Nu udskriver vi en konkurrence om en mere bredt anlagt samtidsroman, som skal handle om, hvordan det er at være menneske lige nu

Spændingselementer er dog ikke uønskede, og de fremhæver selv Det syvende barn af Erik Valeur som forbilledlig på det punkt.

Manuskriptet skal være på dansk og forfatteren skal være fyldt 18 år, når Politikens Forlag i løbet af januar 2013 modtager det. Selvom der ikke ligger et samtidsromansmanuskript klart i din skrivebordsskuffe, så burde der altså (lige) være tid nok til at sammenflikke et bud — hvis altså ikke inspirationen lader vente for længe på sig.

læs også:

1. Skrivekonkurrence: Krimi
2. Skrivekonkurrence: Børnekrimi på to måneder
3. Skrivekonkurrence: Gysernovelle

Drengelitteraturprisen
Undervisnings- og kulturministeriet lancerede sidste år denne skrivekonkurrence, og det er planen, at den skal gentages i år og igen næste år. Teksterne skal stadig være målrettet drengene fra 4.-7. klasse, men længdekravet er i år reduceret til 1.500 ord. Om indholdet skriver de:

Teksten skal have stærk narrativ fremdrift og skal placere sig tydeligt i en genrekategori, f.eks. krimi, historisk fortælling, fantasy og sport eller humor, idet erfaringen viser, at disse genrer appellerer til drenge.

Præmierne er stadig store — 25.000, 10.000 og 5.000 kr. til henholdsvis første-, anden- og tredjepladsen. Årets konkurrence modtager først bidrag fra den 16. april og deadlinen er den 2. juli.

Danskerne og fremtidens kulturliv
Fanzinet Science Fiction har i en årrække kørt tematiske novellekonkurrencer, og i år skal den handle om danskerne og fremtidens kulturliv. Den skal være på 5.000-15.000 ord, og må som noget nyt i år også være på norsk eller svensk. Der er bogpræmie og diplom til vinderne, og udgivelse i fanzinet til alle de noveller, der vurderes egnede. Deadlinen er den 31. december 2012.

Lige under overfladen 7
Konkurrencen er ikke slået op endnu, men Science Fiction Cirklen har også i år modtaget mange bidrag til Lige under overfladen 6, så de forventer at udgive endnu en antologi næste år, den syvende i serien. Kravene har ikke ændret sig synderligt de foregående år, så de bliver nok de samme næste år. Novellerne har maksimalt måttet være på 10.000 ord og præmien for at komme med i antologien er at få et gratis eksemplar. Deadlinen forventes at blive den 1. marts 2013. (opdatering: flere detaljer i Carl-Eddy Skovgaards kommentar til dette indlæg)

Dramatisk Debut 2014
Teater V har tre gange tidligere givet aspirerende dramatikere mulighed for at debutere med et brag. Kravene er denne gang de samme som tidligere: Stykket skal kunne fremføres af fire skuespillere, være på 75-90 sider og rette sig mod et publikum på 16 år og opefter — og kun udebuterede dramatikere har lov at deltage. Førstepræmien er også i år på hele 100.000 kr, og anden- og tredjepladsen på henholdsvis 10.000 og 5.000 kr samt en uges workshop. Deadlinen er den 1. oktober 2013.

Til tasterne!
Foruden de ovenstående er der også en vampyrnovellekonkurrence i gang med deadline den 31. maj. Der er kort sagt nok at gå i krig med det næste halvandet års tid, så hvis éns egne projekter ikke rigtig gnistrer eller har brug for at ligge brak, så er det stadig ikke nogen undskyldninger for ikke at få skrevet.

læs også:

1. Skrivekonkurrence: Børnekrimi på to måneder
2. Planskrivning: De næste tre måneder
3. I søndags blev jeg forfatter

Den hidtil mest effektive løsning, jeg er nået frem til, og som jeg efterfølgende er stødt ind i flere steder, bl.a. i en artikel om Jerry Seinfelds arbejdsmetode, kan opsummeres som bryd ikke kæden — don’t break the chain. Hæng en kalender op, helst en årskalender på ét ark, der hvor du tit ser den, eksempelvis på væggen ved din computer. Hver dag du får skrevet, må du sætte et stort, rødt kryds over den dag. Hver gang du ser kalenderen, kan du se kæden af dage, du har fået skrevet, og jo længere den er, jo bedre føles det — og efterhånden som kæden vokser, vokser motivationen for ikke at bryde den også. Kalenderen hjælper med at gøre skriveriet til en daglig vane, og problemet med at én skrivefri dag gør det lettere at lade være med at skrive den næste, minimeres, for selv hvis kæden brydes, vil kalenderen konstant minde dig om, at du skal til at op på hesten igen.

Min kalender opbevarer jeg her på bloggen, for jeg tror, at offentliggørelsen af den er en ekstra motivationsfaktor for mig. Det er ikke bare mig der ved det, hvis jeg falder i et hul, det kan resten af verden også se. Derudover nedskriver jeg også hvor mange ord jeg får skrevet de enkelte dage, og jeg har programmeret en lille tekstboks (se billedet), der er en del af alle sider på bloggen, hvor jeg altid kan se hvordan det går, både hvad kædelængden og ordoptællingerne angår. Derudover er jeg på det sidste også begyndt at tracke, hvor meget tid jeg får brugt på at skrivearbejdet, og jeg har sat mål for hvor meget tid, jeg vil tilstræbe at bruge. Det gør jeg med iOS-programmet aTimeLogger. Især den visuelle repræsentation (se billedet), synes jeg er med til at skabe en ekstra tilfredsstillelse, når jeg kigger tilbage på de foregående dage, og det er gået godt.

Alt det her virker måske noget primitivt og frygtelig langt fra den romantiske forestilling om forfatteren — og alle de her tal og røde kryds er da også aldeles unødvendige, når det går godt, når historien flyder og skriveprocessen er en endorfinrus. De kvantitative metoders berettigelse kommer først, når perioder af ugidelighed, ulyst og manglende inspiration melder sig. I de perioder kan de fungere som et sikkerhedsnet, der kan være med til at forhindre, at man falder helt ud af skriverutinen og éns skrivemuskel bliver slap.

læs også:

1. Hvad skal der til?
2. Skrivedogmer: “show, don’t tell”
3. Inspiration er ikke guddommelig

Romanfloden

Forestil dig en flod. Ved flodens udspring befinder din indgang til romanen sig. I floden er der trædesten, som læseren går på. Trædestenene er de vigtige scener i romanen, de som er essentielle for historien. Blandt dem er typisk de scener, hvor de første løse tanker om grudidéen realiseres. Skriv de scener, du føler for, som er vigtige for grundidéen, først — det gør ikke noget, at der viser sig at skulle flere trædesten før, efter eller imellem dem. Trædestenene placeres løbende, hvor de passer bedst i strømmen.

