Idéen er nu ellers meget fin: lad en journalist klumre i det, og lad hende få sit liv på ret køl igen, ved at prøve at skrive en historie som hendes nyligt afdøde mentor ikke nåede at gøre færdig. Det bliver bare en smule for tuttenuttet og sødt mod enden. Men god toglæsning.

Hendes helte og heltinder er altid skåret over stort set samme læst: pigen er en eller anden version af Bridget Jones, dvs. mere eller mindre kluntet, og hun skal have sit liv fikset af helten, som altid er en eller anden form for forretningsmand som først virker utilnærmelig, men viser sig at være sød og rar under jakkesættet.

Idéen med telefonen er såmænd også sød, den er bare udført langt bedre af Cecelia Ahern.

De to mest gennemgående karakterer er musikproduceren Bennie Salazar, som sniffer guldflager og forliser sit ægteskab og forholdet til sin søn, og hans assistent, den kleptomane Sashia, som har et forholdvis begivenhedsrigt liv.

Bogen har 13 kapitler, og hver kapitel er skrevet ud fra én persons synspunkt. Flere af dem parodierer en stil eller bliver fortalt i forskellig person (1. person, 3. person, alvidende osv), og hver og en virker lige ægte, gennemtænkt og helstøbt. Flere begivenheder fortælles fra forskellig synsvinkel, hvilket langsomt afslører en form for sandhed for os læsere, om de implicerede karakterer.

Jeg er helt med på, at det er en fantastisk bog: alt hvad du læser i anmeldelser er helt og aldeles sandt. Alligevel er det ikke en bog der gjorde noget større indtryk på mig, mens jeg sad og læste den, og tænkte: ‘Det er vel nok godt skrevet, og hvor er det intelligent’, kedede jeg mig også. Det gode ved bogen, er Egans imponerende stilistiske greb, og det er interessant ud fra et skrivemæssigt synspunkt – men … ikke mere end det.

Bogen finder sted i en lille engelsk by, hvor en af de lokale sognerådsmedlemmer dratter død om på sin bryllupsdag, en mand i sin bedste alder. Som det ofte sker ved dødsfald, kommer alt snavset, hemmelighederne og de begravede lyster frem, blandt de mennesker der kendte, elskede eller hadede Barry Fairbrother.

Kampen om hans plads i sognerådet kan begynde.

Karaktererne i bogen kender man godt: den selvglade formand, der mener han er guds gave til byen, og hans gråmus af en kone, som lever hele sit liv igennem ham. Den unge lømmel, hvis far er skoleleder på den skole han selv går på, hvilket får ham til at bryde alle regler i bogen. Den misrøgtede pige fra den gale ende af byen, med en barndom ingen vil bytte med hende. Den lokale sygeplejerske med et dumt svin af en mand, den efterladte enke, den unge advokat, socialrådgiveren og mange flere.

Rowling har noget social indignation hun gerne vil af med, og det kommer hun også på de mange sider. Som med Harry Potter serien er hun knivskarp i visse af sine karakterportrætter, der både er parodier, men også rummer stor sandhed, og ofte lige på kornet.

Shadow sidder i fængsel, hvorfor ved vi ikke helt, men vi fornemmer at det han har gjort, ikke er lige så slemt som det andre sidder inde for. Et røveri, måske. Ikke noget vildt, for vi kan godt lide Shadow, det ved man med det samme. Shadow har snart aftjent sin straf, men få dage før løsladelsen, bliver han kaldt ind på fængselsinspektørens kontor: hans elskede kone er død i en bilulykke.

Eftersom Shadow ikke har nævneværdig meget at leve for, bliver han nemt overtalt til at arbejde for den mystiske Mr. Wednesday, en enøjet, skælmsk, velklædt ældre herre. Wednesday har en hel del planer for, og Shadow ryger med som det tynde øl, og Wednesdays makker og bodyguard, tværs gennem USA for at besøge et blandet galleri af forskellige personager.

