Krista og Thomas Regler har et fritidshus i området og de er på flere måder blandet ind i mordet, undervejs i efterforskningen tager hele sagen en voldsom drejning og viser sig at have tråde tilbage til en uhyggelig fortid.

Tilflytteren Paul Bremer oplever på tæt hold det forunderlige og forbandede ved at bo i en lille landsby. Han kender de fleste, men kender ikke deres historie. Så da sagen om mordet pludselig involverer Regler-parret som han kender, prøver han at holde hovedet koldt og holde sig udenfor den værste sladder. Men han bliver selv blandet ind i sagen, i et forsøg på, at prøve at forstå.

I dag udkommer ”Liget i sneen”, som er en spændende og velskrevet krimi. Der er den fængende historie om det aktuelle mord, men også forviklingerne der trænger sig på fra fortiden, er med til at holde læseren godt underholdt gennem bogen. Man kommer godt ind på livet af Paul Bremer, der er dog andre personer i historien der efterlader et mere forvirret og uklart billede.

Det er fornyende at læse en krimi der ikke foregår i Sverige og spændingen er høj fra første side.

”Liget i sneen” er Anne Chaplets tredje roman på dansk, tidligere er udkommet ”Intet andet end sandheden” og ”Caruso synger ikke mere”. Anne Chaplet er en tysk krimiforfatter, hun har vundet den tyske krimipris i 2004.

Anne Chaplet, Liget i sneen, Forlaget Sohn, 2010, 300 sider, oversat af Steen Sohn

Derudover er hun kvinden, der med livet som indsats, offentligt tør kritisere politiske modstandere for deres kriminelle og korrupte handlinger. Hun er en kvinde, der kæmper for demokrati og kvinders ret til at udtrykke holdninger og meninger, velvidende at andre kvinder før hende er blevet slået ihjel i deres kamp for netop kvinders rettigheder. Og hun er en kvinde, der på grund af sin indsats for et andet samfund i Afghanistan dagligt må gemme sig under en burka og mandsopdækkes af livsvagter. Kort sagt, Malalai Joya er en meget spændende kvinde. Derfor var jeg spændt på at læse hendes bog Min lykkes fjender, som netop er udkommet på dansk.

Hendes liv, hendes person og hendes projekt om at skabe et Afghanistan med demokrati og rettigheder for alle er spændende, vedkommende og interessant. I Min lykkes fjender fortæller hun om sin opvækst, sine holdninger og meget mere af det, der optager hende. Som læser uden et gennemgående kendskab til landets komplicerede historie er det dog svært at bibeholde overblikket og se den røde tråd i bogen.

Det skyldes, at holdninger og anekdoter kommer i en noget tilfældig rækkefølge og flettes ustruktureret ind i hinanden, hvilket bryder læserens mulighed for at fastholde koncentrationen. Det ene øjeblik skriver hun om musik og litteratur, som har gjort indtryk på hende og det næste øjeblik skriver hun om borgerkrigen under Taleban. Talrige henvisninger til steder og personer, der desuden springer i tid og sted, gør heller ikke koncentrationen lettere.

Undervejs i bogen præsenteres læseren for hendes kritik af USA og Natos tilstedeværelse i landet. Hun har et klart ønske om en snarlig tilbagetrækning, da hun ikke tror på, at udefrakommende kan skabe demokrati. Demokrati skal folket selv skabe, da det skal komme indefra, og det kan der nok være noget om i et eller andet omfang. Den vestlige verden forstår ifølge Malalai Joya ikke problematikken i Afghanistan, og derfor kan den vestlige verden heller ikke være en del af løsningen. Så enkelt er det nok næppe – men det er er et godt eksempel på, at hun er idealist hele vejen igennem. Og idealister er i sagens natur så skråsikre, at andre til tider opfatter dem som naive og hårdnakkede i deres holdninger. Det gør sig også gældende for Malalai Joya. Og selvom jeg undervejs provokeres af hendes holdninger til den vestlige verden, gør hendes historie alligevel et vigtigt og positivt sådant indtryk på mig.

Hvis du er blevet nysgerrig på Malalai Joya kan du læse meget mere om hende, hendes holdninger og de politiske udfordringer i Afghanistan på denne støttegruppes hjemmeside.

Malalai Joya, Min lykkes fjender, Verve, 335 sider, Marts 2010, Oversat fra engelsk af Annemette Goldberg.

