Så kom #kimære med morgenposten. Nu skal der læses. Tak til @hovedland pic.twitter.com/GDw1m4hw

                                                                                                                

Er gået tidlig i seng med sygdom og #kimære #intet ersåskidtsådetikkeergodtfornoget pic.twitter.com/zK91JHAp

                                                                                                                

“Du står der. Forstil dig, at du er en forfatter, der aldrig mere vil skrive, og som ikke længere kan finde mening i ord.” #kimære

                                                                                                                

Intelligent, spændende og velskrevet. Er nået til kapitel tre i #kimaere, og må have mere.

                                                                                                                

Elsker bøger, som indeholder passager man er nød til at læse om og om igen, alene af den grund de er så velskrevne #kimaere #sprogæstetik

                                                                                                                

…”De var midt imellem, de var ingenting, og de var alt.” #kimaere

                                                                                                                

Så blev det for alvor spændende #sommerfuglene #kimære #hovedland

                                                                                                                

“Zoe Wildt vidste ikke, om hun efter i dag nogensinde igen kom til at føle glæde ved synet af en smuk sommerfugl.” #kimære #hovedland

                                                                                                                

Endnu et citat “Når de døde og blev lagt i jorden, voksede de op igen som tæer. Enkelt og smukt.” #kimære#hovedland

                                                                                                                

På tur med #kimære. Var lidt for spændende til at lægge fra mig, da jeg skulle ud af døren. pic.twitter.com/jwDCGkWZ

                                                                                                                

god #Bogforum Læser herhjemme #kimære som #fredagsbog; en spændende øko-thriller ,der gerne vil gøre en forskel.

                                                                                                                

Lyden af opvaskmaskine, P2 og mig med #kimære henslængt i sofaen.

                                                                                                                

“Et øjeblik, nogle timer, en hel dag så regnskoven ud, som den havde gjort i tusinde år” #kimære#hovedland

                                                                                                                

“…tvivler jeg på, om jeg vil være i stand til at holde en sommerfugl i hånden, uden at støvet og de smukke farver tager skade” #kimære

                                                                                                                

“En voksens mands gråd kan komme ganske stille og stå på i lang tid” #kimære #hovedland

                                                                                                     

“I hver brøkdel af et sekund, vi opfatter som nutid, øjeblikket her og nu, bliver vi splittet op i uendelige muligheder…” #kimære

                                                                                                     

Anmeldelse af #Kimære http://blog.britapedersen.dk/#post1

 

Læs mere om Kimære på http://hovedland.dk/bog/Kimaere.htm

Dagspressen er nu igen fyldt med fejlagtige og misvisende advarsler mod at tage tilskud af vitaminer. Baggrunden er en ny såkaldt undersøgelse, hvor overlæge Gluud og medarbejdere på baggrund af en håndplukning af tidligere undersøgelser og ved hjælp af statistiske krumspring mener, at enkelte vitaminer er farlige at indtage som tilskud. De har ud af 15.545 undersøgelser udvalgt i alt 78 og yderligere fravalgt 22 studier, da de ellers ikke ville kunne få noget negativt resultat. De har blandt andet fravalgt nogle af de mest velkontrollerede og største undersøgelser med vitaminer og andre antioxidanter, som klart viste gavnlige virkninger på helbredet.  Der er altså tale om grov videnskabelig manipulation med virkeligheden for at udsprede en angst i befolkningen uden rimelig baggrund. De eneste, der har gavn af den nye undersøgelse er medicinalfirmaerne, hvis profit kan være i fare, hvis folk holder sig raske ved at leve sundt og sikre kroppen alt det, den har brug for til at opretholde sundheden. Man kan læse en grundig gennemgang af det nye studie på Vitalrådets hjemmeside www.vitalraadet.dk under overskriften Kosttilskud og talmagi.

En metode, som lægemiddelindustrien benytter sig flittigt af, er at få læger til at lave lægevidenskabelige forsøg med det klare formål at vise, at vitaminer, mineraler og andre naturmidler ikke virker mod sygdom, men snarere er farlige. Det er med de sofistikerede metoder, man bruger inden for lægevidenskabelig forskning, muligt at bevise alt det, man gerne vil. Statistik er blot et af redskaberne, og der kommer flere og flere tilfælde frem i dagens lys, hvor læger er blevet ført bag lyset eller bestukket af medicinalindustrien, eventuelt blot har lagt navn til en artikel. Det Nordiske Cochrane Institut, som overvåger lægevidenskabelig forskning, har for et par år siden konkluderet, at det kun er 8 procent af lægevidenskabelige studier, der er til at stole på. Lægevidenskab er ved at blive mere skab end viden.

