Oplægget er ellers fint. Vi har at gøre med en slægtsfortælling, hvor Diana efter grandtantes død går i gang med at grave i sin families historie. Der har altid ligget dette slør af hemmeligheder og fortielser over familien, men nu skal sandheden frem i lyset. Så vi er med Diana, da hun tager tilbage i tiden og besøger teplantagen i Sri Lanka, som tilhørte hendes familie i kolonitiden. I to spor, et nutidigt og et fortidigt, fortælles familiehistorien, som bærer på nogle grusomme skæbner og ulykkelig kærlighed, og hvor vi selvfølgelig også følger den kærlighedsfortælling, som Diana pludselig ser sig selv som hovedrollehaver i, da hendes hjælper i Sri Lanka er den meget charmerende historiker Jonathan Singh.

Så oplægget er fint, men hvor er det en kluntet omgang at læse. De første kapitler er meget rodede, og det er svært at holde styr på de mange forskellige karakterer. Tonen og sproget halter, og det hele bliver meget hakkende. Så kommer historien i gang, og det går over stok og sten. Til sidst går det også så hurtigt, at det virker som om, at nu skal bogen bare slutte. Som læser sidder man tilbage med en fornemmelse af at være efterladt alene tilbage med spor og ledetråde, som aldrig rigtig bliver forløst.

Jeg har læst Jasminsøstrene og lyttet til trilogien om Sophia og været godt underholdt, men her var jeg ved at give op. Sproget er meget usammenhængende, og det er med til at ødelægge læseoplevelsen, der er sætninger, som begynder et sted, men som aldrig får den konkluderende ende med sig, så man sidder lidt og tænker, hvad var det? Fx ”I de følgende dage forblev den høje temperatur, og af og til blev Victoria plaget af kulderystelser, men til sidst gav malariaen efter.” Det kan godt være, at vi skal vænne os til, at der anvendes AI til oversættelser, og at det hele skal gå så hurtigt, men jeg er ærgerlig over, at denne roman ikke er blevet ordentligt gennemlæst inden udgivelse, og at jeg har brugt læsetimer på noget, som var så dårligt gennemarbejdet, øv!

Corina Bomann, Sommerfugleøen, bearbejdet af Lars Onslev for Nuanxed, Cicero/Gyldendal, 2026, 456 sider.

Så der går rystelser gennem den alliance, der har stået så stærkt efter 2. verdenskrig, under den kolde krig og ved Sovjetunionens kollaps. Og det er fristende at se Trump som skurken, der har revet noget stærkt og unikt i tusinde stykker. Men udviklingen kan ikke alene forstås og forklares ved at se på hans embedsførelse og konfrontatoriske stil. Det står lysende klart efter læsning af ”Alliancens kollaps”, som ud fra et historisk perspektiv viser, hvordan afstanden mellem USA og Europa har været voksende i mange år. Der har været uenighed om finansieringen af NATO stort set fra organisationen blev født. Der har været skepsis og kritik af det internationale samarbejde og de regler, som er sat op. Der har været ballade om Irakkrigen og kritik af USA’s måde at bruge sin magt og indflydelse rundt omkring i verden.

Selv under mange europæeres yndlingspræsident Barack Obama blev der stillet krav om, at Europa skulle kunne mere selv og reducere sin afhængighed af USA, ikke mindst hvad angår forsvar og militær.

Med denne udvikling in mente, vil problemerne ikke blive løst, når Trump, hans stab og ministre er fortid, skriver bogens forfatter. Vores alliance og værdifællesskab med USA kan ikke længere betragtes som en selvfølge. Der er ganske enkelt vigtigere ting for USA, ikke mindst relationen til og konkurrencen med Kina.

I Sinding-Søndergaards optik virker bruddet definitivt. Men tør man håbe på, at der kan pustes nyt liv i båndene på tværs af Atlanten og måske opstå nye samarbejder og alliancer? Situationen lige nu med den mentalt forstyrrede og dybt korrupte Trump er helt særlig. Der må indfinde sig en større fornuftsbaseret orden i det amerikanske regeringsapparat, når der kommer en ny ledelse. Men alligevel, forventningen om, at USA altid bare vil stille op, må være grundstødt, og derfor er der al mulig god grund til at Europa er begyndt at tage større ansvar for sin egen sikkerhed og selvstændighed.

