Historien er et eksempel på, at en enkelt utilfreds kunde kan give selv en stor virksomhed alvorlige problemer. Denne bog er Dave Carroll egen beretning om episoden, eftervirkningerne og hvad alle virksomheder kan lære. Men først sangen:

YouTube: United Breaks Guitars.

Det er en ørehænger og – fandt Dave hurtigt ud af – beskriver en oplevelse, mange kan indentificere sig med. Sangen nåede på fire dage en million visninger på YouTube, og der gik ikke længe, før Dave blev interviewet til alverdens medier. Opmærksomheden overgik, hvad han og hans kone kunne klare, så en mindre hær af venner og familie blev indkaldt til at tage telefoner, svare på email og opdatere Facebook og Twitter. Dave bestilte i ugevis ikke andet end at fortælle den samme historie igen og igen til alle fra lokalaviser til CNN.

Videoen blev også til med venners hjælp. Udgifterne var 150 dollar – til falske mustacher, sombreroer og frokost. Optagelserne blev overstået på en enkelt dag og foregik blandt andet på parkeringspladen ved den brandstation, hvor Dave var frivillig brandmand. De to bagagekastende lufthavnsmedarbejdere er brandmandskolleger, og de er iført brandstationens beskyttelsdragter og høreværn.

United reagerede ved at tilbyde den erstatning på 1.200 dollar, som Dave oprindeligt havde forlangt, og som reparationen af guitaren havde kostet, og de ville generøst spytte 1.200 oveni. De forsikrede, at det ikke var på grund af videoen, men det troede Dave ikke på og afviste tilbudet.

Det var fra begyndelsen meningen, at sangen skulle være den første af tre, og målet var, at de tre sange tilsammen skulle have 1 mio. hit på YouTube inden for et år. Det mål var som sagt nået på fire dage alene med den første sang, men den anden var allerede skrevet:

YouTube: United Breaks Guitars Song 2.

Hvor første sang er en nøgtern beskrivelse af begivenhederne, er den anden en bøn til flyselskabet om at afslutte kontroversen og ændre politik. Den musikalske stil er en helt anden, og videoen beskriver det lykkelige forhold, Dave og United kunne have – United repræsenteret af medarbejderen Ms. Irlweg, som gav Dave det endelige afslag på erstatning og meddelte, at hun ikke ville besvare fremtidige emails.

Produktionen er væsentlig større, og blandt de mange medvirkende er Daves 88 år gamle bedstemor, men videoen blev ikke samme hit som den første.

Dave havde ved et møde med tre underdirektører tilbudt United at synge om selskabets nye og bedre kundeservice i den tredje sang, men han hørte aldrig siden fra dem. Tredje sang er en opsummering af hele forløbet og skal fungere som den almindelige kundes stemme. Igen en ny musikstil, denne gang bluegrass:

YouTube: United Breaks Guitars Song 3.

Dave havde i de hektiske måneder efter første sang overvejet, hvordan han skulle følge sin uventede succes op. Der er mange hit på YouTube, som ligeså hurtigt er glemt, og Dave frygtede, at han nu havde fået sine 15 minutter. Inden hittet havde han besluttet at opgive sangkarrieren, ikke fordi det gik dårligt, men fordi han var blevet far. De mange rejser var ikke godt for familielivet, og han havde nu et ansvar, hvor han ikke følte sig tryg ved at leve fra uge til uge og sjældent vide, hvor næste løn skulle komme fra. Han havde allerede ansøgt om at blive fuldtidsbrandmand på den brandstation, hvor han arbejdede som frivillig, han var blevet godkendt og ventede på en ledig stilling.

Det blev der ikke noget af. Sangkarrieren fik et betydeligt løft, og Dave fik en sidekarriere som Social Media Expert med egen virksomhed, Big Break Solutions. Logoet er selvfølgelig en ødelagt guitar.

Dave havde lært meget om sociale medier og oplevet mere end nogen etableret ekspert på området, så hvorfor ikke. Han havde blandt andet lært, at virkomheder opererer med statistisk insignifikant, og det havde kostet flyselskabet United dyrt.

Hvis du ikke intereserer dig for den slags, kan du godt stoppe læsningen her. Bogens første halvdel er en gennemgang af begivenhederne krydret med spøjse anekdoter, og anden halvdel er en helt anden bog. Dave deler nu ud af sine erfaringer med den nye verdensorden, hvor alle har ordet og selv en ukendt musiker fra Halifax i Canada kan få grunden til at skælve under store virksomheder.

Her taler Dave på Columbia Business School, hvor du får et par af anekdoterne:

YouTube: Dave Carroll: Lessons from “United Breaks Guitars”

United var uforberedte og ikke i stand til at håndtere udfordringen. Det var i 2009, og tjenester som YouTube, Facebook og Twitter var temmelig udbredte, men virksomheder havde ingen betydelig tilstedeværelse, ingen planer og ingen erfaring. Og de tog ikke en dårlig kundeoplevelse her og der alvorligt, fordi det var statistisk insignifikant. Så længe de gjorde det meste rigtigt det meste af tiden, gik det. Når man har en god kundeoplevelse, siger man det til tre venner, og har man en dårlig, siger man det til 14. Sådan var det, og det var Uniteds tilgang. Men i dag siger man det ikke til 14 venner, man siger det til 100 venner, som siger det videre – og videre, ihvertfald hvis man gør det ligeså underholdende som Dave.

I dag skal virksomhederne gøre det rigtigt hver gang, hvilket er umuligt, så man skal være betydelig bedre til at handle, når det går galt.

Dave delte sin historie to gange: en gang på Facebook og en gang med email til venner på hans mailingliste. Fire dage efter var den spredt til en million. United pointerede flere gange i månederne efter, at 99,6 procent af deres baggage ankom til tiden og uden skade. I stedet for at anerkende problemet slog de på den positive vinkel. For en matematiker er 0,4 procent måske statistisk insignifikant, men et stort flyselskab servicerer mange passagerer, så selskabets kundeservice burde få koldsved. Hos United vil 0,4 procent på få år blive en million passagerer med forsinket eller beskadiget baggage.

Det spørgsmål, Dave oftest bliver stillet, er: hvorfor er United Breaks Guitars så stor en succes. Daves svar er, at alle kan relatere til den. Den er et unikt udtryk for et global sandhed. Vi kender alle følelsen af at blive uretfærdigt behandlet og stå magtesløse med vores frustration. Når man deler denne sang på Facebook, får man afløb for sin frustration.

Vi deler sange, billeder og historier, der gør os glade og binder os sammen. Andre steder – i de traditionelle medier – får vi mest dårlige nyheder. Det er en skræmmeindustri, der lever af vores frygt og vrede, og vores små fællesskaber på nettet binder os sammen og giver os en følelse af fællesskab.

Bogen er underholdende, letlæst og ikke længere end emnet kan bære. Hyggelæsning med en del indsigt og kan varmt anbefales til en weekend i sommerhuset.

Køb United Breaks Guitars: The Power of One Voice in the Age of Social Media:

• Amazon: Hardcover eller Kindle;
• Saxo: Hardback;
• Adlibris: Hardback.

Relaterede anmeldelser:

• Den perfekte storm – læg kursen for virksomhedens strategi i de sociale medier;
• Public Parts – how sharing in the digital age improves the way we work and live;
• NQ: Involvering med sociale medier;
• Cognitive Surplus;
• Anmeldelse: Lyt til elefanterne – digital kommunikation i praksis;
• Homo Conexus – Netværksmennesket;
• Groundswell.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Og selvom man skal være varsom med at spå, er det i dette tilfælde ikke vanskeligt at se, at det vil blive en fiasko. De har nemlig gjort stort set det samme mindst tre gange, og det er gået galt hver gang. Når man gør det samme igen og igen, kan man forvente det samme udkomme igen og igen.

