En Anders And-historie kommer til verden på baggrund af fire trin: plot, synopsis, manus og den færdige historie. Det, du skal levere til konkurrencen, er første og andet trin – nemlig et plot og en synopsis.
Kort fortalt er et plot en meget kort beskrivelse af, hvad man ønsker at fortælle. Hvad, hvorfor og hvordan. Plottet beskriver kort ideen og de vigtigste linjer i handlingen uden at gå i detaljer med dialog, bifigurer, navne etc.
Synopsis er en længere beskrivelse af historien. Her viser det sig, om historien holder. Om forløsningen af historien hænger sammen med det, forfatteren har lagt ud med. Om historien hører til i Andeby eller lige så godt kunne finde sted i Gotham City eller Springfield. Hvad motiverer hovedpersonen? Hvordan reagerer han/hun? Er det spændende, sjovt, overraskende etc. Synopsen gennemgår handlingsforløbet mere detaljeret, så en redaktør nemt kan se forløbet for sig. Det er her, du virkelig sælger din historie

De linker endvidere til et eksempel på tilblivelsen af en andehistorie, en synopsisguide og en artikel om at skrive andehistorier, som det er værd at kigge nærmere på, inden man kaster sig ud i det.
Plot og synopsis må til sammen højst fylde 2 A4-sider (ca. 5000 tegn med mellemrum) og skal sendes som ren tekst i en mail til and@pol.dk senest den 1. marts kl. 12:00. Udover udgivelse præmieres førstepladsen med 13 Hall og Fame-bøger og de nærmeste forfølgere med et årsabonnement til Anders And & Co.

læs også:

1. Skrivekonkurrence: Krimi
2. Skrivekonkurrence: Moderne dansk eventyr
3. Skrivekonkurrence: Børnekrimi på to måneder

Kimen
Inspirationen til romanen, som jeg har tænkt mig at trætte dig med de næste måneder eller mere, kan jeg spore et par måneder tilbage. Dengang opstod idéen om et magisystem, der bygger på narratologi; magi der udføres ved at fortælle historier. Magiens effektivitet skulle hænge sammen med hvor godt den opfyldte foreskrevne narrative regler og muligvis hvor troværdigt historierne inkorporerede personerne, der indgik i dem — om de opfyldte ville-hun-virkelig-gøre-det-testen. Jeg var ikke sikker på hvem der kunne udføre magien, men i mit udkast til idéen, var der en skrivelærer, der ankom til en almindelig, dansk folkeskole og havde et valgfag i fiktionsskrivning, hvor de der deltog fik noget særligt papir at skrive på, som gav deres historier magisk potentiale, hvis de da overholdt den narrative logik. Hvad præcis den logik skulle være, blev jeg ikke ordentligt enig med mig selv om, inden idéen, og de par sider jeg fik skrevet på den, blev lagt til side. Den blev aldrig opgivet men snarere halvglemt.

Videreudviklingen
For godt en uge siden afholdt jeg så et skrivekursus på Skanderborg Ungdomsskole, hvor en af eleverne havde brug for et indspark til det komprimerede romanforløb. Jeg sagde noget i retning af, at det hovedpersonen skrev, skulle blive virkeligt, og det fik mig til igen at tænke over narrativ magi, og den 9. november skrev jeg følgende notat:

Historie, der starter med en historie der viser sig at blive skrevet af den egentlige hovedperson. Fantasysamfund, hvor konsekvensen af historiefortællernes historier tillægges stor etisk betydning, og deres historier er kimen til nye universer.

Det var dagen før Silkeborg Dukketeaterfestival, hvor jeg skulle ind at se ni forestillinger på fire dage, og under de par forestillinger, der ikke sagde mig så meget, tænkte jeg videre. Jeg forestillede mig et samfund, hvis medlemmer fulgte med i en centralt forfattet historie, der som en anden sæbeopera fortsatte i det uendelige. En historie, der foregik i et parallelt univers. Jeg forestillede mig, at hovedpersonen skulle oplæres til at blive en af de mange medforfattere på denne historie, og han/hun fik besked på at tage livet af en person, som han/hun havde forelsket sig i. Og det faktum, at historien ikke bare handlede om, men var et parallelt univers skulle bruges, men jeg vidste ikke rigtig hvordan. Jeg tænkte endvidere, at historien var centralt kontrolleret, og den centrale kontrol havde et vigtigt formål. Det var vigtigt, at folk ikke bare gik og fandt på deres egne historier, men jeg var stadig ikke sikker på hvorfor. Muligvis var alle historier ophav til nye universer, der fandtes så længe historierne i det univers var kendt af mindt én person. Muligvis skulle historierne opfylde narratologiske ‘krav’ for at blive ophav til parallelle universer.

Jeg fornemmede, at det var en idé med potentiale, og jeg forsøgte at sætte brikkerne sammen så de gav et sammenhængende univers med potentiale til at rumme en virkelig god historie. Det blev desuden klarere og klarere for mig at historien drejede i en dystopisk/utopisk retning.

