Marc Sean's Life On Paper

Tabet af min lillebror, Mathias

2012-10-15T07:41:00.002-07:00

Det er ikke så længe siden, at min mor kørte galt sammen med min lillebror i Tyskland, hvor hun havde fået for meget alkohol indenbors. Han blev erklæret død på stedet hvor i mod min mor ikke fik en eneste skramme. Det værste er at han kun var 7 år gammel og havde hele livet foran sig, indtil hun valgte og køre med ham og tog det hele fra ham på ét split sekund.

At tale om det fungerer ikke rigtigt for mig, eftersom jeg stadig er sur og ked af det og endda er rejst til London for at være mig selv. Selvom jeg prøver at beskæftige mig med ting jeg normalt kan lide, så er det som om at det ikke heler mine sår af den grund.

Jeg elsker dig, Mathias

Myggens hævn

2012-10-15T03:24:00.002-07:00

Det er en kedelig og grå, dog lummer, eftermiddag. Jeg står i soveværelset og kæmper med at slippe ud af en trøje. Det er lykkedes mig at få den ene arm frigjort og forsøger nu ihærdigt at få den anden arm til at efterligne kunststykket. I flere sekunder har jeg hørt en monoton summen og tænker ved mig selv, at jeg måske bør opsøge en ørelæge. Så lykkes det at få begge arme ud af trøjen, og jeg tager en kort pause. Det er jo varmt.

Summelyden er der stadig.

Trøjen hives op over hovedet, og idet jeg får mit syn tilbage, udsteder jeg et højt hyl og viger nogle skridt tilbage. Få centimeter fra min næse flyver en myg rundt, vel at mærke den mest gigantiske myg jeg endnu er stødt på i dansk luftrum.

Jeg hæfter mig derfor ikke særligt ved, at jeg nu har fundet kilden til summelyden og derfor ikke behøver at opsøge en ørelæge. Nej, jeg leder febrilsk efter en fluesmækker, finder det ønskede våben ved siden af sengen og går så på storvildtjagt.

Fjenden har dog ikke i sinde at samarbejde. Faktisk har myggen lagt en særdeles snedig forsvarsstrategi: den holder sig i åbent luftrum.

Nu er jeg ikke den mest tålmodige sjæl, så udsigten til at skulle vente adskillige minutter på at fange fjenden mellem fluesmækkeren og en fast flade, og dermed eliminere denne trussel mod en klø fri krop, irriterer mig grænseløst. Uden at tænke nærmere over det, efterligner jeg derfor en kamptekni, som jeg har set min farmor udføre med stort held. Godt nok havde farmor fluer som modstandere, men det afskrækker mig ikke. Altså tager jeg sigte på min fjende og lægger alle kræfter i, da jeg lidt urutineret og meget ukontrolleret svirper fluesmækkeren gennem luften adskillige gange.

Da jeg indstiller skydningen er summelyden ophørt og fjenden... har gjort sig usynlig!! Slagmarken gennemsøges febrilsk efter klare beviser på min sejr, men jeg må forlade stedet med uforrettet sag.

Ved sengetid samme aften træder jeg varsomt ind i soveværelset. Måske har fjenden brugt de sidste par timer på at planlægge et overraskelsesangreb? Jeg bliver dog ikke mødt af så meget som en eneste almindelig underernæret myg. Endnu en gennemsøgning af rummet afslører heller ingen spor efter kæmpemyggen. Overbevist om, at den i hvert fald ikke kan forsvinge sporløst, er det med blandede følelser at jeg går i seng. De næste mange timer vil jeg være forsvarsløs overfor ethvert angreb fra bevingede insekter på hævntogt. Meget ubehagelig tanke.

Frygten plager mig det meste af natten. Dels sover jeg meget uroligt og har nogle horrible drømme om kæmpeinsekter og disses jagt på menneskeblod. Dels vågner jeg gentagne gange i løbet af natten og checker hver gang, at jeg er fuldstændig dækket af min dyne. Det er august måned, der er 23 graders varme i soveværelset - og jeg sveder!

Da vækkeuret ringer, er jeg absolut ikke frisk og veludhvilet. Til min store glæde er jeg dog sluppet gennem natten uden myggestik. Henne ved klædeskabet taber jeg en bøjle på gulvet og bukker mig for at samle den op. Og dér - neden under termostaten og helt inde ved væggen - ligger myggen fuldstændig uskadeliggjort!

Men takket være mit måske lidt for effektive angreb fik myggen alligevel ram på mig. Ikke i form af et myggestik eller to - men i form af en ødelagt nattesøvn. Jo, myggen fik sin hævn.

Fornemmelser, tålmodighed og ernekendelse

2012-02-12T17:26:00.000-08:00

I den forgangne uge har jeg talt en del med forskellige mennesker om det dér med at "have en fornemmelse" af den dårlige slags. En fornemmelse, du ikke kan underbygge med andet end det, du føler indeni, men som giver dig følelsen af, at du er ved at vove dig ud på usikker grund. Den fornemmelse, tror jeg, at man skal stole på - og nej, jeg bryder mig bestemt ikke om udtryk som "min 6.sans", "en stærk intuition" og "evnen til at gennemskue", for åh, hvor er der mange mennesker, der tror, at de besidder sådanne og derfor får et forklaringsproblem, når de igen og igen ender i lort til halsen - men fornemmelsen, den har intet at gøre med dine evner i det åndelige køkken og psykologiens håndbøger; den er nok snare skabt af din erfaring og hjernes evne til at opfange de små ting, som dine umiddelbare indtryk ikke lægger mærke til. Det være sig eksempelvis for mange selvmodsigelser, for slesk adfærd, for mange sære forklaringer og meget snakken udenom.

Fornemmelsen er dog skidesvær at stole på. Jeg har stået med den flere gange for derefter at smide den ud til højre, fordi jeg ikke har kunnet finde underbyggende argumenter. Jeg har mistænkt, men slået hen. Jeg har overvejet, men lukket ned. Jeg har forsøgt at få ender til at mødes, men er endt i et knudebundt - og dét er faktisk argumentation nok, har jeg så senere fundet ud af. Hvis jeg, som tiden er gået, ikke har kunnet finde hoved og hale, så har det været fordi, at hoved og hale ikke har været til stede, og har de i modsætning hertil været der, så har jeg slet ikke behøvet at lukke ned for fornemmelse eller overvejelser - de er så at sige forsvundet af sig selv.

Vi har nogle gange alt for travlt, og vi lader os presse af omverdenens vilkår. Vi skal beslutte os her og nu, og vi skal have afklaringer på det uafklarede, og dét, tror jeg, er med til at gøre det rigtig svært for "vores fornemmelse" at trække vejret, for den kræver mest af alt tålmodighed. Kan jeg stole på ham dér, eller kan jeg ikke? Skal jeg løbe den risiko, eller skal jeg lade være? Vil hun mig, eller vil hun mig ikke? Spørgsmål til hvilke din fornemmelse måske allerede har givet dig svaret, men fordi du har så pokkers travlt, når du ikke at lade tiden vise dig de underbyggende argumenter. I stedet fortæller du dig selv, at du bekymrer dig eller tænker for meget, hvorefter du lukker din øjne fra se det, de egentlig ser, og drøner ud i roderiet, som var du en halshugget høne under de sidste krampetrækninger. Og det skaber problemer, når man ikke har tålmodigheden til at få afklaret sin fornemmelse - også store problemer - og du ender til sidst med at føle dig som en naiv tåbe, der burde have vidst bedre. Men du vidste jo rent faktisk også bedre, men stolede blot ikke på din viden, fordi den ikke slog dig som viden, men blot...ja...en fornemmelse.

Jeg har en veninde, som engang stod i en situation, hvor hun vidste bedre end at handle, som hun gjorde. Hun skrev et brev til sig selv og fortalte det til mig. I brevet erklærede hun, at hun udmærket godt vidste, at hun lige nu handlede imod bedre vidende, men ikke følte, at hun kunne andet. Og hun handlede og endte med at blive rigtig ked af det.

Det, der gør veninden klogere end så mange andre, er, at hun erkendte i tide og stod ved det. Måske overhørte hun sin fornemmelse i praksis, men rent mentalt gjorde hun ikke. Hun underkendte ikke sig selv, men handlede blot i modsætning hertil. "Blot og blot" kunne man så mene, for som jeg ofte påpeger, så er det efter min mening udelukkende handling, der tæller, men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan kick starte en "handlingsproces" via erkendelse og evnen til at indrømme, at man godt ved, at man fejler, mens man gør det. På den anden side af sit roderi - ikke alvorlige roderi, men ikke desto mindre roderi - behøver veninden ikke føle sig dum og naiv. Det var hun aldrig. Hun har ikke et forklaringsproblem og kan rent faktisk se, at den tidlige erkendelse var med til at gøre, at hun ikke slog sig så meget, som hun kunne været kommet til og ej heller - i sine nærmeste øjne - virker som et hjælpeløst offer, der ikke kan tage vare på og ansvar for sig selv.

Fornemmelser skal selvfølgelig mødes med mistænksomhed, hvis du har tendens til at se spøgelser, hvorend du går og står. Så hører du måske til den gruppe af mennesker med mange skader, der i stedet for at gøre noget ved dine ar blot lader dit verdensbillede bestå: "Mennesker er onde og vil mig det ikke godt". Men er du nogenlunde ved dine fulde fem, bør du måske også anerkende din viden og heraf fornemmelse, selvom du ikke har et arsenal af videnskabelige kildehenvisninger og dybdeborende argumenter bag dig. Fornemmelsen er der nok af en årsag: måske for at passe på dig?

Vend din svaghed til din styrke

2012-02-12T17:23:00.001-08:00

Kan det virkeligt være rigtigt, at nogle mennesker kan gå gennem livet med en særlig evne, der af dem selv opfattes som et forstyrrende element?

Er du ét af de mennesker, der har en særlig veludviklet evne til at mærke, hvad andre mennesker føler? Kan du bare ved at træde ind i et rum fornemme stemningen? Og kan du efter første øjekast kategorisere et andet menneskes sindstilstand? Eller måske næsten føle andres smerte? Og kan du til tider føle dig svag, fordi du er så let påvirkelig?

Det kan være enormt belastende for dig hele tiden at udsætte dig selv for ydre påvirkninger, som du ikke kan skærme sig mod. Evnen til at føle kan så at sige ikke sættes på pause lige meget, hvor ihærdigt du forsøger. Det kan derfor for dig let opfattes som en hæmsko både i privatlivet og arbejdslivet, da du hele tiden bliver forstyrret af alle de udefra kommende signaler. Du bruger på den måde oceaner af energi på at holde din hyperfølsomhed i skak, så hverdagen kan glide bare nogenlunde uforstyrret. Denne energi kan dog bruges meget mere værdiskabende, hvis du i stedet for at forsøge at holde følsomheden nede, vælger at bruge den aktivt og endda udvikler den. På den måde vil du kunne vende det, du hidtil har anset som en svaghed i dig, fordi den forstyrrede dit liv, til en styrke! I vores samfund, hvor alt af værdi tilsyneladende kan vejes og måles, kan det være svært at anse en så diffus egenskab som hyperfølsomhed som værende af særlig stor værdi. Hvad kan den dog bidrage med på bundlinjen, vil mange nok tænke.

Her til kan jeg kun sige, at den kan bidrage med særdeles meget på bundlinjen og ikke mindst på den menneskelige ”bundlinje”.

Forestil dig, at du kan begynde at benytte dig af din særlige evne både professionelt og privat. Du vil kunne bidrage med udvikling af såvel virksomheder som medmennesker gennem din store empatiske evne, forståelse for gruppedynamik, forståelse for følelsesmæssige reaktioner hos medarbejdere og kollegaer, omsorgsarbejde med patienter, klienter, stressramte og ikke mindst hos dine egne nærmeste etc. Netop nu er mindfulness den aller hotteste trend helt op på topleder niveau. Her kan din evne række rigtig langt. Der er masser af muligheder. Det vigtigste er dog det første skridt, du tager, hvor du anerkender din svaghed som værende en uvurderlig styrke. Du skal ikke bare ”lære at leve med den” eller nøjes med at ”acceptere” den. Du skal lære at elske den og gøre den til din vigtigste kompetence. Din absolutte styrke!

