Når det, der sker, har en perfekt timing. Når tanke og handling bliver til ét. Og når tingene bare flyder helt af sig selv. Når der er overensstemmelse mellem det, man tænker - og det man oplever. Det er synkronicitet.

Nu har jeg endelig - efter alt for mange år - genoptaget mit maleri. Og det pudsige er, at jeg nu oplever denne synkronicitet hele tiden. Så kan jeg så fundere over, hvorfor der lige skulle gå så lang tid, før jeg kom igang - men det er egentlig fuldstændig uinteressant. Det interessante er det, der er sket, efter jeg er startet igen.

Det startede med et lysglimt i tankerne midt på åben gade en tilfældig dag. Ikke en åbenbaring - bare en konstatering ud af det blå. Jeg skulle igang igen. Nu. Det valgte jeg så at følge - for jeg har en eller anden form for respekt for tanker, der kommer på en så insisterende måde.

Idéerne vælter ind - og jeg kan slet ikke følge med. For jeg skal jo lige øve lidt - sådan varme op igen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg har ramt en nerve. Men mere tænker jeg heller ikke om det - kun at jeg har ramt denne nerve, og at det af en eller anden grund er meget vigtigt at følge med.

Ja, jeg synes jo bare, at livet er finurligt. Det føles meget...magisk. Der er slet ingen grund til at overveje 'hvad og hvordan' - for det kommer helt af sig selv. Det samme gør hjælpen. Det er da forunderligt. Og meget meget tankevækkende.

Joh, det fylder en del, dette univers af farver og pensler. Men dog ikke alt. Kun næsten :-).

I går var jeg i strikkeklub igen. Og det var vældig godt. Et eller andet skulle jo medbringes - så jeg er gået i gang med et supernemt tørklæde, som godt kan laves, mens man snakker :-).

Det hedder 'Wingspan' og er fundet på Ravelry. Det er helt sjovt at lave - og så får jeg også brugt det ene bundt Zauberball, jeg købte engang til et eller andet, som jeg har glemt, hvad var.

Og skulle jeg komme til at mangle noget at lave - ja, så dumpede denne her pakke ind ad døren - også igår.

Garnet til 'tæppe 3'. Sagaen om tæppet....ja, sådan oplever jeg det lidt. Hold da helt op, hvad jeg lige satte igang, da jeg i sin tid blev enig med mig selv om, at jeg måtte eje sådan et! Nu sidder jeg her 2 tæpper senere og er stadig 'tæppeløs'.

Det er næsten blevet mit smertebarn. Men have det - dét vil jeg. Så der er kun én vej...fremad. Og herregud - jeg mangler kun 90 lapper :-).

Hav en dejlig dag derude.

Sidste uge går ikke over i historien som en vellykket én af slagsen. Ugen som sådan fejlede ikke noget - det var mere mig. Alt hvad jeg rørte ved gik endte i hegnet. Sådan føltes det ihvertfald. Og er heller ikke helt forkert.

Jeg sluttede festen med at bage 'mordvåben'. Det skulle have været minirugbrød til madpakker - men, ja jeg lyver ikke, når jeg siger, at de kan smadre en rude. Dem er der ikke meget ved - udover morskaben over at kunne bage remedier til selvforsvar :-).

Nej, det var ingen succes - heldigvis var de 2 andre ting, jeg bagte fine nok - så det var til at overleve.

I løbet af ugen har Michael lagt øre til mangen en frustration over både det ene og det andet udi kreativiteter. Og han har ihvertfald gennemskuet nogle ting hos undertegnede. For fredag stillede han med 2 (foreløbig) semi-store lærreder, 1 palet og lidt andre remedier til maleri - og en kommentar som 'var det ikke det, du ville?' Tænk at være så heldig!

Det var så utroligt befriende at tage hul på maleriet i dag. Væk med blyanter og halvtomme skrigende hvide papirer - og frem med farver og pensler. Jah. Jeg havde næsten glemt, hvor meget glæde der er i maleriet. Men også kun næsten. Bare følelsen af igen at stå med en pensel i hånden var helt ubeskrivelig dejlig. Så meget mere befriende end at sidde og makke med noget, der - lige nu - ikke fungerer.

Hurra!

At fylde sit liv med glæde er, hvad det handler om. At skabe en ligevægt i tingene - så det, der ikke helt fungerer, kan overstråles af noget, der gør - eller ihvertfald er glædesbetonet. Så bliver tingene til at bære, jeg får luft i hele systemet og kan bare være. Her og nu.

