Festivallen finder sted i weekenden d. 1.-2. juni 2013 i Øksnehallen i København. Og tro mig, der er noget for enhver smag. Er du til erotis, fantasy eller superhelte? Eller vil du hellere fordybe dig i Manga eller Horror? Der er også særskilte aktiviteter for børnene – så tag endelig en lille ven med.

Copenhagen Comics er Danmarks internationale tegneseriefestival og den største af sin slags i kongeriget. Hvert andet år fejrer og hylder festivalen tegneserier, graphic novels og manga i løbet af en oplevelsesrig weekend fyldt med paneldiskussioner, workshops for alle aldre, foredrag, signeringer og chancen for at møde de allerbedste og største tegneserieskabere fra hele verden.

Du kan læse mere om festivallen, se programmet og finde praktiske oplysninger om arrangementet på Copenhagen Comics hjemmeside.

Vi følger Judith og Edgar, der er gift, men lever i et kærlighedsløst forhold. Og da Edgar forsvinder under nazisternes erobring af Tallinn, er Judith faktisk ikke så ked af det. Og så er der Edgars fætter, Roland, der er en del af den estiske modstandsbevægelse. De tre karakterer spredes og havner på hver sin side af krigen, og alle er de splittede i deres kamp for overlevelse – men hvad vægter mest? Familien, landet eller drømmen om et bedre liv?

Judiths historie er gribende, men den fylder i starten alt for lidt. Det er kun efter detaljeret historieundervisning, at vi får lov til at komme rigtigt ind under huden på de mennesker, der gør denne del af af vores verdens historie rigtig spændende fra en skønlitterær vinkel. Ellers er det for tørt og tungt – og så kunne jeg lige så godt have hevet en historiebog ned fra hylden. Og det skorter ikke på historisk research, skift i tid, sted og synsvinkler og det er svært at bevare overblikket. For hvor er jeg og hvem læser jeg om nu? Dette hænger helt sikkert sammen med, at forfatteren har bygget denne historie op omkring den historiske karakter Edgar Meos, der levede under skiftende identiteter og arbejdede for forskellige efterretningstjenester. Så historien afspejler måske meget godt den forvirrende virkelighed fra dengang.

Der er en meget tydelig indignation fra forfatterens side, men det er som om, at hun i dette tredje bind mister fornemmelsen for den rette balance – der er for meget historisk teknik og for lidt menneske. Og derfor er den ret tung at komme igennem. Her og der kommer der en perle af et kapitel, lige når du er ved at give op, og selvom bogen tager mere fart hen mod slutningen, sidder jeg tilbage med en lidt tung læseoplevelse.

Sofi Oksanen, Da duerne forsvandt, Rosinante, april 2013, 355 sider.

Det er bestemt ikke det mest opmuntrende tema for en bog, og man må tage hatten for Møllers Forlag, der har udgivet den. Romanen er belønnet med en af de fineste litterære svenske priser, og det må være fordi, den behandler et tabubelagt og svært emne på en meget fin og usentimental måde.

Man kommer tæt på døden, for den bliver på det nærmeste dissekeret. Det sker gennem Hasses studier af døden i de bøger, en venlig hospitalsbibliotekar forsyner ham med. Desuden har Hasse en meget analytisk tilgang til sine følelser. Følelsesløs er han ikke, men når en følelse kommer til ham, bliver den analyseret og forsøgt forklaret. På den vis lykkes det Wijkmark at afdramatisere døden. Stille og roligt glider Hasse frem mod sine sidste timer. Han mister gradvist sit klarsyn, bevæge sig kan han heller ikke blive ved med, og hans ligesindede på stuen går bort. Det sker ikke uden en vis ballade og efter flirten med især én skøn sygeplejerske, og skal man tro Wijkmark er erotikken en af de sidste drifter, der forsvinder. Så uden humor er bogen bestemt ikke, og det gør den til et interessant og tankevækkende bekendtskab.

