”Jeg beskæftiger mig kun med det der interesserer mig. Det er en beslutning jeg tog for fem år siden. Det er meget let. Det er faktisk vanvittigt så let det er. Det er især her fordelen ligger, at alt er enklere. Det der interesserer mig, er selve eksistensen, ikke eksistensens vilkår.”

Således anskuer Constance Debré livet, og det er ud fra denne præmis Navnet er skrevet.

Navnet er tredje og sidste bind i Constance Debrés autofiktive romantrilogi, hvor hun i alle romaner skriver om sit opgør med normer, forventninger, klasseskel og familie.

I Navnet er det familien og hendes fædrene ophav, som står for skud, og på hendes vanlige aggressive, knivskarpe og konfronterende skrivemåde får hun sat fingeren på de ømme punkter. Netop ens navn kan åbne døre, men navnet kan også sagtens meget let blive en hæmsko, fordi man netop ikke kan eller vil leve op til det. Ja, hun siger sågar et sted, at det at få et slægtsnavn næsten kan være som at brændemærke ens barn. Det har hun ikke selv ønsket at gøre i forhold til sin egen søn, som derfor har fået faderens mere traditionelle navn, hvortil der ikke klistrer historier, sladder og magt.

Navnet er som hendes andre bøger ikke skrevet som en fortløbende fortælling, men vi springer meget i tid og sted, og teksten fremstår derfor også meget essayistisk. Udgangspunktet er dog hendes egen fars død. Hun lever og bor sammen med ham i hans sidste tid, og det bliver også hende, som må tage affære i forhold til alle de opgaver, der venter, når et familiemedlem dør. Denne situation gør, at hun får fokus på navnets betydning, og nu hvor faren er død, kan hun også tillade sig at gå til problematikken mere kritisk, ja meget samfundsrevsende.

Når man læser Navnet og har læst de foregående to romaner, så får man virkelig et indtryk af en person, som har taget sit eget liv op til revision. En person som vitterligt har taget sig selv seriøs, men en person som i denne proces også er bevidst om, at hun bruger og udnytter folk, hvor nogle bliver efterladt, når hun har fået det, hun skulle bruge. Der er noget lettere koldt og kynisk over hendes tilgang til livet samtidig med, at det er meget befriende, da hun skærer ind til benet i forhold til, hvad ens behov for at eksistere er. Hun ønsker ikke medlidenhed, men hun beskriver råt for usødet om sit liv, og det er ikke altid kønt. 

Constance Debré, Navnet, oversat af Sofie Vestergaard Jørgensen, Vinter Forlag, 2026, 132 sider.

Mikkel Bruun Christensen er en kendt journalist i sportskredse, især fra hans dage på TV2. Denne bog er endnu et af tusinder beviser på, hvordan du altid får de mest gennemarbejdede og troværdige journalistiske produkter fra folk, der faktisk ved, hvordan de researcher og perspektiverer. Jeg har lige sluppet bogen, og jeg er stadig en lille smule høj over oplevelsen.

Indrømmet, hans mange ’afsløringer’ taler lige ind i min personlige harme ved fodbold. Og valget af de seneste tre slutrunder samt den kommende i 2030 er et gennemgribende bevis på den stadig altomfattende korruption og magtcentralisering, FIFA står for. Først Rusland, så Qatar, nu Nordamerika og næste gang Saudiarabien. Jeg har næsten lyst til at skrive: I rest my case. Men det er for kedeligt.

Mikkel Bruun starter med en hurtig historisk gennemgang. Og okay, for en historienørd som mig kunne han godt være gået et par skridt dybere, men hans intension er tydeligvis at underholde om VM fra 1970 og derefter tage nogle afgørende nedslagspunkter med stor relevans for årets VM-slutrunde. Det giver rigtig god mening. For netop 1970 blev et vendepunkt for VM i fodbold. For første gang kunne vi se VM i farver. For første gang måtte hold skifte spillere ud (to per kamp). For første gang måtte dommerne bruge gule og røde kort (selvom det første røde kort først kom i brug fire år senere). Men alt det handler kun om selve fodbolden.