Det er dén kunst, jeg øver mig i hver eneste dag - og det går egentlig ret godt med dét. Fortiden kan ingen ændre på, fremtiden er uinteressant for så vidt den er ganske og aldeles uforudsigelig - ergo kan man lige så godt være der, hvor man er, når man er der. Og så lade glæde og nærvær erstatte bekymringer - og det er i grunden så simpelt. For nærvær er den absolut bedste kur mod netop bekymringer.

Hav en dejlig mandag derude.

Måske endda viljefast...Under alle omstændigheder er jeg gået i gang med tæppe no. 3.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige om mig selv - kun ved jeg, at jeg dælme vil have det tæppe. Det tog lidt tid at komme mig ovenpå gårsdagens katastrofe. Aldrig tidligere har jeg lavet noget, der bare tilnærmelsesvis ligner. Måske har det også noget med størrelsen at gøre. Det har det vel nok.

Ihvertfald havde jeg ondt af mig selv - dét havde jeg. Og der gik en del tid med bare at sidde og stirre tomt ud i luften :-). Sidst på eftermiddagen fandt jeg så mig selv i gang med at bestille en ny stak garn på nettet. For dælme om jeg vil lade mig nøje med en så skaldet og sølle udgave af det tæppe.

Familien var vældig søde. Michael mente, at det kunne betragtes som kunst - ihvertfald kunne det fint komme ind under kategorien 'unika' - ja, altså nogle af felterne så godt nok lidt sære ud - men det var jo bare en ekstra detalje. Som om. Maya mente slet ikke, det ville kunne ses i 'kampens hede'. Som om.

For mig var det så det. Jeg vil ikke engang overveje at beholde det. Der er jo ligesom ingen grund til at vade mere rundt i den suppe. Og ligefrem udstille katastrofer - aldrig i livet :-).

Det er bare en ommer - og jeg er startet. Hvad skulle man også ellers lave på sådan en hylende kold lørdag?

Selv 'Kongen' - aka FIndus - er vendt hjem. Han plejer nærmest at bo udenfor - og går gerne til angreb på både sofa og strikkekurve, hvis vi ikkel lige fatter, når han vil ud. Nu glor han bare nedladende på os, når vi åbner vinduet og signalerer 'ud?'. Han ligger i sin gamle stol og feder den - både dag og nat :-).

De andre to skal heller ikke nyde noget. Det bliver lige til 5 minutter hist og pist - og eller har Chili The Cat fundet sit gamle yndlingssted. Hun har ikke helt fattet, at det er længe siden, hun var killing :-)

Så der ligger hun. Øverst på reolen i en krukke, hun må skrue sig ned i. Behageligt kan det ikke være - men lidt stædig er man vel altid :-)

Hav en dejlig lørdag derude.

Ja, lige nu ved jeg det ikke. Jeg er sådan nærmest lammet. Mit tæppe....er blevet vasket...og nogle af felterne er filtet=krympet. Det ser sådan set bare grusomt ud.

Grædefærdig? JA. Gal? JA. Jeg ved sat'me ikke lige, hvad der skete for det. Det er lavet af strømpegarn - og det krymper jo ikke - der er for dælen da nylon i. Og jeg har jo gjort det en gang før - med tæppe no.1. Uden problemer.

Nu sidder jeg så og forsøger at sunde mig lidt. Tænkte først, at jeg kunne pille de 'ramte' felter ud - men det er sådan 'all over'. Det kan jeg ikke lige gennemskue.

Det er da helt vildt, så træt jeg er af det her! Sådan noget &%¤&#?&%§%&.

...men lykkedes e n d e l i g. Mit 'tæppe 2' er færdigt. Jah.

Sikke et mas for at nå så langt. Først gik jeg tør for garn til kanten...som i 50 cm. før slut. At bestille ekstra hos garnpusheren. For så at få at vide, at det var gået i restordre. Gisp.

Godt så - jeg kunne vel også forsøge mig med noget andet...det er jo for hulen da 'bare' sort strømpegarn. Dét duede så slet ikke. Man kan godt se forskel på sort, kan jeg hilse og sige :-).

Her var tålmodigheden spændt til det yderste - så jeg greb til en rask bestilling på nettet - som så ikke var lige så rask i leveringen. Hele 7 dage har jeg fået lov til at vente...på sølle 2 nøgler garn.

