I mandags var jeg i Smutvejen på P4, hvor jeg dels fortalte, hvad selvstændige især skulle have i baghovedet, når de lavede deres hjemmesider.
To primære pointer

• Fokuser på læseren
• Fat dig i korthed

500 på hjemmesiden

Herudover nuancerede jeg, at når man som jeg solgte tekster, var det særlig vigtigt, at min hjemmeside var langt over gennemsnittet (hvilket jeg pointerede, at jeg mente, min egen var), og så nævnte jeg nogle af alle de goder, brugerne fik, når de besøgte min hjemmeside. Resultat: 500 besøgende på hjemmesiden samme dag. De 70 meldte sig til nyhedsbrevet.

Herudover har jeg været i hele tre forskellige lokale medier:

• Frederiksbergbladet, da forlaget ligger på Frederiksberg, og jeg har skrevet bogen på et stort kontorfællesskab på Frederiksberg, og flere af mine kontorfæller er kilder i bogen
• Midtjyllands Avis om Skovbyforfatteren, der udgiver sin anden bog på under et år (kommer oprindeligt fra Skovby, hvor min familie stadig bor)
• Valbybladet med en historie meget tæt på den der kom i Midtjyllands Avis, dog med den forskel at jeg bor i Valby

Isoleret set er disse medier ikke oplagte i forhold til den målgruppe, jeg gerne vil i kontakt med. Men da jeg lever af at få mine kunder i pressen, er det en varedemonstration i sig selv, at medierne bringer min historie og mit billede.

Udover Smutvejen har jeg taget kontakt til flere elektroniske medier, der kunne være interesseret i historien:

• De 6 hatte, som er et radioprogram om iværksætteri på Radio 24 7
• Faglitteratur på P1
• TV Lorry

Organisationer for målgruppen

Det helt store skib i dette PR-hav er alle de organisationer, der på den ene eller anden måde har selvstændige som medlemmer. De har som regel enten et blad eller andet medie, hvor de kan omtale min bog. Og her er mange. Nok de 20 første. Og alle interesserede har fået et anmeldereksemplar af min bog. Da de ikke udkommer så tit, skal vi nok hen omkring sommerferien, før jeg har set det endelige resultat af denne indsat. Dog ved jeg, at mange af de journalister, jeg har talt med på min rundtur, har bekræftet mig i, at der var et kæmpe behov for bogen. Så jeg er fortrøstningsfuld.

Herudover har forlaget sendt anmeldereksemplarer til nogle af erhvervsredaktionerne på dagbladene, hvis resultat jeg stadig ser frem til med spænding.

Og så er der jo mit netværk, som på ingen måde skal forklejnes. En del af mit netværk stiller jo altid beredvilligt op for at hjælpe mig, når jeg har skrevet en bog. Nogle har læst kapitler igennem som fagpersoner. Andre har bidraget med gode og relevante historier i bogen. Og de har selvfølgelig alle fået et eksemplar af bogen. Og her falder afregningen promte: Når de har læst bogen, skriver de deres mening på facebook og tagger både mig og bogen. De er heldigvis meget begejstrede, så det er jo fint. (Det er selvfølgelig langt fra alle dem, der på den ene eller anden måde har bidraget til bogen, der har skrevet om den på facebook, og det er også helt i orden).

Og så er der også alle dem, der blogger om at være selvstændig. De har selvfølgelig også fået et eksemplar.

Vil du også i pressen?

NB. Har fået de første kundehenvendelser allerede. Og PR virker. Har du spørgsmål til din PR, kan jeg hjælpe dig gennem et PR-rådgivningsforløb, som inkluderer et eksemplar af bogen.

Så da jeg satte mig ned for at begynde på bogen, gik det bare derudaf. Man kan sige, at hele dispositionen var leveret af alle dem, der har stillet mig spørgsmål gennem tiden. Og fordi jeg brænder så meget for, at selvstændige ikke skal være arbejdsmarkedets nye b-hold, kunne fingrene næsten ikke følge med tankerne. Da jeg lukkede computeren den dag, havde jeg skrevet 17 sider. Yes!

