Hvad er studenterkonservatismen?

Siden det 20. århundredes begyndelse har studenterkonservatismens været en af dansk konservatismes væsentlige drivkræfter. [...]]]> Forlaget Munch & Lorenzen, der står bag Årsskriftet Critique og Tidsskriftet Replique udgiver nu bogen I Tidens Strøm om studenterkonservatismens historie. I den forbindelse inviterer vi alle interesserede til reception og boglancering.

Hvad er studenterkonservatismen?

Siden det 20. århundredes begyndelse har studenterkonservatismens været en af dansk konservatismes væsentlige drivkræfter. Det var fra de unge studenter på Københavns Universitet, at konservatismen i årene omkring første verdenskrig fik nye tanker og det var denne studenterkonservatisme, som fostrede en generation af politiske lederskikkelser i dansk konservatisme. I flæng kan nævnes Aage Kidde, John Christmas Møller, Ole Bjørn Kraft, Aksel Møller og mange flere.

Bogen I Tidens Strøm, der udkommer 6. juni følger den århusianske studenterkonservatisme fra dens begyndelse i 1934 til i dag. Som sit københavnske forbillede var den i udgangspunktet præget af tidens stærkt nationale tanker, hvor idealistiske konservative ønskede at skabe et nyt samfund på nationens grund. Bogen følger foreningen Konservative Studenters omskiftelige historie fra den spæde begyndelse, hvor den ikke var meget mere end en bivogn til 1930’ernes stærke ungkonservative bevægelse KU, op til 1960’erne, hvor Konservative Studenter for alvor begyndte at manifestere sig som en selvstændig politisk gruppering.

1960’erne var studenterkonservatismens storhedstid og på Aarhus Universitet var Konservative Studenter den største politiske forening. Den befandt sig i disse år solidt på konservatismens venstrefløj, hvor heltene var folk som Poul Møller og Hans Jørgen Lembourn, og studenterkonservatismens tanker kom til udtryk i det første Critique, der udkom i årene 1964-1969.Med studenteroprøret ændrede tiderne sig og studenterkonservatismen blev trængt i defensiven på alle fronter. Først i løbet af 1980’erne lykkedes det igen at få vind i sejlene bl.a. under indtryk af tidens såkaldte højrebølge, men før det kom så langt måtte foreningen kæmpe for sin overlevelse i en dødskamp med Konservativ Ungdom.

Historien om studenterkonservatismen i Århus er en spændende fortælling om venskab og fjendskab, alliancer og intriger, om politiske idéer og om en konservativ ideologi i stadig forandring.

I Tidens Strøm er skrevet af Christian H. Skov og Kenneth Bøjler. Bogen er på over 270 sider og indeholder såvel en samlet skildring af studenterkonservatismens historie, såvel som øjenvidneberetninger fra tidligere aktive medlemmer. Bogen udkommer 6. juni og vil efterfølgende kunne købes til 200 kr. Til receptionen 6. juni kan den dog købes til kun 100 kr.

Receptionen finder sted

Karl Verners vej 2, 8000 Århus C
6. juni, kl. 14-17.

Hvordan ser fremtiden ud for dansk konservatisme? Rune Kristensen skriver her om liberalkonservatismens visioner for Danmark; en markant mindre offentlig sektor, færre forbud og afskaffelse af statsstøtte til kultur og kirke er blandt andet på programmet. Hvis konservatismen i Danmark skal overleve, er det ifølge Rune Kristensen afgørende, at man anerkender [...]]]>

Hvordan ser fremtiden ud for dansk konservatisme? Rune Kristensen skriver her om liberalkonservatismens visioner for Danmark; en markant mindre offentlig sektor, færre forbud og afskaffelse af statsstøtte til kultur og kirke er blandt andet på programmet. Hvis konservatismen i Danmark skal overleve, er det ifølge Rune Kristensen afgørende, at man anerkender globaliseringen og de nye krav den stiller til politikken, og lader forsvaret for nationalstaten træde i baggrunden.