Når du er nået frem til denne anerkendelse, kan du finde din helt rette hylde rent professionelt, så du i dine arbejdsopgaver gør brug af og får mulighed for at udvikle netop din unikke evne.

Fordomme, frisind og nysgerrighed

2012-02-12T16:35:00.000-08:00

I de seneste uger har jeg trampet rundt og være en smule fascineret af "fordomme" - de er spøjse, for vi har dem alle sammen, de er skidesvære at slippe af med, og frem for alt er de mildest talt drøngrimme at glo på.

Og alligevel er de vigtige for os - vi forsvarer dem med blod, sved og tårer, når et eller andet udøver angreb på dem, uden at ænse, at vi ville være langt mere fantastiske mennesker uden.

Jeg er ikke sikker på, at modsætningen til fordomme, som mange nok ellers ville postulere, er frisind. Frisind er i sig selv en fordom, ligesom ateisme er en tro. Jeg tror i stedet, at nysgerrigheden er fordommens modsætning.

Nysgerrighed er "evnen til at være villig til at afprøve" og "ønsket om at vide mere". Nysgerrighed anerkender dine egne præferencer, grænser og egen personlighed, men anerkender ligeledes andre menneskers unicitet. Derudover indeholder nysgerrigheden et ligestillende princip, idet der implicit i nysgerrigheden findes en antagelse om, at der er noget "spændende" at hente andre steder end i din egen lille verden.

Problemet med at gøre noget ved de der pokkers fordomme er, at det kræver, at du eksponerer dine allerfølsommeste sider: jeg evner til tider at pakke den slags godt ind i en masse ord, men en stor del af mine blogs er faktisk afsløringer af mine egne tidligere eller nuværende fordomme, som jeg igennem det skrevne forsøger at vende, dreje og provokere.

For jeg bryder mig ikke om at have fordomme: fordommene gør mig kedelig, grå, skadet og alt, alt for voksen og bitter. For blot 3 måneder siden havde jeg eksempelvis heftige diskussioner med min bedsteveninde, som var så fræk at mene, at prostituerede skulle have samme rettigheder som alle andre selvstændige. Bare det at indrømme, at jeg for daværende var af en helt anden opfattelse, gør mig nok lidt flov - pinligt, pinligt, pinligt!

Og sådan er der så mange eksempler: min holdning til prostitution, min holdning til det private erhvervsliv, min holdning til det seksualiserede samfund und so weiter - alle områder, hvor jeg, efter at have udfordret mig selv på den ene eller den anden måde - har fået tilføjet nuancer, fundet spændende problemstillinger og ikke mindst lært, at jeg har været pokkers dum!

Dog er der også områder, hvor afprøvelser af min forudindtagethed har medført, at mine holdninger har fået mere markant udtryk og hårdt optrukne grænser. Det gør sig eksempelvis gældende i forhold til min holdning til euforiserende stoffer, hvor jeg på alle leder og kanter opponerer mod en legalisering af nogen som helst art - uanset hvilket stof vi taler om.

Jeg har endnu ikke mødt en hard core narkoman (og jeg har mødt mange), som er kommet ud på den anden side for nu at fortale for legalisering af eksempelvis hash og skunk - tværtimod, hvorfor jeg har valgt at lytte, selvom det måske kan synes, at jeg derved indtager en rigid og firkantet holdning, som bestemt ikke er "frisindet", men dog alligevel afledt af min nysgerrighed.

Frisind - fuck det; det er vel i høj grad bare at lade være med at mene noget. Men nysgerrighed derimod flytter dig, flytter din grænser og sparker lidt til dine kedelige konstruktioner af verden.

Giv slip på fortidens spøgelser

2012-02-12T12:11:00.001-08:00

Lader du dig tynge af fortidens fejltagelser, som du bitterligt fortryder? Og kan du til stadighed slå dig selv oveni hovedet over ting, du har gjort for måske årevis siden?

At have en samvittighed er en god egenskab… i moderate mængder! Men hvem får egentligt noget som helst ud af, hvis du lagrer din dårlige samvittighed i et indre rædselskabinet? Den, du føler, du har gjort ”fortræd” gør ikke. Vedkommende har sikkert for længst glemt episoden og også tilgivet dig din fejl. Eller også har personen aldrig opdaget, hvad der skete dengang. Og måske er dét også det bedste for alle parter. Måske er det i virkeligheden kun dig selv, du har gjort fortræd? Så hvilke konstruktive grunde er der til at slæbe rundt med den dårlige samvittighed i bagagen? Det er både energidræbende og nedslående at gå en tur i sit indre rædselskabinet. Samvittigshedskvaler kan i sin værste afskygning kaste skygger over alt, hvad du foretager dig, så du faktisk begynder at opfatte dig selv som et frygteligt menneske, hvilket højst sandsynligt er en meget stærk forvrængning af virkeligheden, og som er stærkt krænkende for dit selvværd og livsglæde.

Jeg tror derfor, at det kunne gavne dig rigtig meget at arbejde på at lægge den dårlige samvittighed fra dig, smide den over bord, vinke farvel til den: eller måske acceptere den og blive gode venner med den! Dårlig samvittighed er vel en indikator til dig om, at du har overskredet en grænse på en måde, der strider imod dine værdier eller mod samfundets normer/værdisæt. På den måde er dårlig samvittighed en kærkommen ven, der advarer dig om, at du har trådt forkert, og at du skal træde mere varsomt næste gang, du befinder dig i en lignende situation. Den dårlige samvittighed kan på den måde give anledning til at se dybere ind i dig selv og prøve at finde ud af, hvad der egentligt lå til grund for din adfærd. Og dermed kan du måske gøre noget ved problemets kerne. På den måde kan den dårlige samvittighed hjælpe dig til at foretage dig noget konstruktivt. Eller måske finder du ud af, at den dårlige samvittighed er opstået pga. nogle tillærte overbevisninger eller fordomme, som du egentligt ønsker at gøre op med!

Det nemmeste –på den korte bane- er, lynhurtigt at fortrænge både oplevelsen og den grimme følelse. Risikoen for, at følelsen dog kommer op til overfladen igen og siger ”bøh” er dog nok ret stor. Og især, hvis du foretager dig samme fejltagelse gang på gang. Til sidst er det indre skab så sprængt fyldt, at døren springer op. Og så gør det for alvor ondt!

Derfor er du bedst tjent –på den lange bane- med at se din dårlige samvittighed i øjnene med det samme -også selvom det kan være yderst ubehageligt- når den opstår, så du bruger den til noget positivt.

Jeg tror, at alle mennesker begår fejl i større eller mindre grad. Det er vist en del af dét at være menneske. Og et af de vilkår og risici, man må løbe, når man springer ud i livet. Det er rigtig vigtigt at bede om tilgivelse fra andre, men mindst lige så vigtigt at kunne tilgive sig selv, lære af fejlen, lægge det bag sig!

Tragedie og krise gør så ondt og det gør de gode råd også

2012-02-11T18:17:00.000-08:00

Dette indlæg er skrevet og ”dedikeret” til én, der står mig meget nær og til alle jer andre, der står et rigtigt svært sted i livet. Det handler om, hvordan vi gebærder os, når folk vi kender eller har tæt på os, oplever en tragedie, krise eller svær tid i sit liv.
Jeg kender selv til tragedier og kun at kunne se sort. Hullet, jeg er faldet i, er for dybt til jeg, på nogen måde, kan komme op af det, lysene for enden er tunnelen er slukket og ”at det nok skal gå” kommer ikke til at gå for mig. Der er ingen udvej – hullet bliver kun dybere, til jeg er sunket helt i og forsvundet. Sådan har jeg oplevet det og troen på, at jeg kom igennem min tragedie og smerte var ikke eksisterende. Det var frygteligt, pinefuldt og mistrøsteligt. Oplevelsen af meningsløshed og ligegyldighed i livet fyldte alt og gjorde livet uudholdeligt at leve. Men livet gik videre, om jeg ville det eller ej. Nat blev til dag – dag til nat og tiden gik sin naturlige gang.

Tiden kan læge mange sår (arrene forsvinder dog ikke – men kan minde os om og lære os meget) og processen blive din ven og pludselig oplever man igen solen, der skinner på ens ansigt, blomsterne har igen fået duft og træerne har igen fået farve. Heldigvis. Og heldigvis findes der tragedier og kriser i forskellige ”størrelser”. Vi ved kun selv, hvor smertefuld den ene krise er frem for den anden – det kan ingen andre bedømme.

Jeg kender også til at stå på den anden side eller oven over hullet og opleve, hvordan mine kære har siddet i det smertefulde sorte hul og set hvad det har gjort ved dem. Det er også pinefuldt men langt mindre pinefuldt end dér, hvor de sidder. Og det er det, jeg vil belyse i dette indlæg. For hvad gør man og hvad bør man (bestemt) ikke gøre, når man kommer i kontakt med noget og nogen, der har det så svært.

Jeg har oplevet mange tunge og svære kriser i mit liv og heldigvis også nogle i den lette kategori. Fælles for dem alle kan jeg dog sige, at sætninger og ord som: ”Det skal nok gå – det sker for mange” ”op med humøret – det bliver snart bedre igen” ”Jeg kender én som...(enten har det værre eller det gik rigtig godt for – også skal man ligge øre, til enten 14 forskellige succeshistorier eller endnu værre tragedier, så man næsten ikke ”kan tillade” sig at begræde sin egen, for den er jo ikke nær så slem i forhold til)” osv. IKKE HJÆLPER. I kender sikkert og har hørt langt flere af den form for sætninger. Men alle disse sætninger, ord og historier HJÆLPER IKKE og de burde slettes fra ordforrådet, når det kommer til trøst og støtte. For, selvom folk siger det i den bedste mening, har det desværre, den modsatte effekt. De mennesker som oplever en krise eller tragedie, kan ikke bruge det til noget som helst. Tværtimod. De føler sig ikke mødt, trøstet eller støttet. De får faktisk følelsen af, at de skal ”lukkes ned” – derfor lukker de af og gemmer deres følelser væk, til du er gået. Derefter kan de igen græde og lukke op for følelserne, som de følte, der ikke var plads til, da du var der og kom med alle dine ”trøstende ord”.

Da jeg var 18 blev en af mine nærmeste familie-medlemmer ramt af alvorligsygdom - som endte ud i hjertestop.
Jeg glemmer aldrig den veninde, der en dag sad overfor mig i min sofa og sagde: ”nu skal du passe på du ikke går hen og bliver doven” – fordi jeg ikke havde overskud til at tage med hende i City 2. Jeg har tilgivet hende i dag, men aldrig glemt det. Det var den mest sårende besked, jeg kunne få.
Jeg har til gengæld heller ikke glemt den veninde der troligt, tog bussen hjem til mig, tre gange om ugen, som aftalt– for at få mig med over at træne, så jeg kunne få det bedre, men hver gang måtte stå foran en lukket dør, der aldrig blev åbnet og kunne vende om og tage hjem igen. Jeg kunne simpelthen ikke åbne døren og jeg skammede mig inderligt over det svigt, jeg følte jeg udsatte hende for. Aldrig lod hun mig høre for det.
Jeg glemmer heller aldrig den ven der kom hjem til mig, kiggede på mig og tømte hans lommer for penge og sagde: ”Marc du ligner lort og dit køleskab er gabende tomt – nu tager vi over og handler dét DU lige har lyst til for de penge jeg har” Det var stort. Han havde jo ikke nogle penge på det tidspunkt. Han var lige flyttet hjemmefra og havde et lavtlønnet job. Men han sørgede for, at jeg fik noget i mit køleskab, det
havde jeg nemlig heller ikke kræfter til, og har aldrig krævet en øre eller tjeneste retur.

Hér kan jeg vist helt berettiget smide et STORT TAK ind til ALLE dem der har været dér med deres støtte og hjælp i de kriser, tragedier og sygdomme, der har været på min vej.

