Portrætterne er udført af en lokal kunstner, og de fanger Theo ind. Han ser fortællinger om mennesker i dem og beslutter sig for at købe tegningerne én efter én og levere dem til de portrætterede. De skal tilbage til deres retmæssige ejere. Han kontakter dem med fint skrevne og meget empatiske breve. På trods af, at flere er skeptiske over at skulle mødes med en ukendt mand, som vil forære dem noget, lykkes det Theo at få kontakt og føre lange samtaler om liv og eksistens med mange af de portrætterede.

Forfatteren formår at skabe en følelsesfuld stemning fuld af ømhed over for de mennesker, vi møder. Theo er virkelig venlig og et godt menneske. Men han er også privat, man ved ikke hvorfor han er kommet til Theo, han er rig, og man fornemmer, at der er hemmeligheder. Hans eget liv også rummer en spændende fortælling, men sløret løftes først ved romanens slutning.

Der er mange og lange refleksioner, og Theo er en særdeles klog mand. Det får vi i den grad indsigt i, når han folder sig ud om blandt andet musik og kunst. Han har også en helt uovertruffen evne til at få modtagerne af tegningerne til at tale. Der er nærmest ikke den hemmelighed, de ikke er parate til at afsløre.

Det bliver en smule utroværdigt, at man sådan bare krænger sit inderste ud, og desværre kommer der en noget belærende moraliseren undervejs. Kombineret med at handlingen skrider meget langsomt frem, går pusten af ’Theo af Golden’.

Bogens plot er for tyndt til en så lang og omstændelig omgang, og der burde have været en langt strammere og mere kritisk redigering af de mange sidespor, vi bliver ledt ud på. Det er ærgerligt, for der er bestemt noget fascinerende over at møde Theos godhed, og se hvordan andre reagerer i den usædvanlige situation.

Allen Levi: Theo af Golden. People’s Press. 475 sider. Oversat af Agnete Dorph Stjernfeldt. September 2026

Er Danmark det værste eksempel? Nej. Men hvis vi ikke passer på, kan vi risikere at glide længere ned ad den samme skrænt, som flere vestlige demokratier allerede kæmper med.

Tag USA. Et land, der gennem generationer har gjort retsstaten, magtens deling og borgerens frihed til en del af sin nationale selvfortælling. Under Donald Trump er grænserne mellem politisk magt, myndigheder og personlige opgør flere gange blevet udfordret. Det viser, hvor hurtigt institutioner, vi opfatter som solide, kan komme under pres.

Ja ja, tænker du måske. Danmark er vel ikke i nærheden af det? Nej. Heldigvis.

Men Marcus Rubin, der både er jurist og journalist, viser i ”Presset”, at vi har vores egne problemer. Og nogle af eksemplerne er temmelig ubehagelige.

Tag ejendomsvurderingerne. Rubin beskriver borgere, som har haft meget vanskeligt ved at klage over myndighedernes afgørelser, blandt andet når vurderingerne byggede på automatiserede systemer, hvis beslutningsgrundlag ikke kunne forklares ordentligt.

Eller sager om tvangsanbringelser og bortadoptioner, hvor fejl i sagsbehandlingen kan få enorme konsekvenser for familier. Han kommer også omkring efterretningstjenesternes overvågning, stadig mere digital kontrol, udlændingepolitik og spørgsmålet om, hvor dyrt og svært det efterhånden kan være for den enkelte borger at føre sag mod staten.

Og det er bogens styrke. Rubin skriver ikke, at den danske retsstat er brudt sammen. Tværtimod understreger han, at Danmark stadig har stærke domstole og institutioner. Hans advarsel er langt mere interessant: Retsstaten kan langsomt blive svækket gennem mange beslutninger, der hver især måske virker rimelige, praktiske eller nødvendige.

”Presset” er derfor en vigtig bog, fordi den minder os om noget, vi i Danmark måske er blevet lidt for gode til at tage for givet. Retsstaten passer ikke sig selv. Det er vores opgave at holde øje med dem, der gør det.

Marcus Rubin: ”Presset – retsstaten i populismens tid”, Forlaget 28B, 244 sider, udkom juni, 2026

Læs også:
Ruben Toft Sindahl: Hævet over loven. Højesteret og magten i USA

Mads Pramming (U)lige for loven

Cecilie Bjerre: Børneloven

Det er et spørgsmål, der ligger og ulmer under Imre Kertész’ ”Det engelske flag”, en kort fortælling om livet i Ungarn efter Anden Verdenskrig og frem mod opstanden i 1956.