Hjemve er en erindringsroman om drengen Johannes, der vokser op i Dublin i 1950érne og -60érne i en familie med en voksende søskendeflok, og en irsk far og en tysk mor. Det er skildringen af hvordan man som barn oplever at være fanget mellem flere kulturer, flere sprog og følelsen af ikke for alvor at høre til nogen steder – hverken i drengeflokken i skolen eller i barndomshjemmet.

Johannes mor taler tysk, hans far taler gælisk og udenfor hjemmet taler de fleste andre engelsk. Johannes far accepterer kun, at der tales gælisk, og glemmer man det, er faren ikke længe om at finde en passende straf. I hjemmet udsættes Johannes jævnligt for faderens vold og trusler, mens moderen løser konflikter ved at skabe hygge med hjemmebagt kage og indkøb af nye sko. Og i skolen bliver han mobbet af de andre drenge. Det er kort sagt ikke syndeligt nemt at være Johannes.

Hjemve er stærk fortælling om en til tider barsk opvækst, og netop derfor var jeg mæt på indtryk inden bogen var læst færdig. Bogen er velskrevet og troværdig, og man kan ikke undgå at komme til at holde af Johannes og hans skønne børnelogiske syn på verden. Johannes som ved, at evigheden ligger længere væk end fremtiden.

Hugo Hamilton (f.1953) er irsk journalist og forfatter. Han debuterede i 1990 med Surrogate City og har siden skrevet en række romaner om både Tyskland og Irland. Han er søn af en tysk mor og er irsk far. Han bor i Dublin. Du kan læse mere om ham og hans bøger på hans hjemmeside.

Hugo Hamilton, Hjemve, Turbine, 330 sider, Marts 2010, Oversat fra engelsk af Bente Kastberg.

Kurt Lassens biografi om Caroline Wozniacki, ”Miss Sunshine”, fik netop stor opmærksomhed i dagene omkring udgivelsen. Fokus var naturligvis på tenniskometens far, Piotr, der på særdeles udansk manér har gjort meget for at hjælpe Caroline frem til den placering i verdensranglistens top 5, som hun indtager i dag.

Kurt Lassen forsøger at føre bevis for, at Piotr Wozniacki har pacet datteren frem på en måde som hun ikke selv nødvendigvis har villet og at han har tappet det danske idrætssystem for så mange ressourcer som overhovedet muligt. I lille jantelovs-Danmark er det naturligvis en god historie, som bekræfter alle de fordomme som mange sikkert allerede havde omkring den ambitiøse tennisfamilie.

Når man læser ”Miss Sunshine” finder man hurtigt ud af at Kurt Lassen ikke formår at løfte ”bevisbyrden” og mejsle datterens modvilje mod faderens projekt om at hun skal være verdens bedste tennisspiller ud i sten.

Tværtimod fremstår det som om familien Wozniacki er total i harmoni omkring projektet og ikke en eneste gang kommer der ”beviser” på bordet, der antyder, at Caroline egentlig bare ville spille tennis på et mere normalt niveau.

Til gengæld stilles der berettiget spørgsmålstegn ved om det fornuftige i at have sin far som træner og om selvlærte Piotr’s træningsmetoder nu også er de rette. Denne kritik rejses ikke overraskende af trænere, der tidligere har været tilknyttet Wozniacki-projektet.

Wozniacki-familien har ikke ønsket at medvirke i bogen, og det er meget normalt i denne slags ikke helt rosenrøde hyldestportrætbøger. Men det gør bestemt heller ikke noget. Det betyder bare at forfatteren skal gøre ekstra meget ud af at opstøve kilder og få gode historier bekræftet fra flere sider. Her halter ”Miss Sunshine” lidt, da den læner sig meget op af en lille håndfuld kilder, der for de flestes vedkommende er tidligere trænere for Caroline. Man kommer derfor aldrig rigtig helt under den glatpolerede Wozniacki-facade.

Som far til en 4-årig kan man faktisk ikke undgå at sidde tilbage med en lille smule fascination af Wozniacki-familien. For hvis vi lægger janteloven på hylden og antager at pigebarnet selv er med på vognen 100 procent, så er det s.. meget godt gået fra hun som seksårig skød bolde op af en mur på tennisbanerne i Køge til hun sidste år stod i finalen i US Open. Det viser noget om hvor langt man kan komme hvis man har sin familie bag sig 100 procent.

Bogen kan sagtens læses selv om man ikke er tennisfanatiker, da den giver et godt billede af en vor tids største danske sportskvinder, som bestemt ikke har toppet endnu.

Kurt Lassen. Miss Sunshine. Bogkompagniet 2010. 236 sider.

