J A K O B L O G

Om at forberede sig til en jobsamtale – en pseudoblog med flere formål

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2009-05-27T05:32:36-07:00

Det lykkedes. Jeg blev kaldt til samtale til drømmejobbet som Musik- og eventkoordinator på Studenterhus Århus – allerede en halv sejr for mit vedkommende. Ansættelsesudvalget har tilsyneladende forstået, at jeg ER den rette mand for jobbet – for jasq! – Det er jeg.

Anne Thorø, leder af Studenterhuset, bad mig om at komme en ti minutters præsentation af mig selv, der blandt andet indeholdt mit bud på en musikprofil. Holy Cow – nu skal der tænkes hurtigt. Eller. Faktisk ligger den jo lige til højrebenet...
I weekenden var der SPOT Festival, og jeg var med. Både som arrangør, PR-fidus, afvikler og ren og skær gæst. Gennem mit frivillige arbejde på ROSA, har jeg haft fingrene godt ned i de bands, der gæstede SPOT i år, og havde derfor et ret fornuftigt overblik over, hvad jeg ville på festivalen. Det må jo i bund og grund vise, hvad min smag kredser omkring, så here goes...

Are We Brothers
Ave
Balstyrko
Baskery
Birk Storm
Carpark North
Choir Of Young Believers
Crocell
ElectroJuice
For A Minor Reflection
Fra De Varme Lande
I Was A King
Junkyard Productions
Le Corps Mince de Francoise
Lucy Love
Mads Langer
Magtens Korridorer
Mames Babegenush
Murmansk
Oh Land
Supercharger
The Disciplines
The Low Frequency In Stereo
The Megaphonic Thrift
Tim Christensen
Yuko
Cokiyu
Absynthe Minded

... er enten bands jeg så, eller ønskede jeg fik set – og listen viser lige præcis det, der kendetegner mig. En utrolig bred musikalsk stil, der både byder på pop, rock, hård rock, singer-songwriter, reggae, klezmer, punk, støj og elektronisk musik... Lige i skabet. Det eneste jeg mangler lidt er jazzen, som jeg jo også har en helt særlig forkærlighed for. Den må jeg skrive ind senere.

Derudover er det vel blot, at vise hvem jeg er. At der er mening og vægt bag ordene i ansøgningen, og at jeg stoler på, at jeg er bedste mand til jobbet. Sjovt nok er det kendetegnende, at hver gang jeg nævner for venner og bekendte, at jeg skal til samtale, så siger de: "Det skal du have - det er jo lige dig!" - Tja, det synes jeg jo faktisk også :)

Jeg er sq klar Anne, Louise, Emil og Karina - lad os få taget den snak!

Audio Gonzo

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2009-03-17T03:10:53-07:00

[Gonzojournalistik er en journalistisk stilart eller genre, som internationalt mest er kendt som den Hunter S. Thompson ofte skrev i. Gonzo gør op med ideen om, at man kun kan nå frem til sande fremstillinger af begivenhederne ved at følge strikse journalistiske standarder. Artikler i gonzogenren er ofte bygget op om en fortælling i reportageform. De normale standarder for akkuratesse og saglighed bliver skubbet i baggrunden til fordel for skildringen af stemninger og skæve vinkler, ofte med journalistens egen placering i situationen som omdrejningspunkt.]

Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Gonzo

There’s a new drug in town. Der bliver hvisket om det i krogene på alle de hippe steder, og kun de ypperste blandt jetsettet har prøvet det endnu. Et designerdrug af allerfineste karakter. Intet naturligt forefindes i det. Ethundrede procent menneskeskabt. Så nyt at ingen lovgivning har forbudt stoffet endnu. Så rent at din forestillingsevne efterlades postorgasmisk prustende på gulvet efter brug.

Stoffet hedder I-doser(.com) og er lydnarko. Lyder det mærkeligt? Så bare hør her.

Jeg har gjort noget ulovligt. Jeg ser baren på skærmen snegle sig mod de 100%, mens jeg tyvagtigt henter, hvad der ikke er mit. Jeg er ligeglad. Jeg har delirium, og jeg mine sanser skriger efter et fix. Siden jeg for første gang i eftermiddags læste om de lydfiler, der, indtaget på rette vis, kan sætte mennesket i en trancelignende dvale, har jeg været vild efter at prøve det på egen krop.
Euforiserende stoffer sig mig ellers ikke så meget. Nok. Men ikke så meget. Jeg er bange for efterspillet. For de humørsvingninger der følger i kølvandet. Og så er jeg bange for afhængigheden. Det er en hån mod menneskets intellekt og fysik at gøre det afhængigt at noget. Vi er sq frie individer – er det ikke det, vi påstår?

Her er der ikke noget catch. Lige så snart mp3-filen er hentet ned, ryger den over på iPod’en og høretelefonerne kommer i. Jeg ligger på ryggen på min seng. Lyset er slukket. Klokken nærmer sig 4 og et par forårskåde fugle skræpper udenfor vinduet. Jeg knytter mine næver og trækker vejret dybt ind.

Så begynder det.

En krads støj i baggrunden. Som et tv man er faldet i søvn fra. Hrsssssssssss..... og så den dybe tone, der langsomt hæves og sænkes i intensitet. Blandingen af disse to frekvenser skulle efter sigende være det, der gav effekten. Jeg føler mig rolig. Afslappet. Lidt skuffet da jeg hverken ser flyvende bowlingkegler er forkertfarvede medlemmer af dyreriget. Jeg føler mig bare godt tilpas.
Frekvensen stiger og falder, og ved nogle af dykkene ned i det dybe register, kan jeg mærke en fysisk reaktion i mit mellemgulv. Bare lidt. Jeg er fascineret. Jeg drømmer mig hen. Det er ikke svært at entre rummet mellem søvn og vågenhed, og jeg glider frem og tilbage. Som om nogen holder døren. Lægger ikke mærke til lyden længere, men lader mig føre fra den ene fortælling til den næste. Prisgivet.

Lydfilen varer ti minutter, men i min hjerne er tiden sat til uendelig. Følelsen af velvære kombineres med følelsen af træthed, og til sidst lader jeg mig glide ind i søvnen. Længere og længere væk. Dybe toner. Støj. Væk. Dybt. Støj. Rar støj.

