Lebbeliv - set fra provinsen

Mandag = min dag

2012-01-23T05:59:00.001+01:00

Sidder og venter på at klokken bliver 08.00, så jeg kan ringe til Chefen og sige at i dag er min dag og ikke hans. En mandags fridag. Min dag.

Jeg besøgte Moderdyret i weekenden, hun er udskrevet efter 1 uge med medicinregulering og scanninger. Intet nyt dér. Hun har det efter omstændighederne godt, i sær hendes mentale overskud og positivisme er i øjnefaldende. Vi taler ikke meget om døden endnu. Jeg ville gerne, men ikke endnu. Lige nu handler det om, at Moderdyret, Broderdrengen og L. er enige om at jeg ved at køre mig selv ned. Og jeg er enig. Den sidste uges tid, har mit system været i alert, hele mit system, mine tanker, mine handlinger har været gennemsyret af den moderlige symbiose. Det paradoksale er, at der ingen krav er - Ingen kræver jeg gør mere end jeg gør, der er ingen sure miner eller tabte forventninger - Moderdyret er taknemmelig for det jeg gør, og hun siger det. Hun fortæller mig gang på gang, at jeg intet mere kan gøre. At hun har det ok, at hun er tryg.
Broderdyret genfortæller mig, at Moderdyret de sidste par gange selv har ringet til sygehuset for hjælp. Hun gør selv og hun er ikke hjælpeløs. Hjemmeplejen kigger til hende dagligt. Hun klarer det meste selv. Vi skal tage en dag af gangen siger de. Vi kan ikke kontrollere noget. Gøre mere. Noget.

Men min hjerne kan ikke høre det. Mine følelser kan ikke høre det. Jeg reagerer som om hun er død eller døende lige om hjørnet.
Jeg.Kan.Ikke.Acceptere.Det. endnu

..og derfor er mit væsen i alarm. Derfor græder jeg. Derfor sørger jeg. Fordi jeg begynder at forstå. At hun er syg. Meget syg. Men jeg bestemmer ikke hvornår hun er syg nok. Jeg kan kun hænge på, tage en dag af gangen, intet kontrollere, ikke engang døden, og dét er svært. Totalt kontroltab.

Så dagen i dag er min. Til mig herhjemme. Og ugen er min, uden telefon med Moderdyret og Broderdrengen, for min hjerne skal ned i svingninger. Jeg skal mærke mig selv. Jeg skal have afgrænset mig lidt, for ellers brænder jeg ud og det hjælper ingen. Jeg bliver nødt til igen at leve mit liv, parallelt med denne personlige katastrofe. Forsøge at engagere mig i mit eget liv, mine venner, mit parforhold. For jeg ved ikke hvor længe jeg skal vente.

Border op og border ned

2012-01-19T14:52:00.002+01:00

Nogen sagde engang, at mennesker med borderline er som lastbiler med golfvognsbremser. Når lastbilens følelser kører ned af bakke, så har den kun bremsekapacitet som en golfvogn = de er ikke tiltrækkelige, at all.

Der er jeg i dag. Igen. En golfvogn forklædt som lastbil.

Moderdyret er fortsat indlagt og jeg begynder at måtte give hende ret, der lader til at være aktivitet i hjernen igen, som i: canceren boltrer sig i den frontale del af hjernen - hun er latent aggresiv, klagende på den sure måde, føler sig let angrebet ("Hvad mener du"), hun er lynhurtig og vender mine ord mod mig og hun er paranoid, griner de forkerte steder osv.
Det gjorde mig lidt mundlam i min tlf. samtale med hende i dag, men jeg fik formidlet at jeg stolede på hendes vurdering af at der var aktivitet i hjernen, noget hun igen betvivler vi gør - tror hende - fordi det var så svært for hende sidste gang. At ingen troede hende. Det må have været et mareridt for hende.

Jeg husker tydeligt da hun sidste gang hun havde en metastase og vi troede det var krise, bad mig blande mig uden om - og "gerne ville slippe af med mig". Og det er nok min frygt nu. Jeg kan mærke, nu en halv time efter samtalen, har jeg fået en klump i maven. For det der metastase businees, frontalt, personlighedsændrende kan min indre datter og borderliner slet ikke navigere i. I forvejen kører jeg golfvogn i alt hvad der hedder følelsesmæssige ændringer og svingninger, men når Moderdyret dels er syg, dels indlagt og dels opfører sig upassende og angriber, så bliver jeg meget lille meget hurtigt. Det kræver al min kraft og sige, din mor er der inde et sted, dette er blot canceren der taler. Hun er der. Hun er der.

Damnit. Jeg overlever også dette. De scanner hende i dag og jeg ber til at de kan give hende noget stråling på de frontale ulykker, for det er fandme tungt at danse med.

Pointen i dette indlæg er, at jeg skal erkende, det skræmmer mig. Hjernemetastaser er kræftens Hitler, det fucker med Moderdyret selv og med alle os andre. Ved eftertanke, så slukker det også lidt for hendes følelser, så det er nok værst for os. Eller?

