Printervenlig udgave

Richard Strauss har en fascinerende udvikling som komponist. Han slog i gennem i 1880erne og 1890erne med sine stort anlagte tonedigte, der var præget af optimisme og begejstring. Ttypisk hyldedes det frie selvstændige mennesket og dets evne til at frigøre sig selv i kamp mod omverdenen. Titlerne siger det hele: ”Don Juan” (1889“), ”Till Eulenspiegels lustige Streiche“ (1895), ”Ein Heldenleben” (1899) og ”Don Quixote” (1898). I operaen blev de arkaiske lidenskaber og orgier udpenslet i ”Salome” (1905) og ”Elektra” (1909). Mest kendt er det storladne tonedigt ”Also sprach Also sprach Zarathustra” (1896), der, som titlen antyder, tager udgangspunkt i Nietzsches berømte bog af samme navn (1883-1885), og hvor programmet til musikken følger overskrifte fra dette værk. Ligesom bogen starter det med solopgangen, hvor Zarathustra står op sammen med solen for på samme måde som den gavmildt at kaste lys over masserne som en bi, der har samlet for meget honning. I tonedigtet illustreret ved en dyb rumlen i de mørke strygere, der herefter aflyses af et hornmotto, der kaster de første lysglimt ud i mørket inden solen står op i hele orkestret.

Strauss havde generelt ikke meget til overs for kristen undermenneskementalitet, og dette var ikke mindre udtalt i relation til Alpesymfonien, der også tog udgangspunkt i et af Nietzsches værker:

Jøden Mahler kunne finde anerkendelse igennem kristendommen. Helten Richard Wagner kom i hans høje alder, gennem Schopenhauers indflydelse, ned til ham igen. Det står klart for mig, at den tyske nation kun kan vinde ny handlekraft ved at befri sig fra kristendommen. (…) Jeg vil kalde min Alpesymfoni for Antikrist, da den er moralsk renselse ved egen kraft, befrielse gennem arbejdet og tilbedelsen af den evigt herlige natur.

(Citeret fra Magdalena Klammingers programartikel, se linket nedenfor. Richard Strauss var i øvrigt ikke antisemitisk, selvom citatet måske kan give det indtryk.)

Netop alpesymfonien, ”Eine Alpensymfonie” (1915), er det sidste af Richard Strauss’ store tonedigte og også kulminationen på disse. Det var på programmet fredag aften sammen Strauss’ ”Metamorfoser, studie for 23 solostrygere” (1945), hvor alle, der endnu ikke var vokset fra at være guds barn, havde chancen for at opleve den musikalske renselse. Værket er, for at sige det mildt, så stort, at det halve kunne være nok! Der kræves et orkester på mindst 120 mand, der både er placeret på og uden for scenen, herunder hele to sæt pauker, en vindmaskine, to tubaer (!) samt en stortromme og en kæmpetromme! Strauss var eminent til at udnytte de klanglige udtryksmuligheder i et stort orkester og det bruges således langtfra altid til larmende kodaer, men mere til at skabe en klang, der er bredspektret, dyb og billeddannende: Alpesymfonien starter ligesom Also sprach Zarathustra med at det er mørk nat, hvorefter solen stiger op over bjergene. Herefter begynder en insisterende og retsløs rejse op i de musikalske højder. Vi kommer gennem skoven, over engen, forbi et vandfald og meget andet. Sågar møder vi et jagtselskab på vejen (12 horn uden for scenen) og kommer over sætteren, hvor vi hører koklokker fra de magelige drøvtyggere. Det bliver også en gang i mellem mørkt og farligt, og vi kommer på afveje, men turen op ad bjerget fortsætter imidlertid ufortrødent indtil vi står på bjergets top, hvor hele musikken kulminere med stor voldsomhed. Herefter går det i den grad nedad, hvor det pludselig bliver voldsomt stormvejr. Det hele ender dog med, at dagen slutter i et fredfyldt solstrålehav, hvorefter vi igen befinder os i den mørke nat. Det hele slutter som det starter, og men har svært ved at forestille sig at solen ikke igen står op for at tage sig endnu en tur over Alperne.

Det er naturligvis ikke kun solen, der står op og marcherer over Alperne eller en fysisk person, der går en tur i bjergene. Værket illustrer også et livsforløb, hvor mennesket fødes, lever og dør i en uendelig cyklus, og som citatet ovenfor viser, er det en dannelsesrejse, hvor mennesket skal besejrer sig selv og de farer og dissonanser, som det kommer ud for på sin vej igennem livet.

Det er pudsigt, at Alpesymfonien også skulle blive kulminationen på Richard Strauss’ store tonedigte. Herefter gik det lidt ned ad bakke, som i symfonien. Efter første verdenskrig var der ikke helt så meget ”Heltenleben” over musikken. Allerede med den store opera ”Kvinden uden skygge” (1919) om en kvinde, der ikke vil føde børn, og en kvinde, der ikke kan føde børn, antydes måske et lidt andet spor, hvor tabet af den gamle verden synes at stå ham klart.