Uddrag

“Vi mener, at socialpolitikken skal rettes mod de virkeligt svage, som ikke har mulighed for at opretholde en tålelig levestandard. Derimod bør den store middelklasse, som i dag modtager offentlige ydelser såsom børnecheck, orlovs- og boligydelser, i langt højere grad tage ansvar for deres eget liv.”

“Nogle politikere i Danmark har en opfattelse af integrationen som noget, skal gøre indvandrere til ‘ægte danske’. Man fremsætter krav om, at de skal kende til alverdens i denne sammenhæng ligegyldige spørgsmål i en danskhedstest. Men man kan sagtens være dansk uden at kunne kongerækken. Den er der ufatteligt mange ‘ægte danskere’, der heller ikke kan. Om man spiser flæskesteg eller halalkød er ikke det afgørende. Man kan godt blive dansk stats-borger og holde ramadan. Det handler om at overholde loven og om at bidrage til samfundet.”

“Danmark skal bygge på kristendommen, men også på religionsfrihed. Enhver har ret til at have den religiøse tro, vedkommende ønsker – og ingen trosretning indenfor lovens rammer skal favoriseres eller diskrimineres. Derfor mener vi, at der skal ske en adskillelse af religion og politik i Danmark.”

Printervenlig udgave

Den spanske borgerkrig (1936-1939) fylder stadig i den offentlige debat, og der udgives endnu en mængde historisk litteratur om emnet. Den bliver end af mange set som et forspil til kampen mellem demokrati og fascisme i 2. [...]]]>

Krigen, der ikke vil forsvinde
- Nye vinkler på den spanske borgerkrig

Den spanske borgerkrig (1936-1939) fylder stadig i den offentlige debat, og der udgives endnu en mængde historisk litteratur om emnet. Den bliver end af mange set som et forspil til kampen mellem demokrati og fascisme i 2. verdenskrig. Men var fronterne så klare? Historikeren David Gress vil i sit foredrag problematisere denne opfattelse og vil bl.a. argumentere for, at militærets kup i 1936 ikke var en fascistisk forkastelse af demokratiet, men et indgreb over for en omsiggribende kommunistisk og anarkistisk terror i den spanske republisk sidste fase. Der er lagt op til spændende historisk debat.

David Gress er ph.d. i historie, klassisk filolog og aktiv deltager i den offentlige debat, medstifter af CEPOS og forfatter til en lang række bøger bl.a. Egne veje og Velstandens kilder.

Tid: onsdag d. 11. april kl. 16
sted: mødelokale 2, ved stakladen
arrangementet er gratis og åbent for alle.

Men hvem er Phillip Blond og hvilken indflydelse [...]]]> Ifølge en nyligt offentliggjort artikel i Information om De Konservative og deres forhold til konservatismen er partiets formand Lars Barfoed ikke videre ideologisk orienteret. Han identificerer sig dog som socialkonservativ og én af de bøger, fortæller artiklen, er Phillip Blonds “Red Tory”.

Men hvem er Phillip Blond og hvilken indflydelse kan hans tanker udøve på dansk konservatisme? I 2009 bragte Årsskriftet Critique en oversættelse af en af Blonds centrale artikler med titlen “Rød Tory”. Du kan læse hele artiklen her:

Blonds artikel er et opgør med konservatismens arv efter Thatcher. Ifølge Blond udgør den moderne kapitalisme økonomisk og moralsk en udfordring for konservative værdier og har i Storbritannien vist sig at nedbryde snarere end at styrke civilsamfundet:

” Hvis konservatismen skal være mere end moralisme plus markedet, må en genrejst konservatismes tanker også bringes i anvendelse på det økonomiske område. Det er en forudsætning for, at vi kan forandre vores liv, at vi udvikler en økonomi, der reelt fordeler vækstens goder.”

Phillip Blond, der herhjemme bl.a. er kendt fra tv programmet “Den 11. Time” efterlyser en konservativ kommunitarisme, der tager afstand fra neo-liberalismen og omfordeler samfundets velstand efter en grundlæggende konservativ “one-nation” agenda. Blonds artikel er oversat fra bogen ” Is the Future Conservative” med Blonds tilladelse af Stud. Scient. Anth. Erik Winther Paisley.

