FBI-agent Jack Cole har en særlig evne, han kan nemlig rekonstruere gerningssteder inde i sit hoved. Det er en evne, han får brug for, da han vender tilbage til sit barndomshjem. Hans kunsterfar er kommet slemt til skade, da han i en blanding af demens og fuldskab satte ild til sig selv, og sprang ud af et vindue. Samtidigt sker et dobbeltmord ikke langt fra faderens hjem. Ikke et almindeligt mord, men et grufuld teaterstykke af tortur og menneskelig forfald, der får opkasten til at stige i halsen.

For at gøre spot til skade, skal Jack Cole ikke kun håndtere fortidens dæmoner, men også den kategori 5 Orkan, der på vej mod kysten, hvor faderens hus står. Det er den vildeste storm i mandsminde, og der befinder Jack sig med sin kone og deres lille søn samt hans minder.

Thilleren er 340 sider lang, hvilket ikke er en side for meget. Det særlige ved bogen er, at den aldrig taber tempo, men kører i højeste gear, fyldt med smukke sprogblomster og referencer til amerikansk kunst og kultur. Det har været en svær opgave at oversætte bogen fra engelsk til dansk og en gang imellem dukker nogle amerikaniserede sprogblomster op. But what the hell, når læseren er så skræmt, at hun knap tør gå på toilettet og kæresten må kontrollere for psykotiske monstre under sengen inden sengetid, så holder konceptet 100 %.

Robert Pobi, Blodmanden, Maj 2013, Rosenkilde og Bahnhoff, 340 angstfremkaldende sider.

Sådan er det ikke med Susanne. Hun har altid gået på arbejdet og betalt sit. Hun bor flot og billigt i en lejlighed, hun har lånt. Alt burde være godt. Men på det seneste er gigtsmerterne virkeligt blevet slemme, og hun er gået på nedsat tid på sit rengøringsjob. Hun er fuld af selvmedlidenhed, og til tider af alkohol, og det bliver da også på et brunt københavnsk værtshus hun møder Juri.

Nu begynder et spind af kriminelle aktiviteter, sidehistorier, nye spor og drejen om hjørner. Snart er det kommissær Bjørn Bruhn og kriminalassistent Vera Andersen, der må i aktion for at finde hoved og hale i begivenhederne, der inkluderer mystiske fly og H.C Andersens figurer, internationalt diplomati og overboere med computeranalfabetisme.

Hovedløst trænger til at blive strammet op og sat på spidsen, måske et mindre persongalleri ville have gjort historien stærkere og klarere. Plottet bliver aldrig rigtigt spændende og i de passager, hvor der var mulighed for spænding ødelægges det af nymodens teknologi og kærlighedsklicher.

Christian J.D Dirksen, Hovedløst, Januar 2013, 274 sider, PrintXpress.

Morgan pakker al sit overnaturlige gear og stiller sig med Reiko i et pentagram af stearinlys. Det hele starter fint. Men dæmonen er for stærk og Morgans eneste mulighed, er at tilkalde selveste Luficer, Men at indgå en pagt med satan selv, er ikke uden risiko. Inden Morgan ser sig om, står han omgivet af ild og dæmoner i Pandæmonium. Helvedes hovedstad.

Med Pandæmonium har Benni Bødker og Simon Bukhave lavet en bog der kan virke grænseoverskridende. Bukhaves tegninger er tydeligt inspireret af M.C. Escher og Hieronymus Bosch og viser et billede af helvede, der på en gang er velkendt, men stadigt er Bukhaves helt eget. Tegningerne underbygger Bødkers fortælling, hvor han ikke er bange for at sætte Morgan i et hårdt dilema. Skal han omfavne sin dæmonnatur og blive ond og magtfuld? Eller skal han blive i sin menneskeham og kæmpe for langsomt at blive stærkere?

Infernus bøgerne har desværre ikke deres egen hjemmeside. Derfor kunne det være alletiders, hvis der er nogle af jer læsere der laver et fansite, der viser bøgernes fede detaljer og fortæller om bøgerne er for blodige eller helt i top.

Infernus 4 – Til Pandæmonium. Benni Bødker, illustret af Simon Bukhave. Gyldendal. 88 Sider.

