Jeg har valgt i første omgang at anskaffe to små drivhuse til mine vindueskarme. I det ene har jeg sået et par krydderurter, og i det andet har jeg noget purløg hjemme fra mine forældres have.

I den sidste uge (eller måske 1½ uge) er der sket rigtig meget. Min basilikum vokser og vokser, og nu begynder bladene ligefrem at have form som basilikumblade, så forårsfornemmelserne begynder rigtigt at komme ind i lejligheden. Timianen har dog ikke så travlt, og der er endnu ikke meget andet end spirer i den potte.

Jeg glæder mig til den tilfredsstillelse, det bliver, at kunne lave mad med krydderurter fra min egen ”køkkenhave”, og jeg er sikker på, at det giver en lidt bedre madoplevelse sammenlignet med de gange, jeg bruger købte krydderurter. 

Jeg håber og tror, at dette bliver startskuddet til, at jeg får dyrket nogle af mine afgrøder selv, og jeg leder fortsat med lys og lygte efter andre gode ideer til, hvad jeg kan dyrke af spændende ting i mine vindueskarme. Gode ideer modtages derfor med åbne arme.

Alt ved dette gik på en eller anden måde bare op i en højere enhed, og gjorde det til en god oplevelse.

Jeg var inviteret hjem til en veninde til en kop eftermiddagskaffe. Da jeg trådte ind af døren hjemme hos hende, blev jeg mødt af duften af frisk forårsluft, som skyllede ind fra de åbne vinduer og blandede sig med en vidunderlig duft af friskpresset citron (som var brugt til de påskekager, hun havde bagt til kaffen).

Vi snakkede og snakkede, som piger nu kan gøre. Tiden gik og hendes kæreste kom hjem (og det var så her jeg egentlig skulle være taget hjem, så de kunne have en rolig aften med hinanden).
Han gik nærmest direkte i køkkenet og smagte den suppe til, som min veninde havde haft til at simre på komfuret i flere timer.

Da vi kom op til spisebordet var der dækket pænt op med løbere på bordet, stofservietter, fint service, serveringstallerken under suppetallerkenen osv.
Alt var virkelig bare i orden: Godt selskab, lækre omgivelser (inkl. borddækningen), fuldstændig ro på og mad der var kælet for (suppe lavet helt fra bunden og serveret med hjemmebagt brød).

Jeg siger på ingen måde, at det er de standarder, jeg forventer, når jeg besøger andre, men dette var virkelig lækkert… og så på en hverdagsaften og jeg var “bare” inviteret på besøg til kaffe.

Mange tak for mad og godt selskab.

Forvirret? – Det kan jeg godt forstå…

I et amerikansk studie satte de sig for at finde ud af lidt
mere om, hvordan børnene (her i alderen lige før teenageårene) helst vil have
maden serveret.

Der blev i denne undersøgelse hverken undersøgt noget med smag, duft el.lign.,
men derimod:

• Hvor mange forskellige komponenter vil børnene
  gerne have på tallerkenen?
• Hvor mange farver skal der være?
• Hvor på tallerkenen skal ”hovedkomponenten”
  være?
• Skal maden fylde hele tallerkenen?
• Skal maden se tilfældig ud, eller skal den være med
  ”figuragtig”?

Undersøgelsen blev lavet vha. billeder, hvor deltagerne
skulle vælge deres favorit inden for forskellige serier af billeder.

Der blev ligeledes lavet en undersøgelse af voksne i den
aldersgruppe, der kunne have været børnenes forældre.

Hvordan vil børnene
helst have maden?

Når børnene kunne vælge imellem én og syv forskellige
komponenter på tallerkenen, ville de helst have den med syv forskellige ting
på, hvorimod de voksne helst ville nøjes med tre. Det samme gjorde sig gældende
mht. antal farver, hvor børnene gerne ville have det maksimale antal på seks
farver, og de voksne bare tre farver.

Den foretrukne placering af ”hovedkomponenten” var også
forskellig blandt de to grupper. Hvor de voksne helst ville have den placeret
på midten af tallerkenen, ville børnene helst have den placeret nederst til
højre.