Fortælleren ser tilbage på sine yngre år i Budapest. Han arbejder en tid som journalist, men opdager hurtigt, at journalistik bliver en sær disciplin, når sandheden allerede er besluttet på forhånd. Det kan være svært at beskrive virkeligheden, når magten samtidig står ved siden af med facitlisten.

Så han søger andre steder hen. Mod litteraturen. Musikken. Kunsten. Mod alt det, der stadig kan give et menneske et sted, hvor staten ikke uden videre kan følge med ind.

Kertész skriver om et frygteligt kommunistisk diktatur , men det er uden de store armbevægelser. Det uhyggelige ligger netop i hverdagen, tilpasningen og den langsomme fornemmelse af, at noget er blevet helt skævt, og at alle efterhånden har lært at leve med det.

Så kommer 1956. Under opstanden ser fortælleren en bil køre gennem Budapest med det britiske flag over køleren. Folk langs gaden begynder at klappe. En behandsket hånd vinker tilbage fra bilen.

Det er bare et lille, flygtigt øjeblik, og måske er det derfor, det rammer. For mens bilen fortsætter væk, bliver menneskene stående tilbage. Håbet kører bogstaveligt talt videre uden dem.

”Det engelske flag” kræver lidt af sin læser. Kertész fortæller meget tæt, reflekterende og med lange tankerækker, hvor man til tider er nødt til at sætte tempoet ned eller – indrømmet – lige gå tilbage og læse det igen. Til gengæld får du en tekst, der rækker langt ud over de få sider.

Det er en fortælling om totalitarisme, erindring og kunstens betydning, men måske mest af alt om noget meget mere enkelt:

Hvordan bevarer du retten til dine egne tanker, når nogen andre meget gerne vil tænke dem for dig?

Imre Kertész: ”Det engelske flag”, Forlaget Sisyfos, 96 sider, på dansk ved Leif Martin Sands, udkom juni, 2026

Læs også:
László Krasznahorkai: Den ungarske nations sikkerhed
Giuliano da Empoli: Kaosingeniørerne
József Debreczeni: Koldt krematorium

Dyveke flytter med sin kæreste Sigurd til Silicon Valley for at arbejde med sit drømmejob hos OurStories, der skaber film ved hjælp af kunstig intelligens. Pludselig kan alle lave deres egne film og spille hovedrollen i deres eget liv. Det skaber gnidninger mellem Dyveke og Sigurd, der drømmer om at følge i sin berømte instruktørfars fodspor i en branche, Dyveke selv er med til at forandre. Men teknologien kan mere end at generere film. Den kan også skabe digitale versioner af mennesker, og Dyveke bliver hurtigt opslugt af muligheden for at føre samtaler med forskellige udgaver af sig selv.

Jeg må indrømme, at romanen var længe om at få fat i mig. Den springer en del i tid og sted, og indimellem bliver de teknologiske forklaringer så komplekse, at jeg havde svært ved at følge med. Jeg synes også, at fortællingen kunne være skåret lidt mere ind til benet, for at pointerne stod tydeligere frem. De blev viklet ind i lidt lange karakteropbygninger.

Da jeg først fik øje på, hvor romanen ville hen, blev jeg til gengæld optaget af de spørgsmål, den rejser. Hvad er det egentlig, der gør os til dem, vi er? Dyvekes samtaler med sine digitale dobbeltgængere åbner for tanken om, hvordan livet kunne have set ud, hvis bestemte begivenheder var gået anderledes, eller omstændighederne havde været nogle andre. Vores identitet formes af utallige små og store valg og tilfældigheder, og det er fascinerende at forestille sig, om vi stadig ville være os selv i en anden version af vores liv.

Romanen berører også etiske dilemmaer i en branche, hvor kunstigt genererede karakterer kan ligne virkelige mennesker, og hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed bliver stadig mere flydende. Samtidig bliver teknologien en måde for Dyveke at bearbejde sine relationelle udfordringer på.

Selvom Menneskeskabt foregår i en fremtid, der endnu ikke er fuldt realiseret, føles den overraskende tæt på vores samtid. Vi ser allerede, hvordan kunstig intelligens bliver en samtalepartner for mennesker, der søger råd, fortrolighed eller selskab. Det gør romanens spørgsmål om ensomhed, relationer og vores virkelighedsopfattelse både relevante og tankevækkende.

