Dette er et gæsteindlæg af Astrid Haug og en reaktion på min anmeldelse af Astrids bog “Sig du kan li’ mig”, hvor jeg savner et kapitel om virksomhedsblogs. Nedenstående er det kapitel, jeg efterlyser. Tak.

Danske virksomheder blogger – not

Bloggen er en gammel travhest, der stadig har mange gode år i sig. Men den er blevet overhalet indenom af nogle friske galopheste som Facebook, Twitter og Instagram. Da Twitter dukkede op, blev det omtalt som et mikroblogmedie, da man skriver korte indlæg, som vises på profilen med det nyeste indhold øverst. På samme måde er Facebook og Instagram også mikroblogs, og på den måde er vi alle ganske ubemærket blevet bloggere. Når jeg taler om blogs her, er det naturligvis ikke den slags blogs, jeg mener. Det er de længere indlæg på en hjemmeside.

Et af de største områder indenfor blogging i Danmark er modeblogs. Vi skrev en del om modeblogs i Lyt til elefanterne, og siden er området eksploderet. Der er kommet flere etablerede modeblog-fællesskaber, og flere modebloggere har skabt deres eget produkt, som Trines Wardrobe, mens andre samarbejder med etablerede brands om en ny kollektion, som fx hos Bianco. Indenfor politiske blog er der stadig ganske få egentlige blogs. Det er rykket over på mediernes hjemmesider og ikke mindst på Twitter, hvor #dkpol er det mest anvendte danske hashtag. De fleste virksomhedsblogs, som jeg har kendskab til, er indenfor IT og kommunikation. Her bruger en række virksomheder (Brandmovers, Bro Kommunikation, socialemedier.dk, overskrift.dk, Seismonaut, Elektronista og mange flere) bloggen som led i deres profilering og markedsføring. Eller det er individer som fx dSeneste, min egen blog, Trine Maria Kristensen og Benjamin Rud Elberth.

Via en eftersøgning på Twitter og Google+ fandt jeg en håndfuld danske virksomhedsblog (tak for input!):

• kino.dk har en blog, der består af billeder og en kort billedtekst om aktuelle film;
• Den Gamle By i Aarhus har seks forskellige blogs;
• Bolius’ adm. direktør Ulrik Heilmann har en blog på Børsen;
• B&O blogger om produkter, trends, mode og musik;
• Den mindre virksomhed MantoManto blogger om oplevelsesøkonomi;
• Nordnet Bank blogger om aktier om investeringer.

Den relativt lunkne eftersøgningsresultat bekræfter mit indtryk af, at virksomhedsblogs ikke er et udbredt fænomen. Arla var tidligt ude, da de i 2005 som en af de første danske virksomheder lavede en stribe blogs på deres hjemmeside. Her kunne man møde en landmand, en ernæringsekspert og kommunikationsfolkene. Arla har siden valgt at lukke deres blogs ned. Arlas kommunikationsdirektør Kasper Ibsen Beck forklarede hvorfor på CMO Conference 2014: Der var ingen, der læste dem. Så hvorfor skal en virksomhed at have sin egen blog?

Den gode blog giver dig mulighed for at udleve en passion og være nørdet omkring din viden. Det er måske derfor, at virksomhedsblogs har det med at blive lidt tørre i spyttet. Vi er som regel mere passionerede omkring andre interesser end arbejdet. Undtagelsen er fx politikere, som blogger i et væk på mediernes hjemmesider. Disse blogs har til formål at skaffe politikerne opmærksomhed og skabe overskrifter, når bloggen er skarp nok. I samme kategori er de bevidst kontroversielle bloggere hos medier som fx JP og Berlingske. Det handler i høj grad om at skaffe trafik til mediets hjemmeside, ligesom det er en måde for bloggerne at nå ud til en større målgruppe end de ville kunne på deres egen blog. Det leder til spørgsmålet, om man skal have sin egen platform eller blogge hos andre. Fordelen ved at have bloggen på sin egen side er, at man leder trafikken over på sin egen hjemmeside og dermed tættere på de produkter, ydelser eller idéer, man gerne vil sælge. Ulempen er, at man skal bygge sin eget publikum op, fx med et nyhedsbrev, så bloggen bliver læst. En anden ulempe er, at folkene bag den eksterne platform, fx et medie eller en organisation, kan have nogle bestemte krav til, om hvad og hvordan du skal blogge for dem. Her er de fleste interesserede i at skabe trafik, men hvis din motivation er at dyrke en meget nørdet interesse, står du mere frit på din egen platform. Her kan du også lave dine egne retningslinjer for moderation af kommentarer og er ikke underlagt et overordnet kodeks. Når det er sagt, så vil det for mange give rigtig god mening at tilbyde sine blogindlæg eller artikler til et onlinemedie eller en organisation med et større publikum, som matcher ens målgruppe. Man kan også blogge på Linkedin og på den måde nå direkte ud i sit professionelle netværk med indlægget. Der er pt. lukket for nye tilmeldinger til en LinkedIn-blog, men featuren vil blive rullet ud til alle på et tidspunkt.

Blogindlæg placerer sig øverst på LinkedIn-profilen og er dermed mere synlige end opdateringer.

Efterhånden som debatten rykker over på sociale netværk, kan man som virksomhed komme langt med at publicere artikler, som så diskuteres i sociale netværk, frem for en blog med kommentarer, som man skal svare på. Andre steder ser man artikler, man kan kommentere, så de to begreber blogs og artikler overlapper hinanden.

Vil man lave sin egen blog, er to af de mest populære blogplatforme WordPress og tumblr. WordPress kan bruges til alt fra en simpel blog til at bygge en hjemmeside som fx astridhaug.dk. Det er mit indtryk, at tumblr ikke har slået igennem i Danmark, som i andre lande, fx USA. I DR Medieudviklingen for 2013 er tumblr slet ikke nævnt. Men der er gode grunde til, at tumblr har genereret over 200 millioner blogs verden over. Tumblr er mere minimalistisk og egner sig især til billedbårne blogs mere end skrifttunge blogs. Med tumblr bliver bloggen i højere grad et socialt netværk, idet brugerne kan følge hinandens blogs. En sammenligning af WordPress vs. tumblr når frem til, at valget i sidste ende handler om, hvorvidt man går efter en simpel blog eller et mere avanceret hjemmeside.

