blegansigts blog

Lousy Book Covers

noreply@blogger.com (blegansigt) — Wed, 09 Jan 2013 22:03:00 +0000

Og jeg mener det... Manner, de er lousy. Værsågod og grin!

"When we are talking about mortality...

noreply@blogger.com (blegansigt) — Thu, 25 Oct 2012 09:18:00 +0000

... we are talking about children." - Joan Didion

Der er uendelig styrke i den lille og spinkle kvinde. Og der er ingen styrke. Der en afgrund af påtvunget viden, den viden kun den, som har mistet får. Og der er ingen afgrund. For du ved, at hverken den styrke eller viden er brugbar, når det sker igen. Det er hvad du siger til dig selv, at den er. Men du ved at den ikke er. Når det sker igen.

"Everything is alright,...until it isn't" - Joan Didion.

Didion mistede inden for en kort periode både sin mand og senere, og værre, sin datter. Bøgerne er, mærkværdigt nok, vidunderlige, kraftfulde, opløftende, nøgterne og begavede. Når en stor forfatter mister, lyder dennes litteratur således. Når vi andre gør det, efterlades vi med Didions ord.

Læs både "A year of magical thinking" og "Blue nights".

Ikke meget fis på forfatternet

noreply@blogger.com (blegansigt) — Thu, 18 Oct 2012 14:47:00 +0000

Hvor mange forfattere har egentligt deres egne hjemmesider? Ja, jeg ved det... Det er et spørgsmål, som har holdt dig vågen mangen en nat. Fortvivl ej mere. Blegansigts blog leverer svaret. En hurtig, meget hurtig, research på nettet viser, at det har ret mange af dem. Selv personlige hjemmesider, som dog godt nok er hamrende upersonlige, og ikke blot forlagenes forfattersider. Men den hurtige research viser også, at det i den grad kniber med opfindsomheden.

Lad os tage et kig på nogle af de forfattere jeg har beskæftiget mig med her på blog'en. Og lad os da bare starte med vore venner ud i krimigenren.

Olen Steinhauer, my new found love, har en ganske nifty og informativ hjemmeside med et par sjove features. Blandt andet et verdenskort med lokationer fra "Tourism"-serien plottet ind.

Andrew Williams, tidens ypperste formidler af tweed og røg, har sandelig også en hjemmeside, som er pæn og overskuelig og alt mulig. Der er både interviews og info om hans to fagbøger, som gik forud for The Interogator.

Volker Kutschers hjemmeside er decideret opfindsom, om end temmeligt S/H, sammenlignet med kollegaernes. Den handler nemlig stort set ikke om ham, men der i mod hans helt Gereon Rath. Blæret og med masser af lir fra Berlin i den burleske periode. Lækkert.

Philip Kerr, den pressevante mand med den aldrig svigtende næse for mersalg, har naturligvis også sit eget net empirium, som, ikke overraskende, kredser om salg af egne bøger. Det første, der møder en er diverse links til netboghandlere. Man kunne måske foreslå den gode Kerr, at fokusere lidt mere på den gode historie end på salget af den. Men her er skam også interviews og baggrund etc. for den, der elsker historierne om Bernie Gunther - og det gør jeg.

Marek Krajewski, den polske mørkemand med de misantropiske fortællinger fra fortidens Breslau, har en hjemmeside-noir, som visuelt passer aldeles udemærket til fortællingerne. Eneste problem - den er på polsk...

Mesteren him self, John Le Carre, har en hjemmeside, der er lige så hjertevarm som hans bøger. Ikke særligt og ikke særligt personligt, men som giver et ganske godt billede af den mega-industri mandens litteratur er. Her er filmtrailers fra filmatiseringer af hans bøger og interviews med ham selv og Hollywood-celebriteter. Sidst men ikke mindst er der en opfordring til, og her grinte jeg højt, at "make sure to follow my personal assistent's note's on Twitter"... Det bliver uforglemmeligt. Men hatten af for ærligheden.

Denne lynhurtige gennemgang af nogle af de største og mest kontemporære krimiforfatteres hjemmesider viser en ganske tydelig tendens til... kedsomhed. Der er ikke meget at komme efter, hvis man angler efter en personlig tanke om dette og hint fra disse forfattere. Til gengæld virker samtlige hjemmesider som om de er sanktionerede af forlagene og deres jurister. En skam, da en hjemmeside virkeligt kunne tjene som supplement til et allerede interessant forfatterskab. Som eksempelvis Kutschers Gereon Rath-side. DET er fandme godt!

Men hvad så med forfattere, som ikke er havnet i krimigenren? Blandt de yngre må der da være noget at komme efter? Clemens Meyer, for eksempel? Jo, jo... han har da en hjemmeside. Den er lige så tysk som et glas bockwurst i lage, og lige så spændende. Han har dog kastet sig ud i en podcast, kan jeg se, men ud over det er der intet, der får mig til at klikke rundt med savl ned af hagen. Mindre kan gøre det, korrekt, men heller ikke det er der.

David Ebershoff, tjek! hjemmeside, pæn og country og noget så amerikansk. Der er intet her, som ikke kan findes andre steder på nettet.

Dimitri Verhulst, min yndlings-belgier, har naturligvis en visuelt sjov en af slagsen. Men, men, men... igen intet ekstra, intet ud over det sædvanlige, ingen eksklusivitet. Men et billede af en pisse-kumme. Og, nå ja, du skal være stærk ud i det flamske for at kunne læse med.

Jonathan Lethem har fat i den lange ende, også på nettet. Fremragende forfatter, stor personlighed og fin, fin hjemmeside. Masser af info, masser af nyt og masser af tekst, som kun findes her. Fedt-fedt!

Xiaolu Guo er på nettet! Og nøj, det er pænt. Kinesiske skrifttegn vinder altid æstetikkonkurrencen. Men igen: INTET opsigtsvækkende, lidt anmeldelser, en bibliografi og en event-kalender.

Hvad med danske forfattere? Udnytter de nettet? Aldeles ja. Kristina Stoltz, Jens Blendstrup, Trisse Gejl, Jørgen Leth og Jussi - For blot at nævne en god håndfuld. Nogle mere opfindsomt end andre, men de er i høj grad til stede og tilgængelige og der er interviews og tju-hej at komme efter. I hvert fald disse forfattere bekræfter imaget af Danmark som on-line-nation.

Jeg siger ikke at alle forfattere bør være på nettet. Mange forfattere er, til forskel fra andre eksponenter i andre dele af underholdningsindustrien, ofte meget tilbagetrukkede mennesker. Nogle har sågar gjort denne tilsyneladende eremit-tilværelse til et varemærke og få, ganske få, har sågar formået at lukrere på det. Jeg siger til gengæld at det er en rigtig god ide at være til stede på nettet. Dette kan synes en selvfølgelighed, men det er det ikke blandt forfattere. Og det er jo heller ikke fordi at forlagene svømmer over med marketings- og pr-folk, som fortæller forfatterne at synlighed er en god ting. Meget ofte er det op til forfatteren selv at finde ud af dette og gøre noget ved det. Forlagenes ansvar synes, generelt, at ophøre i det de har trykt bogen.

Giv dog læseren en flig af noget andet og mere end de får ved blot at købe og læse bogen. Byg dog lag på fortællingen i et univers, som er forfatterens og som forfatteren kan kontrollere. Nettet kan få glemte forfattere, gemte forfattere og smalle forfattere til at leve, ikke med uden-oms-gejl, men med relevant ekstra-materiale og information. Gør det!

Sidst men ikke mindst efterlader denne hurtige research mig med det indtryk, jeg allerede havde af bogbranchen. Nemlig indtrykket af en branche, som sidder med lukkede øjne i chesterfield-sofaen og piben dampende i askebægeret og lader som om, at den digitale revolution, var noget, som skete i en dårlig sci-fi-novelle. Vi lukker øjnene, det går nok over igen. Det gør det naturligvis ikke. Den missede digitale revolution bliver forlagenes død. I hvert fald som vi kender dem i dag. Men det er en anden diskussion.

Brunt tweed og røg

noreply@blogger.com (blegansigt) — Tue, 16 Oct 2012 12:53:00 +0000

Blegansigts blog – nu med mere Ramasjang. Ikke helt så glamourøst, glittet og strømlinet som Olen Steinhauer. Mere støvet, historisk korrekt og researchtungt. Med karakterer, som går i enten uniform eller, hvis det skal være løssluppent, brunt tweed. De ryger også pibe og smøger konstant og siger ”De” til hinanden. Og nå ja, så udkæmper de en helt anden krig – nemlig ubådskrigen under 2. Verdenskrig. Så hvis du ikke syntes, at det er skidespændende… ja, så stop bare her og gå tilbage Youtube og Gangnam Style og hvad I unge tosser ellers render rundt og laver.

Andrew Williams hedder han. Debutant og ifølge flere udenlandske anmeldere Robert Harris’ arvtager til tronen. Den trone, hvor kongen over de historiske spionromaner med 2. Verdenskrig som omdrejningspunkt residerer – må man antage. Sådan nogle udsagn er noget vrøvl. Lad os bare slå fast at Harris er Harris og det er Williams ej, han er til gengæld Williams og så lade det blive ved det.

”The Interrogator” hedder bogen og er baseret på en virkelig hændelse, nemlig mistanken om at Nazisterne i den førte lange periode af 2. Verdenskrig var i stand til at læse englændernes koder og dermed i stand til, med meget stor præcision, at sejle enhver britisk konvoj i Atlanterhavet op og sænke dem med skrækkelige tab til følge.

Bogen følger den kontroversielle løjtnant Douglas Lindsay, som grundet sine tyske rødder, og deraf kontroversen, er ansat som forhørsleder og tolk i den britiske hær. Lindsay kommer hurtigt på sporet af, at deres koder løbende bliver opsnappet og må nu kæmpe en ulige kamp mod eksterne og interne fjender for at bevise sin påstand.

Williams er ingen stor æstet, men der i mod umådeligt grundig og historisk korrekt i sine miljøbeskrivelser. Det får visse af forhørssekvenserne til at fremstå lidt sendrægtige og da de lægger basis for en anseelige del af plottet, er dette en skam. Til gengæld fejler karaktererne intet, dialogen imellem dem er decideret fremragende og sammenligningen mellem de trange ubåde og de trange arbejdsforhold i The War Rooms dybt under det centrale London, hvor cigaretrøgen hænger i brun-grå dyner under de lave lofter, er et virkeligt litterært coup.

Alle os, der stadig savler lidt over verdenskrigsbaserede intriger og brunt tweed kan savle videre her. Williams er kommet for at blive og det, håber jeg, er Douglas Lindsey også.

Kunne du tænke dig at læse lidt mere om Williams, så er muligheden her.

Oh! Olen...

noreply@blogger.com (blegansigt) — Tue, 28 Aug 2012 11:33:00 +0000

Noget skete. Jeg havde et voldsomt behov for at læse noget nyt. Ikke blot en ny bog, af en for mig, ny forfatter, men en helt ny genre. Eller en genopdage en gammel genre, som jeg ikke har læst i årevis. Væk med de episke romaner, de historiebårende dramaer, ind med noget andet. Noget letfordøjeligt, noget skamløst underholdende.

Enter Olen Steinhauer og min gamle flamme: Spionromanen. Åh, spionromanen. Den helt egensindige, sindrigt nørdede, top-paranoide forgrening af kriminalromanen. Hvor hver en bevægelse, hver en sætning, hvert et ord er nøje overvejet, udført og altid har en dobbeltbetydning. Trust no one!