Carl- Henning Wijkmark: Natten der kommer, Møllers forlag, Maj 2013, 184 sider, Oversat af Anne Marie Bjerg

FBI-agent Jack Cole har en særlig evne, han kan nemlig rekonstruere gerningssteder inde i sit hoved. Det er en evne, han får brug for, da han vender tilbage til sit barndomshjem. Hans kunsterfar er kommet slemt til skade, da han i en blanding af demens og fuldskab satte ild til sig selv, og sprang ud af et vindue. Samtidigt sker et dobbeltmord ikke langt fra faderens hjem. Ikke et almindeligt mord, men et grufuld teaterstykke af tortur og menneskelig forfald, der får opkasten til at stige i halsen.

For at gøre spot til skade, skal Jack Cole ikke kun håndtere fortidens dæmoner, men også den kategori 5 Orkan, der på vej mod kysten, hvor faderens hus står. Det er den vildeste storm i mandsminde, og der befinder Jack sig med sin kone og deres lille søn samt hans minder.

Thilleren er 340 sider lang, hvilket ikke er en side for meget. Det særlige ved bogen er, at den aldrig taber tempo, men kører i højeste gear, fyldt med smukke sprogblomster og referencer til amerikansk kunst og kultur. Det har været en svær opgave at oversætte bogen fra engelsk til dansk og en gang imellem dukker nogle amerikaniserede sprogblomster op. But what the hell, når læseren er så skræmt, at hun knap tør gå på toilettet og kæresten må kontrollere for psykotiske monstre under sengen inden sengetid, så holder konceptet 100 %.

Robert Pobi, Blodmanden, Maj 2013, Rosenkilde og Bahnhoff, 340 angstfremkaldende sider.

Sådan er det ikke med Susanne. Hun har altid gået på arbejdet og betalt sit. Hun bor flot og billigt i en lejlighed, hun har lånt. Alt burde være godt. Men på det seneste er gigtsmerterne virkeligt blevet slemme, og hun er gået på nedsat tid på sit rengøringsjob. Hun er fuld af selvmedlidenhed, og til tider af alkohol, og det bliver da også på et brunt københavnsk værtshus hun møder Juri.

Nu begynder et spind af kriminelle aktiviteter, sidehistorier, nye spor og drejen om hjørner. Snart er det kommissær Bjørn Bruhn og kriminalassistent Vera Andersen, der må i aktion for at finde hoved og hale i begivenhederne, der inkluderer mystiske fly og H.C Andersens figurer, internationalt diplomati og overboere med computeranalfabetisme.

Hovedløst trænger til at blive strammet op og sat på spidsen, måske et mindre persongalleri ville have gjort historien stærkere og klarere. Plottet bliver aldrig rigtigt spændende og i de passager, hvor der var mulighed for spænding ødelægges det af nymodens teknologi og kærlighedsklicher.

Christian J.D Dirksen, Hovedløst, Januar 2013, 274 sider, PrintXpress.

Morgan pakker al sit overnaturlige gear og stiller sig med Reiko i et pentagram af stearinlys. Det hele starter fint. Men dæmonen er for stærk og Morgans eneste mulighed, er at tilkalde selveste Luficer, Men at indgå en pagt med satan selv, er ikke uden risiko. Inden Morgan ser sig om, står han omgivet af ild og dæmoner i Pandæmonium. Helvedes hovedstad.

Med Pandæmonium har Benni Bødker og Simon Bukhave lavet en bog der kan virke grænseoverskridende. Bukhaves tegninger er tydeligt inspireret af M.C. Escher og Hieronymus Bosch og viser et billede af helvede, der på en gang er velkendt, men stadigt er Bukhaves helt eget. Tegningerne underbygger Bødkers fortælling, hvor han ikke er bange for at sætte Morgan i et hårdt dilema. Skal han omfavne sin dæmonnatur og blive ond og magtfuld? Eller skal han blive i sin menneskeham og kæmpe for langsomt at blive stærkere?

