Bogens personer har de samme problemer du har, eller handlingen afspejler på bogstavelig eller metaforisk vis episoder i dit liv, og kan give dig et friskt perspektiv på dine udfordringer. Næsten hjælpe dig – som en god ven.

Samme dag næste år er en af de bøger, der røg til tops i både forfatterens hjemland England og USA, og det er jo ret stort. Den kunne være blevet en af de bøger jeg aldrig fik læst, fordi alle var så begejstrede for den, så der gik noget tid, før jeg bestilte den hjem på biblioteket – og så dukkede den op, lige her i starten af januar, første måned i et år, hvor jeg havde lovet mig selv, at det var slut med tandløse chick-lits og kalorieløse krimier. Jeg var allerede faldet i med den her, da jeg fandt et gammelt tweet fra mig selv, hvor jeg lover højt og helligt, at jeg ikke vil læse flere tandløse chick-lits og kalorieløse krimier i 2010.

Jeg var jeg overbevist om, at jeg var fortabt.

Fortabt, i en malstrøm af ubærligt sprog, usammenhængende plots og uoriginale pap-karakterer.

Samme dag næste år er historien om Dexter og Emma, Em og Dex. Overklassedrengen Dexter klarer sig på charmen og et kønt ansigt, den belæste Emma fra arbejderklassen nægter at bruge kontaktlinser i stedet for sygekassebriller, fordi det er imod hendes femistiske om kvinden som sexobjekt. De deler en nat og en dag, d. 15. juli 1988, efter deres sidste fest på studiet. De taler, de kysser – intet andet. Der sker ikke mere end det. Dexter tager ud og rejse, Emma prøver at finde ud af, hvad hun vil med livet.

Hvert kapitel handler om Emma og Dexters liv den samme dag, d. 15 juli, hvert år frem til 2007. Nogle år er d. 15. juli ikke noget særligt, nogle år sker der store ændringer i deres liv.

De forbliver venner, men altid med en underliggende strøm af kærlighed. Ind imellem er der en af dem der overvejer at det kunne blive mere, men timingen er altid forkert. De er ikke singler samtidig, eller de vil ikke det samme med livet. Og sådan kan livet være.

Flimrende historie

Samme dag næste år er ufattelig humoristisk. Emma er sarkastisk og ironisk, og ping-pong samtalerne med Dexter er en fornøjelse at læse, dialogen flyder ubesværet, som var man selv en del af samtalen. Nicholls er fremragende til at beskrive Emma og Dexter ved hjælp af deres egendele og handlinger så de bliver levende, menneskelige, vedkommende – og som venner. Især Emma bliver beskrevet gennem sine boliger: sin seng, sit service, farven på gulvet, måden hun bevæger sig på fra sengen til toilettet.

Som læser har man fornemmelsen af, at sidde med en fjernbetjening der spoler henover de 364 dage som man ikke hører om – personerne flimrer forbi, mens hjernen selv finder på det man ikke får beskrevet.

Jeg lagde bogen til side 23.59, efter at have læst sidste side to gange. Næste morgen kiggede jeg i bunken af biblioteksbøger, for at finde en ny. Ingen af dem kunne følge efter Samme dag næste år – som at spise en gang billig vanilieis efter en lækker, velstegt bøf.

Abstinenser?

David Nicholls har sammensat Emma Morleys mixtape på Spotify. Bogen kan også lånes på Netlydbog, eller læs et uddrag fra første kapitel.

Anna Hathaway er angiveligt ikke en god Emma, og her forklares hvorfor. The Telegraph er heller ikke begejstrede for filmen (måske kan en dansk instruktør ikke fange de nuanceforskelle der er i det britiske klasse-samfund? En del af nøglen til Emma og Dexters personlighed er deres forskelligartede opvækst). Politiken kalder bogen 00’ernes High Fidelity, og som stor fan af Nick Hornby, kan jeg kun give dem ret. Bogtyven elsker den også.