Så hvordan støtter man egentlig én der står, det måske sværeste sted, i sit liv.
* Først og fremmest så lytter man. Lyt til hvordan personen har det. Læd være med at tro, at du ved hvordan personen har det. Heller ikke selv om du har prøvet noget lignende, eller kender én, der har. Det er ikke dig, det handler om. Lad være med at fortælle om din eller andres oplevelse. Vent til du bliver spurgt. Det kan godt være, at personen er interesseret i at høre om din historie, men så vent til du bliver spurgt, eller spørg om personen er interesseret i at høre om det, når du har lyttet færdigt. Sig evt. ”jeg kan genkende det og det. Har du lyst til at høre om, hvordan det var for mig eller hvad jeg gjorde?” Respekter hvis du får et nej. Mange vil så gerne give gode råd, men hvis folk vil have et godt råd, så skal de nok spørge om det. Det de har brug for nu, er lyttende ører. Ikke gode råd og historier. Så bid dig selv i tungen.
* Hav ikke intentioner om at få personen i et bestemt humør. Mange vil af bedste mening, forsøge at få personen op af ”hullet” og i godt eller bedre humør. Det bedste du kan gøre er faktisk at ”hoppe” ned i hullet til personen. Hvis du tør. Det er hér mange kommer i kontakt med, hvor svært det er, at være i så nedtrykt en stemning, hvor det hele bare er tungt og sort. Og derfor begynder de febrilsk at trøste og komme med opmuntrende ord. Men det er ikke dét personen har brug for. Personen har brug for at være i det -og dér, hvor personen nu engang er, og at du sætter dig ned og tør være i netop dét, der er så smertefuldt og lytte til og føle, hvordan det er, at være der. At sige: ”JA det hele er meningsløst. Gud hvor må det være hårdt, at være der, hvor du er. Hvad er sværest og hvornår? Hvornår er det mørkest eller mest meningsløst?" At sige: ”JA, jeg kan godt forstå, hvis du synes det hele er ligegyldigt”. Mød personen dér, hvor han/hun er og bliv der. På et tidspunkt vil han/hun måske græde men i løbet af 5 minutter, vil situationen måske vende og så vil I ligge flade af grin. Det vil måske senere igen blive afløst af gråd. Men følg processen og lad den komme af sig selv og prøv ikke at få personen et ”andet sted hen” fordi du ikke kan lide at være der. Så sig hellere det. ”Det er så svært for mig at se dig sådan. Det gør mig ondt, når du har så ondt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg føler mig magtesløs”. Sådan har han/hun det sikkert også. Og det vil føles meget mere autentisk at du bekender kulør i stedet for at ”trøste” dig ud af den "ubehagelige" situationen.
* Læg mærke til hvordan du ”trøster” når han/hun græder. Trøster du for at få personen til at holde op med at græde? Eller trøster du på en måde, hvor personen kan blive ved med at græde, og mærke at du er der?
Hvis du gør det første, så er det ikke det han/hun har brug for. Vi er vant til helt fra små, at blive trøstet for at holde op med at græde, men det forstyrrer processen mere end den gavner. Og tit trøster vi på den måde, fordi det er svært at ”være i” for os selv, ikke for den andens skyld. Har du svært ved gråd, vil du sikkert trøste med henblik på at få personen til at stoppe. Prøv om du i stedet for at kramme hårdt, rokke den anden, eller stryge hånden op og ned af ryggen eller låret, kan holde blidt om personen. Du kan også ”nøjes” med at ligge en hånd støttende på låret, skulderen eller ryggen og bare holde den i ro. På den måde kan personen græde ud og færdig af sig selv, men kan samtidig mærke, at du er der, og at du kan rumme, at han/hun er ked af det og græder.
Et menneske kan græde i timevis når tårerne bare ”triller ned af kinderne”. Det er ikke forløsende gråd. Forløsende gråd, der hjælper, er den dybe hulkegråd og det er tit den, hvor folk får svært ved at rumme det.
Et menneske kan ”kun” hulkegræde i op til 12 minutter – så vil det automatisk holde op og det vil have en forløsende effekt. Så du kan roligt være der for en person i hulkegråd, uden at være bange for at personen aldrig stopper og uden at skulle forsøge at trøste til personen holder op. Det sker helt automatisk.
Hvis personen derimod er i hysterisk gråd, hvor du kan fornemme at der ikke er ”kontakt” til dig og hvor personen hyperventilerer, vil det være godt at forsøge at skabe kontakt. Tag fat i begge hænder, sørg for at personen får jordforbindelse med fødderne og skab øjenkontakt.
* Vær der for personen. Giv det du kan og har lyst til, hvad enten det er dine lyttende ører, en hjælpende hånd til en opvask eller støvsugning, et måltid mad eller hvad det nu kan være – og gør det uden regnskab. Gør det fordi du oprigtigt vil hjælpe og ikke forventer, at så gør din ven eller kære nok noget retur, siger tak på en bestemt måde eller et bestemt tidspunkt, holder den træningsaftale eller hvad det nu kan være. Kan du ikke gøre det uden ”regnskab” skal du helt lade være. For så hjælper det ingen af jer.
* Husk på, at du ikke ved hvordan den anden har det. Selvom du føler, du har oplevet præcist det samme, så vil to mennesker aldrig opleve den samme situation ens. Lad være med at gøre dig klog, bedrevidende eller få det til at virke, som om det hele nok skal løse sig. Det er det værste, du kan gøre. Spørg interesseret og omsorgsfuldt ind til den ven eller kære og lad være med at vurdere om det er svært, hårdt, kritisk eller ej. Det kan kun den, du spørger, fortælle dig. Hvad der kan virke let og overskueligt for dig kan være yderst vanskeligt for en anden og omvendt og det er ikke nogens opgave at bedømme, hvad der er let eller svært for andre.
Det der er sværest ved at støtte andre i en krisesituation er faktisk vores egne uafklarede følelser. Mange har, i krisesituationer og ved dødsfald, oplevet, at folk de kendte holdt op med at ringe, gik over på den modsatte side af gaden, når de så hinanden i byen osv. Mange har også oplevet selv, at måtte trække sig, fordi de ikke følte sig mødt i alle de ”gode råd og historier”. Dét er en skam og det kan blive frygteligt ensomt, når man står et svært sted i livet. Man har det svært nok i forvejen.
Min opfordring er hermed givet til at være der for hinanden på en anden og bedre måde. Når det ikke længere handler om dig og/eller dine uafklarede følelser og temaer, men rent faktisk ”bare” handler om den, der har det svært, kan du ”bare være” og på den måde være der for den anden.
Held og lykke.

Sådan kommer du videre, når kæresten har slået op

2012-02-06T13:00:00.000-08:00

Du er havnet her fordi din kæreste har slået op med dig. Jeres forhold er definitivt fortid, og nu føler du, at dit liv er slut. Måske føler du også, at din ekskæreste er den eneste pige eller kvinde, du nogensinde kommer til at elske.

Du vil sikkert også gerne vide, hvordan du får din ekskæreste tilbage. Der findes nemlig ingen andre ligesom hende. Din reaktion er ganske naturligt, men jeg vil ikke give dig falske forhåbninger. Du finder ingen magisk pille i det her indlæg, ligesom du heller ikke finder en trinvis vejledning til, hvordan du får din ekskæreste tilbage.

Hvis du ikke orker læse lige nu, skal du selvfølgelig ikke tvinges. Derfor har opsummeret indlæggets essens i punktform nedenfor, så du hurtigt kan komme i gang. Alle punkter uddybes naturligvis længere nede i teksten.

* Din ekskæreste er ikke speciel – og det er din situation heller ikke. Tonsvis af fyre har gennemgået præcis det samme som dig og langt størstedelen af os er kommet godt videre.
* Du skal i gang med at udfordre og udforske dig selv. Du havde et liv før du mødte din eks, hvor du havde masser af venner og måske endda en six-pack. Find dit gamle jeg frem fra skuffen og integrer ham med din nye, mere erfarne og mere modne person.
* Drop al kontakt til din eks. Der kommer intet godt ud af det – og du rammer kun dig selv, hvis du tror, at du kan få hende tilbage. Du er alt for sårbar lige nu, og giver hende alt for meget magt, ved at give hende indtryk af, at hun ved hvor hun har dig.
* Socialisér – Gå i byen, genskab kontakten til dine gamle venner, eller få nogle helt nye. Omgiv dig selv med positive mennesker, der kun vil dig det bedste.
* Start i et fitnesscenter eller til sport – form den krop og det udseende, der bedst muligt repræsenterer din personlighed.
* Nu handler det om dig – og ikke om hende. Dit liv, din fremtid og dine drømme. Lav om på dit liv for din egen skyld og ikke for hendes.
* Din ekskæreste finder dig ikke interessant, før du finder hende uinteressant. Hvis du alligevel – på trods af mine råd – vil have din ekskæreste tilbage, så husk følgende: Hun bliver først interesseret, når hun kan se, at du er interessant i andres øjne – og at du ikke længere er interesseret i hende.

Lad os starte med at etablere indlæggets præmis. Med andre ord den grundholdning, der gennemsyrer indlægget fra start til slut:

Jeres forhold er slut – og det er ikke en dårlig ting. Du går en spændende tid i møde, hvor du skal genetablere kontakten til den person du var, før du mødte din ekskæreste.

Med præmissen solidt på plads, er vi klar til at rykke videre i dagens tekst.

Den første tid
Først er det vigtigt du er klar over, at det er i orden, at du har det skidt lige nu. Dit hjerte er blevet revet ud af brystkassen, trampet på og efterladt til hundene. Medmindre du er sociopat eller på anden vis ude af trit med dine følelser, vil du naturligvis angre tabet af en person, som har stået dig nær. Det er helt i orden og det er vigtigt, at du ikke skynder dig videre fra denne fase, eller lader som om, at du har det fint, hvis det ikke er tilfældet.

Omvendt skal du huske på, at du også havde et liv, venner og kvinder i dit liv, før du mødte din ekskæreste. Og det kan du få igen så snart du føler, at du er ovenpå igen.

Den første tid handler om at finde tilbage til den person, du var engang, og forene den med dit nye og mere erfarne jeg. Du tager med andre ord alle dine positive erfaringer med og parrer dem med den person, du gerne vil være. Resultatet bliver, at du kommer ud på den anden side som et langt mere modent og stærkere menneske.

Du skal omstrukturere dit liv og vænne dig til, at telefonen ikke ringer så ofte, som den gjorde engang. Måske er det en hjælp for dig, at du bare lader telefonen ligge, når du er ude, og på den måde langsomt vænner dig af med, at du hele tiden checker den for nye beskeder fra hende.

Her er et par simple råd, der kan hjælpe dig igennem den første fase af et forlist forhold.

* Drop al kontakt med din eks, uanset hvem der slog op med hvem. Hver gang du taler med hende lægger du effektivt en eller to uger til din helingsproces. Slet hendes nummer, Facebook og alle andre ting, der minder dig om hende.
* Sørg for at udfordre dig selv. Dyrk ekstremsport, læs bøger, lær koreansk på et aftenkursus, eller byg det drivhus i haven, du altid har drømt om. Lav en liste over ting du vil opleve, før du dør – og start fra toppen.
* Start i et fitnesscenter eller til en sportsgren. Lad endorfinerne arbejde for dig og nyd den ekstra selvtillid du hurtigt får opbygget.
* Find tid til introspektion. Se indad og reflekter over, hvem du er. Et godt ordsprog siger, at du ikke er klar til at være i et forhold, før du er klar til at leve uden.

Afhængig af hvor lang tid I var sammen, og hvor meget du følte for hende, kan den første fase af din udvikling tage alt fra to uger til et par måneder. Giv dig selv den tid du har brug for og lad være med at kaste dig for hurtigt ud i nye relationer til med piger.

Du er nødt til at holde fast i, at du udvikler dig for din egen skyld. Jeg har set rigtig mange tilfælde med fyre, som gør dit og dat for at nære det spinkle håb om, at ekskæresten en dag vil opdage hvad hun går glip af. Det udvikler sig hurtigt til en skjult dagsorden, som kollapser det øjeblik du får hende tilbage, hvis det sker. Så falder du med det samme tilbage i de samme rammer, fordi du giver slip og slapper af ovenpå din generobring.

Det vil du med al sandsynlighed gøre fordi du savner trygheden eller bekræftelse. Det du skal forstå i den sammenhæng er, at en ny pige er ren og skær symptombehandling. Det underliggende tab bliver ikke forløst og det kan vise sig skadeligt for dig – og den pige, du er begyndt at se – på lang sigt.