Når trædestenene er placeret, strøer du grus ud mellem dem som det er nødvendigt. Gruset er de nødvendige mellemled, der letter læserens gang mellem trædestenene, får dem til at give mening og hænge sammen. Hvis der er for meget grus, vil det være for nemt for læseren at vandre gennem romanen, og han/hun vil føle sig ført, talt ned til, og hvis der er for lidt grus, kan det blive for svært for læseren at springe mellem trædestenene, romanen kan blive for usammenhængende.

Læserens læsning af romanen er vandets løb mellem stenene. Det er vigtigt ikke at forsøge at styre vandet, men du kan påvirke læsningen ved at give trædesten skarpe kanter, der skaber skumsprøgt og hvirvler, som overrasker eller er svære at fordøje, eller du kan gøre trædesten glatte og runde, lette for vandet at flyde forbi.

Efterhånden som flodløber tager form, og arbejdet med romanen skrider fremad, så genovervej løbende hvor trædestenen hører til, om der er de, der skal være, eller om der er for mange eller for få til at få det til at føles som en helhed — og om de har den form de skal have for at give de bedste betingelser for vandets løb mellem dem. Genovervej også om mængden af grus er passende til din roman eller om noget kan undværes eller der er for lidt. Når flodløbet føles rigtigt, er det tid at sætte det sidste punktum.

læs også:

1. De tre akter: Midten
2. Hufs skrivekursus
3. De tre akter: Ingredienserne

Grundidéen fik jeg i foråret 2009. Jeg stødte på fanzinet Science Fictions årlige skrivekonkurrence, der det år havde temaet danskerne og robotterne, og det pirrede min fantasi. Jeg kom hurtigt ind på kunstige intelligenser, og hvad-nu-hvis’en, som blev rygraden i historien, dukkede op: Hvad nu hvis den første indskydelse, som den første rigtige kunstige intelligens fik, var at skrive historier? Jeg satte i gang og fik hurtigt skrevet den spæde begyndelse, de første 500 ord, men det var også hvad det blev til i den omgang. Jeg havde en løs idé om en hovedperson, der berettede om fortællerintelligensens opståen og udvikling, men jeg vidste ikke hvad hans mål var, hvem han talte til, eller hvor historien skulle ende.

Karl Madsen trykkede recordknappen i bund og den røde lampe begyndte at lyse. Han rømmede sig.
”De var bange for den. Selvfølgelig var de det. Vi er alle sammen blevet opflasket med AI’er, der ikke bruger lang tid på at finde ud af, at kødklumperne, der har skabt dem, egentlig ikke burde sidde i førersædet. Uanset om maskinen nu hedder HAL, T-101, Matrix eller ???. Man kan vel nærmest sige, at det er blevet et fiktivt faktum.

Uden mål og med gik jeg i stå, og idéen lå i dvale i næsten tre år, før det nye medlem i min skrivegruppe kom til skrivemøde med en science fiction-tekst, der var til SFC’s antologi. I de mellemliggende år havde jeg et par gange tænkt lidt over idéen, og jeg syntes stadig den var god, men det var hendes tekst, der blev sparket, der endelig genstartede skriveprocessen. På det tidspunkt var der godt to uger til deadline, så jeg kastede mig over teksten og skrev løs. Tre dage senere var jeg færdig med første udkast på knap 3000 ord, og jeg havde en udvikling og en slutning, jeg grundlæggende var tilfreds med. Hvad jeg manglede var stadig en hovedperson/fortæller med et klart mål med sin fortælling, og en modtager af hovedpersonens fortælling om fortællerintelligensens historie. Og det var også hvad jeg fik hug for at mangle, da teksten kom igennem skrivegruppen første gang.

Nutidshistorien manglede at blive konkretiseret. Det duede ikke at en fortæller fortalte historien uden et klart ståsted, den blev udtalt fra. Jeg gik i tænkeboks og tog til sidst konsekvensen og indsatte en rammehistorie om et ældre medlem af et fremtidigt lokalsamfund, der bliver kidnappet af en gruppe unge, der vil have ham til at fortælle om tiden før fremkomsten af fortællerintelligensen, som jeg nu havde døbt SHU, fordi de er overbeviste om, at den lyver for dem. Fire dag inden deadline var jeg færdig. Jeg havde bevaret det meste af det først udkast i lange, berettende replikker, og placeret det meste af rammehistorien om de unge i starten og slutningen. Det fik novellen til at vokse til 4000 ord og ændrede fuldstændigt dens indledende tone:

De fjernede bindet fra mine øjne, og verden blændede mig. Jeg kneb øjnene sammen. Rebet gnavede stadig i mine håndled. Mit øre dunkede, og inden jeg nåede at tage mig i det, hviskede jeg igen “SHU? Er du der?”, selvom jeg vidste, at de havde brudt forbindelsen. De havde virkelig brudt forbindelsen. Det var over halvtreds år siden jeg lærte SHU at kende, og nu var hun for første gang ikke bare en hvisken væk . Mit dunkende øre føltes som en konstant påmindelse om min ensomhed.

Men det uklare fortællested var ikke det eneste problem, skrivegruppen udpegede. Slutningen på historien var uklar, og det var den både i første og andet udkast. I andet udkast var konsensus desuden, at de unge kidnapperes motivation ikke var spor klar; hvorfor var det så vigtigt for dem at kende sandheden? Og hvorfor troede de ikke længere på SHU?

Dagen før deadline var jeg færdig med tredje udkast, som var vokset til 4600 ord. Foruden de obligatoriske smårettelser var den største ændring en enetale fra de unges leder hen mod slutningen, som besvarede de hvorfor-spørgsmål, som gruppen havde haft, og gjorde ham tydeligere som person og indførte noget motiverende baggrundshistorie. Før jeg satte mig til at skrive enetalen, havde jeg ikke planlagt de unges motivation særligt nøje. For mig stod det også uklart, og jeg kunne høre på skrivegruppens respons, at jeg tydeligvis havde fejlbedømt vigtigheden af at forstå de unges bevæggrunde. Jeg sørgede i tredje udkast også for at den ældre fortællerkarakter blev tydeligere karakteriseret, og det gjorde jeg især i hans reaktion på lederens enetale.

