Årsagen til lukningen af web-udgaven er færre bevillinger. Der var kun råd til at holde den ene udgave i luften, og så valgte man den trykte. Det synes jeg er klogt, men jeg synes, de skulle erstatte webudgaven med en email-udgave og en RSS-udgave, der aggregeres til Facebook og Twitter.

Så kan læserne modtage informationen i den form, de ønsker, og de kan diskutere artiklerne på Facebook og Twitter.

Det er fint at droppe web, som er dårligt til at distribuere information, men fasthold digital distribution gennem kanaler, der er egnede til det. Det koster ikke noget.

Det fik mig til at tænke på Steve Rubel: The Next Great Media Company Won’t Have a Web Site.

CBS kan gå foran. I stedet for at se de manglende bevillinger som en begrænsning, kan de se det som en udfordring og måske få et bedre produkt.

Se også:

• Universitetsavisen dropper papiret – det var på tide;
• 10 tips til tidsskrifter, der går fra papir til online.

Via CBS Bibliotek: Man kan ikke pakke fisk ind i webaviser – de lugter sådan.

Men hvorfor ikke nedlægge begrebet? Hvad er det, der kommunikeres internt, som offentligheden ikke må høre?

Der er selvfølgelig produktudvikling, som konkurrenterne ikke må få færden af, og der er uden tvivl mange andre ting, men det er ikke det, vi forstår ved intern kommunikation. Vi mener som regel generel kommunikation oppefra og ned i en hierakisk organisation.

Men hvorfor skal en direktør have en intern blog på intranettet. Hvorfor er den ikke offentlig? Han vil alligevel ikke skrive noget kontroversielt (gid han gjorde), så lad dog alle få indblik i hans tanker om virksomheden, dens værdier og forhold til kunder og personale.

Og hvorfor skal man have et internt socialt netværk. Opret dog en gruppe på Facebook og lad alle se, hvad man taler om i virksomheden. Det kaldes åbenhed, og det er meget moderne.

Det kan godt være, at nogle medarbejdere brokker sig over et eller andet eller mener, at et af virksomhedens produkter måske ikke lever helt op til kvalitetskravene. Men måske er det godt at tage den debat i åbenhed.

Al ekstern kommunikation også er intern. Når virksomheden producerer en tv-reklame, kan den være sikker på, at virksomhedens egne medarbejdere er de mest opmærksomme seere. Det samme gælder annoncer i avisen eller interviews med direktøren. Medarbejderne er formodentlig mere opmærksomme på den eksterne kommunikation end den interne, så hvorfor ikke gøre det hele eksternt. Hvis direktøren blogger eksternt, vil han nok få flere læsere internt, end hvis han blogger internt.

Åbenhed er også rigtig godt til at tiltrække nye medarbejdere. Det er jo ikke bare virksomheder, der tjekker potentielle medarbejdere på nettet, det er også omvendt. Potentielle medarbejdere tjekker også virksomhederne, inden de søger et job. Jeg ville være mere tilbøjelig til at søge et job i en virksomhed med stor åbenhed. En gruppe på Facebook for personalet ville bestemt trække op.

Er jeg helt galt på den? Jeg skal tale på det seminar, jeg linkede til øverst i indlægget, og det er måske lidt provokerende at tale for at nedlægge intern kommunikation på et seminar om intern kommunikation. Men det er også lidt fristende.

Se også: Sådan taler man om noget, man ikke har forstand på

Foto: skatoolaki.

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

I en pressemeddelelse skriver SNL, at forlagene bag, Gyldendal og Aschehoug, i de senere år har sat ligeså mange penge til ved at drive SNL på nettet, som de har tjent på papirudgaven i de foregående 20 år.

De foreslår, at staten overtager driften, men den norske kulturminister, Anniken Huitfeldt, afviser den model og Gir norsk nettleksikon dødsdom.

I et tillæg til pressemeddelelsen argumenterer SNL for vigtigheden af et nationalt leksikon.

Argumenterne sammenligner det autoriserede leksikon, skrevet af fagfolk, med alternativeet, Wikipedia, hvor alle kan skrive.

Argumenterne viser, at SNL tror, at Wikipedia er konkurrenten. Det er ikke tilfældet. Konkurrenten er hele internet. Det nye nationale leksikon – i Norge og alle andre steder – er Google og andre søgemaskiner. Når vi ofte ender på Wikipedia, er det, fordi Wikipedia altid er godt placeret på Google, ikke fordi vi foretrækker Wikipedia.

SNL mener, at det norske folk har brug for en autorisieret udlægning af virkeligheden, men den tankegang hører en svunden tid til. Hvad vi har brug for, er meget bedre færdigheder i kildekritik.

Vi skal lære at forholde os kritisk til alle kilder, og det gør vi ikke ved at blive henvist til en autoriseret kilde. Det vil blot sløve vore sanser.

Det er først og fremmest en opgave for undervisningssystemet. Derfor: Skoler skal ikke udlevere bøger men udvikle elevernes kildekritik.

Se også:

• Leksikon nej tak. Man skal sprede viden, ikke samle den – det ordner søgemaskinerne;
• Norsk nationalleksikon må lukke. Hvad med det danske?

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

Men jeg bliver nok fan af Tru Spot, Afrikas største musikplatform.

Det er svedige rytmer. Musikere kan uploade deres numre som MP3 eller video, og man kan stemme musik op og ned og møde andre, man deler musiksmag med.

Tru Spot er basal social networking med et klart fokus og tilsyneladende temmelig populært på det afrikanske kontinent. Mon ikke TruSpot også kunne blive populært i andre verdensdele?

Det er ikke synderlig originalt set fra et teknisk synspunkt, men det er solidt udført, og det er ofte det vigtige.

Via Techmasai: Tru Spot Is One Of Africa’s Largest Music Platforms. They Are A Success Using Any Criteria You Could Choose.

Foto: Juluka.

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

I den slags situationer er det altid godt at inddrage tilhørerne og gøre brug af den kollektive viden, som stort set altid er større end min, og hvis jeg kan frigøre den, bliver alle klogere.

Så det var med stor fornøjelse jeg i dag læste Jeff Jarvis: TEDxNYed: This is bullshit.

