Jeg har lyst til at nedbryde tabuer og fordomme. Jeg har lyst til at råbe til verden, at jeg fucking også er her. Jeg har lyst til at blive set og hørt og anerkendt.

Jeg har lyst til, at finde en mening med al den modstand livet har budt mig. Og al medgangen og kærligheden. Kærligheden er stor og vigtig. Lige her er jeg meget velsignet.

Men nogle gange føler jeg mig glemt og gemt. Sat på pause og i venteposition til livet. Det rigtige liv. Men livet er nu og det skal leves. Ingen ved hvad der sker i morgen.
Så jeg har lyst til at råbe op og retfærdiggøre min eksistens. Og i endnu højere grad min førstefødtes. For han bliver ikke altid mødt og anerkendt som et rigtigt menneske. For han gør så mange ting der ikke er rigtige. Han opfører sig ikke som det forventes af en 10 årig. Han er forkert. Men han er min og han er lige så rigtig og vigtig som hans søster. Selv om hun er rigtig og gør det der bliver forventet.

Nogle gange bliver jeg anset som fjenden. Fordi jeg ikke synes “systemet” er min fjende. Måske fordi jeg engang selv var fjenden. Det er interessant synes jeg.
Det giver mig også lyst til, at råbe op. For jeg er ikke fjenden. Sygdommen er fjenden. Sygdommen, uvidenhed og fordomme de er sande fjender.

Jeg ved at der findes stor sorg. For jeg kender den helt personligt. Den er også fjenden, men kun i det omfang jeg lader den være det.

Og så er der angsten, den er også en af fjenderne. Den er, sammen med sorgen, blevet min følgesvend. Hver eneste dag er den med mig. For livet har lært mig at det er farligt og jeg kan miste det og dem jeg elsker aller mest hvert sekund det skal være. Men også angsten har jeg lært mig selv at leve med og ikke lade den fylde alt det den ellers gerne vil fylde. Hvis den fik lov.

Jeg er ikke fjenden. Men jeg har mange fjender.

I forstå ofte ikke. For hvordan skal I kunne forstå, derude i jeres perfekte liv? Det er ensomt her. Fordi I ikke forstår og fordi der er så mange ting vi ikke kan. Fordi vi er forkerte. Nogle gange bliver jeg jaloux på jer. På jeres perfekte liv, hvor alting virker nemt. For her er mange ting svære og hårde. Så kigger jeg på min førstefødte og tænker at han er forkert. Men det er forkert. For han er ikke forkert. Det er mig der er forkert og fuld af foredomme. Han er den smukkeste, stærkeste og mest ægte jeg kender.

Vi har givet ham et søster. Det er stort og vildt. Med hende bliver han endnu mere rigtig. Han elsker hende og hun elsker ham. I hendes øjne er han altid rigtig. Gid det altid må være sådan. Hun er smuk og tålmodig, omsorgsfuld og kærlig. Hun fuldender vores familie. Med hende bliver vi mere rigtige. Lidt mere som jer.

The post Forkert first appeared on Mallemor.

Jeg har prøvet det én gang tidligere og der var jeg ved læge 3 gange, alle gange uden at han kunne finde ud af, hvad det var og pludselig var det væk igen.
Så jeg gider ikke rigtig gå til læge med det denne gang…..

Den sidste halvanden måned har der været fuld fart på med en masse ting – blandt andet med vores podcast Ramt.nu.

Det er spændende, energigivende og helt vildt fedt, at være igang. Men det er også hårdt, fordi al start jo er hård og fuld af arbejde, øvelse og ting der skal klares.

Vi har optaget 2 episoder.
Den første er en kort præsentation af Louise og mig og hvad vores projekt går ud på.
I anden episode havde vi besøg af mega seje forfatter og filminstruktør Anne-Grethe Bjarup Riis til en snak om netværk.

En søndag aften, hvor jeg sad og kiggede på min telefon, faldt jeg tilfældigt over en artikel hun havde skrevet og herefter skrev jeg til hende, om hun havde lyst til at deltage i vores podcast. Det havde hun og jeg var ærligt sådan ret overrasket og overvældet og lidt starstruck!

