Om at miste en mor

14 år siden min mor døde og endnu et nyt år er begyndt.

2025-02-14T11:10:00.000-08:00

Vi har startet et nyt år 2025. I år bliver jeg 52 år. Så er jeg kun 7 år yngre end min mor, da hun døde. Det er 14 1/2 år siden hun døde. Mit sidste barn er lige blevet 18 år, så nu har jeg ikke længere ansvar for børn. Jeg har nu 3 voksne børn. Den ene er lige blevet færdig med sin uddannelse og har fået fast arbejde. Den anden bøvler lidt rundt i livet, har fået konstateret ADHD og har svært ved at finde sin retning i livet i forhold til uddannelse og arbejde. Den yngste går på STX og trives med venner, veninder og studiet.

2025 er også året, som min dejlige veninde aldrig kommer til at opleve. Sorgen over hendes død er virkelig tung. Jeg savner hende hver dag, tænker på hende mange gange hver dag. Elsker hende så højt og kærligheden er blevet hjemløs. Der er så mange facetter af tung håbløshed over at mangle et af mine vigtigste livsvidner. Selvom jeg er velsignet med mange dejlige og varme relationer, så føler jeg mig til tider ensom uden hende. Vi plejede at skrive sammen flere gange om ugen, ses flere gange om måneden og være helt opdateret på hinandens liv. Hun var altid omsorgsfuld, empatisk, rummelig og intelligent. Hun elskede mig og jeg savner at mærke hendes kærlighed. Nu er der kun mig tilbage og mit hjerte flagrer ensomt i sorgen over, at hun er væk. Det gør ondt, alt for ondt.

Og pludselig så slog det mig. Den næste del af mig liv og indtil jeg dør kommer til at bestå af tab, men også mange gode oplevelser. Nye generationer kommer til. Vi har fået to fantastiske små dejlige piger i familien på 1 og 2 år. De er ikke mine biologiske børnebørn, men det er de af hjertet og jeg elsker dem højt. Jeg ser dem 1-2 gange om måneden og deres livsglæde, finurligheder og sprog er fantastisk. Det minder mig om, at livet starter forfra igen og igen. Denne cyklus er alt, hvad der betyder noget. Alt andet er bare fyldstof.

Mine veninder mister deres gamle forældre i hobetal i denne tid. Gamle mødre og fædre i 80´erne dør. Og det minder mig om min egen mor igen og igen. Men det er ikke længere med så voldsom savn. Jeg græder ikke længere over hendes død og mangel på tilstedeværelse i mit liv, men jeg tænker ind i mellem på, at hun kun vil have været 73 år, hvis hun havde levet. Det er jo ingen alder. Min dejlige svigermor er heldigvis stadig frisk og klarer sig selv. Vi ser hende mindst 1 gang om måneden og mine børn har også et fortsat tæt forhold til hende, hvor de tager ned og besøger hende. Hun betyder meget for mig og jeg er hende dybt taknemlig for den fantastiske farmor-rolle hun har haft for mine børn igennem hele livet. Det kan aldrig erstattes.

Jeg savner, savner, savner min veninde. Det gør fysisk ondt helt ind i mine knogler og tårerne slører skærmen lige nu. Jeg holder dog fast i alle de gode ting så godt det nu kan lade sig gøre. Det ved jeg hun ville have ønsket for mig. Det eneste hun ikke ville have, er at livet går i stå. Det værdifulde, kostbare, smukke og skrøbelige liv. Grænsen mellem liv og død er skrøbelig, uendelig og alligevel så kort. Det tænker jeg ofte på.

13 år siden min mor døde - i går begravede jeg mit livs bedste veninde igennem 33 år

2024-08-21T03:36:00.000-07:00

Det er længe siden, at jeg har skrevet her på bloggen. Det er mange år siden min mor døde. Jeg tænker på hende ind i mellem og savner hende også, men tiden har gjort, at det i dag er en sorg, som jeg ikke længere er påvirket af i dagligdagen. Mine børn var små, da hun døde. I dag er de voksne og den yngste er snart 18 år. Jeg er selv på vej til at blive 52 næste år, og når det sker, er jeg kun 7 år yngre end min mor var, da hun døde.

Som tidligere skrevet på bloggen har mine biologiske familieforhold været sporadiske, så jeg har haft veninder, som har fungeret som min familie igennem alle årene. For 3 1/2 uge siden skete der noget fuldstændig forfærdeligt. Min bedste veninde, mit livsvidne, min fortrolige, min støtte og alt muligt andet døde fuldstændig uventet af en massiv hjerneblødning. Hun faldt om, og der var ikke noget at gøre. Blødningen var så stor og omfattende i hjernen, at der ikke var noget at gøre. Jeg vil ikke skrive en masse detaljer, da det er vigtigt at bevare en vis anonymitet. Hun blev organdonor.

Det har efterladt mig i et kæmpe chok og en meget dyb sorg. Egoistisk set har jeg mistet 33 års tæt venskab, hvor vi har fulgtes ad i alle store begivenheder, deltaget i vores børns dåb og konfirmationer og alle livets andre store fester.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal komme igennem dette. Jeg har tabt mig meget, savner hende ulideligt hver sekund og har det som om min hud er revet af eller gået i stykker.

Aner ikke hvordan jeg skal klare det, men det satser jeg på, jeg gør for har jeg noget valg?

Et liv i forandring 11 1/2 år efter en mors død

2022-11-23T02:35:00.000-08:00

Det er længe siden, at jeg har skrevet her på bloggen. Det er også uendelig længe siden, at min mor er død. 11 1/2 år siden. Hun lever stadig i mine tanker, men det er i dag mere som et fjernt minde fordi der siden hendes død har været så mange oplevelser, stunder og udvikling siden. I øjeblikket kan jeg ind i mellem tænke på, at hun kun ville have været 70 år i dag, hvis hun stadig havde været i live. Det er mærkeligt at tænke på, når jeg ser mig omkring på andre 70-årige, som er både raske og rørige. Den nærmeste slægtning i den alder, som jeg tit ser, er min svigermor. Selvom hun nu har fået både en ny hofte og et nyt knæ, er hun stadig i fuld vigør.

Hun er kommet sig så godt efter hendes knæoperation og har fået meget mere energi og udholdenhed. Hun er 71 år. Så meget, at hun rejser til England og holder jul med sin datter for første gang i 4 år. Det glæder mig så meget, at hun kan gøre det fordi hun også har to dejlige børnebørn på 8 og 5 år i England. Vi så dem for første gang i 3 år i sommer. Det var en kæmpe fornøjelse. Så skønne unger. Vi er ærgerlige over, at de bor i England og vi dermed ikke ser dem så ofte, men det er et vilkår, som vi ikke kan ændre på.

Derfor er det fortsat lidt mærkeligt at tænke på, at min egen mor kunne have været i dag, kun 70 år gammel, hvis omstændighederne havde været anderledes, men det er det ikke og det har jeg for længst fundet fred med. Det bliver man nødt til at for at overleve og komme godt videre sit eget liv.

Når hyppigheden af indlæg er faldet igennem årene, er det et tegn på, at sorgen over en død mor, bliver til at leve med, som årene går. I de første år kom jeg altid til at græde, når jeg læste her eller skrev om det, der fyldte, men det gør jeg ikke længere. Jeg græder ikke længere over hendes død eller mangel på tilstedeværelse i livet. Måske har det også noget at gøre med, at jeg selv bliver ældre og mine børn voksne. Min yngste er nu på efterskole, så mit liv med mindre børn er slut. Mine store børn er i fuld gang med uddannelse og opdage deres eget liv med alt, hvad det indebærer. Heldigvis har vi en god og regelmæssig kontakt, men det er også klart, at de skal leve deres eget liv og finde ud af, hvad det indeholder både nu og på den længere livsbane.

Selv har jeg også startet på en ny og afgørende tid i mit liv. Jeg blev sygemeldt for 4 måneder siden på fuld tid og med ukendt tidshorisont. Jeg kommer aldrig tilbage i fuldtidsarbejde igen. Jeg har arbejdet hårdt i mange år med alt for mange, primært autoimmune sygdomme, som gør, at jeg er slidt og min krop er sårbar efter talrige operationer, undersøgelser og diagnoser i flæng. Nu er tiden kommet til, at den sidste halvdel af livet skal være med et andet udgangspunkt, som jeg i øjeblikket ikke helt kender. Jeg bruger meget tid på diverse kontroller og har i går gennemgået endnu en operation. Jeg er helt udkørt og kan mærke, at min krop er slidt efter mange operationer. Jeg er udkørt og skal bruge de næste dage på at komme mig.

Sådan en sygemelding afstedkommer forstyrrelser og gøremål i kontakt med jobcenter, forsikringer, sygehus og nu tidligere arbejdsgiver. Der er meget, der skal ordnes og redegøres og dokumenteres, så det tager noget tid og energi. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg har et super godt netværk, som jeg kan trække på og som tilbyder hjælp på forskellig vis. Jeg har fået en super sød og dygtig jobkonsulent i jobcentret, som er virkelig kompetent. Jeg håber, at den gode karma, jeg har sendt ud i igennem mange år til mange borgere, i jobcentret nu er den, der kommer lidt tilbage til mig. Jeg tror, at den sag skal nok ende på et godt sted.

Om at blive "Bedste" 10 år efter min mors død

2021-11-27T03:21:00.002-08:00

Der sker meget i mit liv for tiden, som virkelig manifesterer, at der er gået et helt årti siden min mor døde. Jeg bliver 50 år om 1 1/2 år. 50 ÅR. Det er så vildt at tænke på. Jeg kan se og mærke livets tand, men alligevel er opfattelsen og fornemmelsen af tid virkelig forunderlig.

Et meget nært familiemedlem, som har været tæt knyttet til os de sidste 14 år, venter nu barn til sommer. Det bliver et barn, som jeg får et "bedste-lignende" forhold til. Det er så vildt og så stort, at familien nu endelig vokser med en ny generation, som bringer glæde og håb om mange dejlige oplevelser fremover. Et barn, som jeg kommer til at være meget tæt på og som jeg kommer til at elske højt. Det er en utrolig glædelig overraskelse og nu hvor 12 ugers scanningen er overstået tør vi alle begynde at glæde os til starten af juni 2022. Jeg kigger på de tilsendte billeder fra ultralydscanningen og glæder mig. Ser antydningen af den lille næse og tænker på, hvem der mon kommer ud til os. Det er så vildt. Næste trin er at finde ud af, hvad kønnet er. En lille dreng eller pige. Vi glæder os uanset hvad. Dette barn kommerhar. tidsmæssigt på det helt rigtige tidspunkt som et symbol på tidens gang. Men også på et tidspunkt, hvor mine egne børn endnu ikke har tænkt i de tanker. Så bliver der tid og overskud til både at være der for det lille nye menneske, men også det faktum, at min elskede svigermor pludselig er blevet lidt dårlig.