Menneskeskabt er super aktuel med sit tema, og især til læsere, der interesserer sig for kunstig intelligens og dens betydning for vores liv. Jeg var ikke grebet fra begyndelsen, men romanen voksede på mig, efterhånden som dens tematikker foldede sig ud.

Sofie Riis Engdahl, Menneskeskabt, Aplha, 476 sider, september 2026

Det er et spørgsmål, der ligger lige under overfladen i Steffen M. Skjærlunds ”Nørreskovens rødder”. Og hvis du tror, svaret bare er mål, sejre og tabeller, så opdager du hurtigt, at “Nørreskovens rødder” ikke er den rette bog for dig. Det her handler nemlig først og fremmest om mennesker.

Skjærlund har samlet 15 personlige fortællinger om forholdet til Vejle Boldklub. Vi kommer med på tribunen, ind i omklædningsrummet, helt tæt på banen og videre ind i bestyrelseslokalet. Perspektiverne er forskellige, men de kredser alle om det samme mysterium: Hvorfor betyder en fodboldklub så meget?

Det er faktisk et ret godt spørgsmål. For kærligheden til en klub er jo ikke særlig rationel. Hvis dit mobilabonnement gav dig lige så mange skuffelser, som en fodboldklub kan gøre, havde du nok for længst skiftet udbyder. Fodbold fungerer bare efter nogle helt andre regler.

Og det er netop dét, der er bogens styrke. Den prøver ikke at bilde os ind, at Vejle Boldklub kun består af glorværdige minder og gamle helte som eksempelvis Allan Simonsen. Tværtimod ligger de sportslige op- og nedture hele tiden i baggrunden. Bogens fokus ligger især på nyere tid og på et klubmiljø, hvor resultaterne har svinget voldsomt, mens tilhørsforholdet er blevet ved med at eksistere.

De 15 stemmer viser også, at du kan være knyttet til den samme klub på vidt forskellige måder. For nogle handler det om familie. For andre om venner, lokal identitet, traditioner eller de mennesker, du søndag efter søndag står sammen med på tribunerne. Det gør ”Nørreskovens rødder” til mere end en bog for den mest hærdede VB-fan.

Den handler også om fællesskab. Om hvorfor vi binder os til steder, mennesker og ritualer, som rationelt set ikke skylder os noget som helst.

Og måske er det i virkeligheden svaret på bogens store spørgsmål. Du holder ikke kun med en fodboldklub, når den vinder. Du holder fast, fordi noget af ens eget liv efterhånden står på tribunen sammen med den.

Mit vigtigste budskab er, at du slet ikke behøver være Vejle-fan for at kunne læse denne bog. Men kan du så indsætte ethvert andet klubnavn i stedet for Vejle? Nej, det synes jeg faktisk ikke – i hvert fald ikke i alle sammenhænge. Men jeg vil garantere dig to ting: Er du fan af en Vejle, vil du sidde og smile gennem det meste af bogen. Er du fan af en anden klub, vil du få en langt større forståelse for, hvem nogle af dem på den anden tribune er – og at de på mange måder minder om dig selv.

Steffen M. Skjærlund: ”Nørreskovens rødder”, Forlaget Fini, 198 sider, udkom maj, 2026

Læs også:
Asger Hedegaard Boye: Spillets forvandling – Europæisk fodbold i 30 år

Oliver Guez: En absurd og altfortærende lidenskab – Skrifter om fodbold

Martin Davidsen: Fodboldprofessoren

Handlingen helt overordnet: Ved bogens start er vi i Frederikshavn i 1990 sammen med teenageren Maria. Hun røvkeder sig og ønsker sig inderligt at blive gravid. Det lykkes for hende uden mandlig mellemkomst – som sin navnesøster for et par tusinde år siden. Hun søger nye eventyr og går ombord på færgen Scandinavian Star, som jo skal være med, da bogen er led i den romanserie, hvor forholdene på færgen og den voldsomme brand med flere end 154 døde, altid spiller en rolle. Maria forelsker sig i skibsdrengen Miguel, og da branden bryder ud, hopper de i vandet.