Anne-Grethe er sej og modig og jeg synes, at vi havde en rigtig god snak om netværkets betydning, når man har et barn der bliver ramt af en alvorlig sygdom.

I næste uge optager vi 3. episode. Den skulle have været med endnu en gæst. Men da hendes søn skal opereres to dage inden, bliver vi nødt til at udskyde hendes besøg til november. Så i stedet bliver det Louise og mig der taler om den anderledes og til tider MEGET uforudsigelige hverdag der følger med, når ens barn bliver ramt af alvorlig sygdom eller handicap. 

Ud over at forberede og optage podcasts, så har vi også brugt tid på at reklamere for os selv, da vi jo gerne vil nå ud til så mange som muligt. Men jeg må erkende, at det sgu ikke er det nemmeste i verden.
Sigurds epilepsi er ret træls, om natten, for tiden. Det betyder at jeg ikke sover ret meget. I stedet ligger jeg og kigger på ham og tænker. I nat kom jeg frem til et par nye ideer til, hvordan vi kan udbrede kendskabet til vores podcast. Men jeg skal lige have det forbi Louise først, vi skal jo gerne være enige.
Så for nu, vil jeg synes at det vil være freaking awsome, hvis nogle af jer, vil lave lidt larm for os!!!

KYS!

The post Øreproblemer, søvnløse nætter og en podcast first appeared on Mallemor.

Lige for tiden kører jeg en blanding af stress, menstruation og antibiotika.
Men det er okay. Jeg er okay. Træt men okay. Jeg burde sove nu, klokken er alt for mange, men jeg kan ikke slukke for mine tanker og jeg ved, at jeg formodentligt kan sove i formiddag, når børnene er fulgt/kørt i børnehave og skole.

Louise og jeg optager første Podcast på torsdag og så yderligere to her i oktober.
Den første episode kommer til, at være relativ kort, tror jeg. Det bliver mest af alt en velkomst og præsentation.
De næste to episoder bliver med gæster. Det er lykkedes mig, at skaffe to ret seje gæster, som jeg er helt sikker på kommer til, at bidrage med nogle spændende samtaler.

Inden første optagelse skal vi have taget billeder og hjemmesiden skal gerne være færdig.
Heldigvis er jeg så heldig, at jeg har en sød mand, der både kan og vil lave vores hjemmeside.

Det er virkelig spændende, men også en smule angstprovokerende, for pludselig bliver jeg i tvivl om jeg overhovedet kan finde ud af det her, er jeg god nok, interessant nok?

Jeg har koordineret og booket aflaster og hjælpere og dobbelt tjekket med Jimmy’s kalender. For det er helt afgørende for, at dette kan lade sig gøre, at jeg er 100% sikker på, at jeg har nogle der kan tage sig af og passe (på) mine børn, når jeg optager.
Jeg må nødvendigvis udliciterer noget af mit forældreansvar, for et par timer, og det er ikke altid nemt i vores familie.

Selv om jeg lige nu, her midt nat, er en smule presset og nervøs, så er jeg mest af alt glad og spændt på, at komme rigtig i gang med vores projekt – ramt.nu. Vi bliver pisse gode, gør vi

The post Snart klar til optagelse first appeared on Mallemor.

Jer der er faste læsere af bloggen, kan måske huske min vej, hvor jeg har overvejet alt fra at skrive en bog og holde foredrag til, at komme frem til, at jeg gerne vil lave en Podcast. Sammen med Louise, som er psykolog og som har mange års erfaring med pårørende til alvorligt syge børn. 

Nu er vi så langt i processen, at vi har købt udstyr, fået lavet logo og musik. Jimmy er i gang med, at lave vores hjemmeside (ramt.nu) og jeg er i gang med, at skaffe en fotograf og vigtigst af alt gæster! Det er vildt, skræmmende, grænseoverskridende og helt fantastisk!

Det tager en stor del af min fritid og det kommer helt sikkert også til, at have betydning for bloggen. For selv om der ofte er indlæg, som jeg genre vil skrive, så har jeg faktisk sjældent tid eller overskud til det længere.

