Selvfølgelig skal en kunde kunne svare på en kvitteringsmail hun har modtaget! Hvorfor ikke? E-mail er blevet et naturligt kommunikationsværktøj for rigtig mange mennesker, og det virker kun naturligt at man svarer på den e-mail man har fået fra et firma. Det er en direkte kontakt og e-mailen vil indeholde alle relevante oplysninger som en kundebehandler måtte ønske (såfremt kunden citerer den oprindelige e-mail). Hvorfor skal man begynde at lede efter andre kanaler at kontakte firmaet via, når nu man allerede har en som er åben? Det lugter lidt af at kunden skal opgive før hun kommer igang…

Jeg regner med at den gængse undskyldning er, at det er for vanskeligt at implementere håndtering af svar i systemet – eller at de i det mindste ikke har ressourcer til det. Det er noget værre bullshit efter min mening. De fleste (større?) firmaer har allerede CRM-systemer som tager imod e-mails og output fra kontaktformularer, og de fleste af dem sender jo en e-mail til afsenderen med et kvitteringsnummer som skal benyttes ved videre kontakt! Hele funktionaliteten ligger jo der allerede! Det er stort set bare et spørgsmål om at ændre afsenderen fra “no-reply” til en adresse som faktisk overvåges af et CRM-system. Come on, det kan da ikke koste så meget at håndtere dette, og jeg garanterer for, at såvel kunderne som kundebehandlerne vil blive meget mere glade og tilfredse.

Kritikernes dom over iPad

Apples iPad har fået bølgerne til at gå rigtig højt i den sidste uges tid. Gud og hver mand har kommenteret den på den ene eller anden måde, og kontrasterne er skærende. Modstanderne fremhæver specielt den manglende Flash som en hæmsko og sikker kurs mod en fiaskofyldt afgrund. Altså det samme de sagde om iPhonen for nogle år siden…

Der findes kun een grund til, at Flash ikke er at finde på iPhone og ikke vil være det på iPad, når den kommer: rå business. Apple har sin App Store, hvor alt fra nogle af de største softwarehuse i verden til den 13-årige indieprogrammør kan få sine kreationer direkte ind på millioner af enheder verden over. De sætter selv prisen eller fjerner den helt, men folk har vist sig særdeles købelystne i den tid, hvor ordningen har eksisteret. Apple tager en del af kagen før den sendes videre til ophavsmanden, som til gengæld ikke behøver at løfte en finger i distributionsøjemed. Alle er glade. Rigtig glade, for der tjenes rigtig mange penge her.

Sæt Flash var tilgængelig på iPhone fra dag en. Hvor mange Flashudviklere havde mon gidet foretage skiftet til en anden platform, som tilmed koster penge og er underlagt Apples altseende og uretfærdige øjne, hvis de kunne fortsætte som de altid havde gjort? Hvad havde Apple fået ud af dét? Ikke meget.

Det er helt klart at Apple ikke er interesseret i at få en alternativ platform ind på sine gadgets, for den vil konkurrere med deres høne som lægger guldæg. Steve Jobs har angiveligt sagt for nylig, at Flash er noget lort som dovne udviklere hos Adobe har fedtet rundt med i alt for lang tid og at det aldrig kommer på Apples gadgets. Flash ER noget lort (noget forbandet lort tilmed!), og Jobs er heldig med at kunne spille lortekortet, når han skal forklare hvorfor hans dimser ikke kan noget så elementært som at køre Flash. Så slipper han for at indrømme, at det er fordi han ikke vil miste den gigantindtjening, der ligger i App Store.

De som kritiserer iPhone og ikke mindst iPad kører så utroligt meget rundt i den manglende Flash. Jeg kan kun sige: hvorfor gider I overhovedet bekymre jer om det? Lad være med at købe en! Men de kan ikke lade være med at bekymre sig, for de er hader tanken om denne lækre, slanke dims af aluminium og glas som de ikke kan blive set sammen med, fordi den er lavet af Apple og den kan ikke køre Flash. Misundelse, ganske enkelt (men der findes heldigvis også nuancerede kritikere).