Rasmus Sinding Søndergaard: Alliancens kollaps. Hvordan USA og Europa gled fra hinanden gradvist og pludseligt. Politikens Forlag. 154 sider. Oktober 2026

Det lyder næsten eksotisk i dag. Jeg var selv vidne til hele den periode, Gisle Thorsen beskriver i ”Brøndbys guldalder”, og måske er det netop derfor, bogen rammer mig. For det er historien om en klub, der på ganske få år gik fra at være et meget lokalt projekt til pludselig at opnå europæisk anerkendelse. Og sikke en rejse.

Brøndby IF var resultatet af sammenlægningen mellem de gamle rivaler Brøndbyøster IF og Brøndbyvester IF. Derfra begyndte en udvikling, som efterhånden kom til at ændre langt mere end bare klubben selv.

Brøndby professionaliserede dansk klubfodbold. Ambitionerne voksede. Organisationen voksede. Spillerne blev bedre. Og samtidig steg forventningerne. Pludselig var det ikke længere tilfredsstillende bare at være med.

Det skete samtidig med, at dansk fodbold som helhed var ved at opdage, at verden var blevet større. Professionelle spillere var blevet tilladt på landsholdet i 1978, og i 1986 deltog Danmark for første gang ved et VM. Brøndby lagde sig lige ind i den udvikling og skubbede på den.

For mig er det noget af det mest interessante ved Thorsens bog. For historien handler nok om Brøndby, men den handler mindst lige så meget om dansk fodbolds forvandling. Og nej, dette er ikke en stor hyldest til en fodboldklub. Vi får også alle de ærgerlige historier, heriblandt den vanskelige kamp med økonomien og den lidt for ambitiøse dans med tanken om at eje en stor bank.

Thorsen fortæller levende og konkret, og han har talt med en lang række af de mennesker, der selv stod midt i begivenhederne. Derfor bliver perioden aldrig bare til resultater, tabeller og gamle holdopstillinger. Den handler i den grad om mennesker. Ambitionerne. Konflikterne. Beslutningerne. De store øjeblikke og de mindre gode. Og det gør ”Brøndbys guldalder” til noget mere end en nostalgisk bog for dem, der stadig kan recitere en gammel Brøndby-opstilling uden at trække vejret.

Det er dansk fodboldhistorie. For Brøndby viste, at en dansk klub kunne tænke større, organisere sig bedre og stille sig op over for Europas store klubber uden på forhånd at undskylde for, at de var der.

Andre klubber fulgte efter. Og det er måske Brøndbys største sejr fra den periode. Den finder du ikke i nogen tabel.

Virkelig en god læseoplevelse, der bragte mange særlige minder med sig.

Gisle Thorsen: ”Guldalder”, Forlaget Gyldendal, 296 sider, udkom oktober, 2026

Læs også:

Kasper Steenbach: Thomas Frank – Dagbog fra Premier League. Historien om Danmarks største trænernavn

John Faxe Jensen: Den ramte jeg sgu lige i røven …

Peter Schmeichel: One – min selvbiografi

”Bøger: Det er jo min identitetsmarkør. Skal jeg nu dele identitetsmarkør med naboerne? Det har jeg ikke behov for. Der flytter bogmennesker ind i huset, skriver jeg til Irina. PUHA, lyder det tilbage.

Om et øjeblik bliver alting lidt værre.”

Her kommer solen er en finurlig, humoristisk og krævende bog om den 49-årige forfatterinde, som bliver revet ud af sin egen lille trummerum, da et kendt forfatterpar flytter ind ved siden af. Hun bliver distraheret af dem, går i stå, og det hjælper heller ikke, at hun dertil forelsker sig i manden, Even.