Som jeg skrev sidst, så kommer jeg ikke til, at lukke helt ned her på bloggen og jeg tænker også, at der kommer indlæg af og til. Men hvis I stadig gerne vil følge mig, så bliver det fremover primært på Instagram og Podcast´en I kan følge mig…. Og det håber jeg selvfølgelig nogle af jer gerne vil, for det vil jo ærligt være sjovere og mere meningsfyldt, hvis der er nogle der vil lytte med og måske kan få noget ud af det.

The post Jeg har det vildt first appeared on Mallemor.

Der er mange årsager til, at bloggen er “forsømt”. Men mere herom en anden gang.

I dag har været en effektiv formiddag. Jimmy og jeg har været til møde med Sigurds socialrådgiver og vores kontaktperson fra aflastningsordningen. Et godt og vigtigt møde.
Herefter indkøb og frokost.

Nu har jeg lige en lille time, inden Sigurd skal hentes og den har jeg lyst til, at bruge på at skrive et indlæg.

Herhjemme går det, som for det meste, op og ned. 
Sigurd har det svært for tiden. Han har modstand på stort set alle skift, ændringer og forandringer. Det er helt vildt hårdt, men samtidig er det jo også positivt, at han siger fra og ikke blot godtager alt. Han har sin egen vilje og det er super godt! MEN det er også VIRKELIG hårdt med alle de kampe og diskussioner, som det afstedkommer. Fordi han også har modstand i mod, at skal have medicin, at spise aftensmad sammen med os andre, at få tøj på, at skal i bad, at skal op af badet igen, at skal i skole (lige ind til han sidder i bilen) og alt muligt andet.

Vi har talt med skolen om det, af flere omgange. Fordi de også ser, at han har modstand på selv små ting. Men de ser samtidig en udvikling, hvor han er blevet meget mere social, hvor han deltager aktivt og verbalt i morgensamlingerne og hvor hans latenstid er blevet væsentligt kortere.

Vi antager, at det handler om flere forskellige ting. Først og fremmest bruger han jo en del energi på, at udvikle sig. Derudover er han er pre-teenager og hans hormoner begynder, så småt at rase og så har han helt sikkert fundet ud af, at det er en mulighed, at sige fra og at man af og til får sin vilje – særligt hvis man skriger højt og længe nok. Men noget af det handler desværre også om, at han er bange for sin epilepsi og derfor helst ikke vil være andre steder end hjemme og helst bare inden for. Det oplever vi blandt andet ved, at han næsten hver dag, inden skole skriger højt, sætter sig ned og råber stesolid. Han skal naturligvis ikke have stesolid, hver dag inden skole og han har heller ikke behov for det. Men for at få ham ud af døren, er det nødvendigt at give ham en placebo. 

Hans anfald er der pt. sådan nogenlunde ro på. Eller det vil sige, han har stadig (flere) anfald hver eneste dag (og bliver dermed hurtigt træt og udkørt), men de store anfald, hvor han falder om og kramper, dem kan der heldigvis godt gå 14-20 dage i mellem. I hvert fald, hvis det ikke er for varmt, for de dage, hvor temperaturen har sneget sig op omkring de 30 grader, så har vi også været ret sikre på anfald.. Så jeg er ikke kæmpe fan af mega varme og høj sol – tvært i mod.

Men hans adfærd fylder meget. Han er fortsat glad og kærlig og sjov – han har faktisk virkelig meget humor og det elsker jeg! Men hans modstand, skrig, basken med armene og så videre, det trækker sgu ind i mellem tænder ud. Det er hård og vi bliver trætte. 

Men noget inde i mig har ændret sig – og hvis jeg skal være helt ærligt, så tror jeg faktisk ret meget af det handler om lillesøster Vilma. Hun er min lille lykkepille og jeg elsker alt det glæde, spontanitet og normaltet, som hun har ført med sig.

Det er som om, at jeg er blevet bedre til, at fokusere på det positive og lykkelige. Alt det hårde og tunge og svære og trælse, som jo stadig er en del af vores liv, får ikke længere lov til at fylde helt så meget og det smitter helt sikkert også af her på bloggen. Det har altid været nemmest, at skrive om alt det svære (og det har også altid været det, som har fået fleste visninger). 

Men bloggen er her endnu og det bliver den ved med. Bloggen lukker ikke helt ned, men noget kommer til, at ændre sig. Det er det jo allerede og har været det længe. Der bliver længere og længere mellem indlæggene og det er faktisk helt okay. 

