Børnemads blog

Kronik i Politiken

2010-07-16T02:28:00.000-07:00

Direktør i Københavns Madhus, Anne-Birgitte Agger, havde d. 5. juli en kronik i Politiken, "Den store madkulturkamp".

Læs kronikken her

Forældrene og madfællesskabet

2010-05-31T02:02:00.001-07:00

Dagens kronik i Berlingske Tidende er skrevet af Børnemadsrådet ved Københavns Madhus

Medlemmer af Børnemadsrådet: En fælles madordning i daginstitutionerne har et socialt sigte. Alle skal have god mad! For nogle børn er der særlige behov for dette fokus, og sund, varieret mad er en rettighed for alle børn.

Før sommerferien vedtager Folketinget en ny lov om mad i landets
daginstitutioner. Loven er resultatet af, at forligsparterne i januar
slagtede deres egen børnemadsordning stort set samtidig med, at den
havde premiere.

Årets første måneder er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når en ellers god ide ikke bliver ført rigtigt ud i livet. Nu gøres ordningen frivillig, og det vil i fremtiden være den enkelte forældrebestyrelse, der siger ja eller nej til deres kommunes tilbud om barnemad.

Lovens vedtagelse sker stort set uden debat, men loven er ikke alt. De kommende børnemads-ordninger er afhængige af økonomien bag. Parallelt med lovbehandlingen er Kommunernes Landsforening og regeringen i gang med de årlige økonomiforhandlinger, der sidste år sikrede børnemaden et økonomisk grundlag, der muliggjorde, at kommunerne kunne tilbyde en anstændig mad til deres småbørn. Disse 400 mio. kroner er lige som loven til fornyet forhandling. Hvordan resultatet bliver, er sommerens gyser. Følger der ikke fortsat penge med børnemadsloven, vil det efter vores klare opfattelse resultere i, at landets kommuner kommer til at tilbyde forældrene en madordning, de ikke kan gøre ret meget andet end at sige nej til.

Denne kronik er en opfordring til politikerne, men den er samtidig en hjælpende hånd til de kommende debatter i forældrebestyrelserne i landets daginstitutioner. Kort sagt er det ikke nok bare at spise børnene af.

I Københavns Madhus nedsatte man for et år siden Børnemadsrådet. Formålet var, at rådet skulle bistå med at skabe et bedre madtilbud til de københavnske børn end de nuværende madpakker. Uanset om der er tale om lokalproduceret mad fra eget køkken eller mad bragt udefra, skulle der arbejdes med at finde løsninger, som sikrede den kulinariske og ernæringsmæssige kvalitet. Målet var, at madpakkerne skulle erstattes af noget langt bedre. Til glæde for børn, forældre og institutionernes personale.

Forligsparternes slingrekurs i forhold til børnemaden har nu bragt forældre til institutionsbørn i den situation, at de skal træffe afgørelsen. Det gælder særligt forældrebestyrelserne, men også hele gruppen af »menige« engagerede forældre. Det er forældrene, der kommer til at afgøre, hvilken madkultur, institutionen skal sigte mod. Skal det være et fælles måltid til glæde for alle børn i institutionen, eller skal det være madpakkerne hjemmefra til glæde for dem, der har de gode madpakker i forvejen?

Arbejdet skal først til at begynde, og det begynder i daginstitutionen. Med forældrene som aktive deltagere i debatten og dem, der tager beslutningen. Det er i denne proces, vi vil give forældrene med den kommende beslutningsret et par ord med på vejen.

Der er et utal af umiddelbare fordele ved en prioriteret og gennemtænkt fælles madordning. Her følger en række påstande og konkrete råd fra Børnemadsrådet i Københavns Madhus:

En fælles madordning kan betyde glæde og livskvalitet. Hvis den vel at mærke er rigtig god, for dejlig mad giver daglig glæde til den spisende! Og hvad er bedre end at have nogen at dele den glæde med? Med madglæde, sanseligheden og nysgerrigheden i fokus vil institutionens børn samles om bordet og dér møde den kulinariske verdens præstationer. Som det naturligste i verden vil børnene komme til at smage andre retter, end de måske får derhjemme, i fællesskab med kammeraterne.

Det giver mod til at eksperimentere med smagen og mod til at prøve noget nyt. Og som noget helt suverænt: De fælles måltider vil kunne skabe maddannelse, der kan gøre, at børn bliver kræsne på den gode måde, fordi de lærer at kende forskel på smagen af de mange forskellige æblesorter, med det samme kan smage, om grøntsagerne er friske eller frosne, kender navnene på de danske fisk og skaldyr, ved at indmad er noget andet og mere end leverpostej, ved at der findes mange forskellige slags kål, at der er forskel på nye kartofler og vinterkartofler. Måske vil fremtidens danske børn ikke kun have spaghetti med kødsovs og pizza som deres livret? Måske bliver sund og alsidig mad noget, de får ind sammen med andre grundlæggende erfaringer i børnehaven - og bliver lige så naturlig at vælge for dem som flyverdragten, tandbørsten og legen med de andre.

Forældrene skal ikke blot kræve mad - men stille krav om indholdet i børnenes måltider! Til hinanden, til institutionerne og politikerne. Alle børn skal have en opvækst, hvor de får en positiv madkultur som en del af deres bagage - og oplever glæden ved at få mad, hvor alle sanser skærpes, hver dag. Børn vokser op i et samfund, hvor det i allerhøjeste grad er op til den enkelte selv at skulle træffe en række valg, derfor skal vi ruste børnene til at klare de mange udfordringer. En af dem handler om mad - og her er det vigtigt, at børn får en sund madkultur ind på rygraden.

En fælles madordning giver sundhed og trivsel. Sund mad handler om langt mere end den ernæringsmæssige sammensætning. Sund mad betyder også, at der skal være tid til at spise den, følelsen af at være en del af et fællesskab, der prioriterer den gode mad og måltidet. Sund, varieret mad styrker udvikling, trivsel og læring.

Den franske sociolog Claude Fischler er inde på det paradoksale i, at skoleelever i lande som England og USA til forskel fra Frankrig, hvor ernæringstilstanden blandt børn er bedre end i de to førstnævnte lande, kun har tyve minutter til at spise deres mad, hvorefter de skal ind i klassen og undervises i sundhed og ernæring. Om Danmark kunne man sige det samme. Man kan ikke tale sig til bedre madvaner - man kan handle sig til dem.

Der er vigtigt, at forældrene bakker op! Og styrker børns lyst til at smage, spise og være aktivt med i hele madlavningen - både hjemme og i institutionen. Fra et voksenperspektiv er det klart, at børn også på madområdet skal udfordres, det er på den måde, de får lyst til sunde madvaner. Og alt det udvikles allerbedst sammen med andre børn.

En fælles madordning har et socialt sigte. Alle skal have god mad! For nogle børn er der særlige behov for dette fokus, og sund, varieret mad er en rettighed for alle børn. Fælles mad skal gøres til en del af et dagligt ritual, som alle har del i og er forpligtet på. Kun sådan bliver den også en del af børns måde at leve på. Der er ingen, der lades udenfor med dårlige eller slet ingen madpakker.

Alle andre aktiviteter i institutionen har et socialt og udviklende sigte, det skal maden også have.

En fælles madordning styrker det sociale fællesskab. Måltidet er om noget en social situation, der kan binde os sammen. Det lærer os sociale spilleregler i et fællesskab, hvor man både kan modtage og give omsorg. Det sociale fællesskab omkring måltidet er efterhånden et af de eneste tidspunkter i en travl institutionshverdag, hvor der er direkte og ægte voksenkontakt om et projekt, som alle er fælles om. Det er ikke et kunstigt projekt, det er den virkelige verden, og vi skal alle sammen spise. Fællesskabsfølelsen har maden som katalysator, en fællesskabsfølelse børnene, kan tage med hjem til mor og far.

