads de fleste Brøndby-fans inden sæsonen nok havde håbet at se deres hold gå efter.

En af grundene til, at kampene i perioder bliver så usikre og holdene så ustabile er nok også den førnævnte store risiko for at rykke ud, på trods af, at holdene har fortjent mere. AGF rykkede ud så sent som for to år siden, med et historisk højt antal point, og de havde endda startet den første halvsæson ud med et brag, og lå i begyndelsen af året og snakkede om guldmedaljer med vanlig århusiansk charmeoptimistisk offensiv.

Et af de store problemer er som nævnt måske også denne uhyre store nedrykningsrisiko, vi har i Superligaen, sammenlignet med andre lande. Derudover giver de tolv hold et skævt antal kampe ude og hjemme mod de enkelte hold, hvilket især har været meget udskældt. Modsvaret er altså at lave enten 10 hold der møder hinanden 4 gange per sæson (samt mulighed for også at møde hinanden fx to gange i semifinalen i pokalturneringen), eller at lave 16 hold. 14 hold er de fleste enige om vil være for lidt, idet det kun vil give en turnering på 26 kampe årligt, hvilket så skulle kombineres med slutspil. Og mystiske slutspil synes de fleste vist er en dårlig idé, idet det gør ligaens struktur mere uigennemskuelig for alle dem, der ikke følger ligaen så tæt. Desuden havde man dårlige erfaringer med slutspil sidst man kørte med det i 90-erne i Danmark. Men ikke desto mindre køres der med slutspil i fx Belgien, og et Europa-League-slutspil i Holland.

Is i maven - fastholdelse er bedre end evige rokeringer
Men hvis der er én ting, man er nødt til at have, når man ikke ved hvad man skal gøre, så er det is i maven. Det har DBU haft ved at fastholde de 12 hold i ligaen nu igennem mange år. Man kan ikke konstant lave om på tingene. Det svækker ligaens brand. Det gør alle forvirrede og irriterede, og skaber dårligere resultater for alle. De grundlæggende strukturer bør ikke ændre sig hele tiden. Så på den måde er det bedre at holde fast og styrke det bestående, selvom det ikke er perfekt, end det er at lave om, når man ikke har noget gennemtænkt eller bedre alternativ på hånden. Ligesom det også blev nævnt, at det er essentielt at beholde kontinuitet på fx en cheftrænerpost i Brøndby, som nævnt i vores indlæg her.

DBU har faktisk inden for de seneste år besluttet og indført en række tiltag, som inden for de kommende år vil styrke ligaen betragteligt. For nogle år tilbage sagde daværende 1. divisions-træner, Henrik 'Store' Larsen, at Superligaens største problem var, at 1. division var for dårlig, så oprykkerholdene ikke var gode nok, når de kom op i Superligaen, og at de dermed ikke ydede kvalificeret nok modstand, og derfor udvandede ligaens niveau. Det lader til at være en kritik, DBU har lyttet til.

DBU's tiltag for at styrke ligaen
Et af de tiltag, som DBU har indført, og som er med til at styrke 1. division (Nu: Betsafe-ligaen!) er, at man har valgt at barbere ligaen ned fra 16 til 12 hold over en tre-årig periode. Denne virkning ser vi først den fulde effekt af efter næste sæson, i det det først er efter sommerferien at den nye 1.-divison (Betsafe-liga, undskyld) med kun 12 hold springer ud. Så til sommeren 2013 kommer det første kuld hold op fra den nye, stærkere matchede 1. division.

Derudover har man fra DBU's side indført reserveholdsligaen, så de bedste Superligareserver (og -talenter) får kamptræning mod spillere fra tilsvarende niveau fra andre Superligahold, i stedet for, som før i tiden, at de skulle løbe rundt i Danmarksserien, og senere hen i 2. division, hvor de slet ikke mødte kvalificeret nok modstand. Nu kan en reservekamp mellem Brøndby og FCK foregå på et højt niveau, idet stort set alle spillere på banen ville kunne gøre sig gældende i startformationen i lavere rangerende Superliga-klubber.

De sidste ting er, at DBU fra starten af denne sæson fastsatte et krav om minimum 3.000 siddepladser på Superliga-stadions, samt 1500 på 1. divisions-stations. Et krav, som fx førte til en mandfolkeindsats i Sønderjydske, hvor en lang række frivillige hjalp til med at montere 1500 blå stolesæder på den grå ståtribune. Det kan man da kalde klubånd! Små skridt, men dog en udvikling.

Og fra starten af næste sæson strammes kravene endnu et hak, i og med, at samtlige Superliga-klubber skal have varme i banen, og således ikke må spille på dispensation som fx FC Nordsjælland og samtlige oprykkerklubber har gjort det de seneste mange år. Samtidig har man så tilladt kunstgræs, hvilket stadig er kontroversielt i Danmark, fordi Nordsjælland er de første, der har meldt ud, at de vil anlægge en sådan plastikplæne, mens det er almindeligt forekommende i flere ligaer rundt omkring i Europa, som fx Schweitz, Holland, Norge og Sverige.

Et bud på, hvad man kan gøre fremadrettet
Et bud, hvis man skulle styrke den eksisterende 12-holdslige kunne være, at man optimerede topholdenes muligheder for at klare sig bedre i Europa. Det kunne man gøre ved, i de år hvor danske hold overvintrer i Europa-turneringerne, at lægge to runder tidligere end planlagt, så holdene får reel kamptræning inden de skal møde storholdene. Det burde godt kunne lade sig gøre, i og med at fx FC København har overdækning af deres arena, og samtlige andre hold har varme i banen, og at ikke mindst FC Nordsjælland har plastikgræs. Det ville gøre livet lettere for de danske hold og øge muligheden for at få danske hold til at komme længere i de europæiske turneringer. Man hørte jo fx Ståle Solbakken udtale efter 8.delsfinalen i Champions League mod Chelsea, at han mente de ville kunne have klaret det langt bedre, hvis de havde spillet inden vinterpausen.

En ting som jeg synes man overser virkningen af, det er, at det i lande som fx Belgien kun tilladt at drive kontraktfodbold i landets to øverste rækker (som hver indeholder 16 hold). I Danmark er det modsvarende tilladt at drive kontraktfodbold i landets tre øverste rækker, hvilket vil sige Superligaen, 1. Division samt 2. Division Øst og - Vest. Det giver et tilladt maksimum på tilladte kontrakthold på i alt 56 hold mod Belgiens tilladte 32 kontrakthold.

