Portræt af døden er et glædeligt gensyn med efterforsker Rebekka Holm fra Drabsafdelingen. Sammen med kollegerne bliver hun hurtigt koblet på sagen og inden længe tyder det på, at en seriemorder er på fri fod. Titlen på bogen henleder opmærksomheden på post-mortem fotografering, som er fotografisk afbildning af nyligt afdøde personer og som jeg personligt synes er vildt uhyggeligt. Prøv selv med en googlesøgning af begrebet.

Bogen er spændende og god underholdning med cliffhangers mod slutningen. I forrige bind holdt forfatteren mig vågen, da jeg ikke kunne efterlade Rebekka alene i hendes sommerhus ved Veddinge Bakker, hvor hun var lige ved at blive slået ihjel. Denne gang er det et hus af ældre dato tæt på København, der danner rammen om det afsluttende drama, der endnu engang holdt mig vågen.

Portræt af døden er fjerde selvstændige bog om Rebekka Holm og hendes efterforskningsarbejde. Du kan læse Bogbloggers anmeldelse af et par af de andre bøger i serien her og her.

Julie Hastrup, Portræt af døden, Rosinante, Maj 2013, 350 sider.

De to drenge er onde i sulet, indtil de opdager at der er audition til stykket Frankensteins Monster. Egentligt kan børn ikke være med, men teateret mangler to uhyggelige dværge. Det er lige et par roller for de to knægte. De finder hurtigt ud af at professionelt teater er dødspændende, men også at faget er fyldt med folk der tager sig selv mere end meget alvorligt.

Klaus Klampenhügger spiller Frankensteins Monster, men syntes ikke han får opmærksomhed nok, derfor laver han rav i den og bliver fyret. Nu er instruktøren, Tony van der Splatt, i store problemer. For hvem skal nu være monster? Heldigvis kender drengene den skøre doktor Z. Spørgsmålet er bare om han er frisk på at lave et ægte monster? Selvfølgeligt er han det og så går alting alligevel. Lige indtil monsteret pludseligt får sine egne monstrøse ideer!

Forfatteren Kasper Hoff ved mere end en lille smule om teater og Franksteins Monster. I foråret 2013 lavede han teaterstykket ”Frankenstein genskabt,” så du kan dykke ned i bogen med sikker forvisning om at alle detaljer om båder teater og monster er på plads.

Kasper Hoff og Jan Solheim, Doktor Z – Frankensteins monster, , 2013, Gyldendal.

Denne bog er rigtig god, når man ikke har prøvet dominostrik før. Bogen starter nemlig med nogle forskellige måder at lave dominofirkanterne på. Dominostrik består nemlig af firkanter strikket i ret, men med nogle teknikker, som danner mønstre.

For at strikke dominostrik foreslår Vivian Høxbro, at man køber nogle specielle dominopinde eller bruger strømpepinde med en perle limet på i den ene ende. Jeg har prøvet med strømpepinde og det gik fint. En sød stikkedame, som jeg kender, gav mig rådet at sætte en elastik om den ene ende af pinden, så maskerne ikke gled af, rigtig godt råd.

I bogen er der også gode illustrationer af nogle af de strikketeknikker, som skal bruges til dominostrik, så man får god hjælp til de teknikker, man eventuelt ikke har prøvet før.

Bogen starter med nogle små projekter som at strikke grydelapper. Grydelapperne er i forskellige mønstre, så man får prøvet de forskellige teknikker. Der er også eksempler på julepynt, pandebånd og en taske. Hvis du bliver helt vild med at strikke dominostrik slutter bogen af med at beskrive et af de store projekter, som du kan kaste dig over: strik din egen poncho!

Alt i alt en god bog, som giver en fin indførelse i dominostrikkens verden. Den kan bruges af både nybegyndere og af mere garvede strikkere.

Vivian Høxbro, Dominostrik, Forlaget Akacia, 2013, 80 sider.

