Kupernikuz

Sådan gør du: Java og NEM-ID på Ubuntu

2012-10-28T14:58:00.001+01:00

Java og Ubuntu

-en god kop kaffe til NEM-ID

Når man har installeret en Ubuntu, som i mit tilfælde en Linux Ubuntu 12.10, og ønsker at bruge Java, eksempelvis til når man vil bruge NEM-ID i Firefox eller anden web-browser, så er det ikke altid at det virker når man installerer en JRE (Java Runtime Environment) via Ubuntu Softwarecenter.

Derfor har jeg lavet den her vejledning for os der har installeret Ubuntu Linux på dansk :-)

Jeg ved at det her er en lidt mere sej måde at gøre det på, men min erfaring er at det virker og det er både i Ubuntu 12.04 og Ubuntu 12.10 og pr. 29. maj 2013 er det testet at nedenstående - lettere reviderede version - også passer til Ubuntu 13.04 (i skrivende stund er det version 12.04 der er LTS (Long Term Support) og 13.04 der er den nyeste version). Begge versioner har jeg prøvet den her fremgangsmåde på.

Sådan installerer du java så NEM-ID virker i bl.a. Firefox på Ubuntu

Åbn din browser og gå ind på www.java.com

Nede UNDER den røde knap, er et link der heder ”Do I have Java?” som du skal klikke på

Vælg linket - Do I have Java

På den nye side der åbnes, klikker du på den røde knap ”Verify Java” for at checke om du nu har Java og hvis ikke så har Java hjemmesiden lige analyseret din browser og finder hurtig frem til hvad du har brug for af Java

Vælg Verify Java

Når det – som i mit tilfælde her – viser sig at du ikke har Java installeret på din Ubuntu 12.10, så skriver de lige at det ikke var muligt at detektere om der er en Java installeret. I venstre side af menuen klikker du så på "All Java Downloads".

Du ledes nu hen til en side hvor du kan vælge de Java versioner der passer til dit system.

Java til forskellige Linux versioner

Vi skal lige finde ud af om du kører 64 bit eller 32 bil, inden vi går videre med installationen. Det er let. Du går op og klikker på knappen øverst til højre (den knap du bruger for at lukke computeren ned)

"Om Denne Computer" findes i menuen hvor man lukker ned

-og vælger det første punkt i menuen som kaldes ”Om denne computer”. Frem på skærmen kommer et vindue hvor du nemt kan se om det er 32 bit eller 64 bit Ubuntu Linux du har installeret.

Her vises om din Ubuntu kører 32- eller 64-bit

Luk vinduet igen når du har aflæst om det er 32- eller 64-bit og gå tilbage til din browser hvor du stadig står på Java download siden. Filerne der heder noget med x64 er 64-bit og de andre er 32 bit.

Installationsmetoden for 32 og 64 bit er den samme.

Vi bruger ikke RPM filerne i Ubuntu. Klik så på den fil der passer til dit system. I mit tilfælde er det ”Linux”- filen

Vælg at downloade Java til dit system

I den dialogboks der er kommet frem nu, skal du vælge at GEMME filen - ikke åbne den. De fleste Firefox browsere gemmer filen i ”Hentede filer”-mappen som findes i din hjemmemappe.

Gem filen - IKKE åbne den!

Åben nu en terminal – bare rolig du skal ikke være bange, det er ikke så langhåret som det ser ud til :-)

Terminalen åbner du i menuen. Bare tryk en enkelt gang på ”Super” knappen på dit tastatur. De fleste tastaturer har en knap med et Windows symbol på, og det er denne knap der i Ubuntu kaldes for "Super Key", eller "Super knappen".
Et søgefelt åbner sig og du taster bare ”Terminal” ind.
Der kommer sikkert tre forskellige terminaler at vælge. Du vælger bare den der heder ”Terminal”. (Alternativt kan du taste Ctrl+Alt+T som også giver terminalen)

Nu får du et tekst-agtig vindue op. Det er terminalen.

Ubuntu Linux Terminal vindue

Skriv lige følgende for at få skriverettigheder:

sudo su

Du bliver nu afkrævet det password som du angav da du installerede Ubuntu. Det password som du bruger til at logge dig ind med når skærmen er låst efter screensaveren har været aktiv eller når du installerer programmer fra Ubuntu Softwarecenter.

