For midt i kantarelmadderne vil han pludselig skilles. Han forlader hende. I choktilstand, og uden bil, vand og strøm, tænker, raser, sørger og ser hun tilbage – og vanviddet står for døren.

”Om dagen er sorgen civiliseret. Men om natten er hun fanget i mørket. Om natten kalder hun tæskeholdene ind. (…) Om dagen arbejder hun på overlevelse, er tilgivende. Om natten er hun ond.”

I smertefulde tilbageblik på familielivet, hører vi om forholdet til manden, til datteren og til hendes egen far. Kapitlerne springer i tid, så fortid og nutid stille nærmer sig hinanden, og vi forstår, hvad der er gået forud.

Hovedtemaet er moderskab. ”Den første dekonstruktion af deres tosomhed”, som hovedpersonen beskriver det. Hun kunne ikke finde sig tilpas i rollen som nyttedyr.

”Afblomstringen var begyndt. Fra nu af var hendes liv ikke længere hendes og kunne afvikles, når hun havde opfyldt sin funktion. Hun havde nu fire hænder og fire fødder og to hjerter.”

Familielivet er præget af en hård distance til datteren, der går gennem marv og ben. Hovedpersonen kalder datteren for ”barnedyret” og ”det”, og vi er vidne til en ubehagelig scene, hvor datteren søger tryghed i forældrenes seng, og hovedpersonen spærrer sengen og skubber hende fysisk væk. Hun har jo lært, at man skal sætte grænser.

Men hovedpersonen reflekterer samtidig over, hvor utilstrækkeligheden kommer fra, hvordan situationen er blevet sådan. Hun lige dele fortryder, tager ansvar og er bitter.

Bogen er virkelig godt skrevet. Hudløst ærlig, grum og alligevel fatter man sympati for hovedpersonen, der er faret vild i sin egen tilværelse.

En kæmpe anbefaling herfra. Velskrevet, vedkommende og væsentlig – ikke kun for mødre og døtre, men for alle.

Katarina Lewkovitch: Der kommer en morgen, Lindhardt & Ringhof, marts 2026, 284 sider.

”Findes der et ord for angsten før angsten. For den der lyd i luften, lige før en lussing rammer?”

En ung mand står lettere fortabt ved et busstoppested og kan ikke helt hitte rede i afgangstider og busruter, heldigvis for ham dukker en ung kvinde op, som kommer ham til hjælp. De tager den samme bus, står af ved Den gamle By, og de ender med at tilbringe dagen sammen. Mødet ved busstoppestedet bliver begyndelsen på et kærlighedsforhold, som tegner varmt, kærligt og omsorgsfuldt, men som lige så langsom begynder at tone ud i noget mere mørkt og dystert, hvor kærlighedserklæringerne mere komme til at bære præg af manipulation og trusler.

Parret tager på ophold sammen, de flytter sammen, de overnatter i det fri, ja de gør alle de ting, som, vi normalt vil sige, er sunde for et forhold, men under overfladen lurer der noget. Forholdet synes ikke kun at være sundt og godt, og de røde flag bliver hejst. Hvad sker der, når man ikke længere kan kende sig selv og bliver usikker på, hvad der er virkelighed? Hvor historier og oplevelser ikke længere hænger sammen? Hvor det hele bliver meget usikkert og subtilt? Hvor omsorg pludselig bliver til vold? ”Det værste er ikke at elske et monster, men at elske et menneske af kød og blod, et menneske, der græder og kalder dig Elskede elskede, aer din kind.”

Louise Juhl Dalsgaard mestrer på smuk vis det danske sprog, og med meget få men velvalgte ord får hun skrevet en given stemning frem, som kommer til at fremstå i denne blanding af lyrik, prosa og psykologi og filosofi. ”Jeg er hele tiden i tvivl. Om de ting, jeg husker, virkelig er sande. Om det, jeg siger, er. Om jeg er.”

Bogen er skrevet i et hovedspor, hvor vi følger den unge kvinde og kæresten Martin, og dertil som en form for intertekstualitet kommer der et underspor, hvor kvinden tænker tilbage på hendes mormor og morfars forhold.

Skyggehjerte er en grum bog, og jeg var flere gange ved at gå ud af mit gode skind, for det var ubehageligt at være vidne til manipulationen og udvaskningen af identitet. Men Skyggehjerte er også en vigtigt bog, og jeg håber, den kan være med til at sætte fokus på både psykisk og fysisk vold i kærlighedsforholdene.

