Emil Krause (1871-1945) omsatte sine indtryk via hurtige skitser til tegninger og raderinger, der kom til at pryde mange københavnske hjem. Han er i sine tegninger loyal over for byen og dens indbyggere, og med sin ofte detaljerede streg indfanger Krause situationer i byens daglige liv. Både dag og nat.

Emil Krause havde en forkærlighed for de unge piger, der enten går eller cykler gennem byen, men også de arbejdsløse, den unge familie med barnevogn, den politiske agitator og skovserkonerne, der solgte fisk på Gammel Strand er kærligt taget under behandling.

Tider kommer og tider går. Der er ikke længere trækvogne, gårdmusikanter, sporvogne med tilladt tobaksrygning i bivognen eller parketskibe, som fra Nyhavn sejlede gods til og fra storbyen. Emil Krauses tegninger og raderinger er tidstypiske og viser, hvordan københavnerne tog sig ud på gader, stræder, torve og pladser i 1920´erne. Men det er let at finde rundt i og genkende Emil Krauses tegnede univers – Københavns byrum inden for de gamle volde.

Det er Emil Krause´s barnebarn, Thomas Mandel, der på Skriveforlaget med støtte fra Velux Fonden har udgivet sin morfars Emil Krauses tegninger fra 1920´erne. Thomas Mandel, der har udvalgt tegningerne, noterer i sit forord, at Gyldendal i 1928 udgav bogen ”Byen paa Kryds og Tværs i Billeder og Vers” med illustrationer af Emil Krause. Men forlaget var ikke interesseret i Thomas Mandel´s projekt med morfars tegninger. Det var Skriveforlaget, og godt for det. Bogen giver en godt indblik i en svunden tid. Thomas Mandel, der 80 år, har skrevet tekst til tegningerne.

Tomas Mandel (tekst) og Emil Krause (illustrationer), København i tyverne. Skriveforlaget, august 2010. 103 sider (A4).

På listen over det 20. århundredes største personligheder ligger FDR i min optik i top 3, og der var derfor ingen tvivl, da jeg ved ophørsudsalget i den lokale boghandel så denne 860 sider store mursten. FDR er en personlighed som man som dannet menneske og politisk og historisk interesseret bare bør vide mere om. Så må femikrimierne og andet letbenet gejl pænt vente.

Jean Edward Smith er en grundig mand, og man får fornemmelsen af at intet om FDR’s liv er gået hans næse forbi. Og selvom vi kommer ned i detaljerne i en grad som næsten kun matches af Clintons selvbiografi, så er det skrevet godt og flydende. Barndommen fylder lige tilpas lidt, mens de første år i delstatspolitik og som vicemarineminister måske fylder en anelse for meget i forhold til hans præsidentperiode. Manden er trods alt præsident i mere end 12 år i en af de absolut mest dramatiske perioder i både USA og verdens historie. Så mon ikke der burde være stof nok til flere sider om årene 1932 – 44. Omvendt kan man argumentere for at dette er en biografi omhandlende hele FDR’s 63 år lange liv. Vil man zoome ind på 2. verdenskrig, så er det ikke just en historisk periode, hvorom det er svært at opstøve litteratur – hvor Roosevelt i ny og næ er nævnt.

Biografier om store statsledere, som virkelig har udrettet noget stort – som for eksempel at få USA ud af depressionen med “New Deal” eller at være med til at vinde anden verdenskrig – kan have en tendens til at blive meget positive i deres beskrivelser af hovedpersonen og hans gøren og laden. Det er naturligvis ikke overraskende, da folk som Stauning, Churchill og FDR ofte har været i en klasse for sig selv. Men ingen er perfekte og ikke alt går som man gerne vil have det til at gå. Jean Edward Smith formår meget overbevisende at påpege og analysere de situationer, hvor FDR rent politisk virkelig fejlfortolkede tingene big time og dummede sig. En reform af systemet hvorved højesteretsdommere udpeges mødes med stor modstand fra alle sider, men FDR er for stædig til at indse at han ikke kan vinde kampen. Og det skader ham gevaldigt. Det er bare et eksempel på hvordan Smith ikke holder sig tilbage med også at omtale FDR’s fiaskoer. Historien om hvordan FDR i starten af sin politiske karriere som senator i New York ofte kæmpede blodigt mod lovforslag, for så efterfølgende at udlægge det som om det nærmest var ham personligt, der fik det gennemført, er også en interessant mindre flatterende side af den store statsmand. Desuden går Smith ikke udenom FDR’s kærlighedsliv, hvor ægteskabet med Eleanor var ren og skær proforma, da det ikke var acceptabelt på det tidspunkt for en person i hans stilling at blive gift. Smith er meget åben om hvordan flere andre kvinder var langt tættere på FDR.