Politikerne skal vide, at de midler, sidste års forhandlinger mellem KL og forligsparterne sikrede børnemaden (kr. 400 mio.), er forskellen på, om vores børn skal spise god eller dårlig mad. Det er forskellen på velfungerende madordninger med pædagogisk, læringsmæssigt og maddannende perspektiv og på de rædselshistorier, som pressen var fuld af i januar, da børnemadsordningen blev stedt til hvile. Helt præcist er det forskellen på, om forældrebestyrelserne skal tage stilling til, om de vil servere frokost til børnene for ca. 30 kr., eller om børnene skal spises af med frokost til den halve pris.

Det gælder med andre ord om at se madordninger i det lange perspektiv, både når kommunalbestyrelserne udarbejder deres tilbud om børnemaden, når forældrene skal drøfte og beslutte sig for, hvad de vil med måltiderne i daginstitutionen, og når regeringen og KL mødes til sommer. Vi håber på, at børnemaden ikke bare bliver bespisning, men meget mere. For børnenes skyld.

Mad over bål og anderledes mad

2009-11-27T03:21:00.000-08:00

Af Martin Keller og Ketil Teisen

Vi har i flere år i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening arrangeret skovture for hundredvis af børnefamilier i hele Danmark, hvor vi demonstrerede nem madlavning i wok over bål. Vi tilberedte madvare, som børn absolut ikke ville spise, hvis de fik det tilbudt af deres forældre, men de mange børn spiste ingefær, hvidløg og andre krydderier sammen med kalkunbacon.

Vi fortalte spændende historier om andre lande og andre børns hverdage, der relaterer til de lande hvor ingredienserne kommer fra. Når opmærksomheden var dalende, så ”skruede” vi op for de dramatiske historier eller fortalte, hvor stærke og sunde børnene kan blive ved at spise den ”nye” mad.

Børnene reagerer på de hyggelige stemninger, der opstår omkring bålet og de mange nye sanseindtryk er med til at børnene ønsker at smage på den fremmedartede mad. Vi skal lærer børnene at spise det sunde ingefær, hvidløg og chili i små mængder, så det i længden, og helt naturligt, bliver en del af deres kost i fremtiden.

Måske kunne vi udvikle alternative madsituationer, så det ikke nødvendigvis skal være ”wokmad over et bål”, men måske kan det bare være selve køkkenet, der bliver til et anderledes univers, så man imødekommer børnenes lyst til det eventyrlige og fantasifulde. Vi har opbygget flere universer i vores tv-programmer og har fundet ud af at troværdige universer, er alt afgørende for om børnene vil følge med i vores historier. Børnene kan lide at vi enten bor i et rumskib eller i en gammel togvogn.

Måske kunne man med få midler og samtidig med at man overholder krav til sikkerhed og hygiejne laver et anderledes køkken-univers? Det ville, sammen med de gode historier få børnene til at være med på, at smage og spise nye og sunde retter.

Pølsebål i snevejr
Da jeg var i praktik i en børnehave der lå ved Dyrehaven lavede jeg mad udendørs til børnehavestuen selvom det var hård frost og snevejr. Det blev en succes bl.a. fordi vi gik mod de vante rutiner og ritualer. Pølser er ikke særligt sunde, men var en god måde at starte det alternative køkken op på, fordi næsten alle børnene var ”trygge” ved og kunne lide de ristede pølser. Budskabet er, at vi voksne skal yde en ekstra pædagogisk (manipulerende) indsats for at få børnene med på nye ideer og alternative situationer.

Bål styrker sociale bånd
Bål er også et godt middel til at styrke fællesskabet. Alle kan deltage med at samle brænde, finde visne brændenælde stængler til optænding, og prøve at slå gnister med strygestål. Når bålet brænder skal det passes, det kræver respekt for flammerne, det er spændende og magisk. Ingen kan sidde ved et bål uden at blive tiltrukket af dets knitren. Bålet vækker noget universelt, noget urtidigt. Og så har det den effekt at vi får lyst til at fortælle. Ikke kun os voksne, men også børnene. Derfor er bålet også en fantastisk måde at ramme en tur ind på. Og så er det overkommeligt. Det kræver kun en bålplads og en tændstik.

Martin Keller og Ketil Teisen er blandet meget andet kendt fra "Naturpatruljen" og andre børneprogrammer på både DR og TV2

Måltidet og sociale kompetencer

2009-11-24T04:42:00.000-08:00

Af Søren Gundelach

Der finder dannelse sted ved måltiderne i daginstitutionen. Der er nogle professionelle voksne, der vil noget med nogle børn, og de ser måltidet som en pædagogisk og omsorgsfyldt opgave.

Det gælder om at få slået fast, at det er vidunderligt at spise. Det vigtigste er at fastslå måltidets rituelle betydning end at harpe løs på, hvad man må og ikke må med kniv og gaffel. Det er af stor betydning at understrege madens vig¬tighed og tilberedningens omhu, samværets kvalitet og spisningens generelle æstetik (Rifbjerg 1985)

For mange regler ødelægger børnenes appetit, så børnene ikke kan spise. I værste fald sidder børnene uroligt under måltidet, og pædagogerne indfører så endnu flere ”måltids-ødelæggende” regler.

Måltidet skal være lystbetonet, frit og socialt - forstået på den måde, at man bør kvitte stive regler, og lade børnenes åbenhed komme til udfoldelse. Børnene kan eksperimentere, og måltidet kan blive en helt enestående chance for en konstruktiv pædagogisk aktivitet.

Omvendt kan og bør der også være et minimum af normer omkring et måltid, så man netop ikke ødelægger spiselysten og mulighederne for hinanden. Nogle børn har behov for rolige perioder under måltidet, og alle børn har brug for at blive bedre hen ad vejen til at håndtere maden. En lang række sociale kompetencer udvikler sig fint ved netop et måltid: Række ting til hinanden, snakke hyggeligt sammen, tage af bordet, osv.

Ethvert måltid har en balance mellem frihed, lyst, eksperimenteren – og social hensynstagen, rimelige og alderssvarende færdigheder og normer. Daginstitutionerne har brug for at afklare sin balance i disse spørgsmål samt sikre, at man faktisk udvikler de træk ved måltidet, man gerne vil udvikle.

Det har i øvrigt været en udbredt myte, at der i mange institutioner hersker kaotiske tilstande omkring måltidet. Børnene må selv bestemme, hvornår de vil spise, med hvem og hvordan.

UdviklingsForums landsdækkende undersøgelse fra 2005 konkluderer, at over 80 pct. af børnehaverne har faste spisetider, og at der er pædagogisk ”ordnede” forhold omkring måltidet, hvor personalet har gennemtænkt en række normer og værdier, som de i store træk lykkes med at få opfyldt.

Det samme mønster finder man i en nordisk forskningsrapport (Kjærnes 2002), der konkluderer, at der ikke er opløsning i spisemønstrene i familierne. Det vil sige, at folk i Norden spiser faste måltider med regulært indhold, og vi spiser i et nogenlunde fastlagt mønster og til spisetid morgen, middag og aften. Ganske vist småspiser vi også, men mere som supplement end erstatning. Danskerne er de mest familieorienterede omkring måltidet. Vi spiser oftest sammen med familien, sidder længe ved middagsbordet og lægger vægt på, at alle skal være til stede til aftensmaden, som i Danmark anses for at være dagens hovedmåltid.

Søren Gundelach er børnehavepædagog, cand.pæd. og selvstændig konsulent

Gør børnene køkkenkloge

2009-11-16T02:36:00.000-08:00

Af Katrine Klinken

Tag børnene med i køkkenet og lær dem at færdes dér. Ligesom de skal lære at færdes i trafikken, skal de lære at lave mad.

Det er godt at bruge tid på at lære børn at lave god og enkel mad. At lave mad og spise er at være æstetisk skabende og bruge sine sanser: nyde, føle, dufte og smage - det føjer kvalitet til livet og er grundlaget for gode madvaner, sundhed og trivsel.

