• Artikel titel – den der fremstår som artiklens almindelige titel. Den man som læser afkoder som den primære titel.
• Sidetitel – den der står oppe på browser-taben. Den kan man få Google til at afkode, som den primære titel.
• Metabeskrivelse – de 2 linjers tekst Google viser i søgeresultatet. Både til Google og mennesker.

På den måde kan man have overskrifter, der både taler til mennesket (fx med ordspil og andre interessantheder) og til Google (nøgleord, nøgleord, nøgleord!).

Nøgleord i bogtitler

Og hvorfor er det interessant for os i forlagsbranchen? Fordi det samme gør sig gældende for bogtitler. De skal både pirre nysgerrigheden hos læseren og blive fanget i søgenettet, når en kunde søger efter en bog i en online boghandel. Uanset om der er tale om bøger i trykt eller elektronisk format. Er der ikke nøgleord i selve titlen, så bør der være det i enten undertitlen eller som absolut minimum i de første linjer af den beskrivelse man lægger på Bogportalen.

Forudsætningen for at sælge bøger er, at læserne finder frem til dem. Det er logisk, men let at glemme, når man går i det kreative hjørne for at finde på en fængende titel.

Øvrige sites

En redaktør skal ikke kun have en knivskarp pen, hun skal også kunne skabe sig et relevant netværk med potentielle forfattere.

Hvis man er Gyldendal kan man tillade sig at læne sig tilbage og vente på at forfatterne kommer dumpende. De fleste andre forlag har ikke råd til at være så passive. Man bør altid have forfattere, der er på forskellige udviklingsstadier af deres forfatterskab. Nogen der er på karrierens højdepunkt, og nogen der bliver morgendagens bestsellerforfattere. Hvis man ikke får fingre i dem mens de er grønne, risikerer man, at de går til konkurrerende forlag først.

Det kræver selvfølgelig en del detektivarbejde at finde frem til de potentielle bestsellerforfattere. Det gælder for eksempel om at holde godt øje med dygtige bloggere, bidragydere til magasiner og tidsskrifter, foredragsholdere og konsulenter. Både redaktører og forlagsledere bør arbejde aktivt med at have et relevant netværk. Netop dét bør være en prioriteret arbejdsopgave, for det sker sjældent af sig selv. Så når disse personer, enten af sig selv eller på opfordring, beslutter sig for at skrive en bog, så får I førsteserven på manuskriptet.

Øvrige sites

Øvrige sites

Mange skimmer indholdsfortegnelsen af en (fag-)bog når de i boghandlen skal beslutte, om den er pengene værd. Hvis ikke kapiteloverskrifterne i sig selv kan vække nysgerrigheden, burde man måske tilføje andre elementer, der kan. Som for eksempel et særligt layout, små citater fra de enkelte kapitler eller relevante fotos – i bedste magasinstil. Eller måske en alternativ rækkefølge, at læse kapitlerne i, eller angivelse af hvilke kapitler, der er nice to know og hvilke, der er need to know.

Øvrige sites

Et eksempel på en af de mange lækre infographics, der findes derude. Denne er lånt fra Mashable, hvor den kan ses i sin fulde længde: http://mashable.com/2012/03/13/app-economy-infographic/

Mmmm… infographics… Slut med kedelig statistik og tørre tal. Når de kolde facts bliver præsenteret grafisk lækkert på en såkaldt infographic, får man straks mere lyst til at dykke ned i dem. Det giver desuden bedre forståelse end en traditionel tabel nogensinde kommer til at gøre. Prøv bare at søge på ”social media infographic” på Google, hvis du vil se et spektrum af den grafiske opfindsomhed, der findes derude.

For os i forlagsbranchen er det selvfølgelig oplagt at tænke den slags layout med i de bøger, vi udgiver. Drop tabellerne og få både forfattere og layoutere til at tænke i alternative måder at præsentere tal på.

Få bloggere til at dele infographics
Infographics kan også være et godt markedsføringsredskab. Især bloggere deler gerne interessante illustrationer inden for deres fagområde. Udgiver I en bog med en del statistisk materiale, så er det en oplagt idé at lave en infographic, som bloggere kan embedde direkte i deres egne blogposts. Naturligvis med et link til bogen, hvis man vil have baggrunden for tallene.

Øvrige sites

Inden I laver den helt store innovative satsning, så sørg for at indsamle nok empirisk data ved hjælp af masser af små prøveballoner.

Jeg hørte for nyligt et interview med Jim Collins, der sammen med Morten Hansen har skrevet bogen ”Great by choice”. Her beskriver han blandt andet en filosofi for innovation: Affyr kugler, dernæst kanoner. Med kuglerne skyder man sig ind på målet, og når man har ramt, så bringer man det tunge skyts frem.