Mine referencer på feltet hedder naturligvis John le Carré og Len Deighton med en lille smule overvægt til Deighton. Ikke fordi han er bedre end le Carré, men fordi jeg gik for tidligt i gang med sidstnævnte og formeligt druknede i hans hundesvære og kringelkrogede plots. Deighton, der i mod, havde altid et menneskeligt aspekt med i bøgerne om hans helt MI5-agenten Bernard Samson. De tre trilogier han skrev med ham i hovedrollen handlede i ligeså høj grad om kærligheden mellem Samson og hans kone, som de handlede om den kolde krigs beskidte spil.

Både le Carré og Deighton må siges at være ligeværdige kombattanter i sværdvægtsfighten om kongekronen inden for genren. Men Steinhauer snapper dem i haserne som prinsen. En ny og moderne fortolkning af genren, som i Steinhauers hænder ikke har brug for den kolde krigs paranoia og fastlåste fjendebilleder, men som ubesværet portrætterer det fragmentariske og ikke mindre dødsensfarlige spil, der omgiver en til tider svært definerbar og ofte usynlig fjende. Ikke i skyggen af murens fald, men i skyggen at tvillingetårnene, der som fantomskygger lurer over USA og resten af verden.

The Tourist er amerikanske Steinhauers første bind i serien om CIA-agenten Milo Weaver. En ”Tourist” er slang for en af den slags superhemmelige agenter der turnerer kloden og udfører det beskidte arbejde for the agency. Som aldrig får ros for deres succeser og som ingen vil kendes ved hvis det ender i fiasko. Milo Weaver er en Tourist og en af de mest delikate hovedkarakterer jeg har haft mellem fingrene. For gammel til jobbet, egentligt pensioneret til et desk-job og modvilligt, meget modvilligt bliver han så suget ud i felten igen og væk fra sin elskede kone og steddatter. Det handler om jagten på en muldvarp i CIA. Naturligvis ender Weaver med at være den jagede i stedet for jægeren, sådan som det så ofte gør i denne genre. Der skal ikke røbes mere og andet her på blog’en end, at ”The not-so-accidental tourist” Milo Weaver må se at komme i form i en fart, hvis han skal overleve chefernes kyniske rænkespil.

Steinhauer skylder sine læremestre meget. Plotforståelse, opbygning og velplacerede huller i narratologien har han alt sammen lært af de eneste(bedste) to. Han er blot en hurtigere og mere populær udgave af mestrene. Hans plot er overskueligt, det har man aldrig kunne beskylde le Carré og Deighton for og han pakker sin historie pænt ind med sløjfer på. Samtidig er han ikke bange for at aflive en bærende karakter meget tidligt for at ryste posen en smule. Det fungerer fabelagtigt alt sammen, men man ender alligevel med følelsen af lige at have indtaget en light-udgave af le Carré eller Deighton. Men på et punkt overstråler prinsen alligevel kongerne: Milo Weaver. Det er satme en sprød hovedkarakter vi her har med at gøre. Et helt menneske med fejl og mangler og masser af kærlighed. Et menneske, som en mærkværdig barndom og ønsket om at gøre en forskel, har smidt ud på en togtur uden returbillet. Han kan stige af i ny og næ og håbe at hans familie er der for at se ham på stationen, men han kommer altid om bord på toget igen, hvad enten han vil det eller ej.

Stig på Steinhauer-toget. De slås, dræber og lyver. De drikker og tager stoffer, og ind i mellem alt dette formår de lejlighedsvis at overbevise sig selv om, at den frie verden er værd at slås for. Alt i mens læseren, og det er dig, er fremragende underholdt. Bliver det meget bedre end det? Det tror jeg ikke, det gør.

Kunen du tænke dig at læse mere om Olen Steinhauer, så klik her.

The North Shore

noreply@blogger.com (blegansigt) — Tue, 03 Jul 2012 10:53:00 +0000

Ind i mellem ramler selv krimihader nummer ét, det er åbenbart mig(selvom det jo ikke er mig og slet ikke rigtigt at jeg hader krimier), ind i en krimi som i den grad trækker tæppet væk under krimihader nummer ét, åbner gulvet og suger krimihader nummer ét nedad og nedad i svimlende læselyst, med en original historie, stærke beskrivelser af et fremmed miljø og komplet genremæssig overlegenhed i både fortælling og plot. Sådan en oplevelse har krimihader nummer ét netop haft. Og nu stopper jeg det med krimihadet - og lægger det i graven for stedse. Og det gør I også. Aftale?

Ivar Sundstøl er nordmand og har skrevet 3 krimier om den nordamerikanske Forest Ranger, eller skovpolitimand, Lance Hansen og hans gøren og laden i et af USAs mindst fremkommelige og mindste beskrevne hjørner, området omkring Lake Superiors nordkyst i Minnesota, nord for Duluth, The North Shore. Der er ikke forfærdeligt meget andet end skov og sø i det område, og så en canadisk grænse et eller andet sted inde mellem træerne.

Og dog. Der er faktisk også en masse norske efterkommere på de kanter. For det var åbenbart der, i den gudsforladte og barske natur, at de første norkse emmigranter slog sig ned i USA. Det var der sikkert en god forklaring på. Hvor om alting er, så er det sikkert derfor at ærkenorske Sundstøl har kastet sin kærlighed på dette område med de mange norske stednavne. På det tidspunkt hvor Nordmændende kom til boede der kun indianere i skovene, som så småt var ced at blive indrettet til de nok så vederstyggelige reservater. Kulturmøderne mellem de stærkt kristne immigranter og det oprindelige naturfolk gik ikke stille af sig og spiller da også en rolle, i specielt bog nummer to.

Den første bog hedder "Drømmenes Land"og titlen henviser både til immigrantens forhåbninger om et bedre liv på den anden side af Atlanten og om Indianernes brug af drømmetydning. En ung, mandlig norsk turist bliver fundet myrdet af Lance Hansen, kraniet smadret med en stor sten, lidt derfra sidder en anden ung, mandlig norsk turist i chok lænet op af et stort stenkors. En efterforsker fra Norge bliver fløjet ind for at bistå amerikanerne med opklaringen. Denne peger tidligt på at vennen har myrdet den unge nordmand, muligvis i jalousi. Men som efterforskningen skrider frem begynder beviserne at pege i en retning som den stoute Lance ikke havde regnet med - nemlig i mod hans egen famile, nærmere betegnet hans bror...

Det som gør "Drømmenes Land", så bemærkelsesværdig, udover det fremmeartede miljø og de vellykkede beskrivelser af dette og dets karakterer, er tempoet. Vi er gået helt ned i gear. Så langt ned i gear som kun en skov-strømer ved Lake Superior kan komme. Og det fungerer optimalt. Uhyggen kommer snigende i de mørkegrønne skove og naturen spiller en stor rolle. Den ildevarslende slutning lægger op til et intenst broder-opgør i efterfølgeren "De døde".

Og vi bliver IKKE snydt. I det mest sensationelle set-up til en 2'er jeg nogensinde har set, lader Sundstøl Lance og broderen battle det ud på deres årlige bukkejagt. De to alene i en stor skov, som langsomt bliver dækket af en icestorm. 150 siders ufatteligt tæt drama, som væver sig ind i en sidehistorie fra dengang de første norske indvandrere betrådte The North Shore. Det er bittert og det er lavmælt og det er sindsoprivende spændende.

Nummer 3 "Ravnene" er netop udkommet på vort modersmål og jeg glæder mig meget til at stikke forbi min lokale net-boghandler, da min lokale boghandler ikke eksisterer andre steder end i orbit længere. I andre skulle følge mit råd, skulle I, og fylde sommerkufferten med Sundstøls storartede krimier fra Det gamle land.

Something wicked this way comes...

noreply@blogger.com (blegansigt) — Tue, 19 Jun 2012 10:28:00 +0000

Det her er good stuff... En herlig, herlig blog. Hvis du kunne lide Bookshelfporn, og det kunne du jo, så kan du også lide det her. Jo, du kan!

I øvrigt påfaldende hvor meget mere søgehistorik og opmærksomhed denne blog genererer, når blot jeg husker at skrive "porno".

Porno. Porno. Porno. Porno. Porno. Porno. Porno. Porno.

Og ja, overskriften til indlægget er tyvstjålet fra "The late-The great" Ray Bradbury.

Bookshelfporn

noreply@blogger.com (blegansigt) — Tue, 19 Jun 2012 07:55:00 +0000

Ooooooohh yearh! Nu bliver det slibrigt. Tjek dette link ud og fortæl mig om du kan undgå at blive bare en smule svedig? Jeg kan ikke... Boghyldepornografi - Satme frækt!

Hjem kære hjem

noreply@blogger.com (blegansigt) — Thu, 14 Jun 2012 14:20:00 +0000

Berømte forfatteres barndomshjem. Unægteligt noget pop - men så meget mere for snageffekten. Og ja, der er en dansker i mellem - gæt selv hvem.

Greatest cover?

noreply@blogger.com (blegansigt) — Wed, 13 Jun 2012 06:45:00 +0000

Det er utvivlsom en liste lavet af grafisk design-studerende... Jeg syntes de har udeladt en del af de virkeligt fede og meget mere svulstige covers der er lavet i tidens løb. Personligt har jeg en faible for paperbacks i 50'erne erne med horror-typer og hyppige bruge af afklædte kvinder og våben(se øverst), det som min generation, takket være en voldsomt overvurderet cinematisk oplevelse, lærte at kende som Pulp Fiction. Men anyway, hvilket er det fedeste cover på denne liste?(The Road og The Humbling er mine favoritter)

Makkerskabet og fortsættelsen på historien.

noreply@blogger.com (blegansigt) — Fri, 02 Mar 2012 12:02:00 +0000

Okay. Jeg har læst Zlatans selvbiografi. Det er også Lagercrantz’ Zlatan-bog. Og hvad så? Vil du noget? Ligesom? Det tog mig tre dage. Ligesom. Superevilmegabitsch. Og vildt fedt. Helt hysterisk. Ligesom. Og jeg vil fremover kun skrive som Zlatan taler. Ligesom.

Og dog…

Historien om Zlatan er mageløs. Ikke så meget på grund af den rags-to-riches-historie som naturligt bliver rammefortællingen. Ikke så meget på grund af røverhistorierne fra tiden i nogle af verdens største fodbolklubber; Ajax, Juve, Inter, Barca, Milan. Ikke så meget på grund af det spraglede og til tider virkeligt underholdende persongalleri som Zlatan har været og stadig er en del af. Nej, den er mageløs på grund af de først 100 sider, der beskriver Zlatans barndom og opvækst i Malmö-ghettoen, med det nærmest sort-humoristiske navn, Rosengård.

En barndom i en ærekær og eksplosiv balkan-familie, med en voldelig og overarbejdet mor og en fraværende og alkoholiseret far. En barndom hvor den lille og spinkle Zlatan render rundt ude hele tiden sammen med resten af rødderne, fordi hjemme er lig med problemer og sult. En barndom hvor Zlatan stjæler cykler og fodboldkort og slik og hvor rapserierne gradvist kunne være blevet, og ind imellem også bliver, mere alvorlige end som så, og hvor mange af vennerne bliver fuldblodskriminelle, som hele tiden er på vej ind og ud af fængslerne.

Zlatans beskrivelse af fraværet af kærligheden, af tævene, overlevelsesstrategierne og hvordan en kriger fødes af et fundament så porøst som gråt, frostsprængt cement, er ganske enkelt gribende og dybt respektaftvingende. Mest af alt fordi Zlatan ikke lægger skjul på at han ikke kunne have gjort det alene. Gode mennesker har hjulpet ham hvor det gjaldt, eller i hvert fald givet ham en afgørende mulighed og den har Zlatan formået at gribe. De mennesker glemmer Zlatan aldrig. Lige så lidt som han glemmer dem, der modarbejdede ham, prøvede at udnytte ham eller fastholde ham i en stereotyp. Taberen.