Som om historien om FDR’s fire embedsperioder som præsident under depressionen og anden verdenskrig ikke var nok, så blev FDR også ramt af polio i 1921 og sad i rullestol eller gik med krykker de sidste 24 år af sit liv – mens han bekæmpede både Hitler og den sociale nød og undergang med sit enorme “New Deal”- investeringsprogram, hvis modstykke ikke er set siden. Beskrivelsen af alle de reformer og initiativer Roosevelt fik søsat i sine første 100 dage i sin første embedsperiodes start i 1932 tager helt vejret fra en. Intitivativer, der med et kraftfuldt ryk fik depressionens åg hevet væk fra den amerikanske befolknings skuldre.

Ligesom med biografien om Stauning, så kan man ikke undgå at blive helt høj over at læse om disse helt store politikere og hvordan de var med til at lave verdenshistorie og skabe den verden vi har i dag.

Jean Edward Smith: FDR – Franklin D. Roosevelt. Gyldendal, 2009. 863 sider.

Citatet er fra Kaj og Andrea og de må vide hvad de taler om, for popcorn og fuglefrø er deres livret.
Nu skal det være slut, for i Kaj og Andreas kogebog, der netop er udkommet, skal maden være sund og nem.

Bogen er absolut appetitlig – helt skøn i farver og layout, skønne billeder, tegninger og små citater fra Kaj og Andrea.
Så målgruppen – børnehavebørn og de mindste skolebørn, er fanget fra første side.
Her i huset er ungerne 2 og 5 og der blev straks bladret og peget og snakket om, hvad vi snart skulle have på menuen.

Opskrifterne er lavet af Katrine Klinken, som vil have god mad af gode råvarer – hver dag. Og der er al mulig grund til at tage ungerne med i køkkenet, de kan sagtens få en opgave de kan klare og dermed bidrage til det fællesskab og glæde det kan være, at skabe et godt måltid som familien kan samles om.

De forskellige opskrifter er meget børnevenlige og opdelt efter hverdagsmad, sommer og sjov, vinter og hygge, hurra hurra hurra, påske og forårsgøgl osv. Så der er god mulighed for at bruge de råvarer der passer til årstiden.
Her er laks og frikadeller, ristaffel og æbleskiver. Gamle kendinge serveret flot og lækkert – og hjemmelavet.

God fornøjelse i køkkenet – med ungerne – og husk at sige UHMMMMM!

Katrine Klinken, Kaj og Andreas Kogebog, Lindhardt og Ringhof, Carlsen, 72 sider, 2010

Per Meilstrup er klimadirektør i Mandag Morgen og har derfor et enormt kendskab til det komplicerede område. En fortid som kommunikationschef i Miljøstyrelsen giver ham desuden et godt kendskab til personkredsen. Bogen er derfor en særdeles skarp gennemgang af forløbet op til og ikke mindst under topmødet. Meget få navngivne kilder og rigtig mange anonyme kilder bliver brugt til at tegne et skræmmende billede af hvor meget magtkampen mellem Statsministeriet og Klima- og energiministeriet var med til at ødelægge hele processen og forhandlingerne.

De to ministeriers topfolk kører i lange perioder op til topmødet i København i december sidste år to parallelle forhandlingsforløb, hvilket er genstand for hovedrysten hos de udenlandske klimaforhandlere. Når Klimaministeriets topforhandler ringer til sine udenlandske kolleger, bliver han ofte mødt med beskeden om, at de da netop har talt med hans modstykke i Statsministeriet.

