På denne masterclass kommer der alt fra forståelse af spiritualitet til ud-af-kroppen-oplevelse.

Mere tekst følger.

Jeg synes at det var utroligt fedt at have disse gæster på besøg, da jeg nogle gange har lidt svært ved at tænke, om enneagrammet egentlig passer på os deltagere på uddannelsen, eller om det er omvendt (altså at vi bare har fundet en måde, hvor vi passer ind i enneagrammet)? Om vi identificerer os med en type, fordi at alle andre har gjort det. Der er eksempelvis ikke en eneste af deltagerne der har sagt eller hentydet til, at enneagrammet ikke passer på dem overhovedet. Er det så fordi at enneagrammet virkeligt favner så bredt og omfatter alle mennesker, eller fordi at man ikke har en chance for at identificere sig med den 10. type? Det minder mig om filmen der hedder Minority Report, der omhandler et firma der kan forudse forbrydelser inden de sker. Dette firma har stort succes, men bliver så efterforsket af en CIA-agent, der er skeptisk overfor konceptet. Da denne CIA-agent (der bliver spillet af Colin Farrell) får at vide, at systemet er perfekt og ikke har nogle mangler eller fejl, så svarer han blot: “I agree. But if there is a flaw, then it’s human”. Det han mener er, at systemet er menneskeskabt, hvilket åbner for muligheden for at der er fejl og mangler ved det. På samme måde er enneagrammet også etableret og sat sammen af mennesker. Derfor tror jeg altid at jeg vil have en eller anden form for skepsis overfor det. Jeg mener, hvis enneagrammet er så omfattende og gennemtænkt som nogle mener, så vil der alligevel ikke ske noget ved at tvivle det eller bore lidt i de forskellige teorier. Jeg tror sågar at en skepsis overfor det, vil få mig til at se aspekter som andre ikke gør.

Gæsterne der var på besøg havde kun lige læst en lille smule om enneagrammet. Det at de ikke havde en større kendskab til enneagrammet, fik deres opførsel og svar til at virke mere naturlig, for mig. De ville altså ikke svare som de troede at deres type ville svare (eller dette var i hvert fald ikke engang en mulighed).

Da gæsterne ankom, satte de sig blandt deltagerne på uddannelsen, hvor de blev taget varmt imod. Vi sad og snakkede lidt med dem på må og få. Det lod til at de faldt til ret hurtigt. Mariane tog derefter teten, hvor hun forklarede lidt om hvad der skulle ske. Dagsordenen hed sig, at deltagerne på uddannelsen startede med at introducere de forskellige typer i enneagrammet, hvorefter at gæster alle sammen kom op at sidde foran os deltager, hvor vi så kunne stille dem spørgsmål. Gæsterne havde på forhånd taget en enneagram-test, som beskrev deres primære type, deres vinge og deres ben – men de kendte ikke rigtigt noget til alle nogen af de andre typer. Vi deltagere på uddannelsen var i den forbindelse, blevet opdelt i små grupper, hvor vi skulle lave en kort fremlæggelse om hver type.

Da gæsterne kom op og sidde foran klassen, kunne man (naturligvis) se, at der var nogle af dem der nød rampelyset mere end andre. Alle gæsterne gjorde det fremragende og gav nogle fede svar, der virkelig gav os deltagere indsigt i dem og træning i at bruge enneagrammet. På trods af at de ikke var der i ret lang tid, så følte jeg at jeg lærte disse mennesker ret godt at kende. Især fordi at jeg knap nok nåede at få ført en samtale på tomandshånd med en eneste af dem. Efter en lille time, hvor gæsterne blev interviewet, så var det første hold gæster færdige. Efter frokosten kom det næste hold gæster og proceduren blev gentaget.

Der var bred enighed om, at det havde været fedt at have gæster på besøg. Jeg havde på fornemmelsen at gæsterne syntes at det var sjovt at have fået et indblik i enneagrammets verden. Og jeg havde også på fornemmelsen, at deltagerne på uddannelsen syntes at det var fedt at kunne få lov til at prøve at bruge (og se) enneagrammet i nogle andre.

Jeg anser enneagrammet som et værktøj som man kan lære en masse om. Men ligesom en hammer, så kan man vide nok så meget om hammeren, men det er først når man begynder at bruge den, at man lærer, hvordan man rammer hovedet på sømmet. Teorien bag enneagrammet er fantastisk og skaber en bevidsthed og kendskab, både til andre, men især også til sig selv.

Jeg havde hørt fra de andre deltagere (der havde snakket med kursisterne fra det andet hold), at denne uddannelsesdag med Zitta var helt fantastisk. Vi havde kun Zitta i en undervisningsdag (8 timer). Efter denne korte intro, lavede vi en kort mindfulness-øvelse, hvor vi lyttede til denne sang og dermed kom rigtigt tilstede:

Dagens agenda var, at vi skulle se på, hvordan de forskellige enneagram typer bruger deres krop. Vi gik igennem hver type enkeltvis og mærkede, hvordan det er at være i den pågældende types krop. Jeg elskede ideen! Det gav en yderligere forståelse for de forskellige typer, da man kunne prøve at ‘lege’ at man var de forskellige typer. Zitta’s undervisning var energi-fyldt, karismatisk og gennemført – jeg var og er en stor fan! Man kunne godt mærke, at hun havde været danser og skuespiller hele sit liv. Hun brugte lokalet på en fed måde – og inkluderede musik, hver gang hun havde mulighed for det. Der var dog et negativt aspekt ved Zitta’s undervisning… Tiden tordnede afsted!

