Høgh om foto

Dybdeskarphed versus sensor størrelse

2014-08-02T00:22:00.000+02:00

For nyligt har jeg et par gange mødt udsagnet om, at kameraer med (relativt) stor sensor skulle have mindre dybdeskarphed end kameraer med (relativt) lille sensor. Det måtte jeg grave i, og det viser sig, at den er god nok (med et par forbehold).

Men først lige et par ord om dybdeskarphed: dybdeskarpheden er den del af billedet, som ser skarpt ud. På den ene side, kunne det være rart, hvis alt i billedet kunne være helt skarpt tegnet - og på den anden side, så kan uskarphed bruges kreativt til at lede opmærksomheden hen på det interessante (se f.eks. afsnittet om Limited DOF: selective focus på wikipedia). Det er derfor ganske interessant at kunne kontrollere dybdeskarpheden.

Et klassisk eksempel på, hvor dybdeskarpheden ofte bliver brugt meget bevidst, er ved portræt fotografering. Ofte tilstræbes det at have personen skarpt tegnet og baggrunden passende uskarp. Derfor var min tilgang til problemstillingen også et tænkt eksempel, hvor der fotograferes et portræt med hhv. et "35mm" format kamera (ofte kaldet full frame) og et APS-C format kamera (vi Nikon folk vil kalde det for hhv. FX og DX format).

Forudsætninger:

Afstand: 1,4 m
Blænde: 2.8
Motivstørrelse: 40 × 60 cm

Sensor	Brændvidde	d_N	d_F	Dybdeskarphed	CoC
35 mm	85 mm	1,381 m	1,419 m	38 mm	0,025
APS-C	55 mm	1,37 m	1,432 m	62 mm	0,017

Selvom der er tale om tilnærmede værdier for brændvidden, så bekræfter resultat faktisk nogenlunde antagelsen: dybdeskarpheden er omkring 1,6 × mindre for det store sensor format.

Faktisk er der tale om en omvendt proportionalitet i forhold til sensorstørrelsen. Crop faktoren på Nikon APS-C er 1,5 × (unøjagtigheden kommer af brændvidderne er tilnærmede).

Tilsvarende skal blænden være en crop faktor større for at give samme dybdeskarphed. Dvs. at i ovenstående eksempel med 85 mm/F2.8 for fuld format, så skal APS-C bruge 55mm/F1.8 for at have tilsvarende lave dybdeskarphed (cirka).

Ovenstående sammenhæng er dog en tilnærmelse, og gælder dog kun, når to betingelser er opfyldt: at fokus afatanden er markant større end brændvidden (gælder mao. ikke for makro) og fokus afstanden skal være mindre en hyperfocal distance (dvs. det skal være tæt nok på til, at baggrunden kan gøres uskarp).

Det er grundigt beskrevet på Wikipedias artikel om Depth of field, specielt kan flg. afsnit anbefales: Same picture for both formats.

Her kan man se, at crop factoren påvirker brændvidden (gennem field of view) og circle of confusion, og at det er i forholdet 1/cropfactor. Ligeledes kan det ses, at samme dybdeskarphed opnås ved samme absolutte blændestørrelse (85mm/F2.8 svarer til en blændeåbning på 30,4mm og 55mm/F1.8 svarer til en blændeåbning på 30,6mm)

Automatisk eller manuel

2013-11-14T16:32:00.000+01:00

Susanne spørger i kommentarerne til mit indlæg "Vidvinkel" flg. gode spørgsmål:

...stiller du alt manuelt på ovennævnte billeder, er har du forvalgt ex blænde og iso, eller...?

Det korte svar er, at jeg normalt bruger forvalgt blænde og fast følsomhed (iso).

Men det er faktisk et rigtigt godt spørgsmål, og det opdagede jeg, da jeg prøvede at svare ud fra de konkrete billeder, og så tænkte jeg, at det godt kunne fortjene et indlæg for sig selv.

Følsomheden (iso) er nok nemmest at svare på, så den tager jeg lige først: jeg sætter normalt altid følsomheden manuelt, fordi at jeg ikke er enig med automatikken i, hvornår den skal hæves. Dels er automatikken, efter min mening, for lang tid om at begynde på at øge følsomheden, og dels så skruer den alt for hurtigt op, når den først slår til. Så følsomheden stiller jeg normalt på ISO 200, fordi det er der, at der er mindst billedstøj på mine kameraer. På mit D70 (som er brugt på de fleste af de billeder, som spørgsmålet er stillet til), er ISO 400 den højeste praktisk brugbare følsomhed, hvis ikke man kan acceptere støj - på nyere kameraer kan man snildt gå højere op. Indendørsbilledet har tvunget mig op på ISO 800.

Hvis ikke omstændigheder "tvinger" mig ud i andet, så bruger jeg normalt forvalgt blænde. Det er fordi, at blænden er bestemmende for dybdeskarpheden, og dybdeskarpheden betyder meget for det færdige billede. Lille dybdeskarphed kan være meget markant, men kræver en stor blændeåbning, som oftest kun muligt på objektiver med fast brændvidde (i hvert fald indenfor mit budget). På vidvinkelbilleder fra det oprindelige indlæg er jeg bevidst gået efter størst mulig dybdeskarphed, og derfor er der blændet mest muligt ned. De fleste af mine objektiver begynder at miste skarphed ved F/5.6 - F/8, og jeg kan se, at jeg har været nede omkring F/16 på billederne. Så det er et kompromis.

Når jeg lader kameraet bestemme lukkertiden, så er det fordi, at de fleste motiver har nok lys til, at lukkertiden ikke bliver et problem, og fordi at lysmålingen som oftest er ganske fin. Jeg har mistet for mange motiver, fordi jeg lige skulle "stille på alle knapperne" først. Jeg synes også, at man hurtigt får en fornemmelse for, hvad der kan snyde en automatisk lysmåling, og så det tit rigeligt med "exposure lock"; dvs. find en retning hvor lyset er repræsentativt, mål lyset og fasthold målingen med "exposure lock" (på mange kameraer er det udløser halvt nedtrykket), komponer motiv og tag billede. Alle dagslysbillederne fra det oprindelige indlæg er taget på den måde.

Det hænder, at jeg bruger lukkertidsprioritet, og så er det mest fordi, at motivet enten er i så meget bevægelse, at det er nødvendigt at få en kort lukkertid, eller fordi at jeg er ude på de lange brændvidder, hvor det er nødvendigt for ikke at ryste billedet. Men det er faktisk sjældent, da jeg istedet tit vælger at gå fuldt manuelt.

Nikon D600, Nikkor 70-300mm VR @ 300 mm, 1/400s F/8 ISO400, stativ

Ovenstående billede fra Parade of Sails ved Tall Ships Race 2013 i Aarhus er et eksempel på manuel mode; der var masser af tid til at indstille, og lysmålingen skulle helst ikke forstyrres af, at motivet blev fyldt op af hvide sejl. Selv for billeder med meget bevægelige motiver, så er der ofte tid på forhånd til at finde den rigtige indstilling, og så bliver de enkelte billeder ikke forstyrret af, om det er en lys himmel eller en mørk væg, som kommer i baggrunden.

Nedenstående billede fra Sculptures at the Sea i Aarhus 2013 er så et eksempel på, at det er gået helt galt med indstillingerne. Så vidt jeg husker, så var jeg var ved at tage en række billeder med vidvinkel med et ønske om maksimal dybdeskarphed, da motivet pludselig var der. Så efter et hurtigt objektivskifte blev der skudt med hvad kameraet lige var indstillet til. At det lykkedes med 300 mm brændvidde og 1/100 s er ikke kun held - det siger også en hel del om, hvad billedstabilisering kan gøre for at redde fotografer på glat is!

Nikon D600, Nikkor 70-300mm VR @ 280 mm, 1/100s F/36 ISO800, håndholdt

Morgenbillederne fra det oprindelige indlæg er fuldt manuelle med spot målt lys og stativ. Jeg kæmpede en del med at lysforholdene ændrer sig (relativt), lige da solen stod op. Her havde jeg nok været bedre tjent med en form for automatik, måske kombineret med en "exposure compensation" på -1 eller -2 EVs. Resten af morgenen var der dog fint tid til at måle lyset manuelt.

En grund til at gå manuel kan også være, at man har lyst til at eksperimentere. Nedenstående billede fra en togtug med HSB i Harzen, var et forsøg på at fange at toget var i fart. Jeg er ikke tilfreds med resultatet, jeg ville gerne have haft selve toget skarpere.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10 mm, 1/4s F22 ISO200

Det sidste billede fra det oprindelige indlæg med drengene i æbletræet er taget med mit lille IXUS, og jeg gætter på, at det er været på fuld automatik. Måske endda auto-ISO, for hvis ikke jeg selv har hævet følsomheden, så har kameraet gjort det. Der er åbenbart ikke så meget lys inde i en trækrone :-). Det er faktisk et godt eksempel på, at man ikke skal være ked af fotografere med fuld automatik, for det er helt sikkert, at jeg ikke havde fået det motiv, hvis jeg havde skulle stille på kameraet. Og jeg tror heller ikke, at de ville have været så upåvirkede, hvis jeg havde haft et stort spejlrefleks kamera i hånden.

Fotoglæde

2011-07-09T18:55:00.003+02:00

Hvis man er en af mine trofaste læsere, så vil man måske have bemærket, at det efterhånden er et stykke tid siden, at jeg har ladet høre fra mig her. Kigger man med på mit webalbum, så kan også se, at det har været så som så med aktiviteten der. Det er der såmænd en god grund til, for kameraet er i høj grad blevet i tasken.