Da jeg offentliggjorde, at bogen var på vej, skal jeg da lige love for, at jeg blev bekræftet i, at der var brug for bogen. Den er nu skrevet færdig og afleveret til forlaget. Og sagt i al beskedenhed tegner det rigtig lovende. Har fået meget positive tilbagemeldinger. Noget af det allervigtigste i bogen er at få gjort op med lønmodtagermindsettet.

Det mindset, der gør at nogle selvstændige

• vil tjene penge, før de kan bruge dem
• forsøger at holde udgifterne nede og sparer specialhjælp, hvorfor de selv forsøger at løse alle tænkelige opgaver, hvilket tager rigtig meget af deres kostbare tid
• tænker, at deres egen tid er gratis
• lige vil se om vingerne kan bære, før de får en markedsføring, der skriger ”Jeg er den bedste”

Hvis du vil tjene mange penge, skal du gøre op med dette mindset. Som selvstændig skal du kunne tænke stort. Fokuser på, hvordan du kan udvikle en ydelse, som kunderne vil betale mange penge for, i stedet for at regne på hvilket nyhedsbrevssystem, der koster 2.000 kroner mere eller mindre om året. Det er ikke her, du finder de store penge. Og hvis det billigste system alligevel er mere besværligt at bruge, kommer du til at bruge for meget tid på at skrive nyhedsbreve, og din tid er oftest din dyreste ressource. Jeg kan faktisk ikke vente med at dele alt dette og meget andet med jer.
Derfor har jeg besluttet mig for at tyvstarte. Jeg opretter et nyhedsbrev mere. Dette kommer udelukkende til at handle om salg. Her vil jeg også invitere til gratis salgs-kurser, inspireret af mine gratis PR-kurser.
Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her. Samtidig får du et uddrag af bogen.
Vil du med på det første gratis salgskursus, kan du tilmelde dig her.

Jeg blev heller ikke selvstændig for at ringe kanvassalg. Og dengang jeg fik mit momsnummer, var jeg slet ikke klar over, at jeg var god til at sælge.

Men jeg begyndte faktisk at ringe kanvassalg, før jeg vidste, at jeg skulle være selvstændig. Eller rettere så søgte jeg uopfordret arbejde ved at ringe rundt, og ad denne vej blev jeg tilbudt mine første freelanceopgaver. Og det blev starten på mit firma. Derfor har jeg aldrig sat spørgsmålstegn ved effekten af kanvassalg.

Det sørgelige ved kanvassalg er, at det virker

I de fem år jeg efterhånden har haft mit firma, har jeg altid lavet kanvassalg i de mere døde perioder, som blandt andet i sommerferien. Og ja, her kan du også ringe kanvas. Ofte får du at vide, at vedkommende, du skal tale med, er på ferie. Men hvis du også får at vide, hvornår vedkommende kommer tilbage igen, kan du nå at fange ham, inden medarbejdere (og opgaver) er tilbage og tager hans opmærksomhed.
Og selv når jeg ringer udenfor de typiske ferieperioder, kommer jeg jo som regel heller ikke igennem med det samme.

Isoleret set så vil jeg da også hellere løse opgaver for mine kunder og være ude blandt mennesker, end jeg vil sidde med min telefon og ringe opgaver hjem. Men i de perioder hvor der er et hul i såvel ordrebog som kalender, synes jeg, at det er rigtigt tilfredsstillende at ringe kanvas. Fordi jeg ved, at det er så effektivt, og at der er penge i det.

Samtidig er opgaven så tilpas lidt kreativ, at den nogle gange kan føles som et frikvarter mellem de andre opgaver, jeg har, der tit kræver stort overblik og mange gode ideer. Nogle gange kan jeg ligefrem glæde mig til en dag, hvor jeg kan køre mere på min autopilot.

Lykkeposen

Det fede ved at ringe kanvas er, at jeg ved, jeg også vil støde på nogle interesserede kunder, når jeg starter med eksempelvis 100 navne. Enkelte er næsten klar til at købe ved første opkald. Andre beder mig om at ringe tilbage senere. Og så er der selvfølgelig også dem, der af den ene eller anden grund ikke skal have noget. Og hver gang jeg ringer op, kan det være, at vedkommende i den anden ende siger: ”Det er sjovt du ringer lige nu, for det er det helt rigtige tidspunkt.”