For at hun kan fortsætte med at skrive, ser hun ikke anden udvej, end at hun må leje et kontor i byen, så hun ikke bliver forstyrret og distraheret. Her sker der så det forunderlige, at hun en dag som en anden Alice i eventyrland ryger ned i et kaninhul, eller hun ryger i hvert fald igennem betongulvet, – ned i virkeligheden? Ja, der hersker usikkerhed om, hvad det er for en verden, hun ender i? Den minder om den, hun kender, – og så alligevel ikke. Så spørgsmålet er nu, hvad er virkeligt, og hvad er ikke?

Med snilde og stort overskud trækker Gunnhild Øyehaug os rundt i manegen, for spørgsmålet om, hvad der er virkeligt, stilles ikke blot til Helga Mork, men også til os som læsere, vi er nemlig allerede fra første side blevet hentet ind i hendes fortælling: ”Kan det være at jeg – uden at vide det, naturligvis – mærker at jeg er blevet hentet ind i denne roman, og at jeg bliver betragtet mens jeg står ude i mit køkken, at jeg mærker en slags nærvær af min egen hinsidige fortællerstemme?”

Bogen emmer af sprogligt overskud, hvor ord og vendinger vendes på hovedet og tillægges nye værdier og tolkninger. Her kommer solen er ikke nødvendigvis en let bog at læse, for man er hele tiden på vagt, og lige som man fornemmer, at man er ved at få hold om tingene, så leges der kispus med én, og bøtten den vendes. Hvis du er ok med uafsluttede fortællinger, kan lide skæve eksistenser, absurditet og humor, så er Her kommer solen sikkert også noget for dig.

Gunnhild Øyehaug, Her kommer solen, oversat af Sara Koch, Turbine, 2026, 180 sider.

”Der er altså noget, som er helt off. Jeg rejser mig og kigger bag ved maleriet. Jeg kigger under madrassen og klædeskabet. Hvis det her var en film, ville det være nu, jeg fandt et vigtigt spor. Noget, politiet havde overset. En dagbog, et afskedsbrev, en flig af en forklaring. Men her er ingenting. Det er kun i fiktion, den slags sker. At en teenagepige lige dukker op på gerningsstedet og er meget klogere end alle andre. I virkeligheden står hun bare i et tomt sommerhus og ved ikke en fucking skid.”

Den unge pæne pige Ellen bliver fundet død i familiens sommerhus. Hendes søster Nora, som af mange betragtes som familiens sorte får, ringes hjem fra Berlin, hvor hun er bosat og studerer. Politiet mener, det er selvmord, men da Nora begynder at kradse lidt i lakken hos byens unge, begynder hun at stille spørgsmål til den konklusion.

Nora begynder at grave i tingene, og hun finder ud af, at hendes søster har været tilknyttet et datingsite, og at hun har levet et dobbeltliv, som ingen i familien har kendt til. Den pæne pige var måske ikke så pæn alligevel, men hvem dikterer egentligt, hvem der er en pæn pige?

Det kan være farligt at begynde at grave, og Nora hvirvles, i jagten på sandheden om hendes søster, længere og længere ind i en skjult mørk verden, hvor masker, stoffer, alkohol og sex spiller en stor rolle, og pludselig er rollerne vendt rundt. Nu er det ikke længere Nora, der leder efter sandheden, men derimod hende som bliver forfulgt, – måske for at sandheden ikke skal frem lyset? Men hvad er der sket med Ellen?

Det ingen må vide er en meget vellykket og velskrevet krimi, som ved siden af krimidelen også handler om at blive voksen, – at stå på egne ben, at lære sit eget begær og sin egen seksualitet at kende. Selvom bogen er sat til at være en YA-krimi, så blev jeg som mor til netop en stor teenager ramt af bogens emner, da der også er fokus på forholdet mellem forældre og barn. Hvordan forholder man sig som forældre til barnets løsrivelsesproces, og hvordan bliver forholdet udfordret af de hemmeligheder, som der selvfølgelig også er. Hvor godt kender man egentligt sit unge menneske, og hvad er det ret og rimeligt, at man som forældre bliver inddraget i?

Det ingen må vide er en mørk, uhyggelig og meget vellykket krimi, som man kunne samlæse med sin store teenager.

Bogen får de varmeste anbefalinger herfra, og jeg håber, den får mange unge læsere.

Sarah Engell, Det ingen må vide, Gyldendal, 2026, 312 sider.