Og hvorfor så egentlig det? Kort sagt er det mangel på det, som jeg vil kalde "fotoglæde". Hvad er så fotoglæde? Tja, det er svært at definere, men det er det, som entusiastiske foto-amatører har masser af, og som får dem til at slæbe rundt på kilovis af udstyr til mange tusinder af kroner.

Selvom det måske ligner en techno-fetish, når man hører med hvilken glæde, hvormed vi taler om udstyr, så skal man hæfte sig ved, at vi langt hellere taler om vores billeder. For er det ikke grundlæggende set drømmen om det imponerende billede, som driver os?

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/3s F5.6 ISO200, stativ, beskåret, høj konstrast

Hvor min fotoglæde forsvandt hen, kan jeg til gengæld godt sige noget om, og det er der i virkeligheden flere årsager til:

Forrige år havde vi et sammenrend på min arbejdsplads af fotointeresserede, og det gav mig megen energi, og da det faldt væk, så mistede jeg noget motivation; der var ikke længere nogle deadlines, og ikke på samme måde nogen at snakke om mine oplevelser med mine billeder med. Som om det ikke skulle være nok, så fik jeg også ganske travlt, og kommer man træt hjem, så kan det være svært at få udstyret på ryggen og komme afsted igen.

Men det er kun bidrag; det som slog hovedet endegyldigt på sømmet var, at mit "workflow" brød sammen. Min glæde kommer nemlig ikke kun ved at trykke på knappen og vise billedet frem; den kommer i høj grad fra at kunne nulre med det råmateriale, som kommer ud at kameraet, og af at se at man kan få noget, som er meget bedre end det rå billede ud af det.

Og centralt i mit workflow var programmet RawTherapee, og det holdt op med at virke. Eller rettere, projektet var blevet drevet af en enkeltperson, som havde brug for lige at puste ud, og derfor var det på vej over i en mere gruppedrevet udvikling - det var derfor kun Windows versionen, som havde en installer. Samtidig bliver jeg ramt af, at min Windows7 får "black screen of death", og jeg kunne ikke få installationen til at virke under Ubuntu.

Jeg prøvede mange alternativer: nogle var simpelthen ikke gode nok, mens andre var virkelig fine, som f.eks. Adobes Lightroom - de passede bare ikke ind i den måde, som jeg ville arbejde på; ofte fordi, at de selv ville overtage en stor del af workflowet ("it's my way or no way!").

Resultatet blev, at det blev for surt at få billeder fra kameraer og videre, og så holdt jeg op med at tage billeder. For hvad er ideen i at tage billeder, hvis man ikke kan glæde sig over dem?

Men jeg håber nu, at jeg er kommet op på hesten igen, for dels opdagede jeg, at RawTherapee ikke længere er en manual installation under Ubuntu, men derimod kommer via Ubuntus installationsværktøj, og dels fik jeg et ordentlig spark bagi af en tur til Island (der er motiver nok på Island til adskillige ture endnu!).

I hvert fald kunne jeg mærke glæden komme tilbage, da programmet virkede og jeg fandt ovenstående billede af et vinblad. Det er fra efteråret, og det havde overvintret i mit kamera! Siden er der allerede blevet til mange hundrede billeder.

PS: Og en tak til alle jer talentfulde fotografer, som jeg følger på nettet. At se, hvad I har gang i, har - trods alle udfordringer - holdt modet oppe og interessen ved lige! I findes overalt, både i den nære familie og længere ude. Og I kendes ved, at I alle deler glæden ved det gode billede. Tak!

Citronsommerfugl

2010-08-25T20:43:00.002+02:00

Det bør ikke længere komme bag på nogen, at jeg har svaghed for at fotografere dagsommerfugle; og at en af de ting, som jeg specielt har gang i, er at fotografere dem, som kommer i min have. Jeg har skrevet om det før, og denne sommer er der kommet flere nye arter forbi min have og mit kamera.

I starten af sæsonen erklærede jeg frejdigt, at i år skulle hvidvingefamilien (Pieridae) have speciel opmærksomhed, og det har den fået. En af de mere iøjnefaldende medlemmer af hvidvingefamilien er citronsommerfuglen (Gonepteryx rhamni), og den er der en særlig historie om:

I starten af måneden kom den store af mine drenge løbende ind til mig, og sagde at der er var en gul sommerfugl i sommerfuglebusken lige uden for vinduet. Begge mine drenge kender nemlig min svaghed for at fotografere dagsommerfugle, og selvom de vist ikke kan navnet på en eneste af dem, så har de begge et godt øje for sommerfugle - og et specielt godt øje for usædvanlige sommerfugle.

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/1000s F6.7 ISO200

Min første tanke er, at det nok er en kålsommerfugl, som jo kan være noget gullig i det, og jeg reagerer noget henholdende. Da jeg kommer, så får jeg at vide at den er fløjet igen, og vi får et kig på nogle af de kålsommerfugle, som er tilbage - men han er sikker på, at det ikke var en af dem. Hmm, tænker jeg så, det var måske nok en citronsommerfugl?

Det går hverken værre eller bedre end at han opdager den igen, og at jeg igen kommer for sent. Øv, øv, øv!

Tredje gang er jeg til gengæld hurtig med kameraet, og jeg finder ham siddende stille på fliserne, hvor han næsten ikke tør trække vejret af frygt for at komme til at skræmme den væk igen. Og jeg får da også ovenstående billede.

Men kig nu godt efter: det er kun en vinge - resten af sommerfuglen er der nogen, som har spist. Han var godt skuffet, og det var jeg også. Det værste ved det hele var, at der ikke var mange minutter imellem han så den anden gang, hvor den var i live, og så at vi fandt de sørgelige resten.

Her kunne historien så havde været slut, men det er den heldigvis ikke. For i denne weekend kommer han igen rendende, og fortæller, at nu er der igen en gul sommerfugl i haven. Jeg løber efter, og ganske rigtigt, så er der en citronsommerfugl på gennemflyvning. Den sætter sig dog ikke, og er derfor hurtigt væk.

Nu gentager historien sig så, med at vi opdager den anden gang, og igen mister den af syne.

Men tredje gang er, denne gang, lykkens gang:

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/350s F5.6 ISO200

Så fik jeg alligevel et billede af en citronsommerfugl i min have i år - og det kan jeg takke min dejlige drengs ihærdige hjælp for.

Citronsommerfuglen er en af de danske dagsommerfugle, som man ikke kan forveksle, når man lige har fået øje for den. Farven er en god indikation, men vingeformen er helt unik.

Jeg har også fået bekræftet, at ovenstående billede er af en han - hunnerne hos citronsommerfuglene er lidt mere blege i det. Men der tror jeg, at det er en fordel at have set nogle stykker.

...og det er ganske vist!

Blodplet

2010-07-10T10:30:00.002+02:00

Jeg fik et praj fra en trofast læser om, at det er efterhånden er et stykke tid siden, at jeg har skrevet om sommerfugle her. Det må vi se at få gjort noget ved (ja, ironi er fuldkommen spildt på mig ;-) ).

Nu begrænser jeg mig normalt til dagsommerfugle, som der er knapt 100 arter af i Danmark - ud af ca. 2.500 arter af sommerfugle i Danmark i alt, hvis man regner småsommerfugle og natsommerfugle med. Men denne gang er en undtagelse, for jeg vil skrive lidt om Blodplet, som er en ugle:

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/60s F5.6 ISO200

Jeg husker den selv som værende lidt mere mættet i farverne, altså lidt mere grå og lidt mere lyserød - men kan skal vist være ret aristokratisk for at kunne mene, at den er blodrød!

Blotplet (Tyria jacobaeae) er, som man næsten kan gætte ud fra farverne, uspiselig. Det skyldes at den som larve hovedsagelig lever af engbrandbærer (Senecia jacobaea), og igennem den optager store mængder af giftige alkaloider (af andre alkaloider kan f.eks. nævnes stryknin og nikotin, samt morfin og kodein). Hvis man ses engbrandbærer blive ædt ned til stubhøjde af mange sorte larver med gule striber, så er der tale om blodplet.

Blotplet er en natsommerfugl og den bliver tiltrukket af lys - men den nævnes også som dagaktiv, da den nemt kan forstyrres medens den sidder i f.eks. højt græs. Det var også sådan at jeg opdagede den, for jeg var ved at klippe græsplæne i min have, da den fløj op foran mig - så kunne græsplæne ellers være græsplæne, for jeg måtte lige ind efter kameraet!

Flyvetiden er nok ved at være overstået for i år - den skulle flyve i maj-juni. Arten er dog under udbredelse i Danmark for tiden (mon dette kan forlænge flyvetiden til engelske tilstande, hvor den flyver ind i juli?).

Nu har jeg i indledningen sagt, at arten tilhærer ugle-familien (Noctuidae), og det gør jeg med henvisning til fugleognatur.dk - men som man kan se af linket til fugleognatur.dk, så er klassifikationen under ombrydning for tiden ... og ser man på wikipedia, så henregner de stadig blodplet til familien af bjørnespindere (Arctiidae) - iflg. fugleognatur.dk er det nu i stedet en underfamilie (Arctiinae).

Måneopgang

2010-06-30T20:20:00.002+02:00

De få, som følger med i mit buzz, vil vide, at jeg har været ude for at fotografere en måneopgang; og en fuldmåneopgang oveni (teknisk set var den vist nok kun 97% fuld, men det snakker vi ikke mere om, vel?).

