Lighting Candles

Lad mig være fucking fræk, hvis jeg har lyst til det…

2016-05-04T04:34:00.005-07:00

Min blog har været død på grund af en bachelor der lige skulle afsluttes, og jeg har mange tanker jeg har brug for at dele, med dem der har lyst til at læse med…

Jeg har gennem mange år døjet med mindre værds komplekser, nok mest af alt fordi jeg var teenager og vejede et par kilo for meget, og så har mine veninder altid været pisse pæne, hvilket ofte betød at jeg følte mig som den mindre attraktive i flokken.

I mange år accepterede jeg, at jeg nok bare ikke var typen som drengene ville kigge med lange blikke efter, og havde det egentlig fint med det (troede jeg). Jeg valgte bevidst en tøjstil, som jeg ikke selv vil beskrive som flatterende og så på min egen måde ned på piger, som brugte make-up og stiletter til hverdag. Sandheden var egentlig, at jeg havde bygget et image op omkring mig selv, hvor jeg synes det var pinligt, hvis jeg kom i tøj der var mere udfordrende eller en smugle stilet – for sådan var jeg jo ikke. Jeg ville egentlig også gerne gå mere med make-up, og jeg ville dø for, at kunne gå i stiletter hver dag.

Tingene begyndte dog at ændre sig lidt, da jeg kom i gymnasiet, hvor jeg fik en veninde, der lærte mig at bruge make-up (på den rigtige måde), og jeg kom i klasse med en flok røv lækre piger, der havde styr på det der med drengene, og hvordan man skulle se ud. I denne flok blev det fuldt accepteret, at man brugte tid på at gøre noget ud af sig selv, og det var helt okay at klæde sig sexet. Nogle vil måske argumenter for, at jeg gik lidt for meget all-in i løbet af gym, og ændrede mig fra at være lidt kikset wana-be punk-rock til platin blond dulle.

2006

2008

Siden da har jeg skruet lidt ned for charmen, og fundet en mere ’rigtig’, ikke lyshåret version af mig selv.

Selvom jeg ikke længere er en blond dulle, så bruger jeg stadig frygtelig lang tid på, at se ud som jeg gerne vil (det tager faktisk tid, at få håret til at ligne, at det sidder tilfældigt), og jeg kender nærmest ingen piger, der ikke bruger tid på deres udseende på den ene eller anden måde, og det er da heller ikke for sjov, at så mange prøver kræfter med Anne Bechs trebenede skammel.

Derfor synes jeg også at det er kontroversielt, at man ikke acceptere, at kvinder gerne vil være frække og sexede, for i sidste ende så vil vi jo gerne lægges mærke til, og ærlig snak så har min tid som danser bidraget allermest til mit udseende, da jeg har lært at bevæge min krop og være selvsikker, for det at være selvsikker, er i sidste ende det der gør en allermest attraktiv – og min selvsikkerhed har givet mig plads og ro til, at udfolde mig, og være præcis den jeg er.

Jeg har i dag fået mine nye poledance stiletter ind af døren, og jeg glæder mig til at rulle rundt på gulvet og føle mig røv hamrende sexet med dem på! Du er velkommen til at synes jeg er for meget, opmærksomheds krævende og ikke har respekt for mig selv, for jeg ved at du inderst inde ville ønske, at det var dig på denne video. Alle kvinder har brug for at føle sig begæret og sexede, og hvad der får dig til at føle det, det skal du helt selv finde ud af. Du skal vide, at jeg ikke dømmer dig, og at jeg højest sandsynligt er jaloux over dit mod til at gøre det, som får dig til at føle dig godt tilpas.

Det var dagens kloge ord <3

Hvad er poledance (for mig)

2016-01-22T04:12:00.001-08:00

Denne video beskriver kort og præcist, hvad poledance er for mig...

I min hverdag møder jeg mange fordomme omkring

poledance, og det sjove er, at det rør mig faktisk

slet ikke. Til gengæld føler alle andre, at de

skal forsvare mig og min sport. Derfor har jeg

et behov for at sige, at det er okay, at folk

kalder mig en stripper, og det er okay at folk

har forsomme om mig, for jeg ved selv hvad sporten

betyder for mig.

For mig er min sport mit frirum, og der hvor jeg

er mig selv. Det er der jeg udfolder og udtrykker

mig selv, og der jeg kan være 100% mig selv.

Det er igennem min sport, at jeg har mødt alle

de mennesker der betyder noget for mig, og det er

der, hor jeg føler, at jeg kan betyde noget for

andre mennesker.

Jeg behøver ikke at forsvare min sport, jeg behøver

bare at elske den, og så kan jeg kun håbe på, at

alle andre kommer til at forstå mig en skønne dag.

Om ikke andet, så står jeg nu klar med åbne arme,

til alle dem der gere vil prøve kræfter med poledance

i Aalborg.

Kontakt mig gerne på mail camilla@houseofconcrete.dk

Jeg har fået et barn...

2015-11-29T08:52:00.002-08:00

En-to og pludselig var der en virksomhed… men sådan er det jo faktisk ikke helt.

De sidste to måneder er det gået stærkt - rigtig stærkt, og nej jeg kan ikke helt selv følge med. Men noget jeg også ønsker, at folk skal vide er, at der ligger to års firvilligt og hårdt arbejde bag denne opstart, og den eneste grund til, at det skulle være nu, der skulle ske noget er, at vi stod med en masse mennesker, der ellers skulle træne udenfor eller splitte folk op i alternative fitness tilbud.

Til den uoplyste har min kæreste (Jakob) og jeg netop åbnet Aalborgs første overdækket gadeidrætshus med dertilhørende polestudie, dansesal og styrketrænings muligheder - www.houseofconcrete.dk

Det hele startede med en beslutning på et møde, hvor en lille gruppe mennesker heriblandt Jakob og jeg, besluttede os for, at vi ville lave et trænings-miljø, hvor alle følte sig velkommen. Denne beslutning bestod blandt andet i, at vi altid skulle hilse på andre og fordre til et socialt lærings-miljø til vores ugentlige parkour træning i Nordkraft (Aalborg). I starten føltes det på ingen måde naturligt, men stille og roligt blev det en helt naturlig del af træningen, men faktisk også i mit liv som privatperson. De folk vi omgav os med til træningen tog mentaliteten til sig med tiden, og de første frø blev sået til det sociale lærings-miljø, som der betegner Aalborgs gadeidræts-miljø den dag i dag.

I løbet af vores tid som frivillige ildsjæle har vi oplevet mange op og nedture, og enormt mange skuffelser, og netop disse skuffelser har givet os en mentalitet, der hedder, at hvis noget skal gøres, så gør vi det bedst selv. Herved håber jeg, at den kvikke læser, læser mellem linjerne, og vil forstå vores valg om, ikke at blive forening eller indgå i Aalborg Kommunes planer omkring et stort gadeidrætshus – For ja det er noget, som vi har undersøgt mulighederne for, og vi var faktisk en stor del af kommunens projekt indtil før sommeren i år.