Når du har læst bogen (stor spoiler!) er her et interview med David Nicholls om hvordan Thomas Hardys bog Tess D’Ubervilles har spillet en rolle i tilblivelsen af bogen. Og så nævner han Elizbeth Bennets visdom og iagttagelsesevner som en inspiration til Emma. Jeg mente nok, jeg havde mødt hende et sted før.

Harmløs filmatisering

Bogen er filmatiseret med amerikaneren Anne Hathaway (som jeg ellers elsker) i endnu en rolle som en englænder skulle have haft. Instruktion af danske Susanne Bier – hun er eftersigende ikke sluppet så godt fra det – jeg har endnu ikke set filmen.

Cleo og Abbie er søstre, Cleo var en stræber i folkeskolen, og blev drillet så meget med det, at hun opgav enhver karrieremæssig drøm, og arbejder som limousinechauffør. Storesøster Abbie er lykkeligt, men barnløst, gift med den anonyme Tom. Cleos værste plageånd fra barndommen, Johnny, vender tilbage til den lille engelske landsby de bor i, for at bo i sin afdøde fars hus. Han er en mørkhåret, sexet kunstner, og Cleo falder for ham med et brag. Åh nej.

Abbie og Tom betalte engang en rugemor for at lade sig inseminere, men det lykkedes ikke. Det vil sige, rugemoderen løj, og 18-årige Georgia, sprudlende af selvtillid og mangel på finfølelse indfinder sig på trappestenen, og overtager straks Abbies førsteplads i Toms hjerte.

Bipersonerne er Cleos nabo Ash, en overvægtig radiovært der er en charmetrold på mikrofonen, men med rygrad som en karklud uden for studiet, som forelsker sig hovedkulds i Fia, Wills ekskone – Will, som Cleo afslutter et forhold til i bogens første kapitler. Mere indviklet er det ikke, scenen er sat og personerne kan vandre i deres faste rute indtil de mødes med deres endelige mage, og det hele ender lykkeligt (jeg har ikke læst bogen færdig endnu, men jeg vil vædde opvask i et år på, at det er sådan det ender).

Alle personerne fra De otte er stadig med, plus en række nye, farverige karakterer. Det er ganske snedigt set af forfatteren, at det nuværende politiske stemning kan bruges til at genoplive hendes historie, og selvom Den sorte dronning ikke er helt så spændende som De otte, er den en værdig efterfølger og afrunder hele historien på fin vis.

Bogen er fra 1988, og en af de første bøger i genren litterære klassikere, som først for alvor blev bredt kendt med Da Vinci mysteriet. Det mystiske artefact der skal findes for enhver pris i De Otte, er et skakspil med brikker af det pureste sølv og gulv, besat med rubiner og ædelstene. Angiveligt skjuler skakspillet samtidig på en formel, som kan give ejeren magt over hele verden. Samtidig med, at vi følger Cat Velis forsøg på at finde skakspillet i 70’erne, følger vi også den unge, kvindelige munk Mireille under den franske revolution, som med alle magter forsøger at skjule skakspillet for de onde kræfter der

Jennifer Weiner har skrevet et par bøger, som ikke uden videre lader sig klassificere som chick-lit. Hun er god til at beskrive mennesker med fejl, mennesker som ikke er perfekte, og som ikke finder en perfekt kærlighed, som ellers er chick-lit-kendetegn. Bedste venner starter med en typisk Weiner-karakter: Addie er tyk og upopulær, og hendes storebror Jon er skolens sportshelt. Hendes far er arbejdsløs fordi han lider af post-traumatisk stress efter sin tid som soldat i Vietnam, og Addies mor er så tyk, at andre hvisker og tisker om hende. Addie har ingen venner, indtil Valerie flytter ind ved siden af med sin umodne, fraskilte mor – ranglet pige der går i drengetøj og som kan alt det, Addie ikke selv tør.

