Og det er ikke, fordi jeg har råd for tiden. Heller ikke til sådan et par støvler her. Eller til de bikerstøvler i den helt rigtigt version, jeg har kigget efter (på et nul-budget) i det sidste 3/4-års tid. *suuuuuuuuuuuk*

Vi skal have nye vinduer i hele huset sidst på måneden, og vi har lagt os i selen og sparet pengene op selv… og iiiih, hvor jeg glæder mig til, at vi begynder at spare penge på dén konto og har likvider fri til at “leve” lidt igen.

Anna er næsten som besat af serien, hun får den læst højt af sin far så snart hun ser sit snit til lige at få læst et par sider. Anna er 8 og kunne egentlig godt læse den første selv, hvis hun gad, men hele seancen med oplæsning er hyggelig, og så kan Emil på 6 også lytte med nu og da – selvom serien jo i grunden er lige en tand for uhyggelig ind i mellem. Men der er fordelen så ved, at det er farmand, der læser højt.

Anna har også 1′eren og 2′eren på sin iPod som lydbog, og de har fået lov at se hhv. 1′eren og 2′eren som film, når de har afsluttet læsningn af de respektive bøger, så især hun er i en Hogwarts-boble for tiden…og det kunne jeg, som strikker og mor, naturligvis ikke lade gå ubemærket hen. Så Anna har fået en Hermione-hue. Det er en afluring af huen, Hermione har på i 6′eren, og den er rigtig sød – og gratis at finde på Ravelry.

Beklager billedkvaliteten mange gange, men de er taget med mobil…

Fakta:

Opskrift: Hermione’s Cable and Eyelet Hat (Rav-link)

Garn & Pinde: Gammelt, gammelt, gammelt, gammelt “Ulricks Shetland Style” fra loppemarkeds-stash, 80 % acryl, 20 % ul. Jeg brugte omkring 100 m af det og havde riiiigeligt til overs.Harmony KnitPicks p. 3,5

Kommentarer/ændringer?: Jeg prøvede først at strikke efter børnestørrelsen, men så blev det blot en kalot til Anna, så jeg strikkede en rapport mere på, som til voksenstørrelsen, og nu passer den hende perfekt. Desuden strikkede jeg ribborten med drejet ret, da jeg synes, det lignede originalen mest og bør give en ribkant, der trækker sig lettere sammen igen efter brug. Desuden lavede jeg toppen med omvendte indtagninger, ikke “strik 2 r sm” men “tag 2 m løs af, sæt dem tilbage på venstre pind og strik dem sammen” fordi jeg syntes, det ville matche den vej, snoningerne går, bedre.

Jeg er i øvrigt ganske voldsomt vild med opslagskanten, den såkaldte “Alternate Cable Cast On” – den giver en superflot kant, meget prof at se på og elastisk på den rigtig måde, følger ribben perfekt. Den er en form for strikket opslagning, som mange af os kender i forvejen, men med både ret- og vrangmasker.

Go’ eller No’ Go’: Tjah, som I ser skulle den på med det samme jeg viste hende den, i stadig fugtig tilstand efter udspænding – mens hun, naturligvis, så Harry Potter 1 igen igen igen…

Har i øvrigt også en lille vest fra august måned, jeg skal have vist frem, men den er strikket i sort, så den er lidt svær at fotografere i det naturlige lys, vi har for tiden.

Og så må I undskylde mig, jeg skal have foretaget et telefonopkald om en mulig uddannelse…

Strik er populært, strikkjoler er skønne. Jeg strikkede min første sidste efterår på Strikkefestival, og jeg elsker den – og jeg er ganske ked af, at garnet ikke kan fås mere.

Jeg strikkede min anden kjole her i foråret en gang. Navias hulmønstrede “Hvid kjole”. Så kom vi hen i juni, og pludseligt gik det op for mig, at min til Island emigrerede veninde  da helt bestemt skulle have den til 40-års fødselsdagsgave. Det er efterhånden næsten blevet en tradition, at jeg strikker et eller andet til hende, hun har både fået et SuperKarla-sjal, en Lopi-bolero og vist nok noget andet. Som tænkt, så gjort, og den blev modtaget med store måbende suk og glæde.