Valget om at starte op har været en kæmpe beslutning, og ikke mindst et avanceret regnestykke, som vi har brugt de sidste ca. 8 måneder på, for nej Rom blev ikke bygget på en dag. Noget jeg er blevet spurgt om flere gange er, om vi har en forretningsplan, et budget og en større plan for fremtiden, og det vil jeg gerne forsikre jer om, at vi har. Da det er lige præcis dette, som jeg har arbejdet med ca. 10 timer om dagen de sidste to måneder, ved siden af gratis workshops og træning, og også grunden til at vores bank Spar Nord (Hasseris afdelingen og erhverv) overhovedet har lyst til at låne os penge til projektet.

En af de største beslutninger for mig i sammenhæng med denne virksomhedsopstart var, at jeg skulle indfinde mig med ikke rigtig at tjene nogle penge, da medlemskaber til fitness centre ikke er noget, som man kan leve af, da store kæder underminere markedet og sætter en så lav markedspris, at mindre steder ikke kan følge med. Derfor tog vi valget, at sætte vores pris til 250 kr. om måneden, 22 kr. billigere end den gennemsnitlige markedspris i Aalborg. Da dette var den eneste måde, som vi kunne se, at huset kunne køre rundt, med en minimal fortjeneste for os selv. En pris vi har modtaget en del kritik for – hvilket måske også er klart, når vi har gjort alt gratis for gadeidrætten i Aalborg de sidste to år, her inklusiv opsætning af samtlige rails der har været tilgængelige i byen i denne to årige periode. Det sjove er nu, at jeg faktisk allerede har indfundet mig med, ikke at skulle tjene mange penge, da jeg elsker det jeg laver og allerede føler, at jeg har fundet min rette hylde. Som Kasper fra I’M:BOARD så klogt sagde til mig i sidste uge: ”Det handler ikke om at leve med din virksomhed, men i den” – og det råd har jeg besluttet mig for at følge.

Jeg er spændt på hvad fremtiden bringer, og glæder mig til at byde mange flere voksne legebørn velkommen i mit paradis!

Strong is the new Skinny - Hvad er det vi lige, vi har misforstået?

2015-09-25T03:37:00.002-07:00

Min kæreste sad og snakkede med en kammaret i går, hvor jeg måske kom til at smug-lytte lidt. Samtalen gik om, hvorvidt man træner for at se ud på en bestemt måde, eller man træner og kommer til at se ud på en bestemt måde… Hvilket satte en tankestrøm i gang i mit hoved.

Krops fiktion

Hver morgen når bliver vækket, er det første, jeg gør at tjekke Instagram (måske lidt en afhængighed), hvor jeg bliver bombarderet med flotte kvinder og mænd, mange hvem løfter trøjen og viser deres morgen abbs frem. Derefter beder Jakob mig for tiende gang om at komme op, hvorefter jeg står op, og stiller mig nøgen foran spejlet. Selvom jeg ved, at jeg har nogle ok bryster, rimelig stramme lår og balder uden appelsinhus, så er det eneste mine øjne fokusere på den fu**ing mave – hvor blød vidst er den rigtige beskrivelse. Som jeg tidligere har skrevet om, så har den været et ret stort problem for mig, men jeg forsøger virkelig at forsone mig med den – for helt ærligt, jeg har intet at skamme mig over, og jeg ville være et svin, hvis jeg gjorde…

Problemet er, at vi alle efterhånden er så fokuserede på kroppe og sundhed, at det får lov at fylde så meget i vores liv, at det ikke er sundt længer.

Hvad er det sunde ideal?

- Men hvad er strong ?

I min verden kan man være stærk på tre forskellige måder: Udseende, Fysisk og Mentalt. De går som sådan hånd i hånd og så alligevel ikke…

Udseende : At se stærk ud

Denne udgave af stærk, er den jeg kan fitness verdenens svar på Mc Donalds. Det er et hurtigt fix, der tilfredsstiller dig i nuet, men hvor du hurtigt kommer til, at føle dig sulten igen og måske endda får det lidt dårligt efterfølgende. Det er en form for stærk, der er bygget op omkring et idealbillede af kroppen og en kost der skal forestille at være sund, men man alligevel bliver nød til at supplere op med vitamin piller og andre ting som jeg ikke helt forstår mig på, så man er sikker på, at få den næring man skal have. En form for stærk, der har udviklet sig til en million industri, hvor der nærmest ikke er grænser for, hvilke beløb folk vil bruge, for at opnå den perfekte krop. Forstå mig ret, jeg har stor respekt for bikini atleterne og det stykke arbejde de ligger i det (eller de) år, hvor de træner sig op – og ærlig talt så ville jeg ikke selv have rygraden til det. Dog synes jeg, at det skræmmende ved denne form for stærk er, at man for at opnå drømmekroppen skal være på konstant diæt, og denne krop er det forbillede, som vi har for tiden.

Hatten af for de smukke kvinder og mænd der opnår denne krop, jeres arbejde og jeres kropslige kunst fortjener virkelig alles respekt, men samtidig kan jeg frygte, at der sidder piger og drenge, og tror at den krop er lig med lykke dvs. det er lig ulykke ikke at have en sådan krop. Hvor jeg tror sandheden er, at hvis det visuelle i din krop skal bringe dig lykke resten af dit liv, så skal body sculpting være en fast del af din livsstil resten af dit liv - og det er hårdt arbejde.

Fysisk : At være stærk i kroppen

Mit ynglings ord når det kommer til træning er brugsmuskler, og det er dem jeg snakker om, når jeg snakker om fysisk stærk. Brugsmuskler er de muskler vi kan bruge, det er muskler der har lært at arbejde sammen og i samspil gør os til stærke individer rent fysisk. Det smukke ved brugsmuskler, synes jeg, er, at de tilpasser sig den sport vi laver, og derfor giver vores krop en identitet efter vores sport – et godt eksempel er en svømmer krop eller en bikini fitness krop for den sags skyld.

Men der er selvfølgelig også et men her, da det er, den fysiske stærk der giver os de langvarige skader, og der er her jeg selv har store problemer. Fordi os der dyrker sport, for at blive stærke, vi kan ikke stoppe os selv. Nogle gange fordi vi synes det er alt for sjovt, men desværre også ofte fordi vi lige tager de ekstra gentagelser, hvor vi egentlig er for trætte til, at huske den gode teknik, for at opnå et styrkemæssigt mål, og når man bruger så mange muskelgrupper samtidig, så er teknik alfa omega. Jeg tror faktisk ikke, at jeg kan tælle på to hænder, hvor mange gange jeg har forstuvet mine tær og ankler på den bekostning. Ja, lige nu sidder jeg faktisk med et ødelagt håndled og kigger på mit håndstandsstativ - og lur mig, om jeg ikke har været oppe på det tre gange inden klokken bliver fire.