Louise Juhl Dalsgaard, Skyggehjerte, Grønningen 1, 2026, 200 sider.

Kort sagt: de gode græder, de onde ler.

En af de gode er Helena Marino, der ved at uforklarligt mirakel har overlevet udryddelserne i krigens sidste fase. Hun ved ikke engang selv hvordan, for hendes hukommelse fra de sidste år er slettet fra hendes bevidsthed.

Hun ved kun, at hun var helbreder med særlige evner inden for dele af den alkymi, der dannede grundlaget for Paladias videnskab og succes. Hun var en del af den nu nedkæmpede modstandsbevægelse, men ingen ved længere hvilken rolle hun spillede. Kun må hun trods alt have været vigtigt på den ene eller anden måde, siden nogen med stærke evner har valgt at udradere hendes hukommelse.

Hvad vidste Helena? Er håbet for Paladia og alle dens indbyggere gemt et sted i hendes bevidsthed? Den nye højfoged, den brutale Kaine Ferron, får til opgave at bruge sine stærke alkymiske kræfter til at genskabe hendes hukommelse, og det starter en kamp mellem stærke viljer om ikke bare Helenas overlevelse, men også om modstandsbevægelsens sidste chance.

Alchemised er brandgodt dark fantasy. Det er bestemt ikke for børn eller sarte sjæle. Det er en fortvivlet roman om hvad der sker, når det onde vinder – om mord, voldtægt, koldblodige henrettelser og ikke mindst zombier, overgreb og kannibalisme. SenLinYu har skabt et originalt univers, der selvfølgelig trækker på nogle af de troper, vi kender fra fantasygenren, men med nytænkning og dybde til såvel personernes karaktertegning- og udvikling under og efter en krig, der får selve de gode til at gøre onde ting.

Nuvel, sådan en anderledes verdensopbygning kan blive lidt teknisk undervejs, når alkymien skal forklares og det hele hænge sammen, og 1098 sider er også lidt i overkanten. Men når det er sagt, så er der drama og plottwists og masser af spænding og gru, så lås døren for nekrotrællene og deres herskere, og træd ind i Paladia for en vild rejse.

SenLinYu, Alchemised, 1098 sider, Amaryllis forlag, Oversat af Jakob Levinsen, udkom 17. april 2026

Jeg læste den første gang som ung – min udgave er en bogklubudgave fra 1990 – og det er med en vis bæven at jeg fandt den frem på reolen igen. Kunne den virkelig stå for tidens tand? Svaret er ikke bare et ja, det er en dyb forundring og respekt for hvordan Udødeligheden rammer lige ned i tidsånden anno 2026.

Udødeligheden begynder med en midaldrende kvindes vinken i en svømmehal. Hvad er forfatterens blik på denne kvinde? Hvad er hendes blik på sig selv? Hvad betyder vores optagethed af hvordan andre ser på os for vores selvforståelse og personlighed? Hvordan påvirker det politikken, samfundet, menneskeheden? (Åh, hvor er det aktuelt – og så er det endda skrevet før internettet og sociale medier og fotografier i alle telefoner for slet ikke at tale om mobiltelefoner…)

Udødeligheden er en roman, der ubesværet skifter mellem politikere, journalister, Goethe & Beethoven, forholdet mellem unge kvinder og ældre mandlige kulturpersonligheder og ikke mindst hvad tankerne om vores eftermæle gør ved vores optagelse af den tid, vi har her på jorden.

Kundera går ubesværet fra de højeste sfærer og dybeste tanker om livet, døden og alt det dér og til beskrivelser af sex og selvoptagethed. Virkelighed og fiktion blander sig ubesværet på siderne, og når vi nu alle er optaget af vores egen historiefortælling – hvad er så egentlig forskellen?

Jeg hører ikke mange tale om Milan Kundera længere, og det er en stor synd. Udødeligheden bør være på alles læseliste. Ikke fordi man skal læse Kundera af pligt, men fordi det er utrolig lystfuldt.

Milan Kundera: Udødeligheden. 393 sider, Gyldendals Bogklubber. Oversat af Eva Andersen, udkom 1990.

”Latterliggørelse i medierne er vor tids bål”

Jeg nægter at tage del i den arrogante latterliggørelse af et individ, der har udgivet en bog.

Som jeg ser det, kan du vælge at gå til den her udgivelse på to måder; beslutte dig for på forhånd, at det bare er endnu en måde at skaffe sig opmærksomhed på og at forfatteren er en gedigen hykler. Aktivere din indre reddit-kriger og være for fin og klog til den slags litteratur – hvis man overhovedet kan få sig selv til at kalde det det.

