Et tilbageblik på 2021. På et år der langsomt åbnede op og lukkede ned igen. Vi fik snuset lidt til verden, og det var berusende.

Stadig mest kaffe, kage og kærlighed på min filmrulle.

Hver gang jeg blinker, bliver hun større. Den 22. januar fyldte vores lille Alma 1 år. Et år der sneglede sig afsted og fløj forbi på en og samme tid.

Vi skal huske at stoppe op indimellem og nyde alle de små øjeblikke.

For mange har 2020 været en parentes. For os har det været et kæmpe udråbstegn.

Et år vi aldrig glemmer. På godt og ondt. Et år der har sneglet sig afsted og er fløjet forbi på én og samme tid.

2020 var for os et ganske særligt år. Almas første. Hun har fyldt det meste af hjertekulen og kamerarullen. Lige som det skal være.

Rigtig godt nytår derude.

Bedre sent end aldrig, ikke?

Postkort fra sommer på Samsø. Vi skød papegøjen og ramte årets vel nok bedste uge og nød hvert et sekund af øen. Alma kommer ikke til at huske det. Den første familieferie. Men det gør vi.

Midt i naturparken og med udsigt over Issehoved kunne vi ikke have fundet en smukkere ramme om vores solskinsferie.

Det luner altså på en regnvåd decemberdag.

Måske er der stadig enkelte, der kigger med over min skulder i ny og næ. Det er i så fald godt gået, for der er ikke meget liv i den efterhånden støvede og 10 årige blog.

Sandheden er, at alt krudtet bruges på den anden side af skærmen. Verden er stor og ny for vores lille Alma, og vi forsøger på bedste vis at skærme og udfordre hende. Hun er en følsom og forsigtig lille fis, der ikke kaster sig i armene på hvem som helst. Det er hårdt ved de nybagte forældre, men hun rykker grænser og suger nysgerrigt livet til sig hver eneste dag.

Jeg glæder mig til at opleve verden igennem hendes øjne og vise hende, at den slet ikke er så farlig endda.

Da hele verden lukkede ned i Corona-krise, var vi allerede i baby-lockdown herhjemme. Og imellem os har det faktisk været en gave med en hjemsendt kæreste og et ekstra sæt hænder.

“I fik ikke ligefrem en begynder-baby” sagde sundhedsplejersken, efter amningen var kuldsejlet, og aftnerne bød på kolik-koma. Vi har tacklet vores helt egen krise, imens verden kom på fode. Vi er på vej ud af undtagelsestilstanden, ligesom verden langsomt åbner op igen.

Vores nye arbejdsgiver hedder Alma. Hun kom til verden den 22. januar, og hun er den sødeste, blødeste baby, man kunne ønske sig. Det er ikke løgn, hvad de siger, man elsker dem betingelsesløst. Hun kvitterer med smil og grin og holder os på stikkerne. Jeg arbejder gerne over for hende. Hver dag.

2020 kan bare komme an!

Glimt fra året der gik. Traditionen tro. Og nu med en blog der snart runder de 10 år. Måske nogle har læst med helt fra start?

2019 har været et år med frustrationer, håb og drømme. Et år med blå mærker på både krop og sjæl. Hormoner på overarbejde og drømme der endelig gik i opfyldelse.

Rejser til Gøteborg, Hamborg og Málaga. Indimellem for at glemme det hele og andre gange for at fejre de små sejre i livet.

2020 bliver også et hårdt år, når vi får vores lille babypige i armene. Men på en helt anden måde. Jeg ønsker mig ikke andet, end at hun er sund og rask, og så grundglæder jeg mig til at opleve verden i hendes højde. Vi er heldige som bare pokker.

Rigtig godt nytår.

Den søde ventetid på alle måder. Og første juleaften i vores stue. Det var magisk.

Her har været larmende stille.

På den anden side af skærmen er der fart på. Selvom jeg gik på barsel i starten af december, er der nok at se til. Masser af søde mennesker der skal ses, julepynt der skal finde sin plads, babytøj der skal vaskes og tørres, og en jul der skal koordineres. Vi skal nemlig holde jul sammen for første gang og så endda på egen matrikel. Indsæt selv hjerte-hopla.

Nu satser vi bare på, at hende den bette bliver, hvor hun skal indtil januar. Den første i min mødregruppe har allerede født. Før tid. Det behøver jeg virkelig ikke.

Bliver man mon nogensinde helt klar?