Det nævnes igen og igen fra offentlige myndigheder, blandt andet Fødevarestyrelsen og DTU, at man, hvis man spiser en rimelig fornuftig daglig kost, får man dækket sit behov for vitaminer og mineraler. Det er heller ikke rigtigt. De fleste mennesker kan ikke opnå at få nok af alle vitaminer gennem kosten alene. Det er ikke ret mange mennesker, der spiser en virkelig sund kost. For eksempel er det højst 20 ud af 100, der spiser seks gange hundrede gram grønt og frugt dagligt. Desuden er kvaliteten af fødevarerne, som man køber, blevet dårligere. Økologiske fødevarer indeholder væsentligt flere næringsstoffer end konventionelt dyrkede, som langt de fleste bruger.

Desuden udsættes vi for utrolig mange kemiske stoffer fra maden, vandet og luften samt ved kontakt med kemiske stoffer på arbejdspladserne og i kosmetik. Enhver kemisk belastning øger behovet for kosttilskud. Det gælder også for behandling med lægemidler, der tærer på vigtige stoffer i kroppen. Mennesker, der er i behandling med lægemidler mod for højt kolesterol (statiner) behøver for eksempel ekstra tilskud af Q10, der blandt andet forebygger kræft og hjertesvækkelse. Også sygdomme øger behovet for kosttilskud. Det gør stress også.  Mange sygdomme, især kroniske, kan forebygges ved hjælp af vitaminer og mineraler, og i mange tilfælde kan kroppen ved at få tilført alt det, den har brug for, helbrede sig selv.

Man skal altså ikke gøre sig bekymringer over at blive skadet af et fornuftigt forbrug af kosttilskud, som man blandt andet kan læse mere om i de mange gode bøger om vitaminer og mineraler. Bekymringen bør være om, at man får tilstrækkeligt af alle de næringsstoffer, som kroppen har brug for. Og dem kan man ikke spise sig til i almindelig kost. Vitaminer skal helst være naturlige, ikke fremstillet kemisk, så det er vigtigt at købe kosttilskud af kvalitet. I flere af de forsøg, hvor man har forsøgt at bevise, at vitaminer ikke virker, har man netop brugt kunstigt fremstillede vitaminer, som kroppen ikke kan bruge.

Det er lodret løgn, at brug af vitaminer øger dødeligheden. I den nyeste oversigt fra det amerikanske US National Poison Control System var der ifølge den nyeste opgørelse ikke et eneste dødsfald fra nogen vitaminer, inkl. Vitaminerne  A, C, D og E, B-vitaminerne eller andre vitaminer.  Der var heller ikke nogen, der døde af tilskud af mineraler. Over halvdelen af amerikanerne tager daglige tilskud af vitaminer og mineraler, over 60 milliarder om året. Uden et eneste dødsfald. Det er uetisk og urimeligt, at læger og andre udspreder angst for vitaminer og andre fornuftige kosttilskud.

Johannes Andersen er lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet. Forfatter til bl.a. Den politiske blender (Hovedland 2004) og De barnagtige (Hovedland 2009), og medforfatter til Kunder i politikken (Hovedland 2011).

Socialdemokraterne har netop startet en medlemsdiskussion af velfærdsstatens perspektiver og fremtid. En spændende diskussion, som man kun kan sige, er meget nødvendig. Af mindst to grunde. For det første fordi partiet er i meget dårlig balance med de danske vælgere. Og for det andet fordi velfærdsstaten i dag er organiseret ud fra principper, der ligger langt fra de traditionelle perspektiver bag den socialdemokratiske velfærdsstat. Derfor er det også ret vigtigt, hvordan man starter denne diskussion. Desværre kan man frygte, at udgangspunktet langt mere bliver spindoktorens end den politiske filosofis.

Med hensyn til vælgerne slås partiet med to forskellige vælgergrupper. På den ene side er der de traditionelle socialdemokratiske vælgere, der vil have kollektive løsninger på kollektive problemer. En gruppe vælgere, der er glade for at betale deres skat, fordi de på denne måde betaler til fællesskabet. Det er en gruppe vælgere, der holder fast i både kollektive rettigheder og pligter.  For dem er en folkeskole folkets skole, og her skal børnene gå, så de kan blive en del af det lokale samfund.