Spasser

2012-01-17T17:59:00.002+01:00

"Der var ingen der regnede med at jeg skulle dø 6-7 år efter din far. Jeg har accepteret det, det skal du også......" sagde Moderdyret i dag.
Hun er indlagt, og selv om både Broderdrengen og L. forsikrer mig om, at hun p.t. ikke er dårligere end sidste uge og ikke dør i morgen, så har denne indlæggelse forårsaget en lavine af følelser.

Måske er det erkendelsen, erkendelsen af at jo, hun dør faktisk. Det er ikke et drama stunt, et råb om opmærksomhed, et forsøg på at appellere. Hun kommer til at dø af det her, og at høre hende have ondt og græde, lukker sluser op i disse dage.
Så jeg får talt med den støttende Broderdreng, den fine blide kæreste, og med Moderdyret, hvis spirende erkendelse kommer til at hjælpe mig. Hjælpe mig til ikke længere at kæmpe for hende. Kæmpe mod kræften, systemet, kæmpe kæmpe kæmpe. Men gradvist hjælper mig til at åbne den sorg, der siden i sommers har spiret inde i. Den unævnelige kasse der hedder tab. Tab som ingen syns om og som Borderlineren (lyder som et krydstogtsskib), i mig spasser helt ud over.

Spasser så tilpas meget ud, at jeg græder på vej til arbejde, på vej fra arbejde, når jeg taler i telefon og hvis jeg kan snige mig til det, så også på en tur mens jeg er på arbejde. Så tilpas spastisk, at jeg ikke helt når at panikke (endnu) over at L. lige om lidt flytter sine beskedne flyttekasser og sit skrivebord ind i Banehuset. Og bliver. Her. I Banehuset. Altså her. Som i at det ikke kun er for sjov, jeg har sat hendes navn på postkassen.

Måske på søndag, har jeg tid til at spasse ud over det også.

Min kamp

2012-01-16T11:12:00.000+01:00

Man kunne tro, at kampen var moderdyrets og ingen tvivl om, at hun har sin kamp. Men den er hendes. Mit følelsesliv gennemsyres i disse dage også af kamp. Kamp mod magtesløshed, kamp mod tomhed, kamp mod angst, kamp mod smerte og først og fremmest kampen mod håbløsheden.

Jeg går på arbejde. Nogle dage giver det nogle timers pause fra smerterne. Andre dage ikke. Jeg taler ikke med andre end Moderdyret, Broderdrengen og kæresten, når jeg har fri. For der er ingen ord. Jeg kan ikke mønstre nogen interesse/empati/deltagelse i andre. Som i overhovedet, og jo - det giver bål til en samvittighed, der i forvejen er tynget af ..ja af hvad?

Jeg læste lidt hist og her i en bog i aftes. Bogen til det voksne barn, der var svigtet, men nu stod med udfordringen at pleje en forælder. Den har ligget noget tid. Den skriver at jeg ikke er den eneste der kæmper/har kæmpet. èn ting at at se sin forælder syg, vide at døden bliver påtvunget, for tidligt og for hårdt, noget andet er at være vidne til det, når man det meste af sit liv har kæmpet med ikke at komme til at ligne sin forælder. Når man er endt med, også rent geografisk, at distancere sig for at "udslippe", den dysfunktion det meste kommunikation er farvet af, i vores familie. For at slippe for symbiosen.

Jeg husker da min far døde. Af kræft. For 5 1/2 år siden. Eller måske to år efter. Da jeg var næsten færdig med at sætte knudemanden på en piedestal. Der huskede jeg manden, der ikke talte om følelser og som trods stabilitet, troværdighed og humor ikke formåede af få mig til at føle mig inkluderet, accepteret og helt værdsat. Først efter to år opdagede jeg, at det var en lettelse ikke at føle sig "for let", eller "for følsom", eller "for hysterisk". Først efter to år opdagede jeg at hans "short-commings", ikke var mine. At hans syn på min mor, var vblevet mit syn på min mor. Det kæmper jeg (og broderdrengen) stadig med. At tage hende alvorligt, at respektere hende, selv om hendes værdier, meninger og liv er så langt fra vores som man kan tænke sig.
Eller er det. Er vores angst bundet op i, at vi inderst inde begge har elementer af både Knudemanden og Moderdyret. Elementer af bitterhed, stædig stolthed, bange for andre, bange for alt.

I disse dage er jeg bange for alt. Bange for at være i den satans symbiose, der gør at når Moderdyret lider, er bange, er døende, så føles det som om jeg også er det. Bange for hvad der sker, når hun ikke er. Når jeg ikke længere styres af hendes følelsesliv, hendes dysfunktion men kun har mine egne følelser og dysfunktioner. Flytter nissen med?

gok gok?

2012-01-15T12:45:00.001+01:00

Giv dit besyv med!

blob-blob-blob

2012-01-12T17:00:00.000+01:00

"Hænger i med neglene", "øver vejrtrækning" og "tæller de små få lyksaligheder", lyder ikke fucking-fantastisk, og sådan føles jeg da heller ikke lige nu. Bedre lyder det at sige er "blob-blob-blob", og netop det er der andre der har gjort for mig, for se hvad jeg fandt i går, via en fin mail fra en læser herinde:

Hun skrev til mig på grund af noget helt andet, men da jeg smugkiggede i hendes univers blev jeg helt glad, for hendes ting taler til mig. Hun har både sin egen blog og sin egen hjemmeside, så tjek den ud og se hvad du syns, måske kan hun også noget blob-blob-blob for dig?