I går tog mine ældste sønner på weekend hos deres farmor for at erfare, at hun har mange smerter og har brug for en rollator indenfor. Det er helt nyt og det havde hun ikke i oktober, da vi sidst var sammen med hende. Det er helt nyt, så vi skal lige finde ud af, hvad der eventuelt skal gøres. Skal der være ekstra hjælp til rengøring, indkøb af en tørretumbler, hvad hun ikke har osv. Min mand vil tage ned til hende og snakke om det. Vi er begge ret påvirkede af det og ved jo godt, at hun også bliver gammel, men vi kan slet ikke bære tanken om, at hun en dag ikke vil være her længere. Derfor er jeg så glad for, at den næste generation nu begynder at komme. Jeg glæder mig simpelthen så meget. Så det er en tid med både stor glæde, men også det faktum, at vi er kede af, at vores svigermor og mor begynder at vise tegn på, at hun ældes ret kraftigt i denne tid. Det er ikke helt, hvad vi regnede med, da hendes egen mor er tæt på 100 år.

Lige denne dejlige nyhed ville jeg gerne have delt med min egen mor, men det bliver ikke til noget, da hun er død. Desværre. Der kan jeg mærke, at hun i den grad mangler hos os. I forbindelse med det kan jeg tænke, at hun jo ikke engang ville være fyldt 70 år endnu. Jeg kan få en lille klump i halsen over det, men tiden har læget disse dybe sår. Nu er det ved sådanne begivenheder, hun mangler. Hun mangler at jeg kunne ringe til hende og fortælle, hvordan det går med alle mine kroniske sygdomme og at der var én i denne verden, der bekymrede sig om mig som kun en forælder kan. Men det er der ikke, så det lever jeg med.

Til sommer skal jeg være "Bedste" - jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til det.

Om at leve 10 år efter en mors død

2021-07-10T03:27:00.002-07:00

Det er sommer. Midsommer. Juli står i al sin pragt med blomstrende roser, gule mælkebøtter, duftende træblomster og vejret skifter mellem varme perioder og regnvejr. Heldigvis har vi gode perioder med opholdsvejr.

Det er i år, i denne måned, at det er 10 år siden min mor døde. 10 ÅR! Det er så uvirkeligt, at tiden alligevel gik så stærkt. Mine børn er blevet voksne, min mand og jeg er blevet ældre. De to ældste er flyttet hjemmefra og er godt i gang med uddannelse/arbejde. Den yngste skønne teenager bor stadig hjemme, men skal på efterskole om 1 år.

Jeg står her. Over halvdelen af livet er gået. Jeg er alvorligt kronisk, men ikke dødeligt syg. Jeg har det faktisk godt, rigtig godt, rent mentalt. Jeg har fået en indre ro i at vide, at det meste nok skal gå. Selv når vi står i det værste mørke, den dybeste fortvivelse, så kan mennesket overleve det meste. De fleste, men ikke alle. Det er jeg klar over. Jeg har heldigvis aldrig prøvet at miste et barn, og håber aldrig det sker. Det er svært at forestille sig, at man kan rejse sig igen efter sådan en tragedie. Da jeg mistede min mor for mange år siden vidste jeg alligevel altid, inderst inde, at jeg kunne overleve det. Jeg ville kunne komme videre. Det kræved det. Jeg var mor til 3 mindre børn og kone og veninde og menneske.

For første gang i 10 år har jeg fået lyst til at se min mors gravsted. Eller rettere hendes sten. Jeg føler ikke længere, at et besøg på gravstedet vil få mig til at bryde sammen i krampegråd. Det er en mental ændring i forhold til, hvordan jeg tidligere har haft det. Jeg tror, at det er god og lettende forandring i mit liv. Måske besøger jeg gravstedet i løbet af sommeren.

Når jeg ser kvinder på min mors alder. Hun vil være fyldt 70 år næste år, så kan jeg godt blive lidt vemodig i tankerne. Der var så meget, hun gik glip af fordi hun aldrig formåede at omsætte sin intelligens til egenomsorg, ændre sin sociale arv til noget bedre og det betalte jeg, som hendes barn, en stor pris for. Jeg har ingen biologisk bagudrettet familie tilbage i dag. Der er total splittelse. Ikke en dramatisk en af slagsen. Årene er gået, min far er blevet gammel. Jeg ser ham aldrig.

Han skriver ind i mellem med mine sønner på sms. Der stiller han de samme spørgsmål flere gange, så måske er han ved at blive glemsom. Jeg ved det ikke, men jeg er også ligeglad. Det lyder hårdt, men sådan er det. Jeg tror, at han har kontakt med min biologiske søster og hendes børn. Så det er godt nok. Alligevel er det jo mærkeligt, at en familie splittes sådan. I mit tilfælde er der mange logiske og forklarlige årsager til dette, men derfor er det stadig mærkeligt og delvist også ærgerligt. Men sådan blev min historie, og det har jeg fundet fred med. Der er alligevel intet jeg kan gøre, og skulle jeg gøre noget, ved jeg ikke hvad, og jeg tænker ikke, at det er anstrengelserne værd. Jeg har ikke de samme kræfter længere, og de, der er, skal bruges på primært gode og dejlige oplevelser. Så mange som muligt. For ingen ved, hvornår dagene slutter.

Jeg er meget glad for min blog. Ind i mellem læser jeg indlæg fra de år, der er gået. Det er altid meget intenst at læse hele år 2011, hvor min mor døde. Jeg mærker min egen dybe og mørke sorg i de indlæg, jeg har skrevet. Kan næsten tænke, er det virkelig mig, der har været så ulykkelig? Det er det jo, men i dag er jeg både stolt over mig selv, men også, lidt objekt betragtet, forundret over, hvad vi mennesker kan overleve og komme igennem. Jeg har forlængst tilgivet min mor. Det ved jeg, hun ved. Jeg er også dybt overbevist om, at vi ses igen. På den anden side. Men indtil da er det om at nyde livet og være god mod os selv og andre. Venlighed og overbærenhed kommer man længst med.

Tanker om at være kronisk syg i en Covid-19 tid 10 år efter en mors død

2021-04-22T13:35:00.000-07:00

Det er forår. Et koldt et af slagsen. Verden har i sandhed forandret sig det seneste år. Jeg har tit tænkt på min mor og det faktum, at hun skulle have levet fuldstændig isoleret, hvis hun havde været i live. Hendes lungefunktion var i de sidste år så dårlig, at hun ville have været død med en omgang Covid-19. Om ganske få måneder er det 10 år siden hun døde. Et helt årti er der så gået, siden jeg så hende. Helt nøjagtigt 3650 dage. I skrivende stund ville hun ikke have været mere end 69 år gammel. Det er jo ingen alder i forhold til mange fra den generation, der er både mentalt og fysisk velholdte. På tidligere tidspunkter blev jeg ofte vemodig, når jeg skrev på denne blog. Det gør jeg sjældent længere.

I dag er jeg 11 år yngre end min mor, da hun døde. Det er til gengæld mærkeligt at tænke på. Hun var allerede i min alder i starten af sin lange og udmarvrende sygdomsfase. Hun har ikke givet et godt helbred genetisk videre. Jeg fejler heldigvis intet med lungerne, men til gengæld har jeg en lang række kroniske autoimmune sygdomme, som gør livet sværere. Det kræver mere hvile end tidligere, så på den måde kan jeg godt mærke, at jeg bliver ældre. Jeg er meget bevidst om at holde mig i gang, også på dage, hvor jeg faktisk ikke rigtig orker det, men der er ingen vej udenom. Mine smerter er forøget under coronaperioden. Jeg har i mange år trænet i fitnesscenter, men det faktum, at jeg ikke har været afsted i et år gør, at jeg min krop er i fysisk dårligere form end den har været i mange år. Ikke rent motionsmæssigt, men i forhold til styrke og stamina.

Under hele coronaperioden har jeg gået rigtigt meget. Lange ture på 6-9 km næsten hver dag. Flere af mine veninder og jeg har fået den nye hobby, som så mange andre danskere. At gå lange ture i skoven, ved vandet og ikke mindst udforske de mange smukke søer, vi har i Danmark og den skønne natur, der er mange steder. Jeg kan maks gå 10-12 km i et roligt tempo med en gennemsnitsfart på 4-4,5 km i timen. Efter sådan en omgang har jeg det som om jeg har tandpine i hele kroppen, og har ikke overskud til noget resten af dagen. Til gengæld har det en meget stor mental betydning at kunne gå ture. Krydsbevægelserne mellem arme og ben har en god indvirkning på min hjerne. Det er svært at forklare præcis, hvad jeg mener, men det er godt at kunne gå på den måde.

I dag ved man meget om, hvilken betydning morens kost, motion og rygning har for fostret under graviditeten. Min mor havde ikke det sundeste liv, da hun ventede mig. Hun røg. Der er ingen tvivl om, at har haft en effekt på mit helbred i dag. De mange autoimmune sygdomme kan ligge latent rent genetisk, men det ydre miljø, levevaner og stresspåvirkninger i barndommen har stor betydning for om man udvikler den genetiske disponans senere i livet.

Jeg forsøger at leve med det så godt jeg kan, men ind i mellem bliver jeg dog ret frustreret over, at jeg har så meget bøvl og smerter. I perioder er jeg på sygehuset en gang om ugen til behandling. Det tager kræfter og energi, men jeg forsøger alligevel. Jeg er glad for mit liv, mine børn, at leve, min mand og de relationer jeg har.

Det eneste gode, der er ved at være kronisk syg er, at jeg nu har fået første stik af Pfizer vaccinen og skal have nummer 2 d. 27. april. Jeg kan ikke beskrive, hvilken betydning, det har for at jeg igen kan begynde at leve uden hele tiden at være bekymret for at blive ramt. Min datter kan igen møde alle sine veninder, deltage i sociale aktiviteter. Min mellemste søn, som netop er flyttet hjemmefra, vil gerne komme hyppigt hjem. Han går på en ungdomsuddannelse, og jeg har været bekymret for om de ville bringe smitte med hjem. Det betyder, at jeg kan begynde at komme på arbejde igen. Jeg har arbejdet hjemme i snart 14 måneder.

Om få måneder er det 10 år siden, min mor døde. Jeg tænker tit på dig. Ikke hver dag, men flere gange om ugen. Jeg er stadig overbevist om, at vi ses igen, kære mor.