Phillip Blond er en britisk forfatter, uddannet filosof og teolog. Phillip Blond har været tilknyttet bl.a. University of Cumbria og University of Exeter som underviser i kristen teologi. Derudover har Phillip Blond taget initiativ til tænketanken Res Publica. 

Læs hele artiklen her

Familien er  under angreb fra to sider: Fra en markedsorienteret coaching- og terapifascination, der ødelægger familiens vertikale struktur, og fra den anden side en velfærdsstat, der tømmer familien for funktion. Dette skriver historikeren Henrik Jensen, som giver en diagnose af familien, der ikke bare som så meget andet kan reduceres til [...]]]>

Familien er  under angreb fra to sider: Fra en markedsorienteret coaching- og terapifascination, der ødelægger familiens vertikale struktur, og fra den anden side en velfærdsstat, der tømmer familien for funktion. Dette skriver historikeren Henrik Jensen, som giver en diagnose af familien, der ikke bare som så meget andet kan reduceres til et individuelt til- eller fravalg, men danner fundamentet for individets omgang med fællesskaber.

Kronik af Henrik Jensen

Familien er ikke en bekvemmelighed for den enkelte

”Familiens fundamentale cement er pligt eller ansvar, ikke kærlighed,” skriver den amerikanske sociolog, Robert Nisbet, i sin karske bog, Prejudices, fra 1982.
Lad os indledningsvis slå fast: En familie er ikke en erhvervsvirksomhed eller en sportsklub, et barn ikke et kæledyr eller en højdespringer. Forældre er, hvordan man end vender og drejer det, de naturlige repræsentanter for autoriteten over for deres børn, og det skal de ikke skulke fra. Det er deres opgave, deres pligt. Men det gør de – skulker fra det – hvis de reducerer forholdet til børnene til et terapeutisk forhold, fylder det op med alskens ’redskaber’ og ’strategier’ og skaber unødig forvirring og fremmedhed.

Familien, forældrene, er børnenes og dermed samfundets vigtigste nøgle til autoriteten. Det er ved det lille, stadig hjælpeløse barns tidligste møder med sit ophav, at det fornemmer, hvad autoriteten handler om. Det er ved dette møde et livslangt, ofte følelsesmæssigt kompliceret, men kulturelt enormt givende forhold til autoriteten grundlægges – et forhold, der måske bedst kan karakteriseres ved ordet ærefrygt.

De monumentale skikkelser, der i de tidligste år kredser om og sørger for det lille barn, er på en og samme gang frygtindgydende og tiltrækkende for det hjælpe- og forsvarsløse afkom. Frygtindgydende ved deres fysiske vertikalitet – ’gudelignende’ kolosser, der læner sig ind over barnet – men samtidig tiltrækkende, fordi de udgør det umiddelbare svar på barnets dybe, ubevidste behov for livsnødvendigheder som føde, varme, omsorg og tryghed.

Det er gennem mødet med forældreautoriteten vi bliver myndige mennesker. Det sagde også Theodor W. Adorno

”[H]er vil jeg gerne sige noget mere specifikt, når De nu har bragt punktet autoritet op; noget, der har at gøre med socialiseringsprocessen i den tidlige barndom og dermed også, kunne jeg næsten sige, med skæringspunktet mellem samfundsmæssige, pædagogiske og psykologiske kategorier. Måden hvorpå man i psykologisk forstand bliver til et autonomt, altså et myndigt menneske, er ikke bare ved at brokke sig over enhver form for autoritet. Empiriske undersøgelser ( … ) har vist nøjagtigt det modsatte, nemlig at såkaldt artige børn lettere som voksne bliver autonome og opponerende mennesker end opsætsige børn, der som voksne straks sætter sig til ølbordet med lærerne og istemmer de samme vendinger.”

I det forhold grundlægges et livslangt dobbelt forhold til autoriteten, som gennemtrænger vores kultur: den antiautoritære, men samtidig autoritetssøgende etos. Ærefrygt, altså. Ganske vist kan vi ikke huske en pind af det, når vi bliver ældre. Men det sidder der. Er jeg sikker på.