Mentalt

Den mentale form for stærk er desværre den der alt for ofte bliver glemt, og det er egentlig den vi skal bruge hele tiden, også når vi ikke træner… Jeg forestiller mig den som en lille bitte muskel inde i hjernen, der skal trænes hele tiden for at holdes ved lige.

Det er den der får mig til at sige, at jeg er god nok som jeg er, men det er også den der får mig til at sige ’det der – det kan jeg godt!’.

Jeg tror på, at mentalt stærk bliver trænet ved livets små sejre. Problemet er her, at vi glemmer at rose de små sejre i vores eget liv. Her tror jeg, at vi skal takke de sociale medier og specielt youtube og instagram (vores bedste venner og værste fjender), da disse medier sætter en usandsynlig høj barriere for, hvad vi skal kunne, for at være gode nok. Disse medier viser i stor grad perfekte og meget talentfulde mennesker, der gør deres ting, eller meget uheldige mennesker, der fejler når de prøver at gøre samme ting. Det er som om, at alt det indimellem bliver glemt, og læreprocessen til at blive et af disse perfekte mennesker bliver helt glemt. Jeg tror, at vi skal huske os selv og hinanden på, at ingen af os blev født til at være den bedste i verden til noget, måske blev nogle født med lidt mere talent for noget end andre, men i sidste ende, så er talent ingenting, hvis det ikke bliver trænet og bakket op af de små succes oplevelser.

Jeg tror på, at denne lille muskel i hjernen skal provokeres i gang, og hvis man ikke selv er i stand til at provokere den i gang, så må vi hjælpe hinanden med at gøre det. Noget jeg gør meget, når jeg underviser, er, at lægge vægt på det som folk er virkelig gode til, fordi det er det udgangspunkt denne muskel skal arbejde ud fra, og jeg mener, at det er ud fra alt det, man skal udarbejde sit port folio af ’alt det jeg er god til’. Her synes jeg, at jeg som underviser har en pligt til, at fortælle mine elever når de har en sejer, hvis de ikke selv kan se det, og det kan være noget så simpelt, som at de husker at stække deres fødder, når de går rundt om polen. For hvis de ikke selv kan se, at det er en af hverdagens små sejre, så må jeg jo hjælpe dem med det, her er det også en hjælp for dem til, at hjælpe andre, da de så kan bakke op om en af de andre elever, når hun husker at strække fødderne, og så er hjulet jo egentlig sat i gang.

Mit budskab er vidst bare positiv forstærkning, positiv forstærkning, positiv forstærkning.

Det er også denne positive forstærkning, der får mig til at flytte blikket væk fra min mave, op til mine øjne og tænke ’hold kæft, hvor er du nået langt’.

Jeg synes du skal spørge dig selv om følgende:

Er muskler et mål?

eller

Er muskler et middel til et mål?

I sidste ende, så synes jeg, at vi skal huske at arbejde ud fra vores eget udgangspunkt, og ikke et urealistisk ideal, for nej du er måske ikke stærk eller modig nok lige nu, men du bliver kun stærkere og mere modig ved at prøve. Vi skal huske at værne om de små sejre i vores hverdag, og hvis vi ikke er klar til at bakke op omkring vores egne sejre, så skal vi hjælpe andre med at huske på deres. I min verden så er muskler et middel til de små sejre der gør mig mentalt stærk, for ja ’strong is the new skinny', men hvilken slags stærk vil du gerne være?

Jeg får ofte at vide, at jeg jo bare kan det hele, så det er nemt for mig at sige, at man bare skal kaste sig ud i ting, men sandheden er, at jeg ikke turde slå en kolbøtte for to år siden.

Gadeidræt Aalborg: fortid, nutid og fremtid – ifølge mig

2015-09-14T02:27:00.003-07:00

Gadeidræt i Aalborg har stjålet mit hjerte på alle tænkelige måder. Det er der min kæreste er, det er der mine bedste legekammerater er og der er der jeg er 100% mig selv.

- Og jeg skal være ærlig at sige, at jeg kæmper med næb og klør, for at vi kan få lov at blive sammen.

Der er mange, der er forvirret omkring, hvad der er hvad for tiden , og hvem der er hvad - når det kommer til Gadeidræt i Aalborg. Det kan jeg egentlig også selv nogle gange blive. Så for min og jeres skyld, så vil jeg fortælle om hvordan gadeidræt har udviklet sig i Aalborg, og hvordan jeg ser den fortsatte udvikling. Dette vil jeg krydre med min fuldstændig subjektive mening og mine egoistiske mål i livet.

Starten

Ifølge Aalborg Kommune, så har de arbejdet for et stort overdækket hus til gadeidræt igennem de sidste 10 år. Jeg kender ikke projektets størrelse, ud over de ting jeg har hørt sporadisk fra forskellige kilder samt til møder med kommunen. I min verden et fantastisk initiativ, som jeg virkelig håber lykkes. I løbet af disse år, er der blevet smidt en del penge i ildsjæle og foreninger, der har ønsket at fremme gadeidræt, men personerne bag disse gode initiativer har desværre alle mistet tiden til projekterne, fået nye interesser ellers er deres flamme blevet slukket. Så da Jakob Lønskov flytter til Aalborg for to år siden, så er der faktisk kun Nils Klitmøller der dyrker parkour. Heldigvis kommer Jakob i kontakt med Josephine Kinnberg, der på daværende sidder i job med løntilskud i kommunen, hvor hun arbejder med det før omtalte hus og forsøger at lave nogle åbne haltider i Nordkraft til gadeidræt.

Concrete Culture

De før omtalte haltider i Nordkraft bliver en realitet i februar 2014, og der bliver lavet åben træning hver tirsdag fra 20.00-22.00 i multisalen i Nordkraft. I hallen er der tre baner, hvor der bliver afsat en til basket, en til parkour og en til fodbold.

Jeg var selv med til den allerførste træning, og som jeg husker det, så var der en del basketball spillere fra forskellige klubber, jeg husker ikke at se særlig mange fodboldspillere og så var vi omkring 12 der lavede parkour. Jeg bliver ved med at komme over vinteren, fordi drengene (Jakob Lønskov, Nils Klitmøller og Hamdi Tounsi) lave gratis workshops hver tirsdag, og jeg nærmest kan få privat undervisning.