Jeg kunne mærke, at der var bred enighed blandt de andre deltagere på uddannelsen om, at Zitta’s bidrag til uddannelsen var fantastisk. Det var en fed måde at udforske et nyt aspekt af enneagrammet, som man så let kunne forbinde med alt vi havde lært indtil da.

Som sagt gik vi igennem enneagrammet type for type. Rækkefølgen var ikke kronologisk, så type 3 (min type) var den sidste vi havde om. Her blev jeg godt nok udfordret! Der var kun 30 minutter tilbage af undervisningen og som sædvanligt, kunne jeg godt mærke, at jeg havde lært en masse, hvilket mit energi-niveau bar præg af. Paraderne som Zitta havde snakket om i starten af undervisningen, havde jeg langsomt sænket mere og mere, jo mere jeg hørte på hende. Jeg havde åbnet for indlærings-sluserne og sugede så meget viden til mig som jeg kunne kapere.

Forholdsvis tidligt på dagen havde hun havde sagt, at hvis man kunne mærke modstand i kroppen mht. et givent emne, så betød det at der var sandhed i det. Altså, at hvis man ikke bare lige ville tage en ting til sig, så var det fordi at der var en morale i det givne emne, som ville være hårdt at indse at man selv havde tendens til at udleve. Da hun så forklarede om type 3, så sagde hun noget i stil med, ‘at hvis en type 3 ikke har opnået det de gerne vil – at så har de en tendens til at lyve om det’. Jeg fik desværre ikke skrevet ordret ned, hvad hun sagde – så det kan være at jeg har citeret hende forkert (men det tror jeg ikke). Da hun sagde det, kunne jeg mærke at min krop satte hælene i. Jeg har tidligere (og kan stadigvæk) identificere mig selv med rigtigt meget med type 3. Det er næsten al information jeg har lært om 3′eren, som jeg kan finde en eller anden form for sandhed i. Men dette – var totalt fjernt for mig. Zitta snakkede videre, mens jeg gjorde mit ypperste for at få det til at passe på mig; for at finde et sted i mit liv, hvor Zitta’s udsagn gav mening. Lige efter at hun havde sagt det, kunne jeg se, høre og mærke anerkendelse af det hun havde sagt, blandt de andre deltagere (jeg kunne høre et par der sagde ‘ja’ og et par nikkende hoveder). Jeg tænkte, at jeg blev nød til at uddybe dette mysterie. Jeg kunne (og kan) identificere mig så meget med type 3, at jeg af en eller anden grund ikke kunne lade være med at tage det personligt, på en eller anden måde. Jeg tænkte tilbage på det hun havde sagt med, at hvis man mærkede modstand, at så var det fordi at der var en sandhed i det.

Denne tese om ‘at mærke modstand’ er jeg for den sags skyld heller ikke ret stor fan af. I mine ører er det en smart måde at helgardere sig mod indvendinger. Enten er man enig, eller også er man uenig – men hvis man kan mærke uenigheden i sin krop (hvis man fx bliver irriteret over noget der er blevet sagt), så er det fordi at der er sandhed i det?! Hmm… Jeg har tidligere hørt tesen om, at hvis der er en person som man ikke kan lide, at så er det fordi at man ser en side af sig selv i den anden person, som man ikke kan lide. Jeg tror, at der er en hvis sandhed i dette, men kun en der er yderst begrænset. Hvis jeg eksempelvis ikke kan lide en person, fordi han har slået en anden person ihjel, betyder det at jeg er en morder på et eller andet plan? Så kan man sige, at jeg bare har sat det på spidsen og at det ikke gælder i det tilfælde. Men i min verden findes der ikke love og regler der kun gælder 50% af gangene – i så fald er disse love og regler forkerte. Jeg har en ret naturvidenskablig indfaldsvinkel på dette; en lov eller en regel gør sig gældende 100% af tilfældene.

Men på trods af, at jeg følte denne modstand, så ville jeg ‘forsvare min type’. Inde i mig havde jeg det som om, at alle de andre deltagere på uddannelsen lige pludseligt anså mig, som om jeg højest tænkeligt løj eller havde løjet tidligere. Jeg ved godt, at det ikke var det som Zitta havde sagt, men det var sådan at jeg havde forstået det. De andre deltagere grinte og synes at det var sjovt, da jeg markede og opponerede til det Zitta havde sagt. Jeg kan også godt se det sjove i, at en image-fikseret 3′er, rækker hånden op for at opponere imod de negative ting der bliver sagt om sin type. Men dette var jeg oprigtigt uenig i. Zitta viftede hurtigt min kommentar af vejen og sagde, at jeg ikke skulle bekæmpe hendes udsagn, men bare være i det – og indse at der måske var en sandhed i det. Det var drøn-ubehageligt! Min kommentar havde naturligvis suget al opmærksomheden til mig fra de andre deltagere. Jeg følte at alle sad og kiggede på mig, og ikke nok med det, jeg følte derudover at alle de andre deltager anså mig for at være en løgner. Jeg var derudover blevet anbefalet at holde op med at snakke, og bare ‘være i det’. Jeg havde det som om, at blodet i min krop begyndte at koge. Jeg var rasende! Jeg vil med glæde indrømme, at jeg holder af mit image. Jeg anser mit image som at være en del af mig selv. Jeg anser det som min indpakningen – indpakningen af min personlighed. Når man køber et stykke legetøj eller en ting, så har indpakningen en betydning for, hvor godt tingen sælger. Mit image betyder noget for mig. Jeg gør mit ypperste for, at formidle mit image som det jeg er. Til tider kan jeg se og høre, at folk fortolker mig anderledes end det jeg prøver at udstråle – men dette tager jeg mig ikke af. Jeg kan ikke styre folks fortolkninger – og der vil altid være nogle fortolkninger som man kan lide bedre end andre. Jeg kan tydelig huske det øjeblik, hvor det gik op for mig, hvor vigtigt det er at være sig selv. Det var engang jeg var nede i Australien for at træne beachvolley. Vi skulle til at træne, hvor min gode ven Danny ankommer. Han kommer hoppende ind på banen, ivrig for at fortælle en historie. Historien lød sådan her: Han havde stået hjemme i sit køkken og troede at han skulle slå en prut, men kom istedet til at skide bukserne. Hans historie havde selvfølgelig en blandet respons af folkene til træning – men det var langt de fleste der flækkede af grin. Ja, jeg ved godt at det ikke ligefrem er den mest charmerende historie, men den er vigtig for min morale. Efter træningen snakkede jeg med Danny om episoden, hvortil at han svarede: ‘Han anså det for at være vigtigt, at formidle det rigtige billede af ham selv til verden – så den ikke troede at han var noget som han ikke er’. Lige siden har jeg så vidt muligt forsøgt at gøre det samme.