Genopstandelse
I den anden fase af din udvikling er du allerede et godt stykke videre. Bruddet er kommet lidt på afstand, og du har haft tid til at finde dig selv i murbrokkerne. ’Os’ er omsider blevet til ’jeg’ og du har så småt sunket, bearbejdet og accepteret, at dit forhold til din ekskæreste nu er en del af din fortid.

Din selvtillid er så småt begyndt at vænne dig tilbage, du har fået kontakten til vennerne igen – og måske fået et par nye venner med på vejen. Pigerne omkring dig har lagt mærke til din positive udvikling og du begynder så småt at kunne overskue tanken om, at være i et forhold igen. Måske har du besluttet dig for, at du slet ikke er forholdstypen.

Du er nået til et punkt hvor du har indset, at din ekskæreste ikke var noget særligt. Du er glad for de tider og gode stunder I havde sammen, men samtidig indset, at der findes tusindvis af skønne kvinder derude, som er endnu dejligere – og som du passer bedre sammen med.

Det er det fede ved livet. Det er én stor rejse, som kun bliver bedre. Din nye kæreste vil altid være en forbedring i forhold til den gamle. Du kender dig selv bedre, du har fået flere erfaringer og lært mere om, hvor dine grænser går.

Giv dine gode råd videre
Jeg er meget interesseret i at høre fra dig, hvis du har noget på hjertet. I kommentarfeltet kan du byde ind med dine erfaringer og fortælle din succeshistorie om, hvordan du kom videre efter et brud.

Du er naturligvis også velkommen til at smide en kommentar, hvis du har forslag til rettelser eller generelle kommentarer til bloggen.

Fordomsfuld og/eller hykler

2012-01-31T07:43:00.000-08:00

Fordomme har jeg masser af og DET er ellers politisk ukorrekt så det batter. Men det er vel også politisk ukorrekt at være en hykler. Alle som benægter deres fordomme er vel hyklere? Findes der mon et 100% fordomsfrit menneske, i doubt it!? Mød to tilfældige af mine fordomme:

Fordom 1. Den lykkelige luder findes ikke. Alle ludere er ulykkelige, forsømte og på spanden følelsesmæssigt. Jeg tror ikke engang på undtagelsen som bekræfter reglen. Mine modstandere påpeger ivrigt, at jeg jo ikke bare kan ignorer de prostituerede kvinder når de udtaler sig om hvor fint det er.
”De har ret til deres frie valg” min reserverede bare numse. De er jo netop ikke fri, de er slaver. En overvægt af dem er vokset op med misbrug og overgreb, de har fået overtrådt deres grænser hele deres liv. Derfor har de reelt ikke et frit valg, kun et betinget valg. De piger blev svigtet i deres barndom og vi svigter dem nu. En stor procentdel af dem bedøver sig med stoffer for at undgå at få for meget virkelighed i hovedet. Forståeligt!

Jeg syntes vi skal sende en tanke, til alle de ludere som LIGE NU, er ved at vaske sig i en pause mellem to kunder. og forestille os at det er lige det de gerne vil med livet, at de glæder sig til at det ringer på døren igen om lidt. Forestille os hvor mange gange i dag de skal vaske sig, gøre sig klar til at den næste tilfældige mand kommer for at blive tømt. Bilde os selv ind at de reelt har et valg! Ved jeg bedre end dem, hvad der er godt for dem? Ja, det føler jeg faktisk at jeg gør!

Fordom 2. Jeg har tilbragt et par dage af min vinterferie i Lalandia. Der kan vi tale om fordomme. I min omgangskreds er Lalandia nærmest tabu. Der var lynchstemning på min Facebookwall, da jeg modigt erklærede mit forehavende. Jeg havde selv en ide om at vi nok skulle købe matchende joggingtøj for at blende ind. Den fordom var det rene vand, i forhold til mine venners udmeldinger. Fx, ”Lalandia er Danmarks største urinslæde”…!

Jeg tog af sted med oprejst pande og smilende drenge. Jeg kom hjem med smilende drenge og nye fordomme. Alle i Lalandia er overvægtige og fede. Danmark, fjern omgående momsen på frugt og grøntsager, sæt tunge afgifter på chips, pommes og majonæse. Dels for de menneskers egen skyld og især for deres ungers skyld. De søde tykke børn bærer ikke selv ansvaret for deres fejlernæring, de får skyhøje BMI tal med i ufrivillig vuggegave. Fedmeepidemien kommer til at koste samfundet en formue og hvem skal finansiere ædegildet dagen derpå? Ved jeg bedre end dem, hvad der er godt for dem? Ja, det føler jeg faktisk at jeg gør.

Bonusfordom. Har du nogensinde spekuleret på hvilken stamme alle dem med tribal tattoos er medlem af? Det er Lalandia-stammen. Det er også dem, hvor drengene af helt uforståelige årsager har en lang tynd fletning i nakken. Hvorfor?

Og inden du lyncher mig, så husk at også du har masser af fordomme, du skal nu vælge om du også vil være en hykler!

Det at være overfladisk VS Det at være sig selv

2012-01-30T10:08:00.000-08:00

Det er findes simpelthen ikke noget værre i min verden end overfladiske mennesker. Med overfladisk, mener jeg her, at de kun fokuserer på overfladiske ting og har en gennemgående ligegyldig facon som hverken viser den mindste medindlevelse eller medfølelse for eller med andre mennesker. Jeg kan slet ikke forholde mig til det, at en person har en overfladisk væremåde, facon eller facade. Hvis jeg skal vælge, så foretrækker jeg dog en person med en overfladisk facade eller facon, for der kan man i det mindste ane en person bag facaden. Den gennemførte overfladiske væremåde skræmmer mig. Det er nok tanken om, at der måske slet ikke er en person bag alt det overfladiske. For overfladiskhed er alt det, som jeg altid selv har kæmpet imod. Jeg har altid selv kæmpet for, ikke at være overfladisk og blive eller være mig selv. Altså mig selv, som jeg virkelig er og bør være autentisk. Bør skal her ikke forstås idealistisk eller moralsk, men som den person som jeg virkelig er inde i mig selv. Som Søren Kierkegaard skriver:

"Det Store er ikke at være Dette eller Hiint, men at være sig selv og dette kan ethvert Menneske naar han vil det."

Og dette at kunne være sig selv står i skarp kontrast til at være overfladisk. Overflade er en facade, som folk bruger som et skjold, men skjoldet beskytter ikke kun mod dårlige oplevelser, men trist nok også mod gode oplevelser. Folk bliver tit skræmt, hvis man er for direkte. Jo mere overfladiske, de selv er, jo mere skræmmende virker ens mangel på overflade. Men det kan være svært at være sig selv, for der er mange mennesker som kan påvirke én i negativ retning væk fra ens autentiske selv. Ubehagelige oplevelser og jantelov er nok de bedste eksempler på, hvorfor det kan være svært at være sig selv bevidst og være sig selv. Men det er noget, som man må kæmpe imod hele livet, for der kommer desværre nok aldrig et øjeblik, hvor det er slut med ubehagelige oplevelser eller jantelov. Jo, måske når man dør, men da vi stadig ingen viden har om, hvad der sker ved døden, så kan døden ikke være målet. Målet må derfor være kampen for at blive sig selv autentisk. Det er en kamp som måske aldrig slutter helt og som tager tid, uanset hvem man er. Det er en indre kamp om at opnå indre ro, selvsikkerhed og selvværdsættelse. En indre kamp om at lære sig selv at kende og værdsætte det man erkender. Den vigtigste kamp i livet, for før man kæmper, så kan man heller aldrig føle lykke. Det er det mest fundamentale ved mennesket - det at ville sig selv og ville lykken. For først når man kæmper for at blive sig selv, kan man erkende sig selv og blive sig selv bevidst. Og først når man erkender sig selv, kan man acceptere sig selv, som man virkelig er. Og først når man accepterer sig selv, så kan man begynde at elske sig selv. Og først når man elsker sig selv, så kan man elske andre. Og først når man elsker andre, kan man føle lykke og blive lykkelig. For uden lykke giver livet slet ingen mening. Der findes ikke nogen anden ydre mening med livet, end den mennesket selv tillægger livet. At tro andet er selvbedrag. Lykke kommer indefra, direkte fra sjælen, hjertet eller selvet om man vil. Lykke er meningen med livet. At være overfladisk er at bevæge sig væk fra sig selv og derved også væk fra muligheden for at være lykkelig. Derfor har jeg ingen forståelse for mennesker der er overfladiske eller vælger overfladiske liv. Jeg kan virkelig ikke forstå det. Det både skræmmer mig og gør mig virkelig ked af det, når jeg ser, hvordan nogen mennesker helt bevidst vælger et liv som aldrig nogensinde kan gøre dem lykkelige. Jeg forstår det ikke, men jeg har også måtte indse, at jeg ikke kan gøre noget ved det, uanset hvor ærgerligt jeg syntes det er, at de spilder deres liv på ligegyldighed.

Desire fuels the fire

2012-01-12T07:02:00.000-08:00

Uh, for jeg smelter... Bliver til en pøl af blod, pis, snot, slim, bræk... Jeg må redde mig selv. For ingen andre kan. Jeg er alene. Komplet alene. Tænd ild til mig og se mig smelte - det er mere menneskeligt end at lade mig flyde rundt i overfladen, kæmpende for mit liv.

Jeg er i live, men er død... Jeg misunder de døde, og jeg har medlidenhed med de levende. Man skulle tro, at jeg efterhånden havde lært det... Efter alle de gange... Har jeg intet lært. Fortvivlelse. Måske er det bedst at være ligeglad? Ilten opsluger mig, gør mig levende, og jeg ønsker det ikke. Brænd mig med lidenskab: det vil gå hurtigere.

Jeg føler intet, og dog så meget. Frygter fremtiden, hader fortiden. Skal jeg gemme mig? Løbe væk og gemme mig? Nej. Den slags er for kujoner. Du forsøger at lede mig i fordærv, du forsøger at få mig til at gøre de ting, jeg ikke vil. Du er der altid, holder øje. Viser dit frygtindgydende ansigt, når jeg ser mig i spejlet: øjne så sorte som kul, hud så grøn og brun som mug og råd, mund så skræmmende med den sorte tunge og de lange tænder. Du gør mig bange. Men du er der, hver gang jeg ser mig i spejlet. Du er altid efter mig.

Hvad tænder mænd på?

2012-01-11T13:39:00.000-08:00

Ja, det spørgsmål kan jo besvares meget kort. Mænd tænder på kvinder. (En stor del af os i hvert fald).

Men det bliver der jo ikke meget blog ud af.

For at behandle emnet med en vis opmærksomhed, er vi næsten nødt til at have fat i modstykket til det spørgsmål her. Hvad tænder mænd ikke på?

Og også, hvor utroligt det end lyder, at mænd er forskellige og derfor har forskellige præferencer.
Enig – Det lyder absurd. Ikke desto mindre er det sandt. (Jeg kan se kvinderne for mig, gribe deres forskellige chick-lit fortællinger med et desperat udtryk i øjnene. ”Det står der sgu da ikke noget om?!)

Udover de differencer der måtte være hos det mindre fantasifulde køn, i forhold til hvad vi finder sexet eller usexet hos en kvinde, er der helt klart nogle faste faktorer jeg er temmelig sikker på de fleste mænd vil give mig ret i.

Stive kvinder
Her befinder vi os ikke i en gråzone. Kvinder der drikker sig halvsnaldrede til en komsammen er ok. Det er også i orden, når en lettere beruset kvinde beder om at blive puttet. Hvad enten hun er din kæreste, eller et nyt bekendtskab.
Men når kampstive Erna, der i øvrigt kunne være min mor, rager mig langt op i vaniljekransen bagfra, og i øvrigt er ved at tabe det ene af sine temmelig lange bryster ud af kjolen, hun også har glemt at tage op af trusserne bagpå, da hun var på tønden tidligere, og hvisker i mit øre at hun har lyst til at give mig mit livs ridetur, så stiger jeg af. (Nej, det er heller ikke i orden når hun er top lækker og skruet sammen som en havfrue bortset fra halen. Synes bare det andet lød sjovere.)

Kvinder der drikker øl af flasken
Kald mig bare gammeldags. Måske hænger det sammen med at det som regel er i følgeskab af en skovmandsskjorte og evt. lædervest. Gerne siddende på en bænk i nærheden af købmanden. Det kan være i orden hvis alternativet er at hun skal hælde det ud i hænderne, men hun skal sat’me være feminin for at køre den hjem i go’ stil.