Dette er kolort siger han om situationen, hvor han forelæser for et publikum. Hvad minder det om, spørger han. Skoleklassen og hele undervisningssystemet, der er opbygget i industrisamfundet til at producere enstænkende studerende og overbevise dem om, at der kun er et rigtigt svar.

Et af problemerne med foredraget – og undervisningen – er, at det tager udgangspunkt i resultatet. Foredragsholderen har på forhånd besluttet, hvad tilhørerne skal have ud af seancen. Resultatet er givet.

I stedet bør foredragsholderen tage udgangspunkt i problemet og med den kollektive viden nå et eller flere mulige svar.

Som foredragsholder skal jeg ikke komme med svarene. Jeg skal stille de rigtige spørgsmål og frigive den kollektive viden.

Det virker på internet. De bedste indlæg på denne blog er dem med de mest indsigtsfulde kommentarer, og det samlede resultat – blogindlæg plus kommentarer – er altid bedre end blogindlægget alene.

Det virker også i auditoriet og skoleklassen.

Se også: Skoler skal ikke udlevere bøger men udvikle elevernes kildekritik.

Foto: clagnut.

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

1984 Apple’s Macintosh Commercial.

I dag kan man vel konstatere, at computerne – og især det kaotiske, anarkistiske internet – har tjent folket ganske godt. BBC dækker emnet i Superpower og det er meget sjovt at se promoen i forlængelse af Apples gamle reklamefilm:

Superpower Promo – Exploring the Extraordinary Power of the Internet – BBC.

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

Samfundet har ikke brug for aviser. Vi har brug for journalistik. “I vil savne os, når vi er borte!” har aldrig været meget af en forretningsmodel.

Når vi flytter vores opmærksomhed fra at “redde aviser” til at “redde samfundet”, skifter det væsentlige fra at “bevare de nuværende institutioner” til at “gøre det, der virker”. Og hvad der virker i dag er ikke det samme som det, der plejede at virke.

Dette indlæg er min oversættelse af Clay Shirkys Newspapers and Thinking the Unthinkable og gengivet her med forfatterens tilladelse.

Det er efter min mening den mest klarsynede analyse af mediernes situation og et indlæg, jeg ofte citerer – med eller uden kildeangivelse – så nu mente jeg, at det var på tide med en dansk oversættelse. Jeg kan ikke tænke mig et bedre tidspunkt end op til forhandlingerne om det kommende medieforlig.

Clay Shirky er forfatter, foredragsholder og underviser ved universitet i New York. Han har udgivet seks bøger, primært om de sociale og økonomiske konsekvenser af internet. Hans seneste bog er Here Comes Everybody: The Power of Organizing Without Organizations.

Tilbage i 1993 begyndte den amerikanske aviskæde Knight-Ridder at efterforske pirateri af Dave Barrys populære klumme, som blev bragt i avisen Miami Herald og syndikeret bredt. Under arbejdet med at opspore kilderne til uautoriseret distribution fandt de mange ting, herunder kopiering af hans klumme til alt.fan.dave_barry på Usenet, en 2000-personer stor nyhedsgruppe med blandt andet piratkopieret materiale, og en teenager i midtvesten som selv foretog nogle af kopieringerne, fordi han elskede Barrys arbejde så højt, at han ønskede, at alle skulle have mulighed for at læse det.

Et af de mennesker, jeg hang ud med online dengang, var Gordy Thompson, der forvaltede internettjenester på New York Times. Jeg husker Thompson sige noget i retning af “når en 14-årig knægt kan ødelægge din virksomhed i sin fritid, ikke fordi han hader dig, men fordi han elsker dig, så du har et problem.” Jeg tænker meget på den samtale i disse dage.

Det problem, aviser står overfor, er ikke, at de ikke ser internettet komme. De ikke blot så det i miles afstand, de regnede på et tidligt tidspunkt ud, at de havde brug for en plan til at håndtere det, og i begyndelsen af 90′erne kom de ikke bare med en plan, men flere. Den ene var at samarbejde med virksomheder som America Online, en hurtigt voksende abonnementstjeneste, der var mindre kaotisk end det åbne internet. En anden plan var at oplyse offentligheden om den adfærd, der kræves af dem ifølge lov om ophavsret. Nye betalingsmodeller som mikrobetalinger blev foreslået. Alternativt kunne de forsøge at få de avancer, radio og TV nyder godt af, hvis de blev rent annoncefinansierede. Endnu en plan var at overbevise højteknologiske virksomheder om at gøre deres hardware og software mindre egnet til at dele informationer eller at samarbejde med de virksomheder, der driver datanetværk, for at nå det samme mål. Så var der den nukleare mulighed: at sagsøge alle, der krænkede ophavsretten, og bruge dem som afskrækkende eksempler.

Da disse tanker blev formuleret, opstod der en intens debat om fordelene ved forskellige scenarier. Ville DRM eller betalingsmure fungere bedst? Skal vi ikke prøve en gulerod-og-pisk tilgang med uddannelse og retsforfølgning? Og så videre. I hele denne diskussion var der et scenario, der bredt blev betragtet som utænkeligt, et scenario, som ikke fik megen diskussion i landets redaktionslokaler, af en indlysende grund.

Det utænkelige scenarie udfoldede sig nogenlunde således: Evnen til at dele indhold ville ikke blive mindre, den vil blive større. Betalingsmure ville være upopulært. Digital reklame vil reducere ineffektivitet og dermed overskud. Modvilje mod mikrobetalinger ville forhindre udbredelse. Folk ville ikke lade sig uddanne til at handle mod deres egne ønsker. Gamle vaner hos annoncører og læsere kunne ikke overføres til nettet. Selv glubske retssager ville være utilstrækkelige til at begrænse massive, vedvarende lovovertrædelser. Hardware- og softwareleverandører ville ikke betragte rettighedshavere som allierede, de ville heller ikke betragte kunder som fjender. DRMs krav om, at hackeren får lov til at afkode indholdet ville være en uovervindelig svaghed. Og, ifølge Thompson, at sagsøge folk, der elsker noget så meget, at de ønsker at dele det, ville gøre dem rasende.

