Linux Sandkassen

Guake

2012-02-28T15:03:00.002+01:00

Navn på applikation: Guake
Hjemmeside: guake.org
Type: Terminal

Guake er et af de programmer, jeg anvender mest mens jeg sidder i Linux. Det giver en nem og hurtig adgang til en terminal, som kan skjules lige så hurtigt man har taget den frem.

Når først det er installeret, kan det startes via startmenuen, eller kommandoen "guake".
Programmet lægger sig i hukommelsen og venter på at du skal trykke på genvejstasten F12.

[Eks. 1.1] En standard Guake terminal

Guake er baseret på den terminal, der var indbygget i det gamle Activisionspil Quake. Med et hurtigt tryk på en genvejstast, springer terminalen frem, og med et tryk på samme tast, forsvinder den igen.

For at få terminalen op i fuld skærm, kan du trykke F11.

Indstillingerne for Guake, får du frem, ved at højreklikke i terminalen og vælge preferences:

[Eks. 1.2] Guake præferencer

Her kan justere programmet med et utal af forskellige indstillinger. De fleste af dem er ret selvforklarende. Personligt har jeg ikke ændret ret meget udover genvejstasterne.

Jeg kan klart anbefale dette program, hvis du er fortrolig med terminalen og gerne vil have hurtig adgang til at udføre kommandoer i konsollen.

Programhåndtering med Aptitude

2012-02-28T14:37:00.002+01:00

Brugerniveau: Begynder
Forudgående kendskaber: Kom igang med terminalen, SUDO
Ingredienser: Et Linux system, baseret på Debian GNU/Linux. En internetforbindelse.

Denne guide beskriver anvendelsen af programmet Aptitude (forkortet til apt), til at søge, hente, installere, opdatere og fjerne programmer fra en Linux-installation.

Aptitude programmerne

Aptitude er en samling af mange programmer, som arbejder sammen. Deres hovedformål er, at gøre det nemt og smertefrit for brugeren at håndtere programmer i Linux.

Men for at kunne få lov til at fjerne og installere programmer i Linux, skal man have tilladelser. Det går jo ikke at en bruger måske kommer til at fjerne et program, som en anden bruger på systemet har brug for. For at have adgang til aptitude funktionerne, skal du enten have kodeordet til root-brugeren, eller have fået tilkendt adgang til at udføre administrative opgaver. Hvis du sidder med dit eget system, kan de anbefales at kigge på SUDO programmet til at håndtere rettigheder.

Aptitude består generelt af:

dpkg
Programmet, som sørger for at installere pakkerne.
apt-cache
Anvendes til at søge imellem de tilgængelige pakker i den opbyggede database.
apt-get
Sørger for enten at kopiere pakken fra et installationsmedie, eller hente filen over internettet og kalder dpkg for at installere den.

Et eksempel
Lad os forestille os, at vi gerne vil installere et program. Det vigtigste at gøre først er, at opdatere vores liste over programmer og deres nyeste versioner. Dette er dog ikke nødvendigt at gøre HVER gang man installerer. Hvis ikke din distribution har et opdateringsværktøj, kan det være rart lige at skyde en opdatering afsted i ny og næ.

sudo apt-get update

Eller som root:

apt-get update

SUDO er klart at foretrække, frem for altid at logge ind som root. I de fremtidige eksempler, går jeg ud fra, at du selv kan lægge sudo til før kommandoen. Med argumentet "update", henter apt, de nyeste lister med programmer. Ingen af dine installerede programmer bliver berørt af denne kommando, da den bare henter oplysningerne. For at få gang i en opdatering, skal man skrive:

apt-get upgrade

Med denne kommando, vil apt sammenligne versionerne af alle dine installerede biblioteker og programmer, og opgradere hvor det er nødvendigt.

Hvis du vil spare lidt tid og udføre begge kommandoerne samtidig, kan du bruge:

apt-get update && apt-get upgrade

Hvis der, efter du har installeret, skulle være udkommet en ny version af din distribution. Kan du lave en opgradering af din distribution ved at anvende kommandoen:

apt-get dist-upgrade

Bemærk, at du behøver ikke at genstarte din computer, hver gang du installeret noget. En enkelt lille undtagelse, er hvis du skal erstatte din opstarts-menu, eller har installeret en ny kernel.

Med et friskt opgraderet system, kan vi jo nu prøve at installere et lille program. Først skal vi lige have lært, hvordan man søger efter programmer med apt-cache. Prøv at skrive:

apt-cache search blinking keyboard

apt-cache vil forsøge at finde pakker i databasen, som matcher søgestrengen "blinking keyboard". Der skulle gerne komme et par forslag til, hvad det kunne være du søgte efter.

Det program jeg havde i tankerne hedder tleds og skulle gerne være med på din liste. Du kan læse mere om programmet ved at anvende kommandoen:

apt-cache show tleds

Her står der f.eks. en lille advarsel om at programmet kan låse tastaturerne på gamle bærbare som IBM's Thinkpad og HP's Omnibook. Hvilket jo egentligt er rart at vide. Så hvis du har en af dem, vil jeg råde til at prøve at installere et andet program som eksempel.

Nu skal vi prøve at installere programmet:

apt-get install tleds

Efter installationen kan du prøve at holde lidt øje med lamperne i dit tastatur. Når der forekommer trafik på netværket, skulle de gerne begynde at blinke. Den ene for indadgående og den anden for udadgående. Meget sjovt og underholdene, men for eksemplets skyld, vil vi nu gerne fjerne programmet igen:

apt-get remove tleds

Nemt, hurtigt og smertefrit. Men det fjerner ikke programmet helt. Hvis programmet havde nogle indstillinger, som var specifikke for systemet eller brugeren, vil de stadig være gemt. Så hvis du installerede det samme program igen, ville det huske dine indstillinger.