Tilbage til undervisningen med Zitta… Jeg sad altså med følelsen af, at de andre deltagere på uddannelsen, som jeg efterhånden har opbygget et ret nært forhold til, lige pludselig tvivler ethvert ord jeg har sagt og ethvert ord jeg vil sige, er intet andet end modbydelig. Det var ikke fordi, at det var det at lyve der fremprovokerede min opponering. Men uanset om vi snakkede om enneagrammet eller om vi snakkede om politiske holdninger, så vil jeg forsvare min holdning, hvis folk er uenige. Nu var dette bare et emne, som betyder ret meget for mig.

Når jeg ser tilbage på oplevelsen, så tænker jeg, at det var en utrolig lærrig oplevelse. Det har fået mig til at tænke utroligt meget over det. Og enten er jeg blevet bekræftet i det jeg står for – eller også har jeg lært noget om mig selv, som jeg ikke var klar over før.

Og jeg har ikke bare tænkt over det – jeg har tænkt kollo-enormt meget over det! Jeg har søgt i alle de fjerne kroge af min personlighed, for at lede efter steder, hvor jeg har stukket en løgn. Og min konklusion: JEG LYVER IKKE!! Som den klaptorsk jeg er, så tog jeg jo Zitta’s udsagn personligt. Hvorfor? Hvad var det lige hun havde sagt? Hun havde sagt følgende: ‘At hvis en type 3 ikke har opnået det de gerne vil – at så har de en tendens til at lyve om det’. Og hvor i den sætning, kan jeg læse mit navn?! Ingen… Jeg har bare identificeret mig selv så meget med type 3, at jeg havde antaget at alt, hvad Zitta ville sige om type 3, ville passe på mig til punkt og prikke. Det var på en eller anden måde et wake-up-call. Et wake-up-call der mindede mig om, at jeg ikke ER type 3 – type 3 er blot min primære type. Jeg ER alle typer!

Som sagt har jeg imidlertidigt søgt vidt og bredt efter et svar på, hvad Zitta mente med det hun havde sagt, da jeg ikke kunne finde sandhed i den måde jeg havde fortolket hendes udsagn på. Jeg kunne godt se en hvis form for logik i, at den image-fikserede type ville lyve, for at narre folk til at tro at de er bedre, end de egentlig er. Men for mig er definitionen på en løgn vigtig: ‘Et udsagn som man ved er ukorrekt, der bliver fremlagt som om det er sandt’. Jeg vil ikke anse det for at være en løgn, hvis jeg blot valgte at fremlægge de sider af mig selv som jeg anser som de bedste. Hvis jeg eksempelvis undlod at formidle information, så ville det være en udeladelse og ikke en løgn. Så jeg mener sagtens at man kan ‘sælge’ sig selv så godt som muligt, uden at lyve. Jeg er derfor stadig uenig i dette udsagn fra Zitta, om type 3. Men det er ikke længere en decideret uenighed, men blot en definitionssag, som dog er vigtig i min verden.

I min søgen, faldt jeg over dette citat, på enneagraminstitute.com: ‘Hvorfor lyve, når der er så mange forskellige måder at fremlægge sandheden på’. Det er sådan at jeg vil definere en 3′ers tendens.

Jeg håber at jeg kommer til at se mere til Zitta i fremtiden. Hun er en fremragende lærer, som jeg vil kunne lære rigtigt meget fra.

• Midtvejstesten
• Forberedelse til gæsterne (om lørdagen)
• Zitta
• Gæster med fokus på enneagrammet

Midtvejstesten

Modulet blev startet ud med det ‘oh-så-frygtede’ midtvejstest. Selvom Anders flere gange havde gjort rede for, at testen ikke havde nogen indflydelse på nogen karakter eller noget som helst, så kunne langt de fleste deltagere på SENMC-uddannelsen (mig selv inklusiv) ikke abstrahere fra at det hed en ‘test’. Testens formål var, at deltagerne (og Anders) kunne finde ud af, hvor godt kendt de var i stoffet. Testen indeholdt 100 spørgsmål, som var både fra NLP, Systematisk tænkning og Enneagrammet. Så hvis der var noget, som man ikke vidste – så ville man højest tænkeligt blive klar over det ved at tage testen. Med resultaterne fra testen kunne Anders også se, hvor folk havde problemer og hvor der ikke var grund til at investere mere tid.