Coaching i familien

Coaching er tidens løsen – halvdelen af befolkningen går til coach, den anden halvdel uddanner sig til en.
Nu markedsføres konceptet også i forhold til familien, ikke bare til ’parforholdet’, men forholdet mellem forældre og børn. Forældre behøver ikke længere sende deres vanskelige teenagere til en ’ungdoms-coach’, de kan selv blive en. Hvis de ikke lige ved hvordan, så er der bøger, der kan fortælle dem det. En af dem hedder ligefrem, Din teenager skal coaches, ikke opdrages. Bemærk formuleringen: Din teenager…
I et interview i forbindelse med udgivelsen af den nævnte bog fastslog forfatteren, en tidligere idrætsudøver, at det kan gå galt, hvis forældre insisterer på fortsat at opdrage deres børn. Det kan ende med et nyt ungdomsoprør!

Som eksempel på hvad coaching af teenagere går ud på, fremfører han en historie fra sit virkelige liv. Den handler om, hvor meget alkohol hans 15-årige dreng, som en dag kom hjem og var ’stangvissen’, som der stod i interviewet, burde nøjes med at drikke, og hvordan man skulle få ham til holde sig til det.
I stedet for selv at sætte foden ned og benytte lejligheden til på forældrevis at trække en grænse, tager faren drengen med til familiens læge, som på et ’videnskabeligt’ grundlag afgør, at hvis drengen holder sig til 5 genstande om ugen, så får han i hvert fald ikke hjerneskade. Det afgør sagen.

Det kunne faren da selv have fundet ud af at sige, kan man indvende, men så misser man pointen: Ved at coache, i stedet for at trække grænser, og dermed belaste sit forhold til sønnen, undgår faren at blive ’ubehageligt faderlig’, som han selv formulerer det. Og dermed er, som han ser det, vejen banet for et livslangt, ligeværdigt venskab mellem de to. I forfatterens forhold til sin egen far havde det været et belastning, at faderen ikke afholdt sig fra at opdrage, derfor er forfatteren ekstra glad for sit resultat.
Hvordan drengen i længden ser på at blive manipuleret på den måde, vil tiden vise. Måske ligger der en ny bog gemt der.

Dette er forhandlingsfamilien, og den lever vi for så vidt allerede med, uden at man behøver at gøre en dyd af det. I en anden avis, som også bragte et interview med den nævnte forfatter, blev strategien sat op i punktform – taget, må man formode, fra bogen: ”Lyt til din teenager”, formanes det, ”og når du endelig åbner munder, så ros frem for at kritisere. Teenagere er ofte lukkede over for forældrene. Når de endelig lukker op og vil snakke, er din opgave at lytte til dem. Kun lytte. Din teenager viser dig tillid ved at indvie dig i nogle tanker – tag imod. Senere kan du finde en lejlighed til, på en respektfuld måde, at tale med din teenager om det, hun eller han åbner for.”

Lyt til din teenager. Vis respekt for din teenager. Det gør man ved at ’spørge ind til’, frem for at diktere. Sådan her: ”Peter, hvad ville du egentlig sige, hvis hele huset så ud som dit værelse?” Ikke sådan her: ”Se så at komme op og få ryddet ud i den svinesti, knægt!” Forældre må lære at rose deres teenagere, forstår man. Uden ligefrem at blive uærlige, må de prøve at finde fem ting at rose, hver gang de får lyst til at udpege de sædvanlige fem fejl, påpeges det.
Man kan for sjov indsætte et ord som ’min medarbejder’ eller ’min bruger’ eller ’min patient’ i stedet for ’min teenager’, så genkender man det arbejdsmarked og den velfærdsstat, det hele kommer fra.

Men lad mig slå fast: Overført til familien bliver coaching direkte skadeligt. Det er ikke det rene pjat, der foregår i en familie. Familien er ikke en bekvemmelighed for den enkelte, det er en samfundsinstitution. Det er livsvigtigt, samfundsvigtigt og temmelig skæbnesvangert, og der kan være rådvilde forældre, der tager denne rådgivning alvorligt nok til faktisk at lægge sig efter det i forhold til deres børn.