Det kan der rådes bod på, ved at fjerne programmet fuldstændigt, ved at lægge argumentet --purge til:

apt-get remove --purge tleds

Dette skulle gerne dække alle de basiske behov for anvendelsen af APT. Hvis du har lyst at udforske programmerne yderligere, kan du prøve at skrive:

apt-get --help

eller

apt-cache --help

Læg Linux på USB-pen

2012-02-26T20:03:00.004+01:00

Brugerniveau: Begynder
Forudgående kendskaber: ingen
Ingredienser: Et Windows system, en internetforbindelse og en USB-Pen på mindst 2GB

Med denne guide skulle du gerne blive i stand til, at lægge en Linux installation over på en USB-Pen og starte installationen derfra.

Langt de fleste Linux-distributioner, tilbyder ISO-filer, som kan hentes fra internettet. Disse filer er en slags repræsentation af en virtuel CD eller DVD. Disse filer kan åbnes med et brænderprogram, der anvender oplysningerne i filen, til at brænde en installationsskive.

I længden er det dog ret unødigt at spilde en skive, CD eller DVD, for bare at installere Linux én gang. Hvis man er helt nybegynder med Linux, kan det måske godt tage et par installationer, før man er helt tilfreds. Men når først systemet kører, er der ikke så meget grund til at have en installationsdisk liggende. Næste gang man skal installere, er der kommet en ny version, med et opgraderet installationsprogram, som fungerer meget hurtigere og nemmere. Desuden vil alle programmerne på installationsskiven være uddaterede, og man skal så til at hente alle de nye programmer over internettet, hvis man vil til at opgradere dem.

[eks. 1.1]

Derfor er det meget smartere, bare at lægge installationerne på en USB-Pen, som vist i eks. 1.1.

Opsætning af USB-Pen

Start med at hente programmet Universal-USB-Installer fra hjemmesiden PendriveLinux.com.

[Eks. 1.2] Universal-USB-Installer fra Pendrivelinux.com

I skrivende stund er programmet i version 1.8.8.4. Nye versioner kan have udkommet siden denne guide blev skrevet, men mon ikke princippet er det samme.

Første skridt efter at have startet programmet (ingen installation nødvendig), er at vælge, hvilken distribution, du ønsker at installere. Der er alt for mange at vælge imellem til at jeg vil begynde at nævne dem her.

For eksemplets skyld, har jeg her valgt Ubuntu 11.10 Desktop.

[Eks. 1.3] Valg a distribution

Her vil programmet give dig mulighed for at hente ISO-filen til den pågældende installation. (En ISO-fil er en slags virtuel CD eller DVD skive, i form af én fil.)

Hvis du allerede har hentet den installation du vil have, er det bare at vælge"browse", og pege på den ISO-fil, du har hentet. Husk at navnet på ISO-filen SKAL være, som beskrevet i den røde tekst. Dog skal du ikke skrive * i filnavnet, det er en markering af, at mellem ordet "desktop" og ".iso", er det ligemeget hvad der står. Så i teorien kunne filen hedde:

ubuntu-11.10-desktopLIGEGYLDIG_TEKST.iso

Grunden til at navnene kan variere, er fordi Ubuntu findes i forskellige udgaver af de forskellige udgaver. Folkene bag Ubuntu har udgivet forskellige udgaver til forskellige formål. MEN samtidig er de forskellige formålsudgaver også delt ud i udgaver til forskellige slags PC-strukturer. Altså kan der findes f.eks. en server udgave til både 32 og 64bit strukturen.

[Eks. 1.4] Opsætning af USB-Pennen.

Nu er det så på tide at vælge USB-pennen, hvis ikke den allerede sidder i, så er det ved at være på tide. Programmet identificeret drevet, og lægger det til i menuen. I eksempel 1.3 ser man, at mit drev ligger på E: drevet. Du kan vælge at formattere drevet og helt slette alt indhold. Hvis du har nogen mapper derpå med følsomt indhold, vil jeg tilråde at tage en ekstra kopi og lægge den et sikkert sted.

I step 4, har vi mulighed for, at tilsidesætte noget plads på disken, til at gemme ændringer. Det er meget nyttigt, hvis man har tænkt sig at anvende USB-Pennen, som primært opstartsmedie. Så kan man i teorien have sit skrivebord med sig overalt i lommen, låne en PC hvor man nu end er, og stadig have sit eget private skrivebord.

Når du er tilfreds med indstillingerne, trykker du "Create". Programmet vil nu spørge dig for en sikkerheds skyld, om du nu er HELT sikker på at indstillingerne er korrekte. Du kan vælge at gå dem igennem en gang til hvis du gerne vil være sikker, ellers kan du bare trykke "yes".

Efter et stykke tid, skulle disken gerne være klar til at starte op på. Det eneste der kræves nu, er en maskine, der er indstillet til at starte op via USB.

Det system, du vil installere Linux på, bør helst have en disk, som er reserveret til Linux. Det er også muligt at have både Linux OG Windows installeret. Du kan installere så mange systemer du vil, så længe du har diskplads til det.

Det er dog vigtigt at vide, at hvis du vil have et Windows system installeret sammen med et Linux system, er det bedst at installere Windows først, og så bagefter installere Linux.

Langt de fleste nyere Linux installationer, leder automatisk efter andre operativsystemer på computeren. De skaber en menu, hvor du kan vælge hvilket operativsystem, du vil starte op på. Hvis man installerer Windows efter Linux, vil installationen automatisk overskrive denne menu og bare gå ud fra at du kun vil have Windows.