Til det sidste skrivemøde inden indsendelsen, var der kun ét stort problem tilbage. Slutningen var blevet klarere, men den var stadig ikke klar nok. Jeg havde nok frygtet at få læseren til at føle sig talt ned til, men efter jeg kom hjem, besluttede jeg mig for fuldstændigt at omskrive den sidste, afslørende del af slutningen, og resultatet blev langt sværere at fejltolke, end det havde været hidtil. Derudover havde der fra staren været spredt spredt kritik fra skrivegruppen om, at selve fortællingen om SHU’s udvikling startede for langsomt, men der var ikke konsensus om problematikken, og jeg besluttede mig for at bevare den del af historien, som den var, da jeg selv syntes, den fungerede.

På selve indsendelsesdagen læste jeg novellen igennem, lavede smårettelser og ændrede lederens tone baseret på min kærestes kritik, og da jeg endelig sendte den, følte jeg virkelig, at det var en god novelle, jeg med stor hjælp fra skrivegruppen havde skrevet. For sjov tog jeg tid på skriveprocessen, og kan afsløre at det tog omtrent 14 timers effektiv skrivning at forfatte novellen fra genoptagelsen til den endelige udgave — eksklusive tænkearbejde, skrivning om teksten og skrivegruppekritik.

Nu er der bare tilbage at vente til ultimo maj, hvor de forventer at give besked om hvilke noveller, der er blevet udvalgt. Sidste år var det vist omtrent 20 ud af 50, så oddsene er ret gode. Sjovt nok passer historien egentlig væsentligt bedre til fanzinet Science Fictions tema i år, danskerne og fremtidens kulturliv, så hvis SFC ikke vil have novellen, sender jeg den derind; og hvis Knud Larn heller ikke vil have den, kommer den på bloggen.

læs også:

1. Testrup-encyklopædien
2. 50.000 små brikker
3. Hvad skal der til?

Skønlitteraturen kan noget helt særligt. Den kan bringe os såvel til det ydre som det indre rum i løbet af ganske få sekunder. Den rummer hele den menneskelige erfaringsverden. I Læseforeningen arbejder vi for at gøre litteraturens ressourcer tilgængelige for alle. Derfor opretter vi læsegrupper, hvor deltagerne deler oplevelsen af og refleksionen over litteraturen, gennem fælles læsning.

Både i slutningen af folkeskolen, i hele gymnasiet, og selvfølgelig på litteraturstudierne, føler jeg at tendensen klart er at behandle litteraturen som selve formålet og kun sjældent som midlet til at opnå større indsigt i sig selv og ens egen verden. Den måde Læseforeningens læsegruppedeltagere opfordres til at læse med livet og ikke tage hensyn til forfatterintention eller stringent analyse, synes jeg er fantastisk befriende og grundlæggende langt mere givtigt for de fleste mennesker.

Min kæreste har aldrig før kunnet nyde at læse et digt eller ældre dansk litteratur, men bevæbnet med denne indgangsvinkel til læseprocessen og den fælles guidede læsning, kunne begge dele pludselig gøres nærværende, også 150 år efter de var skrevet. Vi var efter weekenden enige om, at alt for mange mennesker går glip af litteraturens evne til at berige den enkeltes liv, og aldrig får læst efter skolen, fordi de for tidligt og i for høj grad udstyres med stringente krav til hvad formålet er med at læse en tekst.

Apropos var der i Politiken i går en anmeldelse af debatbogen  Religion for atheists: A Non-believers Guide to the Uses of Religion af Alain de Botton og særligt et par sætninger genlæste jeg et par gange:

Problemet er efter de Bottons mening, at de højere læreanstalter aldrig for alvor er gået til litteraturen som andet end akademisk disciplin.

Universiteterne og skolerne har forsømt at træne de studerende i at bruge litteraturen som en skatkiste af visdom og dermed som potentielt redskab til at beånde og befrugte den menneskelige tilværelse.

Sådan. Jeg glæder mig til at prøve kræfter med at lede en læsegruppe efter principperne om guidet fælles læsning, og i den nærmeste fremtid regner jeg også med at skrive et indlæg om denne kursusweekend.

læs også:

1. At læse er at leve
2. Hvad skal der til?
3. Skrivekonkurrence: Kort drengetekst

En Anders And-historie kommer til verden på baggrund af fire trin: plot, synopsis, manus og den færdige historie. Det, du skal levere til konkurrencen, er første og andet trin – nemlig et plot og en synopsis.
Kort fortalt er et plot en meget kort beskrivelse af, hvad man ønsker at fortælle. Hvad, hvorfor og hvordan. Plottet beskriver kort ideen og de vigtigste linjer i handlingen uden at gå i detaljer med dialog, bifigurer, navne etc.
Synopsis er en længere beskrivelse af historien. Her viser det sig, om historien holder. Om forløsningen af historien hænger sammen med det, forfatteren har lagt ud med. Om historien hører til i Andeby eller lige så godt kunne finde sted i Gotham City eller Springfield. Hvad motiverer hovedpersonen? Hvordan reagerer han/hun? Er det spændende, sjovt, overraskende etc. Synopsen gennemgår handlingsforløbet mere detaljeret, så en redaktør nemt kan se forløbet for sig. Det er her, du virkelig sælger din historie

De linker endvidere til et eksempel på tilblivelsen af en andehistorie, en synopsisguide og en artikel om at skrive andehistorier, som det er værd at kigge nærmere på, inden man kaster sig ud i det.
Plot og synopsis må til sammen højst fylde 2 A4-sider (ca. 5000 tegn med mellemrum) og skal sendes som ren tekst i en mail til and@pol.dk senest den 1. marts kl. 12:00. Udover udgivelse præmieres førstepladsen med 13 Hall og Fame-bøger og de nærmeste forfølgere med et årsabonnement til Anders And & Co.

læs også:

1. Skrivekonkurrence: samtidsroman til en kvart million
2. Skrivekonkurrence: Krimi
3. Skrivekonkurrence: Moderne dansk eventyr