Richard Struss var senromantiker med stort S og med hans død i 1949 var Europa i ruiner og den romantiske epoke, der i musikken blev skudt i gang med ”kanonbragene” i Beethovens Eroica i 1804, var endegyldigt forbi. Med de sørgmodige Metamorfoser fra 1945 grædes der for alvor over den verden, der gik tabt.

Alpensymfonien blev fredag aften leveret til noget nær perfektion og stående applaus af Det Kongelige Kapel under ledelse af den Strauss-erfarne Hartmut Haenchen, og det lover godt for den musikalske del af den opsætning af Wagners Parsifal, som han skal stå i spidsen for på Det Kongelige Teater fra marts til maj 2012.

Link til Det Kongelige Teaters hjemmeside med information om koncerten:

http://kglteater.dk/Alle_forestillinger/11_12/Koncerter/Symfonikoncert2.aspx

Uddrag

“Selve nerven i denne samfundskritik var frontalangrebet mod danskernes i hans øjne forpjuskede nationale holdning. Det danske folk var et svagt folk, et splittet folk og et materialistisk folk, der langt hellere end at afgive ofre for nationen, ville æde sig en kræft til. Der var ingen forskel på den Munk, der i Vedersø skældte sin menighed ud for at have købt ham fint sølvtøj i forbindelse med et jubilæum i stedet for at bruge pengene på sognets fattige, og den Munk der regelmæssigt fældede dommen over det danske folk i dagspressen.”

“Løsningen forekom ham længe at være diktaturet, eller måske rettere diktatoren. For diktatoren er jo netop, den der handler. Mussolini opfattede han først og fremmest som den handlingens mand, der ved marchen til Rom i 1922 havde vist demokraterne og splittelses-folkene døren, som havde set, hvad der var ret og så gjort det rigtige.”

“Man kan sige, at det gik op for Kaj Munk, at den moderne diktator ikke stillede sig tilfreds med at være Guds redskab, ret-færdighedens beskytter og troens vogter, men derimod selv ville være Gud. Munk gik sine egne veje og nåede på sin måde til denne indsigt, at det nye diktatur ikke bare var autoritært, men totalitært. Det ville udstrække sin magt til himlen og rane Guds trone.”

Printervenlig udgave

Her skal ikke berettes tungt og længe om konferencens præcise forløb. Det ligger i kortene, at debatter er bedst i lukkede fora, hvor fornuften ikke kastes for offentlighedens køtere, som med hvert eneste bjæf kræver detaljer, detaljer. Lad os derfor springe direkte til det væsentlige, vurderingen af resultatet. Hvordan boder dette for konservatismen i Danmarks gamle konservative parti?

Ser man isoleret på de tre punkter, som blev vedtaget – og som refereres udførligt i Jyllandsposten, er det ikke svært at finde noget positivt. Der peges på et forsvar for den personlige frihed – som er en frihed under ansvar, der kaldes til forsvar for ”frivillige fællesskaber”, der opløses af statslig interventionisme og endeligt kræves sociale ydelser begrænset til samfundets svageste. Gode fornuftige punkter, der hver især adresserer noget, som må ligge en på sinde som konservativ. Critique havde forleden den liberale debattør og politiker Ole Birk Olesen på besøg, som talte om velfærdsstaten som en taberfabrik. Jeg tror han ville have været meget enig i det besluttede, og det er jo godt, for Ole Birk Olesen er en fornuftig mand.

Men så alligevel, måske ligger der et problem i, at det vedtagne ikke samlet set afspejler noget særegent konservativt, men i virkeligheden noget, som man vel først og fremmest vil forbinde med liberalismen. Er det ikke først og fremmest i Liberal Alliance, man finder den politik, som de yngre konservative har samlet sig om? Hvori består det særegent konservative? ligger det alene i koblingen af ansvar til frihed, og må man tillade sig at spørge ansvar for hvad?

Der er netop problemet. Det synes som om, at der ingen idé om er, hvad eller hvem man står til ansvar for. Pligter og autoriteter synes det ikke at være, for deres relevans blev forkastet, det er heller ikke arv, nation, kultur eller kristendom, for også dette punkt blev forkastet, det er heller ikke det sociale ansvar for også dette blev forkastet. Konferencen udstak en linje og denne linje var klart liberal, og man kan jo så spørge om liberalismens er svar på konservatismens problemer? eller endnu bedre er konservatismen problemet og liberalismen løsningen – for Det Konservative Folkeparti altså? K-konsensus svarede rungende ja, og det må siges at være bekymrende.

Men er det nu ikke en overreaktion? Har man ikke blot valg tre punkter, der afspejler den mest aktuelle front for moderne konservatisme i en forbudstid og under en socialistisk regering? Til en vis grad forholder det sig sådan, og det ville have været en døv og blind konservativ forsamling, der blot havde vedtaget Gud, Konge og Fædreland uden at forstå det samtidsopgør som den konservative må befinde sig i netop nu. Men det afgørende er her, hvad der blev fravalgt og hvilke argumenter, der virkede. Programpunkterne afspejler jo grundværdier, og spørgsmålet er altså hvilke grundværdier, der i denne forsamling accepteredes som konservative og hvilke der vistes døren.

