Siden burde findes på dit foretrukne medies websted, hvor de forskellige redaktioner har skrevet korte ugereferater med links til de væsentlige historier – og links til alle historier om de emner, der har din særlige interesse.

Den side findes dog ikke. I stedet ser du noget, der ligner en avis med de seneste nyheder og en masse ligegyldigheder. Der er ikke taget højde for, at du ikke har fulgt med i en uge, og det er ikke prioriteret efter dine behov – det er ikke prioriteret efter nogens behov.

Medierne er både ligeglade med din situation – at du gerne vil opdateres efter ferien – og dine interesser – at du for eksempel vil vide alt om konflikten mellem Nord- og Sydkorea men kun en smule om konflikten mellem Kommunernes Landsforening og skolelærerne.

Der var bedre overblik i gamle dage, da du fik en papiravis gennem brevsprækken hver dag. Efter en uges fravær kunne du hurtigt bladre aviserne igennem og danne dig et overblik. På nettet kunne medierne gøre dette overblik meget bedre, men de har gjort det modsatte. De har videreført aviskonceptet uden at benytte de fordele for individuelle tilpasninger, nettet giver.

For tiden forsøger medierne at overtale dig til at at tegne abonnement på deres digitale løsninger, og som nedenstående reklamefilm fra Jyllands-Posten viser, gør de det ved at sidestille den digitale løsning med papiravisen:

YouTube: Jyllands-Posten Premium – Hvis du vil vide ENDNU mere – Mand og kvinde.

Budskabet er, at den digitale avis er en moderne udgave af papiravisen, men der er ikke den store forskel. Om køns- og generationsklicheer kan sælge, skal jeg ikke gøre mig klog på – jeg tvivler – men filmene viser desværre tydeligt, at medierne har meget svært ved at løsrive sig fra aviser og udvikle løsninger på nettet, der dels udnytter nettets muligheder, dels tager udgangspunkt i reelle behov.

Tænk hvis Jyllands-Postens reklamefilm fortalte dig, at du roligt kan tage på påskeferie uden at gå glip af noget vigtigt – du får overblikket, når du kommer hjem – og hvis der er noget særlig vigtigt (altså vigtigt for dig) sender de dig en sms eller email på ferien.

Det handler hverken om at vide mere eller endnu mere, som Jyllands-Posten tilsyneladende tror.

Foto: Bolshakov.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus, Jørgen Ejbøl, mener, at DR’s citatartikler er konkurrenceforvridende: Aviser: EU bør undersøge DR’s genbrug af artikler.

DR skriver af fra andre medier og kan derfor levere nyheder væg til væg uden selv at foretage hele det journalistiske arbejde.

DR gør det samme, som alle andre medier. Citatartikler er helt almindelig praksis og har været det, så længe der har været aviser. De giver ikke rigtig mening på nettet, hvor man kan linke til kilden i stedet for at skrive af efter hinanden, men alle gammelmedierne benytter denne praksis fra papiravisen i deres forsøg på at overføre avisen en til en fra papir til net.

Det fremgår ikke af ovenstående link, hvad Jørgen Ejbøl mener, EU skal gøre, men der er tre muligheder. DR kan:

1. Holde op med at skrive citatartikler. Denne løsning er fremragende, og ikke bare DR men alle medier burde forlade den tåbelige praksis med at lade journalister skrive af efter hinanden. Den løsning har ingen i branchen dog luftet.
2. Holde op med at skrive nyheder. Dette er foreslået flere gange; DR skal holde sig til tv og radio og kun benytte nettet til at formidle information om deres programmer på tv og radio. Håbet er, at de mange brugere på dr.dk vil flokkes om mediernes nye betalingsløsninger, men sådan fungerer nettet ikke. De vil forsvinde, som de altid gør, når et netmedie forsvinder, fordi vi alle benytter flere medier og så bare har et mindre.
3. Betale de øvrige medier. Denne løsning var oppe at vende flere gange under debatten om mediestøtten og fik tilmed politisk støtte: Barfoed: Send penge fra DR til aviserne. Det er dog svært at se, hvorfor andre skal betale medierne, når medierne selv kopierer ulovligt hver eneste dag.

Medierne har i årevis argumenteret for, at andre skal betale dem; Google skal betale for at linke til medierne, og internetudbyderne skal betale en afgift for hver internetforbindelse: Journalistformand: Google og TDC skal redde medierne.

Andre virksomheder lukrerer på mediernes arbejde, lyder argumentet, men det er svært at tage alvorligt, når de selv gør det samme.

Politiken er slemme til at skrælle videoer fra YouTube og sætte deres egne reklamer på – en praksis de uden tvivl ville protestere mod, hvis det gik ud over dem selv. TV2 googlede sig for nylig frem til et billede af Damaskus og blev slemt til grin: TV 2s Syrien-bommert handler, også, om ophavsret. De fravalgte det kompetente billedbureau for at spare et par kroner.

Stort set alle medier går langt videre end citatartikler: Netavisernes ulovligheder og (manglende) holdning til ophavsret.

I det lys er kravet om, at andre skal betale medierne, lidt komisk.

Se også:

• Genopfind medierne på Copenhagen Media Startup Weekend;
• Mediekrise: Man kan ikke have en forretningsmodel uden et produkt;
• Rapport: Ti år, der rystede medierne.

Foto: Dj Crazy Gabe

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det sker en måned efter, Facebook i den årlige børsrapport erkendte, at de er ved at miste grebet om de unge:

We believe that some of our users, particularly our younger users, are aware of and actively engaging with other products and services similar to, or as a substitute for, Facebook. For example, we believe that some of our users have reduced their engagement with Facebook in favor of increased engagement with other products and services such as Instagram. In the event that our users increasingly engage with other products and services, we may experience a decline in user engagement and our business could be harmed.

Børsrapporten nævner Instagram som et eksempel på en konkurrent, og i næste afsnit Google, men ikke et ord om medievirksomheder. Dem opfatter Facebook tilsyneladende ikke som konkurrenter.

Det er gensidigt. For eksempel benytter Jyllands-Posten Facebook som kommentarsystem, og stort set alle medier er på Facebook og opfordrer deres læsere til at følge dem der.

Berlingske har netop offentliggjort en ny strategi, som fokuserer på journalistik med redaktionel prioritering, ikke noget “personalized newspaper”.

Det er svært at være uenig med Mathew Ingram, som på Twitter kommenterede Facebooks nye news feed således:

One thing seems pretty clear — Facebook stands a better chance of becoming a newspaper than newspapers have of becoming Facebook

— Mathew Ingram (@mathewi) 7. mar. 2013

Medierne vil nok indvende, at de ikke ønsker at være Facebook, men måske skulle de gå et stykke ad vejen, inden Facebook bliver det nye newspaper. Og hvis det ikke bliver Facebook – måske fordi de mister grebet om de unge – så bliver det den næste.