Kimen
Inspirationen til romanen, som jeg har tænkt mig at trætte dig med de næste måneder eller mere, kan jeg spore et par måneder tilbage. Dengang opstod idéen om et magisystem, der bygger på narratologi; magi der udføres ved at fortælle historier. Magiens effektivitet skulle hænge sammen med hvor godt den opfyldte foreskrevne narrative regler og muligvis hvor troværdigt historierne inkorporerede personerne, der indgik i dem — om de opfyldte ville-hun-virkelig-gøre-det-testen. Jeg var ikke sikker på hvem der kunne udføre magien, men i mit udkast til idéen, var der en skrivelærer, der ankom til en almindelig, dansk folkeskole og havde et valgfag i fiktionsskrivning, hvor de der deltog fik noget særligt papir at skrive på, som gav deres historier magisk potentiale, hvis de da overholdt den narrative logik. Hvad præcis den logik skulle være, blev jeg ikke ordentligt enig med mig selv om, inden idéen, og de par sider jeg fik skrevet på den, blev lagt til side. Den blev aldrig opgivet men snarere halvglemt.

Videreudviklingen
For godt en uge siden afholdt jeg så et skrivekursus på Skanderborg Ungdomsskole, hvor en af eleverne havde brug for et indspark til det komprimerede romanforløb. Jeg sagde noget i retning af, at det hovedpersonen skrev, skulle blive virkeligt, og det fik mig til igen at tænke over narrativ magi, og den 9. november skrev jeg følgende notat:

Historie, der starter med en historie der viser sig at blive skrevet af den egentlige hovedperson. Fantasysamfund, hvor konsekvensen af historiefortællernes historier tillægges stor etisk betydning, og deres historier er kimen til nye universer.

Det var dagen før Silkeborg Dukketeaterfestival, hvor jeg skulle ind at se ni forestillinger på fire dage, og under de par forestillinger, der ikke sagde mig så meget, tænkte jeg videre. Jeg forestillede mig et samfund, hvis medlemmer fulgte med i en centralt forfattet historie, der som en anden sæbeopera fortsatte i det uendelige. En historie, der foregik i et parallelt univers. Jeg forestillede mig, at hovedpersonen skulle oplæres til at blive en af de mange medforfattere på denne historie, og han/hun fik besked på at tage livet af en person, som han/hun havde forelsket sig i. Og det faktum, at historien ikke bare handlede om, men var et parallelt univers skulle bruges, men jeg vidste ikke rigtig hvordan. Jeg tænkte endvidere, at historien var centralt kontrolleret, og den centrale kontrol havde et vigtigt formål. Det var vigtigt, at folk ikke bare gik og fandt på deres egne historier, men jeg var stadig ikke sikker på hvorfor. Muligvis var alle historier ophav til nye universer, der fandtes så længe historierne i det univers var kendt af mindt én person. Muligvis skulle historierne opfylde narratologiske ‘krav’ for at blive ophav til parallelle universer.

Jeg fornemmede, at det var en idé med potentiale, og jeg forsøgte at sætte brikkerne sammen så de gav et sammenhængende univers med potentiale til at rumme en virkelig god historie. Det blev desuden klarere og klarere for mig at historien drejede i en dystopisk/utopisk retning.

Efter yderligere tænkeri, fandt jeg frem til, at det centrale oligarki havde behov for at kontrollere historiefortællingen, fordi der skete en form for overførsel mellem hovedpersonens verden og de verdener, der blev skabt gennem historiefortælling. Måske var der en konstant mængde lykke i alle verdener tilsammen, og den ulykke der blev skrevet ind i et parallelt univers, blev fjernet fra dette univers? Måske var påvirkningen fra ureglementerede historier blot forbudt, fordi virkningen var uforudsigelig, da forståelsen af narratologisk magi var ufuldstændig? Påvirker historiedigtningen verden proportionalt med antallet af personer, der oplever historien gennem videreformidling, eller er videreformidlingen blot til stede for at undertrykke menneskets behov for selv at forfatte historier? Er det kun forfatterens evne til at fortælle historien, der afgør dens kraft — dennes indlevelse, trang, lyst, fornemmelse for kunsten? Jeg tænkte at der skulle være to seperate indgangsvinkler til den narrative magi: den lærde og den intuitive. Det gik straks op for mig, at der er en klar parallel til henholdsvis Lyras og de lærdes brug af alethiometeret, og da jeg godt kunne lide det aspekt ved Det gyldne kompas, gjorde den tanke mig ikke noget.

Jeg havde svært ved for alvor at stadfæste præcis hvad der udveksles mellem verdener gennem fiktionsskriveriet. Jeg havde en idé om en slags energibalance, og overvejde simeplthen at personer og ting kunne flyttes mellem universer, ved at skrive dem ind eller ud.

Men her til aften tænkte jeg så endelig, at historieskrivningens logik har rod i en helt fundamental strømning i universet, som opretholder den og er årsag til alts eksistens og udvikling. Verdens logik er ikke naturvidenskabelig, men narratologisk! Den tanke føltes som et gennembrud. Denne strømning fører verden i en narratologisk bestemt retning. Narrative mønstre opstår i små og store størrelser — fra mikroskopisk til planetært niveau.

Normalt arbejder denne strømning i store, langtrakte bevægelser, som ikke er umiddelbart synlige, men ved at digte efter kraftens logik, kan dens energi intensiveres og ændres og dermed påvirke denne og andre verdener synligt her og nu. Hvad det præcis indebærer, hvad magien kan bruges til, er jeg endnu ikke sikker på, men jeg ved, at kraften er facetteret og kan manifesteres på mere end én måde, og det var den ændring i tankegang (frem for eksempelvis udveksling af det ene eller det andet mellem verdener), der føltes helt rigtig.

Den næste tanke, jeg gjorde mig, var, at denne kraft mindede frygtelig meget om en form for gud, og den logiske konsekvens af dens eksistens og menneskets eksistens var, at mennesket var skabt for at påvirke verdens udvikling gennem videreudviklingen af narratologikken, der er frosset fast. Grundnarrativet, grundstrømningen, kan ikke udvikle sig yderligere uden et mere uforudsigeligt element, en meddigter: Mennesket. Man fristes helt til at citere biblen: “Gud skabte mennesket i sit billede.” Men der ophører ligheden med den abrahemiske gud vist også.