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 300mm, 1/45s F8 ISO200, stativ

Sådan nogle billeder kræver at man er på rette tid og sted, og det kræver helt klart held - men der er to lidt oversete forhold omkring held:

Det ene er, at man også skal formå at udnytte det, og sandt at sige, så kunne jeg godt have brugt mere tid på at spejde gode steder; der var mange vinkler, som jeg først opdagede, da lyset var væk - og det er der ingen undskyldninger for ... det var dårlig forberedelse.

Det andet er, at held kan skabes. Ja, ikke sådan at forstå, at held kan gøres til en sikker ting - så langt fra - der er som oftest stadig betydelig usikkerhed omkring udfaldet; men man kan sørge for at få så gode odds som overhovedet muligt.

Når man hører, hvordan jeg forbedrede mine chancer her, så vil man sikkert tænke at der er tale om snyd - men husk så på, at der findes godt snyd og dårligt snyd ... og jeg vil klart mene, at der her er tale om godt snyd!

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 300mm, 1/45s F8 ISO200, stativ

Og snyden er "The Photographers Ephemeris" (download til windows/mac/linux), som er et program, som for et givent sted og dag viser sol- hhv. måne-opgang og -nedgangs retning og tidspunkt (samt en række andre hjælpeværktøjer til at bestemme lyset højde og retning).

Jeg havde lige hentet det, og kunne straks se, at det sagde at om en halv time var der ideelle forhold lige hvor jeg bor! Jeg fik derfor travlt, og resultatet ses her (det forklarer også den manglende rekognoscering).

Jeg er - alt taget i betragtning - godt tilfreds med resultat, uden dog at være blind for, at der er gode muligheder for at gøre det bedre. Det er derfor næppe sidste gang, at jeg har prøvet det! Det mangler kun en ting for at det er perfekt, og det er integration til DMI's lokalvejrudsigt!

PS: Det fås også til iPhone, men det må I i givet fald selv finde.

Syrede fotos

2010-06-07T20:57:00.002+02:00

dpreview.com kører for tiden en "challenge" med titlen "A tribute to Jerry Uelsmann" - hvis man godt kan lide Jerry N. Uelsmann syrede, surrealistiske billeder, så er den nok værd at holde øje med.

Gid jeg kunne sådan noget! :-)

Bokeh

2010-05-08T20:17:00.002+02:00

Et af de mere interessante begreber indenfor fotografering er "bokeh" og det dækker over noget, som i virkeligheden er nemt at overse, men som alligevel kan betyde meget for, hvordan vi opfatter et bilede.

Ordet kommer fra japansk, hvor det betyder noget i retning af uskarphed eller dis, og den lidt pudsige stavemåde stammer fra amerikansk - på dansk ville vi nok skrive det "boke", men så vil amerikanere få det helt galt i halsen rent udtalemæssigt. Og uskarphed er netop det, som det handler om - eller måske rettere karakteren og kvaliteten af uskarpheden. For lige så vel som objektiver kan tegne mere eller mindre skarpt, så kan de også håndtere det, som ikke står skarpt, mere eller mindre godt.

Et teknisk perfekt objektiv vil tegne et uskarpt punkt som en perfekt cirkel med en skarp kant (eller rettere afbilde formen på blænden, hvad kan udnyttes kreativt). I praksis vil man nok foretrække at kanterne bliver tonet ud, hvilket reelt er en optisk fejl, men en fejl, som gode objektiver er konstrueret til at have.

Men det er et spørgsmål om smag og behag - og som eksempel kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om de uskarpe dele af dette billede:

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 300mm, 1/350s F5.6 ISO200

På den ene side, så virker det helt forkert, men på den anden side, så er effekten nærmest malerisk.

At begrebet er vigtigt kan ses af, at der findes objektiver, som kan ændre på karakteren af bokeh, f.eks. AF DC-Nikkor 105mm f/2D (se her for billedeeksempler) - DC står for "Defocus Control" og er i virkeligheden Nikons forsøg på at oversætte bokeh...

500 fotografer...

2010-05-01T14:49:00.004+02:00

Den hollandske fotograf Pieter Wisse er startet på et projekt, som han kalder "500 Photographers" - om det skriver han selv:

500 photographers is a weblog that posts 5 active photographers a week for 100 weeks. The photographers can be from any discipline within the photographic range, but they have to be worth looking at and have a certain level of quality. When we get to number 500, we will have a deep database of great photographers.

Det projekt tror jeg, at det er værd at holde øje med - indtil videre ser det i hvert fald lovende ud. I skrivende stund er han nået til nr. 20, så man kan stadig nå at være med...

Resultater

2010-04-24T08:49:00.028+02:00

Jeg har på det seneste deltaget i nogle af de "Challenges" som findes på dpreview.com. I starten gik det meget godt, men efterhånden er jeg faldet ned i midterfeltet; om det skyldes mangel på evner eller mangel på kritisk sans vil jeg lade jer andre dømme om, for grunden til at jeg skriver om det er, at jeg tror at der måske er noget mere generelt i det.

Men lad os lige se billederne og resultaterne - jeg linker også til selve konkurrencen, hvor billeder er sorteret med de bedste først - det er bestemt også et klik værd (tallene i parentes er hhv. gennemsnitkarakter, placering i procent (100%=sidsteplads) og antallet af topkarakterer (som er 5 "stjerner")):

Small white

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har udviklet lidt en passion for at fotografere sommerfugle, så jeg måtte med i denne udfordring. Billedet af den lille kålsommerfugl med spejling i mit stuevindue er en gammel favorit, men nok også det af mine sommerfugle billeder som var det mest usædvanlige. Tankevækkende er det, at jeg kun tog to billeder den dag, inden jeg slap den ud - og det andet er absolut rædselsfuldt.

Nr. 29 ud af 200 (2.8/15%/2 top-karakterer) i "Butterfly/Butterflies"

The ice is NOT safe

Udfordringen her var at have fotograferet et tilfældigt fund på sin vej - det måtte ikke være et arrangeret foto; det skulle være noget, som man bare var kommet forbi og lagt mærke til. Jeg var lige kommet forbi stedet ved Skanderborg Sø, hvor der stod at isen generelt var sikker, men at man skulle udvise almindelig forsigtighed og omtanke - det var der åbenbart en, som ikke havde gjort.

At det lige blev skoen som kom med i udfordringen, var nok lidt en tilfældighed - det interessante fund er noget, som jeg godt kan lide at fotografere, og det deler jeg sandsynligvis med mange andre.

Nr. 24 ud af 148 (2.5/16%) i "A coincidental finding".

Autumn leave

Udfordringen her var lidt anderledes i det, at der ikke som sådan var noget tema - man skulle bare finde to billeder som repræsenterede forskellige sider af en som fotograf, og tanken var så, at man kunne få dem holdt op imod hinanden.

Vandbladet, som jeg kalder billedet på dansk, har jeg tidligere brugt i en fotokonkurrence i mit firma, og det er et billede, som jeg selv synes godt om. Jeg må dog indrømme, at det fremkom ved det "uheld", for jeg kom faktisk til at skrue den forkerte vej på lukkertiden...

Jeg hæfter mig her ved, at det er den højeste gennemsnitskarakter af alle mine billeder; enten har karakterene siddet meget løst, eller også har konkurrencen været hård.

Nr. 86 ud af 198 (2.9/43%) i "Two Sides of Self"

Abandoned bike

Det andet billede, som jeg deltog med i den udfordring, kom fra min serie om forladte cykler. Det var et af mine første forsøg på sort/hvid fotografering siden ungdomsskolen engang i forrige årtusinde, og er jeg også ekstra glad for, at to bedømmere har fundet det værd at give topkarakter. Det må jeg arbejde mere med.

Nr. 125 ud af 198 (2.7/63%/2 top-karakterer) i "Two Sides of Self"

Frozen bubbles

Dette billede kom mest med på afbud. Udfordringen var at lave makro af "inanimate" objekter, og det misforstår jeg som "ikke-dyrisk", men det betyder i virkeligheden livløs. Jeg fik derfor mit førstevalg diskvalificeret ... og så blev jeg stædig - og det gik nok ud over dømmekraften, for jeg har ikke rigtigt dyrket det livløse som makro-tema.

Karakteren er egentlig ganske flot alt taget i betragtning, for billedet er altså noget slapt: farverne er fine, og motivet er usædvanligt, bevares, men kompositionen er ringe og billedet efterlader en med en "...og hva' så?"-smag i munden.

Nr. 172 ud af 297 (1.9/58%) i "Experiments with macro"

Last ride of the day

Her var jeg på alle måder på udebane, for landskabsbilleder i sarte farver er bestemt ikke noget, som jeg gør det i. Sammenlignet med, hvad andre kunne formå at få ud af det tema, så er karakteren helt retfærdig - det er ikke særligt interesant, hverken motiv- eller farvemæssigt.

Det er ikke sidste gang at jeg vil prøve den genre, for jeg kan godt lide den slags billeder. Jeg bliver bare nød til at udfordre mig selv noget mere, for jeg mangler klart træning!

Nr. 113 ud af 149 (2.0/75%) i "Dramatic Light: Cool Image"

First butterfly

En udfordring om forårsbilleder, og så tænker jeg, at der må være fuld af forårsblomster, så jeg vil prøve noget andet- og da jeg så møder året første sommerfugl, så tænker jeg, at den er i vinkel. Men helt ærligt - et billede af numsen på et insekt - det kommer man ikke langt med. Billedet er et eksempel på to ting: for det første forvekslede jeg egen begejstring med almen interesse, og for det andet glemte jeg det med vitser: skal pointen forklares, så er det ikke sjovt!