Infernus bøgerne har desværre ikke deres egen hjemmeside. Derfor kunne det være alletiders, hvis der er nogle af jer læsere der laver et fansite, der viser bøgernes fede detaljer og fortæller om bøgerne er for blodige eller helt i top.

Infernus 4 – Til Pandæmonium. Benni Bødker, illustret af Simon Bukhave. Gyldendal. 88 Sider.

Det her er en af de bedste bøger jeg har læst i mange år. Virkelighedens danske Tintin tager os med ud på en helt formidabel og uhyre spændende rejse, der ender dramatisk.

Knud Holmboe var en af de første danskere, der konverterede til islam. Og netop det at han er muslim er den helt store døråbner. Det er det, der gør, at de lokale stammefolk, beduiner og hulefolk han møder, stoler på ham. Det er kun derfor han får lov at køre gennem egne, hvor ingen hvide mennesker har kørt før. Og køre der uden at blive overfaldet af de beduiner, der ligger i krig med italienerne. For hvis ikke det var for den muslimske klædedragt, så lignede han ved første øjekast endnu en imperialistisk europæer.

Der er rigtig langt fra Marokko til Ægypten og der er rigtig meget ørken. Så der bliver kørt, og kørt og kørt og kørt og kørt… Men Knud Holmboe og de 2-3 personer han får følgeskab af, oplever hele tiden nye ting.

Mest dramatisk da han og en arabisk dreng strejfer hjælpeløse omkring i ørkenen i 10 dage og ikke lever af andet end græs, et pindsvin og nogle snegle. Til sidst bliver de reddet.

Hen mod slutningen af rejsen kulminerer begivenhederne og Knud Holmboe bliver selv en del af konflikten mellem italienerne og lokalbefolkningen. Men så vil jeg heller ikke røbe mere.

Bogen vakte stor opsigt i Europa og USA, da den udkom, da den nøje beskriver de uhyrlige krigsforbrydelser, som italienerne begår i det besatte Libyen. Bogen udkom først på italiensk i 2004. Og konspirationsteorierne går på, at det var italienske efterretningsfolk, der stod bag, da Knud Holmboe i 1931 blev dræbt i Jordan på vej mod Mekka.

Knud Holmboe: Ørkenen brænder – Blandt Saharas og Libyens Beduiner. Forlaget Vandkunsten 2011. 351 sider.

Drengen, der vandt konkurrencen, hed Palle Huld. Han var en rødhåret spejderdreng, der efter ganske få dages forberedelse tog afsted fra Københavns Hovedbanegård. Til at sige farvel var ikke blot hans mor og far. Men også flere tusinde andre. Begejstringen for Palle’s jordomrejse var enorm. Og overalt hvor han kom frem på sin 44 dage lange rejse, blev han mødt af begejstrede lokale. Den faste velkomstkomité bestod som regel af en gruppe danskere bosiddende i den pågældende by samt det lokale spejderkorps og adskillige nysgerrige. Palle Huld rejste via England og Skotland med båd over Atlanten, med tog gennem Canada, båd over Stillehavet til Japan og herfra videre til Korea og Kina, inden han med tog satte kursen mod Moskva, Berlin og til sidst København. Her blev han modtaget på Rådhuspladsen af 20.000 danskere.

Uanset om han gjorde ophold i én time eller i ét døgn, så nåede han altid lige en bytur. Og ved flere timers ophold var der ofte mindst én festmiddag til ære for Palle. Imponerende er det i hvert fald, hvad drengen nåede at se i de få timer han gjorde holdt i byer som Montreal, Tokyo og Harbin.