Addie og Valerie er bedste veninder, lige til den sommer Valerie tilbringer hos sin far i Californien. Hun kommer hjem med brune ben, rettede tænder og nyudsprungne bryster – og bliver cheerleader. Addie bliver forladt, og det er ikke den eneste ulykke hun bliver udsat for i sine temmeligt traumatiserede teenageår. 10 år efter står Valerie ved Addies hoveddør, samme aften som der har været 10 års jubilæum for deres afgangsklasse, en fest Addie aldrig overvejede at deltage i. Valerie har ydmyget en gammel plageånd fra skoletiden, Dan Swansea, ved at stjæle hans tøj, og da hun stikker af i bil, kommer hun til at ramme ham – og nu tror hun, at hun har slået ham ihjel.

Starter godt, men ender skidt

Bedste venner starter godt. Addie er en typisk Weiner-hovedperson, tyk og upopulær men godhjertet indeni, og kombinationen med en smuk, men ubetænksom, veninde er set før i i Weiners God i sengen, hvor det fungerede bedre, men skidt nu med det. Valerie lokker straks Addie med ud for at finde det eventuelle lig af Dan Swansea, og bogen ser her ud til at udvikle sig til en ren Thelma & Louise-fortælling, som forsiden også kraftigt antyder. Ind på scenen kommer nemlig den stoute politikommisær Jordan, som viser sig at være ensom og fraskilt, og en sær stodder der onanerer til børnetv (fordi værtinden har dyb kavalergang!).

Det går meget godt indtil man er nået halvvejs gennem bogen, hvor der går kludder i det. Det er som om, at Weiner gerne ville skrive en krimi, men ikke kan finde ud af det – hun er bedre til de her find-dig-selv-og-find-kærligheden bøger, og Bedste venner ender med at fejle både som krimi og som kærlighedsroman. Der er alt for mange tragiske skæbner og sære mennesker til at det bliver en god kærlighedsroman, og krimiplottet er kedeligt og ikke-eksisterende. Slutningen samler de løse tråde utroværdigt sammen i en alt for velordnet knude. Det som fungerer bedst, er kapitlerne om Addie og Valeries opvækst – det er her, bogen har en gnist som kunne være blevet til noget godt, hvis Weiner havde haft nok i at fokusere på kvindernes venskab, i stedet for at rode kærlighed (og krimiplot) ind i historien.

Et fejlskud fra Weiners side, desværre.

Bogblogger er ganske enig med  mig.

1. Lærredsindbundne klassikere fra Penguin hos Amazon

2. Moleskine Passions Books kan købes hos Amazon (og f.eks. hos Stelling i København)

3. Bogtaske kan købes på Etsy i adskillige udgaver

4. Penguin krus kan købes på Amazon og hos Illustrated Living.

5. Faber & Fabers digtsamlinger sælges af dem selv.

6. White’s Books vidunderlige lærredsindbundne klassikere kan købes hos Waterstones.

7. Kindle sælges af Amazon.

8. Postkort med Penguin omslag fra Amazon.

9. Lærredspose fra Not on the High Street

10. De smukke F. Scott Fitzgeraldbøger kan også købes på Amazon

11. Personal Library Kit fra Knock Knock

12. Æske kamufleret som bog er fra Wisteria.

13. iPad bogcover kan købes hos BookBook

Nellas mor var den verdensberømte forfatterinde, Antonia Liljenholm, som skrev en lang række gotiske kærlighedsromaner med helte, heltinder i nød, spøgelser og uhygge. Antonias søster Lily, begik måske (måske ikke) selvmord, og Nellas far forsvandt da hun var lille. Nu er Nella vendt hjem for at få orden i sagerne, og gøre op med fortidens spøgelser. Nellas ledsagerske er bogens fortæller, og i starten tror man, at hun kender Nella godt, men som bogen skrider frem, gamle dagbøger findes, hemmeligheder afsløres og folk går til bekendelse, opdager man, at ikke alle er som de giver sig ud for at være – fortælleren mindst af alle.

