Bogsider

Min kamp af Karl Ove Knausgård

noreply@blogger.com (Louise) — Sun, 14 Aug 2011 12:29:00 +0000

Jeg hoppede absolut ikke på Karl Ove Knausgård-hypen vedr. hans selvbiografiske værk Min kamp som en af de første, selvom jeg var nysgerrig. Der kom til at gå en rum tid før jeg fik læste første bind i værket, der består af i alt seks bind.

Og nu hvor jeg rent faktisk har fået læst første bind, kan jeg næsten ikke vente med at komme i gang med nummer to. Om jeg er fuldstændig faldet bagover af benovelse over værket, sådan som jeg har oplevet mange "professionelle" læsere (altså anmeldere og litterater) være? Nej, det er jeg ikke. Men historien greb mig, i visse passager også om hjertet. Knausgård er nøjagtigt lige så gammel som jeg er, og selvom bogen foregår mestendels i Norge, og selvom Knausgård er en mand, så er der alligevel rigtig mange ting, som jeg i den grad nikkede genkendende til. Og det behøver man selvfølgelig ikke være jævnaldrende med forfatteren for at gøre, men jeg synes alligevel, at nogle af de ting, han beskriver, er så tidstypiske, at man bare må tænke: Ja, ja, sådan var det/ja, ja, det var jo det, vi gjorde/lyttede til/sagde osv.

Bogen er stærkt detaljeret, og har da også været genstand for diskussion om hvor detaljeret, man "må" skrive en roman og hvor tæt man må gå på rigtige personers liv. Flere medlemmer af Knausgårds familie har følt sig meget stødt på manchetterne. Denne diskussion har mestendels fundet sted i Norge, men nogle danske anmeldere har dog også fundet dele af værket lidt for detaljeret.

Og Min Kamp 1 er detaljeret. Ingen tvivl om det, men det er kun i ganske få passager, at det føles som om det er for meget. For det han skriver, er på en eller anden måde så rigtigt. Jeg syntes at det kunne blive lidt langt i spyttet, når han begyndte at filosofere for meget, bogen er bedre når han bare fortæller derudaf. Historien handler grundlæggende om Knausgårds barndom, tidlige ungdom og forholdet til faderen og dennes død da Knausgård er omkring de 30. Det lyder måske kedeligt. Det er det ikke.

Winter's Bone af Daniel Woodrell

noreply@blogger.com (Louise) — Tue, 19 Jul 2011 18:48:00 +0000

Winter's Bone foregår i Ozark Bjergene (der ikke er rigtige bjerge som sådan) blandt fattige og voldelige white trash familier, der fremstiller crystal meth (crank) i deres køkkener og lever i et nærmest stammeagtigt samfund, hvor der ikke levnes plads til det, som på de kanter opfattes som fejltrin.

Ree Dolly på 16 er bogens hovedperson. En tough cookie, der ikke udadtil lader sig gå på af ret meget. Hun sørger for at hendes to mindre brødre får mad og kommer i skole - og lærer at skyde - og hun sørger også for sin mor, der er sunket hen i en så total apati, at det minder om en psykose. Hendes far, der har været i fængsel utallige gange, er forsvundet. Ikke noget, der som sådan er mærkeligt, for det er sket før, men denne gang er det temmelig alvorligt, idet han har sat familiens hus på spil som kaution. Da han ikke dukker op efter en rum tid, får Ree at vide, at hun og moren og de to småbrødre skal være ude i løbet af kort tid.

Ree kan redde situationen ved at finde sin far - død eller levende, det er sådan set ligegyldigt - og det fører hende rundt til forskellige familiemedlemmer og langt ind i familiens mørkeste afkroge. Det lyder måske som en klassisk krimi, hvor hovedpersonen opdager familiære skyggesider, men der er intet hyggeligt krimi-plot over Winter's Bone. Det er en ond, voldelig og barsk fortælling, der nærmest virker socialrealistisk. Det er desværre ikke spor svært at forestille sig hvordan livet uspiller sig langt ude i ingenting i USA, hvor fattigdom har præget generation efter generation, og hvor de eneste lyspunkter i Rees liv er de afstressningsbånd, hun hører med lyde fra eksotiske steder og den drøm hun har om at komme i militæret og gøre karriere.

Ondt og isnende og virkelig velskrevet. Læseren føler den kolde og knasende atmosfære. Selvom romanen er kort, er den svær at komme igennem. Hardcore. Bogen er filmatiseret tidligere i år, og kan fås på dvd.

White Trash Cooking af Ernest Matthew Mickler

noreply@blogger.com (Louise) — Sun, 05 Jun 2011 16:23:00 +0000

Mad fylder meget. Ikke bare som noget, vi helst skal have hver dag, men også i form af kogebøger, madtillæg, madblogs, superstjernekokke, Michelin-restauranter, Brødrene Prices tv-programmer, forskellige madbevægelser der vinder frem, andre, der går tilbage osv. osv. Old news vil de fleste nok med rette sige. Og madbloggeri er da heller ikke mit "område", ligesom mad-antropologi heller ikke er noget jeg vil påstå, at jeg ved ret meget om. Men ikke desto mindre har jeg en stor interesse i mad, madlavning, kogebøger og den form for små, lommeantropologiske undersøgelser man kan foretage blot ved at læse kogebøger fra et bestemt sted eller en bestemt periode.

Gamle ugebladsopskrifter er jo guddommelige. Man trækker på smilebåndet og mumler tænk, at vi spiste den slags i 70'erne. Og se lige porcelænet og glassene. På den anden side er Frøken Jensens kogebog stadig i brug mange steder, også uden grin. Jeg har den også selv, Frøken Jensens kogebog tillige med en stor samling af andre kogebøger. Mest i Ramsey, Nigella og Jamie-kategorien, men også fra danske kokkeforfattere og med mange forskellige temaer. Med dansk mad, thaimad, indisk mad, jødisk mad, græsk mad, marokkansk mad, amerikansk mad osv. Jeg nyder at læse i dem alle og indimellem også lave en ret eller to.

Det er dog ikke sådan, at jeg ikke kan gå forbi kogebogssektionen uden at skulle have det sidste nye, for det kan jeg såmænd godt. Men på en nylig rejse til New Orleans faldt jeg dog over en kogebog, som jeg helt sikkert måtte have: White Trash Cooking. Den udkom første gang i 1980'erne og er lidt af en klassiker, genudgivet adskillige gange siden. Og jo, den er selvfølgelig skrevet med et glimt i øjet, men det er skam også en rigtig kogebog, og det er ikke bare pjat . Hør her, hvad forfatteren, Ernest Matthew Mickler skriver i introen om hvad white trash egentlig er:

[...] But the first thing you've got to understand is that there's white trash and there's White Trash. Manners and pride separate the two. Common white trash has very little in the way of pride, and no manners to speak of, and hardly any respect for anybody or anything. But where I come from in North Florida you never failed to sau "yes ma'm" and "no sir" [...] never forgot to say "thank you" for the teeniest favor. That's the way the ones before us were raised and that's the way they raised us in the South.

I denne seriøst sjove og fede bog er der opskrifter på bl.a. kogt og stegt egern, stegt possum, grillet alligator-hale og sump-kålstuvning (Swamp Cabbage Stew). Men det er langt fra alt. Her er også de lækreste opskrifter på hvordan man kan tilberede rejer, krabber og andre skaldyr, som der er så rigeligt af af i Sydstaterne. Masser af kager og søde sager.

Og så er White Trash-mad ikke nær så krydret, fed (der er stadig rigeligt med kalorier!) og langtidstilberedt som den anden madkultur, man normalt forbinder med Sydstaterne, Soul Food. I det hele taget er introen særdeles interessant!

