Jeg har brugt mobilnettet siden før GPRS. Med min gode gamle Ericsson SH888 kunne jeg koble op min IBM ThinkPad 560 på nettet over en infrarød IrDA-forbindelse. Hastigheden var på 9,6 kbps, og det var sløvt. Men man kunne hente og sende mails – uden vedhæftninger. Det var det vigtige for mig at kunne dengang.

Siden koblede jeg min Ericsson T39m på GPRS-nettet via Bluetooth (fik mig op i nærheden af en 56k-forbindelse), men det var først, da jeg fik min første Pocket PC med Bluetooth (en HP iPAQ 2110), at jeg benyttede det jævnligt. Her kunne jeg jævnligt checke min mail uden problemer fra PDA’en som gik enten på det trådløse netværk derhjemme eller på det mobile internet via Bluetooth og GPRS, og siden 3G, da TDC åbnede for det.

Men hele vejen igennem har det været absurd dyrt. I 1990′erne betalte man minuttakst for at gå på nettet – uanset hastighed og datamængde. Det var dyrt, for minutterne var også meget dyre dengang.

Da GPRS kom til, så betalte man pr. megabyte. Det var også absurd dyrt. Nogle abonnementer kostede rask væk 25 kr. på megabyte data, og indtil for nylig var det faktisk ganske almindeligt. Teleselskaberne takserer rask væk 10-20 kr. pr. megabyte – stadigvæk.

Heldigvis er der også kommet flatrate-aftaler til – ellers var hele tanken om “mobilt bredbånd” gået fløjten, og en af de væsentligste forbedringer i mit IT-arsenal i det forgangne år er uden tvivl, at jeg har fået en Lenovo ThinkPad X200 med indbygget 3G-modem. Heri sidder mit SIM-kort fra 3 og så har jeg altid mulighed for at gå på nettet – og jeg skal ikke bekymre mig om prisen. Der er flatrate.

Nogle måneder bruger jeg måske et par hundrede megabyte, mens jeg i andre måneder kommer langt over de 10 gigabyte, som er forbrugsgrænsen. Men jeg har aldrig hørt et ord fra 3. Heldigvis, da.

Der er benhård konkurrence om at sælge abonnementer på flatrate mobilt bredbånd. Og faktisk kan man få det til ca. 50 kr. om måneden pt. Ja, Telia forærer det ligefrem væk til sine ADSL-kunder.

Men nu er det ikke kun på min bærbare, at jeg bruger mobilt bredbånd. Jeg bruger det faktisk endnu mere – i hvert fald oftere – på min mobiltelefon, en Nokia E75. Jeg får mine mails automatisk ind (push), og jeg checker Ritzau løbende, ligesom jeg har de andre nyhedssider under observation adskillige gange i løbet af en dag. Men især mails er vigtige for mig (ligesom de var det i 1990′erne på min SH888).

Og jeg er jo ikke den eneste. De fleste moderne virksomheder, hvor PC- og kontorarbejde udgør en vigtig del af arbejdet og hvor det at have adgang til sin mail er afgørende – ja, de udstyrer i dag deres medarbejdere med telefoner, der kan netop sende og modtage e-mails.

Det ved TDC og de andre teleselskaber også godt. Og de ved også udmærket godt, at selvom man ikke bruger mange megabyte data på en mobil, så bruger vi flere og flere.

Derfor blev jeg faktisk lidt mopset i dag. Jeg fik nemlig en SMS fra TDC, der gjorde mig opmærksom på, at jeg nu havde brugt 40 megabyte data i denne måned og at jeg kunne checke prisen på tdc.dk/erhvervmobildata. Det gjorde jeg straks.

Min arbejdsgiver har valgt at inkludere et såkaldt FlexData Large i vores abonnement. Det koster 50 kr. om måneden (!) og giver op til 50 megabyte data inkluderet. Bruger man mere end 50 megabyte, så koster de 5 kr. pr. megabyte.

Jeg har altså brugt 40 MB inden den 11. i måneden (hvor de første par dage var feriedage tilmed). Jeg har i den periode ikke hentet større filer el. lign. Jeg har surfet mobilt og hentet mails – that’s it.

Jeg kan altså med det forbrug regne med at komme op på ca. 120 mb, hvilket altså vil koste 400 kr. inkl. månedsabonnementet på 50 kr. Og det er altså plus moms!