Skriv nu følgende: (Note: Dette er kun hvis din Ubuntu Linux 12.10 er Dansk sproget, da download mappen ellers vil hede noget andet – eksempelvis kan den i tidligere versioner blive kaldt ”Hentninger eller på Engelsk ”Downloads”og du skal lige selv erstatte 'Hentede\ filer/' med det rette mappenav. Vær opmærksom på at grunden til vi har skråstreg og omvendt skråstreg i eksemplet her er at mappenavnet ”Hentede filer” er delt i to ord og for at adskille delingen bruger vi først en '\' og for til sidst at fortælle at nu er vi færdig med det navn der er delt i flere, indsætter vi en '/'. Disse skal ikke med hvis din mappe hvor du gemmer filerne i heder noget andet. Og hvis du selv gemmer dem andre steder end i din browsers standard mappe, skal du indtaste hele stien, men så er du hardcore nok til at kende dette selv formoder jeg. Du kan også bare kopiere teksten og indsætte den i terminalen, men husk at terminalen ikke reagerer på Ctrl+V, brug i stedet Ctrl+Shift+V – det andet vil medføre kaos. Når terminalen ikke lukker af sig selv efter sidste 'exit' er angivet, er det fordi du enten lige skal skrive det manuelt eller trykke på Enter en gang)

cd Hentede\ filer/

mkdir /usr/local/java

mv jre-* /usr/local/java

cd /usr/local/java

tar xvzf jre-*.gz

rm jre-*.gz

cd /usr/lib/mozilla/plugins

ln -s /usr/local/java/jre*/lib/i386/libnpjp2.so

exit

NOTER:
I linje nr 2 fra oven: Det er muligt at du allerede har en mappe på din computer der hedder java og at du så får beskeden "kan ikke oprette katalog 'usr/local/java': Filen eksisterer". I så fald, gå da videre til næste linje og fortsæt derfra.

I linje nr 3 fra neden, da skal du – såfremt det er en 64 bit maskine du har – erstatte 'i386' med 'amd64'

Luk din browser og åben den igen (gem lige den her side i dine bogmærker først ;-) )

Du har nu den rette Java fra Oracle instaleret på din Ubuntu Linux 12.04, 12.10 eller 13.04 og du har lige implementeret den i din Firefox browser tilmed.

Test om det virker ved at gå ind på dette link på Java's hjemmeside:

http://java.com/en/download/testjava.jsp

Den officielle Java testside fra Oracle

Nu er du i stand til at bruge NEM-ID til f.eks. SKAT og din bank osv. i din Firefox browser på Ubuntu Linux 12.04 LTS, 12.10 og 13.04 :-)

Sådan er de fysiske rammer for en server

2012-08-26T23:47:00.000+02:00

En server kræver et 'stabilt' sted at stå

Servere har det med at sluge en del strøm, udvikle en del varme, kræver køling, larmer lidt og hvis strømmen går, eller forbindelsen til internettet ryger, oplever de besøgende på din hjemmeside eller i din internetbutik at du ikke er tilgængelig og stiller straks spørgsmål ved din troværdighed.

Bl.a. af disse årsager vælger mange at placere deres servere i datacentre rundt om i landet.

Groft sagt er et datacenter en kæmpe hal, hvor gulvene er hævede, hvor serverskabene står på. På den måde er der plads til kabelføring under gulvet, så man ikke snubler i kabler på kryds og tværs, men mere vigtigt, at der kommer kold luft nede fra, så serverne ikke bliver overophedede og ikke bruger for megen unødig strøm.

Mange datacentre er så moderne indrettet, at den varme der udvindes ved at køle serverne, faktisk bruges som fjernvarme til at opvarme kontorer med. På den måde er miljøet også indtænkt.

Brandslukning

Skulle der opstå brand, er det jo meget dumt at slukke brand med vand, når der er så meget elektronik. Derfor er langt de fleste datacentre opbygget sådan, at de har et brandslukningsanlæg der kører på en blanding af inaktive atmosfæriske gasarter - nitrogen, argon og en smule kuldioxid også kaldet Inergen, som er forkortelsen af den ledende ingeniør bag udviklingen af denne blanding: Dr. Innes R. Geneson- der er særlig egnet til brandslukning i lukkede rum, og som ikke anses for at være skadelige for ozonlaget eller det øvrige miljø. I gamle dage anvendte man Halon som er en slags freon, der er meget skadelig for miljøet idet dette nedbryder ozonlaget.