Efter yderligere tænkeri, fandt jeg frem til, at det centrale oligarki havde behov for at kontrollere historiefortællingen, fordi der skete en form for overførsel mellem hovedpersonens verden og de verdener, der blev skabt gennem historiefortælling. Måske var der en konstant mængde lykke i alle verdener tilsammen, og den ulykke der blev skrevet ind i et parallelt univers, blev fjernet fra dette univers? Måske var påvirkningen fra ureglementerede historier blot forbudt, fordi virkningen var uforudsigelig, da forståelsen af narratologisk magi var ufuldstændig? Påvirker historiedigtningen verden proportionalt med antallet af personer, der oplever historien gennem videreformidling, eller er videreformidlingen blot til stede for at undertrykke menneskets behov for selv at forfatte historier? Er det kun forfatterens evne til at fortælle historien, der afgør dens kraft — dennes indlevelse, trang, lyst, fornemmelse for kunsten? Jeg tænkte at der skulle være to seperate indgangsvinkler til den narrative magi: den lærde og den intuitive. Det gik straks op for mig, at der er en klar parallel til henholdsvis Lyras og de lærdes brug af alethiometeret, og da jeg godt kunne lide det aspekt ved Det gyldne kompas, gjorde den tanke mig ikke noget.

Jeg havde svært ved for alvor at stadfæste præcis hvad der udveksles mellem verdener gennem fiktionsskriveriet. Jeg havde en idé om en slags energibalance, og overvejde simeplthen at personer og ting kunne flyttes mellem universer, ved at skrive dem ind eller ud.

Men her til aften tænkte jeg så endelig, at historieskrivningens logik har rod i en helt fundamental strømning i universet, som opretholder den og er årsag til alts eksistens og udvikling. Verdens logik er ikke naturvidenskabelig, men narratologisk! Den tanke føltes som et gennembrud. Denne strømning fører verden i en narratologisk bestemt retning. Narrative mønstre opstår i små og store størrelser — fra mikroskopisk til planetært niveau.

Normalt arbejder denne strømning i store, langtrakte bevægelser, som ikke er umiddelbart synlige, men ved at digte efter kraftens logik, kan dens energi intensiveres og ændres og dermed påvirke denne og andre verdener synligt her og nu. Hvad det præcis indebærer, hvad magien kan bruges til, er jeg endnu ikke sikker på, men jeg ved, at kraften er facetteret og kan manifesteres på mere end én måde, og det var den ændring i tankegang (frem for eksempelvis udveksling af det ene eller det andet mellem verdener), der føltes helt rigtig.

Den næste tanke, jeg gjorde mig, var, at denne kraft mindede frygtelig meget om en form for gud, og den logiske konsekvens af dens eksistens og menneskets eksistens var, at mennesket var skabt for at påvirke verdens udvikling gennem videreudviklingen af narratologikken, der er frosset fast. Grundnarrativet, grundstrømningen, kan ikke udvikle sig yderligere uden et mere uforudsigeligt element, en meddigter: Mennesket. Man fristes helt til at citere biblen: “Gud skabte mennesket i sit billede.” Men der ophører ligheden med den abrahemiske gud vist også.

Jeg har også tænkt, at da menneskets forskellige narrative traditioner (fra eventyret og myten til den postmoderne roman) er resultatet af kimen fra den narrative kraft, er der måske verdener, der hver matcher de narratologiske regler, forskellige genrer rummer. Men måske bliver det for fjollet at føre ud i livet — men jeg synes nu alligevel tanken er interessant. Måske skal kun de gamle, gennemgående genrer medtages. Og er den verden hovedpersonen befinder sig i, i så tildælde en form for grundverden?

Om disse grundtanker er noget, der kommer til at fremgå af romanen ved jeg endnu ikke, men hvis ikke der skal ske en form for interaktion eller i det mindste filosoferen over denne grundkraft, må der være noget andet afgørende, der afsløres om årsagen til magien. Eller hvad? Jeg kommer til at tænke på Sofies Verden, hvor Sofie finder ud af, at hun blot er en figur i en historie skrevet af en forfatter. Den narrative strømning er verdens forfatter, og der er intet håb om at undslippe den.

Første stump af romanen (mere er der ikke endnu)
“Vi er her for at hente Sina.” Stemmen lød dyb og stor, og jeg havde mest af alt lyst til at springe ud ad vinduet. Det var den eneste udgang, ud over den lukkede dør, der første ud til gangen videre hen til trappen og ned til yderdøren, som mor og far lige havde åbnet. Deres stemmer var ikke til at høre heroppe. De var som usynlige vinde, der slog mod en tårnende klippe, der skyggede for alt.
“Det ændrer ikke på noget,” sagde manden.
Jeg gik hen til vinduet og så ned. Tre etager til studeetagen — og så det frie fald ned gennem de lavthængnede skyer. Det var åh så fint at bo lige ud til randen. Mor og far havde været så stolte over at have fået tildelt lejligheden, da mor var blevet forfremmet, og jeg var nok også blevet revet lidt med, da jeg fik et af værelserne med randudsigt. Der måtte være et eller andet, jeg kunne gøre. Hvis bare mor aldrig var blevet forfremmet, og vi var blevet boende på første sal i Skyhus 7B, så kunne jeg være hoppet ud ad vinduet, ned i græsset, og jeg ville ikke have stået her og stirret ned i vattet, der sejlede forbi,
“Hvis I ikke lader mig komme ind øjeblikkeligt, er jeg tvunget til at bruge vold.”
Gid skyer var lige så bløde som de så ud. Jeg åbnede vinduet. Ikke fordi jeg ville springe ud eller sådan noget. Jeg var ikke tosset. Jeg så mig halvhjertet omkring, men jeg vidste godt, at det ikke var nogen som helst holdepunkter. De moderne huse var glatte som halvsmeltede isterninger. Jeg åbnede mest af alt vinduet, fordi jeg gerne ville mærke vinden blæse mig i hovedet en sidste gang inden de tog mig med. Og så selvfølgelig for at lade den tage de papirer, der var hele grunden til at uniformerede mænd trampede op ad trappen.
Papirene blafrede i min hånd. Der var så mange, og de var så tæt beskrevet med de mindste bogstaver, jeg havde kunnet komme af sted med. Snigpapir var dyrt, og åbenbart også dyrere end det jeg havde købt.
Idiot. Det var hvad jeg var.
Vinden sled i arkene, og jeg gav slip og de for væk i mønstre der et øjeblik gjorde en vindstrømning synlig. Et enkelt stykke satte sig et øjeblik fast på ruden inden det rev sig løs og fulgte de andre — som et får, der var kommet for langt fra sin flok og nu kom løbende efter dem.
Døren hamrede ind i væggen, og jeg vendte mig om.