For 400 kr. kan jeg hos 3 få EazyInternet Premium for 299,- og have endnu højere hastighed og 10 gigabyte data. Men også 3 har en tilkøbspakke, så snart man kommer over på en mobiltelefon og ikke bruger et USB-modem. Så koster 100 mb 79,00 kr. om måneden (Surf-pakken). Til gengæld koster en megabyte ekstra blot 79 øre pr. stk.

TDC har også en Premium-pakke, hvis man bruger mere end 70 MB pr. måned. Den koster 150 kr. pr. måned og inkluderer – hold fast – hele 150 MB “fri trafik” om måneden.

Det absurde er, at TDC’s egne selskaber, Fullrate og Telmore, sælger månedsabonnementer med 1 gigabyte trafik inkluderet for 49 kr. pr. måned.

Jeg har før skrevet om de vanvittige priser på mobilt bredbånd, men jeg blev faktisk overrasket over, at der stadig er den slags ågerpriser i branchen – og især, at det er tilbudet til erhvervskunderne fra Danmarks største teleselskab.

Det virker mest af alt som om TDC og co. malker koen inden der kommer en eller anden smart udbyder (ligesom Telmore og Fullrate var det, før de blev købt af TDC) og presser markedet.

Jeg har ikke adgang til TDC’s datatrafik-statistikker, men med min erfaring så vil jeg godt stå inde for følgende:

Langt de fleste mobilbrugere ( her fraregnet iPhone-brugere, der notorisk bruger mere data) bruger meget lidt datatrafik. Det skyldes flere forhold, men at prisen er høj har helt sikkert en stor betydning for dem, der overhovedet bruger det.

Prisen for en rå internetforbindelse går mod nul. Det bliver simpelthen billigere og billigere, og dermed skal teleselskaberne til at finde på noget, som kan få os til at betale for overhovedet at have forbindelsen og ikke så meget minut-, måneds- eller megabyte-priser. TDC har fundet på Play. Jeg ved ikke, om det får kunder til eller får kunder til at blive – men tanken er i hvert fald rigtig. Der skal added value.

Det bør være til at finde på noget til mobilen. Vi bruger dem hele tiden og til mere og mere. Navigation, musik, film og småprogrammer har fået stor succes – bl.a. på iphones. Det må kunne kopieres.

Men ikke så længe, at prisen er latterlig høj. Og specielt ikke, så længe det samme selskab sælger den samme vare men til priser, der er himmelvid forskel på. Jeg kan købe 1.000 megabyte hos Telmore for 49,- om måneden. En megabytepris på 0,049 kr. Men TDC vil have 1.650 kr. for den samme gigabyte data, hvis jeg er erhvervskunde, der tilmed har fulgt TDC’s anbefaling og valgt Premium-pakken, fordi behovet er over 70 megabyte. Det er en faktor 33 på prisen.

Lidt om vores situation først: Vi har to fjernsyn – eet i stuen og eet i soveværelset. Ingen af dem er udstyret med en digital tuner (desværre). Vores DVD/HDD-recorder fra Samsung har også kun en analog tuner.

Vores TV-leverandør er Yousee (TDC) og vi har den fulde pakke. Vi har netop fået et brev fra Yousee, som fortæller mig, at prisen for at se TV næste år vil stige. I brevet står der blot, at månedsprisen stiger med 1,75% og KODA og COPY-DAN reguleres også. Derudover stiger Fuldpakken (som vi har) med 12,69 kr. pr. måned.

I dag betaler jeg 1.123,31 kr. i kvartalet. Heraf er KODA/COPY-DAN på 72,07 kr. Nu ved jeg ikke, hvor meget de to afgifter stiger, men hvis jeg lægger de 1,75% til så kommer vi op på 1.141,71 kr i kvartalet. Dertil skal lægges de 12,69 x 3 = 38,07 kr. I alt kommer jeg altså mindst op på 1179,78 kr. Plus KODA/COPY-DAN-regulering. Det svarer til mindst 393,26 kr. om måneden eller 4.719,12 kr. om året eller 13 kr. om dagen. Det svarer cirka til en halv liter Coca-Cola eller en pose kanel-gifler, når de ikke er på tilbud.

Nu er der kommet lidt mere konkurrence på markedet, primært fordi Boxer er kommet til og har en relativt aggressiv prisfastsættelse. Så måske det kan betale sig at skifte Yousee ud? Lad os se lidt på regnestykkerne.