Uden for slagene på banen var det helt galt. Mexico havde været værter for OL to år tidligere, og en demonstration havde kostet en masse menneskeliv. El Salvador og Honduras indledte en reel borgerkrig på grund af kvalifikationen til VM. Den ene brutale præsident overtog efter den anden i Mexico. Og det var også her, en model for alle fremtidige VM blev kørt i stilling. Brug VM som katalysator for ekstravagante byfornyelser, og få størstedelen betalt igennem dit VM-værtskab.

Den oprindelige rejse fortsatte fra Mexico til Vesttyskland til Argentina til Spanien og tilbage til Mexico i 1986, hvor Colombia måtte afgive deres værtskab. Videre til Italien, USA, Frankrig, Korea/Japan, Tyskland, Sydafrika, Brasilien og til de tre, jeg skrev om i starten. Men Mikkel Bruun holder sig til de store milepæle og fokuserer på de VM, der for alvor har haft relevans for årets tre værter, USA, Mexico og Canada. De vanvittige historier er der nok af. Faktisk vil jeg vove den påstand, at Mikkel Bruun kun har gravet i overfladen. Han har dog fået alle de mest groteske fakta med. Og ja, jeg vidste meget af det i forvejen, men jeg er alligevel nærmest chokeret på ny.

Jeg slutter mange af mine anmeldelser af med at anbefale. Jeg vil faktisk gå et skridt videre her. Det her er vigtig og essentiel viden. Læs bogen.

Mikkel Bruun Christensen: ”VM i fodbold”, Muusmann’s Forlag, 181 sider, udkom marts, 2026

Læs også:
Diego Armando Maradona: Mit VM – Mexico 1986

Asger Hedegaard Boye: Spillets forvandling – Europæisk fodbold i 30 år

Ronald Reng: 1974 – Et tysk møde

Populismens fremkomst blev orkestreret af de typer, som da Empoli slår sammen under betegnelsen kaosingeniører. Det er mennesker, som kan opsnappe stemninger i befolkninger, før de for alvor slår igennem, og de kan selv være med til at stimulere og skabe stemninger, og dermed påvirke valg. Det er spindoktorer, folk med dyb indsigt i data, vælgerpsykologi og ny teknologi, samt ideologer som fx amerikanske Steve Bannon, en af de masterminds, der bragte Trump ind i Det Hvide Hus.

Forfatteren finder nogle af dem, der har været med helt fra start, fx den amerikanske konsulent Arthur Finkelstein. Han var en af de første til systematisk at sætte politiske modstandere op som direkte fjender og polarisere det politiske landskab. Et samlende fjendebillede blev her ’eliten’, som kun er ude på at rage til sig på bekostning af de ’almindelige’ mennesker. At det er en levedygtig taktik, ses også her i Danmark, hvor populister som Inger Støjberg og Morten Messerschmidt flittigt bruger dette fjendebillede.

Fjendebilledet fungerer, fordi det trækker på strømninger og vrede i vælgermassen i de vestlige samfund. Men bogens store fortjeneste er, at den klart viser, at denne vrede er en ressource, som kan forstærkes og udbredes med de rette metodikker og indsigter. Og derefter konverteres til reel politisk magt.

Bogen beskriver de politiske kampagner, før de sociale medier for alvor slog igennem i de politiske maskinrum, og i dag har kaosingeniørerne endnu stærkere redskaber til deres rådighed – ikke mindst i kraft af den kunstige intelligens’ fremmarch. Det er skræmmende, når man tager i betragtning, hvor stor kynismen og viljen til magt er i nogle kredse.

Giuliano da Empoli: ’Kaosingeniørerne’. Politikens Forlag. 250 sider, oversat Rasmus Stenfalk. April 2026

Japan er et land fuld af kontraster. Vi kender det som et højteknologisk land med orden i sagerne, men også som et land der på nogle stræk er voldsomt meget anderledes end de vestlige lande.

Isoleret på øer i Stillehavet har den japanske kultur igennem århundreder, ja faktisk årtusinder, kunnet udvikle sit eget særpræg. Alligevel har også Japan interageret med først naboerne i Kina og Korea, og senere med vesten, og landet har formået at lære af de bedste – på godt og ondt.