Hvad der hyldedes var først og fremmest en betoning af frihedsbegrebet med rod i en udpræget liberalisme. Frihed var det afgørende begreb i debatten og denne frihed knyttedes til individet. Denne frihed opfattedes to-foldigt som knyttet til en ukrænkelig ejendomsret og en ukrænkelig selvbestemmelsesret – sidstnævnte altså samme autonomibegreb, som der vist er bred konsensus om er liberalismens kerne. Ethvert politisk spørgsmål bedømtes i forsamlingen på om det 1) krænkede individets autonomi eller 2) krænkede individets ejendomsret. De sociale foranstaltninger forkastedes på grund af det sidste – ja selv ideen om, at staten faciliterer markedsøkonomien ved at sikre infrastruktur, lov og orden, forkastedes, idet i hvert en deltager opfattede en sådan tanke som socialisme. Dermed var partiets bærende socialkonservative tradition vist hen i skammekrogen.

Endnu mere markant var imidlertid afvisningen af traditionelle konservative idéer om betydningen af et forsvar for dansk kultur, kontinuitet og kristendom, om behovet for integrationspolitik og behovet for at styrke respekten for autoriteter og opfattelsen af familien som samfundets grundlæggende institution. For i kulturbegrebet ligger nemlig ud fra et liberalt princip, som det, der fik lov til at udfolde sig på Hindsgavl, et overgreb mod den enkeltes autonomi. Kulturen sætter nemlig grænser, normer tilværelsen og binder den enkelte. Dette kan være slemt nok i sig selv, og mange liberale har derfor bekæmpet selve ideen om kultur. Men endnu mere udtalt bliver den liberale bekymring, hvor staten tildeles en rolle i at opretholde og vedkende sig en given kultur. Dette tilsidesætter nemlig den enkeltes ukrænkelige selvbestemmelse, og denne er og var – blev det slået fast igen og igen – selve udgangspunktet for konservatismen.

Kulturbegrebet betegner en struktur, der på forhånd og på trods af individet sætter skel mellem ret og vrang. Individets autonomi er ikke i stand til at ophæve dette skel, men kan kun udstrække sig til at overskride skellet for egen regning, men netop hvor det sker viser spændingen mellem individ og kultur sig og understreger, at hvor individets absolutte ukrænkelighed hævdes, der er der åben krig mod enhver nedarvet forestilling, enhver institutionaliseret moral og enhver forpligtelse. Foreningen mellem stat og kultur bliver i den optik at ligne med et fængsel, der både virker i det indre og i det ydre. Derfor afviste de yngre konservative enhver snak om kultur, autoritet, religion og familie.

At vores frihed måske kommer et sted fra, er kulturel funderet, ikke skyldes en mystisk og skjult, men objektiv egenskab ved mennesket, den tanke blev nok hævdet – endog mange gange, men det var vist, hvad man i evangeliet kalder perler for svin. Budskabet var simpelthen ude af trit med den ideologiske grundforestilling blandt forsamlingens overvejende flertal. Den konservative konsensus – idet omfang der var tale om konsensus – viste sig desværre at være en liberal konsensus.

K-konsensus store styrke var, at der entydig anvistes en retning for Det Konservative Folkeparti, dets svaghed var, at denne retning var entydig liberal og entydigt byggede på liberale præmisser. Mere end begyndelsen på en løsning af parti-konservatismens krise, må konferencen tages som et vidnesbyrd om dybden og alvoren af denne krise, et vidnesbyrd, der rejser spørgsmålet om dette er en sygdom til døden? Svaret er dog langt fra givet, for man kan hævde, at der allerede i deltagerkredsen, som i al væsentlighed ikke var yngre konservative, men derimod slet og ret ungkonservative fra KU, hvor liberalismen siden 1980erne har stået stærkt, var et forvarsel om, at resultatet måtte blive som det blev.

Uagtet det vidnede konferencen også om en vilje til at se i øjnene, at der må gøres op med den overfladiskhed, der vistnok har præget dansk konservatisme siden det store krak efter VKR regeringen. I den forstand kan den være startskuddet til noget nyt og længe ventet, en egentlig ideologisk debat i Det Konservative Folkeparti – og om dette bliver tilfældet er det yderst positivt og der for fortjener arrangørerne en stor tak. Samtidig kan konferencen tjene som en advarsel for partikonservatismens ansvarlige ledelse, for den store sociale- og kulturkonservative tradition inden for partiet, at den sot, som har ramt den konservative bevægelse særlig hårdt har ramt et af dens lemmer, og at en særlig indsats er påkrævet for at genvinde sin egen ungdom for konservatismen. Dette må være et selvstændigt mål for en ideologisk genopbygning af partiet.