Coach-rollens invitation til forældre om at fralægge sig den sidste rest af myndighed, spiller på mange forældres usikkerhed og konfliktskyhed omkring deres egen rolle, og indbyder til manipulation. Forældre er som nævnt ofte selv så antiautoritært indrettet, at de har det svært ved at være autoriteter for børnene. Derfor benytter de sig af muligheden for at ’nedbygge’ deres myndighed over for børnene, så snart disse har tilstrækkeligt med sprog til at forstå, hvad der bliver sagt.

Almindelige, helt normale forældre bør slappe af og være de bedste forældre, de nu engang kan, herunder glide med på den ærefrygt, der er opbygget hos børnene i de tidligste år. Det bekommer både dem selv og deres almindelige og normale børn bedst. Børn er ikke – teenagere ej heller – flyvefærdige, modne mennesker. Hjerneforskere understreger flittigt og gerne, at hjernen ikke er færdigudviklet under opvæksten, og der er bunker af hormoner på spil, som yderligere bevirker kaos. Selv ret store børn har godt af at blive støttet af nogen, som vil bestemme – med kærlighedens stærke arm!

Selvfølgelig bør forældre forvente et medansvar fra deres børn. Men at forvente ligeværdigt modspil er at fralægge sig sit ansvar. Man skal ikke spørge den treårige, hvad hun kunne tænke sig at spise til middag i dag for at foregribe, at hun går i flitsbue ved middagsbordet. Det er ikke et fornuftigt signal at sende.

Moderne forældre bruger bunker af ’kvalitetstid’ på at beundre, coache, manipulere, kontrollere, overvåge, identificere sig med og bekymre sig om og over deres børn. De skulle hellere træde et skridt tilbage, stikke nogle faste rammer ud og lade være med at befamle børnene – hellere huske de gamle, sande ord om, at sine børn har man kun til låns.
Unge vil altid gøre modstand mod deres forældre. Det er naturligt – det skal de gøre. Sådan har den yngre generation til enhver tid identificeret sig med verden og taget den på sig ved at formulere sit eget syn på den. Men unge foragter og vil ikke kendes ved en autoritet, der ikke er en autoritet. En autoritet, som ikke vil stå ved sine sandheden, eksempelvis den far, der pludselig – med manualen i hånden – vil til at give den som coach.

Enhver opvoksende generation har krav på og brug for et ordentligt modspil fra deres forældre for at blive ordentlige mennesker. Til gengæld er det mere tvivlsomt, om de har brug for at være venner med dem. Børn har venner.
”Behovet for autoritet er grundlæggende,” skriver sociologen Richard Sennett i Authority fra 1980. ”Børn har brug for autoriteter til at vejlede og forsikre sig. Voksne opfylder en væsentlig del af sig selv ved at være autoriteter; det er en måde at udtrykke omsorg for andre på, og der er en udbredt frygt for, at blive frataget denne erfaring”.

Velfærdsstaten og familien

”Hvad der bedst udmåler den nuværende families sygdom er sammenbruddet af dens mellemgenerationelle betydning, sammenbruddet af dens karakter af storfamilie og forpligtende fællesskab, af den tætte sammenhæng med ejendom (socialdemokratisk skattepolitik har skade familien væsentlig mere end skilsmisser), og af dens naturlige autoritet over medlemmerne, særligt de unge”, skriver Robert Nisbet i Prejudices.
Historisk er der den snævre sammenhæng mellem stat og familie, at når den ene er svag er den anden stærk, og omvendt. Den nuværende, tendentielt totalitære udgave af velfærdsstaten har i betydelig grad svækket familien, trods al retorik om det modsatte. Den kan ses som modsætning til den myndige retsstat, som herskede indtil for 50 år siden. Den danske velfærdsstat lagde nemlig ud i en noget mere myndig udgave i 1950’erne, hvor alle indtægter og udgifter passerede en sognerådsformands mavesure blik, og der ikke blev givet ved dørene. Frem til 1960’erne var familien af samme grund ret stærk.