Amerikanske guder

Neil Gaiman kan som ingen anden, levere et originalt og aldeles troværdigt fantasiunivers, og American Gods er ingen undtagelse. Han blander diverse guder fra de gamle religioner i de andre verdensdele: nordisk, keltisk, egyptisk, indisk og slavisk samt et par stykker fra Afrika (og det er bare dem jeg har regnet ud. Research til denne bog må havde inkluderet religiøse skrifter nok til at gøre en teologiprofessor stolt) med nye guder han selv har skabt: guden for internet, shopping malls og motorveje, bl.a. Guder som er opstået i USA, landet hvor de gamle religioner skubbet til side, til fordel for den nye teknologi, og hvor troen fra den gamle verden har hårde vilkår.

Shadows rejse gennem USA, hans udvikling og hans omstændige optrevling af en mordsag, mens han samtidig prøver at hitte ud af, hvad Mr. Wednesday egentlig er ude på, er underholdende læsning. Selvom fortællingen har karakter af en slags eventyr, kunne jeg langtfra regne ud hvad der skete, måske fordi Gaiman blander mange forskellige (film)genrer.

HBO har eftersigende købt rettighederne til at filmatisere bogen, og hyret Gaiman til at skrive den. Venter spændt.

Maren er godt nok én blandt mange bloggende kvinder med børn, som har en kreativ åre, men modsat størstedelen af de mange bloggende kvinder, kan Maren sit noget helt særligt. Hendes blog var drønende populær længe før hun begyndte at tegne, måske fordi hun kan den sjældne kunst at fortælle om sit liv, uden at undskylde for hvem hun er. Eller fordi, som jeg læste i en kommentar på hendes blog, kan fortælle om sine børn på den helt rigtige måde: hun fortæller hvordan hun har det med sine børn, og ikke om børnene i sig selv.

Men, det her skal handle om hendes tegneserie, Ellers går det godt, som hun har udgivet helt selv, fordi de etablerede forlag sagde nej tak. Jeg har engang arbejdet i en boghandel, og rigtig nok: humorbøger som disse sælger ikke skidegodt i en boghandel. Men modsat så mange andre bøger på humor/gavebogshylden, så har Maren allerede en etableret fanskare (mig, fx) som vil give arm og ben for at læse flere af hendes hverdagsstriber, så hendes bog er stort set udsolgt, et par måneder efter udgivelsen – et drømmescenarie for de fleste fornuftige forlag. Nok om det – nu til striberne.

Jeg har elsket Marens striber, lige fra jeg læste hendes stribe om, hvordan det er at være alene med tre børn mens manden tager på skitur. En stribe der gik kontoret rund (som bestod af mænd!), som alle skraldgrinede højlydt. Maren kan fange det dagligdags familieliv med børn, på en skarp, sandfærdig måde, som udstiller svaghed og usikkerhed, men det bliver aldrig et tudekor eller en undskyldning, for modsætningen er der også: trangen til at råbe pik af andre forældre, svælge i rødvin og skride fra det hele.

En anden ting, jeg dybt beundrer Maren for, er, at hun har udvidet det danske tegneseriemiljø til at indbefatte andet en dystopiske graphic novels og superhelte, sammen med fx StineStregen, Signe Parkins og Rikke Bakmand (de to sidstnævnte vandt en PingPris sidste år, og Stine var nomineret). I know, I know, der er også sådan nogle som Thomas Thorhauges Kom hjem, men det der betyder noget for mig er, at kvinder bliver anerkendt som historiefortællere på lige fod med mænnerne, selvom kvindernes historie har mere hverdagspræg og færre kapper og våben.

Så: jeg kan ikke sige det nok. Skynd dig at følge Maren på hendes blog, og køb hendes bog, mens der er nogen tilbage.

Lucy lever, siger hun selv, et ganske fornuftigt liv, med job, lille lejlighed og som glad single med masser af venner. Ret hurtigt opdager man, at hun lyver igen om sit liv, for både kollegaer, familie og venner – og læseren selv. Hun har spundet en fin lille historie om sit liv som karrierekvinde, når sandheden egentlig er, at hun bor i en lustet lejlighed, er ensom og hader sit job.

Da hun begynder at modtage breve fra Life Academy, breve som inviterer hende til et møde med sit eget Liv, stejler hun, og nægter. Men brevene vælter ind, og hun ender med at føle sig tvunget til at møde sit Liv. Det viser sig at være en han, og han har det bestemt ikke godt. Lucys Liv insisterer på, at følge hende rundt, på arbejde, i privatlivet og hvor hun ellers færdes, for at få hende til at rette op på sin tilværelse, og dermed også sit Liv.