Da jeg vågner, er det et kvarter førend mit vækkeur skulle have ringet. Jeg har stadig iPodens hovedtelefoner på. Jeg må være faldet i søvn, tænker jeg. Jeg føler efter engang og kan mærke en krop fyldt med velvære. Ingen hovedpine eller mentale tømmermænd. Tvært imod. En følelse af overskud får mig ud af sengen i første forsøg. Op og i gang. I spejlet på vejen, er det endda en frisk person, der blinker tilbage til mig.
Om det er de auditive designerdrugs, der har virket på mig, eller det blot var en god nats søvn ovenpå en oplevelsesrig dag er ikke til at sige. I hvert fald har jeg det skønt.

I aften vil jeg prøve med en ny fil. Altså bare prøve. Jeg er jo ikke hooked eller noget. Er jeg?

Bacon!

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2009-02-08T00:46:52-08:00

Har du aldrig forestillet dig edut.dk - bare med mere bacon?

Depressionsangst og rent sengetøj

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2009-02-05T18:25:40-08:00

De sidste dage har været hårde. Det begynder at gå op for mig, at det er alvor det her. At mit veludviklede Peter Pan-syndrom har spillet fallit, og at det forventes af mig, at jeg ”i dag træder ind i de voksnes rækker”.

Det kan ikke gå hurtigt nok med at få mig proppet i et kontor med mit navn på døren og såkaldt moderne institutionskunst på væggene. Ud at betale skat og få hjulene i samfundet til at køre rundt. Det er jo det, man gør Jakob!

Dette system med en karantæneperiode efter man er færdiguddannet har jeg det godt nok ambivalent med. Logisk kan jeg udmærket se, at det inciterer folk til at gå direkte fra studium og ud i et arbejde, men jeg synes det er et unødigt pres. Af min årgang af uddannede fra Journalisthøjskolen er det relativt få, der allerede er i jobs, og under hovedopgaveforløbet har det nu ikke ligefrem været så nemt at finde tid til at søge arbejde. Men tillykke med uddannelsen, nu fratager vi dig dit levegrundlag i en måned... eller reelt to, da dagpenge er bagudbetalte... Skal du stadig betale husleje og mad siger du? Ikke vores problem.
Ja, det virker da garanteret efter hensigten. Det samme gør simuleret drukning under tortur. Det det gør for mig er, at det stresser mig helt og aldeles at være på randen af fallit med gæld til højre og venstre. Det synes jeg sq ikke, at der er meget velfærdssamfund over.

Ud over de økonomiske kampe valgte min krop at spare mit immunforsvar væk i forbindelse med nedskæringer. Dette har resulteret i flere dage på langs med feber, ondt i halsen og hovedpine. Influenza kaldet de det vidst – jeg kalder det nærdødsoplevelse, men jeg er jo også en mand.

Ovenstående plus adskillige andre små aparte faktorer gør, at jeg disse dage bevæger mig trist og syg rundt i et vakuum af forventningspres og kreditorfrygt. Indre problemer skaber hos mig ydre rod, så mit værelse har efterhånden fået tilnavnet ”helvede”. Helvede peakede for nogle dage siden – da kroppen havde prikkerunde – og jeg flyttede ind på sofaen, da hverken gulv, bord, stol, seng eller skabe kunne identificeres bag den lukkede dør... Jeg er taknemmelige over, at jeg har ”verdens bedste roomie”(tm), der blot nikkede, sagde ”jaja” og lavede karrysuppe til mig!

Sådan er de sidste dage gået. Strepsils, panodiler, the, mælk med honning, søvn, Halls og lidt halvhjertede forsøg på at skrive ansøgninger. I dag fandt jeg så mig selv stående i badet, mens jeg sukkede højlydt. Så højt, at jeg selv blev forskrækket over det. Jeg nåede først lige at skyde det hen, før den var der igen.
- Suuuuuuuk! som en træt gammel billetkontrollør i et overfyldt weekendtog.

Faktisk gik jeg lidt i panik. Sidste gang jeg havde hørt mig selv sige sådan, var i sommeren 2006. Inden der var gået 14 dage var jeg diagnosticeret med depression og startet hos en psykolog. Det blev til et længere forløb, før jeg atter blev raskmeldt, men jeg fik nogle værktøjer med mig, der siden har kunnet holde monsteret i skak.

Jeg vil det ikke igen. Jeg nægter. Giv mig orden og klare linier. Bare for en periode. Fast indtægt, fast job, fast føde og en fast kæreste ( - gerne fast i kødet, tak!).

I morgen er en ny start, har jeg bestemt. Der skal der muges ud i Helvede. Jeg har markeret det ved, at flytte tilbage allerede i aften, ryddet min seng og lagt nyt sengetøj på. Lyseblåt med hvide snefnug. Kitch af karat, men noget jeg havde med fra mit barndomshjem. På en sær måde giver det mig tryghed og en tro på, at jeg selv kan nå at ændre min skæbne, førend en tåbelig sygdom gør det for mig.

Greencard til voksenverdenen

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2009-01-28T06:34:37-08:00

Så er jeg journalist. Dette helvedesstudie, der tog mig fem år at gennemføre, og som formåede at køre mit i sænk, for atter at bygge mig op henover de sidste semestre. I morgen modtager jeg mine eksamenspapirer. Mit greencard til voksenverdenen.

Forude ligger uanede muligheder for at pejle sit liv i den ene, anden eller tolvte retning. Skal jeg lave politiske analyser på Christiansborg, reportager fra kræmmermarkeder i Tullebølle eller styre kommunikationen for en international virksomhed? Je ne sais pas!

Planen er som følger: Februar står på dummejob. Jeg hygger mig i kiolleren og forhåbentlig kan Adecco. eller et andet daglejer-firma, finde mig noget at rive i. I al fald skal jeg bare have, så jeg kan betale husleje og forbrug i marts måned. Shouldn’t be that hard.

For ikke at gå fuldstændig kold over denne intetsigende tilværelse – om end det blot er en måned – har jeg langt om længe fået sat en skrivegruppe i gang. Hermed burde der være skabt en motivationsfaktor, der gør, at jeg rent faktisk får kradset alle de idéer, jeg går rundt med i hovedet, ned på computeren.

Forfatterskolens to-årlige optagelsesfrist er 1. marts... Skulle man forsøge sig?

Fra april begynder dagpengene at komme. Det er ikke en støtte jeg har i sinde at lukrere på til evig tid, men det vil være den sikkerhed, der gør, at jeg kan fokusere på at finde mig det helt rette job, uden at snuble og ende i en panikløsning.

For ja, det kan godt være, at det rigtige job for mig er i København... Men er det virkelig det værd at opgive vennerne, bandet og den lækre lejlighed for det? Flere og flere ting siger mig, at det er det ikke. Jeg er jo for pokker vild med Århus og alt hvad byen har givet mig.