En kinesisk æske af fortællinger

Det er svært at fortælle mere om bogens handling uden at afsløre noget, og det vil være trist, da det er en udsøgt læsefornøjelse. Det er lang tid siden jeg har læst en dansk bog, og jeg havde glemt hvor dejligt det er, at læse en bog på sit modersmål – som ovenikøbet finder sted på Sydsjælland og København, steder jeg kender. Skov kender tydeligvis den gotiske genre ud og ind, og hun har flettet hver eneste virkemiddel fra en gotisk roman ind i bogen: mystiske dødsfald, spøgelser, familier med hemmeligheder og ikke mindst, et mystisk gods komplet med knirkende døre og mærkelig lyde.

Jeg-fortælleren er et fascinerende mysterium, der tydeligvis ved mere end hun fortæller os – læseren. Hun taler nemlig direkte til læseren, som læste man et brev fra hende, eller hørte hende fortælle, hun foregriber begivenheder, begynder på historier, for så at ombestemme sig og fortælle noget andet først, hun går til bekendelse, hun lyver og hun skjuler sandheden. Og det forfattertrick er næsten så fint udført, som mesteren, Agatha Christie gjorde det i sin klassiker, The Murder of Roger Ackroyd.

Silouet af en synder er ikke særlig uhyggelig eller nervepirrende, men alligevel er man fanget på hver side, optaget af, at trævle Liljenholms historie op, og selvom det er nemt at skelne denne roman fra de romaner der definerede genren for 200 år siden, er det et virkelig fint og underholdende forsøg på at genoplive genren. Jeg ville ønske, at Skov straks ville kaste sig over flere gotiske romancer, og behandle dem med samme kærlighed og selvironiske distance som hun gør her, og så må hun gerne pladre endnu mere gotisk lirumlarum på – flere mørke, stormfulde nætter, stormombruste klipper og skønjomfruer i nød, tak. Og det ser ud til, at jeg kan få mit ønske opfyldt.

Forresten er Skov jo åbent lesbisk, hvilket jeg havde glemt alt om, da jeg læste bogen. Så modsat mange af de anmeldere der næsten skælder ud på, at forfatterens seksualitet er repræsenteret i bogen i flere scener og figurer, skænkede jeg det ikke en tanke mens jeg læste. Skov fortæller selv i flere interviews, at det da bestemt er med vilje, at der er lesbisk sex og transsexuelle med i bogen. Jeg studsede ikke over det, da begge dele fint vil høre hjemme i en gotisk roman, hvilket vel kun understreger, at det er et kvikt genrevalg, hvis man har noget på hjerte om det emne, fordi det kan flettes ind i bogen.

Røgslør og genfærd

Nedenfor fortæller Leonora Christina Skov om baggrunden for bogen. Idéen udsprang af et virkeligt job hun havde. For at holde styr på plottet, havde hun adskillige ark papir med tidslinjer.

Ud på nettet

Information anmelder med et par små afsløringer, så hold dig væk, hvis du ikke vil overraskes. Anmeldelser, som jeg synes er interessante, kan læses på Kulturkapellet, Politiken, Kpn, Berlingske og Sentura, På forfatterenes website er links til interviews og anmeldelser. F.eks. et her på dinby.dk og Politiken. Vita og Sproglaboratoriet på P1, har også lavet udsendelser om bogen.

Se alle værker i The Harry Potter Tribute Exhebition.

Hermione af Ana Galvan

‘Hermione’ af Ana Galvan.

‘McGonagall’ af Robert Doucette

‘Neville’ af Felicia Cano.

Der er simpelthen nogen fjernsynsprogrammer der ikke har en eksistensberettigelse.

The Fantastic Flying Books of Mr. Lessmore er en interaktiv fortælling lavet af en tidligere Pixar-animator som handler om kærlighed til bøger og trækker på idéer fra klassiske fortællinger som Troldmanden fra Oz.

Bogen er skrevet af William Joyce og udgivet af Moonbot Studios. Politiken anmelder den til 4 ud af 6.

Elizabeth og Felipe er brændte børn, og lever i et lykkeligt forhold hvor de har lovet ikke at gifte sig med hinanden. De lever et kosmopolitisk liv i Bali, USA og hvor de ellers kan mødes, da Felipe ikke ikke kan få permanent opholdstilladelse i USA. Det går vældigt fint, og er frit, fleksibelt og fantastisk, indtil Felipe bliver tilbageholdt i tolden i USA, og den eneste mulighed han har for nogensinde at betræde amerikansk jord igen er: at blive gift.