Nina bor sammen med sin mor, som syr på symaskine. Vennerne fra Savannen tager med Nina i svømmehallen, lærer at lave kastanjedyr og forsørger at spise sushi med pinde. Og efter en god miniferie rejser de hjem igen.

Bogen har ikke det fjollede tvist, som børnene fniser over, og som var kendetegnende ved de første Mimbo Jimbo bøger. Den har heller ikke det mere alvorlige over sig, som vi så det i Mimbo Jimbo og de store elefanter.

Hvad illustrationerne angår er det let at se, at det er Strid, der står bag og det er fedt. Jeg er nemlig vild med farverne og de små detaljer. Men som fortælling er “Mimbo Jimbo besøger en ven” ikke nær så speciel eller interessant som mange af de andre af forfatterens bøger. Fortællingen er skam sød og det er hyggeligt (men også ufarligt) at gå i svømmehallen, at drikke varm kakao og at lave kastanjedyr, men meget mere end en sød fortælling er det ikke.

Jakob Martin Strid, Mimbo Jimbo besøger en ven, Gyldendal, Juni 2013, 64 sider.

Lotte er selv en del af trykkeribranchen og hun bliver blandet ind i sagen og kan ikke helt slippe de historier hun hører rundt i trykkeriverdenen. Hun kommer selv i fare og får kendskab til hemmeligheder, hun helst havde været foruden. Hendes egen og kæresten, Thomas´s historie er pludselig en del af hele sagen.

Trykkeribranchen som kulisse for en dramatisk historie fungerer rigtig godt. De skiftende fortællere og springene i tid, kræver lidt tilvænning, men når man har læst sig godt ind i bogen er den spændende og fængende.

Trykkerne er pressede af teknologiske omvæltninger og de føler sig utrygge i forhold til deres arbejdsplads. Der er nedskæringer og politiske omvæltninger omkring dem. Den politik der føres i 70′erne og frem til 90′erne, hvor handlingen udspiller sig, spiller en stor rolle for typograferne og trykkerne.

Forfatteren Benedicte Toftegård er selv uddannet typograf og kender til branchen og dens op og nedture gennem tiden. Rammerne, personbeskrivelserne og bogens handling, smelter sammen til en rigtig fin fortælling.

Benedicte Toftegård, Mord mellem linjerne, Forlaget Radius, 254 sider,

Hole-bøgerne har altid været garant for at kombinere et interessant persongalleri – ikke mindst Harry Hole selv – med en spændende, hvis ikke nervepirrende, krimihistorie.

Med Politi har Jo Nesbø i den grad forfinet den opskrift. For hvem er den mystiske patient i koma? Er det Harry Hole, som i sidste bind blev efterladt blødende uden meget håb for overlevelse? Og hvem slår politifolk ihjel på tidligere gerningssteder, uden at efterlade sig hverken spor eller forklaringer på hvorfor hærdede og skeptiske efterforskere møder alene op på udsatte steder? Og hvilken rolle spiller den vanvittige, snedige og tilsyneladende afdøde serie-voldtægstmand og morder, som ingen tør tale om?

Det er en hård nød at knække for efterforskerne i Oslo. Og ikke mindst for læseren, som konstant gætter og overraskes over Nesbøs ferme håndtering af krimigenren. Og derfor bliver Nesbø også tilgivet for at blande efterforskere og deres nærmeste ind i de grufulde historier, for mens det ikke altid er lige realistiske skurke – så kommer de ind under huden på en.

For Nesbøs skurke er nogle seriøst onde sataner, men heldigvis er hans kuldslåede helt ikke uden evner.