Per Meilstrup gør meget ud af at pege på, hvordan Klimaministeriet og FN’s klimasekretariat begge igen og igen advarer Statsministeriet om at fare for hårdt frem som forhandler. Danmark skal bruge formandskabet til at være facilitator og ikke forsøge at fremme sine egne synspunkter. De forsøger utallige gange at advarer om, at FN-systemet har sin helt egen logik, hvor det er vigtigt ikke at fornærme ulandene og give dem den mindste snert af indtryk af, at de vestlige lande forsøger at trække noget ned over hovedet på dem.

Men en kontroversiel dansk tekst til et kompromis, som Guardian tryller frem på konferencens anden dag er netop med til at afspore hele forløbet big time. Derfra går det bare ned ad mod det kaotiske og groteske slutforløb med statsledere, der sidder i Bella Centerets personalekantine og forhandler storpolitik.

“Kampen om klimaet” er godt skrevet med stærke spændingsromantendenser og reportageelementer, som gør, at man sluger bogen fra ende til anden. Beskrivelserne af Lars Løkkes ageren som en elefant i FN-systemet som forhandlingsleder i plenarsalen er bogens højdepunkt, hvor blodet nærmest løber væk fra ens fuldstændigt benhårdt sammenkrummede tæer, mens kuldegysningerne løber ned ad ryggen. Hvor er det bare pinligt, tænker man. Beskrivelserne af hvordan verdens statsledere forhandler under kaotiske forhold helt uden embedsmænd, og hvordan Obama spiller katten efter musen med kineserne og til sidst bryder ind i et hemmeligt møde mellem kineserne, inderne, sydafrikanerne og brasilianerne, er helt igennem læsværdigt.

Bogen har dog én stor svaghed. Den udstiller Statsministeriet og i særlig grad statsministerens særlige klimarådgiver, Bo Lidegaard, som den helt store skurk. På den anden side fremhæves embedsmændene i Klima- og Energiministeriet igen og igen som heltene, der ved hvordan COP’er fungerer og hvordan FN-systemet skal tackles. Hvis de bare havde fået lov at styre biksen uden indblanding fra Lidegaard, og hvis bare administrationen i ministeriet havde været bedre til at supporte deres hektiske arbejde, så havde verden været et bedre sted i dag. Sådan står der nærmest mellem linjerne.

Meilstrup har talt med mange kilder i de to ministerier. Det er jeg ikke i tvivl om. Men om han også har talt med Bo Lidegaard. Det kan jeg godt tvivle på. For kritikken af hans ageren er meget ensidig og står fuldstændig uimodsagt. På intet tidspunkt tilbagevises klimaministeriets anklager mod Statsministeriet og på intet tidspunkt forsvares den linje, som Lidegaard lægger. Bogen har til tider karakter af Klimaministeriets forsøg på at fralægge sig ansvaret for det fatale cirkus, som topmødet udviklede sig til og skrive et eftermæle, hvordan Lidegaard lades alene med ansvaret. Meilstrup går så langt som at antyde, at det var “fjenderne” i Statsministeriet, der tippede DR om at søge aktindsigt i Klimaministeriets chefforhandler Thomas Beckers rejsebilag. En sag, der fældede manden to måneder før topmødet. Connie Hedegaard citeres direkte for at sige, at man godt kunne have brugt Thomas Becker da det i topmødets afsluttende ser allermest sort ud og det hele sejler for det danske formandskab.

Bogen balancerer elegant mellem FN-systemets indviklede procedure, den komplicerede klimapolitik og fortællingen om selve processen. Det er ikke en fagbog om indholdet af klimaforhandlingerne og de forskellige parters synspunkter og udmeldinger undervejs. Det ligger som en naturlig indpakning omkring fortællingen sammen med de specielle FN-måder at lave politik på. Det er først og fremmest fortællingen om hvad der skete og hvordan det indvirkede på forhandlingerne.

Klimatopmødet var så højdramatisk, at der sikkert kunne skrives adskillige bøger om begivenhederne. Men det bliver svært at overgå Per Meilstrups meget insideragtige fortælling om det danske kaos, der endte med at være en væsentlig årsag (men nok ikke den eneste) til at det hele gik op i hat og briller og en særdeles vag tekst.