I løbet af vinteren sker der lidt af en sportsinddeling, hvor vi egentlig slet ikke snakke med dem der spiller fodbold og basket, og da haltiderne slutter i foråret 2014 og vi rykker udenfor, ser vi faktisk intet til hverken basket eller fodboldspillerne før vi rykker ind igen i efteråret 2014.

I samme efterår bliver jeg spurgt, om jeg har lyst til at overtage Romana Marics plads i Concrete Cultures kernegruppe, som består af Josephine Kinnberg, Navin Singh, Tine Steensgaard Bach, Hamdi Tounsi, Nils Klitmøller og Jakob Lønskov. Hvilket jeg selvfølgelig siger ja til.

Henover efteråret 2014 og vinteren 2015 sker der en masse ting i gruppen, mest af alt så får folk rigtig travlt med deres skole, og Jakob og jeg ender med rigtig meget praktisk arbejde i de åbne haltider samt på facebook – selvfølgelig noget vi selv har sagt ja til. Men det gav os måske på en eller anden måde en form for ejerskabs følelse over haltiderne. Så da vi i vinteren 2015 er til en workshop i akroyoga, og høre at de ikke har noget sted at træne i Aalborg, så invitere vi dem til at dele haltiden med os, så vi kan få endnu mere aktivitet – og herefter begynder vi at træne både parkour, akroyoga og akrobatik i haltiderne. Samtidig starter fodbold sæsonen, så der kommer ikke længere nogle fodboldspillere i hallen, og vi rykker derfor ind i Nordkrafts megahal, hvor der er mere plads til os der laver redskabs aktiviteter, og samtidig plads til basket.

Concrete Culture Kernegruppe, Februar 2015

Vores absolut største fejl

Vi bliver i løbet af foråret 2015 kontaktet af DGI, der står for projektet #HappyMoves, som gerne vil have os til at deltage i deres prokekt, som det der hedder street agents. De lover en masse ting til gengæld for vores deltagelse blandt andet et sted, hvor vi kan stille vores parkour rail permanent. Løfterne til os bliver desværre ikke taget særlig seriøst, hvilket heller ikke er mærkeligt, da vi ’bare’ er en flok unge ildsjæle, som gør det meste af vores gode hjerte og DGI og Coca-Cola er kæmpe store brands. Dette skaber rigtig meget splid og frustration i vores lille gruppe, og vi ender med at måtte sige farvel og tak til #HappyMoves. Hele denne situation bragte dog også noget godt, for i min frustration over det hele, bliver Jakob og jeg enige om, at det simpelthen ikke kan passe, at vi ikke kan stille vores rail nogle steder, da vi jo bare gerne vil have, at folk kan bruge det. Derfor kontakter jeg Christian Fumz der er formand for Karolines Venner, og i løbet af en mail og to telefon samtaler, har vi fået lov at stille railet i Karolinelund, og herefter tager tingene fart.

Karolinelund

Vi når nærmest kun at sætte railet op i Karolinelund, og så får nogle calisthenics drenge (Bar Breakers) øje på det. Hvorefter de har trænet på det fast hver anden dag. Over sommeren bliver railet et fast samlings punkt, for alle mulige forskellige mennesker, der bare gerne vil lege. Nogle dage har vi talt det til, at over 50 mennesker har gjort brug af rail og det fællesskab der følger med.

Fællesskab er nøgleordet her, da vi på en eller anden måde har fået skabt et fællesskab og et miljø, hvor folk træner og leger sammen. Det er der egentlig ingen der kan tage ære for, for det er bare opstået på en eller anden fantastisk måde. I kernegruppen Concrete Culture tog vi en beslutning for meget lang tid siden, hvilket var at vi skulle sørge for, at alle følte sig velkommen, og at alle skulle hilse på alle. Her gør det mig umenneskelig glad at se, hvordan alle er inkluderende og venlige overfor hinanden, når vi træner sammen i Karolinelund, og denne åbenhed og venlighed er for mig på mange måder blevet synonym med gadeidræt.

Udviklingen: hvem er vi?

Man kan på mange måder sige, at der er sket virkelig meget siden kommunen besluttede at Aalborg skulle være gadeidræts venlig for ti år siden, og bare de to år, hvor jeg har været en del af det, har gjort en verden til forskel. Til den forvirrede, så kan man kort fortalt sige, at Concrete Culture startede som et kommune projekt, og en måde at støtte op om gadeidrætten, herfra vi selv tog over, for det er det ildsjæle gør, hvis de brænder for noget. Derefter blev CC (forkortelse af Concrete Culture) et synonym for vores lille flok af mennesker, som godt kunne lide at lege sammen. Det blev synonym for en åben træningsform og synonym for gadeidræt i Aalborg. CC’s sjæl flyttede ned i Karolinelund, hvor Aalborg Street Workout opstod.

Til den forvirrede: I bund og grund ser vi os selv som Aalborg Street Workout, og vi er en flok mennesker der virkelig godt kan lide redskabs aktiviteter og et fælleskab omkring træning. Vi er ikke bange for at prøve nye ting, og vi elsker nye mennesker. Vigtigst af alt, så er alle velkommen til at deltage i dette fælleskab.

Forvirringen…

Så når folk spørger om vi ikke er rykket indenfor igen, så er svaret ja og nej. Ja fordi kommunen har godkendt to timer hver onsdag aften (20.00-22.00) i Nordkraft, hvor den midterste bane er afsat til vores form for sport, og nej fordi vi stadig træner sammen i Karolinelund når vejret arter sig, ellers rykker vi railet ind under pavillonen, og træner der. For realiteten er, at der ikke er plads til os alle på den midterste bane i Nordkraft, og med den mængde mennesker vi er, så kan ingen af os nå at træne på to timer, derudover er haltiden ubrugelig for calisthenics, da de skal træne hver anden dag.

Mødet med kommunen

Jakob og jeg var i sidste uge til møde med kommunen, hvilket nok er det, som de fleste gerne ville høre om. Baggrunden for mødet var, at vi har fundet en bygning, som vi rigtig gerne vil leje os ind i som forening, hvis det på nogen tænkelig måde kunne være muligt. Der var meget snak frem og tilbage, og måske en lille forståelses mæssig forskel i forhold til hvad gadeidræt er. Det er tydeligt at det for kommunen er en form for sport og det for os er en livsstil, og personligt synes jeg, at dette budskab var svært at få igennem – den snu læser vil også gætte, at det ikke er for sjov jeg skriver dette indlæg. Vi blev tilbudt, at vi måske kunne få flere haltider, eller at vi kunne stifte en forening og ansøge om lokaler så vi måske ville få godkendt.

Det jeg bryder min hjerne med lige nu er, at jeg ikke synes, at vi kan opretholde kvaliteten i vores træning med to ekstra haltider om ugen. For mig er det her en livsstil og den jeg er, og hvis den jeg er skal koges ned til to timer hver onsdag aften, så tror jeg faktisk, at jeg bliver rigtig deprimeret – og jeg er ret sikker på, at der er mange andre, der vil have det på samme måde.