Der skal vel ikke nogen særlig regnskabskyndig person til at indse, at dette også er med til at ødelægge Dansk fodbolds chancer i forhold til sammenlignelige lande - i hvert fald på den lange bane. Ikke alene er vi under halvt så mange indbyggere som fx Holland og Belgien, som vi drømmer om at kunne sammenligne os med - men når man samtidig på et mindre befolket område tillader 24 flere klubber at drive kontraktfodbold i forhold til vores sammenlignelige naboer, så burde det sige sig selv, at vi har et problem. For disse lavere rangerende klubber vil suge en hel del økonomi ud af landets elitefodboldhold, som burde befinde sig i de to øverste rækker. På den måde kunne det være en idé at skære fra bunden af toppen (de to 2.divisioner), i stedet for at indsnævre i Superligaen.

Som det ser ud lige nu, må amatørklubber gerne honorere deres spillere med op til 3.000 kroner om måneden, men i de to 2. divisioner mener man altså at man skal have mulighed for at betale rigtig løn til spillere, som spiller på et niveau, der er så lavt, at DBU mener, at Superligaens reservespillere ikke engang kan blive matchet ordentligt på dette niveau!

Jeg mener at den rette løsning på ligaens problemer på sigt vil være enten at fastholde og styrke den nuværende 12-holdsmodel, eller at lave tre divisioner med hver 16 hold, hvoraf det fx er tilladt for de to øverste ligaer at drive kontraktfodbold. Sådan som man ser det i fx Belgien. Det giver vel heller ingen mening, at der skal være to 2. divisioner. Hvis 2. division skal være stærk nok til at rekruttere gode hold til fremtidens 1. division, så skal 2. division gøres stærkere også, og det gøres den ved at skære halvdelen af holdene væk. Og så evt. give tilskud til de hold, der har den største rejseaktivitet. Danmark er trods alt et forholdsvist lille land at rejse rundt i.

På denne måde vil man centrere landets fodboldøkonomi mere omkring de 32 bedste og største klubber og byer, og man vil samtidig have gjort livet lidt mere sikkert for landets Superligaklubber, som ikke vil behøve at frygte Europas højeste nedrykningsrisiko, hvis man stadig beholder to nedrykkere i en liga med 16 hold.

På denne måde vil man have taget fra bunden af og skåret væk. Det tror jeg er det bedste at gøre, hvis man ønsker at tilgodese en fremtidig spændende liga, hvor der kommer lidt mere fornyelse i holdene, så de ikke skal møde hinanden helt så ofte som tilfældet er for tiden. Men endnu vigtigere, så bliver det muligt at have regulære midterhold i Superligaen, hvilket formentlig vil øge deres motivation for at spille mere spændende, offensiv fodbold, og mindre forkrampet nedrykningsfodbold.

Sidste argument for en udvidelse: De mange stadions
Efterhånden begynder det også at nærme sig den tid, hvor landets fodboldklubber efterhånden har fået skrabet en god del fine stadions til sig, som passer til professionel fodbold. I skrivende stund er der moderne og tidssvarende stadions på Superliganiveau i følgende 13 klubber, som alle (pånær AB) ville ligge i Superligaen såfremt ligaen blev udbygget til 16 hold:

Superligaen:
Brøndby, FCK, OB, AAB, FC Nordsjælland, AC Horsens, FC Midtjylland, AGF

1. division:
Vejle Boldklub/Kolding, Viborg FF, AB, Randers FC, Esbjerg Boldklub

Hertil følger en lang række mere eller mindre nybyggede stadions rundt omkring i divisionerne, som opfylder kravene til deres respektive divisioner, samt en række stadionprojekter, som må formodes at blive ført ud i livet i fremtiden. Af disse er Lyngby Boldklubs planer de eneste endeligt vedtagne. Inden finanskrisen var Silkeborg dog også langt fremme i planlægningen af et nyt, moderne stadion, men lige nu er deres største håb dog Lars 'Dyne'-Larsen, som på trods af sin status som en af landets absolut rigeste mænd ikke vil spytte penge i, med mindre hele byen står sammen om det. Meget smart for at akummulere fællesskabsfølelsen, men også temmelig nærigt, kan man sige. Både HB Køge, Silkeborg, Sønderjydske og Lyngby har på nuværende tidspunkt meget gamle, utidssvarende og nedslidte stadions, som dog opfylder kravene til Superligaen, hvilket også FC Vestsjællands stadion gør, med deres indbyggede varme i banen.

Jeg tror, at når krisen for alvor er vendt, så vil de sidste klubber også få lavet bedre stadions, og dermed vil ligaen have 16 fuldt tidssvarende stadions til en fremtidig superliga, hvor man møder hinanden én gang hjemme og én gang ude. Det vil efter min mening være vejen frem. Det er også det, Morten Olsen har rådet DBU til at gøre adskillige gange. Men på den anden side så har Danmark fået et kæmpe forspring til vores nabolande Sverige og Norge, der begge har 16 hold i ligaen - og det er formentlig en af de væsentlige grunde til, at man holder fast i 12-holdsligaen trods dens åbenlyse svagheder, og i stedet forsøger at optimere den løbende. Og så selvfølgelig det med, at de største klubber helst ikke vil dele de mange TV-penge med fire nye Superligahold. Men måske det vil ændre sig efterhånden som selv store og magtfulde klubber som OB, Brøndby og AAB har måttet erkende, at nedrykning også kan komme på tale for dem selv, hvis de har en enkelt dårlig sæson. Hvis OB skulle rykke ned i år, så kan det være det hele ændrer sig lynhurtigt, i kraft af, at OB's direktør, Thomas Christensen, er formand i Divisionsforeningen...

Det skal blive spændende at se, hvad DBU har tænkt sig at gøre. Jeg tror umiddelbart på, at de holder fast og forsøger at blive ved med at optimere så godt de kan. I erkendelse af, at det trods alt er gået radikalt fremad for ligaen igennem de år, man har haft en 12-holdsturnering: Både den Europæiske status, tilskuertallene, sponsoraterne og TV-pengene er øget igennem årene, med en mindre nedgang de sidste par år. Man arbejder formentlig ud fra devisen: Man skal ikke lave om på en vinderliga, hvilket den trods alt må siges at have udviklet sig til, med sidste års historiske placering som den 12.-bedste liga i Europa!

Fejl og manglende skarphed kostede i Horsens

2012-04-16T09:36:00.003-07:00

Casa Arena Horsens - foto: Helene Høyer Mikkelsen

Efter påskens pinlige indsats mod HB Køge, som var en kamp, Brøndby reelt burde have tabt, var det tid til at komme op på hesten igen mod et af sæsonens tophold, AC Horsens. Det endte dog med et 2-0 nederlag på en dag, hvor Brøndby havde flest store chancer, men hvor afgørelsen skyldtes manglende skarphed og forsvarsfejl fra Brøndbys side.

Allerede i kampens første sekunder lignede Brøndby et hold, der ville revanchere den dårlige indsats mod HB Køge, idet Brøndby styrtede mod målet i et slags overraskelsesangreb, som resulterede i et indkast helt oppe ved hjørneflaget. En god og energisk start for Brøndby.