Eller du kan læse den nysgerrigt og åbent. Forsøge at se det som et kærkomment opgør med en branche og nogle platforme, der rent faktisk gør os syge – tilsyneladende både på den ene og den anden side af skærmen.

Jeg vælger den sidste tilgang.

Når det er sagt, er jeg som flertallet ikke blæst bagover. For hvad er det her overhovedet for en udgivelse? Er det en biografi eller en bog om bagsiden af influencerbranchen? En slags ufiltrerede dagbogsnotater eller en debatbog? Ingen ved det. Men han trives jo heller ikke i kasser.

Bogen har mest af alt karakter af en række korte, til tider modstridende, tekster uden sammenhæng eller kronologi. Det ene øjeblik læser du om en blackfacing-skandale, han gjorde sig til genstand for, for så lige efter at komme til Vasaløb med svigermor, for så dernæst at tale om reklame for pålæg. Der er ingen sammenhæng. Men den fragmentering understreger måske meget godt hans tilværelse og sindstilstand? Jeg ved det ikke.

Men jeg synes ikke, at han skriver dårligt. Jeg er personligt ikke til den slags linjeskifts-tourettes, som hans tekster har været udsat for. Måske er der tale om en slags kunstnerisk stræben efter at udtrykke sig lyrisk, som så er udført ved at skifte linje konstant i ellers helt almindelige sætningskonstruktioner. Igen, jeg ved det ikke.

I bogen fortæller han blandt andet, hvordan han altid har været et rastløst barn, der har søgt grænser. Måske endda været grænseløs i sin eksperimenteren. Måske er det forklaringen på, at det er gået så galt? Manden har tilsyneladende ingen stopklods.

Men i fortællingen om sig selv, kammer det over og tangerer latterligt, når han sammenligner sig selv med Luther. Men samtalen om den magtforskydelse influencerne er kommet med, er vel reel nok?

Det er også komplet utroværdigt, når én som ham, der kender og beskriver gamet så godt, samtidig skriver: ”Jeg synes virkelig, det kunne være hyggeligt at bage boller med hende” om Statsministeren, og samtidigt naivt insisterer på, at det da ikke er politisk reklame.

Havde han nu holdt sig til sagen – at vi bliver syge på begge sider af skærmen – uden at fabulere over sin verdensmands-tilværelse, ville udgivelsen så være landet bedre? Jeg ved det ikke. Men det er svært at finde relevansen i, at han skal fortælle om dengang, han opsøgte en luder, men blev afvist, fordi han havde en brødkniv i tasken, at han forlod sin ekskæreste, selvom hun bollede godt, eller at han klædte sig ud som ulv til sin søsters eksamen.

Det er nærliggende at sammenligne med Cecilie Haugaards Instagrim-maveplasker af en udgivelse tilbage i 2024. For lige som hun ikke var den rette afsender på den samtale, er han næppe den rette til at rejse denne problematik.

For som der står i pressematerialet: ”Han er dog ikke færdig med mediebranchen – bare færdig med at lade som om, at den (og han selv) er uskyldig”.

Det er simpelthen for tyndt. Men netop i dag, den 18. april 2026, har han meldt ud på sin instagram, at han er offline på ubestemt tid. “INFLUENZA har sat gang i en del reaktioner, og også en kritik af, at jeg stadig er her. Det forstår jeg godt. (…) Så nu logger jeg af på ubestemt tid”, skriver han.

Herfra skal lyde en opfordring til at benytte lejligheden til at tale om bolden og glemme spilleren et øjeblik. For problematikken han rejser, er mere end reel.

Tobias Hamann: Influenza, Grønningen1, april 2026, 267 sider.

Alle har en mening om de fleste ting. Og med det skred, der er sket i samfundet, hvor synsninger snart har lige så megen magt som data, og hvor fakta ofte tilsidesættes af ’din sandhed’ og ’min sandhed’, så er det befriende at læse en bog fra en af samtidens største formidlere, tyskfødte Mirco Reimer-Elster, som du nok bedst kender som podcast-vært, og som USA-ekspert på de store danske tv-stationer. Elster formår nemlig at holde meninger på et minimum og fokuserer mindre på manden end på bolden, som man siger i fodboldverdenen. Konklusionen bliver derfor ikke, at den amerikanske præsident Trump har skabt en ny virkelighed, men at det er den nye virkelighed, der har banet vejen for en præsident som Trump. Faktisk forklarer Elster selv omkring en tredjedel henne i bogen, at denne nye virkelighed vil eksistere mange år efter Trump er borte.

