For i morgen går det sørme løs igen - for en gangs skyld. Denne weekend er helliget forskellige aktiviteter - og er for længst blevet fyldt ud. Så jeg varmer op - sparer på energien så at sige :-).

Jeg vil sumpe til noget TV og kaste mig over lidt strik. Med benene oppe og kaffe i kruset. Og så vil jeg nyde, at det overhovedet er muligt at gøre den slags. Nyde at jeg har muligheden for at tage mig sådan en dag, hvor jeg bare vegeterer. For det er nemlig slet ikke så dumt at nulstille alt for en dag eller to. I den anden ende giver det et ordentligt energi-boost, så det er vel ligefrem rigtig godt tænkt :-)))

Hav en dejlig fredag derude.

I dag fik jeg nok. NU skulle jeg dælme gøre ved, skulle jeg. Så nu er de væk. Tilbage er kun 2, som står i hjørnet og afventer, at nogle hylder bliver monteret i et skab. Men jeg ved, hvad det er. Og så mangler jeg lige at få noget på væggene.

Så det var det. Michael har omgjort vores gamle spisebord til et glimrende skrivebord til mig. Tilsat skuffesystem og ben fra IKEA. Og det fungerer. Masser af plads til at brede sig på - og flere kan sidde der samtidig. Indrømmet: det er anderledes behageligt at sidde her nu, hvor det er i orden :-). Bevares - der er stadig ting, der skal tjekkes og sorteres i. Mit garn og mit gamle garnsystem er dødt. Så jeg skal have lavet mig et nyt, som fungerer bedre.

Det er en fryd og en udsøgt luksus at sidde her i eget gemak. Brugt er det blevet i vildskab - og det bliver vist ikke meget bedre fremover :-).

I stedet begyndte jeg at finde garn til den cardigan, Lukas gerne vil have. Og opskrift. Men det duede s'gu ikke helt sammen - så der måtte omregninger til. Og inden jeg så mig om, var jeg i fuld gang med at ændre på det hele og lave en helt anden opskrift. Sådan kan det jo gå - men jeg tror nu, den bliver god.

Garnet - noget merino-uld fra Lana Grossa - er under alle omstændigheder meget meget lækkert at strikke i.

Dagen i går indeholdt også en alvorlig snak med sønnemand. Den udviklede sig så i en anden retning, end jeg havde tænkt - men vi fik da snakket :-). Også alvorligt. Jeg ved ikke lige....men jeg har altså noget med 'læsekurser' i skolen. For det viste sig så, at hunden lå begravet dér. Sådan et - kursus - har de gang i for tiden, og Lukas er svært utilfreds. Ikke fordi han ikke gider - men fordi han synes, at udvalget af bøger er elendigt.

'Ork' - tænkte jeg - 'det løser vi da nemt - han får bare nogle med hjemmefra'. Men det må de jo så ikke. Vi har så mange børnebøger på alverdens forskellige niveauer - men det må de altså ikke. Så han sidder og pisker sig selv igennem bøger, som han synes er både for nemme og dybt kedelige. Og så bliver han utilfreds og irriteret - og ja, så er han altså kommet til at være lidt for rap i replikken. Det forstås - ikke at det accepteres - men det forstås.

Så vi talte om andre måder at udtrykke sin irritation på. Eksempelvis fortælle læreren, at han synes de bøger er elendige. Det var han ikke meget for. Jeg tror, hans frustrationer er blevet for store. Og han har opgivet lidt. Han har spurgt flere gange omkring medbringelse af egne bøger - men med negativt svar. Og selvfølgelig er det også læreren, der i sidste ende bestemmer - og så er det sådan, det er.

Men. Vi snakker altså læselyst her. Den lyst, der gerne skulle betyde, at de kære poder rent faktisk gider at åbne en bog - både nu og senere. Ja ja - jeg er bogfreak, jeg elsker bøger og.....men jeg synes faktisk, der er et problem omkring det der med børn og læsning. Jeg vil s'gu da blæse i havet på, hvor hurtigt Lukas læser - bare han læser. Hastigheden skal nok komme. Og han læser ok hurtigt.

Men det er som om, skolen har nogle helt skæve fix-punkter. Der hedder det hastigheder og lix-tal og hvad har vi. Nationale tests og standarder. Og i alt det her glemmer man, at læsning - og andet - skal appellere til ens lyst. Ellers er alt spildt. Motivation er ligesom kodeordet her. At lave et læsekursus, hvor et barn skal læse bøger efter eget valg - men hvor udvalget ikke er der - ja, det fremmer ikke læselysten. Tværtimod. I bedste fald får Lukas - og andre børn i samme båd - intet ud af de her uger. I værste fald kvæler man hans lyst til at læse.