Artiklerne til Critique er typisk mellem 5 og 15 sider. Ønsker du at bidrage med en artikel inden for et emne med relevans for Årsskriftet Critique bedes du skrive til critique@konservativestudenter.dk Forslag modtages i form af artikler, resumeer eller ideoplæg. De bedes indsendt senest 10/12 2011.

mvh.
Redaktionen

Printervenlig udgave

Alligevel kan man ærlig talt blive lidt træt i hovedet, når man ser de visionære arkitekter præsentere det, som for dem udgør hele løsningen på Århus’ integrationsproblemer. På JP.dk kan man læse om vinderplanen fra COWI. Det helt afgørende er vistnok etableringen af en hovedgade, kaldet på godt dansk ”Street of light”, hvor der som navnet subtilt og underspillet antyder skal være en del lys og desuden salg af grønsager dyrket ovenpå boligblokkene. For at gøre det hele endnu bedre skal der være kunst og udsmykning skabt af lokale kunstnere, og man skal kunne downloade en applikation til sin smartphone, en Gellerup app, så man kan rykke sig selv i hipsterskægget af fascination over det eksotiske miljø og de spændende grønsager, man kan købe på street of light.

Denne applikation og salget af grønsager, groet af den gellerupske beton, er med til at fastholde indtrykket af Gellerup som et fremmed sted, et eksotisk sted, der nok kan have interesse for den kreative klasse og humanistiske universitetsstuderende i stramme bukser, men som også betyder, at man ser Gellerup ikke fra beboernes synspunkt og ikke ud fra et integrationssynpunkt, men som en forlystelsespark for orientalistisk interesserede danskere. Det er som i det afsnit af Olsen Banden – undskyld min referenceramme – hvor ingeniør Bang Johansen vil sælge Danmark og forvandle det til et Daisy Land for fuldfede og pengestærke tyske turister.

Forsøget på at fastholde Gellerup som et rum, hvor man i trivelighed kan møde den eksotiske anden, som ikke er interessant som medborger, men netop kun i kraft af sin andenhed, understreges af et andet centralt punkt i de præsenterede forslag: ”et multikulturelt center til alle slags aktiviteter, hvor der kan etableres etniske restauranter.” Den totale tivolisering af nationale og etniske identiteter. Det må selvfølgelig give den menige indvandrer et vist håb – om end ikke noget incitament til integration – at han altid kan finde ansættelse som anatolsk landsbytosse i pludderbuks eller som et andet eksempel på uspoleret østlig autenticitet. Kronen på værket er dog forslaget om en biograf Vest for Paradis, ”som skal være med til at trække kulturelt interesserede til Gellerup.” Bare hvis nu grønsager, eksotiske madopskrifter, røgelse og myrra ikke er nok for caffé latte segmentet til at drage ud i det fremmede.

Men selvfølgelig, jeg beklager al den pessimisme. Når det nu er beboerne selv, der har fostret idéen om disse storslåede planer. For det er det da, er det ikke? Nej!
”30 studerende fra uddannelser som antropologi, økonomi, arkitekt- og ingeniørstudierne indgik weekenden over sammen med nyuddannede medarbejdere fra Cowi og fem andre østjyske virksomheder i tværfaglige teams for at udvikle en idé, der kan skabe ny økonomisk aktivitet i Gellerup” Altså den selvsamme intellektuelle og kreative overklasse, som alle tiltag er rettet mod, og som tilsyneladende sætter lighedstegn mellem integration og deres egen lyst til at opleve det radikalt fremmede uden at få beskidte sko.

Vi andre kan så i mellemtiden tvivle på, at integrationsproblemets løsning ligger i forvandlingen af Gellerup til et orientalistisk skønmaleri lignende dem, som romantiske malere skabte i det 19. århundrede.

Måske skyldes den tilsyneladende åndelige fattigdom, at man ikke leder det rigtige sted eller efter det rigtige. For en borgerlig forfatter, er det sådan en mand i høj hat og jaket, der sidder og skriver hyldestdigte til det bestående samfund, eller til Venstre, eller måske en elegi over Det Konservative Folkeparti? Måske er han sådan en lidt anarkistisk type, der kan sin liberale dogmatik og vil være en dansk Ayn Rand. Dem er der rigtig nok ikke mange af, og selv hvis en sådan ideolog skulle kaste sig over skønlitteraturen er der nok ikke mange, der ville have lyst til at læse det. Hvis vi i stedet søger efter en konservativ litteratur, der ikke nødvendigvis er strukturkonservativ, men som opfatter sig selv som et forsvar for ånd, så er vi anderledes godt stillet. Litteraten Kasper Støvring har ligefrem hævdet, at forfatteren er en konservativ skikkelse, netop fordi han som forfatter står i en særligt åndeligt, kritisk forhold til samfundet. På den måde er det lykkedes Kasper Støvring at finde nogle centrale konservative tematikker hos Villy Sørensen.

De store klasikkere

Det er i den forbindelse, at man kunne have lyst til at henlede opmærksomheden på artiklen På Kanten af Modernismen af Repliques redaktør Rasmus Pedersen i Årsskriftet Critique 2011, der behandler det for nogen måske overraskende forhold, at den litterære modernismes hovedskikkelses var en slags konservative, dog uden at minde det mindste om Hans Christian Varnæs eller andre konservative karikaturer. I sin artikel fremhæver Rasmus Pedersen forfatterne Dostojevsikj, Knut Hamsun og Thomas Mann. Om Dostojevskij skriver han:

“Dostojevskijs projekt er at sætte eksistensen i centrum. Modstanden mod de rigide systemer som eksempelvis liberalisme og socialisme er at finde i selve den menneskelige eksistens’ mangfoldighed. Det ligegyldige er samfundslivet og det politiske; disse er for Dostojevskij intet andet end overflade, der skjuler tilværelsens egentlige eksistentielle grundvilkår. På den måde er Dostojevskijs tidsforståelse også grundlæggende cirkulær: Ethvert menneske har en eksistentiel kerne, hvis essens det er kunstens opgave at udtrykke.”