Ikke desto mindre har finanskrisen gjort det en del mere besværligt at finde et job. Det lader til at alle arbejdspladser er yderst forsigtige med at hyre folk, og islændingene fik jo også lige sørget for, at mediehusene også fik krisen at mærke.
Kombineret med bådet et DR og et TV 2 i økonomisk krise, ser mulighederne ikke just lysegrønne ud.

Sikke mange tanker om et professionelt liv, der først netop er startet. Hjælp! Jeg tror bare gerne at jeg vil tilbage i studielivet igen. Den her virkelig verden med arbejdsløshed, regninger og ansvar er sq lidt skræmmende.

Og hvor seriøst det hele end kan lyde, så ved jeg jo, at alle ovenstående overvejelser med ét kan blive fejet af banen, hvis der dukker noget – nej nærmere nogen – op i personsfæren. En der slår benene væk under mig. Får mig til at fri, flytte langt pokker i vold eller... Ja, hvem ved.

Hvorfor bekymre sig, når livet alligevel blot er en række af fantastiske tilfældigheder, der gør alting mere besværligt og meget sjovere?

Carpe fuckin’ diem...

Israel går ind i Gaza

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2009-01-03T12:20:04-08:00

Undskyld mig for at blive en smule politisk....

Her til aften skete det. Israelske styrker - herunder titusindevis er reservesoldater - er gået ind i Gaza med det formål at ødelægge den øverste top hos Hamas, der gennem længere tid, både før og efter våbenhvilen, har beskudt Israel med raketter.
I den seneste uge har Israel vha. luftvåbenet bombet mål i Gaza og ramt, hvad man mener, der kan rammes af militære mål i området. Derfor har det også kun været et spørgsmål om tid, førend kampene skulle rykkes til landjorden, og det sidste "oprydningsarbejde" kan finde sted. En regulær besættelse af Gaza-striben synes ikke på nogen måde at være Israels plan med den militære fremrykning.

Også i Danmark har vi mærket til konflikten. Ud over en ret massiv mediedækning af situationen, trak en mand for et par dage siden våben og skød to israelske kosmetik-medarbejdere ned i Rosengårdscentret i Odense. Disse er nu indlagt med skudsår i arm og ben, og den formodede gerningsmand er anholdt og sigtet for forsøg på manddrab.
Og mange danskere har en holdning til konflikten, som den er nu. Dog er det langt fra alle, der har sat sig ind i problemtikken. Heriblandt en Katja, der her til aften tonede frem på TV 2 NEWS og fortalte om hendes bevæggrunde for at deltage i Islamisk Samfunds anti-Israel demonstration i København i dag. En demonstration der blandt andet bød på kanonslag og afbrændte israelske flag.

Israelsk og amerikansk flag brændes af foran Christiansborg 3. januar 2008 - Foto: Politiken.dk

Katja mente, at det Israel havde gang i i Gaza var "vanvid" og i øvrigt mente hun, at Danmark skulle trække sine tropper hjem fra andre lande....?!!!

WTF?! Katja-pigen. Hvad med at sætte sig lidt ind i, hvorfor du går på gaden under Palæstinensike faner og fordømmer Israel? Det er sqda ikke for at hente danske tropper hjem fra Afghanistan?! Og måske er det voldsomt at se en højteknologisk krigsmagt gå ind i noget, der mest af alt kan betegnes som et u-land, men sådan er krig. Og når Hamas SELV ophæver våbenhvilen, og bliver ved med at sende raketter mod israelske mål, ja så må de sq forvente en lussing. Lad os da for en gangs skyld får Hamas' terrorister til at stoppe og hjælpe Fatah på vej til et demokratiske Palæstina og en to-stats-løsning. Netop det, som mange israelere også ønsker.

Jeg er træt af folk som Katja. Hvis du ikke kan argumentere for dine holdninger, så lad være med at råbe op. Klaphat.

Arg... Det hjalp lidt...

Julehilsen fra Tel Aviv

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-12-12T09:22:01-08:00

Israel – dag fire

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-12-07T02:33:59-08:00

Så er vi her, og vi er i fuld gang! Alle mennesker – selv El-Al sikkerhedsmanden, der podede samtlige elektriske dimser (og der var mange) for sprængstoffer i lufthavnen – er enormt venlige og imødekommende.

Vi ankom til Tel Aviv onsdag nat ved 2-tiden, og selvom vi havde frygtet det værste i forhold til at skulle indføre kameraudstyr for kr. 100.000+ i tolden, gik alting lige efter bogen, og vi blev mødt velkommen med et ’shalom’ og ’enjoy your stay’.
Mine to amerikansk-israelske fætre, Gal og Elan, hentede os, og snart var vi ’hjemme’ i min fars gamle kibbutz, hvor der stod opredte senge klar til os. Klokken fire kunne vi gå til ro, trætte ovenpå godt 18 timers rejse Århus-Kbh-Zürich-Tel Aviv-Shefayim.

Torsdag brugte vi i kibbutzen på lidt sight-seeing og en kop kaffe med Gal på hotellet, hvor han arbejder. Gal kommer til at fungere som min co-vært i filmen, da han er to-sproget engelsk/hebræisk og derfor også fungerer som tolk i nogle af de interviews vi laver. Samtidig repræsenterer han den helt almindelige unge israeler, med de holdninger – eller mangel på samme – denne besidder.
Aftenen blev brugt med Gal og Elans familie, min fabror Micha og hans amerikanske kone Phyllis. Senere tog vi over til Gals hus, hvor vi også skød en scene af mere uformel karakter, hvor situationen i Israel blev diskuteret over et par øl.

Fredag kørte vi til den nærliggende by, Hertzelia, og lejede vores bil; White Woody – opkaldt efter den lille, forvirrede og meget blege jøde Woody Allen. En ung fyr ledsagede os rundt om køretøjet, og skulle markere på en tegning, hvor Woody allerede havde ridser og skrammer, som vi efterfølgende ikke skulle tage ansvaret for. For hver skramme tilføjede han en prik på sin tegning, og efter grundig inspektion havde tegningen godt 300 prikker! Det ville have været nemmere blot at tegne en ring udenom selve bilen ;)

Herefter drog vi mod Tel Aviv. Eskil er chauffør på israelsk manér. Vognbanestriber og røde lys er for wuzzies! Han fletter, dytter, bremser og accelerer, så man skulle tro, at manden allerede var omskåret! Noget en facebookgruppe oprettet af hans venner i Danmark ellers opfordrer ham til at blive inden han forlader landet. En noget dyrtkøbt souvenir, hvis du spørger mig.
Fredag aften trillede vi tilbage til Shefayim til shabbat-middag hos min tante, Eilat, og hendes familie. God mad og masser af skrigende børn. Typisk israelsk og vældig hyggeligt.
Vel tilbage i Tel Aviv blev det sidste af aftenen nydt på balkonen hos vore værtinder, Shani og Maja, med udsigt over et af hovedstrøgene, Ben-Yahouda, ledsaget af lidt facebook’ing og en kold øl.