På den anden side finder man de nye middelklassevælgere, der gerne vil have individuelle valgmuligheder når det drejer sig om offentlig service, og samtidig vil de også gerne betale deres skat. I hvert fald så længe pengene går til ’det rigtige’. De opfatter skatten som en betaling for ydelserne. De vil kort sagt gerne vælge, hvor deres børn skal gå i skole, og de vil gerne vælge ’den bedste’ skole – og så betale for det.

Socialdemokraterne er i dag afhængige af begge vælgergrupper. Og her har man en stor udfordring. Man skal forklare de kollektivt indstillede vælgere, at individuelle løsninger kan være vejen frem. Det er ikke altid lige nemt. Indtil videre har løsningen været at tale om pligter, ikke mindst med henvisning til den økonomiske krise. Dvs. man nedtoner både rettigheder og det individuelle valg. Resultatet er nemt at få øje på: både arbejderne og den nye middelklasse har meget svært ved at finde frem til Socialdemokraterne. Partiet er nemlig ved at lande i et tomrum mellem dem.

Velfærdsstaten er i stigende udstrækning blevet organiseret ud fra principper, inspireret af new public management. Principper der lægger vægt på netop individuelle præferencer og muligheder for at overvåge de enkelte offentlige institutioner, så man selv kan vælge det, der passer til egne præferencer. Her bliver de ansatte i stigende udstrækning til konsulenter og dialogpartnere, fjernt fra bureaukratiets fokusering på jura og rettigheder.

Det er imidlertid en bevægelse, der fjerner velfærdsstaten fra dens socialdemokratiske udgangspunkt, hvor man både dyrkede rettigheder og pligter. Men mest rettigheder, ud fra den præmis at så kunne man hjælpe flest muligt. Denne snak om rettigheder kommer imidlertid let til kort. Både fordi nogle snyder med deres ’rettigheder’, fordi det er en stor økonomisk belastning og fordi mange netop gerne vil vælge selv.

Når Socialdemokraterne forsøger at tage velfærdsstatens fremtid op til debat, er det positivt, fordi det er et udtryk for en erkendelse af afstanden mellem den aktuelle organisering og de traditionelle socialdemokratiske forestillinger. Indtil videre har man forsøgt at takle denne udfordring ved at tale om pligterne. Bl.a. fordi der ikke er råd til andet. Men det bringer strengt taget ikke partiet nærmere en løsning af paradokset. Så derfor er debatten et godt initiativ.

Desværre kan man frygte, at debatten bliver alt for meget indskrevet i en spindoktorlogik, hvor det er strategiske beregninger vedrørende vælgeroptimering, der kommer til at stå i centrum. Og så er partiet lige vidt.

Det, den aktuelle politiske debat mangler, er politisk filosofi. Filosofiens opgave har historisk set altid været at rejse problemerne på den bedste og mest udfordrende måde. Med blik for både præmis, mulighed og givne normer. Filosofien har altid været besværlig. Altid krævet endnu flere refleksioner. Altid ønsket endnu en problemstilling på banen. Nogle gange må man ligefrem lukke munden på filosofferne midlertidigt, så man kan komme videre.

Det er ikke situationen i dag. Man har udskiftet filosofferne med spindoktorer. Og man har udskiftet den politiske tænkning om det gode og det mulige med strategiske beregninger af, hvad der kan betale sig, hvis man skal optimere antallet af vælgere. Derfor vil Socialdemokraternes debat næppe blive til andet end et skuespil. For medlemmerne. Ledelsen har ikke viljen til at åbne for filosofien. Man holder på spindoktorernes tankegange. Derfor kan det meget nemt blive endnu en brik til partiets aktuelle udfordringer. Som om der ikke var nok.