Det konservative består her i selve modstanden mod den ideologisering af tilværelsen som man kan opfatte de progressive ideologer som skyldige i. De indebærer nødvendigvis en reduktion af menneskelivet, og leder til en overfladiskhed, der vender mennesket fra sig selv og kapper forbindelsen til dens eksistentielle grundlag. Særligt den unge Hamsun stod derfor også i spidsen af en kras kritik at tidens realistiske litteratur, der ikke evnede at beskæftige sig med menneskets sjælelige dybde, men hellere opererede med typer, der tjente en overordnet ideologisk fortælling, der underordnede det psykologiske under programlitteraturens krav til entydighed og tendens.

Både Dostojevskij og Hamsun behandlede desuden i Kældermennesket og Sult menneskets forhold i moderniteten, et forhold de begge karakteriserede ved vildfarenhed, desorientering, tvivl og anspændte nerver. Det moderne samfund, der byggede på idéen om det gode menneske, forvoldte i virkeligheden mennesket ond.

Den politiske konsekvens

Denne litterære modernisme influerede også på den politiske konservatisme. Den var radikal i sit udspring, fordi den gjorde op med konformiteten og på den måde både stod den i opposition til politisk konservatisme samt befrugtede den med nye idéer. Nogle af de, der drak af den litterære modernismes kilder røg ud på et skråplan, de såkaldt Konservative Revolutionære:

“I tiden efter 1. verdenskrig dannede en række af tyske intellektuelle udgangspunkt for en bevægelse, der havde en række ligheder med Hamsun og Dostojevskijs livsfilosofisk inspirerede poetik; konservativrevolutionære, kaldte bevægelsen sig selv. De afviste som Dostojevskij og Hamsun marxismen, men var også i opposition til det borgerlige, der ikke havde ‘andet at byde på end borgerlighed og reaktion”

Denne tematik, som også er behandlet i artiklen Sorte Jakobinere fra Critique 2010, berørte også forfatteren Thomas Mann, der indledningsvis omfavnede og udviklede de konservativrevolutionære tanker, men som i begyndelsen af 1920erne besindede sig på et forsvar for demokratiet og senere gik i eksil, da nazisterne tog magten i Tyskland. Mann modererede radikaliteten, men afviste han helt dens indsigter? og kan moderne konservatisme måske lære af hans omgang og afvisning af radikalismen? Rasmus Pedersen skriver:

“På den måde kan en undersøgelse af den tidlige modernismes konservative forfattere bidrage til på den ene side at kaste lys over modernismens mere traditionalistiske elementer, men samtidig vise en mere utopisk og revolutionær konservatisme, der så farerne – eller måske netop de manglende farer – ved moderniteten. Hvis Dostojevskij og Hamsuns store styrke er, at de fra første færd gennemskuede modernitetens forfladigende virkning, er det Thomas Mann, der som den første påpegede den samtidige fare og nødvendighed i det syn på livet, Dostojevskij og Hamsun delte, og som Mann skulle føre videre forbi modernismens dødvande.”

Ja måske er spørgsmålet om de borgerlige ikke ville stå sig ved, at holde op med at lede efter borgerlig programlitteratur, der under alle omstændigheder vil være uinteressant. Måske burde de borgerlige bare vende sig med de klassikere, der allerede findes i litteraturhistorien, læse dem og lære af dem, tage sit eget ideologiske udgangspunkt alvorligt og se historien som en kilde til en stadig samfundsrelevant visdom.

Du kan læse hele artiklen i Critique 2011, som kan købes her for 100 kr.

Printervenlig udgave

Når filmen skal bedømmes rimeligt, bør dens hensigt overvejes og vurderes. Mig bekendt har forsøget været længe undervejs, Steven Spielberg har ejet rettighederne i mange år, og haft svært ved at få bundet an med projektet. Det har ganske sikkert ikke været nemt; ikke mindst fordi det har været ganske klart, at den store tilhængerskare, navnlig den hårde kerne af dem, ville være svære at tilfredsstille. Dog har den påstået sikre forankring hos Spielberg & Jackson, lad os kalde dem det i kortform, været en veksel man har kunnet trække på – der er jo tale om velestimerede folk, der dygtigt har fremmanet et billede af dem selv og deres projekt som værende con amore. Altså tale om en idealistisk hjertesag og et forlæg, der skulle imødegås med stor respekt og alskens formuleringer om gode hensigter. Det foregriber ikke tingenes gang urimeligt ved at konstatere, at den veksel har været tæt på dækningsløs.