I USA er bruger cirka halvdelen af voksne amerikanere tumblr. Kilde: geeklesstech.com

Fordele ved at blogge som virksomhed

• En blog betyder business. Det er naturligvis ikke det samme som, at alle blogs fører til nye kunder, men det vil for mange være målet med en virksomhedsblog;
• Bloggen er dit eget sted på nettet. I højere grad end på sociale netværk har du her mulighed for at tilpasse design og sætte rammerne for bloggen;
• Bloggen er en god måde at formidle sin viden eller interesse på. Hvad end det er mode, politik, videnskab eller boligindretning kan bloggen bruges som afsæt for at dele ud af ens viden og research;
• Med en blog kan virksomheden give brugerne relevant indhold og på den måde skabe en stærkere relation til eksisterende og nye ambassadører eller kunder;
• Bloggen er en del af økosystemet med de sociale netværk og nyhedsbrevet. Har du nyt indhold på bloggen, har du godt indhold til at lægge på sociale medier og i dit nyhedsbrev. Det giver trafik til bloggen og dermed flere læsere og potentielt set flere kunder;
• Bloggen giver bloggeren mulighed for at holde sig skarp indenfor et emne, samtidig med man lærer at formidle sit stofområde;
• Er der en vis aktivitet på bloggen i form af trafik og kommentarer, vil bloggen være synlig i Google-søgninger relateret til bloggens indhold.

Hvordan måler man bloggens effekt? Man kan have mål for frekvens – fx tre indlæg om ugen eller to om måneden, samt mål for antal læsere og tid, de opholder sig på siden. Her fungerer Google Analytics godt og gratis sammen med WordPress. Dernæst kan man måle på, hvor mange nye kunder bloggen giver ved at spørge nye kunder, hvor de hørt om virksomhedens produkt eller ydelser, så man kan måle, om bloggen bidrager til forretningen. Det leder os videre til de ulemper, en virksomhedsblog har, og dermed lidt nærmere svaret på, hvorfor de fleste virksomheder fravælger at blogge.

Ulemper

• Blogs går ofte i stå, når hvedebrødsdagene er overstået. Så hav en realistisk plan for, hvad bloggen skal indeholde, og hvornår der skal afsættes tid til at skrive på den;
• En virksomhedsblog risikerer at blive upersonligt, fordi det kan være svært at træde personligt i karakter, hvis man blogger på vegne af virksomheden. Dette er nemmere, hvis man er virksomhedens CEO og derfor tegner butikken udadtil;
• Det er for uklart, hvad bloggen bidrager til, og hvordan indholdet på bloggen skal føre til nye kunder. Find et mål med bloggen og hold øje med, om du kommer tættere på for hvert blogindlæg;
• Det tager tid at skrive længere indlæg, hvis formålet er at formidle viden i bred forstand;
• Er der tale om en visuel blog, er det ofte lige så nemt at bruge Instagram eller Facebook, hvor brugerne allerede opholder sig, eller Linkedin til det mere teksttunge;
• Man skal have folk lokket over på bloggen og altså væk fra fx sociale netværk;
• En blog stiller andre krav til ens evne til at skrive, formidle og fastholde brugernes opmærksomhed end en kort opdatering på sociale netværk.

Hvordan kan man tjene penge på bloggen? Ved at sælge sine egne varer eller ydelser eller gennem reklamer og sponserede indlæg. Grafik: jonesdesigncompany.com.

Hvem kan blogge for virksomheden?

Er man nysgerrig på at virksomhedsblogge, er det værd at overveje, hvem der skal føre pennen. Her er nogle bud:

• Chefen: Som chef ved du, hvad der foregår i virksomheden og indenfor branchen, så blog om den nyeste viden indenfor området. Både dine egne erfaringer samt, hvad andre er nået frem til;
• Medarbejdere: Udvalgte medarbejdere kan blogge om deres felt. Det er oftest kommunikationsfolk eller fagspecialister;
• Kunderne: Udvalgte kunder inviteres til at blogge et eller flere indlæg;
• Etablerede bloggere: Få andre bloggere til at gæsteblogge hos jer. Ligesom jeg nu blogger her hos Søren. Blot husk på mantraen: what’s in it for me? Dvs. hvad får de ud af at blogge hos jer?
• Blog i fællesskab: Som fx DenFri eller Bloggers Delight.

Mit liv som blogger

Jeg er selv glad for at blogge. Fra 2009 på digitaletanker.dk med Anna Ebbesen, og fra 2013 på min firma-hjemmeside astridhaug.dk. Vi brugte bloggen i researchfasen til vores bog som en fælles videnbank. Fx bloggede Anna om modeblogs, og da vi så sad med det afsnit i bogen, havde vi et solidt fælles udgangspunkt for at skrive afsnittet. Senere brugte vi primært bloggen til at skrive om vores fælles passion for dansk og amerikansk politik på nettet. Nu ligger den imidlertid stille, og forklaringen er klassisk. Vi får ikke skrevet på bloggen. Arbejde, familie og ikke mindst de mange sociale netværk efterlader ikke megen tid til at blogge. Det er som ofte spørgsmål om prioritering. Vi har sørget for, at det øverste indlæg på bloggen kort forklarer vores fravær samt refererer til vores Twitter-konti og min blog på astridhaug.dk. Her blogger jeg så om sociale medier, hvor mit fokus er på at give læserne viden om forskellige emner indenfor det. De fleste af indlæggene er opstået, fordi jeg i forbindelse med arbejdet har researchet på et emne og tænkt, at hvis denne viden er ny og relevant for mig, så er der sikkert også andre der kan have glæde af den. Samtidig får jeg naturligvis vist, at her er et område, jeg interesserer mig for og ved noget om. Det mest populære indlæg er Hvilke sociale medier bruger danskerne? Indlægget er et år gammelt, og bliver stadig refereret til af mig selv og andre, når nogen, især på Twitter eller via mail, efterspørger tal for danskere på sociale medier. Derfor forsøger jeg løbende at opdatere det.

Jeg har et dokument med en lang liste over blogindlæg, jeg gerne vil skrive i en nær fremtid. Det er oftest gammel viden, som jeg gerne vil sætte på formel eller en ny sti indenfor mit flet, som jeg gerne vil betræde.
Hvad får jeg ud af at blogge? Først og fremmest en personlig tilfredsstillelse ved at få indkapslet emnet. Dernæst fornøjelsen ved at dele det på sociale medier og få folk til at læse det. Og så har jeg været så heldig, at det resulterer i kunder. Nye kunder referer gerne til et specifikt blogindlæg eller siger: ”Jeg har søgt lidt på sociale medier, og dit navn dukker op”. Det er content marketing i al sin enkelhed.