Nej, jeg synes ikke stegt egerne lyder lækkert. Og jeg ved heller ikke hvad jeg skal mene om High Calorie Pick Me Up-drinken, der består i at hælde en lille pose peanuts ned i en kold cola, og så drikke og spise samtidig...

Men Tutti's Fruited Porkettes (svinekoteletter med søde kartofler, ananas og bacon bagt i ovn) lyder lækkert, ligesom Klebert's Cold Crawfish Soup (blendet krebse eller reje-suppe med løg og kartofler) også sagtens kunne finde vej ind i mit køkken.

Bogen kan fås på Amazon.

Hvepsereden af Inger Wolf

noreply@blogger.com (Louise) — Sun, 05 Jun 2011 14:21:00 +0000

Har haft stor fornøjelse af Inger Wolfs tre forrige bøger om Daniel Trokic og hans folk i Århus. Hurtigt læst, spændende plot, godt skrevet. Sidste skud på stammen - Hvepsereden - er for så vidt ingen undtagelse, men der var alligevel småting der gjorde, at jeg ikke var helt fanget denne gang.

Det er op imod jul, og Trokic er egentlig allerede rejst på juleferie i Kroatien, som han stammer fra. Han kaldes dog hjem til vintersure og kolde Århus, hvor en dreng er fundet myrdet med læberne skåret af. Rundt om ham ligger indtørrede hvepse. Det bestialske mord får alle mand på arbejde, morderen skal findes med det samme, også inden han slår til igen. Der er tilsyneladende ikke noget motiv til dette mord og sammen med hvepsene, får det efterforskerne til at tænke i seriemorderbaner.

Sander, der er en succesfuld reklamemand med psykoser, indlægges på psykiatrisk afdeling, men stikker umiddelbart efter af. Han har nogle fornemmelser, han ikke kan sidde overhørig, og læseren fornemmer også, at Sander sidder inde med oplysninger, der kan hjælpe politiet i deres opklaringsarbejdet. Sanders fornemmelser er dog ikke andet end det, og inden han selv føler at han kan gøre noget, er det ting, han skal tjekke.

Læseren følger samtidig morderens tanker, men det er selvfølgelig ikke før de sidste, hektiske sider at læseren får fat i baggrunden for mordet og de løse ender samles. Den halvtrænede krimilæser har nok regnet noget af plottet og løsningen ud inden den præsenteres, men der er alligevel en god del af overraskelsesmomenter i bogen. Glimrende læsning, men jeg savnede mere knald på miljøbeskrivelserne og noget af plottet var i al for høj grad set før (kan ikke rigtigt skrive mere om det uden at afsløre). Sidehistorien med Lisa Kornelius' døende mor var komplet ligegyldig, og det er decideret utroværdigt at Lisa, der er korpsets skarpe profiler, affejer en af de andre politifolk, der faktisk kommer med nogle gode betragtninger, med, at det er noget lommefilosofi. Det kan hun sgu selv være, og jeg tror, det må være en smutter fra forfatterens side.

Havfruen af Camilla Läckberg

noreply@blogger.com (Louise) — Sun, 05 Jun 2011 13:12:00 +0000

Når jeg nu gerne indrømmer, at jeg ikke på nogen måde er fan af Camilla Läckberg, er det egentlig lidt underligt, at jeg alligevel fortsætter med at læse hendes bøger. For gode er de faktisk ikke. Slet ikke de forrige. Denne her - Havfruen - er ikke helt elementært spændende, som Politiken åbenbart har sagt; det er i hvert fald hvad der står på forsiden af mit eksemplar.

Men ok, ret skal være ret. Havfruen er bedre end de forrige, plottet og sproget er strammet op i forhold til tidligere, og egentlig var jeg fint underholdt denne gang i selskab med Erica og Patrik. Parret og bogens øvrige personer er stadig fremstillet lidt karikeret, men alt i alt gik det hele sådan set pænt an. Stor fan bliver jeg aldrig, men fint nok, der skal være noget for alle, og guderne skal vide at jeg læser en masse andet trash.

Erika er gravid og ikke helt så aktiv som hun måske gerne ville være. Hun sidder hjemme og forsøger at skrive, men det går lidt trægt. Datteren Maja er i trodsalderen, og den gravide mave er stor og i vejen hele tiden (de skal have tvillinger). En helt almindelig familiefar med et tilsyneladende lykkeligt og almindeligt liv forsvinder sporløst, og efterlader kone og halvstore børn i limbo. Politiet, med Patrik i spidsen, tror efterhånden ikke meget på chancerne for at finde ham i live, og som månederne går svinder håbet.

Samtidig prøver Erika at hjælpe en af sine forfattervenner, der på randen af sit helt store gennembrud og må se sig selv på randen af et paranoidt sammenbrud. Han modtager anonyme trusselsbreve, og ingen af os er i tvivl om, at han går og gemmer på noget dunkelt. Erika har svært ved at få ham i tale; han slår brevene hen og lader udadtil som ingenting. Læseren ved dog bedre.

Snart vikles Patriks og Erikas "sager" ind i hinanden, og selvom Patrik på ingen måde er begejstret for at Erika farter rundt, viser det sig dog at hendes undersøgelser bringer vigtige ting frem i lyset.

Læseren følger også en sideløbende historie, der, som det altid er tilfældet i Läckbergs bøger, foregår i fortiden og giver os mulighed for at gætte med på hvem, hvad og hvorfor.

Bogen slutter med en cliff hanger af de helt store, men det har altså ikke fået mig til at styrte ud og købe den nyeste Läckberg, Fyrmesteren. Jeg kan sagtens vente til den kommer som paperback eller jeg kan finde den på biblioteket.

Havfruen er som sagt fin og let underholdning, og kender man Läckbergs univers er den selvføgelig et must.

Black Hole af Charles Burns

noreply@blogger.com (Louise) — Fri, 20 May 2011 15:39:00 +0000

Black Hole er en mærkelig grafisk roman om teenageangst og fremmedgørelse. Vi er i Seattle på et eller andet tidspunkt i 70'erne, og skoleelever (ældre) gør det, som skoleelever (ældre) altid har gjort og sikkert altid vil gøre: bliver forelskede, skændes med deres forældre, eksperimenterer med sex og stoffer, pjækker fra skole osv. Der er dog lige det ved det, at en eller anden besynderlig seksuelt overført sygdom spreder sig blandt eleverne. Det er ikke noget man dør af, man muterer på forskellig vis. Nogle muterer så meget, at de er nødt til at skjule sig for andre og flygte ud i skovene, hvor de slå lejr. Andre muterer på en måde, der "bare" bevirker at de fx får en hale(!) eller en ekstra mund; "legemsdele", der kan skjules under tøjet.

Der er ret mange lag i denne gyseragtige historie, og jeg spurgte mig selv, om disse muterede unge mennesker var nødt til at flygte fordi deres forældre ikke måtte opdage, at de havde haft sex for eksempel. Eller måtte de flygte på grund af noget andet. Ja, det er pinligt at mutere og ikke se ud som de andre, og det er selvfølgelig et velkendt teenage-fænomen at føle sig udenfor på grund af sit udseende (om end man naturligvis ikke behøver ligefrem at mutere...)
Ingen er særlig glade i denne mørke historie, der dog også har en lille understrøm af humor mellem alt det mørke. Nogle af de muterede bliver forelskede i hinanden, men selv blandt andre muterede peges der fingre, sladres og hviskes. Og selv ude hvor ingen andre kan komme efter dem, kan de føle sig sikre. Måske går der en morder rundt mellem dem.

Ingen af de personer, man følger, taler nogensinde rigtigt om sygdommen, hvor den kommer fra. Det er bare noget, der er der og noget som nogle pådrager sig i større eller mindre grad. Meget mystisk. Læseren følger en håndfuld forskellige unge mennesker i denne underlige kærlighedshistorie, og jeg var ret optaget af den, selvom visse ting var ret skræmmende. God grafisk roman.