Lidt om luft

2012-01-07T06:05:00.000+01:00

Umiddelbart kunne det se ud som om disqus kommentar episoden tog lysten til bloggeriet væk. Der skal mere til. Den første uge er gået stærkt, jobbet har krævet sit og jeg har skrevet på EU Udbud siden i mandags.

En dag af gangen konceptet er igen det eneste der fungerer, da jeg er så sygt dårlig til at rumme mange ting på én gang. Kæresten bestod sin eksamen (tror jeg nok lige), så den kasse kan vi lukke for en tid. Andre åbne kasser er kræft-sagaen, der p.t. handler om ny medicin for at ta pusten fra de små sure celler. Jeg forsøger at leve ved siden af.

Jeg et voldsomt behov for at om-indrette Banehuset. L. flytter ned per 1. februar, og det har jeg ventet længe på. Glædet mig til. At tanken alene, nu hvor jule-tam-tammet, eksamen og jobforhandlinger er overstået, giver mig åndenød og en følelse af vi ikke kan leve i dette ufunktionelle lille univers, hvor mindst 5 af møblerne er kommoder og ikke opfylder behovet for at rumme L.'s fine køkkenting, vores tøj eller mit imaginære bibliotek, bliver tvangstanker og staccato åndedræt det altoverskyggende. Det er fjollet, i know - og handler i bund og grund om at alene-bo-damen (mig og katten), gennem 15 år har haft sine huler alene. Sine møbler alene og sine projekter alene. Nu kommer hende den anden, ikke blot med meninger og god smag, men også med ting, tøj og uden mulighed for at tage nordpå, når min vejrtrækning er utilstrækkelig.

Som i nu er vi et bo-sammen-par ja ja, jeg ved vi har været sammen 3 1/2 år, med samme postadresse, nøgle og vaskemaskine. Hun er den pæneste, tålmodigste, blideste og mest strudsede jeg har været kærester med, så jeg er ikke i tvivl om at hvis nogen, så skal hun flytte ind. Hende. Det skal være hende. Hun må godt. Hun står allerede på postkassen, vi har varmet op over 3 år. Øvet space, din sandkasse/min sandkasse, vi har flyttet nogle af hendes ejendele ned over tiden. Hun er synlig i Banehuset også selv når hun ikke er her.

Men jeg ved og hun ved at jeg ikke slipper for panikken, .....den er en del af mig-pakken. Så du er velkommen panik. Jeg ved du er der, jeg mærker du er der. Du må godt være der. Kun på den måde forsvinder du igen.

Bor du sammen med en kæreste? Og kan du få luft?

Velkommen 2012

2012-01-01T19:16:00.003+01:00

God mad, gode venner, fint tøj og de obligatoriske fancy hatte, det var vores nytårsaften. Inde i byen og Gud hvor jeg elsker natbusser. Genial opfindelse, når man gerne vil skåle med og kæresten ikke har kørekort.
Der var quiz, der var mavepine, der var fin stund med L. foran nytårsgudstjenesten på TV, Kathrine Lilleør, der sagde fine ord om sorg, der ramte indeni, og et par tårer flød.

I morgen er det hverdag i 2012.
Kæresten og jeg nåede ikke at skrive de gode ønsker for hinanden, som vi gjorde sidste nytår, men jeg ved at vi ved dem og har dem i hjertet. 2012 vies til nuet. Den påmindelse om at vores bedste tid er i nu, både alene og sammen. Når vi forsøger at planlægge og kontrollere for meget, forsvinder magien i de små daglige ting. Når jeg forsøger at kontrollere mine omgivelser mærker jeg ikke nu, men tænker fremad og planlægger og vippes hurtigt at pinden når andre og andet påvirker mine planer, hvad virkeligheden jo oftest indeholder, andre, og jeg sidder tilbage med tabte forventninger, fiasko og skuffelse.

2012 jeg byder dig velkommen selv om jeg allerede nu ved at du kan blive en bitch. Så kan det kun gå opad?
2012 i surrender to you, så lad os løsne de sammenklemte baller, slå en prut og få os et grin.

Kommentarer og Disqus

2011-12-27T17:55:00.000+01:00

Nej, jeg læser ikke manualer og det var så sved til egen røv. Jeg oprettede for nogle dage siden Disqus kommentar system og alle, som i ALLE jeres gamle fine kommentarer på 405 (!) indlæg forsvandt. Så besluttede Disqus (disko min røv), sig for at u-anonymisere nogle af jer og være meget meget langsom. I går slettede jeg så systemet, der sagde at der ville gå 24 timer. Fint.

Disqus er der stadig, hvis man har tålmodighed til at vente de 40 minutter det tager før man kan kommentere. De gamle kommentarer er stadig væk og jeg er pænt sur.

For helvete sgu da osse......