Der er et hul i markedet mellem sociale netværk som Facebook og de traditionelle medier. Facebook arbejder på at udfylde hullet, medierne gør ikke.

Karrikatur af Mark Zuckerberg: DonkeyHotey.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Et gennemgående træk er, at virksomhederne opdaterer flere gange dagligt og er gode til at besvare spørgsmål. De griber det meget forskelligt an, for eksempel benytter Starbucks mest Twitter til at reagere, når de bliver nævnt, mens Walmart selv stiller spørgsmål og afholder konkurrencer. Læs serien her:

• Walmart
• Tesco
• ASOS
• John Lewis
• Red Bull
• IKEA
• Starbucks
• McDonald’s
• Cadbury
• Nike

På den hjemlige front har Christiane Vejlø haft besøg af Mærsk, LEGO og SKAT til en snak om sociale netværk i radioprogrammet Elektronista:

Elektronista #64.

På Kforum har Jonathan Wichmann, Head of social media, Maersk Line, fortalt om Medie-miraklet i Maersk Line.

Og samme sted har Jens Gregersen, Kommunikationschef hos Rigspolitiet delt ud af erfaringer med Blå blink og sociale medier.

Illustration: birgerking.

Se også Walmart’s Social Media Guidelines og Tesco Social Media Policy.

Write a quick comment

Problemet med den nye strategi er, at den har fokus på produktet ikke kunden. Berlingskes chefredaktør Lisbeth Knudsen siger:

Vores måde at organisere på betyder, at journalisterne arbejder med alle platforme og ikke kun én. Vi har decentraliseret vores newsroom, så redaktionssekretærerne sidder med fagredaktionerne og er ansvarlige for udgivelser til Berlingske – ikke bare avis, men alle platforme.

Citatet mere end antyder, at Berlingske betragter digitale platforme som en anden måde at udgive avis på – de er aviser på en skærm. Denne tilgang går igen med den nye udgivelse, Berlingske Aften, som udkommer til iPad hver dag klokken 17.

Berlingske burde gå den modsatte vej; adskille papir- og netredaktioner. De burde etablere en helt ny virksomhed i andre lokaler langt fra papirredaktionen til at håndtere b.dk, business.dk og diverse mobilløsninger.

Den store forskel på papir og net er, at papiravisen er et industriprodukt, hvor alle får det samme, mens nettet kan individualiseres – se på Facebook, Google og alle de andre. Når Berlingske knytter tætte bånd mellem papir og net, viderefører de industriproduktet og gør det sværere at servicere den enkelte. Der er slet ikke fokus på den enkelte.

Det gør ikke den store forskel, at Berlingske lægger alt indhold fra papiravisen på nettet – indhold er der nok af, og vi har ikke brug for mere, tværtimod kan vi undvære det meste, men vi vil nødig gå glip af det vigtige, og hvad der er vigtigt for mig, er ikke nødvendigvis vigtigt for dig.

Berlingskes nye strategi er endnu et forsøg på at overføre avisen til nettet og ignorerer tidens to væsentligste tendenser:

• Individualisering;
• Relationer.

Det er meget vanskeligt at følge de emner, sager og personer, man interesserer sig for. Det er dog muligt, for alle artikler har nøgleord – eller tags – som man kan abonnere på, hvis man kan opsætte en rss-læser og finde URLen, hvad der er endnu sværere end ved omlægningen i januar 2011: B for bare det samme.

Den gang lovede Berlingske onlinechef, Troels Behrendt Jørgensen, “mere personaliserede sider” i 2011: B for bedre. Det blev ikke til noget. Han sagde også: “Vi er en butik med nyheder. Et supermarked med en grøntafdeling, non-food og slagter”, og det har desværre ikke ændret sig.

Onlinechefen sagde også:

Vi anerkender også, at sitet kunne være mere socialt, men at sige vi ikke tilbyder og respekterer debat er en misforståelse. Der er i dag debat på mange artikler og blogindlæg hver dag. Ikke dem alle, men når vi har styr på vores brugerprofiler og kan tilbyde login via Facebook og Twitter, så kommer det på mange flere. Vi stiler også efter personlige profiler på sitet til alle medarbejdere: Fotografer, chefer og journalister. Hver med sin avatar i debatter på sitet – og hver med sin væg at skrive på/til.

Det blev der ikke noget af. Berlingske på nettet er stadig en avis.

Se også:

• Mediekrise: Man kan ikke have en forretningsmodel uden et produkt;
• Ingeniører overtager nyhederne: hvad nu, journalister?

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Stigningen er sket på digitale tjenester som Spotify og Wimp, mens salget af cd’er fortsat falder, og det er nærliggende at give disse tjenester æren for stigningen, men de havde næppe haft samme succes uden den voksende udbredelse af smartphones.

Før smartphones skulle man downloade musik til sin computer og derfra kopiere til afspilleren, som regel en iPod. Det var besværligt uanset om man benyttede lovlige tjenester som iTunes, rippede vennernes cd’er eller downloadede fra The Pirate Bay.

De nye afspillere – telefonerne – har selv adgang til internet, og med tjenester som Spotify har man adgang til musikken fra computer, telefon og tablet uden download og kopiering. Det er altså meget nemmere fordi, afspillerne har internetadgang. Successen er en kombination af afspillere med internetadgang og brugervenlige tjenester som Spotify og Wimp.

Det mobile internet ændrer vores adfærd, og den tendens ser ud til at fortsætte: Tech Predictions for 2013: It’s All About Mobile.

The mobile transition is happening astonishingly quickly. Last year, smartphone penetration crossed 50 percent for the first time, led by Android phones. People spend 63 percent of their time online on desktop computers and 37 percent on mobile devices, including smartphones and tablets, according to comScore.

For musikken er det mobile internet en god ting; som skabt til deres produkt. Andre brancher mærker også udviklingen:

As mobile continues to take share from desktop, some industries have been particularly affected, and they are seeing significant declines in desktop use of their products as a result. They are newspapers, search engines, maps, weather, comparison shopping, directories and instant messenger services.

Ikke alle er lige gode til at omstille sig, og mange skal måske gennem en ligeså svær periode, blot begynder de hårde tider nu, hvor de ser ud til at ende for musikken.

Se også: Falder himlen ned over musikbranchen, medier, film, tv, radio, forlag?

Foto: Derek Bridges.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Foto fra demonstration mod Leistungsschutzrecht på Brandenburger Tor i Berlin, fredag den 1. marts 2013. Foto: handverbrennung.