Journal 64 af Jussi Adler-Olsen

noreply@blogger.com (Louise) — Thu, 21 Apr 2011 19:24:00 +0000

Journal 64 af Jussi Adler-Olsen er den fjerde bog i Adler-Olsens meget populære serie om Carl Mørck og hans Afdeling Q, der tager sig af glemte og/eller uopklarede sager. Afdelingen består af Carl Mørck og hans to assistenter Assad og Rosa. Og det er noget af et specielt team, der dog på godt og ondt lærer hinanden bedre og bedre at kende, ikke mindst hinandens særheder.

Carl er stadig involveret i den sag, der gjorde hans makker lam og slog en anden makker ihjel. Nye spor kommer frem, men Carl er modvillig, og har ikke den store lyst til at være med i opklaringen. Nogle af sporene peger dog i uheldig grad på Carl, der derfor er nødt til at involvere sig.

Samtidig er Assad og Rosa i gang med at optrævle en sag, der rækker mange år tilbage og helt frem til vore dage. Carl bliver selvfølgelig også viklet ind i denne sag, der får meget store konsekvenser for dem allesammen. Plottet følger også en kvinde, der får ødelagt sit liv, og nogle meget skumle typer fra den danske elite. Alt sammen skruet rigtig godt og underholdende sammen, og Jussi Adler-Olsen skriver som en drøm, og hans krimier om Afdeling Q er på en gang både klassiske og utraditionelle. Rigtig god underholdning.

Child of God af Cormac McCarthy

noreply@blogger.com (Louise) — Thu, 21 Apr 2011 17:25:00 +0000

Et eller andet sted i det bakkede Øst-Tennessee kan man møde Lester Ballard, hovedpersonen i Cormac McCarthys Child of God. Ikke nogen rar gut. Han er netop blevet løsladt fra et fængelsophold, kun for at finde ud af, at hans hus er blevet solgt, og at han nu er hjemløs. Ikke noget der gør ham godt. Frustration, had og råddenskab bobler og brænder i ham, og han finder en forladt og forfalden hytte i skoven, som han flytter ind i. Her lever han sin ensomme, ækle, rådne undskyldning for et liv og går mere og mere i stykker. Snavs, skrald, vold, had og generel menneskelig forråelse flyder gennem Lesters liv, og dette er på igen måde behagelig læsning. Men jeg må tilstå, at det rå og beskidte næsten er poetisk, og jeg slugte denne bog råt. Den er kun på 185 sider og var hurtigt læst, men jeg havde den i hovedet længe efter. Ikke nær så god som The Road, men helt sikkert forståeligt, at McCarthy er en af de vigtigste amerikanske forfattere i dag.

Backseat Saints af Joshilyn Jackson

noreply@blogger.com (Louise) — Thu, 21 Apr 2011 16:36:00 +0000

Jeg har helt sikkert en svaghed for Joshilyn Jacksons bøger. Eller retter, det ser ud til at jeg har en svaghed for hver anden bog, hun skriver. Jeg var vild med hendes første, Gods in Alabama, men brød mig ikke synderligt om nummer to, Between, Georgia. Da jeg læste nummer tre, The Girl Who Stopped Swimming, var det som om hun var tilbage igen med den virkelig gode historie. Nu har jeg læst hendes fjerde værk, Backseat Saints, og den var jeg ærlig talt ikke nær så begejstret for som jeg havde regnet med. Joshilyn Jacksons bøger ser ikke ud til at være oversat til dansk, men det er meget lette at læse på engelsk.

Hovedpersonen i Backseat Saints er faktisk en biperson i Gods in Alabama, men da det er flere år siden jeg læste den, kunne jeg ikke rigtigt huske hende. Hun er Rose Mae Lolley, ren Alabama trash med en mor, der er skredet og en alkoholikerfar. Da vi møder hende er hun dog Ro Grandee, gift med det lækre fodboldhug Thom Grandee fra Texas, og hun er blevet en sød, yndig og sexet hjemmegående i flade sko og dydige nederdele.
Historien begynder med at Ro skjuler sig i skoven med sin bedstefars lille pistol. Hun vil skyde sin mand når han kommer forbi på sin daglige løbetur. Skyde ham for at dræbe ham altså. For selvom hun er sexet og smuk, koger Thoms temperament ofte over, og han tæver hende, nogle gange så meget, at hun er ved at dø af det. En synsk kvinde har sagt til Ro, at det enten er hende eller hendes mand, at hun er nødt til at dræbe ham hvis ikke han skal dræbe hende.

Men hendes mands hidsige temperament er ikke det eneste, der er skidt i Ros liv. Hun kan ikke holde op med at tænke på sin skolekæreste, som forsvandt og hun kan ikke få den synske kvinde ud af hovedet. Via nogle meget kringlede veje, må Ro i gang med at se ikke blot sin fortid, men også sin fremtid og sin nutid direkte i øjenene. Hun begiver sig derfor ud på en længere rejse, der bringer hende fra Texas til Alabama og videre til Californien.

Joshilyn Jackson skriver hamrende godt, ordene flyder så let som ingenting, og hendes karaktertegning er god. Hun søger for, at Ro ikke blot fremstår som et offer for andre menneskers voldelige tendenser og dårlige opførsel, og der er en velplaceret isnende stemning gennem hele bogen. Dette er ikke chick lit, og det er ikke ment som en bog proppet med humor. Så absolut ikke. Nogle gange har man lyst til at skrige sine gode råd til Ro for at få hende til at handle på den "rigtige" måde, noget hun ikke altid er i særlig god stand til. Hendes rejse for at få styr på sit liv er spændende, men jeg kom aldrig rigtigt til at bryde mig om hende, og måske var det det, der gjorde, at jeg ikke er helt vild med denne bog. Men den er helt sikkert meget, meget velskrevet, og kan som sådan sagtens anbefales. Gods in Alabama og The Girl Who Stopped Swimming er dog langt bedre.

Swallow me Whole af Nate Powell

noreply@blogger.com (Louise) — Wed, 23 Feb 2011 06:00:00 +0000

Swallow me Whole er uhyggelig. Men på en helt anden måde end Coraline (se nedenfor). Det er også en tegneserie (grafisk roman), og den tager fat på nogle helt andre emner end gotiske Coraline. Swallow me Whole har hovedpersoner, Ruth og Perry, der lige er nogle år ældre end Coraline. De går på highschool og er stedsøskende.

Og der er noget galt med dem begge to. De er syge. Skizofrene måske. Et af stikordene til denne roman er "Schizophrenia", men det nævnes aldrig i selve historien. Faktisk er der meget, der aldrig nævnes i denne historie, og selvom vi har at gøre med forældre, der er helt almindelige, og ikke virker som om de har nogle skjulte dagsordener, er et andet stikord alligevel "Family Drama". Men ok, det er selvfølgelig også noget af et drama at have to børn, der begge er syge. Meget, meget syge.

Som forældre tænker man måske ikke over det i begyndelsen, men gud hvor er de dog mærkelige, Ruth og Perry. Ruth samler på insekter, og Perry har en blyant, der forvandler sig til en lille troldmand. Nu er der ikke noget mystisk i at samle på ting, det er der jo masser af børn og voksne, der gør (jeg samler på bøger fx og er ikke det fjerneste skizofren), og læseren ved heller ikke helt, hvor meget af dette foregår i Ruth og Perrys hoveder. Det med blyanten, det foregår selvfølgelig i Perrys hoved, men med hensyn til insekterne...jeg ved det ikke. Måske er de fleste glas, som Ruth opbevarer insekterne i, noget, der kun findes i hende selv? En ting er sikkert, de to stedsøskende taler med hinanden om de her ting, og den ene tvivler aldrig på den andens oplevelser med hhv. insekterne og troldmanden på blyanten (aldrig har jeg da oplevet så led en "figur" som den troldmand).