Hvis du var mig og jeg var dig og andre

2011-12-26T07:04:00.001+01:00

Hvis jeg var andre, ville jeg undre mig over at jeg har ondt i maven. Hvis jeg var andre ville jeg have svært ved at forstå, at der hos mig flyder tårer let og at verden generelt føles en smule svær at være i.

Hvis jeg var mig, ville jeg syntes jeg var et utaknemmeligt skarn, fordi juleaften og dagen med var fyldt med velvilje, samarbejde, god mad, brændeovn og gaver. Der var lidt tårer og en del latter. Hvis jeg var mig, ville jeg være irriteret og uforstående over at jeg ikke kan få fred med det. Nyde at det blev en fin juleaften, hvor L. brillierede i køkkenet med Moderdyret og veninden som livline, med Broderdrengen som praktisk gris, opvasker og mig som nusse-rundt-indslag.

Jeg er mig og mig har siden Moderdyret og Broderdrengen smilende kørte i går, haft en følelse af sorg. Jeg har sovet en time her og der, er faldet i søvn flere gange mens L. så tv. Grædt, været usikker, haft katastrofetanker og overfladisk vejrtrækning. Jeg er sikker på at L. ender med at gå sin vej. Jeg er sikker på at Moderdyret kommer til at dø lidende. Jeg er sikker på at Broderdrengen og mit nye endnu skrøbelige forhold ikke holder, når den sidste stamforældre er væk. Jeg er meget sikker på at jeg får mange mange katte.

I dag er jeg lettet. Lettet over at det først er i morgen jeg skal på arbejde. Lettet over at jeg har en hel dag med mulighed for fosterstilling og kleenex, for der er mere derinde. Flere af de svære følelser. Mere gråd. Mere sove.

Først i morgen skal jeg igen have mit game-face på.

Alle i hus

2011-12-24T05:58:00.003+01:00

Vi er her alle. Moderdyret, Broderdrengen, L., Katten og jeg. De andre sover. Det regner stille udenfor og her i den lille Banestue buldrer ilden i brændeovnen.

"Jeg vil ikke mere". Ordene skar ind i mit hjerte i aftes, da Moderdyret ytrede dem. Hun havde glædet sig, uden tvivl. Havde forberedt hjemmefra med julepynten, dugen vi skal låne, værtinde orkide og kløben som den kun findes i det sydjyske. Da vi alle underholdt L. i køkkenet mens hun rørte i risengrøden, faldt Moderdyrets skuldre ned. Hun fortalte om den nye "bule" i panden, overarmen der er hård af hvad vi tror er kræften der leger tivoli i hendes krop. Og hun græd og sagde ordene. Jeg holdt hende ind til mig og forsøgte at holde mine egne tårer tilbage, mens jeg holdt den krop, der kæmper. Den lille tætte krop der æder sig selv.

Senere, da L. pyntede vores fine store juletræ og Moderdyret koblede af med tv, måtte jeg lade tårerne løbe for Broderdrengen. "Det er ok", sagde han. "Det er ok, det skal ud".

Kære højere magter, giv mig styrke til at se Moderdyret kæmpe sin dødskamp. Giv mig styrke til at rumme min egen sorg, mens jeg trøster og lindrer hvor jeg kan. Kære energier, velsign vores juleaften med varme, lys, omsorg og menneskelighed, som kendetegnede min og vores lillejuleaften.

Kære dig derude, en glædelig varm og fredfyldt jul til dig og dine.
Kh Prophecy

Rigtig voksen?

2011-12-22T14:18:00.001+01:00

Når man for første gang i 39 (!) år skal holde juleaften. Sammen med sin kæreste. I Banehuset, der skal prydes med det kæmpe juletræ L. har valgt til anledningen. Er man så rigtig RIGTIG voksen?

Det føles sådan. På en måde. Jeg skal være den første til at indrømme, at havde Moderdyret ikke være syg, så havde det nok stadig foregået i det sydlige Jylland, selv om Broderdrengen allerede sidste år proklamerede at det var tid til noget nyt. Vi er nok ikke som familier er flest. Både Broderdrengen og jeg er ikke blevt gift/forlovet i vores 20'ere og/eller har beæret vores forældre med diverse afkom.
Vi er troligt og samvittighedsfuldt dukket op hos vores forældre år, efter år, efter år. Jovist, der har været en enkelt kæreste eller to med (mine), men det er altid foregået i det sydlige Jylland. Julen. Jeg har altid vidst, at der ikke var så mange andre muligheder. Moderdyret er brudt grædende sammen, når der har været nævnt muligheder for at jeg ikke holdt jul med hende, med dem. Og mine skiftende forhold har ikke budt på nok fundament til at jeg har valgt anderledes. Julen har været en blandet fornøjelse, dysfunktionalitet bliver ikke bedre under helligdage.

I år er det anderledes. Jeg skal for første gang holde jul med L. og det glæder jeg mig til. Vi er allerede ved at finde vores egne små juleritualer. Og vi skal holde jul for Broderdrengen og Moderdyret. De kommer i morgen. Moderdyret har det nogenlunde. Hun har sporadisk feber, åndenød og tålelige smerter. Hun har det godt nok til at glæde sig. Glæde sig til at blive hentet i Broderdrengens fine bil og blive kørt til Banehuset. Her er snart rent og poleret og alskens madvarer er hentet nær og fjern.