Den kontroversielle lov, Leistungsschutzrecht für Presseverleger, blev dog vedtaget i en udvandet form, som tillader links og korte tekstuddrag uden licens. Det fremgår ikke tydeligt af lovteksten, hvor lange disse tekstuddrag må være, men det er formodentlig den længde, Google benytter ved søgeresultater, hvorimod tekstuddragene i tjenesten Google News nok er for lange.

Loven har været undervejs i nogle år og er løbende blevet stadig mindre restriktiv. Den endelige lov er ikke, hvad medierne ønskede, mens Google kan være godt tilfredse. Begge parter har i de seneste måneder ført kampagner, og Googles argument mod loven har været, at den var en trussel mod det frie internet.

I Frankrig har et lignende lovforslag være på tale, men her indgik Google en aftale, som blandt andet indebærer, at Google opretter en Digital Publishing Innovation Fund på 60 mio. Euro og etablerer et tættere samarbejde med franske medier for at hjælpe dem med at øge indtjeningen på nettet via Googles annonceløsninger.

Se også:

• Google slipper for afgift i Frankrig. Næste slag Tyskland (2. februar 2013;)
• Først Tyskland, så Frankrig. Vil EU indføre lex Google? (20. oktober 2012);
• Hvad tjener Google på medierne? Intet ifølge ny undersøgelse (28. august 2012);
• Tyskland vil indføre lex Google (30. juli 2012);
• Ny tysk lov: Google skal betale for links til medier (5. maj 2012);
• Kan du sige Leistungsschutzrecht – mediernes nye guldkalv (14. marts 2012);

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Der er sikkert mange grunde til hans overvældende succes, men en væsentlig grund er, at det ikke er en kampagne, det er en bevægelse.

For et par år siden iværksatte Fødevareministeriet en kampagne for sundere fastfood. De gjorde som Grillo, oprettede et websted, hurtigmums.dk, en side på Facebook og en profil på Twitter. De var næppe kommet i gang, så skrev de på Twitter: “Så er kampagnen slut for denne gang. Her er afslutningsvideoen med fødevareministeren”: Kampagnen var en succes. Vi fik mange venner på Facebook og Twitter. Så stoppede vi. Hvem husker Hurtigmums? Hvem taler om sundere fastfood?

Der er mange andre eksempler, ikke bare fra det offentlige, også organisationer og virksomheder ynder kampagnen, som slutter, inden de får rigtig fat.

Grillo oprettede sin blog for ti år siden og har føjet andre kanaler til:

• Facebook;
• Twitter;
• YouTube;
• Google+

Han allierede sig med Roberto Casaleggio, som i januar blev portrætteret af Guardian: Italy’s web guru tastes power as new political movement goes viral.

I artiklen nævner Roberto Casaleggio fem gyldne regler til at opbygge en succesfuld, internet-baseret politisk bevægelse:

1. Skab deltagelse. Du har brug for et fællesskab til at begynde med;
2. Forstå internet, herunder dets sociologi. Se det ikke som noget ekstra men som en ny realitet – en ny verden;
3. Tal internets sprog. Især; sig ikke noget, som ikke kan verificeres på web;
4. Hold reglerne for din bevægelse enkle;
5. Indse, at du giver indflydelse. De grupper du skaber, vil få deres eget liv.

Grillo og Casaleggio har opbygget en politisk bevægelse, men metoden kan overføres til bevægelser for sundere fastfood og alt muligt andet.

Det er et langt, sejt træk at flytte holdninger eller ændre adfærd. Kampagner er for kortsigtede og har sjældent blivende effekt, men alle elsker dem, fordi de er tidsbegrænsede, har et budget og i bedst fald kan måles.

Der tænkes sjældent ti år frem. Grillo er et eksempel på, hvad en bevægelse kan, som en kampagne aldrig kan. Om han kan bruge sin nyvundne politiske indflydelse til noget er så en anden sag.

Via Business Insider: The Most Incredible Success Story In The History Of Online Politics

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Formanden for journalistforbundet har sagt det, chefredaktører har sagt det, og nu er vi nået dertil, at medieforskere, som Erik Nordahl Svendsen, hopper på den: Vagthundene dør!

Hvad er der sket de sidste fem år, efter at den økonomiske krise og Googles forfærdelige annonceran har sat deres spor?

Ak ja, Google “raner” annoncer fra medierne, og det er forfærdeligt. Men hvor er dokumentationen for dette ran? Jeg har ikke set den, og påstanden er nu så indgroet, at selv medieforskere kan slynge den ud uden det mindste belæg.

Google er dygtigere end medierne, ingen tvivl om det, men tjener Google virkelig penge på mediernes bekostning? En tysk undersøgelse siger nej: Hvad tjener Google på medierne? Intet ifølge ny undersøgelse. Den undersøgelse skal tages med forbehold, for den er også et partsindlæg i den tyske debat om, hvorvidt Google skal betale afgift for at linke til medierne: Leistungsschutzrecht.

En lignende debat i Frankrig førte for nylig til, at Google ikke skal betale afgift, hvilket tyder på, at medierne har meget svært ved at dokumentere deres påstand.

Tyveri er en alvorlig anklage, som bør dokumenteres.

Men det værste er nok, at medierne forsømmer at lære af Google – og andre – og udvikle ligeså smarte eller smartere annoncesystemer. Antallet af journalister falder, som medieforsker Erik Nordahl Svendsen skriver i sit blogindlæg. Vi nærmer os dagen, hvor Ingeniører overtager nyhederne. Svaret er ikke beskyldninger om tyveri og afgifter til dem, der formår at tjene penge. Svaret er produktudvikling.

Foto: dSeneste på Flickr.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Ja, du skal have en profil på LinkedIn, være med i de rigtige grupper, kunne findes via Google, men det giver ikke i sig selv et job, og bogen handler ikke så meget om at opbygge netværket men om at bruge det.

Hvis du vil opbygge et fagligt netværk, kan du begynde med Networking og personlig branding med LinkedIn af Morten Vium.

Denne bog tager næste skridt, og bogens fokus er netværkssamtalen, som ikke er en jobsamtale men et mere uformelt møde. Det kortsigtede mål er ikke at få et job men at skabe en mere personlig relation. Man har ofte mange faglige kontakter på nettet, som man aldrig har mødt, og nogle af dem kan være døråbnere til det næste job. Dem kontakter man, aftaler et møde og lærer hinanden at kende. Man kan gå skridtet videre og opsøge sit netværks netværk via anbefalinger.