Revolutioner skaber et underligt omvendt perspektiv. I almindelige tider anses folk, som ikke gør andet end at beskrive verden omkring dem, som pragmatikere, mens de, der forestiller sig en fantastisk alternativ fremtid, ses som radikale. De sidste par årtier har dog ikke været almindelige. På aviserne var pragmatikere dem, der bare kiggede ud af vinduet og så, at den virkelige verden i stigende grad lignede det utænkelige scenarie. Disse mennesker blev behandlet, som om de var gale. Imens folk med visioner om populære betalingsmure og entusiastisk accept af mikrobetaling, visioner der ikke var understøttet af virkeligheden, blev betragtet ikke som charlataner, men frelsere.

Når virkeligheden får mærkatet utænkeligt, skaber det en form for sygdom i en branche. Lederskab bliver trosbaseret, mens medarbejdere, der har den dristighed at antyde, at hvad der ser ud til at ske faktisk sker, bliver jaget ind i udviklingsafdelinger, hvor de over en bred kam kan ignoreres. Denne tilsidesættelse af realisterne til fordel for fabuleringerne har forskellige virkninger i forskellige brancher på forskellige tidspunkter. En af virkningerne på aviser er, at mange af deres mest lidenskabelige forkæmpere ikke er i stand til, selv nu, at planlægge til en verden, hvor branchen de kender, er ved at forsvinde.

* * *

Det mærkelige ved de forskellige planer, der blev udklækket i 90′erne er, at de grundlæggende alle var den samme plan: “Sådan vil vi bevare de gamle organisationsformer i en verden af billige perfekte kopier!” Detaljerne varierede, men den centrale antagelse bag alle de forestillede resultater (bortset fra den utænkelige), var, at avisens organisatoriske form, som en generel platform til offentliggørelse af nyheder og holdninger, var grundlæggende sund og kun havde brug for en digital ansigtsløftning. Som et resultat heraf har samtalen udartet sig til en entusiastisk griben efter halmstrå fulgt af skeptiske reaktioner.

“The Wall Street Journal har en betalingsmur, så vi kan også!” (Finansielle oplysninger er en af de få former for oplysninger, modtagerne ikke ønsker at dele). “Mikrobetalinger virker for iTunes, så de vil virke for os!” (mikrobetalinger virker kun, hvis tjenesteudbyderen kan undgå konkurrencedygtige forretningsmodeller). “The New York Times, bør tage penge for indhold!” (De har forsøgt, med Qpass og senere TimesSelect). “Cook’s Illustrated og Consumer Reports klarer sig fint på abonnementer! ” (Disse publikationer giver afkald på annonceindtægter, brugerne betaler ikke kun for indhold, men for unimpeachability). “Vi vil danne et kartel!” (… og give en konkurrencemæssig fordel til alle annoncefinansierede medier i verden).

Rundt og rundt kører det, og de mennesker, der har sat sig for at redde aviserne, kræver at vide: “Hvis den gamle model er i stykker, hvad vil så fungere i stedet?”, Hvortil svaret er: Ingenting. Intet vil fungere. Der er ingen generel model for aviser som erstatning for den, internet netop har nedbrudt.

Med den gamle økonomi ødelagt skal organisationsformer, perfektioneret til industriel produktion, erstattes med strukturer, optimeret til digitale data. Det giver stadig mindre mening at tale om en udgivelsessbranche, fordi det centrale problem udgivelse løser – det utroligt svære, komplekse og omkostningstunge ved at stille information til rådighed for offentligheden – ikke længere er et problem.

* * *

Elizabeth Eisensteins afhandling om Gutenbergs opfindelse, trykpressen som en forandringsagent, åbner med et resume af hendes forskning af trykpressens tidlige historie. Hun kunne finde mange beskrivelser af livet i begyndelsen af 1400-tallet, æraen inden Movable Type. De fleste mennesker var analfabeter, den katolske kirke var den pan-europæiske politiske kraft, Messen foregik på latin, og den mest almindelige bog var Bibelen. Hun var også i stand til at finde endeløse beskrivelser af livet i slutningen af 1500-tallet, efter Gutenbergs opfindelse var begyndt at sprede sig. Analfabetismen var i tilbagegang, og der udkom flere bøger skrevet i moderne sprog, Kopernikus havde udgivet sit skelsættende arbejde om astronomi, og Martin Luthers brug af pressen til at reformere kirken rystede både den religiøse og politiske stabilitet.

Hvad Eisenstein fokuserede på, var dog, hvor mange historikere der ignorerede overgangen fra den ene tidsalder til den anden. At beskrive verden før og efter udbredelsen af trykte bøger var barnemad; disse datoer var i sikker afstand fra omvæltningerne. Men hvad skete der i 1500? Den svære spørgsmål Eisensteins bog stiller “Hvordan gik vi fra verden før trykpressen til verden efter? Hvordan var revolutionen?”

Kaotisk, viste det sig. Bibelen blev oversat til lokale sprog, var dette en pædagogisk velsignelse eller djævelens værk? Der kom erotiske romaner, hvilket rejste samme spørgsmål. Kopier af Aristoteles og Galen cirkulerede bredt, men det direkte møde med de relevante tekster viste, at de to kilder stødte sammen og ødelagde troen på antikken. Når noget nyt udbredes, synes gamle institutioner trætte, mens nye synes utroværdige, og som følge deraf vidste folk næsten bogstaveligt ikke, hvad de skulle tro. Hvis du ikke kan stole på Aristoteles, hvem kan du så stole på?

Under den dramatiske overgang til tryk, blev eksperimenter først i bakspejlet afsløret som vendepunkter. Aldus Manutius, den venetianske bogtrykker, opfandt det mindre format octavo sammen med kursiv. Hvad der virkede som en mindre ændring – at tage en bog og gøre den mindre – var i bakspejlet en vigtig nyskabelse i demokratiseringen af det trykte ord. Når bøger blev billigere, mere transportable, og derfor mere attraktive, udvidede de markedet for alle udgivere, hvilket øgede værdien af læsefærdigheder yderligere.

