At dømme efter den rolle litteraturen og forfattere indtager i samfundet og i samfundsdebatten, så bidrager litteraturen ikke noget videre til vores forståelse af, hvad det egentlig er, vi har gang i i disse år. Jeg kan ikke mindes hvornår en forfatter sidst har sagt noget … jeg kan huske eller som fortjener at blive husket.
Men er der i de litterære landskaber alligevel optræk til en forståelse af den situation, vi befinder os i? Ikke kun USA, men også Europa, og ikke kun Europa, men også i Danmark og resten af verden?
Jeg ser det ikke.
Alligevel læser vi, måske som aldrig før, og måske er grunden vore håb, samt at bogen er et relativt frit medium. Frit i den betydning at den ikke, i hvert fald ikke totalt, er underlagt pressens kor af eliteorienterede medier. Mange, herunder mig selv, har den – måske gammeldags – forestilling, at litteraturen, udover at tilbyde grænseoverskridende oplevelser, også har til opgave, ikke kun at mærke verden, men at forstå den og sætte problemer under debat.
Som det blev formuleret for ca. 140 år siden.
Og det er ikke kun de gamle problemer, der skal debatteres. Det, det gælder om i dag, er at komme til en forståelse af vores egen tids problemer. Og her kniber det, selvom de senere år har demonstreret forsøg på og tilløb til opbrud fra den fastlåsthed, som har præget kulturens verden, og som har reduceret den til at være smagsdommer og leverandør af ”spændende” (læs: ligegyldige) oplevelser.
Flere og flere forfattere synes i disse år at skamme sig over at befinde sig i en narcissistisk og tvetydig spejlverden, hvor kun æstetiske oplevelser tæller. De søger at bryde ud, men kan oftest ikke, blandt andet fordi de sidder fast i sproget og i et ideologisk panser, der forhindrer dem i at forstå. Et eksempel herpå er Jacob Ejersbos posthumt udgivne Afrika-trilogi.

Forleden fik jeg en henvendelse fra en mand, der gjorde mig opmærksom på, at en international fremtrædende marxistisk kritiker havde begået et efter sigende banebrydende værk. Og om ikke det var noget for Hovedland? Det kunne det være, men jeg troede det ikke. I globaliseringens æra synes hverken neo-liberalismen eller marxismen at have nogen forståelse af tidens problemer, det vil sige, der er tilløb til en naturforståelse, altså en forståelse af at vi lever i en fysisk verden, men når det gælder menneske-, kultur- og samfundsforståelse, så stopper forståelsen. Her er det fortsat kapitalistiske forståelsesformer, der dominerer: neoliberalisme, kulturradikalisme eller marxisme. Det gør ingen stor forskel.
Og det er ikke for ingenting, at vores system kaldes kapitalisme. Det indebærer, at den absolutte nøglefaktor er kapital. Den er omdrejningspunkt for forståelsen, og den underlæggende præmis er, at der altid vil være knaphed på kapital. Det er den grundlæggende, men ikke tidssvarende opfattelse.
Eksempel: I dag er den såkaldte finanskapital måske 10-20-30 gange større end realkapitalen. I globaliseringens epoke sætter reguleringer og liberaliseringer dagsordenerne. Det har skabt grobunden for det amokløb, som karakteriserer finansmarkederne og samfundene.
Enhver med nogenlunde sunde sanser kan se det: det er ikke længere kapitalen, der sætter grænser for væksten, men råvarerne: naturen og menneskene.
Eksempel: Det er ikke længere fiskerflåden, overvågnings- eller andet elektronisk udstyr, der er den begrænsende faktor for fiskeriet, det er ikke længere de billioner af milliarder af Euro, der fyger hen over skærmene fra kontinent til kontinent, som begrænser. Det er derimod fiskene, som trues af udryddelse, der sætter grænserne.

Det er ikke for ingenting, at vores system kaldes kapitalisme. Men det burde være anderledes. I en artikel i Ecological Economy foreslår Herman Daly termen ”natural-ressource-ism” til at beskrive, hvordan økonomien i virkeligheden hænger sammen.
Den ”naturlige” vækst er ophørt i Vesten, alligevel fortsætter ”væksten” og akkumuleringen af finanskapital med det resultat, at ubalancerne mellem real- og finanskapitalerne i 2008 har skabt finanskrisen og gældskrisen. Det betyder, at muren er ramt, og at indehaverne af de finansielle værdipapirer ikke længere kan forvente at få de voksende bjerge af finanskapital forrentet.