Nr. 129 ud af 199 (1.7/64%) i "SPRING HAS SPRUNG!"

Kan man så konkludere noget af ovenstående. Tja, for det første så kan man vel konkludere, at smag og behag er svært at måle og veje - jeg har fundet tre dimensioner, og rangordenen bliver forskellig alt efter hvilken man vælger.

Men så alligevel - uanset hvilket kriterium man vælger, så er det tydeligt, at nogle billeder ligger i toppen og andre falder igennem. Jeg vil godt vove det ene øje, og prøve at sætte ord på: det er billeder, som er klare i deres opbygning og budskab - der er ikke noget støj i baggrunden; derudover så er der også noget med "wow"-effekten - billedet skal være ud over det sædvanlige, og må godt indeholde noget "hvordan gjorde han lige det?"-held.

Hvis man vil gøre sig bemærket som fotograf, så er skal man komme ud af den store middelmådighed - det er de få udsædvanlige billeder som tæller, og ikke det solide håndværk. Det skal der helt klart held til, men held er noget, som man selv må skabe. Eller som en på nettet formulerede det: "Stop taking pictures, start creating images!".

Brug din stemme

2010-04-04T16:34:00.003+02:00

Bliver man god til at spille fodbold af at iklæde sig fantørklæde og besøge det lokale stadion? Bliver man en god elsker af at læse kærlighedsnoveller? Bliver man en god kok af at samle opskrifter fra ugebladene?

Det er vel rimeligt indlysende at spørgsmålet er retorisk ment: man bliver kun god, hvis man sørger for at få rigelig med praktisk erfaring - så kom ud på grønsværen, find en at kramme og se at få fingerne i bolledejen. Og sådan er det også med det at fotografere, så få støvet kameraet af og få taget nogle billeder!

En god måde at få udfordret sig selv og få noget praktisk erfaring, er at deltage i fotokonkurrencer - og det giver mest, hvis man i stedet for at kaste trawlet ud over harddiskens samling af gamle fotos, rent faktisk prøver at tage nogle nye billeder.

Nam namNikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/45s F5.6 ISO200

Selvom det er oplagt, at intet slår praktisk erfaring, så kan det være ganske fornuftigt at supplere den - så for at vende tilbage til et af de retoriske spørgsmål fra indledningen, så kan tiden på det lokale stadion i virkeligheden give et form for indblik i de taktiske aspekter af spillet og et overblik, som man måske ikke havde fået, mens man render rundt i højde med græsset.

På samme måde kan det være ganske inspirerende at se på andre fotografers billeder, og ganske lærerigt at læse (og genlæse) gode bøger om foto; og så fandt jeg i virkeligheden endnu en måde, og det fra en lidt uventet kant: jeg er begyndt at stemme i de såkaldte "challenges" hos dpreview.com. Der er ingen tvivl om, at der både snot og skæg, og det er da også fristende at skyde genvej ved at kigge i de afsluttede udfordringer, hvor de gode billeder har fået lov at boble op, og de mindre gode er sunket nedad - men det er altså først, når man selv skal til at stemme, at man bliver tvunget til at tage stilling.

Det er i virkeligheden igen et eksempel på forskellen på, bare at kigge på, og så på selv at være med. I selve det at tage stilling ligger nemlig kimen til en viden om, hvad man selv kan lide og hvad man selv synes falder igennem. Man kan gøre det alene, men det virker endnu bedre, hvis man kan gøre det sammen med andre, for så kan man blive nødt til at sætte ord på, hvorfor et billedet måske kun er en 2'er og hvorfor et andet netop har det, som retfærdiggør en 4'er (og det konkrete resultat er mindre vigtigt - det er vejen dertil, som er det interessante).

Personligt kan jeg se, at jeg ikke er glad for ligegyldige billeder - et billede skal være klart i sit budskab og meget gerne være overraskende (det er nok lidt ligesom med vitser - man ved det umiddelbart, når man møder en god en...). Samtidig kan jeg se, at jeg har svært ved at bære over med grov sjusk: som f.eks. åbenlys slap beskæring/komposition eller helt håbløs hvidbalance (det behøver slet ikke være perfekt, men der er altså nogle billeder, hvor det ganske tydeligt skinner igennem, at man mest af alt har været ligeglad). Men sådan er jeg...

Rigtigt interessant bliver det, når man bliver i stand til at træde et skridt tilbage, og spørge sig selv, hvor mange point man vil give sine egne billeder - og hvorfor, for det oplagte næste trin er så at overveje, hvad man kunne gøre for at få flere point ... og så prøve det! Det kunne være, at gå et skridt til siden, så baggrunden bliver bedre - eller det kunne være at komme igen en anden dag, hvor lyset er bedre - eller måske prøve uden blitz. Tit skal der ikke så meget til.

Årets første sommerfugle

2010-03-26T15:19:00.003+01:00

I dag var en god dag, for i dag så jeg årets første sommerfugle. Selvfølgelig var det Nældens takvinge (Aglais urticae) som optrådte i hvert fald et halvt dusin eksemplarer (de er ret mobile for tiden, så det kan sagtens have været flere).

Årets første sommerfuglNikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/125s F11 ISO200

Hmm - ja, at kalde den for årets første, er jo faktisk forkert, for i virkeligheden er der tale om genbrug fra sidste år: Nældens takvinge overvintrer som origo, hvad jeg (desværre) fik bekræftet, at jeg midt i vinters måtte rode rundt i garagen for at lave plads til en elektriker - der overraskede jeg en som ellers have fundet et rigtigt godt sted at sove vinteren ud.

SolbadningNikon D70, Micro Nikkor 105mm VR, 1/125s F11 ISO200

Jeg synes også, at jeg ud af øjenkrogen så en enkelt hvidvinge, men det er måske mest ønsketænkning - de overvintrer som puppe, og kommer først i større tal lidt senere (dog er det muligt).

Jeg elsker billedstabilisering!

2010-03-14T20:42:00.003+01:00

Engang for mange år siden sange Eddie Skoller "Jeg holder med Kina", og det er der sådan set ikke blevet færre grunde til senere - men nu er jeg jo foto-nørd, og så er det hovedsageligt i Japan, at det sker; og der sker virkelighed noget.

Et eksempel på, hvor meget det er sket, fik jeg, da jeg købte mig et nyt objektiv: et "AF-S VR Zoom-Nikkor 70-300mm f/4.5-5.6G IF-ED" for at være præcis, og præcis bør vi være i denne situation, for den afløser en "AF Nikkor 70-300mm f/4-5.6G" (er jeg den eneste, som ville ønske, at objektiver havde kodenavne - så vi havde noget mere mundret at kalde dem?).

Når man får et nyt stykke legetøj (og lad os bare være ærlige - der er jo det, som det er), så skal man jo se, hvad det kan. Og her var der godt nok nogle overraskelser i vente til mig.

Alle kender vel tommelfinger-reglen om, at man skal have en lukkertid i sekunder som svarer 1 over brændvidden i mm eller hurtigere, hvis man skal undgå rystede billeder, når man fotografer håndholdt. En 100mm skal altså helst holdes under 1/100s, og en 200mm skal helst holdes under 1/200s. Eller deromkring, for der er tale om en tommelfingerregel.

Men det var inden at objektiver med billedstabilisering ind i billedet. Begrebet "billedstabilisering" dækker over, at man med snedig teknik (sikkert noget med gyroskoper og piezo-elektriske mini-motorer) kompenserer for de rystelser, som man tidligere prøvede at kompensere for med de ultra-korte lukkertider.

Og mit nye objektiv har - i modsætning til mit gamle - indbygget billedstabilisering, så det skulle jeg lige afprøve:

NymåneNikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 300mm, 1/60s F5.6 ISO640, håndholdt

Bemærk data - jeg har ikke skrevet forkert; det er taget på en 1/60s. Håndholdt. Fritstående. Og så er det endda beskåret omkring 50% på hver led efterfølgende.

Det synes jeg er lettere sindsygt. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre, også selvom jeg brugte alle de tricks, som jeg lærte, da jeg som dreng gik i skytteklub. Uden billedstabilisering burde jeg nok have haft en lukkertid, som var en 10-15 gange kortere.

Sådan opmuntret, så måtte jeg jo også lige prøve den såkaldte "aktive billedstabilisering". Det er mest en sælgerterm, og derfor renset for mening, som traditionen påbyder, men det dækker altså over, at billedstabiliseringen får lov at være mere pågående, hvilket specielt skulle være en fordel ved lavfrekvente rystelser, som fra motorer i f.eks. biler og både. Derfor tager jeg flg. billede ud af forruden på vores bil, mens den er i fart (bilen inkl. mig og kamera altså, ikke kun forruden).

LokaltrafikNikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 240mm, 1/500s F5.6 ISO200, håndholdt i bil i fart, aktiv VR

Tja, vi kan jo hurtigt blive enige om, at der ikke er tale om stor fotokunst her, men nu var det også udstyr, som jeg taler om, ikk'? Der er en del uskarphed, men det skyldes, at min kære kone ser, at jeg skal til at fotografere, og derfor lige i det jeg skal til at tage billedet, giver forruden en ordentlig omgang sprinkler - for det er forhåbentlig til at se, at uskarpheden ikke kommer fra rystelser.

Så tilbage står nu vist kun at sige...: "Jeg holder med Japan!"