Og så bliver jeg jo lidt vild i betrækket. Ikke fordi det er læsning - vi har samme problematik kørende med Maya og matematik, hvor et lærerskifte mere eller mindre har kvalt hendes lyst til matematik på grund af umotiverende undervisning. Historie er gået samme vej - der har de den samme lærer. Jamen hurra. Det er ikke i orden. Selvfølgelig er der forskel på, hvordan vi lærer - ved jeg, der har skrevet speciale i netop dét - og det ved de også godt 'derude'. Det bliver bare ikke brugt til nogetsomhelst. Fine teorier, fine ord, fine målsætninger - man glemmer bare helt dem, der skal 'udsættes' for det her - børnene.

Jeg fatter ikke, hvorfor det er et problem at medbringe egne bøger til sådan et forløb. Vi snakker ikke pixie-bøger - vi snakker Astrid Lindgren og 'Mio min mio', som faktisk er lidt svær - men som jeg ved eget tjek ved, at Lukas kan læse. Jeg fatter det bare ikke. Og så gør jeg, som jeg plejer. Jeg gør det selv. Jeg holder mit eget 'læsekursus' herhjemme for Lukas - for hans læselyst skal dælme ikke kvæles af skod-bøger.

Sådan har jeg også gjort/gør med Maya. Vi kører vores helt egen historieundervisning herhjemme - og nu har hun faktisk styr på noget, der indtil for 1 måned siden var en gåde. Kors altså. Det fede er jo, at jeg kan - men hvad med alle dem, som ikke kan?

Nej, jeg synes ikke, det er i orden. Man kan da sagtens sætte sig mål på elevernes vegne om x-antal ord på x-antal tid. No problem. Den helt store og altoverskyggende opgave er, hvordan. Hvordan får de eleverne til det? Hvordan nås de mål? Mit bud? Aktivér motivation og lyst for pokker. Det er den eneste vej - men også den sværeste. For børn er forskellige - men måske man bare skulle være lidt mere fleksibel i sit syn på undervisning og børn. Nogen gange er det jo kun bittesmå ting, der gør hele udslaget...

Ja, jeg kunne blive ved - men det gider jeg ikke :-). Men det irriterer mig grænseløst. Nu vil jeg derfor lave noget andet - noget praktisk. Muligvis noget fysisk ligefrem...Forskellige ting kunne måske godt trænge til at se en...støvsuger :-)

Hav en dejlig dag derude.

...lakker for mit vedkommende mod enden, hvad angår aktiviteter på et højere plan :-). Jeg er brugt op. I hvertfald mentalt. Siden kl. 8 i morges har jeg siddet hér og aset og maset med ord og tekster - og det lykkedes langt om længe at få noget mening ud af galskaben :-). Hård proces, hård dag - men nu er der RO.

Overspringshandlingerne har ellers stået i kø for at blive taget fat på - men jeg nærede mig. Og lavede kun en enkelt :-). Nu kan jeg så gå i gang med at få nogle andre ting fra hånden - så som alvorssnak med en søn, der tilsyneladende er blevet lidt for kæk i skolen - bagning af de lovede boller, tøjvask og lidt diverse. Herunder så afgjort og aldeles at begynde at montere min kære 'Amaya', som blev færdig i aftes....sent i aftes. 

En herlig ting med sådan en færdig - ja næsten altså - 'Amaya'. Intet andet har jeg lavet den sidste uge - udover en forkølet start på et par underlige strømper (de får afgjort dødsstødet, når jeg kommer forbi den kurv). 

Hav en dejlig tirsdag derude.

…Sådan sagde man i det gamle Rom. Hvem gavner det? Hvem har gavn af det, jeg gør eller siger lige nu?

Det er en sætning, der har fulgt mig den sidste uges tid. Igen og igen er den dukket op. Og det er et ret vigtigt spørgsmål, tænker jeg.
Nu har jeg jo skrevet et par indlæg om skygger og projektioner. Det er et voldsomt og omfattende stykke arbejde, der ligger i de sager.