Sidst var for blot to år siden, da Apple introducerede iPad. Medierne var begejstrede, selvom iPad aldrig var tænkt til aviser og tidsskrifter. Historien forløb i korte træk således:

• 28/1 – 2010: Lisbeth Knudsen tror, iPad er et skridt tilbage og glæder sig til avisens genkomst;
• 15/11 – 2010: Plan B: Når iPad svigter medierne;
• 26/4 – 2011: Erkendelsens time: iPad redder alligevel ikke medierne. Hvad nu?

I de nye udmeldinger hører vi intet om, hvordan det går med salget til iPad, og det ville vi nok gøre, hvis der var bare vage tegn på optimisme. Nogen vil måske mene, at der er stor forskel på apps til iPad (og telefoner) og betalingsmodeller på nettet, men forskellen er meget lille: De vil sælge en avis.

Blot et år før introduktionen af iPad forsøgte Berlingske sig med net-magasinet Ugen, og jeg tillod mig at spørge: Hvor mange uger giver du Ugen? Svaret kom snart: Ugen varede et halvt år.

Ugen var stort set det samme som apps til iPad. Da Ugen lukkede, sagde Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen: “Vi har med UGEN fået en stribe vigtige læringer, som vi allerede har haft gavn i andre satsninger”. Alligevel sagde hun, da iPad kom: “Det er et gennembrud for en ny, attraktiv måde at vise aviser på”. Striben af læringer omfattede altså ikke den væsentlige indsigt, at vi ikke ønsker en avis på nettet.

Betaling for aviser på nettet går dog helt tilbage til midten af 90erne. Mediefolk synes at glemme, at mange af de første medier havde betalingsløsninger, blandt andre Jyllands-Posten. De løsninger var anderledes end de nye, men forskellene er små og betydningsløse. Det er grundlæggende det samme produkt, og vi har nu mindst tre gange sagt, at vi ikke vil betale for det. Små justeringer af betalingsmodellen ændrer intet ved problemet.

Vi har konsekvent i snart 20 år afvist mediernes forsøg på at tage sig betalt på nettet. Intet har ændret sig ved det.

Når man har et produkt, ingen vil betale for, er det måske produktet, den er gal med. Men nej, i går meldte chefredaktørerne for både Politiken og Berlingske, at deres produkt er strålende – det er der ingen grund til at lave om på. De skal bare lige finde en betalingsmodel. Produktet er overført stort set uændret fra papiravisen, og den går som bekendt heller ikke så godt, oplagene er faldet støt i 30 år. Alligevel ser chefredaktørerne avisen som fremtiden, også på nettet.

Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, siger om det nye tiltag:

“Vi har i mere end 125 år taget betaling for den trykte avis. Nu siger vi det samme på politiken.dk”

Politiken.dk indfører digitalt abonnement.

Og han suppleres af Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen:

“Vi er nødt til at sørge for, at finansieringsmodellen fra printavisen, hvor man betaler for kvalitetsjournalistik, også fungerer på nettet”.

Kvalitetsjournalistik koster – nu også på nettet

Disse udtalelser er utilsløret bagudskuende. Papiravisen er grundlaget, og tankesættet derfra videreføres. Bo Lidegaard siger også:

“Journalistik koster, uanset om det er på print eller i den digitale verden, og vi synes, det er fair, at man betaler for en vare, som man bruger meget”.

Det er da rigtigt, at “journalistik koster”, det er bare ikke relevant. Man prissætter ikke et produkt efter produktionsomkostningerne men efter værdien – altså for kunderne.

Og “vi synes, det er fair, at man betaler” er ikke et argument. Ingen mennesker betaler, fordi det er fair. Vi betaler for noget, der har større værdi end de penge, vi betaler.

Se også: Ingeniører overtager nyhederne: hvad nu, journalister?

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Konkurrencen kommer fra teenagepigers modeblogs, som bestemt ikke blev taget alvorligt, da de blomstrede op for 3, 4 år siden. Udgiveren af tidsskriftet Cover, Malene Malling, sagde i august 2010 til DR:

“Det kan være, det er smart lige nu. Men de bloggere, der gør det, bliver helt sikkert trætte af det om nogle år (…) og så er spørgsmålet om den nye generation, som kommer bagefter, også synes, det er sjovt, og det synes de sjældent, de vil som regel noget andet. Så jeg er ret sikker på, at det er noget, vi har nu, og det er totalt væk om ti år”.

Malene Malling så ikke bloggerne som alvorlig konkurrence, men det gjorde bloggerne selv, for eksempel Acie, som i et gæsteindlæg her på dSeneste i 2009 skrev: Modebloggerne kommer – om I vil det eller ej.

Nu er der næsten gået “nogle år”. Fik Malene Malling ret?

Nej. Modebloggerne er vokset, og de er nu langt større end den etablerede modepresse. Kort efter Malene Mallings udtalelse organiserede en del af Danmarks største bloggere sig i to netværk; Looklab, hvor Acie er medlem, og Bloggers Delight. Sidstnævnte er det største og begyndte med syv bloggere, som alle stadig er aktive. De syv bloggere havde i december 2010 tilsammen 40.000 unikke besøgende om måneden. I april 2012 havde de samme syv 242.000 unikke besøgende.

De syv bloggere er:

• Emily Salomon
• Fierce og fattig
• Why not blog
• Velvet snow
• Katrine Krojby
• Mode med mere
• Miss Jeanett

Disse bloggere er alle større end Malene Mallings cover.dk, som ifølge FDIM havde 26.273 unikke besøgende i marts 2012.

Og de syv bloggere har siden fået selskab af blandt andre Passions for fashion, Isabella Thordsen og Gina Jacqueline, der har besøgstal i samme størrelsesorden.

Kia, som er en af netværkets oprindelige syv bloggere og projektleder hos Bloggers Delight, skriver i en email:

“Modebloggernes tal er eksploderet over det sidste år, det samme er kommercialiseringen og indtjeningen. Bloggers Delight har 10 mio. sidevisninger fordelt på 120 premiumbloggere (dem der tjener penge). En stor modeblog har nemt 50.000 + unikke besøgende om måneden.”

Dertil kommer det andet netværk, Looklab, hvis syv bloggere, der ud over Acie tæller Clamour for Glamour, Trines Wardrobe, Sofies Blog, YouBlush, Spotding og Charlotte D, alle hører til i den tunge ende og bestemt ikke har skruet ned.

Malene Mallings analyse var ønsketænkning. Det er gået stik modsat.

Men hvad med den nye generation – modebloggernes lillesøstre. De vil ifølge Malene Malling “noget andet”. Den yngste blogger på Bloggers Delight er Fie Laursen, som er 15, og også Fie er større end Malene Mallings cover.dk. Altså meget større. Rigtig meget.

Det kan godt være, at modebloggerne er væk om ti år – det vil vise sig. Men lige nu sidder de tungt på en lukrativ niche, og det er mere sandsynligt, at cover.dk er væk om ti år.

Og læserne har lært, at nyheder ikke nødvendigvis kommer fra gammelmedierne.

Læs også:

• Modebloggerne har haft deres 15 minutter – nu forsvinder de
• Gennembrud for danske modeblogs
• Modebloggerne kommer – om I vil det eller ej
• Blanke modebloggere truer Uffe – og Lisbeth

Foto: CEBImagery.com.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Nu er han her med nye instruktionsvideoer til billedbehandlingsprogrammet Photoshop og den velkendte introduktion: “My name is Donnie and you suck at Photoshop”.