Indrømmet: Når kunderne ringer af sig selv, hvilket de heldigvis også gør nogle gange, er det da federe. Prøv at tænk hvor meget tid, man sparer. Men alle de dage, hvor de ikke ringer, og hvor de ikke har ringet i et stykke tid, så er der ikke meget, der er lige så tilfredsstillende for mig, som at tage sagen og knoglen i egen hånd og gøre noget ved det.

Giv dig selv en belønning

Har lige haft en uge, hvor jeg sad tre dage i træk og ringede. Og dette er sikkert ikke en model, der virker for særligt mange, fordi det er mange opkald, der også indeholder frygten for at få en afvisning. Normalt tager jeg også mit salgsarbejde i mindre klumper, så jeg får lidt afveksling ind imellem. Og så er det knap så hårdt.

Og jeg kunne da også mærke om eftermiddagen på den tredje dag, at det var godt, at jeg var ved at være igennem. For jeg var ved at være træt. Og når man ikke har gejsten mere, er det svært at sælge noget som helst, for det er ofte begejstring, der sælger.

Så var det jo godt, at jeg havde skrevet en bog, hvor jeg blandt andet kommer ind på, hvordan man kan motivere sig selv til at blive ved med at ringe lidt mere.

Jeg købte en pose pinnochiokugler og lovede mig selv én, hver gang jeg havde talt med en potentiel kunde. Så var en lille belønning på kort sigt – i stedet for den store belønning: At klokken blev 16.00, så alle alligevel var på vej hjem.

Med udsigten til et stykke slik i løbet af et kvarter, er vi heldigvis mange slikmunde, der synes det hele er meget sjovere.

Vil du gerne blive bedre til at sælge, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev om salg eller deltage på mit gratis salgskursus.

Nu har jeg netop fået tilmelding nummer 3000, og sagt i al beskedenhed er jeg selv ret imponeret over, at jeg har tiltrukket så mange. Jeg vil gerne fortælle dig, hvad jeg har gjort, så du også kan tiltrække endnu flere til dit nyhedsbrev.

Formalia om et godt nyhedsbrev

Teknikken skal være i orden. Alle undersider på min hjemmeside har en tilmeldingsformular til nyhedsbrevet, ligesom jeg har en pop-op, der kommer frem på skærmen og gør opmærksom på nyhedsbrevet, hver gang jeg har en ny besøgende på hjemmesiden.

Nyhedsbrevet skal have et indhold, der gør en handling lettere for din målgruppe. I mit tilfælde er det gode råd om at komme i pressen, med links til blogindlæg og andre relevante indlæg om samme emne. Herudover holder jeg fra tid til anden konkurrencer om gratis rådgivning, som jeg normalt sælger for 1400 kroner i timen eks. moms, ligesom jeg inviterer til mine gratis PR-kurser landet over. Alt i alt flere forskellige emner i samme kategori, som hjælper mine læsere. Derfor framelder de sig ikke nyhedsbrevet igen.

Nyhedsbrevet er sat professionelt op og sender derfor et godt signal, allerede før læseren begynder at læse, og der er selvfølgelig en afmeld-funktion, så det er let for læsere at melde sig af igen. Den bruger de færreste, men den viser, at jeg overholder markedsføringsloven.

Få folk ind på din hjemmeside

Og hvordan får jeg så læserne ind på min hjemmeside – så de bliver opmærksom på, at de kan tilmelde sig dette fantastiske nyhedsbrev?

Jeg er aktiv på de sociale medier, og derfor besøger mange min hjemmeside, efter de har stødt på mit navn på eksempelvis facebook. Udover almindelige facebookkommentarer på min personlige profil og på mine firmasider, offentliggør jeg også blogindlæg her, hvilket hiver folk ind på hjemmesiden.

Jeg holder mine gratis PR-kurser over hele landet, hvilket hiver mange ind på hjemmesiden for at tilmelde sig, men kurserne gør også at mange får lyst til at følge mig – uanset om de kan komme til kurset eller ej. På mine kurser har jeg tilmeldingslister med, hvis der er nogen der ikke er tilmeldt i forvejen.