10 råd til dig, der vil lave en blog:

1. Det skal være personligt. Ikke privat, men afsenderen må gerne være tydelig;
2. Det skal være relativt stabilt. Lav fx en plan for blogindlæg de næste 3-6 måneder, og sørg for at prioritere tiden til at blogge. Det er ligesom at komme ud på den der lange løbetur – det føles så godt bagefter;
3. Gør det klart, hvad dit mål er med bloggen. Typisk vil det være at gøre ens viden tilgængelig. Det kan betyde, at 1) man bliver en thought leader i mangel af et bedre dansk ord, 2) man er med til at påvirke hvad folk taler om, samt at 3) man når ud til eksisterende og nye kunder samt medarbejdere;
4. Det skal være muligt at kommentere, og der skal svares på kommentarerne;
5. Bloggen skal distribueres, dvs. brug sociale medier, hjemmeside, nyhedsbreve mm. til at gøre opmærksom på indlæggene;
6. Indgå i faglige diskussioner på andre blogs og sociale medier;
7. Brug tid på at gøre blogindlægget lækkert, dvs. indsæt billeder, grafikker, video, links mm.;
8. Bliver bloggen læst? Tjek statistikken. Hvis ikke, kan det skyldes, at indholdet ikke er interessant nok for andre end bloggeren selv, eller at folk ikke har opdaget bloggen. Justér ind, eller gør som Arla: Erkend at bloggen ikke fungerer;
9. Gør op med dig selv, hvad bloggens formål er. Skriver du til de 10 andre, som sidder med samme ekspertise som dig, eller vil du gerne nå ud til mange brugere med dit indhold? Så skal man gøre stoffet tilgængeligt og fange læsernes interesse. Nedenfor er fem indledende tricks, og ellers er der masser tricks til det andre steder på nettet;
10. Lav en indholdsplan for bloggen. Brug modellerne og tilgangen fra Sig du kan li’ mig til at få styr på dit indhold.

Model fra Sig du kan li’ mig – proces for indholdsstrategi i fem faser.

Fem tricks til det gode blogindlæg:

1. Hvilke spørgsmål får du oftest fra kunder og interessenter? Så er det måske dem, du kan give svarene på;
2. Hvilken unik viden ligger du inde med på dit felt? Og hvordan kan du dele ud af den, uden at du sælger ud af kerneforretningen? Man kan ofte dele meget mere end man tror, uden at nogen stjæler ens forretningshemmeligheder;
3. Tænk i top-lister: De tre største misforståelser om genmodificerede fødevarer, ti ting du skal vide inden du køber ny bil, fem eksempler på den ultimative kundeoplevelse. Overskriften kan godt være mere original end disse tænkte eksempler, men det giver dig en ramme for blogindlægget. Dette indlæg er fx skrevet ud fra rammen: Fordele og ulemper ved virksomhedsblogs, eksempler på danske virksomhedsblogs samt egne erfaringer;
4. Hvad bliver du irriteret over, når andre taler om dit felt uden at have din fantastiske viden? Hvad fascinerer dig eller giver dig en aha-oplevelse? Del ud af den viden på bloggen, så vi andre kan blive klogere;
5. Hvad taler folk om lige nu? Se hvilke hashtags, der trender i Danmark lige nu på overskrift.dk, eller hvad der er hot på Google, så du kan tale ind i en aktuel samtale.

Bloggen over alle blogs Huffington Post har lavet et indlæg med de bedste fly-sikkerhedsvideoer. Lyder det kedeligt? Så tjek den her fra New Zealand Air:

YouTube: The Most Epic Safety Video Ever Made.

PS.

Skriv gerne en kommentar nedenfor, hvis din virksomhed blogger, eller du kender til andre danske virksomhedsblogs.

PPS.

Hej Søren,

Mange tak for den fine anmeldelse af min bog. Dine kritikpunkter er som altid skarpe som et samuraisværd, og de fortjener et ordentligt svar.

Blogs fik ikke et selvstændigt afsnit i min bog. For det første er blogs allerede velbeskrevet i en række andre bøger (fx Dit omdømme på sociale medier). Blogs fylder en del i Anna Ebbesens og min bog, Lyt til elefanterne fra 2009. Og selvom der er sket en del på nettet siden, så er de grundlæggende præmisser for en blog de samme. Du skal have noget på hjerte, til gengæld er bloggen dit helt eget hjem på nettet, som du kan indrette og passe som du vil.

For det andet har sociale netværk som Facebook, Linkedin og Twitter overtaget en række af de funktioner, bloggen tidligere havde monopol på, så behovet hos virksomheder for at have sin egen blog er ikke særlig stort.

For det tredje overvejede jeg længe, hvorvidt og i så fald hvordan jeg skulle få det her med blogs til at passe ind i bogen, da jeg selv er ret stor fan af blogmediet, men jeg kunne ikke få det til at passe ind i bogen. Derfor er jeg superglad for, at Søren efter sin anmeldelse har inviteret mig til her på hans blog at skrive det afsnit om blogs, som han efterlyser i bogen.

Udtalelsen blev fulgt op af ansættelsen af Peter Brüchmann som chef for TV 2 Digital, hvilket med al respekt for mandens evner ikke signalerer den store fornyelse, og i denne uge annoncerede Brüchmann nye ansættelser, blandt andet med ordene:

“Jesper har stærke kompetencer i forhold til at engagere og aktivere brugerne på de sociale medier og i forhold til at skabe trafik fra de sociale medier til vores platforme”.

TV 2 sætter digital stoledans i gang.

Det er altså ambitionsniveauet for den digitale transformation på TV 2 – at tiltrække trafik. Det er der ikke meget transformation i, men hos Facebook bliver de sikkert glade for, at også TV 2 vil hjælpe dem til at blive endnu mere dominernede.

Året bød også på en ny nichetjeneste fra Berlingske; politiko.dk, og heller ikke her er der meget digital transformation, det blev endnu en avis. Det er det gammelkendte one-size-fits-nobody, ikke meget anderledes end medierne har gjort i tyve år.

Fra JP/Politiken kom finans.dk, som blev lanceret med store ord om Redaktionel iværksætterkultur men indtil videre ligner en omdøbning og redesign af epn.dk, som tjenesten afløser.