Sidst, men ikke mindst, så må maden ikke fylde hele
tallerkenen, og den skal for børnenes vedkommende gerne være lidt ”figuragtig”.

Studiet har en del mangler, og resultaterne skal tolkes med
forsigtighed; men hvis de er rigtige, så er der basis for kreative udfoldelser.

Kilde:
Zampollo F. et al. (2011): Food Plating preferences of children: the
importance of presentation on desire for diversity

I et amerikansk studie blev det undersøgt, om omgivelserne og spisesituationen kan have en betydning for, hvor meget vi spiser (Shimizu, M. et el. 2010: When snacks become meals: How hunger and environmental cues bias food intake).

Forskerne undersøgte først, hvilke retter der både kan opfattes som snack-retter og samtidig kan udgøre et måltid. Ligesom man undersøgte, hvad der skal til, for at vi oplever en spisesituation som enten en snack eller et hovedmåltid.

Ud fra disse resultater designede forskerne så et studie, hvor forsøgspersoner blev fordelt til at skulle spise i forskellige spisesituationer – menuen (buffet) var den samme.

I én gruppe sad forsøgspersonerne ved et bord og spiste. Dette bord var dækket med rigtige tallerkener, glas og bestik rullet ind i en stofserviet – en situation, der ifølge deres forundersøgelse passede med opfattelsen af at spise et måltid.

I en anden gruppe skulle forsøgspersonerne spise stående, og servicet bestod her af paptallerkner, papirservietter og plastikkrus og -bestik – i denne situation ville forsøgspersonerne ifølge forundersøgelsen i højere grad opfatte maden som en snack frem for et decideret måltid.

Men i hvilken gruppe spiste de så mest?

Tja, blandt de, der ikke på forhånd var sultne, var der ingen forskel af betydning mellem de to grupper; men så forskerne derimod på de forsøgspersoner, der var sultne ved forsøgets start, så de, at de forsøgspersoner, der sad ned og spiste, spiste mere end de, der stod op. De forsøgspersoner, der sad ned, var også de personer, der angav at opnå den største tilfredsstillelse.
Det vides dog ikke, om de, der opfatter maden som en snack (de stående), spiser mere senere på dagen, da maden for dem ikke blev opfattet som et decideret måltid.

Hvad kan du så bruge dette resultat til?

For mig at se er dette endnu et bevis på, at omgivelserne kan have en stor indflydelse på, hvor meget vi spiser – specielt hvis vi er sultne.
Så er det lige, jeg skal prøve at overveje, hvornår jeg ellers bliver påvirket (ubevidst), når jeg er sulten. Det er efterhånden ikke så mærkeligt, at det kan være svært at handle ind på tom mave uden at få andre ting med hjem end det, der stod på listen.   

Du kan også vælge at bruge resultaterne på en anden måde. Skal du f.eks. holde en reception eller lignende for en sulten flok, så skulle du jo ifølge disse resultater kunne spare penge ved at lave det til en stående buffet.

Jeg ved godt, at kødet ofte bliver opfattet som det fineste og de andre ting anset som tilbehør til kødet. Der er bare et par faktorer, der gør, at rækkefølgen ikke virker helt logisk set fra mit synspunkt.

For oplevelsens skyld: Vil der ikke være mere logik i at sende de kolde ting rundt først, så de varme ting ikke ligger og bliver afkølet for meget, imens de kolde ting bliver sendt rundt?

For sundhedens skyld: Jeg ved ikke, om du før har prøvet at lægge en masse på din tallerken for til sidst at konstatere, at der ikke er plads til ret meget salat på tallerkenen. Hvorfor ikke sende salaten rundt først, så der er plads til den. Jeg tror (uden at jeg har videnskabeligt belæg for det), at der vil blive spist mere salat, hvis den bliver sendt rundt først, idet mange formentlig vil øse lidt mere på tallerkenen, når den er tom, frem for når den næsten er fyldt.