De to første sæsoner er fra 2007 og 2008, og hvis du ikke kender serien, så begynd med Anne Sofie Donskovs indlæg: Web-tv leger med genrer og fortælleteknikker. Analyse af serien You Suck at Photoshop eller seriens første afsnit: Distort, Warp, & Layer Effects.

Dette 21. afsnit giver næppe mening, hvis du ikke har set de foregående 20, men hvis du – som jeg – har ventet med længsel på fortsættelsen, vil du hurtigt føle dig hjemme:

YouTube: You Suck at Photoshop #21: Puppet Warp & Content-Aware Fill.

Der sker ikke så meget – bortset fra, at du lærer at bruge funktionerne Puppet Warp og Content-Aware Fill men det handler selvfølgelig om noget helt andet – Donnies miserable liv – og der lægges op til en konfrontation, som formodentlig vil gå frygtelig galt for den stakkels mand.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Computeren er flyttet fra skrivebordet til lommen, bilen og helt ud i byrummet – nogle gange meget synligt, fx. som installationer og storskærme, andre gange skjult, fx. monitorering af trafik og indsamling af information. Byplanlæggere taler om smart cities, som ikke bare regulerer trafiklys og viser vej til ledige parkeringspladser men kan indrette sig efter skiftende forhold, og hvor bygninger er interaktive langt ud over automatiske skydedøre.

Forskningscentret Digital Urban Living har fra 2008 til 2012 undersøgt og medvirket i en række projekter om det digitale byrum. Centret er tværfagligt med forskere fra Aarhus Universitet, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Handelshøjskolen i Aarhus, og bogen er en gennemgang af centrets virke.

Bogen tager udgangspunkt i konkrete projekter og er altså ikke en vision eller gætterier. Efter en introduktion til den digitale by giver bogen eksempler på interaktive miljøer som mediefacaderne klimavæggen og Aarhus by light og digitale rum som Multimediehuset, der er under opførelse.

Man skal ikke opholde sig længe i en by, før man bemærker en udstrakt brug af mobiltelefoner, som bliver brugt til meget andet end at tale i. Det er nærmest blvet en refleks at trække telefonen, når man skal finde vej eller søge oplysninger, og der er ved at opstå digitale lag mellem den fysiske virkelighed og mennesker, der bevæger sig rundt i den. En stor del af bogen behandler dette nye rum, hvordan vi agerer i det, og hvad det kan bruges til.

Vi kan kommunikere med hinanden, med et rum, en bygning eller hele byen. Det kan bruges på mange måder af myndigheder, organisationer og erhvervsdrivende. Bogen udforsker nogle af mulighederne og er en god kilde til inspiration.

Har man fulgt godt med, er der meget kendt stof i bogen. Forskerne har i projektets fire år skrevet videnskabelige artikler og holdt foredrag, men dette er en samlet gennemgang af centrets virke holdt i et lettilgængeligt sprog og rigt illustreret.

Bogen er et godt sted at begynde, hvis man har opdaget, at et websted og en tilhørende mobil-app ikke rækker. Man skal bogstavelig talt møde brugerne der, hvor de er.

Læs indholdsfortegnelsen (pdf).

Køb Byens digitale liv hos:

• Saxo;
• Adlibris;
• Forlaget Ajour.

Se også:

• Kære supermarked, giv mig en app;
• Prissammenligning flytter fra nettet til butikken.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Trove er baseret på “kanaler”, som man selv opretter eller vælger ud fra et galleri. Man kan knytte nøgleord til hver kanal, og kanalen indsamler så nyheder om disse nøgleord. Desuden kan man vælge “foretrukne kilder” til kanalen, og disse kilder bliver så de primære.

Trove er udviklet af Washington Posts sandkasse for digital udvikling, WaPoLabs, og indholdet udvælges fra mere end 10.000 kilder med en vis troværdighed – altså ikke naboens datters blog. Det giver et højt kvalitetsniveau og ikke meget støj.

Man logger på med sin Facebook-id, og som udgangspunkt vælger Trove kanaler baseret på brugerens interesser på Facebook. Jeg ved ikke, hvor godt denne udvælgelse fungerer, for jeg benytter stort set ikke Facebook, og jeg ville bestemt foretrække at logge ind via Google, LinkedIn eller Twitter, men det kommer nok.

Forsiden er opdelt i tre spalter. Den venstre “Editor’s Pick” viser redaktionelt udvalgte artikler, så jeg ikke går glip af vigtige nyheder, selvom de ikke matcher mine interesser og derfor ikke optræder i mine kanaler. De to andre spalter er mine kanaler.

Forsiden på Trove

Når man opretter en kanal, kan man vælge nøgleord og foretrukne kilder. Her har jeg oprettet en kanal ved navn Denmark. Venstre felt viser mine nøgleord, i midten mine foretrukne kilder og til højre et søgefelt og en liste over nøgleord og kilder, jeg kan tilføje.

Tilpasning af kanal

Man kan også tilføje nøgleord eller kilder, man ønsker at undgå. Man klikker “Avoid this topic” eller “Avoid this source” ud for ordet, som derefter er overstreget.

Tjenesten er så smart, at den opdager, når den samme nyhed optræder i mange medier. Den viser nyheden én gang – fra en foretrukken kilde – og derunder med mindre typer nogle links til andre kilders dækning af samme nyhed.

Der er også sociale funktioner. Man kan anbefale artikler til sine Facebookvenner, se deres anbefalinger og diskutere artikler. Denne del har jeg ikke prøvet og kommer ikke til det, så længe jeg kun kan benytte Facebook.

Trove er ikke den første af sin art, men det er den bedste af dem, jeg har set. Jeg plejer at falde fra efter en dag eller to, men jeg er blevet hængende på Trove. Der er bestemt plads til forbedringer men denne tidlige udgave ser lovende ud.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Der er fint, og efter fire år er det på tide at tage næste skridt: at imødegå noget af det sludder, der florerer på internet, hvor vrøvlehoveder har meget let spil – man kommer meget nemt på vildspor, når man søger information om astrologi, alternativ medicin, healing, evolutionen og meget andet.

Redaktionen på videnskab.dk bør ikke stille sig tilfreds med voksende besøgstal men bestræbe sig på at nå de mange, der ikke søger videnskabelige svar – bare svar. Religiøse og pseudovidenskabelige tågehorn udbreder misinformation og får sjældent kvalificeret modspil. Nogen skal tage kampen op.

Et eksempel: Hvis man googler homøopati – en behandlingsform uden videnskabeligt belæg for effekt – får man en blanding af saglig information og sludder. Googler man så homøopatisk behandling eller homøopatisk medicin er søgeresultaterne blottet for videnskabelig skepsis og saglig information. Der er meget flotte sider med fine tilbud, og det ser absolut troværdigt ud. Man forledes til at tro, at homøopati er en anderkendt behandlingsform, der faktisk virker.

Der er andre eksempler – rigtig mange – og misinformationen får lov at stå uimodsagt.

Når man fylder fire, bør man opdage, at man ikke er verdens centrum. Videnskab.dk skal ikke bare betjene dem, der opsøger tjenesten, men begynde at erobre verden.

Det bør være en opgave for videnskab.dk at fortælle, hvad videnskaben mener om homøopati og meget andet vås, og det bør være et mål at toppe Googles søgeresultater.