Det er hverken nyt eller usædvanligt at få job via sit netværk, så dette er ikke en ny, magisk jobsøgningsmetode, det er snarere en vejledning i at systematisere og effektivisere opgaven. Med bogens egne ord er netværksmetoden:

En systematisk metode til at lære brancher, virksomheder og personer at kende for herigennem at skabe relationer og gennem disse få viden om konkrete job og kommende jobmuligheder før andre jobsøgende, og før stillingen enten besættes til anden side eller slås op i det offentlige rum.

Det er mere effektivt end at skrive utallige ansøgninger til folk, man ikke kender og som modtager utallige ansøgninger fra andre håbefulde. Men det er hårdt arbejde, og man bør begynde, inden man har brug for et job, og fortsætte, når jobbet er i hus – man ved aldrig, hvornår man får brug for netværket igen.

Og netværket kan jo også bruges den anden vej. Når man har jobbet og skal bruge en ny kollega, kan man måske finde den rette i netværket.

Bogen er baseret på forfatterens egne erfaringer og omkring 30 eksempler, alle fundet via LinkedIn. Henrik Enegaard Skaanderup har tidligere skrevet bogen Slået hjem – en fortælling om at blive fyret og finde job, som handler om hans egen fyring og jobsøgning, og her giver han så en mere systematisk vejledning i jobsøgning via netværksmetoden.

Det er en god bog; meget konkret, ikke for lang og med klar fokus. Og hvis du har 1.000 venner og forfølgere på diverse netværk, er det vel på tide, du bruger dem til noget.

Bogens websted: jobvianetværk.

Køb bogen hos:

• Saxo;
• Adlibris.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det er forkert. Der står intet i grundloven om pressefrihed. Der står i grundlovens § 77:

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

Men det er rigtigt, at der ikke står noget om bagere. Debatten i udsendelsen handlede om, hvorvidt medier skal have smileys, som fx. bagere, og Børsens chefredaktør havde selskab af tre andre chefredaktører samt studieværten. Alle journalister, og ingen sagde Anders Krab-Johansen imod.

YouTube: Anders Krab-johansen i Presselogen

Udtalelsen og de øvriges stiltiende enighed er et symptom på et af mediernes meget store problemer i en tid, hvor alle kan oprette medier; deres selvforståelse. De mener, de har en særlig plads i samfundet og spiller en særlig rolle for demokratiet. De tror, at deres fag er nævnt i grundloven.

De bruger ofte ordet pressefrihed, det skal de holde op med. Pressefrihed findes ikke, og det er godt. Pressefrihed er ikke et juridisk begreb, det er en konstruktion, opfundet af pressen men ikke benyttet i nogen lovtekst. Og nej, heller ikke i første tillæg til USA’s forfatning, hvorfra udtrykket stammer. Der står:

Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof; or abridging the freedom of speech, or of the press; or the right of the people peaceably to assemble, and to petition the Government for a redress of grievances. (Min fremhævning).

Der henvises ikke til pressen som erhverv, for det erhverv eksisterede ikke i 1791, da teksten blev skrevet. Der henvises til trykkemaskinen, “the printing press”.

Som andre brancher er medierne midt i store forandringer på grund af internet, og som andre brancher må de indrette sig på nye vilkår. Det kniber, og det hjælper bestemt ikke, at de hæver sig over bagere og tror, at de har særlige, grundlovssikrede frihedsrettigheder.

Vi har brug for journalistik, men har vi virkelig brug for den verdensfjerne mediebranche, vi har for tiden?

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det lyder så interessant, at jeg har bevæget mig AFK for at møde to af arrangørerne; Johan Winbladh (til venstre) og Ernst Poulsen for at høre, hvad det handler om.

Mens jeg guffede ost, skinke og pølse lærte jeg, at Startup Weekend er et gennemprøvet koncept. Der er afviklet 787 af slagsen men aldrig med fokus på mediebranchen – det er en udpræget nørd-ting. Der er op til 125 deltagere, og nogle af dem har mere eller mindre gennemtænkte ideer, som de ved weekendens begyndelse fremlægger for de øvrige deltagere. Derefter udvælger deltagerne i fællesskab de bedste ideer og fordeler sig i grupper for at arbejde med projekterne resten af weekenden.

Arrangørerne håber, at der kommer deltagere fra både it- og mediebranchen. Startup Weekend er ikke kendt i mediebranchen, så det bliver spændende at se, hvor mange journalister, der tilmelder sig. Der lader til at være interesse, for blandt sponsorerne er Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Egmont, og Aalborg Universitet stiller deres lokaler i Københavns sydhavn til rådighed.

Det er et fremragende initiativ, og du kan tilmelde dig her: Copenhagen Media Startup Weekend,12-14 April 2013.

Ved tilmeldingen angiver du, hvilke kompetencer du har:

• Udviklere. Det er nørderne, som kan html, css, javascript og hvad der ellers hører sig til;
• Designere. Her er grafikerne, som kan få et websted eller en app til at se godt ud;
• Forretning. Her er marketing, pr og forretningsudvikling – og forhåbentlig en masse journalister og journaliststuderende.

Hvert hold skal helst bestå af folk fra alle tre grupper, men det er op til deltagerne selv at vælge det projekt, de brænder for, og så går holdene til den. De har 54 timer, så skal resultatet fremlægges.

Det er altså hårdt arbejde, og hvorfor skal du bruge en weekend på det – og tilmed betale? Det er der flere gode grunde til: Udbyg dit netværk, lær noget nyt og oplev noget.

Og har du en idé til, hvordan fremtidens medier skal se ud, kan du få den afprøvet, men du behøver ikke at komme med en idé, det vigtige er, at du har lyst til at kaste dig over et mere eller mindre gennemtænkt projekt sammen med vidt fremmede mennesker med forskellige baggrunde. Der er sørget for forplejning – dog ikke overnatning, men der bliver nok ikke meget tid til søvn – så holdene skal ikke tænke på andet end at nå så langt som muligt med projektet.

Arrangementet afsluttes med fremlæggelse søndag, hvor der udpeges en vinder. Der kommer næppe flyvefærdige projekter eller virksomheder ud af det, men det er ikke det væsentlige – det gælder om at lære noget og inspirere hinanden.

Idéen til Copenhagen Media Startup Weekend opstod i Ernst Poulsens hoved sidste sommer, hvor han luftede tanken på Twitter. Ernst er journalist og har arbejdet med nettet i årevis. Jeg har mødt ham før og udvekslet holdninger om mediebranchen. Det kan du høre her:

Elektronista uge 49, 2012.

Vi er vist temmelig enige om, at branchen har brug for nye idéer og gerne nye virksomheder med en utraditionel tilgang, og vi er ikke de eneste, så det var ikke vanskeligt for Ernst at stable et hold på benene, som ville lægge kræfter i en Startup Weekend.

