Knuds blog

Tantra er mere end tantra

2010-02-09T13:39:00.001+01:00

Vi er en stak atomer, som udgør en struktur hvor refleksiv bevidsthed kan rummes. Vi har ingen grund til at antage at denne bevidsthed er den højeste i universet, men vi har heller ikke noget belæg for at påstå at den ikke er. Det væsentlige er at denne bevidsthed har indbygget et evolutionært princip, en iboende drift som søger stadigt højere og dybere, indad og udad. Frihed er genkende egoets strukturer for det de er, og autonomt og bevidst forholde sig til dem. Kærlighed er den tilstand man opnår når man ser ting uden egoets slør. Frihed, tantra og kærlighed er tre navne for det samme, og der er mange flere navne: Gud, oplysning, højere vibrationer, oneness. Tantra er at kaste lys ind i alle egoets mønstre, så tantra er en af mange mulige veje til frihed.

Tantra kom til vesten som en måde at få et sjovere sexliv på. Mere sex, og i længere tid ad gangen. Og det er der jo slet ikke noget galt i. Senere er de mere spirituelle dimensioner kommet til, men mange af de vestlige tantriske mestre bygger stadig deres virke og lære på det sexuelle.
For eksempel hørte jeg for nylig et foredrag af Bernie Prior, en engelsk "modern tantric master", som har sin egen udgave af skabelsesberetningen, og sin vej til fuldkommen oplysning (nænsomt beskyttet som registreret varemærke). Hans skabelsesberetning handler om bevidstheden (Gud), som deler sig i det maskuline og feminine princip og tager bolig i menneskekroppe. Fra disse kroppe vil bevidsthederne lede efter lyset fra deres modpol, og når de har skimtet det, kan de - ved hjælp af tantriske teknikker - nå til oplyst tilstand.

Jeg har det simpelthen svært med de teorier som deler verden i to poler. Vi er først og fremmest mennesker, og jeg har altså mere tilfælles med en kvinde end med en vædder. Eller en han-makrel, uanset hvor maskulin den måtte fremtone. Der er risiko for at fare vild i forskelle, og derved overse andre blinde pletter og mørke huler i egostrukturerne. Derved kan tantra komme til at virke som sovepude, i stedet for for at være vejen til vågenhed.

Der er ikke noget galt i at se et maskulint og et feminint princip her i verden. Det udforskende overfor det bevarende, det rummende overfor det indtrængende, det ekspansive overfor det indhyllende. Problemet opstår når man vil have kvinder til udelukkende at indeholder disse feminine principper, og mænd omvendt. Den spændetrøje er ikke nødvendig, for vi indeholder allerede det hele, allesammen - vi er bare ikke kommet lige langt med at udtrykke de forskellige aspekter.
Og der er ingen grund til at være betænkelig ved at udtrykke de modsatte kønsaspekter end dem der hører til eget køn: De biologiske forskelle er rigelig polaritet til at autentisk nærvær kan tænde den sexuelle gnist. Rigelig!

Hjerteknuseri

2010-01-08T13:17:00.000+01:00

Og nu vi taler om metaforer... kan et hjerte egentlig knuses?

Et hjerte er en blød og varm muskel. Konsistensen er som en - lidt gummiagtig - vandmand, forestiller jeg mig. Ikke noget der bliver knust, nærmere mast. Man siger bare ikke at man har fået mast sit hjerte.

Knust er noget med at ting går i mange stykker. Ting skal være hårde for at man kan knuse dem... hårde som glas. Eller makroner. Et spejl?

Spejlet er måske baggrunden for metaforen om det knuste hjerte. Vi opdager pludseligt at den, vi elsker, er en helt anden person end den vi troede, eller at vedkommende slet ikke elsker os - og føler at hjertet bliver knust. Men egentlig var det spejlet rundt om hjertet, den blanke belægning af sukrede projektioner som vi havde bygget op, som blev knust. Tilbage er en blød, ubeskyttet muskel, der virker sårbar som en vandmand på varm asfalt.

Måske er det godt at få den belægning banket af. Selvom det føles ubehageligt, måske næsten ubærligt sårbart, så er det måske bedre at have hjertet frit og tilgængeligt end at have det pakket ind i en skrøbelig konstruktion af projektioner og romantiske forventninger.

Et nyt sprog for relationer

2010-01-02T22:26:00.000+01:00

Vi bruger et særligt sprog for at fortælle hinanden hvordan man gør det der med parforhold.

Et par eksempler på det sprog som jeg mener vi ikke behøver mere:

"Mænd er fra Mars, kvinder fra Venus" (ikke så sært de har svært ved at forstå hinanden, vel?)