Videnskabsfolk må påtage sig ansvaret for at få deres version af virkeligheden ud. Det er de desværre ikke meget for, og det er meget almindeligt, at de vil have andre til det. Evgeny Morozov, som forsker i nye teknologiers sociale implikationer ved Stanford University, mener, at Google skal påtage sig ansvaret:

At censurere søgemaskiner er ikke en attraktiv løsningsmodel, men hvad kan vi så gøre for at sikre, at brugerne bliver opmærksomme på, at de bliver fyldt med pseudovidenskab, løgn og bedrag på disse sites?

En oplagt mulighed er at konfigurere vores browsersoftware til på en eller anden måde at markere alle informationer, der lyder suspekte eller er omstridte.

Når eksempelvis en påstand såsom “vaccination fører til autisme”, dukker op i søgefeltet, kan sætningen skifte farve til rød, samtidig med et pop-up-vindue anbefaler at tjekke hos en mere autoritativ kilde.

Søgetjenesterne må presses til at tage mere ansvar for deres indekseringer. De må udøve en mere håndfast “kuratorisk kontrol”, når de præsenterer deres søgeresultater.

Konspirationsteorier undergraver internettet

Den løsning er lidt for nem – og komplet umulig for søgetjenesterne. Det er videnskabens ansvar at bringe videnskaben ud til dem, der ikke opsøger den.

Videnskab.dk er en rigtig god tjeneste og vandt da også den eneste pris, der hidtil er uddelt her på dSeneste: RSS-prisen 2010 går til Videnskab.dk. Nu er tjenesten blevet voksen og må påtage sig et ansvar.

Se også:

• De lærde svigter og tørrer den af på medierne;
• Forskerne vil udbrede viden – men ikke på internet.

Foto: chatirygirl.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

… blogs or tweets must be in a first-person, diary-type format and should not be in the role of a journalist – i.e. they must not report on competition or comment on the activities of other participants or accredited persons.

Deltagerne skal begrænse sig til “førsteperson dagbogslignende formater” og de må ikke have en “rolle som journalist”. De må gerne tage billeder til privat brug men må ikke “kommercialisere, sælge eller på anden måde distribuere disse billeder” Det samme gælder video og audio. Man må godt distribuere billeder men ikke video og audio fra den olympiske landsby – alstå boligområdet – hvis man har sikret sig tilladelse fra alle, der optræder på billedet.

IOC, Den internationale olympiske komité tillod modstræbende sportsfolk at blogge ved OL i Beijing i 2008. Det havde politiske undertoner, da Kina jo ikke er kendt som forkæmper for ytringsfriheden, men i London handler det udelukkende om penge.

IOC er bekymrede for, at sportsfolkene underminerer medierne og dermed de lukrative aftaler, IOC har med store medievirksomheder. IOC forbyder sportsfolk at bedrive “journalistik”, så hvad vil der ske, hvis Caroline Wozniacki under OL møder op til en pressekonference og stiller spørgsmål, som her:

YouTube: Novak Djokovic interviewed by Caroline Wozniacki.

Er det journalistik eller er det en parodi? Hvem afgør det? Vil Wozniacki blive udelukket fra OL, hvis hun gør noget tilsvarende i London og sender det ud via Bambuser samtidig?

Sportsfolkene må heller ikke blogge eller twitte kommercielt, men hvad vil det sige? @CaroWozniacki er på Twitter, og hun nævner gerne sine sponsorer for sine over 338.000 forfølgere:

Got my new @yonex_tennis bag, think it looks really really cool, matches my racquet and clothes:)) twitpic.com/8vtcs0

— Caroline Wozniacki (@CaroWozniacki) marts 13, 2012

Vil hun blive udelukket fra OL eller få en bøde, hvis hun gør noget tilsvarende under legene?

IOC kan næppe fastholde disse regler. Sportsfolk kan ikke skelne journalistik fra dagbogsligende optegnelser – hvem kan det – og de tør næppe udelukke en guldkandidat fra legene på grund af et tweet. Det er meget sandsynligt, at vi vil se nogle tvivlsomme eksempler i London.

Tværtimod bør IOC opfordre sportsfolk til at twitte og blogge, for det er uvurderlig markedsføring. Medierne bør også være glade for sportsfolks kommunikationslyst. Det er ikke konkurrence til den journalistiske dækning men væsentlige kilder.

Og Danmarks Olympiske Komité bør afholde nogle workshops, hvor de ikke afskrækker men opmuntrer de udtagne sportsfolk til at bruge nettet i det omfang, de har lyst og overskud op til og under legene.

Foto fra VM i enkeltstart, København 2011: dSeneste på Flickr.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Dette er temmelig usædvanligt. Nyheder er en pakkeløsning med forudbestemt indhold, ens for alle. Sådan er det i avisen, i radio og tv, og sådan er det på nettet – ihvertfald på mediernes websteder.

Individualisering og personliggørelse af indhold som på Facebook, Twitter, Pinterest, Instagram, Flipboard og hvad de ellers hedder, har endnu ikke fundet vej til medierne – det har vi nemlig ikke godt af, mener chefredaktør på Berlingske Tidende, Lisbeth Knudsen. Der er visse ting, vi skal tvangsfodres med, så vi kan lære noget:

Muligheden for at sammensætte en personlig nyhedsmenu er til stede på flere måder i dagens medieudbud, men er der nyheder så vigtige for os alle sammen som borgere, at vi ikke skal kunne vælge dem fra? Jeg er af den opfattelse, at vi som udgivere har et oplysningsansvar, når det gælder store nationale tragedier eller store principielle sager. Retsopgøret med Breivik bør man ikke kunne vælge fra. Vi er nødt til at tage læring af det.

Gå-væk knap til Breivik

Og ja, det er dækningen af retssagen mod Breivik, man kan blive fri for hos Dagbladet, som lanserer terrorfri sone på DB.no. Nogle nordmænd vil ikke høre mere om den sag, så Dagbladet giver dem mulighed for at vælge den fra.

Det er en temmelig beskeden individualisering – man kan ikke fravælge andre emner på Dagbladet – men altså for stor for Lisbeth Knudsen. Nyheder er en redaktionel udvælgelse, og sådan skal det fortsat være.

Chefredaktørens tilgang er lidt besynderlig. Hun må såmænd gerne påtage sig et “oplysningsansvar”, men det efterlever hun bedre ved at give os flere muligheder – ikke ved at påtvinge os hendes prioriteringer. Vi vælger selvfølgelig fra, og det har vi altid gjort. Medierne skal give os smartere måder at gøre det på og meget gerne hjælpe os med at foretage kloge fravalg. At påtvinge os visse emner er dels umuligt, dels uklogt. Konsekvensen er, at vi fravælger medierne og benytter nogle af de mange tilbud, der lader os filtrere.

Se også: Ingeniører overtager nyhederne: hvad nu, journalister?

Foto: By Leonid Mamchenkov.

Write a quick comment

I dag tilbyder musiktjenesten Spotify en Play Button, så man på et par sekunder kan indsætte musik på sin blog.

Når musikbloggen diskant.dk i dag anmelder From Sarah: Are We OK?, kunne de altså lade læserne høre et nummer, fx. titelnummeret (det kræver dog, at brugeren har installeret Spotify):

Og jeg kan også, selvom jeg ikke er en musikblog, er kommerciel og ikke har tilladelse fra nogen.

KODA og musikbloggere har i snart et år ligget i strid om brug af musik på blogs. Oprindeligt forlangte KODA, at bloggerne skulle betale, men for et par uger siden meldte organisationen, at bloggerne kunne bruge musik uden at betale, hvis de overholdt nogle retningslinjer. Man skal sende en mail til KODA for at blive godkendt.