Det er noget af et skridt at gå fra at have ondt af sig selv eller på anden måde have det træls, fordi man altid bliver ’udsat’ for dit og dat – til at erkende at man selv indeholder alle de trælse egenskaber, andre udsætter én for.
Pinagtigt er det at skulle erkende, at det kommer fra ens egen psyke. Men et eller andet sted afslører man jo ofte sig selv.
For ud af 1000 forskellige egenskaber er det evigt og altid de samme 4-5, man provokeres af. Og dét er jo selvfølgelig ganske bemærkelsesværdigt :-).

Men ét er at erkende, noget andet er at få det stoppet. At trække tingene ’hjem’. For der er altid gevinster forbundet med en bestemt adfærd.
Vi mennesker er så listigt sat sammen, at vi kun yderst sjældent gør noget uden at ville opnå et eller andet. Der er altid en gevinst, en bonus.

Man er ved at gå til i overarbejde – men bliver omvendt ved med at sige ja, fordi det er lidt fedt at føle sig betydningsfuld og behøvet.

Man vil gerne fremstå som en ’overskuds-kvinde’ – og derfor bager man altid kage til forældremøderne, hjælper moster Gerda, lufter naboens hund, har et pinligt ordentligt hjem – men er omvendt ved at gå ned med stress.

Man hjælper alle de ældre i familien – næsten uanset om de har bedt om det eller ej – samtidig med at man passer sit arbejde og sin egen familie – og er ved at gå fuldstændig op i limningen, for der er faktisk slet ikke tid til alt det hjælperi. Men man vil jo gerne fremstå som hjælpsom og flink og rar.

Man knokler som en vanvittig omkring eksamen, fordi man bare vil have de der høje karakterer. Fordi man bilder sig ind, at høje karakterer går proportionalt med ens egen værdi som menneske. Og man vil jo gerne fremstå som både begavet og værdifuld.

Vi laver så mange julelege med os selv. Siger ét, men gør så noget helt andet. Definerer os selv ud fra vores modsætning, det vi ikke er.

Vi ser forskellige reality-programmer og konstaterer, at SÅ elendig er vores økonomi ikke, eller SÅ tyk er jeg ikke, SÅ dårligt er mit helbred ikke, MIT hus er meget bedre indrettet osv. osv. Vi bekræfter os selv og hinanden i, at vi slet ikke er sådan og sådan. ’Er min bagdel også så bred?’ – ’nej nej, dét er den i hvert fald ikke’. ’Ser mit hår også så kedeligt ud’ – ’nej nej, det er meget bedre’…..

Og sådan kunne jeg blive ved. Vi er så gode til det – og ingen kan vist helt sige sig fri for at gøre det.
Så derfor: qui bono?

Vil man finde frem til de her adfærdsformer, vil man af med dem – så er netop dét spørgsmål faktisk ret fantastisk. For lige dér finder man svaret på og årsagen, hvorfor man gør eller siger, som man gør eller siger. For sig selv, den anden, de andre...?

Nu er der jo intet galt i at gøre noget for andre. Det er slet ikke det, jeg taler om. Altså forudsat at det kommer fra et ærligt hjerte. Man kan sagtens gøre eller sige ting, som giver en eller anden 'bonus' - men uden at gøre det for bonussens skyld.
Jeg taler om de ting, vi gør, som fjerner os fra os selv. Alle de små - og store - løgne vi laver for og om os selv. Og som på sigt bare gør livet meget mere besværligt, og bringer én selv længere og længere væk fra ens sande selv.

Vil man ændre på sagerne, render man så ind i en anden problematik. Man må give afkald. Afkald på alle bonusserne, der følger med den givne adfærd. Man må risikere at bliver upopulær, fordi man lige pludselig siger nej til at hjælpe. Man kan miste sit image som ’superwoman’, fordi ens hjem ikke er så pinligt i orden længere. Man må give afkald på at blive set op til, anerkendt, at blive betragtet som sød og hjælpsom altid.

Selvfølgelig bliver man stadig anerkendt osv. – men at ændre adfærd indebærer også, at reaktionerne på den adfærd ændres. OG der kommer selvfølgelig reaktioner på den nye adfærd. Og ikke altid til det bedre. Der er folk, som vil forsøge at banke én tilbage på pinden – folk, som synes, at ’man var sødere, flinkere, mere hjælpsom før’.

