Novellesamlingen Grand Mal indeholder 20 ret forskellige noveller med temaer der spænder bredt fra angt, over begær og elskov til moderskab og døden. Forfatteren leverer overvejende gode noveller, men der er også et par stykker imellem, der er så korte (1½ side), at jeg ikke nåede at fange pointen.

I den første novelle møder vi jeg-fortælleren i hendes køkken, hvor hun sammen med sin mand og deres tre fælles børn er ved at spise morgenmad. Novellen består af hendes stemme, der taler til en ikke synlig fare, som hun er bange for vil skade hendes familie. I de sidste linjer overtager kvinden magten over situationen, og man får et indtruyk af, at det er en bevidst handling fra hendes side. Hvem talte hun egentlig til? Døden, generel angst over alt hvad der kan ske eller bekymring over egen utilstrækkelighed?

Linda Boström Knausgård skriver i et let sprog, der giver kontrast til de alvorlige temaer som angst, sygdom og død. Og den lette tone forstærker overraskelsesmomentet i de noveller, der i sidste øjeblik tager en uventet drejning.

Et godt eksempel er titelnovellen Grand Mal, hvor vi en fredag i solskin møder det unge par Veronica og Alexander. De er ved at planlægge deres datter Agnes barnedåb, og besøger i den forbindelse en ung kvindelig præst. Jo mere konkret planlægningen bliver jo mere bakker Veronica ud, da hun ikke kan stå inde for konceptet med dåb, når hun ikke er kristen. Hendes kæreste hører ikke hvad hun siger, og man fornemmer, at han vælger den nemme løsning – blot at lade barnet døbe, da det er hvad man forventes at gøre. Mens læseren følger det unge par på cafe, hvor de mødes med et vennepar til kaffe, falder et barn pludselig om på græsplænen ved cafeen med et Grand Mal. Et ubehageligt syn for de der ser på, en pludselig indgriben i cafebesøget og noget af et sceneskift for læseren, der med tilbageholdt åndedræt læser novellens sidste sætninger. Selv på solskinsdage lurer det onde lige om hjørnet.

Uset landskab er titlen på endnu en af teksterne, der tager en uventet drejning. En kvinde befinder sig i en stillekupe i et tog i Sverige. På sædet overfor hende taler en mand i mobiltelefon. Det generer hende i den grad og selvom det gør hende nervøs påpeger hun overfor manden, at han sidder i en stillekupe. Da manden stiger af toget giver han hende sit visitkort. Man skulle tro, at historien slutter her. Men kvinden der ellers elsker sin mand, opsøger den fremmede mand og giver sig helt hen til ham i elskovens og begærets rum. Og vi slipper historien lige der, hvor hun bliver i tvivl om hvem hun er. Tvivlen der rammer os, når vi gør noget vi ikke havde ventet af os selv. Så selv når vi lader os trække med af det lystbetonede befinder ondskaben sig tæt ved.

Linda Boström Knausgård, Grand Mal, Lindhardt & Ringhof, Maj 2012, 128 sider, På dansk ved Charlotte A.E. Glahn.

Forfatteren skriver hårdt og kontant, handlingen er actionpræget, og der er masser af spændende sekvenser. Politiske intriger og magtspil går igen i mange af hans værker. Det gælder også ”Forræderne”, der i en tempofyldt stil fortæller om svindleren Annabelle Conroy, der har snydt en magtfuld og sadistisk gangster og kasinoejer for 40 millioner dollars. Bedraget er hævn over, at han myrdede hendes mor. Gangsteren er besat af at få fat i og myrde bedrageren, men heldigvis har Annabelle modige venner, anført af ex-elitesoldaten Oliver Stone. Ham kender vi fra andre af Baldaccis bøger. Han og vennerne har udført meget lyssky sager for den amerikanske regering, men nu er de selv kommet på dødslisten.

En professionel dræber likviderer én efter én Stones gamle kolleger, og det varer ikke længe før, beskytterne må tage flugten. Fortidens spøgelser er i hælene på Oliver Stone, og det er næsten umuligt at gennemskue, hvem der er fjende, og hvem der er ven.