Hele 1. halvleg var det tydeligt at se, at AC Horsens - ligesom HB Køge - havde tænkt over, at de skulle stresse målmand Michael Tørnæs og det talentfulde - men også urutinerede- forsvar, som må være Brøndbys svageste led for tiden.

Afgørende fejl af Tørnæs
Det høje pres gav allerede pote efter knap en halv times spil, hvor en gigantisk forsvarsfejl af Michael Tørnæs og Mike Jensen gjorde, at Martin Spellmann let kunne bringe AC Horsens i front. Tørnæs havde opsnappet bolden i eget felt, og ville sætte den hurtigt i gang. Men i stedet for at sparke bolden langt, eller ud i siderne til Dario Dumic eller Daniel Stenderup, så valgte han at kaste en hoppende bold ud i fødderne på en Mike Jensen, som havde to mand inden for en radius af 5 meter omkring sig.

Selvfølgelig var Mike Jensens tæmning heller ikke noget at skrive hjem om, men det var reelt Tørnæs, der burde have sendt en flad bold af sted, hvilket ville have været problemfrit for Mike Jensen at tæmme og spille hurtigt videre. Michael Tørnæs indrømmede dog også efterfølgende fejlen til Tipsbladet.dk: - Jeg kaster en skidt bold ud til Mike (Jensen, red.), og så scorer de. Det er desværre, hvad der sker, når vi gerne vil spille risikabelt ved at bygge op nedefra langs jorden. Det er lærepenge.

Ja, lærepenge som måske skulle have været betalt på træningsbanen? Tørnæs skal uden tvivl blive bedre i fødderne og lære at have lidt mere is i maven. Det virker som om han på dette punkt har været lidt i uheldig mesterlære under Stephan Andersen, som også ofte gik i panik og manglede en fornemmelse for, hvornår man skulle spille langt og kort, og hvornår man skulle afvente eller trække tiden. Ofte gjorde han det modsatte af hvad han skulle. Men på samme måde som Stephan Andersen også havde fantastiske redninger, så redede Michael Tørnæs også Brøndby i en situation, hvor han med en super refleks med det yderste af fingerspidserne holdt Brøndby inde i kampen på Ken Fagerbergs nærgående forsøg.

Det andet mål skyldtes en hurtig omstilling fra AC Horsens side, hvor den ikke så høje venstreback, Daniel Norouzi, tabte en hovedstødsduel, hvorefter Dario Dumic koksede offside-fælden på AC Horsens fremspilning. Sidst, men ikke mindst, undervurderede den dygtige offensivspiller, Daniel Norouzi, situationens alvor, og fik ikke løbet hurtigt nok retur, hvilket endnu en gammel Brøndby-dreng, Johan Absalonson, udnyttede til at score til slutresultatet 2-0. Sjovt nok var det også udelukkende gamle Brøndby-spillere, der indkasserede AC Horsens gule kort, nemlig Morten 'Molle' Rasmussen, Johan Absalonsen og Martin Retov.

Den manglende skarphed
På den positive side skal nævnes, at Brøndby havde flere gode forsøg, som burde have resulteret i mindst et mål. Daniel Stenderup spillede i 1. halvleg en glimrende tværpasning over halvtreds meter til Dennis Rommedahl, som fikst driblede forbi Anders Nøhr og dermed endte alene med målmanden skråt foran mål. Desværre blev Dennis Rommedahls forsøg læst af den glimrende 19-årige AC Horsens-keeper Frederik Rønnow, som allerede efter sine fire første kampe som førstemålmand har tangeret Søren Jochumsens cleen sheet-rekord på 4 kampe i træk. Spilningen fra Stenderup var ellers noget af det, som man virkelig har savnet i Dennis Rommedahls første sæson i Brøndby - at holdet bringer hans hurtighed mere i spil, idet Brøndby her har et af sine få våben af internationalt format.

Udover denne chance havde Simon Makinok og Nicolai Agger også flere gode forsøg, hvoraf et par stykker skal nævnes. Simon Makienok havde i første halvleg et hovedstød på stolpen efter Michael Krohn-Dehlis glimrende indlæg. En chance, der ofte vil resultere i mål. Desuden havde Simon Makienok endnu et nærgående hovedstødsforsøg inde i det lille felt, men desværre havde han ikke fart nok på sit hovedstød, hvilket gjorde det let for Frederik Rønnow at pille den ned. Hovedstødsstyrken er generelt en af de ting, der har skuffet hos Simon Makienok, for han kommer jo til chancerne i kraft af sin fysik. Simon Makienoks bedste aktion var måske en chance han stort set selv skabte - han fik endnu engang et indlæg fra Michael Krohn-Dehli, tog den ned med brystet og holdt den fysisk stærke stopper Nabil Aslam væk med kroppen, fik vendt fint rundt og afsluttet mod mål. Desværre en alt for svag afslutning, der røg flere meter forbi mål. Chancerne viser at Simon Makienok har et stort potentiale, men også at hans afslutninger skal op på et meget højere niveau, førend det kan blive forløst. Spørgsmålet er så, om det er noget assistenttræner og tidligere Brøndby-topscorer, Bent Christensen, kan lære ham?

Senere i kampen havde Nicolai Agger en stor chance helt foran mål, men desværre sad fremspilningen i en mellemhøjde, der gjorde, at han ikke fik ordentligt ram på bolden. I første halvleg havde han desuden en chance, hvor han knoklede sig igennem forsvaret, hvilket endte med en afslutning fra Mikkel Thygesen, som desværre også røg langt forbi.

Kan den Europa League-givende 5.-plads nås endnu?
Viljen var til stede, men viljen blev dog alligevel overstrålet af en tidligere Brøndby-spiller Martin Spellmann, som i den grad var opsat på at vise, at Brøndby gjorde uret i at afsætte ham for nogle år tilbage, efter han havde spillet 59 førsteholdskampe som ung spiller på Brøndbys førstehold. Alt i alt var det en kamp, som viste, at Brøndby trods alt ikke dykkede mentalt eller spillemæssigt efter den hæslige indsats mod HB Køge og nederlaget til FCK. Men stadig skal holdet op på et meget højere niveau, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at nå den 5.plads, som i denne sæson formentlig giver adgang til Europa League, med mindre Sønderjydske eller HB Køge da vinder i semifinalerne i landspokalturneringen. Inden aftenens kamp mod AGF og AAB er der stadig kun tre point op til 5.-pladsen, så det burde ikke være en umulig mission, især med tanke på, at alle de andre midterhold er lige så ustabile som Brøndby, og at Brøndby desuden skal møde de fleste af holdene i de sidste kampe i sæsonen. Så må vi håbe, at der kommer lidt mere struktur over Brøndbys spil efter sommerferien, hvilket træner Auri Skarbalius i hvert fald har lovet overfor medierne.