Det lurer i baghovedet - bliver det min første jul for min mor og den sidste med min mor? Julevoksen en enkelt aften? Hvor skal du være? Og med hvem?

Easy Living

2011-12-17T06:13:00.001+01:00

Den sidste tid har været fyldt op med forhandlinger. På jobbet. Det har fucket med mine følelser, mit selvværd og min faglighed. Det har taget mig 3 uger at forstå og acceptere, at skal jeg fortsætte i den branche jeg er i, den branche der også bløder p.g.a. krisen, så må jeg sluge en hval af en pille.

Som at gå ned i løn. Væsenligt ned. Som i at gå kr. 10.000 ned i min faste løn. Ikke per år. Per måned mine damer og herrer. Og nej, jeg har normalt ikke en fast løn på 40.000 +, hvor 10.000 måske er mindre følbart.
Aftalen blev underskrevet i går. Endelig. Ikke at den føles godt, men lettelsen over ikke at have ondt i maven længere, føles godt. Lettelsen over at jeg ikke skal på dagpenge, jagtes af jobcentre og konsulenter, lettelsen over ikke at skulle søge job som sagsbehandler på fuld tid eller akut terapeut på sygehuset. Jobs jeg ikke længere magter, men ikke er "dårlig" nok til ikke at søge.

For nok er det lort at få halveret sin faste løn. Bevares. Men incitamentet er at jeg nu er provisionslønnet. At det nu er min egen fortjeneste og dermed risiko/chance, at tjene de kr. 10.000 hver måned, der gør at jeg spiser og har tøj. Jeg skal dagligt gøre mig fortjent til pengene fordi firmaet ikke længere reelt har råd til mig. På fast løn. På løn der giver mig ro i det daglige budget. Nu er det op til mig, og alle de penge der sidder løst i hænderne på kommuner, mennesker og firmaer not.

Vi mangler heller ikke pres, næ nej. Vi strutter af overskud L. og jeg. Så den her udfordring gør livet endnu mere spændende. Så vi ikke går og keder os her i den mørke tid. Varsling? Fagforening? Næ, nej - den slags bruger vi ikke, med mindre vi vil være sikre på at stå foran jobcentrets dør d. 1. februar. Og da jeg slet ikke ved hvor de er flyttet hen ville det være dumt. Ja, der blev truet.

Min mor, der endnu ikke vender sig i nogen grav, min mor der har lært mig om rettigheder og fagforening er meget stille over det her. Honestly. Det er ikke fair noget af det. Og jo min fagforening vender sig i funktionærlovens grav. Men jeg har brug for den ro, det giver at vide hvor mine 30 timers ugentlig arbejde er. Hvad tid jeg er på job, hvem mine kolleger er. Og dagpenge satsen er trods alt stadig mindre end min faste løn. Jeg har mulighed for at tjene mere. Og hun ved det. Vi ved det.

Går det af lort til, så søger jeg måske væk. Men for nu, med sygdom, kriser, L.s eksamen og julen for døren bliver jeg hvor jeg er. Beder til at min charme og viden vil inkassere de penge hver måned, der skal til for at leve.

Og så sætter vi endnu engang fokus på easy living, Billig living. De billigere og gratis glæder. Genbrugets lyksaligheder. Enkeltheden.

December then and now

2011-12-10T04:51:00.001+01:00

I 2010 havde jeg gang i en Hjerte Julekalender. I år har jeg skrevet minimalt lidt om nogen eller noget i december. Then and now.

Det er som om, at generelt mismod, vinternedtrykthed, juleforberedelser og kærlighed er bedre skrift emner end the tough stuff, som dødsdomme, familiekriser og jobkampe? Måske er det mig der har sværere ved at udlevere mig selv? Udlevere andre?

Faktum er at da jeg i sin tid startede, bloggen vidste jeg at det ikke blev en small talk blog. Eller med minimalt small talk. Skrift har for mig siden jeg lærte at skrive været en udvej, en forløsning, en måde at gøre mit liv til en styrbar proces, også længe inden blogs fandtes. Er jeg ved at sælge ud af min egen overbevisning, ved at holde kortene tæt til kroppen?

Hvad jeg mærker er, at motivationen, initiativet er proportionelt dalende i takt med at jeg ikke formår at sætte ord på de udfordringer jeg møder og har. Måske i et misforstået forsøg på ikke at ende med en klynke-blog. Jeg gider ikke klynke. Men hvad skriver man så, når sjælen ligger ned og man forsøger at gøre business as usual; - gå på job, købe ind, lave mad, fodre katten, spille wordfeud?

Man gør som i ser, skriver forsvindende lidt på bloggen. Og som om det ikke var nok (vi er lige blevet enige om at bloggen er min mentale og følelsesmæssige ventil, ikke?), så mimiker jeg det i den virkelige verden. Taler forbavsende lidt med de 3 nære venner, besøger ingen, får ikke ringet. Næ nej, jeg bliver her i hulen (udover jobbet), står op før fanden får sko på og nusser rundt. Sover i forskellige senge (?), går i seng efter kl. 19.00 fordi dagen jo er ovre = jobbet er ovre. Kører hveranden weekend til Moderdyret i Syd.