Jeg var selv ikke helt tilfreds med den måde min test var gået. På trods af at jeg havde sprunget en håndfuld spørgsmål over, så nåede jeg kun til spørgsmål 84. Anders havde sagt, at de sidste par spørgsmål var spørgsmål, hvor man skulle læse en historie og udfra den historie gætte, hvilken type historien handlede om. Jeg havde glædet mig rigtigt meget til denne del – men ved at fejl-disponere min tid, så nåede jeg aldrig så langt – ÆV!

Jeg har dog lært, at næste gang jeg tager sådan en test her, så vil jeg starte med at gå testen igennem for ‘easy frags’ (nemme ofre). Derefter kan jeg så gå testen igennem igen og tage de lidt sværere spørgsmål. Det troede jeg egentlig også at jeg havde gjort denne gang – men jeg tænkte, at det var bedre at give et bud på et svar til de spørgsmål jeg var i tvivl om, fremfor at efterlade svaret blankt. Oh, well – ‘You can’t win them all’.

 Forberedelse til vores besøg

Om lørdagen skulle vi få besøg af en række frivillige. Disse frivillige havde på forhånd taget en enneagram-test og det vil give os erfaring med at spotte og se forskellige enneagram-typer. Jeg glædede mig som et lille barn! I min hverdag er jeg begyndt at gå og gætte på, hvilke typer mine nærmeste er. Dette besøg udefra, var en mulighed for at kunne møde og gætte typen for nogle personer, som ved nok om enneagrammet til at kunne identificere sig med en type.

Sidst på denne førstedag skulle vi sidde og forberede nogle korte præsentationer som vi skulle fremlægge for disse frivillige.

På sidstedagen startede vi ud med at samle op på nogle generelle ting fra de to foregående dage, hvorefter at vi hurtigt fortsatte med næste punkt på listen over emner vi skulle gennemgå på dette modul.

Milton-modellen

Mellem forrige modul og dette modul havde jeg siddet sammen med en af deltagerne fra SENMC-uddannelsen. Vi havde siddet og kigget lidt på de aspekter af stoffet, som vi ikke følte os ret meget hjemme i. Heriblandt havde vi set lidt på meta-modellen og Milton-modellen. Inden mødet med den anden deltager på uddannelsen, kunne jeg mærke at jeg ikke forstod disse to modeller til fulde og hvad de havde med hinanden at gøre. Den anden deltager havde forklaret mig, hvordan at meta-modellen, var at ‘chunke ned’ (altså at tage noget konkret og udlede noget endnu mere konkret af det). Vedkommende havde også forklaret mig, hvordan at Milton-modellen var det modsatte – at ‘chunke op’ (at tage noget og udelede noget på et højere niveau af det). Det var fedt at få lidt bedre styr på disse ting, og jeg følte at det rustede mig rigtigt godt til dagens indhold.

Anders startede med at introducere begge modeller for os og genopfriske nogle af de ting han allerede havde sagt på et tidligere modul. Derefter gik han i dybden med de 9 forskellige meta-modeller (opdelt i tre overkategorier: generaliseringer, udeladelser og forvrængninger). På trods af, at han snakkede i ret lang tid om disse modeller (og har gjort det før), så har jeg stadig svært ved at benytte mig af dem. Jeg kan godt se, hvordan der kan relateres til en coaching og hvorfor de er effektive – men efter min mening skal man kunne lægge mærke til så mange små detaljer ved måden en person formulerer sig, for at kunne benytte sig af disse modeller, at det kræver ret meget træning, før jeg lærer det. Jeg glæder mig dog, til den dag kommer.

Anders er desuden utroligt støttende, når det kommer til disse svære aspekter af undervisningen. Han bliver ved med at minde os om, at han selv har arbejdet med det gennem en lang årrække – så at det derfor ikke ville være klogt at spejle os i ham. Derudover bliver han ved med at give gode råd til, hvordan man bliver bedre, hvor han har en realistisk indfaldsvinkel. Det må være svært at motivere sådan 21 deltagere på samme tid, da han jo både skal skabe nogle positive overbevisninger hos os, men samtidigt skal huske os på, at vi skal vedligeholde jordforbindelsen.

Fremlæggelse af type 2′s udviklingsniveauer

Vi havde et hængeparti fra sidste gang, hvor tre deltagere ikke nåede at fremlægge om udviklingsniveauerne for type 2 – Hjælperen. De havde bygget det op, så de startede med to historier om personer der havde mest af type 2, der var forskellige steder i udviklingsniveauer. Det var interessant at høre om, hvordan de havde forstået denne type. Afslutningsvis kom de med nogle formelle informationer om, hvordan denne type opfører sig, når de er nede i niveau.

Igen blev fremlæggelsen fulgt op med et interview af de deltagere på uddannelsen der havde mest af type 2 i sig og et musik-nummer:

Derefter lavede vi en rigtigt fed øvelse, hvor vi i grupper af to, skulle prøve at finde ud af, hvilke(t) spørgsmål man skulle stille en person, for at finde ud af om personen var af type 1 eller af type 2. Derefter skulle vi gøre det samme mellem type 3 og type 2 – derefter type 4 og type 2 og så videre. Det var en god øvelse, da vi lærte at tænke, hvordan man kunne identificere type 2.

Sleight of mouth (mundelags mønstre)

Dette værktøj er primært til at behandle overbevisninger og forudsætninger. Anders introducerede det sidst på lørdagen, hvor vi lige fik 45 minutters introduktion til det, hvorefter at vi blev sendt ud i grupper for at løse en simpel opgave. Det var trods alt lørdag eftermiddag, så jeg er overbevidst om, at det var godt at det ikke var en svær opgave. Aha – en overbevisning! Måske skulle jeg bruge sleight of mouth til at behandle denne overbevisning.