Talenternes rolle i fremtidens Brøndby IF

2012-04-12T09:17:00.001-07:00

Det kan vist ikke have forbigået nogens opmærksomhed at økonomien i Brøndby ikke er i top. Det seneste årsregnskab viste et minus på 35 millioner kroner og klubben har stadig en gæld på 124 millioner kroner. Derfor har direktør Jan Lokhart også været ude og sige at der skal skæres endnu mere i udgifterne til drift af klubben, heriblandt lønninger i den sportslige sektor. Dvs. at dyre, lange kontrakter til spillere er fortid, og i stedet vil man vælge at ansætte forholdsvis få profiler, suppleret med egne talenter.

Efter min mening er dette den helt rigtige vej at gå. Ikke kun fordi klubben mangler penge, men fordi jeg mener det er vigtigt at have mange spillere, der har været igennem klubbens ungdomsafdeling i førsteholdstruppen for at bevare de mange fans og frivilliges engagement i klubben. Dermed ikke sagt at halvdelen af holdet skal være opvokset på vestegnen. Man kan snildt forestille sig et scenarie, hvor der hentes unge talenter fra resten af Danmark eller sågar Østeuropa og Afrika til klubben og derefter selv videreudvikler dem til førsteholdsspillere. På samme måde som europæiske storklubber henter 16-årige danske talenter til deres ungdomsakademier. Dermed lærer de unge spillere klubben og landet at kende inden de skal spille på førsteholdet og samtidig sparer klubben penge i forhold til at købe færdigudviklede spillere. Derudover må det alt andet lige styrke sammenholdet når spillerne har kendt hinanden i mange år, og man kan dermed håbe på at det skaber en trup, hvor man arbejder og ofrer sig mere for sine medspillere, som Kasper Lorentzen tidligere har nævnt.

For et års tid siden nævnte Jan Lokhart Dortmund som et forbillede for den strategi der var lagt for klubben i de kommende år.

- Vi skal have en trup med selvavlede talenter kombineret

med indkøb af cremen af spillere, der vil få fans og sponsorer

til at slikke sig om munden, slutter Brøndby-direktøren.

Det lyder umiddelbart som en rigtig god ide. Problemet er blot at de bedste talenter vil fortsætte med at forlade Brøndby allerede i 16-års alderen, fordi det næsten er umuligt for dem at sige nej til en kontrakt med en stor europæisk klub. Dermed står klubben tilbage med de næststørste talenter, og selvom der altid vil være nogle spillere, der udvikles sent (f.eks. Daniel Agger), kan man ikke bygge et mesterhold op omkring de næstbedste talenter. Jeg har ingen anelse om hvad direktøren mener med "cremen af spillere", men hvis Femi og Makienok er inkluderet i denne betegnelse, bliver det nok svært at vinde mesterskabet lige med det samme. Det er dog spillere med et stabilt niveau, og historien har tidligere vist at det ikke altid er holdet med de bedste spillere der vinder. Mange af profilerne i Brøndby i 90'erne var spillere, der var hentet i mindre klubber i alderen 20-22 år, som f.eks. Ebbe Sand, Ruben Bagger og Bo Hansen. De var ikke landets bedste angribere da de kom til Brøndby, men det blev de. Makienok har potentialet til at blive topscorer i Superligaen, men pt. er der mange ting der kan forbedres i hans spil. Samtidig skal man huske på at spillere som førnævnte Sand, Bagger og Hansen næppe ville rende uopdagede rundt i lavere divisioner i dag. Alle klubber i Superligaen kender samtlige spillere i 1. og 2. division og hvis Bo Hansens efterfølger skulle spille danmarksseriebold i Holstebro Boldklub, ville han ikke gøre det ret længe før en Superligaklub ville sætte kløerne i ham. Derfor er det vigtigt at få fat i de unge talenter tidligt, så de ikke ender på Låsby Svendsens (Claus Steinlein, red.) akademi i Herning.

Dortmunds præstationer de sidste tre-fire år er dog det helt rigtige forbillede for Brøndby i den situation de befinder sig i. De har bygget et stærkt hold op af en blanding af egne talenter (Schmelzer, Götze) og billige unge spillere fra andre klubber (Hummels, Kagawa). Men vigtigst af alt har de et af de største trænertalenter i verden, Jürgen Klopp. Han har en evne til at få det bedste ud af de spillere han arbejder med, og virker udefra som en fantastisk motivator. Samtidig har han fået Dortmund til at spille virkelig flot offensiv fodbold. Lad os håbe at Auri er en "mini-Klopp".

Før jul var Jan Lokhard på banen igen. Han udtalte at den årlige investering i talentarbejdet skal kunne betale sig, og det kan man jo kun give ham ret i. Ligesom alt andet i klubben også skal give afkast. Men i modsætning til salg af pølser på stadion, er det sværere at udregne om talentarbejdet årligt giver et plus eller minus i regnskabet. Udover salg af egne talenter skal man også medregne de spillere der rykkes op i 1.holds-truppen, og hvad det ville koste at købe spillere på samme nivaeau af andre klubber. Det bliver altså i sidste ende et gæt, og jeg gætter på at selv i de sidste fem dårlige år, har talentarbejdet kunne betale sig. Men regnestykket bliver selvfølgelig ikke lettere af at man har haft spillere med årlige millionlønninger siddende på bænken i stedet for talenter fra ungdomsafdelingen. En klub som Brøndby, der bruger i omegnen af ti millioner kroner årligt på talentudvikling, skal ikke have reservespillere bestående af indkøbte profiler, men derimod satse på egne talenter som backup til førsteholdsspillerne.

Tørnæs' Tålmodighed

2012-03-30T17:59:00.018-07:00

Michael Tørnæs' årelange kamp for at erobre målmandsposten i Brøndby IF vidner om usædvanlig karakterstyrke, som bør være et eksempel til efterfølgelse for klubbens talenter. Til sammenligning kunne Sønderjyskes Kenneth Stenild formentlig have været en solid 1. målmand i AAB den dag idag, hvis han havde besiddet samme coolness.

Koncentreret Tørnæs

Med en række stærke målmandspræstationer er 26-årige Michael Tørnæs i færd med at overbevise skeptikerne om, at han måske er værd at satse på som fremtidens Brøndby-keeper. I over 6 år har han stået i skyggen af først Karim Zaza og Casper Ankergren, og siden landsholdsreserven Stephan Andersen over en fire-årig periode.

Igennem årene har man kunne observere en stadigt mere insisterende Michael Tørnæs fortælle, at han åndede Stephan Andersen i nakken. I januar 2011, hvor han netop havde stået sin første halvsæson i et af Stephan Andersens sjældne skadesfravær, fortalte Michael Tørnæs således til Tipsbladet:

"Jeg har aldrig været så tæt på Stephan, som jeg er nu, og jeg synes, jeg har bevist, at jeg er god nok til at stå i Superligaen. Så selvfølgelig vil jeg blive skuffet, hvis det ikke er mig, der står den 6. marts, for jeg tror godt, at jeg kan holde ham bag mig."