Der var ellers grund til Forsigtig optimisme: Denne gang har medierne måske forstået, at internet ikke er en distributionsform, men det er blevet lidt svært at fastholde optimismen, for de store ord blev ikke fulgt op af handling, og her på kanalen bidrog chefredaktør for finans.dk, Steen Rosenbak, med to kommentarer, hvor han siger nøjagtig det samme, chefredaktører har sagt i årevis.

Der er brug for langt mere radikal fornyelse, end ovenstående tjenester lægger op til, og først og fremmest et opgør med forestillingen om, at journalistik er et selvstændigt produkt. Udfordringen har aldrig været at skabe en forretningsmodel til journalistik, selvom skiftende mediechefer igen og igen har sagt, at de skal overleve på unikt kvalitetsindhold.

Udfordringen er at udvikle medierne fra at være industriprodukter, hvor alle får det samme, til netværkstjenester, der servicerer den enkelte. Mediernes nye tjenester præsenterer stadig det samme for alle – som medier altid har gjort.

Så det blev ikke i denne omgang, vi fik den nødvendige fornyelse.

Journalist hos konkurrenten business.dk, @madskolby, tog dette skærmbillede af finans.dk den 15.oktober.

Det revolutionerede design blev dog hurtigt pillet ned, og da tjenesten blev lanceret i mere kedelig og traditionel form, måtte chefredaktør Steen Rosenbak stå skoleret i journalisternes fagforeningsblad, hvor han erkendte, at det var småt med nyskabelserne, men det ville komme, lovede han: Finans.dk vil pille vrøvl ud af debatten for dig.

“Finans.dk er et medie, der skal udvikle sig konstant, og derfor bliver vi aldrig færdige. Så hvis vi skulle vente, til vi var færdige, ville vi aldrig gå i luften”.

Med den udtalelse omfavner Steen Rosenbak betakulturen, som man ynder hos tjenester som Twitter, Facebook og især Google – Gmail var beta i fem år. Det gør man ikke hos traditionelle medier, der, ligesom ved redesign af papiraviser, viser noget færdigt, som der ikke bliver ændret meget på i nogle år, hvorefter et nyt redesign fulgt med store ord om nyskabelser ser dagens lys.

Chefredaktørens udmelding kunne tyde på, at medierne er ved at lære noget. Et andet tegn er den tekst, der stod på finans.dk, inden tjenesten gik i luften. Her skrev chefredaktøren, at “den springer ud af en redaktionel iværksætterkultur”. Medierne har hidtil gjort meget for at distancere sig fra iværksætterkulturen – direktøren for foreningen Danske Medier taler ligefrem om “redaktionelt redigerede medier” (et af mine yndlingsudtryk), som altså er noget ganske andet end disse opkomlinge, der stjæler annoncekroner og snylter på de gamle.

Nu er iværksætterkultur altså noget positivt, omend jeg tvivler på, at en sådan findes hos JP/Politiken. Virksomheden vil ganske vist gerne opfatte sig som et digitalt mediehus, der også udgiver aviser, men den slags sker ikke med ord og ikke hen over weekenden. Det tager år, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

Og det kan man tvivle på, når chefredaktøren for finans.dk til journalisten.dk siger, at man vil redigere debatten ved at læse og udvælge de bedste kommentarer. Den løsning ville hurtigt blive skudt ned i et “digitalt mediehus”, fordi den ikke kan skalere. Jo flere kommentarer, desto større arbejde med at redigere, og hvis finans.dk virkelig bliver en succes som debatforum, vil det kræve uforholdsmæssigt mange ressourcer at holde kvaliteten af debatten ved at læse alt. Hos Facebook har man samme problem – at der er for meget støj – men her kunne man ikke drømme om at ansætte mennesker til at læse, det gør maskinerne. Maskinerne kan meget: Ingeniører overtager nyhederne: hvad nu, journalister? Journalister har gerne journalistiske løsninger, også hvor de ikke er hensigtsmæssige, og det kræver mere end ord at ændre den tankegang.

Chefredaktøren skriver dog også, at der er tale om en redaktionel iværksætterkultur – altså ikke en teknologisk – hvad han så mener med det.

Men mediebranchen er dog ved at flytte sig. Den tyske mediekoncern Axel Springer, som blandt andet udgiver Bild og Die Welt, er på jagt efter talent i den ikke-journalistiske iværksætterkultur, blandt andet med denne video:

YouTube: YEAH3000 – Das geilste Start-up des Planeten!

I 2012 havde 25 procent af de stillinger, Axel Springer opslog, fokus på it og teknologi. I 2013 var tallet 40 procent skriver Tilmann Knoll, head of management development: How much start-up culture do we need to attract young talent?

For et par år siden sagde chefredaktøren for Berlingske, Lisbeth Knudsen: “Vi er ikke en teknologivirksomhed”, og det mener hun måske stadig, men hvis udviklingen hos Axel Springer er en tendens, vil det ændre sig.

Det er ikke journalistikken, der gør forskellen. Det er muligt, at finans.dk kan levere lidt bedre journalistik end business.dk og borsen.dk, det vil dog ikke være markant bedre, for der er kun den samme lille gruppe erhvervsjournalister, som de kan stjæle fra hinanden, og det medfører blot en lønskrue, som ingen af dem har råd til.

Det er teknologien, der gør forskellen. Det er Innovators dilemma i avisbranchen. Det er derfor positivt, at medierne ændrer sprogbrugen og begynder at forstå de virksomheder, der løber med forretningen. Der er dog et stykke vej endnu, og finans.dk er langt fra målet.

Se også:

• Politiko – det blev endnu en avis;
• Politiken kan få 100.000 digitale abonnenter, hvis de holder op med at sælge journalistik;
• Forsigtig optimisme: Denne gang har medierne måske forstået, at internet ikke er en distributionsform.

For manden der kun har en hammer, ligner alt et søm, og journalister tror desværre alt for ofte, at journalistik er svaret, fordi det er det eneste redskab, de har.

Et af bogens kapitler handler om at rette fejl. Selvfølgelig skal man rette fejl, hvilket sker for sjældent, og branchen har i mange år diskuteret, hvordan det skal gøres, og hvordan man skal gøre opmærksom på, at der er rettet, hvis man gør det. Det er meget enkelt: systemet skal automatisk registere, at der er foretaget en rettelse, hvem der har foretaget den og hvornår. Det er sådan Wikipedia gør og har gjort i årevis. Det er ikke et etisk spørgsmål, det er banal teknologi. Ingen er i tvivl om, at det er rigtigt at rette og rigtigt at gøre opmærksom på rettelsen – så få dog teknologien til at gøre det, vi har haft den i årevis. Det har intet med “etik for journalister” at gøre.