Børn vil gerne lave noget rigtigt som de voksne: Det giver mening og selvtillid at lave mad, og børnene bliver mindre kræsne.

Velkendt og ny smag

Et barn kan tidligt involveres i maden – f.eks. når der skal vælges, hvilken frugt der skal være på frugtfadet, hvilken pålæg der skal på rugbrødet eller når ugens menu skal planlægges. På den måde bliver alles smag taget alvorligt.

Børn har ofte et begrænset antal favoritretter, f.eks. pizza, pasta og pandekager, som de er motiverede for at være med til at lave. Når man laver retterne selv, er mulighederne for variationer meget større end når de købes færdiglavede. Børns smag udvikler sig løbende, og først i puberteten udvikles en egentlig voksensmag, der også ændrer sig videre igennem livet.

Køkkenhåndværk

Det lille barn skal opleve, at det er rart at deltage i opgaverne i køkkenet og ved spisebordet. Det kan være at få lov til at vaske grønsager i en balje, rive gulerødder, klippe purløg, ælte dej eller dække bord. Fra børnene er 5-10 år kan de deltage i længerevarende madlavningsprocesser, men det er først fra 10-12 års alderen, at de kan helt på egen hånd.

Selv om der er forskel på børns interesse og motoriske udvikling, kan langt de fleste lære at være i køkkenet, så de en dag kan på egen hånd. De skal vaske hænder og arbejde roligt, når der er skarpe knive, kogende vand og andre farlige ting at passe på. Og det er vigtigt, at de får at vide, at pjat og fjolleri ikke hører til i køkkenet. Få barnet til at stå godt ved et spisebord eller sikkert ved køkkenbordet, og vis det, hvordan man bruger rigtige redskaber. De farligste knive er dem, der er dårlige og sløve. De allermindste børn kan starte med en tomatkniv med bølgeskær, men hurtigt skal barnet lære at bruge en god kniv med et godt skaft.

Lær først barnet at skære bløde grønsager som squash og agurk. Runde grønsager som løg og kål skal skæres over, så der er en flad snitflade. Så ruller de ikke rundt, og man undgår at skære sig. Skærebrættet skal være af træ - stort er bedre end småt - og det skal ligge godt fast på bordet, evt. med en våd karklud under. En tynd- eller kartoffelskræller er god, når den kan skrælle begge veje og bruges til både venstre og højre hånd. Køb evt. en ny, skarp kniv, for knive bliver sløve, og så er de svære at bruge for begyndere.

Giv jer god tid

Den voksne skal give sig tid til at hjælpe barnet med at få godt styr på det hele, så barnet kommer godt i gang og der bliver en god stemning. Glem al tale om, at noget er svært – sådan har børn det ikke. Når de er motiverede, er de klar til at lære hvad som helst. Det tager selvfølgelig tid, men man får brugt og udviklet sine sanser, sin fantasi og kreativitet og bliver køkkenklog.

Katrine Klinken er børnekogebogsforfatter, madskribent og bestyrelsesformand for forening Oprør fra maven

Hvad kan børn lære, mens de spiser?

2009-10-28T07:38:00.000-07:00

af Per Schultz Jørgensen

Børn lærer noget hele tiden, også mens de spiser. Her lærer de ordentlig bordskik, fordi der er sociale regler omkring måltidet. Det er den del af læringen, der er direkte og målrettet. De lærer at spise ”rigtigt” og opføre sig ordentlig ved bordet. Og ikke mindst lærer de at tage hensyn til andre. Hele denne sociale kultur omkring mad og måltid funger godt i de fleste institutioner.

Men der er en anden side af læringen omkring måltidet. Det er den rolle barnet får med hensyn til ansvar for mad og spisning. Man kan være en passiv indtager af maden, den bliver serveret for en af andre. Måske får man lov til at give en hånd med – fx tage ud af bordet. Men man er primært modtager, sikkert af god og sund mad. Og vi voksne kan sige til os selv og hinanden, at vi har sikret os, at børnene får en god start på dagen eller livet. Så langt så godt.

Men børn lærer mere endnu eller rettere: de lærer noget, der stikker dybere. De lærer, hvem der har ansvaret? Er det de voksne – eller har de også selv en del af det? Ofte er lærdommen, at andre – de voksne - har ansvaret. Det er en form for tavs læring, der selvfølgelig ikke bliver sagt direkte. Der siger vi måske lige præcis det modsatte. At de endelig skal huske at spise sundt, at de skal sidde pænt ved bordet og selv bære deres tallerken ud osv. Men den tavse læring handler om ansvar. Og her lærer vi dem desværre også noget andet. Nemlig at vi gør det for dem.

Det er her, vi kan være meget mere bevidste om, hvad vi gerne vil have, at børnene lærer. De fleste af os vil sikkert gerne have, at børnene lærer at spise sundt og godt fremover. Men hvis vi ikke har sørget for, at de selv har overtaget den dagsorden, så er det en højst tvivlsom læringsproces. Derfor skal børn involveres, de skal være med i processen – de skal ikke kun være modtagere og forbrugere. Derfor skal de have et med-ansvar for måltidet og maden, måske være med til at tilberede den, direkte lave noget af maden, stå for noget af planlægningen. De er her ansvaret bliver virkeliggjort og derefter også en del af personen selv.

Selvfølgelig lærer børn noget mens de spiser. Vi skal sørge for, at det, de lærer, også rækker langt ind i deres fremtid som en positiv erfaring, der handler om at tage ansvar. Både for maden, for de kammerater der sidder med ved bordet – og for sig selv.

Per Schultz Jørgensen er cand.psych, dr.phil og professor i socialpsykologi

Det sunde valg skal være det lette valg

2009-10-21T05:34:00.000-07:00

Af Ida Husby

Når vi i dag arbejder med sundhed og forebyggelse, så handler det i høj grad om, at det skal være lettere at leve sundt. Vi taler om, at vi i forbindelse med planlægning og iværksættelse af stort set alt – fra skattepolitik, trafikplanlægning, boligindretning, skemalægning på skoler til beslutning om, hvordan man fejrer fødselsdage i børnehaver – skal have blik for, hvad det betyder for sundheden. Og hvordan vi kan gøre det lettere, billigere og attraktivt at vælge det sunde.

For nogle årtier siden havde man en opfattelse af, at sundhed blev fremmet ved, at folk var oplyste og vidste, hvordan man kunne leve sundt. Derfor udgav man pjecer, underviste i skoler og foreninger, og eksperter formidlede sundhedsbudskaber til borgerne. I 1980-erne blev man mere og mere opmærksomme på, at rammer og vilkår i samfundet havde meget stor indflydelse på mulighederne for at leve sundt. Man talte om sociale determinanter for sundhed. Nancy Milio formulerede sloganet ’det sunde valg, skal være det lette valg’. Dette slogan var meget centralt for Verdenssundhedsorganisationen WHOs skift fra primært at anbefale individrettet sundhedsoplysning til at anbefale sundhedspolitikker om, hvordan rammer og vilkår kan ændre for at fremme sundheden. WHO opfordrede til, at disse politikker blev udviklet i et samarbejde mellem borgerne og andre aktører. Begreber som deltagelse, understøttende miljøer og bottom-up blev centrale. Men stadig holdt man fast i også at arbejde med undervisning og oplysning for at sikre, at folk deltog i arbejdet med at udvikle politikkerne, og for at folk havde viden og færdigheder til at kunne leve sundt.

I Danmark begyndte vi også at formulere politikker om sundhed. Mange daginstitutioner havde i starten af 90-erne en kostpolitik, og skoler startede med at formulere mad- og måltidspolitikker i slutningen af 90-erne. Disse politikker handlede i udstrakt grad om, hvordan det sunde valg kunne blive det lette valg for børnene. I de senere år er der kommet en national rygepolitik, og mange skoler og arbejdspladser har egne politikker og initiativer for at begrænse tobaksrygning. Det er blevet lettere at undgå tobaksrøg.