Lørdag var det stadig shabbat, og mange kilder var ikke til at fange på telefonen. Derfor så vi os nødsaget til at gå de ca. 500 meter ned på stranden, hvor nymferne solede sig, løverne spillede strandtennis og bølgerne stod meterhøje og azurblå lige ud for den fineste hvide sandstrand. Og så i starten af december. Skønt.
Shani, hvis værelse vi havde lånt, mens hun havde været på kursus, kom hjem henad aften, og sammen med hende og Maja drog vi til en demo foran Forsvarsministeriets bygninger i Tel Aviv. Her havde 150-200 mennesker taget opstilling med trommer, bannere og fakler. Formålet var at få regeringen til at gøre noget ved de bosættere, der igennem længere tid har plaget Hebron-området. Fredag blev et hus, der var besat af unger (primært 16-17 årige) 2. generations-bosættere ryddet, så situationen i området er ultra-spændt. Til demoen fik vi mulighed for at flashe vores internationale pressekort, hvilket betød at White Woody fik plads sammen med israelske politikøretøjer, og vi uhindret kunne filme bag afspærringer og lignende. Stort! Vi fik også mulighed for at snakke med flere politisk aktive unge, hvoraf en ung fyr – Omri – sagde jatak til at deltage yderligere i vores film. Ham mødes vi med igen i løbet af ugen. Aftenen blev rundt af på en hippie-restaurant i den indre by, hvor vi – siddende i lagenbetrukne second hand sofaer – indtog indiske retter, mens The Doors spillede i baggrunden. Fantastisk sted.

Hele Tel Aviv er så fuld af liv. Du har hovedstrøgene med små butikker, der vrimler af folk, og blot få minutters gang herfra breder stranden sig i et bredt bælte med luksuriøse hoteller og corny strandbarer. Folk er enormt venlige og glade. Det er skønt.

I dag, søndag, er det hverdag igen, og vi har brugt formiddagen med research og opkald i lobbyen på det hostel, vi har overnattet på. Flere og flere aftaler kommer i hus – blandt andet med TV 2’s mellemøsten-korrespondent, Steffen Jensen, der kommer til at få en rolle i filmen også. Vi kører til kibbutzen klokken 14 for et interview med en ung jøde, der rejser til Indien i morgen for at komme væk, og i morgen eftermiddag fortsætter rejsen nok mod Jerusalem. Glæder mig enormt til at gense byen med al dens historiske charme og dens splittede folk.

Sikke en smøre. Over and out for now. Tror det er tid for et pitabrød med humus og en kop kaffe. Billeder kommer op senere, og de kan desuden ses i mit Hovedopgave-galleri på Facebook, efterhånden som jeg tager dem.

/Jakob

PS: Kender du nogen i Jerusalem eller Tel Aviv, der vil have to supersøde journalister boende, så send mig endelig en mail :)

Dannelse og længsel

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-12-01T18:21:37-08:00

Onsdag flyver vi fra København. Et stop i Zürich og herefter ankomst i Tel Aviv først på natten. Her starter tre ugers opdagelsesrejse for mig og min makker Eskil.

Længe har jeg haft den her summen i kroppen. Udlængslen og lysten til at udfordre mig selv og møde nye mennesker og kulturer. På een gang en ud- og indadvendt lyst, der lige så meget som den går på mødet med mennesker, også går på at udfordre mig selv i en personlig og faglig kontekst. Tre uger i Israel med et kamera på skulderen burde stille min sult.

Dette er min svendeprøve. Det er mit sidste kryds på det eksamensbevis, jeg skal have i hånden, når jeg fremover skal søge job som journalist. Styrkeprøven for hvad jeg kan drive det til ud fra egne idéer og egen produktion fra start til slut. Hold da op det er spændende.
For selvom kølig vinter bliver skiftet ud med nogle-og-tyve graders mellemøstlig varme, og stressende juleindkøb for en stund er lagt på hylden, så er det ikke ferie vi er på. Vi skal 19. januar aflevere 25-30 min. TV-dokumentar af en kvalitet, så landsdækkende fjernsyn umiddelbart kan – og meget gerne skal – aftage vores produkt.
Heldigvis er min allierede en dygtig fotograf og klipper, og indtil videre er samarbejdet gået smertefrit og som en leg. Men mon ikke vi nok skal bide hovedet af hinanden, når vi står midt i en ørken, udlejningsøsen er punkteret, kameraet er fuldt af sand og nærmeste kosher-diner er en dagsrejse bort?

Personligt bliver rejsen også en dannelsesrejse for mig. Det er min fars og bedsteforældres land. Det er der, han blev født, voksede op, det land han kæmpede i to krige for og det land, han i dag ligger begravet i. Her lever mine fætre og kusiner hver dag med konflikten, og hvad med deres fremtid? For mig trænger en masse spørgsmål sig på – og især bliver jeg nødt til at vide, hvordan de overhovedet kan se en fremtid i Israel, når en tilsyneladende endeløs konflikt æder af politisk, mentalt og medmenneskeligt overskud?
Jeg ville gå i hundene, hvis mit eget land stod i den situation – eller i hvert fald nok blive særdeles rabiat... For ikke at tale om den fordømmelse jeg skulle leve med fra det globale samfund.
Når jeg atter lander i Kastrup to dage før jul, tror jeg, at jeg er vokset. Forhåbentlig har jeg en journalistisk fantastisk spændende skildring med mig hjem. Men pyt med den. Den skal jeg blot bestå et studie med. Allerhelst håber jeg på at have fået et menneskeligt og kosmopolitisk indblik i, hvad en generation af unge, jeg selv kan relatere så kraftigt til, gør, når de er presset ud at skulle forme deres egen fremtid.
Jeg håber at jeg til jul vil nyde anden uden udlængsel og føle, at jeg har givet mig selv den største gave i form af en stor personlig oplevelse og indsigt.

Hvad venter man 15 år på?

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-11-18T19:14:21-08:00

Lykke? Karriere? Kærlighed?