Hvis det forekommer for spekulativt og abstrakt, så har den økologiske økonomis pioner Frederick Soddy i Herman Dalys referat fra den omtalte artikel anskueliggjort problemet.
Lad os sige, vi har en finansiel post et sted. Den kalder vi for 2 minus-grise. Det er et matematisk omfang, der ikke har nogen fysisk eksistens. Populationen af minus-grise kan vokse og er vokset eksponentielt, helt uden grænser: 2-4-8-16-osv. Heroverfor har vi måske 2 rigtige plus-grise. De er fysiske og udgør nogens velstand. Populationen af plus-grise kan kun vokse i det omfang, vi er i stand til at fodre dem og give dem fysiske vækstbetingelser. En sådan vækst går langsommere, meget langsommere. Populationen af plus-grise, vores velstand, kan vokse som et resultat af den indsats af faktorer, der finder sted: 1-2-3-4-osv.
I dag er der opstået et så gigantisk misforhold mellem finanskapitalens størrelse og de reale kapitaler, mellem minus-grise og plus-grise, at det har udløst uløselige konflikter, der truer med at udvikle sig fra finans-, gælds- og samfundskrise, til Euro-kollaps og verdensøkonomiens sammenbrud.

Kulturelt set stiller den krise, vi oplever, litteraturen og kunsten overfor en forbandet forpligelse: nemlig forpligtelsen til at kunne skelne plus-grise fra minus-grise, til at skelne substans og virkelighed fra skinnet, der jo som bekendt alt for ofte bedrager.

Et forsinket godt nytår!

Steen Piper

Pris: 249 DKK

Køb Modvækst

Af Steen Piper

Hvad kan man få for en 10’er? Blev der spurgt for en menneskealder siden. Og svaret var dengang respektløst, og måske fordi det skulle rime: pis og papir.

Man kunne ønske, at der i samfundsdebatten i dag var en lignende respektløs evne til at fokusere på det væsentlige, en evne til at
finde substansen. Men det er der tilsyneladende ikke. I hvert fald ikke i de medier, der truer med at overdøve os fra morgen til nat. Det er gået stærkt tilbage de sidste ca. 40 år.

Dengang var der i Norge en bevægelse Fremtiden i vore hænder. Som undersøgte, hvorvidt befolkningen foretrak mere løn(arbejde) eller mere fritid. Meget bemærkelsesværdigt viste undersøgelsen i 1971, at befolkningen foretrak mere fritid.

Siden har lignende undersøgelser været foretaget herhjemme, og med nogenlunde samme resultat; disse undersøgelser bliver dog ikke sådan præsenteret for befolkningen. der altså, viser det sig, er bedre end dens politikere, for de politiske partier har tilsyneladende ikke lært
noget som helst siden 1970’erne.

I den valgkamp, der gudskelov er ved at være slut, kan vi snart se tilbage på et langt og træls forløb, hvor kravet om VÆKST har været såvel indgangs- som udgangsbønnen i den kirke, vi kalder det politiske liv. Egentlig var det vel kun detaljer, der skilte rød og blå blok. Der har været dømt vækst. Vækst over hele linjen, over hele det politiske spektrum.

Bortset fra enhedslisten, og nogle SF-kandidater fra udkanterne. For at skabe arbejdspladser og et øget forbrug!

I John Holten-Andersens (red) bog Modvækst – Omstilling til fremtiden diskuterer 14 danske samfundsdebattører, hvorfor den økonomiske vækst er udsigtsløs, og de tegner samtidig spændende rids til, hvorledes den store omstilling kan forme sig indenfor landbrug og fiskeri, indenfor børne og familieliv, byplanlægning, forbrug og hverdagsliv m.m. Bogen er især blevet hypet i dagbladet Information, der samtidig synes at være  et talerør for den ultraliberalistiske tænketank CEPOS. Derfor var det da også forventligt, at direktøren for CEPOS i en kronik kort tid efter udgivelsen kritiserede bogen  og dens forestillinger om MODVÆKST. I hvert fald har Aagerups kronik accentueret spørgsmålet: Hvad er modvækst i grunden for noget … noget??

Lad mig forklare det med en lille historie.

Forleden fik vi besøg af min datter. Sammen samlede vi de sidste mange kilo blommer fra et par træer i haven, hvorefter jeg gav mig til at slå græsplænen, mens min kone, Svetlana og min datter gik i gang med blommerne: udstenede dem og lavede 6-8 glas marmelade efter en opskrift, som Svetlanas farmor, der var bogholder i en stor sovjetisk
virksomhed for 50 år siden må krediteres for. Det var vel ikke altid sikkert, at de fik løn dengang, i Sovjetunionen, og det er der i øvrigt så mange andre steder, de heller ikke har fået eller får, til gengæld var de klar over, at de måtte udnytte de ressourcer, som familien, haverne og et godt naboskab rådede over. På den måde lærte min datter at lave en fin marmelade af en god kvalitet, uden at belaste sit dankort, uden at købe ind.

Det hedder grøn økonomi, og det er sådan verdens befolkning har overlevet den lange rejse mod det nu, som har rejst sig tilsyneladende ubærligt foran os med sine dumme, dumme krav om en økonomisk vækst, som alt for tit blot er pis og papir eller med et andet citat fra 1970’erne  … penge skaber penge, papir papir …

Det kaldte de bytteværdier, og dem var der mange der fik på hjernen dengang i 1970’erne.

Modvækst handler derimod om brugsværdier. Om fortiden og – om fremtiden.