The post Nyt herfra first appeared on Mallemor.

Det er efterhånden alt for sjældent, at jeg får skrevet indlæg her på bloggen. Det er der mange årsager til. Men den primære årsag er nok, hvis jeg skal være helt ærlig, at livet gør mindre ondt nu, end det gjorde for 5 år siden, da jeg startede bloggen.
Dengang skrev jeg 10 gange så mange indlæg og der var over 10 gange så mange der læste mine indlæg. Jeg har mistet momentum. Det er okay.

Dengang handlede mange af mine indlæg om sorg, smerte og tunge følelser.
For livet gjorde mere ondt dengang, end det gør nu.
Det har altid været de “tunge indlæg”, fulde af følelser, som I bedst har kunnet lide at læse (eller i hvert fald er det de indlæg, der fik flest visninger) og faktisk har det også været de indlæg, som jeg bedst har kunnet lide at skrive. Det er de indlæg, der har været nemmest, for mig, at skrive/formulere.

Hverdag, det gode, det sjove og det dejlige er mindre naturligt og nemt for mig, at skrive om.

Jeg har tænkt en del over, hvad det mon skyldes?

I gennem hele mit liv har jeg oplevet meget smerte, både fysisk og psykisk og bla bla bla…. Det kunne jeg skrive vældig meget om. Men det gider jeg ikke. Det er ligemeget og jeg magter ikke, at sætte mig selv i offerrollen.

For nyligt er det gået op for mig, at jeg finder en eller anden underlig form for tryghed i smerten og sorgen. Fordi den er så velkendt.
Jeg tror ikke, at folk omkring mig opfatter mig som et sorgfuldt menneske. Det gør jeg heller ikke selv. Jeg tænker på mig selv, som en der kæmper, en der nægter at lade sig knække. Men det betyder jo ikke, at sorgen og alt det svære ikke er derinde, et eller andet sted, og i et vist omfang nok altid har været der.

Når jeg sådan sætter ord på det, lyder det helt skørt, at jeg finder tryghed i smerte og sorg. Men vi finder vel alle tryghed i det velkendte?

Men nu er livet altså, for det meste, dejligere og nemmere og det betyder åbenbart, at jeg ikke får skrevet ret mange indlæg længere.

Det vil jeg gerne lave om på, øve mig i at blive bedre til at beskrive det gode og dejlige (også selv om det ikke er de indlæg, der giver flest visninger). For det gode og positive er jo enormt vigtigt og ægte og relevant.

Og bare rolig, træerne vokser ikke ind i himlen. Livet er fortsat ind i mellem pisse hårdt og smerteligt og alt det svære overvælder mig stadig. For eksempel er jeg hver eneste dag bange for, at miste. Så alt bliver helt sikkert ikke kun rosenrødt herinde på min lille blog.

The post About today first appeared on Mallemor.

Nå, men nu skal jeg nok lade være med, at brokke mig mere (for nu). Vi kom fra, at jeg fortsat er bange, for det er jeg. Men det har fundet et mere sundt og naturligt leje. Det styrer ikke længere vores hverdag. Ud over at vi selvfølgelig stadig er ekstra omhyggelige med håndvask og tøjvask og alt muligt andet vask og jeg holder mig på afstand fra andre mennesker, når jeg handler etc.
Men altså begge børn er afsted hver dag i henholdsvis børnehave og skole og de ELSKER det! Sigurd savnede efterhånden sin skole så meget, at vi ikke kunne blive ved med at forsvare at holde ham hjemme, så efter præcis 2 måneder fik han lov til, at komme i skole igen og se sine venner i en genkendelig hverdag.

Og selv om jeg er stadig er bange, så har jeg faktisk både været ude at spise, fået en tiltrængt ansigtsbehandling OG været til frisør, hvor jeg ud over en ret kraftig klipning fik farvet mit hår, fordi jeg var træt af leverpostej farve og blonds have more fun, right?
I hvert fald er livet sjovere og nemmere end det var, for et par måneder siden!! Det håber jeg også jeres er?!