Siden blev stilen gradvis lagt om i terapeutisk retning for at imødekomme de nye toner. Velfærdsstaten er på idéplanet institutionaliseret, kristen næstekærlighed, og historisk er dens udvikling i sidste halvdel af det 20. århundrede snævert sammenhængende med de europæiske katastrofer mellem 1914-45.
I sin nuværende, ekstremt terapeutiske form, minder staten om moderlig omsorg, der er gået bersærk.
Det forventes i dag, at staten puster på ethvert blåt mærke, der måtte indfinde sig hos hver enkelt af dens ’mindste små’. Det er sandsynligvis i sig selv et tegn på kulturel opløsning, selv om det politisk søges fremstillet som civilisationens højeste stade. Hvis der sker noget sørgeligt i vores liv, sender staten en krisepsykolog – i det hele taget er idealet den varme og fordomsfri moder, der ikke stiller krav.

Den regering, der ikke sprøjter alle overskydende penge ind i velfærdsprogrammer, risikerer at blive set som repressiv, kold og (faderligt) ’autoritær’. Omvendt opmuntrer velfærdsstaten indirekte sine borgere til at forblive børn, forblive afhængige og uden ansvar for sig selv. Særlig opsøgende synes den at være over for sine problembørn, og det er der også noget ægte moderligt ved.
Rettighedskulturen demonstrerer sig ikke mindst i den eftergivenhed, der har været den dominerende reformistiske linje i moderne børneopdragelse og uddannelse i de sidste 50 år, i og udenfor familien. Det indebærer i sin tendens afskaffelsen af enhver form for straf og underkuelse. Der må ikke siges nej. Og hvis noget går galt, er det ikke nogens skyld.
Forældrenes stigende følelsesmæssige involvering i børnene har udgangspunkt i de vanskeligheder, familiemedlemmer i stigende grad har med hinanden, som følge af den funktionstømte familie.

Staten og markedet har langsomt, men sikkert suget traditionelt vigtige samfundsmæssige institutioner tomme for rationelle funktioner, og dermed også for autoritet over for individet. Blandt disse var ikke blot sognerådet og den frivillige sygekasse, men også institutioner og relationer, der tidligere sluttede tæt omkring det enkelte menneske: slægten, landsbyen, kvarteret, familien. Gradvis, kun iøjnefaldende i tilbageblikket, mistede de betydning og indhold. Tilbage var den enkelte – og en kæmpemæssig instans ved navn staten.

Som følge af autoritetstabet blev familien en ’demokratisk’ institution, hvor ingen har lyst til at være (alt for) voksne og ansvarlige. Som en konsekvens af en udbredt ungdomskult tages myndighed og modenhed i den gammeldags forstand som et tegn på, at man er ved at blive gammel og dermed er udenfor.
Frem for at blive støttet af omgivelserne i at håndhæve den smule autoritet over familiens børn, som forældre har tilbage, gør en hær af eksperter (vuggestue, børnehave, skole, terapi, osv.) ondt værre ved at fratage forældrene den sidste rest af selvtillid og dermed ansvarlighed. Det individ, der vokser op uden at møde autoriteten, i Adornos forstand, risikerer at blive et grænseløst individ, som hele livet kommer til at baske hjælpeløst imod enhver autoritet, som en natsværmer mod en 40 watt-pære.
Samfundet er allerede temmelig fuldt af sådanne.

Printervenlig udgave

Ordene er Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti, og de har ikke vundet hende stor applaus i liberale kredse. For selvom de liberale ikke nødvendigvis sætter intellektuel copyright højt, er [...]]]>

”… Jeg siger jeg er liberal, og jeg synes, at SF bygger på nogle liberale tanker. Marx var den største frihedstænker”

En god liberal

Ordene er Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti, og de har ikke vundet hende stor applaus i liberale kredse. For selvom de liberale ikke nødvendigvis sætter intellektuel copyright højt, er det træls, når andre begynder at fedte med begreber, de har haft patent på.