Det her er en af de bedste bøger jeg har læst i mange år. Virkelighedens danske Tintin tager os med ud på en helt formidabel og uhyre spændende rejse, der ender dramatisk.

Knud Holmboe var en af de første danskere, der konverterede til islam. Og netop det at han er muslim er den helt store døråbner. Det er det, der gør, at de lokale stammefolk, beduiner og hulefolk han møder, stoler på ham. Det er kun derfor han får lov at køre gennem egne, hvor ingen hvide mennesker har kørt før. Og køre der uden at blive overfaldet af de beduiner, der ligger i krig med italienerne. For hvis ikke det var for den muslimske klædedragt, så lignede han ved første øjekast endnu en imperialistisk europæer.

Der er rigtig langt fra Marokko til Ægypten og der er rigtig meget ørken. Så der bliver kørt, og kørt og kørt og kørt og kørt… Men Knud Holmboe og de 2-3 personer han får følgeskab af, oplever hele tiden nye ting.

Mest dramatisk da han og en arabisk dreng strejfer hjælpeløse omkring i ørkenen i 10 dage og ikke lever af andet end græs, et pindsvin og nogle snegle. Til sidst bliver de reddet.

Hen mod slutningen af rejsen kulminerer begivenhederne og Knud Holmboe bliver selv en del af konflikten mellem italienerne og lokalbefolkningen. Men så vil jeg heller ikke røbe mere.

Bogen vakte stor opsigt i Europa og USA, da den udkom, da den nøje beskriver de uhyrlige krigsforbrydelser, som italienerne begår i det besatte Libyen. Bogen udkom først på italiensk i 2004. Og konspirationsteorierne går på, at det var italienske efterretningsfolk, der stod bag, da Knud Holmboe i 1931 blev dræbt i Jordan på vej mod Mekka.

Knud Holmboe: Ørkenen brænder – Blandt Saharas og Libyens Beduiner. Forlaget Vandkunsten 2011. 351 sider.

Drengen, der vandt konkurrencen, hed Palle Huld. Han var en rødhåret spejderdreng, der efter ganske få dages forberedelse tog afsted fra Københavns Hovedbanegård. Til at sige farvel var ikke blot hans mor og far. Men også flere tusinde andre. Begejstringen for Palle’s jordomrejse var enorm. Og overalt hvor han kom frem på sin 44 dage lange rejse, blev han mødt af begejstrede lokale. Den faste velkomstkomité bestod som regel af en gruppe danskere bosiddende i den pågældende by samt det lokale spejderkorps og adskillige nysgerrige. Palle Huld rejste via England og Skotland med båd over Atlanten, med tog gennem Canada, båd over Stillehavet til Japan og herfra videre til Korea og Kina, inden han med tog satte kursen mod Moskva, Berlin og til sidst København. Her blev han modtaget på Rådhuspladsen af 20.000 danskere.

Uanset om han gjorde ophold i én time eller i ét døgn, så nåede han altid lige en bytur. Og ved flere timers ophold var der ofte mindst én festmiddag til ære for Palle. Imponerende er det i hvert fald, hvad drengen nåede at se i de få timer han gjorde holdt i byer som Montreal, Tokyo og Harbin.

Med til at gøre bogen ekstra pragtfuld er Palles begejstrede drengesprog. Igen og igen beskrives personer han møder som elskværdige. Og han fortæller om de lande han besøger med stor nysgerrighed og stor positivisme. Mødet med en rigtig neger er en stor begivenhed for Palle og især Japan er han meget begejstret for. Til gengæld beskrives kineserne næsten udelukkende i negative vendinger.

”Jorden rundt i 44 dage” er en helt fantastisk sjov fortælling om dengang det at rejse til Canada eller Japan var eksotisk og dengang en rødhåret 15-årig drengs jordomrejse kunne trække avisoverskrifter verden over. Rygtet vil ligefrem vide, at bogen inspirerede Hergé til at lave Tintin.

Palle Huld: Jorden rundt i 44 dage. People’s Press 2012. 161 sider.