Sådan er rigtige revolutioner. De gamle ting bliver nedbrudt hurtigere, end de nye ting erstatter dem. Betydningen af et givet eksperiment viser sig imidlertid ikke med det samme, store ændringer sker langsomt, små ændringer hurtigt. Selv de revolutionære kan ikke forudsige, hvad der vil ske. Aftaler på alle sider om, at centrale institutioner skal beskyttes, bliver tømt for indhold af de samme folk, som indgår aftalerne. (Luther og kirken insisterede begge i årevis på, at uanset hvad der ellers skete, var der ingen, der talte om et skisma). Når gamle sociale mønstre bliver forstyrret, kan de hverken rettes op eller udskiftes hurtigt, da enhver sådan handel tager årtier at gennemføre.

Og i dag. Når nogen ønsker at vide, hvordan vi vil erstatte aviser, kræver de i virkeligheden at få at vide, at vi ikke gennemlever en revolution. De kræver at få at vide, at gamle systemer ikke vil bryde sammen før nye systemer er på plads. De kræver at få at vide, at gamle sociale mønstre ikke er i fare, at centrale institutioner vil blive skånet, at nye metoder til at sprede oplysninger vil forbedre tidligere praksis, snarere end udskifte dem. De kræver at blive løjet for.

Der er færre og færre mennesker, der på overbevisende måde kan fortælle sådan en løgn.

* * *

Hvis du vil vide, hvorfor aviser har disse problemer, er det mest iøjnefaldende faktum dette: Trykpresser er fantastisk dyre at etablere og drive. Denne økonomi, almindelig siden Gutenberg, begrænser konkurrencen og skaber samtidig positive afkast for trykpressens ejer, et lykkeligt par af økonomiske virkninger, der lever af hinanden. I en fiktiv by med to perfekt afbalancerede aviser, vil en avis i sidste ende skabe nogle små fordele – et god historie, et vigtigt interview – som på et tidspunkt får både annoncører og læsere til at foretrække den, bare en smule. Denne avis vil så lettere fange den næste reklamekrone til lavere omkostninger end konkurrenten. Dette vil øge avisens dominans, hvilket yderligere vil gøre fordelene større, gentag omkvædet. Slutresultatet er enten geografisk eller demografisk segmentering blandt aviser, eller at en avis får monopol på det lokale publikum.

I lang tid, faktisk længere end nogen i avisbranchen har levet, er print-journalistik blevet blandet af denne økonomi. Trykomkostningerne har skabt et miljø, hvor Wal-Mart var villig til at yde tilskud til korrespondenten i Bagdad. Det var ikke på grund af en dyb sammenhæng mellem reklame og journalistik, det var heller ikke en reel vilje hos Wal-Mart om at lade deres markedsføringsbudget gå til internationale korrespondenter. Det var bare et tilfælde. Annoncører havde ikke meget andet valg end at lade deres penge bruge på den måde, da de ikke rigtig har andre steder at vise annoncer.

De gamle vanskeligheder og omkostninger ved trykning tvang alle til tilsvarende sæt af organisatoriske modeller, det var denne lighed, der fik os til at opfatte Daily Racing Form og L’Osservatore Romano som værende i samme branche. At forholdet mellem annoncører, udgivere og journalister er blevet ratificeret af et århundrede med den kulturelle praksis, gør det ikke mindre tilfældigt.

De konkurrencebegrænsende virkninger af trykomkostninger blev ødelagt af internettet, hvor alle betaler for infrastruktur, som alle så kan bruge. Og da Wal-Mart, og den lokale Maytagforhandler, og advokatfirmaet der vil ansætte en sekretær, og knægten nede ad gaden, der vil sælge sin cykel, var i stand til at benytte denne infrastruktur til at komme ud af deres gamle afhængighed af udgiveren, gjorde de det. De havde alligevel aldrig rigtig tilmeldt sig finansieringen af korrespondenten i Bagdad.

* * *

Trykte medier udfører en stor del af samfundets tunge journalistiske løft, fra at dække området – finde alle sider af en stor historie – til den daglige trummerum med at deltage i byrådets møder, hvis der mod forventning skulle ske noget. Denne dækning skaber fordele, selv for folk, som ikke læser aviser, fordi arbejdet i trykte medier bruges af alle lige fra politikere til advokater til radioværter til bloggere. Avisfolk konstaterer ofte, at aviser gavner samfundet som helhed. Det er sandt, men irrelevant for det aktuelle problem, “I vil savne os, når vi er borte!” har aldrig været meget af en forretningsmodel. Så hvem dækker alle nyhederne, hvis en væsentlig del af de nuværende journalister mister deres job?

Jeg ved det ikke. Ingen ved det. Vi lever kollektivt i 1500, hvor det er nemmere at se, hvad der er nedbrudt, end hvad der vil erstatte det. Internettet fylder 40 dette efterår. Adgang for den brede offentlighed er mindre end halvt så gammelt. Brug af web som en normal del af livet for et flertal af den udviklede verden er igen mindre end halvt så gammelt. Vi er lige begyndt. Selv de revolutionære kan ikke forudsige, hvad der vil ske.

Forestil dig, i 1996, at bede en net-kyndig sjæl forklare Craigslists potentiale, på daværende tidspunkt et år gammel og endnu ikke indarbejdet. Det svar, du næsten helt sikkert ville få, ville være en ekstrapolering: “Postlister kan blive stærke redskaber”, “sociale virkninger blandes med digitale net”, blah blah blah. Hvad ingen ville have fortalt dig, kunne have fortalt dig, var, hvad der virkelig skete: Craiglist blev et kritisk stykke infrastruktur. Ikke tanken om Craigslist eller forretningsmodellen eller endog softwaren. Craigslist selv spredes til at dække hundredvis af byer og er blevet en del af den offentlige bevidsthed om, hvad der nu er muligt. Eksperimenter viser sig først i bakspejlet at være vendepunkter.

I Craigslist gradvise overgang fra “interessant, ihvertfald lidt” til “væsentlig og transformativ”, er der ét muligt svar på spørgsmålet “Hvis den gamle model er i stykker, hvad vil fungere i stedet?” Svaret er: Intet vil fungere, men alt kan. Nu er det tid til eksperimenter, masser og masser af eksperimenter, som hver især vil virke små ved lanceringen, som Craigslist gjorde, som Wikipedia gjorde, som octavo gjorde.