Jeg TÆNKER på de nære venner, på bloggen, på naboen med hundene, på blogland. På at jeg ønsker mig flere dage, hvor jeg kan hugge brænde, gå i mine smækbukser ude i haven og rode. Jeg ønsker mig at kunne skrive om det der trykker, det der gør ondt, den frygt der lurer for livet generelt i denne tid. Frygten for at miste, frygten for at blive kattedamen med de 100 katte og i et skur i udkantsdanmark. Frygten for at ende som min morbror, der døde helt alene uden venner og familie fordi .....det var for svært med den der verden.

Så her er jeg now. Ikke hvor jeg var then. Men som L. siger; du går i mentalt vinterhi hvert år fra december til februar, så måske er now ikke så anderledes end then bortset fra sygdom, jobpress og familiekriser?

Mandag morgen

2011-12-05T06:18:00.001+01:00

Mandag morgen lader ikke mange grin snige sig ind over. Så her er lidt hjælp. Måske et julegaveønske?

Alternativt, får i det skema jeg bruger, når noget skal repareres:

* WD 40 er smøremiddel

Hvem sagde man ikke kan danse når man er 70+?

2011-11-27T12:28:00.001+01:00

Vi ankom til festen. Alle 8. Gennemsnitsalderen på de rundt 60 deltagende kvinder nærmede sig de 60. Det havde vi ikke set komme, men det var hyggeligt. Alder er for fanden kun en mental tilstand, og de her damer dansede lige så godt (eller skidt), som os unge sidst i 30'erne (host).

En kvinde, måske 45+ med meget blondt hår, stonewashed cowboybukser og med en gangart som en meget fuld person, deltog også i festen. Jeg bemærkede hende ret hurtigt. Hun sat tæt på os.Hun var ikke diskret. Manglede ligesom den der situationsfornemmelse man sætter i gang, når man er til sådan en fest. Brød ind, smilede rundt, virkede beruset. Jeg lagde også mærke til, at hver gang hun var oppe og stå, gå eller på dansegulvet, så blev hun fuldt tæt og støttet rundt. Som en person der er meget fuld...eller meget syg. På et tidspunkt var hun uden sin paryk. Det viste sig, at kvinden har kræft. Med hjernetumor und alles (deraf den gakkede gangart), men hun ville så gerne med, så vennerne støttede hende rundt hele aftenen. Uden stort ståhej. Så snart kvinden rejste sig, og det var ofte, var der en stille støttende kvinde ved hendes side. En der fulgte hende hen hvor hun nu ville sidde eller stå. Uden et ord.
For mig er det essensen af kvinders omsorg, og jo - det gjorde ondt i lys af hvad Moderdyret er midt i, men frem for alt bemærkede jeg den grænseløse, stille og støttende omsorg. For fanden altså.

Så festen var kærlighed, omsorg, og humor og mit hoved og en busket belægning på tungen fortæller mig, at festen var lige så fin som jeg oplevede den. Jeg fik danset. Grimt, kækt og til sange jeg ellers ikke danser til (hvad sker der for latterligt lange Anne Linnet remixes og Elvis Presley?). Jeg fik lagt et hoved på en vens skulder, trutkysset med veninderne, danset pardans med en der også kan og danset tæt med hende den vildt pæne.

Tak for fest :o)

Party on

2011-11-26T13:54:00.001+01:00

Nå, ud fra jeres (manglende) kommentarer på mit forrige indlæg, fornemmer jeg at jeg skal holde mine småfilosofier i kort snor og i stedet ~~fortsætte med at~~ give jer mit personlige liv. I ved det der som at der sker samtidigt med at jeg er trækplaster for alverdens ondskab, lorte og møgting.

Så her får i det:
I aften skal L. og jeg og en udvalgt possy til Kvindefest! Yes Mam. Til jer der tror det er en avanceret kone-jule-frokost; Nej, det er ganske rigtigt og uforfalsket en Lebbe-med-det-hele privatfest. Arrangeret og indkaldt af 5 gæve Fynske ~~gammel~~, lebber, der har inviteret ud fra devicen: "Hvis-vi-hver-inviterer-5-vi-gider-og-de-inviterer-5-der-gider-der-inviterer-5-de-gider-så-bliver-det-pis'sjovt".

lånt her

Det er prøvet før. For et par år siden i en lade på østfyn. Fransk tema med fransk autentisk sangerinde til underholdning, samt diverse franske indslag jeg ikke husker. Hvad jeg husker er at arrangementet var omgivet af kærlighed. Og den lurende fornemmelse af at alle os-fra-miljøet/branchen-på-fyn skulle se hvem der nu var blevet kæreste med hvem und so weiter. Hvilet i princippet er sjovt. Lidt som at holde fest med sin gamle folkeskoleklasse.

Min fejl dengang var at troppe op uden beskyttende possy, hvilket resulterede i at jeg følte mig sladder-udsat. Ikke Damernes skyld. Det sker når jeg er til fester alene uanset.