Jeg havde dog begået den fejl at tage kjolen på, da Anna i maj afholdt fødselsdag for familien (jeps, jeg gav en brugt kjole væk i 40-års gave! *s*) – og der blev den så bestilt som fødselsdagsgave, nemlig af min nye svigerinde, Ditte! Hun var vild med den, kom med mange kommentarer om den i løbet af dagen og nåede også at prøve den, og hun var helt sikker, sådan en ville hun gerne have. Til fødselsdag i juli fik hun så et gavekort på kjolen (jeg var jo lissom optaget af at strikke noget andet til hende, med en deadline på). Så jeg skal på den igen – og igen, for jeg vil jo stadig også gerne selv ha’ en.

Og jeg skal jo også lige være færdig med den tredje kjole, jeg er i gang med at strikke. Den smukke og enkle Still Light... Og Great American Aran Afghan, der heldigvis lakker kraftig mod enden…Og den der nederdel, jeg har kig op i det seneste hæfte fra Hendes Verden… Og den der slipover, jeg har lovet Emil… Og de der Støvalfer, jeg har lovet ungerne… Og det der Kaffe Fasset-broderi, jeg prøver at samle mod og overskud til at kaste mig ud i… Og…

Men afbuddet er af en anden karakter, omend strikkerelateret. Jeg har meldt afbud til Webstriks Strikkefestival.  Hver gang jeg så på deltagerlisten, blev jeg lidt “øv” i det, for der er meget få med i år her fra Jylland, i det hele taget kun få af dem, jeg har mødt tidligere, og andre, som jeg havde glædet mig til at møde for første gang, har meldt afbud…og rent økonomisk er vi også ved at være der, at det ville være meget dumt at brænde så mange penge af på en enkelt weekend, selvom jeg godt kunne bruge afbrækket. Men beslutningen er nu taget – ingen Strikkefestival til mig i år.

Til gengæld havde jeg den skønneste weekend d. 13-15. juli. Min lillebror fik endelig sin elskede Ditte!

De har været uadskillelige, absolut “meant to be”, i 3½ år, og sidste år, da de begge var inviteret på safari i Tanzania af hendes forældre, friede han til hende. Jeg har fået jordens dejligste svigerinde, mine børn den allerbedste tante, man kan ønske sig, og så er det jo ikke så ringe med en læge i familien, man kan ringe til, når man er i tvivl *fnis*…as good as it gets!

De har brudt med mange traditioner ved det havebryllup, der blev holdt i hendes forældres have helt oppe ved Løkken (og til de nysgerrige: Vi lå åbenbart lige i en smuk sollomme, vi anede intet om det voldsomme regnvejr, der havde ramt en meget stor del af Danmark, før dagen efter – vi havde til gengæld en solrig og varm weekend, som var den bestilt til formålet); bruden ønskede ikke nogen brudebuket (men moderen havde alligevel bestilt en samt en brystbuket til gommen – de endte deres skæbner i et par vaser), Ole Stavad var “bestilt” til at forestå vielsen (min bror er politisk engageret og der var flere folketingskandidater etc med som gæster), Peter skulle føre hende “til alters” (et smukt, gammelt bord i haven), gaveoppakning foregik først dagen efter (hvilket vi var mange, der egentlig var lidt utilfredse med)…men kjolen ville Peter altså først se på dagen! Så Ditte valgte at holde den skjult for alle, men jeg havde på et tidspunkt i foråret mailet hende og spurgt, om jeg monstro måtte strikke en stola til hende, som hun kunne slynge om skuldrene, når det blev for køligt ud på aftenen. Det måtte jeg gerne, og ud fra den lille håndfuld forslag, jeg sendte hende, valgte hun Muir, der både ville passe godt til kjolen og Ditte som sådan .

Glad blev jeg, for jeg er vild med mønsteret og ville nok selv have valgt den, da den er alsidig og også fint kan bruges som tørklæde til et par jeans. Hendes forlovelsesring, som også blev hendes vielsesring, indholdt en peridot, så ret hurtigt blev vi enige om farven på garnet – og det skulle naturligvis være med silke, så jeg købte noget Silkbloom extra fino, der heldigvis lige nåede at komme på markedet hos BC garn, så sjalet kunne blive tilpas let, men stadig med en vis varme.