Det store spørgsmål er, om man kan holde ud at lade være med at gøre noget ved det. Kan man blive ved med at holde sig selv og sit liv ud? Eller vil man gerne leve i større overensstemmelse med sig selv og egne ønsker og lyster?
For vil man det, er der kun en vej: man må gøre noget ved det. Forfølge drømmen, ønskerne, behovene, og hvad der ellers presser på.
Prisen kan i modsat fald risikere at blive tårnhøj. For vi kan finde ud af, at vi har levet i en illusion alt for længe. Og vi har lykkes med at fjerne os så meget fra os selv, at illusionen er blevet troværdig. Og så er det slemt at vågne op.

Tja...jeg skal ikke kloge mig. Men det er de tanker, jeg har gjort mig. Og nu har jeg delt ud af dem :-)

Hav en dejlig mandag derude.

Jeg er frygtelig rastløs. Vågnede et godt stykke tid før alle andre i huset - og tøffede sådan lidt rundt om mig selv. Bryggede mig en spand kaffe, fandt en bog - og en anden og en tredie - som jeg læste i sådan frem og tilbage.
Man kan vel multitaske :-).

Sad lidt og kiggede ud i haven. Høj himmel og sol - hm. Det kunne jo nok generere nogle idéer omkring aktiviteter på sådan en lettere flad søndag. Jeg trængte til at ase og mase lidt, kunne jeg mærke. Jeg funderer for tiden - og det har åbenbart skabt en del overskudsenergi, selvom jeg jo nok synes, jeg er aktiv nok :-).

Så jeg fyldte et par spande med vand, fandt mine gummistøvler - og så gik jeg ellers i gang med at pudse alle vinduer udenfor. Det er der en pæn portion maseri i - for der er 19 vinduer i underetagen og der ligger stadig en del sne her. Flere gange var jeg ved at skvatte med spand og klud og hvad har vi. Alle vinduesrammer blev også gjort rene - et forbandet stykke arbejde, når huset har stået tomt så længe. Spindelvæv og sager. Men. Nu ligner huset faktisk et, hvor der bor nogen. Og jeg fik brugt noget energi. 

Det er så godt at lave noget fysisk, når tankerne flyver og farer i 1000 retninger - også selvom jeg nåede at forbande min idé op til flere gange.....Men jeg er stadig rastløs. Kæmper lidt med at indfange bare nogle af alle de tanker, der flyver rundt oveni - men det er ligesom at forsøge at fange en loppe. Nå, men sådan er det så - jeg lader det være og kaster mig over noget andet. Det er alligevel ikke noget alvorligt, så der er ingen grund til 'panik' :-).

...eller hva'?. Jeg har søgt - og jeg har ikke fundet en levende bønne. For hulen da også. Smart var jeg i efteråret, da jeg satte en masse løg i en masse krukker. Sådan husker jeg det ihvertfald - det der med de mange krukker.

Nu står hele forsamlingen i garagen sammen med alle de andre krukker, som er fyldt med - ja diverse. Og de har så selskab af alt det, vi har proppet ind i den garage.
Jeg vil godt sige, at der kan være ret meget i sådan en garage - alt, lige bortset fra bilen :-)

Foråret er kommet hid. Jubii. Så dagens plan gik ud på, at de forårskrukker dælme skulle ud NU. Ak ja. Michael søgte og gravede, mens jeg pegede og løftede. Masser af krukker - men hvad var lige hvad??? Og hvorfor dukker der lige pludselig plastik-potter op....plantede jeg også løg i plastik-potter? Et lettere Alzheimer-attack har ramt mig - jeg kan faktisk slet ikke huske det. Men med lidt logik kan jeg regne mig frem til, at det har jeg nu nok og muligvis gjort - for der var ret mange løg og ikke særlig mange tomme krukker.

Med hiv og sving er de mistænkte nu kommet ud. Der er flere derinde i dybet - men vi gad simpelthen ikke lege slangemennesker mere. Det kræver en oprydning af den garage....ingen nyhed, bare lidt mere påkrævende, end vi frygtede.

Det er et sølle syn. Men der er liv - og det er vel hovedsagen :-). Der er også særdeles meget liv i de roser, jeg har forsøgt at redde ved at stille dem i udestuen - de er i knop nu. Kors altså.

Kattene syntes, det var en herlig ting med nyt i haven...