Jeg har også tænkt, at da menneskets forskellige narrative traditioner (fra eventyret og myten til den postmoderne roman) er resultatet af kimen fra den narrative kraft, er der måske verdener, der hver matcher de narratologiske regler, forskellige genrer rummer. Men måske bliver det for fjollet at føre ud i livet — men jeg synes nu alligevel tanken er interessant. Måske skal kun de gamle, gennemgående genrer medtages. Og er den verden hovedpersonen befinder sig i, i så tildælde en form for grundverden?

Om disse grundtanker er noget, der kommer til at fremgå af romanen ved jeg endnu ikke, men hvis ikke der skal ske en form for interaktion eller i det mindste filosoferen over denne grundkraft, må der være noget andet afgørende, der afsløres om årsagen til magien. Eller hvad? Jeg kommer til at tænke på Sofies Verden, hvor Sofie finder ud af, at hun blot er en figur i en historie skrevet af en forfatter. Den narrative strømning er verdens forfatter, og der er intet håb om at undslippe den.

Første stump af romanen (mere er der ikke endnu)
“Vi er her for at hente Sina.” Stemmen lød dyb og stor, og jeg havde mest af alt lyst til at springe ud ad vinduet. Det var den eneste udgang, ud over den lukkede dør, der første ud til gangen videre hen til trappen og ned til yderdøren, som mor og far lige havde åbnet. Deres stemmer var ikke til at høre heroppe. De var som usynlige vinde, der slog mod en tårnende klippe, der skyggede for alt.
“Det ændrer ikke på noget,” sagde manden.
Jeg gik hen til vinduet og så ned. Tre etager til studeetagen — og så det frie fald ned gennem de lavthængnede skyer. Det var åh så fint at bo lige ud til randen. Mor og far havde været så stolte over at have fået tildelt lejligheden, da mor var blevet forfremmet, og jeg var nok også blevet revet lidt med, da jeg fik et af værelserne med randudsigt. Der måtte være et eller andet, jeg kunne gøre. Hvis bare mor aldrig var blevet forfremmet, og vi var blevet boende på første sal i Skyhus 7B, så kunne jeg være hoppet ud ad vinduet, ned i græsset, og jeg ville ikke have stået her og stirret ned i vattet, der sejlede forbi,
“Hvis I ikke lader mig komme ind øjeblikkeligt, er jeg tvunget til at bruge vold.”
Gid skyer var lige så bløde som de så ud. Jeg åbnede vinduet. Ikke fordi jeg ville springe ud eller sådan noget. Jeg var ikke tosset. Jeg så mig halvhjertet omkring, men jeg vidste godt, at det ikke var nogen som helst holdepunkter. De moderne huse var glatte som halvsmeltede isterninger. Jeg åbnede mest af alt vinduet, fordi jeg gerne ville mærke vinden blæse mig i hovedet en sidste gang inden de tog mig med. Og så selvfølgelig for at lade den tage de papirer, der var hele grunden til at uniformerede mænd trampede op ad trappen.
Papirene blafrede i min hånd. Der var så mange, og de var så tæt beskrevet med de mindste bogstaver, jeg havde kunnet komme af sted med. Snigpapir var dyrt, og åbenbart også dyrere end det jeg havde købt.
Idiot. Det var hvad jeg var.
Vinden sled i arkene, og jeg gav slip og de for væk i mønstre der et øjeblik gjorde en vindstrømning synlig. Et enkelt stykke satte sig et øjeblik fast på ruden inden det rev sig løs og fulgte de andre — som et får, der var kommet for langt fra sin flok og nu kom løbende efter dem.
Døren hamrede ind i væggen, og jeg vendte mig om.

læs også:

1. Skrivekonkurrence: Niels Ebbesen-roman

Jeg havde egentlig tænkt mig at forsøge at oprette kurser igen i år, men jeg var for sent ude — men så kontaktede Skanderborg Ungdomsskole mig for at høre, om jeg ikke havde lyst til at gentage kurset fra sidste år. Jo, selvfølgelig havde jeg det, og det lykkedes mig også at få indført et fortsætterkursus tre weekender senere. Begge kurser blev både opslået og oprettet, og nu sidder jeg tirsdagen efter i toget mod København, og ser tilbage på det begynderkurset, som for alvor har styrket mig i troen på, at skriveunderviser er noget jeg godt kunne se mig selv leve af engang i fremtiden. Ikke alene fordi jeg synes det var både sjovt og udfordrende, men også fordi de unge var virkelig glade for det, og jeg tilsyneladnede har flair for i hvert fald den målgruppe. Det skader nok heller ikke, at jeg har arbejdet som lærervikar i snart halvandet år, primært i udskolingen.

Lørdag
Om lørdagen startede vi med at introducere os selv til hinanden. Jeg glæder mig til den dag, jeg føler, jeg kan kalde mig selv for en “vaskeægte forfatter”, som de have valgt at skrive i kursusbeskrivelsen. De unge var fra 7. til 1.g, men næsten alle interesserede sig for fantasy (bølgen er tydeligvis ikke ovre endnu, men mon ikke dystopierne for alvor begynder at vinde frem i 2012). De fleste havde skrevet fiktion i fritiden, men enkelte havde stort set ikke skrevet uden for skolen, og en enkelt var der mest af alt for at blive bedre til at skrive stile. Der var én genganger fra året før.

Jeg kastede dem straks ud i seks minutters hurtigskrivning (skriv hvad som helst, men stop på intet tidspunkt op) efterfulgt af stadigt flere begrænsninger: først blev bogstavet n udelukket, så alle tillægsord og til sidst måtte ingen sætninger være på mere end fem ord. Der var gentagne beskyldninger om, at jeg var en ond lærer, men de var (vist nok) mest i sjov, og de skrev alle sammen løs med krum hals.

Efterfølgende satte jeg dem til at lave en
“Hvis … / så ville …”-øvelse, hvor én side af et stykke foldet papir havde overskriften hvis og en anden så ville, og kursisterne skulle så skrive en sætning der startede med overskriften og når jeg sagde til sende papiret videre med den anden side op. Til sidst havde vi så en samling mere og (overraskende nok) mindre mærkværdige logikker, som altid er sjove at læse op bagefter.

Til øvelser som de to første understregede jeg vigtigheden af at få slukket for den indre kritiker, hvis kreativiteten skal have frit løb, og det er efter min mening hovedformålet med skriveøvelser og tvungne rammer: At tvinge en til at arbejde på andre betingelser end man plejer, og på den måde få brudt skrivevaner og blive inspireret.