Cykelstier
Vi har flere meget fine eksempler på, at strukturelle forhold kan gøre det sunde valg til det lette valg. Først vil jeg nævne trafikplanlægningen i København og Odense. Her har politikerne bevidst arbejdet med at gøre det lettere og attraktivt at cykle. Med cykelstier, grønne bølger, cykelstativer kombineret med kampagner for brug af cykelhjelm, færdselsundervisning i skoler og meget mere. Resultaterne viser sig, københavnerne og odenseanerne cykler meget mere end resten landet. Langt fra alle cykler bevidst af hensyn til sundheden, men fordi det er det lette valg (for flere oplysninger se http://www.cykelby.dk/).

Skolefrugt
Et andet eksempel er de skolefrugtordninger, som mange skoler i Danmark og andre lande har indført. Her får eleverne hver dag et stykke frugt. En række undersøgelser viser, at skolefrugt er en effektiv måde at øge børns forbrug af frugt. F.eks. viste et forskningsprojekt i Frederikssund, at frugtforbruget blev øget med 0,4 stykke frugt per dag. Et norsk studie viste en stigning på 0,5 stykker, og at elevernes forbrug af slik og sodavand samtidig blev reduceret. Pointen er, at man gør frugten tilgængelig, og man påvirker den sociale norm om, at børn spiser frugt som et mellemmåltid i løbet af skoledagen (for flere oplysninger se www.frugtkvarter.dk).

Konsekvenser for sundheden
Sundhedskonsekvensvurderinger er det nye buzzword blandt folk, der arbejder med folkesundhed. Med dette begreb lægges der op til, at alle beslutninger f.eks. i en kommune eller i et firma vurderes ud fra sundhedshensyn. Som et eksempel på en sundhedskonsekvensvurdering gennemførte det svenske folkesundhedsinstitut en vurdering af konsekvenserne af EU's landbrugspolitik. Her blev afdækket flere tiltag f.eks. støtte til tobaksproduktion og støtte til konfiskering af grøntsager, som havde negative konsekvenser for folkesundheden. WHO anbefaler, at man gennemfører sådanne analyser. Man ser det som en praktisk tilgang til at kunne vurdere sundhedseffekter af politikker, programmer og projekter. Vurderingerne laves, så man kan tage beslutninger, som kan øge sundhedsmæssige positive effekter og reducere de sundhedsskadelige. Jeg ser vurderingerne som en metode til at gøre det sunde valg til det lette valg.

Ida Husby er ph.d. og sundhedschef i FDB

Sundhed handler om ressourcer

2009-10-08T01:20:00.000-07:00

af Maria Haukrogh

For Ellen, Kirstine, Johanne, Carl og de øvrige børn i daginstitutionen ”Vandpytten” handler mad og bevægelse om legefællesskaber, dejlige smagsoplevelser, etablering af venskabsrelationer og glæde. Alt sammen elementer, der er med til at etablere sunde vaner – og som kan tages med i voksenlivet. Hovedparten af de børn, der kommer i de danske daginstitutioner kommer fra ressourcestærke familier, og børnene har derfor masser af ressourcer, som de hver dag bringer i spil i deres dagligdag i børnehaven.

Men ikke alle børn kommer med en rygsæk fuld af ressourcer, gåpåmod, sunde mad- og bevægelsesvaner, solide venskabsrelationer etc. Og netop for denne gruppe af børn (15-20 %) kan daginstitutionen bidrage til at styrke deres ressourcer – eksempelvis via sundhedsrelaterede aktiviteter.

Øget handlekompetence som mål
Handlekompetencebegrebet kan kort defineres som et barns evne til at tilegne sig en kunnen til at udføre en bestemt handling inden for en given ramme. Set i et sundhedspædagogisk perspektiv kan begrebet defineres med følgende elementer – her eksemplificeret i børnehøjde;

Indsigt; fx viden om hvad sund mad er fx viden om ”fra jord til bord”.
Engagement; fx mod til deltagelse i forskellige processer i daginstitutionen; i køkkenet eller i en omorganisering på legepladsen.
Visioner; fx evnen til at kunne ”gå bag om”; at kunne komme med bud på nye retter, der kan serveres til frokosten, evnen til at finde på nye lege fx på legepladsen.
Handleerfaringer; konkrete erfaringer med indgåelse i samspil med kammerater, men også at kunne arbejde på egen hånd – ikke mindst at kunne overvinde barrierer og indgå i institutionens dagligdag og aktiviteter.
Kritisk sans; evnen til at kunne og turde stille spørgsmål[1]

Vendes blikket mod praksis og inddragelse af de børn, der kommer med en begrænset mængde ressourcer i rygsækken betyder det, at Nikoline og Jens fra ”blå stue” går i køkkenet med køkkendamen Lis og sammen deltager i tilberedningen af den daglige frokost. Her er målet gennem inddragelse at øge Nikoline og Jens’ kompetencer til, at gøre deres indflydelse gældende, såvel i samarbejdet med de øvrige kammerater, men også i de situationer, hvor Lis giver Nikoline og Jens mulighed for at deltage i eksempelvis beslutningsprocesserne om, hvilken mad der skal serveres i daginstitutionen.

Handlekompetence handler om, at danne børn til at indgå i de demokratiske processer i fx daginstitutionen. Her opfordres børnene til i samspil med kammerater og personale, at deltage i de daglige beslutningsprocesser – hvor de mærker, at der er mulighed for at gøre sin mening gældende - indenfor en given ramme. Det betyder ikke, at børnene kan beslutte, at der skal spises pølser og pommes frittes eller marmelade madder hver dag. Det betyder derimod at børnene inden for en given ramme opfordres til at deltage i beslutninger, og opnå indflydelse, hvor de oplever, at det giver mening.

For at sikre et fælles afsæt, og at det fælles værdi sæt videreformidles til børnene fra de voksne, kan det være en god ide at formulere en politik for mad, måltider og bevægelse gældende for alle institutionens aktiviteter.

Læs mere om formulering af politikker på www.altomkost.dk

[1] Fortolket efter BB. Jensen. (fx 2003): Handlekompetence. Sundhedsbegreber og sundhedsviden. I: Hounsgaard. L (red): Læring i Sundhedsvæsnet. Munksgaard

Maria Haukrogh er Master i Public Health, cand.pæd.og projektmedarbejder i Alt om kost.

Hvordan giver vi børn forståelse for "fra jord til bord"?

2009-09-23T01:59:00.000-07:00

Af Martin Keller og Ketil Teisen

Begrebet ”fra jord til bord” er en gammeldags voksen abstraktion som ikke giver mening for børn. Børn er konkrete og tænker hvad har jord at gøre med det vi spiser. Vi spiser jo ikke jord. Så lad os starte med at finde et nyt begreb.

”Hvor kommer maden fra?”

Vi dræber for at overleve. Vi slagter rigtige, levende kyllinger og skærer kødet ud og spiser det. Hønsene lægger æg for at lave kyllinger, ikke for at vi kan spise æggekage. Vi er det sidste led af en lang fødekæde, lige som Isbjørnen på nordpolen og Tigeren i regnskoven, er sidste led i deres fødekæde.

Vi kan ikke overleve uden at dyrke korn på marken. Vi kan heller ikke få mælk på havregrynene uden at tage mælken fra en ko. Så vi er også med til at tage kalven fra koen.

Mad handler om liv og død. Og lige som os er børn meget optaget af eksistens og dilemmaer. Det er ingen grund til at fortie det. De skal oplyses om virkeligheden. For hvis man kender virkeligheden kan man handle.