Her i huset har vi brug for at kunne se:

- Alle såkaldte must-carry-kanaler (dvs. DR og TV2 m.fl.)
- TV2 News
- TV2 Zulu
- Discovery
- National Geographic
- Animal Planet
- TV3 Plus
- TV2 Sport

Vi vil gerne kunne se:
- TV3
- CNN
- Div. børnekanaler

Boxertv.dk har en fin funktion, hvor man kan vælge de vigtige kanaler og se, hvordan man bedst vælger mellem de mange pakkeløsninger (som er meget besværlige at vurdere umiddelbart).

Her finder man hurtigt ud af, at Viasat ikke er glade for konkurrencen. De har kun deres halvpart i TV2 Sport med hos Boxer, så tanken om at få TV3 hos dem er gået fløjten. Men den var også kun på ønskelisten.

Jeg har hos Boxer valgt:
TV2 News, TV2 Zulu, Discovery Channel, CNN, TV2 Sport, Disney, Animal planet, History, Discovery Science samt basispakken, der er “gratis”.

Den billigste løsning hos Boxer er at vælge kombien mellem Boxer Flex8 og 1 kanal til 19 kr. i “Boxer Kanaler”. Det koster 198 kr. pr. måned + 389 i halvårlig kortafgift. For 41 kr. om måneden kan vi få det hele, men nu går vi efter den billigste løsning for os.

Den samlede pris hos Boxer for et år er altså 3.154 kr. eller 262,83 kr. om måneden eller 8,64 kr. om dagen. Det er 4,36 kr. billigere om dagen end hos Yousee og en samlet årlig besparelse på 1565,12 kr hvilket svarer meget præcist til en besparelse på 33%.

Hvis jeg nu skulle tage den store pakke hos Boxer, så vil det koste 3.646 kr. om året, og besparelsen vil således være nede på 1073,12 kr. om året eller 22,7%.

Men, men, men…

For den pris kommer jeg kun til at kunne se tv på eet af vores fjernsyn, og jeg mangler stadig en boks til hvert fjernsyn.

Først til boksene. Tænk har testet en række bokse, og den boks, der får den bedste samlede bedømmelse er Maximum T-541 VA (http://www.taenk.dk/test/digitale-modtager-bokse/testresultater/?cid=8851&prid=FR01). Men den koster 1.344 kr. pr. stk., og selvom Tænk siger, den har et lavt strømforbrug, så vil den nok koste mig omkring 150-200 kr. om året i strømforbrug alene.

Men det er faktisk ikke nok. For jeg har som sagt to TV-apparater, og derfor skal jeg have flere kort. Umiddelbart ser det ud til, at prisen for Boxer Flex8 stiger fra 179,- til 268,50 kr. pr. måned. Dermed bliver den årlige abonnementsudgift 4.392,-

I det første år med Boxer skal jeg altså regne med følgende udgifter:

2 x bokse: 2.688,-
Strømforbrug 350,-
Abonnement 4.392,-
I alt 7.430,-

Fra år to vil prisen være 4.742,- kr. om året. Og så er vi pludselig oppe over beløbet hos Yousee. Faktisk ligger vi 22,88 kr. over.

I regnestykket har jeg tilmed ikke medregnet behovet for at købe en antenne, da vi faktisk fik fjernet vores tagantenne for nogle år siden.

Der er altså ingen besparelse for os ved at gå over til Boxer. Ej heller, når man fraregner investeringerne i boksene. Hvis vi vil have digital kvalitet – og fx se DR HD – så skal vi enten købe et nyt Tv eller en MPEG-4-boks. Men da Yousee har fjernet kortgebyret og sender digitale signaler “gratis” ud, så vil det ikke koste os ekstra. Vi kan faktisk nøjes med at udskifte et af fjernsynene og stadig se de analoge signaler på de gamle apparater. Det kan vi ikke med Boxer. Her skal alle apparater skifte på samme tid.

Det er med andre ord kun, hvis man kan enten nøjes med at se tv på eet apparat eller at man kan gå fra Fuldpakken hos Yousee til en noget mindre pakke, at man kan få en besparelse ved at skifte til Boxer.

Vi har to børn i husstanden, som indtil videre ser TV i stuen. Men de skal nok også have et fjernsyn på værelset på et tidspunkt. Når det sker, så kan de også bare bruge enten det analoge eller digitale signal fra yousee – eller man kan håbe, at der er en eller anden udbyder, der begynder at give ordentlige tilbud på IP-TV til os, der ikke har fibernet, men må “nøjes” med en VDSL-forbindelse.

Summa summarum, så bliver vi hos Yousee (lidt endnu). Andet kan simpelthen ikke betale sig.

Denne gang har jeg set lidt på, hvordan danske toppolitikere spiller “ægtefællekortet” samt givet et par gode råd.

Artiklen kan man læse på kforum.dk

Men X200′eren er lille, og har derfor de sædvanlige problemer: Lille skærm, lille tastatur og ingen mus. På jobbet har vi dockingstationer, men hvad gør jeg derhjemme?

Jeg satser på en ekstra docking-station derhjemme, men jeg gider ikke at gå og skifte kabler bare for at bruge min laptop. Så min tanke er, at jeg sætter min 24″ skærm til docking-stationen og bruger VGA-indgange til den, mens DVI-indgangen bruges af min stationære.

Men så kommer problemet med tastatur og mus. Jeg har hidtil sværget til kablede modeller af begge dele, men er kommet frem til, at den ideelle løsning på mit problem nu må være, at jeg skifter til Bluetooth-modeller.

Der er nemlig indbygget Bluetooth i den bærbare, og på den måde behøver jeg ikke bruge USB-dongle, men kan blot lade den sidde i den stationære.

Umiddelbart – på skærmen – er det en glimrende løsning på mit problem. Men så melder spørgsmålet sig: Hvilket tastatur/mus-sæt skal jeg gå efter?

Min erfaring siger mig, at man skal vælge en ordentlig kvalitet, og det er enten Microsoft eller Logitech, der leverer det på denne bane (jeg skal ikke have en gamer-mus eller lign.).

Et bud kunne være Logitech Cordless Desktop MX 5500 Revolution, men jeg synes nu, at musen ser lidt underlig ud.

Et andet bud er Logitech diNovo Media Desktop Laser , der tilmed har fordelen at være pænt designet og billigere end Revolution.

Men er der nogen blandt læserne, der har erfaringer med gode Bluetooth-sæt? Hvad virker? Hvad er godt og skidt? Gode råd modtages gerne.

Jeg vil skynde mig at slå fast, at 2009 allerede har budt på en del anskaffelser, hvor den mest markante nok har været, at jeg har skiftet den bærbare computer (Zepto Znote 6625WD) ud med et monster af en stationær computer med dertilhørende 24″ skærm. I et par år har jeg været fri for stationære computere, men jeg må sande, at det bare ikke er lykken til alle opgaver. Og eftersom jeg sjældent tog min bærbare med rundt, så var der faktisk ingen grund til at være bærbar derhjemme på den primære computer.

Den væsentligste årsag til at skifte var billedbehandling. Sidste år anskaffede jeg mig et Canon 30D, og samtidig er familien blevet forøget med deraf følgende flere billeder og videoer (især fra mit lille Creative Vado HD). De skal behandles, og det er nu engang bedre at gøre det på en ordentlig skærm og med rigeligt med power under hjelmen. En Intel Quadcore-processor kan sagtens klare mit arbejde i Photoshop og Sony Vega.

Det betyder altså, at jeg ikke har planer om at købe ny computer i år. Og dog. For jeg skal have mig en ny mininote. Jeg har længe prøvet forskellige af, og pt. er min primære tertiære (yes, sir!) maskine en HTC Shift. Alene af den årsag, at den har indbygget 3G-modem og er så tilpas lille, at den kan være med i min taske hver dag uden at give mig myoser.

Men den er sløv og har et dårligt tastatur. Så den skal skiftes ud (er til salg, hvis nogen har lyst?), og jeg satser kraftigt på, at afløseren skal være en HP Mini 2150 med en tilpas høj opløsning på skærmen og indbygget 3G-modem. Den er lidt tungere end Shift’en, men det klarer jeg nok. Til gengæld er jeg ærgerlig over, at Sonys Vaio P ikke kommer til Danmark til en fornuftig pris. For den kunne i høj grad sagtens være løsningen for mig. Og så har den tilmed en ekstra cool-factor i form af indbygget GPS (ikke at jeg lige ved, hvad jeg skulle bruge det til, men alligevel).

På mobilfronten er der også sket en del ting. Jeg har været glad for min HTC S740, men jobbets PIM-system har det bedst med Nokia, så jeg er hoppet på en E75, som jeg faktisk er blevet rigtig glad for. Jeg kan jo ikke undgå at have en Windows Mobile-enhed, så tasken har også en HTC Touch HD. Mit krav er god processor-hastighed og ikke mindst en ordentlig skærm. Jeg savner min gamle Dell Axim X50v med VGA-skærm på 3,7 tommer, men er egentlig godt tilfreds med HTC’en. Især når/hvis Windows Mobile 6.5 giver nogle hastighedsforbedringer.

Min E75 har jeg i øvrigt sat op sammen med Nokias glimrende nye Nokia Messaging, som gør det muligt at få pushet mails fra op til 10 forskellige e-mail-konti direkte ud på telefonen. Og så er det tilmed gratis.

På hjemmefronten er der også behov for fornyelse. Mit TV er simpelthen ikke godt nok. Jeg har netop testet Samsungs nye LED-tv, og er ovenud begejstret. Ikke kun for den glimrende skærm, men især for muligheden for at koble det på hjemmenetværket og streame billeder og video fra mit Qnap NAS. Det holder 100%. Men det er lidt dyrt, så jeg må vist se mig om efter noget andet, hvis det også skal passe ind i budgettet. Jeg har købt mig en Samsung DVD/HDD-recorder, og Samsungs Anynet+ fungerer rigtig fint og smart, så det er nok i Samsung-retningen, jeg kigger.

På kamerafronten bør der også ske noget. Jeg har lidt svært ved at se hvad, men er åben for forslag. Jeg har investeret i flash, trådløs sender/modtager til flash, pol-filter osv. Jeg mangler et godt stativ, og måske noget lys-ting. Men hvad ellers?

Derudover er jeg på udkig efter et par fotorammer. Både een til hjemmet, som gerne må have en ordentlig opløsning og selv kunne hente de nyeste billeder, fx fra mit NAS eller fra Picasa. Og så skal jeg også have en til jobbet. Den behøver ikke at være vildt avanceret. Hvilken skal jeg have? Gode råd modtages gerne.

Det var første status. Mere kommer senere – og kommentarer og forslag er velkomne.

Denne gang har jeg set lidt nærmere på de udfordringer, som den nye konservative leder, Lene Espersen, står overfor – og særligt, hvorfor hun ikke har formået at fastholde den indledende “Lene-effekt”.

“Lene Espersen har stået i spidsen for liste C i fem måneder, men står stadig over for afgørende udfordringer. Først og fremmest mangler hun stadig at definere sin politiske platform og fremlægge en troværdig strategi for partiet. Men indtil nu har hun ikke imponeret. Lene-effekten er måske blevet til Lene-defekten?”

Man kan læse hele artiklen her.

Det svarer vel næsten til almindeligt zapperi foran fjernsynet derhjemme, bortset fra, at jeg her har mange millioner kanaler at vælge imellem.

Men ganske som på fjernsynet derhjemme, så får man på youtube ofte fornemmelsen af, at der er det samme på alle kanalerne. Ja, Youtube har tilmed en funktion, hvor man kan se lignende filmklip, og ganske ofte er det ikke bare lignende, men fuldstændig identiske klip, bare lagt ud af en anden bruger. Det gælder især musikvideoer, har jeg bemærket.

Men jeg er åbenbart ikke den eneste, der efterhånden synes, at Youtube mere og mere bliver en samling af ens eller ensartede klip.

Ovre på Topless Robot (ja, det hedder bloggen faktisk – og hvis du synes, det lyder frækt, så er du vist lidt for nørdet… jeg mener: En robot uden tøj på “overkroppen”? Hvad frækt er der i det?) har de lavet en fin lille artikel med den ganske sigende “The 10 Types of Videos That Make Up 90% of YouTube”.

Det er en slags typologi over de videoer, Youtube fylder over med, illustreret med eksempler og ganske morsomme og sigende tekster til.

Artiklen indledes bl.a. med følgende:

YouTube is a great place to watch old commercials, illegal anime, videogame tricks, illegal TV shows, trailers, illegal cartoons and raps about robotic cops fighting Dick Jones, but those good things are actually just a very small portion of YouTube’s library of content. Actually, 90% of YouTube’s several million videos can easily be put into 10 distinct categories, and shockingly, none of the above are included.

Læs selv om The Internet Craze Du Jour, Rednecks Blowing Up Shit, Insane 9/11 Conspiracy Theories og alle de andre typologier hos den topløse robot

I øvrigt, mens jeg skrev dette lille indlæg, blev jeg naturligvis nødt til liiiige at stene fem minutter med lidt Youtube’ri. Uanset at det er det samme, så er det jo stadig ganske underholdende at se fly falde ned til Metallica-musik eller sindsyge idioter sprænge ting i luften

Den historie, jeg fandt mest interessant i den forgangne uge, var egentlig afsløringerne af Baggers svenske venner og forretningsforbindelser.

Stein Bagger præsenterede selv Carl Freer, 38, og Per Mikael Ljungman, 45, som IT Factorys nære samarbejdspartnere i flere store projekter. Carl Freer stod sammen med gangsteren kendt som ‘Tykke Steffe’, Stefan Eriksson, 46, bag Gizmondo-skandalen, hvor banker og aktionærer blev snydt så vandet drev, mens svenskerne førte sig frem som verdensmænd.

Netop Gizmondo-affæren er faktisk ret interessant at studere nærmere, og jeg har fundet en gammel artikel fra Wired frem, som godt nok er lang, men en fantastisk beretning, om, hvordan et par charlataner snød alt og alle. De bildte folk ind, at Gizmondo var en fantastisk bærbar spillekonsol, som skulle slå Nintendo og Sony af markedet.

Gizmondo blev aldrig lavet, og de to fyre præsterede til gengæld at tabe mere end 5 mio. kroner om dagen. Samtidig havde de slet ikke 500.000 forudbestillinger, men snarere 500.

Men læs selv hele historien, der er meget mere spændende en ITF’s næsten pinlige deroute. Her er både hurtige damer, hurtige biler og masser af fart og spænding.

Link til Wireds artikel her.

Ifølge den danske udgave af Wikipedia er roadpricing følgende:

Roadpricing er et system, hvor køretøjerne betaler for den faktisk kørte strækning i modsætning til bompenge, hvor der betales for at passere bomstationen eller betalingsringen. Road pricing kan være baseret på, at sted for indkørsel og udkørsel til vejnettet registreres (f.eks. de franske motorveje) eller på et satellitbaseret system, hvor der er anbragt en elektronisk brik i hver bil. Satellitbaseret roadpricing findes dog ikke i praksis nogen steder endnu.

Ikke helt præcist, da roadpricing faktisk sagtens kan tage andre hensyn end blot stedet, eksempelvis kan man lægge parametre som tidspunkt og muligheder for alternative transportmuligheder ind også. Netop disse parametre er faktisk med i Socialdemokraternes udspil.

I forbindelse med debatten er jeg tit stødt på argumentet om, at roadpricing ikke kan indføres af tekniske årsager. Argumenterne følger ofte tre hovedspor:

1. Teknologien findes ikke endnu.
2. Det vil føre til et overvågningssystem, hvor staten holder øje med, hvor folk befinder sig
3. Det er for nemt at snyde/omgås

Men ingen af de tre argumenter holder. Lad mig tage dem een ad gangen:

1. Teknologien findes ikke endnu. Det er helt korrekt. Som Wikipedia påpeger, så er der i dag kun simpel roadpricing, hvor man betaler en slags bompenge for at køre på et bestemt stykke vej. Vi har det eksempelvis på Storebæltsbroen. Men en landsdækkende roadpricing-model, der beregner afgiften på baggrund af de tre nævnte variable findes intet sted i verden. Hollænderne har brugt mange milliarder på at udvikle et sådant system, men der går mindst et par år, før de er klar til at tage det i brug.

Men de teknologiske komponenter, der skal bruges, de findes i allerhøjeste grad. Du kan i dag lokationsbestemme en bil meget præcist, enten ved hjælp af GPS eller ved hjælp af GSM/UMTS-nettet (mobilnetværket). Begge systemer har både fordele og ulemper.

GPS-systemet er ret velafprøvet og netop udviklet for at kunne lokationsbestemme og samtidig udsende meget præcise tidskoder. GPS-modtagere er simple, små, bruger ikke meget strøm og er efterhånden særdeles billige. Lokationsbestemmelse vha. GSM-nettet er væsentligt mere upræcist, og kræver en 100% tæt dækning af hele landet for at virke.

Der er intet teknisk til hinder for at udvikle en boks på størrelse med en almindelig pakke cigaretter, der kunne registrere præcist hvornår en bil var et bestemt sted. Spørgsmålet er, hvad der så skal ske med disse data. Og det leder mig over til det næste argument

2. Roadpricing vil føre til et overvågningssamfund. I så fald kræver det, at man laver et ret tåbeligt system, hvor der i hver bil ikke blot skal være en GPS-modtager, men også en radiosender, der sender lokationsdata for samtlige ca. 2 mio. biler i Danmark til en central server.