I Jo Nesbøs ”Nådeskud” har Harry forladt politiet. Han drikker ikke længere. Kvinden, han elsker, er død, og da vi møder ham nytårsaften, står han på gelænderet 17 etager over Oslo. Det er med andre ord Harry Hole i storform.

På årets første dag begynder Oleg Fauke i Drabsafdelingen, og velkomsten kunne godt have været bedre. Tre mennesker findes døde. De har alle forbindelse til filmbranchen, og snart står politiet med en gerningsmand, der bruger filmhistorien som inspiration til sine mord. Harry bliver selvfølgelig trukket ind i sagen.

Selvfølgelig. En Harry Hole-roman, hvor Harry bliver hjemme og passer sit nye arbejde, ville trods alt blive en forholdsvis kort bog.

Nesbø bruger filmverdenen til at lege med både læseren og efterforskerne. Der er spor, der peger i forskellige retninger, mistanker, der flytter sig, og personer, jeg lige havde fået placeret på den rigtige hylde, der så viser sig pludselig at høre hjemme et helt andet sted.

Det er det, Nesbø kan.

Han er fremragende til at få læseren til at føle sig klog i omtrent tre sider, hvorefter han venligt demonstrerer, at vi overhovedet ikke havde forstået noget som helst.

Samtidig er der sket noget interessant med Harry. Den alkoholiserede, selvdestruktive politimand, vi har kendt gennem serien, er stadig genkendelig, men alkoholen fylder mindre. Sorgen gør til gengæld. Og relationen til Oleg giver historien noget menneskeligt midt i alt det meget lidt menneskelige.

”Nådeskud” er stor og indimellem næsten for voldsom. Nesbø har mange personer, mange spor og rigtig mange ideer, han gerne vil have med. Nogle steder kunne jeg godt have undværet en omvej eller to.

Men så strammer han grebet igen.

Og det er nok derfor, Harry Hole stadig fungerer efter 14 bøger. Nesbø ved, hvordan man bygger spænding, men han ved også, at en seriemorder alene ikke er nok.

Vi skal også bekymre os om ham, der jagter morderen. Og det gør vi. Selv om Harry Hole bestemt gør sit bedste for at gøre det besværligt.

Alt i alt er ‘Nådeskud’ herlig underholdning, og den har min varmeste anbefaling.

Jo Nesbø: ”Nådeskud”, Forlaget Modtryk, 452 sider, udkom oktober, 2026

Læs også:

Jo Nesbø: Kniv

Jo Nesbø: MacBeth

Kjell Ola Dahl: Kvinden i plastic

Det umage par fandt sammen ved seriens start efter, at Brinks barnebarn gik bort efter et hårdt liv med prostitution og narkomisbrug. Som værge for den dengang 7-årige Channie fik Brink hænderne fulde, for oldebarnet var en krudtugle med en vanskelig, ja nærmest eksplosiv personlighed. Nu er hun blevet voksen, kanterne er rundet noget af, men hun får brug for sin fightervilje her i Bortgemt.

Channie kærester lidt on and off med Søren, der har tjent gode penge i musikbranchen og som kan charmere de fleste. Men da en kvinde forsvinder fra en reception, hvor både han selv og Channie deltog, tyder meget på, at der er ugler i mosen. Og så myrdes en lydmand og endnu en kvinde forsvinder.

Channie har iagttaget en lidt mistænkelig hændelse ved receptionen, og hun kan ikke holde sig fra opklaringen af, hvad der er sket. Men det bør hun nok, idet stærke kræfter kommer med ganske kontante advarsler om, at hun skal bakke af og passe sig selv. Ak, ak, det kan hun selvfølgelig ikke, og garnet strammes om hende i takt med, at hun kommer tættere og tættere på sandheden.

Undervejs i romanen bliver der tid til lidt hyggesnak og en fortælling om plejehjemsbeboere, der mister kontanter. Det virker en smule påklistret, men tempoet kommer gevaldigt op frem mod slutningen. Channie lader sig narre, og det går stærkt frem mod afslutningen af et velturneret plot, hvor det vitterligt ser sort ud for flere af historiens hovedpersoner.