Og endelig endelig kom det i går. Og eftersom jeg jo har makket med den kant et par gange - ja så gik det jo over stok og sten med at nå de sidste 50 cm. Indtil jeg opdagede, at der var 'sket noget' i starten. Op med hele herligheden og at starte forfra, igen. Faretruende tæt på at kaste op over den kant.

Men NU er det færdigt.

Ja, det mangler at blive vasket og lagt i stræk - men det er jo nærmest en detalje :-).

Faktaboks gider jeg ikke at lave - den kan ses ved 'Tæppe 1' her.

Dette tæppe er dog lidt større end 1'eren. Ellers er det samme 'koncept' :-).

Hold da helt op, hvor det føles fedt at være nået så langt. Og jeg morer mig stadig med de lapper - tror faktisk jeg har til en pude eller 2. Ja, det er egentlig ikke lapperne - det er mere garnet. For ingen lapper bliver ens, og derfor ligger det ligesom lige for at gå videre med 1 mere for liiiige at se, hvordan den bliver.

Jeg kan ikke sige, at dette var det sidste tæppe foreløbig - for jeg har stadig 2 andre, som skal være færdige. Dog/heldigvis helt anderledes end dette :-).

Nu vil jeg proppe herligheden i vaskedyret - og nyde bedriften.

Hav en dejlig torsdag derude.

Jeg hader bøvl. Især bøvl med andre - men mest af alt bøvl med mig selv. Og det har jeg så i dag - bøvl med mig selv.

Masser af planer - og ingenting vil som jeg vil. Nu har jeg siddet og gloet på et stykke hvidt papir i flere timer - og der sker i n g e n t i n g. Eller det gør der - det er bare noget møg. Og grimt tilligemed.

Ja, jeg forsøger jo så at tegne...et eller andet. Og ja, det er dælme mange år siden sidst. Så jeg er landet præcis det sted, der er mit allersvageste. På bunden - eller bare forfra. For jeg er rusten. Og stregen er for kantet. Så nu tegner jeg krusseduller. Mange krusseduller.

Mens jeg diskuterer med mig selv, om det er umagen værd. Det er det selvfølgelig - jeg hader bare at skulle starte forfra. Næsten. Jeg har aldrig været god til det der med at øve mig. Eller forstå meningen med øvelse. Når jeg kunne engang, kan jeg vel også nu - eller? Og det kan jeg selvfølgelig - efter noget øvelse.

Det er lidt det samme med mit strikkeri. Strikkeprøver %¤&#¤?&%¤....er noget fanden har skabt for at genere folk. Så dem laver jeg aldrig. Det har så også givet bøvl indimellem :-).

Hvorfor skal man være så tåbeligt sat sammen? Hvis tingene er for nemme, gider jeg ikke. Hvis noget lykkes i første forsøg - eller jeg hurtigt får bekræftet, at jeg kan - så mister jeg lysten. Og hvis det er for bøvlet - ja så er det også galt. Det er jo ikke til at blive klog på.

Og så starter jeg selvfølgelig altid i omegnen af flere hundrede niveauer over, hvor jeg er. Detaljer, som at jeg er nybegynder og aldrig har prøvet før, er ganske uvæsentlige.

For mange år siden fik jeg på et tidspunkt en idé om, at jeg skulle lave patchwork. Og lavede et sengetæppe som det første...og sidste. For tæppet blev faktisk helt vildt flot - og så var der jo ligesom ingen grund til at gå videre med det. Jeg mistede lysten. Og ja - jeg ved godt, at det er SÅ tåbeligt.

Men én af mine svage sider, er mine forventninger til mig selv. Sådan á la: hvis ikke mesterværket er der i første hug, kan det være lige meget. Jeg arbejder på sagen - men indimellem popper det lige op i hovedet af mig. Som nu idag.

'Øvelse er godt' kan man høre mig messe for mig selv. 'Du kan jo bare lave legestue' kan man også høre mig fortælle mig selv. Mig selv har så bare taget hørebøffer på idag - for mig selv hører ingenting. 'Øvelse er godt' messer jeg videre. Mens jeg overvejer, hvilke overspringshandlinger, der vil være mest passende lige nu.

Så gik jeg ud på altanen for at beskue verden sådan lidt fra oven. Frisk luft er sikkert også en god ting.

Ai hvor var det koldt. Det blev ikke til så meget med at stå og flagre der - så nu har jeg sat vaskemaskinen i arbejde.

Alt imens jeg stille kværker blyanten inde i hovedet - og forbander det hvide papir hen hvor pebret gror. Vel vidende at det ikke stopper der. Det kan godt være, at det første slag er tabt - men det er kampen ikke.