Jo Nesbø, Politi. Forlaget Modtryk. Juni 2013. 543 sider

Denne historie er fortalt af Katrin, der en tidlig morgen i 1972 bliver hentet i sin hjem og ikke ser sin mor igen før hun som voksen, efter Berlinmurens fald i 1989, kommer på sporet af, hvad der egentlig skete dengang. Vi følger hende i perioden umiddelbart efter tvangsfjernelsen, hvor hun som det uskyldige barn hun er, naivt venter på, at hendes mor skal komme og hente hende til hun som voksen – efter at være vokset op hos sine partitro adoptivforældre, selv er blevet mor og bøvler med en masse udfordringer på grund af sin splittede opvækst, igen møder sin biologiske mor.

Det er en skræmmende og rørende fortælling, og det er utroligt at tænke på, at det har fundet sted for ikke ret lang tid siden. Der er dog steder i bogen, hvor det virker som om, at den personlige fortællestil bliver erstattet af en mere psykologisk-teoretisk fortælling om, hvad det gør ved børn at have været igennem det, Katrin har været igennem. Til tider tænkte jeg, om det reelt var Katrin og hendes følelser vi var vidne til, eller om hun blot gentog noget hun havde hørt fra psykologer og læst i bøger, at hun burde føle.

Katrin Behr, De stjal min mor, Gads forlag, maj 2013, 294 sider.

Mælkevejen af den belgiske forfatter Bart Moeyaert havde allerede ligget i bunken på skrivebordet og set (undskyld) meget kedelig ud i et par uger, da jeg en dag trods den uinspirerende forside faldt for sideantallet (138). Jeg indrømmer gerne, at det denne gang var dovenskab, der gjorde at jeg valgte bogen som den næste anmelderopgave. Og hurra for dovenskaben! For den tilsyneladende kedelige bog viste sig at være både rørende og smuk. Og ikke mindst: anbefalelsesværdig!

Mælkevejen er hverdagsliv omkring tre børn sidst på sommeren på et par villaveje i Belgien. Vi møder drengen Oskar, hans storebror Bossie og deres veninde Geesje. Drengene er for tiden alene med deres far. Deres mor er nu på 8. uge i Italien og drengene har kun hørt fra hende et par gange. Meget mere får vi ikke at vide om den fraværende mor og det sætter selvfølgelig tanker i gang hos læseren.

På en forholdsvis udramatisk måde i små hverdagsglimt, præsenteres vi for børnenes kedsomhed og fantasi, for savn og frygten for at miste og bekymringen for at gøre andre kede af det. Bogen handler også om, når de voksne ikke ser, at børn har behov for at der lyttes og at der omvendt kan opstå en hjælpende hånd og et lyttende øre fra uventet side.

Forfatteren skildrer verden set gennem børneøjne på en umiddelbar måde, der virker troværdig og som ikke kan undgå at gøre indtryk på den voksne læser. Det er nemlig drengen Oskar, der er bogens fortæller og det er hans tanker og følelser vi rammes af.

Bart Moeyaert, Mælkevejen, Forlag Turbine, April 2013, 138 sider, På dansk ved Aino Roscher.

”Black Jesus” er en ung marinesoldats øgenavn, og han vender ved bogens start hjem til USA. Synet har han ikke fået med, det er revet væk af en bombe. Hans liv synes at være standset, som han sidder der i en gyngestol i udkanten af Catskills Mountains hos sin mor. Hun forsøger at overleve ved at sælge gammelt ragelse og nogle få værdifulde genstande fra et loppemarked. En dag dukker den forslåede danser Gloria op på sin knallert. Hun er på flugt fra en falleret musikanmelder, og sammen prøver de to nu at genfinde livet.

Bogen er befolket af skæve eksistenser, der lever på randen af det etablerede samfund. De har alle haft deres håb og illusioner, men den amerikanske drøm drømmes ikke længere her. De store løfter er brudt, og håbet er væk. Og dog, det er det så alligevel ikke helt, kan man forstå, efterhånden som bogen skrider frem. Personerne har en gnist tilbage, og det giver fortællingen en skøn forsonende tone.

Simone Felice, Black Jesus, Forlaget Republik, 196 sider, Oversættelse: Valdemar Lund, 2013.