Med så mange store personligheder i USAs korte historie er det svært ikke at fremhæve for mange, men Elster formår faktisk i store træk at holde sig til udviklingen fra Nixon til Trump med kun få berettigede afstikkere holdt til forklarende referencer. Som for eksempel når går tilbage til Lyndon B. Johnson for at forklare, hvorfra det senere indførte ’Affirmative action’ havde sin oprindelse.

Hans gennemgang af den amerikanske højesteret, betydningen af valget af de enkelte dommere og de mange kontroversielle domme, der har dannet et lovgrundlag i USA, der i dag er friere end nogensinde, er meget interessant. Igen er det meget forklarende og ikke belærende.

Endnu et godt kapitel er hans rejse gennem raceuroligheder fra Nixon til Trump. Elster er blandt andet hiphop-fan, hvilket giver ham mulighed for at lære mig noget om, hvordan de forskellige tiders problem kan aflæses gennem musikken. Jeg lytter ikke selv til hiphop, men jeg elsker at lære nyt og forstå ting på nye måder. Og nej, jeg kommer ikke fremover til at lytte til hiphop, men jeg forstår betydningen og de mange signaler, du kan sende gennem blot en enkelt musikgenre. Det er fascinerende.

Den eneste reelle konklusion på Elsters værk er vel ganske klar i titlen. Der var engang …, men i dag … puha, skidt, skidt, skidt. Og ja, det er med stor sikkerhed en måde at se det på. Vi har de seneste omkring tyve år haft en verden, hvor vores unge har kunnet vokse op uden store krige i vores del af verden, med langt større rigdom og med udfordringer, vi nærmest har skullet lede efter. Men livet er ikke blevet lettere af den grund. Ting, som måske tidligere ikke havde så meget plads, har i stedet i denne tid fået opmærksomhed.

Men i dag er det, vi lidt ældre måske vil kalde ’de normale tider’ kommet tilbage. Krige er tættere på, folk føler sig usikre, og lige under vores lykkelige overflade truer en forfærdelig krise hele tiden. Sådan har det været i tusinder af år – stort set uden afbrydelse. Det er de seneste tyve år, der er afvigerne. Og i den tid har vor tids største moralske pælestøtte, USA så udviklet ”Fra supermagt til shitshow”.

Hvis denne bog ikke får dig til at tænke, så skal du læse den en gang til. Jo, Elster bruger også humor, og han elsker at lave humoristiske sammenligner, men alvoren er stadig for stor til bare at kunne puttes væk i lette grin. Hvis jeg var dig, ville jeg ikke blot læse bogen. Jeg ville bruge dens mange kapitler som debatoplæg til større og mindre selskaber. Det er fremragende læring og et sundt indspark.

Mirco Reimer-Elster: ”Fra supermagt til shitshow”, Forlaget 28B, 312 sider, udkom januar, 2026

Læs også:
Ulla Terkelsen of Mirco Reimer-Elster: Skønhed og skræk – to generationer på rejse i Tyskland

Ruben Toft Sindahl: Ret og magt i USA

Philip Chr. Ulrich Rasmus Dahlberg: Præsidenter. Fra Washington til Trump

Jeg ved næsten ikke noget bedre, end at læse bøger om andre kvinders livserfaringer. Jeg er nysgerrig på de andres liv, deres følelser, deres refleksioner, deres opture og nedture. Jeg kan lide at blive mindet om detaljer fra mit eget liv, som jeg måske havde glemt eller ikke tillagt betydning, da de var en del af min hverdag. Og jeg kan lide at lære af erfaringer, der er helt ulig mine egne, og at erkende, at sådan kan et kvindeliv også være. Under alle omstændigheder: Jeg suger til mig af bøger, hvor kvinder åbner for posen og deler ud. Marianne Verges “År jeg fødte børn” er sådan en bog.

Bogen er et erindringsessay om de mange år, hvor Verge fødte børn: Fra hun er 29 og til hun som 45-årig får sit fjerde og sidste ønskebarn. Hun får to børn i sit første ægteskab, bliver skilt og oplever år som enlig mor med delebørn, før hun bliver gift igen og skaber en ny familie med dine, mine og vores børn.