Den korte historie om Japan er en enormt interessant bog om den historie, der gør Japan til Japan. Fra de første jæger-samlere til vor tid fortæller Lesley Downer om religion, kultur og hverdagsliv igennem tiderne – og naturligvis også om kejsere og shoguner, krig og kærlighed og alt det, der skaber en national fortælling.

Mit kendskab til japansk historie var inden denne bog på et pinligt lavt niveau. Med Downer som historisk rejseguider føler jeg mig bedre i stand til at forstå Japan og de enorme kontraster, der er i landets historie og befolkning.

Den korte historie… serien er generelt gode indføringer i et lands historie, og med Japan leverer de igen.

Lesley Downer: Den korte historie om Japan. 219 sider, Svane & Bilgrav. Oversat af Christa Leve Poulsen, udkom 1. april 2026

Præmissen er i sig selv simpel og absurd: Hovedpersonen mister sin penis og må herefter navigere i både sit eget liv og et system, der – naturligvis – har en peniskonsulent klar. Senere møder han en psykolog, der behandler patienter med angst for, at deres penis falder af og der er ingen der kan finde en løsning på problemet. Det lyder langt fra virkeligheden, og alligevel føles det på mærkværdig vis både genkendeligt og aktuelt.

For Loe formår noget ret unikt. Han skriver samfundskritik med en lethed og humor, der gør, at man næsten ikke opdager, hvor skarpt det egentlig er. Mødet med det offentlige system, som går igen i hans forfatterskab, bliver her foldet ud i en form, der både er lattervækkende og tankevækkende. Der ligger også en fin og underspillet refleksion over, hvad en penis egentlig betyder – ikke bare biologisk, men identitetsmæssigt og socialt.

Noget af det, der gør romanen så elskværdig, er hovedpersonens tilgang til sin situation. Han tager det hele med en overraskende ro, næsten som om det er endnu en praktisk udfordring, der skal håndteres. Det giver bogen en særlig varme og gør den – trods sit udgangspunkt – både hyggelig og let at være i.

Sproget er enkelt og ligetil, men rummer hele tiden en tør humor, som gør, at jeg flere gange måtte trække på smilebåndet. Det er den slags bog, man får lyst til at citere højt – og inden jeg overhovedet var færdig med den, var jeg allerede begyndt at anbefale den til andre.

Farvel organ er på én gang skarp, tankevækkende og virkelig morsom. En lille, absurd fortælling, der rammer overraskende præcist ned i noget meget menneskeligt, om tab og tilknytning – og som bekræfter mig i, at Loe er en forfatter, der er værd at blive ved med at læse.

Erlend Loe, Farvel organ, oversat af Hanse Peter Madsen, Gyldendal, 154 sider, maj 2026

Ingen af disse voksne er dog i stand til at passe på hende, og hun vokser op med stedfarens tæv og de voksnes angst. Hendes mor forsøger at redde Cordelia fra deportation, men svigter til slut sin datter, da moren selv pludselig kommer i fare.

Cordelia er 14 år, da hun sendes i lejrene. Her overlever hun kun, fordi hun får administrativt arbejde hos dr. Mengele og ved selvsyn ser hvordan andre kvinder nedbrydes fysisk og psykisk i lejrens umenneskelighed og de brutale eksperimenter.

Brændt barn søger ilden er Cordelias egen historie om ondskaben i lejren, hendes særprægede familie og de ufattelige svigt hun udsættes for af sin egen mor. Det er en roman om grusomheder og afstumpethed, men fortalt nøgternt og konstaterende.

Det er små glimt af en hverdag i nazitiden, hvor mennesker tvinges til de mest desperate handlinger i forsøget på at overleve. Udgrænsningen af jøder sker langsomt, men ubønhørligt, og Cordelia ser samfundet og familien trække sig væk fra hende for at beskytte sig selv. Nogen må ofre sig, og den nogen må åbenbart altid være Cordelia.

Styrken ved Brændt barn søger ilden er ikke kun beskrivelserne af rædslerne i Auschwitz, men i højere grad faktisk alt det, der går forud – og hvad der sker med hendes bagefter. Det er vidnesbyrdlitteratur af høj kvalitet.