Det handler dybest set ikke om hvor maden kommer fra. Vi kan købe det i supermarkedet. Det handler mere om at fortælle børnene om ”bæredygtighed”. Endnu et voksen ord, en abstraktion, der ikke giver nogen mening for børn.

Grisen skal have det godt inden vi spiser den. Vi skal i højere grad formidle den fritgående gris, der fik noget godt at spise og fik lov til at leve som en gris skal leve. Så vi kan spise den med god samvittighed.

Samtidig skal vi vise hvordan industrigrisen har det, og hvorfor den er billigere i butikken. Vi skal fortælle at i Danmark er der så mange grise, så det svare til at næsten alle tyskere hver dag tager til Danmark og skider på vores marker. Så kan man få en fornemmelse hvor mange grise der er i Danmark og hvor meget de forurener i vores lille land.

Budskabet er ikke, at vi alle skal være vegetarer men at vi skal spise mindre og bedre kød. Børnenes handlinger får en betydning når de bliver voksne. Og de har et valg. De kan spise mindre kød og flere grøntsager. Dyrene har det bedre, naturen får det bedre, vores drikkevand vil forblive rent, og vi bliver sundere.

Børnene skal erkende det ved at sanse, smage, se og føle. Vi skal tale til deres følelser og tårnhøje moralbegreb. De skal ikke lære det, de skal erkende det selv.

Spørgsmålet ”hvor kommer maden fra?” er en metakognitiv proces.

Martin Keller og Ketil Teisen er blandet meget andet kendt fra "Naturpatruljen" og andre børneprogrammer på både DR og TV2

Sæt pædagogfagligheden i centrum

2009-09-21T06:07:00.000-07:00

Af Søren Gundelach

Det obligatoriske frokostmåltid er langt fra det første politiske initiativ, institutionslederne skal føre ud i livet, uden de har bedt om det. Hvis det skal lykkes, er det selvfølgelig nødvendigt, at institutionens leder selv tror på projektet. Det gælder om at blive begejstret. Hvis man ikke selv er begejstret, kan man heller ikke begejstre andre.

Mange steder tager den nye frokostordning ekstra tid. Her er det ikke kun lederens opgave at begejstre. Hun skal også være realistisk og være med til at pege på, hvilke aktiviteter i hverdagen, der kan fjernes, når der nu skal bruges tid på det obligatoriske frokostmåltid.

Når det så er sagt, så rummer den nye frokostordning en masse pædagogiske muligheder.
For det første er lækker, sund mad en vigtig del af et godt psykisk, fysisk og æstetisk børnemiljø.
For det andet er det oplagt, at frokostmåltidet er en del af de seks læreplanstemaer og dagtilbudslovens formål om at sikre børnenes trivsel, sundhed udvikling, læring.
For det tredje hænger det obligatoriske frokostmåltid sammen med arbejdet i forældrebestyrelsen og det daglige samarbejdet med forældrene. Nu kan man – på godt og ondt - ikke mere samarbejde med forældre om den hjemmesmurte frokostmadpakke.
For det fjerde er der rige muligheder for pædagogiske diskussioner. Personalets egne personlige normer bliver sat i spil – både i forhold til hvad man spiser, og hvordan man spiser. Det vil sige pædagogfagligheden bliver sat i centrum.

Det er selvfølgelig umuligt at beslutte sig for at være begejstret. Hvis man ikke kan finde de positive elementer i det obligatoriske frokostmåltid, så må man gå til sin nærmeste leder og bede om hjælp til det, der er svært. Man skal selvfølgelig ikke bare sige ja til det hele, og det er også lederen opgave melde klart ud opad i systemet, når noget ikke fungerer.

Som leder er det ikke kun et spørgsmål om at ”sælge” varen. Det er et spørgsmål om at skabe pædagogiske koblinger fra hverdagen til den nye madordning. Det gælder om at være med til at afbalancere personalets ressourcer og være med til at skabe en meningsfuld frokostordning.

Når personalet og lederen sammen har fundet den model for frokosten, der passer bedst til de konkrete forhold i netop dén institution, så er institutionen klar til at lægge sit forslag til løsning frem for forældrene og for bestyrelsen.

Søren Gundelach er konsulent, cand.pæd

Social ulighed og madordninger i daginstitutioner

2009-09-16T02:08:00.000-07:00

Af Kim Fleischer Michaelsen

Børns kost og madvaner er meget afhængige af hvilken socialgruppe de kommer fra. Det er dokumenteret i mange undersøgelser. På gruppeniveau er der ingen tvivl om, at børn fra bedre stillede familier får en mere sund kost end børn fra dårligere stillede familier, selvom der selvfølgelig er undtagelser. Medvirkende til denne forskel er, at mange madvarer med et stort sukker eller fedtindhold, er billigere end den sunde mad. Også andre faktorer, relevante for sundheden, er skævt fordelt i forhold til socialgruppe og uddannelses niveau. I de lave socialgrupper har forældrene en højere hyppighed af overvægt og fedme, de ryger mere, og amning, som er den bedste ernæringsmæssige start man kan give sit barn, er ikke så hyppig og langvarig. Igen er der selvfølgelig undtagelser, men det overordnede mønster er helt klart.

Det er vigtigt at arbejde målrettet for at reducere denne sociale ulighed. Hvis vi ikke gør noget, vil vi arbejde os hen mod amerikanske tilstande, hvor der er mange familier, der ikke kan lave mad, og hvor man er begyndt at bygge lejligheder uden køkkener. Mange amerikanske børn får dagligt underlødig fast-food og kender ikke til lækker, varieret og sund mad. Det betyder at de fungerer dårligere, de bliver lettere syge og det øger deres risiko for senere at udvikle svær overvægt, og andre livsstilssygdomme. Men vigtigere er det, at de som voksne ikke bliver i stand til at lave sund og attraktiv mad til deres familie.

Gode og attraktive madordninger i daginstitutioner og skoler vil have stor betydning for alle børn, men effekten vil være størst for de børn, der kommer fra socialt dårligt stillede grupper. Jeg har været med til at skrive en oversigt over den videnskabelige litteratur, der omhandler kostens betydning for læring og adfærd i skolealderen (1). Ikke overraskende ser det ud til at den gode kosts positive indflydelse på læring og adfærd var stærkest hos de børn, der i forvejen fik en usund kost. En anden konklusion var at den positive effekt af kosten var størst hos de yngste skolebørn. Derfor er det det også sandsynligt, at gode madordninger også vil have positive effekter på børns indlæring og adfærd i børneinstitutioner. Den sunde skolemadsordning vil også mindske risikoen for overvægt, fedme og livsstilssygdomme senere i livet. Men vigtigere er det, at børnene kommer til at kunne lide god og sund mad, bl.a. ved at lære om den sunde mad og ved at medvirke ved tilberedningen, så de får nogle oplevelser og præferencer, som de kan tage med sig som unge og som voksne, når de skal lave mad til deres børn. Derfor vil attraktive og sunde madordninger i daginstitutioner og skoler være et vigtigt skridt mod at eliminere den store sociale ulighed indenfor børns kost og madvaner.

Note:
1) Lene Schack-Nielsen, Christian Mølgaard, Mette Underbjerg, Erik Lykke Mortensen, Kim Fleischer Michaelsen. Kostens betydning for adfærd og læring; en gennemgang af den videnskabelige litteratur. Rapporten kan downloades fra Fødeministeriets hjemmeside http://www.fvm.dk/

Kim Fleischer Michaelsen er Professor i børneernæring ved Institut for Human Ernæring,Det biovidenskabelige fakultet, Københavns Universitet

Daginstitutionen er en ideel ramme til at støtte børn i at udvikle sunde vaner

2009-09-10T23:02:00.000-07:00

Af Maria Haukrog

En eftermiddag, hvor Gertruds mor Linda kommer for at hente Gertrud, sidder Gertrud på 3 år og spiser røget makrel på rugbrød. Linda bliver tydeligt overrasket over, at Gertrud spiser røget makrel, da hun derhjemme konsekvent afviser at spise fisk, selv bare ved snakken om at skulle smage det. Men henne i børnehave er det interessant nok en ganske anden sag.