Per Meilstrup: Kampen om klimaet. People’s Press, 2010. 300 sider.

Og jeg må sige, at jeg rent faktisk sidder tilbage med en følelse af at have fået sandheden at vide. Bogen er inddelt i fire hovedkapitler, der omhandler Kost, Rygning, Alkohol og Motion – den såkaldte KRAM-faktor. På en overskuelig og læsevenlig måde gennemgår forfatteren rigtigt og forkert, hvad angår de fire områder.

Selvom der er en del information, som vi ved i forvejen, formår forfatteren at fremstille det på en god måde, uden løftede pegefingre og med en dejlig, ironisk tilgang til det at gå for vidt i sundhedens navn. Bl.a. beskriver hun de trendy sundhedskure, der vinder meget frem i disse dage, som en moderne form for djævleuddrivelse og hun påpeger det faktum, at mange går rundt og bilder sig selv ind, at de er allergiske overfor dit og dat, fordi det er blevet lidt smart ikke at ”kunne tåle” ting.

Udgangspunktet for en sundere livsstil er viden, viden og atter viden. Og med denne bog forklarer hun netop, hvad der er op og ned og ikke mindst forskellen på det at leve sundt og det at skulle tabe sig. Hun maner flere myter i jorden, bl.a. at kartofler, ris og pasta er den rene ondskab, og påpeger, at jo, det er en god idé at spare på disse madvarer, hvis man ønsker at tabe sig, da de har et højt kalorieindhold, men kartofler og ris er altså ikke usunde. Sydøstasien, der er det sted i verden, hvor der spises flest kulhydratrige ris, er samtidig det sted, hvor fedmeforekomsten er mindst.

Det mest interessante er, hvordan disse undersøgelser laves og hvordan forskningen fungerer. I medierne får vi altid kun resultaterne af vide og ofte kan det have den modsatte effekt, når vi endnu engang får at vide hvad vi ikke må – så er det lightprodukter, så er det rødt kød osv. osv. Her forklarer hun hvilke parametre, der ligger til grund for forskningen, hvordan man når frem til konklusionerne og ikke mindst hvordan der følges op på resultaterne. Det giver et nuanceret billede af sundhed og eliminerer de tanker, som mange af os måske går rundt med, når de såkaldte eksperter igen har set sig sure på en eller anden madvare. Det handler om sund fornuft og det handler om fakta.

Bogen er vigtig, fordi hun gør opmærksom på, at 40 % af al sygdom i dag kan forklares som følge af vores livsstil og at tallet kun er stigende. Vi kan altså gøre noget selv, men det kan være rigtig svært at finde rundt i junglen af sundhedsinformationer især med tanke på, at sundhed er et kommercielt marked, hvor det er meget vigtigt at notere sig afsenderen.

Bogen er nem at finde rundt i. Den kan benyttes som opslagsværk og den er inddelt i gode afsnit, der gør det nemt at springe procenterne over, hvis man primært leder efter de gode råd. Og dem er der mange af.

Læs den! Det handler ikke om at være tynd eller at tabe sig, det handler om at være sund og leve et langt og sygdomsfrit liv.

Bente Klarlund Pedersen, Sandheden om sundhed, Politikens Forlag, 6. september 2010, 224 sider.

Men lad os starte med, hvad vi ved: Hovedpersonen vågner i en kahyt på et skib. Han kan ikke huske sit navn, og kan faktisk heller ikke huske det ansigt, han ser i spejlet. Han har ingen erindringer om sin fortid og sig selv overhovedet, og begynder derfor at prøve at slutte sig til sin identitet ud fra de genstande, der også befinder sig i kahytten. Der er nogle artikler med et navn på, kan han måske have skrevet dem og være journalist? Det er en af flere muligheder, han kommer på. Han begynder så småt at vove sig udenfor kahytten og opdager, at han tilsyneladende er mutters alene på et stort krydstogtskib.