Kvinder der klæder sig i forhold til den figur de havde da de var tyve
Med mindre de rent faktisk stadig har den, eller er tyve. Jeg har intet imod kvinder med lidt ekstra på sidebenene, tværtimod. Langt de fleste kvinder der hører til i den kategori kan have mere sexappeal end to af de meget slanke kvinder tilsammen. Men vælg dog for pokker tøjet ud fra din figur. Når en kvinde, der ellers kan være en rigtig sød og tiltrækkende en af slagsen, bærer en lille stram sommertop, der stopper lige over navlen, og redningskransen der hænger derunder evt. er tatoveret med ”Kitty”, så bliver jeg dårlig. Det ville være bedre om hun troppede op nøgen. Så er hun i det mindste konsekvent. Der er forskel på at have accepteret sin figur, og forstå at udnytte de forcer man har, og så helt have misforstået konceptet.

Kvinder med alt for meget make-up
Make-up er godt. Lad os blive enige om det. Det giver kvinden mulighed for at fremhæve de features der gør hende smuk og tiltrækkende. Det giver hende også mulighed for at skjule de småting der måtte være opstået som følge af lidt for meget chips og fast food. Hvor ville jeg dog ind i mellem ønske at nogle mænd ville benytte sig af samme mulighed eller i det mindste acceptere at deres hud dårligt tåler 18 Faxe Kondi med tilhørende osterejer om ugen.
Men hvad er det der sker for trunten der anvender mere spartelmasse end en malelærling på sort arbejde?
Der er ikke noget værre end en date der smitter af. Det skulle da lige være at man ikke ved om hun er blevet forskrækket på vejen eller om hendes fritidsjob er at være klovnens kloge følesvend i cirkus, og at hun kommer direkte derfra. Desuden kan det betragtes som falsk varedeklaration hvis der er for meget manuel retouchering i skærmen, og man har til enhver tid som mand ret til at ophæve handlen når masken ryger.

Konklusion
Hvis du er kvinde og undlader at drikke dig stiv i høkerbajere, klæder dig efter hvad der passer til din figur og undlader at male dig op til fastelavnsfest, så har du mulighed for at tænde en mand. Og så er det i og for sig ligegyldigt om du er høj, lav, bred, smal, intelligent, blank, mørk, lys, udadvendt, genert, bly, fræk, rig eller fattig. Om det så er den mand du ønsker at tænde der finder dig interessant, er ikke til at vide. Rent afslutningsvis vil jeg godt aflive en gammel myte: Mænd er ikke nødvendigvis mest interesseret i den kvinde de ikke kan få! Indrømmet – en smule ”jagt” kan være inspirerende, men der er grænser. Selv for mænd.

Hvad er vigtigst i livet?

2012-01-11T08:43:00.000-08:00

Et af de mest fundamentale spørgsmål, som man kan stille sig selv er: hvad er vigtigst i mit liv? Den høje selvmordsrate blandt lottovindere burde i sig selv være bevis for, at det ikke er penge. For selvom penge muligvis gør mange ting meget lettere i livet, så bliver man ikke lykkelig af penge alene. Et godt helbred og kærlighed har uden tvivl også en meget stor betydning for ethvert menneske, men det allervigtigste eller mest fundamentale (også for kærlighed) er en viden eller et kendskab til sig selv. Nemlig en viden om, hvordan man gør sig selv lykkelig. Intet menneske kan (alene) gøre et andet menneske lykkelig. Lykke kommer indefra. Hvad gør dig lykkelig? Det lyder måske umiddelbart som et meget simpelt spørgsmål og det er det også, hvis man kender svaret. Spørgsmålet er meget fundamentalt, da det tager udgangspunkt i, hvem man er som person. Selvbevidsthed eller en grundlæggende viden omkring sig selv er en helt grundlæggende forudsætning for, man kan tage de rigtige beslutninger og prioritere korrekt og hensigtsmæssigt.

Hvorvidt man kender sig selv godt nok og tager de rigtige beslutninger - kan man se ved at se på sin dagligdag. Bruger du din tid på de ting, som du finder mest vigtige? (Altså foruden de daglige gøremål, som du ikke kan være foruden.) Hvis ikke, så burde du måske overveje, hvordan du på en alternativ måde kunne bruge din energi mere hensigtsmæssigt i forhold til det, som du prioriterer højest. Det er altid væsentligt at stoppe op og overveje, hvorledes man kan forbedre ens muligheder for at opnå det, som man ønsker - ikke bare her og nu – men generelt i livet. Det er også meget vigtigt at lytte til sig selv og ens følelser, da de giver en værdigfuld viden omkring, hvordan man har det og hvad man ønsker. Følelser er ikke noget, som man skal kontrollere, men noget som man skal lytte til. Og selvom det helt sikkert er meget vigtigt at kunne se løven i spejlet - så er det mindst lige så vigtigt at kunne se killingen. Man kan lære rigtig meget om sig selv ved at lytte til de tilbagemeldinger, som man får fra andre mennesker om, hvordan de oplever én. Det er de færreste mennesker som rigtig lytter - de har en forudindtaget mening og venter egentlig bare på, at det skal blive deres tur til at sige noget igen (og det lærer man ikke særlig meget af). Man skal være åben overfor nye perspektiver. For selvom man taler med mange forskellige mennesker, så er der næsten altid noget nyt man kan lære, hvis man lytter nøje efter. Om ikke andet så kan man tit få en ny vinkel på et ellers velkendt emne.

Livet er en leg, men som enhver anden leg, så forudsætter det også visse regler og færdigheder. Jo mere bekendt, man er med reglerne, jo bedre muligheder har man også for at opnå succes. To meget vigtige faktorer for at opnå succes i livet er logisk og social intelligens. Den logiske intelligens øger sandsynligheden for, at man udnytter sine kompetencer på den bedst mulige måde, da man via sine logiske evner kan beregne og forudsige fremtidige scenarier og dermed få den optimale læring ud af sine fejltagelser. Ligeledes øger den sociale intelligens (som ofte er stærkt undervurderet i forhold til succes) også ens muligheder for at man kan begå sig optimalt socialt set og dermed optimerer ens muligheder for at få succes på andre områder. Jo bedre man er til at lære af sine fejltagelser, tænke logisk og begå sig socialt, jo større muligheder har man også for at klare sig godt – uanset, hvilket felt der er tale om. Arbejde, venner, uddannelse, kærlighed, familie, fritidsaktiviteter osv. osv. For jo bedre kendskab man har til sig selv, jo lettere bliver det også at følge sit hjerte, tage de rigtige beslutninger og dermed udvikle de kompetencer, der er nødvendige for at man kan opnå sine drømme og forhåbentligt blive et lykkeligt menneske (det meste af tiden).

Vælg dig selv - når du vælger dit liv

2012-01-11T08:34:00.000-08:00

Jeg undrer mig tit over, hvorfor mange mennesker er så sure og bitre? Når jeg betragter dem og deres liv, så syntes jeg, at de har masser at være glade og taknemmelige for i deres liv. Men hvorfor bruger de så al deres energi på at have ondt i en vis legemsdel over andre menneskers glæde? Frem for at gøre noget for at gøre deres eget liv bedre? Nogen gange føles det næsten som om, at det er forbudt at være glad. Man skal helst være sur – når man er voksen. Hvis man er glad, så er der straks nogen som bliver provokeret. Så skal man ned med nakken. Man må heller ikke tro på sig selv eller have en selvstændig mening. Det er næsten som om at selvtillid og glæde provokere visse negative mennesker. Jeg ønsker på ingen måde at være en negativ person, men det er nogen gange svært, når man omgås negative mennesker. Jeg har det også helt fint med, at det går godt for andre. Mærkeligt nok er den følelse ikke altid nødvendigvis gengældt. Sagde nogen jantelov? Eller et endnu grimmere ord er måske misundelse. Jeg er ikke misundelig på andres liv. Jeg er glad for mit liv. Det har jeg altid været - taknemlig for livet. Min fætter blev kun 9 år. Ergo er jeg en heldig person. Jeg har også svært ved at se, hvorfor andre mennesker skulle være misundelige over mit liv – jeg er hverken stjerne eller millionær. Men jeg er glad for mit liv. Jeg prioriterer også anderledes end de fleste andre mennesker. Jeg gør primært det, som jeg har lyst til – altså inden for rimelighedens grænser. Mange mennesker gør bare det, som de tror, andre mener, at de bør gøre. De får de jobs, som de tror, at andre mennesker ser som prestigefyldte. Uden at overveje, hvad de egentlig selv vil. De får det dyreste hus, børn osv. fordi andre gør det. Det skal man. Men hvem siger egentlig det? Hvad skulle pointen være i at gøre noget - hvis det ikke gør én lykkelig? Man skal kun vælge det, som gør en lykkelig. Man skal vælge det job, som man brænder for. Hvis man ikke kan få drømmejobbet, så må man arbejde sig hen imod det. Livet er desværre ikke nogen gavebod og sjældent heller helt retfærdigt. Men man kan altid stræbe efter noget bedre. Lykken er heller ikke altid det, som man først forestiller sig. Der er kun dig til at tage de rigtige og forkerte valg her i livet. Derfor skal man heller ikke bare acceptere, hvis man har taget et dårligt valg. Give op. Det er dig som aktivt vælger at blive ved med at leve med det dårlige valg. Så vælg dog igen. Vælg noget andet. Bare vælg noget. Frygten for at minimere udbuddet af valgmuligheder gør uhyggelig mange mennesker ulykkelige. Men vælg dig selv, når du vælger. Vælg det job, som du brænder for. Ikke det der nødvendigvis giver flest penge. Få børn, hvis du har lyst til at få børn. Fordi du har lyst til at bruge din tid sammen med børnene. Det har børn fortjent. Alt for mange mennesker får børn, selvom de dybest set ikke gider være sammen med dem. Eller endnu værre er dem som lever deres liv igennem børnene – ikke sammen med børnene. Børn har ret til deres eget liv og skal ikke have ansvaret for deres forældres lykke. Lykken er altid ens eget ansvar. Det betyder ikke, at vi ikke også har ansvaret for hinanden. Men ingen kan gøre en anden lykkelig – da kan man kun selv. Lykke kommer indefra. Derfor vokser sunde børn også op og får deres eget liv – uafhængigt af deres forældre. Derfor skal du altid huske dig selv, når du vælger. Det er det eneste, som du ikke vil blive utilfreds med i længden. Når du vælger en partner – så vælg en du kan være dig selv sammen med. En, som du kan leve sammen med - ikke dø sammen med. Men kærlighed kræver meget både engagement, tålmodighed og vilje til at gå på kompromis. Hvis du ikke evner at gå på kompromis - så er det måske bedre at leve alene. Hvorfor sårer en anden med din egoisme? Vigtigst af alt er det, at vælge ud fra, hvem du er. Men hvem er du så? Det ved kun du. Det kan kun du svare på. Det er et svært spørgsmål, hvis man ikke allerede ved det og et meget simpelt spørgsmål, hvis du gør. Hvis du ikke gør, så må du finde ud af det. Spørg dig selv, hvordan du har det? Hvis du har det dårligt, så spørg dig selv, hvordan du kunne få det bedre. Livet er ufatteligt kort, så hvad er det egentlig du spilder din tid på? Vælg dig selv, mens der er tid. Vælg dig selv, når du vælger dit liv.

Udadvendt versus genert

2012-01-11T08:07:00.001-08:00

Først må jeg hellere lige understrege, at jeg godt er klar over, at udadvendthed og generthed ikke er modsætninger. For modsætningen til at være udadvendt er naturligvis at være indadvendt, hvilket vel dybest set er betegnelser for ens forhold til sig selv og andre mennesker. Altså i hvilken grad man kan lide at omgås andre mennesker og i hvilken grad man ønsker at dele sig selv og sit væsen med andre mennesker. Mens det er langt sværere umiddelbart at definere, hvad modsætningen er til at være genert. Mine nærmeste ser mig vist alle, som en meget udadvendt person og afviser derfor også nærmest automatisk, at jeg kan blive genert. Selv mine venner syntes, at antagelsen er latterlig - også når jeg selv hævder det. De afviser det, som om at jeg skulle have misforstået begrebet på en eller anden måde. Men jeg kan faktisk også godt blive genert, selvom jeg ellers er en meget udadvendt person. Når jeg taler om at blive genert, så må man ikke forveksle det med usikker, for det er bestemt ikke det samme, selvom de to fænomener minder meget om hinanden og muligvis også har visse fællestræk. For usikkerhed er en helt naturlig del af livet og derfor bliver alle mennesker også usikre før eller siden, hvis man altså ikke ligefrem lider af storhedsvanvid eller noget lignende. Hvor generthed forekommer mig at være et mere komplekst fænomen.