Efter en pause lånte jeg en skriveøvelse fra det kursus Maya Stolbjerg Salolin Drud og jeg skulle have afholdt for et par år siden, men som aldrig blev til noget: De skulle skrive en tekst med overskriften “Sommer”, og teksten skulle rumme andet navneord fra starten og slutningen af sidemandens hurtigskrivningstekst. Det fik de en halv time til, hvorefter vi brugte en time på gensidig kritik. Derefter et kvarter til redigering og så tyve minutter til at skrive den modsatte tekst med overskriften “Vinter”. Hvordan de tolkede modsat var op til dem, og der var mange tilgange, men den mest populære var at forsøge at omskrive personen til sin diametrale modsætning.

Sidst på dagen satte jeg dem til at skrive encyklopædi-tekster. De fik læst forældre, forelskelse og poesi op fra Brøndums Encyklopædi og skulle så skrive et eller flere encyklopædiopslag. Jeg endte med at give de fleste af dem opslagsord fra Brøndums, fordi de ikke var så gode til at give sidemanden nogle gode nogle. De fik tyve minutter og så hørte vi et par stykker og brugte det sidste kvarter på at diskutere hvad vi skulle lave søndag. Da jeg luftede muligheden for at lave et romanforløb, røg hænderne i vejret, så det aftalte vi, og om aftenen læste jeg op på det forløb jeg lavede til Løgumkloster Højskole.

Søndag
Om søndagen startede vi igen med en hurtigskrivningsøvelse. “Første gang jeg så en trækopfugl …” skulle teksten starte med, og så gik det løs i ti minutter.

Efterfølgende delte jeg æbler, clementiner og citroner ud til ti minutters sanseøvelse. De måtte ikke bruge frugtnavne eller farver, og skulle forsøge at bruge alle sanser i deres tekst. De syntes det var svært, men det lykkedes at få skrevet nogle gode sansetekster og en enkelt aldeles underholdende citron-hade-tekst.

Efter en puase fandt jeg Raymond Queneaus Stiløvelser frem, og jeg delte øvelser såsom overdrivelse, gyser, onomatopoetika, og double ud, som de skulle udsætte enten deres sommer eller deres vintertekst for. Igen syntes de, det var svært, men de kom med gode bud, og lydordsteksten var ligesom året før utrolig sjov.

Og så gik romanforløbet i luften. Jeg brugte længere tid end jeg engentlig havde tænkt mig på at berette om romanens grundformel (“En hovedperson med et mål, der er essentielt for hans/hendes velbefindende, udsættes for eskalerende modstand indtil det ender med et endeligt opgør”), og efter en runde, hvor hver af kursisterne skulle hive en roman, de godt kunne lide frem, og vi diskuterede hvordan den passede ind i “formlen”, satte jeg dem til at skrive et anslag til enten en historie de allerede arbejdede på eller en helt ny, hvor status quo skulle udsættes for en mindre forstyrrelse. Jeg gav derudover dem der havde behov for det indspark til en historie, de kunne begynde på. Vi gennemgik teksterne på kun en halv time, og efter en pause satte jeg dem til at ksrive en tekst, hvor deres hovedperson møder en modsætning, og jeg fortalte lidt om nødvendigheden af en facetteret hovedperson, der ikke lever op til én enkelt stereotype.

De skrev løs og med opbakning fra kursisterne besluttede vi efter kritikrunden at slutte af med en mere afslappet øvelse: Skriv videre. De skrev i halvandet minuts tid ad gangen og foldede så papiret de skrev på, så kun den seneste linje kunne læses af den næste, og det gjorde vi i næsten tyve minutter. De skulle alle starte med sætningen “Du tør ikke spise …” men det var nok en lidt for ensrettende sætning, når det kom til stykket, da mange tekster kom til at handle om mobberi, og der ikke var lige så mange grin som sidste år — men dog tilstrækkeligt til at gie øvelsen god respons til slutevalueringen.

Den eneste mangel der kom frem til de 10-15 minutters slutevaluerig var at de gerne vill have haft mere romanforløb, og egentlig havde jeg også planlagt de skulle have mere, men jeg har det med at undervurdere hvor lang tid kritikomgangene tager. Heldigvis var de alle friske på at komme til fortsætterkurset om tre uger, hvor jeg vil fortsætte romanforløbet, så skaden er ikke stor.

Jeg synes dette kursus var en virkelig god oplevelse, og jeg må jo erkende, at jeg har større læsefællesskab med teenagere end den gennemsnitlige voksne læser, og det hjælper også på at få det til at køre — i hvert fald, når der skal undervises i plotopbygning. Det var sjovt hvor homogen en gruppe det var denne gang, og det var nok både en fordel og en ulempe, i det bølgelængden var nem at finde eleverne imellem, men den ikke blev udfordret lige så meget, som hvis der for eksempel havde været en, der kun skrev lyrik eller socialrealisme.

Som et sidste indtryk må jeg nævne en kursist, der først kom anden dag, og som gik i 1.g. Hun skrev normalt kun på engelsk, var vist hvad man kan kalde en otaku (anime/manga-nørd), og de fanfictionhistorier hun arbejde på kunne hun skrive over 10.000 ord på om dagen. Det er mere end jeg nogensinde kommer til at skrive på mine ting — jeg er glad, når jeg når over 1.000 ord om dagen. Hvis hun nogensinde får kanaliseret sine skriveenergier over i fiktion, der foregår i hendes egne universer, og bibeholder interessen, skal hun nok blive til noget. Den famøse million ord, som man skal igennem før det bliver godt, når hun jo på rekordtid.

læs også:

1. På højskole som underviser
2. Hufs skrivekursus
3. Da dyrene for alvor fik stemmer

I dag var det Da dyrene fik stemmer, der stod for skud, og jeg var lykkelig over at høre, der var enighed om, at det generelt fungerede rigtig godt, og de fleste ligefrem havde lyst til at læse mere. Foss mente også grundlæggende, at jeg skulle fortsætte, som jeg var begyndt, og at det “er som det skal være”. At han desuden mente, “at du er god til at få rum til at stå klart,” var jeg meget glad for, da jeg føler, det er en af de ting, jeg skal slide i det for at få til at fungere. Hans overordnede forbedringsforslag gik dels på det sproglige og dels på strukturen.