læs også:

1. Skrivekonkurrence: Niels Ebbesen-roman

Jeg havde egentlig tænkt mig at forsøge at oprette kurser igen i år, men jeg var for sent ude — men så kontaktede Skanderborg Ungdomsskole mig for at høre, om jeg ikke havde lyst til at gentage kurset fra sidste år. Jo, selvfølgelig havde jeg det, og det lykkedes mig også at få indført et fortsætterkursus tre weekender senere. Begge kurser blev både opslået og oprettet, og nu sidder jeg tirsdagen efter i toget mod København, og ser tilbage på det begynderkurset, som for alvor har styrket mig i troen på, at skriveunderviser er noget jeg godt kunne se mig selv leve af engang i fremtiden. Ikke alene fordi jeg synes det var både sjovt og udfordrende, men også fordi de unge var virkelig glade for det, og jeg tilsyneladnede har flair for i hvert fald den målgruppe. Det skader nok heller ikke, at jeg har arbejdet som lærervikar i snart halvandet år, primært i udskolingen.

Lørdag
Om lørdagen startede vi med at introducere os selv til hinanden. Jeg glæder mig til den dag, jeg føler, jeg kan kalde mig selv for en “vaskeægte forfatter”, som de have valgt at skrive i kursusbeskrivelsen. De unge var fra 7. til 1.g, men næsten alle interesserede sig for fantasy (bølgen er tydeligvis ikke ovre endnu, men mon ikke dystopierne for alvor begynder at vinde frem i 2012). De fleste havde skrevet fiktion i fritiden, men enkelte havde stort set ikke skrevet uden for skolen, og en enkelt var der mest af alt for at blive bedre til at skrive stile. Der var én genganger fra året før.

Jeg kastede dem straks ud i seks minutters hurtigskrivning (skriv hvad som helst, men stop på intet tidspunkt op) efterfulgt af stadigt flere begrænsninger: først blev bogstavet n udelukket, så alle tillægsord og til sidst måtte ingen sætninger være på mere end fem ord. Der var gentagne beskyldninger om, at jeg var en ond lærer, men de var (vist nok) mest i sjov, og de skrev alle sammen løs med krum hals.

Efterfølgende satte jeg dem til at lave en
“Hvis … / så ville …”-øvelse, hvor én side af et stykke foldet papir havde overskriften hvis og en anden så ville, og kursisterne skulle så skrive en sætning der startede med overskriften og når jeg sagde til sende papiret videre med den anden side op. Til sidst havde vi så en samling mere og (overraskende nok) mindre mærkværdige logikker, som altid er sjove at læse op bagefter.

Til øvelser som de to første understregede jeg vigtigheden af at få slukket for den indre kritiker, hvis kreativiteten skal have frit løb, og det er efter min mening hovedformålet med skriveøvelser og tvungne rammer: At tvinge en til at arbejde på andre betingelser end man plejer, og på den måde få brudt skrivevaner og blive inspireret.

Efter en pause lånte jeg en skriveøvelse fra det kursus Maya Stolbjerg Salolin Drud og jeg skulle have afholdt for et par år siden, men som aldrig blev til noget: De skulle skrive en tekst med overskriften “Sommer”, og teksten skulle rumme andet navneord fra starten og slutningen af sidemandens hurtigskrivningstekst. Det fik de en halv time til, hvorefter vi brugte en time på gensidig kritik. Derefter et kvarter til redigering og så tyve minutter til at skrive den modsatte tekst med overskriften “Vinter”. Hvordan de tolkede modsat var op til dem, og der var mange tilgange, men den mest populære var at forsøge at omskrive personen til sin diametrale modsætning.

Sidst på dagen satte jeg dem til at skrive encyklopædi-tekster. De fik læst forældre, forelskelse og poesi op fra Brøndums Encyklopædi og skulle så skrive et eller flere encyklopædiopslag. Jeg endte med at give de fleste af dem opslagsord fra Brøndums, fordi de ikke var så gode til at give sidemanden nogle gode nogle. De fik tyve minutter og så hørte vi et par stykker og brugte det sidste kvarter på at diskutere hvad vi skulle lave søndag. Da jeg luftede muligheden for at lave et romanforløb, røg hænderne i vejret, så det aftalte vi, og om aftenen læste jeg op på det forløb jeg lavede til Løgumkloster Højskole.