2021 er det år, hvor jeg har levet med, at min mor har været død i 10 år

2021-01-10T05:48:00.004-08:00

2021 er kun en uge gammel, og der er allerede sket de vildeste begivenheder. Valget i USA, de voldelige demonstranter i Washington. Verdens mægtigste mand - Donald Trump - præsident i 10 dage endnu, er blevet udelukket for altid på sin Twitter konto med 88 millioner følgere på grund af opfordring til vold. Vi er under nedlukning på grund af Covid-19. Der er over 1500 døde i Danmark nu, og dødstallet har ikke toppet endnu.

Igen må jeg sige, at jeg er lettet over, at min mor ikke skulle være syg med KOL i det sidste år. Det havde betydet, at hun havde levet i total isolation det sidste år. Nu er der endelig kommet vacciner, men der er stadig ikke mange vacciner set i forhold til, hvor mange der har et akut behov for vaccinerne samt alle de, der gerne vil have vaccinerne. Der er flere milliarder på kloden, der higer efter en vaccine for at livet kan begynde at vende lidt tilbage til normalen igen. I år ville min mor have rundet 70 år. Det er ingen alder, hvis man er sund og rask. Det føles som om, hun har været død meget længe og begivenhederne og erindringerne er tilbage i en fjern fortid.

I år udløber hendes gravsted. Min far og biologiske søster kan bestemme, hvad der skal ske med gravstedet. Jeg kommer der ikke. Mine minder lever i sindet. Jeg bliver altid frygtelig ked af, at hun er død, når jeg står der, så det har jeg ikke brug for. Så det er helt op til dem, hvad der skal ske. Det må være som det er. Der er gået så mange år nu.

Om lidt er der gået 10 år siden hun døde. Det har ikke været let at miste min mor. Vores forhold var ikke det letteste, min barndom var elendig, men hun kom igen og var den bedste mormor for mine børn i nogle år, indtil hun blev så syg, at hun ikke kunne magte at passe dem eller have dem på besøg længere. Hun efterlod gode minder, kærlige aftryk og stor omsorg for dem, og det betød, at mange af mine sår fik ar, der i dag ikke længere smerter. Dog har jeg nogle fysiske og psykiske efterveer, men det har jeg tilgivet og lært at leve med. At miste en mor er et stort tab, kan kun forestille mig, at tabet af et barn "overgår" det, men havde det privilegium at være mor til 3 mindre børn, som dengang krævede, at jeg var der for dem. Der var ligesom ikke noget valg, da behovene var store og arbejdsopgaverne mange. Det holdt mig i gang, men det var også udfordrende. I sær i det første år efter, hvor julen var virkelig slem. Min mand mistede sin far, og jeg mistede min mor det år.

Min far havde lovet drengene at komme, men svigtede aftalen, så vi var alene den juleaften. Det var så hårdt, og jeg kan faktisk ikke huske den i dag. Jeg kan læse minderne om den her på siden, og jeg bliver helt chokeret, når jeg læser mine frygtelige og triste tanker om den første jul. Min svigermor havde prøvet at få juleaften fri, men det var desværre ikke en mulighed dengang. Men livet gik jo videre, og siden har vi haft mange dejlige og gode juleaftener.

2021 bliver det år, hvor en stor del af verdens befolkning skal vaccineres mod Covid-19. Jeg håber, at det snart bliver min tur. Med 4-5 autoimmune sygdomme er jeg ret sårbar, så at få en vaccine vil gøre livet mere socialt og udadfarende igen.

Om at holde jul 9 år efter en mors død

2020-12-13T01:19:00.003-08:00

Det er snart et årti siden, du døde, mor. 10 år i juli til sommer. Det er rigtigt mange år, og for første gang nogensinde har jeg ikke tårer i øjnene eller mærker et dybt savn over, at du ikke er med. Jeg tænker med flygtig glæde på gamle minder fra 1. juledag, hvor vi besluttede at få mad udefra. Det gjorde vi de sidste 2 år inden din død. Før det var der også et par år, hvor vi ikke holdt jul sammen. Du og min far meldte ud, at I ikke længere kunne holde juleaften med os fordi det var for hårdt for dig. Så vi måtte gøre det anderledes, og det gav et par gode minder om 1. juledag.

I dag er verden en helt anden. Mine to ældste drenge er blevet voksne unge mænd, der begge er godt på vej ud i verden på deres egen vej. I år holder vi jul med noget af min mands familie, som vi har gjort det fast hvert andet år i de sidste 5-6 år. Det er vi meget glade for. Der er skabt mange gode minder og traditioner sammen. Min svigermor er med i år fordi hun ikke kan komme til et andet land i Europa, hvor hendes datter og mindre børn bor. Covid-19 har lukket grænserne i hele Europa. I de første år fik min far tilbuddet om at være med, men det ønskede han ikke. Han udtrykte stor vrede, og forsøgte at true/manipulere mig til at vi skulle blive hjemme. Det lykkedes ikke. I dag er jeg glad for, at vi som familie, for første gang, gjorde hvad vi havde lyst, i forhold til julen, efter min mors død.

Verden ser meget anderledes ud end nogensinde før. Hele Europa er lukket ned, helt eller delvist. Der er ingen mulighed for at tage på juleferie, skiferie og storbyferier i andre byer for at se deres smukke juletraditioner. Covid-19 hærger i øjeblikket igennem Europa i den anden bølge, og verden står på den anden ende. Næsten 2 millioner er døde af den nye sygdom Covid-19. En sygdom, du ikke ville have overlevet, kære mor. Dine ødelagte KOL lunger ville ikke kunne stå imod infektionen. Selv er jeg i risikogruppen, og har arbejdet hjemme i næsten 9 mdr.

Måske er det på grund af de mange ændrede omstændigheder omkring at holde jul, der gør, at savnet af dig ikke er så nærværende i år. Måske er det fordi, at der til sommer er gået 10 år siden, du døde. Måske er det fordi, at jeg ikke har noget med min far gøre længere i højtiderne. Alt det, der ligesom forbandt mig med dig og barndommens gade, har ændret sig så grundlæggende. Jeg selv er blevet et helt årti ældre, og har ændret mig meget de sidste 10 år. Sår er helet, den indre midlertidige uro er mildnet, og arrene fra den tidligere barndom er mildnet så meget, at de næsten ikke fylder længere.

Alle vores traditioner omkring selve julemåneden er på stand-by i år på grund af Covid-19. Der er ingen tur i Tivoli, Den Gamle By, tur til Tyskland, julefrokost osv. Der er kun juleaften, som vi holder i hævd, og de fleste af deltagerne bliver testet, inden vi mødes. Det er i sandhed en anderledes og mærkelig jul.

Jeg håber, at det til næste jul igen bliver muligt at holde alle juletraditionerne igen, men det må vi se. Glædelig jul i Himlen, kære mor

Om at holde konfirmation næsten 10 år efter en mors død

2020-11-22T05:56:00.000-08:00

Dette indlæg har været længe undervejs. Flere gange har jeg forsøgt at skrive det, men er stoppet igen. 2020 har været det vildeste år nogensinde. En udefra kommende pandemi med en sygdom - Covid-19 - som bredte sig med lynets hast verden over, og som har vendt op og ned på verden.

Sygdommen var også med til, at min yngste datters konfirmation blev udskudt gang på gang. Hele 3 gange nåede den at blive rykket inden vi kunne holde en dejlig fest d. 8. november med 12 personer. Der er igen et forsamlingsforbud på 10 mennesker, så vi var to mere end, hvad der blev anbefalet.

Det var en dejlig fest. Der var solskin, min datter så bragende smuk ud. Som den eneste blev hun konfirmeret i kirken til talen af en levende og engageret præst, i en stemningsfuld kirke og en smukt syngende kor. Vi havde bestilt mad udefra, coronapakket, ingen buffet eller krævende servering, og så havde vi bestilt nogle lækre jordbærkager til dessert. Det var en skøn dag, som jeg husker tilbage på med stor glæde og mange gode minder. Min datters hår blev sat utroligt flot med masser af krøller af et familiemedlem, som kan den slags. Så hun var utrolig glad. Det var vi alle.

Enkelte gange tænkte jeg flygtigt på min mor. Hun døde, da min datter var en lille pige på 4 år. Hun husker svagt sin mormor som en dame med en slange i næsen. Det er alt, hvad hun har af minder. I år ville min mor have været 68 år. Det er jo stadig ingen alder, når jeg ser andre i den alder, som er aktive, raske og sunde. En af mine bedste veninder igennem 30 år på 55 år har stadig sin aktive mor på 88 år, som skal med i Den Gamle By i dag. Når jeg tænker på det med den vinkel, så er det stadig mærkeligt, at min mor har været død i snart et årti. Min svigermor er 69, og rask og rørig. Hun har lige fået en ny hofte, det var lidt hårdt for hende, men hun har trænet sig op til at få det endnu bedre end da hun blev opereret.

Da mine sønner blev konfirmeret var det stadig kun få år siden, min mor døde. Da fyldte hendes manglende deltagelse langt mere end det gjorde, da min datter blev konfirmeret. Skal jeg være helt ærlig, og det må jeg gerne her, så var der ikke noget voldsomt savn, blot nogle flygtige tanker om, at jeg ville ønske, at min mor kunne se, hvor smuk og dejlig min datter er. Hun har i sandhed udviklet sig til en skøn ung pige, som jeg elsker så uendelig højt, og er meget stolt af.

Jeg troede, at savnet ville være større, når jeg tænker på andre gange, jeg har skrevet, men sådan er det ikke længere. Måske kommer det til mig igen - savnet - men lige nu er det ikke sådan. Jeg tænker på hende ind i mellem, og er glad for, at jeg ikke valgte den destruktive vej med alkohol og et ødelæggende misbrug, som medførte KOL, en forfærdelig sygdom, som tog livet af hende. Jeg fejler desværre alt muligt, men det er ikke KOL. Heldigvis.

I skrivende stund ser det ud til, at flere vacciner mod Covid-19 er på vej til at blive godkendt med forventet tilgængelighed i løbet af nogle få måneder. Det er jeg meget glad for. Det har været det vildeste år, og jeg er glad for, at det ikke var i år, min mor hun levede. Havde hun haft KOL i år skulle hun have været isoleret fuldstændigt fordi hun ikke vil overleve Covid-19.

Om at holde konfirmation for den yngste 9 år efter en mors død

2020-09-05T08:30:00.003-07:00

Du er i mine tanker, mor. Mere end du plejer. I disse uger har vi nervøs ventet på, om vi kunne holde konfirmation i næste weekend. Forårets konfirmationer blev flyttet til efteråret. Dengang tror jeg ikke helt, vi alle forstod, at Covid-19 også ville have betydelig indflydelse på vores liv og dagligdag 5 måneder efter. Men det er, hvad der er sket. Smittetallet har været stigende i august og nu også ind i september.