”Forræderne” har mange af de elementer, der karakteriserer en rigtig thriller – mord, dramatik, forræderi, helte, skurke og storpolitik. Men det kan også mærkes, at der bagved ligger en skabelon, som kendetegner genren, og måske bliver lidt vel styrende. Man er aldrig rigtig i tvivl om, at de gode vil vinde. Heltene er næsten lige så uovervindelige som James Bond, når han er allermest under pres. Og det slår ikke fejl, der findes ikke én eneste sympatisk og dygtig politiker i Washington. Det er et helt fast træk i denne type thriller, at drengene i marken klarer skærene, mens skrivebordsgeneralerne og politikerne er født med sølvske i munden, de er mere eller mindre korrumperede, og når det er værst, livsfarlige.

David Baldacci, ”Forræderne”, Forlaget Radius, 383 sider, Oversat af Ursula Olander, 2012.

Lukas og co. lærer det på den hårde måde, da deres rumskib bliver skudt ned og de nødlander på fjendens planet. Her bliver de taget til fange, men da det ser sortest ud, kommer kæmpe robotten Exo til hjælp. Exo mangler en hjælper og Lukas bliver suget ind i robotten. Nu er der lagt i kakkelovnen til bøllebank, så læs med, når Lukas og Exo gør helvede hedt for rummonstrene.

Forfatteren og tegneren Peter Snejbjerg er en af de få danskere, der er blevet succesfuld tegneserietegner i USA, så det er fedt, at han har taget sig tid til at levere en letlæst actionbasker til os i Danmark. For kendere af Snejbjergs første store danske science fiction tegneserie, Hypernauten, er der en ekstra bonus i Exo, se om du kan finde den.

Inden længe udkommer de næste to bøger i rækken, så hold øje med Det hemmelige våben og Kampen om jorden.

Peter Snejbjerg, Exo- Slavernes planet, 36 sider, Forlaget Alvilda, 2012.

Men er du ofte i den situation, at du bare overhovedet ikke kan finde på, hvad du skal lave – hvad enten det er til hverdag eller til fest, så er denne bog rigtig fin til inspiration.

Madglad er fyldt med dejlige retter, flotte billeder og hyggelige fortællinger. Og jeg er vild med opdelingen af kapitler! Du kan for eksempel slå op under ”Når kjolen strammer”, ”Shit, der kommer en vegetar til middag” eller ”Når du bare ikke orker at lave mad”. Det er godt fundet på, det giver et smil på læben og lysten til at lave retterne. Og da det er bogens dedikerede mål, må man sige, at hun er lykkes rigtig godt.

Lidt malurt er der dog i bærret – jeg bliver simpelthen lidt træt, når tomatsalat med mozzarella er med i en kogebog. Tilmed når der så et par sider længere fremme også er en ”opskrift” tomatsalat med feta og avocado. Omvendt kan man sige, at det passer meget godt med hendes afskedssalut – ”Mere fællesskab og mindre michelin” – og hvis du også har det sådan, tror jeg, at du vil blive glad for denne bog.

Natalina Henriete Knudsen, Madglad, Nyt Nordisk forlag, april 2012, 180 sider.

En to tre -Justine er en sammenbrudsroman om en ung kvinde, der mister sin kæreste, sit kolonihavehus og de værker hun havde forberedt til en udstilling på Statens Museum for kunst. Vi følger hende over en periode på to måneder, hvor hun befinder sig på kanten til vanvid (og vist nok også passerer grænsen til det lettere psykotiske). Selvom hun er mere eller mindre ude af kontrol og ganske destruktiv i sit forbrug af sex og alkohol besidder hun en energi og en lyst til kunsten, der hjælper hende gennem månederne. Hun eksperimenter med billedkunsten og stik imod forventningen når hun lige præcis i mål med at levere værker til udstillingen.

Justine er en kvinde, der tager hvad hun have af både mænd og kvinder og som er drevet af den energi (konstruktiv som destruktiv), der er forbundet med lyst og begær. Derfor er romanen også krydret med sanselige erotiske scener, uden at det dog gør bogen til en decideret erotisk roman. Det bærende tema i bogen er sammenbrudet og den udvikling Justine gennemgår. Ved hjælp af hendes fandenivoldske personlighed får hun hanket op i sig og bliver afklaret på hvor hun skal hen rent kunstnerisk. Et underliggende tema er den indirekte kritik af det mandsdominerede miljø omkring Kunstakademiet. Kunstakademiet, som forfatteren selv er uddannet fra.

Som læser skal man være forberedt på at dele af bogen er eksperimenterende i sin sproglige fremstilling. Så hvis du er til “lige ud af landevejen fremstillinger”, er der givetvis afsnit du vil finde en kende udfordrende at læse. Afsnit der ellers netop giver Justine den vigtige “på grænsen til vanvid”-stemme.