Kim Thúy debuterer med “ru”. Hun blev født i 1968 i Sydvietnam og voksede op i en veluddannet og velhavende familie. På grund af Nordvietnams magtovertagelse af landet forlod hun landet som bådflygtning i en alder af 10, tilbragte måneder i en flygtningelejr indtil hun havnede i Canada, hvor hun i dag bor med sin mand og deres to børn.

Bogen handler om en 10 årig pige, der ligesom forfatteren flygter fra det krigshærgede Vietnam via havet. Vi følger hende i erindringsglimt fra barndommen i Saigon, over flugten i den overfyldte båd, til flygtningelejren i Malaysia hvor fluerne var store og konstant summede omkring hende, til livet i Canada som mor. Forfatteren formår at skabe en sammenhængende fortælling på de små 160 sider, og zapper ubesværet mellem nutid og fortid. De stemningsmættede snapshots fylder ½-2 sider og er nedslag i hovedpersonens liv.

Bogens fortæller er hovedpersonen selv og hun fortæller med en ygmyg og taknemmelig stemme, der er befriende blottet for appeleren eller selvmedlidenhed. Det gør til gengæld, at hun med det samme vinder læserens sympati og fastholder dennes opmærksomhed. Se bare her: “Mine forældre fortæller tit min bror og mig, at de ikke har nogen penge, vi kan arve efter dem, men jeg synes, at de allerede har efterladt os deres erindringers rigdom, som gør det muligt for os at føle skønheden ved en klase blåregn, et ords skrøbelighed eller forundringens kraft.”

I korte billeder behandles emner som moderskab, frygt, kærlighed og drømme om job og fremtid i en ramme af krig, fluer, afføring og velmenende Canadiers hjælp. “Ru” er en fremragende bog, læs den!

Kim Thúy, ru, Gads Forlag, Maj 2013, 160 sider, På dansk ved Else Henneberg Pedersen.

Men indeni var han den generte og sky Einar Enemark, der stammede noget så voldsomt og havde et selvværd lige så lille som MC Einars popularitet var stor.

Livet på toppen af rap-rangstigen varede kun få år, og i virkeligheden var Einar blot et instrument for sangskriveren Nikolai Peyk. Einar forsumpede mere og mere og blev til sidst, efter et LSD-trip på Roskilde Festival, indlagt på den lukkede med en psykose.

”Manden der var MC Einar” er en hudløs ærlig biografi om Einar Enemark og hans alter ego MC Einar. Fans af sidstnævnte skal indstille sig på, at bogen ikke er et portræt af MC Einar og at perioden som rapmusikkens nummer ét kun fylder meget lidt i bogen. Einar Enemark går ikke i detaljer og fortæller anekdoter fra tour-livet. Han lægger tværtimod afstand til MC Einar-tiden, hvor han i virkeligheden ikke var den, han gerne vil være.

Var man fan af MC Einar i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne, så er det meget interessant at læse om hvad der i virkeligheden foregik inde bag facaden, og om hvor det store rapikon er i dag. Kender man ikke MC Einars musik, er tiden bedre brugt på noget andet.

Einar Enemark og Anders Houmøller Thomsen: Manden der var MC Einar. People’s Press. 2011. 201 sider.

Skjoldager bruger terrorsagerne fra Vollsmose, Glasvej og Glostrup til at tegne et billede af et yderligtgående fundamentalistisk islamistisk miljø, hvor en række rabiate prædikanter er med til at påvirke unge mænd, der ofte har levet helt almindelige liv i Danmark. Men efter at have mødt de rabiate prædikanter skifter de pludselig karakter og bliver stærkt troende. Det fører ofte til, at de starter med at se Al-Qaeda videoer på nettet medhenrettelser af vantro vesterlændinge. Og derfra udvikler det sig til planlægning af terrorisme.

Men på det tidspunkt er PET for længst med på en lytter, og i Glasvej-sagen havde efterretningstjenesten sågar installeret skjulte kameraer i de terrormistænktes lejlighed.

Morten Skjoldager lægger hovedvægten på Glostrup-sagen, som han tydeligvis selv har fulgt tættest i sit arbejde som journalist på Politiken. Vollsmose-sagen berøres kun overfladisk. Men den er som bekendt også allerede beskrevet i detaljer i en selvstændig bog. Glasvejssagen berøres også kun overfladisk. Men det gør i og for sig ikke noget. For sagerne er med til at trække den røde tråd knivskarpt op og give klare eksempler på hjemmegroede terrorister, deres motivation og deres handlinger.