Holdet bag Copenhagen Media Startup Weekend. Fra venstre Johan Winbladh, Nikolaj Opstrup, Signe Damgaard Jepsen, Ernst Poulsen og Claus Blicher.

De sidste detaljer er ikke faldet på plads; der må gerne komme en sponsor eller to mere, og arrangørerne kan endnu ikke sætte navne på de mentorer, der skal hjælpe holdene undervejs, og de dommere, der ved weekendens afslutning skal udpege vinderen.

Men det er detaljer og bør ikke afholde dig fra at tilmelde dig: Copenhagen Media Startup Weekend,12-14 April 2013. Eller kontakt en af arrangørerne hvis du har spørgsmål. Eller skriv en kommentar herunder.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

YouTube: TPB AFK: The Pirate Bay Away From Keyboard.

The Pirate Bay er et af nettets mere kontroversielle tjenester, fordi den i høj grad benyttes til at udveksle ophavsretsbeskyttet materiale – film, musik, software og ebøger – og her i Danmark er internetudbydere efter en dom blevet pålagt at blokere adgang til tjenesten. Den blokering er dog nem at omgå ved at anvende en anden DNS (Domain Name Server) end internetudbyderens. For eksempel Google Public DNS.

Filmen har været fire år undervejs og følger tre af tjenestens fire stiftere gennem deres retssager i Stockholm og slutter i februar 2012, hvor svensk højesteret afviser en appelsag. De er dømt til at betale en millionerstatning og op til et års fængsel. Retssagerne fylder meget i filmen, men undervejs får man et indblik i det miljø, The Pirate Bay udspringer af.

The Pirate Bay har skiftet ejere et par gange siden, og de fire stiftere har ikke længere noget med tjenesten at gøre. De fortæller om deres bevæggrunde; en kæmper for et frit internet, en anden synes bare, det er sjovt at drive en stor tjeneste. Der er klip fra selve retssagerne, og undervejs bliver alle forestillinger om velorganiseret cyberkriminalitet gjort til skamme.

Der er ikke mange fakta. Vi får ikke at vide, hvor meget de tjente på tjenesten og hvor stor den egentlig er – bortset fra, at den var og er den største af sin art. Det er næppe en film med appel til den brede offentlighed, men den er et vigtigt dokument i internets historie og et godt indblik i en subkultur.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

I går, fredag, indgik Google efter et par måneders forhandlinger en aftale med den franske regering, og nej, Google skal ikke betale afgift. Googles bestyrelsesformand, Eric Schmidt skriver i et kort indlæg på Googles officielle blog, at aftalen indebærer, at Google opretter en Digital Publishing Innovation Fund på 60 mio. Euro og etablerer et tættere samarbejde med franske medier for at hjælpe dem med at øge indtjeningen på nettet via Googles annonceløsninger: Google creates €60m Digital Publishing Innovation Fund to support transformative French digital publishing initiatives.

Fondens bestyrelse på syv medlemmer bliver nedsat inden for to uger og får repræsentanter fra Google, de franske medier og uafhængige. Fonden vil udvælge projekter, der skal modtage støtte, og midlerne bliver uddelt over tre til fem år, derefter skal aftalen med Google genforhandles: Ce que dit l’accord entre Google et la presse.

Det er en frivillig aftale mellem parterne, så der blev altså ingen lovgivning. Google købte sig fri og slap for en afgift.

Næste slag står i Tyskland, hvor regeringen har fremsat lovforslaget Leistungsschutzrecht, der pålægger søgemaskiner, først og fremmest Google, en afgift for at linke til medierne. Det vil vise sig, om den franske aftale påvirker lovgiverne i Tyskland. Talsmanden for det tyske forlag, Springer, Christoph Keese, har længe agiteret for loven og mener, at den franske model er et skridt på vejen men ikke nok: Leistungsschutzrecht: Welche Folgen hat die französische Einigung für Deutschland?

Den franske aftale har nok sat en – ihverfald foreløbig – stopper for tankerne om en fælles eu-afgift, som den franske kulturminister tidligere har talt for, men mon ikke andre lande hurtigt vil stille sig op i køen for at få fondsmidler fra Google.

Herhjemme har Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen blogget begejstret om en afgift: Googles sans for betaling, men der har hidtil ikke været opbakning fra politikerne.

Se også:

• Først Tyskland, så Frankrig. Vil EU indføre lex Google?;
• Kan du sige Leistungsschutzrecht – mediernes nye guldkalv;
• Lex Google er en adfærdsregulerende afgift, som vil skade medierne og styrke Google.

Foto: ebrkut.

Write a quick comment

Arbejdsgiverne er også på LinkedIn for at finde egnede kandidater til ledige stillinger. I en Rekrutteringsanalyse foretaget af konsulenthuset Ballisager siger 52 procent af de private virksomheder, at de benytter LinkedIn til at researche kommende medarbejdere. For offentlige arbejdsgivere er tallet 25 procent.

Der er altså god grund til at være på LinkedIn, hvis man er på jagt efter et job – ihvertfald inden for nogle brancher og jobtyper. Det kan også være et godt sted at pleje sit netværk, igen afhængigt af branche.

Det handler bogen All In om, skrevet af Morten Vium fra Modernejobsøger.dk. Umiddelbart virker det måske overflødigt med en bog – man udfylder vel bare sin profil og går på vennejagt.

Men helt så enkelt er det ikke. Det mest benyttede ord i profiltekster på LinkedIn er kreativ ifølge LinkedIns egen Top 10 Overused Professional Buzzwords 2012. Så det er bestemt ikke kreativt at skrive, at man er kreativ.

Morten Vium begynder naturligt nok med at gennemgå profilens felter og give gode råd til at undgå de oplagte fejl og optimere profilen til søgning. Profilen er en slags CV, og man skal overveje formålet med at være på LinkedIn – er du ude efter et job, vil du pleje dit netværk eller udbygge det.

Anden del handler om grupperne på LinkedIn. Det er her, man opbygger og plejer sit netværk, og her kan man gøre sig interessant for eventuelle arbejdsgivere. Der er tusindvis af grupper, og det gælder om at finde de mest relevante og bidrage med noget, andre kan bruge.

Det er for så vidt meget enkelt:

• Bliv bevidst om dit formål med at være til stede på LinkedIn;
• Udfyld din profil 100% og skriv en fantastisk Overskrift;
• Invitér folk, du allerede kender på LinkedIn, til dit netværk;
• Find de rigtige LinkedIn grupper;
• Del din viden i diskussionerne;
• Del din viden i statusopdateringer;
• Del viden med enkeltpersonerne i dit netværk;
• Sørg for altid at starte en dialog;
• Connect med folk du skaber en relation til.

Og det behøver ikke at være et fuldtidsjob. Morten Vium mener, at 15-30 velplanlagte minutter om dagen kan gøre det.