Anders introducerede syv sleight of mouth arbejdsmønstre / metoder, som man kunne bruge til at bearbejde overbevisninger og forudsætninger. Jeg synes emnet var meget interessant og jeg glæder mig til at mestre disse syv metoder. Jeg har eksempelvis en overbevisning om at overbevisninger har en stor betydning for at folk ikke forstår hinanden

Tidslinie / tid

Det næste emne vi skulle høre om, var benyttelsen af tiden, når vi coachede. Han forklarede, hvordan vi skulle bruge forskellige spørgeteknikker til forskellige faser af coachingen. Eksempelvis forklarede han, at ordet ‘hvorfor’, kun skulle bruges til at finde frem til den bagvedliggende motivation for en handling. Hvis man spurgte ind til et problem med ordet ‘hvorfor’, så borede man i problemet – hvilket meget, meget ofte er en dårlig ide. Man skulle selvfølgelig få fokuspersonen til at forklare om problemet, men kun lige nok til at man fangede problematikken og skabe rapport (tillid, empati m.v.), hvorefter at man skulle forsøge at få fokuspersonen til at se de positive sider ved problematikken (fx i form af erfaringer, eller de smukke aspekter af deres sorg).

Fortiden er ikke lig femtiden. Så det handler om hvad der kan gøres fremadrettet

Anders lavede også en grafisk repræsentation af, hvordan man skulle gennemføre en coaching mht. tiden, hvor han tegnede tre trekanter. I den længst til venstre skrev han ‘fortid’ i, i den midterste skrev han ‘nu’ og i den længst til højre skrev han ‘fremtid’. Denne illustration brugte han til at forklare forløbet af en coaching. Han sagde, at man altid startede i nuet. Mit gæt er, at det er fordi at man, den dag i dag, er et produkt af sin fortid. Hvis man coacher en person, så betyder det, at vedkommende oplever et eller andet i nuet, som vedkommende oplever pga. en hændelse fra fortiden. Så man starter i nuet fordi, at man dermed finder ud af, hvad det er for en følelse som fokuspersonen har i dag, som vedkommende gerne vil være fri for. Hvorefter at man går tilbage i tiden og finder ud af, hvad der egentlig er årsagen til denne uønskede følelse. Når denne årsag er identificeret, så kan man begynde at bearbejde det. Derefter bliver øvelsen ret teknisk, så det vil jeg ikke dykke ned i.

Anders snakkede ret længe om, hvilke metoder der var gode i denne sammenhæng og hvordan man bedst muligt benyttede sig af dem. Det man skulle forsøge at opnå med øvelsen var, at flytte den læring, som fokuspersonen havde fået pga. det pågældende hændelse, ud i fremtiden. I dette regi sagde Anders to citater, som jeg tog til mig:

• 1: Der findes ikke fiasko eller fejl – der findes kun læring.
• 2: Ethvert nederlag bidrager til en endnu stærkere sejr.

Først lavede Anders en demo af denne øvelse, hvorefter at vi gik ud i grupper af tre, hvor vi selv skulle prøve kræfter med det. Det var utroligt sejt at se Anders bruge sine jedi-kræfter – og fokuspersonen fik virkeligt noget ud af øvelsen. Fokuspersonen fik faktisk så meget ud af øvelsen, at vedkommende satte sig op foran klassen dagen derpå og forklarede om sin oplevelse, fordi at personen ønskede at dele den med alle deltagerne på uddannelsen. Det var en utroligt smuk oplevelse og man kunne se, at det virkeligt havde haft en effekt på personen. En positiv effekt der fik vedkommende til at stråle af glæde.

• Mindfulness
• Drømmearbejde
• Tidslinie / tid
• Coaching / terapi
• Submoderniteter (brugen af Milton-sproget og Milton mønstrene)
• Sleight of mouth

Mindfulness

Som ovenstående dagsorden afslørede, så startede vi ud med at høre noget om mindfulness. Anders gjorde os opmærksomme på, at enneagrammet jo er opdelt i tre forskellige intelligenser (krop, hjerte og hovedet), hvor at mindfulness jo egentlig henvender sig til den intelligens der knytter sig til hovedet. Han påpegede dermed, at der jo også var body-fulness og heart-fulness. Jeg havde faktisk selv oplevet noget lignende for omkring en uges tid siden. Efter forrige modul, havde jeg besluttet mig for at begynde at meditere, da jeg altid får det så godt af det. Den første gang jeg mediterede, havde jeg sat mig for, at jeg ville forsøge at komme i kontakt med mit hjerte (da jeg er type 3, hvilket er en hjerte-type). Det var utroligt afslappende og jeg fandt virkelig ro og behag ved denne meditation. Jeg havde mediteret om aftenen og samme aften sov jeg bedre end jeg har sovet i meget lang tid. En tung og dyb søvn, hvor jeg kunne huske alt hvad jeg havde drømt. Det var fantastisk. Jeg forstår dette som heart-fulness – at finde kontakt til sit hjerte.

Det var fedt at få sat nogle ord på det som jeg havde oplevet den aften med meditationen. Anders beskrev mindfulness som at stilne tankerne og bare nyde nuet. Han sagde også, at mindfulness jo egentlig indebærer at man stilner både hoved, hjerte og krop. Det var lige præcis det jeg havde følt den aften jeg mediterede. Det var utroligt skønt.