I reglerne står, at “du behøver ikke indhente samtykke for musik, som rettighedshaverne i forvejen har uploaded på SoundCloud eller YouTube”. Med den nye “Play Button” hos Spotify, er der vist ingen, der vil gøre sig den ulejlighed at indhente tilladelser.

Via BBC: Spotify web buttons aim to extend music service’s reach.

Se også: KODA skal støtte eksperimenter. Principrytteri gavner næppe dansk musik.

Foto: woodleywonderworks.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

En nyhed skal i denne sammenhæng forstås som en hændelse; et vulkanudbrud, et afsporet tog, et folkeligt oprør. Og der er stort set altid mennesker til stede, som fortæller om hændelsen. De kan fortælle det til journalister, for eksempel via Tip Ekstra Bladet eller TV2 1234, men de kan også fortælle det til ingeniørerne ved at skrive på Twitter eller Facebook og lægge videoer på YouTube, og det gør stadig flere.

Rapporteringen kan også være ubevidst. Når mange mennesker i et bestemt område søger oplysninger om symptomer på influenza, kan Google Influenzatrends regne ud, at en influenzaepedemi er på vej. I gamle dage gik folk til lægen, som så rapporterede om stigende antal influenzatilfælde til sundhedsmyndighederne, som udsendte en pressemeddelelse. Nu går man til Google, før man går til lægen, og ingeniørerne hos Google henter data direkte fra kilden, mens journalisterne sidder og venter på en pressemeddelelse fra sundhedsmyndighederne.

En nyhed kan også være en planlagt hændelse som en sportskamp eller en produktlancering. Der er altid journalister til stede, når hændelsen indtræffer, sjældent ingeniører. Det koster journalistiske ressourcer, men journalistens tilstedeværelse er ofte overflødig og bidrager ikke nødvendigvis med noget væsentligt.

Journalisterne kan i stigende omfang undværes helt. Ingeniørerne eksperimenterer med computergenererede artikler, og virksomheder som Narrative Science lader computere skrive artikler baseret på struktureret data. Det kan for eksempel være en fodboldkamp; man har data som antallet af mål, frispark og udvisninger. Man ved, hvem der scorede og hvornår. Ud fra disse data om kampen kan en computer på få sekunder skrive et referat af kampen, og man kan tilpasse sprogbrug og stilart en bestemt målgruppe. Teknikken vinder også udbredelse inden for erhvervsjournalistik. Når en virksomhed offentliggør sit regnskab, omsætter computeren de mange tal til en læsevenlig artikel, og da computeren på få sekunder kan sammenligne med tidligere regnskaber, konkurrerende virksomheders regnskaber, branchen som helhed og konjunkturerne, kan den hurtigt afgøre, hvilke tal i regnskabet, der er væsentlige.

Journalister bruger ofte deres ressourcer forkert. For eksempel er der her i landet hvert år finanslovsforhandlinger. Statsministeren, Finansministeren og lederne af oppositionspartierne møder op i Finansministeriet og forhandler i dagevis, ofte langt ud på aftenen og weekenden igennem. I Finansministeriets gange spankulerer en snes journalister frem og tilbage klar til at kaste sig over forhandlerne, når de træder ud af forhandlingslokalet. Der bliver brugt temmelig mange journalistiske daglønninger og overarbejdstimer på den øvelse – ikke en eneste ingeniør – og det ville sjældent gøre den store forskel, hvis journalisterne blev hjemme og først tog fat, når statsministeren i en statusmeddelelse på Twitter skrev, at nu var finansloven i hus. Derefter kunne de læse finansloven, forberede interviews og levere den uddybning og perspektivering, som virkelig har værdi.

Innovation mod stagnation

I stedet for at skrive referater af fodboldkampe og hænge ud i Finansministeriet bruger ingeniørerne tiden på at udvikle deres tjenester. Da Facebook kom til verden i 2004, var det “An online directory” – et katalog over studerende på Harvard University. I de forløbne otte år har Facebook udviklet sig radikalt og er nu noget helt andet – blandt andet musiktjeneste, spillehal og nyhedskanal.

Facebook 2004.

Ingen kalder i dag Facebook et katalog. Jyllands-Posten, den første danske avis med et websted, åbnede i 1995 under navnet “Internetavisen Jyllands-Posten”, og efter 17 år er der stort set ikke sket noget. Det er stadig en avis på en skærm, og nyhedsformidlingen foregår stort set på samme måde – det gælder alle journalistiske tjenester, ikke bare Jyllands-Posten.

Internetavisen Jyllands-Posten 1998.

Ingeniørdrevne tjenester udvikler sig meget hurtigt, mens journalistiske nærmest står stille. Forklaringen er den store kulturforskel mellem de to fag.

Ingeniører er optaget af det nye – de vil finde nye veje og smartere løsninger. Det er de uddannet til, og det er deres passion. For ingeniører er der mest prestige i at beskæftige sig med det nye, og det er lidt pinligt at nulre med teknologier, der er 10 eller 20 år gamle.

For journalister forholder det sig omvendt. Det journalistiske urprodukt, papiravisen, er den mest prestigefulde arbejdsplads. Når man spørger studerende på journalistuddannelserne, hvor de ønsker at arbejde, svarer et flertal avisen, derefter kommer radio og tv og til sidst internet. Jo ældre medieform, desto mere prestige. Man ser lidt nedladende og med skepsis på det nye – det gjaldt radioen, da den kom frem, det gjaldt tv, og det gælder internet.

Denne forskel i kulturen betyder, at internet tiltrækker de dygtigste ingeniører, mens de dygtigste journalister søger væk. Kampen om nyheder på nettet står mellem den stærkeste holdopstilling mod den svageste.

Ingeniørnyheder ved et tilfælde

Ingeniørerne havde ikke planer om nyhedstjenester – de er kommet efterhånden, fordi journalisterne har efterladt et hul ved ikke at udvikle tjenester til nettet men bare kopiere papiravisen. Det første markante forsøg kom fra Google den 11. september 2001 – dagen for terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon i USA. Behovet for information var så stort, at de traditionelle nyhedstjenester som cnn.com brød sammen under presset, og Google, som havde langt større kapacitet, publicerede nyhedsopdateringer på søgemaskinen for at aflaste nyhedstjenesterne og holde den amerikanske befolkning informeret. Det var første skridt til tjenesten Google News, som ikke har egne nyheder men indsamler – eller aggregerer – fra mange kilder.

Journalister har lige siden ytret utilfredshed med tjenesten og lignende tjenester, men de har aldrig udviklet noget tilsvarende eller bedre. I stedet mener de, at Google skal betale dem, og i Tyskland har forbundsregeringen bebudet et lovforslag, Leistungsschutzrecht, der pålægger ingeniørerne afgifter til journalisterne. Det er næppe en farbar vej og et meget klart signal om, at ingeniørerne har vundet.

Journalisterne tror, at ingeniørernes nyhedstjenester er afhængige af journalisternes arbejde, men det er ikke tilfældet. Ingeniørernes tjenester er baseret på data – masser af data – ikke journalistik.

Ingeniører kan tjene penge på nyheder

Ingeniørerne formår at tjene penge på deres tjenester, hvad der ikke går så godt for journalisterne. Ingeniørerne har vist sig langt dygtigere til at udvikle effektive annoncesystemer, der udvælger annoncer baseret på data om læseren og sidens indhold. Journalisternes ineffektive annoncesystemer er baseret på gamle traditioner fra aviserne, hvor samme annonce vises for alle og ikke har nogen forbindelse med indholdet. Mens ingeniørerne udvikler og effektiviserer annoncesystemerne hele tiden, forlader journalisterne sig på en gammelkendt og ikke særlig effektiv model, der er overført uændret fra avisen og baseret på en dyd om at holde redaktion og annonceafdeling skarpt adskildt.