Lucys liv beskriver det bedst selv, når han forklarer, at han er et røntgenbillede af, hvordan hendes liv ser ud. Et brækket ben kan man se, men man kan ikke se et ødelagt liv – men det personificerer han. Ahern har endnu engang spundet en helstøbt roman om en idé som fungerer virkelig godt. Hvad hvis dit liv dukkede op, som et rigtigt levende menneske, og begyndte at diskuetre med dig, og stille dig til ansvar for de dårlige valg du har taget? Som begynder at kræve at du tager dig bedre af dig selv, og tvinger dig til at gøre noget du ikke vil? Til tider kunne det faktisk være rart, hvis den lille stemme i hovedet, som er nem at ignorere, stod foran én i kød og blod og krævede handling.

Vindens skygge fra 2001 gik sin sejrsgang verden over, og fik sin længe ventede efterfølger Englens Spil i 2008. Begge bøger gør alt det ved sin læser, enhver bogelsker håber at finde, når de bladrer om på første side i en ny bog: de indfanger én fra første sætning, og personerne føles levende og håndgribelige.

At skrive efterfølger til dem, er ikke helt nemt, og noget er glippet en smule ved Himlens Fange. Ikke selve bogen; sproget, plottet eller noget andet af det håndværksmæssige, men det virker som om, Zafón har manglet tid. Bogen er kortere end de andre to, næsten kun det halve antal sider, og det føles lidt som om, man læser en udgave af bogen, som ikke er skrevet helt færdig. Som om, forfatteren er nået dertil i sin skriveproces, hvor han har plottet og de mindre detaljer på plads, og er begyndt at fylde på historiens skelet. Men som Férmin, hovedpersonen, mangler bogen det sidste huld for at være sund og nærende, en fedekur, til den opnår sin optimale vægt.

Férmins fortælling

Når det så er sagt, giver Himlens fange svar på mange af de spørgsmål Vindens skygge afstedkom, først og fremmest Férmins fortid. Férmin er den storsnakkende, litterære, altvidende smågøgler og taskenspiller som er Daniels sidekick i Vindens skygge. I denne bog er han hovedpersonen, og han fortæller om sit fængselsophold og tiden før han mødte Daniel.

Himlens fange fylder godt nok nogle huller ud fra Vindens skygge, men de gør nærmest det stik modsatte med Englens spil. Férmin har nemlig siddet i spjældet samtidig med David Mártin, den ulyksalige forfatter fra Englens spil, som kommer i gevaldige problemer, da han laver en aftale med en mand der sandsynligvis måske er djævlen. Mártin er ikke længere helt vel forvarret, de andre fanger betragter ham som småskizofren, fordi han taler med folk der ikke er der, og mumler løs om bl.a. Isabella, hans rapkæftede assistent.

Som tidligere har en historie flere sider, og Zafón folder endnu en æske ud i sin Pandora-historie med Férmins og Mártins historie.

Hvor er gotikken?

Vindens skygge cementerede genren ‘magisk realisme’ som en genre i sig selv (sammen med andre forfattere som Paulo Coelho og Isabel Allende), og Englens spil var både en gotisk roman og en parodi på en gotisk roman på samme tid (den gotiske roman har generelt fået lidt af en revival de senere år). Men, Himlens fange hører ikke rigtig hjemme i nogen af de to genrer.

Der mangler beskrivelser af Barcelonas skumle gyder, og der er ingen gotiske virkemidler: ingen indespærrede kvinder, familiehemmeligheder eller tragiske skæbner — så’n rigtigt.

Zafón glemmer helt at beskrive omgivelserne. Bogens rytme er for hurtig, og tiden i bogen går for stærkt, og hvert, meget korte kapitel, klipper hurtigt fra location til location. Visse beskrivelser føles mere som at læse en drejebog end en bog. Zafóns fortid som filmmanusforfatter, som var med til at gøre de to forrige bøger gode, træder meget tydeligt igennem, på en måde, så man som læser bemærker det. Hele afsnit føles som en instruks til en instruktør eller fotograf.