Både først på denne dag og først på dag to, på dette modul, startede vi ud med mindfulness-øvelser. Fede øvelser der virkeligt får én til at glemme hverdagen. Det minder mig om, at jeg engang hørte et fedt citat: ‘Jeg mediterer en time om dagen. Med undtagelse af når jeg har travlt… Så mediterer jeg to’.

Drømmetydning

Når der skrives ‘drømmetydning’, så menes der hovedsageligt drømme, som i de ting vi godt kunne tænke os at opnå i livet. Vi talte også om drømme, som i dem man får når man sover, men det var ikke ret meget.

Vi lavede en øvelse omhandlende disse drømme om fremtiden, hvor vi skulle gå sammen i grupper af to. Som sædvanligt var der en der var fokusperson og en der var coach. Coachen skulle spørge ind til disse drømme som fokuspersonen havde om fremtiden og bare være nysgerrig på dem. Ingen manipulering eller guidende bemærkninger – blot en ren og skær nysgerrighed af hvad fokuspersonen havde på hjertet. Fokuspersonen skulle dermed forklare hvad han/hun godt kunne tænke sig at opnå – både på den korte men også på den lange bane. Vi har tidligere haft en øvelse der var beslægtet med denne, hvor vi også var to og to sammen – hvor coachen havde til opgave bare at være 100% nysgerrig på den anden person. Denne øvelse var lidt anderledes, da fokuspersonen havde til opgave at forklare om sine drømme om fremtiden. Som jeg vidst også skrev i en tidligere dagbog, så er det altså virkelig en behagelig øvelse. Under en normal samtale, skal der jo helst være en eller anden form for ping-pong, hvor begge parter bidrager til samtalen. Men denne form for samtale fjerner overvejelser som ‘burde jeg bidrage med noget til samtalen nu eller ej?’. Under hele øvelsen er både coachen og fokusperson klar over, hvem der skal snakke og hvem der skal spørge. Jeg finder det derudover både behageligt at skulle sidde og lytte – men finder det lige så behageligt at sidde og dele mine drømme med et andet menneske.

Denne øvelse fik mig til at indse, at jeg faktisk ikke var klar over, hvad mit egentlige mål er, på den lange bane. Jeg kunne mærke at det virkeligt frustrerede mig, da jeg egentlig har ret mange målsætninger i mit liv. Men hvad er et delmål værd, uden at have et endegyldigt mål? Når jeg skriver ‘et endegyldigt mål’, så mener jeg et mål, som man kan blive ved med at stræbe efter, uden egentlig nogensinde at nå det (fx. at finde ud af, hvor god jeg kan blive til min sport – eller hvor klog jeg kan blive). Men jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg egentlig stræbte efter. Lige pludseligt satte dette en masse ting i perspektiv. Jeg kunne mærke, at det var ubehageligt at indse, men også utroligt befriende. Jeg må indrømme, at jeg ikke lyttede ret godt efter, de første 15 minutter efter denne øvelse, da jeg bare sad og tænkte over, hvad jeg egentlig prøvede at opnå med mit liv. Jeg ved ikke om du er nysgerrig om, hvad jeg kom frem til – men nu får du svaret uanset hvad . Jeg kom frem til, at jeg vil inspirere så mange mennesker som muligt og være en motivationsfaktor for folk som kender til mig. Jeg kan godt tænke mig at få folk til at hoppe ud af sengen om morgenen, i forsøget om at opnå målet i deres liv. Og jeg har i sinde, at forsøge at gøre dette, ved at være så sød og rar som overhovedet muligt.

Efter øvelsen gav Anders nogle værktøjer til at opnå sine mål. Han nævnte bl.a. Napoleon Hill, som er forfatteren bag bestselleren ‘Tænk dig rig’. Mentaliteten bag denne bog er, at sige højt for sig selv, hvad man gerne vil opnå, da man vil reagere på at høre sig selv sige det. I den sammenhæng nævnte Anders ordet ‘affinitet’, hvilket i denne sammenhæng betyder, at målet også vil begynde at gå dig i måde, hvis du både taler om det og aktivt bevæger dig hen imod det.

Hermed sluttede den første dag.

Type 5

Jeg skulle selv indvige lørdagen med at forklare om type 5, sammen med min gruppe. Jeg ved ikke med de andre grupper, men vores gruppe havde i hvert fald haft en geografisk udfordring, i og med at jeg bor i Odense og de andre bor på fastlandet. Alle medlemmer i vores gruppe havde været lige presset, så det var ikke engang kommet på tale, om vi skulle sætte os sammen eller ej. Det var som om, at alle mand var ret afklaret med at vi bare alle læste stoffet individuelt og at vi så inddelte præsentationen til os hver især. Jeg kendte et fedt præsentationsværktøj, så jeg tilbød at lave det grafiske materiale, som vi ville have op på projektoren. Jeg gætter på at det gav mig en fordel i forhold til mine gruppemedlemmer – der pludselig skulle prøve at finde ud af, hvad jeg havde i tankerne da jeg lavede slides’ne. Jeg havde lidt ondt af dem, inden fremlæggelsen – det må godt nok være svært.
Præsentationen kan findes her: http://prezi.com/rbhke4lwr1iv/udviklingsniveauerne-for-type-5-iagttageren/
Musik-stykket til den type er dette:

Type 7

Gruppen der skulle fremlægge om type 7, havde valgt at angribe opgaven fra en meget faglig vinkel, hvilket var utroligt fedt. De havde lavet et fedt powerpoint show, hvor de havde et slide til hvert udviklingsniveau. Til hvert udviklingsniveau skrev de dermed nogle få fakta om det givne udviklingsniveau, hvor de også havde fundet et billede af en dansk kendis, der skildrede det givne niveau.
Jeg havde snakket med en af gruppemedlemmerne inden dette fremlæg, hvor vedkommende havde sagt, at deres gruppe havde haft ret svært ved at skulle forklare om den syvende type, da der ikke var nogen af gruppemedlemmerne der havde ret meget type 7 i sig. Jeg synes lige præcis at det var det, der gjorde denne fremlæggelse så fed. Jeg ved ikke om det var pga. det, men hele fremlæggelsen havde et særdeles fagligt præg, hvilket fik den til at skilde sig ud på den måde som den gjorde. Der var ret mange grupper der brugte rollespil til deres fremlæggelser, hvorimod at denne gruppe ‘betragtede type fra afstand’ og fremlagde deres observationer (modsat de formodede erfaringer, som et rollespil ofte skildre).
Musiknummeret hertil var: “What a wonderful world” af Louis Armstrong og kan findes her:

Type 4

Den sidste gruppe havde valgt en glimrende indfaldsvinkel til deres type, eftersom at det ene gruppemedlem er mest af type 4. Det andet gruppemedlem har været usikker på, om vedkommende er type 7 eller type 4. Dette resulterede i at de naturligvis begge har haft en høj interesse i denne type helt fra start og derfor kunne komme med en masse fede deltaljer om denne type. Hele fremlæggelsen fik en eller anden form for dybde, eftersom at de selv måtte have et eller andet nært forhold til nogle af de forskellige udviklingsniveauer. Det gav mig virkeligt meget forståelse for denne type. Mht. selve fremlæggelsesmetoden, så startede de med at forklare lidt overordnet om typen, hvorefter at de viste en film, som de selv havde lavet.
Lørdag eftermiddag er de fleste deltagere som regel lidt udkørte, efter at have taget så meget viden til sid. Denne gruppe fik dog alle deltagere på uddannelsen til at glemme alt om weekenden. Det var virkeligt en god fremlæggelse. Den perfekte måde at runde modulet af.
Musik-stykket Anders spillede for os om type 4 var dette:

Jeg vil nu knytte et par ord til de forskellige fremlæggelser. Jeg nævner ikke nogen navne og forbeholder retten til at udelade personlige detaljer.

Type 3

Den første fremlæggelse var særdeles unik. Gruppen startede med at spille et stykke musik, som havde et tema fra type 3. Da musik-stykket sluttede begyndte de at føre en dialog, hvor de begge to skildrede deres forståelse af denne type. Det var sjovt, men også ret skræmmende at se, hvordan de anså denne type (da jeg selv er type 3). Det var egentlig først ved denne fremlæggelse at det rigtigt gik op for mig, at alle deltagerne på uddannelsen jo naturligvis danner sig et forskelligt billede af de fundamentale elementer ved de forskellige typer.
Derefter var der en flydende overgang fra rollespillet til en historie om en type 3, der gennemgår et par forskellige udviklingsniveauer. Efter oplæsningen fortsatte de med rollespillet, hvorefter at fremlæggelsen sluttede.
Efter fremlæggelsen spillede Anders endnu et stykke enneagram type 3 musik for os:

Alle præsentationerne blev fulgt op af, at Anders interviewede de af deltagerne der var af den pågældene type. Altså skulle jeg op foran klassen, for at blive interviewet. Anders spurgte mig om forskellige ting og jeg svarede af bedste evne. Det var underholdende at se, hvordan forskellige personer nikkede og grinte, ved nogle af de forskellige ting jeg sagde. Mit gæt er, at det var fordi at de ikke så på mig som ‘Zeth’, men som ‘type 3′. Så jeg gætter på at deres reaktion på det jeg sagde bl.a. kom fra, at det har kunnet forbinde det med deres forståelse af type 3.

Type 8

Denne gruppe startede deres fremlæggelse med en lille introduktion til typen generelt og lidt tekniske fakta om udviklingsniveauerne for typen (bl.a. basis-frygten, basis-driften og det tabte budskab fra barndommen). Derefter havde de forberedt et lille rollespil om hvert udviklingsniveau for typen. Rollespillene var krydret med humor og gav nogle sjove og lærrige billeder af typen i de forskellige niveauer.
Gruppen var stykket sammen af tre ret forskellige typer, hvilket bidragede til at deres præsentation var det mere fantastisk.
Efter fremlæggelsen spillede Anders et stykke enneagram type 8 nummer for os:

Igen blev alle dem der havde mest af type 8′erne interviewet foran klassen.

Type 1

Gruppen der fremlagde om type 1, havde valgt en helt anderledes fremlæggelses-metode. De startede (ligesom gruppen inden) med at snakke lidt overordnet om typen og påpegede nogle relevante informationer derom (basis-drift, -frygt og det tabte budskab). Derefter var der en af gruppe-medlemmerne der fortalte om en person fra vedkommendes arbejde. Igen, var det interessant, hvordan denne gruppe havde fortolket Anders’ undervisning omhandlende denne type. Det gav et rigtigt godt billede af denne type 1, når man kunne høre en historie fra det virkelige liv, hvordan udviklingsniveauerne gjorde sig gældende. Musik-nummeret for type 1:

Og igen blev fremlæggelsen efterfulgt af et interview.