Eller på at høre en stemme, der har påvirket ens liv i helt enorm grad?

Nu sidder jeg med den i hånden. Den drøm om musikalsk, personlig og virtuos succes, som mit idol W. Axl Rose begyndte at drømme på i 1993. Dengang drømte jeg med ham, og jeg er fortsat med at drømme hver eneste dag. I dag – 15 år senere – leverer et muntert postbud den til mig.

I al sin bombastiske og produktionstekniske storhed har drømmen aftryk af ”Rose” placeret i hvert enkelt riff, hvæs og 4/4 fra start til slut. En trist, arrig, melankolsk og martret Rose, der hviner sin smerte ud i en skøn 14 sangs serenade om kærlighed, svigt og altoverskyggende forventninger.

Nervøs er han ikke. Ikke et sekund skælver hans grove, hæse røst fra start til slut. Han besidder en tro på sig selv så stor, at intet kan slå ham ud. Ikke forsmåede anmeldere, ikke uoverkommelige udgifter og ikke personlige svigt fra familie, venner, partnere og bandmedlemmer. Rose har ikke brug for nogen. Han har blot sat sig for at fuldføre sin mission og tilføje sine musikalske fortællinger de bedste fødselshjælpere i form af musikere af Guds nåde.

Rose skriver ikke musik til 80’erne, 90’erne eller 00’erne. Han skriver musik til sig selv. Hvis hans fans også nyder den, så er det blot en ekstra bonus. Foran mig ligger verdens dyreste og længste terapisession. Nu offentlig tilgængelig. Forvandlingen fra rasende ungdom til dyb og tænksom voksenhed. Fra megalomanisk besættelse til klædelig ydmyghed. Fra råt talent til noget nær genialitet.

Sangene er for mig ikke nye. Blot tre numre har jeg hørt for første gang i dag. Resten er gengangere, der siden de blev lækket på internettet i halvfærdige versioner er blevet forædlede og finpudsede til perfektion. Rose har I mine øjne altid formået at fange en melodi og en tekst og pleje den, til det optimale kom ud af den. På den måde har luftige riffs og nonsenstekster fået fylde, dybde og til slut en evig plads i mange menneskers livs-soundtracks. Fået mening.

Roses drøm giver mening for mig. Når jeg lukker mine øjne og lytter til dubleret solosang, melodiøse og svulstige guitarsoloer, patos-fyldte filmcitater og en stemme, der lyder som om, den hvert øjeblik det skal være, kan knække over og bryde ud i gråd, mens den lægger sig barberbladsblødt henover klaveret:

”I just can’t let it die
Cause her heart’s just like mine
And she holds her pain inside

So if you ask me why
She wouldn’t say goodbye
I know somewhere inside

There is a special light
Still shining bright
And even on the darkest night
She can’t deny

So if she’s somewhere near me
I hope to God she hears me
There’s no one else
Could ever make me feel I’m so alive
I hoped she’d never leave me
Please God you must believe me
I’ve searched the universe
And found myself
Within’ her eyes”

Det er ikke blot hans drøm - men også min. Mine følelser og min smerte, som han projicerer ud, og tonerne fra stemmebånd og klaverstrenge får tårerne frem i mine øjne. Jeg er bevæget. Jeg er klar til at lade ham føre mig med sig i sin drøm. Jeg modtager. Jeg oplever. Jeg vokser.

Jeg har allernådigst fået anvist en rute ind i et stort, dunkende sind fyldt med empati, kærlighed og sans for at frembringe brudstykker af overjordisk skønhed. Ærefrygtigt og med alle sanser spændte træder jeg ind. Et skridt af gangen. Drømmer, fornemmer og glædes.

Dét venter jeg gerne 15 år på.

---

Guns N’ Roses: Chinese Democracy
Universal Music
Udkommer i Danmark 22/11 2008

Chinese Democracy starts in...

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-10-31T05:45:44-07:00

Chinese Democracy starts now

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-10-22T06:34:52-07:00

Om en halv time rammer første single fra Guns N' Roses kommende plade "Chinese Democracy" dansk radio. Som de første i landet spiller P3 den officielle udgave af titelnummeret, og bruger en time af programfladen mellem 16-17 til at diskutere den mytiske udgivelse.

Vi er nogle, der har glædet os meget til denne dag.

Singlen forventes at gå i handelen om en uges tid, og albummet står på Universal Musics releaseplan til den 24. november i år.

Jeg arbejder for tiden på at få arrengeret noget at et rockbrag i Århus i forbindelse med udgivelsen - mere om det senere.

Til at forsøde ventetiden, er her en fanmade video til Chinese Democracy:

Guns n' Roses, Chinese Democracy - gunsnroses.us from bkjfk on Vimeo.

Ny præsidentkandidat!

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-10-13T17:23:49-07:00

Tak til Line for linket.

Stream of bad consciousness

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-10-13T17:12:39-07:00

Mennesker er trælse. Jeg er træt af dem. Ingen vil hinanden det godt. Måske undtagen hende i København, der ringede her i aften. Pjat. Hun er bare forstående. Men alle andre. De vender sig bort, og snakker med de rigtige. Dem de kender. Tør ikke udfordre sig selv ved at møde nye mennesker. Sådan bliver man ekskluderet. Udskilt. Aparte. Da jeg gik hjem i aftes var åen sort og smuk. Stille men dog farlig. Der var ganske få fulde folk, selvom der er ferie. Pseudo-ferie. Det er jo alligevel kun noget for skolebørn. Hun skulle have været her i ferien. Hende skolebarnet. Det var ikke ment to be. Det er der sq nok sjældent, noget der er. Kærlighed. Stinker. Kærlighed. Forblænder. Kærlighed. Ikke noget for mig. Jeg gider simpelthen ikke mere. Hun ødelagde den sidste rest af det, jeg havde i mig til at give bort. Til den rigtige. Jeg tror ikke jeg møder hende. Hun eksisterer nok ikke. Og gør hun, skal jeg sq nok få hende skræmt væk. Tanker. Gin & Tonic. Dobbelt. Og tanker. I morgen skal jeg skrive opgave. Hvis jeg gider. Alt er stille. Publicer og sov. I morgen kommer atter en dag. Jeg har ikke lyst til at sove uden en at holde om.