Efterhånden som tiden går, kommer der psykologer og medicinering ind over, og læseren prøver forgæves at få et indblik i det her mærkelige, forfærdelige og syge liv, de to unge lever. Forældrene bekymrer sig - men måske ikke nok?

Næsten alt, hvad der kan gå galt, går galt for Ruth og Perry, og det er en meget uhyggelig bog, ikke morsom på nogen måder. Tegningerne er meget stærke i deres sort/hvide gnidder-stil. Teksten nogle gange så lille, at den er svær at læse. Dette er ikke en fejl, men helt sikkert med vilje fra forfatteren/tegnerens side. Jeg kan kun gætte på slutningen, men uanset hvad, er det ikke en happy ending. Det var stærk læsning.

Coraline af Neil Gaiman (tegneserie)

noreply@blogger.com (Louise) — Tue, 22 Feb 2011 06:00:00 +0000

Kan du stadig huske landet mellem at være barn og næsten voksen? Lige inden puberteten. For jo, den er for børn, Neil Gaimans Coraline. Vel fra en 9-10 års alderen og op. Oprindeligt er Coraline en roman, men jeg læste tegneserieudgaven, tilpasset og illustreret af P. Craig Russell. Og jeg synes da godt nok at den var ret uhyggelig..

Coraline er enebarn, og hun er netop flyttet ind i et stort, gammelt hus med sine lidt fraværende forældre. Der bor andre i huset; Coraline og hendes forældre bebor kun en del af huset. Coraline keder sig, og hendes forældre er ikke til så megen hjælp. De er ikke ukærlige, men mere optaget af deres eget. Så da Coraline opdager en dør, der angiveligt ikke fører nogen steder hen, er hendes nysgerrighed vakt.

Selvom hun får besked på ikke at beskæftige sig mere med den pågældende dør, åbner hun den alligevel en aften. Og får sig noget af en overraskelse. Bag døren findes et parallelunivers med en lejlighed mage til den, hun bor i, og et sæt parallelforældre. Selv de andre beboere i huset findes her bag døren i paralleludgave. Umiddelbart virker denne nye verden langt mere tiltalende. Men kun umiddelbart. For noget er grueligt galt, hvilket Coraline også må sande efterhånden som tingene går op for hende.

Det skorter ikke på gotik og uhygge, og selvom tegningerne efter min smag ikke er helt så skarpe, var det alligevel med en god portion gysen at jeg læste historien. Så på en eller anden måde virkede tegningerne altså alligevel, og de må da være endnu mere skræmmende for et barn....eller måske ikke? Måske er Coralines historie i virkeligheden mere uhyggelig for en voksen? Jeg har ikke læst romanudgaven, så jeg ved ikke hvor godt den tegnede udgave holder sig til originalen. Er man til tegneserier (grafiske romaner) og gotisk uhygge er Coraline lige i (knap)øjet!!!

Dødsenglen af Sara Blædel

noreply@blogger.com (Louise) — Mon, 21 Feb 2011 06:00:00 +0000

Jeg fik en iPad i julegave! Og da både Kindle og andre e-bogslæsere kan downloades til iPad, skulle jeg selvfølgelig prøve min første e-bog. Jeg købte Sara Blædels nyeste: Dødsenglen på Saxo, og havde den på iPad'en inden for et minut - den var også billigere som e-bog end som "rigtig! bog. De første par sider krævede lidt tilvænning, men herefter gik det som en leg, og jeg skal absolut have downloadet flere bøger. At jeg så ikke brød mig synderligt om bogen, det er ikke e-bogslæserens skyld.

Louise Rick bliver blandet ind i en gammel forsvindingssag. En ung kvinde er forsvundet under en ferie i Spanien, og kvindens mor henvender sig fra tid til anden til politiet for at høre nyt. Sagen er som sådan henlagt uden egentlig at være det, og Louise får lov til at tage tråden op.

Samtidig er læseren udmærket klar over, at kvinden forlængst er slået ihjel og under en form for udstopning hjemme i psykopatens kælder.

Sideløbende kører et spor med en særlig glasmosaik fra en gammel kirke i Polen (vist nok, har glemt det), som har været i en af Roskildes rigmandsfamilier eje i et par generationer. Rigmandsfamiliens pater familias mødte vi på Hawaii i den forrige bog. Her opholdt Louises veninde Camilla sig med sin søn, og her møder hun altså denne rigmand, der skjuler sig fordi han mener, at hans kone er blevet slået ihjem. Rigmandens to børn rives i Dødsenglen om arven og glasmosaikken, da de tror, at faderen også er død. En tredje søn bor i USA og har meldt sig helt ud af rivegildet.

Dette lyder måske forvirrende, men det er det egentlig ikke. Bogen er meget hurtigt læst, men plottet uendeligt tyndt. Jeg var skuffet, selvom Sara Blædel skriver udmærket.

Pretties af Scott Westerfeld

noreply@blogger.com (Louise) — Sun, 20 Feb 2011 06:00:00 +0000

Pretties er nummer to bog i Scott Westerfelds serie på fire bøger om Tally Youngblood, der lever i en fremtid, hvor alle får en skønhedsoperation når de fylder 16. Første bog hedder Uglies, den kan du læse om her.

Pretties begynder nogen tid efter Uglies sluttede. Tally har fået sin skønhedsoperation og er nu endelig smuk - en Pretty. Hun har øjensynlig glemt alt om det, der skete i Uglies og alle de ting hun fandt ud af om denne skønhedsoperation, der bestemt ikke er uden bivirkninger. Alt dette skete mens hun boede i Smokies-lejren med rebellerne, men som sagt, hun har glemt alt om det. Nu handler livet om at feste, kysse og være smuk og have det sjovt. Men der er et eller andet, som hele tiden nager Tally, noget, der hele tiden ligger et eller andet sted i baghovedet. Og efter at Zane, en af de meget populære fyre i den meget populære klike The Crims, og Tally bliver venner, finder hun ud af, at der helt sikkert er noget, der er helt galt. Det kan nemlig ikke være rigtigt, at der ikke er andet i livet end at se godt ud og være lykkelig. Slet ikke, når man ikke engang føler sig rigtig lykkelig, hvilket man ellers skulle efter skønhedsoperationen.

Tally ved, at der må være noget mere, og hun kan mærke, at tiden er ved at løbe fra hende hvis hun nogensinde skal kunne gøre op med skønhedsvældet og det, at være lækker og dum, som er det, myndighederne angiveligt stræber efter, man skal være.

Snart er Tally, Zane og resten af The Crims i gang med at lægge planer, og Tally er på vej ud på sit største eventyr nogensinde. Ikke uden konsekvenser, som hun erfarer på sin vej mod at blive et måske bedre menneske.

Pretties var lidt mere interessant end etteren, og jeg ser frem til at læse den næste i rækken, Specials. Jeg er ikke i svime over serien, men den er da indtil videre blevet bedre fra bog et til to. Denne omtale er noget tynd, det medgiver jeg, men det er simpelthen for at undgå at røbe for meget af det, der sker i etteren.

Både Uglies og Pretties kan fås på dansk.

The Clearing af Tim Gautreaux

noreply@blogger.com (Louise) — Sat, 19 Feb 2011 17:20:00 +0000

Det er i den grad ved at være noget tid siden sidst, men det har været småt med læsningen (og til gengæld meget travlt med så meget andet). Men et par bøger er det da blevet til. The Clearing af Tim Gautreaux læste jeg i slutningen af året, og selvom jeg husker det som en glimrende læseoplevelse, er jeg ikke sikker på, at jeg nødvendigvis skal læse andet af denne forfatter lige nu.