Ingeniørerne har udviklet gode nyhedstjenester med en sund forretningsmodel på halvdelen af den tid, journalisterne har haft til samme opgave uden at komme nogen vejne.

Customization afløser den redaktionelle udvælgelse

Da Apple i 2010 introducerede iPad, glædede Berlingske Tidendes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, sig over den nye dims og udtalte, at “Det er et gennembrud for en ny, attraktiv måde at vise aviser på” og “det bliver en blanding mellem den trykte avis og så indholdet på nettet”: Lisbeth Knudsen: “Berlingske på iPad til sommer”.

Det viste sig, at kun meget få ønsker at se aviser på en ny måde, men der skulle gå et år, før erkendelsens time oprindede: Tavlernes indtog erstatter ikke avisen skrev Per Palmkvist Knudsen, it-direktør i JP/Politikens Hus.

I mellemtiden har ingeniørerne forfinet dataindsamlingen – især data om, hvem vi er og hvad vi interesserer os for. Disse data benyttes til at udvikle stadig mere personlige tjenester – customization – med fokus på den enkeltes interesser. Denne tilgang ligger meget langt fra den journalistiske, hvor redaktørens rolle er at prioritere nyhederne for os og servere et standardiseret produkt – en model, de ville videreføre på iPad.

Det standardiserede produkt er et levn fra industrialderen, og stort set alle brancher har i de senere år bevæget sig mod individuelle, unikke produkter. Nyhedsformidling på nettet, iPad og telefoner er som skabt til denne individualisering, og den er kommet fra ingeniører, ikke journalister, hvoraf mange stadig mener, at den redaktionelle prioritering er bedre. De er begyndt at eksperimentere med individualisering, men de har langt fra de mængder data, som Google og Facebook råder over, og de har ingen erfaring med at bruge disse data. Det bliver meget svært at indhente ti års efterslæb.

Den nye rollefordeling

Journalisterne må efter snart 20 års løb på stedet og en meget innovativ konkurrence erkende, at de ikke tegner fremtidens nyhedsbillede. De har kun én mulighed for at komme tilbage i kampen: Ansæt ingeniørerne og giv dem ansvaret og pengene til at udvikle nyhedsformidling – de vil gøre det under alle omstændigheder, men de kan gøre det for medierne, hvis de får lov.

Det sker dog næppe. Journalisterne har ikke meget tilovers for ingeniørerne, som de holder i afsidesliggende it-afdelinger og kun lukker ud, når en journalist skal have skiftet batteri i sin trådløse mus. Ingeniørerne sidder ikke med ved bordet, når fremtiden planlægges i mediehusene.

Der går formodentlig nogen tid, før journalisterne erkender deres nederlag og indretter sig på, at de har mistet et vigtigt domæne. Det bliver et hårdt slag for deres selvforståelse, men det kan vise sig at være en fordel. Den evige jagt for at være først med det sidste giver ikke god journalistik, og kræfterne bør i stedet bruges på at skabe perspektiv og overblik. Når journalister ikke længere er de første, kan de fokusere på at være de bedste.

Foto: LaMenta3
.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment | View 5 more comment(s).

Det er en del af dagbladet Informations nye artikelserie, Vi overvåger overvågerne, hvor avisen beder alle medvirke med at indsamle information. Der er i skrivende stund, torsdag den 29. marts kl. 15.36, registeret 405 overvågningskameraer på Kameraspotter. Jeg har personligt registreret seks, og jeg er bestemt ikke færdig. Klokken 14.48 meddelte Information på Twitter, at Vi er oppe på 250 downloads af Kamera Spotter. God start!

Det er godt tænkt af Information, og i den kommende tid er det vist værd at overvåge dem, der overvåger overvågerne. De inddrager alle og er helt i tråd med direktør Mette Davidsen-Nielsens melding i forbindelse med offentliggørelsen af Informations regnskab for 2011:

Det, vi kigger på fremadrettet, er at involvere os i meget større projekter, hvor vi bruger hele huset; avis, web, forlag, arrangementer og eksterne samarbejdspartnere. Hele øvelsen går ud på at knytte læserne tættere til os. Vi har fokus på loyalitet i 2012, fordi der er bedre økonomi og muligheder i et længerevarende forhold.

Pæne tal for Information i 2011.

Vi har før set målrettet inddragelse af læserne. Det mest omtalte eksempel er vist Berlingskes “I lægens hænder”, som med flittig brug af en side på Facebook indsamlede erfaringer med det danske sundhedssystem.

Information har gjort lidt mere ud af det ved at udvikle en app og oprette en korttjeneste. Der er ikke en side på Facebook, men Information opfordrer til at skrive på Twitter med hashtag #OVDK.

Der findes dog et komplet – og gratis – system til crowdsourcing: Ushahidi blev udviklet til at registere voldsepisoder efter valget i Kenya i 2008 og er siden blevet benyttet til at indsamle information under krige og naturkatastrofer verden over. Det er værd at se nærmere på.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

I sidste uge anmeldte Kresten Schultz Jørgensen to bøger i Politikens bogsektion. Nøjagtig samme anmeldelse kunne findes samme dag med en anden rubrik på hans blog hos Berlingske: De digitale strategiers 2. bølge.

I dag skriver en anden blogger hos Berlingske, Dorte Toft, en analyse i Politiken, som heller ikke er på nettet. Hun gengiver ikke hele analysen på bloggen, kun hovedpunkter, og lægger op til debat: Uddannelsestjek I: Lange uddannelser bedst?

Hvis artiklerne havde været at læse på Politikens websted, havde de to skribenter formodentlig linket til artiklerne fra deres blogs i stedet for at gengive hele eller dele af artiklerne.

Kresten Schultz Jørgensen anmeldte to bøger, som jeg også har anmeldt her på dSeneste:

• Anmeldelse: Den perfekte storm;
• Anmeldelse: Digital Strategi.

Disse anmeldelser får dagligt besøg, primært fra Google, men hvis de stod i en papiravis, ville de være døde for længst. Anmeldelserne får læsere, som er interesserede – de har nemlig søgt efter anmeldelser af disse bøger – og når uden tvivl en større del af målgruppen end en anmeldelse i en papiravis.

Det er ikke tilfredsstillende at skrive til en papiravis med en begrænset læserskare, hvor artiklen har en levetid på et døgn, og hvor der ikke er mulighed for debat. Så må skribenterne tage sagen i egen hånd.

I januar besluttede Politiken, at der ikke længere skulle overføres så mange artikler fra papiravisen til nettet:

“Med disse nye retningslinjer vil vi gerne gøre avisen mere eksklusiv og styrke bladsalget. Vi skal tydeliggøre fordelene ved at købe avisen,” siger chefredaktør på Politiken Anne Mette Svane til Journalisten.dk.

Politiken piller papiravisen ud af politiken.dk.

Det vil vise sig, om de nye retningslinjer vil styrke bladsalget – jeg tvivler – men det styrker ihvertfald ikke forholdet til skribenterne. Både Kresten Schultz Jørgensen og Dorte Toft er eksterne, altså ikke ansat på Politiken, men hvad tænker de fastansatte; er de glade for, at deres artikler er døgnfluer? Og kan Politiken tiltrække kvalificerede journalister og kommentatorer til et medie, der lukker sig om sig selv og ikke giver skribenterne den eksponering, de kunne få?