Og hvad med makkerskabet? Ghettodrengen Zlatan og stang-elitære Lagercrantz? Jo, naturligvis sidder man med fornemmelsen af at Zlatan har været Lagercrantz’ brune hånddukke i processen. Men det gør man kun pga. den massive omtale bogens tilblivelse har fået og de løftede øjenbryn makkerskabet har fremkaldt i visse dele af pressen. Det er åbenbart et makkerskab, som efterfølgende truer med at blive endnu et sort kapitel i den historie om Zlatan, som handlede om hvordan de hvide børns forældre prøvede at få den uregerlige Zlatan smidt ud af, den fine fodboldklub, Malmö FF, og som må efterlade den nu voksne Zlatan, skulle han interesse sig for det – men det gør han nok ikke, med følelsen af igen ikke at høre til i det fine selskab. Det hvide selskab.

Og netop fornemmelsen af ikke at høre til løber som en rød tråd igennem fortællingen om den massivt succesrige svenskers færd fra bunden af det svenske samfund til den absolutte top af den internationale fodboldverden. Fra spinkel prügelknabe til feteret multimillionær og forbillede.

Zlatan er for meget. Han fylder urimeligt både fysisk og mentalt. Zlatan laver fjender og Zlatan kommer i problemer. Sådan var det som barn og sådan er det nu. Zlatan taler og røven går. Zlatan har aldrig læst andre bøger end sin egen. Zlatan kan godt lide biler og dyre ure. Zlatan har kun en gang drukket sig fuld. Zlatan kører 325 km/t i sin Porsche Turbo og kører fra politiet. Zlatan hører ikke til. Men Zlatan er en vinder. For han fokus og fightervilje. Og han laver sig ikke om for andre. Lyt – lyt ikke, er hans motto. Med andre ord, glem ikke hvem du er inderst inde. Klichéen lever med andre ord. Men den dag en opvækst som Zlatans bliver en kliché, den dag har vi et problem, som end ikke 1000 Zlatan’er kan sparke os ud. Lad endeligt den historie stoppe her.

Syndefaldet - og kampen mod kunstigheden - 6 bøger/III

noreply@blogger.com (blegansigt) — Tue, 01 Nov 2011 10:41:00 +0000

om Mishimas Sømanden der pådrog sig havets vrede

I

Nogen gang overstiger myten om forfatteren forfatterskabet. Det er der talrige eksempler på. Oftest skyldes det, at forfatterskabet ikke har den fornødne kvalitet til at give modvægt til forfatterens liv og livsførelse. Men en sjælden gang i mellem, så skyldes det at visse omstændigheder ved forfatterens liv er så exceptionelle at det langt overstiger et ellers kraftfuldt og bemærkelsesværdigt forfatterskab. Yukio Mishima er en sådan forfatter.

Mishima var mange personer. Han var først og fremmest forfatteren, som skrev mere end 20 bøger, mere end 40 skuespil, knap 100 noveller og hundredevis af digte og essays på en ganske kort karriere i perioden fra 2. Verdenskrigs slutning og til hans død i 1970. Men han var også skuespiller, politisk aktivist, kampsportsekspert og gennem sin private hær, Tatenokai, glødende fortaler for, at det japanske samfund skulle vende de vestlige værdier ryggen og finde tilbage til dets oprindelige dyder og kejserens Japan. Til dét han omtalte som ægtheden. Han var muligvis homoseksuel, muligvis ikke. Ligegyldigt, hvis ikke hans bøger også kredsede omkring homoseksualitet, spirende seksualitet og mere end almindeligt varmt venskab mellem drenge.

Men mest mytisk er dog hans død. Den 25. November 1970 besætter han og 4 andre medlemmer af Tatenokai den øverste kommandør i Japans militærs kontor og tager kommandøren som gidsel. Mishima holder en tale på kontorets balkon til soldaterne, som er forsamlet nedenunder. Talen indeholder et manifest og en række krav som han og Tatenokaisoldaterne forlanger, at det japanske samfund skal tage til sig. De forsamlede soldater buher ham bogstaveligt talt ud og Mishima forlader hurtigt balkonen. I Kontoret begår han seppuku, den for samuraier traditionelle og ærefulde form for selvmord, hvor man stikker et lille sværd dybt i maven på sig selv og skærer fra venstre mod højre. Efter seppuku foreskriver traditionen at en assistent skal begå kaishakunin på den døende, altså hakke hovedet af ham. Dette sker også og billedet af Mishimas afhuggede hoved gik verden rundt.

Så ja, myten om manden og hans død overstiger på alle måder litteraturen, også i dette tilfælde. Men det er helt og aldeles ufortjent, for Mishimas forfatterskab er enestående og meget komplekst.

II

I bund og grund kredser en stor del af Mishimas litteratur omkring syndefaldet. Tabet af uskyld, selvpåført eller af andre påført. Ofte er den afgørende situation, det der udløser tabet for en af hovekaraktererne beskrevet på afstand, gennem et vindue, eller et kighul, utydeligt men alligevel uden at vedkommende kan være i tvivl om at tæppet er blevet trukket væk under denne, og verden for stedse vil se anderledes ud.

Oprøret er i Mishimas verden ofte vendt mod den voksne, den etablerede verden. I Mishimas øjne en degenereret og disciplinløs verden, der skal bekæmpes med paroler og, om nødvendigt, vold. Kammeratskabet er vigtigt for Mishima, som i krig, som i strid , som i kærlighed, ikke kun til kammeratskabet, men også mænd i mellem. Den homoseksuelle idé er netop blot en idé hos Mishima. I hans litteratur fuldbyrdes det aldrig.

Sproget er poetisk, farligt. Symbolerne er tonstunge og ofte, for karaktererne, fatale. Væmmelsen ved vesten og hadet til vestens indflydelse på det japanske samfund er udtalt.
Karaktererne er ofte drevet af en lyst til noget større og bedre. En større mening, som nok er spirituel i dets udtryk, men som altid fremelskes via hårdt jordisk arbejde og disciplin. Sentimentalitet er svaghed. Sømanden der pådrog sig havets vrede er essensen af alt ovenstående.

III

I en lille japansk kystby bor Noboru med sin mor Fusako. Fuskako har en butik med alskens vestligt tingeltangel som Noboru og hans venner, et voldeligt slæng, som dyrker noget de kalder objektionisme og som afskyr al subjektivitet og menneskelige følelser, afviser som svagt, patetisk og i sidste ende en latent fare mod al ægte og japansk.

Ryuji er en sømand, som ind i mellem går i land i deres by og besøger Fusako i hendes butik. De tiltrækkes, ikke så meget af hinanden, som af ideen om hinanden og indleder et forhold. Noboru og hans venner idoliserer Ruyji og anser ham for maskulin, fri og ægte. Men efterhånden som hsitorien skrider frem, finder læseren og Noboru ud af at Ryuji er forfængelig og utro mod sine egne idealer, i hvert fald mod dem som drengene bygger op omkring ham. Drengenes idolisering vendes med ét til had, den dag hvor Noboru ser moren og Ryuji dyrke sex og han samtidig finder ud af at Ryuji går i land for stedse. Drengene bliver klar over at de bliver nødt til at slå Ryuji ihjel.

Historien om Noboru og hans slæng indeholder samtlige de for Mishima så typiske elementer, skildret i så rolig og selvfølgelig en tone, at det løber læseren koldt ned af ryggen. Mishima er nådesløs i sin kritik af det princip- og disciplinløse vesten og knastør i beskrivelsen af drengenes logik og ræsonnement.

Det er en skyggeverden, en for Mishima ægte verden, inde i kernen af alt det kunstige, man som læser føres ind i. Det er foruroligende, dragende og først og fremmest ubegribeligt velskrevet.

Dette var tredie afsnit i en lille serie om 6 bøger, som har flyttet mig som læser. Første afsnit omhandlede Christoph Heins I hans tidlige barndom en have - den kan du læse her. Andet afsnit beskæftigede sig med fantastiske Delillo og hans Underworld - læs det her

Dødens Triumf - og den mageløse indledning - 6 bøger/II

noreply@blogger.com (blegansigt) — Thu, 20 Oct 2011 09:55:00 +0000

om Delillos Underworld

I

Underworld er velsagtens en af de bøger der står ulæst på flest hylder verden over. Ikonisk først og fremmest for dens apokalyptiske cover, en lille kirke i forgrunden af Twin Towers i baggrunden og rundt om dem svæver en ildevarslende sort fugl, men også for dens nådesløse knap 900 sider, som nok har fået flere til at stige af inden de rigtigt var steget på. Synd og skam, naturligvis, da der venter læseren en pragtfuld belønning for endt læsning.

Delillo er den plotløse fiktions amerikanske mester. Vennen Paul Auster har beskrevet Delillos bøger som ”The literature of moods.” forstået som både stemning og tilstand. Ofte kredser Delillos litteratur om eneren, den mandlige ener. Ensomme mænd i aflukkede verdener, som flirter med volden som virkemiddel til en bedre tilværelse, sågar til kanonisering af deres patetiske selv.

Delillo har haft evnen til at være nærmest ubehageligt profetisk omkring specielt terrorens rolle i den vestlige verden, og hans projekt, eller dele af det, siden romanen Mao II fra 1991 har været at beskrive hvordan terroristen har overtaget kunstnerens rolle i samfundet som den egentlige samfundsomstyrter.

II

De første 60 sider er mageløse. Oprindeligt var disse sider en novelle med titlen ”Pafko at the wall” og undertitlen ”The shot heard ’round the world” trykt i Harpers Magazine i 1992. Med få ændringer, blandt andet en ny titel ”The triumph of death”, blev denne novelle den indledende sekvens i Underworld. Scenen er New Yorks Polo Grounds den 3. oktober 1951 og en af historiens mest berømte baseballkampe. Den tredje finalekamp mellem de to New Yorker-hold The Dodgers og The Giants om det amerikanske mesterskab. Vi kastes ned blandt 35.000 tilskuere, af hvilke vi følger en god håndfuld før, under og efter kampen. The Rat Pack er der, eller nogen af dem i hvert fald; Frank Sinatra, Jackie Gleason og Toots Shoor. J. Edgar Hoover er der, den fattige sorte dreng, der har snydt sig ind på stadion er der, familiefaren med sin ældste søn, unge elskende, den dedikerede fan, et utal af nationaliteter. Stemningen er anspændt, opløftet, forventningsfuld. I Delillos pensel får både det store sceneri og det enkelte individ plads og tid. I lyset på stadion ses alting tydeligt.

Dramaer udspiller sig overalt på stadion, og, selvsagt, på banen under dem. Hoover plotter USA’s fremtid, mens han er nervøs for om Sinatra vil gøre nar af ham på grund af hans ringe højde, The Rat Pack fortæller jokes til stor fornøjelse for tilskuerne omkring dem, som næsten er mere optaget af celebriteterne end af spillet. På banen er The Giants pressede indtil legenden Bobby Thomson træder til med battet og rammer så det kan høre om på den anden side af jorden. Et perfekt slag, et homerun, der sender bolden hen over hovedet på Dodgers’ Andy Pafko og stadions venstre væg. Deraf den originale titel.

Romanens røde tråd er bolden. Den bold som den amerikanske baseball-legende Bobby Thomson bruger til sin berømte homerun, The shot heard ’round the world, og som i sidste ende sikrer The Giants titlen. Den bold bliver fra det øjeblik et af de mest eftertragtede samlerobjekter og symboler på koldkrigs-USA.