Det er bare ikke noget nogen af dem er specielt begejstrede for – det gik jo ikke nævneværdigt godt sidste gang. Som det grundige menneske Elizabeth er, for det er det indtryk jeg har af hende, researcher hun emnet ægteskab til bunds – det vestlige ægteskab, vel at mærke, en mand, en kvinde. Hun har så dybe af efter sit første ægteskab, at det eneste der skræmmer hende mere end at blive gift, er at Felipe aldrig må komme til USA igen, hvilket tvinger hende til at acceptere tanken om giftemål. I næsten et år lever hun og Felipe i en form for selvvalgt eksil i Asien, som er det sted de har råd til at bo, mens de venter på at de (måske) kan blive godkendt til et green card ægteskab.

Ægteskabet gennem historien

Gilbert fortæller om ægteskabsritualer blandt et stammefolk i Laos, sine bedsteforældres, forældres og venners ægteskab, ægteskab i de europæiske kongehuse og hos de gamle grækere. Undervejs drager hun en masse interessante konklusioner og nævner en hel del ligeså interessante facts. Den hvide brudekjole har f.eks. ikke en døjt med renhed og jomfruelighed at gøre, det handler om at gøre som de kendte: da Dronning Victoria blev gift med Albert i 1840 havde hun nemlig en hvid kjole på, og brudebilledet blev så kendt, at man derefter efterlignede Victorias kjole både i farve og i snit.

Gilbert redegør for, hvordan ægteskabet blandt andet bygger på den idé, at en kvinde er ude af stand til at tænke selv, ikke må eje noget, eller låne penge, og derved bare er en genstand der bliver leveret fra sin fars hus til sin mands hus – som en potteplante eller en god malkeko. Kvinden skulle tage sin mands efternavn – hans slægt skulle jo føres videre. Hun skulle bøje sig for hans vilje i alle henseender, og tilhørte på alle måde ham. Denne tanke er ikke just nem at forene med de romantisk associationer vi i vesten kan lide at påføre bryllup og ægteskab.

Jeg nød bogen, den er ikke så skarpt formuleret som forgængeren Eat Pray Love, heller ikke lige så morsom, men Gilbert er stadig i fin form, når hun med lynets hast gennemgår ægteskabets mange forandringer op gennem tiden.

Inden hun har talt til fem, er Kate røget afsted til Skotland, for at mødes med en aldrende skuespillerinde, Lady Nairn, der forsvandt fra offentlighedens søgelys da hun giftede sig med en excentrisk rigmand. Rigmanden forsvandt sporløst en måned tidligere, i jagten på endnu et Macbeth-klenodie til sin imponerende samling. For at mindes sin mand, vil Lady Nairn nu sætte Macbeth op, med Kate som instruktør, og genstande fra hendes mands samling som rekvisitter – indtil der sker et mord.

Det forbandede ‘skotske stykke’ er den hellige gral Kate skal finde, da Lady Nairns 15-årige barnebarn, Lily, bliver bortført af en sindssyg morder, der hurtigt begynder at tynde ud i flokken af skuespillere til Lady Nairns forestilling.

Shakespeare + magi = ?

Ben Pearl, Kates flamme og redningsmand fra forrige bog, er næsten reduceret til en birolle, hvilket ligger i kakkeloven til en tredje bog med Shakespeare-mysterier. Jeg skal dog lige fordøje denne her, som på mange punkter er i overkanten. I den første bog viste Lee Carrell, at hun glad og gerne benytter sig af rygter og myter som kilder – forrige bog byggede på, at Shakespeare måske, måske ikke, skrev sine skuespil selv. I denne bog er vi ret hurtigt ude i, at han stjal sig til sin næsten guddommelige evne til at skrive, ved at aflure heksekunstner fra en gal, skotsk fe.

Jowjow.