Bogen er en fin introduktion til LinkedIn som et professionelt værktøj. Den tager fat i de fejl, mange begår, og opmuntrer til at gøre mere end at udfylde profilen og rundsende venneanmodninger.

Køb bogen her.

Da LinkedIn rundede 200 mio. medlemmer, offentliggjorde de nedenstående tal:

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Etablerede og kendte avis-varemærker som Berlingske har aldrig haft et større publikum end i dag. [...] Vi befinder os faktisk i en meget gylden periode i forhold til, hvad der journalistisk bliver produceret [...] det største og måske eneste problem er at finde den rigtige forretningsmodel.

Falske toner i avisdebat.

Lisbeth Knudsen går i rette med dem, der mener, at journalistikken er i krise. Det er den ikke, siger hun.

Det er nu ikke så vigtigt i den aktuelle situation, for mediernes produkt har aldrig været journalistik – og slet ikke på Berlingske. I 80′erne var en søndagsberlinger flere hundrede sider og bestod primært af annoncer for jobs, boliger og biler. Der var næppe mere end fem procent journalistik. Virksomheder betalte for annoncerne og læserne for at se annoncerne. Det var et fremragende produkt, men produktet var altså ikke journalistik. Det ved Lisbeth Knudsen, for hun var redaktør af Berlingske Søndag i slutningen af 80′erne.

Produktet var et de facto monopol på kontakt mellem køber og sælger. Medierne var mellemmænd, og ingen var i tvivl om, hvad produktet og forretningsmodellen var. Journalister talte slet ikke om forretningsmodeller eller penge. De bedyrede, at der var “vandtætte skotter” mellem redaktion og salg, og da pengene flød i rigelige mængder, selvom oplagstallene var begyndt at falde, var det ikke noget, man talte om.

Det er denne kultur, Lisbeth Knudsen og chefredaktørerne i de øvrige avishuse kommer fra. En kultur, hvor ingen talte om produkter og forretningsmodeller.

I 90′erne var Lisbeth Knudsen direktør og chefredaktør på Aktuelt, som aldrig gav overskud og lukkede, da fagforeningerne smækkede kassen i. Aktuelt havde journalistik ligesom Berlingske – men de havde ikke noget produkt. Forretningsmodellen var donationer.

Siden var Lisbeth Knudsen nyhedsredaktør på DR, der som bekendt er licensfinansieret og heller ikke har noget produkt.

Så det er måske meget naturligt, at Lisbeth Knudsen erklærer, at produktet er i orden, fordi “Berlingske har aldrig haft et større publikum end i dag”. Det var succeskriteriet på Aktuelt og DR, og ingen af dem havde et produkt i traditionel forstand. Det havde Berlingske Søndag, men produktet var ikke journalistik, og Lisbeth Knudsen havde intet med produktet at gøre.

Nu er hun så koncernchef for Berlingske Media og chefredaktør på hovedorganet, Berlingske. For første gang i en lang karriere skal hun finde, hvad hun selv tror er en forretningsmodel men i realiteten er et produkt – og helst et, der er ligeså godt som Berlingske Søndag i 80′erne.

Det gamle produkt er væk, så journalister skal finde et nyt, og for dem er det nok naturligt at fokusere på deres egen ydelse – journalistik.

Avisen indeholder meget andet end journalistik; tv-programmer, aktiekurser, sportsresultater og ikke mindst rubrikannoncer. Alt dette er “indhold”, som folk betaler for. Journalistik er en del af pakken, men en avis udelukkende med journalistik kan ikke overleve. På nettet er alt ikke-journalistik flyttet fra medierne til alle vejne. På nettet har medierne kun journalistikken tilbage, og det er ikke nok.

Der skal mere til, og Lisbeth Knudsen er snublende nær et lyst øjeblik, når hun i sit blogindlæg skriver:

Samtidig hylder politikerne helt ukritisk en stærk global, kommerciel spiller som Facebook både som personligt, politisk redskab til direkte kontakt med borgerne og som redskab til det offentliges kommunikation med borgerne.

Det lyder da interessant; et “personligt redskab” og en “direkte kontakt”. Det har medierne aldrig tilbudt.

Lisbeth Knudsen beskriver meget præcist Facebooks mission: “Facebook’s mission is to give people the power to share and make the world more open and connected.”

At bringe mennesker sammen er en fornem mission og i skærende kontrast til Berlingskes mission: “Vi leverer medieprodukter af høj kvalitet til vores kunder på et udvalg af forskellige platforme, drevet af innovation og indsigt samt medarbejdernes engagement, originalitet, professionalisme og effektivitet”.

Berlingske vil “levere medieprodukter” – men er medier overhovedet et produkt? Hvad med at tage udgangspunkt i Lisbeth Knudsens egen beskrivelse af Facebook og skabe:

• Personlige redskaber. Avisen har aldrig været personlig. Den er et masseproduceret industriprodukt, og alle får den samme avis. På nettet kan man individualisere og skabe et personligt produkt, men det har medierne omhyggeligt undgået.
• Direkte kontakt. Avisen har aldrig skabt direkte kontakt – kun inddirekte. Avisen er et led mellem afsender og modtager af budskabet, og det har de levet af. Hvad med at facilitere og ikke bare rapportere.

Facebook er ikke et medie – de medierer ikke. Forskellen er tydelig i de to virksomheders missioner; “to give people power” modsat at “levere medieprodukter”.

Berlingske kunne være en bedre Facebook end Facebook, for de har et langt bedre udgangspunkt – journalistikken – mens Facebook er en tom skal, vi selv fylder indhold i. Berlingskes journalistik er et fremragende udgangspunkt, som ikke bare politikere men vi alle kunne bygge videre på, hvis vi fik muligheden. Det skal vi i dag gøre på Facebook, vi kan ikke på Berlingske – som får 25 procent af sin trafik fra Facebook. Men der er også meget støj på Facebook fordi, de ikke medierer. Der er bestemt plads til en bedre Facebook end Facebook, og det kunne være Berlingske, men så skal direktøren begynde at tale om produktudvikling og ikke forretningsmodeller.

Produktudvikling kræver folk, der har forstand på produktudvikling, hvad Lisbeth Knudsen og hendes kolleger ikke har.

Journalister er ikke innovative. Man bliver journalist fordi, man er interesseret i samfundsforhold og vil holde magthaverne i ørerne. Det viser jævnlige undersøgelser på journalistuddannelserne. De studerende taler ikke om produktudvikling, innovation, at starte egen virksomhed. På uddannelserne får de at vide, at de skal rapportere nyhederne, ikke skabe dem. Den uddannelse og det job appellerer ikke til folk, der vil skabe noget. Innovative mennesker vil ikke rapportere om andres innovationer og interviewe iværksættere. De bliver ikke journalister – de bliver dem, journalisterne skriver om.