Efter Bobby Thomsons homerun kaster de jublende tilskuere konfetti, aviser og magasinsider op i luften over The Polo Grounds. J. Edgar Hoover har som alle andre rejst sig op for at klappe, men pludseligt lander der et cover fra LIFE på hans hoved. Det forestiller en reproduktion af Brueghel Den Ældres berømte maleri ”Dødens triumf”, og mens han står og ser på det invaderer fansene banen under ham og han kan pludseligt ikke se forskel på maleriets frygtelige sceneri og det ubegribelige kaos på banen:

”Across the red-brown earth, skeleton armies on the march. Men impaled on lances, hung from gibbets, drawn on spoked wheels fixed to the top of bare trees, bodies open to the crows. Legions of the dead forming behind shields made of coffin lids.”

Apokalypsen lurer lige rundt om hjørnet for både høj og lav i hele denne mesterlige tour-de-force af en roman.

Samme dag som den legendariske finalekamp, finder amerikanerne ud af, at USSR har foretaget sin anden vellykkede atomprøvesprængning og den kolde krig er dermed skudt i gang. Ingen af de karakterer vi møder under baseballkampen er romanens hovedkarakter, men Delillo bruger baseballkampens intensitet og struktur som beskrivelsen af konsekvenserne ved USA's koldkrigsstrategi og som motor for beskrivelsen af et race- og klasseopdelt og dybt paranoidt koldkrigs-USA.

III

Med baseballkampen som katapult skydes vi ud i romanen, mens vi holder fast i baseballen. Men forventningen om en lignende lineær narrativ, som vi stiftede bekendtskab med i indledningen, gøres til skamme. For Delillo hopper mellem tid, sted og karakterer som han lyster og hans stil bliver nærmest filmisk med hyppige brug af forklarende flashbacks i den hullede narrativ.

Fra New York til forstæderne, til New Mexicos ørken og videre til de nye russiske republikker, cirkler vi om enerens rolle og hvordan den påvirkes af de store globale hændelser, og hvordan disse tvinger eneren med i en utryg socialisering som blot ender med at lægge alen til afsondretheden. Det er ikke blot i skyggen af bomben, det er i skyggen af den altdominerende ting DE har bragt ind i VORES liv, den altdominerende viden om forestående og uundgåelig udslettelse.

Romanens egentlige hovedperson er Nick Shay, en specialist i farligt affald, som rejser jorden rundt og hjælper folk af med det, ingen har lyst til at se igen. Nick er kommet højt på strå, på trods af en opvækst i diverse ungdomsfængsler pga. mord, ved at tage sig af den buldrende udviklings uønskede biprodukter. Romanen kredser konstant om historiens uønskede biprodukter uden dog på noget tidspunkt at lægge op til en plotmæssig forløsning af den grund. Dette understreger blot Austers udsagn øverst i dette indlæg og får blot mig til at elske denne bog endnu mere. Delillos svæv er ubesværet og grandiost, hans pensel er bred, men hans timing og insisteren på at lade øjeblikket hvile og undlade forklaringerne, gør ham til en mesterlig karakterskaber.

IV

Delillos dialoger er næsten det bedste ved hans forfatterskab. Det er dialoger skrabet for mening, for patos, for intensitet. Det er dialoger mellem mennesker der nok taler samme sprog, men som ikke magter at finde samme vinkel på en samtale, som taler forbi hinanden, men alligevel ikke helt, for det vakuum der opstår i samtalen efterlader de involverede det ønskede sted i den ønskede stemning, takket være en overlegen forfatters fingerspidsfornemmelse for det talte sprogs formåen. Delillo efterlader ligeså mange huller i sin dialog som i sin narrativ.

Det er en roman, der emmer af paranoia. Fra baseballsekvensens portræt af J. Edgar Hoover og helt til slutsidernes portræt af det lidt gammeldags begreb Cyberspace, som stedet hvor alt, selv døden, nu er forbundet med alt og alle, like it or not. Det er en roman der viser et USA, som vi har lært det at kende den dag i dag, i næsegrus beundring for celebriteter og penge, og hvor vold er den virkelige magtfaktor, den letteste at anvende nu, hvor den er blevet absolut og tidløs, som i atombombe og mulige terrorangreb, og ikke blot tilfældig, romantisk og dybest set ineffektiv.

Stig trygt ned i underverdenen ved Delillos hånd og lad den enestående indledning løfte dig videre.

Dette var 2. afsnit i den lille serie om seks bøger der gjorde indtryk. 1. afsnit handlede om Christoph Heins I hans tidlige barndom en have, og det kan du læse her

Embedsmandens revolte – 6 bøger/I

noreply@blogger.com (blegansigt) — Tue, 18 Oct 2011 09:24:00 +0000

Om Christoph Heins I hans tidlige barndom en have.

I

In seiner frühen Kindheit ein Garten. I Hans tidlige barndom en have. Blot titlen er bemærkelsesværdig. Både ukommerciel og sært dragende. Der er noget over det mentale billede af et barn i en have, som rører ved noget grundlæggende i de fleste af os. Det er et billede på alt trygt og blomstrende, på varme og spiselighed, men også et billede på den gryende bevidsthed om, at der ligger en verden uden for haven. På den anden side af hækken.

Hvor ofte har jeg ikke hørt folk, som bor i hus vel at bemærke, sige om deres haver, at det bare er skønt lige at kunne lukke børnene ud i dén, i stedet for at skulle på legeplads etc. Underforstået, at her er trygheden kombineret med letheden, det ubesværede i det at trykke håndtaget til terrassedøren ned og lade ungerne løbe ud i den trygge, kontrollerede miniatureverden, der udgøres af x-antal hække. Der er gynger i den have. Der er bolde og en sandkasse. Der er måske frugttræer og solsorte på grenene og på græsset. Der er regnorme som man kan drille en søster eller en lillebror med. Men der er altså også en verden udenfor. Og den lader sig ikke kontrollere, lige meget hvor meget man prøver. Og børnene bliver ikke i haven for evigt.

II

”I hans tidlige barndom…” er baseret på en virkelig begivenhed. I den undseelige tyske stationsby Bad Kleinen udspiller sig den 27. Juni 1993 et af de sidste dramaer omkring den, på det tidspunkt døende, tyske terrororganisation Rote Armé Fraktion. To af gruppens tilbageværende hovedaktører Birgit Hogefeld og Wolfgang Grams skal arresteres af tyske specialstyrker efter flere års intens efterforskning og infiltrering af gruppen. Aktionen ender helt galt, med to alvorligt sårede og Wolgang Grams’ død på skinnerne på den lille station.

Historien derfra er historien om, hvordan de tyske myndigheder først prøvede at kammouflere Grams’ død som selvmord, på trods af, at alle vidneudsagn talte om en decideret likvidering på klods hold. Det er historien om hvordan bevismaterialer forsvandt på uforklarlig vis, vitale oplysninger blev hemmeligholdt af forskellige myndigheder, som undersøgte og frifandt hinanden og en presse, som ikke anede hvilken side den skulle stå på. Grams’ død er den dag i dag uopklaret.

I Christoph Heins pen bliver ovenstående ulykkelige historie til historien om Familien Zureks opløsning. Richard Zurek er allerede en aldrende pensioneret gymnasielektor, en edsvoren embedsmand i Bundesrepublikens tjeneste, da han og konen Rikes verden styrter i grus og deres lille familie bestående af dem selv og tre voksne børn rives fra hinanden. Grunden er sønnen Olivers død, som er meget lig den førnævnte Wolfgang Grams måtte lide, men i stedet for at forfølge thriller-elementet i historien, er Heins triumf at han følger faderens selvopgør i stedet, uden i øvrigt at være blind for spændingsmomentet i set-up’et.

Den aldrende embedsmand bliver i sorgen over sønnens død hjemsøgt af en trang til at finde ud af hvad der i virkeligheden skete med ham. Da først selvransagelsen, hvor har jeg fejlet som fader, har lagt sig, indfinder klarsynet sig – Olivers død er ikke som myndighederne siger den er, Oliver er blevet henrettet. Samtidig med at Richard Zurek tvinges til at kæmpe mod staten med retslige midler, for i det mindste at placere den direkte skyld i sønnens død, så begynder forståelsen for hvordan hans søn kunne ende på den yderste, militante ventrefløj.
Afmagt og retfærdighedstrang tvinger den gamle Zurek til at tage sit verdenssyn op til revision.

Hos Hein er dette massive personlige drama på én gang underspillet og nærmest stilfærdigt fremadskridende. På den anden side falder ufattelige og ikke spor lavmælte bomber ned i skødet på læseren med en sådan kraft at man formeligt gisper efter vejret. Og disse bomber er ikke forbundet med gangsterne på venstrefløjen og deres indoktrinering af den unge Oliver, overraskelserne har udelukkende at gøre med, den på overfladen så regelrette og korrekte, Richard Zureks indre liv og lyster. Det er til tider stærke og overrumplende sager, som Hein disker op med midt i al den tyske provinsstilhed.

III

Som nævnt er romanens egentlige triumf skildringen af Zureks mærkværdigt stilfærdige selvopgør. Et opgør han tvinger ned i tempo for at bevare sin fornuft, så langt ud kommer man når man mister en søn, selvom man reelt mistede ham for år tilbage, og så langt kommer man ud, når dét man har troet på, i dette tilfælde den suveræne tyske retsstat, ikke længere kan være grundlaget for ens eksistens. Zurek er bestemt ingen helt på en mission. Han er en gammel mand, som kæmper en forbitret indre og ydre kamp for, på den ene side, sin søns eftermæle, og på den anden side, et ståsted for sin eksistens i sit livs efterår.

Subsidiært fortæller ”I hans tidlige barndom…” historien om den tyske samtid i kølvandet på de dramatiske 80’ere. Hein selv er østtysker og bogen er den første af hans, der foregår i det tidligere Vesttyskland. En samtid hvor indlemmelsen af de mange nye statsborgere uden erfaringer udi netop den demokratisk retsstat, skulle foregå. Og naturligvis skal Richard Zurek være vesttysker og ikke østtysker, og naturligvis skal Hein som østtysker og kunstner bore fingeren rundt i det sår der er det demokratiske vestens mest ømme, nemlig det vakuum, som opstår efter terrorisme og som kan fremprovokere statsterrorismen. I det vakuum befinder Zurek sig, i det vakuum bearbejder han sin sorg over sønnen og sin skuffelse over staten, hans arbejdsgiver og garant, gennem et langt arbejdsliv.

Romanen tager sit crescendo ved Zureks tale på hans tidligere gymnasium til en stor flok gymnasieelever og grønskollinger udi det demokrati de tager for givet. Det er dramatisk, underspillet og meget, meget vedkommende. Mere skal ikke afsløres.

Verden på den anden side af hækken, et sind- og tidsbillede på en ærkedemokratisk familie og en ubøjelig tjenestemand og familiefar, et tidsbillede på et netop samlet Tyskland og et portræt af dét, der til hver en tid truer et demokrati, den snigende radikalisering af både individet og styret. Hein har begået et lavmælt moderne mesterværk.