Der er mange ting i mit liv jeg kan være bange for og som jeg er bange for, men det skal ikke styre mit liv, det skal ikke ødelægge mig og min familie. Og selv om det lettere sagt end gjort, så bliver man nogle gange nødt til, at vælge, at det ikke må fylde unødigt og det er sådan jeg har det med den der (lorte) Corona.

Det var vist egentlig bare det jeg ville for denne gang. Bare sige hej og gøre opmærksom på, at jeg er her enndu og har det godt, selv om der går LÆÆÆNGE mellem jeg får skrevet indlæg her på bloggen.

Kan I alle har en dejlig weekend

The post Hverdag igen first appeared on Mallemor.

Det går forbavsende godt. Altså jeg er stadig træt, jeg trænger til en lur og jeg trænger til alenetid, mest af alt trænger jeg til alenetid.
Ind i mellem går Jimmy mig voldsomt på nerverne og han har det givetvis på samme måde med mig. Og ind i mellem føler jeg også, at jeg trænger til en lille pause fra mine børn.
Men når alt det er sagt, så har denne tid også været dejlig. Vi har hygget os og lavet hyggelige ting, sammen. Og jeg har nydt, at være tæt på mine børn og set dem udvikle sig, både hver for sig og sammen.

Vi løber hurtigt og vi er på hele tiden. For uden aflasterne og kun en enkelt hjælper (nogen ganske få timer få gange om ugen) skal vi klare næsten alting selv, hver dag og hele tiden. Det er hårdt, men det har også været SÅ skønt, at have vores hjem for os selv. Det har været befriende ikke at have mennesker rendende ind og ud hele tiden, ikke at være en arbejdsplads og føle, at man bor på en banegård

Vi kan/vil ikke undvære hjælpere/aflasterne i det lange løb, det bliver for hårdt, men det har været skønt med en pause.
Samtidig har jeg været så taknemmelig og imponeret over den ene hjælper, der har været på arbejde af og til. Hun udvist så stor forståelse, forsigtighed og overskud. Hun har passet på os og passet sit arbejde til perfektion. Jeg i den grad blevet mindet om værdien af gode medarbejdere. 

Vi er vant til en hverdag med mange aftaler, møder og kontroller (plus alt det løse som frisørtider, fysioterapi og andet). Men alt det har jo været aflyst og det har også bidraget til, at vi har haft en anden ro, end vanligt.

Men vi begynder også allesammen at savne! 

Sigurd savner sin skole, sin ene aflaster og af og til også sin fysioterapeut.
Vilma savner børnehaven, sine venner og sin familie. 
Jimmy savner noget mere fritid og mulighed for socialt samvær.
Jeg savner mine veninder (nogle gange så meget, at jeg bliver helt trist), min familie og at kunne tage i Rema eller ind til byen.
Jeg trænger til en ansigtbehandling og en voksetid og både børnene og jeg kunne virkelig også godt snart trænge til, at komme til frisør.

Det har været og det er stadig svært, at finde ud af hvor meget og hvor hurtigt, at vi skal åbne mere op for omverden. Men det er nødvendigt, med en åbning, for ingen af os kan blive ved med, at leve sådan her.

Vilma havde fødselsdag i tirsdags og i den forbindelse har vi holdt flere udendørs fødselsdage – sådan semi på afstand, for Vilma er et barn og kan jo ikke forventes, at holde afstand hele tiden. Det var en smule grænseoverskridende, men faktisk også rigtig fint.

I næste uge, den 5. maj (helt symbolsk på befrielsesdagen) starter Vilma i børnehave igen. Det tror jeg bliver rigtig godt.
Derudover starter der også en ny hjælper her i næste uge. Det bliver spændende og tiltrængt.

Fra uge 20 har vi, i samråd med Sigurds læge, besluttet at han starter i skole igen og det er i virkeligheden nok det, der skræmmer mig allermest. Men det skal nok gå, det bliver jeg nødt til, at tro på!!

Men det er en mærkelig tid, fuld af dualisme, splittede følelser og social afstand. 