For din egen og dine gæsters skyld så prøv næste gang at sende salaten/grøntsagerne rundt først. Måske kan du på den måde være med til at hjælpe en god veninde med at holde det vægttab, hun har kæmpet så meget for.

Er det en god sundhedsdebat? Er det sundt, at vi har så meget fokus på kalorier?

Hvorfor ikke fjerne fokus lidt fra det, der ofte er med til at give dårlig samvittighed, og i stedet fokusere på noget mere positivt. Vi skal jo spise, så hvorfor ikke få en god oplevelse ud af det?

Jeg er helt med på, at fastfoodkæder såvel som andre spisesteder skal overholde visse krav; men kunne det ikke være rart at få debatten drejet lidt væk fra kalorier og dårlig samvittighed og i stedet fokusere mere på de mere sensoriske elementer som f.eks. smag, duft, udseende, mæthedseffekt og den gode oplevelse.

Hvis det nu blev en mere naturlig ting at snakke om maden og prøve at sætte ord på det, vi smager, dufter osv., så tror jeg, at vi efterhånden vil udvikle en større forståelse og opmærksomhed på f.eks. madens smag. Denne større forståelse og oplevelse kan så være med til, at vi stiller større krav til smagsoplevelsen og dermed er med til at påvirke produktudviklingen i en gunstig retning.
Hvis vi så får flere produkter, der er mere komplekse og smagfulde, så vil vi måske i sidste ende spise mindre, fordi vores sanser bliver mættet på en anden måde. Herved har vi opnået gode, positive madoplevelser, bedre produkter og et lavere energiindtag helt uden dårlig samvittighed og løftede pegefingre.

Jeg ved, det vil tage et stykke tid at nå dertil; men vil du helst opnå gode madoplevelser eller konstant dårlig samvittighed?

I i·factor holder vi øje med, hvor vi som forbrugere bevæger os hen. Gennem en periode har der været tendens til, at maden skal være ”tæt på naturen”, og den må gerne indeholde ”den gode historie”. En bølge, jeg i en vis grad har ladet mig fange af.

Så at prøve en høkasse virker som et helt oplagt valg for mig.

Ud over at en høkasse tilsyneladende er godt for miljøet, idet den kan være medvirkende til et lavere energiforbrug, så kan den, for mig at se, være medvirkende til at skabe en god måltidsoplevelse. Men hvorfor nu det?

Kilde: www.hoekasse.dk

For mig kan en del af en god måltidsoplevelse fremkomme ved, at jeg kan fornemme, at der er blevet kræset for maden, og der ligger overvejelser bag måltidet. Det er vel netop noget af det, en høkasse kan være med til at give fornemmelsen af ud over forventningens glæde naturligvis. Det er næppe mange impulsive måltider, der vil blive tilberedt i høkassen (dermed ikke sagt, at impulsive måltider ikke kan være gode!!!); men måltider fra en høkasse vil netop ofte være velovervejede og kræset for.
Høkassen kan bidrage med flere ting

Jeg vil glæde mig til at få oplevelsen af rigtig simremad, hvor smagen har haft tid til at udvikle sig, og hvor jeg selv har lavet den fra bunden… og så endda på en måde, hvor jeg ikke har skullet ”våge” over komfuret, men har kunnet ordne andre ting og kunnet tage hjemmefra, imens maden ”tilberedte sig selv”. Lige noget der vil passe godt til min hverdag.

Jeg har ikke prøvet en høkasse før; så måske holder flere af mine forventninger ikke stik; men det må tiden vise… Lige nu er jeg bare optimistisk og forventningsfuld! Og tager meget gerne imod gode ideer og erfaringer fra andre, der har prøvet det.

I et forsøg med 97 overvægtige amerikanske teenagere undersøgte forskere betydningen af glassets udformning. Studiet foregik på en vægttabs-camp, hvor alle deltagerne i ugen op til var blevet undervist i sund mad, vægttab samt at begrænse energiindtaget. Teenagerne befandt sig med andre ord i et miljø, hvor der var meget fokus på vægttab og energiindtag.