Cordelia Edvardson: Brændt barn søger ilden. 188 sider, Klara W. Oversat af Ann-Claire Olsen, udkom 5. november 2025

Noget af det, der især løfter romanen, er Juuls humor og satiriske blik. Der ligger en konstant dirren af ironi i teksten, som gør, at man som læser hele tiden er en smule på vagt: Hvad er alvor, og hvad er en stille latter? Det er ikke til at gennemskue, hvilken side Juul egentlig står på – om hun udstiller sine karakterer, forsvarer dem eller blot lader dem stå i al deres modsætningsfuldhed. Netop den tvetydighed klæder romanen og gør den både morsom og tankevækkende.

Venindegruppen er et centralt omdrejningspunkt, og ligesom i TV-serien Girls er der ingen klare helte. Tværtimod får vi lov at være tæt på nogle mennesker, der fremstår både selvoptagede og usympatiske – også hovedpersonen Anne. Men Juul insisterer på at vise hele mennesket, og i det spændingsfelt opstår noget genkendeligt og urovækkende: hvordan vi i fællesskaber både kan løfte og forstærke hinandens dårligste sider. Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at spejle mig i flere af dynamikkerne, særligt i de kvindelige fællesskaber, som romanen rammer med en præcision, der føles både ubehagelig og forløsende.

Samtidig rammer Sød Tøs ned i en meget aktuel samtale om mental trivsel og selvindsigt. Den balancerer mellem nødvendigheden af at mærke efter og risikoen for at pille sig selv i stykker i processen. Det gør den uden at blive belærende – netop fordi humoren og satiren hele tiden trækker i den anden retning.

Sproget er let og fremadskridende, tydeligt præget af Juuls baggrund som manuskriptforfatter, og det gør romanen både hurtigt læst og svær at lægge fra sig. Slutningen tager desuden en drejning, som giver fortællingen et ekstra lag.

Jeg har været begejstret for Anna Juuls tidligere bøger, og Sød Tøs bekræfter mig i, at hun er en forfatter med en særlig evne til at skrive skarpt, sjovt og præcist om noget, der ved første øjekast kan virke banalt. For selv om romanen kredser om velkendte temaer, formår den at gøre det på en måde, der både underholder og giver stof til eftertanke.

Anna Juul, Sød Tøs, Lindhardt og Ringhof, 304 sider, april 2026

Wirginia Woolf tager os med i den frodige have Kew Gardens, hvor en alvidende fortæller lader sommerfornemmelserne springe ud i fuldt flor imellem linjerne. Vi følger sneglens langsommelige færden gennem forhindringer som grene og blade, og vi lytter halvt med på hemmelige samtaler, når parkens gæster slentrer derigennem. Kew Gardens står som et nedslag i tid, hvor der altid er et før og et efter for det erfarede.

I Romersk feber bliver vi bekendt med venindeforhold, ægtemænd, hemmeligheder, misundelse og jalousi, og spørgsmålet er, hvem der narrer hvem? Nogle gange viser det sig, at virkeligheden og sandheden slet ikke er, som den ellers tager sig ud. ”Sådan så de to damer hinanden, betragtet gennem hvert sit lille fejlvendte teleskop.”

Marcel Proust og Anton Tjekhov tager os hver på sin måde med ind i de forhold, som ikke bliver til noget. Hvor manglende handling gør, at det, der kunne have været, ender i det rene ingenting. Hvor man ikke tør give sig hen, og hvor det hele blot bliver ved drømmeriet. Hvor sværmeri og drømmeri kommer til at blive ens undergang.

Igen en skøn lille æske fra Novellix med noveller jeg ikke ville have fået læst, hvis ikke de havde været i denne lille æske, hvor novellernes forsider meget smukt underbygger novellernes individuelle indhold.

Snart springer studenterne ud, og mangler man en lille gave, ja så vil jeg varmt anbefale denne lille samling til læsning Om sommeren.

Om sommeren, Marcel Proust, Madame de Breyves’ melankolske sommer, oversat af Annette David, Wirginia Woolf, Kew Gardens, oversat af Juliane Wammen, Anton Tjekhov, Verotjka, oversat af Marie Tezlaff, Edith Wharton, Romersk feber, oversat af Morten Visby, Novellix, 2026.

Kat og hendes 14 årige søn C er hastet til USA og nu på vej mod Grand Canyon i en impulskøbt skramlet autocamper. Gradvist løftes sløret for, hvorfor de er taget afsted og man aner ikke, hvor det ender.