På daværende tidspunkt tænkte man måske, at det var udtalelser han kom med for at holde sig selv til ilden. Trods en nogenlunde godkendt halvsæson var det i hvert fald stadig svært at tro på, at han som målmand uden større kamperfaring på seniorniveau ville kunne løfte arven i en storklub som Brøndby. Især efter en landsholdsreserve som Stephan Andersen, som trods sine mangler og fejl som målmand stadig var stærkt spillende i lange perioder. Men måske er Michael Tørnæs godt på vej til at gøre skeptikerne stumme?

Det afgørende tidspunkt
Ved Stephan Andersens afgang i sommer bed de fleste Brøndbyfans formentlig negle og håbede på, at klubben ville signe en klassemålmand, fx den ledige Kevin Stuhr-Ellegaard, der endte med at ryge til Elfsborg, efter et år i Herenveen. Men Ole Bjur forholdt sig passivt på transfermarkedet i denne sag, for arvtageren var i egne rækker - det signalerede daværende målmandstræner Morten Cramer med denne entydigt flotte statement til klubbens hjemmeside:

"Tørnes er klar til opgaven som førstemålmand ... Han er dybt seriøs og topprofessionel. Meget hårdtarbejdende og vil altid yde maksimalt for at blive bedre og hjælpe holdet."

Herefter giver Morten Cramer os nogle ledetråde til at forstå Michael Tørnæs' arbejdsraseri:

"Tidligere i karrieren måtte han kæmpe hårdt for at leve af fodbold og arbejdede derfor som anlægsgartner, hvor han slæbte sten inden træning. Derfor er det en gave for ham at kunne træne flere gange om dagen for at blive bedre. Han elsker ganske enkelt at træne og blive bedre, men han har også lært, at man nogle gange skal ind og slappe af, så der hele tiden er kvalitet i træningen. Men han har aldrig fået noget foræret, og det afspejler hans seriøse tilgang til tingene."

Signalet til talenterne
Det er glædeligt, at klubben ser ud til at have haft fremtidens 1. målmand i egne rækker, idet man så sparer en hel del økonomi, som man kan bruge andre steder på banen i stedet. Men endnu vigtigere er det, at hans erobring af målmandsposten sender et stærkt signal til klubbens mange talentfulde spillere.

Selvfølgelig kan man ikke sammenligne markspilleres og målmænds udvikling direkte, men alligevel sender det et stærkt signal, at klubbens nye 1. målmand har ventet tålmodigt på sin endelige chance helt indtil han fyldte 25, uden på nogen måde at kny, og samtidig har formået at presse en landsholdskeeper i alle årene, og til sidst er gået ind og har løftet arven på en måde, så ingen længere taler om Stephan Andersen - det viser noget om, hvilke styrker man som talent skal finde frem, hvis man har som mål at slå igennem i Brøndby. Her har Tørnæs vist vejen for de unge.

Så må vi bare håbe, at han fremover vil blive ved med at udvikle sig, og forhåbenltig også bruge noget af sin træningsnarkomani til at blive bedre på fødderne, for der er han ikke god nok, selvom han efter eget udsagn spillede angriber i en periode som ungdomsspiller.

Det uheldige eksempel: Kenneth Stenild
Et helt anderledes dårligt eksempel på, hvordan man også kan vælge at forvalte sit målmandstalent så vi med 24-årige Kenneth Stenild, som for år tilbage stod til at blive Karim Zazas afløser i AAB. Men på trods af, at Zaza var langt oppe i årene allerede dengang i 2009, så havde Kenneth Stenild øjensynligt ikke tålmodigheden til at vente på, at Karim Zaza skulle forsvinde, eller svigte i niveau, eller blive sendt afsted til Hjørring.

Det må være nedslående for Kenneth Stenild at kigge på, hvordan tingene udviklede sig siden hen. Kenneth Stenild valgte at skifte til AC Horsens, idet han mente der var større chancer for spilletid der, men her kom han også til at stå i skyggen af en sikker nummer 1 i form af Søren Jochumsen, og senest forsøgte han så at sælge sig til nogle udenlandske klubber, hvilket mislykkedes, hvorfor han i vinter endte i Sønderjydske, hvor han med stor sandsynlighed vil komme til at stå i skyggen af den australske landsholdsmålmand, Nathan Coe, når han kommer tilbage fra sin skade.

I mellemtiden har det så vist sig, at Karim Zaza stoppede pludseligt i AAB, hvorefter klubben hentede 20-årige Nicolai Larsen i Lyngby, som siden har stået fast. Hvis Kenneth Stenild havde besiddet samme coolness som Michael Tørnæs, så havde Kenneth Stenild formentlig været førstemålmand i AAB den dag i dag.

Som ung var Kenneth Stenild så vidt vides i udlandet og prøvetræne i klubber som Manchester United og Arsenal, hvilket Michael Tørnæs på ingen måde kan prale af. Men han har så til gengæld fastholdt troen på, at han ville nå sit endelige mål: At blive førstemålmand i Brøndby. Og det er han nu. Og lur mig om ikke han fortsætter med at være det et godt stykke tid fremover, hvis han fortsætter med at udvikle sig?

Se iøvrigt youtubevideo med Michael Tørnæs fra 2007, hvor han udtaler at han vil give det "to år mere, og så skal jeg stå, og ellers må jeg se på, om jeg skal videre..."

"Hele min karriere bygger på viljen til at slå igen"

2012-03-29T10:21:00.008-07:00

Det flotte omslag fortæller alt - det er en cool og ærlig bog.

Zlatan-anmeldelse med Brøndby-perspektivering.

Det kan næppe have undsluppet nogens opmærksomhed, at Zlatans bog for nylig udkom på dansk. Bogen sprængte alle salgsrekorder, da den udkom i Sverige. Ikke bare for sportsbøger. På få måneder ejede knap en million svenskere bogen, og den var på rekordtid blevet den bedst sælgende biografi nogensinde udgivet i Sverige. Den svenske intellektuelle forfatter til bogen, David Lagercrantz - som er vokset op med opera og bogreoler - fortalte til DR2's Deadline, hvordan horder af mennesker, der aldrig før havde værdiget bøger et blik, og endnu mindre havde sat deres fod i en boghandel, pludselig stod i kø ved diskene og efterspurgte bogen om Zlatan. Alle købte den. Ældgamle tanter på firs, intellektuelle i de fine kredse, og unge drenge fra ghettoen, der læste bogen som deres første bog nogensinde.

Men hvad kan den så, denne Zlatan-bog?