Det budskab der brændte sig mest fast hos mig var, at vi fik at vide, at vi nok ikke skulle regne med, at der ville blive budgetteret penge til et semi-permanent hus til os, indtil ’det ægte hus’ kommer. Hvilket som minimum har en halvandet års udsigt / to vintre uden tag over hovedet.

Jeg forstår mig ikke på politik og bureaukrati, så jeg havde virkelig håbet, at man kunne have gjort en undtagelse og set på vores behov. Jeg kan godt se nu, at det måske var lidt blåøjet og egoistisk at tænke sådan. Men det korte og det lange er, at vi står en gruppe på 125 mennesker (antal medlemmer i vores Facebook gruppe d.14.09.2015), som konstant vokser, der mangler et sted og træne og lege sammen. For os er det en livsstil og noget, vi gerne vil have mulighed for, at gøre hver dag, ligesom folk kan tage ned og styrketræne hver dag.

Vores drøm

På baggrund af alt det jeg har skrevet, har Jakob og jeg nu besluttet at gå videre med vores ide om at lave et alternativt fitness center, med redskabs aktiviteter og gadeidræts ånden som omdrejningspunkt, og så må folk egentlig sige om os, hvad de vil. Jeg ved, at vi bliver beskyldt for, at vi vil lave forretning ud af et kommuneprojekt, jeg ved at nogle vil opfatte det som om, at vi vil tage patent på gadeidræt og jeg ved, at nogle vil have rigtig ondt i r****. Men som jeg ser det, så prøver vi at give Aalborg Street Workout de bedst mulige forhold til, at kunne opretholde det miljø og den træningsform, som vi alle sammen elsker, og hvis vi skal vente halvandet år, til der kommer et hus, så er miljøet væk.

Samtidig så er min drøm, at kunne arbejde med udvikling af gadeidræt resten af mit liv, og idealt set bestyre et sted, som rummer alt det, der har gjort mit liv så meget bedre.

- Og hvis dette er min mulighed for det, så vil jeg være et fjols ikke at gribe den.

House of Concrete

Så hvad forestiller vi os egentlig skal ske?

Ovenstående er vores logo, hvilket har en ret stor symbolsk værdi. HOC er sat op som vores første rail, da det er ud fra dette, og vores community er skabt, og det der er vores faste samlings punkt. Trekanten udenom er vores tag, hvorunder vi alle kan dyrke den aktivitet vi brænder for, plus opretholde vores miljø og fællesskab. Grundet til at huset skal hedde House of Concrete (HOC) er, at vi ser CC, som et synonym for vores livsstil, og House of Concrete beskriver derved huset for os.

Hvordan skal huset fungere?

Vi ønsker at køre huset med en form for forenings-ånd. Så selvom det er Jakob og jeg, der ejer huset og står med den økonomiske risiko. Så skal der løbende holdes møder, hvor husets medlemmer kan deltage, hvis de ønsker, at have indflydelse på, hvad der skal ske med huset.

En ting som vi har tumlet meget med er, at gadeidrættens ånd bygger på fælleskab, og at alle kan være med. Derfor synes vi, at vi ville miste vores ånd, hvis der er to der bare bestemmer det hele. Samtidig er der også en del passive medlemmer, som faktisk bare gerne vil træne, hvilket der også skal være plads til. Derfor ser vi dette som den bedste måde, at sikre sig et medbestemmende miljø, der også kan omfavne gadeidrættens ånd.

For at gøre huset håndgribeligt, skal det fungere som et fitness center, hvor man er medlem, det skal være åbent dagligt i et ret bredt tidsrum, så alle kan træne når de har tid og lyst. Derudover, vil der som nu blive lagt op til fællestræninger. Vi påtænker også på en eller anden måde at tilbyde workshops i blandt andet parkour, for at sørge for, at nye medlemmer også føler de har en chance for at være med.

Der er selvfølgelig rigtig mange ting der skal på plads, blandt andet en manglende økonomi, men vi lover, at vi nok skal finde en løsning, så vi ikke skal skilles ad!

I skal vide, at vi gerne vil høre alles mening, positiv og negativ... så i er meget velkommen til at komme med feedback, ideer og alt andet i lige kan komme i tanke om :)

Hvorfor skal normalen altid være den eneste rigtige?

2015-09-06T12:55:00.000-07:00

Hvorfor skal normalen altid være den eneste rigtige?

Ligegyldig hvilken sportsgren man befinder sig indenfor, så vil man altid mene at ens egen er den rigtigset, og ofte have en mangel på forståelse for, hvorfor andre ville synes nogen anden sport, er værd at dyrke. En normal forståelse er da også, at vi alle er forskellige, og alle skal have lov til, at dyrke lige præcis den sport de har lyst til. Derfor synes jeg også, at det er tankevækkende, når man kigger dybere ind i de enkelte sportsgrene, at der ofte mangler den samme accept for forskellige afarter af den givne sport.

Jeg er stor fortaler for kreativ frihed og menneskets behov for at udtrykke sig selv gennem bevægelse, og jeg synes ikke, at man som menneske kan tillade sig at definere en rigtig eller forkert måde at udtrykke sig på. I følgende vil jeg tage udgangspunkt i mit hjertebarn poledance.

Fordomme indenfor poledance

Denne sport er forholdsvis ny, og stadig ikke fuldt accepteret i samfundet, da den form for poledance folk er bekendt med er den mere sensuelle genre, og mange indser slet ikke hvor meget en sport som denne kræver. Som poldancer skal man være både stærk, smidig og have en sindssyg smertetærskel, plus en villighed til, at få bøffer under fødderne, hård hud på hænder og andre virkelig mærkelige steder på kroppen + utallige blå mærker. Derfor er en af mine største glæder også at afholde polterabends, da det ikke kun introducere sporten på en sjov og sensuel måde, men også viser de deltagende, hvor hård og krævende sporten egentlig er.

Billedet er fra bloggen Pole Dancing Adventures

Der findes et utal af genre indenfor poledance efterhånden, men hvis man skal sætte nogle grove streger og dele den forskellige genre ind i hovedgrupper, så kan man tale om PoleSport, Excotic Pole og PoleArt. Selvfølgelig er der en masse stilarter, som vil skælde mig ud for denne opdeling, da de ikke vil mene, at de ligger under nogle af disse kategorier. Men for nemhedens skyld – let it be.

For ikke kendere vil jeg hurtigt ridse op, hvad jeg mener…

PoleSports
Er den meget fitnessprægede version af poledance, hvor tricksne ofte kræver en enorm portion styrke, nogle tricker/flipper og man sætter en ære i ikke at være sexet.