Vi har kun fået 1 afbud, så vi satser på, at vi bliver næsten fuldtallige til at fejre min datters konfirmation. Hun er rosinen i pølseenden, og den sidste konfirmation, vi skal holde. Da hun blev døbt, var du, kære mor, meget med på sidelinjen med dine fine forslag til bordpynt, dekorationer osv. Det var du super god til. Selvom du på det tidspunkt var svækket af KOL, hjalp du alt, hvad du kunne med at få alting til at se super godt ud.

Det savner jeg i disse uger. Jeg klarer det jo alligevel, men jeg savner det så meget. Det er meget levende for mig, hvor smukt du kunne få dekorationer og anretninger til at se professionelle ud med få midler og idéer. Jeg må desværre se i øjnene, at jeg ikke har den samme gave som dig, på denne måde.

Jeg ved, at vi får en god fest med alle de, der i levende live, er i vores liv og betyder noget for min datter. Hun er helt vidunderlig. Du ville have elsket at kunne følge hende, men du var syg hele hendes liv indtil du døde, så kræfterne var desværre ikke til det. Jeg kan huske, da jeg skulle fortælle dig, at jeg var gravid. Du havde nogle forfærdelige indlæggelser med KOL og ved den, hvor jeg ville fortælle dig, at jeg var gravid, var du så omtåget af CO2 forgiftning, at du slet ikke kunne koncentrere dig om det. Jeg kan huske, at jeg ville fortælle dig det, men du fik det ikke med før end du kom hjem fra sygehuset. Det er så længe siden, men nogle gange føles det stadig som om det skete for ganske nylig.

Du følger med fra Himlen, det ved jeg. Jeg kan sjældent mærke dig mere, men når jeg lukker øjnene i et stille rum og lader tankerne flyve afsted og jeg trækker vejret dybt ned i lungerne, så kan jeg mærke din tilstedeværelse. Jeg håber du lægger mærke til borddekorationen i gammelrosa/guld. Dit barnebarn har været med i alle detaljerne i valg af alt fra servietter til pynt. Jeg tror, at bordet bliver rigtigt flot. Jeg glæder mig så meget til at holde fest, selvom det også har været rigtig hårdt igen at stå uden ældre i familien til at at hjælpe og aflaste. Jeg har været uden hjælp af biologiske ældre i min side af familien i mange år. Du blev syg, da min mellemste søn var 2-3 år. Jeg husker det tydeligt, og de mange store fester, der har været i børnenes liv, har jeg primært selv stået for og arrangeret. Det er gået, men jeg håber ikke, mine egne børn skal stå i samme situation, når det bliver deres tur. Jeg håber min mand og jeg kan være der for dem, om ikke andet, så de ved, at vi er der for dem.

Det ville have været skønt, hvis du havde været levende og ikke mindst frisk til at kunne deltage. Din biologiske alder ville i dag jo stadig have været under 70 år, hvis du havde levet. Det er så mærkeligt at tænke på, når jeg ser på andre friske ældre på samme alder eller på min dejlige svigermor, som heldigvis har været der for alle børnene i alle årene som den eneste. Jeg vil for evigt være hende taknemlig, og når hun engang får brug for hjælp, vil vi være der og hjælpe hende med alt, hvad vi kan.

Jeg ved, du er med næste weekend, kære mor. Det bliver nogle gode dage.

9 år siden min mor døde en regnfuld juli dag. Minderne lever

2020-08-15T01:46:00.000-07:00

Jeg har ikke skrevet et blogindlæg i 2020 endnu. Men i de sidste dage har tankerne kredset en del om min afdøde mor, da 2020 har været et helt særligt og meget gennemgribende år for alle mennesker på denne jord, nemlig pga Covid-19. Dette århundredes verdensomspændende pandemi, ikke set siden 1918, hvor verden blev ramt af Den Spanske Syge.

Min mor ville ikke have overlevet mødet med Covid-19. Hendes udbredte KOL med forfærdelige sygeforløb de sidste år af hendes liv, ville have slået hende ihjel. Hun havde absolut ingen lungefunktion de sidste år af hendes liv, var syg konstant med lungebetændelser, som pencillin ikke længere kunne slå ned. Det gør, at hun i 2020 har været meget i mine tanker, men ikke længere som en pinefuld og smertende konstant, men i en mere let, flydende, eftertænksom og måske en anelse sørgmodig flygtig tanke og erindring.

Min yngste skulle have været konfirmeret i foråret 2020, men det er rykket til senere på året. Det har været noget af en proces, som man som 13-årig, kan have svært ved at overskue, også fordi hele verden blev ændret, da hun i marts måned blev sendt hjem fra skole og var der i 6 uger. Hun klarede det utroligt flot, men selvom man er en ressourcestærk og dejlig pige, så har det haft konsekvenser, både for hende, men også alle i Danmark og verden. Det er de store perspektivers tid. Det må man sige. På både godt og ondt.

I forbindelse med det, der skulle have været min datters konfirmation, var min mor meget i tankerne. Hun var med til at planlægge min datters dåb og fest. Min mor havde en helt unik evne til at sætte blomster og farver sammen, så det altid så godt ud. Det gjorde hun også til min datters dåb, så under planlægningen af mine sønners og nu min datters konfirmation, manglede hun rigtigt meget. Når jeg sidder her, og mærker disse erindringer og savn, bliver alt igen meget levende for mig. Jeg kan se hende for mig, og jeg kan mærke tårerne i øjenkrogen. Men det er også i orden. Jeg ved, at sådan er det, når jeg skriver om hende, men det er også i orden. Nogle erindringer og tanker lever i sindets forunderlige afkroge uafhængig af tid og sted. Selvom nu er mere end 9 år siden vi begravede hende, så husker jeg stadig tydeligt, hvordan det var.

Corona - hvad skal jeg næsten sige? Det har været så overvældende og er stadig en voldsom proces at være i. Jeg tror ikke helt, at vi alle forstod i foråret, at corona ikke ville dø. Ved en omfattende og historisk dyr lockdown lykkedes det at få bragt smittetallet og dødsfaldene ned. Nu er sommeren ved at være forbi og det, vi ser, er at smittetallet igen er på vej op. Ikke så voldsomt, men små udbrud rundt omkring, som bl.a. har haft den konsekvens, at alle vores unge mennesker starter deres ungdomstid og ungdomsuddannelse/videreuddannelse op med igen at blive sendt hjem foran skærmen til undervisning. Min ældste starter sådan på sin ungdomsuddannelse om et par dage.

Selv er jeg i risikogruppe, men er ikke længere så skræmt, som jeg var i foråret. Det, vi kan se nu, er at smittetallet stiger, men der er, i skrivende stund, kun 14 indlagte og for første gang siden marts, har vi aktuelt ingen i respirator i Danmark.

Min mor ville have været i højrisikogruppe, og ville have været nødt til at leve i isolation resten af hendes liv. Det skulle hun heldigvis ikke, da hun havde sine sidste år inden sin død i 2011. Tvært i mod havde hun flere gode oplevelser med i sær mine børn i månederne op til sin død. Det havde ikke været muligt, hvis hun skulle have været isoleret fra dem i månedsvis. Det ville have været en konsekvens af Covid-19. Jeg er glad for, at hun ikke skulle være isoleret inden sin død. Det ville have været så svært at skulle håndtere efterfølgende i sorgen af hendes død.

Heldigvis gik det ikke sådan. Hun fik en nogenlunde god tid op til sin død, og det, at døden var "god" gør, at det i dag, næsten et årti senere, har gjort, at jeg i dag kan sige, at jeg kom igennem sorgen, selvom jeg bar den alene rent biologisk set. Min mors død og min dybe sorg skulle ikke belaste mine børn, men jeg var alene. Alene fordi min far er, som han er. Han fandt en ny lige efter min mors død og min biologiske søster og jeg har ingen kontakt. Selv meget svære stunder, kan man overleve. Det skal man, når man har børn.

Om få uger holder vi fest for min datter. Der er ingen tvivl om, at hun er savnet den dag. Men jeg tror inderligt på, at hun ser med fra sin egen dimension, hvor ødelagte lunger og Covid-19 ikke eksisterer.

Jeg savner dig mor, men sorgen er i dag en flygtig tanke, der en sjælden gang føles sorgmodig. Jeg har tilgivet og mit sind er i dag fuld af de gode oplevelser, der i sær var med mine børn. Den forskel, du gjorde på min søster og jeg, de svære betingelser, du selv havde, dine problemer med alkohol og det faktum, at du ikke beskyttede mig mod min fars fysiske og psykiske vold, har jeg faktisk tilgivet i dag. Den kærlighed, du formåede at vise mine børn opvejede det på mange måder. Jeg kan se i dag, at min gode intelligens og stædighed har jeg fra dig. Du var også en mønsterbryder i det faktum, at du i en sen alder tog en ny uddannelse. Desværre gjorde sygdom, at du ikke fik den brugt ret meget, men du gennemførte. En sjælden gang kan jeg tænke, at havde du brugt din stædighed på at passe på dit helbred og stoppe med både alkohol og cigaretter, havde vi haft dig endnu. Dine to ældste søskende nærmer sig 80 år kan jeg se på Facebook. Sådan blev det ikke, og det har jeg fundet fred med.

Om at leve et liv 8 år og 4 år efter en mors død

2019-11-15T12:53:00.000-08:00

Tiden mellem indlæggene bliver længere. Jeg kan se, at jeg sidst skrev på bloggen på mere end et halvt år siden. I juni blev min søn student med et super flot resultat. Det var en stor dag og han havde nogle gode dage med sidste eksamen, dimission, fest, studenterfest og familietamtam. Solen skinnede alle dagene og livet var fuld af lyse stunder, optimisme og tro på fremtiden. Min søns studenterfest var min mors absolut sidste udtrykte ønske. Længere går den mentale historie ikke. Nu lever hun kun i minderne. Nu er det tiden efter hendes forestillinger om livet. Det er i sandhed virkelig mærkeligt. Jeg kan mærke, at der er gået mange år nu. Rigtigt mange år.

Jeg er nu mor til 2 voksne børn, da min mellemste lige er blevet 18 år. Han var en lille dreng, da min mor døde på 10 år. Nu er han en voksen ung mand, der også er i gang med at finde sin vej i livet. Jeg ville dog stadig ønske, at hun kunne se, hvilke dejlige og fantastiske unge mænd, de er blevet til. Jeg ved, at hun ser med fra en anden dimension, men derfor mangler hun stadig her.