Garmark formår at fremstille forløbet troværdigt, og replikkerne fyger over siderne, ofte i samspillet mellem Brink og Channie, men også blandt andre af romanens karakterer. Brink er noget affældig, plaget af corona, og vi må håbe, at der er kræfter i ham til flere romaner i serien.

David Garmark. Bortgemt. Modtryk. 279 sider. Februar 2026

Li Jiaqi vender i slutningen af sine tyvere tilbage til hjembyen for at passe sin døende farfar. Farfaren var en berømt læge med en solid position i byen, men selv en læge lever ikke evigt og med farfaren forsvinder en stor del af familiehistorien – ikke mindst historien om Li Jiaqis far, som stadig plager hende.

Hun opsøger barndomsvennen Cheng Gong, der også har sine familiespøgelser at frygte og selvfølgelig er familiehistorierne og deres barndomsminder viklet ind i hinanden. Fra kulturrevolutionen over den himmelske freds plads til nutidens Kina følger Kokon de to familier.

De to barndomsvenner fortæller hver deres side af historien. Det handler om deres venskab dengang, om deres liv og opvækst – men især om deres forældres og deres bedsteforældres liv igennem mere end 50 års kinesisk historie. En forbrydelse blev begået mange år tidligere, og den trækker et spor af trauma igennem generationerne.

Kokon handler om livet i Kina, om undertrykkelsen, om drømmene, om korruptionen og ikke mindst om alle de mennesker, der bare forsøgte at leve et normalt liv i et unormalt samfund. Det er en fascinerende og smuk roman, en roman der breder sig over mange sider og mange skæbner, men som er en læsefornøjelse på hver eneste side.

Zhang Yueran: Kokon. 516 sider, Klim. Oversat af Sidse Laugesen, udkom 27. august 2026

Lad mig dog begynde med en hyldest til de danske biblioteker. Dengang – det må have været i slutningen af 1980’erne – lånte jeg serien (som udkom som en del af forlaget Borgens science fiction-serie) på Frederiksberg bibliotek. Desværre har de den ikke længere, hverken på hylden eller på magasin. Men ingen panik, jeg kunne nemlig bestille den hjem via bibliotek.dk

I løbet af få dage blev de seks bøger i serien (syv bind, da sidste del var udgivet i to dele) sendt fra biblioteker over hele landet til Frederiksberg, hvor jeg kunne hente dem på vores flotte hovedbibliotek. Tak til Herning, Odense, Vejle og Gentoftes biblioteker, der tilsammen kunne stykke hele serien sammen til mig. Er det ikke mageløst? Og i øvrigt: gratis!

Hurra for det danske biblioteksvæsen!

Levede serien så op til mine forventninger og mine mere end 35 år gamle minder? Ja. Ja, og atter ja.

Første bind, Det mangefarvede land (opr. fra 1981) begynder i 2110, hvor menneskeheden har fået kontakt til rumvæsener fra andre verdener og koloniseret en stribe andre planeter i det, der kaldes et galaktisk miljø.

Det er dog en tilsyneladende helt unyttig opfindelse fra 2034 (det er jo lige om lidt!), der er sagaens egentlige begyndelse. Det lykkes nemlig en fransk videnskabsmand at konstruere en tidsmaskine, der kan sende ting, mennesker og dyr 6 millioner år tilbage i tiden til den pliocæne Rhonedal nær nutidens Lyon.

Opfindelsen er unyttig, fordi tidsmaskinen kun virker én vej og kun ét sted. Man kan rejse 6 millioner tilbage i tiden, men man kan ikke rejse frem igen og heller ikke sende budskaber hjem til nutiden. Ingen ved derfor hvad der venter i fortiden. Alligevel tiltrækker opfindelsen lykkeriddere, romantikere, kriminelle, ulykkeligt forelskede og andre utilpassede eksistenser, der ønsker at tage chancen i en fjern og ukendt fortid. Der udvikler sig faktisk en hel industri, der hjælper rejsende igennem tidsmaskinen i hold af otte personer ad gangen.