Jeg har tænkt lidt over, hvilken situation der egentlig ligger til grund for, at jeg nogle gange kan blive genert. For det er jo ikke så godt, at jeg ikke altid har 110 % styr på situationen. Men det er egentlig lidt svært at identificere, hvilken en situation som går forud, for at jeg bliver genert. Det eneste fællestræk jeg umiddelbart kan identificere i alle situationer er, at generthed altid hænger sammen med en eller anden umiddelbar form for selverkendelse og selvbevidsthed i forhold til en bestemt anden person. Den anden person må på en eller anden måde have en forudsat betydning for én. Men denne betydning behøver ikke at være baseret på følelser, for den andens persons betydning kan også være en slags repræsentant for noget andet, som har betydning for én. Men i det øjeblik den pågældende persons opmærksomhed vendes mod én, der opstår der en form for umiddelbar selverkendelse og selvbevidsthed. Altså opstår der en erkendelsesproces i netop det øjeblik, at man bliver genert. Hvor man i samme øjeblik både erkender den anden persons betydning (altså ens egne følelser) og samtidig også erkender den anden persons oplevelse og erfaring af én selv. Og dermed opstår der en slags objektiv og meget umiddelbar form for selverkendelse hos én selv af sig selv og sine følelser. Denne selverkendelse opstår kun fordi, at den givne person har en betydning for én (der er større end andre mennesker normalt har) og er baseret på oplevelsen af den anden persons erkendelse, erfaring og umiddelbare reaktioner på ens egen tilstedeværelse. Og det er netop denne erkendelsesproces som gør, at man bliver genert, men det forudsætter som sagt, at personen har en forudsat betydning for én. Det klassiske eksempel på generthed er derfor selvfølgelig også en forelskelse, da en forelskelse typisk vil kunne frembringe denne form for selverkendelsesproces.

Hvis en person er ekstremt genert overfor alle andre mennesker, så kan den ekstreme generthed vel i sidste ende føre til, at folk ligefrem bliver så indadvendte, at de fuldkommen isolerer sig. Hvorimod det andet ekstrem, hvor man aldrig bliver genert, vel enten må betyde, at man enten mangler selverkendelse (refleksion) eller at andre mennesker aldrig har nogen betydning for én. Jeg bliver sjældent genert, men når jeg bliver det, så er det for det meste også overfor folk, som jeg ikke kender særlig godt, men som jeg af en eller anden grund tillægger en betydning (for det meste, fordi jeg virkelig godt kan lide dem). Og derfor er det værste ved min generthed også, at jeg næsten er blevet FOR god til at skjule den. For derved kan folk hurtigt få det indtryk, at jeg enten bare er ligeglad med dem eller arrogant, da jeg jo opfører mig lidt anderledes end ellers. Hvilket naturligvis er det sidste, som jeg ønsker, at den pågældende person skal tro om mig. Mine venner hævder dog, som en slags trøst, at jeg aldrig virker ligeglad eller arrogant, så det håber jeg, at de har ret i. Men hvad ved de egentlig om det, for de kender mig jo kun som udadvendt, så de aner jo faktisk intet om, hvordan jeg er, når jeg er genert.

Har du været død?

2012-01-11T07:48:00.000-08:00

Har du været død, eller kender en, som har været det og har berettet om oplevelsen, efter at være "vågnet op" igen?

Nærdødsoplevelse er en oplevelse, som mennesker har haft, når de har været livløse og døde i kortere eller længere tid, og er blevet genoplivet!

En ældre mand sidder en formiddag ved sin kræftsyge hustrus dødsleje!
Hun kan ikke tale mere, men kun bevæge hoved og øjne!
Den sidste formiddag, hun lever, lægger hendes mand mærke til, at hun får øje på noget, som hun følger med øjnene!

Da han ser i samme retning som hustruen, opdager han en skygge og identificerer straks denne meget tydeligt som Jesus!

Jesus går hen og tager hustruen i hånden, hvorpå hun dør, og synet forsvinder!
En 19 årig gut falder 13 meter ned fra et træ!
I det dramatiske fald oplevede han pludselig, at forlade sin krop, og se sig selv oppefra, ligge livløs på jorden under sig! En pige på kun 17 år, kom ud for en alvorlig bilulykke!
Hun forlod sin krop, og hængende 10 meter over ulykkesstedet, så hun sine venner kæmpe for hendes liv!

Millioner af mennesker verden over, har oplevet noget lignende, nemlig at sjælen lever videre efter døden!

Personer som har haft nærdøds-oplevelser - har været døde, men er blevet genoplivet, siger om fænomenet følgende:

Forandret følelsetilstand, fredfyldt, uden smerte og frygt!
Oplever en summende lyd og oplever sig adskilt fra kroppen, som de kan se fra et punkt over dem!
Klar bevidsthed og kan bevæge sig gennem vægge!
Er bevidste om en anden virkelighed, og bevæger sig hurtigt gennem en tunnel!
De drages mod et lys, som beskrives som blændende og af stor skønhed, uden at blænde!
Nogle oplever et alvidende væsen af lys!
De kan opleve et hurtigt, altomfattende tilbageblik i hele deres eget liv, i en tilstand udenfor tid og rum!
Nogle oplever en paradisisk verden af skønhed!
Nogle når en grænse, som de ikke kan eller må passere!
Der er ingen beskrivelser fra nogen, som skulle have passeret denne grænse!
Ved denne grænse beslutter de, eller bliver bedt om, at vende tilbage til livet!
Mennesker som har haft nærdødsoplevelser, er overbeviste om, at sjælen og bevidstheden fortsætter med at leve efter døden!

Sygeplejersker og sygeplejere af døende beretter om uforklarlige hændelser, hvor den døende ser ud som om, og i visse tilfælde endda fortæller, at vedkommende ser allerede afdøde familiemedlemmer stå ved siden af sengen, for at vente på den døende!

Heroverfor står ateisterne, med al deres videnskab og påstår, at indenfor den videnskabelige medicin, er nærdødsoplevelsen kun en forandring i blodgennemstrømningen til hjernen, hvad der kan give hallucinationer, når hjernen mangler ilt?

Sludder siger andre ateister, det er kun kemiske reaktioner og mener, at nærdødsoplevelser skyldes, at hjernen spiller sin ejer et puds, som følge af en overdosis kuldioxid i blodet?

Selv en meget skæpsis psykoanalytiker, havde engang en oplevelse, som gjorde ham mindre skæpsis!
Han var ved at dø af et hjertetilfælde, men fortæller bagefter, at han oplevede, at han befandt sig højt oppe i verdensrummet, hvorfra han kunne se jordkloden under sig!

Alt i alt ved vi altså stadig ikke, hvad "nærdødsoplevelser" er for en størrelse, ja vi kan ikke engang sige, hvad drømme egentlig er for noget!

Har vi en sjæl og bevidsthed, der overlever vores fysiske død, og som måske også var med os, før vores fødsel?

Er nærdødsoplevelser et glimt at sjælens og bevidsthedens udødelighed hos Gud?

Kunsten at være et høfligt menneske

2011-12-19T20:37:00.001-08:00

Jeg ER et meget høfligt og positivt menneske. Det får mange til at antage, at jeg ikke kan blive vred og at jeg har en meget stor tålmodighed. Intet kunne være længere fra sandheden. Eller det vil sige, jeg har vist lært mig selv at være tålmodig over for andet end dyr og børn. Nu er gruppen vist blevet udvidet til folk med forskellige former for socialt handicap såsom manglende empatiske, logiske og sociale evner. Derudover er der også den gruppe af mennesker, som absolut skal teste ens venlige og rolige sind ved at se, hvorvidt de kan gøre én sur. Den glæde må man naturligvis ALDRIG give dem - men det kan alligevel godt være lidt trættende i længden. Så trættende, at jeg nogle gange overvejer, hvorvidt jeg bare skal give efter for de umiddelbare følelser og verbalt rive hovedet af dem.

Men så besinder jeg mig og argumenterer rationelt mod de latterlige kommentarer – indtil de opgiver deres forehavende. For man kommer sjældent særligt langt ved at blive sur – og en hel del længere ved at være tålmodig og tænke rationelt. For når man ikke kan kontrollere sine følelser, så kan man hurtigt komme til at ligne en klovn. Desværre så virker det også tit en anelse unaturligt, at man aldrig bare kan følge ens umiddelbare følelser. Det er noget forløsende ved vrede og vredesudbrud, som man ikke kan få ved at kontrollere sine følelser og ved at være rationel. Nu skal det heller ikke lyde som om, at jeg ofte bliver sur – for det er jeg faktisk stort set aldrig. (Humor er et virkelig godt værktøj.) Hvilket jeg også tror, at de fleste i min omgangskreds vil mene. Jeg prøver for det meste at holde en god stemning – men ikke for enhver pris. Og når jeg endelig bliver sur, så bliver jeg for det meste også hurtig glad igen, når jeg har haft mulighed for at lufte min frustration eller påpege det fuldkommen uacceptable i vedkommendes udsagn.

Folk er for det meste rigtig søde, når jeg endelig har gjort mig den ulejlighed at blive lidt sur. Det sker nu sjældent. Over de sidste par år har jeg arbejdet meget med at min vrede ikke skal forvandle mig til en gangsterrapper med en havnearbejders ordforråd. For da jeg var ung, så ville enhver provokerende kommentar straks blive fuldt op med verbal lussing, som ville kunne få selv Ludacris til at krympe sig.
Før i tiden ville jeg også forsætte enhver diskussion til den allersidste blodsdråbe. I dag mener jeg selv, at jeg godt kan nøjes med at vide, at jeg har ret. Mange diskussioner behøver man ikke at diskutere færdig, hvis man kan se, at den anden blot vil blive mere og mere sur og reelt ikke har nogen brugbare argumenter. Så er det bedre bare at få afsluttet samtalen. Derudover er jeg også i gang med at holde op med at bande - for helt ærligt, hvor tiltrækkende virker det at have et ordforråd som havnearbejder? Til gengæld har det også haft den bieffekt, at jeg har fået en bedstefar-lignende bevidsthed omkring, når andre mennesker bander. Men det er vel ligesom med eks-rygere og røg. Generelt så prøver jeg på at være et meget høfligt menneske ved at lægge mærke til andre menneskers behov - også selvom de ikke selv er bevidst omkring dem. Jeg rejser mig for ældre mennesker i bussen, viser vej, forklare og uddyber gerne ting to eller tre gange, tilbyder min hjælp til folk, når jeg kan se de har brug for det, overvejer folks psykologiske tilstande, inden jeg svarer på deres umiddelbart provokerende udsagn etc. Selvom der naturligvis også er en vis grænse for, hvor mange mennesker man kan hjælpe og tage hensyn til og i hvilken grad man kan engagere sig i dem. (Den diskriminerende grænse er nok udgjort af ens egne selvbestaltede og egoistiske valg.) Men noget af det, som kan gøre mig allermest glad, er hjælp fra fremmede mennesker – da der her ikke kan være nogen tvivl omkring motivet bag deres hjælp. Generelt har jeg lige siden min fødsel været den type, der kan selv og vil selv. Jeg vil ikke have hjælp fra nogen – faktisk så kan jeg finde et tilbud om hjælp direkte fornærmende – hvilket jeg også prøver at huske på, når jeg selv tilbyder min hjælp til andre. Men så befinder man sig jo alligevel nogle gange i den situation (som det ekstremt individualistiske og selvstændige menneske man er) hvor man har brug for hjælp. Og hvor er det bare fantastisk, når man så opdager, hvor flinke og hjælpsomme folk kan være. Ofte kan man ikke engang gøre noget for den anden person – andet end at udtrykke ens taknemlighed. Jo, det kunne da lige være, at man selv tilbød sin hjælp en anden gang, hvor en fremmed person har brug for ens hjælp. For det er vel indbegrebet af at være et høfligt menneske – at man hjælper og tager hensyn til andre mennesker, selvom man ikke selv nødvendigvis får noget igen.