Foto: angermann og mig selv.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det betyder, at aftalen kan behandles i komiteen i maj og gå til afstemning i parlamentet i juni, som det oprindeligt var planlagt:

• MEPs reject plan to refer ACTA to the ECJ;
• European Parliament Rejects Referral Of ACTA To EU High Court

Danmark underskrev ACTA sammen med 21 andre EU-lande i januar. Det førte til protester i mange EU-lande, hvorefter det blev foreslået at lade domstolen vurdere aftalen, inden parlamentet tog stilling. Her i landet var der demonstration i København og andre byer den 25. februar.

Formålet med ACTA er at fastsætte internationale standarder for, hvordan ophavsretskrænkelser behandles. IT-advokat Martin von Haller Grønbæk formulerer problemet med aftalen således:

“ACTA vil ikke føre til et overvågningssamfund som i Kina. Aftalen siger for eksempel klart og tydeligt, at al gældende lovgivning om persondata skal respekteres. Men det betyder ikke, at ACTA er en god aftale, for den gør private aktører til politimænd på nettet, og den tjener udelukkende en snæver gruppe af rettighedshavere frem for hele samfundet”.

Derfor er ACTA et problem.

Se også: ACTA: Hvordan skal man lovgive mod piratkopiering? Her er eksempler fra andre lande

Foto fra demonstration mod ACTA i København: Anders M J.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Nu er 60 års udvikling ikke det samme som en historie med nye informationer hver time, men umiddelbart ser formatet anvendeligt ud. På en enkelt side får man hele historien, og hvis man kommer tilbage med nogle timers eller dages mellemrum, kan man hurtigt samle op, hvor man slap.

Nyhedsartiklen er ihvertfald ikke det rette format: 24 artikler om Michelin på 24 timer er ikke god journalistik. Det er ikke hensigtsmæssigt at klikke sig gennem et utal af artikler, som man hurtigt farer vild i.

Tidslinjen passer bedre til historier, der udvikler sig hurtigt, men kun så længe udviklingen står på. Når roen lægger sig, kan man omskrive historien, så man prioriterer det væsentlige og fjerner det, der viste sig at være uvæsentligt.

Der findes tjenester til tidslinjer, fx Dipity. Her er en om Steve Jobs liv:

Den er dog ikke så god som Facebooks, og den er vanskelig at redigere. Det skal være enkelt med prioritering på brugervenlighed, og det skal være nemt efterfølgende at ændre formatet fra tidslinje til en mere traditionel artikel.

Se også:

• Nyheder på nettet skal kappe to liner: deadline og byline;
• 3 nye formater for journalistik.

Foto: koalazymonkey.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

1. Vi skal skrive om musik, og den musik, vi lægger ud, skal være et supplement til den tekst, vi har skrevet;
2. Vi må ikke må være kommercielle. Det betyder, at vi ikke må tjene penge på bannerannoncer eller gøre reklame for events, som vi selv har en økonomisk interesse i;
3. Vi skal have tilladelse fra komponister og sangskrivere, hver gang vi lægger et nummer eller en video ud.

Jeg kan ikke finde information om den nye ordning på Kodas websteded. Der er ganske vist en side med regler for musikblogs, men i skrivende stund står der ikke noget. Nu gør der.

Koda har hidtil insisteret på, at al offentlig fremførelse af musik koster penge, ikke nødvendigvis mange, men hvis man indfører gratis, er det en glidebane, sagde Kodas kommunikationschef Nicolaj Hyltén-Cavallius ved et dialogmøde i efteråret 2011. Han tilføjede, at bloggere skal indstille sig på at have udgifter, og en jurist fra Koda forklarede ved samme møde, at det handler om værdi – hvis musikken tilfører bloggen værdi, skal bloggeren betale.

Ved et dabatmøde et par måneder senere sagde Kodas direktør, Anders Lassen, at bloggerne bør organisere sig, så de kan forhandle med organisationer som Koda. Det har de ikke gjort – og jeg mener stadig, det er en god ide.

Nu har Koda altså skiftet mening og påbegyndt turen ned ad glidebanen. Det var klogt. Mange musikere og andre kunstnere udforsker nettet for at finde nye indtægtskilder, som erstatning for det dalende salg af fysiske medier som CDer og DVDer. Komikeren Louis C. K. har fået stor opmærksomhed efter sin succes med at sælge sit seneste show på nettet: Louis C.K.’s DRM-free $5 comedy special earns $1 million in 12 days. Den dansk/irske rapper L.O.C, eller Liam O’Connor, har skrottet pladeselskabet for i stedet at samarbejde med TDC og tilbyder sit nye album gratis:

Musikbloggerne er en vigtig kanal for små navne, og Kodas rigide holdning stod i vejen for medlemmernes muligheder for at eksperimentere med nye forretningsmodeller, hvad der er helt nødvendigt.

Foto: Jim Sneddon.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Det er ikke lykkedes. Nokias nye serie Lumia med Microsofts nye styresystem Windows Phone har fejlet fatalt viser en ny undersøgelse af markedet i England.

Nyhedsbureauet Reuters skriver: Windows Phone surpasses Symbian in Britain: survey, og det lyder jo som en succes. Symbian er Nokias tidligere styresystem til smartphones, som bliver udfaset til fordel for Windows, og det er næppe overraskende, at et nyt styresystem på et eller andet tidspunkt får større markedsandel end et under udfasning.

Tallene er mere interssante. For et år siden havde Symbian en markedsandel på 12,4 procent. I dag har Windows en markedsandel på 2,5 procent og Symbian 2,4. Android har en markedsandel på 48,5 procent og iPhone sidder på 28,7 af det engelske marked.

Markedsandelen for telefonens styresystem er vigtigt for forbrugeren: jo større markedsandel, desto flere apps. Det betyder ikke så meget, hvis man kun bruger telefonen til samtaler, sms og Facebook, men hvis man vil have de bedste spil, netbank og andre fikse apps, skal man vælge et styresystem med stor udbredelse, og det vil sige iPhone eller Android.

Det samme gælder for virksomheder, der tilbyder apps. Det koster penge at udvikle en app, og der er ingen grund til at investere i apps til Windows, hvis ingen bruger det.

Windows Phone er død, med mindre der sker et mirakel, og Nokia er ligeså død på markedet for smartphones, med mindre de sadler om. Den finske analytiker og tidligere ansat hos Nokia, Tomi T. Ahonen, dissekerer tallene: Brutal Truth about Lumia – cannot sustain even 1 to 1 replacement of Symbian: Windows Phone strategy doomed for Nokia.

Det er en skam. Det ville være godt med et stærkt alternativ til Apple og Google, men nu er det svært at se, hvor det skal komme fra.

Foto: Newtown grafitti

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Deadline er et fundamentalt vilkår for journalister. Hvis man ikke overholder den, kommer artiklen ikke med i morgendagens avis, og så skal man stå skoleret for redaktøren næste formiddag. Medierne har taget deadline med sig i nyhedsformidlingen på nettet. De siger, at på nettet er der deadline hele tiden, og sådan arbejder de. Artiklen skal skrives færdig og udgives.

De burde i stedet afskaffe begrebet deadline. Der er ikke deadline hele tiden – der er slet ingen deadline. Deadline er en afslutning, et punktum. Nu har man skrevet artiklen, den er udgivet, og man kan tage en kop kaffe, inden man begynder på den næste.