Sprogligt mente han, at jeg skulle være mere forsigtig med min måde at fæstne følelser i fysisker beskrivelser: knyttede hænder, bankende hjerter, rødmen, boblen i maven, varme og kolde følelser i kroppen og den slags. Han følte det blev monotont og kom til at føles som en slags kode for følelser i stedet for egentlige fysiske manifestationer. Ikke at jeg bør holde mig fuldstændig fra dem, men for at de skal være troværdige, skal de være mere velvalgte og mindre automatiske. Derudover påpegede han, at jeg for ofte har unødvendige sætningsindledere af typen “Jeg så/hørte/lyttede/drejede hovedet osv.” og at jeg retter/møder/sænker for mange blikke, når der rigstreres sanseindtryk; en stor del af de konstruktioner mente han med fordel kunne stryges.

Strukturelt mente han, efter at have læst de to tredjedele, som jeg har fået skrevet af romanen her i anden omskrivning, at jeg muligvis skriver for stramt, og at der med fordel kunne slækkes lidt på strukturen, så der eksempelvis var mere tid sammen med dyreflokken og mere tid sammen med faren.

Hans sproglige kommentarer synes jeg er rammende, og dem vil jeg helt sikkert arbejde med, når jeg begynder at redigere romanen om et par uger. At strukturen skulle være for stram er jeg stadig i syv sind over. I forbindelse med min analyse af den første udgaves plot, konstruerede jeg netop et forbedret plot, hvor konflikten konstant udvikler sig, for netop at sikre mig følelsen af den røde tråd, som det haltede med i første udgave. Nu føler jeg, at jeg forstår hvad romanen virkelig handler om, og det har jeg strammet ind efter, men om det er gået for vidt, er jeg virkelig i tvivl om. Foss sagde, at bogen jo er en virkeliggørelse af en barnefantasi, der tages alvorligt, og de børn, der vil læse den, vil have mere, vil blive i universet og få flere sjove oplevelser med de nyintelligente dyr, der anskuer tingene helt anderledes end menneskene. Jeg har tænkt lignende tanker tidligere, og romanen startede netop som en virkeliggørelse af en barnlig forestilling om hvad nu hvis …, men jeg er bange for at romanen bliver for ujævn, hvis jeg slækker på tøjlerne. Jeg er i vildrede, men nu vil jeg først og fremmest skrive bogen færdig og redigere den som den er. Så må jeg have Foss’s ord i baghovedet og se hvad betalæserne siger. Det er bedre at have skrevet en bog, som læserne gerne ville have haft mere af, når den er slut, end en bog de når at få for meget af.

læs også:

1. Da dyrene for alvor fik stemmer
2. “Da dyrene fik stemmer”
3. Min rapdebut

Målet for Metro-Litteratur projektet er at opfordre alle til at skrive og læse litteratur af høj kvalitet, gennem udbredelsen af de Litterære Jukeboxe og andre midler og events.

Metro-Litteratur vil i samarbejde med bl.a. Københavns Metro og Statens Kunstråd opstille litteratur-jukeboxe på de københavnske metrostationer, der hver vil rumme tretten forskellige hæfter med noveller og digte, som rejsende frit kan tage med på rejsen. I den forbindelse har de udskrevet en konkurrence, der skal lokke unge talenter til (aldersgrænsen er 35 år). Samlet set forventer de at omdele ca. 500.000 hæfter, så denne konkurrence er en fremragende mulighed for at blive læst af virkelig mange mennesker. Til gengæld er der ingen kompensation.

Novellerne må maksimalt være på 18.000 tegn, og hvis man vil sende flere ind, må den samlede længde maksimalt være på 18.000 tegn — og man skal angive hvor mange stop man mener det vil tage at læse novellen. For at deltage med digte, skal man sende tre styk ind. Både prosaisterne og lyrikerne skal desuden indsende en præsentation af sig selv på 2.000 enheder, der rummer forfatterens navn, fødselsdag, fødselssted (lidt mærkeligt …), adresse, telefonnummer og e-mail. Det hele skal sendes til info@metro-litteratur.dk i .doc eller .rtf-format (ikke .docx) med emnet “Metro-litteratur Konkurrence / Noveller” eller “Metro-litteratur Konkurrence / Digte” senest den 30. august.

Alle teksterne vil blive vurderet af et dommerpanel bestående af Jonas T. Bengtsson, Bruno Berni, Davide Franzini, Monica Gram, Camilla Jørgensen, Charlotte Jørgensen og Morten Søndergaard.

læs også:

1. Skrivekonkurrence: Skriv en hest
2. Skrivekonkurrence: Gysernovelle
3. Skrivekonkurrence: Føljetonroman

Når det ikke længere er muligt for hovedpersonen at fortsætte sit liv som før, er romanen nået til midten. Det er her størstedelen af romanen udspiller sig. Her er scener der øger spændingen, hæver indsatserne, holder læseren urolig og samlet eskalerer mod slutningen på en måde der virker uundgåelig. Hovedpersonen og modstanderen mødes gentagne gange, afbrudt af omgrupperinger og tænkepauser. I midten væves plottråde sammen og subplots udfolder sig. Hovedpersonens forhold til bipersonerne udforskes, og det gør hans forhold til modstanderen muligvis også.

I midten gælder det om ikke at komme for meget på afveje. Det er vigtigt aldrig helt at slippe konflikten mellem hovedpersonen og modstanderen, så læseren hele tiden føler, at han følger en rød tråd, der uundgåeligt strukturerer plottet mod det sidste uundgåelige opgør, der skal afslutte romanen.

To effektive måder at fastholde læserens interesse hele vejen igennem midten er at trække spændingen ud og hæve indsatserne. Når en scene eller en scenerække tillader det, så træk spændingen ud til det yderste, så læseren når at komme helt ud på stolekanten. Det er den slags der umuliggør det for læseren at lægge bogen fra sig. Spænding skabes ved at give læseren en grund til at være anspændt og sørge for at indsatsen er høj nok. Anspændelse er resultatet af, at noget er uafklaret, sædvanligvis enten hovedpersonens fortsatte velbefindende eller opklaringen af et mysterium, og indsatsen vil sige hvor meget hovedpersonen risikerer at miste i en given situation. Hvis indsatserne ikke er høje nok – både i den enkelte scene og samlet set – er det ikke muligt at skabe spænding. Indsatser kan både være udefrakommende farer og indre konflikter. Når først anspændelsen og indsatserne er på plads, kan der skabes spænding, og den kan trækkes ud ved simpelthen at gå langsomt frem — skiftevis handle, beskrive, tale, høre og tænke — og ved at forsinke en afsløring.