Iben Mondrup (f. 1969) er opvokset i Grønland, er billedkunstner, forfatter, kurator samt cand. phil. i Kunstteori og Formidling. Hun har selv designet omslaget på bogen og selv taget de udtryksfulde fotos på bogens bagside.

Iben Mondrup, En to tre – Justine, Gyldendal, 227 sider, Marts 2012.

Anna Reids beretning er barsk og medrivende læsning. Hun giver stemme til den almindelige russer via dagbøger, breve og materiale fra arkiver, der først er blevet åbne for offentligheden i de seneste 20 år. Nazisternes angreb på Rusland og belejringen var målrettet og umenneskelig. Målet var den totale udsletteIse og Leningrad skulle have været jævnet med jorden. Men som Reid viser bar de sovjetiske magthavere en del af ansvaret for, at det gik så galt. Civilbefolkningen blev ikke evakueret i tide, fødevarelagrene blev ikke opbygget og tusindevis af liv gik tabt helt uden formål i de såkaldte folkeværn, der blev skabt for at forsvare byen. Hertil kommer, at kontrol, udrensninger, fængslinger og henrettelser florerede uanfægtet af den afgrundsdybe krise befolkningen var i.

Reid har en klar ambition om at pille nogle af de sovjetiske myter om belejringen fra hinanden, og man må sige, at det lykkes. Leningrad blev heltemodigt forsvaret, og det lykkedes ikke den tyske jernnæve at knuse byen. Men det må ikke skygge for andre aspekter af sandheden. Der var heltemod, men også egoisme, angiveri, udbredt kriminalitet, børn der bliver dræbt og spist og en kommunistisk politisk elite, som sørgede for at rage til sig og sikre egen overlevelse. Det er dog ikke det politiske, der fylder mest, men derimod de stærke beretninger og kampen for at overleve på ganske få kalorier. Bogen giver et rystende indblik i, hvad det vil sige at være menneske under de mest ekstreme omstændigheder. Med forfatterens ord er den vigtigste grund til at fortælle om belejringen, at vi herigennem minder os selv om, hvilke højder og lavpunkter menneskelig adfærd kan nå.

Anna Reid, Leningrad – Tragedien om en by under belejring 1941-44, Rosinante, Oversat fra engelsk af Jakob Levinsen, 496 sider, 2012.

Men hvordan Jens Christian Grøndahl formår at kravle ind i hovedet på en 36 årig kvinde, der er adopteret fra Indien og fortælle hendes historie, som kun hun kan fortælle den, er en gåde.

Barbara er i 30’erne og lever sit liv med den næsten dobbelt så gamle fotograf Marcus. De har fundet hinanden, sådan lidt tilfældigt og lever sammen, uden at forholde sig ret meget til hverken fortid eller fremtid. Marcus rejser over hele verden med sit job og er altid på vej et nyt sted hen.
På det der skulle være en helt skøn kæresteweekend i Athen, viser det sig, at Marcus alligevel har tænkt over fremtiden. Og Barbara er ikke en del af hans videre rejse i livet. Barbara ved, at hun ikke har noget at sige i den beslutning – kærligheden kan kun blive til noget, hvis der er to om den.

Barbara lever videre alene, får skabt sig en hverdag, med gode venner, men uden en ny mand i sit liv. Men så møder hun Asger.
Asger har masser af historie med sig, han er gift men kan ikke længere være i sit liv som det er. Barbara er fristet, smigret men i sidste øjeblik indhentes hun af fortiden. Hun handler straks, selvom det næsten er for sent.

En smuk historie! En af den slags historier, der gør indtryk fordi den i bund og grund er lillebitte, men folder sig ud undervejs og bliver kæmpestor og vigtig.

Jens Christian Grøndahl har mange udgivelser bag sig, denne bog er hans 18. roman. Han er udkommet i 30 lande og har modtaget adskillige litterære priser.

Før vi siger farvel, Jens Christian Grøndahl, Lindhardt og Ringhof, 280 sider, 2012

For Belle er rå tøs uden for meget selvmedlidenhed. I stedet lader hun det gå ud over andre, hun får sin medpatient til at græde, da hun fortæller han skal dø og at himlen ikke findes. Men da han rent faktisk dør, går der hul på hendes hårde skal og tårene løber. Tilbageblikkende kommer gradvist længere tilbage i tiden og bid for bid hører vi om forældrens skilsmisse og Belles vrede på faren der gik.