The Clearing foregår i årene efter 1. verdenskrig i en savværks-flække langt ude i sumpene i Louisiana. Byron, der vender tilbage til USA som en ødelagt mand efter krigen, er arving til et savværks-imperium, men begynder i stedet som politibetjent i denne flække, hvor spil, vold, druk og generel apati er en del af dagligdagen. Her er han langt væk fra de forventninger, hans far og lillebror har til ham som ældste søn. Han prøver at styre den italienske mafia, der sidder hårdt på saloondriften og luderne samtidig med at han prøver at komme overens med de ting, han oplevede under krigen.

Hans yngre bror, Randolph, finder ham dog, og ankommer selv til flækken som chef for savværket. Langsomt nærmer de to brødre sig hinanden, men det er ikke uden knubs og problemer. Særligt den rå vold, der udfolder sig weekend efter weekend i saloonen er en kilde til bekymring og skænderi om hvorledes den skal håndteres. Mens de to brødre prøver at finde hinanden, rykker mafiaen tættere på, og truer ikke blot Byron og Randolph og deres familier, men hele flækken. Brødrene må hele tiden træffe nogle valg, der ikke er uden konsekvenser.

Umiddelbart lyder dette måske som en typisk omgang halvromantisk bavl, men det er en dybt seriøs bog, som der bestemt ikke er noget romantisk i overhovedet. Sproget er flot og stramt, tonen er alvorlig stort set hele vejen igennem, og der er ikke lagt op til grin og spas på noget tidspunkt. Det her er livet, som det udfoldede sig på sin barskeste og mest rå måde for knapt 100 år siden. Derfor som sådan ganske anbefalelsesværdig, men for mig var The Clearing alt for tung til det tidspunkt, jeg læste den på. Jeg kan sagtens læse tunge og tungsindige bøger - ingen problemer - men The Clearing fangede mig ikke helt på den måde, jeg havde regnet med.

Den skaldede detektiv af Anna Grue

noreply@blogger.com (Louise) — Mon, 29 Nov 2010 07:39:00 +0000

Dan Sommerdahl er Den skaldede detektiv, som vi har lært at kende i tre forgående krimier. Jeg har læst alle de tre forgående, og har været meget fint underholdt. Jeg tror, at anmelderkorpset har været en tand mere underholdt end mig, men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg synes at bøgerne samlet set holder en fin standard og at de er velskrevne og hurtigt læst på den gode måde. Anne Grue rammer i hvert fald en meget nutidig tone i både stil og sprog, og selvom det engang imellem bliver måske lidt for "moderne" for denne læser, er det altså glimrende krimier. Når jeg så har fået taget alle disse forbehold, vil jeg også sige, at Den skaldede detektiv er den bog i serien, som har haft det kedeligste plot, og jeg var ikke så fanget af historien, at jeg ikke kunne lægge bogen fra mig.

Dan, der er blevet skilt fra Marianne på grund af sit sidespring i bog nummer 3 (Kunsten at dø), er nu kæreste med den lidt yngre skuespiller Kirstine. Kirstine har en stalker, den psykisk uligevægtige Mogens, som dog ikke vil Kirstine noget ondt overhovedet. Han følger bare efter hende, og Kirstine synes at det er både rørende og sødt. Dan er derimod meget irriteret over det, og ikke specielt begejstret. Efter at Mogens har fotograferet Dan og Kirstine under en hyrdetime i skoven, prøver Dan at tale fornuft med Mogens, men det ender i en form for håndgemæng, og Dan og Kirstines forhold begynder at slå revner. Samtidig tumler Dan med en meget speget sag, som toppolitikeren Thomas Harskov og hans kone Lene har hyret ham til at få opklaret. Harskov-parret har tre børn, men de to ældste er begge afgået ved døden i voldsomme ulykker da de var præcis 16 år og 27 dage gamle. Nu frygter familien at denne skæbne vil overgå deres yngste barn, som netop står over for sin 16-års fødselsdag. Samtidig mener parret, at de to ældre børns dødsfald var drab og ikke tragiske ulykker.

Dan, der først afviser at gøre noget ved det, han mener er to tragiske, men helt tilfældige ulykker, graver sig derfor ned i deres liv, og støder i den anledning på flere forskellige personer i den mindre by Yderup, hvor meget af handlingen udspiller sig. Der er bl.a. det sladdervorne naboægtepar, den småfulde kordegn, Dans egen mor og det yngre præstepar, som gør så meget for egnens unge.

Mens Dan arbejder på at løse gåden om de to ældste børns død, bliver Dans gamle ven og politichef i Christianssund, Flemming, blandet ind i en anden sag, der kan vise sig at have tilknytning til Dans sag. Flemming og Dan er virkelig på nakken af hinanden i denne bog, noget der egentlig irriterede mig en smule. I det hele taget er persontegningen en smule karikeret hele vejen igennem, selvom jeg synes at Dan og hans familie faktisk er ret sympatiske.

Da det viser sig at den yngste søn skal på Roskilde Festival, og vil være der netop som han fylder 16 år og 27 dage, kommer både Dan og politiet i højeste beredskab. De skulle gerne nå at få fat på den formodede drabsmand inden også Malthe, som drengen hedder, også må lade livet for en gal morders hånd.

Som sagt, ikke det strammeste plot, men nu en ganske fin krimi alligevel. Og så ikke mere dansk krimi i denne omgang!

Sangfuglen af Inger Wolf

noreply@blogger.com (Louise) — Sun, 28 Nov 2010 13:51:00 +0000

Sangfuglen af Inger Wolf er den tredje, og så vidt jeg er orienteret også foreløbig den sidste, i serien om kriminalbetjent David Trokic og hans kolleger på stationen i Århus. Jeg håber bestemt at der kommer flere, for krimierne er velskrevne og med gode plot. Sangfuglen er muligvis den, jeg synes mindst godt om - eller også var det bare for meget at læse tre i træk. Måske.

En ung musikstuderende findes død i en park i Århus, og det er med det samme tydeligt, at hun ikke er død på det samme sted. Desuden opstår der også hurtigt tvivl om det var drab eller selvmord, og politiet må i gang med at kulegrave den unge kvindes liv. Der tegner sig et foruroligende billede, der er med til at styrke mistanken om, at hun ikke selv tog livet af sig, men at hun af en eller anden grund skulle skaffes ad vejen.

Sammenlignet med de to tidligere i serien, var plottet en smule for tyndt, og for en erfaren krimilæser var det lidt for let at regne gerningsmaden ud. Hovedpersonerne på politistationen var heller ikke tegnet med nær så fast hånd, som jeg synes, at det har været tilfældet i de to forrige bøger, men alt i alt stadig en god krimi, der snildt kan fylde en god søndag eftermiddag indendørs.

Frost og aske af Inger Wolf

noreply@blogger.com (Louise) — Thu, 11 Nov 2010 19:56:00 +0000

Frost og aske er Inger Wolfs anden bog i serien om Daniel Trokic og Lisa Kornelius fra Århus politi. Den er lige så let og underholdende som den første, som jeg har omtalt i indlægget nedenfor. Emnet er ellers ikke noget let emne: en lille dreng findes stranguleret i en å i Mårslet, og gamle blå mærker tyder på, at han har været udsat for mishandling. Hans forældre kommer i søgelyset, men politiets spor ender blindt, og Trokic må vende blikket mod naboerne og andre, som drengen havde kontakt med.

Den specialestuderende Sidsel passer hus i Mårslet mens hun forsøger at få skrevet på sit speciale. Særligt Daniel Trokic fatter en vis interesse for Sidsel, og han bryder sig ikke om, at hun opholder sig så meget alene i huset.