At lære børn nye mønstre

Eksemplet viser, at daginstitutionen er en ideel ramme, når det drejer sig om at vise nye mønstre for børnene – en positiv sundhedsadfærd – og derved også sunde madvaner. En af grundene hertil er bl.a. at børn ofte lærer gennem efterligning. Derfor har nære kammerater og tætte voksen relationer en meget stor betydning for det enkelte barns læringsproces og udvikling, og det gælder også i forhold til at etablere sunde mad- og bevægelsesvaner.

At bruge kernebegreber som omsorg, udvikling og læring

Pædagogiske kernebegreber som omsorg, udvikling og læring kan med rette indgå i en målsætning om at støtte børn i at udvikle sunde vaner. Ikke mindst fordi tilegnelse af sunde madvaner handler om barnets alsidige udvikling. At sikre at barnet får sund mad i løbet af en daginstitutionsdag kan anskues som et centralt delelement i den omsorg, der ydes for at sikre at barnet trives.

Tag afsæt i den daglige praksis – de pædagogiske læreplaner

Der er mange måder at koble sundhed og udvikling af sunde madvaner til temaerne i de pædagogiske læreplaner, for på den måde at tænke madvaner ind i den daglige pædagogiske praksis. Ikke mindst med etableringen af det sunde fælles frokostmåltid er koblingen etableret. Tilberedes maden i den enkelte institution kan børnene fx inddrages i dele af tilberedningen. Børnene kan rense grønsager, skrælle kartofler eller lægges dej til brød. Aktiviteterne behøver ikke foregå i køkkenet, men kan organiseres fx ved et lille bord uden for køkkenet.

Det er også en god ide at børnene hjælper hinanden to og to med diverse små opgaver, da det kan bidrage til at fremme glæden ved at løse en opgave. Sidegevinsten er, at det giver børnene mulighed for at etablere tætte relationer og udvikle sociale kompetencer. Men også i forbindelse med sprogstimulering er maden og måltidet et godt afsæt til at udvikle børnenes kendskab til over og underbegreber.

I Københavns kommune spiller økologi en centrale rolle i den mad, der serveres for børnehavebørnene. Det gør det oplagt at tale med børnene om eksempelvis Ø-mærket og i relation hertil om dyrenes leveforhold, miljø og natur.

Endeligt er der mange muligheder for at tage afsæt i de forskellige nationaliteter, der ofte er repræsenteret i institutionerne, også når det handler om at udvikle og stimulere sunde madvaner. Ideer til hvordan etnicitet kan blive til en del af den daglige praksis er, at bede alle børn medbringe en opskrift på en ret, der særligt kendetegner deres nationale køkken. Retten kan fx tilberedes sammen med en lille gruppe børn, der efterfølgende præsenterer retten sammen.

Hvis du vil vide mere

Fødevarestyrelsen har netop udgivet publikationen ”Mad måltider og bevægelse – inspiration til sundhedspædagogik i daginstitutionen”. Publikationen er et redskab til daginstitutioner der ønsker at sætte mad, måltider og bevægelse på dagsordnen. I ”Det fælles frokostmåltid – anbefalinger og inspiration til sund mad til børn i daginstitution” er der også forslag til hvordan du kan arbejde mere specifikt med mad i forhold til de seks temaer i de i de pædagogiske læreplaner. Begge materialer kan rekvireres hos Komiteen for Sundhedsoplysning www.sundkom.dk.

Maria Haukrogh er master i public health og cand.pæd.

Børnemaden handler også om ansvar for de socialt udsatte

2009-09-02T01:04:00.000-07:00

Af Per Schultz Jørgensen

Børnemad til alle har mange flotte perspektiver. Væk med madpakken og frem mod en fælles børnemadkultur.

Ernærings- og sundhedsmæssigt springer det straks i øjnene, at der nu er mulighed for at skabe det grundlag for en folkesundhed, som børnemanden har sit medansvar for. Og tænker vi på den del af danske børn, der kommer fra en svag familiemæssig baggrund – og det er omkring 15-20 pct. - er det indlysende, at børnemaden kan give de børn en sundhedsindsprøjtning.

Mange af børnene i denne gruppe kommer fra familier, der ikke har de ressourcer, der skal til for at omsætte de gode viljer til handling. Gruppen af eneforsørgere, der har det virkelig svært, udgør den allermest belastede gruppe i Danmark. Her er fattigdomsandelen på 15-16 pct., og den undersøgelse, jeg var med til at gennemføre i 2000, viste tydeligt, at det disse familier mangler ved siden af den sociale armod, er ressourcer af menneskelig art. Andre og senere undersøgelser har vist det samme. Derfor kommer madpakken sidst i rækken af gøremål i disse familier – hvis den overhovedet er inde på lystavlen.

Børnemaden kan give disse børn et sundhedsmæssigt løft. Ingen tvivl om det. Men den fælles børnemad kan også give disse børn et socialt løft. Det kan ske ved at lade maden i børnegruppen blive en del af et fællesskab. Maden kan blive den ramme, der som et inkluderende sæt af normer opbygger en fælles virkelighed, hvor alle er med. Også den gruppe af udsatte småbørn, der let er henvist til en plads i periferien – eller helt uden for.

Dermed får børnemaden en rolle i det helt overordnede projekt, der drejer sig om at bryde den sociale arv. Danmark har det ikke for let med den udfordring. Vi træner intellektuelle færdigheder, vi sprogscreener og tester, vi iværksætter tidligere undervisning. Og alligevel er konklusionen noget i retning af, at vi ikke kommer så meget ud af stedet. Vi har stadig en andel af udsatte børn på 15-17 pct.

Selvfølgelig kan børnemaden ikke klare denne udfordring alene. Men den kan bidrage, og den kan give det enkelte barn en oplevelse af, at have en plads og en betydning.

Det hænger sammen med, at der i en madkultur ligger et utrolig stærkt læringspotentiale. Det er knyttet til det at være fælles om maden, at dele den med hinanden. Mad og spisning rummer et skjult budskab om fællesskab, lighed - og solidaritet. Eller det modsatte. Er det store ord? Ikke for dem, der oplever at sidde nederst ved bordet. I børnemaden sidder de med ved højbordet.

Per Schultz Jørgensen er cand.psych, dr.phil og professor i socialpsykologi

Det fælles måltids betydning

2009-08-25T06:00:00.000-07:00

Af Ida Husby

Hvad betyder det fælles måltid for børns kræsenhed og for sunde kostvaner?

Det er sund fornuft, at det fælles måltid har betydning både for det at kunne lide mad og for at spise sundt. Hvis det fælles måltid vel og mærke har en rimelig sundhedsmæssig kvalitet og der er en god stemning. Det fælles måltid udgør det sociale miljø for spisningen. Her oplever barnet, hvad der er mad, hvordan man spiser, ligesom at måltider udgør strukturer for hverdagen. Måltider er sociale begivenheder, som ikke kun handler om mad, men også om normer, værdier og betydninger. F.eks. at man tilhører en bestemt gruppe, eller at man giver omsorg. Der er sammenhæng mellem maden og det sociale måltid.

Venner og familie har betydning for, hvad man kan lide
I et ældre forskningsprojekt undersøgte man, hvad det fælles måltid i daginstitutioner betød for børns præferencer. Børn, der ikke kunne lide en fødevare blev præsenteret for denne fødevare hver dag gennem en uge ved fælles måltider, hvor deres jævnaldrende venner spiste og kunne lide den. Efter ugen begyndte børnene at smage på fødevaren, og de begyndte at kunne lide den. En række nyere forskningsstudier viser, at børn som bor i familier med et fælles måltid spiser sundere.