Jeg tænker stadig på hende hver dag. Med tilgivelse og kærlighed. Der var meget, hun ikke formåede og arrene fra dengang betyder, at der ingen kontakt er mellem min biologiske søster og jeg og kontakten til min far er yderst sparsom, men det er prisen. Sådan må det desværre være. Jeg tænker sjældent på nogen af dem længere. Uden vrede eller nogen værdiladede følelser. Det er så mange år siden. Min far forsøger stadig, med mellemrum, at manipulere med mig til at agere på den måde, han ønsker, men det påvirker mig på ingen måde længere. De sidste 4-5 år har vi ikke fejret jul sammen. Han nægtede at komme, når vi havde inviteret andre gæster, og nu må vi konstatere, at vores juleaftener de sidste 4-5 år har været de bedste i mange år uden negative oplevelser. Han blev inviteret flere gange og nu bliver han ikke inviteret længere.

Jeg græder sjældent længere over tabet af min mor. Alligevel var det med et stik i hjertet, da min rosenhave blomstrede i sommer. Jeg har anlagt en rosenhave i min forhave og det er blevet utroligt smukt. Hun ville have elsket alle de smukke farver og blomster i alle nuancer og farver. Jeg tænker på det som en arv. Den kærlighed hun havde til blomster og i sær roser, deler vi nu, selvom jeg er her og hun er i den åndelige verden.

Om at savne sin mor SÅ meget 8 år efter hun døde

2019-05-09T10:43:00.002-07:00

Jeg ved ikke helt, hvad det handler om. Men fakta er, at min mor lever meget stærkt i min erindring i denne tid. Jeg husker hende så tydeligt og taler med hende i mit indre hver dag. Der er så meget vi taler om. Mit arbejde, mine børn, min mand, mit liv. Alle de kopper sorte kaffe med et stænk af mælk, som hun aldrig nåede at drikke i mit køkken.

Min voksne søn bliver student om halvanden måned. Hun er her ikke. Den anden søn kommer hjem efter 2 år på efterskole. Den mindste - min datter har lige fået fjernet bøjlen. Jeg skal opereres igen i en endeløs række af operationer. Min mand har løbet et marathon. Årstiderne skifter, jeg bliver ældre og mærker til tider konsekvenserne af det indre mentale slid og de ydre fysiske spor efter en barndom, der ikke gav gode betingelser. Jeg ved ikke om det er det, der får mig til at tænke på min mor? Det hører sammen, men jeg er ikke vred på min mor. På ingen måde. Al vrede er forduftet for længe siden og jeg har tilgivet hende for længe siden. Jeg forstår mere end jeg gjorde, da jeg var ung. Hun havde selv haft svære opvækstbetingelser og et liv i følelsesmæssig armod. Hendes ægteskab med min far var ikke harmonisk eller sundt for nogle.

Jeg elsker roser. Lige som min mor. Desværre nåede vi aldrig rigtigt at dele den fælles glæde over lyserøde buskroser, røde, gule, orange og lille roser i alverdens størrelser og udformninger. Hun skulle lige have set, hvor mange roser, der nu gror i min have så mange år efter hun døde.

Vi skal have studenterfest. Hvor ville hun have været stolt over at have sat huen på min søns hoved. Det snakkede hun så meget om, da han var lille og super dygtig i skolen. Hun håbede, at hun ville få lov til at sætte huen på hans hoved. Desværre nåede hun det aldrig. Når vi har haft studenterfesten er der ikke flere livsbegivenheder, som hun udtrykte behov for at opleve. Hendes håb og udtrykte ønsker nåede til 2019. Ikke længere. Nu har vi nået denne milepæl og derefter er der kun fremtiden, der bringer os alle fremad. Ind på nye ukendte og spændende stier. Nye horisonter. Nye tider. Nu er det helt definitivt. Min mor er i fortiden. Men i mit hjerte og hjerne vil hun leve til den dag, jeg selv skal dø. Jeg er derefter helt sikker på, at hun er på den anden side.

I mens jeg har skrevet dette har jeg mærket tårerne trænge på. Sådan er det ofte, når jeg skriver, men det er helt i orden. Det er ikke kun tunge tårer fulde af sorg, men det er også vemod og glæde over de gode oplevelser, der også var. I hverdagen græder jeg meget sjældent over hendes død længere. Det er når, jeg har mine små øjeblikke som nu, hvor det kun er computeren, hende og jeg, der forbindes i et digitalt universelt rum af mig og mine erindringer.

I juni bliver dit barnebarn student. Du ville have været så stolt, mor. Jeg er sikker på, at du er med os. Både den dag og alle dage.

2019 - om at leve uden en mor 8 år efter hun døde

2019-03-03T07:51:00.001-08:00

2019 er allerede to måneder gammel. Tiden flyver afsted. Jeg kan se på mit ansigt og de begyndende grå hår på hovedet, at tiden også sætter sine fysiske spor på mig. Om 5 måneder er det 8 år siden min mor døde. 8 ÅR. Det er meget længe siden og der er sket så utroligt meget i verden, den globale og økonomiske udvikling og i mit eget liv. Da min mor døde var jeg mor til 3 små børn på 11, 9 og 4 år. I dag er mine to børn blevet voksne og min mindste er snart teenager.

8 år uden min mor.
8 år uden at kunne kalde nogen for mor
8 år uden at få en sms fra min mor
8 år uden min mors kaffesjatter i kaffekoppen
8 år uden hendes kærlighed til mine børn
8 år uden en mor til at fortælle mig om alle blomsterne i haven
8 år uden en mor til at opmuntre
8 år uden en mor til at holde i hånden under de talrige sygehusforløb jeg har været igennem siden hun døde
8 år siden hun var alvorligt syg og var en alvorlig belastning for alle omkring hende.

Hun var alt for ung, da hun døde. Når jeg ser andre i hendes alder, der fx stadig er erhvervsaktive eller i fuld gang med et aktivt pensionistliv, så kan jeg godt få et stik af vemodighed over, at det fik hun aldrig. Men hun traf nogle valg, som hun betalte med den ultimative pris. Døden. Det var hendes valg. En del af hendes personlighed, som jeg aldrig lærte at kende eller forstå. Destruktivitet. Mangel på egenomsorg. En del af hendes personlighed, som i perioder fyldte alt og var en enorm belastning for os alle.

Jeg har forlængst tilgivet hende. Hun er død og borte. Jeg ved, at hun er gået videre. I mit eget liv er der sket flere episoder, som har fjernet enhver tvivl hos mig om, at der er noget efter døden. Et større univers af kærlighed og evigt liv. Mere ved jeg ikke. Og jeg har fundet helt ro i at vide, at det er ikke alt, jeg skal vide. Livet er for De Levende og Døden er for de Døde.

Jeg "snakker" med hende ind i mellem. Stille indre dialoger, hvor jeg fortæller hende forskellige ting og beder hende om at hjælpe mig lidt på vej, når livet er lidt op ad bakke.

Til sommer har vi igen en stor begivenhed i familien. Den ældste bliver student. Min mor ønskede at se ham blive konfirmeret. Det er nu 6 år siden. Der vil hun igen mangle, men sorgen gør ikke så ondt mere. Jeg ved, at hun er med. Fra den anden side.

Om at holde jul 8 år efter min mor døde - år 2018

2018-12-11T01:43:00.000-08:00

Her i 2018 har der ikke været mange indlæg fra min side.

Jeg sørger ikke længere over min mors død. Jeg savner hende flygtigt og i enkelte situationer savner jeg hende stadig meget. Men jeg har lært at leve uden hende. I langt det meste af tiden har jeg også sluttet fred med min skæbne og de svære situationer, det har betydet.

Det eneste, der stadig spøger lidt er forholdet til min far, som bliver mindre og mindre. Han forsøger stadig, om end sjældent, at manipulere, styre og bebrejde mig alverdens ulykker. Forskellen er nu, at det ikke længere påvirker mig, da jeg er fri af hans manipulerende og styrende greb. Jeg tænker ikke længere på ham med begrebet far. Jeg omtaler og tænker på ham ved navn, da han ikke fortjener titlen "far". Det har jeg fundet ro med og de nærmeste år vil vise, om jeg er nødt til at lave et endeligt brud med ham for at få helt fred. Jeg ved det ikke, tænker ikke meget over det.

I år skal vi holde jul i Odense med min mands familie. Den tradition indførte vi for 3 år siden og det har været rigtig godt. Så er vi 8 juleaften og det betyder, at vi har kunnet lave flere sjove traditioner sammen som fx at lave pakkeleg, gå i kirke og have en god lang dag sammen. Vi kører hjemmefra allerede klokken 9.00 om morgenen, så vi har en god dag sammen. Ældste sønnen har jo kørekort nu og har lovet at køre os hjem om aftenen/natten. Jeg glæder mig. Det er en juleaften med ro, hygge og god stemning. Ingen bliver fulde eller dumme at høre på. Det er nye traditioner, nye minder og gode erindringer. Min far er meget vred over, at vi har ændret på rækkefølgen i forhold til, hvor HAN havde forestillet sig, han skal holde jul. Han valgte at holde den første jul efter min mors død, hos min dengang barnløse biologiske søster, og vi sad alene tilbage og skulle forsøge at holde jul for 3 mindre børn, mens vi både min mand og jeg var i dyb sorg. Hans far og min mor var døde dette år. Hans mor arbejdede dengang hveranden juleaften. Så vi var helt alene. Det glemmer jeg aldrig. Min far havde lovet min store søn, at han ville komme. Han svigtede sit løfte. Sådan en situation ønsker jeg aldrig at komme til at sidde i igen. Nu rejser min svigermor til udlandet hvert andet år, så længe hun kan, fordi hendes datter har fået 2 små børn. Det skal hun selvfølgelig gøre uden nogen frustration fra vores side. Tænk, erindringen om det første svære år kan stadig trække tårer frem på mine kinder, når jeg skriver om det.

Det var dengang. Tiden er nu og fremtiden. Hvert andet år holder vi nu med min dejlige svigermor og året efter med nogle skønne unge mennesker og deres mor i min mands familie. På den måde sidder vi aldrig alene længere. Min far holder stadig fast i den gamle rækkefølge, som HAN lavede dengang. Egoistisk og manipulerende, som han er. Han er inviteret med hver gang, men holder stædigt på, at han vil holde jul i sin egen by.

Jeg glæder mig i december. Glæder mig til at holde jul. Min datter har pyntet hele huset op og vi ser begge julekalendre hver aften i december. Det er så hyggeligt. December er god. Jeg lovede mig selv, at vi ikke ville side alene juleaften igen efter den førrste forfærdelige jul efter min mors død. Det kom vi heller ikke til.

Hold jul med dem I elsker og gerne vil. Lad være med at lade manipulerende og egoistiske individer i familien styre i julen. Stå op for jeres egne meninger og holdninger. Livet er kort og det er vores ansvar at fylde det så godt med kan med gode oplevelser og minder.