Pas godt på, når du installerer. Det er MEGET vigtigt, at du har 100% styr på, hvilken disk du vil anvende til at installere på. Hvis noget går galt, kan du risikere at de filer, som du havde liggende, er borte for evigt. Hvis du er helt nybegynder, er der en stor fordel i, at den disk, der sidder i computeren, er den eneste, som er sluttet til. Der skal helst ikke ligge noget på disken, som ikke må slettes.

Jeg kan ikke understrege, hvor vigtigt det er, at have en sikkerhedskopi af sine vigtige filer. Et gammelkendt computer ordsprog lyder:

"Rigtige mænd tager ikke backup...

Rigtige mænd, græder højt og længe"

Det ville være synd og skam at miste sine feriebilleder eller måske den vigtige rapport eller stil, som skal afleveres i morgen (Hvis det er tilfældet kan jeg anbefale at gøre den færdig før du går i gang med det her projekt).

Men nu skulle du forhåbentlig gerne være rustet til at gå igang med installationen. Du kan vælge at kaste dig ud i det, de fleste nyere installationer er fantastisk nemme at følge, og er meget beskrivende i, hvad der egentlig sker. Det hører til sjældenhederne, at en Linux-installation bare viser et timeglas og beder dig om at vente.

Du kan også vælge at følge en af de guides, som gerne snart skulle dukke op her på bloggen.

SUDO

2012-02-26T00:36:00.000+01:00

Brugerniveau: Begynder
Forudgående kendskaber: Kom igang med terminalen
Nødvendig software: Et Linux system med administrative rettigheder

Anvendelsen af SUDO

SUDO er et program, som skal gøre det nemmere for en almindelig bruger, at udføre administrative kommandoer, uden at skulle behøve logge ud af systemet og tilbage igen som root (administrator).

Programmets navn er en forkortelse for "Super User DO" - Altså at udføre noget, som en super bruger.

Før SUDO kom til, anvende man SU, til at skifte brugeren til root . Her bliver man bedt om root kodeordet, og man var tvunget til at logge ud af root efter man havde udført den ene kommando man havde brug for. Mange ville glemme at logge ud, hvilket var et stort hul i sikkerheden på systemet.

Langt de fleste distributioner, har SUDO installeret fra starten. Denne guide tager udgangspunkt i, at programmet allerede er installeret

Måden man anvender SUDO på er ved at skrive det foran den kommando man ellers ville udføre som root. Men lige en advarsel først: Hvis du ikke er systemets administrator, og du forsøger at fuske dig adgang til administratorkommandoer, vil systemet nægte dig adgang. Det vil også sende en besked til root-brugeren, om dit forsøg på at omgås systemets sikkerhed. Hvis du selv har installeret systemet og er den eneste bruger, har du ikke så meget at frygte. Normalt bliver du bedt om at oprette en bruger på systemet, når du installerer. Den bruger bliver automatisk inkluderet og sat op, til at kunne benytte sig af SUDO.

Lad os prøve et eksempel, her forsøger vi bare at læse konfigurationsfilen til programmet:

cat /etc/sudoers

[Eks. 1.1] En fil, låst for uønskede øjne

Vi får med det samme at vide, at det kan vi sandelig ikke få lov til som ganske almindelige dødelige brugere. Men hvis vi nu forsøger med SUDO:

sudo cat /etc/sudoers

Her vil du blive bedt om at skrive dit personlige kodeord, for at bevise at du nu også er den du udgiver dig for at være. Det kunne jo ske, at en tilfældig person kom forbi dit skrivebord, mens du var væk fra din computer.

Efter du har skrevet dit kodeord, skulle SUDO gerne gå igang med at udføre den ønskede kommando. Når først du har givet til kende at du er den rigtige bruger, vil der gå en tid, før SUDO beder dig om at give dig til kende igen.

Du kan også anvende SUDO til at udføre kommandoer, som en anden bruger end bare root. Eks.: "sudo -u brugernavn kommando", husk at din bruger skal have tilladelser til at anvende disse privilegier.

Hvis du kan læse og forstå engelsk, kan jeg anbefale at læse den officielle manual for SUDO:

man sudo

[Eks. 1.2] SUDO manualen

Filhåndtering

2012-02-25T17:42:00.002+01:00

Brugerniveau: Begynder

Forudgående kendskaber: Kom igang med terminalen

Nødvendig software: Et Linux system

Oprettelse af filer med touch

Prøv at gå til dit brugerbibliotek, hvis du ikke allerede er der:

cd ~/

Nu prøver vi at oprette en fil med navnet "minfil":

touch minfil

Terminalen kommer ikke med nogen tilbagemelding, men i bund og grund er intet nyt, godt nyt. Altså er kommandoen gennemført. Du kan kontrollere det ved at liste indholdet af mappen og se om "minfil" dukker op i listen.

Nu skulle du gerne have en tom fil, uden nogen egenskaber. Siden den er tom, kan systemet ikke se om det er en billedfil, et program, det er ganske enkelt bare en tom skal med et navn, hvori vi kan lægge informationer.

Systemet behandler den, som alle andre normale filer og er egentlig ret ligeglad med hvad den indeholder. Det kommer ikke til at betyde noget, før man prøver at åbne den med et program.

Kopiering af filer
Nu kan vi prøve at skabe en kopi af filen med kommandoen cp:

cp minfil minfil2

cp (copy) kræver, at man først skriver navnet på den fil, man vil kopiere (evt. inklusive sti). Efterfulgt af navnet på hvad den kopierede fil skal hedde (også evt. inklusive sti).

Hvis du får en fejlmeddelse om at filen ikke er fundet, kan du istedet forsøge:

cp ./minfil ./minfil2

Nogle terminaler er ikke automatisk indstillet, til at kigge i den nærværende mappe og kræver at man specificerer hvor filerne befinder sig. Så når man skriver ./ betyder det altså at det efterfølgende befinder sig i samme mappe, som brugeren.