Jeg savner, at forfatteren dvæler, udforsker og bruger de virkemidler en bog har. Himlens Fange er i stedet blevet et velfortalt filmmanus. Personerne på siden lever næsten kun i kraft af mit tidligere kendskab til dem, og øv for søren hvor er det synd.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at der kommer flere bøger i serien, da slutningen i den grad ligger op til en efterfølger. Og får Zafón tid og ro til at skrive den, og leverer samme niveau som de to første bøger, kan Himlens fange fint stå som en parantes eller forløber til den store finale.

Omslaget

Omslaget er en fordansket udgave af det originale spanske omslag (amerikanerne har også brugt det), men det britiske forlag har her op til julehandlen udgivet en stor paperback med et særligt omslag, som lige kræver en gengivelse her.

Passer meget bedre til bogen, efter min mening.

Et bogomslag som dette lover en bog der emmer af mystik og victoriansk gotik og uhyggelige børn – svævende børn. Bladrer man løst igennem bogen, opdager man, at den er fyldt med fotografier, mærkelige, nogle gange manipulerede fotografier af flere børn der gør besynderlige ting: løfter en kampesten eller er dækket af bier. Jeg flåede denne bog ned af hylden da den kom på dansk, sikker på, at jeg ville få en eminent læseoplevelse.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg kunne tude, for idéen er rigtig god, og omslaget er noget af det bedste i år – men så stopper det dér. Riggs har fundet de her mærkelige fotos på et loppemarked, spørger sin redaktør om han vil udgive dem som billedbog, og redaktøren forslår at skrive en bog. Riggs går på jagt efter endnu flere fotos fra ihærdige samlere, og skriver en usammenhængende historie, rettet mod teenagere, men med et plot så tyndt og fuldt af huller at en 8-årig kan gennemskue det.

OBS – spoilers i det næste afsnit

Tag dog et skrivekursus

Billeder i bogen der skal forestille de samme personer, ligner på ingen måde de samme personer. Fx Emma, som der er flere billeder af. Udover at personerne på billederne på ingen måde ligner hinanden, svinger de også helt vildt i alder.

Hvad er meningen med de tre billeder som Jacob gennemskuer som manipulerede? Pigen i flasken, pigen i døråbningen og drengen med hundehovedet? Det kommer der ingen forklaring på.

Jacob nævner selv, at fotografiprocessen er dyr og besværlig. Frk. Peregrine påstår dog, at man har masseproduceret billeder af geister og delt dem ud til alle sælsomme i hele verden.

Og lige det med at dele ud – hvordan modtager de breve på øen? Jeg tror ikke, at det irske postvæsen bringer post ud på tværs af tid.

Hvorfor har nogen i det hele taget fotograferet de sælsomme børn, hvis de ikke vil opdages?

Beskrivelsen af de der uhyrer – helt ærligt. Geisterne er væsentlig mere skræmmende fordi de ligner mennesker, hvorimod uhyrerne er så grotesk overdrevne, at de bliver latterlige. De mest skræmmende gyserfilm er jo dem, hvor man ikke ser uhyret.

De lamme vittigheder Jacob fyrer af i starten af bogen, som udover at være lamme blæser hul i en hver uhygge, forsvinder hen af vejen, erstattet med et ubehjælpsomt sprog der beskriver hans uforklarlige forelskelse i en pige, som vi aldrig – aldrig – får beskrevet som læser, andet end at hun er hot. (Ja, der står hot i den danske udgave).

Dialogen er frygtelig. Den er kedelig, firkantet og fortæller intet om de personer der siger den. Det vælter frem med sproglige klichéer, og der er stort set ingen beskrivelse af landskaber, personer eller følelser. Og nej, det er ikke fordi Riggs beundrer Helle Helle eller Hemingway, det er fordi han har forelsket sig i sin gimmick, billederne, og lader dem gøre arbejdet.

Og selvom gimmicken med billederne er en god idé, duer det ikke at lade dem styre hele bogens udkomme. Jeg mistænker forfatteren for, at adskillige af billederne er med i bogen, fordi forfatteren synes det var gode, ikke fordi de tilfører noget til handlingen på nogen måde. Og det, Hr. Riggs, er en dødssynd, hvis man påstår at være i den skabende branche: kill your darlings.