”Truslen indefra” hejser et vigtig flag i terrordebatten og henleder opmærksomheden på, at terrorister ikke kun findes i Afghanistans bjerge, men også kan findes i Herlev eller på Frederiksberg.

Morten Skjoldager: Truslen indefra – de danske terrorister. Lindhardt & Ringhof, 2009. 320 sider.

I de første bøger er Artemis Fowl et kriminelt barnegeni og alt andet end en helt. En dreng der har en stor familieformue og en bodyguard ved navn Butler til at gøre alt det beskidte arbejde. Artemis har meget få bagtanker, da han kidnapper feen Holly i første bog og tvinger feerne til at udbetale store mængder guld i løsepenge. Langsomt går det op for ham at feerne, der lever i landflygtighed i kæmpebyer under jorden, har større værdier end guld.

Teknologisk er de milevidt foran menneskene og med kentaueren Foaly som teknisk geni, bliver der for hver bog udviklet ny teknologi. Den onde fe Opal Koboi er dog mindst lige så genial som Foaly, bare fuldstændig uden skrupler, når hun blander teknologi og magi til dødbringende våben og i modsætning til Foaly er hendes mål ikke at hjælpe, men at overtage feernes verden. Så i bog 2 må feerne alliere sig med Artemis Fowl for at have en chance for at slippe helskindet fra kampen. Artemis indblanden har dog sin pris, for i bog 3 stjæler, modificerer og videresælger han fe-teknologi i form af en supercomputer. Han finder dog hurtigt ud af, at den geniale fe-teknologi i de forkerte menneskehænder kan have frygtelige konsekvenser for mennesker og feer. Supercomputeren ender selvfølgeligt i hænderne på en skruppelløs forretningsmand og Artemis må bide i det sure æble og få den modvillige Holly til at hjælpe sig med at skaffe den tilbage.

Fjendskabet mellem Holly og Artemis ændrer sig langsomt og hun har det ikke helt godt med at slette hans hukommelse i slutningen af bog 3. Sletningen af hukommelsen viser sig i bog 4 at være en dårlig ide. Feerne har igen brug for Artemis til at overvinde Opal Koboi. Heldigvis havde Artemis taget højde for hukommelsessletningen og udstyret seriens sande antihelt dværgen Smulder Muldwerfer, med en amulet der kan genskabe hans hukommelse. Ikke nok med det, så viser det sig, at de for at klare skærene er nødt til at stole på den tyvagtige dværg, der med sin kæmpemund, både kan udslynge dårlige jokes og æde sig igennem alle jordarter og udspy dem fra den anden ende med ødelæggende effekt.

Der er dog mere mellem himmel og jord end mennesker, feer og dværge med tendenser til ophobet tarmluft. I bog 5 viser det sig at endnu en ferace er på vej til at krydse klinger med Artemis. Dæmonerne er fanget i tidens dyb, men er på vej tilbage til nutiden. Og det viser sig, at den umiddelbart svageligste dæmon, ved navn Nr.1 er deres eneste chance for at sammenstødet mellem fortid og nutid ikke ender i ødelæggelse og afsløring af det hemmelige ferige.

Nr. 1´s magiske evner viser sig at være helt uvurderlige i bog 6, da Artemis´ mor får en sær sygdom, der tvinger Artemis til at rejse tilbage i tiden og stjæle kuren fra sin hidtil mest durkdrevne fjende – nemlig en yngre udgave af sig selv. Mødet med den yngre udgave af sig selv er med til at skubbe Artemis væk fra sin kriminelle løbebane og han beslutter sig i bog 7 for at bruge sine evner til at redde jorden fra økologisk undergang. Men skiftet har bare den konsekvens, at han bliver sindssyg og udvikler en personlighed, der opfører sig som en parodi på en ægte helt. Det er selvfølgelig langt fra optimalt, når feerne har brug for en, der er mere udspekuleret end den morderiske bagmand, der truer med at udslette det undersøiske Atlantis.