Fototerapi

2010-03-03T21:18:00.003+01:00

At billeder også er om følelser, er ganske bredt accepteret - og at de kan fortælle en historie lige så. Jeg prøvede begge dele denne weekend.

Det startede med den trælse historie om et cykeltyveri, som jeg kort fortalte om på min anden blog - det gjorde så, at jeg samme weekend gik rundt i kvarteret for at lede efter den forsvundne cykel; jeg fandt den ikke, men jeg fandt flere andre cykler, som var hærget og efterladt (der er grænsetilfælde, så det er svært at sætte tal på, men et dusin skal der nok have været). Det var en meget nedslående oplevelse, for jeg kan ikke lade være med at tænke over, at der bag alle disse ligger en historie - og jeg kan ikke lade være med at gange op og lægge sammen, og så bliver det pludselig omfattende.

Efter det kunne jeg mærke med mig selv, at jeg ikke længere bare kunne gå forbi sådan en cykel - og at jeg følte et behov for at dele dette.

Det kom der en lille billedeserie ud af i denne weekend, som jeg har valgt at kalde forladte cykler.

Nikon D70, Mikro Nikkor 105 mm VR, 1/4s F8 ISO200, stativ, beskåret

Normalt når jeg går ud for at fotografere, så er det for at finde noget flot, som jeg kan vise frem. Denne gang gik jeg målrettet efter at dele oplevelsen af nogle af de cykler, som jeg havde "fundet" - jeg prøver med andre ord for første gang, at fortælle en historie.

Samtidig skete der noget ganske uventet for mig: Jeg er vildt imponeret af sort-hvide billeder, men jeg har ikke kunnet finde ud af tage nogle selv. Men denne gang tænkte jeg allerede på optagetidspunktet billederne uden farver, og de virkede da heller ikke rigtige, før jeg fik dem konverteret.

Nikon D70, Mikro Nikkor 105 mm VR, 6s F32 ISO200, stativ

Og sort-hvid billeder er et helt anden slags billeder. Ved farvebilleder må man i høj grad tage, hvad man bliver givet, men i sort/hvid kan man i et vist omfang nedtone eller fremhæve dele af billedet - og når man mister farverne, så betyder form og komposition til gengæld meget mere.

Samtidig så kan man ved sort-hvid billeder med fordel virkelig gå til den: fuld kontrast, overdreven skarphed, tæt beskæring - alt sammen noget, som hurtigt vil ødelægge et farvebillede - men måske virker det fordi, at sort/hvid netop er mere grafisk end fotografisk i sin natur.

Nikon D70, Nikkor 10-24mm @ 10mm, 1/20s F5.6 IS0 200, stativ

Om det lykkedes mig at få fortalt historien kan jeg af gode grunde ikke vide noget om. Det er måske heller ikke så vigtigt som det faktum, at jeg - som overskriften antyder - gav mig selv mulighed for at arbejde med min oplevelse; det har virket, for nu kan jeg igen gå forbi forladte cykler uden at blive bedrøvet (i hvertfald ikke i samme grad, for sørgeligt er det jo uanset).

...og så skal man heller ikke undervurdere betydningen af, at jeg fik et gennembrud i forhold til min egne hæmninger overfor sort-hvide billeder!

Sommerfugle i min have

2010-02-19T22:15:00.007+01:00

I min have har jeg haft besøg af et dusin forskellige arter af dagsommerfugle. Faktisk har der sikkert været flere, men dels har jeg lige skulle opdage dem, og dels så er der udelukkende tale om, de sommerfugle som jeg har fået fotograferet. Alligevel synes jeg, at det er ganske pænt, og så tror jeg faktisk ikke, at min have er noget specielt.

Når jeg siger dagsommerfugle, så er det med vilje. Jeg har også haft besøg af f.eks. en ligustersværmer, men det er jo ikke en dagsommerfugl, så ikke mere om det i denne omgang.

Når jeg skriver dette indlæg på min fotoblog, så er det fordi, at min interesse for makrofotografering og min interesse for sommerfugle komplementerer hinanden. Jeg havde næppe lært så meget om sommerfugle, hvis ikke de var så sjove at fotografere, og jeg havde helt sikkert ikke lært så meget om makrofotografering, hvis ikke det havde været for sommerfuglene; jeg håber, at dette indlæg kan virke som inspiration for andre.

Inden jeg fortæller om de 12 arter, så skal jeg lige sige, at billeder ikke er valgt for at være repræsentative for arterne, men fordi at jeg kan lide dem - hvis man har brug for hjælp til at kende dem fra hinanden, så kig ned til sidst, der skriver jeg lige et par links til gode sider om sommerfugle.

Takvingefamilien (Nymphalidae)

Takvingefamilien indeholder mange af de mest kendte danske sommerfugle; den består af takvinger (som har takkede vinger!), men også af f.eks. randøjer og perlemorssommerfugle. Kendetegnet for familien er, at forbenene er reduceret, så det ser ud til, at de er firbenede.

Nældens takvinge (Aglais urticae): Åbenbart Danmarks nationalsommerfugl (og et glimrende valg, efter min mening). Det var den første sommerfugl, som jeg har lærte at kende, og det er også langt den mest talrige i min have. Denne sommerfugl overvinter som imago, og op til jul kom jeg til at forstyrre en, da jeg ryddede op i garagen - så kan man lære det: oprydning skal ikke ske om vinteren.

Dagpåfugleøje (Inachis io): Den anden sommerfugl, som jeg lærte at kende, var dagpåfugleøje. De er både flotte, og noget nær umulige at forveksle med andre sommerfugle - og så er de også ganske talrige i min have.

Admiral (Vanessa atalanta): Når vi lige fraregner kålsommerfugle (som jeg vender tilbage til), så var admiral den tredje sommerfugle art, som jeg lærte at genkende. De plejer også at være godt repræsenteret i min have, men lige netop i 2009 var der ikke så mange af dem, og dem som kom, de kom sent.

Tidselsommerfugl (Vanessa cardui): Årets store gæst var tidselsommerfuglen; dels er det en stor sommerfugl, og dels er det ikke hvert år, at den gæster os - en tommelfingerregel siger, at det er omkring hvert 10. år. Men i år var den talrig i Danmark og i min have. Tidselsommerfuglen er en flot sommerfugl, og en god flyver, så den er kendt over hele verden.

Storplettet perlemorssommerfugl (Boloria euphrosyne): En dag i sommers var den ene af sommerfuglebuskene fuld af sommerfugle - jeg kunne ikke tælle dem, så lad os bare sige, at der var en hundrede stykker - en skøn blanding af alle ovenstående.

Og så var der lige en enkelt storplettet perlemorssommerfugl. Den måtte jeg lige have et billede af, men det var ikke så let endda; dels var den en hel del mere sky end de øvrige sommerfugle, og dels som var den aldrig i ro. Men det lykkedes.

Den storplettede perlemorssommerfugl har fået sit navn pga. de store perlemorsfarvede pletter, som den har på undersiden - så hvis man ser dem, så er man ikke i tvivl (der er flere slags perlemorssommerfugle, men ingen med så store pletter) - pletterne kan f.eks. ses på dette billede.

Græsrandøje (Maniola jurtina): Danmarks talrigeste sommerfugl, der findes stort set overalt, hvor der er højt græs. Jeg slår min græsplæne nogenlunde jævnligt, så det er nok derfor, at jeg ikke ser så mange i min have; nogen bliver det dog til. Jeg har længe overset denne sommerfugl, og sammenlignet med ovenstående sommerfugle, så er den da også noget mere undseelig - men når man først har lært den at kende, så opdager man den overalt.

Skovrandøje (Pararge aegeria): I lang tid har jeg fejlagtigt tænkt, at dette billede også var en græsrandøje, men i virkeligheden så er det den langt flottere skovrandøje. Jeg har kun set den en enkelt gang, og desværre holdt den vingerne klappet sammen - med vingerne udfoldet er den virkelig flot.

Hvidvingefamilien (Pieridae)

Når der har flakset en hvid sommerfugl igennem haven, så har jeg bare tænkt "åh, endnu en kålsommerfugl", og egentlig ikke skænket det mere opmærksomhed - vel mest fordi, at jeg allerede havde et godt billede af en kålsommerfugl.

Men der er i virkeligheden rigtigt mange hvide (og gule) sommerfugle samlet i hvidvingefamilien, og mit projekt for denne sommer bliver om ikke jeg kan få billeder af nogle flere af dem - og helt specifikt i hvert fald den store kålsommerfugl.

Hvidvinger er fra naturens side faktisk ganske udfordrende at fotografere, for man kommer meget nemt til enten at overeksponere de hvide vinger, eller at undereksponere omgivelserne.

Lille kålsommerfugl (Pieris rapae): En dag forvilder en lille kålsommerfugl sig ind i vores stue, og sætter sig på vores stuevindue. Der når jeg lige at få et par billeder af den, inden jeg forsigtigt hjælper den ud. Nu er det ikke så mange, som har vandrette stuevinduer, så jeg må nok indrømme, at jeg har drejet billedet en kvart omgang - jeg synes at det ser bedre ud på den måde. Dette eksemplar er en hun, hvilket kan ses af det to pletter på forvingen.

Grønåret kålsommerfugl (Pieris napi): Trods navnet har denne sommerfugl ikke grønt på vingerne - det er spredte sorte skæl, som kan give et grøntligt skær. Sommerfuglen skulle være mindre hyppig i haver, da den foretrækker vilde planter. Dette eksempel er en han.