Det samme gælder ifølge Jim Collins for innovation. Man skal teste nyt på mindre områder og derigennem indsamle empirisk data. Eksperimentere med nye produkter, markeder og processer. Når man har ramt noget, der virker, så er det her man skal investere.

En sådan tilgang synes jeg er superrelevant i forlagsbranchen. Især i disse tider, hvor branchen er i hastig forandring. Man bør eksperimentere med ebøger, apps, 50 siders bøger, iøjnefaldende indbindinger, sampakkede produkter osv. Og sørge for at være knivskarp på de statistiske observationer, så man ikke er i tvivl om, hvad der virker og hvad der ikke gør.

Fordelen ved denne tilgang er, at man ikke behøver at satse hele butikken på en enkelt app eller udgivelse, der både kan skifte farve og lave kaffe. Man bliver ved med at lave små tweaks og udnytte allerede eksisterende materiale i andre formater, indtil man finder noget, der virker. Og så afprøver man mere af den slags, indtil man har data nok til at lave den store satsning med minimal risiko. Collins pointe er nemlig, at det er essentielt, at man faktisk får affyret kanonen. Det er her profitten ligger, ikke i de mange små eksperimenter.

Der er heldigvis en del danske forlag, der sender sådanne prøveballoner op i øjeblikket – blandt andet på ebogsområdet. Men der er også rigtig mange, der lurepasser. Problemet er, at de aldrig får adgang til al den empiriske viden, de eksperimenterede forlag forhåbentlig indsamler. Og desuden vil de forlag, der investerer i de små tests, være klar til at affyre den store kanon længe før dem, der bare sidder på deres hænder.

Hvem synes du, der er flest af? Dem, der lurepasser, eller dem, der eksperimenterer?

Øvrige sites

Så snart en tekst bliver reproduceret som både e- og p-bog stiger risikoen for fejl i en af versionerne. Foto: Pen Waggener

Flere og flere manuskripter udkommer i dag på flere platforme – som trykt bog, ebog etc. Det betyder ofte, at der findes mange forskellige filer med bogens grundindhold. En word-fil, en InDesign-fil, en XML-fil og måske noget helt fjerde. Det øger risikoen for at eventuelle ændringer kun bliver gennemført i én af filerne, og så har vi balladen… Bøger med fejl.

Hvordan minimerer man denne risiko? Ved at tage en principbeslutning for, hvilket dokument, der er grunddokumentet og sørge for at alle rettelser sker her. Om det er word-dokumentet, InDesign-dokumentet, InCopy (Adobes redigeringsprogram) eller det mere tekniske xml-format er mindre vigtigt – blot man er konsistent. I hvert fald skal man straks udrydde enhver tanke om, at man sikkert kan se på dokumentet, om det er det senest opdaterede. Man glemmer hurtigt, hvilke rettelser der er lavet sidst. Og måske laves der en designopdatering, som gør at InDesign-dokumentet ser ud til at være redigeret sidst, men faktisk er det word-dokumentet, der på tekstsiden har den mest opdaterede tekst. Så det bør være en grundlæggende beslutning, ikke noget der varierer fra projekt til projekt.

Når der kommer rettelser til et dokument så sørg for, at det ALTID bliver opdateret i grunddokumentet. Uden undtagelse. Det kan i nogle tilfælde betyde dobbeltarbejde, hvis der fx skal opdateres både i word-dokumentet, hvis det er grunddokumentet, og i InDesign-filen, som er næsten klar til tryk. I en travl hverdag kan man være fristet til kun at opdatere det, man skal bruge her og nu. Men det er ikke en god strategi. I længden er det tid givet godt ud, for det betyder, at I altid er klar til at udnytte rettighederne til andre formater. Og det minimerer risikoen for fejl i disse “sekundære” formater.

Øvrige sites

Har du indstillet karrierekompasset på ny viden og relevant uddannelse?

Har du husket, at du selv har ansvaret for din egen uddannelse? Og at et tredages kursus hvert andet år ikke er nok til at sikre, at du er på forkant med udviklingen?

Det er en tanke værd, når der i disse dage afholdes Tools of change i New York. Efter min mening en af branchens allermest interessante konferencer med masser af inspiration til, hvor vi skal bevæge os hen i fremtiden. På det digitale såvel som det trykte.