Journalistik har altid været subsidieret. Nogle gange har det været Wal-Mart og knægten med cyklen. Nogle gange har det været Richard Mellon Scaife. I stigende grad, er det dig og mig, som donerer vores tid. Listen over modeller, der helt klart fungerer i dag, kan ligesom Consumer Reports og NPR, ligesom ProPublica og WikiLeaks, ikke udvides til generelle regler, og det er der intet, der kan.

Samfundet har ikke brug for aviser. Vi har brug for journalistik. I et århundrede har kravene til at styrke journalistik og styrke aviser været så tæt forbundne, at de ikke kunne skelnes. Det har været et tilfælde, men når dette tilfælde stopper, som det gør for øjnene af os, får vi brug for masser af andre måder til at styrke journalistik i stedet.

Når vi flytter vores opmærksomhed fra at “redde aviser” til at “redde samfundet”, skifter det væsentlige fra at “bevare de nuværende institutioner” til at “gøre det, der virker”. Og hvad der virker i dag er ikke det samme som det, der plejede at virke.

Vi ved ikke, hvem nutidens Aldus Manutius er. Det kunne være Craig Newmark, eller Caterina Fake. Det kunne være Martin Nisenholtz, eller Emily Bell. Det kunne være en 19-årig knægt kun få af os har hørt om, der arbejder på noget, vi ikke vil anerkende som afgørende før om ti år. Ethvert forsøg, skabt til at opbygge nye modeller for journalistik, vil dog være bedre end at gemme sig for virkeligheden, især i et år, hvor den utænkelige fremtid allerede er fortid for mange aviser.

I de næste årtier vil journalistik bestå af overlappende særlige tilfælde. Mange af disse modeller vil basere sig på amatører som forskere og forfattere. Mange af disse modeller vil basere sig på sponsorering eller tilskud eller i form af donationer i stedet for indtægter. Mange af disse modeller vil basere sig på overgearede 14-årige, der distribuerer resultaterne. Mange af disse modeller vil mislykkes. Intet eksperiment vil erstatte, hvad vi mister nu med afskaffelsen af nyheder på papir, men over tid kan summen af nye eksperimenter, der fungerer, give os den journalistik, vi har brug for.

Se også:

• 3 nye formater for journalistik;
• Her er fremtidens nyheder;
• Medierne har brug for et produkt, ikke en forretningsmodel.

Køb Here Comes Everybody hos Saxo.

Foto: dsearls.

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

Julemærket hører julen til, og det var en rigtig god ide med et julemærke til e-mails, som Julemærkefonden indførte i 2001. De har desværre ikke forstået, at der er sket meget siden. Nu er de vist lidt desperate og tror, at de skal produktudvikle ved at udvide julen, ikke deres produkt – julemærket.

Julemærkefonden har sendt mig en e-mail, hvor de tilbyder mig at sætte e-julemærker på mine e-mails hele året. Det har jeg overhovedet ikke lyst til. Jeg vil gerne støtte julemærket på alle mulige måder – op til jul.

Jeg er en stor tilhænger af produktudvikling og havde da et par ideer tilbage i 2007: E-julemærket: En succes med nye udfordringer. Og i 2008: Hvorfor er E-julemærket ikke på Facebook?. Og i 2009: E-julemærket 2009 – Ikke længere nok med e-mail og e-postkort.

Mine ideer var måske ikke gode. Det kan jeg leve med. Men at Julemærkefondens bud på produktudvikling er at holde jul hele året, det kan jeg ikke leve med.

I 2010 vil jeg ikke støtte Julemærkefonden. Undskyld, børn.

Foto: {Guerrilla Futures | Jason Tester}

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

De forudser – og anbefaler – at flere virksomheder vil formulere en sådan politik.

Inden du gør det, bør du måske lige overveje, om det er nødvendigt. En politik for medarbejdernes brug af sociale netværk er en løsning, der leder efter et problem, mener forlagsdirektøren Michael Hyatt: Five reasons why your company doesn’t need a social media policy.

Han giver 5 grunde til ikke af have en politik på området:

1. Du kan have tillid til dine medarbejdere;
2. Sociale medier er bare endnu en kommunikationsform;
3. Flere regler gør bare din virksomhed mere bureaukratisk;
4. Formelle regler fratager folk lysten til at deltage;
5. Du har formodentlig allerede regler for upassende opførsel.

Han uddyber hvert punkt i sit indlæg, og hvis du insisterer på at have en politik, foreslår han følgende ordlyd:

Brug de sociale netværk du ønsker, og gør det bare i arbejdstiden. Brug din sunde fornuft og husk, at hvis du benytter virksomhedens navn, så opfør dig på en måde, der passer til virksomhedens værdier. Det er i vores fælles interesse.

Rapporten fra Manpower sammenfatter svar fra 34.000 arbejdsgivere i 35 lande. 20 procent af de adspurgte har en politik for medarbejdernes brug af sociale netværk (11 procent for europæiske virksomheder), og disse blev spurgt, hvor deres politik havde været mest effektiv, hvortil de svarede, at den først og fremmest havde forhindret produktivitetstab.

Arbejdsgiverne er altså bange for, at medarbejderne sløser tiden væk med at opdatere deres profil på Facebook og mener, at en politik på området forhindrer dette, hvad de næppe kan dokumentere.

Det minder om bekymringen i sidste halvdel af 90erne, hvor web bredte sig. Arbejdsgiverne var bange for, at medarbejderne surfede rundt på nettet i stedet for at arbejde og opstillede alle mulige regler. Hvor mange af disse regler gælder stadig?

Manpower beder også arbejdsgiverne vælge to områder, hvor sociale netværk kan være en fordel i fremtiden. De tre mest almindelige svar fra europæiske virksomheder er:

• Fostering collaboration and communication
• Building your brand
• Continuing professional developement of employees

De svar hænger ikke særlig godt sammen med restriktive regler.

Endelig spørger Manpower, om virksomhedens omdømme nogen sinde er blevet negativt påvirket som følge af medarbejdernes brug af sociale netværk.