Min fars bibliotek - min familie og vores bøger

noreply@blogger.com (blegansigt) — Mon, 08 Aug 2011 08:14:00 +0000

IV

Min mor var meget alene. Jeg var naturligvis til stede ind i mellem, men min far var fraværende i lange perioder. Sjældent mere end en uge ad gangen dog, men jeg mener at kunne huske, at have hørt antallet 200 rejsedage om året nævnt. Derfor må man sige, at min mor var meget alene. Om hun følte sig alene skal være usagt. Der er ingen tvivl om, at min mor brugte skønlitteraturen som ledsager ved mangen en ensom aften hjemme i Høruphav. Hun ville hellere læse end at se TV. Hun var bestemt udadvendt og meget social, havde mange venner og interesser uden for hjemmets fire vægge, men jeg tror at hun prioriterede alenetiden med litteraturen frem for så meget andet. Selv når hun kom sent hjem fra kunstakademiet eller fra gymnastikken eller Sor-optimisterne, skulle hun nå x-antal sider i den bog, som hun nu var i gang med. Hvis vi havde været ude hos nogen om aftenen og var på vej hjem, kan jeg huske vendingen: ”Vi kan lige nå hjem og læse et par sider.” Som om det betød forskellen mellem en god og en rigtig god dag, eller sågar en dårlig og en god dag.

Min mor og far elskede fald-på-halen-komik. Helst i form af tegneserier. Garfield og Basserne tændte det i 80’erne. Det var en kilde til evig undren i vores omganskreds. Mine forældre formeligt hulkede af grin over førnævnte slagfærdige hankat og hans terrorisering af en ualmindeligt svagtbegavet hund ved navn Futte. De lå brak efter krampegrin over Mort Walkers korte strips om de gæve værnepligtiges trakasserier med Løjtnant Pjok og S’janten og alle de andre. Under min seng i barndomsværelset ligger en af Danmark største og mest komplette samlinger af Mort Walker på dansk. Min far læser dem ikke længere, nu læser han Fæhunden og Erling. Og ind i mellem, og hele tiden som en stadig hvid støj af begavet komik, Charles M. Schulz’ Radisserne og Reg Smythes ”Andy Capp”. Mere end én gang har jeg set vore gæster ryste mildt på hovedet og smile overbærende når mine forældre genfortalte en strip og grinede umådeholdent bagefter. Jeg har ikke helt samme forhold til tegneserierne længere, men læser dem når jeg er hjemme. For dét kalder jeg stadig mit barndomshjem.

I gymnasiet mødte jeg Jens. Han var en dansk- og engelsklærer med et hav af idéer om hvad litteratur også var. Han introducerede mig for journalistik og lærte mig at åbne øjnene for medier man på forhånd ville afskrive som lødige eksponenter for litteraturen. En gang måtte han stå skoleret for rektor efter at have kopieret og omdelt en artikel fra Playboy til en rigid flok bonderøve han underviste i engelsk. Jens gjorde min fars bibliotek endnu mere tilgængeligt for mig og fik det til at vokse i min anseelse. Jeg har stadig kontakt med Jens, og det bør man have med folk der har påvirket én afgørende og positivt. Måske fordi man syntes, at det skylder man dem, eller måske fordi man inderst inde håber på, at de også i fremtiden kan påvirke én afgørende.

På mit barneværelse står bøgerne dobbelt på den gamle Montanareol, der fylder hele væggen. På mit teenageværelse står et væld af paperbacks. Nogle nye, andre 50 år gamle. Vi har aldrig været bange for paperbacks i min familie. Jeg har en nedarvet kærlighed til dette, blandt bibliofile, så forkætrede medie, og den udgør en vægtigt del af bibliotekets samlede tonnage. Min far slæbte paperbacks med hjem fra sine mange udenlandsrejser. Han rejste altid i bil eller med tog, aldrig med fly. Men selvom han tog bilen, havde han stadig god brug for litteraturen til de mange aftener på diverse hotelværelser rundt omkring i Europa. Jeg kunne sikkert skrive, at også min far var meget alene. Det var han. Men som min mor havde også han litteraturen som følgesvend i de år, hvor de var meget adskilte. Og litteraturen, den havde de jo tilfælles.

I har nok gættet, at der er en grund til disse skriverier.. Jeg er flov over at indrømme at grunden er delvist sentimental. Mit barndomshjem er sat til salg. Min far vil flytte. Det er ikke godt at vide hvor meget af biblioteket, der flytter med og hvor meget, der spredes for alle vinde. Men jeg kender min far, og ved at han nødigt skiller sig af med de vigtige titler. Og de vigtige, det er de definerende og de definerende, det er de læste. Alle de titler der har gjort min far til den han er i dag, Et vidunderligt, umådeligt vidende og intellektuelt gavmildt menneske. Han deler. Nøjagtigt som hans bibliotek gør det. Mit barndomshjem var ikke stort, men mulighederne var det. Og Udsynet. Takket være min fars bibliotek.

Nu flytter han til Nørrebro, så snart det kan lade sig gøre. Hvem ved? Måske får biblioteket også en ny start, et par nye brugere, når hans børnebørn bliver gamle nok til at tage hul på det. De starter nok med Tintin. Og Lucky Luke’erne.

Min fars bibliotek - min familie og vores bøger

noreply@blogger.com (blegansigt) — Sun, 07 Aug 2011 12:16:00 +0000

III

I Stuen står, blandt meget andet, de nye bøger. Ikke nødvendigvis dem med den nyeste udgivelsesdato, men dem min far har anskaffet sig senest. De står i en række øverst på et lavt reolsæt, med de seneste tilkomne yderst til venstre. Rækken fylder, alt efter størrelse, min fars momentane læsehastighed og anskaffelsestempo mellem 2 og 4 meter. På de lave hylder under disse, fortsætter biblioteket, meter efter meter, og omkranser selve epicenteret i min fars bibliotek: Lænestolen. Den brune lænestol med de slidte armlæn som skumgummiet stikker ud af. Han har lagt servietter over armlænene, for ikke at slide yderligere på dem. Her sidder han et utal af timer hver eneste måned og læser, hører musik og blunder. Gerne det hele på én gang. Stolen er 40 år gammel, og jeg har et foto af mig selv i den, vandkæmmet og 4 år gammel. Fotoet er taget i vores gamle lejlighed i Antwerpen. Der er ingen tvivl om, at hvis min mor havde været i live i dag, så var den stol røget ud for længst.

Men min mor er ikke længere i live, og det ville være rigtigt at berette lidt om hende som læser på dette tidspunkt. Men lad mig starte med min mormor, som også var læser. Hun læste, helst bloddryppende krimier, frem til sin død som 87-årig for få måneder siden. Min morfar var Færing og en håndens mand. Han læste ikke meget, havde ikke mange kulturelle interesser, om end min mor fandt ud af, efter hans død, at han kunne spille både klaver og orgel, og havde gjort sidstnævnte i den lokale kirke på Suderøy, hvor han var vokset op. Min mor havde aldrig hørt ham spille en tone på noget instrument nogensinde. Lysten til litteraturen, hvis en sådan er nedarvet og det tror jeg den er, har altså også afsender hos min mormor. Min mor læste også vidt og bredt. Min far og hende havde blandt andet krimierne som fælles lidenskab, og jeg husker ikke, at hun på noget tidspunkt ikke har haft gang i en krimi også. For både min mor og far kunne læse flere bøger ad gangen, noget min far stadig praktiserer. Der er ingen tvivl om, at det righoldige udvalg af moderne kvindelige forfattere i min fars bibliotek skal tilskrives min mor. Min far har ikke læst Wassmo eller Byatt. Til gengæld har han læst Lagerlöff. Jeg har læst dem alle tre og vil til enhver tid foretrække sidstnævnte.

Min fars historie er meget lig min mors. I hans barndomshjem var det blot hans far, min farfar, Gartneren på Godthåbsvej i Herning, der læste. Min farmor læste ikke andet end Jyllandsposten, det gjorde hun så til gengæld hver dag indtil den dag, hvor hendes hjerne stod af langt op i hendes 80’ere. Min farfar tog ofte min far med på biblioteket, og Frk. Busk på Herning bibliotek lod tidligt min far låne i voksenafdelingen. Min farfar læste Hakon Mielche, Jens Bjerre, Jørgen Bitsch og deslige. Min far, hvis læselyst blev vakt, nøjagtigt som min, af tegneserier, i hans tilfælde Ridder Rap i Jyllandsposten og seriebladet Kong Kylie, som blandt meget andet, indeholdte historierne om Hopalong Cassidy, lånte alle de klassiske ungdomsbøger: ”Jan”- og ”Flemming”-bøgerne, ”Robin Hood”, ”Børnene i Nyskoven”, ”Frændeløs”, ”OTA-solgrynbøgerne” osv. Min faster læste dengang ikke meget, og var mestendels bare irriteret over hendes kedelige storebror, som altid, næsten, sad med næsen i bøgerne i stedet for at lege med hende.

Skoven af titler til trods, var jeg ikke meget læsende i min barndom og tidlige ungdom. Jeg holdt mig til tegneserierne og i en håndevending Bjarne Reuter, og så den del af børne- og ungdomslitteraturen, der kredsede om fodbold. Jeg husker blandt andre en serie der vist hed ”Jim og United”-bøgerne. Historien, som jeg har fortalt til hudløshed, om hvordan Salingers ”Catcher in the rye” vakte min læselyst for alvor, er kun en halv sandhed. Titler som ”Lev stærkt dø ung”, ”Martin og Victoria” og så et utal af slibrige og litterært yderst tvivlsomme noveller i ugebladet Hjemmet, læst i de lange sommerferier i min mormor og morfars sommerhus på Mols, har nok i ligeså høj grad, og noget tidligere end Salingers angreb på min litterære bevidsthed, været med til at forme mig som læser. Men langsomt, langsomt sneg mine forældres læselyst sig ind på mig. Først som et irritationsmoment, ikke over deres læselyst, men mere over min egen manglende ditto, sidenhen som den ustyrlige lyst efter at vende side på side så hurtigt som muligt, således at man kan begynde på en ny bog – så hurtigt som muligt. Junkie.

Læs fjerde og sidste afsnit om mon fars bibliotek i morgen, hvor i jeg kredser om forskellen på en god og en dårlig dag, om folk der påvirker én afgørende og om den sentimentale og helt ærlige årsag til dette essay.

Min fars bibliotek - min familie og vores bøger

noreply@blogger.com (blegansigt) — Sat, 06 Aug 2011 06:43:00 +0000

II

Når man er en lille dreng, hvis far rejser meget, så sover man i sin fars seng, ved siden af sin mor. Hvis man altså får lov. Den følelse af tryghed fra aftenerne i min fars seng sidder dybt i mig, og den følelse er der intet, der længere kan vække i mig. Ikke at jeg ikke føler mig tryg andre steder, jeg har jo trods alt været flyttet hjemmefra i op til flere år nu, men den specifikke følelse, som kun kan betegnes som grundlæggende tryghed, her kan intet nå mig, moders skød, livmoderen, kan ikke genskabes. Men jeg kan fremprovokere en flig af den via titler. De titler der prydede væggen i min mor og fars soveværelse, og som jeg læste om og om igen, mens jeg lå og burde have været ved at falde i søvn, men lod tankerne vandre til umulige steder og situationer, hvor jeg, til krads forskel fra virkeligheden, var herre over situationen, den bedste til fodbold og ham, som den smukke Lotte fra Skovhøj ville være kæreste med. Selvom, at hun var to år ældre:

”Juggernaut”. ”Sea Leopard”. ”Berlin Game”. ”Mexico Set”. ”London Match”. ”Raise the Titanic!”. ”Death of an expert witness”. ”Polar star”. ”Soldier No More”. ”Roseanna”. ”Watership Down”. ”Yesterdays Spy”. ”The Rise and Fall of the Russian Empire”. ”Tomorrows Ghost”. ”Burmese Days”.