Blåfuglefamilien (Lycaenidae)

Personligt synes jeg, at blåfuglene er spændende sommerfugle, som jeg meget gerne løber ind efter kameraet efter. Desværre er der også tale om sky og flygtige sommerfugle, så det er tit, at fuglen så at sige er fløjet inden det bliver til et billede.

Blåfuglefamilien opdeles i tre slægter: busksommerfugle (Theclinae), ildfugle (Lycaeninae) og de egentlige blåfugle (Polyommatinae) - og jeg har været så heldig at have fået besøg af repræsentanter for en art i hver slægt.

Alm. blåfugl (Polyommatus icarus): Ser man en blåfugl, så er der gode chancer for, at det er en almindelig blåfugl. Her var det dog ikke nødvendigt at gætte, for den karakteristiske ekstra plet på forvingen er lige præcis synlig. Der er også tale om en han, hvilket nok kræver nogen træning at se fra undersiden - jeg så dog oversiden og den var umiskendelig blå, så det er sikker nok. Kuriøst er det, at jeg præcis på dagen et år senere får endnu et billede af en alm. blåfugl siddende samme sted; denne gang bare en hun.

Guldhale (Thecla betulae): Mine drenge ved godt, at jeg er skør med sommerfugle, og en dag kommer den ene af dem, og fortæller om en sommerfugl, som han har set i de gule hindbær. Jeg regner ikke med at det er noget særligt, men går alligevel med ud for at se den - og det var vel nok godt, for det var en guldhale. Jeg har tidligere skrevet mere om oplevelsen her.

Lille ildfugl (Lycaena phlaeas): En dag, hvor jeg lå på kanten af urtehaven med mit kamera (det er et godt sted til andre former for insekter), da kommer der pludselig en lille ildfugl forbi. Det var et sky kræ, og det voldte mig også en del problemer at komme på skudhold af den, men det lykkedes da til sidst.

Artsbestemmelse

Jeg ved godt, at ovenstående er en ringe hjælp, hvis man står med en sommerfugl, som man gerne vil have artsbestemt. Men heldigvis findes der bedre kilder:

Jeg benytter mig personligt meget af billedsamlingen hos UK Butterflies - det hjælper selvfølgelig at have en ide om familien, men kender man den, så tryk på et af de seks sommerfuglebilleder for oven. Når man har fundet noget som ligner, så bemærk også at der i artbeskrivelsen også tit er en sektion med forvekslingsmuligheder.

Hvis man har en ide om artsnavnet, så kan der også være god hjælp at hente hos Fugle og natur, og specielt hvis arten er beskrevet i deres rigtigt udemærkede "Felthåndbog". Er man mere i tvivl, så kan man prøve deres forum for sommerfugle, Sommerfugle og lepidopterologi; de er yderst hjælpsomme, og tilsyneladende så findes der ikke dumme spørgsmål (hvis man da lige gør sig det besvær at sætte sig ind i retningslinjerne på forhånd, herunder at ledsage alle spørgsmål om observationer med angivelse af tid og sted). Jeg har fået stor hjælp der, og det er imponerende, hvad de kan få ud at tilsyneladende håbløse billeder.

Og ellers så er der jo altid Google - tricket er, at få et eller andet navn at starte søgningen med, og allerhelst et latinsk et.

God plan vel udført

2010-02-16T21:41:00.005+01:00

Med den overskrift, så er det vel rimeligt at forvente en omgang uforbeholden pral - og jeg vil da ikke skuffe; om jeg har så har noget at have det i, vil jeg lade andre om at dømme.

Når jeg vil fotografere, så er det normalt sådan, at jeg pakker tasken med alt mit udstyr, og så tager jeg ellers afsted med en løs ide om, hvad der måske kunne vise sig at blive et motiv - og ofte er det mere en generel retning end en egentlig ide - jeg ser, hvad der måtte byde sig.

Men i lørdags, da vi skulle til fastelavn på Kulturtorvet i Skanderborg, da havde jeg en helt præcis ide om, hvordan jeg ville tage billederne; så jeg tog afsted med plads til kun 9 billeder på kortet og med et enkelt objektiv monteret på kameraet (OK, jeg indrømmer, at jeg havde mit lommekamera i lommen, men det har jeg nu oftest, så det tæller ikke...).

Det, som jeg har i tankerne, er selvfølgelig at få en billede af min søn, når han slår til tønden. Da han er højrehåndet, så stiller jeg mig modsat køen og lidt til venstre. Lyset måler jeg på en cementflise, der indstilles på manuelt og et kig på histogrammet for et prøvebillede viser, at det vist er ganske fornuftigt. Blænden er størst mulig, da jeg gerne ser en lav dybdeskarphed, i håbet om at få motivet isoleret bare lidt fra baggrunden.

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 75mm, 1/500s F4.8 ISO400

Første gang, at han kommer til at slå, får jeg to billeder, men de er tydeligt uskarpe. Jeg tror at det må være bevægelsesuskarphed, og hæver derfor følsomheden fra 200 til 400 ISO og justerer lukkertiden tilsvarende. Efterfølgende må jeg er erkende, at det var afstandsmålingen, som slog fejl - jeg havde ellers forsøgt at fokusere på tønden, men det var altså blevet baggrunden, som var knivskarp.

Nikon D70, Nikkor 70-300mm VR @ 75mm, 1/500s F4.8 ISO400

Anden gang får jeg så de to billeder, som kan ses ovenfor. Og de er faktisk end ikke beskåret efterfølgende, men taget direkte ud af kassen. Det er jeg rimelig tilfreds med.

Der er dog en ting, som jeg godt kunne have undværet, og det er de to personer i hhv. rød og grøn jakke. Ja, ikke fordi at jeg har det fjerneste imod, at de også var til fastelavn, tværtimod, men jeg skulle nok have trådt et skridt til siden, så de ikke havde løbet så meget med opmærksomheden.

Til sidst en lille pudsighed - selvom man skulle tro det modsatte, så slog han altså ikke karamellerne ud af tønden; de lå allerede på jorden, men man kan bare ikke lige se dem på første billede. Og det illustrerer i virkeligheden ganske godt, hvordan vi "læser" billeder.

Inspiration eller plagiat?

2010-02-11T21:14:00.002+01:00

For dem, som er her for at se billeder, må jeg skuffe med, at denne gang bliver det bare bogstaver og lommefilosofi; det som jeg vil skrive om, er nemlig den fine grænse, som er imellem at blive inspireret og lave et plagiat.

Grunden til at jeg lige kom i tanke om det, er at jeg faldt over billedet med titlen Food fighting fra "Al" (I må selv følge linket, for han forbeholder sig alle rettigheder, hvad jeg både forstår og respekterer). Sådan et billede vil jeg også prøve af lave en dag - det er fuld af dramatik, og det gør sig godt i næsten monokrom med høj kontrast ... og så er vignetteringen bare prikken over i'et.

Men er det så inspiration eller plagiat, som jeg der har gang i? Som udgangspunkt er det vel rent plagiat, men jeg tvivler på, at jeg kan gøre det præcis lige sådan, selv hvis jeg prøver. Det skal nok vise sig, at være ganske vanskeligt - og mon ikke at resultatet ender med alligevel blive ganske farvet af mine forudsætninger og præferencer? Og så er det vel inspiration i stedet?

Og inspirationen er vigtig for mig - jeg bruger lang tid på at se på billeder, og på at tænke over, om jeg ville lave det på samme måde. Jeg prøver også at tænke over, hvorfor gode billeder er gode - for gode billeder er jo meget mere end bare interessant teknik. Der er måske lidt japansk kamptræning over det: gør præcis som mesteren, og du lærer at tænke som mesteren. Og først når du kan gøre og tænke som mesteren, så kan du begynde selv at gøre dig håb om at kunne bidrage med noget selv.

Men det også nødvendigt for at udfordre sine egne vaner - ellers bliver man bare ved med at tage de samme billeder. Derfor følger jeg med stor glæde nogle 365-projekter (dem, hvor der kommer et billede om dagen - i hvert fald i princippet), som f.eks. 365 McArth og Steve Gallow - A Year in Photos.

Fotokonkurrencer er også fine. Personligt når jeg ikke rigtigt at komme med, men jeg følger nogle af dem som kommer på dpreview.com - og kan man bare lide billeder, så følg med i dem som er afgjort - så er de bedste billeder valgt, og de er normalt rigtigt gode!

De billeder, som jeg personligt har det aller sværest med at tage, er faktisk billeder af arkitektur; jeg tænker hvergang, at den fine vinkel, som jeg har fundet, i virkeligheden er lavet med overlæg af arkitekten selv, og jeg med mit billede bare stjæler den. Så er det, at jeg prøver at fortælle mig selv, at det største kompliment i virkeligheden er, at folk finder det man laver værd at plagiere (men det nu sjældent at det virker).

Vinter

2010-01-31T20:51:00.003+01:00

Da firmaets foto-nørde-sammenrend udskrev en fotokonkurrence om efterårsbilleder, da lavede jeg et web-album med efterårsbilleder - og i modsætning til, hvad jeg ellers ofte gør, så lovede jeg mig selv også at fjerne billeder fra albummet, hvis der kom nogle, som jeg syntes var bedre. Det virkede godt, så det vil jeg prøve igen, og denne gang med vinterbilleder:

På Skanderborg Sø har kommunen anvist et område, hvor de har målt isen til at være sikker. De har endda fejet sne væk, og sat skilte op, hvor der står, at man stadig selv skal tænke sig om. Lige ved siden af, er der en bro, og for enden af den bro, er isen helt tydelig ikke sikker - men der er bare altid nogen, som skal prøve alligevel!