Hov, inden jeg slutter helt bliver jeg lige nødt til, at fortælle om en mere kæmpe optursting, som jeg har oplevet en del her under lockdown. Vilma og jeg har gået en del ture. Bare hende og jeg.
Selv om jeg har været mor i 10.5 år er det første gang jeg kan gå tur alene med mit barn. Med Sigurd har jeg altid (og vil altid skulle have) hjælper, aflaster eller Jimmy med, i så fald han skulle stikke af eller falde om med anfald).
Så at Vilma nu er så stor, at det er muligt at vi kan gå ture sammen – bare hende og jeg, det er så stort og mere fantastisk, end jeg tænker at alle jer med arme og raske børn næsten kan forestille sig

The post Langsom genåbning first appeared on Mallemor.

I alle 34 dage har vi levet efter myndighedernes anvisninger og måske mere til. Vi passer virkelig på og selv og hinanden. Vi ser ingen mennesker (ud over en enkelt hjælper, der kommer på arbejde af og til) og hovedparten af vores mad, får vi leveret fra nemlig.com.

Det er hårdt og jeg er træt. Sådan serøst træt!! For der er ikke ret mange minutters pause i løbet af en dag! 

Den første uge af lockdown var rigtig hård. Der var mange følelser og ting der skulle findes ud af, tages stilling til og organiseres.
Men langsomt fandt vi en rytme i alt det her mærklige og jeg er dybt imponeret over, hvor hurtigt man kan omstille sig, når man ikke har noget valg.
Børnene er simpelthen så seje. De savner begge og spørger efter skole, børnehave, venner, familie og aflaster. Men de acceptere det og midt i al ensomheden (som helt klart er det sværeste) så er Sigurd og Vilma blevet endnu tættere og det elsker jeg. De leger mere sammen, efterspørger hinanden mere og spørger ind i mellem også om, at sove sammen (hvilket de har fået lov til et par gange).
Sigurd er, trods alle sine udfordringer, en kærlig og meget opmærksom storebror og Vilma er jordens dygtigste lillesøster. Hun er (heldigvis) også en mega røv-banan ind i mellem. Men for det meste er hun fuld af omsorg og kærlighed overfor Sigurd. Som det mest naturlige i verden tager hun ham i hånden, når han har det svært, eller hjælper ham med, at spise, hvis hun sidder ved siden af ham og han selv glemmer det (hvilket sker jævnligt). De er i sandhed en gave i hinandens liv og hvor er det fantastisk, at være vidne til. 

Vi har været på en del ture. Vi kører langt og finder øde steder, hvor vi kan gå ture og nyde det gode vejr, vi benytter os flittigt af FaceTime og vi leger og hygger og spiser alt for meget slik. 

Den sidste uges tid har Jimmy været voldsomt optaget af diverse haveprojekter og der er indkøbet stiger, robotplæneklipper, tørrestativ, rutsjebane og alt muligt andet (så vi gør i hvert fald vores for, at holde økonomien igang)

Det pynter og haven er efterhånden helt klar til sommeren. Det er virkelig dejligt. 

Men alt hans have-sjov betyder også, at det er mig der er har “børne-vagten” det meste af tiden. Og en pige på snart 3 år og en special need dreng på 10,5 år tager altså seriøst meget tid!!

Ind i mellem bliver jeg stresset og irriteret, men for det meste prøver jeg at nyde det. For det er jo i sandhed en kæmpe stor gave, at have så meget tid sammen med sine børn. De er det bedste og vigtigste i hele mit liv. Så midt i alt det svære, triste og ensomme er det også dejligt.

Vi har et dejligt hus og en skøn have og vi har hinanden. Det er det vigtigste og det prøver jeg, at fokusere på, når tingene bliver for svære. For det gør det naturligvis ind i mellem.
Så bliver jeg modløs og opgivende og føler mig ensom og trist og jeg kan hurtigt falde i en fælde, hvor jeg tænker at det er synd for børnene, at de skal savne så mange mennesker. Og det ER det jo virkeligt. Det er synd og træls og uretfærdigt. Og svært, at vi ikke ved hvornår vi kan/skal åbne lidt mere op. For der er ingen tvivl om, at vi ikke kan klare samme grad af isolation halve eller hele år!

Men for nu, her i lockdown, går det faktisk meget bedre end jeg havde forventet det vil gøre efter over en måned i isolation.