Det endte, som det sig vel egentlig hør og bør, med at være en omgang kampstrik; jeg hev det med mig alle mulige steder hen, endda på rideskolen til Annas ridetimer, jeg så frem til de lange køreture i sommerferien, fordi jeg så kunne strikke, alt andet blev lagt til side…og torsdag aften, inden vores afrejse nordpå fredag eftermiddag til bryllupsweekenden, fik jeg det skyllet op og spændt op. Jeg nåede det! Og Ditte elskede det og brugte det hele aftenen. Desværre er mine fotos få, vi havde jo alle bedre ting at tænke på men jeg fik da ét brugbart med hjem af det i brug.

Det unge par er taget på velfortjente 3 ugers bryllupsrejse til Ecuador og Galapagosøerne  og jeg glæder mig, til de kommer hjem. Af flere grunde, faktisk *hehe*, for som en lille krølle på det hele, fik de hver sin iPhone 4 af hendes forældre, dvs de står på venteliste til hver sin. Og jeg har fået lov til at købe Dittes “gamle” 3Gs (den er kun ½ år gammel, for jeg opfordrede hende til at købe den i foråret, hendes daværende højeste ønske, da hun begyndte i sit første job som læge) , når  deres nye 4′ere er ankommet. Så jeg glææææææder mig ekstra meget til de kommer hjem!

Og nu kan jeg så endelig selv bestemme HVAD jeg strikker, OM jeg strikker…HVORNÅR jeg strikker. Det er en skøn frihed! Så snart er jeg færdig med en lille, sort vest, jeg påbegyndte i foråret og kun manglede et halvt forstykke på, da jeg var nødt til at lægge den på hylden for en tid. Turen op til brylluppet fik den strikket færdig, så jeg er ved at sy den sammen. Derefter skal jeg vist have fanget mit Great American Aran Afghan igen, så jeg kan blive FÆRDIG!

(ETA: Hvor er det sært; Jeg kan ikke komme af med overskriften “Auto Draft”, hvor meget jeg end prøver at ændre på den??)

Vi ses SNART!

Livet suuuuser forbi for tiden, sy’s jeg! Det har også sin charme – man får oplevet en masse på kort tid, men jeg kan personligt rigtigt godt li’ at synke ind i mellem, inden næste bid skal tygges i lidt for store bidder og fortæres.

In short (?) og i uprioriteret rækkefølge:

Smukke Charlie uden Harley har fået en pap-lillebror, Max(imillian), endnu en Maine Coon men i en farvekombi, jeg aldrig tidligere har haft kat i tidligere. Det er underligt nok meget anderledes for mig; havde slet ikke troet, det ville kunne “føles”, men det gør det. Max og Charlie er serieforbundne, har vi fundet ud af (men de er jo også fra samme katteri); Charlie har aldrig været en kat, der spinder særligt prangende, faktisk nærmest supersonisk. Man fornemmer det mere end hører det, og kan først være sikker, når man rører katten på halsen og mærker vibrationerne. Men Max spinder, hvis den er i nærheden, mens man kæler for Charlie.

~

Gemalen og jeg var på “ungdomstur” til Skive Festivalen, primært med det formål at se Rammstein, som jeg selv i sin tid introducerede ham for, og som han er dybt begejstret for. Han prøvede dog at “sælge” turen til mig ved at lokke med Magtens Korridorer i den tro, at jeg ikke kunne lokkes af Rammstein – han tog fejl. ) Og aldrig har jeg taget så mange (dårlige mobil-)billeder af et sceneshow (gør jeg generelt slet ikke, vil hellere være til stede i nuet) og bare i det hele taget af …ild! Mindes ikke at have set et så spektakulært sceneshow nogensinde, og jeg har dog bl.a. fungeret som frivillig på Midtfynsfestivalen i 10 år og været til diverse koncerter med bl.a. Prodigy. Men dette slog alt.

Fan.tas.tisk!