Med til at gøre bogen ekstra pragtfuld er Palles begejstrede drengesprog. Igen og igen beskrives personer han møder som elskværdige. Og han fortæller om de lande han besøger med stor nysgerrighed og stor positivisme. Mødet med en rigtig neger er en stor begivenhed for Palle og især Japan er han meget begejstret for. Til gengæld beskrives kineserne næsten udelukkende i negative vendinger.

”Jorden rundt i 44 dage” er en helt fantastisk sjov fortælling om dengang det at rejse til Canada eller Japan var eksotisk og dengang en rødhåret 15-årig drengs jordomrejse kunne trække avisoverskrifter verden over. Rygtet vil ligefrem vide, at bogen inspirerede Hergé til at lave Tintin.

Palle Huld: Jorden rundt i 44 dage. People’s Press 2012. 161 sider.

Kim Thúy debuterer med “ru”. Hun blev født i 1968 i Sydvietnam og voksede op i en veluddannet og velhavende familie. På grund af Nordvietnams magtovertagelse af landet forlod hun landet som bådflygtning i en alder af 10, tilbragte måneder i en flygtningelejr indtil hun havnede i Canada, hvor hun i dag bor med sin mand og deres to børn.

Bogen handler om en 10 årig pige, der ligesom forfatteren flygter fra det krigshærgede Vietnam via havet. Vi følger hende i erindringsglimt fra barndommen i Saigon, over flugten i den overfyldte båd, til flygtningelejren i Malaysia hvor fluerne var store og konstant summede omkring hende, til livet i Canada som mor. Forfatteren formår at skabe en sammenhængende fortælling på de små 160 sider, og zapper ubesværet mellem nutid og fortid. De stemningsmættede snapshots fylder ½-2 sider og er nedslag i hovedpersonens liv.

Bogens fortæller er hovedpersonen selv og hun fortæller med en ygmyg og taknemmelig stemme, der er befriende blottet for appeleren eller selvmedlidenhed. Det gør til gengæld, at hun med det samme vinder læserens sympati og fastholder dennes opmærksomhed. Se bare her: “Mine forældre fortæller tit min bror og mig, at de ikke har nogen penge, vi kan arve efter dem, men jeg synes, at de allerede har efterladt os deres erindringers rigdom, som gør det muligt for os at føle skønheden ved en klase blåregn, et ords skrøbelighed eller forundringens kraft.”

I korte billeder behandles emner som moderskab, frygt, kærlighed og drømme om job og fremtid i en ramme af krig, fluer, afføring og velmenende Canadiers hjælp. “Ru” er en fremragende bog, læs den!

Kim Thúy, ru, Gads Forlag, Maj 2013, 160 sider, På dansk ved Else Henneberg Pedersen.

Men indeni var han den generte og sky Einar Enemark, der stammede noget så voldsomt og havde et selvværd lige så lille som MC Einars popularitet var stor.

Livet på toppen af rap-rangstigen varede kun få år, og i virkeligheden var Einar blot et instrument for sangskriveren Nikolai Peyk. Einar forsumpede mere og mere og blev til sidst, efter et LSD-trip på Roskilde Festival, indlagt på den lukkede med en psykose.

”Manden der var MC Einar” er en hudløs ærlig biografi om Einar Enemark og hans alter ego MC Einar. Fans af sidstnævnte skal indstille sig på, at bogen ikke er et portræt af MC Einar og at perioden som rapmusikkens nummer ét kun fylder meget lidt i bogen. Einar Enemark går ikke i detaljer og fortæller anekdoter fra tour-livet. Han lægger tværtimod afstand til MC Einar-tiden, hvor han i virkeligheden ikke var den, han gerne vil være.

Var man fan af MC Einar i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne, så er det meget interessant at læse om hvad der i virkeligheden foregik inde bag facaden, og om hvor det store rapikon er i dag. Kender man ikke MC Einars musik, er tiden bedre brugt på noget andet.

Einar Enemark og Anders Houmøller Thomsen: Manden der var MC Einar. People’s Press. 2011. 201 sider.