Så springer fortællingen et par hundrede år tilbage til Oluf Bartholin, der dissekerer lig for at blive klogere på den menneskelige anatomi. Han gør en banebrydende opdagelse om lymfekarrenes funktion og samtidig med sin videnskabelige karriere fascineres han af Platons fortælling om Atlantis. Der bliver næsten tale om en besættelse, og det lykkes ham at stable en ekspedition på benene. Her begynder handlingssporene så at flette sig sammen. For akkurat som Bartholin, har Maria også en fascination af Atlantis, hvor hun nu er havnet som en mellemting mellem et menneske og en fisk. For hende repræsenterer det sagnomspundne undervandssamfund en anarkistisk orden. Her svømmer spøjse kønsløse væsener rundt med fiskehaler. De er fælles om arbejdet – som der ikke er så meget af – den private ejendomsret er afskaffet og det militære uvæsen er en saga blot.

Det er noget af en utopi, og forfatteren knytter da også kritiske kommentarer til den undervejs i sine refleksioner. I skildringen af Atlantis har vi også en rød tråd i forfatterskabet, nemlig opgøret med den kapitalistiske samfundsorden, som i forfatterens optik dybest set er det, der førte til den frygtelig mordbrand på Scandinavian Star.

De tre romaner, der foreløbig er udkommet i serien, er vildt forskellige, og Nordenhof leger med genrer som gyseren og tragedien, og nu er vi ovre i romantasy’en, har hun fortalt i et interview i Information. Denne blanding af romance og fantasy er ny og regnes af nogle for at være meget kommerciel, måske ligefrem spekulation i, hvordan man tjener hurtige penge som forfatter, og måske ikke lige det man forventede fra den kapitalismekritiske Nordenhof.

Men ’Maria Atlantis’ sprænger alle rammer og kan ikke puttes ned i en bestemt kasse. Den er drømmende, på sine steder næsten socialrealistisk og i lange passager brydes historien af forfatterens egen stemme og kommentarer. Det virker nogle steder lidt vel konstrueret og en smule krukket, men det er svært ikke at blive fascineret, blandt andet fordi det er så velskrevet. Og i samme interview i Information sætter forfatteren nogle ord på dette greb og konstaterer, at det vil være svært for hende at gennemføre sine projekter, ”uden at fortælleren bekender kulør og kan hjælpe og være en form for stativ”.

Alt i alt, ’Maria, Atlantis’ er på en gang irriterende, underholdende og tankevækkende, og det er helt umuligt at forestille sig, hvad der kommer til at ske i forfatterskabet og de næste bøger i serien.

Asta Olivia Nordenhof, Maria, Atlantis, Gads Forlag, 316 sider, oktober 2026

”Hvis du endelig vil tale om venskab synes jeg du skal spørge dig selv om det er det her jeg har brug for fra mine venner lige nu?”

Emilie og Gry er venner. Det har de været i mange år, for det er et venskab, der går helt tilbage til deres barndom. Nu er de bedste venner, som begge er begyndt på deres studie i København, men noget ulmer under overfladen.

Har de altid hinandens ryg, og hvad sker der, når den ene vælger at sætte en anden kurs end først beregnet? En dag melder Gry ud, at hun er droppet ud af studiet og nu vil forfølge en drøm om at blive kunstner og forfatter, så hun flytter til Berlin. Emilie føler sig efterladt i København, og hun tvinges til at afsøge mulighederne for at komme ind i nye fællesskaber og få skabt nye venskaber.

”Jeg har tænkt over, hvordan man finder et fællesskab, når man ikke er et barn længere. Det bliver sværere og sværere at få nye venner. De fleste på studiet har tætte vennegrupper fra tidligere i livet, deres gymnasiegrupper, folk fra folkeskolen, efterskolen, sportsaktiviteter, hobbyer. Jeg vil gerne være venner med Sofie. Jeg tror også, hun gerne vil.”

På en meget fin og nænsom måde undersøger Kristian Thorup i sin debutroman Venter på Gry, om man kan slå op med sine venner? Og hvad der sker, når man pludselig står efterladt alene på perronen venneløs. Emilie har beroet meget at sit liv på samværet med Gry, hvor Gry oftest har sat dagsordenen for, hvad der skulle ske. Det har været hendes lyst og behov, der skulle dækkes, hvor Emilie tit har været en glad brik, der bare kunne flyttes rundt med på Grys spilleplade. Nu er Gry så rejst, og Emilie føler sig slået hjem. Hun skal finde sit eget ståsted uden Gry, og hvordan gør man det? Man sender jo ikke bare en seddel rundt i auditoriet og spørger: ’Skal vi være venner? ja/nej – sæt kryds’.