Den her bog bliver solgt på sin fine indpakning, designet af den rigtig dygtige Doogie Horner, så absolut ikke fordi Ransom Riggs har klattet ord på en side. Det eneste gode er, at idéen faktisk er god, og at den derfor er ved at blive omdannet til en film, som skal skrives af Jane Goldman (Kick-ass, X-men) og instrueres af Tim Burton. Og de kan måske rent faktisk få noget godt ud af en god idé, som med bogen bare er eksekveret helt utrolig elendigt.

En bøn til forlagene

Og kære Gyldendal, kære forlag. Når I udgiver en bor der indeholder tekst der skal forestille at være håndskrevet, gider I så ikke godt gøre jer den ulejlighed at finde en håndtekster, designer eller illustrator der for hulan kan håndtekste, i stedet for at bruge en eller anden lam håndskrift-font? Ja, vi har allesammen computere nu, og det gør det hele meget nemmere, men det er fuldstændig tåbeligt at bruge helt vildt mange penge på at trykke en bog med farvesider i, og så ikke lige sørge for, at det hele er i orden.

Find en håndtekster. Det gælder jer ALLEsammen der udgiver bøger hvor der ska indgå en illustration af en ‘håndskrevet note’. Sæt i gang.

Anmeldelser

Politiken er bestemt ikke enig med mig – de giver bogen 5/6 hjerter.

Waldemar og Asger former en slags venskab med hinanden, mens de tager små udflugter ud i Stenløse og omegn. En tur til supermarkedet for at få frostkyllinger på tilbud ender i det rene slapstick, mens en tur til Ikea for at købe en ny hovedpude til Waldemar, er noget af det sjoveste jeg har læst længe. Men alt er ikke lutter lagkage og udflugter på kommunens regning, Waldemar har, trods sine mange lidelser, et håb om at blive helbredt. Han overtaler Asger til at tage en roadtrip gennem Europa, til Marokko, hvor der bor en healer, som helbreder folk med lidelse som Waldemars.

Afsted de kører, i et gammelt folkevognsrugbrød – og døden som påhæng, i en audi.

Endelig noget der ikke er på formel

Jeg lovede mig selv, i starten af 2012, at jeg i år ikke måtte læse nogle krimier, fordi jeg var træt af de håbløse plots med gennemskuelige historier, og politibetjente med et ødelagt privatliv. Vender man sig af med krimilæsning, venter der læseoplevelser som denne her om hjørnet. I mangel af et mere beskrivende ord, bliver Døden kører i Audi oftest omtalt som sjov, men det er for snævert et ord til at beskrive bogen. Tragikomisk, måske? Underfundig? Satirisk?

Foss” beskrivelser af de indbyggere i Stenløse, hvis eneste indkomst kommer fra kommunen, er mere sandt end så meget journalister har pøset ud i aviser i år, om Fattig-Karina og SU-Sofie. Det liv de har, hvor kommunen giver dem penge, at de er afhængige af dem som en forældre, som de samtidig kræver og kræver fra, under dække af at have ret, er kostelig samfundssatire.

Sprog i særklasse

Sætningskonstruktionerne, ordens rækkefølge, dialogen – det er musikalsk, klart, enkelt, uden unødvendige falbelader og krøller. Det giver plads til læserens egen fortolkninger og indre billeder, men hjælper alligevel på vej uden man opdager det, og uden at overtage.

Læs den, og læs den snart. Kristian Bang Foss har også skrevet to andre bøger, Stormen i ’99 og Fiskens vindue.

Bogomslaget er forresten lavet af den Berlinboende kunstner Mathis Rekowski.

Anmeldelser

• Politiken
• Information
• LitteraturNU
• Littuna
• Interview med Kristian Bang Foss i Berlingske
• Interview i Jyllands-Posten

Dina har arvet denne evne, og er langtfra begejstret for den, da ingen kan holde ud, at kigge hende i øjnene. Det er hårdt, at være stort set venneløs når man er 11 år.

En sen aften kommer en rytter til Dinas hjem og henter Dinas mor. En fyrstesøn i den nærmeste store by, Dunark, er anklaget for at have slået hele sin familie ihjel.Han kan ikke huske, at han har gjort det, og nu skal Dinas mor kigge ham i øjnene, og finde sandheden. Næste dag kommer hun ikke tilbage som lovet, og en anden rytter, en sortklædt smilende en, kommer og overtaler Dina til, at tage med til Dunark. Men smilet er ren overflade, manden hedder Drakan, og er et uægte barn, men dog medlem af fyrstefamilien – familien som blev myrdet. Det er hans fætter, der er under anklage.