Man har nemlig haft en fiks snuptagsløsning på mange potentielle indvendinger. Man har vendt bunden i vejret på tre albumforlæg, hvoraf kun de to er sammenkoblede, og smeltet disse sammen til en samlet fortælling, og dermed kunnet neutralisere enhver indvending fra en fan[atisk] fundamentlist. I opbygningen af filmens historie har dette sikkert været et frihedsbrev, en forsikring om en nødvendig, men tveægget kunstnerisk og plotmæssig handlefrihed, der dog ender med at kappe livsnerven over til albumforlæggene. Mere om det senere, men for rimelighedens skyld er det værd at dvæle ved filmens uafhængighed af albummene. Denne balancegang har været svær men nødvendig, ikke mindst fordi en serie rullende billeder af handlingsforløbet i albummene også ville være en fad omgang. Medierne er substantielt forskellige, unægteligt, men dermed er en diskussion om en sammenhæng mellem forlæg og den faktiske handling jo ikke aflyst. Hvis der har været tale om et con amore-projekt, må man som minimum kunne forvente, at livsnerven til albumforlægget ikke kappes over; at der ville være tale om folk, der nærer blot en basal forståelse for universet og dets karakterer.

Det er ikke tilfældet, og man må spørge sig selv om Spielberg & Jackson har åbnet et Tintin-album de forgangne tyve år. Svaret er, at det har de formentlig ikke, men i stedet henholdt sig til myten om deres egen loyalitet og deres ih-så lidenskabelige engagement og indsigt. En fatal selvovervurdering. Bundvendingen af de tre historier betyder, at ingen af dem bliver manifesteret i filmen. Alle bliver de anbragt på en stedmoderlig plads, og det er derfor uundgåeligt, at Spielberg & Jacksons egne tilføjelser modsat bliver overeksponerede når filmen skal bedømmes. Når man leder med lys og lygte efter en holdbar forbindelse til albumforlæggene, falder lyset let på det to bagmænds egne fabuleringer og omdigtninger, og disses fortrædeligheder. F.eks. er det et fatalt, men blot løsrevet kiks, at en central pointe – at Castafiore skulle kunne knuse skudsikkert glas med sin stemme – direkte modsvares og -siges af en Tintin-fundering over mulighederne for det samme i et af albummene. Slå selv op på side 28 i Kong Ottokars Scepter og se efter.

Sagen er den, at ingen sekvens, der kan funderes i albumforlæggene, følger disse loyalt. Man tager en begivenhed og digter sin egen historie derfra. Ligegyldigt om det er endevendingen af Tintins lejlighed, indholdet af den knækkede mast, nedskydningen af Barnabas (det hedder han i albummet), flugten fra Karaboudjan, flyveturen i ørkenen, Haddocks genfortælling af sin forfaders historie, eller alt muligt andet i filmen, er der aldrig tale om en holdbar forbundethed til forlægget. Det hele bliver de to bagmænds endeløse legeplads; albummene bliver til stive kulisser, og “kender-referencerne” kiskede og utidige, f.eks. da månealbummene hives ind midt under en flyvetur i ørkenen. Selv ikke den mest enkle begivenhed, endsige det mest enkle forløb, undes en forlægstro skildring. Konsekvensen bliver, at man må formode, at Spielberg & Jackson har lavet filmen til et publikum, der ikke forventes at have læst albummene. Det er der ikke megen con amore i – så er forlægget bare en løftestang for egne udfoldelser, og det er en grov devaluering af bærekraften i forlægget. Der kunne nemlig have været lavet en god albumtro film, og det er en skam, at forsøget ikke blev gjort helhjertet.

Hunden kan være begravet i en anderledes con amore-bekendelse til filmteknik. Det er nærliggende at tro, at Spielberg & Jacksons anliggende har været en fortsat eksponering af motion capture- og 3D-teknikkens velsignelser. For hvor alle lejligheder til albumtro sekvenser forsømmes, forsømmes ingen lejlighed til udstille moderne filmtekniks stadigt mere avancerede muligheder. Filmen er en veritabel rutsjebanetur; et orgie i effekter, lyd, brag og knald og halsbrækkende udfoldelser med bazookaer, motorcykler, havnekraner, fuldriggere og meget andet inventar, der skal prøve at lede opmærksomheden væk fra de andre ufuldstændigheder. Det er ikke mindre trist.