Den historie, artiklen handler om, er formodentlig ikke afsluttet, men udvikler sig over flere timer, dage eller uger. For hver udvikling i historien skal der skrives en ny artikel – den gamle er nu forældet.

Når røgen lægger sig, har man skrevet 10, 20 eller flere artikler, som nu er forkerte alle sammen.

De fleste nyheder begynder med et telegram fra et nyhedsbureau, som man kan udgive med det samme. Derefter påbegynder man sin egen artikel med egne kilder og egne vinkler. Man kan ikke udgive, før man har en færdig artikel, og man kan ikke skrive videre på en artikel, der er udgivet (bortset fra mindre fejlrettelser).

Arbejdsformen er taget med fra aviserne, hvor det færdige produkt – avisen – bestemmer arbejdsformen. Dette produkt findes ikke på nettet, og derfor behøver arbejdsformen ikke at være den samme.

Hvis man afskaffer den mentale deadline, behøver man ikke at vente med at udgive historien, til den er færdig, og man kan skrive videre på den, når den er udgivet.

På nettet er der ikke et færdigt produkt. Det er en evig proces, og processen er i sig selv produktet. Det har medierne til dels forstået. De har ikke en udgave om mandagen, tirsdagen osv. De har heller ikke en morgen- middags- og aftenudgave. De udgiver hele tiden, derfor siger de, at der er deadline hele tiden.

Denne erkendelse er dog ikke nået til artikelniveau. Her er der stadig en proces, et punktum og en udgivelse. Dette punktum, den mentale deadline, resulterer i et underligt hybridprodukt med dynamiske for- og sektionssider og statiske artikler.

En artikel skal være ligeså dynamisk som webstedets forside. Den skal følge historien, ikke en arbejdsform dikteret af gårsdagens teknologi.

Når man kapper deadline, ryger byline også. En gammeldags artikel har én forfatter, måske to. Artiklen er deres produkt, men når der ikke længere er en deadline, og artiklen kan følge historiens liv over dage eller uger, skal der flere forfattere til. Artiklen bliver nu skrevet af en redaktion i fællesskab, og der kan stå mange navne på byline. Det er umuligt at se, hvem der har skrevet hvad – den enkelte journalist bliver anonym.

Den udvikling vil næppe vække jubel i journalistkredse, men det er dog ikke ukendt. Når der ofte står Ritzau på byline, er det ikke, fordi Erik Nicolai Ritzau er meget flittig, men fordi artiklen er skrevet af anonyme journalister på Ritzaus Bureau.

Deadline og byline forhindrer en helt nødvendig udvikling af nyhedsformidlingen på nettet, og den statiske nyhedsartikel skal tilbage, hvor den hører hjemme – i avisen. På nettet skal der udvikles nye former, og inspirationen skal komme fra de virksomheder, der har forstået nettet; Google, Facebook, Wikipedia, Twitter, Amazon. Ingen af disse befatter sig med journalistik, og ingen af dem har udviklet en form, der egner sig til nyhedsformidling på nettet, men de har alle en del af svaret. Google ved noget om data. Man skal samle, organisere og stille den til rådighed på mange måder. Facebook ved, at vi vil have et individuelt, personligt produkt. Vi vil ikke se det samme, som alle andre. Wikipedia ved, at en artikel aldrig er færdig men skal ændres, hvis virkeligheden ændrer sig. Twitter ved, at meget kan siges med få ord og måske et link. Amazon ved, hvordan man sælger.

Nyhedsformidling på nettet er en kombination af de ting, der fungerer på nettet, og for at udvikle det nye format skal man kappe de to liner deadline og byline.

Foto: Breahn

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment

Forfatteren Leif Davidsen ser “kimen til vort fags undergang”: E-bøger – nej tak. Musikeren Ivan Pedersen må konstatere, at Svindelnumre på nettet æder mit levebrød, selvom han overdriver tallene en anelse. Filmproducenten Ronnie Fridthjof konstaterer, at Samfundet accepterer tyveri af film og musik og følges op af filminsruktøren Asger Leth, som spørger Må man stjæle, bare fordi man kan? og Adm. direktør i Gramex, John R. Kristensen, som formulerer samme spørgmål med lidt andre ord: Hvorfor mener en større gruppe af unge, at det o.k. at stjæle musik?

Det er alvorligt, men det er meget værre. Ovennævnte herrer gør deres bedste for at advare os, men de når ikke i nærheden af sandheden. Den får man fra ophavsretsmatematikere, og om 3 minutter forstår du, hvor alvorligt det er:

TED Talk: Rob Reid: The $8 billion iPod

Se også:

• Mørkemændene er gamle, har deres på det tørre og står i vejen for udviklingen;
• Filmproducent vil lukke trådløse netværk;
• Så hjælp mig. Hvad er løsningen på de titusindevis af ulovlige downloads der indtil nu har halveret indtægten af min DVD?

Write a quick comment

Formel 1 er nok verdens mest højteknogiske sport. Bilerne er udstyret med et utal af måleinstrumenter, som under løbet sender data til holdet, så de ved, hvor bilen befinder sig, hastighed, og en lang række tekniske data, der fortæller holdet, hvordan bilen har det. Disse data er helt uundværlige for holdet, og nu stilles de til rådighed for seerne.

De fleste seere har en særlig interesse i en bestemt kører eller hold – der er to biler på hvert hold – men på tv-skærmen kan man kun følge løbets overordnede udvikling med særlig fokus på de førende biler. Hvis man holder med en kører længere nede i feltet – og det gør man måske som dansker fra næste sæson, fordi Kevin Magnussen på vej mod Formel 1 – er tv-transmissionen ikke god nok.

Formel 1 har i flere år tilbudt placering og omgangtider på formula1.com, og det er et godt supplement til tv.

Skærmbillede fra kvalifikationen til årets første løb i Australien. Løbet afvikles søndag den 18. marts og kan ses på TV3+ med optakt fra klokken 5.30.

Opdateringen sker med få sekunders forsinkelse og giver et bedre overblik end de sparsomme informationer, der er på tv-skærmen. Det er en stor hjælp, men i år tager Formel 1 den tredje skærm i brug.

Sidste år introducerede Formel 1 en app til iPhone og Android, som viste samme informationer, som webstedet, men i år er de gået et skridt videre med F1 2012 Timing App.

Den nye app har et interaktivt 3D kort, som i realtid viser placeringen af alle kørere på banen. Man kan panorere, zoome og dreje kortet for at fokusere på en specifik kører, eller zoome ud for at se hele feltet. Desuden er der en lang række oplysninger, som hidtil har været forbeholdt holdene, og man kan følge en bestemt kører.

Skærmbillede fra F1 2012 Timing App, som koster 176,74 til Android og 112,84 til iPhone.

Vi er mange, der ser tv med et halvt øje mens vi foretager os noget andet – ofte med computeren eller telefonen. Det har fået mange tv-stationer til at tilbyde supplementer til direkte udsendelser på deres websteder eller Facebook og Twitter, ofte med stor succes.

Formel 1 går udenom tv-stationerne og direkte til seerne. De giver ikke tv-stationerne de ekstra informationer og lader dem formidle dem videre på deres websteder eller apps. Perspektivet kan være, at Formel 1 – og andre sportsgrene – slet ikke behøver tv-stationerne. Der går dog nok et par år, for indtægterne fra tv er betragtelige, og der skal sælges mange apps for at erstatte den indtægt.

I denne sæson er konsekvensen for tv først og fremmest, at vi slet ikke ser de irriterende reklamepauser – vi vender straks blikket mod de to andre skærme og følger løbet der.

Dette indlæg er fra dSeneste.dk.

Write a quick comment