Romanen er vild, intens og foruroligende med et fedt højt tempo.

Men selvom Kat og C bevæger sig fysisk de mange kilometer i autocamperen, kan de ikke slippe væk fra det grundlæggende kaos, der præger dem. C trives ikke, er smidt ud af skolen, isolerer sig og siger meget lidt.

Det er trist, bekymrende og forstemmende at følge et barn og dets mor, der trods gentagne opråb ikke bliver grebet af systemet, kommunen, psykiatrien. Det må være så uoverskueligt ensomt! Og det er her romanen står stærkest, for det er ikke kun en fortælling om C, det er en fortælling om alle de andre børn og unge i Danmark, der mistrives, hvor familierne ikke får den rette hjælp i tide. Og en fortælling om de handlingslammede forældre:

“… og det er umuligt at opdrage, når man hele tiden frygter at miste ham, bare hænger i for at holde ham i live, forklarer jeg skolen, og kommunen og psykiatrien…”

Av!

“Man skal vælge sine kampe med omhu, og jeg fatter ikke de forældre, der formår at lave regler, der ikke rutsjer rundt, men holder fast, holder sig på sporet, som om de ved bedst, som om de kan overskue konsekvenserne, og jeg ved ikke, hvornår det præcist begyndte at skride.”

Av-av!

Romanen får mig til at tænke på min egen rolle som mor, min betydning for mine store drenge, vores relation. Spørgsmålene stiller sig i kø: har jeg grundlæggende gjort det godt nok? Været tilstrækkeligt nærværende? Givet plads på de rigtige tidspunkter?

Romanen er oplagt til dig, der elskede Rud og oplagt til læsere af hæsblæsende socialrealisme.

Kamilla Hega Holst, C, Politikens forlag, 318 sider, Maj 2026

”(…) det var, som om begejstringen altid lå lige uden for rækkevidde”.

Det unge par Anna og Tom bor i Berlin, hvor de arbejder som grafiske designere. De har kunder over hele verden, og deres arbejdsplads er internettet, hvor deres professionelle liv foregår. Det samme gør store dele af deres privatliv.

De iscenesætter nemlig deres liv i en perfekt kurateret digital verden og er som de fleste andre på en konstant jagt efter en illusion skabt af internettet, som de selv konstant fodrer.

Perfekt indhold, der ikke er i overensstemmelse med virkeligheden, publiceres med den ene hånd, og med den anden hånd konsumerer de selv internettets illusioner om et andet liv.

Og egentlig var de tilfredse nok med deres tilværelse, men er det en tilstand, der er okay at blive i? Der må da være mere? I alt fra deres professionelle liv til deres sexliv er de på jagt efter at finde ud af, hvad der er på den anden side.

“De kunne ikke sige, præcis hvad det var, de længtes efter, men de vidste, at det var helt anderledes end det, de havde (…) De frygtede, at de kun var tilfredse, fordi de havde stillet sig tilfreds”.

Forlaget skriver om bogen, at det er fortællingen om, hvordan internettet invaderede vores liv, og hvordan den konstante iscenesættelse af vores tilværelse, er endt med at skabe en permanent længsel efter en uvirkelig virkelighed i en hel generation af mennesker.

Som læser oplever du det gennem det unge par, og det er et stykke skræmmende samtidshistorie.

Romanen beskriver meget præcist og usentimentalt, hvad der sker med os mennesker, når billedernes virkelighed bliver mere gyldig end vores egne oplevelser og følelser.

Vi er som læsere vidne til det helt store digitale (selv)bedrag i denne roman, hvor mennesker bliver ude af stand til at forestille sig – og acceptere – verden uden for deres æstetiske og gnidningsløse onlinetilstedeværelse.

”Men på trods af alle billederne udrettede de i virkeligheden ikke særlig meget, hvilket de selv var sig pinligt bevidst”.

Bogen er velskrevet, aktuel og skræmmende og en vigtig påmindelse om at løfte blikket ud mod den virkelige verden.

Bogen blev shortlistet til den prestigefyldte International Booker Prize 2025.

Vincenzo Latronico: Perfektioner, Turbine, oversat af Amalie Harder Hesel, maj 2026, 153 sider.