Overgangen fra midten til slutningen, det andet point of no return, sker når det sidste opgør er uundgåeligt. Når noget sker, der afgør rammerne for opgøret, og det endelige slag skal kæmpes eller det endelige valg træffes. Dette sker ofte i form af et større, men ikke definitivt, nederlag eller tilbageslag, en opdagelse eller et spor.

fortsættelse følger den 22/7-11 …

læs også:

1. De tre akter: Begyndelsen
2. De tre akter: Ingredienserne
3. De tre akter: Intro

I sin glimrende artikel om den nye postapokalyptiske bølge, går Janus Andersen tættere på tendensen og viser, at de elementer, jeg også har bemærket i de par ungdomsdystopier, jeg har læst på det sidste, også gør sig mere generelt gældende:

• – uanset hvor slemt det bliver, skal der også være plads til at hovedpersonen forelsker sig, og der er ofte to kærlighedsinteresser, der skal vælges imellem
• – den unge hovedperson kommer oftest på den ene eller anden måde til at spille en central rolle i opgøret mod det dystopiske samfund

Sammenhængen med den hidtidige ungdomslitteraturs fokus er dermed bevaret, men den er kørt op på et mere dramatisk plan med livsfarlige autoriteter, og stor kærlighed der nemt kan blive éns sidste (men heldigvis ikke lægger op til at gå i retning af den selvudslettende kærlighed, som jeg kom til at hade i Twilight).

Personligt glæder jeg mig over udviklingen, og det er ikke kun fordi der er kommet flere dystopiske elementer til i min nye omskrivning af Da dyrene fik stemmer, for det burde vel få forlagene til at flokkes om romanen, når den først er omskrevet, ikke? Ikke!?

læs også:

1. Besøg hos Høst & Søn
2. Sommerskrivning
3. Da dyrene for alvor fik stemmer

Eftermæle. At blive til en fiktiv eksistens i den kollektive erindring.

Hår. Egentlig er hår strenge af døde celler, der bliver siddende indtil de falder af eller bliver fjernet efter måneder eller år. Alligevel opfatter vi håret som en del af kroppen. Indtil vi klipper det af. Ligesom de yderste led på fars pegefinger og langfinger holdt op med at være en del af ham, da han skulle forkorte reolen til loftsværelset. Den kunne ikke være under skråvæggen, men den var billigere end den lave reol, for den var på tilbud. Far ville også gerne prøve rundsaven, som han havde fået. De forsøgte at sy dem på igen, men det gik ikke. Det var mærkeligt at der manglede noget af far, og han alligevel var far. Jeg klippede armen af en af mine actionfigurer, da vi kom hjem. Så pakkede jeg min arm ind i pudebetrækket og var enarmet.

Hukommelse. En historie, der bliver fortalt videre rundt i hele klassen, og da den kommer tilbage til læreren er citroner blevet til kykloper, og vi griner.

Psykosomatisk. Det sværeste ord jeg kunne i første klasse.

Sex. Et resultat af hormonubalancer hos et, to eller flere individer. Kropsvæsker der udveksles. En varme langt ind under huden.

Shakespeare, William. Afdød dramatiker. Udendørs opførelse af Romeo og Julie. Du er rørt, og jeg forsøger at blive det.

læs også:

1. Novelle: Trenken

Førsteprioritet hele sommerferien igennem er Da dyrene fik stemmer, hvis anden udgave jeg er 6.848 ord inde i. Jeg forventer denne anden udgave ender på 30-35.000 ord, så det er en udmærket start. Mit mål er ét kapitel om dagen (der bliver atten i alt), men det er muligvis lige lovlig optimistisk — især hvad anden halvdel af romanen angår, da den er så forandret, at jeg ikke har noget at genbruge af fra første udgave af romanen. Jeg satser på at få skrevet, betalæst og redigeret romanen inden sommerferien er slut.

Derudover arbejder jeg frem mod at have en kort kortprosasamling med den midlertidige titel Makuleret klar til Testrup Højskoles skrivekursus, hvor jeg har meldt mig på linjen, hvis kursister har manuskripter med til kritik. Det mål er jeg ikke nået så langt med som det var planen og grunden til det er, at jeg er blevet overrumplet af en idé til en ungdomsroman i dystopigenren, som ikke vil lade mig være i fred. Det er en genre der er meget oppe i tiden — især med Hunger Games‘ biografpremiere til marts — så jeg føler mig ikke motiveret til at undertrykke min lyst til at arbejde med dette projekt. I stedet er jeg kommet godt i gang med researchlæsningen og er lige blevet færdig med romanen Divergent af Veronica Roth, som sammen med Hunger Games-serien af Suzanne Collins er de eneste nyere ungdomsdystopier, jeg har læst. Jeg har dog læst flere af de klassiske voksendystopier ( 1984, Brave New World, Fahrenheit 451 m.fl.) og har samlet en liste af de seneste par års andre populære ungdomsdystopier (Uglies, Delirium, Incarceron m.fl.), som jeg regner med at læse hen over sommeren, så helt uforberedt føler jeg mig ikke. Jeg har også en idé til at krydse dystopigenren med en anden genre, og det tror jeg kan gøre det særligt interessant, men hvilken og hvordan vil jeg ikke afsløre endnu. Jeg stiler mod at have et skriveklart skelet inden sommerferien er slut.

På det seneste har jeg skrevet en del på min vikingeroman Ravna Ribefarer, men den har jeg sat på pause, mens jeg funderer yderligere over, hvad kernen i den fortælling, jeg forsøger at fortælle, egentlig er, for der er noget, der ikke føles rigtigt, og jeg har ikke lyst til at skrive en masse på romanen, som det viser sig ikke kan bruges alligevel.

Derudover stiler jeg også mod at arbejde videre på en romanidé, jeg er ved at udvikle med en ven, der går under titlen Dalen, men selve skriveprocessen regner jeg ikke med at nå til i sommerferien. Jeg vil også finde mig tid til at skrive nogle korte tekster til HUF’s næste tekstsamling, Legeplads, og i hvert fald én tekst til undervisningsministeriets og kulturministeriets skrivekonkurrence.

(Billedet er taget af aless&ro’s)

læs også:

1. 15.000 ord på tre dage
2. Højskolekritik af Da dyrene fik stemmer
3. Magiens magt: undfangelsen