I 2110 vælger en gruppe umage eksistenser at rejse tilbage til den pliocæne tidsalder i det, der bliver kaldt grøn gruppe. Hvad der sker på den anden side, skal jeg ikke afsløre her – men det er ingen hemmelighed, at den pliocæne tidsalder viser sig at være noget helt andet end menneskeheden i år 2110 havde regnet med!

Julian Mays saga strækker sig over 6 forrygende bind, der slutter med Skumringskrigen i to dele. Forfatteren trækker på et rigt kompleks af myter, en særdeles livlig fantasi og en smittende fortælleglæde. Det er krig og kærlighed, aliens, arketyper, en rundrejse i fortidens dyreliv og geografi, katastrofer, magt, flere aliens, opofrelse, sex, magi og meget, meget andet. Undervejs bliver det både gakket og dramatisk, sørgeligt og sjovt.

Det pliocæne eksil er bestemt værd for nye generationer at dykke ned i, og som ”gammel” læser, der kan huske tiden før murens fald, kan jeg være helt imponeret over hvor stor en forståelse Julian May havde for eksempelvis de forskellige folkeslag på jorden (og i det daværende Sovjet) for slet ikke at tale om videnskab, digtekunst, historie og myter fra store dele af verden.

Tak til Julian May (som døde i 2017) for en original og underholdende science fiction/fantasy serie, og tak til de danske biblioteker for at give mig mulighed for at læse den. Både dengang, da den var ung, og sprød, og nu hvor tiden har vist, at den stadig står distancen.

Julian May: Sagaen om det pliocæne eksil. Bestående af: Det mangefarvede land, Den gyldne torc, Den store kamp, Kærlighedsfesten, Den ikke-fødte konge og Skumringskrigen. Oversat af Claus Bech, Borgen. Udkom 1981-87.

Det er ikke fordi hovedpersonen, politimanden Thomas grundlæggende er voldsomt usympatisk (noget af det bedste litteratur har en antihelt i hovedrollen). Det er heller ikke fordi, den måske er lidt overlæsset i forhold til hvor mange forskellige emner, der skal tages ind i én roman.

Det er simpelt hen fordi jeg ikke tror på den kærlighedshistorie, der er selve motoren i historien.

Den kronisk utro Thomas indleder en affære med sin fars hjemmehjælper Aisha, som også er pårørende til en gerningsmand i en drabssag, han efterforsker. Aisha er en del af et dybt muslimsk miljø, går med tørklæde, vil ikke give hånd til mænd og slet ikke være i nærheden af hunde. Hun viser sig hurtigt at være et offer for social kontrol og det, der er værre – men alligevel indleder hun under nogle lidt underlige omstændigheder et forhold med Thomas?

Beklager, jeg køber den ikke, og dermed falder romanens troværdighed i mine øjne helt sammen.
Der er ellers nok at tage fat på for læseren i En by i Europa, der helt klart har noget på hjertet og sætter spot på nogle udfordringer i dagens Europa. Vi er i en ukendt by i et ukendt land, der er lidt Danmark, lidt Sverige, lidt Frankrig, lidt… af det hele. Det er en roman om hvilke enorme kræfter, der i øjeblikket brydes på vores kontinent, hvor de gamle værdier om tolerance og mellemfolkelig forståelse (personificeret ved præsten Catrine) har svært ved at stå imod islamiske parallelsamfund og klanstrukturer, der er alt andet end tolerante og forstående.

Det er bestemt ikke dårligt skrevet og det er virkelig en roman der kan gøre læseren oprevet og som sætter fingeren på en af de store samfundsudfordringer (uanset om man tager udlægningen af forholdene i ghettoen for gode varer eller mener at de er overdrevne og racistiske).

Jeg ville gerne kunne lide denne roman, som jeg har kunnet lide de øvrige af Birgithe Kosovics romaner, og jeg elsker hendes uforfærdethed i forhold til at dykke ned i ubehagelige emner (Scavenius under besættelsen, eksempelvis), men lige her blev jeg altså tabt af en urealistisk forførelsesscene og fandt aldrig rigtige tilbage igen.

Birgithe Kosovic: En by i Europa. 410 sider, Gyldendal. Udkom 24. September 2026