Det er egentlig ikke så sært, at hun ikke har tillid til den hvide nedbør, og derfor er hun ikke videre motiveret for at drage afsted på job, da hun bliver bedt om at rejse til Liebau, hvor en kutteklædt fyr futter rundt i byen i sandaler – i sne. Kutteklædte fyre er ikke populære i byen – så nogen må gøre noget.

Buddisme, mord, forsvunde børn, skyderier og uregelmenteret politisamarbejde på tværs over grænsen til Frankrig er nogle af kodeordene i Mord i zen.

Størstedelen af det danske anmelderkorps har taget godt imod Mord i zen, og Louise Boni er skam også en glimrende hovedperson med hang til at krydre sit liv med alkohol og mænd, men desværre var Mord i zen ikke helt spændende nok, og var alt i alt en lidt for lang vandren i sneen.

Oliver Bottini er født i 1965. Han er opvokset i Nürnberg, har studeret tysk litteratur, og har modtaget den store tyske krimipris – Deutscher Krimi Preis. Mord i zen er hans første kriminalroman oversat til dansk. På tysk er der foreløbig udkommet yderligere tre.

Oliver Bottini, Mord i zen, People´sPress, 2010, 300 sider, Oversat fra tysk af Henrik Andersen.

“Et stille umærkeligt drab” er også et gensyn med hovedpersonen Nina Borg, som fortsat er styret af sit ønske om at gøre en forskel og at hjælpe de mennesker, der har brug for hende. Hun har hjertet på rette sted, men glemmer indimellem, som i den første bog, at gennemtænke konsekvensen af sine handlinger. I sin iver efter at hjælpe en flok syge romabørn, der formentlig opholder sig illegalt i landet, glemmer hun alt om forsigtighed og aftalen med familien om ikke at rode sig ind i noget, når hendes mand Morten er på arbejde på boreplatformen i Nordsøen. Og det får betydning, ikke kun for hende selv, men også for deres 14-årige datter.

Trafficking, romaer, terror, dirty bombs, et nedlagt autoværksted i Valby og en byggeplads for et kommende muslimsk kulturcenter i Emdrup er nogle af ingredienserne i “Et stille umærkeligt drab.” Der er løbende skift af synsvinkel, hvilket giver bogen spænding og liv. En politimand, Nina Borg, en pensioneret 85-årig tidligere kommunal embedsmand og en ung mand fra Ungarn skiftes til at bære stafetten gennem bogen. Man tænker umiddelbart, hvad pokker de har til fælles, men langsomt går det op for læseren, hvad der er på færde. Og det er ikke småting.

Samtidig er sproget levende, personskildringerne er realistiske og plottet er ganske enkelt genialt. Jeg er begejstret!

Kaaberbøl & Friis, Et stille umærkeligt drab, People´sPress, 2010, 412 sider.

Faulques er tidligere krigsfotograf og han er ikke i tvivl om, at grusomheden er menneskets naturlige tilstand. Og tre årtiers bloddryppende reportagefotos fra Libanon, Sierra Leone, Cypern og Balkan har blot understøttet Faulques oprindelige opfattelse.

Tilsyneladende lidenskabsløst og oftest helt passivt har han fotograferet efterladte og bundne krigsfanger, der angst venter på krokodillerne ved en afrikansk flodbred. Og den serbiske snigskytte, der lidenskabsløst fortæller om, hvorfor det er svært at ramme børn, mens han af og til stopper sin fortælling for at sende en kugle efter fodgængerne på Sarajevos gader.

Men efter én død for meget har fotografen trukket sig tilbage til et renoveret vagttårn ved kysten, hvor han maler på sit kæmpemaleri.

Den selvvalgte eneboertilværelse afbrydes imidlertid af den tidligere kroatiske soldat Markovic, der en dag ankommer og annoncerer sit ønske om at slå Faulques ihjel. For spørgsmålet er selvfølgelig, om fotografen med de store dobbeltsider i kendte magasiner reelt er så passiv og distanceret. Eller om hans billeder ikke også har påvirket den verden, som de skildrer?

Slutningen skal ikke afsløres her, men intet er eller ender, som der lægges op til. Til gengæld er Bataljemaleren ét vildt og til tider lidt langt ridt gennem moderne slagmarker, menneskelig elendighed og konstante referencer til kunst og litteratur. Specielt de mange referencer, som midt i historien næsten tager magten fra fortællingen, kræver enten en vis dannelse eller en evne til at ignorere dem – og det er lidt synd, for bataljemaleren er en klart anbefalelsesværdig bog.