I aften har jeg helgarderet mig og slæber kæresten, 3 af mine bedste venner og deres kærester med = jeg er 8 stk. Kom an Kvindefest, nu med spansk tema og forloren stegt pattegris. Jeg skal så meget drikke mig i hegnet ~~sorry L.~~ og danse og måske endda bytte bluse på dansegulvet med B., som vi nogen gange ~~stadig~~ gør når det går helt galt til en fest.

Sæt i gang.

lånt her

Verden derude

2011-11-23T11:42:00.001+01:00

Selv om min verden pt. hænger stramt sammen med trussel om lønnedgang, cancer og familiære udfordringer, er det glædeligt at se at resten af verden kører videre. Tag nu bare diskussionen om Bella Sky hotellet. Jeg kan ikke sige det bedre selv end det allerede er sagt:

http://www.annabk.dk/2011/11/bella-sky-kvindeetage-en-plat.html

Anna B.K skriver skarpt og jeg nyder at læse hendes ord.

..og kirkevielse, skal vi nu have det (os, homo'erne)? Er ikke helt klar over hvad jeg skal stille op med den - andet end at "man gerne vil inviteres", selv om man ikke kan komme. Så at vi får muligheden, hilser jeg velkomment.

Til alle læsere, jeg ser jer - læser også med, men får som i har opdaget kommenteret meget lidt. Det er ikke dovenskab. Promise.

"Hjem"

2011-11-20T07:33:00.001+01:00

Med Broder P og Moderdyret ude at køre

Her kommer vi fra

Jeg ved ikke med jer. Men turen tilbage, hveranden weekend, til hvor man kommer fra er en blandet fornøjelse. Alt ligner sig selv, inkl. de følelser man har om og med sin opvækst. Man ser det med voksne øjne, men følelserne. De er ikke voksne. Følelsen af ikke at høre til, være fremmed, være udenfor, den lægger sig som en fin smerte omkring alt det velkendte. Alt det er signalerer hjem, lugtene, lydene, menneskene. Man kender dem ikke længere, og alligevel gør man.

I so much dont miss it.

Hjem er nu Banehuset, L. og katten. Moderdyret og Bror P. er også hjem. Men ikke byen, byen er stadig av.

"Min mor"

2011-11-17T16:59:00.001+01:00

Det er lykkedes mig at få fat i denne her:

af Annamette Fuhrmann. Jeg kan ikke indsætte link, så du må selv kopiere. http://fuhrmannfordig.blogspot.com/

Den er udsolgt fra forlaget, men søde Annamette hjalp mig. Jeg har brug for den. Som i, jeg føler tiden løber ud, jeg kan ikke kontrollere hvor længe jeg har min mor (ikke at man nogensinde kan, i know that).

Vi var til endnu en lægesamtale i dag og fik vores 2. opinion af den læge som vi har tillid til og som er nærværende og menneskelig. Kræften har spredt sig. Til skulderbladet og huden omkring. 2 nye små tumorer på 1 cm. 2 tumorer, der gør at Moderdyret i dag med vores blessing afslutter kemoforløbet. Et kemoforløb der har kostet. Opkast, madlede, og alle de menneskelige væsker en krop nu kan vælge at producere, når den får gift sprøjtet ind. Der er ingen pointe, når kemoen ikke er vejen til helbredelse. Når den ikke æder nok af "modertumoren", som Fru læge kaldte den.

Så Moder fugleunge (på grund af det manglende hår og de fine tørklæder), skal ikke pumpes yderligere med gift. I stedet starter hun mandag og ti dage frem stråling. Af "Modertumoren", for at hold den i skak og de to nye tumorer der er de eneste der gør ondt. Hun skal ikke have ondt. Så vi ender med at regnestykket alligevel ikke hedder helbredelse, men symptom behandling. Hun bliver monitoreret tæt, og hvis når, der dukker flere metastaser op, tager de stilling til hver enkelt hvad fremgangsmåden skal være.

Jeg spurgte om mange ting til samtalen. Jeg ville have at Moderdyret havde alle oplysningerne, før hun fravalgte kemoen. At hun vidste hvad hun sagde nej til men også hvad hun siger ja til.

Hun siger ja til et liv der er forkortet, men uden gift i kroppen. Gift der æder hende op. Gift der gør at ting smager grimt, og vi skal jo have and til jul!! Jul hos mig og kæresten for første gang.

Men jeg spurgte ikke om tidsramme. Jeg kender svaret; - at det kan man ikke sige. Det ved jeg godt. Det kan man ikke. Som min bror så klogt sagde; - du vil gerne vide hvad du kan forvente og hvad "planen", er. Men det kan du ikke få at vide og hvis der var én og den blev ændret, ville du blive slået ud af kurs.

Så jeg må nøjes med, at vide de stråler på det der gør ondt nu. At de følger op hver 3. måned, at de giver stråling på hovedet hvis det tér sig igen o.s.v. Men mellem os, så ved jeg jo godt hvad "planen" er. At holde hende komfortabel og smertefri så længe som muligt. Og når det ikke længer er muligt, så pumpe hende med morfin, til hun dør. Så derfor har jeg brug for Annamettes bog, for jeg ved ikke hvem den første var hun kyssede, eller hvad hendes ynglingsfilm er. Vi er ikke den slags familie. Endnu.