~

Vi har haft det årlige samvær med vores allerbedste venner, der jo desværre bor i Island. Tiden sammen er desværre alt, alt for kort, og hvert år bliver vi faktisk nærmere forbundet på den korte tid, så savnet efter “næste gang” blot bliver større. Det er skønt at have en fastboende veninde! Som jeg i øvrigt fik lært at hækle på den tid, hun var her…

Billedet? Min nye sommer-Peysa! Gaven fra dem til mig, en T-shirt med et print af et klassisk bærestykke fra en peysa, så nu kan jeg også bære det skønne mønster om sommeren. (Og den meget opmærksomme læser bemærker måske min halskæde, som jeg købte i flyet på vej hjem sidste år, en sand turistsag, men jeg elsker den; En lavaperle med en sølv-kalot på, der forestiller hele Island)

~

Vi var på loppemarked – og vi fandt guld! Gemalen fandt en førsteudgave af en skakbog og købte den for en tiendedel af, hvad den er værd – sælgeren nåede  at opdage det, men bordet fanger jo. Det er nu ikke, fordi gemalen vil sælge den, han er nemlig ret skak-gal. Har bl.a. egenhændigt lavet e-skak.dk (da han egentlig burde lave speciale i sin tid, mens jeg brugte tid på at udruge Anna og tjene penge for os begge *s*)

Mit guld var bogen til højre foroven! For 30 kroner (det er jo også i nærheden af en tidendedel af, hvad den er værd antikvarisk)! Så nu kan jeg vist godt aflevere den anden på biblioteket igen, efter at have haft den fast i hjem- og genlån siden september sidste år.

~

Og i dag var vi så på en spontan tur til Fanø til International Dragefestival – og vi er gooodt trætte i futterne. Har I også en partner, der hårdnakket påstår, han/hun har en fantastisk stedsans og jeres egen er ikke mange sure sild værd (iflg. ham/hende)? Det har jeg. Selvom jeg gang på gang får os hjem. Og selvom jeg endda nu har en mobiltelefon med gps, der fx fik os igennem en totalt mørk og sammenlukket skov i Skive, da vi skulle finde vores bil efter festivalen. Men nej, gemalen skulle absolut sende os ud på gåben i den forkerte retning på Fanø i dag, så vi endte med først at gå en tur rundt i udkanten af hele Nordby, nordenom, og så i den rigtige retning, fordi jeg spurgte nogen om vej.   Men ungerne melder begge to med et stort smil på, at de har haft en rrriiiiiiiigtig hyggelig dag (og siger intet om de 7 km’s gåtur i nye sneakers),og jeg forstår dem; Da først vi var fremme, tog det næsten vejret fra en, så flot og overvældende var det med alle de flotte drager! Og jeg vil endda tillade mig at antage, at de år, hvor vejret er bedre og mere sommeragtigt, er det endnu flottere!

OG vi sejlede med færge! OG den “væltede” ikke! OG vi fik en is! OG vi prøvede at køre med rutebil på stranden! Jowjow..!

(OG vi fik ikke vores gode kamera med men måtte nøjes med mit dårlige mobilkamera…)

OG så har min iPod Touch været til reparation, da den for omkring en måneds tids siden lige pludseligt bare ikke ville tænde, og alle dikkedarer var forgæves. Så nu er der nyt batteri i, og jeg må erkende, at ingen touch-mobiltelefonkommer i den mindste smule nærheden af en iPod/iPhone (i hvert fald ikke en Nokia 5800 *s*). Og hvor HAr jeg dog savnet den! *suk*

Men nu er jeg vendt tilbage tilbage til GAAA igen – jeg er trods alt ved 19. firkant, skulle da være et skarn, hvis jeg droppede det hele igen!   Desuden har jeg lidt at gå efter, for i august skal min skønne lillebror (11 år yngre end mig) giftes, så vi kan få verdens skønneste tante til vores børn, og jeg har lovet min kommende svigerinde at strikke Muir til hende…måske skulle jeg lade være med at overvurdere min hastighed og komme i gang – men først liiiige købe garnet!?