Men disse skabs-købere er ikke de eneste, som er misundelige. Apple må være det eneste firma i verden som for det første får helt ekstremt megen omtale allerede før deres produkter præsenteres og for det andet får omtale af alt og alle. Uden at løfte en finger. Apple har ikke nævnt iPad eller iPhone med eet ord, før Steve Jobs tog dem op af lommen på en eller anden keynote i San Fransisco, men alligevel har nettet været oversvømmet med rygter – så meget at selv ikke-teknologiske medier nævner dem. Når dimserne er lanceret, får de endnu mere omtale og verden går i koma nogle dage mens den befinder sig i Steve Jobs’ reality distortion field, og – og her kommer det som forundrer mig mest – ALLE har en mening om den og ALLE skal ud med den (inkl. yours truly). Også (især?) dem som kun har noget negativt at sige om dimsen og/eller Apple. Fuck, jeg tror Nokia ville sælge samtlige ansattes bedstemødre bare for at få den negative omtale Apple får.

Når alt dette så er sagt, så lad mig slå fast at jeg slet ikke er imponeret over iPad. Som mange andre har sagt, så synes jeg også den mest af alt minder om en forvokset iPod touch. Jeg kan ikke se, hvad jeg skulle med den, og det bekymrer mig at Apple prøver at gøre den til fremtidens computer samtidig som den er så lukket (seriøst… ingen multitasking engang?). Samtidig lokkes jeg af dens runde former og skinnende overflader, så jeg vælger at se tiden an og se hvilken plads den kommer til at få i verden.

PS: Det har været meeeget sløvt her på kanalen i nogle måneder. Det skyldes at jeg er flyttet i nyt hus (jippy!) men på grund af frosten og noget gravearbejde og fandens oldemor kan jeg ikke få internet endnu (buuuh!). Siden det ikke er så lokkende at surfe rundt på en ustabil 3G forbindelse som var det 1999 holder jeg det til et minimum – men dette måtte jeg bare få ud mens tid var.

Det er meget interessant læsning, og jeg håber vi kommer til at se flere blogs som skrives på denne måde. Jeg fik næsten følelsen af at sidde med en udgave af WiRED eller lignende, når jeg læste artiklen.

Bagsiden af medaljen er dog, at det bryder lidt med hele blog-ideen. Blogs er hvermandseje så alle og enhver kan publicere noget til web. Her er den en stor fordel med et strømlinet design, hvor man bare kan putte sin tekst ind i midten. Skal man lave mere fancy blogindlæg som dem i artiklen, er der ingen vej udenom. Man er nødt til at skrive HTML og CSS selv for at få den form man vil have. Glem alt om WYSIWYG (indtil videre).

Samtidig bryder konceptet lidt med min personlige mantra, nemlig at separere form og indhold. I artiklen nævnes en designer som faktisk går så langt som at bruge inline CSS – noget som får mig til at slå korsets tegn.

Sidst men ikke mindst sætter denne ide også en begrænsning på produktiviteten, i hvert fald hvad antal blogindlæg angår. Når det tager timer eller ligefrem dage at designe et indlæg, bliver det ikke til alverden man kan få ud.

For tiden er der en masse rygter om at Apple barsler med en tablet af en eller anden art. Andre er også begyndt at melde sig på banen (se fx videoen over), og derudover har vi Kindle og Nook, som man kan læse elektroniske bøger på.

Fællesnævneren for disse, som jeg ser det, er at de skal tage det trykte medie ind i det nye årtusinde. Vi skal få aviser, blade og bøger i elektronisk form på en lille gadget, som vi kan sidde med i sofaen, ligge i sengen eller have med i toget.

Men er det virkelig en videreføring af et gammelt medie, vi vil have? Ønsker vi vores avis krydret med videoer, levende grafer og hvad vi nu kan finde på?

Hvorfor ikke skrotte gammelmediet 100% og starte helt på en frisk uden hensyntagen til, hvordan nyheder og populærkultur er blevet formidlet siden Guthenberg opfandt trykkemaskinen? Er det nødvendigt at disse tablets skal videreføre begreber som sider, artikler og læseretning? Skal læseren begrænses til et enkelt magasin, og skal artiklen også?

Vi har så mange elektroniske herligheder til rådighed i dag, og alligevel skal fremtidens nyhedsformidling låses i samme bås som fortidens. Dette område trænger virkelig til mere nytænkning end indlejrede videoer og multitouch.