Hvor godt kender du din mor?

Hvem slukkede for varmen?

2011-11-15T06:23:00.001+01:00

Det er ikke mere end et par uger siden det så sådan her ud.

Hvor længe mon der går før vi er her igen?

Årets tur med Basisgruppen

2011-11-13T07:12:00.001+01:00

Det var 5. år i træk.

Den tid på året hvor 6 kvinder, tidligere kolleger, drager i sommerhus. Et døgn med al den mad og drikke 6 mutties kan slæbe til huse og kan klemme indenbords, men mest af alt et døgn med højt til loftet. Omsorg. Samtale. Deling af skilsmisser, sygdom, børnenes udfordringer (de andres), og glæden ved at være kvinde og voksen. Weekenden afsluttes med en gå-, og badetur i det smukke landskab.

God søndag derude :o) Kh

Lebbinator

2011-11-09T11:59:00.001+01:00

Kærligheden er størst af alt

2011-11-03T12:59:00.002+01:00

I anledning af at vi alle kan bruge mere kærlighed, romantik, - og underholdning.

Jeg er nysgerrig, så tillad mig at spørge dig om dette, hvis du vel og mærke er gift eller forlovet:

1) Er du gift eller forlovet? Måske flere gange?
2) Blev der friet, indgik i en aftale eller hvordan foregik det?
3) Hvor længe gik der fra i blev enige/blev forlovet/nogen spurgte, til i blev gift?
4) Blev i gift i kirke, på rådhus eller begge dele. Måske var i udenfor? Under vandet?
5) Havde (har) i forlovelsesringe? Fik i vielsesringe eller brugte i de samme?
6) Går du/i med ring og på hvilken hånd? Gør din partner? Er de ens?
7) Holdt i fest? Hvordan foregik det? Havde du en fest?
8) Ville du gøre det igen ;o)?
9) Er i stadigvæk sammen?

Hjælp mig med at genopfriske jeres store dage, jeres minder og jeg håb. Og til dem der har valgt sig selv, fortæl mig hvordan du ville gøre det hvis du kunne bestemme (ikke alt det kompromis pjat). Eller hvorfor du ikke vil/gør det.

Som i måske har gættet, er jeg hverken eller - gift eller forlovet. Deraf bl.a. min nysgerrighed. Hvordan er det i Danmark? Er det som i en amerikansk film (WILL YOU MARRY ME - mtf stor diamantring)? Som i Matator (Næ, nej - øh, jo tak), eller som i Paradise Beach (Ska vi knalde?) Har alder en betydning for tradition? Køn? Landsdel?

At karte

2011-11-02T13:18:00.003+01:00

Bær over at jeg leger lidt med header og udseende herinde, forsøger at finde noget der repræsenterer min(e) stemning(er), dog uden at jeg gider sætte mig ind i for meget teknik, så i må leve med det skifter lidt.

Jeg karter rundt indeni. Er i en underlig blanding af sorg, afmagt, forelskelse, rastløshed, indre uro, behov for at sætte nye ting i gang og vrede. Tænker rigtigt meget på hvordan jeg får fjernet de 30-40 meters hæk naboen og jeg er blevet enige om skal dø. At få fældet deres to fordømte birketræer (har fået lov), der suger min græsplæne for væske og hvordan jeg får mest muligt kompostmateriale proppet i bede og køkkenhave.

I aftes greb jeg mig selv i at tænke på hvad vi gør med alle min mors møbler når hun dør. Og hvad med bilen. Jeg nåede så langt som mentalt at bestille storskrald, ringe til genbrugsorganistationer og opbevaring, før det gir op for mig - at den slags tanker jo betyder at...hun skal dø. Måske snart. Men hvad er snart, og hvordan rummer man sig selv, når man på den ene side fortsat arbejder for hendes helbredelse og på den anden side hører hvad systemet siger. At de mener hun nu har symptomer 3 steder og jeg kan høre på deres tone, at det er lige med...at man dør.

Jeg ved at hvis jeg stadig arbejdede i sygehusregi, og læste en journal som moderdyrets, ville jeg også tænke...huh, ja de der smerter ved armen er sikkert også cancer. Men jeg er ikke længere sygehusansat og jeg har ikke læst min mors journal, så jeg har bedt om at de ikke formoder, men undersøger hvad det reelt er. Jeg har også oplyst dem om, at hun med sin nye medicin nu tåler kemo godt og kan tage de 6 serier de oprindeligt planlagde, så ingen grund til at stoppe efter 4. Og jeg har sagt, at jeg ikke forstår de går fra helbredelse til livsforlængende snak blot 1/3 del inde i kemoforløbet. That makes no sense.

Så jeg talte med store ord i telefonen i mandags. Med sygehuset. Jeg tror de lyttede. Nu afventer vi respons. I mens skal jeg de næste dage tage mig af datteren. Hende der sidder i et hjørne og græder. Hende der husker tabet af sin far for 5 år siden og frygter at Moderdyret er på samme vej. Hende der bare gerne vil være kærester, flytte sammen og lave små Prophecys og Dragonsflys, hvor 2 sæt mormødre kan forkæle.

Hende der er glad for at kæresten kommer hjem på fredag.