Hav en dejlig tirsdag derude :-)

Ja, den er jo bare smuk. Jeg har til alle tider været dybt fascineret af rummet - himlen. Så hvad var mere passende end at bruge netop det i mit nye look. Indrømmet: det er temmelig anderledes end det gamle - men det er i grunden slet ikke så skidt endda. Altså at det er så meget anderledes. Jeg mener: undertegnede er heller ikke den samme mere - så det passer jo meget godt sammen :-).

Det har taget sin tid at få til at virke efter hensigten, så denne her mandag er egentlig bare forsvundet ud i det blå. Men hva' - det er der jo intet forgjort i.

Jeg føler mig elektrificeret. Svært at forklare - men det går voldsomt ud over min nattesøvn...eller hvad man nu skal kalde det. Energien farer rundt i kroppen - jeg føler mig sådan lidt høj i det. Hele tiden. Rent praktisk er det jo vældig smart - for det skal da aldrig vare at tage en bette rengøring af hele huset. Men det gider jeg s'gu ikke hver dag.

Sammen med energien kommer en hær af intuitive tanker og fornemmelser - som så også viser sig at holde. Det er faktisk lidt sært. Well, jeg har altid haft en vældig god 'fornemmer' - og er generelt ret svær at overraske, fordi jeg ofte har fornemmet tingene lang tid, før de rent faktisk sker. Både på det psykiske og fysiske plan. Mennesker kan ryste mig med deres adfærd - men sjældent chokere, for jeg har meget ofte et meget klart billede af, hvad folk rummer, og hvor de er. Begivenheder - både lokalt og globalt...tja, det aner jeg længe før, nyhederne bliver fyldt med det. Det samme gælder hændelser i mit eget liv.

Men som det er nu, føles det nærmest som om, energien har fortættet sig. Mine 'fornemmelser' er ihvertfald meget konkrete og særdeles præcise. Jeg ser. Og familien er nærmest lidt forskrækkede - ja, de er jo vant til, at der af og til kommer sære ting ud af min mund - men det er præcisionen, der vækker opsigt.

Det gode er, at jeg jo så også har en meget klar fornemmelse af, at der virkelig ingen grund er til bekymring. Dels er det et håbløst spild af tid - dels har jeg en meget præcis fornemmelse af, hvad der venter. Jeg synes jo så bare ikke, jeg behøver at være vågen det meste af natten af den grund. Men sagen er, at jeg - som normalt bliver halvskør med mindre end 7 timers søvn - nu fint klarer mig med det halve.

Det er sådan noget, jeg godt kan sidde og filosofere lidt over på sådan en mandag. Og så kan jeg da more mig over Futti, som stifter bekendtskab med sne for første gang.

Han troede, han skulle rulle sig i det - han blev klogere :-).

Hav en dejlig mandag derude.

...kan nogengange være grusomt tiltrængte.  Sådan fik jeg det ihvertfald lige pludselig med looket på min blog. Derfor ser den nu sådan ud. Og det var da faktisk helt dejligt at få ordnet :-).

Ellers er det sådan set bare en sløv lørdag på denne breddegrad. Ingen har den vilde lyst til at gå i gang med projekter, der er ret meget større end at lave en ny spand kaffe - og det er helt godt.

Forandringens vinde blæser her. Tror jeg. I denne uge var vi på besøg på Aalborg Katedralskole, hvor Maya har planer om at slå sine folder som gymnasieelev. Sidste ord virker fuldstændig absurd at skrive - Maya som gymnasieelev...jamen come on, hun er jo kun...nå ja snart 16!!!

Nå, men det endte på en lidt anden facon, end vi havde regnet med. Hun regnede selv med, at det skulle være en meget sproglig retning - men kunne ikke rigtig finde fuld tilfredshed med de udbudte linier. Så nu er hun gået helt radikalt til værks - og vælger formentlig en billedkunstlinie med sproglige overtoner. Jeg synes, det er helt vildt fedt. Selvfølgelig - for jeg elsker selv billedkunst. Men jeg synes nu, det er allermest fedt at se Maya tage en udfordring og springe ud i det. 

Det er så umådelig fedt at se, hvordan hendes selvværd har fået så stort et boost, at hun tør at gå andre veje end de tænkte. At se hende hilse til højre og venstre på folk, hun kender - når jeg fra samme pige for mindre end 2 år siden kunne opleve frustrationen over ikke rigtigt at have nogen venner og ikke føle, at hun rigtigt hørte til og blev anerkendt for den (fantastiske) pige, hun er.  Nu har hun masser af venner, klarer sig supergodt og er i den grad trådt i karakter - alt sammen fordi vi/hun vovede at tage et skoleskift i slutningen af 8. klasse. Det er s'gu en dejlig bekræftelse at få.