Glædelig jul...

7 år siden min mor døde - status på mit liv og alvorlig sygdom

2018-07-01T04:39:00.000-07:00

Det er den bedste sommer i årtier. Solen skinner næsten hver dag og varmen ligger som sitrende bølger om hver et hushjørne.

Jeg kigger mig selv i spejlet. De blå øjne kigger indgående tilbage. Granskende. Søgende. Tilgivende. De små rynker om øjnene og ved kinderne ses tydeligt. Jeg bliver ældre. Tiden går. Jeg kan se, at tidens tand også indhenter mig. Stille. Men ganske sikkert.
Håret har fået grå stænk og jeg har fået de karakteristiske tunge poser under øjnene. Poserne, som jeg har arvet efter min mor. Et tydeligt tegn på, at jeg genetisk set er min mors datter. Jeg er dog ikke helt tilfreds med dem, så i efteråret vil jeg få opereret mine tunge poser under øjnene. De får mig til at se træt ud, selvom jeg ikke er det.

Min krop bliver også ældre. Jeg kan mærke det i mine lemmer, ryg og organer. Samtidigt er jeg også i mit livs bedste form, da jeg træner meget. Når jeg ikke har trænet i 3-4 dage kommer smerterne snigende. I ryggen. I benet og andre steder. Derfor er træningen en stor del af mit liv for at jeg kan fungere i mit liv.

Døden har pustet mig i nakken. Igen. Denne gang er det dog mere alvorligt. Jeg har fået fjernet kræftknuder i min tyktarm for nogle uger siden. Lægerne siger, at jeg er rask. Der er ingen spredning og med kontrol hver 3. måned er mine odds særdeles gode. Den omgang var noget af en mavepuster og jeg har været smidt noget omkuld. Som altid rejser jeg mig igen. Også denne gang.

Mine livsmottoer er blevet;

"Quitting is not an option" og "What doesn´t kill you makes you stronger"

Skulle jeg nogensinde have en tatovering, ville det være overskriften. Jeg er ikke parat til at stille træskoene endnu. Jeg tror på, at jeg har mange gode år tilbage, hvis bare jeg passer på mig selv. Dog tænker jeg en del over, at jeg genetisk set ikke har trukket det allerbedste lotteri i dette liv. I går havde jeg besøg af en livfuld og energisk mand på 81 år. Utroligt. Han holder sig ung, både mentalt og fysisk. Energisk og vital. Jeg tror ikke, at jeg selv bliver så gammel, men kan jeg blive ældre end min mor, så er det også en milepæl.

Det blev 2018 - 7 år efter min mors død savner jeg hende stadig

2018-02-03T02:25:00.001-08:00

Det blev 2018. Jeg savner stadig min mor. Udenfor har vinterkulden taget rigtigt fat om landskabet. Fine snekrystaller ligger overalt. Kulden kryber ind igennem vinduer og sprækker og det gør næsten ondt at trække vejret, når man går udenfor i den smukke stille vinterdag.

Jeg elsker at gå ture, både alene med musik i ørerne og sammen med en nær veninde, der bor lige i nærheden. I januar måned gik jeg samlet 100 km på gåture i det område, hvor jeg bor. Jeg har slået alle mine egne personlige rekorder for gangdistance, da jeg et par gange har gået både 8 og 9 km. Det lyder måske ikke af så meget, men da jeg har flere fysiske udfordringer, er det en stor bedrift for mig. I det hele taget er jeg i den bedste form nogensinde.

Når jeg går mine gåture alene fører jeg stadig små indvendige samtaler med min mor. Indre, lydløse monologer, hvor jeg fortæller min mor om børnene og hvordan det går. Selvom det er længe siden, hun døde, så er hun stadig meget nærværende i mit liv på den måde. Jeg sætter det ene ben foran det andet, skridt for skridt, og går mig til en bedre fysisk og mental sundhed. Sporene fra barndommens tid trækker stadig sine lange skygger ind i mit liv, men i dag har jeg fået nogle gode måder at håndtere det på. Indre uro og mental balance når deres passende niveau efter sådan en dejlig gåtur.

Jeg kommer aldrig på hendes gravsted, da jeg ikke kan holde det ud. Der står hendes navn på en sten som et ekko fra en fjern fortid, der ikke altid var god. Selvom min mor er død og jeg savner hende for altid, så husker jeg stadig, hvor svært det var at være barn i en familie som vores og at være et livslangt vidne til hendes destruktive sider. Jeg har forsøgt at være meget bevidst om, at mine børn aldrig blev udsat for den samme ustabilitet i deres barndomshjem fordi det trækker lange, dybe og nærmest uudslettelige spor ind i voksenlivet, også den dag, når vi selv opdager, at tidens tand har sat spor i hår og ansigt.

Den fysiske form er vigtig for et godt liv og det ligger mig meget på sinde at blive ældre end min mor og at undgå at fortsætte den sociale dødsarv i næste generation. Jeg vil ikke dø som følgerne af et misbrug. Det er ikke det minde, jeg ønsker at efterlade hos mine børn, når de engang skal begrave mig. Det er på ingen måde i orden at efterlade sådan en arv, hvis man har mulighederne og intellektet til at forsøge at ændre dette.

Livet er godt. Det er muligt at få et godt liv efter en så overvældende oplevelse som det er at miste den kvinde, som gav dig livet. Den kvinde, som de fleste kalder mor på godt og ondt.

Har du også mistet din mor eller far - vil du fortælle mig anonymt om det?

2017-10-27T02:50:00.001-07:00

Kære læser

Hver dag mister hundredevis af danskere deres mor eller far under vidt forskellige omstændigheder. Nogle dør pludseligt af hjertestop eller hjerneblødning, andre dør af kræft eller anden alvorlig sygdom. Færre dør ved et uheld, men fælles for alle os, er at der sker en alvorlig og skelsættende ændring i vores liv for evigt, den dag vores forældre dør. Alligevel oplever rigtigt mange, at der er ikke er plads og tid til, at de kan sørge, få ro, frem og rummelighed fra andre familiemedlemmer, arbejdet, chefen og samfundet generelt.

Det er i sandhed en skændsel og en falliterklæring for vores samfund.

I dag er det snart 6 1/2 år siden, at jeg mistede min mor. Har det interesse, kan jeg anbefale dig at gå ombord i de snart 180 indlæg, jeg har skrevet her på bloggen. De er hudløst ærlige og har hjulpet mig selv igennem årene til at få et overblik og overskud. Det er her, at jeg har fundet ro og mulighed for at formulere mig ud af sorgen, i en travl hverdag med mange børn, et krævende lederarbejde, mine egne sygdomme og ikke mindst en stor social omgangskreds.

Jeg har fået mange kommentarer til mine indlæg igennem årene, hvilket har glædet mig meget. Jeg har læst dem alle med interesse og oprigtighed og svaret dem. Det er en ære, at mine læsere har vist mig den fortrolighed, at de ville dele og fortælle deres historier anonymt. Jeg har selv valgt at være forholdsvis anonym på bloggen af hensyn til mig selv og ikke mindst mine børn og mand, som ikke har noget ønske om at kunne læse om dem selv på nettet under de private og fortrolige former. Jeg har nærmest ikke noget-eksisterende familieforhold tilbage. Min far ser jeg ganske sporadisk få gange om året og min biologiske søster har jeg i årevis intet forhold haft til. Selvom vi ikke har kontakt har jeg alligevel valgt ikke at "hænge" nogen ud, da det anonyme forhold er vigtigt.

Det betyder ikke, at jeg mener, at man skal være anonym i sin sorg! Slet ikke. Men her på nettet kan alt nemt deles og misforstås meget hurtigt i nogle forvrængede perspektiver, som ikke er hensigtsmæssigt for nogle. Drop anonymiteten i dit område og vær åben om din sorg, også selvom du kan risikere at møde mennesker, som ikke kan eller vil lytte. Opsøg i stedet sorggrupper eller andre fællesskaber, hvor andre har mistet og I kan hjælpe hinanden.

Status på min egen sorg efter 6 1/2 år er, at jeg tænker på min mor hver eneste dag. Hver aften inden jeg skal sove, har jeg en "lille snak" med hende i mit eget indre. De fleste gange er det med ro i sindet, enkelte dage kan jeg mærke savnet som en lille hård kugle, fysisk placeret lige midt i brystet og på sjældne dage er jeg ked af det og græder. Der er ingen tvivl om, at hun mangler hver eneste dag. Min mor døde i en meget tidlig alder og hun kunne/burde have haft mindst 25 år mere. Det kan stadig murre i hjertet af at tænke på, at hun døde på grund af sine egne destruktive vaner i forhold til alkohol og alt for mange cigaretter. Det er faktum, som jeg lever med hver eneste dag, når jeg forholder mig til, alt det hun gik glip af. Jeg tror, at det vil være sådan resten af mit liv og det er en del af de byrder, som jeg må bære. Det gør jeg, for jeg har ikke noget valg, men jeg græder stadig stille ind i mellem for at lette smerten i mit bryst.

Jeg vil meget gerne høre din historie i kommentarfeltet nedenfor. Hvad er din historie? Har du mistet din mor, far eller dem begge? Måske har du lige mistet din mor eller far og har en åben og hjerteskærende sorg at bære på lige nu. Måske er du kommet lidt længere i din sorg? Intet er forkert eller rigtigt, jeg vil bare gerne høre din historie. Jeg læser dem alle og håber, at vi i denne tråd kan udveksle og give nyt håb, når vi oplever en så stor og hjerteskærende sorg som at miste en af dem, der gav os livet.

Du kan være helt anonym.

Jeg glæder mig til at læse med.

Jeg ved nu, at savnet over min døde mor aldrig forsvinder

2017-08-30T10:21:00.001-07:00

Tiden og livet iler.

Min mellemste er kommet på efterskole, så nu er der kun datteren hjemme. På 1/2 år er vi gået fra at være en stor familie på 5 med 3 hjemmeboende børn. Nu er den ældste søn flyttet, den mellemste er kommet på efterskole og vi har kun vores datter hjemme.

Der blev stille. Meget stille. Tid til eftertanke og ro. Tid til at mærke sig selv noget mere. Der er pludselig blevet tid til flere stille timer og refleksion. Det er en anden livsfase, der starter nu. En fase, hvor der for første gang, i 19 år, også kan være fokus på meget andet end børnefamilieliv. Det er i sandhed en proces, der kræver tid og forandring.