Søndag
Om søndagen startede vi igen med en hurtigskrivningsøvelse. “Første gang jeg så en trækopfugl …” skulle teksten starte med, og så gik det løs i ti minutter.

Efterfølgende delte jeg æbler, clementiner og citroner ud til ti minutters sanseøvelse. De måtte ikke bruge frugtnavne eller farver, og skulle forsøge at bruge alle sanser i deres tekst. De syntes det var svært, men det lykkedes at få skrevet nogle gode sansetekster og en enkelt aldeles underholdende citron-hade-tekst.

Efter en puase fandt jeg Raymond Queneaus Stiløvelser frem, og jeg delte øvelser såsom overdrivelse, gyser, onomatopoetika, og double ud, som de skulle udsætte enten deres sommer eller deres vintertekst for. Igen syntes de, det var svært, men de kom med gode bud, og lydordsteksten var ligesom året før utrolig sjov.

Og så gik romanforløbet i luften. Jeg brugte længere tid end jeg engentlig havde tænkt mig på at berette om romanens grundformel (“En hovedperson med et mål, der er essentielt for hans/hendes velbefindende, udsættes for eskalerende modstand indtil det ender med et endeligt opgør”), og efter en runde, hvor hver af kursisterne skulle hive en roman, de godt kunne lide frem, og vi diskuterede hvordan den passede ind i “formlen”, satte jeg dem til at skrive et anslag til enten en historie de allerede arbejdede på eller en helt ny, hvor status quo skulle udsættes for en mindre forstyrrelse. Jeg gav derudover dem der havde behov for det indspark til en historie, de kunne begynde på. Vi gennemgik teksterne på kun en halv time, og efter en pause satte jeg dem til at ksrive en tekst, hvor deres hovedperson møder en modsætning, og jeg fortalte lidt om nødvendigheden af en facetteret hovedperson, der ikke lever op til én enkelt stereotype.

De skrev løs og med opbakning fra kursisterne besluttede vi efter kritikrunden at slutte af med en mere afslappet øvelse: Skriv videre. De skrev i halvandet minuts tid ad gangen og foldede så papiret de skrev på, så kun den seneste linje kunne læses af den næste, og det gjorde vi i næsten tyve minutter. De skulle alle starte med sætningen “Du tør ikke spise …” men det var nok en lidt for ensrettende sætning, når det kom til stykket, da mange tekster kom til at handle om mobberi, og der ikke var lige så mange grin som sidste år — men dog tilstrækkeligt til at gie øvelsen god respons til slutevalueringen.

Den eneste mangel der kom frem til de 10-15 minutters slutevaluerig var at de gerne vill have haft mere romanforløb, og egentlig havde jeg også planlagt de skulle have mere, men jeg har det med at undervurdere hvor lang tid kritikomgangene tager. Heldigvis var de alle friske på at komme til fortsætterkurset om tre uger, hvor jeg vil fortsætte romanforløbet, så skaden er ikke stor.

Jeg synes dette kursus var en virkelig god oplevelse, og jeg må jo erkende, at jeg har større læsefællesskab med teenagere end den gennemsnitlige voksne læser, og det hjælper også på at få det til at køre — i hvert fald, når der skal undervises i plotopbygning. Det var sjovt hvor homogen en gruppe det var denne gang, og det var nok både en fordel og en ulempe, i det bølgelængden var nem at finde eleverne imellem, men den ikke blev udfordret lige så meget, som hvis der for eksempel havde været en, der kun skrev lyrik eller socialrealisme.

Som et sidste indtryk må jeg nævne en kursist, der først kom anden dag, og som gik i 1.g. Hun skrev normalt kun på engelsk, var vist hvad man kan kalde en otaku (anime/manga-nørd), og de fanfictionhistorier hun arbejde på kunne hun skrive over 10.000 ord på om dagen. Det er mere end jeg nogensinde kommer til at skrive på mine ting — jeg er glad, når jeg når over 1.000 ord om dagen. Hvis hun nogensinde får kanaliseret sine skriveenergier over i fiktion, der foregår i hendes egne universer, og bibeholder interessen, skal hun nok blive til noget. Den famøse million ord, som man skal igennem før det bliver godt, når hun jo på rekordtid.

læs også:

1. På højskole som underviser
2. Hufs skrivekursus
3. Da dyrene for alvor fik stemmer

I dag var det Da dyrene fik stemmer, der stod for skud, og jeg var lykkelig over at høre, der var enighed om, at det generelt fungerede rigtig godt, og de fleste ligefrem havde lyst til at læse mere. Foss mente også grundlæggende, at jeg skulle fortsætte, som jeg var begyndt, og at det “er som det skal være”. At han desuden mente, “at du er god til at få rum til at stå klart,” var jeg meget glad for, da jeg føler, det er en af de ting, jeg skal slide i det for at få til at fungere. Hans overordnede forbedringsforslag gik dels på det sproglige og dels på strukturen.