"Mænd og kvinder har hver sit kærlighedssprog" (de fleste af mine bekendte taler samme sprog, overvejende dansk).

Det er jo ikke så svært, det med parforhold. Det handler om at skrue ned for sit ego, dyrke rigelig sex, have masser af kropskontakt og iøvrigt indstille sig på at udvikle sig - sammen og hver for sig. Nyde de udfordringer som kommer, fordi enhver udfordring er et tilbud om at blive et klogere, rigere og kærligere menneske.

Irritationer, skuffede forventninger, jalousi og symbiotisk kvælningsdød er eksempler på nogle af de begreber som vi faktisk ikke har brug for længere.

"Vi skal tænde på hinanden". Nej, vi skal ikke tænde. Vi skal bare dyrke sex, skal vi, og masser af af det - vi skal jo ikke brænde. Når man brænder, risikerer man på et eller andet tidspunkt at brænde ud. Sådan siger metaforen, og metaforer har det med at få meget mere ret end man måske lige har lyst til.

Vi trænger til at få det sprog skiftet ud med at mere gennemtænkt sprog, som er beregnet på at anerkende de processer som indgår i relationer i en ny kultur. Nytænke metaforerne, så de understøtter forandring, udvikling og proces - og viser vej til de mentale strukturer der passer til et opdateret og levende parforhold.

Let's talk about ... sex

2009-06-10T20:43:00.000+02:00

Samtale fremmer forståelsen. Og hvordan er det lige at vi snakker sammen?

Jo, hvis det er en once-in-a-life samtale, så har vi en plan. Altså første date eller jobsamtale, en snak som vi på forhånd ved aldrig kan gøres om. Nogle vil nøjes med at liste potentielle highlights i hovedet, mens andre vil udarbejde en detaljeret plan over mulige/ønskede/forventede emner og deres rækkefølge og indhold.

Men hvis vi kigger på de resterende 99% af de samtaler som vi indgår i, når vi fx taler med kæresten om hvordan dagen er gået? - forhåbentlig har vi ikke en mening om hvordan den efterfølgende samtale skal forløbe. Hvis vi havde, så ville alle samtaler forløbe stort set ens, for vores hjerne har en uvane med at skabe forventninger til og planer for fremtiden, som til forveksling ligner fortiden.

Så ideelt er vi rimeligt blanke, og svarer med det som tilfældigt kommer ud af munden. Tier lidt stille mens den/de andre samtalepartnere bidrager, og venter med at tale indtil vi igen mener at have noget som kan føre samtalen videre.

Vi går ud og ind af fokus, er nogle gange mere koncentrerede end andre - men er næsten altid parate til at blive 100% tilstede hvis snakken finder en spændende vinkel. I virkeligheden kan man bare koncentrere sig 100%, for så vil samtalen automatisk blive helt relevant - men det er en anden historie. Nogle gange bliver snakken lang, andre gang kort. Nogle gange dyb og intens, nogle gange sjov. Det er sjældent besluttet på forhånd, og en type samtale er ikke nødvendigvis bedre end andre.

Altså - den gode hverdagssamtale har ingen særlig indledning. Som regel intet konkret mål. Og ingen plan, ingen forventninger.

Sådan en tilgang er optimal i forhold til sex. Når det lykkes - og det er overhovedet ikke svært - oplever jeg et sprudlende, mangefacetteret og explosivt sexliv, hvor oplevelserne overgår enhver fantasi jeg lige kan komme op med. Det er så simpelt. Drop enhver forventning og plan, og svar på den første berøring med lige netop det som falder dig ind.

Det er upersonligt

2009-03-10T19:42:00.000+01:00

Det var en sej og hård nød at få hul på: Erkendelsen af at mit parforhold bygger på upersonlig kærlighed.

At min kæreste kan erstattes af en anden er nogenlunde til at begribe, selvom jeg kan blive grebet af mild panik når tanken melder sig. Men oplevelsen af at jeg ikke er andet en en krop og nogle intentioner, som kan skiftes ud med en anden med nogenlunde samme karakteristika, var ikke helt let. For jeg vil jo gerne være uerstattelig, speciel, enestående.

Men "jeg" er en stak atomer som er dynget sammen i en pølse. Ikke noget særligt der. Det som jeg betyder er mine handlinger, altså de aftryk og udvekslinger som jeg lader min atomstak foretage.

Min kæreste og jeg er optagede af at udvikling, og derfor har vi valgt et parforhold hvor udvikling har højeste prioritet. En stor del af mine handlinger og udvekslinger foregår indenfor rammerne af forholdet - og så er det utroligt givende at disse udvekslinger fremmer udvikling.