Dina og hendes mor bliver fanget i de adeliges spil om magten, og Dina må lære ‚at tage hurtige beslutnginger, og bestemme sig for, hvem hun kan stole på. Verden er stor og farlig for en 11 årig med skammerøjne, men måske hun kan finde sig en ægte ven eller to undervejs?

Fortælling med format

Jeg læste Skammerens Datter første gang for over 10 år siden, da den lige var udkommet og elskede den — som de mange tusind andre. Lene Kaaberbøls bog indeholder temaer som er eviggyldige, og kan lære både børn og voksne et og andet om, hvordan man skal opføre sig. Hvordan behandler vi dem der er lidt anderledes, hvad er en rigtig ven, og er du stærk nok til at kæmpe imod ondskaben – også ondskaben i dig selv? Her 10 år efter, er bogen stadig lige god, og bør være lovpligtig højtlæsning i alle familier – og måske også fængsler, Christiansborg og andre steder fyldt med voksne, der skal lære at skamme sig.

Syngende skammer

Der har været 59.000 inde og se den nye musical baseret på bogen, som Østre Gasværk har sat op, og det er jo irriterende for dig at læse nu, hvis du er fan — det er en fremragende musical, og den fanger stemningerne fra bogen smukt, men den er lige taget af plakaten. Sangene er gode, og i hovedrollen som Dina har man fundet en pige der ligner Peter Madsens forsideillustration på en prik.

Advarsel! Afsløringer forude, hvis du ikke har læst de andre fire bøger i serien!

Nogle af de ting man som læsere undrede sig over, eller ville have en forklaring på i A Feast of Crows, får vi forklaret i A Dance With Dragons. Hele episoder bliver genfortalt fra en anden parts synspunkt, fx hvorfor Jon Snow valgte at sende Ginny og Sam bort fra Muren. Jon Snow er jo som bekendt Lord Commander, og kæmper for at samle tropperne, og skabe respekt, hvilket er svært for en ung mand omgivet af gamle fjolser, der alle føler, at de havde været bedre til stillingen. Men Snow vokser med rollen, og tager ubehagelige, men rigtige, beslutninger. Snow er så absolut en af de mest interessante karakterer i bogen.

En anden læserfavorit er Tyrion Lannister, som er endt på den modsatte side af The Narrow Sea, hvor han blev sendt hen af Illyrio og Varys efter han myrdede sin far. Han ender sammen med en eksilridder som beskytter en ung, måske adelig, ung mand, der rejser op af en flod sammen med en tidligere nonne og et par krigere. Det er ikke alle på båden der er hvem de påstår de er, og endnu engang kan man som læser spærre øjnene op og gispe efter vejret når afsløringerne kommer! (Glæd dig!)

Daenerys kæmper sig vej mod Westeros, ved at tage en by af gangen, hvilket efterhånden gør hende upopulær. Hun kan ikke stole på nogen omkring sig, og de forræderier magikeren spåede hun skulle igennem, dukker op én efter én. Udover almindelig krigsbelejringer, belejres hun også af diverse bejlere, som hver især mener, at de er den rigtige mand for hende. (Og de skulle tage og skrubbe af, efter min mening, er Daenerys en slags Elizabeth I, en magtfuld kvinde der sagtens kan regere uden en mand!)

I norden fortsætter krigen mellem Stannis Baratheon og Roose Bolton, mens Boltons modbydelige søn holder én helt særlig person til fange, og mishandler ham på det groveste (jeg er lige ved at få ondt af ham, men også kun lige. Han har fortjent alt han får. Hvem han er, kan du glæde dig til at finde ud af.). I syden er Cersei for alvor kommet på dybt vand, hendes rænker går fra hinanden, én efter én – og hvad der så sker? Tjah, lad mig sige, at man gnækker højt og længe.