At dømme efter den rolle litteraturen og forfattere indtager i samfundet og i samfundsdebatten, så bidrager litteraturen ikke noget videre til vores forståelse af, hvad det egentlig er, vi har gang i i disse år. Jeg kan ikke mindes hvornår en forfatter sidst har sagt noget … jeg kan huske eller som fortjener at blive husket.
Men er der i de litterære landskaber alligevel optræk til en forståelse af den situation, vi befinder os i? Ikke kun USA, men også Europa, og ikke kun Europa, men også i Danmark og resten af verden?
Jeg ser det ikke.
Alligevel læser vi, måske som aldrig før, og måske er grunden vore håb, samt at bogen er et relativt frit medium. Frit i den betydning at den ikke, i hvert fald ikke totalt, er underlagt pressens kor af eliteorienterede medier. Mange, herunder mig selv, har den – måske gammeldags – forestilling, at litteraturen, udover at tilbyde grænseoverskridende oplevelser, også har til opgave, ikke kun at mærke verden, men at forstå den og sætte problemer under debat.
Som det blev formuleret for ca. 140 år siden.
Og det er ikke kun de gamle problemer, der skal debatteres. Det, det gælder om i dag, er at komme til en forståelse af vores egen tids problemer. Og her kniber det, selvom de senere år har demonstreret forsøg på og tilløb til opbrud fra den fastlåsthed, som har præget kulturens verden, og som har reduceret den til at være smagsdommer og leverandør af ”spændende” (læs: ligegyldige) oplevelser.
Flere og flere forfattere synes i disse år at skamme sig over at befinde sig i en narcissistisk og tvetydig spejlverden, hvor kun æstetiske oplevelser tæller. De søger at bryde ud, men kan oftest ikke, blandt andet fordi de sidder fast i sproget og i et ideologisk panser, der forhindrer dem i at forstå. Et eksempel herpå er Jacob Ejersbos posthumt udgivne Afrika-trilogi.

Forleden fik jeg en henvendelse fra en mand, der gjorde mig opmærksom på, at en international fremtrædende marxistisk kritiker havde begået et efter sigende banebrydende værk. Og om ikke det var noget for Hovedland? Det kunne det være, men jeg troede det ikke. I globaliseringens æra synes hverken neo-liberalismen eller marxismen at have nogen forståelse af tidens problemer, det vil sige, der er tilløb til en naturforståelse, altså en forståelse af at vi lever i en fysisk verden, men når det gælder menneske-, kultur- og samfundsforståelse, så stopper forståelsen. Her er det fortsat kapitalistiske forståelsesformer, der dominerer: neoliberalisme, kulturradikalisme eller marxisme. Det gør ingen stor forskel.
Og det er ikke for ingenting, at vores system kaldes kapitalisme. Det indebærer, at den absolutte nøglefaktor er kapital. Den er omdrejningspunkt for forståelsen, og den underlæggende præmis er, at der altid vil være knaphed på kapital. Det er den grundlæggende, men ikke tidssvarende opfattelse.
Eksempel: I dag er den såkaldte finanskapital måske 10-20-30 gange større end realkapitalen. I globaliseringens epoke sætter reguleringer og liberaliseringer dagsordenerne. Det har skabt grobunden for det amokløb, som karakteriserer finansmarkederne og samfundene.
Enhver med nogenlunde sunde sanser kan se det: det er ikke længere kapitalen, der sætter grænser for væksten, men råvarerne: naturen og menneskene.
Eksempel: Det er ikke længere fiskerflåden, overvågnings- eller andet elektronisk udstyr, der er den begrænsende faktor for fiskeriet, det er ikke længere de billioner af milliarder af Euro, der fyger hen over skærmene fra kontinent til kontinent, som begrænser. Det er derimod fiskene, som trues af udryddelse, der sætter grænserne.

Det er ikke for ingenting, at vores system kaldes kapitalisme. Men det burde være anderledes. I en artikel i Ecological Economy foreslår Herman Daly termen ”natural-ressource-ism” til at beskrive, hvordan økonomien i virkeligheden hænger sammen.
Den ”naturlige” vækst er ophørt i Vesten, alligevel fortsætter ”væksten” og akkumuleringen af finanskapital med det resultat, at ubalancerne mellem real- og finanskapitalerne i 2008 har skabt finanskrisen og gældskrisen. Det betyder, at muren er ramt, og at indehaverne af de finansielle værdipapirer ikke længere kan forvente at få de voksende bjerge af finanskapital forrentet.

Hvis det forekommer for spekulativt og abstrakt, så har den økologiske økonomis pioner Frederick Soddy i Herman Dalys referat fra den omtalte artikel anskueliggjort problemet.
Lad os sige, vi har en finansiel post et sted. Den kalder vi for 2 minus-grise. Det er et matematisk omfang, der ikke har nogen fysisk eksistens. Populationen af minus-grise kan vokse og er vokset eksponentielt, helt uden grænser: 2-4-8-16-osv. Heroverfor har vi måske 2 rigtige plus-grise. De er fysiske og udgør nogens velstand. Populationen af plus-grise kan kun vokse i det omfang, vi er i stand til at fodre dem og give dem fysiske vækstbetingelser. En sådan vækst går langsommere, meget langsommere. Populationen af plus-grise, vores velstand, kan vokse som et resultat af den indsats af faktorer, der finder sted: 1-2-3-4-osv.
I dag er der opstået et så gigantisk misforhold mellem finanskapitalens størrelse og de reale kapitaler, mellem minus-grise og plus-grise, at det har udløst uløselige konflikter, der truer med at udvikle sig fra finans-, gælds- og samfundskrise, til Euro-kollaps og verdensøkonomiens sammenbrud.