Karaktertegningen er i bedste fald også noget ufuldstændigt makværk. Flest anstrengelser har man gjort sig med Tintin, der dog ret beset er en noget endimensionel karakter, også i albummene. Forbavsende forudsigelig og retlinet. Også i filmen er Tintin en nysgerrig ungersvend, en enspænder og en eventyrer, dog sidder næverne og viljen til våbenbrug noget løsere end i albummene. Skildringen af Haddock som en alkoholiseret svækling og orienteringsløs letvægter er dog katastrofal og utilgivelig, men kompliceret. Spielberg & Jackson kan isoleret afvise sådanne indvendinger med et snuptag: Man har blot fulgt (et af) albumforlæggene, var det ikke det man skulle (??!!),  hvor Haddock introduceres, og så er ryggen rigtignok fri. Sagen er blot den, at filmen skal tegne rammerne for en serie filmiske skildringer af universet, der er flere på vej, udfra de tre albumforlæg. Det er dermed helt utilstrækkeligt at affeje Haddock på den måde; ikke mindst fordi navnlig de to andre forlæg manifesterer Haddocks centrale funktion som en dynamisk og styrende karakter, der netop supplerer Tintins noget endimensionelle heroisme. Fra rodekassen kan også fremhæves en overdrevet naragtig klodrianskildring, hvor Haddock fremstilles som en evindelig ulykkesfugl, der magnetisk overlever selv de mest halsbrækkende begivenheder, som filen er stopfodret med. Det er en skarp kontrast til albummene, hvor Haddock primært bliver offer for banale, afvæbnet-humoristiske tildragelser: hæfteplastre, papegøjer, myg, toldere og meget andet; alt det som perfektionisten og tørvetrilleren Tintin smyger udenom. Prisen for filmens ultimative lavpunkt tilfalder dog en scene, hvor Haddock bøvser ned i brændstoftanken på en flyvemaskine. Hæsligt, men fortvivl ikke. Der kunne skrives en tyk bog om filmens andre fortrædeligheder, men det ville blot være endnu mere hæsligt.

Kritikken kan nemlig fortsætte i det uendelige; filmen er katastrofal og et fatalt misbrug af en gylden mulighed. Trænger man til at få afstivet overbevisningen om det 21. århundredes svøber en suite  – selvovervurderingen, overfladiskheden, rodløsheden, naragtigheden, trangen til platheder og den afgudsagtige bekendelse til den forkromede teknologi – kan man roligt sætte sig til rette i biografsædet. Så venter der en god oplevelse.

Dette må naturligvis vække en vis interesse hos den historisk interesserede, for spørgsmålet er, hvordan forholdet mellem konservatismen og det nationale har været historisk set? I midten af 1800 tallet var det jo ofte liberalismen, som gik hånd i hånd med nationalismen, mens konservative kræfter pegede på værdien af de statsdannelser, som overskred nationale grænser og var centreret om fyrsten. Mig bekendt har der ikke været en grundig undersøgelse af dansk konservatismes forhold til det nationale i det 19. århundrede.

Dette har Dr. Phil Jon A.P. Gissel imidlertid rådet bod på med sin artikel ”Konservatisme og nationalfølelse i sidste trediedel af 1800-tallet” som bringes i dette års nummer af Årsskriftet Critique. Jon Gissel er en alsidig historiker, der dog siden sin anerkende doktordisputats om den konservative historiker Johannes Steenstrup, har helliget sig arbejdet med slut 1800-tallets konservatisme. Det er der også tidligere kommet en Critique-artikel ud af, som behandlede konservatismens forhold til kongemagten. Hvad viser da hans artikel om konservatismens forhold til det nationale?

Han tager udgangspunkt i en hermeutisk tilgang, der byder os at fralægge os vore egne forestillinger og i stedet forsøge at forstå perioden og dens idéer på sine egne præmisser, derfor kritiserer han også eftertidens dom over 1800-tallets meget udtalte nationale holdning:

“Man har ofte, og tit med negativ betoning, fremhævet det nationale eller nationalitetens betydning for 1800-tallets kultur. Kirkehistorikeren Elith Olesen har f.eks. ikke sympati for Indre Missions leder Vilh. Beck og, ligesom andre, heller ikke for 1800-tallets nationalfølelse. Han skriver om Becks opfattelse af at repræsentere en udpræget dansk kristendom som nok typisk for de nationale mindreværdskomplekser, som dyrkedes med flid efter 1864. Hvordan kan synet på noget som dansk være udtryk for et nationalt mindreværdskompleks? Og hvordan dyrker man et mindreværdskompleks? Bemærkningen er nok karakteristisk for den utilpashed, som mange skribenter lægger for dagen, når de møder et Dannebrogsflag eller denne periodes nationale holdning.”

Denne utilpashed skal man ud over ikke kun fordi det er en irrelevant dom, der intet siger om perioden, men fordi den også kan virke forstyrrende. Utilpasheden ved det nationale kan få historikeren til bare at hæfte sig ved det åbenlyse, at 1800-tallet simpelthen var et meget nationalt århundrede og så eller lade det blive ved det. Men på den måde gives der også afkald på forståelsen af nuancerne – og de er i denne sammenhæng vigtige.

 Jon Gissel viser nemlig, at konservatismen i slutningen af 1800 tallet nok var nationale, men at de bestemt ikke var det på samme måde som samtidens Grundtvigianere eller eksempelvis mellemkrigstidens folkedybsbeundrere. For de konservative var også kritiske over for det nationale. Tidligere havde deres tilhørsforhold givet sig udslag i en slags patriotisme, der særligt fremhævede kongen og dennes rolle, men som Jon Gissel skriver kunne visse af 1800 tallets nationale ytringer forstås som et angreb på meget af det, som konservatismen ønskede at forsvare. Nationalismen kunne for eksempel optræde som en slags religionserstatning og dermed som en udfordring for kristendommen.