Hertil svarer stort set alle nej, og så kan man jo spørge, om det er nødvendigt med en politik på området.

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

Lærerstanden har en udbredt modvilje mod Wikipedia, Google Translate og andre websteder, hvor elever kan finde information eller løsninger til deres opgaver.

Lærerne mener, at eleverne skal benytte det undervisningsmateriale, der bliver udleveret. Det er nemlig pålideligt, mens fanden har skabt disse tvivlsomme tjenester på nettet.

De burde revidere den opfattelse, for sådan er virkeligheden ikke. Når eleverne kommer ud af skolen og får et job, bliver der ikke udleveret bøger eller andet materiale. Henne i virkeligheden får man en opgave, så må man selv finde den nødvendige information.

Da jeg gik på studenterkursus, havde jeg store problemer med matematik. Jeg forstod ikke et ord eller en ligning i den udleverede bog, og undervisningen gik hen over hovedet på mig. Jeg gik på sproglig linje, så niveauet i matematik var ikke højt, og faget interesserede mig ikke. Jeg købte en matematikbog for folkeskolens 8-9. klasse, og så forstod jeg pludselig det hele. Flere af mine medstuderende mente, at jeg snød, fordi jeg ikke brugte den udleverede bog, men jeg fik 9 i årskarakter (og kom heldigvis ikke til eksamen i faget), og det havde jeg aldrig fået uden den bog, jeg selv anskaffede.

Jeg mente, at mine medstuderende snød sig selv, men jeg mente først og fremmest, at skolen svigtede mig ved at tage udgangspunkt i en bog og ikke mit behov og niveau. Jeg klarede mig bedre på gymnasieniveau med en bog på folkeskoleniveau, men det skulle jeg selv finde ud af.

Alle elever skal lære at finde det materiale, der passer bedst til dem. Skoler skal ikke udlevere noget materiale og forbyde noget andet. De skal hjælpe eleverne med at hjælpe sig selv.

Man stimulerer ikke kildekritik ved at udlevere autoriseret undervisningsmateriale og forbyde andet, og kildekritik er noget af det vigtigste i en tid, hvor kilderne er legio.

Giv eleverne en e-læser og få forlagene til at udgive alle undervisningsbøger som e-bøger. Lad eleverne bruge, hvad de finder bedst hos autoriserede forlag eller hvorsomhelst på nettet. De skal ikke have en bog, de skal udvikle en effektiv lortedetektor.

Se også Elever snyder med Google Translate. Forbud er ikke vejen – undervis i korrekt brug.

Foto: storebukkebruse.

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

Det er ikke snyd at bruge ny teknologi, men det er dårlige lærere, der ikke underviser i at bruge den rigtigt. Hvis en elev kun bruger maskinoversættelse til hjemmearbejdet og tror, oversættelsen er korrekt, har læreren svigtet eleven.

Lærernes reaktion er at forbyde Google Translate. Det er dumt. Det er ikke Google, der er noget galt med, det er undervisningen.

Google Translate bør være en del af sprogundervisningen, og det kan gøres på mange kreative måder.

Her er et par forslag:

• Oversæt en tekst med Google Translate og bed eleverne rette den;
• Bed eleverne analysere oversættelserne for at finde Googles styrker og svagheder;
• Oversæt fra et sprog til et andet og derefter tilbage. Det er sjovt.

De kalder vejen The iWay. Hvor fører den mon hen?

Se også HTML 5 knuser mediernes drøm.

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

Drømmen knytter sig til Apple iPad og lignende dimser, hvor man kan noget, der ikke umiddelbart er muligt på web. Der har i de senere måneder været flere bud på anvendelsen af disse muligheder. Her er et fra tidsskriftet Wired og it-firmaet Adobe:

Wired Magazine Goes Digital.

Tidligere har Sports Illustrated Tablet Demo og Bonnier Mag+ vist noget lignende.

Det ser jo smart ud, og mediernes håb er, at det er så smart, at vi vil betale for det. Med til konceptet hører, at vi skal downloade disse tidsskrifter – eller hvad det er – som applikationer. En applikation er det tætteste man kommer på et fysisk produkt, og mediernes teori er, at vi vil betale for dette virtuelle fysiske produkt.

Applikationerne kan meget, man ikke umiddelbart kan på web.

På web vises siderne i browseren ved hjælp af opmærkningssproget HTML (Hypertext Markup Language), som er temmelig begrænset. For eksempel kan man ikke bruge den skrifttype, man har lyst til. Man skal vælge en, der er installereret på brugerens computer og er dermed begrænset til skrifttyper, der er installeret på alle computere.

Med årene er der kommet en række teknologier, som afhjælper nogle af begrænsningerne i HTML. De mest populære er CSS, JavaScript og Flash, der tjener forskellige formål og gør websider lidt smartere.

Det er dog så svært og tidskrævende at benytte disse teknologier, at det i praksis er umuligt at layoute hver enkelt side, som man gør i et trykt tidsskrift. Man layouter et par skabeloner og viser indholdet i dem. Derfor ser stort set alle sider på et websted ens ud.

Med applikationerne – og nogle effektive værktøjer til layout – er det nemmere at layoute sider individuelt, og så kan man få et tidsskrift, hvor hver side har sit eget udtryk, fuldstændig som i trykte tidsskrifter.

Dette vil vi betale for, mener medierne, især fordi vi skal downloade applikationen og dermed føler, at vi får noget for pengene.

Men den kommende version af opmærkningssproget HTML, version 5, overflødiggør applikationerne. Med HTML 5 kan man stort set det samme som med applikationerne, og så er applikationernes eksistensgrundlag væk.

Medierne bør tænke sig grundligt om, inden de kommer for godt i gang med at udvikle applikationer. Det er en midlertidig løsning. Snart kan alle sider på web layoutes individuelt og være ligeså lækre, som applikationerne.

Se også:

• Lisbeth Knudsen tror, iPad er et skridt tilbage og glæder sig til avisens genkomst;
• Medierne har brug for et produkt, ikke en forretningsmodel;
• Medierne melder sig ud af samfundet.

Foto: woodleywonderworks.

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

Modehusene er i vidt omfang selv begyndt at sende live på nettet fra deres shows, hvad der gør det svært for traditionelle medier og andre at være med. Man skal tilbyde noget andet eller mere.