Super stakkel er en bog, der rammer lige i hjertekulen og det trækker tænder at holde øjnene tørre. Hvis Belle ikke havde haft verdens bedste bedstefar havde Super Stakkel ikke været til at bære, men det har hun heldigvis. Tak til Gideon Samson for at skrive en bog om så sværre emner og turde at lade den ende som han gør.

Forfatteren er født i 1985 i Holland og flere af hans ungdomsbøger har vundet litterære priser.

Gideon Samson, Super stakkel, Turbine, 2012, 140 sider.

Johan er 3 ½ år og den første jeg testlæste bogen med. Han fulgte nysgerrigt med under oplæsningen og var optaget af de flotte illustrationer. Han kunne godt regne ud at pigens store ører kunne bruges som vinger.

Tue er 7½ år og læser selv, men jeg læste bogen højt for ham. Godt inde i bogen afslører han, at han kender bogen og at den har været brugt i undervisningen på skolen. Og først der går det op for mig, at der rent faktisk er tale om en genudgivelse. Det forhindrer mig dog ikke i at anmelde bogen (og hvis den bruges i undervisningen i folkeskolen og forlaget gerne genudgiver bogen må der jo være en vis interesse for Verdens grimmeste pige).

Verdens grimmeste pige er fortællingen om den grimme pige med de mærkelige farvestrålende ører, der vokser og vokser. Alle peger på hende og taler om hende. Hverken nyt tøj eller en tur ved frisøren gør nogen forskel. Hun lukker sig inde i hjemmet, da hun ikke bryder sig om al den opmærksomhed ørerne medfører og forsøger med terpentin og finsprit at slippe af med ørerne. Men intet hjælper. Men en morgen, hvor vejret er dejligt (naturligvis), går det op for hende, at hun slet ikke er grim, men derimod er en meget fin sommerfugl.

Verdens grimmeste pige er en moderne udgave af “Den grimme ælling”, hvor tingene ikke altid er hvad de først ser ud til, og hvor skønhed afhænger af hvad der sammenlignes med og hvad man forventer at se. Som i H. C. Andersens eventyr er verdens grimmeste pige en alle først ser ned på men som senere bliver anerkendt. Jeg anbefaler gerne bogen som højtlæsning for de mindre børn og som selvlæsning for de større børn. Og prøv så at spørge det lidt større barn om historien minder dem om noget de har hørt eller læst før – og lav barnet lave sin måske første begyndende tekstanalyse.

Kim Fupz Aakeson, Verdens grimmeste pige, Forlaget Carlsen / Lindhardt & Ringhof, Illustreret af Sala Savolainen, 32 sider, April 2012, Tidligere udkommet på Forlaget Mallings 1992.

Heldigvis sker der noget for Göran, idet en af hans venner arrangerer charterrejser til Indien. Meget tøvende rejser vores hovedperson med, trist og modløs. Nu tager handlingen en gevaldig drejning. Syg af diarre og forladt af rejseselskabet samles Göran op af en ganske velhavende lokal tekstilhandler. Han introduceres til Delhi på den ”vidunderligste” måde – et tillægsord, som den nye ven holder umådeligt meget af. Sammen afsøger de markeder og seværdigheder, fester med jetsettet, og sådan finder de gradvist en ny kurs for Göran. Det er ikke alene mødet med den indiske kultur, der bringer livsmodet tilbage, snarere er det en gevaldig uventet forelskelse. Den mystiske indiske skønhed gengælder Görans kærlighed, selv om hun er gift med en stinkende rig og magtfuld forretningsmand. Hvordan klarer man den som journalist? Man kaster sig selvfølgelig ud i en god undersøgende journalistik, som må kunne grave noget skidt frem om forretningsmanden og stimulere en skilsmisse.

Delhis smukkeste hænder er en velskrevet og lun fortælling, og det er tydeligt, at Mikael Bergstrand både holder af sin hovedperson og Indien. Han har boet der nogle år sammen med sin familie og kender miljøerne godt. Bogen balancerer fint mellem det komiske og de mere alvorlige eksistentielle temaer, og den går fri af de værste klicheer om midaldrende mænd, kærlighed og livsduelige indere i med- og modgang.

Mikael Bergstrand, Delhis smukkeste hænder, Modtryk, 363 sider, Oversat af Lilian Kingo, 2012.