Utryghed var naturligvis meget og andet i en ganske almindelig opvækst som min. Men utryghed var blandt andet at komme i et hjem uden bøger. Bevares, det er sket mange gange, uden at jeg af den grund er flygtet i panik. Men mindet om første gang, jeg var i et hjem uden bøger står stærkt. Mine forældres venner boede i et stort hus. Alle gæsterne skulle sove i kælderen. Jeg sov i et rum med én boghylde. En. Og da jeg så den, blev jeg pludseligt grufuldt klar over, at jeg i løbet af dagen ikke havde set andre bøger i hele det store hus, og, at dette jeg lå og så på netop nu, den tryghed jeg lå og spejdede efter, dette pauvre udvalg, der mestendels bestod af Hvem-Hvad-Hvor fra en håndfuld år, et par bogklubudgaver af Jørn Riels skrøner og en enkelt Piet Hein samling, var familiens bibliotek. Gru. Søvnløs nat. En byge af spørgsmål til mine forældre den næste dag. Spørgsmål, som mine forældre ikke kunne besvare med meget andet end, at der er forskel på folk, og at det måtte disse venner jo selv om. I dag forstår jeg dem sådan set godt, jeg ville have svært ved at svare fyldestgørende på spørgsmålet om hvorfor. For jeg ved det virkeligt ikke.

Min fars bibliotek indeholder også mærkværdigheder. Ikke mange, og ikke særligt mærkværdige, hvis man da har det mindste kendskab til min far. ”Das dach und sein handwerk”, må for udenforstående være en temmelig grinagtig titel. Men for min far en selvfølge. Halvdelen af hans professionelle liv har handlet om tage. Kristian Erslevs ”Historiske afhandlinger”, endnu en mærkværdighed. Men så igen, biblioteket på Statsskolen i Sønderborg solgte ud, de titler som ikke blev solgt, skulle brændes. Man brænder ikke bøger og min far tog en flyttekasse af interesse med hjem. Et historisk værk om Belgien? Min far boede, nøjagtigt som min mor og jeg, i Belgien de fire første år af mit liv, udsendt som handelsattaché i Antwerpen. Erma Bombeck? Min far var gift med min mor, hans livs eneste kærlighed, og har efter hendes død ikke skilt sig af med den del af biblioteket, der rettelig tilhører hende.

Der er en pointe ved ovenstående afsnit. Subtilt eller ej. Biblioteket fortæller nok noget om dine interesser og til dels dine læsevaner, men mærkværdighederne, de bøger som stikker af fra resten af samlingens umiddelbare relevans, fortæller hvem du er. Igen: Hjem uden bibliotek, uden antydningen af en personlig bogsamling, skræmmer mig. De mennesker der bor i disse hjem, vil altid, for mig, have en aura af noget uforklarligt og skæbnesvangert over sig.

Læs med i morgen, hvor jeg afslører min morfars hemmelighed og selv kryber til korset.

Min fars bibliotek - min familie og vores bøger

noreply@blogger.com (blegansigt) — Fri, 05 Aug 2011 08:12:00 +0000

”Every man's memory is his private literature”

– Aldous Huxley

I

Mit barndomshjem er ikke stort. Det er heller ikke spektakulært i nogen forstand, da der er tale om en ganske almindelig gulstensvilla fra slut-tresserne på knap 140 kvm. Det ligger til gengæld godt, få skridt fra vandet, Lillehavet, en afstikker af Alssund, som, på nær den smalle tange ved Drejby, skiller øen Als fra halvøen Kegnæs. Mit barndomshjem ligger på Sydals.

Når jeg besøger min far, som stadig bor i mit barndomshjem, sover jeg ofte på kontoret. På mit barneværelse, det ud mod vejen, sover min datter og på mit teenageværelse, det ud mod den vestvendte gårdhave, med egen indgang, sover min kone og vores lille søn. Derfor ender jeg ofte på kontoret, da jeg syntes at stuen er for stor til at sove i. Min fars kontor er tilnærmelsesvis opryddet, i hvert fald i forhold til hvordan det i perioder har set ud. Men det er stadig stopfyldt med bøger, tidsskrifter og papirer i tons- og metervis. Et virvar af viden. Et sted, gemt bag al virvaret, står den gamle Beomaster 9000 radio fra Ruder Konges tid, som stadig virker storartet og benyttes hver dag til p2-musik og p1. Kontoret er det rigtige sted at starte, når man vil begive sig ud i min fars bibliotek.

Bibliotek er måske for stort et ord, da der bestemt ikke er tale om en katalogiseret samling, endsige en samling. Titlerne er spredt ud over samtlige rum i huset og en del af garagen og loftet ligeså. De står klemt sammen på for få hyldemetre og ligger enkelte steder på tværs. Der er ikke tale om 1. udgaver, om end der er enkelte, der er ikke tale om komplette samlinger af særligt mange af forfatterne. Der er intet show-off over samlingen, meget få Coffeetablebooks, og eneste fællesnævner for de ufatteligt mange titler er, at de er læst. Min far sætter ikke sine bøger i farveorden.

Det bibliotek, som jeg så alligevel fastholder at kalde det, for på græsk betyder bibliotek både en katalogisering eller liste af bøger og et fysisk rum til opbevaring af bøger, er jeg vokset op i. Disse titler har formet min bevidsthed; engelske, belgiske, tyske, danske, franske og et par spanske. Titler som ”Cover her face”, ”Berlin Game”, ”Juggernaut”, ”Felix Krull”og ”A bright shining lie” er lysskilte i min hukommelse, lang tid før jeg anede hvad, der gemte sig bag ordene på ryggen af bøgerne. Min fars, i øvrigt komplette, samling af Tintin ”læste” jeg på flamsk da jeg var 5-6 år gammel og fik først mange år senere sat forståelig tekst på. Teksten svarede nøjagtig til den historie, jeg havde fået fortalt af Hergés vidunderlige billeder. Med Morris og Goscinnys Lucky Luke er det samme historie.

Den hylde jeg stirrer ind i når jeg ligger på den slidte og 30 år gamle madras, består af titler, som er ganske sigende for min fars bibliotek. Den starter med Antonia Frasers Cromwell biografi og fortsætter over i JFK’s ”Mænd af mod”. Vi slår et så et sving over i Orwells ”Homage to Catalonia”, inden vi noget uventet rammer ned i Dirkinck-Holmfelds Ekstra Blads Historik ”Tør hvor andre tier”, for så at komme på sporet igen med Tamms ”Retsopgøret efter besættelsen”. De sidste bøger på hylden er Politikens Verdenshistorie bind 14, 15 og 16.

Netop den lidt uventede EB-historik er kendetegnende for min fars bibliotek. Han er ikke samler, helliger ikke udelukkende sin læsning bestemte genrer eller perioder, om end nogle er oftere repræsenteret end andre, han lader nysgerrigheden råde og efterlader plads til overraskelsen. Man vil dog aldrig finde en bog om eksempelvis polering af japanske samuraisværd. Nysgerrigheden og biblioteket har en ramme.

Hvis jeg skal prøve at angive den ramme for min fars bibliotek , vil det føre for vidt at gøre det via andet end stikord. Historie vil være det første stikord, der springer i øjnene og underrubrikkerne vil her være; Besættelsen specifikt og 2. Verdenskrig generelt, Det gamle Rom, Danmarks Oldtid, International Politik, Dansk Politik, Den Kolde krig, 1. Verdenskrig og Hjemlig og Udenlandsk Kolonitid. Skønlitteratur med første underrubrik: Krimi. Her vil det være på sin plads med flere underrubrikker under netop krimi, da min fars samling af kriminal- og spændingslitteratur er blandt de mest omfattende jeg nogensinde har set, og det er da også her, at de få komplette samlinger af enkeltforfattere er størst repræsenteret. Le Carré komplet, Deighton komplet, P.D. James komplet, Rankin komplet, Agatha Christie komplet, Sjöwall & Wahlöö komplet og jeg kunne blive ved. Underrubrikkerne til krimi; Spionkrimi/koldkrigskrimi, klassiske krimier, engelske krimier og skandinaviske. Sidstnævnte fylder ganske lidt i forhold til generel udbredelse.

Andet skønlitteratur ville have de mest forventelige underrubrikker efter land og mindre væsentligt genre. Den tyske og den skandinaviske fylder mest. Byatt og de fleste andre kvindelige forfattere, ud over krimigenren, er mestendels en reminiscens efter min mors læsevaner. De var begge vilde med Dorothy Sayers og, naturligvis, den kolossale P.D.James, hvis forfatterskab er at finde i flere forskellige udgaver, hardbacks og paperbacks oversat og på originalsproget Der er stort set intet lyrik ud over et par håndfulde titler. Herefter følger opslagsværker, biografier, erindringer og lokalhistoriske udgivelser af mere eller mindre kendt herkomst.

Læs andet afsnit i morgen, i hvilket jeg bliver både anmasende personlig og drivende sentimental.

Between the covers

noreply@blogger.com (blegansigt) — Sat, 18 Jun 2011 20:33:00 +0000

Så faldt jeg over denne internetboghandel: Betweenthecovers.com

Hvabehar?!

Mestendels 1. udgaver og rariteter. Masser af sjove features, specielt er jeg ret vild med deres "3D-rotating-books", og et fandens flot udvalg af de forfattere, som os, der har en forkærlighed for Americana savler over.

Gå løs på siden, men pas på, de ved hvad bøgerne skal koste, så det kan sagtens blive et meget dyrt bekendtskab.

Yum-yum!

noreply@blogger.com (blegansigt) — Fri, 17 Jun 2011 08:06:00 +0000

Alimentum - The literature of food.

Det handler om mad. Og litteratur. Litteratur om mad. Ord om mad. Ord der kan spises. Appetit og ord og litteratur. Spis. Læs. Synk.

Min gode veninde Stine gjorde mig opmærksom på tidsskriftet. Hun havde været i New York og var faldet over det og tænkt, sød og betænksom, som hun er, at det lige var noget for en grovæder/læser som mig. Og ret, det havde hun skam.

Se selv her.

The Paris Review

noreply@blogger.com (blegansigt) — Thu, 16 Jun 2011 19:36:00 +0000

“The Paris Review hopes to emphasize creative work—fiction and poetry—not to the exclusion of criticism, but with the aim in mind of merely removing criticism from the dominating place it holds in most literary magazines and putting it pretty much where it belongs, i.e., somewhere near the back of the book. I think The Paris Review should welcome these people into its pages: the good writers and good poets, the non-drumbeaters and non-axe-grinders. So long as they're good" - William Styron, i første udgave af the Paris review, 1953.

Jeg elsker The Paris Review. Jeg elsker dets stædige fastholdelse i fiktionen, kunsten over kritikken. Jeg elsker, at de trykker original fiktion fra tidens toneangivende forfattere, og ofte kaster det i grams på nettet. Jeg elsker de alenlange interviews med samme forfattere. Alle forfattere af absolut interesse gennem snart 60 år har været igennem The Review. The Paris review er en eneste lang konversation om kunsten, litteraturen.

Og i sidste nummer var det Jonathan Lethems tur. Det blev til denne lille novelle.

Gå på opdagelse i The Paris review på nettet og overvej om ikke du skulle forære dig selv et abbonement.

God nok til strandtasken?

noreply@blogger.com (blegansigt) — Wed, 15 Jun 2011 19:52:00 +0000

"Journalistkrimi er god nok til strandtasken" var overskriften på en anmeldelse af endnu en krimi, skrevet af endnu et makkerpar, som endda er endnu to journalister med drømme om krimiberømmelse.