Virksomheder som Facebook, Google, Twitter og hvad de hedder har en helt anden kultur. Her taler man ikke om andet end produktudvikling. Sidst, jeg talte efter, havde Google 46 produkter. Der har været mange flere, og en del bliver afviklet efter kort tid, men sådan er det at være innovativ; man fejler og lærer af sine fejl.

På Berlingske fejler man også, men man lærer ikke af det. I 2009 oprettede de ugen.dk – en avis på nettet – som holdt 28 uger. I 2010 kastede de sig over Apples nye iPad og udviklede en app – endnu en avis – der går så dårligt, at de ikke offentliggør tallene. For tiden er de ved at indføre en betalingsmur – igen en avis – som også vil fejle.

Berlingske gør det samme igen og igen: Avis. De vil “levere medieprodukter” og tilsyneladende efter samme opskrift hver gang, selvom det går galt hver gang. Det er futilt at lede efter en forretningsmodel – det er produktet, den er gal med.

Der skal gøres op med avismodellen. Det skal være fyringsgrund af bruge ordet netavis, og hele tankesættet og arbejdsformen skal nytænkes til nettet. Medierne bærer på en tung arv – citatartikler, telegrammer, deadlines, redigering, tilstræbt objektivitet og meget andet fra avisernes gyldne dage. Alt skal i spil. Det kræver andre folk og en anden kultur.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Rapporten afsluttes med en liste over de 1000 websteder, danskerne benyttede mest i 2011. Tallene kommer dels fra medlemmerne af FDIM, dels fra et panel af 6.500 danskere, som får registreret deres brug af nettet. Tallene fra FDIM er formodentlig temmelig korrekte, men tallene fra panelet, som bruges til at måle websteder, som ikke er medlemmer af FDIM, er ikke.

Listen omfatter stort set ingen bloggere, og hvis man har beskæftiget sig perifært med internet, bør man vide, at visse bloggere har besøgstal, der kvalificerer dem til placeringer på en liste over de 1000 mest besøgte websteder.

Jeg har bedt de to bloggernetværk Bloggers Delight og Looklab om deres tal. Disse netværk omfatter nogle af Danmarks største bloggere, og ingen af dem er med på listen.

Listen er stort set renset for bloggere. En af mine foretrukne madblogs, Grydeskeen, har listet sig ind på plads nummer 928, og der er et par andre, men de største bloggere, som er at finde indenfor mode og livsstil, er alle fraværende.

En del bloggere holder til på Googles platform, blogger.com, som er på listens plads nummer 364, og den anden store bloggerplatfom, wordpress.com, er nummer 116, men de største bloggere har egne domæner, og de er ikke med.

Jeg har endnu ikke fået tal fra Bloggers Delight og Looklab, men jeg ved, at de har bloggere, som er større end listens nummer 1000, og jeg vil opdatere dette indlæg, når jeg får tallene.

Danske Medier burde vide, at den er gal. Et hurtigt blik ned over listen burde få alarmklokkerne til at ringe.

Eller tager jeg helt fejl. Det vil vise sig, når tallene fra Bloggers Delight og Looklab tikker ind.

Stay tuned.

Opdatering 5. december

Nu har jeg fået et par tal fra Bloggers Delight for november 2011. Nedenstående bloggere har alle flere brugere end nummer 1000 på listen fra Danske Medier.

Siden er der sket meget, oplyser Bloggers Delight, ikke mindst er der kommet teenagebloggere – som Henrik Bøgh også nævner i en kommentar herunder – så må vi se, om Danske Medier får dem med næste år.

Ellers tager vi en tur igen.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 10 more comment(s).

Mandag den 3. december afholder ITU et møde om den fremtidige regulering af nettet, men vi har ikke brug for regulering – tværtimod. Det fantastiske ved internet er, at det ikke ejes af nogen og at det ikke er reguleret – og slet ikke af magthavere uden folkelig opbakning.

Reguleringen af internet skal stoppes, og du kan være med: Stop the Internet Coup.

How the ITU could put the internet behind closed doors.

Magthavere ønsker altid mere regulering, folket altid mere frihed. Her i landet har vi regulering af nettet i form af DNS-blokeringer, som i første omgang skulle blokere for websteder med børneporno, men – som det altid sker – er udvidet til andre områder; fildeling, ulovlig spil og medicin. Det lyder måske rimelig nok, og regulering indføres altid med det ædle formål at beskytte borgerne, men det er en glidebane. Heldigvis vil et Flertal uden om regeringen fjerne netblokeringer af medicinsider i erkendelse af, at det ikke er den rette vej.

Det er dog temmelig ligegyldigt, hvad danske politikere mener, hvis reguleringen af internet overdrages til ITU. Det vil uden tvivl ende med en disneyficering af nettet.

Sagen om Apple, der ikke vil sælge Peter Øvig Knudsens bog Hippie 2 med illustrationer af nøgne mennesker, er ingenting mod, hvad der vil ske, hvis et organ med repræsentanter fra alle verdens diktaturer skal bestemme. Så bliver der tale om censur – et ord, der blev flittigt misbrugt i sagen om Apple og hippiebogen – men her har det sin berettigelse.

Vi vandt over ACTA, og vi kan gøre det igen. Klik her og deltag i protesten mod regulering af internet: Stop the Internet Coup. Og meld dig ind i The Internet Defense League, for dette bliver ikke sidste gang.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det lyder som et forslag fra piratpartiet, men det kommer fra Republican Study Committee, en tænketank bestående af republikanske medlemmer af repræsentanternes hus i USA, i et policy brief den 16. november: Three Myths about Copyright Law and Where to Start to Fix it.

Der gik dog mindre end 24 timer før dokumentet blev fjernet. Komiteens formand, Paul Teller, sagde, at dokumentet var udgivet uden den fornødne kvalitetskontrol, og revision af ophavsretten har vidtrækkende konsekvenser, så det er vigtigt at inddrage alle kendsgerninger og synspunkter.

Dokumentet er interessant alligevel, for det betyder, at der er bevægelse i lovgivende kredse, og det er også interessant i den øvrige verden, fordi vi i vidt omfang har fulgt de gradvise stramninger af ophavsretten i USA.