24/7 strøm

En server kører på strøm, men der kan opstå strømsvigt på det normale bystrømnet, og i det tilfælde vil det være dumt at serverne går ned og der skal bruges tid på at genstarte alle sammen og det kan medføre tab af data, og som nævnt i starten, så oplever kunder eller besøgende et nedbrud som et irritationsmoment og stiller spørgsmål ved din troværdighed.

Derfor har et datacenter ofte nogle meget store og kraftige nødstrømsgeneratorer der ofte kører på diesel og har diesel nok til at køre op til hele to dage uden optankning. Der er desuden store batterier til at køre på indtil nødstrømsgeneratorerne er oppe i omdrejninger og synkroniserede. Kort sagt har et datacenter 24/7 strøm, og dette er også redundante. Det betyder at de ikke kun har en enkelt, men to eller endda flere generatorer, og flere strømkabler ind i bygningen fra det normale bystrøms net, så når den ene er nede, kan den anden fortsætte.

Redundant internetforbindelse

Det er ikke kun strøm der er redundante i datacentre, det er selve internet forbindelsen – backbone – også. Desuden er mange hosting firmaers datacentre placeret strategisk med nogle kilometers afstand fra hinanden, så de spejler hinanden, og hvis nu det helt store uheld, eksempelvis et jordskælv rammer den ene bygning og bygningen synker helt ned i jorden, så fortsætter det andet datacenter stadig.

Eget eller lejet serverudstyr

I et datacenter er der ofte mulighed for at man selv kan placere sit eget serverudstyr, og man kan ofte få lukkede rum med kodelås på og ekstra videoovervågning, i fald man har nogle meget sårbare og fortrolige ting på sine servere.

Men nu er det ikke alle der lige har råd til at anskaffe sig sit eget serverudstyr, og derfor kan man eksempelvis oprette en såkaldt VPS Virtuel Private Server, som mange hostingfirmaer tilbyder som en cloud løsning. Det vil sige, at man kan starte ud med minimal løsning og stille og rolig skalere op eller ned alt efter ens behov, men stadig har man alle fordele ved at ligge i et stort hosting firma i et datacenter, nemlig at der er overvågning på serverne, absolut minimal nedbrudstid – stort set ingen overhovedet – kraftig internetforbindelse, og alle fordele som de store også har i samme center. Naturligvis er der også ulemper forbundet med dette, bl.a. at man ikke er helt 100% sin egen herre over hardwaren, at man deles med andre om samme netværk, dvs. at der kan opstå ganske korte perioder med lidt længere svartid end havde man sin egen server, men det er så lidt at næsten ingen ser det, for man er jo vant til at mange har deres hjemmesider og webshops hosted i sådanne løsninger.

Webhotel

Og er man ikke helt til selv at ville styre sin virtuel server, så vælger man bare et webhotel, som stort set er det samme, men hvor hostingfirmaet bag et webhotel bare styrer serveropsætningerne og deler deres ydelser op i faste pakker, og man betaler en fast pris for denne ydelse.

Dette er at anbefale hvis man vil have fuld kontrol over sine udgifter. Men kommer man op på en større volumen af trafik, kan det være hostingfirmaet har en politik om at man skal betale for trafik over en vis grænse, idet det for webhotellet vil betyde at de skal have din hjemmeside eller webshop lagt over på en stærkere server hvor der er flere processorer og mere RAM og flere netkort tilrådighed, samt at de måske skal dedikere en fiber kun til dig. I så fald kan det være lønsommer at se sig om efter en anden løsning, som eksempelvis en VPS cloud løsning, eller en dedikeret server, eller helt din egen server i et datacenter.

Man kan naturligvis også selv købe en mindre server og have denne stående hjemme, dette kræver en fast IP adresse fra din internetudbyder og en fornuftig hastighed og din udbyder skal have åben for trafik på de fornødne porte til at kune køre en server, og de skal have kapacitet i deres net til du får trafik, hvilket betyder at du skal over og blive erhvervskunde, hvilket igen betyder at du skal læse og forstå betingelserne nøje inden du gør dette, da erhvervskunder ofte betaler det dobbelte end private, samt binder sig i 3-5 år.