Her er to eksempler på utraditionelle måder at rapportere hurtigt, effektivt og anderledes:

• Fashion Week Live er et forsøg på at dække den københavnske modeuge. 15 fotografer bestræber sig på at være, hvor det sker, og levere billeder hurtigst muligt. Resultatet er imponerende, og det går temmelig hurtigt. Det kan selvfølgelig gå endnu hurtigere, hvis fotografernes kameraer er på nettet, og fotografen kan uploade billeder direkte fra kameraet;
• Op til modeugen i New York har Vogue lanceret The Fashion Feed, som aggregerer moderelaterede nyheder fra hele web. Projektet skal leve videre efter modeugen og ambitionen er, at The Fashion Feed er stedet for nyheder om mode.

Det er to meget forskellige projekter, som har det til fælles, at de peger fremad. Det er veje som disse, nyhedsdækning vil tage.

Via @mathiasnyc og The Next Web: Style.com Launches Fashion Feed – Fashion News Just Got Real-Time and Social.

Foto: Fashion Week Live.

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

Det begyndte hos SidneyLise: Shopping til overpris, fortsatte her på dSeneste: Fashionministeriet er platugler, hvorefter det spredte sig til andre blogs og Twitter.

Der skal vist mere til at tvinge en sund, veldrevet virksomhed med en anstændig forretningsmoral i knæ.

Men det er da rigtigt, at bloggere kan holde virksomheder i ørerne. Det bedste eksempel er nok stadig historien om Dell Hell, hvor en blogger fik skabt så meget røre om pc-fabrikanten Dells kundeservice, at det vendte op og ned på virksomheden.

Altså, der er ingen grund til at være bange – hvis man ellers opfører sig ordentligt – men der er mange grunde til at holde øje med hvad bloggere, twittere og alle mulige andre siger om virksomheden. Her er et lynkursus: Sådan holder du øje med, hvad der bliver sagt om dig.

I øvrigt siger bloggere oftest pæne ting om virksomheder, hvad nogle virksomheder er meget skrappe til at benytte sig af. SidneyLise igen: Friis & Company tager os med (nitte)storm!

Se også Jacob Hages indlæg på Creunas blog: Metroxpress forholder sig ikke til de sociale medier.

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

Det er en god bog. Den præsenterer hver tjeneste med et eksempel fra det virkelige liv, hvorefter den gennemgår opsætning og anvendelse af tjenesten. Der er mange illustrative skærmbilleder, trin-for-trin-vejledninger og ikke så meget pjat.

Tjenesterne er:

• overskrift.dk;
• Google Reader;
• Google Dokumenter;
• Delicious;
• WordPress;
• YouTube;
• Bambuser;
• Google Maps;
• Facebook;
• Twitter.

Disse tjenester tjener vidt forskellige formål, og mange af dem ser ved første øjekast ikke ud til at tjene noget formål. Men de er alle rasende populære, og det er ikke uden grund. Alene derfor skal du kende dem.

Eksemplerne er primært fra danske medievirksomheder, som har benyttet disse tjenester med succes. Der er Berlingske Tidendes brug af Facebook: I lægens hænder. Der er Dorte Tofts brug af bloggen i sagen om IT Factory. Og der er otte andre, som er knap så kendte men ligeså gode.

Bogen er skrevet til brug på kurser hos Update, og jeg skal selv holde et par kurser, hvor den er pensum.

Som kursusholder er det sjældent morsomt at få kursusmateriale presset ned over hovedet, og jeg var lidt skeptisk, da jeg modtog den, men min skepsis var ubegrundet.

Bogen kan også bruges udenfor kursuslokalet. Du behøver ikke mig, mens du læser – omend det uden tvivl gør læseoplevelsen større. Bogen er for begyndere, og der er vist ikke en hurtigere og mere effektiv måde at blive introduceret til ovenstående tjenester.

Du bør anskaffe bogen, hvis du arbejder med journalistik eller kommunikation, ikke har benyttet ovenstående tjenester i dit arbejde og gerne vil beholde dit job.

Hvis du mener, du har tjek på disse tjenester og ikke har brug for bogen, så se dig omkring blandt dine kolleger. Er der en, som ikke har tjek på det, og som du gerne ser som kollega på denne tid næste år, så har du brug for bogen.

Og hvis du mener, jeg er en inhabil anmelder, fordi jeg er hyret af bogens udgivere, så har du måske ret. Det må du afgøre, men jeg vil stadig påstå, at du ikke finder en bedre lynguide til nogle af de vigtigste tjenester på nettet.

Bogen udkommer i løbet af februar og prisen bliver formodentlig omkring 150 – 170 kroner. Læs første kapitel her.

Journalistens digitale værktøjskasse
En praktisk guide til nye og sociale medier

Af Update og Seismonaut

ISBN 978-87-92241-37-5

Forlaget Ajour

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

Lisbeth Knudsen ser iPad som en slags tilbageskridt til de gode gamle avisdage. Hun vil udvikle en applikation til dimsen, hvor hun kan lukke sit indhold inde og verden ude. Her er et par citater fra ovenstående interview og mine kommentarer:

Det er et gennembrud for en ny, attraktiv måde at vise aviser på.

Det er ordene “vise aviser”, der får alarmen til at ringe. Det er ikke en avis, og det skal ikke vises. Nettet fungerer på en helt anden måde, og hvis Lisbeth Knudsen tror, at iPad er et skridt tilbage – og det tyder hendes udtalelser på – får hun sig vist en overraskelse.

Det bliver en blanding mellem den trykte avis og så indholdet på nettet.

Er det Berlingske Medias bud på produktudvikling? Oplagstallene for den trykte avis er i frit fald, og det går heller ikke for godt på nettet. Svaret på udfordringen er næppe at kombinere de to.

Vi nødt til i forhold til iPad at tage den beslutning fra start af, at vi kan ikke forære vores indhold bort. Vi skal ikke begå den samme fejltagelse, som skete med nettet.