Dokumentet gør op med tre myter om ophavsret:

1. Formålet med ophavsret er at kompensere skaberne. Nej, formålet er at støtte videnskab og kunst ved at give skaberne monopol i en begrænset periode til gavn for samfundet. Diskussionen skal handle om, hvordan man fremmer videnskab og kunst, ikke om finansiel kompensation;
2. Ophavsret er frie markedskræfter i praksis. Nej, ophavsret bryder markedskræfter. Det nuværende system giver producenter et garanteret, regeringstøttet, institutionaliseret monopol;
3. Den nuværende ophavsret giver mest innovation og produktivitet. Ophavsret er nødvendig, men det er en balance. For kort ophavsret opmuntrer ikke skaberne til at skabe nyt, og for lang ophavsret hæmmer innovation.

Den oprindelige ophavsret i USA var 14 år og yderligere 14 år, hvis skaberen var i live efter første periode. Dette er løbende blevet forlænget, så værker i praksis aldrig kommer i offentligt eje. Det er gået for vidt, fastslår dokumentet. Ophavsretten er blevet en velfærdsordning for store virksomheder og skader innovation og forbrugeren. Systemet vælger vindere og tabere, og taberne er nye brancher, som kunne skabe ny værdi.

Dokumentet foreslår en maksimal ophavsret på 46 år efter følgende model:

1. Gratis 12 års ophavsret for værker, der bliver registreret;
2. Valgfri 12 års forlængelse mod et gebyr på 1 procent af omsætningen i USA de foregående 12 år;
3. Valgfri 6 års forlængelse mod et gebyr på 3 procent af omsætningen de foregående 12 år;
4. Valgfri 6 års forlængelse mod et gebyr på 5 procent af omsætningen de foregående 6 år;
5. Valgfri 10 års forlængelse med et gebyr på 10 procent af HELE omsætningen.

Der gik som sagt under 24 timer, så var dokumentet fjernet – men det findes selvfølgelig stadig:

Republican Study Committee Intellectual Property Brief

Der spekuleres nu i, hvorfor dokumentet blev skrevet. En grund kan være, at den netop genvalgte vicepræsident, Joe Biden, er en stor tilhænger af stram ophavsret, og republikanerne driller gerne den demokratiske regering. Der spekuleres også i, hvorfor dokumentet blev fjernet med en kortfattet ikke-forklaring, og der gættes på hurtig reaktion fra indflydelsesrige lobbyister, som repræsenterer partiets store økonomiske bidragydere.

Under alle omstændigheder er katten ude af sækken, og dette dokument vil nok indgå i den videre debat om ophavsret.

Via Engadget; Editorial: Vanishing ‘copywrong’ document blasts RIAA, suggests radical reform, and should be taken seriously og TorrentFreak; Strict Copyright Law Hurts Innovation and Consumers, Republicans Say.

Se også:

• Falder himlen ned over musikbranchen, medier, film, tv, radio, forlag;
• Alt er remix. Ophavsret og patenter truer udvikling;
• Vi har brug for reformer af ophavsret, ikke ACTA.

Foto: openDemocracy.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Han har øvet sig på forudsigelser i mange år, ikke med politik men med baseball og poker, og i denne bog fortæller han, hvordan han gør. Det korte svar er data. Nate Silver indsamler og analyserer data, og med fiffige beregninger, hvor han sammenholder spørgeundersøgelser, økonomi, demografi og andre faktorer, kan han med stor sikkerhed forudsige et valgresultat.

Bogen udkom i september og er siden præsidentvalget i USA strøget til tops på bestsellerlisterne.

Som bogens titel antyder, er kunsten at adskille signal fra støj. Det er svært, fordi der er så meget data og vi bruger de forkerte. Vi er ikke objektive i vores analyse og har en tendens til at lægge vægt på de data, der passer til vores forestillinger. Forudsigelserne er ofte givet på forhånd, fordi vi tillægger de forkerte data vægt og leder efter signaler, der kan bekræfte vores formodninger.

Nate Silver går videnskabeligt til værks og fremhæver meteorologer som de mest pålidelige. Meteorologer er ganske gode til at forudsige vejret, og når de siger, at der er 10 procent risiko for, at det regner, så regner det faktisk 10 procent af gangene. De bygger ikke bare deres prognoser på vejrforholdene men også historiske vejrdata og avancerede modeller.

Når politiske kommentatorer siger, at der er ti procent chance for at en kandidat vinder, er det nærmest gætteri. Politiske kommentatorer er generelt ligeså pålidelige som at slå plat og krone, konstaterer Nate Silver efter at have analyseret deres forudsigelser. I modsætning til meteorologerne, glemmer de hurtigt deres fejlskud i stedet for bruge dem til at blive bedre. Her i internettets tid er det dog blevet sværere at glemme. En bruger på Tumblr har samlet de værste forudsigelser af udfaldet af præsidentvalget: Pundit Shaming.

Økonomer er heller ikke så gode. Et flertal af økonomer så ikke recessionerne i 1990, 2001 og 2007. Da boligboblen brast, kom det som en stor overraskelse. Et af problemerne er, at de nødig taler om usikkerhed i beregningerne. Forudsigelser handler om sandsynlighed og dermed usikkerhed. Økonomerne regnede med, at nationalproduktet steg 2,4 procent i 2008, men det faldt 3,3 procent. De mente, at der var 3 procent risiko for, at økonomien blev værre, men det var, hvad der skete. De tager fejl hver anden gang, så man kan ligeså godt kaste en mønt.

Eksperter er generelt meget dårlige til at forudsige. Det gælder sundhed, politik, økonomi og psykologi. Vi ser dem tone frem på tv-skærmen stort set hver dag med forudsigelser om svineinfluenza, regeringer, boligpriser, og det lader ikke til at påvirke deres selvtillid, at de tager så meget fejl.

Bogen gennemgår forudsigelser på en række felter og forklarer, hvorfor det går så galt, som det gør. Vi har mere data end nogen sinde at basere analyser på, og man skulle tro, at det gav bedre forudsigelser, men Nate Silver mener det modsatte. Den voksende informationsmængde øger antallet af hypoteser og gør det sværere at se meningsfulde relationer mellem datasæt. De øgede datamængder giver nok flere brugbare informationer, men det giver også meget mere støj, og forholdet mellem signal og støj bliver værre.

Baseball og poker fylder meget i bogen – for meget efter min smag, men det er der, Nate Silver har dyrket sandsynlighedsberegning og forfinet sine metoder, så det har vel sin plads. Han introducerer basale begreber – Bayers teorem, ukendte ukendte, falske positive, årsag og virkning – og eksempler på, hvordan man bruger dem i praksis.

Bogen efterlader læseren med stor skepsis overfor analytikere af alle slags og en del redskaber til selv at blive bedre.

Køb The Signal and the Noise: Why So Many Predictions Fail-but Some Don’t:

• Saxo: Indbundet;
• Adlibris: Indbundet;
• Amazon: Kindle.

Se også: Anmeldelse: The Data Journalism Handbook.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment