Ja, engang imellem er der for meget i nutiden, der ligner det, man beskæftiger sig med fra fortiden.

Derfor har jeg sendt følgende som læserbrev i den lokale avis:

Fem år efter nederlaget på Dybbøl var min kones oldefar på Askov Højskole, hvorefter han valgte at være dansker i Tyskland - ”optant” hed det. Han skrev selv herom: ”Jeg var nok for ung til at få det fulde udbytte af foredragene”. Og selv om han blev advaret af Herredsfogeden i Toftlund: ”Er De klar over, at De bliver ikke alene en fremmed i Deres land, De bliver også en fremmed i Deres eget sogn og by og Deres hjem?” så valgte han at være dansker.

I 1907 valgte han at betale 50 mark for de ældste børn og 10 mark for de yngste, for at de kunne blive tyske statsborgere.

Tyskerne vidste, at de havde krammet på de danske statsborgere – dem kunne man smide ud af landet inden for 24 timer, hvis ikke de opførte sig efter tyskerne parole, så det måtte godt være besværligt og koste penge.

At tre af sønnerne syv år efter kom med i krigen er en anden sag.

Og hvorfor så disse oplysninger om min kones mormor og oldefar??

Tyskerne forbød såvel danske som tyske statsborgere at dyrke danskheden, herom siger han:  

”Møder, hvor der blev behandlet politiske spørgsmål eller andre danske forhold, kunne vi ikke risikere at gå til.”

-”det var ikke behageligt at vide, at man altid gik med en landsforvisning med en frist på 24 timer hængende over hovedet”

Havde man haft paraboler dengang, ville man måske have forbudt dem at se danske programmer, men man fik dog lov til i vid udstrækning at komme på danske efterskoler og højskoler og deltage i møder på den anden side grænsen.

50 Mark for statsborgerskab for en 17-årig var mange penge, men man skulle ikke betale en masse penge blot for at sende en ansøgning.

Der var ikke nogen der ville bestemme, hvem man giftede sig med.

Danskerne holdt sammen, samledes i deres forsamlingshuse og frimenigheder, men svært var det selvfølgeligt, at man skulle undervises på tysk, når man derhjemme kun snakkede dansk.

Jeg synes, det er spændende at læse om de forholdene i Sønderjylland mellem 1864 og 1920, men jeg synes ikke, det er spændende at læse aviser om pointsystemer for retten til at blive gift med den, man elsker - eller gebyrer for blot at ansøge om beskæftigelse, og 5.950 for opholdstilladelse for voldsramte kvinder.  Jeg har større forståelse for tyskerne behandling af danskere end for vores behandling af fremmede. Ja, jeg er flov over den måde, man lovgiver på i øjeblikket, når det drejer sig om disse emner.

Det er svært at få integration til at lykkes, og vi skal også stille krav om, at vore nye borgere selv skal gøre en stor indsats, men diskussionen i øjeblikket er pinlig og ødelæggende for integrationen.

Nej, jeg blev absolut ikke færdig med Dybbøl, men det er dog utroligt, at jeg som i min skoletid var med til at sælge masser af Dybbølmærker, skal blive 66 år, før jeg for alvor fonemmer det nationale dilemma, som man fra dansk side tacklede så kluntet. Nej, det er ikke historiske letkøbte domme, der presser sig på, men oplevelsen af og lidt forståelse for de dilemmaer, man stod i grænseområdet både før og efter Dybbøl.

Efter sønderjydernes nederlag på ”Slagtebænk Dybbøl” skulle min kones oldefar allerede fem år efter tage stilling til, om han ville være dansk (”optant”) eller tysk statsborger, så hans overvejelser efter et ophold på Askov var forståelige: 

”Jeg var nok for ung til at få det fulde udbytte af foredragene”

Herredsfogeden i Toftlund:”Er De klar over, at De bliver ikke alene en fremmed i Deres land, De bliver også en fremmed i Deres eget sogn og by og Deres hjem?”

”Vi unge, vi gjorde som Esau: Vi solgte vores førstefødselsret for en ret linser. Det bødes der for i mange år, som kun var en stakket glæde”

Den anden oldefar var tysk soldat, men de måtte begge opleve deres drenge deltage i 1. Verdenskrig.

Tanken kredser måske lige så meget om soldaten i Afganistan, som i dag måtte lade livet i en kamp, som han eller i alt fald hans pårørende nok har svært ved at opleve som mere meningsfuld end Kampen om Dybbøl.  

Det var overskriften, da jeg den 6. nov. 2008 skrev mit første indlæg.

Sidste gang jeg skrev noget var den 13. maj 2009, så man kan vel roligt sige, at ”bloggeren” har ligget i dvale.

Jeg synes absolut ikke, at jeg har ligget i dvale – har rejst en del, dyrket grøntsager og lokalhistorisk interesse og meget andet.

Hvorfor finder jeg så pludselig bloggen frem?

Har jeg noget specielt på sinde?

Keder jeg mig?

Svaret på de sidste to spørgsmål er et ”nej”.

Men hvorfor så?

Måske er det noget af det, jeg prøvede at give udtryk for i maj 2008:

”Ja, og så måske alligevel også for f.eks. at sætte ord på noget af det, som netop lige nu giver anledning til undren, begejstring, ærgrelse eller, hvad man nu kan rammes af, mens man sidder langt ude på landet og kigger ud over en sø - helt alene - eller to.”

Ja, måske noget med at tvinge Jørgen til at ”fange” noget af det, som jeg netop – i dag, i går eller i nat – tænkte, læste, hørte, så, eller oplevede. Nogle forundrings eller aha-oplevelser. Eller ……

Og det på en lørdag, hvor en mus endelig gik i fælden, og konen råbte: ”snog i køkkenet” (det var en unge).

Dagen, hvor to ægte kastanjetræer – hjembragt fra Toscana (det må man vist ikke, men de gror godt) fik deres rette plads.

Dagen hvor Henrik Dahl i Politiken skrev: ”Sjofelt at bygge motorvej mellem Holstebro og Herning”, og hvor jeg ville give ham ret og græmmedes med ham over, hvor mange love eller projekter, der bliver vedtaget – blot for at sikre stemmer ved næste valg.

Dagen, hvor jeg var kommet til s. 221 i ”Slagtebænk Dybbel”, hvor general Albrecht von Stosch til en ven skriver: ”Jeg er utilfreds med prins Frederich Karl. Efter 50 års fred er der ikke noget, den prøjsi8ske stat behøver så meget som en glimrende våbendåd …  Jeg  ønsker at prinsen skal tage både Dybbøl og Als ….. Under en storm vil der flyde meget blod, men i verdenshistorien som på agerjorden: Blod er et frugtbringende stof.”

Den kan jeg så tage med når jeg senere igen skal forberede oplæg danskere under 1. Verdenskrig.

Og så var det ikke engang dagen, som der ellers har været en del af på det sidste, hvor ”Livet i Pederstrup Sogn gennem århundreder” har fyldt meget, men måske derom senere.

Ups.

Efter morgenløbeturen og inden jeg kaster mig over køkkenhaven, så vi kan høste nogle sunde grøntsager, gav jeg mig tid til at skimme kronikken i Politiken fra i går. (Agnete Dorph Stjernefelt)  Kender hende ikke, og det kan da også nok være, at hun kommer vidt omkring …  Men noget af det tager jeg nok med i køkkenhaven: 

“UNDSKYLD mig, men hvornår var det li­ge, at vi underskrev den puritanske samfundskontrakt? Den med vægt på evigt liv her og nu og syndsbevidsthed lurende i samtlige kroge og hjørner? Fordømmel­se og stigmatisering af de anderledes tænkende? De usunde? Rygerne? Dem, der spiser det urene dyr, svinet? Dem, der besudler deres hellige legeme med synd og last og falder for alskens fristelser?

Jeg kan nemlig ikke erindre at have skrevet under noget sted. Og hele cirkus­set undrer mig såre.

Hvornår var det, at vi besluttede os for, at viden, indsigt og kunnen er ligegyldi­ge, aristokratiske værdier for støvede åndssnobber, mens en døgnet-rundt-op-mærksomhed på kolesteroltal, blodtryk og fedtprocenter er uomgængeligt pen­sum for alle danske statsborgere?”

Og senere …..