Säg det igen

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-10-12T05:45:42-07:00

(Tekst: Lisa Nilsson, musik: Lisa Nilsson & Henrik Janson)

Du gjorde det igen
Alldeles nyss
Du sa det där man aldrig får säga
Du sa det till mig, det outhärdligt
hänsynstlöst förbjudna
Du sa jag älskar dig, jag älskar dig,
jag älskar dig

Du la din hand på min rygg
Jag vände mig om och du gjorde
det man aldrig får göra
Du strök min panna med stora, värma,
sträva, trygga händer
och sa, jag älskar dig, jag älskar dig, jag älskar dig

Säg det igen, säg det igen, säg det igen
Jag vill höra, så säg det igen, säg det igen,
säg det igen, säg det igen.

Nu blir jag aldrig mera fri,
nu har du mig fast
Jag kan aldrig nånsin leva förutan
Du sa det till mig, det jag längtat hela livet
att få höra
Du sa, jag älskar dig, jag älskar dig, jag älskar dig
Och säg det igen, säg det igen, säg det igen,
jag vill höra, så säg det igen, säg det igen, säg det igen,
säg det igen, säg det igen

Tak, Anna.

Kardiologisk-Geologisk transplantation

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-10-11T10:04:51-07:00

Patient: Jakob Edut

Født: 12.11.1979

Diagnose: Hyperaktivt emotionelt register.

Behandling: Kardiologisk-Geologisk transplantation.

Fremgangsmåde: Under fuld narkose udføres incision på den fastende patient. Herved frigøres cordis, der udtages og erstattes med et geologisk protese af samme omfang. Der sutureres og operationen er aflsuttet. Patientet lægges til opvågning og overvåges det første døgn efter operationen for at undgå eventuelle tilbagefald af empati og anden emotionel aktivitet.

Udføres: medio oktober 2008

School's out...

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-10-09T09:16:50-07:00

Børnehaveklasse: 1 år
Folkeskole: 9 år
Efterskole: 1 år
Gymnasium: 3 år
Multimediedesigner: 2 år
Journalist: 4 år

Undervisning i alt: 20 år – og det slutter i morgen!

Yup folks! I morgen har jeg min sidste dag med undervisning NOGENSINDE. Når klokken i morgen ringer ud (ej, det gør det ikke rigtigt, men når vi får fri så...), så er det sidste gang, jeg skal sidde på skolebænken og modtage undervisning i mit liv – well, hvis man ser bort fra eventuel efteruddannelse, der måtte dukke op, når man ligesom jeg tror på livslang læring.

Men hvor er det fantastisk. Og mærkeligt. Nu mangler jeg blot et Fagspeciale og en Hovedopgave, så er jeg færdiguddannet, har en professionsbachelor + en akademiuddannelse i ryggen og kan gå ud og knokle til dagen og vejen, indtil jeg en dag skal pensioneres. Til den tid savner jeg sikkert studielivet så meget, at jeg melder mig til obskure forelæsninger på folkeuniversitetet.

Eneste bet er vist, at jeg ikke helt er sikker på, om jeg føler mig klar til at blive en del af samfundet derude. Studiet er – på trods af en hvis råhed på DJH – en herlig lille puppe af ansvarsløshed. Pludselig skal jeg til at overveje, at det skal svare sig, for dem jeg arbejder for, at have mig gående. Oh ve – lad mig blive selvstændig.

How can I help you to say goodbye?

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-10-12T06:11:45-07:00

Through the back window of a '59 wagon
I watched my best friend Jamie slippin' further away
I kept on waving 'till I couldn't see him
And through my tears, I asked again why we couldn't stay
Mama whispered softly, Time will ease your pain
Life's about changing, nothing ever stays the same

And she said, How can I help you to say goodbye?
It's OK to hurt, and it's OK to cry
Come, let me hold you and I will try
How can I help you to say goodbye?

I sat on our bed, she packed her suitcase
I held a picture of our wedding day
Her hands were trembling, we both were crying
She kissed me gently and then she quickly walked away
I called up Mama, she said, Time will ease your pain
Life's about changing, nothing ever stays the same

And she said, How can I help you to say goodbye?
It's OK to hurt, and it's OK to cry
Come, let me hold you and I will try
How can I help you to say goodbye?

Sitting with Mama alone in her bedroom
She opened her eyes, and then squeezed my hand
She said, I have to go now, my time here is over
And with her final word, she tried to help me understand
Mama whispered softly, Time will ease your pain
Life's about changing, nothing ever stays the same

And she said, How can I help you to say goodbye?
It's OK to hurt, and it's OK to cry
Come, let me hold you and I will try
How can I help you to say goodbye?

How can I help you to say goodbye?

Chris og kaffefabrikken

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-10-05T14:31:04-07:00

Normalt kan jeg fint sove til kl. 13-14 stykker på en søndag, men i dag måtte jeg gøre en undtagelse. Roomie, der er stor fan af kaffe, havde modtaget besked fra folkene bag kaffe-kæden Baresso om, at kædens pladeselskab havde en ny jazz-plade med kontrabasvirtuosen Chris Minh Doky ude, og at lillebror Doky himself ville gæste Baresso på Banegårdspladsen søndag kl. 11.

Derfor skridtede vi gennem regnen ned til kaffepusherne, og fik kun lige købt os en skoldhed mokka, førend en smilende Chris indtog gulvet i den ende af lokalet, der til lejligheden agerede scene.

Chris Minh Doky er ingen hr. hvem som helst. Ud over at være en ganske almindelig knægt fra Nørrebro, har han igennem sit musikalske liv præsteret følgende:

• Spillet bas i 25 år
• Udgivet to plader med brormand Niels Lan Doky under navnet ”Doky Brothers”
• Gik for 10 år siden solo og har udgivet syv soloalbums
• Spiller over 150 koncerter årligt over hele verden
• Medvirket på over 300 musik-udgivelser
• Skrevet kogebogen ”Jazz Kitchen”
• Spillet for Bill Clinton i Det Hvide Hus
• Modtaget to platin- og tre guldplader
• Modtaget priser for ”Årets koncert”, ”Årets band” og ”Årets bassist”
• Modtaget ”Ben Webster Prisen” i 2008 sammen med sin bror
• Spillet med koryfæer som Curtis Stigers, Mike Stern og John Scofield m.fl.

Og nu stod han altså dér. I en kaffebar mens regnen piskede ned på de forbipasserende udenfor, og prustende bybusser ihærdigt forsøgte at overdøve den mikrofonløse jazz-bassist.

Veloplagt sprøjtede han anekdoter ud fra et liv, der, selvom det i mange år var drømmen om at blive læge, der herskede, kom til at dreje sig om at spille jazz. Om at leve for noget. Ikke kunne leve af det, men alligevel heller ikke kunne leve uden det. Om at turde satse på drømmen – og vinde.