I bog 8 er Opal Koboi blevet fuldstændigt vanvittig og har lagt en plan, der vil give hende guddommelige kræfter og give hende nøglen til at genopvække udøde fekriger og udslette menneskeheden. Verdens chance for overlevelse hviler på Artemis evne til at udtænke et genialt modtræk, hvor de vigtigste ingredienser er en lille kamplysten fe, en to meter høj bodyguard og en peristaltiske udfordret dværg.

Jeg kan med det samme sige, at det i den sidste bog ikke er nok at være genial. Artemis må være parat til at betale den højeste pris.

Hvis du syntes det er kedeligt med en lang opremsning af bøgernes indhold, så forstår jeg dig godt, men bare vent til du går i gang med at læse. For sjældent har jeg oplevet, at hver bog i en serie formår at komme op i øverste actiongear i løbet af de første kapitler og holde den bogen ud – uden at tabe spændingen undervejs. Det lykkedes kun fordi forfatteren Eoin Colfer springer smidigt mellem indersiden af hovedet på alt fra ildkastende gobliner til sultne kæmpeblæksprutter og krydrer det med solide doser af humor – der formår at balancere på den fine linje mellem pinlig pruttehumor og skarp ironi. Bag den fræsende action og klukkende humor, ligger et spor af medmenneskelighed, der viser Artemis Fowls udvikling. Han finder ud af, at han hos feerne finder ting, der er vigtigere end guld og teknologi. Nemlig venskab. Artemis Fowl ændrer sig langsomt fra at være selvcentreret til at tænke på andre end sig selv – en ændring der håndteres imponerende – fordi der skal så lidt til før den slags bliver kvalmende.

Så hop med på vognen og følg Artemis Fowls vilde eventyr – i tryg forvisning om, at han aldrig helt holder op med at være en selvoptaget nørd.

Mens du læser bøgerne vil du opdage, at der i bunden af hver side står en tekst skrevet med feernes alfabet (i enkelte af bøgerne er det dog andre koder). Hvis du går på nettet kan du finde en nøgle til at oversætte fe alfabetet. Og ja, hver bog har en kodet besked til den ihærdige læser.

Eoin Colfer: Artemis Fowl, Bind 1-8, Carlsen, Sider 300 til sider 370 afhængigt af bog.

Konfrontation indeholder 65 korte og virkelig spændende kapitler med skarp fokus på efterforskning. Bogen er derfor også uden overflødig snik snak og blandt andet derfor er den en de bedre krimiudgivelser jeg har haft fingrene i. Der er dog sjusket lidt med oversættelsen / korrekturlæsningen i form af ord, der er faldet ud af sætningerne flere steder.

En af bogens nøglepersoner er den unge kvinde Adi Regev, der elsker Tel Aviv. Vi møder hende en lun aften efter en hyggelig tur i byen sammen med pigerne fra yoga. Hun er på vej hjem, da hun møder ham. Han taler med en spørgende og venlig stemme. Men det går snart op for hende, at venlighed er alt andet end det, der nu står på menuen.

Vi følger også den erfarne politimand Eli Nachum ud på gerningsstederne, ind i forhørslokalerne og ind på kontoret, hvor han lukker døren for at kunne håndtere sin hovedpine. Vi følger også Ziv Nevo, den hovedmistænkte, når han lusker rundt i Tel Aviv om natten. Anklagemyndigheden, forsvarsadvokaten og et par meget lidt flinke fyre stifter vi også bekendtskab med og samlet er der lagt i ovnen til seriøs spændende læsning.

Forfatteren er Israels bedst sælgende krimiforfattere. Han er bosat i Tel Aviv, har skrevet fem bøger og arbejder som advokat. Via sit arbejde har han et indgående kendskab til det israelske retssystem og kender til politiets organisering og metoder at arbejde på. Det er med til at gøre persongalleriet levende og bogen som helhed troværdig. Konfrontation er den første af hans bøger, der er oversat til dansk. Herfra skal lyde et: køb den og læs den! Så følger de andre bøger måske efter.

Liad Shoham, Konfrontation, Forlaget Hr. Ferdinand, Marts 2013, Oversat fra hebraisk af Hans Henrik Fafner og Rivka Uzan Fafner, 394 sider.