Verges moderskab har mange rum, alle holdt oppe af en livslang kærlighed til børn og til hverdagen, også når den inkluderer søvnmangel, brand på altanen og at være på legepladsen inden klokken seks om morgenen. Hendes mindste er kun fem år gammel, og Verge bader sig i lykken over dette sidste mirakel, alt imens – eller måske netop fordi? – hendes erfaringer fortæller hende, at this too shall pass:

“En dag går det op for en, at man har fået den sidste tegning forærende af sit barn. Det sidste klippekort til kram, det sidste stykke lilla karton med guldstjerner, der har fået alt for meget lim, og glimmer, der drysser, men alligevel er man ikke i tvivl om, hvad der med ubehjælpsom skrift står inde i det bankende glimmerhjerte. Der står, at en større gave vil man nok aldrig få.”

“De år jeg fødte børn” er en nænsom og smuk skildring af et kvindeliv. For læsere, som kan lide Emilie Pines “Noter til mig selv”, Maggies O’Farrells “Jeg er, jeg er, jeg er” eller Louise Juhl Dalsgaards “At tælle til lilla”.

Marianne Verge, De år jeg fødte børn, 160 sider, Gyldendal, April 2026.

Christiansens og Kirk Muffs bog er seneste skud på stammen af bøger, der dykker ned i, hvad der mon skete i Stockholm den aften, hvem der planlagde, gennemførte drabet og efterfølgende mørkelagde forbrydelsen. Det gør de to forfattere overbevisende godt, og som læser sidder man tilbage med en uhyggelig fornemmelse i kroppen, en undren – kan det virkelig være rigtigt, det de to forfattere er nået frem til efter flere års ihærdigt arbejde og research?

Meget kort fortalt, er deres velunderbyggede og dokumenterede tese, at der i Sverige under den kolde krig blev etableret et netværk af såkaldte ’stay behind’ grupper med støtte fra CIA og NATO. Det var naturligvis tophemmeligt, da Sverige jo skulle fremstå som en neutral nation. Dette er faktuelt rigtigt, og det er ligeledes afsløret, at der var en hemmelig militær efterretningstjeneste, der opererede uden om den demokratiske kontrol og parlamentariske indsigt. Disse ’stay behind’-grupper skulle efter et angreb fra Warszawapagten fungere som en art modstandsbevægelse og kæmpe mod besættelsesmagten.

De skulle ligeledes holde øje med østblok-sympatisører, og med betydningsfulde personer i det svenske samfund med viden om fx statshemmeligheder. Her er der tale om personer, som under pres fra en besættelsesmagt, kunne risikere at røbe hemmeligheder. Derfor kunne det være nødvendigt at likvidere udvalgte personer, og det øvede man sig faktisk på. Hvor tæt kan man helt konkret komme på en af disse personer, og hvordan kommer man væk fra et gerningssted?

Angiveligt myrdes Palme under en øvelse af denne art. Specialtrænede soldater skulle simulere en likvidering ved, at en af dem kommer så tæt på Palme, at han kan lægge sin hånd på hans skulder. Men en lille gruppe medvirkende i øvelsen har planlagt, at det ikke skal være en øvelse. De vil slå til mod Palme.

Der er virkelig meget, som taler for, at dette kan være tilfældet. Mange vidner har set, at ministerens lejlighed var under observation i dagene op til mordet. På mordaftenen ser adskillige, at der færdes grupper af mænd med walkie-talkies i Stockholm, også meget tæt på biografen. Og to kvinder fortæller, at de kort efter drabet overværer tre mænd i løb, og den ene råber: ”Han skulle jo ikke dræbe ham!”, hvorefter de flygter i en sportsvogn. Politiet vender aldrig tilbage til de to kvinder, og da den ene af mange år senere får aktindsigt, kan hun se, at deres vidneudsagn er groft forvansket.

Ovenstående er kun et meget lille udpluk af Christiansens og Kirk Muffs argumenter for, at der var tale om en sammensværgelse. Bogen bygger på parrets forskning gennem seks år, som man har kunnet følge i Radio IIII’s ’Krimiland’ og i deres egen podcast ’Det hemmeligste af det hemmelige’.

Palme var elsket for sin kamp for verdensfreden, og han var hadet og mistænkt i stærkt højreorienterede kredse, der anså ham for at være en forræder. Med ´Murder Box’ har vi fået et veldokumenteret og rystende bud på, hvordan og hvorfor hans liv fik en så brutal afslutning.