Excotic Pole
Er den sensuelle version, og også det nogle vil kalde old school / der det hele startede. Det er både den vi kender fra stripklubberne, men også de mere sobre joints som burlesque scener og carbarets, samt inden for drag og pin-up. Og og og selvfølgelig min personlige favorit, som vist efterhånden er accepteret som Russian Style, som basalt set er gymnastik i 10’’ hæle, over the top smidighed og en hel masse hair whipping.

PoleArt
Er i familie med modernedans, klassisk ballet og meget mere historie fortællende end trickbaseret. Den bedste beskrivelse må være Magnus Labbe fra programmet Talent 2014.

Poledanceren Cleos Rock har en blog, hvor hun fortæller lidt om forskellige poledancere, som hun mener ejer de forskellige genre, tjek eventuelt hendes blog indlæg ud her.

Nu når vi har genrene på plads, så skal det selvfølgelig siges, at der er en blurryskildelinje, og de færreste udøvere holder sig til en specifik stilart. Dog er der en tendens til, at udøvere mener at der er forkerte og rigtige stilarter.

Så nu skal der smides brænde på bålet - og i er meget velkommen til at kommentere...

I Danmark føler jeg til tider en heksejagt på Excotic Pole, og en indstilling der hedder ’sådan noget gør vi ikke, for vi vil ikke associeres med strippere’, hvilket i mit hoved er en lidt mærkelig måde at se verden på. Mit gæt er, at de færreste af dem med disse fordomme rent faktisk har sat fødderne på en stripklub, for som jeg ser det, så kan der opstå to forskellige senarier – og her skal det også siges, at jeg er en af dem, der ikke har været på stripklub.

Det første scenarie ser jeg som den gængse fordom, at klubben er fyldt med østeuropæiske og thailandske piger, der ikke har nogen anden leve vej end at smide deres kluns for penge. Diskussionen om dem vil jeg slet ikke komme ind på. Men mit gæt vil være, at de kan lave et par basale drejninger om polen og måske en straddle. Men det de gør er egentlig mest dans rundt om polen, og har rent faktisk ikke rigtig noget med poledance at gøre.

Det andet scenarie er straks mere interessant, da det er de kvinder, jeg vil betegne som ægte strippere – og dem må du meget gerne sammenligne mig med, det ville faktisk være en ære. For i min verden, så er den eneste forskel på mig og dem, at jeg er ret bluffærdig. Disse kvinder kan deres kram, kan springe rundt i høje hæle, som var det kondisko og vride deres ben om nakken på helt umenneskelig vis. For mig repræsentere disse kvinder femininitet, sensualitet, ynde, hårdt arbejde og selvtillid, som egentlig er vigtige kvaliteter i min hverdag.

Femininetit
Jeg forstår ikke hvad der er galt med, at vise, at man er kvinde – for den kan vi sq ikke løbe fra. Her synes jeg identitetsdannelse er et vigtigt ord, da vores køn selvsagt skaber en del af vores identitet, og hvorfor skal vores identitet gemmes væk?

Sensualitet
Læg mærke til, at jeg skriver sensualitet og ikke seksualitet. Hvor jeg ser den essentielle forskel i at seksualitet er noget personligt og intimt, og måske lidt beskidt. Sensualitet handler for mig langt mere om sanselighed og nydelse, hvilket vi som mennesker kan opleve på mange forskellige måder (også seksuelt for den sags skyld), men for mig handler sensualiteten også stor grad om selvnydelse, hvilket jeg ser som en essentiel del af det at være menneske, og specielt som en essentiel del af det at være kvinde – for hvis vi ikke kan nyde os selv, vores udsende og vores udtryk, hvordan skulle andre så kunne nyde det?

Ynde
Ynde er for mig noget der kun kan opstå, når man har styr på sin krop og kender bevægelsen man skal udføre. Derfor kan man i min verden udelukkende være yndefuld i den enkelte bevægelse, hvis man har gennemtænkt den både mentalt, men også er i stand til at udføre den rent fysisk. Derfor handler ynde også om i stor grad, at kende sine egne begrænsninger og være selvkritisk i forhold til at udnytte sine forcer i stedet for at fokusere på sine svagheder.

Hårdt arbejde
Hvis der er noget du gerne vil, så kræver det hårdt arbejde, og at hænge i et human flag i 2 kg. tunge stiletter, det er edder bankeme hårdt arbejde, om noget er. Her synes jeg egentlig, at det er fuldstændig lige meget, hvad man arbejder hårdt for, så synes jeg, at hårdt arbejde bør anerkendes og fejres ligegyldigt, hvilken form det har.

Selvtillid
Selvtillid bliver opbygget i kraft af identitet, forståelse for selvet og pladsen til at være og acceptere. Derfor mener jeg, at ovenstående punkter alle er selvtillids opbyggende, og essentielle elementer for mig som kvinde og menneske.

Så er det ikke fuldstændig ligegyldig hvad andre mennesker tænker, hvis det der skaber dig og gør dig lykkelig, er noget andre ser skævt til?

Jeg synes, at vi som individer har en forpligtigelse til at være accepterende, også selvom det som andre gør, er lidt anderledes end det vi selv gør. Om ikke andet, så synes jeg altid, at man skal spørge om man kan tillade sig at fremsætte denne fordom, og hvad man bygger sin fordom på. Jeg har valgt, at jeg acceptere forskellighed, og jeg har sågar valgt at elske den. I sidse ende er det forskelligheden der udvikler mig, da jeg ellers bare ville være kedelig og ens med alle andre.

Jeg ved godt, at jeg ikke kan ændre hel min omverdens måde at se tingene på, men dette var mit forsøg, og poledance var den nemme måde at sætte din tankestrøm i gang, da jeg er sikker på, at det ikke kun er indenfor min sportsgren, at der findes fordomme omkring grene af samme sport.

Hvad laver jeg egentlig . . .

2015-09-04T02:43:00.003-07:00

Nogle gange så undre folk sig over, hvad jeg egentlig går og laver lige nu... Hvilket jeg godt kan forstå!

Jeg har lige sendt en mail til Anders Kromann fra Kultur og Fritid fra Aalborg Kommune i dag, hvor jeg egentlig synes, at jeg forklare det meget godt.

Så hvis du er i tvivl, så vil jeg også prøve at forklare dig det her:

Concrete Culture

Aalborg kommune har doneret nogle gratis haltider til gruppen Concrete Culture i Nordkraft, og det var også her mange af os startede .

Haltiderne var oprindeligt (som jeg har forstået det) givet til, at man kunne spille basket, fodbold og udøve parkour, men en måned inden indendørs sæsonen sluttede i år begyndte medlemmer fra cirkus klubben og akroyoga udøvere også at benytte sig af disse tider, hvilket havde et rigtig godt samspil med specielt parkour.