Efter en times fortælling og fire numre kvitterede Chris Minh Doky for tilhørernes interesse med en anekdote om, hvordan min bliver en del af musikken. Frit fortolket lød den således:

”Musik er ligesom en stor, brusende flod. Den består af al musik, der har været, al musik der er og al musik, der kommer.
For at kunne træde ud i denne flod uden at blive skyllet væk og drukne, skal man mestre fire ting: Man skal have den bedst mulige teknik på sit instrument, man skal have den størst mulige viden om al musik, man skal minimere afstanden mellem hjerne og fingre mest muligt og så skal man være åben overfor al slags musik.
På den måde gør man sig transparent og modtagelig, og kan lade musikken strømme igennem sig uden at drukne.”

Kloge ord fra den 39-årige firestrengsvirtuos.

Således opstemt og åndeligt såvel som musikalsk stimuleret blev jeg nødt til at erhverve mig den kompilerede dobbelt-cd ”A jazz life” i en signeret udgave og bruge resten af eftermiddagen på at jazze ud hjemme foran anlægget.

At stå distancen

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-10-04T14:57:14-07:00

At være nogens kæreste. Ikke blot deres kære, men deres kæreste. Det er rart og vidunderligt. Det giver kriller i maven og røde kinder, og føles lidt som en mærkelig tropesygdom i hele kroppen – bare på den rare måde.

At elske. At kunne give sig hen og hengive sig til troen på, at dette menneske er den, du passer sammen med. På alle leder og kanter. Dit match. Prinsessen i dit eventyr.

At bruge tid sammen. Nyde nærværet. Indvie hinanden i livshistorier, venner og familie. At åbne sit liv op for en ny kraft, der fremover vil præge netop dette liv.

At savne. At føle et bundløst hul inde i sig, når denne special someone ikke er til stede. At drømme sig hen til hende. At føle sig halv når hun er væk og først blive et helt menneske, når man atter er sammen.

At være langdistancekærester. En midlertidig løsning på ønsket om at praktisere et forhold, uden dog at kunne være hinanden nær altid. En sikker platform for håb, savn og længsel. En romantisk foranstaltning, hvis man kan leve med det – et skærsild uden lindring, hvis man ikke kan.

Anna, jeg elsker dig og vil være sammen med dig, men jeg hader afstanden imellem os.
Nu kommer jeg altså snart op og flytter din ø ned til Århusbugten!

Jeg har brug for mit match. Min kæreste. Min kvinde. Min prinsesse. I mit liv. Hos mig. Nu og her. Altid. Hele tiden. Og hun sidder 144 kilometer væk i en verden, som hun ikke kan blive ved med at forsømme, blot fordi jeg ønsker at se hende.

Enten er ønsket om at ses stærkt nok fra begge sider til, at vi bruger enhver chance, vi får, på at mødes. Men er der blot fra en af parterne et ønske om, at dette sættes lidt i bero, forsvinder troen på succesen i langdistanceforholdet alt alt for hurtigt.

Jeg kan ikke undvære hende længere. Det bliver jeg nødt til alligevel. Jeg elsker hende helt op i himlen, og alligevel tør jeg snart ikke tro på, at det lykkes. Jeg bliver også ældre og får mine ønsker og krav til et forhold. Blandt dem tror jeg simpelthen ikke, at jeg kan leve med, at jeg ikke ser min kvinde særlig ofte.

Hvad pokker skal jeg dog gøre?

PS: Ja, jeg overvejer faktisk seriøst at flytte til Mors efter endt studium i januar. Der er bare alt for længe til.

Wroooum Wroooum...

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-09-29T15:13:06-07:00

I dag blev jeg den lykkelige ejer af et stykke papir til en værdi af cirka 10.000 kroner.

Dette (værdi)papir er mit midlertidige kørekort, indtil jeg får et nyt lyserødt plastikkort med posten om et par uger. Oh yes, Edut har fået lov at bevæge sig i trafikken på to hjul og masser af kubik under sig - motorcykelkørekortet er i hus.

Hvorfor dog kørekort til motorcykel? Spørger folk. Tja, ud over køreglæden, vinden i håret og følelsen af at være ham cowboyderen, der rider ud mod solnedgangen, så er mit førebevis til MC nu også af en hel anden betydning.

Jeg har, lige siden jeg var helt lille, haft en drøm om at køre kværn. Jeg har lovet mig selv, at det skulle ske inden jeg blev 30 (da 'det grå guld' på deres Honda Goldwings er en joke!) og jeg havde sat mig for, at min første rigtige månedsløn fra et fuldtidsjob skulle gå til udbetaling på en motorcykel. I august besluttede jeg mig for, at det nu var på tide at indfri drømmen, første september startede jeg på køreskolen og i dag bestod jeg min køreprøve.

Derfor er det lille lyserøde kort ikke blot den tilladelse, der giver mig ret til at færdes i trafikken på køretøjer i kategori A. Det er også et lillebitte stykke plastik, der beviser, at drømme rent faktisk kan gå i opfyldelse, hvis bare du selv gør noget for det. Det vil jeg huske, hver gang jeg får øje på det i min pung. En gennemført skøn fornemmelse.

Har du en drøm, du snart skal have indfriet?

Panodil-mus

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-09-16T03:57:12-07:00

Kategori(er): Selskabslege, Efter-druk lege

Ude/Inde: Inde

Sted: Kan leges alle steder men helst i London Baby!

Aldersklasse:
Under 6 år
6 til 7 år
8 til 9 år
10 til 11 år
12 til 13 år
14 til 15 år
15 til 18 år √
Over 18 år √

Antal deltagere: 2 til 4

Varighed: 2 - 10 min.

Materialer: Panodiler – kan evt. også spilles med andre piller, hvorved navnet ændres til Pille-mus.

Beskrivelse: Een af deltagerne placerer fem panodiler foran sig på bordet. Han/hun lukker nu øjnene, en af de andre deltagere peger nu på en panodil. Deltageren som lukkede øjnene skal nu forsøge at gætte hvilken panodil, der blev peget på. Det gør han/hun ved at tage panodilerne een efter een og spise dem. Når han/hun tager den panodil der er blevet peget på råber de øvrige deltagere "MUS", deltageren må nu stoppe med at tage de tibageværende panodiler, og turen går videre til den næste deltager.

NB: Det anbefales at der max. ligger fem panodiler på bordet af gangen, da en voksen person maksimalt må indtage otte piller dagligt

Testet af: Martin AA, Woolie, Sine, Joe, Niko og Edut

Edut og kulturen

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-09-02T15:52:31-07:00

Atter er jeg tilbage i Bunkeren og denne gang for at aftjene mine sidste få måneder af et studium, der har bragt mig glæder, smerte, spænding og tænders gnidsel.