Isen ER usikkerNikon D70, Micro Nikkor 105mm, 1/750s F8 ISO200

(bemærk, at eksponeringen nogenlunde rammer "Sunny 16").

OK, jeg skal nu ikke tale for højt, for jeg førte altså empirisk bevis for, at isen kunne bære vægten af en voksen mand her:

Nikon D70, Nikkor 70-300mm G @ 70mm, 1/750s F8 ISO200

Billederne var egentlig taget en dag, hvor jeg var uden for lede efter noget helt andet - og selvom jeg havde spændt min nye fotorygsæk på ryggen, så var det helt tydeligt, at jeg ikke tænkte billeder. Og hvis man skal have billeder med hjem, så skal man gøre sig umage for at se motiverne - det er vist det, som Michael Freeman kalder "The Photographer's eye" (i øvrigt en vidunderlig bog, som jeg nok skal anmelde her engang).

Men selvom at mine tanker var andre steder, så kunne jeg ikke overse dette panorama udover det, som man i Skanderborg kalder "Oddervejsbakken" - jeg har sagt det før, og jeg mener det stadig: vi må have Danmarks flotteste kælkebakke:

Nikon D70, Nikkor 18-70mm G @ 56mm, 1/1500s F4.8 ISO200

Man kan se ud af billedets data se, at lyset var ved at svinde - det ligger omkring 1,5 EV under "Sunny 16", og så har jeg endda bevidst valgt at undereksponere for at bevare stemningen (jeg burde nu nok have valgt en længere lukkertid og en mindre blænde, men det er en anden snak).

Der er flere billeder i albummet, som jeg - som vanlig fuld af fantasi og kreativitet - kalder for V10; der kan man bl.a. se en issejler og en quad bike på isen, men kun indtil at jeg får taget nogle bedre vinterbilleder...

Refleksion

2010-01-24T21:13:00.003+01:00

Det er kommet på mode at lave "fotoprojekter" - de mest ekstreme er dem, hvor man forpligter sig selv til at tage et foto om dagen, og til at vise det til resten af verden; det skal jeg ikke nyde noget af - jeg tror end ikke, at jeg vil kunne levere et billede om ugen!

Derfor vil jeg også meget nødigt bruge ordet "projekt" om følgende løse hensigtserklæring: jeg kan se, at refleksioner betyder en hel del for mig, når jeg tager billeder, og det er noget, som jeg gerne vil prøve at dyrke mere bevidst. Som en del af dette, så har jeg oprettet et album til formålet, som selvfølgelig hedder Reflection.

For flere af billeder i albummet gælder, at der er rigeligt med plads til forbedring. Det skyldes i høj grad, at jeg ikke har fundet tiden, roen og lejligheden til at tage dem ordentlig med mit spejlreflekskamera, men derimod har måttet snige mig til at skyde dem på farten med mit lille lommekamera - men jeg vil godt dele dem med jer alligevel, for de siger noget om, hvad der inspirerer mig - og forhåbentlig kan det også inspirere andre?

Et par eksempler:

Hvordan tager man et billede af oplevelsen af, at køre med Metro-tog? Her er mit forsøg:

Der er så meget i vejen med det billede, at jeg slet ikke vil begynde på at nævne det - det er tydeligt, at jeg var udfordret med det skæve vindue (måske et lavere optagestandpunkt ville hjælpe?), og det faktum, at jeg ikke selv ville med i billedet; en fotograf ville ødelægge historien.

Eller hvad med dette, som vist mest af alt ligner noget fra en sci-fi film:

Nu skal det ikke være nogen gættekonkurrence, så jeg vil godt afsløre, at det er blad, som ligger og svømmer i vandoverfladen af et akvarium - og se nedefra, så giver det fine spejlinger.

Så er der jo det her, taget på vej til arbejde:

Tiden er knap til hverdag, og specielt om morgenen, så det er ikke megen indsats, som jeg lagde i det billede; bl.a. vil jeg nok prøve at komme længere ned imod vandoverfladen næste gang for at øge symmetrien.

Et billede, som jeg trods alt er noget mere tilfreds med, er dette:

Dels er der jo det dobbeltspil på ordet refleksion, som den tænksomt udseende abe giver, men der også pointen om, at selvom en refleksion kun kan afspejle det, som allerede er der, så giver det også et blik ind i en anden verden, fordi at synsvinklen er anderledes. Refleksionen er andet og mere end en spejling - det er også et smugkig til noget kontekst, som ellers ikke ville være med.

Og det er nok det, som fascinerer mig allermest.

Tag flere billeder II

2009-12-29T10:09:00.002+01:00

Jeg talte for nyligt for, at man bør arbejde med motivet; uden speciel bagtanke, så oplevede jeg faktisk et eksempel på det her i julen.

Der er en ingen tvivl om, at jeg er meget glad for mit lille lommekamera (Canon IXUS 800 IS, hvis nogen skulle spørge - og ja, det har efterhånden nogle dage på bagen). Men det bedste ved det er nok, at jeg ikke er spor bange for at låne det ud.

Og låne det ud, det gjorde jeg, så mens jeg sidder og snakker, så bliver flg. billede taget:

Tja, det er egentlig et OK billede. Nok lidt til den kedelige side, vil jeg mene, hvis nogen skulle vælge at spørge mig - men faktisk alt i alt OK. Stolen fylder billedfladen meget godt ud, og det er tydeligt, hvad der er motivet. Selvom bamses ene fod stikker ud af billedet, så kunne det måske godt vinde ved en strammere beskæring.

Da jeg ser billedet, da må jeg have tænkt noget af det samme, for jeg foreslår at tage billedet på højkant, for "så kan man få hele bamse med" - og som opfordret, så gjort:

Hvilket billede, der er bedste, er vist en smagssag; personlig kan jeg bedst lide billedet på højkant, også selvom jeg nok ville have gjort det anderledes. Men det er faktisk heller ikke pointen - pointen er, at opfordre til at stoppe op og tænke: "Kunne dette billede tages på en anden måde?" - at udfordre sig selv.

Det er tydeligt af ovenstående, at det ikke er billeder, som jeg har taget. Nu vil I sikkert gerne vide, hvem det så er - det er ham her:

...nemlig min søn på 5. Hans ide med billedet var åbenlyst at vise to ting frem, som han er glad for, nemlig bamse og klistermærkebogen. Og set ud fra den betragtning, er begge billeder ganske vellykkede.

Så en anden pointe kunne måske være, at man skal vende ryggen til sine børn en gang imellem, så de kan få lov at være kreative...?

Tag flere billeder

2009-12-05T21:56:00.003+01:00

I mit firma havde vi Casper Tybjerg på besøg i torsdags, hvor han holdt et ganske underholdende foredrag. Han glædede sig også over, at grænsen imellem professionelle og almindeligt fotograferende mennesker var ved at blive udvisket, og at det er en gave, dels at prisen på at tage et billede er faldet dramatisk i forhold til film-dagene, dels at digitalkameraer har givet en unik mulighed for øjeblikkelig feedback.

Han havde dog et hjertesuk, og det var, at det efter hans mening var blevet lidt for nemt at trykke på udløseren. Der bliver taget for mange impulsive billeder, og han ville opfodre til, at man tog nogle færre billeder, og så til gengæld tænkte dybere over dem.

Det er i hvert fald sådan, at jeg hørte det, og det kan være at jeg hørte forkert, så ordene må nok stå mere for min regning end for Caspers. Og umiddelbart kan opfordringen til at prioritere kvalitet over kvantitet synes at være i modstrid med overskriften, men i virkeligheden, så mener jeg ikke, at der er så langt fra det synspunkt, som jeg her tillægger Casper, og så det ærinde, som jeg aktuelt er ude i: jeg vil nemlig opfordre til, at man stopper op, når man har fundet et godt motiv, og så prøver at arbejde med det fra forskellige vinkler. Eller med andre ord, at man udfordrer sig selv til ikke kun at tage det første billede, som falder en ind, men at få taget nogle flere billeder.

Lad mig komme med et eksempel:

Mit første billede er over fem år gammelt, og er fra dengang, hvor jeg stadig følte at kameraet var helt nyt. Det var en blomst fra min mor have, som fangede mit blik (en pragtrøllike, har jeg ladet mig fortælle), og det kom der her billede ud af:

Nikon D70, Nikkor 18-70mm @ 70mm, 1/320s F8

Det er vel alt i alt et rimelig OK billede, og jeg har da heller ikke noget imod at lægge navn til det - men hvis jeg skal være helt ærligt, så er det nok lidt til den kedelige side af middelmådigt. Det bedste man kan sige om det er, at jeg i det mindste ikke taget det oppefra, stående i fuld højde, men trods alt kommet er ned i højde med motivet.

Men jeg var tilsyneladende ikke færdig med den blomst, for jeg vender senere tilbage, og fanger da følgende billede:

(ingen data)

Her husker jeg, at jeg var helt nede og ligge på ryggen, og det er efter min mening i virkeligheden et langt mere interessant billede. Jeg havde det da også som "skrivebordsbaggrund" på min computer en overgang.

Så næste gang, at du står med fingere på udløseren, så tag billede med god samvittighed, men stop så op og spørg dig selv, om ikke det kunne laves anderledes? Og eksperimenter gerne flere forskellige billeder, bare det er med hoved og hjerte.