I disse timer tænker jeg igen meget på min mor og det triste faktum, at hun stadig mangler i vores liv. Jeg er nok den, der mærker det mest. Min mand savner hende også. De havde mange fælles interesser og han husker hendes interesse i børnene og ikke mindst hans arbejde. Vi savner begge hendes invitationer til en gang frikadeller med sovs og kartofler. Det er rart at kunne dele disse minder med ham. Han er den eneste voksne, som kan huske min mor og som jeg kommunikerer med om det.

Vi er nu gået ind i det 7.´ende år siden hendes død. Der har været mange juleaftener, fødselsdage og højtider siden hun døde.

Og så er det jeg må konkludere, at jeg aldrig tror, at savnet forsvinder. Hun mangler altid. Jeg tænker ofte på hende og taler med hende i indre monologer, når jeg er i bad, når jeg går hen til bilen og når jeg giver min ældste søn et knus, når han tager hjem efter at have været på besøg.

Når jeg står foran bilen og kigger på vores store kasseformede grå bil, så mærker jeg det lige så tydeligt. Savnet. I mit indre lyder min egen indre stemme med den samme sætning hver gang; "Jeg savner dig så frygteligt, mor".

Hun mangler til en kop kaffe hos mig.
Hun mangler til kaffe og kage hos min ældste søn. Kaffe med en god slat mælk.
Hun mangler, når jeg har brug for at fortælle om min datters bedrifter.
Hun mangler i forhold til at give min mellemste søn opmærksomhed og kærlighed.
Hun mangler til at sende mig sms´er med billeder af tomatplanter på terrassen.
Hun mangler til at fortælle mig om alle de smukke roser, jeg har i haven.
Hun mangler til at fortælle mig om gamle billeder i familien
Hun mangler til at være den, der elskede mine børn betingelsesløst.

Lige nu mangler hun til at være den, der kunne tørre de tårer væk, der springer frem som floder af mine kinder. Det havde hun utroligt svært ved. At udtrykke sig følelsesmæssigt, hvilket også var en af de forhold, jeg altid har lidt under.

Lige nu mangler hun bare så frygteligt til at fortælle mig, at det hele nok skal gå. Det ved jeg, at det gør, men her i stuen, foran det store terrassevindue, hvor regnen siler ned i dag, så føler jeg mig så alene. Alene, selvom både mand og datter kommer hjem om lidt.

Du vil altid mangle mor. Jeg savner dig for evigt.

Midsommerens smukke roser minder mig om min døde mor

2017-06-20T22:40:00.002-07:00

Det er midsommer. Lyse aftener, nætter, mågeskrig, grønne træer og blomstrende roser.

Roser i orange, gyldne, gule, røde, hvide og lyserøde nuancer formet af kronblade i krøllede, ovale og tragtformede udgaver.

I år ser jeg igen roserne meget tydeligt. Som i den første sommer efter min mors død. Roserne forbinder jeg med min mor i en positiv og lykkelig erindring om en kvinde, der fandt fred og glæde i mødet med roserne.
Jeg ville gerne have spurgt min mor, hvorfor hun var så glad for roser og hvad de betød for hende. Det nåede jeg ikke, da jeg ikke reflekterede over den slags spørgsmål, da hun var i live. Da handlede det mest om at overleve i en presset hverdag med 3 små børn, en kronisk og langvarig syg mor, en dysfunktionel familie med al dens negativitet og dynd og ikke mindst opdagelsen af flere alvorlige kroniske sygdomme hos mig selv.

I dag er min mor død, mine 3 børn er blevet store og den ene er flyttet hjemmefra. Jeg har kontrol over mine kroniske sygdomme og er velbehandlet, kontakten i den dysfunktionelle biologiske familierelation er nærmest ikke-eksisterende, da jeg ikke ser min søster og min far er der kun ganske lidt kontakt med. En kontakt og en form, jeg nu bestemmer, for første gang i hele mit liv. Det giver en helt utrolig indre ro. Disse ændringer gør måske, at jeg nu for alvor igen lægger mærke til alt omkring mig. I sær roserne. De er utroligt smukke og de minder mig om min mor. Hun elskede roser og kunne fortælle alt om alle sorter og arter.

I et stille indre øjeblik, når jeg sidder på min terrasse og lukker øjnene, så kan jeg se hende så tydeligt for mig. På min indre skærm er hun levende, drikker sine mange kopper kaffe, kalder mig for "Pusser", som hun begyndte at gøre nogle gange efter jeg var blevet voksen. Husker, at hun mødte op på sygehuset uden at betænke sig, da jeg var udsat for en alvorlig trafikulykke for 15 år siden og igen da jeg havde alvorlige problemer med hjertet for 10 år siden. Jeg er lykkelig for, at jeg fandt ro og tilgivelse både inden og efter hendes død. Der blev afklaring og taknemlighed i stedet for bitterhed og negativ tankedynd. Der er ingen tvivl om, at det har gjort det lettere at leve videre. Jeg fortryder intet i dagene op til hendes død, selve dødsdagen på hospitalet, hvor der var personale og omsorg nok. Jeg er taknemlig for den kærlighed, hun nåede at vise og give videre til mine børn, i sær mine to ældste sønner. Det eneste, der nu gør ondt er, at der var så meget, hun aldrig nåede. At være med til konfirmationerne, min ældste søns positive udvikling mod voksenlivet, de kommende studenterfester, bryllupper og barnedåb i min gren af familien. Det er i sandhed sørgeligt, men det kan jeg ikke ændre. Jeg håber, at hun alligevel er med. Helt sikkert vil hun altid være i mine tanker og min bevidsthed ved sådanne begivenheder. Lige til den dag, jeg selv lukker mine øjne.

Tak, mor. Tak fordi du også lærte mig at påskønne rosers uendelige skønhed.

Du skulle i dag have siddet med mig på min terrasse og drukket dine sorte kopper kaffe. Og jeg forestiller mig, at når du så var taget hjem, ville du have efterladt en lille sort slat kold kaffe i bunden af koppen. Ja, mine indre billeder er næsten så virkelige, at jeg kan høre din stemme.

Kærlighed og midsommer til dig i himlen, kære mor.

Hvorfor jeg ikke besøger min døde mors gravsted.

2017-05-28T05:18:00.002-07:00

Jeg kommer meget sjældent på min mors gravsted. Om 2 måneder er det 6 år siden, hun døde. Tiden er gået så hurtigt, men tiden har ikke gjort det lettere at komme på gravstedet.

Det gør mig så uendelig ked af det, hver eneste gang, jeg står der. Foran stenen, hvorpå inskriptionen står. Et ekko fra fortiden.
Min mor er ikke længere med i nutiden og fremtiden i fysisk form, hvorfor det er så mærkeligt, at se hendes navn stå der på en sten. Jeg ved, at under stenen, er urnen sikkert ved at være rådnet væk. Der er intet tilbage af hende i denne fysiske verden. Det har jeg egentligt accepteret, da jeg ikke har noget valg.

Har jeg dårlig samvittighed? Nej, det har jeg ikke. Jeg ved, hvor meget min mor hadede at passe sine egne forældres gravsted. Det blev gjort af pligt og med meget irritation og frustration igennem årene. Der var ingen glæde eller trøst, som jeg husker det. På samme måde har jeg det med at læse min mors gravsten. Der er ikke nogen trøst. Jeg kan ikke mærke hendes ånd eller noget tilhørsforhold til den anonyme sten, som min far brokkede sig over, fordi han synes, at det var for dyrt.

Vi har ikke nogen positive traditioner omkring gravsteder eller at mødes der, i min familie. Jeg har aldrig været der med min søster, som jeg ikke har nogen kontakt med. Enkelte gange har jeg været der med min mand og børn, som blev utrygge, da de så, hvor ked af det, jeg blev. I andre familier har man positive traditioner om at mødes på gravstedet til fødselsdage, jul, dåb, mærkedage eller andre højtider. I min familie har vi intet. Derfor har det ikke nogen positiv betydning for mig at stå der og kigge på min mors navn, i mens tårer og mavepine kæmper for at tage pladsen.

Derfor har jeg ingen indvendinger, hvis graven sløjfes om 4 år, som den kan, ved en urnebegravelse. Det er jeg helt neutral overfor. Det kan gøres, som det passer andre. Hvis det bliver forlænget af min far, så må han også selv passe det. Det bliver ikke mig.

Husk, at de døde er ligeglade med gravsteder. Gravsteders funktion for den enkelte er subjektiv. Der er ingen rigtige eller forkerte svar i den henseende, da sorg er forskellig og behov for et gravsted eller ej, skal respekteres.

Helt ærligt, så kan jeg ikke huske, hvornår jeg var der sidst. Og jeg ved heller ikke, hvornår eller om jeg kommer der igen.

Min mors minde er i mit hjerte og ikke på en anonym sten.

Min døde mor mangler til kaffe i min voksne søns stue

2017-05-03T10:26:00.002-07:00

Dagene er lidt knugende. Lidt tomme og eftertænksomme. Min mor har været død i snart 6 år. Ufatteligt, at jeg ikke har set hende i snart 6 år. Det giver en indre følelse af rungende ensomhed på et helt særligt indre niveau, som aldrig lindres og aldrig forsvinder. Jeg lever med denne flig af ensomhed i dagene og årene, der er gået.
Det er år, der har været fulde af glædelige begivenheder. Jeg har et godt liv i dag, men der opstår perioder med savn. Øjeblikke, jeg gerne ville have delt med hende. Kontekster, hvor hun mangler. Stuer, hvor hun skulle have siddet og drukket kaffe.

Min ældste søn er flyttet hjemmefra. Et stykke af mit hjerte er nu flyttet og har efterladt en indre hule af savn, vemod og stolthed. Han var kun 12 år, da min mor døde. I dag er han en pragtfuld ung mand på 18 år, der er så godt på vej i livet og som går i 1.g på gymnasiet. I snart 14 dage har han været flyttet hjemmefra.

Denne afgørende ændring i min familiekonstellation giver mange tanker og overvejelser, hvor jeg mangler min mor at dele stoltheden med. Hun elskede min søn som en søn og som mig, elskede hun kaffe. Hun drak mange sorte kopper kaffe hver dag. Kopperne stod alle steder, næsten altid med en lille sort sjat i bunden, som altid blev kold. Jeg gør det samme. Efterlader ofte en kop kaffe med en sjat i bunden. Farven er dog lysebrun, da jeg drikker kaffe med mælk. Disse mange pudsige og mærkelige finurligheder er der ingen andre, der helt forstår. Jeg har aldrig delt det med nogen, for det kræver, at man er i familie. Lige i disse øjeblikke mangler min mor meget. Det er i disse erindringer og små pudsigheder, at ensomheden mærkes. Der er ikke nogen at dele med og det er desværre mit lod, at min familiære biologiske baggrund er meget spinkel.