Lisa Kornelius kommer under et seminar i Amsterdam uventet på sporet af en gammel sag, der kan vise sig at være vigtig i forhold til den aktuelle sag. Og sådan går det glidende gennem hele bogen, der er velskrevet og med et fint plot. God, dansk krimilæsning. Jeg kunne dog bedre lide den første. Men her synes jeg sådan set også at Inger Wolf leverer. God til en regnvejrsaften i sofaen.

Sort sensommer af Inger Wolf

noreply@blogger.com (Louise) — Tue, 09 Nov 2010 07:14:00 +0000

Faldt helt tilfældigt over Sort sensommer af Inger Wolf forleden dag. Ret skal være ret, jeg har muligvis læst en anmeldelse eller to, men har siden glemt alt om det. Sort sensommer lød til at være en god og hurtig læst krimi, og da jeg trængte til noget lidt lettere (og gerne på dansk) efter Freedom, var det et let valg.

Sort sensommer er Inger Wolfs debut, og den er rigtig velskrevet. Jeg har haft fingre i adskillige krimi-debut'er de sidste par måneder, og det er absolut ikke alle, der har været lige gode eller lige godt skrevet. Eller har kunne fange mig, men det kunne Sort sensommer.

Det er en klassisk kriminalroman, hvor læseren følger politiets opklaringsarbejde, og hvor der gudskelov ikke er alt for meget femikrimi-hørm blandet ind over. Altså, der er en smule, men det skygger ikke for krimibudskabet, så jeg kan leve med at den ene af hovedpersonerne, Lisa Kornelius, er en smule for stereotyp. Men, til Inger Wolfs ære skal det med det samme understreges, at Lisa Kornelius IKKE er journalist. Hun er politiassistent med speciale i IT. Hun arbejder hos politiet i Århus, hvor hendes nærmeste overordnede er den lidt humørsvingende, mørke Daniel Trokic. Men begge personer, samt diverse bipersoner er fint beskrevet, og de virker alt i alt rimeligt troværdige.

En ung kvinde findes stranguleret i skoven, og Århus politi må i gang med at lede efter en morder, der hele tiden er et skridt foran dem. Da Lisa begynder at søge efter spor på offerets computer, får hun sig noget af en overraskelse, ligesom det også viser sig, at de skeletter, der rasler ud af skabet tilsyneladende stikker noget dybere end hvad politiet sådan lige havde forestillet sig.

Sort sensommer er som sagt ganske velskrevet, og jeg hyggede mig i selskab med Daniel Trokic og Lisa Kornelius og de andre politifolk. Ja, faktisk hyggede jeg mig så meget, at jeg har anskaffet de to andre bøger i serien. God og hyggelig krimi og fin debut (den er nogle år gammel, det er bare mig, der er bagefter).

Freedom af Jonathan Franzen

noreply@blogger.com (Louise) — Mon, 08 Nov 2010 18:05:00 +0000

Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal begynde, da Freedom af Jonathan Franzen er en stor bog. Og ikke blot i kraft at dens mange sider. s a huge book. Egentlig føler jeg, at jeg burde lade andre med rigtig forstand på moderne, amerikansk litteratur håndtere den, siden jeg på ingen måde kan yde bogen den retfærdighed, den fortjener. Jeg vil dog hermed prøve.

I første omgang kræver det dog ikke nogen magistergrad i litteratur for at forstå, hvorfor bogen har den titel, den har. Grundlæggende set handler bogen nemlig om hvordan "vi" (moderne mennesker i den vestlige verden/USA) håndterer al den frihed, som vi et eller andet sted er født med. Den handler om hvordan vi håndterer det, ja, men også om hvor dårlige vi (nogle af os) er til at håndtere den.

Historien begynder med en fortælling om familien Berglund og deres nabolag, et typisk kvarter med middelklasse - lav overklasse-familier. Familien Berglund (Walter, Patty, Jessica og Joey) er som de fleste familier - det tror læseren i hvert fald til at begynde med. Men historien tager os langt ind i Walter og Pattys ægteskab og dele af deres barndom og ungdom. Noget af dette fortælles selvbiografisk af Patty (i 3. person!), mens resten fortælles af forfatteren.

Jeg synes ikke, at man kan sige, at Freedom er en almindelig families almindelige fortælling, for det er det ikke. Jo, altså, nogle af de ting, der sker i Walter og Pattys liv kan ske i alle familier, men når man fx ser på den barndom og ungdom som Patty kommer fra, er det ikke så almindeligt alligevel. Og hvad er det lige med sønnen Joey og hans mærkelige forhold til nabopigen Connie? Og datteren Jessicas isdronning-attitude over for Patty? For ikke at tale om rockmusikeren Richard, Walters bedste ven fra college-tiden, selvom de (Walter og Richard) er hinandens diametrale modsætninger? Ja, læs Freedom og find ud af det.

Det svageste i denne bog, som desværre også er en særdeles central del, er det med Walters arbejde i Washington DC. Det er måske ikke bogens svageste del, mere sandsynligt er det, at jeg ikke helt forstod alle de politiske manøvrer. Måske. Men netop denne del er som sagt ret så central for hvordan livet kommer til at forme sig for hovedpersonerne.

Freedom er monumental - en monumental historie med et ret lille sæt af karakterer, og den er skrevet i så brillant sprog, at det var mere end en fornøjelse at læse den. Også selvom det tog mig væsentligt længere tid at komme igennem end med andre bøger. Et must read for alle fans af moderne (amerikansk) litteratur. Men nu er jeg også klar til noget simplere! Bogen er ikke oversat til dansk, men det bliver den garanteret.

PS. jeg kan bedre lide Franzen better end en anden succesfuld amerikansk forfatter med det samme fornavn, Jonathan Safran Foer. Franzens stil er ikke nær så prætentiøs som Foers, men det er bare min lille personlige mening.

PPS. Omslagsbilledet med fuglen giver langt mere mening (og er pænere) end det andet omslag, som bogen også er udkommet med.

Kirsten Nørgaard har anmeldt Freedom her.

Flaskepost fra P af Jussi Adler-Olsen

noreply@blogger.com (Louise) — Fri, 22 Oct 2010 18:44:00 +0000

Flaskepost fra P er den tredje bog i Jussi Adler-Olsens serie om Afdeling Q i København; den afdeling, der, ledet af den lidt sære politimand Carl Mørck, efterforsker gamle og henlagte sager. Kvinden i buret og Fasandræberne, der er de to tidligere bøger, læste jeg med stor fornøjelse, efter først at være hoppet på vognen længe efter disse bøger havde gået deres sejrsgang i Danmark.

Carl og hans assistenter, syreren Assad og den mærkelige Rose, får i denne ombæring fat på en gammel flaskepost. Ikke så gammel, at den må henlægges fuldstændig, men gammel nok til at det er overordentligt vanskeligt at læse flaskepostens indhold. Sammen får Assad og Rose, og senere Roses vikar Yrsa, dog stykket brevet sammen, og til Carls store overraskelse viser det sig, at det, han egentlig havde en formodning om var drengestreger, faktisk er et højt råb om hjælp.

Det viser sig tillige at være en sag, der er så alvorlig, at gerningsmanden aldrig er blevet fanget, men stadig driver sit grumme spil. Ham følger vi nemlig også på "togt", og det er uhyggelig læsning. Samtidig kører der en række mindre sideplots, som ikke alle bliver løst i dette bind. De handler om Carls liv og de personer, der er omkring ham, og det er helt ok, at ikke alle tråde bliver samlet nu og her.

Afdeling Q kommer vidt omkring i Flaskepost fra P. Foruden sagen om flaskeposten, er de nemlig også involverede i en sag om brandstiftelser, og så gemmer Assad på en hemmelighed. Carl efterstræber stadig psykologen Mona, hans lamme ven og tidligere kollega Hardy er flyttet ind i Carls hus og hvem er Rose og Yrsa egentlig?