Fællesskab og anledninger skaber robuste kostvaner
Det er ikke kun i forhold til hovedmåltidet, at fællesskabet har betydning. I et andet dansk studie interviewede jeg to grupper 10-årige børn om deres mad og måltider. Den ene gruppe børn havde sunde kostvaner, idet de spiste som anbefalingerne med hensyn til sukker og kostfibre, mens den anden gruppe havde mindre sunde kostvaner. Begge grupper børn spiste morgenmad, frokost, aftensmad og fik også noget at spise mellem måltiderne i løbet af dagen. For børnene med sundere kostvaner var både måltider og særligt mellemmåltider indlejret i sociale sammenhænge. Disse børn fortalte, at når de fik slik, sodavand og anden usund mad, så var det sammen med andre, og det krævede en særlig anledning f.eks. at der var landskamp eller fødselsdag. Børnene med mindre sunde kostvaner beskrev derimod, hvordan de spiste alene og uden særlige anledninger. Det at spise sammen og etablere særlige anledninger ser ud til at kunne skabe nogle robuste kostvaner og begrænse forbruget af f.eks. slik og sodavand.

At kunne lide mad og få sunde kostvaner bliver påvirket af en lang række faktorer f.eks. tilgængelighed af sund mad, og at man får tid til at lære at kunne lide maden. Men det synes klart, at det sociale miljø og dermed det fælles måltid har en meget vigtig betydning.

Ida Husby er ph.d. og sundhedschef i FDB

Fødevarestyrelsens anbefalinger til børnemaden

2009-06-29T03:48:00.000-07:00

Af Anne-Birgitte Agger

Købehavns Madhus har netop skrevet til Fødevarestyrelsen vedr. deres anbefalinger om børnemadens ernæring. Vi har indvendinger på en række områder, som vi håber de vil tage med i betragtning, når de laver de endelige anbefalinger.
Angsten for mættet fedt gør f.eks., at en klassisk dansk ret som frikadeller med stuvet hvidkål og kartofler ikke vil kunne komme igennem nåleøjet, de fleste retter med kokosmælk vil være bandlyst og det kan være tvivlsomt med risengrød. Et andet kritikpunkt er at der efter vores vurdering anbefales en alt for lav grøntsagsmængde. Netop det at give børnene muligheder for at spise flere grøntsager er en af de stærke trumfkort en ny madordning har i forhold til madpakkerne.

Selvom der kan være god brug for beregninger, dokumentation og retningslinier, skal der også være plads til at dyrke den gode smag og præsentere mangeartede retter for børnene. Vi mener, at anbefalingerne med fordel kan nuanceres flere steder, så det bliver tydeligt, at børnenes mad både skal tage hensyn til ernæring og velsmag.

Anne-Birgitte Agger er direktør i Københavns Madhus

1. sejr i madkampen!

2009-06-17T06:01:00.000-07:00

Af Anne-Birgitte Agger

Nu er der ingen vej uden om – i Københavns Madhus er vi begejstrede for, at regeringen giver flere penge til børnemaden. De ekstra kr. 9,- pr. barn om dagen kan sikre, at København vælger en maksimal model og, at de københavnske institutioner fremover både kan lave frokost, eftermiddagsmad og tilbyde mælk.

Vi tænker, at de ekstra penge gør, at vi nu kan bruge tiden til det væsentlige – nemlig, at forberede hvordan madpakkerne kan erstattes af dejlige fælles måltider.

Vi vil sammen med de Københavnske institutioner bruge tiden frem til første januar til:

-At skaffe den nødvendige køkkenfaglige arbejdskraft, der som madmødre og madfædre kommer til at udgøre centrummet for den historiske forandring fra madpakkekultur til en ny madkultur med måltidet i centrum.
-At lave en plan for køkkenudbygninger de steder hvor der skal investeres i dette.
-At udarbejde kursus og inspirationstilbud til både pædagoger, madfolk og ledere. Gode måltider kræver mere end blot mad. Maddanelse skal på programmet.
-At finde leverandørløsninger til de steder hvor man ikke kan lave maden selv. Maden skal selvfølgelig være mindst 75 procent økologisk.

Vi glæder os.

P.s. Og så håber vi, at de kommuner, der har valgt en al for billig affodringsløsning bruger de ekstra penge til en ”ommer”, hvor de sætter de billigste løsninger på porten.

Anne-Birgitte Agger er direktør i Københavns Madhus

Behov for fortsat implementering i 2010

2009-06-09T05:53:00.000-07:00

Af Anne-Birgitte Agger

Madhuset ser hverken sin eller BUFs opgave med at implementere en ny madordning som fuldendt første januar. Der er behov for yderligere investering i implementering og udvikling, hvilket vi mener, bør indgå i de første års budgetter. Her tænkes på oplæring af nye madmødre, tilbud om kurser, rådgivning, leverandørvalg, køkkenindretning, madpædagogik osv. Vi mener, der bør afsættes samme ramme til dette som i 2009, for madhusets vedkommende ca 3,1 mio kr. Kort mener vi, at der i BUU-materialet er sat for lidt økonomi af til denne opgave.[1]
Vi anser en sådan bevilling som en forudsætning for, at madordningen kan etableres og finde sin hverdag i institutionerne.

Vi vil foreslå, at der i 2010 iværksættes 2 parallelle projekter:
- Produktudvikling og samarbejde med leverandører om barnemad
- Udvikling af mentorordning og fokus på madinstitutioner der kan være forbilleder og laboratorier for de resterende institutioner
- Uddannelsesprogram for hhv. pædagogisk personale og køkkenpersonale

Status for indsatsen
Der er etableret et godt og konstruktivt samarbejde mellem BUF og Københavns Madhus, hvilket gør at arbejdets intensive karakter kan fastholdes.

Københavns Madhus har siden januar besøgt mere end 400 institutioner for at få overblik over køkkenforhold, medarbejdersituation og for at engagere institutionerne i opgaven mht. den kommende børnemad. Parallelt hermed har madhuset gennemført en række dialog arrangementer og møder med relevante partnere: forsamlingshuse med institutionerne, aftensmøder med KFO og forældrene, leverandørtræf med mulige leverandører, individuelle møder med faglige organisationer, leverandører osv. Samling af et såkaldt barnemadsråd.

Dialogen er intensiv, og der er store forventninger om at København vælger en god vej.
Madhuset har påbegyndt arbejdet med rekruttering af nyt personale, udvikling af en mentorordning – samt kompetenceudvikling af institutionerne.

Hovedproblemet er tiden, og de få måneder der er til at børnemaden skal serveres for børnene. Det er en fantastisk opgave vi står over for, men den er også både stor og svær. Københavns Madhus vil anbefale, at der udarbejdes et kvalitetsparameter for den københavnske børnemad lige som det, der er formuleret i ”faddermanifestet” for den kommende ny skolemad.

---
noter:

[1] Bilag 3 – sag 2009-153817 side 2 – her foreslås afsat 1,9 mio i 2010 hvilket vi anslår at være for lidt.

Anne-Birgitte Agger er direktør i Københavns Madhus

Anlæg og køkkener bestemmer hvad vi tilbyder

2009-06-08T05:02:00.000-07:00

Af Anne-Birgitte Agger

Det der afgør, hvilken mad børnene vil blive tilbudt er naturlig vis ovenstående driftsøkonomi (hvad vil vi betale for børnemaden), men det er også hvilke køkkenforhold, der er til stede.[1]

Madhusets hovedbekymring omhandler faktisk ikke driftsøkonomien, hvor vi anser det muligt at træffe omkostningsneutrale og gode beslutninger i BR (jf. ovenstående). Vores hovedbekymring er hvorledes BR vil takle de anlægsmæssige beslutninger. Køkkenforholdene vil i praksis afgøre, hvilken mad og madordning der gennemføres. Vil maden blive produceret lokalt som i vuggestuerne – eller vil den komme udefra? Og hvis den kommer udefra – vil det så være som en nødløsning en overgang eller permanent? Hvis det er en permanent ordning, hvilke eksterne løsninger giver kommunen og faciliteterne så mulighed for?