FCK-fans smadrer Mallorca Bar i Aalborg downtown. @jesperdahl lægger det ud på Twitter, og i skrivende stund har de etablerede medier endnu ikke fanget nyheden. Nordjyske har ikke engang en måde man kan tippe dem om det. Og så undrer de sig over at vi ikke gider læse aviser. Herregud.

Foto: ToobyDoo

I går tabte de norske rettighedshavere en retssag mod Telenor, hvor de krævede, at Telenor spærrer for sine kunders adgang til The Pirate Bay. Nøjagtig det samme som fogedretten pålagde Tele2 i Danmark for et stykke tid siden.

I den forbindelse udtaler chefen for Tono, Cato Strøm, følgende ifølge digi.no:

- Denne dommen innebærer at rettighetshaverne er rettsløse og rettens uttalelse bekrefter dette.

Hvaba? Må jeg lige være her?

Rettighedshavernes retsfølelse går tydeligvis kun een vej i denne sag, og det er deres egen. Hvad er det antipirater har prøvet at opnå de sidste år? Jo, de vil kunne spærre folks adgang til internet, fjerne bestemte hjemmesider fra nettet og dele bøder ud i flæng til mennesker de mistænker for at have brudt ophavsretsloven. Udenom domstolene!!!

Pardon my French, men hvor i helvede er retsfølensen i det, om jeg må spørge?

Om igen, kære venner. På et tidspunkt lærer I vel, at I er nødt til at omfavne internettet istedet for at lukke det.

Jeg arbejder i et team bestående af ni mand stærk, som har til opgave at vedligeholde og videreudvikle et produkt som hedder Nesstar. Kort fortalt startede Nesstar for omtrent ti år siden som et EU-projekt, har været en selvstændig virksomhed og er siden indlemmet under NSD hvor det ligger i dag. Nesstar er en semantisk webapplikation til publicering af statistiske data og metadata til web, og den benyttes i stor stil af universiteter og dataarkiver over hele verden.

Nesstar består af tre dele:

1. Publisher; en desktopapplikation som benyttes til at forberede data og metadata samt at publicere disse til en server.
2. Server; kernen i Nesstar som tager imod forespørgsler og behandler dem.
3. WebView; brugergrænsefladen som interesserede kan bruge til at studere metadata og analysere data.

Nesstar bruger Data Documentation Initiative (DDI) til at repræsentere metadata internt. Det er en dokumentstandard i XML som alle i gamet kender til og kan forholde sig til, hvilket er en styrke for både os og brugerne. Nesstar er den applikation i verden som har den mest omfattende implementation af DDI.

Jeg arbejder mest (kun) på WebView-komponenten, hvor størstedelen af arbejdstiden går med at fikse bugs. Vi arbejder på at gøre pakken klar til at blive udgivet i version 4.0. I den anledning har vi også implementeret lidt nye features og givet udseendet en gang maling. WebView bruger stadig frames (som sikkert var smart engang) og ja, det er et helvede at arbejde med, og det kommer garanteret ikke med i 5.0. Af nye features kan nævnes embedding (som vi kender det fra f.eks. Youtube) og flere sprog. Hvis vi selv skal sige det, så er WebView en af de bedste (hvis ikke den bedste) brugergrænseflade hvad angår visning og behandling af tabeller, grafer og kort over statistiske data. Tabeller manipuleres nemt med træk-og-slip, og kort kan zoomes ind og ud på i nydeligste facon.

I Nesstar arbejdes der med to begreber: mikrodata og kuber. Mikrodata er undersøgelser hvor man har publiceret variablerne og metadata. Variablerne kan man krydstabulere efter behov og visualisere med grafer, tidslinediagrammer (hvis man har en tidsvariabel med) eller kort (hvis man har en geografisk variabel med). Man har også simple værktøjer til rådighed, som f.eks. regression og beregning af nye variabler.

Kuber er mindre avancerede og er beregnet til at vise noget man har analyseret sig frem til. Istedet for at publicere en undersøgelse med alle variabler, laver man på forhånd en tabel i Nesstar Publisher og publicerer den. Kuben vil derfor bestå af nogle variabler som kan flyttes ind og ud af tabellen. Også her har man grafer og kort til rådighed, men ikke de mere avancerede analyseværktøjer.

Hardcore statistiknørder kan helt sikkert ikke nøjes med de få og simple funktioner WebView tilbyder, så derfor er det godt at man kan downloade variabler og datasæt i mange forskellige filformater, heriblandt til programmer som SPSS, Stata og SAS – eller bare en helt almindelig kommasepareret fil.