Jeg har en stribe gratis råd om at komme i pressen på min hjemmeside. De trækker også folk ind.

Jeg har søgemaskineoptimeret min hjemmeside godt, hvorfor der kommer mange ind på min hjemmeside via Google.

Da jeg udgav min første bog God kommunikation i foreningen, var jeg en del i pressen. Det gav besøg på hjemmesiden og tilmeldinger til nyhedsbrevet.

Derudover ringer jeg en del kanvassalg, og hver gang jeg kan komme til det, spørger jeg vedkommende i den anden ende, om vedkommende har lyst til at blive tilmeldt mit gratis nyhedsbrev med gode råd om at komme i pressen. Det er der heldigvis mange, der gerne vil. Det øger også motivationen til at ringe videre. (læs evt. mere om salg på siden om min kommende bog Selvstændiges guide til flere penge eller på faceboosiden af samme navn).

Når det er sagt skriver jeg om et emne, som mange gerne vil blive klogere på, og hvor de kan se en reel gevinst (altså at de kan få gratis omtale i pressen i stedet for at betale for annoncer). Det er selvfølgelig også med at gøre nyhedsbrevet attraktivt. Og så hjælper det selvfølgelig også, at der ikke er noget tabu forbundet med gerne at ville i pressen.

Som du måske har lagt mærke til, har jeg en del af det samme både på hjemmesiden og i nyhedsbrevet. På den måde får jeg glæde af det to gange, og der er større chance for at mine læsere ser det.

NB.
Jeg har også haft et telemarketingsfirma til at ringe rundt til udvalgte målgrupper og høre om de ville have nyhedsbrevet.
Det kostede 30-40 kroner eks. moms per tilmelding (på timebetaling). Det fede var, at der blev hevet kunder hen til mig, uden jeg skulle foretage mig noget, så jeg kunne bruge min tid på noget andet – samtidig.
Anbefaler http://www.telehandelshuset.dk til denne opgave.

Nyt nyhedsbrev om salg

Et godt princip er at gøre mere af det, der fungerer for en. Derfor skulle jeg ikke lege længe med tanken, før jeg besluttede mig for at oprette et nyt nyhedsbrev om salg i forbindelse med min kommende bog om emnet.

Så nu starter jeg forfra med næsten ingen tilmeldinger og glæder mig til at se denne liste vokse støt også.

Har du lyst til at få gode råd om salg og priser, kan du tilmelde dig her.

Der er ikke noget i vejen med, at folk gerne vil have gratis reklame i pressen, og umiddelbart kan jeg godt forstå, at det virker rigtig rart, at det nogle gange er så let. Men jeg kan blive lidt bekymret over, hvor let det er at få denne omtale i nogle medier.

Nu har jeg jo siddet i flere år på avisredaktioner og derfor ved jeg, hvilke typer indlæg, der kan komme ind: Altså indlæg om hvad afsenderen gerne vil sælge. Hvis disse indlæg havde været skåret over den skabelon, som jeg underviser i på mine gratis PR-kurser, kunne jeg forstå, at det skete. For jeg lærer jo mine kursister, at de skal fortælle deres historier med fokus på, hvad der er relevant for læseren.
Og mange af de pressemeddelelser, jeg modtog på redaktionerne, handlede ikke om læseren, men om afsenderen.

Og jeg undrer mig, for på nogle af disse medier sidder journalister, der har samme uddannelse som mig selv.  Og de skal ikke hjælpe kilden med at sælge noget som helst. De skal fortælle nogle historier, som læserne har lyst til at læse. Og læserne bliver svigtet hver gang, journalisten lader den ene eller den anden salgstale komme i spalterne.

Og hvad sker der, når læserne gentagne gange oplever, at det der står i avisen (eller andet medie) ikke vedkommer dem? Så holder de op med at læse mediet, og så har mediet mistet sin læser.

Derfor er det faktisk ikke engang i kildens egen interesse at få lov til at bringe sine salgstaler, for når læserne er forsvundet er der jo ikke nogen tilbage, han kan kommunikere til.

Den vigtigste forskel er, hvad man vil opnå ved at fortælle historien.