Der er mere i upersonlig kærlighed end det upersonlige: Begrebet "Kærlighed". Efterhånden som jeg har opdaget oplevelsen af upersonlig kærlighed, skifter kærlighed form fra at være en følelse til at være en tilstand. En tilstand (eller position) af universel forbundethed, en tilstand som jeg har meget svært ved at skelne fra tilstanden "lykke". Og er det ikke er det samme?

Følelsen "kærlighed" mærker jeg mest i forbindelse med en tilknytning, men positionen "kærlighed" er ikke knyttet til noget eller nogen - det er en oplevelse af helhed og perfektion, som er altfavnende.

Billede fra Alycia.

Løftet om fuldkommenhed

2009-02-10T20:40:00.000+01:00

Andrew Cohen kalder det "promise of perfection". Forestillingen om at der findes en som kan gøre os komplet, som kan udfylde det hul i vores selv som vi har lært at projicere bort. Det tomrum og fravær af følelser, tanker og værdier som vi helt har glemt at vi savner. Hvordan har vi lært at lave det hul? - og hvordan kan vi fylde det ud, når et parforhold tilsyneladende ikke hjælper?

Jeg startede mit liv som menneske, og først da jeg blev flere år gammel - jeg husker ikke præcis hvornår - blev jeg en dreng. Jeg var selvfølgelig dreng, allerede i livmoderen - men jeg havde ingen ide om at det at være dreng var anderledes end at være menneske. Hvad der adskilte mig mest fra mine omgivelser var størrelsen - mine forældre var adskillige gange større end mig. Min bror var oså en del større, og så havde han lidt flere tænder.

Så mennesker fandtes i forskellige størrelser, blev jeg rimeligt hurtigt klar over.

Senere fandt jeg altså ud af at jeg var dreng, og - om uoverskueligt lang tid - skulle være en mand, ligesom min far.

Dengang var der mange ting som drenge ikke gjorde. Det lærte vi hjemme, og vi lærte endnu mere af hinanden i skolen og fritiden, hvor vi øvede os rigtigt flittigt. De ting som piger gjorde lærte vi at undgå for enhver pris. Og for en sikkerheds skyld hjalp vi andre drenge af med pigeting; de fik nogle bank indtil de havde fattet det.

Det der med at blive mand er grundigt indøvet. Det er ikke naturgivet, vi er ikke født som mennesker der tænker i sejr/nederlag, vindere/tabere, helte/krystere, raske drenge/pivskide - for at tage nogle få af de dualiteret som vi lærte at skelne imellem.

Ideen i "løftet om fuldkommenhed" er så at pigerne skal være modpolen til os, og udfylde de roller som vi har lært at undgå. Vi er heltene, pigerne er krystere. Vi slår os, pigerne græder. Vi vinder, pigerne taber. Ikke de helt fede roller der er tildelt pigerne, og der findes ikke særligt mange piger der lever op til dem alle. Ligesom vi mænd sjældent lever op til de rene manderoller, udover måske i vores egoers lettere forskruede virkelighedsopfattelse.

Det er hårde odds for parforholdet, hvis dette er præmisserne. Og der er ingen tegn på at det er ved at lykkes, at kabalen går op - i hvert fald ikke med udgangspunkt i at vi skal komplementere hinandens ufuldkommenheder.

Vi må videre, og prøve nye måder. Først når vi er komplette som mennesker, og ikke længere søger at få lappet egne huller af andre, kan vi finde det hele. Jeg tror ikke at mænd af min generation skal være bløde, pivede og sårbare - men vi skal (an)erkende at vi har de sider, og byde dem velkommen. Vi skal rumme os selv, før vi kan rumme andre - og lade os rumme.

Mono, stereo, poly...

2009-01-10T20:37:00.000+01:00

Mere om de åbne forhold...

Det viste sig at min vens åbne forhold indebar polyamory (der forklares fint på Wikipedia). Det er jo sådan set noget andet end et åbent forhold, men man kan ikke vælge polyamory som civilstatus på Facebook.

Jeg lever i et gennemført fantastisk kærlighedsforhold, baseret på transparens, udvikling og engagement. Og når man er skideheldig at være i sådan et forhold, så får man følelsen af at det er synd for resten af verden at de ikke har del i det. Kærlighed bliver vel ikke mindre af at blive delt med flere? - det er jo ikke en kage, vi taler om, det er en livskraft.

Vores forhold er ikke polyamourøst. Ikke fordi vi har besluttet at det skal være monogamt, men fordi vi ikke har været i en situation hvor vi skulle tage stilling - der er bare ikke nogen som har spurgt om de kunne være med i udvekslingen.