Min mor mangler i den ring, der nu er sluttet. En voksen søn, der flytter hjemmefra. En mor og en mormor, der kunne side i sønnens sofa og drikke kaffe. Den ene kaffekop ville være fuld af tyk, sort og stærk kaffe. Den anden kop ville være datterens. Min. Lysebrun kaffe med et sjat minimælk. Min søn tænker også på, at hun mangler. Han ville også gerne have vist hende sin første bolig, som han selv har været med til at indrette og købe de møbler og skilte, som han gerne ville have.

Tårerne løber ned af mine kinder, mor. Jeg håber, at du får en god kop sort kaffe i himlen. Jeg lover dig, at jeg nok skal drikke en kop kaffe ekstra for dig. Det ville du have ønsket.

Min mors fødselsdag - 6 år efter hun er død

2017-02-16T01:17:00.002-08:00

Jeg har ikke skrevet på denne blog meget længe. Min hverdag er ikke længere påvirket af min mors død. Jeg bærer hende med i hjertet hver dag, men der går længe imellem, at jeg græder eller er påvirket af det i det daglige.

Så er der højtiderne. Fødselsdagene. Mindedagene. De er alle dage, hvor jeg kan mærke savnet noget dybere og mit humør er mere påvirket. Selvom vi har været igennem mange højtider siden hun døde i sommeren 2011, så er det stadig et stort savn, i sær til jul.

Nogle af de bedste minder jeg har med min mor, er i forhold til julen. De sidste år, inden hun dør, har vi nogle meget hyggelige julefrokoster 1. juledag. Da SAVNER jeg hende helt forfærdeligt. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har en biologisk søster, men vi har absolut intet sammen. Det har vi aldrig haft og det er der mange komplicerede årsager til, som har i sin rod i vores barndom. Miljøet i vores barndomshjem var ikke særligt befordrende for udvikling af sunde og gode relationer søskende imellem. Mine barndomserindringer er sporadiske og ikke særlig positive. Jeg aner ikke, hvordan min søster ser på sin barndom. Jeg kender hende ikke, har kun få erindringer om nogle enkelte juleaftener, hvor vi har været sammen, men det er rigtigt mange år siden det ændrede sig til, at mine forældre holdt jul med os på skift. Der er ikke mange begivenheder eller oplevelser, som vi kan kalde fælles i vores livsforløb, selvom vi er biologiske helsøskende.

Vi kender ikke hinandens politiske overbevisning, livretter, mænd, børn eller andre centrale forhold om hinanden. Jeg har reelt ikke talt med hende om noget som helst i mange år og mine sidste erindringer om hende er ikke særligt positive og for mange år siden havde vi et "endeligt opgør", hvor hun kaldte mig nogle ganske forfærdelige ting og truede med at ville banke mig. Jeg overvejede en politianmeldelse, da jeg blev virkelig bange for hende, men af hensyn til mine forældre gjorde jeg det ikke. Mange år er gået siden og jeg har sluppet vreden for længe siden og har ikke mange tanker om vores manglende relation. Det er sådan, det blev. Nogle søskende opnår et godt og livslangt forhold, hvor man kan blive venner og dele stabilitet og sammenhold i familien. Sådan blev det ikke i vores familie og det har jeg accepteret for år tilbage. Jeg ønsker ikke mere drama eller vrede, som der har været nok af i vores barndom og tidligere voksenliv. Jeg kan ikke tillade mig at tænke så meget over det, da mit helbred er blevet forværret de senere år, så jeg er nødt til at bruge mit overskud og energi på min egen familie. Jeg ønsker hende kun alt det bedste. Hun har fået en dreng, som er nogle år gammel og holder min far beskæftiget.

Men i dag er det en svær dag. Min mor har fødselsdag i dag. Hvis hun altså havde levet. I dag kunne hun være gået på pension. Der er så mange raske og rørige mænd og kvinder i hendes alder, som nu kan se frem til 20 gode år på pension. Det kan hun ikke. Og i dag gør det faktisk ret ondt. Jeg er ked af, at hun er død og jeg ville ønske, at jeg kunne sende hende en SMS og ringe til hende og ønske tillykke med fødselsdagen. En dag som i dag bliver jeg ked af det. Tårerne står i øjnene og sådan er det. Jeg savner hende helt forfærdeligt. Jeg ved ikke om jeg skal forbi hendes gravsted. Jeg er der meget sjældent for jeg bliver så ked af det, hver gang jeg kommer der.

Det er en kold, grå og trist dag. Gid du kunne være her mor.

Jeg ønsker dig tillykke med fødselsdagen i Himlen, når du nu ikke kan være her.

Om tilbud til dig - skriftlig sparring/coaching om sorg og om at være et "voksent mælkebøttebarn"

2016-03-23T01:01:00.000-07:00

Du er landet her på min blog fordi du måske er i dyb sorg over at have mistet din mor eller måske en anden nær pårørende. Du er efterladt i et hav af kaos, svære tanker og følelsen af dyb ensomhed.

Måske har du behov for at sparre anonymt med et menneske, der har prøvet det samme som dig. Et modent, reflekterende menneske, som også har en pædagogisk professionel baggrund og som ved nøjagtigt, hvad du gennemgår. For hun har selv været der på samme sted, som du er nu.

Måske er dit behov ikke at sidde i en selvhjælpsgruppe med andre sorgramte. Måske fylder din sorg så meget, at du for nuværende ikke kan give noget til andre, men selv har brug for at blive lyttet til, rummet og forstået.

Måske er din økonomi ikke til dyre psykologsamtaler til kr. 1300,- pr. time.

Måske har du behov for at være anonym.

Derfor tilbyder jeg dig nu muligheden for at du kan skrive til mig og få lettet dit hjerte. Jeg vil svare dig med respekt, rummelighed, forståelse og indsigt. Jeg kan tilbyde dig en skriftlig korrespondance via mail, hvor vi drøfter det, du har behov for. Måske er det spørgsmål omkring økonomi ved død, mulighed for hjælp, sorggrupper eller måske har du blot behov for at få fortalt din historie og rummet i den.

Du bestemmer selv, hvor mange skriftlige sessioner du har behov for.

Priser og betingelser

Du er garanteret anonym
Jeg har udvidet tavshedspligt
Du kan forvente et svar indenfor 3 hverdage
Hvert skriftligt svar fra mig koster kr. 150,-
Du betaler forud for hvert skriftligt svar du har behov for
Hvert svar fra mig vil minimum fylde 1 A4 side, så du får "noget" for pengene
Du kontakter mig på sorgproces@yahoo.dk
Alle henvendelser behandles med respekt og anonymitet

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Om at være et voksent mælkebøttebarn

Du er måske landet på min blog fordi du er et voksent barn af en dysfunktionel barndom med forældre, der udøvede fysisk og/eller psykisk vold på grund af alkohol- og/eller stofmisbrug.

Der findes ikke mange tilbud til os, der er voksne mælkebøttebørn. Os, der har kæmpet en kamp for at komme "om på den anden side". Os, der i perioder stadig kan døje med en følelse af dyb ekstensiel ensomhed fordi vi måske ikke har nogen positive relationer i den biologiske familie, der går bagud.

Måske er du også landet her fordi du er et voksent barn af en død misbruger. Den sorg er voldsom og dyb. Måske bevæger du dig rundt i kaos og har brug for at blive set og rummet.

Måske er din økonomi ikke til dyre psykologsamtaler til kr. 1300,- pr. time.

Måske har du behov for at være anonym.

Du bestemmer selv, hvor mange skriftlige sessioner du har behov for

Priser og betingelser

Du er garanteret anonym
Jeg har udvidet tavshedspligt
Du kan forvente et svar indenfor 3 hverdage
Hvert skriftligt svar fra mig koster kr. 150,-
Du betaler forud for hvert skriftligt svar du har behov for
Hvert svar fra mig vil minimum fylde 1 A4 side, så du får "noget" for pengene
Du kontakter mig på sorgproces@yahoo.dk
Alle henvendelser behandles med respekt og anonymitet

Om at holde påskeferie 5 år efter min mors død

2016-03-21T07:00:00.000-07:00

Det er påske og jeg har fri.

Fri til at gå lange ture og fundere over livet. Tid til at være sammen med min familie og venner. Det er en god påske i år. Tiden er aftalt til at være en blanding af dage uden planer og dage med besøg hos familie. Jeg glæder mig.

Den stille sorg over min mors død kommer også en smule frem i disse dage. Hun købte altid store påskeæg til mine børn. Store brune påskeæg i billig chokolade fra Aldi. Dengang var jeg meget politisk korrekt og var ikke vild med, at de skulle spise det. I dag er jeg mere end ligeglad med den slags bagateller. Det vigtige er, at andre tænker på mine børn og har lyst til at glæde dem med det. Det er det allervigtigste.

I påsken samles andre familier til store påskefrokoster. Det har jeg aldrig prøvet, men jeg tænker alligevel over det i disse dage.

I de store højtider omkring jul og påske bliver det tydeligere, hvordan mine familierelationer er skrøbelige og meget spinkle på min biologiske side af familien. Min far har dog allernådigst oplyst pr. sms til mig, at han gerne vil give mit yngste barn et påskeæg i år. Hun er på ferie hos vores reservebedster i et par dage og når hun kommer hjem, så kan hun komme forbi og få sit påskeæg. Det er fint.

Efter jeg er holdt op med at forvente noget som helst af min far er det blevet lettere. Jeg har ikke længere brug for at kontakte ham om noget som helst, og det har givet en stor mental frihed. Efter jeg har besluttet, at det er slut med at lade mig diktere noget som helst er min indre uro i forhold til ham næsten forsvundet. Det giver stor ro at vide, at efter mere end 4 årtier, er det nu mig, der fuldstændig bestemmer, hvordan vores relation skal være. Jeg er ikke længere underlagt manipulerende, egoistiske og delvist tyranniske handlinger, hvor jeg skal presses langt ud over mine grænser, til at agere, som han ønsker.

I går var vi nede at se min ældste søns gymnastikopvisning på efterskolen. Det var rørende at se min store søn, som efterhånden er en voksen ung mand, stå der på gulvet sammen med hundredevis af andre unge mennesker. Jeg kom sådan til at tænke på en strofe fra Kim Larsens sang "om de smukke unge mennesker, gid de længe leve må"... Jeg tænkte på, at min mor ville have været så stolt af at se ham i dag. En dejlig ung mand med alle muligheder og livet foran sig. Jeg fik tårer i øjnene af stolthed, en klump i halsen af vemod og en grødet stemme af begge elementer på én gang.

Kære mor. Du ønskes den allerdejligste påske i Himlen. Mon I har påskeliljer deroppe?