Selve undersøgelsen blev foretaget ved et morgenmåltid. Uden forsøgspersonernes viden fik halvdelen af dem et højt og smalt glas, og de resterende et lavere og bredere glas til deres juice. De to glastyper kunne indeholde den samme mængde. Forsøgspersonerne blev spurgt ind til, hvor sultne og tørstige de var, og samtidig blev deres glas vejet for at undersøge, hvor meget juice de havde hældt op.

Resultatet blev, at forsøgspersonerne, der havde lave og brede glas, havde hældt ca. 74 % mere juice op sammenlignet med de andre; men de troede selv, at de havde hældt mindre op.

Da indtaget af flydende kalorier kan have en stor betydning i det samlede kalorieindtag, er det værd at være opmærksom på, hvordan glassene er udformet. Så skal du havde gæster, der f.eks. har en tendens til at drikke meget sodavand eller lignende, så vælg nogle høje, smalle glas, hvis du har mulighed for dette. Dette kan måske vise sig at være en fordel for både dem og dig. De indtager formentlig færre kalorier, og du sparer på udgifterne.

I løbet af dagene blev der arbejdet med forskellige cases fra den virkelige verden, hvor de studerende skulle forsøge at komme med løsningsforslag til udvalgte problemstillinger.

På dag tre handlede casen om, hvordan energiindtaget kan øges hos småtspisende patienter indlagt på en medicinsk afdeling. Casen blev levende fremlagt af en social- og sundhedshjælper, som til daglig har fokus på kosten på afdelingen.

De studerende havde efterfølgende én time til at udvikle løsningsforslag til afdelingen… og hvilke forslag… der var alt lige fra at indrette en spisestue, så patienterne kommer væk fra sengen, til duften og musikken i lokalet, at personalet skifter tøj, når de serverer maden, at maden skal omtales positivt, samt at der serveres protein- og energidrikke på en mere tiltalende måde.

Der var altså stor fokus på mange af de faktorer omkring maden, som – på et mere ubevidst plan for patienterne – kan være med til at øge energiindtaget og give en bedre oplevelse.

Forslagene blev modtaget med stor glæde, og tilbagemeldingen lød, at flere af forslagene vil blive implementeret med det samme, og at forslaget om at indrette en hyggelig spisestue meget vel kan blive en realitet inden for den nærmeste fremtid.   

Dette er blot ét eksempel på, hvordan innovation kan bruges til andet end produktudvikling, og hvordan andre faktorer omkring et måltid kan tænkes ind.

Tak til alle, der på den ene eller anden måde har været med omkring valgfaget ”Velfærdsinnovation, kost og sundhed”. Det har været otte spændende, lærerige og gode dage.

Er du interesseret i at læse mere om valgfaget, innovation eller valgfaget set fra den sociologiske vinkel, så anbefaler jeg: Eva Nautrup for innovation og Ane Friis for den sociologiske vinkel.

Flere studier har undersøgt betydningen af f.eks.:

• Madens udseende
• Hvad vi kan se, andre spiser
• Portionsstørrelser osv.

Et andet interessant studie undersøger, hvorvidt en gruppe personer, der spiser i fuldstændig mørke, spiser mere eller mindre end en gruppe personer, der spiser i et oplyst lokale, hvor de kan se maden.
Resultatet blev, at de personer, der spiste i mørke og dermed ikke kunne se den mad, de spiste, spiste mere end den anden gruppe; men de følte sig ikke mere mætte. Samtidig troede de, at de havde spist mindre, end de faktisk havde.

Dette resultat alene kan ikke fastlægge, at vi spiser mere, hvis vi spiser i mørke frem for i oplyste lokaler, og det fortæller ikke noget om, om portionsstørrelserne over tid vil blive mindre.

Men studiet kan alligevel give lidt stof til eftertanke; for hvad med alle de gange, hvor der bliver spist mad, slik osv. foran fjernsynet eller i biografen, og vi ikke ser, hvad vi spiser? Spiser vi så mere, fordi vi ikke ser på maden?