Romanen er meget vellykket, og den sætter fokus på den udfordring, som måske er lettere tabubelagt, nemlig hvordan får man nye venner og bekendtskaber, når man er kommet op i årene? Man vil jo nødigt fremstå ensom, sær, eller som en der prøver for hårdt. Romanen er skarpskåret, og den viser på en meget fin måde det psykologiske magtspil, der kan være i vennerelationer.

Kristian Thorup, Venter på Gry, Byens forlag, 2026, 240 sider.

Hvis din sjæl trænger til et spaophold, er det healing fiction, du skal gå efter.

I healing fiction bliver du omfavnet af et forudsigeligt plot, enkle karakterer og en tro på, at livet kan være kærligt og smukt, selv når verden er absurd. Den koreanske forfatter Kim Mo-Yeon er en af pionererne indenfor genren, og med sin seneste roman Hr. Don og drømmenes videobutik leverer han præcis den spaoplevelse, hans mange læsere ønsker sig.

Den unge kvinde Jin Sol har opsagt sit job i Seouls tv-branche og er flyttet tilbage til sin barndomsby i provinsen. Hun besøger byens gamle videobutik, hvor hun og hendes venner tilbragte deres ungdom, men butikken er lukket og dens ejer, Hr. Don, er forsvundet. Jin Sol beslutter sig til at etablere en ny karriere som Youtuber, hvor hun poster videoer om sin søgen efter Hr. Don. Det bliver motoren for, hvad forlaget betegner som “en fortryllende rejse gennem den koreanske halvø” og “en rørende fortælling om glemte drømme, mistede venskaber og troen på fremtiden.”

Jeg blev måske ikke ligefrem fortryllet og rørt, men jeg blev godt underholdt. Og hey, det var det, jeg gik efter. Derfor lever jeg også med “piger med ben i næsen”, “chic lilla buksedragt” og “jeg smældede irriteret med tungen.”

Det er healing fiction, for hulan, ikke civilisationskritik fra Forfatterskolens afgangselever. For de fleste læsere er der en tid til begge dele. Hvis tiden er til healing, går man ikke galt i byen med Hr. Don og drømmenes videobutik.

Kim Mo-Yeon, Hr. Don og drømmenes videobutik, Gyldendal, 394 sider, September 2026.

I ”Forræderi” trækker han på mange af disse kilder og supplerer sine politiske analyser med stærke personlige fortællinger, ikke mindst i forhold til konsekvenserne af Ruslands angreb og efterhånden langvarige krig mod Ukraine.

Gennemgangen af det amerikanske forræderi over for den vestlige, demokratiske samfundsorden står meget stærkt i bogen. Harding er særdeles kritisk over for Trump og den amerikanske regering og beskriver i detaljer og med mange eksempler, hvordan Trump føjer Putin, ja nærmest lefler for ham ved personlige møder. Og hvordan russerne gang på gang narrer de uerfarne amerikanske forhandlere og den amerikanske præsident.

Harding kommer også ind på Ruslands forsøg på at påvirke europæiske lande, Nordkoreas deltagelse i krigen og Trumps interesse for Grønland. Det viser, hvordan krigen i Ukraine hænger sammen med en større kamp om magt og indflydelse, som også påvirker Europa og Danmark.

En af bogens styrker er, at komplicerede politiske emner formidles og forklares spændende og forståeligt. Harding skriver levende med konkrete eksempler på, hvad der sker i verden og hvad konsekvenserne bliver. Man får både et godt overblik over den internationale politik og møder mennesker, der bliver påvirket af den.

Alt i alt er “Forræderi” en interessant, rystende og tankevækkende bog om den politiske situation i verden. Den giver et godt indblik i forholdet mellem Trump, Putin og Ukraine og viser samtidig, hvordan Europa bliver nødt til at tage mere ansvar for sin egen sikkerhed og fremtid. Bogen efterlader derfor et ret dystert, men trods alt håbefuldt, billede af verdenssituationen, og hvordan Europa kan komme til at stå mere sikkert på egne ben.

Luke Harding: Forræderi: Trump og Putins angreb på verdensordenen. Politikens forlag. 346 sider. Oversat af Nikolaj Steen Møller. September 2026