Flere tankeeksperimenter senere er han ikke rigtig blevet klogere på sin identitet, men til gengæld har han fået selskab af først en ung kvinde, og derefter en ældre herre. De har hver deres teori om, hvorfor de er på skibet, og hvad det indebærer. Men har en af dem ret? Som hovedpersonen på et tidspunkt tænker, så er man måske nødt til at beslutte sig for at tro på noget af det, bare for at kunne have et udgangspunkt.

Sprogmæssigt er bogen velskrevet, om end jeg ikke kan lade være med at tænke, at bogens danske forfatter læser meget engelsk. For nogle steder i romanen virker brugen af ord som suggestion, fantasmagorisk, infatuation, prædator nærmest som om det danske er oversat fra engelsk. Det gør dog hverken fra eller til, for bogen er velskrevet, det er bare lidt pudsigt.

Det ikke en bog man kommer sovende til, men det skal nu ikke afholde dig fra at læse den. Hvis du godt kan lide en spændende bog, som du er nødt til at tænke lidt over for at kunne følge med, så er 9999 et fint bud.

Erwin Neutzsky-Wulff, 9999, Forlaget Borgen, August 2010, 373 sider.

Ismael indleder en desperat søgning efter sin kone og håbet om at finde hende svinder langsomt ind i takt med, at han løber tør for steder at lede og i takt med at flere og flere af landsbyens beboere forsvinder eller findes myrdet. I løbet af ganske kort tid er Ismael vidne til, at landsbyen affolkes – folk myrdes, forsvinder eller flygter frivilligt fra den meningsløse vold, men Ismael nægter at flygte fra landsbyen uden sin kone og opholder sig stædigt de steder i byen, hvor han mener Otilia vil opsøge ham, når hun kommer tilbage.

Med Ismaels øjne bliver vi som læsere vidne til de blodige og meningsløse opgør, der hærger landet og vi bliver ført ind i de lokale familiers magtesløse kamp mod soldater, guerillaer og paramilitære. Der er blandt andet en episode, hvor en af de lokale beboere modtager en pakke med to afskårne fingre tilhørende hans kone og datter med kravet om at betale en sum penge inden et vist tidspunkt.

Romanen er et barskt indblik i, hvordan regimer får lov til at forbryde sig på menneskers rettigheder og hvordan befolkninger nogle steder i verden ikke har en chance for at sætte sig til modværge, når de bliver udsat for bestialsk vold og undertrykkelse. En brutal, men anbefalelsesværdig fortælling, der får øjnene op for de af os, der har svært ved at forestille os, hvordan det må være at leve i et samfund, hvor rettigheder krænkes i så voldsomt et omfang og hvor mord, vold og uretfærdighed er en del af dagligdagen.

Evelio Rosero er født i Columbia og har vundet flere litterære priser for Hærene, blandt andet Independent Foreign Fiction Prize i 2009. Bogen er derudover anbefalet af International PEN, der har til formål at promovere ytringsfrihed og forståelsen mellem kulturer gennem litteratur.

Evelio Rosero, Hærene, Forlaget Sohn, 180 sider, September 2010, Oversat fra spansk af Kirsten A. Nielsen.

På trods af at jeg netop har læst bogen, har jeg faktisk lidt svært ved at beskrive hvad den egentlig handler om. Faktisk måtte jeg lige læse bogens omslag endnu engang for at forsøge at danne en sammenhæng ud af alle de ting, jeg har læst. For sammenhæng skal man lede længe efter. Først halvvejs inde i bogen opstod der nogle små sammenhænge mellem de mange individuelle historier – og det på et tidspunkt, hvor jeg flere gange havde overvejet at stoppe med at læse simpelthen fordi jeg synes den var så usammenhængende og svær at komme igennem.

Bogen er inddelt i fem afsnit, der alle afsluttes med encyklopædier, hvor forfatteren beskriver nogle af de udtryk hun har brugt i det pågældende afsnit, hvilket bryder bogen op på en uhensigtsmæssig måde. Hvert afsnit er en samling af meget korte kapitler på 3-4 sider, hvilket gør at vi hele tiden springer i tid og sted, hvilket illustrerer den manglende helhed. Dertil kommer, at bogen er fyldt til randen med metaforer og abstrakte beskrivelser, der gør det næsten umuligt at opnå en ordentlig læserytme og som gør det hele så kunstigt og prætentiøst, at det ligger på grænsen til mærkeligt og uforståeligt.