I aften skal vi i teatret for at se en forestilling, hvor Sofie har en ret stor rolle i.

Sofie som også har taget nogle 10-mile skridt i sit liv. Sofie som tog nogle ret drastiske skridt, da tingene ikke helt artede sig - og kom ud på den anden side med selvværd og ambitioner i toptunet tilstand. Det er så umådelig dejligt at se på - at hendes valg var så rigtige og berigende.

Sådan noget gør mig stolt. Og jeg tænker, at det godt kan være, at jeg ikke har været så heldig udi job og sån't - men mine unger...der har jeg dælme været heldig. Vi kan læne os tilbage som forældre i forvisning om, at de nok skal klare sig - det går jo faktisk rigtig godt med dét. Og tænke, at det slap vi egentlig meget godt fra. 

Jo, jeg er faktisk ret stolt af mine børn. De tør at være sig selv - som i 'planken ud' - og det er jo i grunden det yperste, det fornemste man kan være.

I kølvandet på min oplevelse udi systemet i går, kunne jeg på TV2 få lov til at blive underholdt af (endnu) et indslag om os uduelige og uansvarlige ledige. Baggrunden var alle de såkaldte jobs, der angiveligt er håbløse at besætte med dansk arbejdskraft i hotel- og restaurationsbranchen.

Der har været ret mange af dem - de der indslag, som på sæt og vis forsøger at slå fast, at der findes 2 hold danskere. Dem, der bidrager - og dem, der ikke gør. Og gudnådetrøste sig, hvis man hører til sidstnævnte kategori. For mig at se, er det blevet i system. Hakkeriet. Skinhelligheden. Og selvfedmen.

Finanskrise mig her og finanskrise mig der. Ærlig talt så ser jeg ikke finanskrisen som det største problem. Jeg ser en helt anden krise. Nemlig en krise i vores menneskelighed og tolerance.

Jeg tænker jo lidt, at når der er krise, så skal man passe på hinanden. Fordi alt bliver nemmere, hvis vi er sammen om tingene og løfter i flok. Det er så ikke det, jeg ser. Jeg ser, at forskellige grupperinger efter tur får nogle gevaldige hak over tuden. Jeg ser, at man i stigende grad føler trang til at sparke til hinanden - især på nogen, der efter diverse underlige ranglister, ligger lavere end én selv. De overvægtige, de syge, de ledige, rygerne...ja fortsæt selv listen.

Det er en helt enormt usympatisk tendens. I stedet for at bruge krisen på at støtte og hjælpe hinanden, bruges den til at sparke til og nedgøre hinanden. Pege fingre og dømme. Og fordømme. Så man kan føle sig lidt bedre? Lidt mere sikker? Lidt mere frelst? Fordi man ikke selv er ledig, overvægtig, ryger eller andet? Fordi man er bange?

Vi er ved at dele samfundet op. Den del, der har alle rettigheder - fordi de 'bidrager' og er ansvarlige. Og en del, der ikke bidrager og tager ansvar - en del som egentlig bare burde skamme sig godt og grundigt.

Jeg krymper mig. Græmmer mig. Det er så uanstændigt og lavt - og jeg bliver i den grad forulempet på min sociale følelse.

Tænk at man i en situation, som man ikke selv har bedt om - ej heller ønsket - ovenikøbet skal rende rundt og forsvare, at man er landet i den. Undskylde og nærmest bare holde sig hjemme. Fordi man er en snylter - en paria. Fordi man er landet i samfundets skammekrog. Så må man finde sig i at være jagtet vildt - lægge øre til diverse nedgørende og arrogante selvfede holdninger til den situation, man ville give sin højre arm for at slippe ud af.

Er det virkelig sådan vi er? Er det sådan vi gerne vil være som mennesker? Føle os gode, fordi vi tager afsæt på ryggen af nogen, der er 'dårligere' eller værre? Føle os lidt bedre på den der 'jeg-har-job-det-har-du-ikke'-måde?

Skal småligheden og selvfedmen virkelig sejre her? Jeg mener: vi har det til fælles, at vi alle sammen er mennesker. Og ledighed og andet kan ramme alle. Alle kan blive ramt af livet. Og man får hverken mere sikkerhed eller tryghed, fordi man tramper på dem, der er blevet ramt af livet.