Farverigt efterår

2009-11-25T20:22:00.002+01:00

Blandt fotoentusiasterne i vores firma kører der for tiden en fotokonkurrence under overskriften "farverigt efterår". Jeg ved ikke med jer, men for mig vækker det forventning om en solrig eftermiddag i en lysning fuld af røde, orange og gule blade. Det er helt oplagt, at jeg da også har forsøgt mig med sådan nogle billeder, men det vil ikke rigtigt lykkes. Enten er solen der ikke, eller også er bladene mere grøn-brune ... eller også er motivet bare gennemført kedeligt.

Den største hurdle har nok været vejret. Selvom efteråret har været mildt, så har det også været regnfuldt og generelt små-overskyet. Bevares, der har været gode dage, men de fleste af dem, skal man lige noget andet (som f.eks. at gå på arbejde...).

Derfor prøvede jeg mig i bedste parkour-stil at betragte forhindringen som en mulighed i stedet: regnvejr, blæst og ikke mindst vandpytter er det, som gør efterårsvejret så farverigt.

Vi må deltage med tre billeder, og da perioden er ved at løbe ud (og efteråret i øvrigt ved at gå på hæld), så har jeg nu besluttet mig for at to af billederne skal være nedenstående - det sidste kommer senere:

VandbladetNikon D70, Micro Nikkor 105mm, 1/20s F11 ISO200

Det første billede tror jeg nok, at jeg efterhånden er kommet til at tænke på som "Vandbladet", og det opstod en dag med overskyet og kraftige regnbyger. Jeg fandt et blad fra en af mine vinplanter, som havde nogle flotte farver, og så eksperimenterede jeg ellers med at fange regndråber i en spand med vand. Heldigvis forsøgte jeg mig også med en semilang lukkertid, for det fangede refleksionerne af det bagvedstående træ og den dystre himmel flot.

Det kunne lyde som om, at det var held, og ja, heldigt var det bestemt. Men jeg vil nu også godt lige nævne, at jeg brugte lang tid på, at finde den rette vinkel og den bedste spejling.

Det andet billede, er jeg kommet til at tænke på som "Drømmehuset". Som man kan se, så er det ikke taget med mit spejlrefleks, men derimod med mit lille lommekamera, og det er eksempel på, hvorfor man egentlig altid bør have et eller andet kamera på sig - jeg så motivet på en dag, hvor jeg slet ikke havde tid til at fotografere, og derfor havde ladet mit "gode" kamera blive hjemme. Da jeg havde set motivet, da gik jeg da også en halv snes gange rundt om mig selv og det, inden jeg tog billedet.

DrømmehusetCanon IXUS 800 IS, 5.8mm (svarende til 35mm), 1/60s F2.8

Jeg tog også en lille håndfuld andre billeder fra varierende vinkler og med forskelligt indhold, men dette var det bedste. Jeg lovede også mig selv, at komme tilbage og tage det om med bedre udstyr og med bedre tid, men det blev bare aldrig til noget, for enten var vejret dårligt eller også manglede tiden.

Jeg er blevet spurgt, om der var tale om en fotomanipulation - jeg ville ønske at jeg kunne sådan noget, men faktisk er billedet nogenlunde autentisk; jeg har bare vendt det på hovedet i forhold til den sædvanlige betragtningsvinkel. Jeg synes at det virker bedre på den måde, og fotografi er jo også om at finde de usædvanlige vinkler på ting.

Der er flere billeder fra mine eksperimenter i albummet med den fantasifulde titel E09.

E09

Kommentarer er altid meget velkomne, specielt til, hvad det kunne være det 3. billede, som jeg skal deltage med.

Makrofotografering - omvendt objektiv

2009-11-09T20:55:00.003+01:00

Efter at jeg for nyligt havde skrevet lidt om objektiver til makrofotografering, gik det op for mig, at jeg faktisk selv havde eksperimenteret med at vende en linse om. Det, som jeg brugte, var så vidt jeg husker et ganske almindelig 50mm objektiv.

Nikon D70, Nikkor 50mm 1.8 D, objektiv omvendt

Nu skal det jo ikke være nogen quiz, så jeg afslører gerne, at der er tale om spidsen af en stift-blyant. Man skulle måske tro, at jeg har været ved at beskære billedet for at komme så tæt på, men det har jeg ikke (jeg har lige dobbeltchecket, for jeg troede ærligt talt heller ikke selv på det, men den er god nok).

Nikon D70, Nikkor 50mm 1.8 D, objektiv omvendt

Samme blyant, bare lidt længere fra. Her bemærkes den kraftige vignettering - objektivet kan simpelthen ikke fylde hele billedfladen ud med lys, når det holdes bagvendt.

Nikon D70, Nikkor 50mm 1.8 D, objektiv omvendt

Det sidste billede, som jeg tog dengang, viser også, hvor tæt man kan komme på - skulle man være i tvivl, så er det altså en tast på et tastatur. På alle tre billeder bemærker man en udpræget mangel på konstrast, og nogle fokuseringsudfordringer.

Den manglende konstrast skyldes i høj grad, at jeg holdt linsen løst i hånden foran kameraet, og at der derfor kom en del falsk lys ind - havde jeg fået fat i en "omvende-ring", så havde det helt sikkert være væsentligt bedre. Den manglede skarphed skyldes dels, at der så godt som ingen dybdeskarphed er, og så igen det faktum, at opstillingen var ret så interimistisk.

For sammenligningens skyld, så har jeg forsøgt mig med et par billeder med mit makroobjektiv:

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm, 3s F11 IS0200

Jeg har ikke det samme tastatur, men jeg har prøvet at ramme vinkel og belysning så godt, som jeg nu kunne, for at gøre sammenligningen så reelt som mulig. Billeder er tæt på 1:1 i reproduktionsrate, og så kan man vist selv regne ud, hvad det omvendte objektiv kan præstere.

Dog kunne jeg ikke dy mig for, at prøve at se, om det kunne gøres bedre:

Nikon D70, Micro Nikkor 105mm, 8s F11 IS0200

Om det er der vist kun at bemærke, at støvet ikke sidder på frontlinsen - så det må være støj fra sensoren... :-).

Nikon DX format makroobjektiv

2009-10-15T23:12:00.002+02:00

Hvis man følger lidt med på Nikon-fronten, så vil man vide at der lige nu er en hel del snak om det nye kamerahus, som Nikon kommer med - bevares, det er da også imponerende, men faktisk så synes jeg, at den anden nyhed er langt mere bemærkelsesværdig: Nikkor AF-S DX Micro Nikkor 85mm F3.5G VR.

Lige for nyligt skrev jeg om forskellige muligheder for makrofotografering, og talte i den forbindelse om det 105 mm makro objektiv, som jeg har (det er et AF-S VR Micro-Nikkor 105mm f/2.8G IF-ED). Nu hvor jeg har det, så bliver det nok ikke erstattet, men jeg må sige, at jeg nok ville give det nye objektiv en seriøs overvejelse, hvis jeg skulle tage beslutningen i dag. Og det er af flg. grunde:

Mit nuværende kamerahus har en sensor i DX format (det er Nikon D70), og det vil mit næste hus nok også have. Der er mange fordele ved DX formatet, og en af dem er bestemt en fornuftig ydelse til en gunstig pris. Jeg kan derfor reelt ikke udnytte et FX objektiv som 105mm fuldt ud.
105mm er lige langt nok på et DX hus - der er 85mm langt mere anvendeligt til andet end makro.
Arbejdsafstanden ender op med at blive sammenlignelig for de to objektiver (85mm fokuserer en anelse tættere, men er til gengæld en del kortere). Til makrofotografering med et DX hus vil de derfor have sammenlignelig ydelse.
85mm DX objektivet vejer (og fylder) ikke nær så meget som 105 mm FX objektivet.
Det er altid svært at gætte priser, men det ville være naturligt, hvis det mindre objektiv også blev billigere - og så vidt jeg kan vurdere på den anbefalede udsalgspris på ca. 500 GBP, så kommer det nok til at holde stik.

Hvis man har et Nikon kamerahus med DX-format sensor, og er interesseret i makrofotografering, så er det nye objektiv altså bestemt værd at holde øje med - om det så levet op til de høje forventninger, som man som jeg kan have, ja, det må fremtiden (og de fremtidige anmeldelser) vise.

Forskellen på en fotograf...

2009-10-11T09:22:00.002+02:00

Jeg var ude i dag for at prøve at fange det første lys, og her opdagede jeg forskellen på en fotograf og en tilfældig "turist". Begge slags har kamera på maven, men en fotograf bærer også rundt på et stativ!

Det med stativet gav jo i høj grad sig selv, for der er jo ikke så meget af det første lys.

Til gengæld er det så ikke lige meget, hvor man står, når man fotograferer det - og specielt rundt om vores søer er lodsejerne meget bevidste om, hvad der er deres. Jeg mødte en af dem her til morgen, og det var faktisk en overraskende positiv oplevelse - hun havde bemærket mit stativ, og var vist ikke så lidt stolt over, at en "fotograf" synes at det sted var smukt nok til at være et billede værd. Vi fik i hvertfald en lang snak, og jeg fik flere tips til andre gode steder.

Og billederne? Ja, nu må vi lige se - det første lys er rigtigt godt lys, men det er også meget vanskeligt lys, for dels spænder det vidt i farvetemperatur, og dels så spænder det også vidt i intensitet - skal man fange det, så kan det godt kræve et par forsøg, og i dag var jeg mest ude for at rekognoscere.