Fra min egen Facebook-væg kan jeg følge mine liberale venner og bekendtes reaktioner, der alle peger i en retning. Én skriver ”Wow. Det rabler for kvindemennesket”, én har slået et billede op, hvor der står ”ugens klaphat på borgen”, Joachim B. Olsen siger med lakonisk præcision ”LOL” og Danmarks næststørste liberale ungdomsorganisation Konservativ Ungdom har også følt sig kaldet til et forsvar for liberalismebegrebets integritet.

At liberale, der kalder sig konservative, måske har et større problem end socialister, som kalder sig liberale, er vist ikke gået op for afsenderne.

Forargelsen over Pia Olsen Dyhr kunne selvfølgelig få lov at passere, hvis ikke det lige var fordi hun egentlig har ret. Socialistisk Folkepart er liberal. De går ind for en stadig øget frihed, har sat emancipationen først på deres program. Socialistisk er partiet ikke, for det har ligesom Socialdemokratiet opgivet forestillingen om det socialistiske samfund og har i et og alt affundet sig med den liberale konsensus. I virkeligheden skal der skelnes mellem en venstrefløjs- og en højrefløjsliberalisme.

Venstrefløjsliberalisme og højrefløjsliberalisme

KUs kampagne

De venstrefløjsliberale tager som udgangspunkt, at frihed ikke kun er fravær af statslig tvang, men at mennesket også tvinges af andre forhold og på en lang række område er underlagt repressive strukturer, som det er opgaven at nedbryde for at mennesket kan vinde sin frihed. På den måde bliver staten et værktøj, der står på individets side i kampen mod undertrykkelsen. Men dette er staten kun for så vidt, at den netop fører emancipatorisk politik. Er staten i hænderne på de kræfter, der vil bevare samfundets strukturer – dvs. de konservative – er staten en modstander. Derfor er der også stor forskel på venstrefløjsliberalismen, når den er i opposition og når den har overtaget staten og dens institutioner, som det i dag er tilfældet.

Over for dette fremstår højrefløjsliberalismen som en monoman optagethed af staten. Højrefløjsliberalismen tager sit udgangspunkt i en fiktion om individet som et i apriorisk forstand autonomt væsen, hvorfor dets frihedsbegreb er rent negativt. I dette perspektiv kan et menneske intet gøre for på egen hånd at ødelægge sin frihed, for ufrihed er altid påført ude fra. Dermed er frihedsbegrebet i højrefløjsliberalismen også frakoblet enhver forestilling om det gode liv og det retfærdige samfund, eller det hævdes, at samfundet er retfærdigt alene fordi det er skabt i den negative friheds billede – mens dette frihedsbegrebs konsekvenser er ligegyldige.

Liberal kollektivisme

Selvom det kan undre KU’ere, LA’ere og andre hårdkogte liberale, er der ikke rigtig noget nyt i en betragtning som ovenstående. Konservatismen har vel altid erkendt, at liberalisme og socialisme er to sider af samme sager, at de blot udtryk for nihilismen i dens individualistiske henholdsvis kollektivistiske former. Historisk fandt udviklingen fra højrefløjs- til venstrefløjsliberalisme sted fra det 20. århundredes begyndelse, og siden da har liberalismen i hovedsagen været en kollektivistisk doktrin. Derfor kunne eksempelvis Hayek ikke kalde sig liberal, men foretrak betegnelsen ”old whig”. I det hele taget er det symptomatisk, at der herefter dukker en række betegnelser op som ”klassisk liberale”, ”libertarianere”, ”anarko-liberale”, som søger at indfange en ikke-kollektivistisk, bagudskuende liberalisme – en liberal fundamentalisme om man vil – i en tid, hvor liberalismen som sådan netop var blevet til det hybridprodukt, vi kalder socialdemokratisme og/eller socialliberalisme. Vi kender også betegnelsen ”neo-liberal” der især bruges på venstrefløjen, som meget præcis sætter fingeren på, at genopdagelsen af ”den klassiske liberalisme” og hævdelsen af dens relevans i det moderne samfund er et nyt historisk fænomen, der særligt fik fart i 1980’erne.

I Danmark kender vi skellet mellem liberal og liberalist, som selvom det måske ikke er så præcist, er vidt udbredt og helt ukontroversielt.