Type 6

Denne gruppe havde valgt at fremlægge om type 6 – som type 6. Når jeg skriver det, så mener jeg, at deres fremlæggelse var et langt rollespil, hvor de  alle skildrede deres forståelsen af typen. Samtidigt fremlagde de om udviklingsniveauerne for selv samme type. Anders kommenterede også, at gruppemedlemmerne havde haft nogle små fysiske tics, som var lige præcis sådanne nogle ting, at type 6 kunne finde på at have.
Det var utroligt underholdende, da hele denne gruppe har en fremragende humor. Så det var en fremragende måde at afslutte fremlæggelserne på – en fremlæggelse med et dejligt frisk pift.

Musik-nummeret for type 6:

Da holdet desværre ikke har nogen type 6 på holdet, så var der ikke noget interview efter denne fremlæggelse. Vi snakkede dog om vores anden underviser (Paul), som var af denne type.

Dagens afslutning

Dagen sluttede af med en lille øvelse. Øvelsen gik ud på, at vi i grupper af to, skulle starte med at lade en person være fokus-personen, hvor den anden så skulle agere coach. Vi skulle så sidde og kigge hinanden i øjnene, hvor at coachen bliver ved med at stille samme spørgsmål, hver gang fokuspersonen egentlig har besvaret selv samme spørgsmål. Dagens øvelse var beregnet til at have den største effekt på de personer som havde meget af type  6 i sig, pga. det spørgsmål der blev stillet. Spørgsmålet som coachen skulle gentage var: ‘Fortæl mig om et tidspunkt, hvor du føler dig støttet’. Grunden er, at type 6 er forholdsvis skeptisk anlagt og derfor står tryghed og støtte i høj kurs ved denne type. Øvelsen var ret udfordrende, da man skulle sidde ret tæt på hinanden og forsøge at holde så meget øjenkontakt som muligt – så det kommer let til at virke intimt på en eller anden måde. Meningen er dog, at man skal sidde der så længe, at man ‘giver slip’ og abstraherer fra at man sidder og stirrer en person dybt ind i øjnene; men tværtimod reflekterer over de ting man tænker og siger. Jeg tror at det er vigtigt at vedligeholde denne øjenkontakt mellem coach og fokusperson, for bl.a. at understrege for fokuspersonen, at coachen er nærværende. Det er dog helt klart grænseoverskridende, og jeg kunne forstå på flere personer at de overhovedet ikke kunne reflektere over det de sagde, da de skulle bruge al deres koncentration på at holde øjenkontakten med den person man sad sammen med. Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved, hvor underligt det på en eller anden måde er, at det er så svært bare at sidde og kigge et andet menneske i øjnene. Er det fordi at vi er i år 2012, eller var det lige så akavet og underligt for 10, 100 eller 1000 år siden? Har øjenkontakt altid symboliseret intimitet? Hvem ved…?

Min sommerferie har været spækket med alverdens planer, arbejde og sportslige arrangementer. Misforstå det nu ikke – det har været mega fedt! Men jeg er dog lidt lettet over at det er overstået. Op til dette modul har jeg lige fået ny lejlighed og skulle derfor flytte ind. Derudover begyndte jeg på mit datalogi-studie dagen inden starten på dette modul. Arbejdsmæssigt set, har jeg også været bombet med opgaver. Der er også gået adskillige timer med at dyrke min sport, beach volleyball, som har en (i Danmark) ret begrænset og derfor intens sæson. Dette er bare et tilfældigt spadestik ned i nogle af de ting jeg har brugt min tid på, over de sidste 2 måneder. Så på en god cocktail af søvnunderskud, bekymringer for flyttebesvær og tidsnød, startede Anders modulet ud med at lave en meditationsøvelse. Da jeg sad i det, kunne jeg mærke, hvordan at mit hoved boomede med tanker og det var ret svært at falde til ro. Hele holdet sad med lukkede øjne og sine fødder plantet solidt på gulvet og lyttede til Anders, der med vilje talte med en monotom stemme, for at få os til at koble helt fra. Op til flere gange kunne jeg mærke at jeg tabte hovedet, da jeg var lige ved at falde i søvn. Selvom det naturligvis er ret frustrerende at skulle sidde afslappet med lukkede øjne og holde sig vågen, så kunne jeg mærke at det var rigtigt rart. Jeg ved ikke om jeg rent faktisk sov eller hvor min bevidsthed egentlig befandt sig – men efter meditationsøvelsen kunne jeg genkalde nogle drømme-lignende tanker der havde fundet sted i hovedet på mig, under øvelsen. Jeg syntes, at det var utroligt rart at koble fuldstændigt fra og bare blive tvunget til at slappe fuldstændigt af. Efter øvelsen var min puls dog så lav, at det tog mig i hvert fald 15 minutter før at mit hoved fungerede optimalt igen. Hver gang jeg mediterer, sidder jeg altid og tænker på bagefter, at jeg burde gøre det noget oftere. I hverdagen får jeg dog (desværre) aldrig gjort det. Jeg håber, at det ikke gør sig gældende denne gang .

Resten af dagen gik med at Anders forklarede om integration-typen og disintegration-typen for de forskellige typer. Vi nåede 8 ud af 9 typer. Det var utroligt lærrigt – men hold da fast, hvor er der mange informationer. Anders bliver ved med at sige noget om nogle ‘loops’ som han åbner, så han senere kan lukke dem (en lidt alternativ, med yderst effektiv måde at lære på). Jeg føler at jeg efterhånden er ved at blive ret god til stoffet, men jeg føler mig også utroligt frustreret efter sådan en dags undervisning. Men som en klog mand engang sagde: ‘everything comes at a cost’ – så det er jo bare konsekvensen ved at få ‘fyldt’ sit hoved, hver gang man besøger Gråbrødrestræde.