Domænenavn – dit navn på nettet: Sådan er det struktureret

2012-07-29T21:14:00.001+02:00

Den korte udgave

En hjemmeside eller webshop ligger på en såkaldt webserver (kommer vi til senere i vores serie), og f.eks. 'dmi.dk' har en sådanne adresse (IP-adresse) der ser således ud: 212.130.55.139 . Det er der jo ingen mennesker der kan huske, og derfor har man lavet en løsning, hvor man kan bruge et domænenavn, som i det her tilfælde er dmi.dk og dette oversættes så af nogle navneservere til en IP adresse og dele af navneserverne viser så vej til hvor den rette hjemmeside ligger, så den kan vises på din skærm.

Prøv selv

Prøv at åbne din browser som du plejer at bruge når du skal på internettet. Helt oppe i selve adresselinjen – ikke at forveksle med det søgefelt mange har tendens til at taste adressen ind i først for så at få vist en masse søgeresultater fra sin søgemaskine (google eller yahoo etc.), men helt oppe i toppen – prøv da at skriv følgende talkombination, uden mellemrum, og det er ikke adskildt af komma, men af punktum (og det er meget vigtigt der anvendes punktum, men ikke efter sidste tal i rækken) 212.130.55.139 og tryk på enter/retur tasten og se hvad der sker...

Du skulle nu gerne stå inde på dmi's forside.

Da det er langt lettere at huske på dmi.dk er det årsagen til man har lavet såkaldte resolvere eller navneservere, så vi lettere kan bevare overblikket.

I de helt unge dage hvor internettet ikke var udbredt til offentligheden, havde man en tekstfil med alle IP adresser og navne samlet ét centralt sted, men som der kom flere computere på internettet og det ofte var hver eneste dag, så opgav man at styre dette centralt, og lavede så vore nu kendte dynamiske navne servere (Dynamic Name Server) også kaldet DNS servere.

Domænenavnet består af flere dele

Et domænenavn består oftest af mindst 2 dele:

Top Level Domain (TLD)

Secon Level Domain (SLD)

Top Level Domænet er det der står længst til højre efter sidste punktum.

I eksemplet fra dmi.dk kan i så sige, at '.dk' er toplevel domænet (TLD).

Dette er oftest tildelt landet eller regionen hvor domænet hører hjemme i.

og 'dmi' er så i det her tilfælde Second Level Domænet (SLD). Og vælger man at skrive 'www.' foran, vil dette være subdomæne til 'dmi' – som også kan kaldet Third Level Domain. Man kan have utallige levels – niveauer – i rækken.

Domænenavne er ikke kun landekoder

Når man kigger på TLD'er, ved man ofte hvilke lande de hører til i:

.dk = Danmark

.se = Sverige

.no = Norge

.uk = United Kingdom (England)

Der findes stort set et TLD til hver land.

Men hvad så med .com[mercial] .net[work] .int[ernational]?

Disse er såkaldte gTLD'er Altså generiske TLD'er, eller på international: generic-Top Level Domain, og disse kommer der flere og flere af.

Er du eksempelvis en webshop der sælger varer til forskellige lande, vil det være mere oplagt at få et TLD der ender på .com end på .dk. Det gør det lettere at kategorisere om du henvender dig til dit eget land kun, eller til flere lande.

Du lejer kun dit navn

Organistationen ICANN (Internet Corporation for Assigned Names and Numbers) holder styr på alle TLD'er og koordinerer alverdens DNS'er (det var tidligere IANA (Internet Assigned Numbers Authority) der stod for dette under kontrakt af USA's myndigheder, men tiden er udløbet og nu er internettet ikke længere militært) og ”ejer” i princippet alle TLD'er.

For at undgå for meget monopol, har man fra ICANN's side, lagt administrationen af TLD'erne ud til forskellige administratorer i verden.

En administrator sørger for at holde styr på hvilken navneserver hører dit domænenavn hjemme på.

Typisk tegner man en aftale for 1 år ad gangen med denne administrator.

For det danske TLD .dk er det DK-Hostmaster, der er administrator.

Sådan virker det

Når du i din browser skriver dmi.dk, sender den DNS server din router eller PC er opsat til at benytte – oftest din internetudbyders DNS server – en forespørgsel afsted om hvor ligger den navneserver der styrer TLD'et '.dk' og sender dig så videre derhen. I det her tilfælde er det hen til DK-Hostmasters server, der spørger om hvilket SLD (Second Level Domain) skal du have fat i, hvor din PC så siger 'dmi' og så slår DK-Hostmasters system op og finder ud af at 'dmi' har deres primære navneserver placeret hos forskningsnettet (darenet.dk) på en bestemt IP adresse og sender dig videre derhen.