Jeg kan til gengæld rose den fortællemæssige struktur, som A Feast for Crows deler med den næste bog, A Dance of Dragons. De to bøger foregår parallelt med hinanden, men følger hver deres gruppe af karakterer. I A Feast for Crows følger vi dem der pt. befinder sig i King’s Landing og den sydlige del af landet, det er bl.a. Jamie, Brienne, Cersei og Arya. Næste bog fokuserer på personerne i nord omkring Muren, og binder en en smule sløjfe på begge bøger til sidst (og overlader andre plots til ens fantasi, mens vi venter på næste bog i serien!)

Det er på alle måder kvikt tænkt, at dele en bog der ellers ville nå 1.500 sider op på denne måde. Modsat en anden fantasy-serie på 7 bøger jeg kan komme i tanke om, hvor bog fem blev lige lovlig lang i spyttet (jeg tænker på Harry Potter og Fønixordenen), er opdelingen af personerne med til at holde handlingen, spændingen og tempoet intakt i bog 4 og 5, som har en tung byrde at løfte efter A Storm of Swords som indtil videre har været den bedste i serien.

Den sanselige mad

Efter at have levet i Westeros og omegn siden april måned, hvor jeg så tv-serien for første gang, har jeg tænkt en del over, hvorfor de her bøger er så forbistret gode. Når jeg prøver at overtale mine veninder til at læse dem, er det slet ikke beskrivende nok at sige, at det handler om mord, blod, forræderi og vold i et knapt-så-magisk middelalderunivers – det er jo ikke kun det, der gør dem gode:

Maden

Martins beskrivelse af måltider er eminente. Når man på Muren spiser tung, brunlig roesuppe og drikker varm, krydret rødvin, kan jeg næsten mærke kulden bide i tæerne, ligesom solen varmer mit ansigt, og sære dufte prikker i næsen, når Daenerys spiser svesker, figener, stærkt krydrede nødder og får tilbud ufødte hundehvalpe på pind til sin kølige hvidvin. Maden bruges som stemningsskaber på en helt fantastisk måde – flere personer beskrives også via deres madvaner, fx den overdrevent fede og mæskende Lord Manderly, eller den næsten fastende, asketiske Stannis Baratheon. Når småfolket i køkkenet, eller andre lavt på rangstien kun får lov at spise daggammelt brød vendt i baconfedt, mærker jeg, hvordan den her vinter bliver et helvede, og hvordan dem lavest på rangstien har det.

Maden bruges som stemningsskaber på en helt fantastisk måde.

Han bruger samme trick når han beskriver en hær i lejr: her er der nogen der rister en hare over sagte ild, her pjatter to horer på skuldrene af to soldater i et vandløb. Bøgerne er sanselige, autentiske og ægte. Man er med helt nede i mudderet., midt i slaget med en ridder tordnenede imod dig, helt inde under lagnerne.

Menneskene

Personerne i bogen er mennesker. Ingen er gode eller onde, de indeholder alle lidt af hver, og alle gråtoner imellem: griske, smålige, pernitne, gnavne, kærlige, trofaste, hæderlige … Lige når man har bestemt sig for, at en person er ond, twister plottet, og personen får lov til at fortælle sin side af historien. Alle handlinger har to sider, og begge parter kan argumentere for deres sag. Krig er ond, men krig kan være nødvendig. Mord er forbudt, men drab kan være en medlidenhedsgave.

Hvis man vil, kan man læse meget ind i bøgerne som kommentar til, hvordan vi i vores samfund fx behandler indvandrere, flygtninge og generelt andre kulturer. Eller hvordan vi taler om krig, og Danmarks deltagelse i den.

Flere argumenter følger …

Hvis George R.R. Martin tog fusen på dig, ved slutningen på Kampen om Tronen, så er du slet ikke forberedt på hvad A Storm of Swords har i vente til dig. Du når til alle ender af det store kongerige, fryser måsen af på Muren, følger Brienne af Tarth og Jamie Lannisters tur igennem de store skove og ikke mindst Brans rejse, både fysisk og mentalt, mod at blive grønseer. Littlefinger lægger flere planer end nogensinde, Sansa er stadig lidt fortabt for omverdenen, men er ved at komme efter det, og lillesøster Arya sparker røv noget så grusomt.

Siderne flyder over med intriger, mord, lemlæstelse, kærlighed, ære, brudte løfter, sorg, humor og et plot der snor sig, forgrener sig, bider sig selv i halen på kryds og tværs, til du ind imellem må stoppe stakåndet op, kigge dig omkring, og ærgrer dig over, at der ikke er drager i Danmark.