Sprogligt mente han, at jeg skulle være mere forsigtig med min måde at fæstne følelser i fysisker beskrivelser: knyttede hænder, bankende hjerter, rødmen, boblen i maven, varme og kolde følelser i kroppen og den slags. Han følte det blev monotont og kom til at føles som en slags kode for følelser i stedet for egentlige fysiske manifestationer. Ikke at jeg bør holde mig fuldstændig fra dem, men for at de skal være troværdige, skal de være mere velvalgte og mindre automatiske. Derudover påpegede han, at jeg for ofte har unødvendige sætningsindledere af typen “Jeg så/hørte/lyttede/drejede hovedet osv.” og at jeg retter/møder/sænker for mange blikke, når der rigstreres sanseindtryk; en stor del af de konstruktioner mente han med fordel kunne stryges.

Strukturelt mente han, efter at have læst de to tredjedele, som jeg har fået skrevet af romanen her i anden omskrivning, at jeg muligvis skriver for stramt, og at der med fordel kunne slækkes lidt på strukturen, så der eksempelvis var mere tid sammen med dyreflokken og mere tid sammen med faren.

Hans sproglige kommentarer synes jeg er rammende, og dem vil jeg helt sikkert arbejde med, når jeg begynder at redigere romanen om et par uger. At strukturen skulle være for stram er jeg stadig i syv sind over. I forbindelse med min analyse af den første udgaves plot, konstruerede jeg netop et forbedret plot, hvor konflikten konstant udvikler sig, for netop at sikre mig følelsen af den røde tråd, som det haltede med i første udgave. Nu føler jeg, at jeg forstår hvad romanen virkelig handler om, og det har jeg strammet ind efter, men om det er gået for vidt, er jeg virkelig i tvivl om. Foss sagde, at bogen jo er en virkeliggørelse af en barnefantasi, der tages alvorligt, og de børn, der vil læse den, vil have mere, vil blive i universet og få flere sjove oplevelser med de nyintelligente dyr, der anskuer tingene helt anderledes end menneskene. Jeg har tænkt lignende tanker tidligere, og romanen startede netop som en virkeliggørelse af en barnlig forestilling om hvad nu hvis …, men jeg er bange for at romanen bliver for ujævn, hvis jeg slækker på tøjlerne. Jeg er i vildrede, men nu vil jeg først og fremmest skrive bogen færdig og redigere den som den er. Så må jeg have Foss’s ord i baghovedet og se hvad betalæserne siger. Det er bedre at have skrevet en bog, som læserne gerne ville have haft mere af, når den er slut, end en bog de når at få for meget af.

læs også:

1. Da dyrene for alvor fik stemmer
2. “Da dyrene fik stemmer”
3. Min rapdebut

Målet for Metro-Litteratur projektet er at opfordre alle til at skrive og læse litteratur af høj kvalitet, gennem udbredelsen af de Litterære Jukeboxe og andre midler og events.

Metro-Litteratur vil i samarbejde med bl.a. Københavns Metro og Statens Kunstråd opstille litteratur-jukeboxe på de københavnske metrostationer, der hver vil rumme tretten forskellige hæfter med noveller og digte, som rejsende frit kan tage med på rejsen. I den forbindelse har de udskrevet en konkurrence, der skal lokke unge talenter til (aldersgrænsen er 35 år). Samlet set forventer de at omdele ca. 500.000 hæfter, så denne konkurrence er en fremragende mulighed for at blive læst af virkelig mange mennesker. Til gengæld er der ingen kompensation.

Novellerne må maksimalt være på 18.000 tegn, og hvis man vil sende flere ind, må den samlede længde maksimalt være på 18.000 tegn — og man skal angive hvor mange stop man mener det vil tage at læse novellen. For at deltage med digte, skal man sende tre styk ind. Både prosaisterne og lyrikerne skal desuden indsende en præsentation af sig selv på 2.000 enheder, der rummer forfatterens navn, fødselsdag, fødselssted (lidt mærkeligt …), adresse, telefonnummer og e-mail. Det hele skal sendes til info@metro-litteratur.dk i .doc eller .rtf-format (ikke .docx) med emnet “Metro-litteratur Konkurrence / Noveller” eller “Metro-litteratur Konkurrence / Digte” senest den 30. august.

Alle teksterne vil blive vurderet af et dommerpanel bestående af Jonas T. Bengtsson, Bruno Berni, Davide Franzini, Monica Gram, Camilla Jørgensen, Charlotte Jørgensen og Morten Søndergaard.

læs også:

1. Skrivekonkurrence: Skriv en hest
2. Skrivekonkurrence: Gysernovelle
3. Skrivekonkurrence: Føljetonroman

Når det ikke længere er muligt for hovedpersonen at fortsætte sit liv som før, er romanen nået til midten. Det er her størstedelen af romanen udspiller sig. Her er scener der øger spændingen, hæver indsatserne, holder læseren urolig og samlet eskalerer mod slutningen på en måde der virker uundgåelig. Hovedpersonen og modstanderen mødes gentagne gange, afbrudt af omgrupperinger og tænkepauser. I midten væves plottråde sammen og subplots udfolder sig. Hovedpersonens forhold til bipersonerne udforskes, og det gør hans forhold til modstanderen muligvis også.

I midten gælder det om ikke at komme for meget på afveje. Det er vigtigt aldrig helt at slippe konflikten mellem hovedpersonen og modstanderen, så læseren hele tiden føler, at han følger en rød tråd, der uundgåeligt strukturerer plottet mod det sidste uundgåelige opgør, der skal afslutte romanen.