Arturo Pérez-Reverte, Bataljemaleren, Lindhardt og Ringhof, Februar 2010, 272 sider, Oversat fra spansk af Hans Rasmussen.

Så Christian Tielmanns nye børnebog “Bønne og Grønært på ridderborgen” indeholder alle de rigtige drengeord som brynje, ridderborg, lanse, og sværd og er det rene guf for drenge i alderen ca. 4-7 år. Der er lidt mere tekst end i de fleste billedbøger og sproget er samtidig mere komplekst, hvilket gør den egnet for netop de ældste børnehavebørn eller yngste skolebørn.

Bønne og Grønært er ude at sejle med deres skrotskib, da de møder en dreng i en gummibåd, som er sejlet ud i verden for at få hjælp. Han bor på Kong Frederiks borg, som er blevet belejret af fjenden. Fjenden har en meget stor og stærk ridder, som slår alle borgens riddere til plukfisk. Der er i den grad behov for en snedig plan – og den kommer Bønne og Grønært med.

Det ender lykkeligt – uden at flere riddere bliver “krøllet sammen til en bunke skrot”. “Bønne og Grønært på ridderborgen” er en moderne “David og Goliath” i børnehøjde, hvor det er den kvikkeste og ikke den stærkeste der vinder. En god pointe for små læsende riddere.

Forfatteren har skrevet en længere række bøger, som er oversat til dansk, blandt andet “Bønne og grønært på piratjagt”.

Christian Tielmann & Jürgen Rieckhoff, Bønne og Grønært på ridderborgen, Forlaget Turbine, 28 sider, 2010, På dansk ved Ulrik T. Skafte.

For det første skøjter bogen hen over begivenhederne og graver sig aldrig rigtig ned i problemstillingerne og hændelsesforløbene. Lad os få detaljerne om virksomhedens to konkurser genfortalt ned i detaljen af hovedpersonerne og lad os komme helt tæt på Vestas’ bøvl med gearkasserne i møllerne på Horns Rev 1. En fiasko, der betød, at Vestas trak sig helt ud af offshorevindmarkedet og først nu så småt er på vej tilbage.

For det andet hopper og danser vi frem og tilbage i årene i en grad, så man bliver rundforvirret i anden potens. For det tredje er der mere tale om en jubilæums-hyldestbog end en kritisk journalistisk fortælling om en virksomhed, hvor der, bedømt ud fra den daglige mængde af medieomtale af virksomheden, ellers burde være nok af kritiske vinkler og indgange. At det er en ren og skær ukritisk glansbilledefortælling ses allerede i forordet, hvor Sønnichsen helt uden at rødme skriver, at Vestas-boss Ditlev Engel naturligvis har fået lov til at læse hele det færdige manuskript igennem.

For det fjerde går den sidste halvdel af bogen over i ukritisk og uhæmmet hyldest af den store leder, Engel, og alle hans bedrifter og store tanker.

Bogens kilder er meget nuværende og tidligere ansatte i Vestas og ikke særlig mange eksterne ”stakeholdere” med en mening om Vestas – det kunne være konkurrenter, brancheeksperter, politikere og den slags.

Summa Summarum. En spændende historie gjort kedelig og behandlet ukritisk og alt for rosenrødt.

Ole Sønnichsen: Vinderen – Den dramatiske historie om Vestas. Gads Forlag 2009. 256 sider.

Historien handler om Lotte, som ved at snuse til en blomst kommer til at nyse. Men hun glemmer at holde sig for munden, og det synes hendes venner koen, hesten, hunden og de andre dyr bestemt ikke om.

Dyrene beslutter sig for at lære Lotte takst og tone, og sammen med dyrene kommer vi omkring mange af de gode regler, så som at børste tænder, at vaske hænder og spise pænt. Undervejs må Lotte lære dyrene, at man skal tale pænt til hinanden, at man ikke må drille hinanden og at det ikke er pænt at kritisere.

Bogen er skrevet på rim og ulempen ved rim er, at der er en risiko for at rytmen/rimene fjerner fokus fra indhold. Men som rimbog er den faktisk rigtig sød og fin for de mindste læsere, og tegningerne er farverige og flotte. Men en komplet guide til gode manerer er den ikke.

Mij Kelly og Mary Mcquillan, Atjuu! Den komplette guide til gode manerer, Forlaget Turbine, 2009, 28 sider, På dansk ved Marianne Jørgensen og Gry Kappel Jensen.