Disse sidste måneder byder, foruden Den Store Skræmmende Hovedopgave, på et fagspeciale med emnet: Kultur. Lige min kop te, og noget jeg rent faktisk har gået og glædet mig til, siden jeg i sin tid begyndte på studiet. Nu er jeg i det, and it is goooooood.

Således hev underviser Erik Farmann holdet med ud i festugen i aftes. Vi skulle opleve Svalegangens eksperimenterende teaterperformance Upside Downtown i Gruppe 38's lokaler i Mejlgade. Klokken 21.30 var alle 19 håbefulde kulturskribenter samlet i gaden, men silende nedbør med karakter af noget-mere-end-støvregn bød arrangørerne at udsætte forestillingen. Diverse balanceakter på en syv meter høj stol og deslige stod ikke til at udføre i glat og snasket regnvejr.

Farmann var nedtrykt, men som med et trylleslag fik Kåre fra holdet kommunikeret videre til lækkerheds-hulen Ris Ras, at vi var 20 journalister på vej, og Det Allerhelligste nede i cafédyrets kælderbug blev åbnet for os tørstige sjæle.
Her sad vi så og kom hinanden ved, mens vi tog for os af de våde varer. Så ganske kulturelt og så alligevel ikke.

Derfor besluttede undertegnede sig for, at drage ud og finde kulturen på vej hjem - godt animeret af caféens djævelsk gode Chimay Tripple på fad.
Odysséen endte kort derfra på Pustervig Torv, hvor en Bier-knejpe hvert år skyder op i festugen, og under udspændt presenning spreder hygge og glæde til segmentet på enten 40+ eller dem med en promille på den gode side af "Stang-bacardi".

Her havde de velfriserede unge mænd i Parklife indtaget scenen, og nu skulle der dælendylme rockes. Derfor fik publikum både D:A:D, Van Halen, Europe, Guns N' Roses, Gasolin og afslutningsvis AC/DC til at skylle fadbamserne ned med. Og det holdt. Der blev klappet på et og tre, den allestedsnærværende solo-danserinde af grønlandsk afstamning gav den gas foran scenen og på bænkene blev der mimet med på de linier af teksten, hvor lix-tallet var overkommeligt.

Jeg nød min lunke Classic fra plastikkruset, lænede mig op at en teltpæl og lod folkeligheden omfavne mig som en blød og indtagende dyne. Her festede mennesker som du og jeg på en tirsdag aften. Hvad de forlangte var alt for dyr pisgul væske fra fad og noget musik, de kunne stampe i gulvet til. Her var ingen for fin til at stå på bænkene. Her var folkefest og hammerægte dansk kultur. Skål for fa'en. Det ka' sq ikke blive DR2 hver gang.

Edut sælger sin sjæl

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-08-25T04:02:25-07:00

Violinisten Paganini, bluesguitaristen Robert Johnson og generalen Jonathan Moulton gjorde det alle. Solgte deres sjæl til djævelen mod ydelser så forskellige som virtuositet på et instrument og støvler fyldt med guldmønter. Nu er det blevet min tur.

Jvf. sidste indlæg har jeg nu kastet mig over betalt blogging (når jeg føler for det), og derved kan den hornede nu tælle Edut på listen over ansatte. Hvor sidste indlæg nærmest var en satirisk kommentar til tendensen, satte den efterfølgende mail fra Bloggerwave kronen på værket:

- klip -

Hej Jakob,

Tak for dit gode indlæg og tak for dine søde ord. Vi ser sagen på samme måde som dig og finder artiklen misforstået da vi allerede sidste år blev godkendt af forbrugerombudsmanden via af vores jurister til at lave denne form for reklame.

En anden ting at nævne er dog at man skal nævne i sit indlæg at det er et betalt indlæg, derfor venligst kopier sponsor logo fra os til blog for at vi kan godkende indlæg.

En anden note kan være at vi betaler IKKE folk for at skrive posetivt, men blot om at tage stilling til et produkt.

Takker igen mange gange og håber du vil indsætte betalt af bloggerwave eller betalt indlæg på din blog.

Med venlig hilsen / Best regards

Bloggerwave
Ulrik Svane Thomsen

- klip -

... Og er der noget Edut ikke kan arbejde med, så er det jo smiger.

Men for at bevare bare fligen af det, der i visse kredse (især udenfor journaliststanden) kaldes integritet, har jeg valgt at påføre indlæg om produkter, der fremover rakkes ned i kommercielt øjemed, denne lille self-explanatory label:

På slig vis, burde det derfor tydeligt fremgå, om jeg mener det jeg skriver, eller jeg bare har lommesmerter igen. Capish?

Vi vender tilbage efter reklameblog'en...

noreply@blogger.com (Jakob Edut) — 2008-08-25T04:09:55-07:00

I Politiken i dag går videnskabsminister Helge Sander ud og erklærer, at det er i strid med markedsføringslovens § 4 at reklamere i blogs, uden at det fremgår, at bloggeren har modtaget penge for at reklamere for et givent produkt.

Denne type "skjult" reklameblogging er nemlig ved at vinde så meget frem, at blandt andet virksomheden Bloggerwave ligefrem har opsat en portal, hvor de agerer matchmakere for virksomheder, der vil tilføre deres produkter ekstra street cred ved at blive word-of-mouth på de hippeste blogs, og bloggere på røven der vælger at sælge ud af integriteten og anmelde alt fra film til løbesko for ussel mammon.

Spørgsmålet er så også, hvor let det er at snige en skjult reklame for f.eks. Sonofon ind i en tekst, når der skal indgå sætninger som "Download gratis Ringetoner i Sonofonhuset", "Sonofonpigen” Sanne" og det i øvrigt skal fremgå af indlægget, at Sonofonhuset er et inspirerende og sjovt sted at slå sig løs... Altså umiddelbart ville jeg nok gennemskue det, hvis jeg lige kom susende forbi mine daglige 10-12 blogs, men det kan jo være, at den kritiske sans er på alvorlig deroute.

I øvrigt kan det da få mig til at tænke over, om jeg burde sende et girokort med efterkrav til henholdsvis Roskilde Festival, teleselskabet Lebara og netværks-sitet Facebook...

/Edut

NB: Såfremt der er retfærdighed til, burde ovenstående ordgejl netop have udløst en 50'er direkte ned i Edutsparegrisen.