Det er fortællingen om en usædvanlig personlighed, der har sprængt den tunge, sociale arv for at ende som en egenrådig, temperamentsfuld og ærlig superstjerne. Og arven var hård. Zlatan kom til Sverige med sine forældre efter borgerkrigen i Jugoslavien, og forældrene blev kort efter skilt. Moderen var rengøringsassistent med en lunte så kort som mine negle efter en afgørende fodboldkamp, og hun tævede børnene med store træskeer indtil de splintrede. Faderen var dybt traumatiseret af krigen, og levede i en dyb tåge af øl, klistret til skærmens evige nyhedsstrøm om krigen, mens jugomusikken flød fra højtalerne i baggrunden. Ingen tog sig af børnene, og der var kun sjælden kontakt til forældrene.

Hans første besøg i Malmö centrum var som 17-årig. Hans familie levede som mange indvandrere i en parrallelverden i den stærkt, socialt belastede ghetto, Rosengård, kun få, men afgørende kilometer fra den københavnske vestegns talentfabrik. Zlatan kendte intet til svensk kultur, og kunne ikke have været mere ligeglad med svensk kultur, end han var. Herunder de kedelige, svenske fodboldstjerner. De betød intet. Det var brasilianerne, der betød noget. Særligt Ronaldo, hvis bevægelser han indstuderede nøje via videoklip, som han så igen og igen, og afprøvede nede i gården, indtil han kunne det hele til perfektion. Den evige træning og ekstreme hævnfølelse og vilje er nøglen til hans gennembrud. Kombineret med et særligt talent for at spotte de særlige åbninger på en fodboldbane, en evne han beskriver som glimt af billeder, lyn der slår ned i ham, og som viser ham, hvordan han skal lobbe en bold på en særlig måde. På et tidspunkt i den 12-årige Zlatans liv, fik faderen et af sine sjældne, ansvarlige øjeblikke, og sagde: Nu er det på tide du kommer ind i Malmö FF og spiller i en ordentlig klub.

Herfra går en fascinerende historie om den undertippede, voldelige og sprængfarlige drengs vej op gennem systemet, indtil han endte med at købe den store, lyserøde villa ved strandvejen i Malmö, som han som dreng havde stået og beundret. En dreng, som efter rekordsalget til Ajax Amsterdam lærer, at selv ens bedste venner kan bedrage dig, og at man kan blive nødsaget til at leve af junkfood og computerspil for at kvæle Amsterdams ensomhed.

Lederegenskaberne

For at tage et Brøndby-relevant spring, så er det interessant at fremhæve nogle af hans ledermæssige kvaliteter - de fodboldmæssige kender alle: Da han kom til Inter påtager han sig et lederskab fra starten. Ikke kun på det fodboldmæssige plan, det var nærmest træneragtige opgaver han påtog sig. Han spottede fx straks et par problemer, som han mente var afgørende at få ændret for at holdet kunne forløse sit potentiale.

"Hvis jeg så noget, der kunne påvirke motivationen negativt, påpegede jeg det" Præsidenten, Moratti, var fx så gavmild, at han gav spillerne enorme bonusser bare de havde vundet en enkelt kamp, og desuden var der stærke klikedannelser i truppen, så folk med forskellige nationaliteter hang sammen. "Det påvirker motivationen og holdfølelsen. I fodbold er marginalerne så små, at sådan noget kan være afgørende, og jeg så det som min første store opgave at få det stoppet." Herefter fortæller han hvordan han først går direkte op til den store, magtfulde boss og beder ham stoppe bonusudbetalingerne, med mindre de vinder ligaen. Desuden får han sørget for at bryde de alvorlige klikedannelser i truppen. "Alle hold præsterer mere, når spillerne holder sammen." Samme sæson vandt klubben sin første ligatitel i 17 år.

Linket til Brøndby IF

Det minder i stor grad om det problem, Meulensteen påpegede da han kom til Brøndby i 2006 og efter kort tid ville fyre Thomas Rytter, Marcus Lantz og BIF-legenden Per Nielsen, som han mente skabte dårlig stemning og klikedannelser. Diagnosen var formentlig rigtigt stillet af Meulensteen, men kuren var næppe den rigtige. I stedet for at gå ind og løse problemet som en leder, med de midler han nu havde til rådighed, så forsøgte han den nemme og dyre løsning, nemlig at få afskediget tre dyrt betalte spillere, hvoraf den ene var en legende i klubben, der tidligere havde ført klubben til store resultater. Desuden påpegede han også en række andre ting, fx at der var alt for mange frivillige på vigtige positioner i klubben, hvilket han også bad om at få ændret. Her overså han blot det faktum, at det var en af Brøndbys vigtigste nøgler til klubbens succes igennem tiden, som han gik ind og kritiserede og ville lave om på, nemlig det frivillige engagement. Brøndby er på mange måder ikke en klub som alle mulige andre. Den er båret frem af et enormt ildsjælearbejde. Måske var han blevet en succes i klubben, hvis han havde forberedt sig bedre på klubben og ligaen, respekteret dens værdier indtil han selv havde bevist sig selv. Måske skulle han bare have stukket en finger i jorden og accepteret at hans rolle var at være træner for holdet, og ikke at være den udefrakommende boss, der med det samme fortæller novicerne, hvor alle skabene skal stå?

I hvert fald kan man se en betydelig forskel til Auri Skarbalius' måde at gribe det an på. Han er gået ind og kender sin rolle som træner. Hans rolle er at udstråle stærkt lederskab og få de eksisterende spillere til at fungere som et hold, ikke at lege hverken sportschef, direktør, greenkeeper eller formand. Han bruger tiden på at få en splittet trup uden selvtillid til at holde sammen som hold, ved at lave en masse teambuilding, og giver dem gejst og selvtillid igen. Han forstod, at truppens største problem de senere år som sådan ikke har været manglende kvalitet i spillermaterialet, men manglende selvtillid og fokus, manglende ledelse og manglende evner til at kunne håndtere modgang og pres.

Og når man taler om pres, så er historien om Zlatan jo også interessant. For den mand har jo ene mand været udsat for et pres, der langt overstiger hele den nuværende spillertrup i Brøndby IF. Og alligevel gør det ham blot stærkere i selve performancen. Da hans søn ligger dødeligt syg går han ind og scorer det afgørende mål og tager direkte afsted til hospitalet bagefter. Det siger noget om mandens evne til at håndtere pres. At han så ikke er mand nok til at kunne håndtere at være til stede sammen med sin kone, mens deres søn skulle opereres, viser at der også er sprækker i den hårde facade, hvor han viser sig langt fra at være den hardcore machomand, som han ellers på alle andre måder fremstår som.