Hos darenet's navneserver spørger de din browser om hvad vil du se her, og din browser svarer med dmi.dk eller www.dmi.dk eller hvad du evt. har gemt som bogmærke, og slår så op i dens egen navneserver og finder ud af hvilken IP adresse på hvilken server den skal sende dig ind til, så du får vist nøjagtig dét du bad om da du tastede adressen ind.

Mindre monopol

Tidligere nævnte jeg at ICANN (Internet Corporation for Assigned Names and Numbers) administrerer samtlige TLD'er og at – for at undgå for meget monopol – outsourcer de administrationen af hver TLD til forskellige organisationer, herunder også DK-Hostmaster, der administrerer .dk domænet.

DK-Hostmaster (og alle øvrige administratorer) ordner faktisk kun alt det administrative. Man kan derfor ikke købe sit domæne hos disse. Det skal man ud til en såkaldt registrator for at få. De fleste webhotel udbyder, er også registranter for en lang række navne. Og der findes ligeledes DNS'maskiner som er gratis at benytte sig af, og stedet de tjener penge er ofte ved at sælge enten domænenavne og man så selv kan sætte sin egen server op, eller de tilbyder webhotel og mange andre ydelser.

Eksempel på en registrant er www.webhosting.dk som tilbyder at man kan registrere sit domæne, vælge om det er et .dk eller .com eller hvad det nu måtte være relevant, og man kan enten nøjes med at købe sit navn og benytte deres gratis tjeneste som DNS manager til at pege hen på sin egen server med, eller man kan oprette et webhotel direkte hos dem, så man kan få sin egen hjemmeside eller webshop op at køre.

Links

DK-Hostmaster: dk-hostmaster.dk

ICANN: icann.org

IANA: iana.org

RFC dokumenter: rfc-editor.org/rfcsearch.html (søg efter: 882, 883, 1034 og 1035 og de øvrige der i disse fire tekster henvises til)

Her går det oftest galt når man starter en hjemmeside eller webshop

2012-07-23T15:13:00.001+02:00

Hvis ikke man fra starten af har en klar vision og målsætning med sin hjemmeside eller webshop, går det ofte galt, på den måde, at man ikke lige har tid eller lyst at opdatere ting, man troede at det hele kunne køre af sig selv osv.

Intet passer sig selv

En hjemmeside eller webshop skal holdes ajour. Mange folk tror at når først man har skudt sin portal i gang, så passer den helt sig selv om man har tid til alt det sjove. Dette er en komplet misforståelse!

Det kræver ben hårdt arbejde at drive en hjemmeside eller webshop, hvis denne skal have succes eller generere omsætning; der skal opdateres tekster og beskrivelser så de konstant svarer til hvad kunder søger på, og for at vise at siden ”lever”. Du kender det sikkert nok fra dig selv; du besøger en hjemmeside, der er animerede fakler og grimme scroll-bar og farver som var moderne i 90'erne. En hjemmeside hvor der står en masse, som tydeligvis ikke er ændret de sidste 5 år eller mere. Du forlader siden uden egentlig at læse og forstå så meget af alt det de skriver, fordi din underbevidsthed lige siger dig, at den her side er ikke relevant for det du lige har brug for at vide mere om.

Så sæt dig det klart, at du skal opdatere og ajourføre din hjemmeside løbende, hvis den altså skal have succes. Og hvis du handler med 5 produkter, så vil du måske mene, at det nok er begrænset hvor meget du lige kan opdatere... Men du tager fejl. Du skal altid se om formuleringerne passer med nutidens trend for hvad kunder søger på, du skal komme med nye tips til anvendelsesmuligheder, nye referencer, nye kommentarer fra kunder og holder du åbent hus eller er med på messer eller har du bare det mindste aktivitet, så skriv endelig om det på din hjemmeside eller i din nyhedssektion til din webshop.

Den slags arbejde gør, at din side opfattes som mere relevant og aktuel, og du får mere besøg på din side.

Hvordan du formulerer dig, uden at virke påtrængende og alt for ”sælgende”, findes der mange bøger, hjemmesider og blogs om, så det vil vi ikke skrive om her.