De data, der skal sendes, fx hvert minut, vil være som følger:

Bilens registreringsnummer (AA 00 000), bilens koordinater (fx 723004,0028 / 6175635,999) samt tidspunkt (fx 17:04:33,21)

Informationerne skal krypteres, da der er tale om potentielt personfølsomme oplysninger, og derfor vil jeg tro, at det mindst vil koste 2 kilobyte data. Så hvis en bil kører 2 timer om dage, 365 dage om året, så vil det generere 43.800 kilobyte data om året pr. bil. Med to mio. biler giver det 87.600.000.000 kilobyte data, eller 87.600 gigabyte.

Disse data skal sendes over et netværk, fx GSM/UMTS, hvilket er ret dyrt (teleselskaberne tager mindst et par kroner pr. megabyte med dagens priser, men man kan også vælge at bruge et andet netværk til det formål) og så skal det ikke mindst behandles. Det vil kræve ret store datacentre og en del man-power at holde styr på disse data. Samtidig er det praktisk talt umuligt for den enkelte bruger at gøre indsigelse mod den regning, man får ud i den anden ende.

Den simple – og i mine øjne rigtige – løsning vil derfor være at lade databehandlingen foregå lokalt, altså i den enkelte bil.

Roadpricing-modellen vil inddele landet i nogle pris-zoner, lad os for nemhedens skyld sige fem forskellige typer som bøhland, tyndt befolkede byområder, byer og storbyer. Disse zoner kunne man så give fx faver, så man eksempelvis ved, at bor man på bøhlandet, så kører man i en blå zone, mens man på Rådhuspladsen i København kører i rød zone. Disse zoner kunne tilmed skiltes, hvis de blot er store nok, men så går der lidt af fidusen af det tekniske.

I hver zone kunne man have eksempelvis tre tids-parametre: A) almindelig trafik, B) myldretid, C) masser af plads. Lad os sige, at det koster 5 øre at køre en kilometer på bøhlandet i blå zone i A) almindelig trafik. Det samme vil koste 30 øre i Rød zone. Og kører man i Rød Zone i B) myldretid, så koster det måske 40 øre pr. kilometer.

Det er simpel matematik, der blot kræver, at en computer har et præcist kort over Danmark inddelt i de forskellige zoner og har en tabel, der angiver priserne i de enkelte tidsintervaller.

Denne computer behøver ikke være meget større end den, der sidder i en mobiltelefon i dag.

Aflæsningen af data kan foretages manuelt af den enkelte bruger, der med et tryk på en knap fx en gang om måneden kan aflæse et beløb, som så indberettes på SKATs hjemmeside. Ganske som vi gør det med el, gas, vand og varme.

Der kan naturligvis være en mulighed for kontrol, fx i forbindelse med politiets og Skats kontroller på vejene. Men i bund og grund vil det nok være rigeligt med den kontrol, der vil ske, når man sælger sin bil videre, ganske som når man sælger en bolig.

Med denne løsning vil man få en simpel model, som overhovedet ikke er i nærheden af overvågning. Der er ingen lokationsdata, der sendes til staten eller andre.

Men så er der naturligvis det sidste argument:

3. Det er for let at omgå/snyde systemet. Ja, naturligvis kan man det. Man kan altid snyde. Men det er nu også ret let at lave systemer, så der er mere end svært at gøre det. Det er nævnt, at man eksempelvis kan blokere GPS-signalet. Her kræver det vel egentlig blot, at et blokeret GPS-signal automatisk vil føre til, at man bliver bonnet den højeste takst eller måske at der er en startspærre-funktion indbygget, så bilen simpelthen ikke kan køre.

Men hvis man vil snyde, så kan man gøre det. Ligesom folk i dag kører rundt på prøveplader lidt for meget, eller proforma flytter til Sverige eller Tyskland, men kører rundt i Danmark. I mine øjne vil det faktisk være sværere at snyde med afgifterne med et roadpricing-system.

Konklusion: Der kan være mange gode argumenter både for og imod et roadpricing-system. Man kan eksempelvis indvende, at den her skitserede model vil være et led i en massiv omfordeling fra storbyerne (læs: københavnerne) til udkantsområder (Læs: jyder/bønder). Man kan også indvende, at det formodentlig vil føre til, at flere køber en ekstra bil (fordi prisen bliver meget lavere), ligesom man kan have nogle kritiske og velbegrundede indvendinger i forhold til, hvordan man vil håndtere overgangsperioden, hvor gamle biler, der har betalt høj afgift pludselig vil være meget mindre værd på et marked, hvor en tilsvarende ny bil er meget billigere. Vil det betyde, at flere beholder bilen i længere tid og vil det gøre bilforhandlernes lagre af brugte biler værdiløse med mange konkurser til følge?