Den kriminelle, der endte som stjerne

Zlatan er faktisk ikke helt så ufølsom, som man måske kunne tro. Han evner at reflektere over sine handlinger og beskriver, at han slet ikke er fyren, der bare kommer valsende ind og dominerer alting i et omklædningsrum fra start. Han ser tiden an, finder ud af hvordan magtbalancerne er i klubben og i omklædningsrummet, og tager så derefter bestik af situationen, og påtager sig lederskabet ved at vise vejen og gøre hvad der skal til for at sejre.

Men det skal på ingen måder lyde som om, Zlatan er en god dreng. Han fortæller om historier, der får en til at tænke, at han var endt i fængsel, hvis ikke han havde haft et gudsbenådet talent samt en vilje af en anden verden. Fx da han med sin ven i bilen (de har begge to børn på det tidspunkt) kører 325 km/t på en landevej i Sverige, for at undslippe politiet og en stensikker overskrift i medierne, eller da han kører over for rødt utallige gange, med ekstrem fart, med sin agent i bilen, eller alle de utallige tyverier og skarnstreger han lavede som ung, eller alle de gange han optræder usympatisk over for andre mennesker. Men alligevel ved han det inderst inde godt.

"Jeg blev tvunget til at tænke tilbage, og det slog mig, jeg har ikke altid været den mest fine fyr. Jeg har ikke sagt de rigtige ting altid, og jeg tager ansvaret på mig, selvfølgelig, for det hele. Jeg giver ingen andre skylden."

Zlatans vigtigste budskaber

Zlatans vigtigste budskab med denne bog lader til at være et vigtigt et af slagsen, et budskab der ligger ham meget på sinde, lige fra dengang forældrene til de andre drenge i Malmö FF lavede underskriftindsamlinger for at få ham ud af klubben, lige fra alle de gange, han har følt sig som den forkerte indvandrerdreng, der ikke var lige som alle de andre, eller senest da han blev frosset ude af Barcelona udelukkende fordi Josep Guardiola var en svag leder, der ikke kunne finde ud af at sige tingene direkte, og ikke kunne håndtere store personligheder.

"Der er tusinde veje at gå, og den, der er speciel og lidt anderledes, er tit den bedste. Jeg hader, når dem, der skiller sig ud, bliver holdt nede. Hvis ikke jeg havde været anderledes, havde jeg ikke siddet her, og det, jeg mener, er selvfølgelig ikke: Vær ligesom mig. Forsøg at blive ligesom Zlatan! Overhovedet ikke! Jeg taler om at gå sine egne veje, hvad end det så er, og der skal fandeme ikke skrives under på nogen liste eller diskes op med iskolde afvisninger, bare fordi du ikke er som de andre."

Her til sidst er det tankevækkende at Zlatan i princippet lige så godt kunne være fostret i Brøndby IF. Han kom til Sverige og Malmö FF ved et tilfælde, der er kun få kilometer mellem Vestegnen og Malmö. Men alligevel har Brøndby endnu ikke fostret et eneste talent med en anden etnisk baggrund, der for alvor er slået igennem, på trods af at klubben ligger omgivet af socialt belastede områder med masser af indvandrere. Men på den anden side så er Zlatan jo også noget specielt. Vi så fx med Mustafa Hassan for få år tilbage, hvordan hans familie midlertidigt skar hånden af ham, fordi han satsede på fodbolden. Det kræver en psyke af en anden verden, at bryde alle odds på den måde, som Zlatan har gjort, og det er netop også fordi han ikke er som hvem som helst, at bogen er så spændende. Det er fx ikke alle, der seriøst sidder og taler i overskrifter som ham: "Hele min karriere bygger på viljen til at slå igen"

'Jeg er Zlatan Ibrahimovic' er på alle måder værd at læse, både for fodboldinteresserede og mange andre. Man stryger lige igennem den, idet den er blændende skrevet og fængslende bygget op. En perfekt blanding af fodbold-, menneske- og samfundsportræt. Læs den!

Køb 'Zlatan' her.

Et talentfuld landshold og vigtigheden af kontinuitet på cheftrænerposten

2012-03-26T06:58:00.000-07:00

Forleden havde jeg en fodboldsnak med min belgiske kollega over en kop kaffe i vores tekøkken på arbejdet. Jeg lagde ud med at spørge til situationen i den belgiske liga, da jeg ved at han har et stort kendskab til fodbold i landet og er frivillig i den lokale klub, KV Mechelen. Da holdet lige havde tabt hjemmekampen til rivalerne fra Gent havde han dog ikke den store lyst til at tale om den belgiske liga, og jeg havde da heller ikke så mange positive ting at sige om Brøndby, selvom de havde vundet forårspremieren mod SønderjyskE.

Hans klub, KV Mechelen, har siden tilbagekomsten til den bedste række i 2007 udgjort den bløde mellemvare i belgisk fodbold. For god til at rykke ned, men for dårlig til at udfordre topholdene. Denne situation er min kollega sådan set ganske godt tilfreds med, primært fordi klubben måtte starte helt forfra i starten af det nye årtusinde. Tyve år tidligere fik klubben John Cordier som præsident, hvilket kickstartede en meget succesfulde periode i klubbens historie. Det hele kulminerende i 1988, da klubben vandt Europacuppen for pokalvindere, hvilket stadig står som det fornemste internationale resultat for et belgisk klubhold.

KV Mechelen i 1988

Cordier havde tjent gode penge på sit telekommunikationsfirma, men i 90'erne begyndte det at gå ned ad bakke. Derfor besluttede han at trække sig fra klubben, der dermed mistede sit økonomiske fundament og rykkede ned i 2.division i 1997. Næste sæson var klubben tilbage i det fornemste selskab, men der skulle kun gå fem år før hele fundamentet under klubben kollapsede. I 2003 havde klubben alvorlige økonomiske problemer, og på trods af en storstilet redningsaktion fra fans og tidligere spillere, blev klubben erklæret konkurs og tvangsnedrykket til 3. division. Derfor kan jeg mærke en vis stolthed på min kollega over klubbens nuværende situation, på trods af det kun er 22 år siden klubben var i den europæiske elite. I dag har klubben, ifølge ham, lært af sine fejl og bruger væsentlig færre penge på lønninger end sine direkte konkurrenter i ligaen.

Landsholdene
Da ingen af os havde lyst til at tale om vores klubhold, fortsatte vi til landsholdene, hvor jeg mente at der måtte være en lys fremtid for det belgiske hold. Hvis man gennemgår holdet mand for mand, har Belgien et hold med fantastiske individuelle kvaliteter og udviklingspotentiale, mens spillerne på det danske hold blegner lidt ved en sammenligning. Hvis alle spillere i Danmarks idealopstilling er i topform (dvs. ikke skadede og jævnligt spillende for deres klub!), kan man stille med et virkelig godt hold. Problemet er, at reserverne ikke har samme kvalitet som de startende elleve spillere. Her har Belgien en klar fordel, idet de stort set har to spillere af samme kvalitet til samtlige pladser. Belgien har f.eks fire centerforsvarer i alderen 24-26 år, alle i europæisk topklasse (Kompany, Vermaelen, Vertonghen og Lombaerts). Dvs. hvis Kompany er skadet, så sætter man bare anføreren fra Ajax, Vertonghen, på banen i stedet. Med al respekt for Andreas Bjelland,der pt. må betegnes som første-reserve for Agger og Kjær i det danske centerforsvar, så har Vertonghen mere rutine og burde spille på et højere niveau.