Når det drejer sig om udvikling, så er der stort potentiale i polyamoryen: Der er simpelthen flere zoner at arbejde med. Anne Sofie Jørgensen fortæller om tre udviklingsrum for parforhold: Manden, kvinden og forholdet. I et polyamourøst forhold er der flere udviklingsrum - hvis der er tre deltagere vil der være 7 rum (tre personer + tre par + en trio), med fire deltagere vil der være 15. 10 deltagere vil give ... ehm ... mange!

Det er så det positive. På den anden side giver de mange rum en stærkt forøget kompleksitet, som - måske - vil betyde at fokus bliver rettet indad i relationerne, så der ikke bliver overskud til at beskæftige sig med verdens problemer fordi der er så mange potentielle udviklingszoner hjemme i forholdet.

Efter at ha' surfet nogle polyamourøse sites, tror jeg at risikoen for at havne i et fællesnarcissistisk spejlkabinet er reel. Der skrives utroligt meget om hvordan man arbejder med jalousi, tillid, ærlighed - og der skrives meget lidt om hvad man så bruger den power til, som den megen kærlighed skulle frigive. Måske fordi den power går til at vedligeholde forholdet?

Det åbne rum

2008-12-10T20:35:00.000+01:00

Når man på facebook vil angive sin civilstatus, kan man vælge mellem "Single", "I forhold", "Forlovet", "Gift", "I åbent forhold" eller "Det er kompliceret". Jeg har ikke fundet ud af hvad "Det er kompliceret" dækker over, men det er jo ligesom også... øh... kompliceret.

En af mine venner har for nylig ændret sin status på facebook til at være "I åbent forhold", og den mængde af kommentarer og spørgsmål som denne udmelding udløste, viser at hun her rørte noget betydningsfuldt.

Hendes valg af status fik mig til at tænke på hvad metaforen "åben/lukket" betyder for hvordan vi ønsker at opfatte institutionen parforhold.

Jeg oplever at "åbent" får os til at tænke på et rum - parforholdet som et værelse med døre og/eller vinduer. I det lukkede rum er der trygt og godt, her kommer intet fremmed ind og alle forbliver hvor de er. En klassisk setting fra den engelske krimis guldalder, iøvrigt - men her viste det sig altid at skumle personer med lyssky hensigter kunne få adgang til det lukkede rum.

Det åbne rum er lyst, frit og giver mulighed for udveksling med omverdenen - men giver selvfølgelig også personerne derinde mulighed for at forlade rummet.

Kan man ikke finde på en anden metafor? - et lukket rum lyder klaustrofobisk, kvælende og indelukket - mens et åbent virker som om der hele tiden er et rend af folk, ud og ind. Jeg har ikke lige brug for at rende frem eller tilbage, men jeg ønsker heller ikke at døren er stængt for indtryk udefra.

Udvikling

2008-11-10T20:33:00.000+01:00

Evolutionshistorien viser at den eneste retning er fremad, og at stilstand er lig udslettelse. Ingen evolution går baglæns, så hvis vi beslutter en udvikling kan vi ikke "afbeslutte" den senere. Hvis vi har besluttet os for at blive klogere, kan vi ikke afkloge os, blive dummere igen - selvom det kan føles besværligt med mere viden.

I den fantastisk smukke film "Rhythm Is It!", der handler om en gruppe marginliserede unge, der oplever at danse til det ypperste klassiske musik, spillet af de allebedste musikere på planeten, er der en scene som fortæller alt om hvorfor vi skal ville og insistere på udvikling i parforholdet.

Royston Maldoom, den fabelagtige pædagog og koreograf, siger på et tidspunkt til en af den unge: A friend is somebody there supporting you when you are trying to do something new in your life.

Det er altså hvad han forventer af venner. Skal vi ikke forvente det samme af vores partner? - og forresten da lige huske at tilbyde det!

Parforhold version 2.0

2008-10-10T20:32:00.000+02:00

Problems cannot be solved at the same level of consciousness that created them. Sagde Einstein. Problemer kan ikke løses ud fra det bevidsthedsniveau hvor de blev skabt.

Hvis vi sætter et konkret parforhold ind i Einsteins "ligning", siger den at problemer i parforholdet først kan løses, når parterne kommer højere op ad bevidsthedsstigen end de var da de startede forholdet.

Vi kan også sætte begrebet parforhold ind i ligningen: Problemer i parforhold kan først løses når vi bliver mere bevidsthedsmæssigt udviklede end da vi opfandt parforhold.

Det er noget af det, jeg skriver om i denne blog. Hvordan bliver vi bedre, hvordan får vi parforholdet - både som begreb og som konkret samvær mellem to mennesker - til at fungere. Og skal der overhovedet være parforhold? - hvad med evigt single? - eller tre sammen?

Nå, det hedder Parforhold 2.0, og det indebærer at det hovedsageligt handler om hvordan to menesker kan være sammen.

Stay tuned.