• Journalister skriver en artikel ud fra, hvad der er relevant og vedkommende for læserne. Og stiller de spørgsmål, læserne selv ville have stillet, hvis de havde været der. Der er ingen penge mellem kilde og journalist. Journalistens løn er dækket ved, at læserne får lyst til at købe mediet. Og mediernes læsertal afgør også, hvor meget de kan sælge annoncepladsen for. Derfor kan man i sin yderste konsekvens sige, at journalisten er ansat af læserne – selv om der er nogle mellemregninger
• PR-medarbejderen skriver pressemeddelelser for sin kunde eller arbejdsgiver. Her er formålet, at afsenderen kommer af med et budskab, som vedkommende har en interesse i at dele med mange mennesker. Her fokuserer PR-medarbejderen på at omtale afsenderen bedst muligt. Han stiller ofte kritiske spørgsmål i sin research for at finde ud af, hvordan han skal fortælle historien – og hvad han for enhver pris skal undgå at komme ind på. Det kan også være, at kilden har en rigtig god forklaring på et oplagt kritikpunkt. Så kommer forklaringen selvfølgelig med. Hvis ikke skriver PR-medarbejderen udenom emnet.

Så hvor journalisten (lidt karikeret sagt) leder efter fejl, de kan fokusere på, er PR-medarbejderens fornemmeste opgave at sløre fejlene og fokusere på fordelene.

Herudover indeholder pressemeddelelsen også kontaktoplysninger på de kilder, der udtaler sig.

Bortset fra det ligner pressemeddelelsen en artikel til forveksling. Og jo mere den ligner en artikel, jo lettere er det for den travle journalist at se, at det er en rigtig god historie, og jo lettere er det for journalisten at skrive artiklen.

Og PR-medarbejderen skal gøre det så let som muligt for journalisten at gøre sit arbejde.

Nogle gange kopierer journalisten hele pressemeddelelsen, enten fordi PR-medarbejderen har gjort sit arbejde rigtig godt, eller fordi journalisten har for travlt.

Hvis du også oplever det, skal du bare være glad, for så får læserne dine egne ord uredigeret. Hvis journalisten havde ændret i teksten, kunne det være, han havde fjernet noget af det, der var allervigtigst for dig at fortælle. Så du skal ikke være fornærmet over at journalisten tager æren for dit arbejde. Du skal være stolt.

Og når din pressemeddelelse har været igennem hænderne på en journalist, som har vurderet, at han ville bringe den (eventuelt efter han har redigeret i den) bliver den betragtet som en artikel. For nu er det ikke længere PR-medarbejderens salgstale, men en historie, som journalisten har vurderet, var relevant for læserne.
Derfor kan en PR-medarbejder som udgangspunkt aldrig ”skrive en artikel for kunden og få den bragt i et medie”, men han kan lave alt forarbejdet.

(Indrømmet: Der er vitterligt medier, der tager imod færdige ”artikler” fra PR-medarbejdere. Disse medier er ugleset i mediebranchen, for når de laver sådanne aftaler, sikrer de jo ikke læserne, at der bliver stillet kritiske spørgsmål m.m. Bliver det opdaget, mister mediet troværdighed over for læserne, og hvad skal du med omtale i et medie, som læserne ikke stoler på?)

NB: Lad derfor være med at sige til journalisterne, at du har skrevet en artikel. Det har du ikke.

Har du stadig spørgsmål til forskellen mellem en pressemeddelelse og en artikel, er du meget velkommen til at stille dem her.

Jeg mødte Lis Hartvig Holm, indehaver af firmaet logocare, der sælger reklameartikler. (Hvis du ikke har hørt denne historie før, kan du enten læse e-bogen eller blogindlægget)

Dengang jeg forelskede mig i Lis´ fine kuglepen, havde jeg ingen anelse om, hvad det skulle kaste af sig af sjov og markedsføring. Og det er jo netop det, der gør livet som selvstændig (og privatperson i øvrigt) så spændende. Man åbner en dør. Nogle gange er det bare en nitte, andre gange en masse arbejde, der ikke fører nogen steder hen – men heldigvis er der også de døre, der åbner for så meget, at de gør alle de forgæves forsøg det hele værd.