Derfor var en konservativ teolog som Henrik Scharling også stærkt kritisk over for grundtvigianismens sammenblanding mellem det kristelige og det nationale. Dertil kom, at mange konservative i denne periode lagde vægt på et internationalt udsyn og ville styrke nationen ved at lade den deltage på verdensscenen. Dermed var den langt fra samtidens og eftertidens forståelse af nationalisme som det at sværme for ”det oprindelige” og afvise alt, hvad der er i modstrid hermed. Han konkluderer blandt andet:

”De konservative så fædrelandet og folkets liv som et livsfællesskab, der indeholder både ideelle og materielle interesser, med et udtryk af juristen og højre-politikeren Carl Goos fra hans Almindelige Retslære. Dette livsfællesskab befinder sig mellem familie og verdenskultur. Hos Henrik Scharling betones det kristelige mere end det nationale. Hos brygger Jacobsen, hos Rovsing, hos Rasmussen viser sig en forbindelse mellem det nationale og verden: De ser ikke Danmark isoleret. Fædrelandsfølelsen er for disse mennesker en indlysende del af livet, men de bryder sig ikke om uhæmmet fremhævelse af danskhed, heller ikke stærk sproglig purisme. Det er ikke en holdning, hvor det oprindelige er det eneste afgørende, men også hvad folket har levet med i lange tider.”

Hele Jon Gissel artikel kan læses i Årsskriftet Critique 2011, som kan købes her for 100 kr. og sendes direkte til døren.

Uddrag

”Der er ikke tale om udviklingshistorie, hvor det umoralske og dårlige menneske bliver åbenbaret for verdens dårskab, for så derefter forskræmt at kaste sig i støvet for at gøre gode gerninger. Den slags farisæisk frelsthed ligger langt fra Leones stil. Tværtimod bliver enhver form for katolsk selvretfærdighed nærmest gjort til skamme”

”Leone interesserer sig ikke så meget for den indre dybde som for det ydre udtryk. Filmene er stilistiske mesterværker, der gør effektiv brug af effektive virkemidler. Leone tager sig i alle film god tid til at præsentere sine personer og landskaber: Supernærbilleder af de forskellige personer, og panoramaudsigt over det vilde vestens uendelige landskaber. Der bliver aldrig sagt meget. De andre virkemidler er langt vigtigere.”

”Det moralske forfald er ikke isoleret til en fjern afsides by ved navn San Miguel, men er blevet noget omsiggribende, hvor den kristne moral ligger i ruiner og ikke tilbyder noget troværdigt alternativ.”

Printervenlig udgave

Forslagene peger vist mest i symbolpolitisk retning, da vi allerede i dag er forpligtet til at overholde menneskerettighederne, men der rejses alligevel et interessant spørgsmål: Er grundlovssikrede rettigheder til gavn for folkestyret eller udgør de måske ligefrem en potentiel trussel. Herom har litteraten og kulturforskeren Kasper Støvring skrevet i seneste nummer af Årsskriftet Critique i artiklen Folkestyre eller domstolsstyre? Med udgangspunkt i de pointer om sammenhængskraftens betydning for et demokratisk samfund, påviser Støvring her, at rettighedstænkningen og det deraf følgende domstolsstyre er ganske undergravende.

Sagen er nemlig den, at forekomsten af sådanne rettigheder giver domstolene en drastisk øget magt, rettighederne er nemlig ofte meget generelt formuleret og yderst principielle af karakter og forudsætningen for, at de kan appliceres på dagligdagslivet er, at domstolene får lov til endog meget vidtgående dynamiske tolkninger, sådan som vi allerede har set det med Metock-dommen på Europæisk plan og sådan som det i øvrigt kendes fra den amerikanske højesteret og den tyske forfatningsdomstol, der begge er vigtige politiske institutioner. Han skriver:

 ”Folkestyret vel netop blive svækket, hvis domstolene tager magten fra Folketinget Vi vil se en rettighedsfikseret krænkelsesepedimi vokse frem. Borgerne vil konstant sagsøge andre for krænkelse af deres…rettigheder, og de vil miste sansen for den nødvendige pligtkultur.”

Men denne undergravning af sammenhængskraften og de positive værdier, der præger et godt civilsamfund er blot en side af sagen, for hele ideen om domstolene som menneskerettighedernes vogter bygger på en forestilling om juraen som et apolitisk felt.

”Juridisk aktivistiske dommere udgør en drivende kraft bag samfundsreformer Men problemet med domstolsstyring er, at dommerne ikke har noget demokratisk mandat til at optræde som lovgivere”

Støvring taler om en afpolitisering af demokratiet i det hele taget, der ophæver vigtige politiske spørgsmål til et moralsk plan, hvor der ikke længere kan stilles spørgsmål, men hvor til gengæld en snæver elite tildeles et moralsk-politisk fortolkningsmonopol.

Artiklen kan stærk anbefales i sin helhed; den rummer både en vigtig kritik med relevans for den gryende grundlovsdebat og en kritik af EU og den internationale retsorden, der på et mere overordnet plan sætter folkestyret ud af kraft og dermed undergraver det civilsamfund, der er den egentlige forudsætning for at vi i det daglige erkender hinanden rettigheder. Som altid kan Critique købes her.