Vore udstyr

Udstyret vi dyrker vores sport på, har vi fået fra forskellige steder. Vores nuværende rail ’det store rail’ er et vi låner af Nordkraft Event, som vidst lader som om, at de har glemt, at de ejer det. Vores andet rail ’det lille rail’ har vi fået af Aalborg Teater, der oprindeligt brugte det til en forestilling, og vores kasser var vores betaling for et parkour show vi lavede til Rep Stævnet i år. Derudover medbringer folk selv måtter, poi’er, TRX, håndstandsting, Cyr Wheel, højtalere til musik og alt det andet, man synes vil optimere træningen.

Sidst har vi søgt penge hos Gadeidræt og netop fået beløbet godkendt, og skal nu i gang med at bygge to store nye rails til parkour og calisthenics.

Sommer 2015

Denne sommer har gjort en kæmpe forskel for Gadeidræt i Aalborg, på trods af det tvivlsomme vejr. Grundet nogle forskellige forhold endte jeg med at kontakte Karolines Venner og allernådigst få lov til at sætte vores store rail og kasserne i Karolinelund – hvilket endte med at gøre den helt store forskel. Her fik nogle calisthenics drenge øje på railet, og træner fast på det hver anden dag. Derudover er railet blevet et fast mødested når der er godt vej, hvilket vil sige, at selvom man ikke bruger railet til sin træning, så tager man derned når man gerne vil træne, og så er der helt sikkert nogle andre dernede. Ud af dette opstod facebook gruppen Aalborg Street Workout, hvor man informere om, hvis man tager ned og træner og arrangere andre sociale arrangementer – den er du selvfølgelig velkommen til at melde dig ind i, hvis du gerne vil følge med :)

Meld dig ind i Aalborg Street Workout ved at klikke her!

Vore ideologi

Noget vi har besluttet os fra for starten er, at alle skal føle sig velkommen og alle kan være med. Derfor sætter vi en stor ære i, altid at hilse på nye deltagere og fortælle dem om, hvordan vi træner. Dette har bevirket, at det bare er sådan, ’det store vi’ gør, hvilket har givet en helt fantastisk trænings kultur, og uden tvivl én jeg aldrig har mødt nogle andre steder. Jeg føler både at dette giver en helt anden træningslyst men også skaber et åbent rum, hvor det egentlig ikke er så vigtigt hvad folk træner, hvad deres bagrund er og hvilke niveau de har, men hvis man blot har lyst til at være en del af vores sociale trænings fælleskab, så kan man være med.

Hvis man skal sætte en teori på det vil laver, så hedder det decentraliseret mesterlære, hvilket basalt set betyder, at vi lære gennem leg med hinanden, og at der ikke er en fast instruktør, men at alle byder ind med deres viden og erfaring.

Hvordan ser vi Gadeidræt i Aalborg

Gadeidræt i Aalborg bunder i en uformel social træningsform, hvor alle er ligeværdige trods alder, bagrund og niveau. Vi deler en fælles kærlighed for bevægelse, og en enighed om at alle kan og skal have muligheden for, at blive en del af vores (efterhånden store) gruppe.

En vigtig pointe er, at vi efterhånden ikke bunder i nogle klassiske former for gadeidræt (udover parkour), men at vores gadeidræt bunder i vores ideologi bevist for nogle og ubevist fra andre.

Der kommer hele tiden nye personer og sportsgrene til vores lille fælleskab, men lige nu laver vi: parkour, calisthenics, akrobatik, akroyoga, poi, cyr wheel, street pole og smidigheds træning.

Hvis du gerne vil have mere indblik i de forskellige sportsgrene kan du tilmelde dig facebook grupperne:
Aalborg Parkour

Aalborg Akroyoga

Aalborg Cyr Wheel

Aalborg Calisthenics (Bar Breakers)

Aalborg Cirkus Klub

Smidighed / min facebook side ;)

Du kan også se hvad vi allesamen laver med en lille film her!

Projektet House of Concrete

Men nu er vi kommet I problemer, for vi er simpelthen blevet for mange mennesker. Concrete Culture har fået godkendt haltider hver onsdag fra 20.00-22.00 i Nordkraft. Men vi kan umuligt være på en badminton bane, hvis vi både skal have alle med og nå vores træning på den korte tid. Derudover vil gruppen højst sandsynligt opløses, da man ikke længere kan mødes uformelt og spontant til en træning.

Derfor har Jakob og jeg startet en virksomhed, hvor jeg tager min praktik (jeg har en tre måneders praktikperiode med mit studie), med det formål at finde en løsning på vores mangel på tag, inden det bliver alt for meget vinter.

Husk træning hver tirsdag fra 17.00 til 19.00 i Karolinelund - også selvom det regner!

Hvorfor er jeg en anden og hvem var jeg?

2015-09-02T02:16:00.002-07:00

Jeg lavede denne blog for lang tid siden, med et helt andet formål... I dag (d.02.09.2015) har jeg slettet de gamle indlæg og starter igen - grunden er, at jeg har ændret mig ikke bare lidt, men hele min måde at se verden på er en anden...

HVORFOR ER JEG EN ANDEN OG HVEM VAR JEG?

Basale facts om mig...

Jeg blev født d. 19.09.1990 i Faaborg på syd fyn - hvor jeg også voksede op. Min mor Helle flyttede til USA og tog min lillebror Marcus med, da jeg var 6 år, for at jagte en drøm, som jeg stadig ikke forstår. Så jeg blev i en tidlig alder en lidt for stor storesøster til mine søstre Claudia og Céline.

Mine forældre er begge besat af sport. Min far Svend deltog i vinter OL i 1964 og 1968 på sine langrendski, var gast for Paul Elvstrøm og initiativtager til Eremitageløbet sammen med Peter Schnohr og Richard Larsen. Min mor er tidligere verdensmester i speedskateing, og cykler i dag racer cykel samt svømmer open water.

- Jeg ved ikke om i kan fornemme det? men det giver altså en form for pres...

I løbet af min opvækst fandt min far sammen med min stedmor Annett, som jeg desværre ikke kunne enes med i mine teenage år. Jeg blev derfor sendt på efterskole i 9 klasse (2005-2006) og efterfølgende til Canada i 10 klasse (2006-2007). Det fungerede stadig ikke da jeg kom hjem fra Canada, og jeg boede derfor i min veninde Kirstines lejlighed i sommeren 2007, indtil jeg flyttede til Frederikshavn, hvor min mor var flyttet til, efter hendes USA eventyr endte. Her boede jeg fra 2007-2010, hvoefter turen gik til Aalborg og mit liv startede.