På grund af mødet med Lis og hvad det førte med sig, bliver jeg nu jævnligt omtalt som hende med kuglepennen, hvilket ikke er helt skidt når man lever af at skrive. Og i en verden hvor man skal skille sig ud fra de andre, der gør mere eller mindre det samme som en selv, er det rigtig fint med en lille historie, der viser, at jeg tør gøre det hele lidt anderledes og ikke er bange for at blive til grin.
Nogle gange bliver jeg spurgt, om jeg ikke er bange for at miste kunder, fordi kuglepenshistorien får mig til at fremstå useriøs. De har helt ret i risikoen, men nej. Det er jeg ikke bange for. Jeg er helt på det rene med, at nogle måtte mene, at det virker så useriøst, at de hellere vil handle med en anden. Og i så fald er jeg da bare glad for, at de selv kom frem til den konklusion. Kuglepenshistorien viser så tydeligt, hvordan jeg er, og hvordan jeg arbejder, at det er meget bedre at finde en anden leverandør end mig, hvis man synes det er for meget.

(NB: Jeg løser i øvrigt rigtig mange meget seriøse opgaver, og historier indenfor sundhedssektoren kan jo være meget barske, og her har jeg selvfølgelig den alvorlige mine på. )

Jeg er imponeret over, at historien om kuglepennen nu har holdt sig selv levende i tre år og vil gerne sige tak til de mange, der har hjulpet mig med det. Nogle af dem kender jeg ikke engang. Det bliver historien bare endnu bedre af.

Jeg er sikker på, at der ligger en gimmick til os alle sammen derude. Det gælder bare om at finde den.

Hvad laver du?

Og hvordan kan du få folk til at huske netop det?

Det kan også være, at dem, du har hjulpet, af geografiske eller uddannelsesmæssige grunde passer bedre til et medies målgruppe, end du selv gør. Det kan også være at nogle af dine medarbejdere har en uddannelse, der gør at de vil kunne fortælle jeres historie til nogle andre fagblade end du selv kan.

På den måde vil du kunne ramme flere forskellige medier ved at bruge flere typer kilder.

Men det kræver at du udvælger dem nøje og laver nogle meget klare aftaler med dem.

For der er stor forskel på, om folk vil udtale sig til en journalist, der henvender sig selv, og om de vil udtale sig i din pressemeddelelse. For når de står på pressemeddelelsen, er de mere aktivt med til at sige god for dig.

Og det er en tillidserklæring til dem.

Jeg har desværre set flere eksempler på, at folk har sagt ja uden egentligt at have lyst til at komme i pressen, at samarbejde på journalistens præmisser eller som måske ligefrem var uenig i historien. Og hvorfor siger de så ja? Nogle føler måske, at de skylder dig en tjeneste. Andre er ansat hos dig og gør, hvad chefen siger, og endeligt er der sikkert også dem, der ikke er klar over, at når man udtaler sig til en pressemeddelelse, betyder det, at journalisterne nogle gange kontakter en bagefter.

Og hvis de begynder at trække i land eller ikke er til at fange per telefon, husker journalisten, at det var kontaktpersonerne på din pressemeddelelse, han ikke kunne komme i kontakt ved. Måske oplever journalisten ligefrem at have spildt sin tid, fordi han går i gang med en historie, han alligevel ikke kan gøre færdig.

Hvis du sender en pressemeddelelse til journalisten, hvor en af dine kilder udtaler sig, kan det sagtens være, at journalisten ringer til kilden for at stille flere spørgsmål. Og her skal du være sikker på, at kilden siger noget, der tjener din sag.

Hvis kilderne ikke er vant til at samarbejde med pressen, skal du også lige sikre dig, at de ved, hvad de skal gøre, hvis en journalist ringer.

Hvis en journalist har kontaktet dig skal du hurtigst muligt vende tilbage til ham.
Ellers finder han måske en anden kilde.
Vil journalisten aftale et interview med dig, så spørg, hvornår det passer ham bedst. Vis at du er fleksibel, for nogle gange skal det gå meget stærkt.
Har I aftalt et tidspunkt, hvor journalisten kan ringe til dig, sætter han tid af i sin kalender og satser måske på, at du leverer hovedhistorien til i morgen. Derfor er det vigtigt, at du overholder aftalen.