Bogens forfattere udtrykker et håb om, at efterforskningen kan blive genoptaget, men foreløbig er alt lukket officielt ned. Sagen er opgivet på trods af, at de seneste undersøgelser faktisk har kigget på noget af det omfattende materiale, der ligger til grund for bogen.

Anders Christiansen og Christian Kirk Muff, Murder Box, Lindhardt og Ringhof, 304 sider, 2026

Vi er i 1875 og med på bryllupsrejse i Paris. Det nygifte grevepar er i byernes by, men grevinde Jessie har mere travlt med at skjule sin affære med præstesønnen Johannes, end med at muntre sig med sin mand Julius.

Tilbage i Danmark er affæren ved at få store konsekvenser, men det er utænkeligt, at der skal komme en plet på familiens ære. Julius kæmper med at få anerkendelse fra svigerfaren og han sættes på lidt af en prøve. De to nygifte har travlt med deres egne projekter og i stedet for at arbejde sammen om en fælles fremtid, bliver de mere og mere usynlige for hinanden.

Blandt arbejderne er der helt andre udfordringer, men heller ikke her er kærligheden nem. Vi følger Stig der er vendt hjem efter flere år, men han får knust sine fremtidsdrømme om familie og kærlighed og han kæmper mere end nogen sinde.

I køkkenet under det store slot knokler køkkenhjælperen Oda. Hun er kreativ og idérig, men det er svært at finde sin plads blandt de mere traditionelle tjenestefolk og forandringerne møder modstand.

Det er en fornøjelse endnu engang at blive suget med ind i historierne blandt herskab og tjenestefolk. Her er hemmeligheder og spændinger og et ret skønt tidsbillede på en tid og et miljø, der var bundet hårdt op på fortidens forventninger. Men der er forandringer og udvikling på vej, der giver genlyd i de nye generationer i de forskellige samfundsklasser.

Det er imponerende, hvordan Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Rydahl formår at samarbejde om dette store projekt. Alt virker meget gennemarbejdet og velkomponeret og fortællingen er både gribende og dramatisk. Det er et skønt persongalleri, og hvis man er fan af fx Downton Abbey, så er det bare med at komme i gang.

Det er godt, vi er blevet lovet en hel serie, for jeg er slet ikke klar til at slippe fortællingen om Egeskov endnu. Maskefald er anden bog i Egeskov-serien og der arbejdes efter sigende allerede på bog nr. 3. Tak for det.

Maskefald, Anne-Grethe Bjarup Riis, Thomas Rydahl, Politikens Forlag, 448 sider, 2026

Berlin, nutid, 3 veninder i midten af 40´erne. De har alle fravalgt at få børn. Er i stedet glade for hunde. Meget glade for hunde.

Hils på Grit, forfatter og fattig. Skralder mad i containere, savner sin døde hund og drømmer om at få sit eget kolonihavehus. Oplever nærmest at have mistet sin søster, da denne forsvandt ind i moderskabet.

Hils på Charly, arbejdsløs skuespiller, der er lige ved at lande en større rolle, da det går op for hende, at hun uønsket er blevet gravid.

Og hils på sprogskolelærer Kessie, der må rejse fra Berlin til barndomsbyen i forbindelse med sin mors sygdom. Der møder hun sin ungdomsforelskelse og midt i det utrygge med morens sygdom, spirer en lyst til eventyr.

Vi følger på skift de tre kvinder og man skal være en opmærksom læser for at følge med. I starten gled de lidt sammen for mig, men hen af vejen trådte de hver især tydeligere frem. De tre har en chat-gruppe og den følger læseren selvfølgelig også med i. Her er kvinderne ret kække og sjove og skriver til hinanden i et ungdommeligt og levende sprog om alt fra det bøvlede liv til det seneste knald.

Græsset på vores side er en moderne fortælling om valg og tilvalg, om stærke kvindevenskaber og ønsket om ikke at leve i den traditionelle kernefamilie. Tematisk har jeg set romanen omtalt som chick lit, men sprogligt er den til den mere intellektuelle side og måske mere til læsere af Sally Rooney. Romanen ikke helt nemt at sætte i bås. Helt som de tre kvindelige hovedpersoner.

“Far, mor, barn. Nuclear Family, hedder det på engelsk. Det lyder jo som en katastrofe uden lige, det er lige præcis derfor, det afskrækker mig så meget.”

Stefanie de Velasco, Græsset på vores side, Straarup & Co., Januar 2026, 264 sider, Oversat af Klara Geist, Siri Janfelt-Mose