P.S: Hvis nogle skulle være i tvivl, så skal mine børn ikke i skole / børnehave i morgen, når landets skole og daginsitutioner igen åbner forsigtigt op. Det skulle de måske hvis ikke 3/4 af alle i familien i en eller anden grad tilhørte risikogruppen, men det gør vi. Så de bliver hjemme…. ind til videre.

Jeg har set facebook siderne hvor forældre, primært mødre, slår hinanden oven i hovedet over, hinadens valg i forhold til at sende deres børn eller ikke sende deres børn afsted – seriøst, hold nu op med det! Jeg tænker at alle gør det, som de finder bedst for deres børn, deres familie og deres situation.
Jeg har muligheden for, at beholde mine børn hjemme – så det gør jeg. For det er det rigtige at gøre, i vores familie.

The post Lockdown update first appeared on Mallemor.

Da jeg var 29 blev jeg gravid med Sigurd og en måned efter min 30 års fødselsdag fødte jeg ham.
Alt var godt og lykkeligt og smukt.
Lige ind til han blev 3.5 måned og havde sit første epileptiske anfald. Herefter fulgte et par helt vanvittige år, hvor liv og død igen kom HELT tæt på. Jeg har stået ved siden af hans sygeseng, på intensiv afdeling, flere gange og ikke vidst om han ville overleve. Og når jeg tænker på den periode, så ved jeg ærligt talt ikke, hvordan vi kom igennem det uden, at gå helt i stykker.
For vi gik ikke i stykker, hverken som familie eller individuelt. Men min dødsangst vendte retur, for fuld styrke. Sammen med bakterie- og sygdomsforskrækkelse!!!
Jeg var rædselsslagen for, at mit barn skulle dø fra mig, at min mand skulle dø eller at jeg skulle dø fra dem!!! For endnu engang var jeg blevet bekræftet i, at livet er skrøbeligt. Eller måske ligefrem farligt.

Med årene lærte jeg, at finde en eller anden form for ro. Dæmpe min dødsangst og primært fokusere på alt det gode.

Men livet blev ved med, at slå fra sig og på min 36 års fødselsdag sad jeg igen på intensiv afdeling. Denne gang sammen med min mand, der dagen før havde fået lavet en 4 dobbelt bypass operation, efter en blodprop i hjertet. Igen kom døden tæt på og gjorde mig bange.

Så jeg er bange. Meget mere end folk omkring mig ved. For jeg er god til ikke, at lade det fylde eller påvirke min hverdag i en negativ retning.
Jeg er mor til 2 fantastiske børn og de skal ikke vokse op og føle, at livet er farligt. For det er det jo i virkeligheden ikke ret ofte.
At jeg har oplevet mere liv og død end de fleste, skal på ingen måde gå ud over mine børn eller vores familieliv.

Men jeg må indrømme, at det lige nu med Corona, CONVID-19, er meget svært!!! Vi passer virkelig på herhjemme, vi ser ingen mennesker, vi handler primært online og har kun haft én hjælper på arbejde (hun har arbejdet for mig i næsten 3 år og hun er god, påpasselig og meget betænksom), alligevel er jeg helt vildt BANGE lige for tiden!!!
Jeg er bange for at vi skal blive syge og nogle af os måske alvorligt syge. Særligt Sigurd er jeg bekymret for, om han vil kunne overleve Corona.
Jeg har fået aktiveret en masse svære følelser fra tidligere!! Så jeg er presset og vi er presset. For selv om min søde mand også er bange, så tænker vi (naturligvis) ikke helt ens om det her. Jeg synes ikke, at han er hysterisk nok og han synes, at jeg er for hysterisk! Vi skal nok klare den ham og jeg, det er jeg slet ikke bekymret for. Og lige nu synes jeg også, at vi er landet et sted, hvor vi begge kan være i det.
Men jeg kæmper hver eneste dag, for ikke at lade angsten og det negative tage over. Det går okay om dagen, men så snart børnene sover bliver det svært. Så kører tankerne og bekymringerne og jeg har svært ved, at sove om natten.

Hvis vi ikke dør af det her lort, så skal det hele nok gå. Jeg skal nok komme helt ovenpå igen. Men lige nu er det svært. For jeg er bange!!

The post Jeg er bange first appeared on Mallemor.