Udviklingsproces

2011-12-15T08:51:00.000-08:00

Tidlige barndomsminder kan være ødelæggende.
En hård opvækst kan være enden på et voksenliv.
Ignoreret fra begyndelsen, mundlam og uden stemmebånd når det hele ender.
Billeder som brænder i sindet, ting som aldrig kommer igen – ting som man forbander og elsker på samme gang. Ting som man aldrig har ønsket, eller nogensinde vil ønske kommer igen.
Barndomsvenskaber, fanget i samme båd, samme fremtid venter, samme skæbne sluger en som i et sort hul, isoleret, afskåret fra menneskeligheden, dømt til mørke, samt kæder om anklerne.

Tiden, en sjov størrelse – den går bare, uden at komme nogen vegne, uden at vise nåde på nogen som helst facon, uden at give en den chance, at komme ud af det helvede som man er blevet smidt i. Tiden som nægter at spole tilbage, eller frem for den sags skyld – tiden har bragt meget med sig i form af sorg, glæde, tårer, mennesker man aldrig møder igen men savner for det de gjorde. Mennesker som man elskede dengang, men tiden har gjort dem ubrugelige og ubetydelige.

Handlinger, udført af enten en selv, eller personer omkring én.
Handlinger som har store konsekvenser for ens fremtidige mentalitet, handlinger som ikke kan gøres om, hvert et skridt er altafgørende, hver eneste tanke der flyder rundt i hovedet, kan meget vel blive til handling.

Mobning, dengang mælketænderne slap tandkødet, blandet med følelsen af vokseværk, irritation i sindet og i kroppen over de fysiske ændringer, ingen til at hjælpe, ingen til at irettesætte, ingen til at supporte, ingenting at hente.

Slæbt frem og tilbage fra skolepsykologen, folk troede at psyken var for ustabil til at klare presset, venskaber mistet på grund af rygtet om sindssyge, flytning fra hus til hus, intet standpunkt, tiden står stille på trods af at man bliver ældre, og ældre – tingene ændres, man bliver anset som værende psykotisk og mentalt ustabil, folk sætter spørgsmålstegn men man kan ikke svare dem, for man ved – at ingen vil lytte til en hvis sind er smadret i tusinde stykker under vægten af livets fucking hårde militærstøvle på ens kranium, som splintres som glas på hård cement.

Jeg går i øjeblikket igennem en udviklingsproces, jeg arbejder med mig selv hver dag, for jeg har indset at jeg har spildt mit liv, på at tro på folk som troede de havde en helvedes masse erfaring, og privatpersoner som leger psykologer.

Døden er stadig tabubelagt

2011-12-14T19:54:00.000-08:00

Døden er en sjov ting.
Så mange mennesker frygter den! Så mange mennesker går rundt i en cirkel af frygt og uvidenhed omkring dette emne. Vi har altid været bevidste om, at døden er til stede alle vegne og alligevel er emnet tabubelagt?

''Fiddo er blevet en gammel hund, Frederik... derfor har vi valgt at sende ham ud på en gammel gård, hvor han kan ha' det godt til det sidste''
- Fiddo blev aflivet, barnet blev fyldt med en gigantisk pose lort, og jeg har selv prøvet det.
Hvorfor skal vi skjule at døden eksisterer? Hvorfor skal vi pynte på lortebunken?

Jeg er af den overbevisning, at børn har brug for sandhed for at udvikle sig og blive stærke, for de har brug for at blive stærke, de skal forberede sig på de frygtelige ting som kommer til at finde sted i deres fremtidige teenage- og voksenliv, og derfor skal de vide hvad det vil sige at miste.

Frederik har ret til at vide hvor Fiddo befinder sig lige nu? Og hvis man endelig skal fortælle den stakkels dreng hvor hans elskede hundeven som har fulgt ham igennem hele hans barndom er, så fortæl sandheden!
- Fortæl dit barn at Fiddo fik en sprøjte i nakken som bedøvede Fiddo så hårdt at nervesystemerne svigtede og hjertet stoppede med at pumpe blod ud i kroppen, for sådan ER det! Og ja, det er hårdt for et barn at høre, men hvis man bliver ved med at smide løgne op, går det alligevel af helvedes til.

- Da min oldemor døde kunne jeg ikke tro det. Jeg tror jeg var seks år, og jeg var lamslået, færdig, og kunne intet stille op, jeg anede ikke hvor jeg kunne finde trøst, alene på grund af min uvidenhed omkring døden.

Jeg påstår ikke at børn skal konfronteres med døden konstant og hele tiden, jeg påstår dog derimod at ærlighed er vejen frem.

Jeg gider ikke gå rundt og frygte døden, frygt er svagt. Jeg vil langt hellere acceptere døden når den indtræffer, om den indtræffer i morgen, eller om 60 år.
Bliver jeg kørt ned? Får jeg et pludseligt hjertetilfælde grundet min hjertesygdom, eller drukner jeg i sindsyge og dør af ren dumhed? Hvem ved - ikke jeg ihvertfald, jeg overlader det til skæbnen, og ikke dén skæbne - men min egen.

Min opdragelse

2011-12-14T19:43:00.000-08:00

Dengang jeg var barn var jeg en fri lille dreng med en masse muligheder for at være den, som jeg var. Jeg var glad for livet, og livet var glad for mig – jeg var min egen og dannede min personlighed udfra mine to forbilleder. Mine forbilleder var mine to fætre, Patrick og Thomas – de var nogle rigtigt gode fætre. Thomas var den rolige, til tider ret nørdede type, imens Patrick var ret rebelsk og gjorde tingene som han selv ønskede.
Patrick lod aldrig nogen krumme et hår på mit hoved, han var overbeskyttende, og brugte tit sin fysik til at lægge folk ned, som havde kigget forkert på mig – hvilket jeg ikke altid syntes var specielt morsomt, men samtidig havde jeg tendens til at misbruge det, at have en fætter som ville tæske folk gule og blå for mig – det var nok en slags følelse af magt som gik igennem mig.
Det var sjældent at der blev sat en fod i døren for mig, det var mig, det var mit liv, og det var faktisk som det skulle, jeg elskede livet – men selvfølgelig var der problemer, som der jo altid er, og altid vil være – de blev bearbejdet på forskellige måder, tit resulterede konflikter, og uenighed med forvirring og kaos, da mine forældre aldrig rigtig var enige om, hvordan man skulle håndtere et barn.
Min såkaldte "far" gjorde tingene på sin måde og argumenterede for sin sag når der var en mur i vejen. Min mor var tit rigtig forvirret og fortvivlet omkring tingene, og omkring hele mor-tingen, og brugte derfor sit eget liv som skabelon.

Min mor holdte meget af at tingene var fastlåst og at rammerne var fast tilrettelagt, jeg tror at hun var sådan fordi hun selv er blevet opdraget meget firkantet, og så vidt jeg husker med både fysisk og psykisk vold, tit var det vidst nok hendes mormor som var efter hende. Så min mor har hele livet været i skudlinjen, og har altid været nødt til at gemme sig lidt fra omverdenen. Min mor er opvokset i en familie hvor hendes mor var streng, hendes far var stresset og der var generelt bare ikke plads til hende – men trods alt elskede hun sin mor, sin far og sin mormor.

Min såkaldte "far" var meget løs i opdragelsen, han gav mig lov til at udfolde mig som jeg havde lyst, men på et niveau som var rart. En slags blanding af faste rammer og frit fald. Derimod ved jeg at min "far" er opdraget en smule for løst. Efter en snak med min "far" har jeg fundet ud af at han nærmest blev direkte overset og negligeret. Min "far" måtte selv lappe sin cykel, han måtte selv finde læreplads, han måtte selv rydde op og han måtte selv klare tingene lige fra start, imens hans søster fik hjælp hjemmefra, blev rost til skyerne for sine handlinger og hendes job. Min "far" praler ikke af tingene, men i dag er han højt stillet rent jobmæssigt. Og grunden til at min "far" sjældent praler med sine bedrifter er fordi han har taget sin barndom i rygsækken, ingen gad lytte, der var ingen ros at forvente – for der blev ikke forventet det store alligevel.

Jeg er som sagt vokset op i meget frie rammer i de tidlige år, der var ikke specielt mange regler, ej heller særligt mange pligter som skulle opfyldes.
Mine "forældre" vægtede højt at jeg var i stand til selv at smide mit tøj til vask, sortere det farvede tøj fra det sort/hvide (hvilket jeg aldrig lærte), huske på mine lektier, og gerne dække bord hvis jeg alligevel bare lavede ingenting.
Med hensyn til pligter var mine forældre tit meget uenige, og jeg måtte til tider se til, imens de diskuterede opdragelse. Min mor ville gerne have at lektiemæssige ting foregik specifikt som underviseren havde forventet, det vil sige – i bogen, retskrevet.
Min "far" var meget alternativ når det galt indlæring og forståelse af tingene, han rev tit alle mulige objekter frem på køkkenbordet når vi lavede matematik, i håb om at jeg ikke ville give op, tit og ofte brugte han spiselige ting som for eksempel vingummier, eller nødder – på den måde kunne han motivere mig bare en smule. Min mor kunne aldrig rigtigt fange mig når det galt lektier, så det var som regel min far som overtog den del.

Hvis jeg gjorde noget forkert som barn var der ingen decideret straf i vente. Igen var det mest min "far" der overtog rollen hvis der var noget som jeg ikke havde gjort, eller gjort helt forkert.
Min "far" var typen som i stedet for at råbe op, og give stuearrest – så snakkede vi.
Vi snakkede om tingene, for at finde ind til hvad problemet var, i stedet for bare at straffe. Min "far" har altid hadet ordet straf, og han mener ikke at det gavner hverken barnet eller den voksne, da man jo bare slår klapperne ned, i stedet for at fokusere på grunden til problemet allerede fra start. Det vat blandt andet dét som gjorde, at jeg i de færreste tilfælde kom til min mor hvis der var noget galt, eller hvis jeg godt selv var klar over at lokummet brændte, for jeg kunne meget bedre lide at blive snakket pænt til, end at blive råbt af – hvilket var hendes måde at gøre det på.

Da jeg ikke har nogen intention om at sætte et barn til verdenen kan jeg ikke svare på hvilke ting jeg vil give videre, og jeg har ærligt talt ikke skænket det en tanke (endnu).

Mine barneår har været dejlige! Og opdragelsen der fulgte med dengang, var også tiptop, så generelt har det været en positiv tid fra jeg kan huske og til jeg var 12 tror jeg. Grunden til positivitet synes jeg allerede jeg har beskrevet.
Negativiteten startede i mine tidlige teenagegår, da min "far" begyndte at straffe mig uden nogen specifikt grund. Han blev en anden mand og jeg har ikke lyst til at komme ind på hvilkén mand han blev. Siden dengang har jeg ikke rigtigt mærket nogen opdragelse, kun straf i form af råben, trusler, og fratagelse af mine ting, og internettet hvis jeg gjorde noget skidt.
Den måde jeg er blevet opdraget på er splittet, og uden sammenhæng, fordi jeg igennem hele livet er blevet sat i midten af uenighed omkring hvordan andre mener jeg skal opdrages, så i bund og grund ved jeg faktisk ikke hvordan min opdragelse har påvirket mig, udover at jeg ved at jeg er blevet stærk af al den modgang jeg har oplevet. Har man været igennem en hel masse modgang får man en bedre forståelse af hvad lykke og glæde vil sige.

Facade

2011-12-14T19:24:00.001-08:00

Slid dig selv til ukendelighed, for ingen kender dig længere, alt for klog til resten af din omgangskreds, højt uddannet - bruger udtryk som kun de højrøvede kontortosser kender til, sekretærens værste mareridt, eller hotteste drøm, klædt i hvide skjorter, iført Rolex uret som en vane, tingene er strøget, pudset, det hele kører.

Du arbejder dig op af en usynlig rangstige her i samfundet, som ingen ser, forsøger at være noget som ingen andre er, tingene er ikke længere som de var dengang bekymringerne blev skyllet ud i lokummet, dengang du ikke var for fin til at bruge det, selvfølgelig.