Forleden mødte jeg en kvinde, som var så venlig at fortælle mig, at jeg 'jo bare havde været vikar'. Det slap hun så ikke så heldigt fra, kan jeg tilføje. Egentlig tror jeg, hun bare ønskede, at hun havde holdt sin mund. Fordi jeg bad hende om at definere helt præcist, hvad hun mente - og det blev jeg sådan set ved med, indtil hun gik tør for ord.

For mig er hun et udmærket billede på det her fænomen. En lille smålig kvinde, som lige skulle markere, at hun var et hår bedre end undertegnede. Fordi hun har et halvtidsjob! Jeg bliver vred. Rigtig vred, når jeg møder den slags.

For én ting er, at jeg har jobpause. Men at skulle rende rundt som en stor undskyldning for mig selv - ja, det magter jeg ikke. Jeg nægter simpelthen. Jeg lader min indre anarkist få luft - og jeg bliver både kontant og meget direkte.

Men det fortæller mig en del om, hvor vi er henne. Og hvis det er det vildeste, man kan diske op med i disse krisetider - smålighed, hån og nedgørende adfærd - ja, så er vi s'gu virkelig på skideren (undskyld mit franske).

eller ihvertfald forvirring ud over alle grænser. I bund og grund er jeg faktisk lidt rystet. Ikke overrasket, desværre - men alligevel lidt rystet.

Jeg er jo som bekendt blevet ledig. Det er, hvad det er. Noget helt andet er at finde rundt i de nye regler. Vorherrebevares. Én ting er, at regeringen har lavet århundredets makværk ved at halvere dagpengeperioden og gøre det sværere at optjene timer nok til en ny dagpengeperiode. Det har jeg kun foragt tilovers for. Jeg mangler ret beset ord, som reelt beskriver, hvad jeg mener om det.

2 år på dagpenge - ok da. Det skal nok gå. Værre er det at skulle optjene 1 års arbejde indenfor 3 år for at få ret til en ny omgang. Det er langt langt værre. Det er der seriøst mange mennesker, som vil få en masse problemer med.

Men det træder jo så først i kraft til juli - indtil da skal man 'bare' have ½ års arbejde for at være sikker. Troede jeg. Og det har jeg - ergo var den ged ligesom barberet. Så fik jeg brev fra a-kassen med en beregning, som er helt i hegnet. Og kunne et øjeblik få lov til at mærke koldsveden brede sig. For det var et helt andet regnestykke, end det jeg selv har lavet.

Brevet dukkede selvfølgelig op fredag - så jeg kunne ligesom først få tingene afklaret idag. Troede jeg.

5 timer har jeg brugt. 5 timer er gået med at vente i telefonen, få svar pr. mail, ikke forstå svaret, ringe igen, vente igen, få et nyt svar - som ved nærmere eftertanke ingen mening gav - ringe igen osv. For til sidst at få at vide, at de faktisk ikke ved, hvor jeg står. Jamen det er jo det rene ragnarok.

De stakkels mennesker i a-kassen kan simpelthen ikke svare på, hvor lang tid jeg har ret til dagpenge. Om det er 1 år, 1½ år eller endnu længere tid. Ikke at jeg tror, jeg kommer til at gå så længe - men man ved s'gu aldrig. Og jeg vil nu en gang gerne vide, hvor jeg står. Og det ved jeg så ikke - og skal ikke regne med at finde ud af det foreløbig. Og så kunne den kære dame, jeg talte med, oplyse, at jeg bestemt ikke var alene om min uvidenhed. Det er et kæmpeproblem.

Jamen så vågn s'gu da op - jer der sidder med dagpengesystemet! Én ting er at få tæppet trukket væk med den reform - det er der jo tydeligvis ikke rigtig nogen, der kan se et problem i. Altså nogen som har magt til at ændre på det.

Noget helt andet er at efterlade almindelige mennesker i en situation, hvor ingen kan oplyse om, hvor man står. Ingen har styr på, hvad den nye reform betyder. Foreløbig har jeg fået 3 forskellige datoer for, hvornår mine dagpenge ophører. Jeg mangler ord. For en gangs skyld mangler jeg ord.

Det er fuldstændig til grin. Problemet er bare, at det er folks livsgrundlag, der er i spil. Men hvem tænker på det, når nu man har travlt med at få skiftet regeringens bilpark ud. Dét er nemlig noget, der rykker.