Så de er blevet undersøgt på behørig vis.
Tja...så smart var jeg altså i efteråret. Skilte i de forskellige krukker havde været en anelse smartere :-)

Dagen har ellers budt på lidt af hvert. Lange snakke med en flok teenagere om alt lige fra selvværd, politik, familier, astrologi og fester. Lidt til enhver smag. Men det er sådan en herlig ting at snakke med de kære unge mennesker. Masser af holdninger, masser af ego og masser af gå-på-mod. Maya har skrevet sådan et fint indlæg om nogle af de ting, hun går og bakser med for tiden. Hvordan man bliver sig selv og sån't. Hun er s'gu ret sej, hende min mellemdatter.

Om få øjeblikke forlader vi matriklen - vi skal spise andetsteds - og fråse med masser af kage. Lige noget vi gider :-).

Hav en dejlig lørdag derude.

Ork for dælen da osse, hvor det var en kold fornøjelse. 1 time, så gad hverken den ene eller den anden at kigge mere. På det tidspunkt kunne jeg ikke længere bevæge mine fingre - og tæerne kunne jeg slet ikke mærke. At drøne hjem til en kop skoldhed kaffe for at blive tøet op, så turen kunne fortsætte. Jeg fik købt 2 krukker, så det var ikke lige 'kup-dag' idag. Eller også var det fordi der var iskrystaller i øjnene, så synet blev svækket....

SÅ skulle der handles ind. Ikke min hof-disciplin. Michael sørgede for diverse madvarer og andre fornødenheder - jeg sørgede for, at vi fik en stak friske blomster med hjem. Som sædvanlig :-)

Nu er vi hjemme - og ærlig talt: nu gider jeg faktisk ikke lave mere idag. Måske jeg bare skulle kaste mig i sofaen og vikle mig ind i et tæppe - synes stadig jeg fryser i vildskab. Og så kunne jeg jo....et eller andet.

Forøvrigt har den kære Chili The Cat begået et nyt stunt idag. Hun tog den hele vejen ned ad trappen, sprang over Findus (stadig på trappen) - og landede med snuden inde i en kasse, der skal køres væk. Alt sammen i hendes evige iver efter at få mad. Og nej - det så ikke elegant ud. Det var faktisk ret kikset. Ja - jeg grinede, Findus hvæsede - og Chili forsvandt bare :-).

Hav en dejlig fredag aften derude.

Nu strikker jeg jo på 'Amaya'. Og det skrider da vældigt fremad. Der mangler efterhånden kun 1 ærme - men det kan vel nærmest tilskrives held. For den bliver jo strikket af...ja ren uld.

I aftes sad jeg så med det - igen. Og på et tidspunkt var kaffekoppen tom, så jeg måtte jo lette legemet og hente nye forsyninger. Åh dumme mig. 

Vel tilbage kunne jeg så konstatere, at strikketøjet var pist borte - kun en tråd afslørede, at det var forsvundet op over sofaens ryglæn - og ud i ingenting. At følge tråden - og dér, ude i gangen, mange meter væk fra sofaen, fandt jeg mit ærme - 'gemt' i et hjørne ved et skab. Dét var jo ikke en menneskeskabt placering, så jeg kunne da godt regne ud, at der var behårede kræ på spil.

Garnet var ingen steder at se - men tråden fortsatte rundt om hjørnet til køkkenet. Og der sad Chili The Cat med garnnøglet i munden. Hendes blik fortalte mig, at hun så udemærket var klar over, at hun var helt ude i hampen. Men hun holdt s'gu fast - det var trods alt en middelstor fangst, hun havde i munden :-)

Nå, men den fangst blev nu inddraget, og jeg vendte tilbage til min plads. Efter at have skældt behørigt ud - og der var da også et svagt glimt af anger i hendes blik, da jeg efterlod hende i gangen. At skamme sig. Hm!

Meeeen. Så nemt giver man jo heller ikke op, når man nu er et farligt hundyr. Så efter ganske kort tid var hun der igen...

Det bliver vi simpelthen aldrig enige om. Heller ikke selvom jeg har forsøgt at forklare hende, at fåret ER dødt. 

Nu farer hun rundt ude i haven. Hun jagter fugle. Ak - jamen hun er jo også meget svær at få øje på - sådan en sort kat ovenpå hvid sne går jo i ét med det hele :-). Og hun fatter ingenting. Hun kæmper som en vild - og jeg tænker, at den største trussel mod de fugle er, at de risikerer at dø af grin :-)

Men jeg lader hende fare rundt - i håbet om, at hun er så flad i aften, at jeg kan strikke i fred.....

...når de siger, at foråret er på vej. Se bare hvad jeg fandt ude i haven

Fantalastisk!

Sikke befriende det lige føltes at finde dem :-)