Udvalgte belgiske landsholdsspillere under 28 år:
Målmænd:

Courtois (19 år, Atletico Madrid, udlejet fra Chelsea)
Mignolet (23 år, Sunderland)

Forsvar:

Kompany (25 år, Manchester City)
Vermaelen (26 år, Arsenal)
Vertonghen (24 år, Ajax)
Lombaerts (26 år, Zenit St. Petersburg)
Alderweireld (23 år, Ajax)

Midtbane:

Fellaini (24 år, Everton)
Witsel (23 år, Benfica)
Hazard (21, Lille)
De Bruyne (20 år, Genk, til sommmer Chelsea)
Mertens (24 år, PSV Eindhoven)
Defour (23 år, FC Porto)
Chadli (22 år, Twente)

Angreb:

Lukaku (18 år, Chelsea)
Dembélé (24 år, Fulham)
Mirallas (24 år, Olympiacos)
Ogunjimi (24 år, Mallorca)
Vossen (22 år, Genk)

Udvalgte danske landsholdsspillere under 28 år:
Målmænd:

Anders Lindegaard (27 år, Manchester United)

Forsvar:

Daniel Agger (27 år, Liverpool)
Simon Kjær (22 år, Roma)
Daniel Wass (22 år, Evian)
Simon Poulsen (27 år, AZ Alkmaar)
Andreas Bjelland (23 år, FC Nordsjælland, til sommer Twente)
Nicolai Boilesen (20 år, Ajax)

Midtbane:

William Kvist (27 år, Stuttgart)
Lasse Schöne (25 år, NEC)
Christian Eriksen (20 år, Ajax)
Niki Zimling (26 år, Club Brügge)
Thomas Enevoldsen (24 år, Groningen)

Angreb:

Nicklas Bendtner (24 år, Sunderland)
Nicklas Pedersen (24 år, Groningen)
Nicolai Jørgensen (21 år. Kaiserslautern)

Min kollega var helt enig i at Belgien har utrolig mange store talenter og en anfører, Kompany, som for øjeblikket betegnes som en af de bedste i Premier League. "But they are not a team!", sagde han nærmest irriteret og var en anelse misundelig over at Danmarks flot sammenspillede hold med meget få primadonnaer. Og han har jo helt ret. For at bruge en kliché så er fodbold en holdsport, og det nytter ikke noget at have elleve verdensklassespillere, hvis ikke de kan finde ud af at aflevere til hinanden. Derudover mente han også at det belgiske hold mangler en klart defineret rollefordeling samt flere spillere der tager ansvar. Det lyder jo ikke videre positivt, men jeg vil stadig mene at de i Kompany og Vermaelen i centerforsvaret samt Fellaini og Defour på midtbanen, har nogle stærke ledertyper.

Cheftræneren
Det lyder mere som om at holdet har brug for kontinuitet på trænerbænken. I den 12-årige periode Morten Olsen har ledet det danske landshold i, har Belgien haft seks trænere. Nu virker det dog som om forbundet har valgt at satse på Georges Leekens, der blev ansat for ca. to år siden og har kontrakt to år mere. Man må ikke undervurdere vigtigheden af at have den samme træner i mange år. Det giver kontinuitet, et gennemarbejdet spilkoncept og en mulighed for at arbejde med detaljer, som en ny træner ikke har mulighed for. For at benytte Morten Olsens egne ord, så får man udviklet nogle "automatismer" på et hold efter de har spillet sammen længe. Jeg vil påstå at det i hvert fald tager en ny træner et halvt år at få spillerne til at forstå hvilken slags fodbold han vil spille. Ikke fordi fodboldspillere er dumme, men netop fordi fodbold er en holdsport, kræves det at alle forstår konceptet 100 % inden man kan begynde at implementere det, og det tager tid. Dette behøver Morten Olsen ikke at bruge tid på længere. Alle ved hvad han vil, og når der kommer en ny spiller ind i truppen, så hjælper de rutinerede spillere ham med at forstå konceptet. Derfor kan Olsen og de øvrige trænere koncentrere sig om detaljerne i spillet, som f.eks. hjørnespark og kombinationsspil.

Brøndbys trænerproblem
Siden Michael Laudrup forlod Brøndby i 2006 har klubben haft fem cheftrænere ansat. Det er ca. én pr. år, hvilket vil sige at spillerne kun lige akkurat når over tilvænningsperioden til den nye cheftræner inden vedkommende er væk og man kan starte forfra. Det er ikke holdbart i længden. Langt de fleste hold får først succes efter den nye cheftræner har haft ansvaret i over et år, og flere trænere har først været igennem en periode med kritik fra medier og fans. Dette var bl.a. tilfældet med Ståle Solbakken i FC København (og måske FC Köln?). Hvis ledelsen er sikker på at cheftræneren ikke er den rette, er der selvfølgelig ikke nogen grund til at fortsætte samarbejdet, men i så fald vil jeg mene at det er ledelsen der har fejlet ved at ansætte den forkerte træner, eksemplificeret ved FCKs fyring af Roland Nilsson samt OBs afskedigelse af Henrik Clausen så sent som i dag.

Auri Skarbalius

Brøndby har siden 2006 haft flere umiddelbart kompetente cheftrænere ansat. Rene Meulensteen er uden tvivl en dygtig træner, ellers ville han ikke være ansat i Manchester United. Kent Nielsen havde allerede haft gode resultater med et ellers middelmådigt Horsens-hold og i Brøndbys bagland har alle stor respekt for Tom Køhlert. Nu står klubben så igen med en forholdsvis ny cheftræner, Auri Skarbalius. Hvis man vil have det bedste ud af Auri og dermed også af spillerne, bliver man nødt til at holde fast i ham som træner. For tiden går det ganske fint, foråret er begyndt forrygende med ti points i fire kampe, men det kan hurtigt vende. Taber man de to næste kampe til OB og FC København vil Auri komme under maksimalt pres til hjemmekampen mod HB Køge, præcis som Henrik Clausen var det i går og Kent Nielsen for to år siden. De blev begge fyret efter de havde tabt hjemme til HB Køge. Jeg håber og tror dog på at ledelsen har tillid til Auri og giver ham tid til at gennemføre sine idéer, også selvom der skulle komme grus i maskineriet.