Som en lille demonstration har jeg lavet en lille graf der viser uenigheden mellem Det Norske Arbeiderparti og deres to støttepartier, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet. De blev pludselig meget enige da de skulle danne regering, ser det ud til.

Du kan selv afprøve Nesstar, enten ved at hente en prøveversion (men du bør nok vide noget om statistik og have nogle data før det giver mening) eller lege lidt med nogle eksisterende installationer:

• Demo-serveren har både mikrodata og kuber.
• Uenighetsindeksen er et internt NSD projekt, som kan bruges til at illustrere hvor uenige partierne i Stortinget har været de sidste 30 år. Meget interessant og et godt eksempel på hvordan data bliver hvermandseje med Nesstar.
• Norgeshelsa er et projekt under Folkehelseinstituttet som publicerer data om den norske befolkning.

Foto: Bjarne Tveskov

Jeg synes ikke om at den amerikanske højtid, Halloween, sniger sig ind i Danmark (eller Skandinavien om du vil, siden jeg ikke bor i Danmark). Bevares, det er sjovt og spændende at lave uhyggelige og flotte ting med et græskar og nogle fyrfadslys, men der stopper legen også, spørger du mig.

Halloween er ikke en dansk tradition. Allehelgensaften blev afskaffet af Struense under helligdagsreformen i 1770. Den har begyndt at gøre sit indtog i Skandinavien i sin amerikanske form de sidste år. Oftere og oftere ser jeg udklædte unger som går fra dør til dør for at bede om godter, men det hele virker så malplaceret. Siden vi ikke har tradition for det, er der ingen som hverken pynter sit hus eller sørger for at have noget at give til ungerne. For ikke at snakke om de (særligt ældre) som ikke aner hvad det går ud på og bare bliver forvirrede eller sure på ungerne.

Om det er ungerne selv eller forældrene som synes Halloween er spændende skal jeg ikke kunne sige, men skal man absolut fejre det burde man nok finde en anden måde at gøre det på, for eksempel ved at holde en Halloween-fest eller noget lignende. Lad være med at sende ungerne rundt i kvarteret, for det bliver bare dumt.

Fordelingen af totale afspilninger kontra afspilninger per lytter (fra RADIOBUTT)

Det taler til min indre skabs-statistiker, når man putter noget så uhåndgribeligt som musiksmag i kasser ved hjælp af statistiske værktøjer. Således kan jeg ikke undgå at trække lidt på smilebåndet af bloggeren RADIOBUTTs metode til at finde ny musik som sikkert vil falde i ens smag. Ved at line en masse forskellige bands op med data fra Last.fm, smide det i et scatterplot og analysere udfaldet kan man altså finde nye bands som man sikkert vil synes om.

Selvom det skal tages med et gran salt, synes jeg nu alligevel at tallene rammer fortræffeligt godt.

Foto: xarop1969

Googles RSS læser, Google Reader, introducerede en ny måde at udforske RSS feeds på i går. Jeg har taget det til mig allerede efter en dags sporadisk RSS-læsning. De personlige forslag er OK, selvom det er mere feeds end egentlige indlæg, som Reader tror vil være interessante for dig. Populære feeds er også ret OK – selvom der er en tendens til lidt for meget failblog og andet gøgl, så er det en del guldkorn imellem.

En anden ny feature er “sort by magic” – det vil sige, at man kan sortere sine eksisterende abonnementer efter relevans og interesse, så man er sikker på at få essensen af nyhedsverdenen, hvis man har dårlig tid. Personligt har jeg ikke haft den store succesoplevelse med dette, men det skal nok få et par chancer til.

Jeg tænker på om dette kan revolutionere syndikering og ændre måden vi læser RSS-feeds på. Istedet for at have en række faste feeds vi læser dagligt, vil vi så bevæge os over til kun at læse det som er populært for tiden uanset kilde? Ordet “revolutionere” er nok en anelse stærkt i denne samenhæng, men jeg tror det kommer til at revolutionere måden Google Reader-brugere brugere Google Reader på. Selv har jeg fjernet et par abonnementer fra min liste, fordi jeg 1) aldrig får læst dem alligevel og 2) med disse nye funktioner vil få det mest interessante serveret alligevel.