Hvis du, som jeg, lukkede den sidste Harry Potter bog med et vemodigt suk, fordi det nok var sidste gang du kunne lade dig opsluge af en fantasy-serie, fordi du nu var for voksen til den slags, så læs for filan denne serie! Ikke siden Dumbledores død, har fiktive karakterers farvel til denne verden berørt mig så dybt. Du er nu advaret – du får ikke lavet noget fornuftigt, overhovedet, før du har læst denne bog færdig.

Første bog på Kindle

Jeg kunne ikke sidde stille, siden jeg hørte det sidste minut af Kongernes Kamp som lydbog, så jeg strøg ind på Amazon.com, og bestilte mig en Kindle. Siden en veninde bragte en med sig hjem fra USA, har jeg flere gange været lige ved at købe en, og stoppet i sidste øjeblik. Man betaler immervæk noget ekstra for at få den sendt til Danmark. Men trangen til at læse den næste bog NU, var for stor, så A Storm of Swords blev mit personlige argument, for at investere i en Kindle.

Fordele

• Den er sød, fin, fiks og nem at tage med. Stor fordel med bøger som Martins, der som hardback vejer mellem 6–800 gram.
• Jeg købte et omslag med indlagt lys i‚ smart når man skal læse i sengen og kæresten vil sove. Man kan nu få en Kindle med indbygget lys.
• Man kan vende sider med knapper både på højre og venstre side, og den vejer ingenting, så du kan sidde præcis som du vil når du vil læse
• Det er virkelig dejligt, at man kan få fat i den bog man vil læse på ca. 60 sekunder
• Det er en fordel ved bøger man kun vil læse én gang – ikke flere lusede krimi-paperbacks til mig, vil nu kun have de lækre bøger stående.

Ulemper

• Jeg glemmer hvilken bog jeg er i gang med at læse, fordi jeg ikke ser omslaget hver gang jeg samler den op.
• Jeg kan ikke lige bladre frem til slutningen af kapitlet og se hvor meget jeg mangler.
• Jeg mister fornemmelsen af bogens tid – hvor langt jeg er inde i historien, fordi de fysiske sider mangler.
• Der mangler et ordenligt udvalg af skrifter, fx en fornuftig antikva-skrift. Det er for dårligt, at den eneste skrift med seriffer er en pladeserif, godt nok Caecilia, som er en lækker skrift, men ikke ligefrem Palatino, Garamond eller Courier, vel, Amazon?

På busstationen befinder sig også en ung rocker med en kuffert, som han betror Allan at passe på, mens han slår en streg. Da bussen kommer, stiger Allan på, med kuffert, da han helst ikke vil findes af plejehjemsforstanderinden. Det viser sig ret hurtigt, at kufferten er fyldt med penge, og at rockeren og hans venner er efter Allan. Og hvad gør en hundredårig så? Denne hundredårige er rigtig god til at få venner, og sammen med den småkriminelle Julius flygter han igennem de svenske skove, hvor han på sin vej møder flere skæve, underfundige eksistenser.

Historien om Allans flugt fra plejehjemmet, krydres med hans egen fortælling, fra den dag han blev født op til han endte på plejehjem. Og det er ikke småting han har oplevet! Han har mødt adskillige statsoverhoveder, været med i stort set samtlige krige de sidste 100 år, og i det hele taget, på en slags Forrest Gump-agtig måde, påvirket verdenshistorien på sin egen stilfærdige, svenske facon.

Hold nu kæft, det er sjovt!

Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt er en af de absolut sjoveste bøger jeg nogensinde har læst. Man gnækker, griner højt, klasker sig på lårene og ryster smilende på hovedet af Allans livshistorie der folder sig ud. Jonasson har en utrolig evne til, at bruge selve sætningsopbygningen til at skabe humor med – det mindede mig om Bjarne Reuters Den Iranske Gartner, i sproglig stil – men stadig helt sin egen.

Jeg kan på det varmeste anbefale denne bog, du kan ikke andet end at blive i godt humør. Heldigvis har forfatteren meddelt, at han har idéer til mindst 50 bøger endnu, og jeg håber på, at den næste er på trapperne snart!