Flaskepost fra P er fremragende og velskrevet læsning, en rigtig underholdende krimi. Alle personerne har kant, og selvom nogle måske vil mene at de har så meget kant, at de næsten virker karikerede, så er det stadig rart at læse en krimi, hvor personerne ikke er så endimensionale som man ellers ofte risikerer. Alt i alt var den en anbefalelsesværdig krimi, men måske ikke helt så god som de to forrige.

Det blinde punkt af Julie Hastrup

noreply@blogger.com (Louise) — Tue, 19 Oct 2010 07:00:00 +0000

Det blinde punkt af Julie Hastrup er bog nummer to om kriminalbetjenten Rebekka Holm. Jeg læste den første, En torn i øjet, i sommer, da den kom gratis med et ugeblad. Og her var jeg egentlig ganske godt underholdt, og selvom der var elementer i krimien, som måske var en smule forudsigelige, så var det alt i alt en fin debut. Og jeg skrev (læs omtalen her), at Julie Hastrup heldigvis har masser af tid til at udvikle figuren Rebekka Holm. det har hun sådan set stadig, men jeg synes ikke, at Det blinde punkt lykkes helt. Faktisk var den sine steder en anelse kedelig, og nogle ting haltede en anelse. Fx bliver det sidespor, der kører sammen med hovedhistorien, ordnet med et par enkelte linjer. Hvilket ikke er godt nok i betragtning af alle de sider, der blev brugt på denne sidehistorie.

Men vi møder altså Rebekka Holm igen. Rebekka har skiftet Rejseholdet ud med en fast plads på Politigården som medlem af drabsafdelingen. Hun er stadig kæreste med Michael, betjenten fra Ringkøbing, men han er langt væk, og der er fristelser nok i København. Og så er der selvfølgelig arbejdet, der fylder det meste af Rebekkas liv. Rebekka efterforsker en række meget brutale voldtægter, men bliver taget af efterforskningen, da den kendte socialrådgiver Kissi Schack findes slået ihjel på Kastellet en tidlig sommermorgen.

Jagten på Kissis morder går i gang, og snart udfolder der sig en familiehistorie, som ikke er helt almindelig. Kissi efterlader sig nemlig både en søn og en datter og en fraskilt mand, samtidig med at man aner, at hun var en kvinde, der ikke holdt sig tilbage. Da Kissis arbejde handlede om voldsramte indvandrerkvinder, er det kun naturligt, at Rebekka og hendes kollega, iraneren Reza, tager udgangspunkt i nogle af de sager, som Kissi har haft igennem årene.

Snart tegner der sig et uhyggeligt billede, og Rebekka og Reza må grave videre i det, der kan vise sig at være et betændt miljø. Samtidig strammes nettet omkring voldtægtsforbryderen, og gennem hele historien følger vi også Charlottes lillesøster, der spiller en helt særlig rolle i historien.

Det plot, der er spundet omkring indvandrerkvinde-centeret er ganske fiffigt, menlt i alt var plottet ikke nær så spændende som i Hastrups debut, Rebekkas kolleger, venner og familie virker meget endimensionelle og historien slæber sig af sted. Jeg giver Rebekka Holm og Julie Hastrup én chance mere til at vise, at der er mere gods i dem end der var i Det blinde punkt.

Det blinde punkt kan bl.a. købes hos Saxo.com her.

Møgkællinger af Gretelise Holm

noreply@blogger.com (Louise) — Mon, 18 Oct 2010 16:44:00 +0000

Gretelise Holm har længe været den danske krimidame, som skrev de bedste krimier i genren "kvindelig hovedperson bliver rodet ind i en politisag". Bare det, at hendes hovedperson, Karin Sommer, er en moden dame, syntes jeg var/er forfriskende. Og Holms forrige, Nedtælling til mord, var virkelig en pageturner. Så jeg glædede mig til at få fat på Møgkællinger, den nyeste Karin Sommer-krimi. Der er gået lang tid siden jeg sidst havde fornøjelsen af være i selskab med Karin Sommer, og denne gang blev det endnu en fornøjelse.

En yngre højskolelærer anklages for drab på en elev under en våd Halloween-fest, men Karin Sommer bliver først blandet ind i sagen over et år efter, da hun får en henvendelse fra den anklagedes hustru. Læreren har hele tiden erklæret sig uskyldig, og hustruen hænger stadig ved, og vil have sin mands navn renset. Karin, der ellers er gået på pension og stadig småslikker sine sår ovenpå sin mands død, er med på at give sagen en lille chance, og bliver en af de pensionister, for hvem det er en livsstil at følge med i diverse retssager.

Sideløbende med retssagen er politikredsene over det ganske land i komplet chok. En kvindelig hævner har taget sagen i egen hånd, og er på et morderisk hævntogt for at give igen for alle de voldtægter og al den utryghed, der følger med det at være kvinde og bevæge sig alene rundt. Nu skal det være ligeså usikkert for mænd at færdes på gader og stræder, ja ikke engang hjemme skal de kunne føle sig sikre.

Om de to sager viser sig at hænge sammen, må du selv læse Møgkællinger for at finde ud af. Plottet er som sædvanlig rigtig god skruet sammen, og de mange tråde bindes fint sammen til sidst. Møgkællinger var ikke helt på højde med Nedtælling til mord, men jeg synes alligevel, at Gretelise Holm leverer! Meget anbefalelsesværdig og rigtig godt skrevet.

Bogen kan købes hos Saxo.com her.

Den første af Justin Cronin

noreply@blogger.com (Louise) — Sun, 17 Oct 2010 20:26:00 +0000

Den første af Justin Cronin er en lang bog. Og selvom jeg egentlig var ret fanget af bogen, synes jeg nu ikke at Stephen King har helt ret, når han siger (citeret fra Saxos hjemmeside):

»Læs 15 sider, og du vil blive fortryllet; læs 30, og bogen vil fængsle dig, og du vil læse til langt ud på natten. Romanen har en livagtighed, som kun episke værker skabt af fantasi og forestillingsevne kan opnå. Hvad kan jeg ellers sige? Følgende: læs denne bog, og den almindelige verden forsvinder.«

Der var, efter min mening, tidspunkter, hvor handlingen blev trukket en anelse i langdrag. Eller måske er det ikke det rigtige ord at bruge. Det var mere det, at jeg egentlig følte mig noget forvirret og hele tiden tænkte på hvordan denne historie dog ville ende, om den kunne ende, om hvem der nu var hvem og hvorfor og hvor er vi nu? Tingene falder dog relativt hurtigt på plads, og bindes smukt sammen til slut selvom dette blot er den første i en trilogi. På trods af dette synes jeg ikke, at der var mange spørgsmål, der ikke blev besvaret. Som sagt, tingene falder fint på plads. Det var en spændende bog. Stor, episk (ja, et lidt irriterende buzz word), dystopisk og apokalyptisk fantasy. Og det er ikke rigtigt en bog om vampyrer. Ikke vampyrer som vi kender dem i hvert fald. Og det er heller ikke en bog om zombier. Men så alligevel er det en bog om vampyrer/zombier. Og om en verden, der er gået næste under og kun beboet af ganske få mennesker.

Den første er om hvordan og hvorfor verden kom til at se ud som den gør i bogen. Den første er også om disse få levende, som skal håndtere en verden, hvor lyset skal være tændt om natten, hver nat. Det er en bog om Amy, datter af Jeanette og en rejsende handelsmand. Og om hvordan Amy kommer til at bo med nonner og om hvordan hun rejser gennem USA efter det. En del af denne rejse tilbagelægges med FBI-agenten Wolgast, senere rejser hun alene.