Kulturelt set stiller den krise, vi oplever, litteraturen og kunsten overfor en forbandet forpligelse: nemlig forpligtelsen til at kunne skelne plus-grise fra minus-grise, til at skelne substans og virkelighed fra skinnet, der jo som bekendt alt for ofte bedrager.

Et forsinket godt nytår!

Steen Piper

Pris: 249 DKK

Køb Modvækst

Af Steen Piper

Hvad kan man få for en 10’er? Blev der spurgt for en menneskealder siden. Og svaret var dengang respektløst, og måske fordi det skulle rime: pis og papir.

Man kunne ønske, at der i samfundsdebatten i dag var en lignende respektløs evne til at fokusere på det væsentlige, en evne til at
finde substansen. Men det er der tilsyneladende ikke. I hvert fald ikke i de medier, der truer med at overdøve os fra morgen til nat. Det er gået stærkt tilbage de sidste ca. 40 år.

Dengang var der i Norge en bevægelse Fremtiden i vore hænder. Som undersøgte, hvorvidt befolkningen foretrak mere løn(arbejde) eller mere fritid. Meget bemærkelsesværdigt viste undersøgelsen i 1971, at befolkningen foretrak mere fritid.

Siden har lignende undersøgelser været foretaget herhjemme, og med nogenlunde samme resultat; disse undersøgelser bliver dog ikke sådan præsenteret for befolkningen. der altså, viser det sig, er bedre end dens politikere, for de politiske partier har tilsyneladende ikke lært
noget som helst siden 1970’erne.

I den valgkamp, der gudskelov er ved at være slut, kan vi snart se tilbage på et langt og træls forløb, hvor kravet om VÆKST har været såvel indgangs- som udgangsbønnen i den kirke, vi kalder det politiske liv. Egentlig var det vel kun detaljer, der skilte rød og blå blok. Der har været dømt vækst. Vækst over hele linjen, over hele det politiske spektrum.

Bortset fra enhedslisten, og nogle SF-kandidater fra udkanterne. For at skabe arbejdspladser og et øget forbrug!

I John Holten-Andersens (red) bog Modvækst – Omstilling til fremtiden diskuterer 14 danske samfundsdebattører, hvorfor den økonomiske vækst er udsigtsløs, og de tegner samtidig spændende rids til, hvorledes den store omstilling kan forme sig indenfor landbrug og fiskeri, indenfor børne og familieliv, byplanlægning, forbrug og hverdagsliv m.m. Bogen er især blevet hypet i dagbladet Information, der samtidig synes at være  et talerør for den ultraliberalistiske tænketank CEPOS. Derfor var det da også forventligt, at direktøren for CEPOS i en kronik kort tid efter udgivelsen kritiserede bogen  og dens forestillinger om MODVÆKST. I hvert fald har Aagerups kronik accentueret spørgsmålet: Hvad er modvækst i grunden for noget … noget??

Lad mig forklare det med en lille historie.

Forleden fik vi besøg af min datter. Sammen samlede vi de sidste mange kilo blommer fra et par træer i haven, hvorefter jeg gav mig til at slå græsplænen, mens min kone, Svetlana og min datter gik i gang med blommerne: udstenede dem og lavede 6-8 glas marmelade efter en opskrift, som Svetlanas farmor, der var bogholder i en stor sovjetisk
virksomhed for 50 år siden må krediteres for. Det var vel ikke altid sikkert, at de fik løn dengang, i Sovjetunionen, og det er der i øvrigt så mange andre steder, de heller ikke har fået eller får, til gengæld var de klar over, at de måtte udnytte de ressourcer, som familien, haverne og et godt naboskab rådede over. På den måde lærte min datter at lave en fin marmelade af en god kvalitet, uden at belaste sit dankort, uden at købe ind.

Det hedder grøn økonomi, og det er sådan verdens befolkning har overlevet den lange rejse mod det nu, som har rejst sig tilsyneladende ubærligt foran os med sine dumme, dumme krav om en økonomisk vækst, som alt for tit blot er pis og papir eller med et andet citat fra 1970’erne  … penge skaber penge, papir papir …

Det kaldte de bytteværdier, og dem var der mange der fik på hjernen dengang i 1970’erne.

Modvækst handler derimod om brugsværdier. Om fortiden og – om fremtiden.