Heldigvis er deltagelse i en konference ikke den eneste måde at blive klogere på (indrømmet: jeg er grøn af misundelse på dem, der er afsted i år). Men uanset hvad, så sker det sjældent af sig selv. Så læg en plan for din uddannelse, også selv om du synes, at du i forvejen har lidt for travlt. Uddannelsesplanen bør både indeholde kurser og formel (arbejdsgiverbetalt) uddannelse, men også den slags viden du kan få fra bøger, blogs og anden selvstudie.

En selvstudieplan med 6 simple skridt

Efter min mening bør man altid have et fokusområde, som man arbejder på at dygtiggøre sig inden for. Det er forholdsvis simpelt at gå til, men kræver selvfølgelig den allervigtigste ressource: tid.

• Bestem dig for et emne.
• Brainstorm på ressourcer (bøger, blogs, podcasts, kurser, en ressourceperson internt på forlaget eller eksternt, som du kan lokke til at gi’ dig nogle fifs osv.)
• Udvælg dem du tænder mest på.
• Sæt nogle deadlines og del dem med andre. Dette punkt er vigtigt. Det er det, der gør forskellen på, om du faktisk får lært noget eller om det bliver ved tanken. Allerbedst er det, hvis du opdeler projektet i overskuelige delmål.
• Udfør
• Evaluer og bestem dig for et nyt emne.

Mit nuværende projekt er at blive bedre til at skrive salgsorienterede webtekster. Derfor er jeg godt i gang med Copybloggers “20-Part Internet Marketing Course”, lige som jeg har købt “Advertising Headlines that make you rich“. Og så forsøger jeg for tiden at have ekstra fokus på dette emne, når jeg skriver overskrifter til nyhedsbreve, blogindlæg m.m. Det er min taktik.

Hvad skal være dit næste fokusområde? At skrive bedre bogtitler? At lære at generere en ebog fra en InDesign-fil? At blive god til at fremlægge ideer og lave powerpoints?

Øvrige sites

Fyr forfattere, der ikke selv har egne markedsføringskanaler. Det er næsten altid en forudsætning for at en (fag-)bog sælger godt.

Alt for mange bøger tjener desværre ikke udviklingsomkostningerne hjem. Det er dårligt for bundlinjen på et forlag. Derfor kan det være en god ide at stille krav til forfatterens egne markedsføringskanaler. På mange amerikanske forlag er det i dag et krav, at forfatteren på forhånd har etableret et succesfuldt nyhedsbrev eller en blog, eller en fanskare på facebook eller twitter. Allerhelst en kombination af flere elementer.

Hvis forfatteren på forhånd har etableret en platform, kan denne naturligvis bruges til at sælge bøger. Mindst lige så vigtigt er det dog, at forfatteren under bogens udarbejdelse bruger den til at teste materialet. For eksempel kan en blog give pejling på, hvilke emner, der vækker interesse hos målgruppen – det er de blogindlæg, der bliver delt og kommenteret meget. Man kan bruge de loyale fans til at hjælpe med at vælge forside og i det hele taget være ambassadører for bogen ud i et meget relevant og interessant netværk.

Så tænk dig om en ekstra gang, inden du antager et manuskript fra en forfatter, der ikke har eller er i gang med at udvikle en platform. Når først bogen er udkommet, er det for sent.

Øvrige sites

Undervisningsmaterialer bør stille ressourcer til rådighed og lade eleven selv vælge vejen til målet: at blive klogere. Foto: Ian Sane

Her til eftermiddag hørte jeg Apropos om uddannelse og lektier på DR1. En del af programmet handlede om, at man i forbindelse med lektier bør flytte fokus fra gammeldags udenadslære til kompetenceopbygning. At man ikke nødvendigvis skal læse et bestemt antal sider, men skal læse og lære indtil man forstår et givent emne.

Det har naturligvis indflydelse på den måde, man udarbejder undervisningsmaterialer. Måske skal en undervisning, der er centreret omkring kompetencer frem for pensum, tage udgangspunkt i en ressourcesamling,som eleverne kan gå på opdagelse i, frem for en enkelt bog.

Den måde jeg i dag lærer nyt om et emne, er ved at google, finde en relevant (e-)bog, læse et par blogs eller abonnere på et nyhedsbrev. Hvorfor behøver det være specielt anderledes, bare fordi man er 17 år og skal lære matematik på gymnasiet? I dag synes jeg, det er skønt at lære nyt – da jeg gik i gymnasiet, not so much. Måske et anderledes materialeudvalg og mulighed for, at eleven selv kan vælge ressourcer, kunne bringe lidt begejstring ind i skolesystemet?

Der er selvfølgelig allerede forlag, der er godt i gang med at eksperimentere med dette. Blandt andre Systime med iBøger og webportaler. Del gerne de gode eksempler I er stødt på i kommentarerne.

Øvrige sites