Slette filer
Siden vi ikke behøver to tomme filer, kan vi med nemhed fjerne den ene med rm:

rm minfil2

rm (remove) sletter filen. Her er syntaksen meget nem: rm filnavn.

Oprette mapper og flytte filer
Nu kan vi prøve at oprette en mappe og flytte "minfil" over i den:

mkdir minmappe

mv minfil minmappe/

Her er det vigtigt at bemærke skråstregen til sidst. Den fortæller systemet, at du vil flytte filen over i en mappe. Hvis du havde undladt skråstregen, ville det i stedet blive tolket som om, at du ville flytte filen over til en ny fil, med et nyt filnavn. Hvilket egentlig bare er en måde at omdøbe filer på.

Resumé

Du skulle nu gerne have lært at

oprette nye filer
kopiere filer
oprette nye mapper
slette filer
flytte filer

Filsystem

2012-02-25T17:33:00.001+01:00

Brugerniveau: Begynder

Forudgående kendskaber: Det anbefales at have gennemgået Kom igang med terminalen

Nødvendig software: Et Linux system

Denne guide har til formål, at forklare, hvordan filstrukturen er bygget op i Linux.

Filsystemet

Vi kan starte blødt, med at åbne en terminal og liste indholdet af /

ls /

[Eks. 1.1] Roden af filstrukturen

/bin

Denne mappe indeholder de programmer, som alle brugerne på systemet kan anvende. Bin er en forkortelse for Binary, hvilket angiver at mappen indeholde binære filer, som kan eksekveres som kommandoer.

/sbin
I sammenligning med bin, er sbin næsten identisk. Den indeholder også programmer. Forskellen mellem de to er, at programmerne i sbin, er reserveret til kun at kunne udføres af systemets administrator: root.

/etc
Her ligger alle de forskellige programmers indstillinger i form af tekstfiler.

/dev

Dev er en forkortelse af Device (enhed). En fil i denne mappe, er systemets repræsentation af en fysisk installeret enhed. En harddisk er f.eks. defineret som /dev/sda. Andre eksempler på enheder kan være /dev/eth, som er din netværksport og /dev/usb, som er dine usb-enheder.

/proc
Denne mappe er lidt speciel i forhold til de andre. Den indeholder oplysninger om de kørende processer på systemet. Her kan andre programmer aflæse status på forskellige ting, f.eks. peger /proc/uptime på hvor længe systemet har været i gang siden computeren sidst blev tændt eller genstartet.

/var

Variable filer. Her ligger filer, som er beregnet til at vokse. /var/log/ indeholder systemets logfiler, som man kan gå igennem for evt. at finde forklaringer på forskellige programmers opførsel. Andre mapper i /var indeholder systemets interne mailsystem, printerfiler (sendt mellem system og printer), og mange andre typer variable data.

/tmp

Her ligger filer, som kun skal anvendes midlertidig, hvilket også fremgår af navnet: tmp -> temporary (midlertidig). Filer, som ligger her, bliver slettet når computeren enten bliver genstartet eller slukket.

/usr

Usr mappen er beregnet til installerede programmer, som ikke er en del af det originale installerede system. /usr/bin indeholder samme type filer som /bin/, men indeholder programmer, som brugeren har installeret senere. /usr/sbin indeholder samme slags filer, men disse er adgangsbegrænsede til kun administratoren (root), har adgang til at køre dem.

/usr/lib indeholde biblioteker til de forskellige programmer. Et bibliotek er en slags forlængelse af et program, og indeholder funktioner og metoder, som forskellige programmer kan deles om. De kan betragtes, som .dll filer i Windows.

/home

Home-mappen, er grundmappen for hver enkelt brugers private område på systemet. For hver bruger, oprettet i systemet, findes der en mappe i /home/ some tilhører den pågældende bruger. Undtagelserne er virtuelle brugere og root. Det kommer jeg ind på senere.

Hver brugers mappe indeholder filer, som er specifikke for den enkelte bruger, som f.eks. personlige indstillinger til et program. Det er også her brugerens filer (dokumenter, billeder osv.) bliver gemt.

/boot

Her ligger filer, relateret til systemets opstart, det er den første mappe, systemet kigger i, når det starter op for at finde beksrivelsen af det system, der skal startes.

/lib

Lib er ligesom /usr/lib/ beregnet til at gemme programforlængelser, biblioteker. /lib/ er specifikt tilknyttet programmer, som findes i /bin/ og /sbin/.

/opt

Opt står for optional (valgfrit). Her lægges oftest udvidelser, plugins eller andet tilføjet software.

/mnt

Mount, er stedet hvor administratoren kan vælge at integrere andre filsystemer, det kan f.eks. være i form af en intern eller ekstern harddisk.

/media

Her integrerer man midlertidige filsystemer, som CD-drev, DVD-drev eller USB-Flash drev.

Filtyper

Linux har ingen generel navngivningsprotokol for filtyper, en tekstfil behøver ikke at hedde .txt eller .doc i slutningen. Det samme gælder andre slags filer, som filmklip og billeder. Dog benytter mange programmer i Linux sig af filendelser, for at brugeren nemmere kan skelne mellem filerne.

For at kende forskel på filerne, kigger programmerne ofte på hvad der står i starten af filen, når man åbner den (ikke filnavnet, men selve indholdet).

Linux Mint

2012-02-24T14:51:00.007+01:00

Hjemmeside: Linuxmint.com
Brugernivau: Lavt
Fokusgruppe: Desktop
Brugerflade: Gnome3
Pakkestyring: Debians dpkg/APT

Anbefalede specifikationer:
Processor: 1Ghz
RAM: 512MB
Diskplads: Mindst 5GB
Medie: CD/DVD eller USB-Pen
(Internetforbindelse anbefales under installationen)

Linux Mint-Projektet strækker sig helt tilbage til 2006. Hovedvægten på distributionen er lagt på brugervenlighed og at alting skal være nemt at gå til.

Linux Mint bygger på hovedsageligt på Ubuntu og anvender præcist de samme opdateringsværktøjer og følges ad med udgivelser af nye versioner.

Udgaver
Linux Mint kan hentes i flere udgaver, alt efter hvad slags struktur ens computer anvender, og hvilken slags grafisk brugerflade man foretrækker.

Her er en oversigt over de forskellige versioner i skrivende stund:

Linux Mint 12 Lisa (Standard)
Med Gnome eller KDE
32 og 64bit
LiveCD og LiveDVD

Denne installation anbefales for nye brugere af Linux. DVD'en indeholder lidt flere programmer og de mest anvende multimediecodecs til lyd og video. Det er mest anbefalelsesværdigt at hente CD'en og senere opgradere installationen over internettet. Når først systemet er installeret, har man fuld kontrol over installation af programmer.

Linux Mint Debian (LMDE)Med Gnome eller Xfce
32 og 64bit
LiveDVD
LMDE følger Debians udgaver løbende. Den anvender Debians pakke-servere i testing og squeeze udgaverne. Dvs. Ubuntu helt er holdt ude af denne distribution. LMDE anbefales kun for de lidt mere øvede Linux-brugere, da Debians testing udgave er en samling af de nyeste versioner af programmer. Af navnet fremgår det også at, udgaven netop er beregnet til at teste de nye versioner af programmer. Folk som oftest bruger testing, står gerne i kontakt med programmøren og melder tilbage om fejl, som opstår i forbindelse med brugen af programmet. Derfor vil man i denne udgave opleve mange flere opdateringer og meget ustabile programmer.

Standard programpakke

Standardudgaven af Linux Mint kommer med en bred vifte af installerede programmer:

Gimp
LibreOffice
Firefox
Thunderbird
Pidgin
Transmission
X-Chat IRC
Banshee Mediaplayer
Brasero Disc Burner
Gnome Mplayer
VLC Media Player

Forberedelser til installationen

Når CD'en eller DVD'en er hentet (Jeg anbefaler at hente via en Torrent klient), kan du vælge at brænde den ud på en skive, eller installere den på et USB-Flash drev. Jeg foretrækker selv det sidste, da man oftest bare bruger skiven én gang. Når man så måske engang i fremtiden får brug for den igen, er der allerede udkommet en ny og bedre version, som man så skal til at hente og brænde en ny skive.

Med USB-drevet, er det bare at overskrive igen og igen.

LiveCD/DVD

På grund af at både CD og DVD er udformet som Live-udgaver, er det faktisk ikke dræbende nødvendigt at installere systemet. Jeg har før hørt om brugere, med bærbare computere, hvor harddisken var bukket under. De beholdt bare skiven i drevet, eller USB-Pennen i porten og startede op på den hver gang de skulle anvende computeren.

En LiveCD indebærer altså, at du har et anvendeligt system, så snart du har startet op fra CDen. Det gør det lettere at prøve et system af, før man egentlig bestemmer sig for, om det er noget man kan tænke sig at anvende i fremtiden.

Jeg har valgt her at starte op fra LiveDVD'en, men forskellen mellem DVD'en og CD'en er så lille at det nok ikke gør det helt store forskel:

[Eks. 1.1] Skrivebordet efter opstart fra LiveDVD

Her kan du vælge at prøve de programmer, som følger med i Linux Mint. Alting virker, som var det installeret på din PC. Dog er det vigtigt at pointere, at hvis du skal gemme noget eller lave ændrer til opsætningen, er det vigtigt at du har en harddisk eller et USB-Flash drev at gemme dine dokumenter eller indstillinger. Hvis du glemmer at gemme før du slukker eller genstarter din PC, vil alting være borte næste gang du starter fra disken.

Installationen

Jeg behøver nok ikke fortælle, at du skal dobbeltklikke på den fine, runde CD-skive, hvor der står "Install Linux Mint", men nu er det gjort for en sikkerheds skyld.

[Eks. 1.2] Valg af sprog

Efter lidt ventetid, skulle du gerne komme frem til en menu, hvor du kan vælge sprog. Siden denne guide er henvendt til de dansktalende Linuxbrugere, er det jo kun passende at vælge tilsvarende.

Den lille notits om udgivelsesnoterne, åbner bare en browser, og linker til udgivelsesnoterne på Linux Mints hjemmeside.

Hvis du vælger at fortsætte, vil installationen allerede begynde at sætte krav til dig. Det er dog vigtige krav. Du skal have mindst 5,8GB plads fri på din harddisk (Siden jeg har valgt at installere fra DVD'en kan kravet være betydeligt mindre når det gælder LiveCD'en. Desuden anbefales du at være tilkoblet internettet. Dette er primært for at kunne hente og installere diverse sikkerhedsopdateringer og eventuelle programmer, man gerne vil benytte. Hvis kriterierne er opfyldt, er du velkommen til at trykke dig videre.

[Eks. 1.3] Valg af installationsmetode

Næste skridt er, at vælge hvor og hvordan vi vil installere. Hvis du er 100% sikker på, hvilken disk du gerne vil installere på, og at du gerne vil anvende HELE disken til Linux systemet, kan du vælge "Slet disk og installer Linux Mint". Hvis du er lidt mere øvet, eller har behov for at klemme installationen ned på en disk, der allerede har en anden partition med data, vælger du "Noget andet.

Jeg skal forsøge at beskrive begge valgmuligheder så godt jeg kan. Til at starte med kan jeg beskrive, hvad der sker hvis man vælger den første:

[Eks. 1.4] Installationsmedie

Her viser installationen, hvilke diske, der er registreret i systemet. Her ser vi, at jeg har en harddisk på 8,6GB, som er identificeret som /dev/sda. Her kan det være en stor fordel, hvis man har flere diske installeret, at kende sine diske fra hinanden på størrelsen. Undtagelsen er selvfølgelig, hvis man har to identiske diske installeret. Her er det bedst, hvis der er tale om SATA diske, at sætte stikket til din installationsdisk i den første SATA port. Kig evt. i manualen til dit bundkort. Ofte står der også skrevet på selve bundkortet ud for portene, hvilket nummer, porten har.

Grunden til at rækkefølgen er vigtig er, at Linux identificeret alle diskene på alle portene, og tildeler dem adresser i filsystemet. Derfor kommer disken i den første SATA port til at hedde /dev/sda (/DEVice/SataDiska) Den næste kommer til at hedde /dev/sdb osv.

Så ved at kende rækkefølgen på diskene, kan du nu også vide dig sikker på, hvilken disk du vælger under installationen.

Men for alle tilfældes skyld: Lav en sikkerhedskopi!

Hvis du trykker næste her, vil systemet formattere og oprette de partitioner, som behøves til at installere.

Men i tilfælde af, at du gerne vil have hænderne lidt ned under motorhjelmen, (og det er jo altid fristende, ikke?). Så spoler vi lige lidt tilbage til eksempel 1.3 og vælger låge nr. 2:

[Eks. 1.5] Manuel oprettelse af partitioner

Her har vi mulighed for at manipulere disken eller diskene på systemet. I mit tilfælde har jeg kun en her.

Det, som minimum kræves af Linux for at køre, er to partitioner:

Root ( / ) og Swap

Ja, syrlige navne, der ikke giver så meget mening, endnu. Den første partition vi skal installere er Swap. Jeg vil senere komme ind på, hvorfor det er en fordel, at den ligger først.

Start med "Ny partitionstabel", hvis din disk ikke allerede har en. Hvis din disk har partitioner, som ikke skal anvendes længere, vælger du at slette dem her (MEN KUN hvis du er 100% sikker på at alt i partitionerne er ok at slette!). Med en frisk partitionstabel, kan vi nu vælge at oprette en ny partition:

[Eks. 1.6] SWAP partitionen

SWAP partitionen
Systemet skal bruge en SWAP partition. Det kan sammenlignes med Windows' Pagefile.sys. Det er et område, som er reserveret til systemet. Hvis rigtig sjælden gang, at man skulle opleve at løbe tør for hukommelse på systemet, det kan måske være fordi man af en særlig årsag fik lyst til at åbne samtlige programmer installeret i systemet. Når det så engang sker, så vil systemet begynde at benytte pladsen, reserveret i partitionen.

Grunden til, at det er en fordel at lægge swapområdet først på disken er, at begyndelsen af disken ligger nærmest diskens skrivehoved. Så længe man har diske med bevægelige dele, er det altid hurtigst at komme til begyndelsen af disken.

Partitionstypen skal være Primær. En Logisk partition er egentlig bare en virtuel partition, som kan indeholde flere partitioner. Det er et gammelt levn fra fortiden og burde egentlig være sendt til de evige bit-marker.

Størrelsen af SWAP partitionen er noget, eksperterne altid har været uenige om. Mange bruger en tommelfingerregel om, at den skal være dobbelt så stor, som størrelsen af RAM. Så hvis man har 4GB RAM, burde man have 8GB SWAP. Andre igen siger at det kun bør være halvdelen af størrelsen af RAM.

Af egne erfaringer, har jeg aldrig oplevet at løbe tør for RAM i Linux. Jeg har aldrig haft mere end 4GB RAM og min SWAP har aldrig været større end 2GB.

MEN, man behøver ikke at frygte at vælge for lille en størrelse, da Linux faktisk også er i stand til at anvende SWAP filer. Disse kan lægges til senere hen hvis det skulle blive nødvendigt.

[Eks. 1.7] Root partitionen

Root partitionen

Hovedpartitionen med hele vores filstruktur, kaldes Root, og er markeret med en skråstreg. Alle filer i systemet, udspringer fra denne skråstreg. så den er "roden til alt". Root partitionen, skal helst være over de beskrevne 5,8GB. Dette gælder især hvis du har tænkt dig at installere flere programmer og opdatere systemet fra tid til anden.

Jeg vil anbefale en størrelse omkring de 50GB. I dette eksempel har jeg dog valgt en mindre partition.

I menuen "brug som", kan du vælge imellem flere forskellige filsystemer. Det mest anvendte hedder ext4. De andre systemer kan være bedre at have i bestemte situationer, men grundlæggende er ext4 aldrig et dårligt valg.

Nu skulle du gerne have et vindue, der ser nogenlunde således ud:

[Eks. 1.8] Partitionstabellen

Når du går videre, begynder systemet at arbejde på at udføre de ændringer vi har valgt til diskene. Partitionerne bliver oprette og de, som behøver det, bliver formatteret. Bagefter vil installationen begynde at lægge filer over på vores nyskabte system.

[Eks. 1.9] Placering

Første spørgsmål går ud på at fortælle hvor i verden du befinder dig. Dette er udelukkende til at bestemme, hvilken tidszone, du befinder dig i. Dit ur vil blive justeret, så det viser den korrekte tid for din tidszone. Det er ikke så vigtigt at der står Copenhagen, det er bare en reference. Hvis du bor et sted indenfor det grønne område, du har valgt, bliver dit ur stillet korrekt.

[Eks. 2.0] Tastatur

Når du klikker dig videre, har installationen allerede regnet ud, at en dansktalende person, som bor i samme tidszone, som de fleste andre danskere, anvender et dansk tastatur.