Vi tager som sagt udgangspunkt i at du er afklaret med hvad din mission og vision og strategi er, og du derfor læser det her fordi du vil vide mere om hvordan man bygger sin egen hjemmeside eller webshop og kommer online.

Sådan forbereder du dig

Inden vi går videre med næste indlæg som omhandler domænenavn, skal du til at finde på et navn som hjemmesiden skal kunne findes på.

Det er fint med dit firmanavn, men mange gange er firmanavne enten meget lange eller sammensat af flere ord, og så bliver det forvirrende for en potentiel besøgende at huske om der skal bindestreg mellem ordene eller om der skal danske tegn i navnet osv. Det kender du sikkert selv, og så bruger du bare google i stedet, og finder så ikke siden fordi den ikke er blandt de første 2-3 siders søgeresultat du lige kigger igennem, og du opgiver og sætter dig for at du vil prøve en anden gang hvis du lige finder adressen igen, og der går måneder inden du igen kommer forbi.

Dette vil du naturligvis ikke udsættes for at de besøgende gør ved din webshop eller hjemmeside, og derfor har du tænkt et godt navn ud, og du har tjekket på en domænetjekker, at navnet er ledigt. De fleste webhoteller har en sådanne service. Du kan eksempelvis bruge Webhosting – MyWebToNet til at tjekke om dit ønskede navn som en bruger kan skrive ind i sin internetbrowser, efter han/hun har skrevet www.

Det der kommer efter www. Er et såkaldt domænenavn. Mere herom i næste indlæg.

Sådan bygger du din egen webshop eller hjemmeside

2012-07-22T23:21:00.000+02:00

Står du og skal i gang med din egen webshop eller hjemmeside, og har ikke pengene til at hyre en professionel webdesigner, så samler vi her en række indlæg, som kan bruges som en vejledning i at oprette sin egen hjemmeside i et gratis system som bruges af selv de helt store som eksempelvis SOL.dk, eBay og mange andre.

Vi vil beskrive det hele i et sprog, så en så bred del af læserne som muligt vil kunne følge med, og vi tager læseren med hele vejen rundt, så man bagefter har en forståelse for hvad der alt skal til for at en hjemmeside eller webshop kører og besøgende kan finde den og komme ind på den.

Hvad skal der til for at få en hjemmeside eller online shop op at køre?

Der skal faktisk meget til for at en online shop eller webside er online og får besøgende ind, men heldigvis er der mange virksomheder der specialiserer sig i at løse så stor en del af de ting for dig, for en forholdsvis lav månedlig ydelse. Disse kaldes et webhotel i daglig tale.

Lad os se her, hvad der alt skal til før en webside er i luften, set ud fra at vi vil bruge et såkaldt CMS system som Joomla! Hvad det er og betyder, kommer vi ind på senere.

Her er en oversigt over hvad der skal til for at en hjemmeside kan vises på internettet:

Domænenavn
Top Level Domain administrator (TLD herunder også DK-Hostmaster)
Fysisk plads til en server (datacenter, strøm, brandbeskyttelse osv.)
Internetforbindelse til serverne
Navneserver (DNS)
Webserver og -type
FTP server
Databaseserver og -type
Mailserver og -type
Firewall

Alt ovenstående, har mange firmaer specialiseret sig i at samle i én simpel løsning, som i daglig tale kaldes for et 'Webhotel'.

Vi vil beskrive hvad hvert led er, så du også har en forståelse af hvad der sker bag ved, eller hvis du selv vil få lyst at bygge din egen server op, eksempelvis som testserver på din egen PC, så du kan sidde og bygge på shoppen eller websitet, uden du har brug for at være koblet op mod et webhotel, da et webhotel jo betales i form af et abonnement, som du måske vil spare på og først betale fra den dag du starter ud hvor alt er færdig opbygget.

Vi kommer ind på hvordan du vælger et system som din hjemmeside eller internetforretning skal køre under, og hvilke krav dette stiller til webhotellet.

Vælger du den lidt lettere måde, altså at købe en webhotelløsning, og udvikle direkte på serveren online, hvilket så ikke kræver at du skal bruge plads og ressourcer på din egen PC som udviklingsserver, så beskriver vi hver led sådan, at den første del af indlægget er for alle og den sidste del af indlægget beskriver hvordan man skal sætte den pågældende server eller enhed op.