Det er også her vi hører de fleste bekymringer både hos forældre, pædagogiske personale og hos de involverede eksperter. Skrækscenarierne er mange – fra flymad, dårlig pensionistmad over fabriksfremstillede madpakker. Det er Københavns Madhus´ indstilling at der, hvis man vil betale for det, godt kan findes rimelige og gode eksterne løsninger, men at dette naturligvis rent maddannelsesmæssigt og i forhold til madkulturen i institutionen ikke er optimalt. At skabe lokale køkkener, er et klart ønske hos forældrene, og de er på dette område helt på samme linje som BR.

Spørgsmålet er, hvor langt vi er fra denne løsning, og hvad der skal til for at realisere ønsket?
I 2010 vil billedet nok blive som følger, hvis BUFs anlæg formidler de 17 mio. kr. der er sat af til anlæg i 2009 til diverse mindre opgraderinger:[2]
- 15.500 børn vil få lokalt produceret mad for et produktionskøkken Det drejer sig om ca.275 institutioner.
- 5000- 6000 børn vil få mad fra et såkaldt ”blandet produktionskøkken”. Her arbejdes med at finde løsninger med forskellige hel- og halvfabriktata. For mange vil det betyde meget pressede køkken-forhold og en del rugbrødsmadder. Måske vil en del af disse også skulle have maden udefra. Det drejer sig om ca. 60-70 institutioner.
- 3500-4500 [3]børn skal have helt færdig mad fra en ekstern leverandør kombineret med en vis grad af egenproduktion f.eks. eftermiddagsmaden eller smør-selv-dage. Det drejer sig om ca. 80-90 institutioner.
- 1500-2000 børn vurderes at skulle have al maden helt færdig udefra. Det drejer sig om ca. 25-30 institutioner.

Kort sagt vil vi forhåbentlig kunne sikre at over 20.000 og dermed hovedparten af børnehavebørnene får mad fra egne køkkener. Men med det vigtige forbehold at en del af denne madproduktion vil foregå under meget knebne forhold, der ikke er langtidsholdbare. 5000-7000 børn vil skulle have en del eller al maden udefra fra eksterne producenter.

BUF anlæg har på baggrund af eksisterende materiale udarbejdet 3 scenarier for hvorledes køkkenerne udbygges de kommende år. Alle scenarier indeholder en væsentlig investering. Heraf fremgår det tydeligt, at vi starter op med mange nødløsninger i 2010, og at der uanset hvad bør investeres som følge af børne-maden. Madhuset vil klart anbefale scenarie 2 og 3, da disse modeller indeholder den opgradering, vi mener skal til for at kunne indfri målsætningen om egenproduktion, maddannelse og skabelse af ny madkultur.

Københavns Madhus anbefaler at den kommende anlægsinvestering sættes i forhold til de madmodeller der ønskes gennemført.

Københavns Madhus vil også anbefale, at der i forbindelse med den kommende BR-beslutning om driften af børnemaden også lægges en principbeslutning ind om anlægget. Primært fordi indstillingen til og realiseringen af en beslutning i institutionerne vil være anderledes alt efter om de ved, at det er en midlertidig løsning/nødløsning de starter med 1.januar, eller om de står med en permanent løsning. Det samme gælder i forhold til leverandørerne, der skal byde ind i et udbud: Taler vi om 7000 daglige portioner ”for ever” eller blot 2000 og resten i en overgang?

Uanset hvad så vil situationen, når vi starter op i januar 2010, være at der i begyndelsen vil være langt mere varmholdigt og helt færdig mad, end vi ser nødvendigt i fremtiden, da der ikke er mulighed for at skabe modtagerforhold eller opvarmningsfaciliteter inden for den nuværende ramme for 2009.

---
Noter:

[1] Udover de økonomiske forhold er der også en lang række andre vigtige forhold der skal udvikles og skabes. F.eks. skal der findes 150 nye og kvalificerede madmødre, hvis der åbnes lokale køkkener. Der skal skabes nye leverandørløsninger og produktudvikles et sortiment til daginstitutionerne. Og der skal skabes en ny kultur i børnehaverne, hvor maden og måltiderne gøres til en naturlig og berigende del af institutionslivet. En vigtig forudsltning for især sidste punkt er at de løsninger og valg BR træffer ikke møder for stor modstand. En så stor merandel af udefra kommende mad vil anslået koste 5 mio. kr yderligere i årligt driftstilskud. Og dette underforudsætning at institutionerne i den såkaldte ”blandet produktion” kategori kan magte opgaven med de begrænsede rammer. Hvis ikke vil udgiften øges yderligere.
[2] Københavns Madhus og BUF (anlæg) er ved at sammenkøre vores observationer vedr. køkkenforhold. Københavns Madhus undersøgelse ser ikke blot på diverse kategorier – men reelt på, hvad der kan produceres, og ikke blot hvad der kan godkendes. Dette fælles arbejde forventes afsluttet i løbet af maj 2009.
[3] Er væsentlig højere end det BUF anslår i bilag 3, hvor der blot tales om 783 børn kontra madhusets skøn på op mod 6-7000 børn. Dette vil indvirke på driftsøkonomien da der heri anslås at mad udefra vil koste 30 kr. grundet logistik.

Anne-Birgitte Agger er direktør i Københavns Madhus

Hvordan skal det financieres?

2009-06-08T05:00:00.000-07:00

Af Anne-Birgitte Agger

I debatten om hvilken børnemadsløsning der skal vælges, møder vi ofte en bekymring fra interessenter og faglige organisationer, som går ud på, at de er mere bange for en dårlig madordning end øget forældre-betaling. Alle er klar over dilemmaet med de begrænsede muligheder – og er klar over at en løsning uden ekstra midler fra regering aldrig rent finansielt vil være optimal.

Københavns Madhus ser derfor hellere øget forældrebetaling også hos vuggestueforældrene end nedskæring i den nuværende forplejning eller valg af en discountløsning økonomisk, såvel sundsheds-mæssigt og kulinarisk.

Kort sagt vil vi anbefale at der laves nedenstående finansieringsnøgle:
- Gennemsnittet af det nuværende forbrug i børnehaverne indgår som deres medfinansiering af fuld bespisning. Var i 2007 prognose fra Københavns Madhus 12 kr. pr. barn.[1]
- Fuldforplejning anslås at kunne indføres for ca. 35 – 39 kr. pr. barn.[2].
- Kort sagt vil vi anslå, at kommunen skal øge budgettet til daginstitutionerne på differencen mellem det anvendte i 2008 og behovet inkl. frokost. Hvis forbrugstallene fra 2007 holder, vil det svarer til at kommunen tilfører 23-27kr. pr. barn dagligt.
- Merbetaling fra vuggestueforældrene til en sammenhængende løsning for vuggestue- og børnehavebørn.

---

Noter:

[1] Nye tal er på vej, men der findes ingen kommunaloversigt over lønsiden, så denne fremskaffes via MH besøg og anvendes som ny prognose snarest. De nuværende 12 kr. som indgår i BUU-materialet er et 2007 tal fra Madhusets prognose over 5 bydele. MH er bekymret for om tallene har ændret sig i en lavere retning, meldinger fra institutionerne tyder herpå.
[2] Fuld forplejningstal til sammenligning: Albertslund anslår deres budget pr. børnehavebarn på 34,88 kr og i Roskilde på 36,68 kr jvf oplæg fra BUF til styregruppemøde for børnemaden april 2009. (Dokumentnr. 2009-218015). Vuggestuebørnene i København koster jf. Madhus-prognose fra 2007 39,00 kr pr. barn dagligt

Anne-Birgitte Agger er direktør i København Madhus