Det er en besynderlig bog på alle måder – handlingen, sproget, formen. Men hvis du godt kan lide det lidt spøjse og melankolske og du samtidig godt kan lide at gætte dig til hvad du læser ved at tolke metaforer vil denne her bog være oplagt.

Det er en barsk historie og forfatterens meget ærlige facon gør, at man nogle steder rammes lige i mellemgulvet af brutaliteten og afmagten. Men fortællingerne drukner desværre i metaforer og uforståelige sammensætninger af ord, hvilket for mig ødelagde læseoplevelsen.

På bogens omslag fremgår det, at der er tale om et formmæssigt eksperiment. Og jeg må sige, at det er et eksperiment. Det fungerer desværre bare ikke.

Sara Stridsberg, Darling River, C&K Forlag, August 2010, 280 sider.

Alt Odd har er derfor en nysgerrighed og et selvsikkert irriterende smil, som han kan holde gående længere end nogen anden.

Smilet hjælper dog ikke meget, da en tilsyneladende uendelig vinter sænker sig over Odds landsby. Så mens indbyggerne hygger sig indenfor med mjød, salt fisk og slagsmål, drager Odd ud i snelandskabet til sin fars ensomme brændehuggerhytte for at overveje sin temmelig håbløse tilværelse.

Ved hytten hjælper han tre dyr: En stærk men opfarende bjørn, en enøjet ørn og en listig ræv. Dyrene viser sig dog at være nordiske guder, som er blevet smidt ud fra Asgård af frostjætterne, som samtidig har gjort vinteren permanent. Men måske kan den smilende Odd hjælpe dem?

Det kan han heldigvis på de resterende sider og det gør Odd og frostjætterne til en sød lille bog. Den egner sig dog ikke særligt godt til højtlæsning, da de mange længere dialoger mellem Odd og de tre dyr/guder hurtigt får de mindre lyttere til at miste fokus.

Som selvlæsningsbog for lidt større børn er den derfor mere velegnet, men på trods af, at anvendelsen af de nordiske guder er vellykket, er det som om, at det nødvendige glimt i øjet er fraværende. Det er ellers normalt rigt til stede i Neil Gaimans fremragende (voksen)bog som American Gods og gode bøger som Anansi Boys eller Neverwhere.

Neil Gaiman, Odd & frostjætterne, Høst og Søn, Oversat af Camilla Christensen, 86 sider, September 2010.

De levende af Annie Dillard er en af den slags bøger. Men selv om den er lang, er det en virkelig velskrevet og spændende bog om nybyggerne i staten Washington, i kolonien Whatcom, nær den canadiske grænse.

Det er en bog om at være villig til at opgive alt, at starte på en frisk, at klare sig i en kamp, hvor det på mange måder er alle mod alle og hvor grænsen mellem liv og død, lykke og ulykke er ganske tynd og til tider er mere barsk end man kan fatte.

De kommer rejsende langvejs fra og starter bogstaveligt talt op fra bunden. De har ganske få ejendele med sig og på deres vej møder de mange forhindringer, udfordringer, glæder og sorger og ikke mindst indianere. De er en flok af seje nybyggere – med en fælles drøm.

I bogen følger vi en række personer og deres familier, så vi til sidst har kendskab til flere slægters skæbne. Det er historien om tapre mænd og kvinder, der udlever deres drøm og skaber deres egen tilværelse, men som også er overladt til den barske natur, som selvom de prøver, ikke lader sig tæmme fuldt ud.

Bogen giver et spændende billede af USA´s nybyggere fra den sidste halvdel af 1800-tallet, så hvis man har en interesse her, får man en medrivende og dramatisk familiehistorie i De levende.

Bogen er skrevet af Annie Dillard, der som ganske ung modtog Pulitzer Prisen for bogen ”Pilgrim at Tinker Creek” i 1974. I dag er Annie Dillard professor emeritus i Connecticut, hvor hun bor med sin familie.

Annie Dillard, De levende, Aronsen, 2010, 608 sider