Fred være med sidstnævnte. Nyhedsmedierne svømmer jo ikke ligefrem i penge i disse tider, det kan med andre ord blive knapt for enhver, journalister må finde nye indkomstmuligheder. Og eftersom at de fleste journalister, en gang i løbet af deres uddannelse, har prøvet at disponere en tekst, med større eller mindre held, så ligger noget så enfoldigt som en krimi da lige til højrebenet.

Fred være også med andensidstnævnte. Det er da nærliggende at få lidt hjælp til processen af en god ven eller bekendt. Så skal man jo også kun skrive, udtænke og disponere halvdelen af teksten selv. Skide være med, at der endnu ikke er skrevet en god krimi af et makkerpar siden Sjöwall & Wahlöö. Det er vel bare fair, at man får en halvgod anmeldelse, når nu man kun har skrevet halvdelen af krimien.

Fred være bare overhovedet ikke med den rædselsfulde overskrift. God nok til strandtasken? God nok? Skift ordet strandtasken ud med ordet skraldespanden, så får du et passende udtryk for den pågældende anmelders ambitionsniveau på krimilæserens vegne. Anmelderen uddyber sågar: "Det er ikke stor litteratur, men god nok til strandtasken." Jamen, for fanden da...

Må jeg opfordre til at hæve ambitionsniveauet en smule i denne dejlige ferietid, med fed streg under TID? Tid til læsning, tid til fordybelse, tid til litterær forkælelse. Sørg for at de bøger I pakker, krimier eller ej, ikke bare er gode nok. Sørg for, at de er gode. Virkeligt gode. For alt andet er da tidspilde.

Her kan I i øvrit læse anmeldelsen.

Glemt

noreply@blogger.com (blegansigt) — Wed, 23 Feb 2011 12:52:00 +0000

Da jeg var barn stod familiemedlemmer formeligt i kø for at læse historier op for mine kammerater og jeg. Der var aldrig mangel på bøger, gode historier og altså oplæsere. På den måde fik vi mange gode bøger ind under huden i en tidlig alder; alt fra ”Dunderklumpen” til ”Den uendelige historie”.

Men når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke huske at have fået fortalt en historie. Altså, en mundtlig fortælling fortalt fra hukommelsen. Dette skyldes naturligvis, at det er de færreste der kan det. Det der med at sætte sig ned og fortælle af hjertets lyst. Men det skyldtes jo også, at vi ikke har tradition for den mundtlige fortælling i Danmark. Noget vi vel har tilfældes med resten af den vestlige verden.

Selvfølgelig har vi fortalt hinanden historier, og sunget for hinanden, historisk set. Krøniker, folkeviser og eventyr er alle udspringere af en mundtlig fortælletradition, som stort set er død i vores del af verden, men som lever i andre dele.

Som så mange andre har jeg også været i Marokko og oplevet fortællerne på Djema el Fna-pladsen i Marrakech. At sidde med i kredsen af tilhørere der hvinede af begejstring og gispede af skræk, som historien skred frem, var en fest. Nogle af fortællerne sad blot på en skammel på jorden og fortalte, andre havde forskellige rekvisitter liggende på jorden foran sig i en halvcirkel mellem dem og tilhørerne; Dyrekranier, slangeskind, en gren, en pose med sand etc. Alt sammen vigtige ingredienser i historien.

Ville det være utænkeligt at opleve det samme på Blågårds plads eller Skt. Hans torv en varm sommerdag? Det ville det muligvis. Ikke på grund af mangel på tilhørere, men der i mod grundet mangel på fortællere. Jeg tror med andre ord ikke, at vi har mistet interessen for den gode fortælling. Jeg tror vi har mistet evnen til at fortælle den. Mundtligt.

For nylig stødte jeg på en glemt bog, for mig var den i hvert fald, der mindede mig om ovenstående. Driss Ben Hamed Charhadi og Paul Bowles ”A life full of holes”. En historie fortalt af en klassisk historiefortæller uden manuskript til en båndoptager. At læse den var som at sidde med i kredsen på Djema el fna igen. Bortset fra at jeg denne gang forstod ordene.

Paul Bowles var en amerikansk forfatter, komponist og oversætter bosat størstedelen af liv sit i Tanger i Marokko. På trods af at han havde samtiden og bopælen tilfælles med mange af beat-forfatterne, vil det ikke være korrekt at omtale Bowles som en af disse. Om end specielt ham og Burroughs var gode bekendte, brød Bowles sig ikke særligt meget om beat-litteraturen. Hans egen litteratur mindede da bestemt heller ikke om beatens ofte fragmenterede og vilde eksperimenter, men var nærmere en Hemingwaysk fortælletradition. Nysgerrige bør læse hans debut fra 1949 ”Sheltering sky” om et ulykkeligt amerikansk ægtepar på ørkensafari i nordafrika.

Charhadi var en marokkansk mand der ofte besøgte Bowles og hans kone i Tanger. Bowles fortæller om tilblivelsen af ”A life full of holes”, at Charhadi en aften kom forbi efter at have været i biografen i Tanger. Charhadi havde set en film, hvor Kairo var blevet ødelagt. Forvirret havde han opsøgt Bowles-ægteparret og spurgt om det virkeligt kunne være rigtigt, at så stor en by som Kairo var blevet ødelagt, uden at han havde hørt om det på sin radio. Husk, at dette var i 1960’erne.

Bowles havde så prøvet at forklare ham forskellen på fiktion og fakta. Charhadi havde set på ham med mistro i øjnene og konstateret ”Så lyver man jo. Må man det? Skal man ikke spørge regeringen først?” Bowles forklarede, at de bøger han selv skrev også var en slags løgn, og at det skam var helt i orden og at man ikke behøvede at spørge nogen om lov først. ”Så kan alle jo lave en bog” svarede Charhadi, der selv var komplet analfabet, kækt og satte trumf på: ”Selv jeg...”

Som sagt så gjort. Charhadi aftalte med Bowles at han ville komme forbi en dag og fortælle en historie som Bowles så skulle optage og oversætte og udgive på sin ”Bogfabrik”, som Charhadi kaldte det. Charhadi kom forbi, satte sig ned og fortalte en historie, ”The wire”, der senere skulle blive et af kapitlerne i ”A life full of holes”.

Charhadis fortælling består stort set kun af hovedsætninger og simple sætninger. I starten er det dybt frustrerende at læse. ”Jeg vågnede om morgenen. Jeg var sulten. Jeg gik hen til Muhammeds hus for at spise. Jeg mødte Muhammeds datter i huset. Jeg sagde: Nu er jeg her. Hun gav mig morgenmad og jeg spiste. Muhammed kom og satte sig ved siden af mig. Hans datter bragte os begge the.” osv.

Men efterhånden som historien skrider frem bliver den opbygning af historierne nærmest hypnotiserende. I en insisterende staccato arbejder den simple, men barske, historie om klassiske temaer som overlevelse, bedrag og kærlighed sig længere ind under huden på læseren, end denne overhovedet kunne drømme om efter de første 5-10 sider.

At sammenligne fortællestilens med et barns er nærliggende, men uretfærdigt. Et barn ville selvfølgeligt ikke kunne holde den røde tråd i så lang en mundtlig fortælling. Ja, jeg ville ikke kunne det. Det kræver en umådelig dygtig fortæller og et ekstraordinært godt overblik.

Bowles gjorde, efter oplevelsen med Charhadi, en stor indsats for at mangfoldiggøre maghreb-litteraturen fra Marokko, Tunesien og Algeriet. Det er dette og ikke så meget hans egen litteratur han bliver husket for, om end han er optaget i Library of America. Charhadi selv forsvandt ud i glemslen.

En bog som ”A life full of holes” skal ikke glemmes. Det skal den mundtlige fortælletradition heller ikke. Så nu er mine børn advaret.

Driss Ben Hamed Charhadi, ”A life full of holes”, Rebel Inc. Classic 1999(1.udg. Grove Press 1964), ISBN 0 86241 949 2

Hævet over historien

noreply@blogger.com (blegansigt) — Mon, 14 Feb 2011 09:52:00 +0000

Aatish Taseers bemærkelsesværdige muslimske dannelsesrejse er blevet til en stærk og besværlig historie med den dobbelttydige titel ”Stranger to history”. En lang, sine steder vaklende, sine steder uhyggelig fokuseret rejse i søgen efter et personligt ophav der måske er religiøst, måske verdsligt.

Rejsen bringer ham fra England til Pakistan over Tyrkiet, Syrien, Saudi Arabien, Iran og Indien. Undervejs søger han svar på ambitiøse spørgsmål, så som: Er der en panmuslimsk forståelse, måske sågar i en åndeligt organiseret bevægelse og hvorfor føler muslimer først og fremmest ansvar overfor andre muslimer, dernæst overfor det land de bor i?

Sekundært skal rejsen bringe ham tættere på en forståelse af den fremmedgjorte far. Taseer er vokset op hos moderen, en succesrig indisk journalist, i henholdsvis Indien og London. Faren, en kendt pakistansk politiker, skrider fra familien da Taseer er to år gammel, og lader aldrig høre fra sig igen. Havde Taseer ikke som voksen taget kontakt, var deres efterfølgende få møder aldrig blevet til noget.

Titlen er dobbelttydig. Dette består på den ene side i, at mange af de muslimer Taseer møder, og i høj grad de unge radikaliserede muslimer fra vestlige samfund, er komplet fremmedgjorte overfor historien, muslimsk såvel som den vestlige, verdslige og civilisatoriske historie.

På den anden side står Taseers egen fremmedgjorthed overfor den muslimske historie som er han egen fars, og 2 milliarder andres.

En ung tyrkisk muslim, Taseer møder i Istanbul, siger det klart: At det at være muslim er at være hævet over historien. Som om den muslimske væren overtrumfer alt verdsligt, eller som den samme tyrkiske muslim med foragt udtrykker det ”det vestlige verdenssystem”.

Et system, muslimer kun mærker som en aggressor og undertrykker, som det der gør det umuligt at være muslim, specielt i den vestlige verden. Det er et indtryk de radikale muslimer i eksempelvis Leedsforstaden Beeston har, og det indtryk, blandt andet, der får dem til at blive ekstreme, eller jihadister.

Det er i det hele taget en stærk begyndelse på rejsen, Beeston. Et af de værste, sorteste huller på det engelske landkort. En by der lider under tilbagevendende raceoptøjer, stor arbejdsløshed og en stigende radikalisering af det unge, muslimske miljø. Taseer lægger ikke skjul på, at han tager af sted for at finde disse unge jihadisters afsæt og inspiration og det viser sig hurtigt, som rejsen skrider frem, at jo mere vestlig orienteret et land er, jo større ekstreme grupperinger findes der.

Hver destination beskrives levende. Alle personer han møder står klart for læseren. Taseer er en mesterlig rejsejournalist.

Stærkest for mig står kapitlet, der udspiller sig blandt stærkt troende i Abu Nour moskeen i Damaskus. Taseer indfinder sig i denne mytologiske og enestående blandede millionby for foden af Qassiounbjerget, året efter at jeg selv boede i Damaskus, i året for Muhammed-krisen. Muhammed selv kom aldrig til Damaskus, han red over bjerget og så ned på byen og sagde, at eftersom, han kun kunne komme i paradis én gang, så kunne han aldrig besøge Damaskus.

Abu Nour er en kæmpe moské og koranskole og mødested for konvertitter fra alle verdensdele. Et sted af enorm politisk betydning i hele den arabiske verden, men ikke et sted hvorfra jihaddister valser ud. Dér handler det om troen, og troen er fredelig. Derfor er det også tydeligt for Taseer, at de begivenheder, der fører til afbrændingen af den danske ambassade, indirekte var den syriske regerings værk.