Men det er politiske indvendinger. Mit ærinde her er blot at slå fast, at tekniske indvendinger egentlig ret let kan afvises.

Det understreger blot en pointe, jeg tit har fremhævet: Hvis man har viljen – og midlerne – så kan man næsten få hvad som helst til at fungere teknisk.

Læs selv Socialdemokraternes trafikinvesteringsplan “Grøn Trafik” her.

Sammenligner jeg med dagens mobiltelefoner, så er der ikke meget til overs. Jovist, min HTC Touch Diamond kan da også ringe og modtage SMS’er. Men den kan så meget mere end det. Faktisk er den væsentligt hurtigere end den computer, jeg havde tilbage i 1994 (en 80486′er med vist nok 8 megabyte RAM), og har en specifikationsliste, der kan give selv den vildeste gadget-junkie et kick.

Men spørgsmålet er, om det så er lykken? Eller om den næste generation af gadgets ikke bliver solgt på mængden af specifikationer, høje tal og besværlige akronymer? Noget kunne tyde på, at det ikke er tilfældet, men jeg vil alligevel vove den påstand, at et af fremtidens buzzwords bliver simplicity (for selvfølgelig bliver det på engelsk).

Der er simpelthen penge i at lave produkter, der gør een ting – og gør det godt.

De færreste har brug for avancerede digitalkameraer, der kan indstilles på 6.000 forskellige parametre blot der skal tages et billede. Nej, vi vil have et kamera, der bare fungerer og som tager gode billeder første gang – hver gang.

Vores computere behøver ikke adskillige kerner i processoren, for at klare Internet Explorer og MS Word. Det kan en Asus Eee PC til 2.500 kr. faktisk lige så let klare.

GPS’en skal kunne finde vej fra A til B på den hurtigste måde. MP3-afspilleren skal kunne spille musik. Mobiltelefonen skal kunne ringe og SMS’e. Og så videre.

Som nævnt, så er der allerede produkter, der er målrettet den simple forbruger. Og for nylig stødte jeg på et nyt – og i mine øjne meget interessant – produkt: Peek.

Peek er egentlig en gammeldags mobiltelefon. Den kan bare hverken ringe eller SMS’e. Den kan til gengæld sende og modtage e-mails. Og det er så det.

Den ligner måske lidt en af de populære Blackberries (populær i hvert fald i USA og Canada), men en kan altså kun bruges til e-mail.

Til gengæld er den billig. Maskinen koster $US99 (582 DKK) koster den i anskaffelse, og så koster den $US 20 (117 DKK) om måneden med frit forbrug på en bedaget GPRS-forbindelse.

Læs mere om Peek her.

Jeg har desværre ikke prøvet Peek selv, men vil forsøge at få fingre i et eksemplar. Men umiddelbart virker den særdeles interessant – også her i Danmark, hvor den næppe kommer i butikkerne lige foreløbig.

Der er dog problemer. For det første mangler den af helt naturlige årsager de danske tegn, æøå. Det skal vi bare have. For det andet kan den ikke håndtere Microsoft Exchange, som stadig bruges af langt de fleste virksomheder her i landet. For det tredje kan man ikke åbne vedhæftede filer (kun billeder). Og for det fjerde kan den ikke vise HTML-emails, men reformatterer dem, så de kan vises på den lille skærm.

Men dette er naturligvis kun første version af Peek, og jeg vil tro, at der ikke går længe, før vi ser en ny version af softwaren, der kan klare alle dele.

Det springende spørgsmål er da også i højere grad, om Peek er brugervenlig. Blackberry fik succes, fordi det var let og ligetil at læse og svare på mails. Det gjorde folk væsentligt mere effektive, når de ikke behøvede at være lænket til et skrivebord eller en stor laptop, blot for at kunne sende en mail på to linjer.

Men en Blackberry er dyr – især når virksomheden også skal have en ny mail-server. Med Peek kan mobil e-mail blive let tilgængelig for alle – også dem, der ikke har lyst til at have en avanceret smartphone, blot for at kunne sende en mail.