To effektive måder at fastholde læserens interesse hele vejen igennem midten er at trække spændingen ud og hæve indsatserne. Når en scene eller en scenerække tillader det, så træk spændingen ud til det yderste, så læseren når at komme helt ud på stolekanten. Det er den slags der umuliggør det for læseren at lægge bogen fra sig. Spænding skabes ved at give læseren en grund til at være anspændt og sørge for at indsatsen er høj nok. Anspændelse er resultatet af, at noget er uafklaret, sædvanligvis enten hovedpersonens fortsatte velbefindende eller opklaringen af et mysterium, og indsatsen vil sige hvor meget hovedpersonen risikerer at miste i en given situation. Hvis indsatserne ikke er høje nok – både i den enkelte scene og samlet set – er det ikke muligt at skabe spænding. Indsatser kan både være udefrakommende farer og indre konflikter. Når først anspændelsen og indsatserne er på plads, kan der skabes spænding, og den kan trækkes ud ved simpelthen at gå langsomt frem — skiftevis handle, beskrive, tale, høre og tænke — og ved at forsinke en afsløring.

Overgangen fra midten til slutningen, det andet point of no return, sker når det sidste opgør er uundgåeligt. Når noget sker, der afgør rammerne for opgøret, og det endelige slag skal kæmpes eller det endelige valg træffes. Dette sker ofte i form af et større, men ikke definitivt, nederlag eller tilbageslag, en opdagelse eller et spor.

fortsættelse følger den 22/7-11 …

læs også:

1. De tre akter: Begyndelsen
2. De tre akter: Ingredienserne
3. De tre akter: Intro

I sin glimrende artikel om den nye postapokalyptiske bølge, går Janus Andersen tættere på tendensen og viser, at de elementer, jeg også har bemærket i de par ungdomsdystopier, jeg har læst på det sidste, også gør sig mere generelt gældende:

• – uanset hvor slemt det bliver, skal der også være plads til at hovedpersonen forelsker sig, og der er ofte to kærlighedsinteresser, der skal vælges imellem
• – den unge hovedperson kommer oftest på den ene eller anden måde til at spille en central rolle i opgøret mod det dystopiske samfund

Sammenhængen med den hidtidige ungdomslitteraturs fokus er dermed bevaret, men den er kørt op på et mere dramatisk plan med livsfarlige autoriteter, og stor kærlighed der nemt kan blive éns sidste (men heldigvis ikke lægger op til at gå i retning af den selvudslettende kærlighed, som jeg kom til at hade i Twilight).

Personligt glæder jeg mig over udviklingen, og det er ikke kun fordi der er kommet flere dystopiske elementer til i min nye omskrivning af Da dyrene fik stemmer, for det burde vel få forlagene til at flokkes om romanen, når den først er omskrevet, ikke? Ikke!?

læs også:

1. Besøg hos Høst & Søn
2. Sommerskrivning
3. Da dyrene for alvor fik stemmer

Eftermæle. At blive til en fiktiv eksistens i den kollektive erindring.

Hår. Egentlig er hår strenge af døde celler, der bliver siddende indtil de falder af eller bliver fjernet efter måneder eller år. Alligevel opfatter vi håret som en del af kroppen. Indtil vi klipper det af. Ligesom de yderste led på fars pegefinger og langfinger holdt op med at være en del af ham, da han skulle forkorte reolen til loftsværelset. Den kunne ikke være under skråvæggen, men den var billigere end den lave reol, for den var på tilbud. Far ville også gerne prøve rundsaven, som han havde fået. De forsøgte at sy dem på igen, men det gik ikke. Det var mærkeligt at der manglede noget af far, og han alligevel var far. Jeg klippede armen af en af mine actionfigurer, da vi kom hjem. Så pakkede jeg min arm ind i pudebetrækket og var enarmet.

Hukommelse. En historie, der bliver fortalt videre rundt i hele klassen, og da den kommer tilbage til læreren er citroner blevet til kykloper, og vi griner.

Psykosomatisk. Det sværeste ord jeg kunne i første klasse.

Sex. Et resultat af hormonubalancer hos et, to eller flere individer. Kropsvæsker der udveksles. En varme langt ind under huden.

Shakespeare, William. Afdød dramatiker. Udendørs opførelse af Romeo og Julie. Du er rørt, og jeg forsøger at blive det.

læs også:

1. Novelle: Trenken

Førsteprioritet hele sommerferien igennem er Da dyrene fik stemmer, hvis anden udgave jeg er 6.848 ord inde i. Jeg forventer denne anden udgave ender på 30-35.000 ord, så det er en udmærket start. Mit mål er ét kapitel om dagen (der bliver atten i alt), men det er muligvis lige lovlig optimistisk — især hvad anden halvdel af romanen angår, da den er så forandret, at jeg ikke har noget at genbruge af fra første udgave af romanen. Jeg satser på at få skrevet, betalæst og redigeret romanen inden sommerferien er slut.