Din holdning til andre mennesker er ikke længere vigtig, eller relevant i dit liv, da der nu kun er dig selv. Veltjente penge, en social omgangskreds som du dårligt nok veksler ord med.
Tingene synker sammen som sandslottet du trådte på, da du var på stranden. Dit liv er fyldt til randen med ting du konstant skal nå, folk som du engang elskede men nu har glemt, i dit eget spejlbillede - de vender ikke tilbage igen. Pengene bliver flere, du er succesfuld og dit liv er som en drøm, på toppen af verden, med et glas vin i hånden. Dog er din kæreste ikke længere ved din side for at dele vinen med dig, trods dit kort er fyldt med penge gad hun ikke din arrogance.

Det eneste du tænker på, er at leve et luksusliv, hvor andre mennesker der er lavere stillet end dig kan rende dig i røven. Så længe du kan have havudsigt på toppen af København, arbejde din røv i stykker, være en natteravn - så er du åbenbart glad, men kun udadtil, for indeni er du slet ikke klar over hvilke skader du selv er skyld i. Du ser kun Hugo Boss skjorten og dine pæne, sorte sko - ikke manden bag, og bevares - hvilket syn du ville se. En afdanket, nedslidt, ensom, lille kedelig mand, som intet drømmer om, intet brænder for, udover sin pengepung.

Og det kniber også med sexlivet for tiden, da folk kun er interesseret i dine talegaver og dit bagland. Kvinderne vil have dine penge og din Audi-øse, ikke dit rigmands-lem. Irritationen griber du som en håndbold, for hvad skulle du ellers lave, alene i mørket? Du kunne spille Tetris, eller løse en kabale, se N-CIS eller bare brække dig ud over din altan.

Dit selvsikre ydre stemmer ikke overens med hvad der gemmer sig bag din baronfacade, en skrøbelig knægt som ikke har erfaring nok til livet, men erfaring nok til arbejde.

Du kigger dig i spejlet - tænker...
''Hvem fanden er det?''

Min personlighed i stikord

2011-12-14T19:20:00.000-08:00

Jeg er den gazelle, som æder løven før den æder mig, jeg er fluen på væggen som du er for langsom til at klaske.

Jeg er det sorte får, men samtidig den styrende i flokken, jeg er spinkel af bygning, men kan overgå en ordbog i skriftlig kamp.

Jeg er forstående og flink, men arrogancen i fysisk form, jeg er brændende varm, men samtidig kold som snefnuggene på din hud.

Jeg er livets lystige flamme, men dødens dårlige ånde. Jeg er lyset på den anden side af tunnellen, men mørket du lod forsvine bag din ryg.

Jeg er den søde drøm som tager dig med til paradis, men på samme gang mareridtet som brændmærker dit sind.

Jeg er dit spejlbillede som du forguder når du dit udsende har plejet, men jeg er ligeså vel den morgengrimme person som du i spejlet ser ved tidlig morgenstund.

Jeg er lysten, og jeg er længsel - Jeg er derimod ligeså meget trang, og begær. Jeg er håbet som du ser i nødens stund, men uheldet som rammer som et lynnedslag.

Jeg er kærligheden som kysser din kind blidt, med fugtige og bløde læber, efterfulgt af en knyttet næve som rammer, i en sky af tænder, blod og had.

Jeg er loyaliteten selv, men samtidig tvivlen som går tur igennem dig. Jeg er smilet på dine læber, og grunden til unødvendige tårer.

Jeg er freden som dit hjerte mærker på en stille aften, men den stress som du mærker dagen efter. Jeg er byrden, samt lettelsen.

Jeg er færdig med at skrive nu, men samtidig bliver jeg ved til evig tid. Jeg er godt klar over at dette indlæg er fucked up, men lige så er du... da du i din søgen efter ord, og inspiration, tager en rejse i mine ord.

Der er ikke noget at forstå

2011-12-14T18:40:00.000-08:00

En af mine venner gik engang i terapi. Fordi han var rasende på sin eks-kæreste. Det kostede ham tusindevis kroner. Og var det hele værd. For det, han kom derfra med, var sætning: ”Der er ikke noget at forstå”. Sætningen var møntet på hans eks. Han havde nemlig brugt det meste af et årti på at prøve at forstå hende. Altså sådan virkelig forstå, hvorfor hun gjorde de ting, hun gjorde. Det tog psykologen et år at få ham til at forstå, at visse ting skal man bare ikke prøve at få til at give mening, men bare betragte. Uden at forholde sig videre til det.

Jeg har ikke gået i terapi. Det behøver jeg ikke. For nu har jeg jo sætningen. Jeg bruger den tit og ofte. For eksempel forstår jeg virkelig ikke finten med spejle på toiletter. Altså dem over vasken, når jeg vasker hænder, fint nok. Det er mere dem, der er placeret, så jeg kan sidde og betragte sig selv mens jeg besørger. ”Der er ikke noget at forstå”, siger jeg til mig selv, når jeg sidder og glor på mig selv med bukserne nede om anklerne, og med bekymret panderynke prøver at regne ud, hvem der synes, det er fedt at betragte sig selv i en sådan position.

”Der er ikke noget at forstå”, gentager jeg igen, når jeg ser bunkevis af mad ryge ud i containere landet over. Hvorfor er der ikke en eller anden klog, der kan finde ud af lave en mad-ligning, der går lidt bedre op, så de ikke skal dø af sult i andre steder i verden.

Forstår heller ikke hvorfor vi har fået lavet et samfund, der giver musikere, forfattere og tegnere seriøst mange penge for at lave dødssyge jingler og dingdong-tekster, mens dem, der vælger virkeligt at bruge deres talent, gerne ender med meget store minusser på kontoen.
Eller hvem forstår, hvorfor jeg cirka en gang om måneden ryger én cigaret og får det virkelig dårligt. Når nu den cigaret, jeg røg måneden forinden, gjorde mig lige så skidt tilpas? Jamen hvori ligger overraskelsen for mig?

Nej, der er ikke noget at forstå.

Heller ikke når jeg raskt væk bruger 499 kroner på en bluse. Og samtidig ved med mig selv, jeg uden at blinke ville ha' brugt 699 på den. Men kan man få mig til at give 3 kroner for en plasticpose i Føtex? Nix, ikke om man så vred armen op på mig. Pfff, jeg er jo ikke lavet af penge, vel!

Det kan også være vanskeligt at forstå, hvorfor der ligger en hel kasse cremefrøer i min skuffe på sygehuset, når jeg højt og tydeligt har erklæret denne uge som sukkerfri. Især når jeg nu ved, jeg løbende skal ud og sidde på toilettet og se mig selv og mine handlinger i øjnene…

Personlighed er alt

2011-10-24T09:24:00.000-07:00

Efter at have brugt Facebook siden det blev relevant, så står en ting klart. Personlighed betyder alt - resten er egentlig fuldkommen ligegyldigt. Det er utroligt, hvor mange overfladiske og ligegyldige betegnelser man kan klistre på sig selv og andre. Og hvilken forskel gør de egentlig? Hvilken musik hører du? Hvilke bøger læser du? Hvilken uddannelse har du? Hvor arbejder du? Har du en partner? Gør det egentlig overhovedet nogen forskel, når det kommer til stykket? Det gør det selvfølgelig, men for et venskab? Bygger venskab overhovedet på nogle af disse elementer? Det tror jeg ikke, men hvorfor bliver man så ved med at stille de samme ligegyldige spørgsmål? Det gør man muligvis for at opbygge et eller andet billede af den anden person, så man lettere kan forholde sig til, hvem personen egentlig er. De mange forskellige svar og indtryk bruger man så til at lave en slags kategorisering og organisering af, hvem den pågældende person er. Den kategorisering bygger formodentlig på en række socialt indlærte fordomme om, hvordan man er, når man besvarer spørgsmålene på en given måde. Og dermed har man dannet sig et indtryk af, hvilken form for personlighed personen har. Men er det overhovedet det, som man vælger sine venner ud fra?Det tror jeg ikke. Jeg tror, at venskab opstår ud fra noget meget mere simpelt, udefinerbart og ukonkret end diverse former for interesser, uddannelse og social status. Muligvis opstår venskab på baggrund af en eller anden form for kemi mellem to menneskers personligheder - en slags kærlighed. Og hvis man ikke har den kemi, så bliver man nok heller aldrig venner – uanset hvor mange andre interesser man så ellers har til fælles. Altså er der tale om en bestemt slags match mellem to personligheder. Mine venner og jeg deler heller ikke nødvendigvis særlig mange interesser og på mange områder er vi også vidt forskellige. De plejer at sige, at jeg skiller mig ud. Om det så altid er noget positivt, det kan man jo diskutere. Men det er altså ikke nødvendigvis det fælles som skaber grundlaget for et venskab og derfor handler det nok mere om en slags match mellem to personligheder. Men selve definitionen af personlighed, som f.eks. de mere stabile former for adfærd hos en person, kan heller ikke i sig selv, fortælle noget om, hvorvidt man bliver venner.

Men hvis man endelig skulle stille nogle mere relevante spørgsmål til folk i forhold til deres personlighed, så skulle man måske i virkeligheden hellere spørge dem, om de har nogen traumatiske barndomsoplevelser? Om de blev mobbet i skolen? Hvilket forhold de har til deres mor og far? Hvilke problemer deres nærmeste venner har? Hvilke dårlige vaner de selv har? Hvad det sidste skænderi de havde med deres nuværende eller tidligere partner handlede om? Osv. For de spørgsmål ville formodentlig fortælle meget mere om, hvilken personlighed der gemmer sig bag facaden end en række fuldkommen ligegyldige smagsspørgsmål. Men det spørg man naturligvis ikke om, for det ville være alt for personligt. Men dermed er man også tilbage til, hvor man begyndte. Nemlig, hvor man bliver nød til at dømme folk ud fra deres smagspræferencer. Eller måske er det slet ikke svarene, som man i virkeligheden dømmer ud fra, men derimod noget meget mere umiddelbart givet og udefinerbart - nemlig deres personlighed.

Anorektikere mødes

2011-10-07T03:20:00.000-07:00

Hvorfor er der dog så mange der tror at forbud er en måde, som kan bruges til at løse problemer? Anorektikere laver mødesteder på Internet, og refleksreaktionen fra ganske mange andre er at de sider må lukkes, forbydes, spærres. Det er sider der, så vidt jeg ser, fungerer som en slags selvhjælpsgrupper.

De løser et stort menneskeligt behov for at deltagerne kan have kontakt med nogen der forstår og respekterer dem. De ved godt, og accepterer at anoreksi bliver kategoriseret som en psykisk sygdom. De får meget ud af langt om længe at føle sig forstået, i stedet for at føle sig afvist af mennesker som ikke kan forstå og rumme deres tanker, deres verden. Siderne hjælper på deres ensomhed.

Den konkrete begrundelse for at kræve siderne lukket er at der også foregår ting som udveksling af tips om at blive endnu tyndere, skjule hvad der foregår, og støtte til hinandens vægttab. Urovækkende fakta. Jeg forstår da godt at det udløser ubehag hos mange, et ønske om at pigerne (langt de fleste er piger) holder op med at sulte sig på en måde som kan belaste helbredet meget alvorligt. Men jeg tror ikke på at det hjælper at bekæmpe det netværk som anorektikerne laver mellem sig. Sammenhold og venner er vigtigt. Meget.

Tværtimod tror jeg at det ville være bedre at udnytte disse netværk til at møde pigerne hvor de er, respektere og forstå dem, og støtte med de problemer som de har. Det hjælper i hvert fald ikke at komme tromlende med forskrækkelse og skældud. En blid og hensyntagende deltagelse kunne også bruges til at sætte fokus på at få det bedre. Det kan næppe gøres af nogen som ikke er i stand til at rumme tanken om at det ikke primært handler om at få dem til at spise normalt.

Hellere samarbejde og acceptere, end skubbe dem endnu længere væk. De prøver netop at støtte hinanden, og den proces trænger til at blive styrket. Et af de mindre rare alternativer er at problemerne vokser dem endnu mere over hovedet, med konsekvenser som selvmord.

Hvis de får det bedre, tror jeg også at de begynder selv at ville spise bedre. Den modsatte rækkefølge virker ikke.