Og Den første er om hvordan et eksperiment, der skulle lede til en kur mod alt, selv døden, kom til at gå galt. Mere galt end nogen nogensinde havde forestillet sig. Vi møder mange karakterer fra vores egen tid (eller retter, vores egen tid som den måske ser ud om nogle år) og vi møder karakterer fra en fremtid, som igen vil ønske at skulle bebo.

Hvis du vil ha' episk fortælling, og hvis du som jeg har en forkærlighed for det mørke, dystopiske og apokalyptiske, er Den første lige i øjet. Jeg var grebet af historien, der helt sikkert fik mig til at gyse fra tid til anden. Men den er nok en anelse for lang. Dette, og så det faktum, at den er så stor og uhåndterlig (e-læser ville have været perfekt!), er mine eneste kritikpunkter ved denne bog.

Bogen kan bl.a. købes hos Saxo.com her.

Hunger Games III: Mockingjay af Suzanne Collins

noreply@blogger.com (Louise) — Fri, 24 Sep 2010 19:25:00 +0000

Hvis du ikke har læst serien og planlægger at gøre det, skal du ikke læse mere. Ting fra de to forrige bøger afsløres. Hvis du venter på at læse Mockingjay og allerede har læst de to andre, kan du godt læse videre. Ingen afsløringer.

Den med længsel og længe ventede tredje bog i Hunger Games trilogien (Dødsspillet på dansk). Jeg var virkelig begejstret for de to forrige bøger, specielt den første, som sammen med The Knife of Never Letting Go af Patrick Ness og den første i Tomorrow When The War Began-serien af John Marsden, var nogle af de bedste læseoplevelser i 2009. Jeg har anbefalet Hunger Games vidt og bredt, og dem, der bed på, ja, de bed virkelig på! Og jeg var meget spændt, da bogen endelig ankom her, ca. en uge efter den var udkommet i England.

Først og fremmest var det en fejl, at jeg ikke lige havde genlæst Hunger Games II: Catching Fire. Jeg læste den for et år siden, og der var både karakterer og ting, der foregik i arenaen, som jeg havde glemt. Hvem var hvem, hvem var god, hvem var ond? Det er selvfølgelig ikke forfatterens skyld, men det gjorde den første del af læsningen lidt forvirrende.

Dernæst var jeg nødt til at minde mig selv om, at det altså er en ungdomsbog, og derfor ikke rettet mod voksne læsere. Så der var også nogle mindre irritationsmomenter i løbet af læsningen vedr. dit og dat (jeg kan ikke sige mere uden af afsløre handling!), og de irritationsmomenter måtte jeg også lige lægge bag mig og acceptere, at et teenage-publikum sikkert vil være i stand til at relatere lidt bedre til nogle af tingene end mig selv.

Og når de ting så er sagt, så synes jeg egentlig at Hunger Games III: Mockingjay, var mildt skuffende. Overraskeleseselementet fra særligt den første bog findes selvfølgelig ikke længere, og selvom jeg forstår forfatterens motiv med at beskrive Katniss som hun gør, så begyndte hun (Katniss) altså at irritere mig mere og mere. JA, vi har fattet, at krig fucker mennesker op og JA, vi har forstået, at dit liv er hårdt på grund af MANGE ting. Men kom nu, bogstavelig talt, ind i kampen...(hvis du ikke har læst bogen forstår du ikke en lyd af ovenstående...).

Da der endelig begynder at ske noget, var bogen spændende, og den sidste tredjedel læste jeg i lyntempo og med en følelse, der mindede om den følelse jeg havde da jeg læste den første bog.

Slutningen er som den skal være, selvom de hændelser, der leder op til slutningen for denne læser var so-so.

Jeg vil sikkert genlæse de to første bøger snart, og så læse Mockingjay igen, men for at få afsluttet denne omtale, så er det en god bog med den rette slutning, men absolut den kedeligste af de tre bøger i en ellers vanvittigt spændende trilogi.

De to første er udkommet på dansk på Gyldendal med titlerne Dødsspillet og Løbeild. De er dyre, men kan bl.a. fås hos Saxo og i Gyldendals webshop.

Zeitoun af Dave Eggers

noreply@blogger.com (Louise) — Sun, 05 Sep 2010 18:40:00 +0000

Det er ikke meget non-fiktion (hedder det det?), jeg får læst. Jeg har ikke noget imod det, men det er sjældent jeg støder på en non-fiktionsbog, jeg bare må læse. Men denne - Zeitoun af Dave Eggers - var jeg på en eller anden måde nødt til at læse.

Jeg var i New Orleans næsten præcis et år før Hurricane Katrina. Turen var en del af en længere USA-tur, så jeg var der kun nogle dage, men det var en gammel drøm, der gik i opfyldelse. Varmen, fugtigheden, den lettere depraverede stemning, spøgelseshistorierne, bygningerne, historien, maden, det hele var en kæmpe oplevelse.

Da Katrina ramte New Orleans i 2005 ferierede jeg i Berlin, og kan huske, at jeg var lamslået over de nyheder, der kom fra New Orleans. Først bekymrede jeg mig egentlig mest om alle de vidunderlige bygninger, der tilsyneladende var totalt druknede i vand, men snart begyndte de der historier om mord, voldtægter og krigslignende tilstande at tikke ind, og sendefladen på alverdens medier handlede ikke om andet. I bakspejlet ved vi jo godt, at det ikke var helt så mange mord, der blev begået, og at der ikke var babyer, der blev voldtaget, og at det nok var en ekstrem situation, særligt for de mange fattige sorte (og hvide), men vi ved også, at der blev overdrevet på den dramatiske front. Men det tog mig meget lang tid at få alle disse billeder ud af hovedet, og det er noget, jeg indimellem stadig spekulerer over.

Så da Zeitoun kom i paperback tidligere på året, købte jeg den for at læse den på 5-året for Katrinas hærgen.

Zeitoun er navnet på en syrisk-amerikansk midaldrende mand, en respekteret borger i New Orleans, der vælger at blive i byen under orkanens hærgen, selvom konen og ungerne er rejst i relativ sikkerhed hos familien. Men Zeitoun vil blive, han vil holde øje med sine ejendomme, og da digerne bryder sammen og oversvømmer dele af byen, sejler Zeitoun rundt i sin kano og redder flere mennesker og dyr i det kaos, der opstod. Og han gør det med et "let hjerte" og med følelsen af, at der er en dybere mening med at ham blev i byen.

Kathy, hans kone, tigger og beder ham om at forlade byen. Hun ser de samme rædselsscenarier i tv som vi gjorde her i Danmark, og hun er frygtelig bange for at der skal ske ham noget. Da hun mister kontakten med ham flere dage i træk, viser det sig, at det er nu, familien rigtige mareridt begynder. Det er ret svært at forestille sig at det her er non-fiktion og at det foregik for kun fem år siden. Zeitouns historie er fortalt neutralt, forstået på den måde, at der ikke placeres skyld hos nogen, men det er klart, at Dave Eggers har en dagsorden med bogen, og at denne dagsorden ikke er en uforbeholden ros til Bush-administrationens håndtering af Hurricane Katrina.

Den første tredjedel af bogen handler om Zeitouns liv og familie, og visse passager var en anelse belærende for denne læser. Der var en masse snak om koranen, islam, tro og den slags, og det ved jeg allerede så meget om, at det blev lidt for skolemesteragtigt i denne bog. Zeitoun fremstår som et supersympatisk menneske, mens jeg syntes at den konverterede kone Kathy var en anelse anstrengende.

Ellers er det en ganske anbefalelsesværdig bog - der er passager, hvor man ganske enkelt ikke tror sine egne øjne. Dette er bagsiden af det USA, jeg ellers holder så meget af, på både godt og ondt.

Zeitoun er ikke oversat til dansk (jeg har i alle fald ikke kunnet finde den), men den er meget let at læse på engelsk.

Læs også Bogormens omtale her.