Man burde gå meget videre og ikke bare rette fejl men skrive videre i artikler, når historien udvikler sig – i stedet for at skrive en ny artikel og en ny artikel, indtil man, som Politiken for et par år siden, skrev 24 artikler på 24 timer om uddelingen af michelinstjerner til restauranter. Det var ikke særlig elegant, og sådan er det hver dag, fordi journalister er opdraget til, at man skal udgive. Det skulle man på papir, men det skal man ikke længere. Man kan skrive videre og videre, og hvis bare alle rettelser bliver registreret og tidsstemplet, så er der ikke noget problem. Det burde ikke være et emne for en bog om etik for journalister – i 2014. Det burde være afklaret i 2004, og branchen burde for længst have udviklet nye formater, der udnytter mulighederne for at skrive videre i stedet for at klamre sig til artikelformatet og forestillingen om at udgive. Man udgiver ikke på internet.

Et andet kapitel handler om, hvordan man citerer hinanden og herunder, om man skal linke til de historier, man citerer. Det burde nærmest være fyringsgrund ikke at linke til kilden, og det spørgsmål burde være afklaret omkring 1997. Det er ikke længe siden, en redaktør på Information undskyldte sig med: fordi det skal laves manuelt – og det er ikke altid vi opdager, at det skal laves / har tid. Det er en temmelig tynd undskyldning. Forfatterne har i bogen optalt links på en række nordiske medier, og ingen linker konsekvent. Men, som de observerer, det gør Huffington Post.

Huffington Post gør det rigtige. Wikipedia gør det rigtige. De er begge opkomlinge – længe foragtet af de etablerede, og nu diskuterer journalister det, der i årevis har været en selvfølge hos disse underlødige ikke-journalister. Det er morsomt og tragisk.

Bogen er en hovedrystende selvudlevering af et arrogant fag med en oppustet selvopfattelse. Det er et ufrivilligt morsomt portræt af en branche uden ledelse, uden retning, uden fremtid. Bogen er et fremragende dokument til eftertiden.

Køb “Etik for journalister på nettet” hos:

• Saxo;
• Forlaget AJOUR.

Der er ingen dokumentation for denne sammenhæng, men den slags går man ikke så højt op i. Formanden for danske biografer, Kim Pedersen, undgår spørgsmålet i kommentarerne her: Filmbranchen skal dokumentere, at telebranchen skylder dem 63 millioner, og ingen andre har gjort sig ulejligheden at dokumentere.

Filmbranchen er ikke ene om at forlange skat på internet – lignende krav blev fremsat helt tilbage i 2007, hvor daværende marketingdirektør i Jubii, Martin Thorborg sagde:

“Teleselskaberne skal betale en fast afgift pr. minut til de netmedier, som deres kunder kigger på. De kan enten vælge at lade betalingen gå videre til kunderne eller sluge afgiften selv.”

Jubii kræver afgift fra teleselskaber.

Han blev bakket op af Peter Budtz, direktør hos Krak Internet, der bag ovenstående link er citeret for, at “det er helt retfærdigt, at teleselskaberne kommer til at betale en afgift for den trafik, som vi genererer på deres telelinier”.

Teleselskaberne mente, at Jubii og Krak hellere skulle producere indhold, brugerne ville betale for, hvorefter Martin Thorborg truede med at spærre for adgangen for kunder fra de teleselskaber, der ikke ville betale.

I 2008 var det musikbranchens tur. En svensk organisation af musikere og rettighedshavere havde foreslået en afgift på bredbåndsforbindelser, og Jesper Bay, dansk talsmand for IFPI, var med på den:

“Der er nogle ting i forslaget, som man bliver nødt til at tænke grundigere igennem, men jeg vil ikke på stående fod afvise, at pladebranchen ikke vil diskutere det nærmere”.

Musikbranchen glad for ekstraskat på bredbånd.

I Sverige var det også på tale at indføre afgifter på mobiltelefoner, fordi det i høj grad var med dem, vi downloadede musik.

I 2010 var det mediernes tur. Formand for Journalistforbundet, Mogens Blicher Bjerregård:

“Televirksomheder som TDC, Telia og 3 laver hvert år kæmpeoverskud på, at borgerne henter indhold online. Ved blot at pålægge teleselskaberne en mindre afgift øremærket medierne kunne vi sørge for, at indholdet bliver ved med at have en sådan standard, at både teleselskaber og borgere vil være tilfredse”.

Journalistformand: Google og TDC skal redde medierne.

Og samme Bjerregård er da også begejstret for filmbranchens nye finansieringsmodel. På Twitter kommenterede han: “Teleselskaber skal bidrage til at betale det indhold, som de lever af at distribuere siger nu også filmbranchen”.

Der er altså ganske lang tradition for at forlange skat på internet, og så kan man jo regne lidt på, hvor stor teleregningen ville være, hvis de alle havde fået deres vilje.

Tanken om at beskatte internet går dog helt tilbage til 1995, hvor det hverken var portaler, musik, medier eller film men selveste FN, der skulle finansieres. FN-rapporten Our Global Neighborhood anbefalede globale skatter til gavn for hele menneskeheden:

“It is time for the evolution of a consensus on the concept of global taxation for servicing the needs of the global neighbourhood”.

Og hvad er mere globalt end internet, der i 1995 for alvor var begyndt at vise sit potentiale.

Filmbranchen er altså i godt selskab, men hidtil er det ikke lykkedes nogen at få indført en internetskat. Skulle det lykkes for filmbranchen, vil vi nok se medier, musik og FN (og Martin Thorborg?) springe op med hatten i hånden. Det bliver morsomt men dyrt, for hvordan skal man argumentere for, at film skal have men ikke de andre?

Foto: PenRX.

“Jeg oplever ofte, at et flere uger eller måneder gammelt blogindlæg bliver tweetet, fordi nogle falder over det for første gang, eller fordi det er relevant i forhold til en aktuel samtale.”

Den vinkel bliver ikke fulgt op, og det var nok et kapitel værd (opdatering: Astrid Haug har nu skrevet et kapitel om blogs, læs det her på kanalen – Sådan skal virksomheden blogge – eller lade være).