Derudover arbejder jeg frem mod at have en kort kortprosasamling med den midlertidige titel Makuleret klar til Testrup Højskoles skrivekursus, hvor jeg har meldt mig på linjen, hvis kursister har manuskripter med til kritik. Det mål er jeg ikke nået så langt med som det var planen og grunden til det er, at jeg er blevet overrumplet af en idé til en ungdomsroman i dystopigenren, som ikke vil lade mig være i fred. Det er en genre der er meget oppe i tiden — især med Hunger Games‘ biografpremiere til marts — så jeg føler mig ikke motiveret til at undertrykke min lyst til at arbejde med dette projekt. I stedet er jeg kommet godt i gang med researchlæsningen og er lige blevet færdig med romanen Divergent af Veronica Roth, som sammen med Hunger Games-serien af Suzanne Collins er de eneste nyere ungdomsdystopier, jeg har læst. Jeg har dog læst flere af de klassiske voksendystopier ( 1984, Brave New World, Fahrenheit 451 m.fl.) og har samlet en liste af de seneste par års andre populære ungdomsdystopier (Uglies, Delirium, Incarceron m.fl.), som jeg regner med at læse hen over sommeren, så helt uforberedt føler jeg mig ikke. Jeg har også en idé til at krydse dystopigenren med en anden genre, og det tror jeg kan gøre det særligt interessant, men hvilken og hvordan vil jeg ikke afsløre endnu. Jeg stiler mod at have et skriveklart skelet inden sommerferien er slut.

På det seneste har jeg skrevet en del på min vikingeroman Ravna Ribefarer, men den har jeg sat på pause, mens jeg funderer yderligere over, hvad kernen i den fortælling, jeg forsøger at fortælle, egentlig er, for der er noget, der ikke føles rigtigt, og jeg har ikke lyst til at skrive en masse på romanen, som det viser sig ikke kan bruges alligevel.

Derudover stiler jeg også mod at arbejde videre på en romanidé, jeg er ved at udvikle med en ven, der går under titlen Dalen, men selve skriveprocessen regner jeg ikke med at nå til i sommerferien. Jeg vil også finde mig tid til at skrive nogle korte tekster til HUF’s næste tekstsamling, Legeplads, og i hvert fald én tekst til undervisningsministeriets og kulturministeriets skrivekonkurrence.

(Billedet er taget af aless&ro’s)

læs også:

1. 15.000 ord på tre dage
2. Højskolekritik af Da dyrene fik stemmer
3. Magiens magt: undfangelsen

Når drenge bliver 10-14 år, mister de ofte lysten til at læse bøger i deres fritid. Harry Potter-sagaens og Manga-fortællingers popularitet viser dog, at det er muligt at fange drengenes interesse, så de alligevel læser bøger.

Med de ord indstifter kulturminister Per Stig Møller og undervisningsminister Troels Lund Poulsen Drengelitteraturprisen, som har til formål at motivere forfattere til at skrive tekster rettet direkte mod drenge. Prisen er et resultat af de mindre gode PISA-resultater i læsning, især blandt drenge, og undersøgelser der viser, at drenge ikke oplever samme glæde ved at læse som piger gør.

Teksterne til konkurrencen skal være på højst 3.000 ord og formand for Danmarks Skolebibliotekarer Carl Christian Rasmussen er formand for priskomiteen, som udvælger de fem bedste tekster. De udvalgte tekster lægges på børnebibliotekernes fælles website www.pallesgavebod.dk i september, og det er drengene, der læser dem, der stemmer om hvem der skal vinde. Førstepladsen giver 25.000 kroner(!)¹, andenpladsen 10.000 kroner og tredjepladsen 5.000 kroner.

Teksterne skal sendes til børnebibliotekskonsulent Lisbet Vestergaard i Word-format senest den 1. september 2011 kl. 16:00, og der er planer om at gentage konkurrencen i 2012 og 2013.

1. det er lige så meget, som man kan forvente at få ud af at få udgivet en roman

læs også:

1. Skrivekonkurrence: Gysernovelle
2. Skrivekonkurrence: Spændingsserie for børn
3. Skrivekonkurrence: Krimi

Da dyrene fik stemmer har været rundt hos tre forlag og fået afslag, ét begrundet og to standardafslag, så jeg følte at det var på tide at standse op, for jeg tror på idéen. Jeg føler at der gemmer sig en god historie i romanen, som jeg ville være stolt over at sætte mit navn på. Jeg skal bare grave mig ind til kernen. For jo længere jeg er kommet væk fra romanen, jo klarere har det stået for mig, at selvom jeg troede det, så havde jeg ikke en tilstrækkelig klar forståelse for, hvad romanen handlede om. Og det er så det jeg satte mig for med denne eksamensopgave.

Jeg havde oprindeligt tænkt mig at trække på Mieke Bal, Peter Brooks’ og James N. Freys plotværktøjer, men jeg er endt med at benytte mig af Ola Olssons Berettermodellen og en kombination af James N. Freys og Lajos Egris fremstilling af grundsætningen (eng. the premise), da jeg følte det var mere givtigt at benytte mig af mere normative værktøjer rettet specifikt mod dramatisk fiktion.