Du kan prøve dit tastatur af, under de to vinduer, med tekstfeltet "Skriv her...". Prøv evt. at skrive æ, ø og å. Hvis ikke der dukker noget på, kan du afprøve de forskellige danske tastaturer i listen til højre.

[Eks. 2.1] Brugerindstillinger

Nu er det på tide at oprette din bruger i systemet. Du kan vælge at skrive hele dit navn i det øverste felt, men det er ikke bydende nødvendigt. Navnet på din computer, anvendes til at identificere dig på et netværk mellem andre computere. Her er det kun fantasien, som sætter begrænsninger for hvad du kan kalde din computer. Dog kan du ikke få lov til at bruge specialtegn, eller danske tegn. Systemet vil hurtigt fortælle dig om navnet kan anvendes eller ej.

Dit brugernavn og adgangskode er vigtig at huske, uden adgangskode kan det blive ret svært at komme ind i Linux. Med mindre selvfølgelig du vælger at logge systemet ind automatisk. MEN, hvis du har brug for at installere eller fjerne programmer, opdatere systemet eller andre administrative opgaver, SKAL du skrive din adgangskode.

Hvis du har tænkt dig at have andre brugere på systemet, som du ikke ønsker får adgang til dine følsomme oplysninger, kan du vælge her at kryptere hjemmemapperne.

[Eks. 2.2] Selve installationen

Når du oplysninger er på plads, begynder selve installationen. Den del, der tager længst tid. Du kan nu trygt rejse dig fra stolen, gå ud og sæt noget kaffe eller te over (det er tradition at drikke varme drikke eller cola når man installerer Linux). I mellemtiden vil du blive serveret med nogle korte informationer om Linux Mint og hvad du kan bruge det til. Du kan skifte mellem dem, ved at klikke på pilene mod højre og venstre. Ellers skifter de af sig selv efter en tid.

Hvis der er kritiske sikkerhedsopdateringer, vil installationen forsøge at hente og installere dem med det samme. Derfor er det anbefalelsesværdigt at computeren er koblet til internettet under installationen.

[Eks. 2.3] Afslut installation

Når du vælger at genstarte, vil du blive bedt om at fjerne installationsmediet og trykke enter. Eter det er gjort, vil systemet blive genstartet.

Hvis du har et andet system installeret i forvejen, ville ud i løbet af installationen blive spurgt om, hvad du har tænkt dig at gøre med det. Hvis du har valgt at beholde den tidligere installation, vil den blive tilføjet en menu, som vil dukke op under opstarten. Her får du mulighed for at vælge system, og om du vil starte i Safe Mode (fejlsikret tilstand) eller om du vil udføre en test af din PC's hukommelse.

Hvis denne installation er den eneste, får du ingen menu, men kommer direkte ind i Linux Mint.

Efter opstarten skulle din skærm gerne se nogenlunde således ud:

[Eks. 2.4] Linux Mints velkomstskærm

Så er det ellers bare med at komme igang med lege, udforske og prøve ting af. Hvis du føler du sidder fast med noget, kan du åbne menuen øverst til højre og vælge "programmer/internet/X-Chat IRC". Det vil åbne et chat-program, som går direkte ind på to chat kanaler. I dem begge, sidder Linux Mint brugere fra hele verdenen, og diskuterer og hjælper hinanden. Dog må der kun tales engelsk i kanalerne, så alle kan forstå.

Tilbage er der kun at sige:

"God fornøjelse med din nye Linux Mint installation"

Kom igang med terminalen

2012-02-24T14:50:00.091+01:00

Brugerniveau: Begynder
Forudgående kendskaber: ingen
Nødvendigt installeret software: Et linux system

I skrivende stund, har de fleste Linux-distributioner et standard vindueshåndteringsprogram (Window Manager). Så når man først har installeret Linux, så har man et grafisk miljø at navigere rundt i med musen.

Men nogle gange er der en fordel i at anvende en terminal, for at udføre forskellige jobs.

En terminal kan næsten betragtes, som et chatprogram i stil med messenger. Her skriver du hvad du gerne vil have din computer til at gøre, computeren så svarer tilbage (oftest) om resultatet af, hvad du bad den om.

Adgang til terminalen

For at få adgang til en terminal, er der en række muligheder.

Du kan åbne et program, som giver dig et vindue, du kan skrive i direkte.

Disse ligger oftest i din programmenu og hedder Terminal eller noget, der minder om det.

Du kan også vælgre at "bladre" over til din system-terminal.

De fleste Linux distributioner er oftest bygget op til at have forskellige virtuelle skærme, som man kan skifte imellem. Du kan bladre mellem dem, ved at holde CTRL, ALT og F1 til F7 inde.

Din terminal findes på CTRL-ALT-(F1-F6), der har du seks forskellige at skifte imellem. Din grafiske brugerflade findes på CTRL-ALT-F7.

Opbygningen af terminalen

Der er ikke meget at kigge på i dette eksempel. Jeg har valgt at åbne en terminal på min grafiske brugerflade. Din terminal ser helt sikkert anderledes ud og kan indeholde meget forskelligt tekst. Det afhænger meget af, hvilken distribution du har valgt at installere, og igen hvilken slags terminal du anvender. Hvis du har valgt at anvende systemets terminal, vil det sikkert kræve, at du logger ind med dit brugernavn og kodeord først.

[Eks. 1.1] Et eksempel på en terminal

Dette eksempel viser kun én linie med tekst: "mads@minty ~ $: _"

Det kræver lidt nærmere forklaring; "mads" er en henvisning til brugeren, i dette tilfælde er det mig selv. Snabel-a'et angiver, som i en e-mailadresse, ordet "hos". "Minty" er det navn, jeg har givet min computer, eller rettere, det system jeg har installeret på min computer. Til sidst har vi det bølgede tegn, som er en angivelse af, at vi nu befinder os i den aktuelle brugers personlige mappe.