Bogens anden undladelsessynd er ikke at forholde sig kritisk til, om indsatsen kan ses på bundlinjen – det spørgsmål, man altid får. Vi måler på antallet af venner og retweets, og vi bilder os ind, at det kan betale sig, men der kommer sjældent tal på bordet, og hvad er så meningen med det? Bogen har et kapitel om at måle effekten men bliver hurtigt enig med sig selv om, at den skal måles i “kærlighed, forstået som brugernes engagement”. Vi får så nogle redskaber til at måle kærligheden med, og så må vi håbe, den udmønter sig i kroner og øre.

Men så er der heller ikke mere, jeg kan brokke mig over. Astrid Haug har styr på tingene og har da også være med i nogle år. I 2009 var hun medforfatter til bogen Lyt til elefanterne og har både før og siden arbejdet med nye medier både her og der.

Bogens hovedbudskab er, at man skal have noget interessant at sige, og hvis man ikke har det, bør man nok bare lade være. Det er da også gået op for mange virksomheder, at det ikke nytter at råbe slagtilbud og mængderabat. Bogen har mange gode eksempler på virksomheder, der har fundet tonen og slår sig løs. Astrid Haug har fulgt godt med, og med mindre man har fulgt ligeså godt med, er der meget inspiration at hente.

Værditrappen flytter fokus fra at tale om sig selv til at samtale om det, der interesserer andre.

Bogen lægger ud med at skitsere en strategi og afklare, hvad formålet egentlig er. Man skal ikke på Facebook, fordi konkurrenten er – der skal være en idé med det.

Anden del handler om brugerne og de forskellige netværk. Man skal kende brugerne og forstå forskellene på Facebook, Instagram og hvad det ellers hedder. For eksempel har Ældre Sagen i skrivende stund 67.928 fans på Facebook (bogen skriver 55.000, så det går hurtigt), mens de slet ikke er på Instagram og blot har 879 følgere på Twitter, hvoraf de færreste er ældre – men det er på Twitter, man får fat i journalister, og det er jo godt at vide.

Bogen tager så fat i produktionen af indhold. Det er svært at sige noget nyt og interessant, og det bliver sværere efter de første par måneder. Ofte bliver indsatsen mindre for til sidst at gå helt i stå – fordi der ikke er respons og man løber tør for ideer. Det kræver tålmodighed, en udgivelsesplan og medarbejdere, der kan bidrage med ideer og måske tage billeder og optage videoer, der kan anvendes.

Hvis man har noget at sige og kan finde ud af at sige det, skal man have en plan. Det er ikke godt nok med en tilfældig opdatering i ny og næ, og det handler bogens fjerde del om – og så om føromtalte måling af kærlighed.

Bogens femte og sidste del beskæftiger sig med virksomheden selv. Kommunikationen skal forankres i organisationen, og man skal helst have alle med – og helst fra begyndelsen.

Det er en solid brugsbog, Astrid Haug har skrevet, og nok den bedste for tiden, hvis man endnu ikke har kastet sig ud i det der med sociale netværk. For mere erfarne kommunikatører er de mange eksempler gode at blive inspireret af, og bogen er værd at læse alene for dem.

Køb “Sig du kan li’ mig” hos Saxo:

• Hæftet;
• e-bog.

Relaterede anmeldelser:

• Content Marketing Bogen;
• Jab, Jab, Jab, Right Hook: How to Tell Your Story in a Noisy Social World;
• 10 digitale strategier.

Blandt nyskabelserne er Politiko anbefaler, hvor redaktionen henviser til artikler i andre medier og efter et kort resume giver et link til den pågældende artikel. Det er et fint initiativ. I samme genre er I andre medier, som er links til andre medier uden en “anbefaling” – omend man må formode, at Politiko anbefaler artiklerne, når de linker til dem.

Profilsider er vist ikke en forretningsmodel

En anden nyskabelse er profilsider, hvor organisationer og virksomheder selv kan skrive:

På profilsiden kan partneren publicere artikler, pressemeddelelser, feeds fra de sociale medier døgnet rundt, jobopslag, kalenderoversigt samt eksponere egne relevante budskaber mod de mange brugere af politiko.dk.

Få direkte kontakt til de politisk interesserede danskere.

Region Hovedstaden og Region Sjælland er de første – og vist eneste – der har taget mod tilbudet. De får, ud over profilsiden, en markant placering på forsiden som “Sponsoreret indhold”. Det er ikke en flyvende start for konceptet. Jeg har hørt, at en profilside koster 25.000 kroner om måneden, og jeg har en mistanke om, at de to regioner har fået klækkelig rabat, så Politiko havde noget på åbningsdagen, men det ser ikke lovende ud. Det er synd, for det er et godt initiativ, og 25.000 er ikke meget, hvis man når sin målgruppe, men det er dog 25.000 mere end en side på Facebook. Det tyder ikke umiddelbart på, at profilsider bliver en succes, men jeg tror, det har en bedre chance end betalingsmur, som er afskaffet.

Betalingsmurens fald

Man kan ikke tegne abonnement på Politiko, og man bliver ikke stoppet af en betalingsmur efter 10 eller 20 besøg. Det skyldes nok, at Berlingske ikke har de bedste erfaringer med betalingsmuren på b.dk, og at de vil have mange besøgende til det sponsorerede indhold.

De kunne have tilbudt et abonnement med indhold, der var skræddersyet den enkelte bruger, men det lader til, at Politiko mener, at formen er det vigtigste, og det er der nok ikke mange abonnenter i.

Form over indhold

Politiko er opdelt efter indholdets form; nyheder, analyser, tv og så videre. Man kan ikke umiddelbart følge et emne. Hver artikel har ganske vist tags – eller emneord – og når man klikker på dem, får man en oversigt over artikler med et pågældende emne. Det skal man så gøre hver gang, for der er ikke en måde at abonnere på emner. Der er ikke et RSS-feed, som på b.dk, og der er ikke emneopdelte nyhedsbreve eller andet. I menuen kan man vælge, hvilken form, man vil have; nyheder, analyser, tv, men jeg kan ikke forestille mig, at nogen ønser en bestemt form – vi er vel interesserede i et emne og mindre interesserede i formen.

Opdelingen i form, ikke indhold, er et stort skridt tilbage, og det ser ud, som om Politiko er organiseret efter de redaktioner, der står for indholdet, ikke brugernes behov.