Det starter nu ellers godt nok …

Idéen med det forbandede skuespil Macbeth er god nok – myterne om forbandelse af alle opsætninger af Macbeth kender selv folk der ikke er teaterkendere, og det er et godt udgangspunkt for at digte en masse om Shakespeares liv, som man, meget belejligt, ikke ved en døjt om. Desværre er Lee Carrell ikke den snedigste forfatter på hylden. Jeg var konstant forvirret over, hvem der gjorde hvad mod hvem, hvilket mystisk spejl der nu var blevet forbyttet med noget andet, og hvor Kate egentlig befandt sig henne – helt ned på sætningsniveau er der afsnit som springer rundt og er så forvirredende, at jeg dårligt kan gengive detaljerne i plottet.

Alligevel er det en udemærket bog hvis man kan lide den ‘akademiske thriller’-genre – masser af mord, mystiske artefakter med magiske evner og en god portion action. Personerne er omtrent lige så troværdige som papfigurer, men bogen vinder på sin grundidé: hvor fik Shakespeare sin inspiration og kunnen fra?

Shakespeare forbandelsen er udgivet af det lille Forlaget Punktum. Anmeldelse af Bogblogger, Politiken og Bogvægten

Har du som mig et svagt punkt for Da Vinci-efterfølgere, er der adskillige boglister på Littteratursiden.

Vi, de glemte er stadig spritny, og indeholder få indlæg. Men der er så mange millioner glemte bøger i verden, at det ikke kan blive svært at finde materiale. Hver indlæg er desuden ledsaget af en spidsfindig kommentar om bogens spøjse titel eller emne, og de bøger der ligger på bloggen allerede, har det ikke været svært at finde på morsomheder til – hvad med den billedskabende titel ‘Guds knaldepisk’?

Hovedpersonen i Den hemmelige nadver er Broder Augustin, en munk fra Vatikanet. Paven har modtaget en række mystiske breve, fra en afsender der har skrevet sit navn i kode. Brevene påstår, at en kristen sekt (som katolicismen ikke godkender) stadig eksisterer, selvom kirken fjernede dem år tilbage. Den slags vil Pave & Co selvfølgelig ikke finde sig i, især fordi en af denne sekts vigtigste dogmer går ud på, at mennesket ikke behøver en mellemmand (en præst) for at tale med Gud. Og hvad skal man så med kirken? Broder Augustin, som er meget dygtig til st løse koder, bliver derfor sendt til Milano, hvorfra brevene er sendt. I Milano ligger en kirke, hvor en vis kunstner er ved at lægge sidste hånd på en af sine største værker.

Vel ankommet til Milano, begynder der at ske en række mystiske dødsfald, som måske er selvmord, måske er mord, og mens Augustin prøver at løse den gåde brevene stiller, bliver han mere og mere fanget ind af Den sidste nadvers mystik og da Vincis personlighed.

Hvad VAR det så Leo gemte i det maleri?

Bogen bliver fortalt i et laaaangsomt tempo, og mordene er også jævnt kedelige, så de bidrager ikke til spændingen. Faktisk bremser de den egentlige handling: jeg ville bare gerne vide hvad det er, da Vinci angiveligt har skjult af mystiske budskaber i sit maleri. En af verdens absolut største kunstværker, og det smukkeste eksempler på centralperspektivet? En af de første malerier der skildrer mennesker uhyggeligt livagtigt, og midt i en situation, hvor man tydeligt kan se, hvad hver enkelt person tænker? At det samtidig gemmer på skjulte symboler og tegn – helt tydelige for dem der forstå at læse dem – synes jeg er vanvittig fascinerende.

Det er en af den slags bøger man godt kan lægge fra sig, og så samle op igen lidt senere – plottet er ikke nævneværdigt svært at holde styr på. Til gengæld vil jeg anbefale, at have en god reproduktion af Den sidste nadver tilgængelig under læsningen, så man med egne øjne kan se de tegn og symboler forfatteren fortæller om undervejs.

Leonardo da Vincis Den sidste nadver