Så her fortæller terminalen, hvilken bruger man er logget ind som, hvilket system man er logget ind på og hvor man befinder sig på det pågældende system.

Kommandoerne

Så nu er det på tide at komme igang med at kommandere rundt med din computer. :o)

Windows/DOS' filstruktur, er som de fleste er bekendt med, bygget op efter drevbogstaver, oftest med C:\ som roden til systemet. Her adskiller Linux sig markant, ved at have en struktur, hvor den øverste mappe bare er markeret med en skråstreg ( / ).

For at danne dig et overblik over filstrukturen, kan du prøve at skrive følgende ind i din terminal og tryk enter:

cd /

For fremtidig reference vil jeg skrive kommandoerne med denne skrift, for at den nemt kan kendes fra den almindelige tekst.

Du kan nu bemærke, at den bølgede linie er blevet skiftet ud med en skråstreg. "cd" er en af de mest anvende kommanoer i en terminal, da den flytter fokuset til den mappe, hvor man har tænkt sig at være.
"cd" er en forkortelse af det engelske "Change Dir" (Skift Mappe).

Nu hvor vi står længst tilbage i systemet, kan vi jo passende tage og få lidt oversigt over filstrukturen:

ls

Her beder vi systemet udskrive en liste på skærmen, over hvad den mappe vi står i, indeholder.

[Eks. 1.2] ls kommandoen

Med kommandoen ls beder vi systemet udskrive en liste, hvilket kommandoen er en forkortelse af (list). Ls er meget nyttig i mange situationer, da det synliggør filstrukturen for brugeren. Man kan vælge at udskrive en liste over en mappe man ikke befinder sig i. Prøv at skrive følgende ind, UDEN at trykke enter:

ls /us

Prøv at trykke en enkelt gang på tabulatortaten, efter du har skrevet ovenstående. Nu skulle systemet gerne have gjort linien færdig, så der står: "ls /usr/". Et tryk på enter udskriver listen over mapper og filer i /usr, uden at vi behøver at bevæge os ind i den.

Tabulatoren anvendes til at få systemet til at gætte hvad du vil til at skrive. Metoden kan anvendes på at gætte navnene på kommandoer, filnavne og mapper.

Lad os prøve at kigge lidt mere på tabulatorens anvendelse. Undlad at trykke enter efter denne kommando. (~ findes på danske tastaturer til højre for Å, tryk på højre ALT ~ og bagefter mellemrumstasten)

ls ~/Do

Tryk nu først én gang på tabulatoren. Hvis ikke der sker noget, er det fordi systemet ikke direkte fandt frem til, hvad det er du vil. Prøv nu at trykke enter igen... Nu skulle systemet gerne vise dig, om der findes nogen valgmuligheder. Bemærk at d'et skal skrives med stort. Til forskel fra eksempelvist Windows/DOS, kender Linux forskel på små og store bogstaver. I mit tilfælde ser det således ud:

[Eks. 1.3] Tabulatorens funktion

Fordi der findes to elementer i mappen, som hedder "Do" i starten, kan systemet ikke med sikkerhed sige, om det er det ene eller det andet element, du ønsker at udføre en handling på.

Men vent! der er meget mere til kommandoer. Prøv følgende:

cd /usr
ls -l

[Eks. 1.4] Brugen af argumenter

Her bevæger vi os ind i mappen /usr/ og beder ls om at liste indholdet i mappen.

Til forskel fra før, har vi givet ls et argument at arbejde med, nemlig "-l".

Et argument er en måde at fortælle programmet, HVAD det skal gøre. Argumenterne skrives oftest lige efter navnet på kommandoen. Så rækkefølgen lyder: "programnavn -argument /sti/til/mappe/eller/filnavn". I programmet ls, har programmøren bestemt, at -l argumentet skal vise listen i et mere detaljeret format. Andre programmer kan have tillagt en anden funktion til argumentet -l eller måske slet ikke benytte l.

At navigere i terminalen

Der findes nogle meget simple genveje, til at behandle teksten i terminalen og skabe et overblik over alle de information, som suser forbi.

Nu er din terminal sikkert fyldt med en masse tekst, og meget af det er sikkert allerede forsvundet fra skærmen. Det beyder ikke at det ikke eksisterer længere, man kan stadig rulle tilbage og se, hvad man har gjort før.

Men først, prøv at trykke CTRL-l.

Nu har du en dejlig ren og nydelig terminal igen, klar til at fylde op med output fra din næste kommando. Men teksten er ikke blevet slette. Vi har bare rullet teksten af vejen, så vi skal bare forestille os, at den befinder sig over den linie vi står på, og altså bare ikke er synlig.

For at rulle teksten op og ned, kan du benytte SHIFT-PAGEUP og SHIFT-PAGEDN tasterne. Det er meget nyttigt, hvis den kommando man har udført, skriver flere linier på skærmen, end der er plads til.

Resumé

Efter denne korte gennemgang, skulle du gerne være i stand til:

At åbne et terminalvindue eller navigere til systemets terminal
At bevæge dig mellem mapper
At liste indholdet af de forskellige mapper i systemet
At rense terminalen for tekst
At rulle teksten i terminalen op og ned

Til sidst er der bare at logge ud fra terminalen. Det kan du f.eks. gøre med kommandoen "exit", eller bare ved at trykke CTRL-d.

Det var kort om terminalen, og hvordan man bruger den. I andre artikler, vil jeg gå nærmere ind på filhåndtering, program installation/opdatering og brugertilladelser/brugeradministration.