Taseer står midt i de begivenheder. Han bevidner afbrændingen fra forreste række. Det er intens læsning og man kan ikke, som dansker, andet end at påvirkes stærkt af beskrivelserne af det massive had og den voldsomme vrede disse, for os, komplet ukendte mennesker følte overfor os. En vrede og et had der løb som ild i gennem en i forvejen let antændelig region i de tidlige forårsdage tilbage i 2004.

Jeg har hele tiden ment, at Muhammed-tegningerne var en grundløs og barnagtig provokation fra en flok kulturelle bonderøve på en dansk provinsavis, i totalpanik over vigende markedsandele. En holdning jeg har fået rigeligt med klø for i omgangskredsen, på ytringsfrihedens alter, så lad nu være at starte igen her på blog’en. Men Taseers bekendte, en norsk konvertit sågar, stiller spørgsmålet, der rammer en pæl igennem al vestlig selvforståelse og hyklerisk forsvar af ytringsfriheden, da han spørger en hob af rasende muslimer fra alle samfundslag ved en demonstration foran den norske ambassade: ”Vi forstår at I er vrede, men vi forstår stadig ikke hvorfor?” Ytringsfrihed er intet uden forståelse.

Bogen rejser på den måde en række store spørgsmål, men giver os også en række svar. Blandt andet bliver det klart, at der er stor forskel på at være muslim. Om du er en syrisk gadearbejder, en iransk skuespiller eller en velstillet saudisk snotunge, så er forskellen tydelig om end nogle muslimer vil påstå at den ikke er. Det kan være, at man som muslim er hævet over historien, men det gør sig ikke gældende ved dagligdags problemer. Sult er sult, nød er nød, undertrykkelse er undertrykkelse. Troende eller ej.

Rejsen til den Islamiske Republik Iran er uhyggelig. Teheran bliver levende beskrevet som al paranoias moder. Et sygt samfund hvor islam er tvunget ned over hovederne på folket og degraderet til en lang række små ligegyldigheder, befolkningen pinedød skal være opmærksomme på, love så ligegyldige som trivialiteter, for at undgå stokkeslag og fængselsstraffe. Som resultat af dette, er moskéerne stort set tomme hver dag. Selv om fredagen.

Taseer bliver selv offer for regimets nidkærhed og mistro, da han bliver indkaldt til forhør om sine foreteelser i Iran og de mennesker han har haft kontakt med. Forhøret er gengivet så præcist som muligt og det er ganske skræmmende.

Afrejsen fra Teheran beskrives således og er typisk for Taseers stil: ”Imam Khomeini Airport at that hour was deserted. The Imam would have liked it that way: its sparseness, white lights and purple seats, its porters in red waistcoats gliding across the sparkling floors, or dozing against a trolley, gave it a heavenly aspect. To me, it was menacing. It stood for all I had learnt about the Islamic Repulic in the last twelve hours: Brutality wrapped in godlines.” Ganske imponerende sprog. Altså, for en journalist...

Ved rejsen videre og tættere på faderen i Pakistan, knækker bogen over i et lidt andet, og mere intimt, spor. Dette er både godt og skidt. Det er godt, da dette er med til at hæve denne bog langt ud over den sædvanlige ”endnu-en-bog-om-islam” og give den en anden krog at hænge præmissen på, end blot ”vi er forskellige”. Den giver læseren mulighed for at få et indblik i en personlig islamisk dannelse, der samtidig er en jagt på en autoritet, som retteligen og først og fremmest burde have være faderen selv. Og ikke ham i himlen.

Det er skidt, da Taseer jr. og sr.’s historie ikke er specielt interessant set som en brik i det store hele. Et hele som pludselig bliver en voldsom blanding af den fjerne religion, separationen mellem Pakistan og Indien og moren og farens ditto. Jeg er heller ikke sikker på, hvad sådan et far og søn opgør har at sige jagten på sandheden om islam og vesten? At faren er en skid, der aldrig var opgaven voksen og skred fra sit dyrebareste i arrogant ignorance, det er tydeligt. Men er det vigtigt?

Et andet ”men”, i denne ellers storartede og stort anlagt narrativ, er Taseers evner som interviewer. De er ikke imponerende, om end jeg er klar over, at han bevidst stiller sig naivt an overfor, specielt, de meget troende. Det er bare møgirriterende at skulle forholde sig til interviews, der eksempelvis lægger ud med spørgsmålet: ”Hvorfor ser dit tøj sådan ud?” Det er simpelthen kun en folkeskoleintroduktion til Islam værdigt.

Sidst men ikke mindst, må jeg også påpege at Taseer er en overklasseunge. Og hvorfor nævner jeg så dette? Det gør jeg fordi, det smitter af på hvilke kontakter han har i de pågældende lande han besøger og beskriver. Han bruger stort set kun de velstillede, de veluddannede og de kunstneriske mennesker som vidner i beretningen om den Islam, han prøver at tilegne sig. Billedet bliver følgelig en lille smule forudsigeligt og dannet.

Aatish Taseers ”Stranger to history” er en bemærkelsesværdig muslimsk dannelsesrejse. En rejse mod et fundament Taseer kun anede lidt om at han havde. Hans faders muslimske fundament. Den er en begavet, dannet ung mands indtryk af det svært fattelige og det vanskeligt meditérbare. En blanding af Wolfgang Büchers ”Berlin-Moskva” og V.S.Naipauls ”Beyond belief”. Sine steder meget vellykket, usigeligt smuk og smertefuld. Andre steder højpandet, svulstig og selvoptaget i sin søgen.

Hvad med forholdet til faderen, spørger du? Ja, læs selv og find ud af det.

Aatish Taseer, ”Stranger to history”, Canongate 2009, ISBN 978 1 847670717

Tilbage til det mørke Berlin

noreply@blogger.com (blegansigt) — Wed, 26 Jan 2011 19:47:00 +0000

Kan I så se: Jeg hader ikke krimier! Slet ikke. For min Jul og mit nytår gik med godt, kynisk selskab, ikke af min familie, men derimod af Philip Kerr og hans hårdtprøvede hovedperson Bernie Gunther.

Det er efterhånden blevet til 7 krimier om samme stålsatte og kyniske politimand fra Philip Kerrs hånd. Det startede så overbevisende i 90’erne med den nu berømte og virkeligt, virkeligt gode ”Berlin Noir-trilogy”, om en politimands vilkår i Hitlers Berlin. På det tidspunkt var Berlin som produkt af Weimar-republikkens fald og Nazisternes magtovertagelse, aldrig blevet beskrevet så medlevende og overbevisende.

Efterfølgende har både Volker Kutscher og Jonathan Rabb gjort Kerr kunsten efter. Læsere af denne blog vili hvert fald vide, at jeg har et, mere end almindeligt, godt øje til førstnævnte. I øvrigt kan dennes første roman om kriminalbetjenten Gereon Rath, ”Der nasse fisch”, netop nu fås i Bog & Idés udsalg, oversat, til kr. 70,-. Afsted,afsted.

Så tog historien om Gunther en lidt udvandet og amerikaniseret drejning med de efterfølgende to krimier: ”The one from the other” og ”A quiet flame”. Derefter rykkede Kerr selv over Atlanten til Hollywood for at forsøge sig som manusforfatter i Tinseltown, et forsøg der dog forblev frugtesløst.

Comeback var der med ”If the dead rise not”, som desværre ikke helt kunne holde kadencen, men som lovede godt for fremtiden. Nu foreligger så ”Field grey”, den foreløbigt sidste bog om Bernie Gunther.

”Field grey”, som var den foretrukne uniformsfarve blandt tyske officerer(snavset sås ikke så let på den...), beskæftiger sig med Gunthers SS-fortid. En tid i Gunthers liv som de forrige bøger i serien har gledet let og elegant udenom. Men det er en modig taktik af Kerr, der måske siger noget om, hvorfor at ham og Hollywood ikke blev nogen lykkelig affære. Det er ret svært at fatte sympati for en protagonist, når denne var en aktiv del af en SS-einsatzgruppe, men Kerr kan sit kram. I hans pen er der ingen helte; nazister, russere, franskmænd eller amerikanere, alle som én er de skurkagtige oportunister.

Gunther skød partisaner i Ukraine og nu snuppes han af amerikanerne i hans, mere eller mindre selvvalgte, eksil på Cuba. Han fragtes tilbage til Tyskland for at svare sine krigsforbrydelser. Han er i amerikanernes varetægt, de amerikanere han hader, næsten ligeså meget som han hader nazisterne og russerne, og de giver ham et simpelt valg: Enten samarbejder du og giver os det vi vil have, eller også sørger vi for, at du ikke ser sollyset igen de næste 50 år. For Gunther giver det nogle interessante moralske skrupler. Måske er han ikke kun den hårdkogte overlever, han udgiver sig for?

Gennem forhør optrævles hele hans færden, gøren og laden under 2. Verdenskrig – og det er IKKE kedeligt. Igen, og som vi kender det fra de forgående bind, skalter og valter Kerr med virkelige karakterer og begivenheder. Som den mest naturlige ting i verden planter han Gunther imellem og i dem. Det gør det ekstremt underholdende at læse, og for en nørd som yours truly, til en fornøjelse at tjekke fakta og personer som historien skrider frem. Hos Kerr er man i gode hænder og man fanger ikke ham i historiske unøjagtigheder.

En virkelig karakter som den frygtede østtyske minister for statssikkerhed, Stasi-overhovede Erich Mielke, spiller en afgørende rolle i historien, og han portrætteres så overbevisende og så isnende koldt, at man skulle tro at der sad en familie et sted og puslede med et sagsanlæg.

Beskrivelserne af de russiske og franske fangelejre under og efter 2. Verdenskrig, er grusomt veludførte, og jeg har desværre ingen grund til at tro, at forholdene ikke var som Kerr beskriver dem. Beskrivelserne af det besatte Paris(ét eneste stort bordel), af den tyske herremandsmentalitet og af de, mere end, samarbejdsvillige franskmænd er grumme gode og tæerkrummende.

Historien er plotmæssigt et kapitel for sig. Plottet tvister og snor sig, slår krølle på sig selv og Gunther lyver amerikanerne og læseren lige op i ansigtet. Selv ganske få sider før slut er man prisgivet. Det er altså meget sjældent, at man på så sent et tidspunkt i historien ikke har nogen anelse om, hvilken vej historien ender med at gå.

Kerr har altid været en mester udi replikskiftet, og det kunne så være årsagen til at Hollywood kunne være blevet et lykkeligt ægteskab. Replikkerne, specielt når det er den rapkæftede og misantropiske Gunther der tager del i dem, flyder så det er en fryd, og jeg kan ikke komme i tanke om en bedre replik-forfatter inden for noir-genren. Det gør alle bøgerne om Gunther meget let læste. Det slår gnister hen over siderne når Gunther på subtil vis sviner gud og hvermand, og helst sine chefer, til.

Uden at røbe det hele, kan jeg vist godt sige, at der er begrundet håb for en 8. bog om Gunther. Og hvis ”Field grey” sætter standarten, så er der noget at glæde sig til. Kerr er tilbage hvor han slap ”Berlin noir-trilogy”, og det er en fornøjelse.

Så altså, jeg hader ikke krimier. De skal bare have noget med Berlin i tiden mellem 1930 og 1945 at gøre...

Som noget nyt, og på utallige opfordringer(...), vil jeg fremover slutteligt skrive et par linjer med fakta om den pågældende bog. Hvad bliver det næste? Stjerner eller kokkehuer?

Philip Kerr, ”Field Grey”, Quercus 2010, ISBN 978 84916 412 2(HB)