Kan du ikke svare på spørgsmålene

Hvis du ikke kan svare på journalistens spørgsmål, så sig det, men sig også, hvad du ved noget om – i forbindelse med emnet. Det kan være, at det, du ved, er lige så relevant for journalisten, eller at journalisten er så tæt på deadline, at vedkommende ikke har tid til at finde en ny kilde.

At tale i citater

Journalisternes job er at formidle essensen kort. Derfor er det vigtigt, at du forsøger at formulere dig kort og præcist, for det gør det nemmere for journalisten at skrive sin artikel eller redigere sit indslag efter interviewet. Vi taler om at ”tale i citater”. Og det vil sige at udtale sig så præcist, at journalisten ikke skal til at omformulere det, du har sagt, fordi det er langt og upræcist.
Hvis du taler klart og præcist, er det også lettere for læserne at huske.

Vil du gerne se artiklen, før den bliver bragt?

Som regel når du bliver interviewet, kan du lave en aftale med journalisten om, at du efterfølgende får mulighed for at læse artiklen igennem for faktuelle fejl og fejl i citater. Og det er vigtigt, at du kun kommenterer på netop det.
Jo mere du retter unødigt – især hvis det kun er formuleringer, du retter – des mindre er chancen for, at journalisten vender tilbage en anden gang.

Journalisten bestemmer

Uanset hvad du synes om den vinkel, journalisten har valgt, de øvrige kilder eller andet i forbindelse med en historie, er det vigtigt at have i baghovedet, at journalisten bestemmer.
Og journalisten har oftest en meget bevidst grund til at vælge, som han har gjort.
Det sker, at journalisten får det indtryk, at en kilde kun vil være med under nogle meget bestemte kriterier. I de tilfælde sker der oftere det, at journalisten finder en anden kilde, end at vedkommende vender tilbage for at drøfte kriterierne.
Det er også journalisten, der bestemmer, om de vil kontakte dig en anden gang.

Andre gange finder journalisterne de gode historier og ditto kilder ved at søge på internettet. Derfor er det alfa og omega at have en god hjemmeside, der bliver fundet af Google.

Tidligere har jeg selv opdaget mange gode historier ved at læse andres nyhedsbreve. Og i går blev det mig selv, der kom i pressen på grund af mit nyhedsbrev. Og endda utilsigtet.

Jeg afsluttede mit nyhedsbrev med denne enkle sætning ”Og lige et godt råd: Lad være med at kontakte de dagsaktuelle medier før valget. De har rigeligt med historier lige nu.”

Inden der var gået en time blev jeg ringet op af en journalist på fagbladet Journalisten, der var i gang med at dække valgfeber ud fra en mediemæssig betragtning. Altså hvad betød valget for os, der arbejder med PR.

Og som du kan læse i artiklen her, påvirker valget vores muligheder for at hjælpe vores kunder i pressen. Hvilket var hvorfor jeg anbefaler folk at vente med at kontakte pressen til efter valget.

Da journalisten ringede op, sad jeg midt i noget – det gør man jo som regel. Alligevel svarede jeg nej, da han spurgte, om han forstyrrede. Da interviewet var færdigt, sagde han at han ville sende artiklen til mig, når den var færdig, så jeg kunne korrigere, hvis han havde citeret mig forkert. Derfor holdt jeg øje med min mail hele tiden, så jeg kunne svare ham med det samme, når jeg havde set artiklen.

Da den kom, skrev han til mig, at jeg havde maks 1½ time til at reagere, hvis jeg havde nogen kommentarer. Ellers blev artiklen lagt på nettet som den var. Han fik den på under 10 minutter! For ved at jeg gør det nemt for ham at passe sit arbejde, er der større chance for at han vil bruge mig som kilde en anden gang. Og nej. Han havde ikke alle de nuancer med, som jeg gerne havde set. Men det kommenterede jeg ikke. For det er journalistens opgave at skrive historien og vurdere hvad der skal med, ikke kildens.