Det var den mindre vigtige del af mit liv, for det der virkelig har gjort forskellen for mig- Det er min sport

Jeg har været medlem af et fitness center, siden jeg var 13 år, altid haft skønheds idealet 'tynd' og aldrig anset noget, som jeg gjorde motionsmæssigt, som godt nok.

Jeg har altid dyrket konkurrencepræget sport, og egentlig altid haft talent for bevægelse, men aldrig været den bedste på holdet.

Jeg trøstespiste (gør det stadig) og dyrkede oceaner af motion for at dulme min dårlige samvittighed, hvilket gjorde mig ulykkelig, fordi jeg ikke følte mig tilstrækkelig, når jeg så mig rundt i fitness centeret – Vidst det man kalder en ond cirkel.

Jeg prøvede også det der bulimi i en kort periode, men synes simpelthen det var for klamt. Slankepiller blev også afprøvet, men var heller ikke vejen frem.

- Mit gæt er, at jeg ikke er den eneste, der har haft en sådan oplevelse og følelse.

I gymnasiet overtalte en veninde mig til, at komme med hende til grandprix gymnastik i FG90 Frederikshavn. I starten fik jeg lov til, bare at være med til træningen for teknik og i mit hoved leg – Det var fantastisk, og det er den periode i mit liv, jeg har lært mest dansepræget teknik i mit liv. Jeg skulle desværre med til konkurrence med holdet efter et par måneder, og her ramlede min verden, da jeg så hvor dygtige alle de andre hold var, og hvor utilstrækkelig, jeg selv var. Jeg prøvede at deltage på de ugentlige træninger efterfølgende, men havde mentalt kørt mig selv i en grav af stress og forventning i forhold til alt det, jeg ikke kunne, og blev nød til at stoppe.

Da jeg flyttede til Aalborg, oplevede jeg sport i et helt nyt perspektiv. Først igennem Salsa samfundet, hvor jeg fik lov at dyrke min egen stil i et frit miljø i Havanas lokaler, desværre endte drømmen, da Havanas lokaler blev revet ned, og de nye lokaler var så dyre, at ejerens økonomi ikke kunne holde til det.

Til en fest i 2012 bliver jeg overbevist om, at jeg skal prøve poledance. Jeg tager på en prøvetime i iPole sammen med en veninde, og her går der et lys op for mig, og jeg starter med det samme. Stemningen i studiet var baseret på konstant at hjælpe hinanden til at blive bedre, alle havde hver deres fokus punkt, og man slap fuldstændig for en håbløs sammenligning, da det var accepteret, at vi alle er forskellige. Samtidig kunne man på fritræningerne træne på tværs af niveau, hvor man kunne få inspiration og hjælp af de mere erfarne elever, hjælpe de nyere eleverer eller have samtaler om problemstillinger i forhold til tricks og comboer. Poledance gav mig det jeg manglede i forhold til min accept af min egen krop og usandsynlige idealer, jeg havde fået sat for mig selv. I stedet for at fokusere på, hvor vidt mine ribben var tydelige og tage det som det eneste ægte succeskriterie, lærte jeg at holde af og sætte pris på hverdagens små sejre.

I februar 2014 skriver en god veninde til mig, at der er mulighed for at prøve parkour sammen med gruppen Concrete Culture i Nordkraft, og om det ikke er lige noget for mig. Jeg havde en af mine gode dage og griber chancen. Derfor tropper jeg op ene og alene i Kedelhallen i Nordkraft, hvor nogle gutter hopper rundt på et stativ. Jeg giver stativet en chance og beslutter mig for, at jeg vil afprøve parkour på ugentlig basis over vinteren. Dette er uden tvivl mit livs bedste beslutning. Parkour er ligesom poledance en sport, hvor man ikke sammenligner sig selv med andre, da man kan fokusere på mange forskellige ting. Jeg oplevede en kærlighed til bevægelse og vigtigt af alt et ønske fra alle deltagere om at dele denne kærlighed og i fælleskab blive bedre, ligesom jeg senere har oplevet i al anden form for gadeidræt. Jeg oplevede hvordan denne mentalitet blomstrede i gruppen Concrete Culture, og hvordan dette med tiden har tiltrukket mennesker, som bare gerne ville sprænge for sjov, stå på hænder eller bare hygge sammen med os andre.

Under hele denne proces må jeg indrømme at mine idealer aldrig blev lagt helt på hylden, og jeg stadig trænede i Fitness World, for at opnå den krop som bikini atleterne svansede rundt med i centeret. Men pludselig i år 2015 gik det op for mig, at det slet ikke var det, der ville gøre mig lykkelig. Hvis den tid jeg skulle bruge i et center på at opnå et skønhedsideal og den diæt jeg skulle holde mig til ville gøre mig socialt retarderet, så måtte jeg simpelthen prøve at finde ud af, hvilke ting her i livet der gjorde mig ægte lykkelig - ligesom jeg fandt ud af med poledance, så er det livets små sejre, det er muligheden for at lege og muligheden for at være et individ og ikke en kopi af et uopnåeligt skønhedsideal, og så skete det utrolige, jeg meldte mig ud af Fitness World og valgte at have fokus på den sport der gør mig glad.

Jeg har fundet en indre ro, ved ikke at skulle forholde mig til anden konkurrence end mig selv og den jeg selv har lyst til at deltage i. Den bedste udgave af mig er mit nye ideal og muligheden for at udvikle mig som individ i en unik retning, synes jeg er værd at stræbe efter.

Jeg ville ønske at alle kunne komme igennem den samme rejse som mig, og derfor er min drøm nu, at dele kærligheden til bevægelse i et aktivt fællesskab, hvor et fælles skønheds- og sundhedideal ikke skal være diktator for, hvordan man har det som individ. Jeg vil gerne give min omverden en anderledes vinkel på sport, som det der kan gøre den enkelte glad på den enkeltes præmisser, og give den enkelte rammerne og værktøjet til at blive den bedste udgave af sig selv.

Når alt dette er sagt, så ville det være løgn, hvis jeg påstod, at jeg aldrig ville ønske jeg var tyndere og det ville være løgn, hvis jeg påstod, at jeg aldrig sammenligner mig med andre mere. Men for mig er jeg nået et stort skridt på vejen, jeg har fået modet til at afprøve min krops begrænsninger og jeg er blevet en lille smugle klogere på livet. I min verden skal man gøre det man synes er sjovt, og det der giver ens liv værdi, lige meget om det er at være bikini-atlet, spille computer eller gøre lige som mig.

Derfor vil jeg gerne starte mit eget hus, hvor der kan skabes et frirum, hvor individet kan udvikle sig frit og unikt, og hvor man har mulighed for, at gøre det man gerne vil, når man gerne vil.

Hvis jeg skulle give dette opslag et hastag ville det være

#DenBedsteVersionAfMig