Og det er uden tvivl den fedeste eksamensperiode jeg nogensinde har oplevet. Jeg har læst, læst meget, og tænkt og skrevet og streget ud og krøllet sammen og mere end én gang følt mig overfor en åbenbaring, følt glimt af indblik i romanens inderste væsen — og så alligevel ikke. Men i dag skete det så endelig. Cirka to år efter Da dyrene fik stemmer startede som et billedbogsudkast på tre sider og godt halvandet år efter jeg sendte et let redigeret første udkast ind til en romankonkurrence ved jeg hvad romanen virkelig handler om. Og med under 24 timer til eksamensafleveringsfristen var det også på tide. Jeg føler mig mere skriveenergisk end jeg har gjort i lang tid, og jeg håber og satser på, at anden udgave af Da dyrene fik stemmer er klar inden dens udgang.

læs også:

1. Da dyrene for alvor fik stemmer
2. 15.000 ord på tre dage
3. Højskolekritik af Da dyrene fik stemmer

For knap en uge siden lagde jeg et overfrankeret brev i postkassen, der rummede nogle af de bedste tekster, jeg har produceret det sidste halve år (fraregner børnelitteratur). Jeg genbrugte det meste af den motiverede ansøgning fra sidste år — hvor jeg var blandt de 94% af ansøgerne, der fik standardafslag — og nøjedes med at øge fokuset på tekster, der vægter form over indhold, og nedtone fokuset på psykologisk indlevende tekster. Det gjorde jeg både fordi det er min opfattelse, at det er den fremherskende indstilling hos folk, der bliver optaget på Forfatterskolen, og fordi jeg siden sidste år vitterligt har skrevet mere af den slags litteratur. Derudover tilføjede jeg et par nye forfattere som inspirationskilder. Men grundlæggende tænker jeg, at ansøgningen i sig selv ikke spiller en frygtelig stor rolle, så længe den viser, at man er interesseret i at indgå i det miljø, der er på Forfatterskolen.

Teksterne er der fem af. Tre prosatekster og to visuelle tekster. Den første og vigtigste tekst har jeg givet titlen “Makuleret”, og jeg er overbevist om, at min ansøgning står og falder på denne ene tekst, som er den mest litterære af teksterne. Og jeg er kun blevet styrket i den overbevisning af, at underviseren på Skrivekunst¹, Trisse Gejl, kaldte den “hamrende litterær.” At skrive Makuleret har været fedt og hårdt og motiverende, og det er en tekst, som jeg tror ender med at være noget, jeg vil sende et eller andet sted hen i forlænget form som en kortprosasamling eller sådan noget. Jeg tror på, at den er god nok til at kunne blive til noget, uanset om den får mig til samtale på Forfatterskolen eller ej. Den er en samling af leksikale opslag, der er et forsøg for jeg’et på at skabe sig en identitet ud fra hukommelsesfragmenter efter en oplevelse, der har rokket ved hans fundament.

Den anden prosatekst, “Alt eller intet”, er den novelle som jeg skrev til HUF’s tekstsamling “På kanten” i efteråret, og som jo i den sammenhæng er en ungdomsnovelle. Men jeg valgte at sende den med, fordi jeg synes den demonstrerer en god sans for at bruge klipning mellem fragmenter af et liv til at skabe et tempofyldt narrativ og psykologisere. Jeg er ikke sikker på, hvor højt de egenskaber vægtes på Forfatterskolen, men jeg tænker også, det er værd at vise hvilke forskellige typer tekster, jeg kan finde på at skrive. Så længe den står sammen med tekster af andre typer, tvivler jeg på, at jeg risikerer at blive kaseret af den grund.

Den tredje prosatekst, “Færgeturen”, er en kort, minimalistisk fortalt historie, som jeg blev færdig med i sidste øjeblik, og som jeg syntes passede godt ind i ansøgningen, men som jeg stadig ikke ved, hvad jeg skal synes om, sådan generelt.

De to visuelle tekster er hver på én side og er begge ordtegninger — altså tegninger, hvor der kun er brugt ord til at tegne med, den ene i hånden og den anden på computer. Jeg synes, de var sjove at finde på og lave, og der er tanker bag, jeg synes er værd at fundere over, så jeg tror under ingen omstændigheder, at de trækker ned.

Nu er der så kun tilbage at vente til maj. Jeg er under alle omstændigheder sikker på, at jeg har væsentlig bedre chancer for at komme til samtale denne gang, end jeg tidligere har haft — teksterne er simpelthen det bedre.

Jeg regner med at offentliggøre nogle af teksterne her på bloggen i den nærmeste fremtid. Så må du se, hvad du synes.

1. to-årigt deltidsstudium på Syddansk Universitet, som jeg har gået på siden september 2010

læs også:

1. Min ansøgning til Forfatterskolen
2. Forfatterskolen for Børnelitteratur
3. Afslutning og afslag

Jeg håber, at jeg engang bliver i stand til at skabe et så intenst værk som Black Swan.

læs også:

1. Skrivekonkurrence: Niels Ebbesen-roman
2. Punktprosa i B16-format

Måneder tilbage søgte jeg ind på Forfatterskolen (Borums) og Dramatikeruddannelsen, og jeg har nu fået afslag fra begge institutioner. Derudover panikansøgte jeg for få uger siden til optagelse på ForfatterGrundKursus i Holstebro, hvor jeg for nyligt var til samtale og slutteligt ikke blev optaget fordi jeg er overkvalificeret (i det mindste er det en behagelig grund at få). Nu ender jeg nok med at tage Skrivekunst på Syddansk Universitet som en Åbent Universitet-uddannelse over de næste to år. Men det forhindrer mig ikke i at søge ind på Filmskolens manuskriptlinje til december. Min lyst til at uddanne mig inden for faget er ikke mindsket, og jeg savner at kunne se frem til det gensidigt forpligtende fællesskab med andre elever.  

læs også:

1. Dramatikeruddannelsen svarede
2. En drøm går halvt i opfyldelse
3. Højskoleoplevelsen

læs også:

1. Mine ordoptællinger er blevet systematiseret
2. Digt: Ordene flyder