Nå, så mediernes fejltagelse på nettet var, at de forærede deres indhold bort. Nej, tværtimod. Hvis medierne fra begyndelsen havde taget penge for produktet, var det gået dem som leksika, der blev løbet over ende af Wikipedia, som de nu er tvunget til at kopiere. Medierne har kun en rolle på nettet, fordi de forærer indhold bort.

Medierne har forsinket udvikling af nyhedsprodukter til nettet ved at forære indhold bort, men det har været til deres fordel.

Det er kun et spørgsmål om, at det bliver tilstrækkeligt unikt stof, der ligger i iPad-applikationen. Og at du via dit abonnement på iPad får adgang til nogle ting, du ikke har adgang til på nettet

Medievirksomhed har aldrig handlet om unikt stof, hvorfor skulle det pludselig blive afgørende?

Se også:

• Medierne har brug for et produkt, ikke en forretningsmodel;
• Medierne melder sig ud af samfundet;
• Begyndelsen til enden for nyheder på web;
• Her er fremtidens nyheder;
• Linkjournalistik i praksis;
• Sådan vil jeg have mine nyheder.

Foto: Apple.

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

I dag kørte jeg med s-tog – hvilket jeg ikke har noget imod, for der er gratis internet – og mit liv begyndte da også først at sutte, da jeg stod af. Det var på Nørreport.

Jeg steg af toget, mistede min internetforbindelse, og så kom virkeligheden. På perronen stod to togrevisorer. De var vist på vej ind i det tog, jeg netop var steget ud af, men så spottede de en lille, fordrukken og formodentlig hjemløs grønlænder stige ud af samme tog. De to togrevisorer antastede straks manden med kommandoen “kort eller billet”. Og der var ingen smiley.

Jeg ved ikke, om den lille, fordrukne og formodentlig hjemløse grønlænder havde kort eller billet, for jeg forlod perronen – men jeg tvivler.

Og jeg tænkte: hvorfor gør de det? Han skylder formodentlig DSB flere hundrede tusinde kroner i ubetalte bøder, som han aldrig vil betale. Og han vil aldrig købe en billet, for han kan få en øl for de samme penge.

DSB får intet ud af at overfalde den lille, fordrukne og formodentlig hjemløse grønlænder. Lad ham dog være. Han var helt uskadelig. Lad ham dog køre gratis med s-toget. Han kommer i det mindste ud i verden, hvad jeg helst ikke gør, for jeg vil nødig konfronteres med den virkelighed, DSB præsenterer mig for.

Og dog. Måske en tur til Grønland?

Foto: kaet44.

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

Når en virksomhed forsøger at sælge et produkt til 459 kroner, som kan købes for 52 kroner andetsteds, skal vi sige til. Det gjorde Isabel i dag: Shopping til overpris.

Det gør hun temmelig godt. Hun dokumenterer, at e-shoppen Fashionministeriet og dermed virksomheden bag, Mediawork, er platugler, men hun giver også virksomheden en chance ved først at sende en e-mail og bede om en forklaring.

Hun får ikke en forklaring – nok fordi der ikke er en god forklaring – og så blogger hun.

Isabel begår en enkelt fejl: hun skriver ikke virksomhedens navn i overskriften. Kloge forbrugere googler en virksomhed, inden de handler, og hvis Google afslører virksomheden som svindlere, handler de et andet sted. Derfor skal man altid skrive virksomhedens navn i overskriften.

I tilfældet Fashionministeriet behøver man dog ikke at google. Man kan bare se virksomhedens side Om os (siden er nu fjernet, dette er et link til den version, Google har gemt). Der står kun floskler. Der er ingen informationer om, hvem der står bag virksomheden, og man skal aldrig handle hos en virksomhed, hvor ledelsen ikke vil stå frem.

Der skal dog ikke en Sherlock Holmes til at finde ud af, at manden bag Fashionministeriet hedder Marcus Reinholdt Pedersen, og hvis han ikke passer på, kommer hans navn i overskrifterne.

Hvad med din virksomhed? Hvad vil I gøre, når I får en e-mail fra Isabel?

Og hvad med dit navn? Står der “svindler”, når man googler dig?

Se også: jks.dk er plattenslagere.

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.

Hvis du mener, at livet er for kort til fast food og færdigretter, bør du pege din rss-læser mod en håndfuld madbloggere, hvor du kan få inspiration til variation over det daglige energioptag.

Det undrer mig lidt, at madbloggerne ikke er blevet “opdaget”, som modebloggerne blev for et års tid siden, men måske kan TV2 bane vejen: ‘Hell’s Kitchen’ – nu i dansk udgave.

Hells Kitchen er et ulideligt tv-program, hvor kokken Gordon Ramsey som en parodi på en underofficer fra US Marines sviner håbefulde kokkeapiranter til og får alle sovse i miles omkreds til at skille. TV2 har tilsyneladende købt konceptet og hyret kokken Wassim Hallal til rollen som Gordon Ramsey.

Programmet skal bruge kokke, men der skal også være kompetente smagsdommere, og det er her, madbloggerne kommer ind i billedet: Søges: Madbloggere til at gæste det Danske Hells Kitchen.

De er uden tvivl kompetente – ihvertfald de madbloggere, jeg følger – men i dette program på TV2 vil de nok blive misbrugt. TV handler om dramaturgi, og der er ikke plads til nuancer.

Jeg vil dog tillade mig at spå, at 2010 bliver madbloggernes år. Det er i år, de bryder igennem. Programmet på TV2 er et tegn. Der har været andre tegn i de seneste måndeder, og nu sker det.

Her er mine favoritter:

• Bergholts blog;
• Familiemad;
• Foodfanatics weblog;
• God & Sund Mad – Kernesunde opskrifter;
• Grydeskeen;
• Hanne Ks verden;
• Jonas kogebog;
• Kokkekniven;
• Faster Philip;
• Milles mad;
• Newyorkerbyheart;
• Vibekes mad.

Der er uden tvivl flere gode madbloggere. Skriv en kommentar med et link til din yndlings.

Via Bergholts opskrifter: Madbloggere til Hell’s Kitchen.

Foto: TV2.

• Dette indlæg er fra dSeneste.dk.
• Abonner også på Dagens links med udvalgte artikler fra danske, svenske og norske medier og blogs.