Politisk mødested

Berlingske har markedsført Politiko som et politisk mødested, og jeg havde forestillet mig en nytænkning af debat på nettet, men det var vist naivt. Der er de sædvanlige kommentarer til artikler – som medier har kopieret fra blogs, hvor det fungerer, men det var aldrig ment til medier, hvor det ikke fungerer.

Der er intet “mødested” på Politiko – det er endnu en inkarnation af avisen.

Et skridt frem og to tilbage

Det er absolut positivt med links til andre medier – der kunne være links til andet end traditionelle medier, men det kommer måske. Det er også positivt med profilsider, selvom der ikke ser ud til at være den store interesse, men det kommer måske.

Men kategoriseringen – form, ikke indhold – er en katastrofe, og det bliver forhåbentlig ændret meget hurtigt. Det er heller ikke godt, at man ikke kan følge de emner, man interesserer sig for. Politiko handler om politik, men ingen interesserer sig for politik – vi skal have meget bedre muligheder for at sortere og filtrere.

Politiko er endnu et forsøg på at overføre avis til skærm. Da jeg havde samme kritik til relanceringen af berlingske.dk i 2011: B for bare det samme, svarede daværende onlinechef:

Søren Storm Hansen er skuffet over b.dk – så skuffet at han er blind for de klare forbedringer, det redesignede websted har. Der er faktisk sket en prioritering af stoffet. Man kan faktisk følge tags og feeds efter eget behov. Og der er altså mulighed for at debattere.

B for bedre

Min kritik i dag er den samme, men svaret er næppe det samme, for forbedringerne fra 2011 er skruet tilbage, og de yderligere tiltag, onlinechefen lovede, blev aldrig til noget. Det er avis med avis på – nu med links.

To ord er gået igen i de seneste par års debat om mediernes produkt på nettet: Unik og kvalitet. Chefredaktører har på skift sagt, at de ville tiltrække abonnenter ved at have unikt indhold og journalistik af høj kvalitet, men det kan man ikke.

Det er svært at producere unikt indhold. Danmark er et lille land, og det er begrænset, hvor mange historier og hvor mange vinkler, man kan være unik med. Og det er svært at producere kvalitet, der er markant bedre end konkurrenternes. Desuden er vi som abonnenter hverken ude efter unik eller kvalitet. Vi vil have relevant og “godt nok”. Relevant er meget bedre end unik, og “godt nok” har i alle brancher et langt større marked end kvalitet. Kvalitet er en niche – og ofte en meget lille niche.

Desuden er journalistik ikke et selvstændigt produkt – og det har det aldrig været. En avis indeholder meget mere end journalistik; rubrikannoncer, listestof, læserbreve, og hvis man fjerner al ikke-journalistik fra avisen, vil ingen købe den. Og det er det, der er sket på nettet. Vi opsøger ikke medierne for at se vejrudsigten, valutakurser, tv-programmer eller føre debat – det findes overalt.

Medierne har mistet pakken og har kun journalistikken tilbage. De vil så have et produkt, der udelukkende består af journalistik – hvad de aldrig tidligere har haft. Det vil ikke lykkes, og betalingsmurene vil aldrig indbringe nok til at finansiere journalistikken.

Dette gælder ikke nichemedier, fagblade, især i købedygtige nicher, hvor man kan tiltrække abonnenter med unik og kvalitet, men det er ikke, hvad Politiken lægger op til. De vil fortsat være for alle – eller ihvertfald mange – og så skal man have noget mere og andet end journalistik, selvom journalistikken måske er lidt mere unik og af lidt højere kvalitet.

Derfor skal Politiken sælge relevans, og det lægger de også op til i den nye digitale strategi. Som noget helt nyt i dansk mediebranche vil Politiken individualisere. Chefredaktør Bo Lidegaard siger:

“Det er vigtigt at imødekomme brugernes ønske om at komme tættere på indholdet. De skal opleve, at det bliver mere skræddersyet.”

Det er nemlig rigtigt, indholdet skal skræddersyes den enkelte bruger. Det er unikt, og det er kvalitet. Men chefredaktøren insisterer også på at bevare betalingsmuren og begrænse adgangen.

“Han forestiller sig, at det fremover ligesom i dag vil være muligt at tilgå Politikens indhold gratis, hvis man kun besøger siden nu og da, mens man vil møde krav om betaling, hvis man klikker ind ofte”.

Det er dumt.

Ikke straffe men belønne

Betalingsmurene straffer brugerne for at komme tilbage. Når jeg har læst 10 eller 20 artikler, bliver jeg stoppet, men det burde være omvendt. Politiken bør belønne mig for at komme tilbage. De ønsker jo, at jeg kommer igen og igen, så hvorfor forhindre mig i det. De skal ikke sælge unik kvalitetsjournalistik men unik kvalitetsfiltrering og -sortering. Noget, der er unikt for mig. Journalistikken kan være nøjagtig det samme, som hos konkurrenterne, men hvis filtreringen er tilpasset mig, så er Politiken unik og har langt højere kvalitet.

Det er som med børn og hunde – belønninger virker meget bedre end straf.

Det handler om teknologi, ikke journalistik

Politiken kan ikke adskille sig fra konkurrenterne med journalistik. Journalisterne på Berlingske, Information, Jyllands-Posten, DR, TV 2 og alle andre har samme kvalitet.

Politiken kan adskille sig med teknologi. Hvor de andre opretter hele redaktioner, der skal fodre Facebook og Twitter – som så står for den vigtige sortering – kan Politiken skabe den personlige tjeneste, der servicerer mig – og alle andre – ved at sortere og filtrere efter mit behov.

Nej, ikke som den trykte avis

Medierne skal holde op med at tage udgangspunkt i den trykte avis, når de udvikler tjenester til nettet. De har i 20 år forsøgt at overføre avisen til nettet, og nu burde det være klart, at det ikke er den rette vej. Politikens nye strategi er et stort skridt på vejen, men der er vist et stykke vej endnu. Chefredaktør Bo Lidegaard siger til journalisten.dk:

“Det, som vi i dag lykkes godt med i vores trykte avis, skal vi have mere af på vores digitale satsninger.”

Politiken.dk vil have færre nyheder og mere dybde

Politiken skal glemme alt om den trykte avis – og hvad er det egentlig, de lykkes så godt med – så vidt jeg ved, er oplaget faldet siden 1999? Nettet er noget ganske andet, og tjenester på nettet kan ikke udvikles af papirmennesker.

Bo Lidegaard er en papirmand, og det er resten af Politikens ledelse også. De er en del af problemet. Ledelsen bliver næppe skiftet ud, for bestyrelsen er også papirmennesker, så de er også en del af problemet.