Jeg sad og kiggede på GAAA-tæpper på Ravelry forleden, og jeg faldt af grunde, jeg nu har glemt, over en version af tæppet derinde, hvor jeg kom til at spekulere… Hvordan har I det med at se noget, håndstrikket, fuld af fejl, om det så er strikket af en ven eller en ukendt? Skal man kommentere det (uskyldigt, konstruktivt, medfølende, lidt “har du forøvrigt opdaget….?”) eller skal man lade folk tro, de har lavet noget superflot og gennemført – i hvert fald ind til der kommer en anden og påpeger fejlen(e)?? Jeg har ikke kunnet genfinde det tæppe, jeg så på den aften, og det er måske meget godt, jeg ikke forledes til at “hænge vedkommende ud”. Tanken har ellers strejfet mig for at høre, om jeg måske så forkert…få en “second oppinion”… Men nej. Det vil jeg ikke. I må tro mig på mit ord. Vedkommende havde fremvist alle felter til sin version af GAAA med en del felter “udefra”, som ikke tilhører den oprindelige opskrift men var nogen, hun havde fundet i andre sammenhænge. På mindst 3 af de 20 felter så jeg, ved blot et øjekast, graverende fejl i snoningerne! De var så tydelige, at jeg ikke behøvede forstørre billederne for at være sikker. På et felt var fejlene i det mindste symmetriske, men på et andet var det snoninger, der var symmetriske omkring en midteraske, og det var på det felt, jeg fangede fejlen først, fordi en “over” ikke var gået “over”, som den skulle, men “under” (eller måske omvendt). Det er muligt, jeg endda ikke fangede alle fejlbehæftede felter, og måske er det (igen) godt nok, jeg ikke kan vende tilbage og tjekke det.

Én side af mig har meget lyst til at skrive til vedkommende, og lige først bruge et par timer på at skrive brevet ordentligt, være sikker på, at det er skrevet som det er ment; Som en hjælpsom undren, måske forsøg på tip til en anden gang…et eller andet i den stil. Men en anden side af mig holder helt igen, for det vil hun sikkert ikke blive begejstret for at få at høre, ikke bare, fordi hun har lavet uopdagede fejl, men tæppet er faktisk også anvendt som gave! Pyha, altså!

Først er der Høgh Bloggen, der udlodder den skønne, skønne Kubus-stage! Den er jo en evig klassiker – hvem kan så sige nej?? Men er man ikke en af de heldige kan man jo vælge at købe den i deres webshop, der er en aflægger af deres fysiske butik, Høgh Møbler, i stedet! Skynd dig, inden 4. juni!

Og Mama Lola har de skøøøøønneste muffinsskåle til “afhændelse”, og du kan nå det inden den 5. juni. Jeg er bidt af en gal muffin, og de her er simpelthen så skønne, skønne, skønne…de fremkalder et kæmpesmil hos mig, hver gang jeg ser dem!

Ikk’?

Opdatering om alt muligt andet følger – jeg looooover!

Min smukke Anna blev 8 i lørdags – passende med en ekstra lang weekend, så der er blevet fejret 3 dage med klassens piger på besøg, familien på besøg og os selv på besøg i Legoland og på rideskolen, som Anna selv ønskede at komme på sin fødselsdag – ud at vise sin far og lillebror de heste, hun har tabt sit hjerte så aldeles til, siden hun helt tilfældigt kom i gang med at ride for et års tid siden.

Carina, den lille pony ovenover, er i omegnen af den 6. eller 7. pony/hest, hun rider på i rideskole-regi. Den rideskole, hun begyndte på, har vi simpelthen forladt i protest, for “undervisningen” var under al kritik, der var ikke styr på, hvem der red på hvilke heste hvornår (selv uden halvpart bør man vel have en vis garanti for at have samme hest hver gang?) og i påsken fik Anna og hendes bedsteveninde så en prøvetime på områdets anden rideskole – og vi faldt alle pladask for stedet. Anna galoperede den dag for første gang i sit liv på helt eget initiativ, uden at det partout skulle være i longe, rundt i ridehallen med et stort smil på læberne og var bare…hjemme.

Sidste gang var Carina, den gamle søde pony på 24, dog blevet halt, og Anna skulle så prøve den endnu “gamlere” Lucas på 30…og den er nu udnævt til “Verdens bedste hest”. Så bliver det nok ikke meget bedre, når man er 8…

Og mor her er så som en bonus også blevet relativt kureret for barndommens grundigt indlejrede angst for heste, og jeg har vist endda opdaget “min indre hestepige”…ikke dårligt.

(og så skal jeg vist snart have fundet noget mere strømpegarn frem til ridehandsker, for pigebarnet har selv udtalt, at mine hjemmestrikkede, fingerløse handsker er meget bedre som ridehandsker end de købte med gummiknopper…)