Politikens nye digitale strategi ser absolut lovende ud. Der står det, jeg og andre har sagt i årevis, så jeg kan kun applaudere, men indtil videre er det bare ord, og vi har hørt mange store ord fra chefredaktører de senere år. Det kniber mere med handling, for de elsker avisen, som den så ud, da de var børn.

Men jeg vil tage ja-hatten på og håber, at 2014 bliver året, hvor danske medier gør det.

Det begyndte i foråret, hvor nyhedschef på TV 2, Michael Dyrby, sagde: Vi har endnu ikke formået at udnytte teknologien, og Politikens udmelding kommer et par dage efter, at Berlingske proklamerede, at de vil begynde at linke til konkurrenter: Forsigtig optimisme: Denne gang har medierne måske forstået, at internet ikke er en distributionsform.

Det er absolut og ubetinget positivt.

Se også:

• Facebook har vundet: Medier er nu underleverandører af gratis nyheder. Slå igen med faglig dating;
• Forsigtig optimisme: Denne gang har medierne måske forstået, at internet ikke er en distributionsform;
• Medierne kan udvikle en fælles nyheds-app med hele 4,5 forretningsmodeller;
• Genopfind RSS og drop jagten på klik fra Facebook og Twitter.

Jeg havde håbet på lidt mere, for Google er en interesssant virksomhed, og de to forfattere kender virksomheden bedre end de fleste. How Google Works er skrevet af Eric Schmidt og Jonathan Rosenberg. Førstnævnte var adm. direktør for Google fra 2001 til 2011 og nu er bestyrelsesformand. Sidstnævnte var leder af Googles produktafdeling fra 2002 og er nu rådgiver for Googles medstifter og adm. direktør, Larry Page. Google har over 45.000 ansatte i 40 lande og omsætter for mere end 55 mia. dollar.

Man skal selv sagt ikke vente dyneløfteri eller saftige afsløringer i en bog skrevet af firmaets mænd, men dette er nærmest en ophobning af banaliteter krydret med anekdoter, som kan være meget sjove men ikke bære en hel bog.

Ind imellem bliver det næsten interessant, for eksempel da Google ville ind på det kinesiske marked og skulle overveje, om de kunne leve med den omfattende censur, men det bliver kun overfladisk, og en ellers spændende historie bliver aldrig foldet ud.

Jeg havde også gerne hørt mere om Googles evne til at tænke stort; at digitalisere alle bøger, der nogen sinde er skrevet; at fotografere alle gader i verden; den førerløse bil. Hvilke overvejelser og beslutninger ligger bag den slags svimlende projekter, som næsten synes umulige. De bliver nævnt men vi kommer ikke ind bag facaden.

Bogen bærer præg af, at Google er stinkende rig, og det største problem er at finde på noget at bruge pengene til. Der er ingen nedskæringsrunder og end ikke rigtig konkurrence. Jo, de var da lidt bekymrede, da Microsoft annoncerede den nye søgemaskine, Bing, og det satte gang i produktudviklingen af Googles søgetjeneste, men også det er hurtigt overstået.

Bogen er for dem, der har en mere end almindelig interesse for Google. Der er næppe meget at hente for ledere og iværksættere, der vil gøre Google kunsten efter.

Køb How Google Works:

• Saxo: Indbundet;
• Amazon: Kindle, Indbundet;
• Google Play: E-bog.

Se også:

• Anmeldelse: I’m Feeling Lucky: The Confessions of Google Employee Number 59. Af Douglas Edwards;
• Anmeldelse: Dogfight: How Apple and Google Went to War and Started a Revolution. Af Fred Vogelstein.

Medierne konkurrerer nu indbyrdes om at få trafik fra Facebook og håber på at tjene en skilling på det, mens de overlader relationen til brugeren og broderparten af indtægterne til Mark Zuckerberg.

Politiken rapporterer, at Robotter styrer din nyhedsstrøm, og det lyder jo farligt, hvad der sikkert også er meningen. Sandheden er dog mere nuanceret, for nyhedsstrømmen på Facebook styres i høj grad af dine venner – som formodentlig ligner dig temmelig meget – og robottens opgave er at sortere i det, dine venner skriver og deler.

Medierne forsøger så at komme med i den nyhedsstrøm, og ovre i Sverige har de undersøgt, hvilke nyheder, der gør det:

För att delas i sociala medier ska nyheterna ligger nära i tid, rum och kultur samt ofta har en negativ ton och vara kontroversiella

Kontroversiella nyheter delas mest. Se hele undersøgelsen her: Delad glädje är dubbel glädje? En studie om nyhetsdelning i sociala medier (pdf).

Også Pew Research Center i USA har set nærmere på, hvilke nyheder vi får via Facebook: How social media is reshaping news. Det er først og fremmest underholdning, lokale begivenheder og sport.

De svenske og amerikanske undersøgelser passer godt med den hjemlige tjeneste De virale nyheder, som registrerer hvilke mediehistorier, brugere på Facebook og andre store netværk deler.

Mediernes jagt på klik fra Facebook er kortsigtet og hjælper kun Facebook, der dag for dag bliver bedre til at filtrere og sortere til den enkelte bruger, hvad medierne end ikke forsøger.

Facebook skal angribes, hvor de er stærkest og hvor de er svagest. Facebook er stærk på relationer – det er der, vores venner og familie er – men svage på faglighed, så svaret kan være at opbygge faglige relationer.

Den største udfordring er de unge, som altid har været svære for medierne at nå. Det nye er, at de unge er begyndt at benytte medier – Facebook, Instagram, blogs – så skridet til at benytte et traditionelt medie er mindre, end det har været tidligere. Medierne har hidtil forsømt de unge i vished om, at de ville begynde at abonnere på en avis, når de slog sig ned og stiftede familie, men sådan er det ikke længere.

Mediernes tilbud til de unge er midaldrene musikanmeldere, der foragter One Direction, og det er der næppe fremtid i. Her kan svaret være interessefællesskaber. Lad Facebook om de personlige relationer og tilbyd mulighed for at møde andre med fælles interesser. Det kræver stærkt indhold inden for udvalgte emner – og de nyeste tiltag fra JP/Politiken og Berlingske, Finans og Politik, appellerer næppe.

Alle medier bør være som datingsites – en niche med succes – og opbygge faglige netværk og interessefællesskaber.

Foto: zen Sutherland.