“VORES samfund har udviklet sig fra et grundtvigiansk værdimæssigt ståsted, hvor kristentro og oplysning var i højsæ­det, til en snigende, men efterhånden al­lestedsnærværende sekulær hellighol­delse af kroppen som altings endemål. Kroppen har overtaget stort set alle de ideologiske værdiinvesteringer, som en­gang var forbeholdt ånden.

Vi frygter for dens evige liv her i det jordiske paradis. Vi våger nøje over vore egne og hinandens synder, fordømmer de lastefulde, gør vores bodsøvelser over gårsdagens udskejelser i form af endelø­se løbeture for at rense os. Fadervor er ud­skiftet med Fitness.

Jeg skal være den første til at græde tør­re tårer over, at den gammeldags synds-bevidsthed er på retur, men hvorfor dette behov for at udskifte den med en ny?

Hvad er det, vi forestiller os? At vi alle sammen skal blive tussegamle og senil­demente og inkontinente? Hvorfor er det, at vi tror, at der er en fantastisk sam­fundsmæssig gevinst ved at forøge ældre­byrden? Tror vi virkelig, at der er en øko­nomisk gevinst at hente?

Jamen, herregud! I gamle dage var der langt færre, der døde afkræft. Men det skyldtes jo først og fremmest, at folk døde de tidligere af andre grunde.” …….

Og så en hel masse mere …

Jeg går ned og planter kål under mit fantastiske nyetablere insektskjul, så vi og ikke naturens utøj kan bevare et sundt legeme …….

Muligheden er vist større, når det er maj ,og man har tid til med Benny Andersens ord at falde i staver i naturen.

Læst i Politiken i dag:

Nat

turen

——————

Morten Nielsen

Du, kan høre

det lyse kor

denover majnattens

skumringsjord?

Nattergalen

i grønne grene

varmt og vidunderligt

-lykkeligt ene …

….Ingenting

kan forhindre, at

små struber skælver

en forårsnat.

“Seks sektioner skrevet til dig, som kræ­ver en hel del mere af livet end gennem­snittet.”

Mange forhold er i dag papirløse, men her løftes jeg ind i  et elitær papirfællesskab. Og han fortsætter:

“Men mest af alt skiller I jer ud ved, at I in­teresserer jer mere for alting end de fle­ste. Gallups måling af jeres interesser, som står i grafikken her på siden, doku­menterer min pointe. Som læsere af Poli-tiken er I usædvanligt interesseret i ver­den, I fordyber jer mere end de fleste i kul­turen, og I interesserer jer for mad, debat og bøger.”

Hvad var det dog der skete?     Tænk, hvad en Thøger kan gøre!

Kaj Munk havde måske Politiken, men ingen Thøger.

Han og den blå Anemone måtte i marts 1943 kæmpe deres egne kampe:

Hvad var det dog, der skete?

Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts

det smelter ved at se det

den første dag i marts.

Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad

min sjæl og glæden«. da jeg sad

i vint’rens grumme done.

Nu gør min anemone

mit hjerte atter glad.

Ups! - uden hverken at lide af sult eller anden for for nød, har jeg høstet af naturens overflod til fyret.

Kommentar under frokosten, da vi ser en musvit, som har mistet halen: “Det har den (høgen) rigtig godt af, at den kun fik halen.”

Ups! - nå, høgen har godt af, at den  sulten må sove på sin gren til det bliver lyst, mens den haleløse musvit mæsker sig i vore solsikkekerner.

Har vi lov at nyde varmen i stuen, når vi har hugget træ i skoven?

Ret åbenhjertig og barsk beskrivelse af en barndom, hvor fortielser havde for stor indpas. Her skal blot citeres et lille afsnit om moderen:

“Livfuldt og underholdende opfandt hun virkeligheden, som det passede hende, fortiede, fordrejede og forskønnede for at overleve og senere for at skåne sine børn. Men børn ved instinktivt at løgn regenerer smerte i det uendelige, mens sandhedens intense smerte som et benbrud hører op, når det er helet.”  Fremhævelsen er min.

Yes we can -  om det så skal være et sort eller broget lam uden sorte aner.

Netop fordi, den ikke blev tygget for os, men fik lov at være en græsk tragedie fra en fjern fortid, kunne den sige os noget om de dilemmaer og konflikter vi dagligt hører om. 

af Euripides, bearbejdet af Don Taylor

 ”Mesterlig klassiker-bearbejdelse på Det Kgl. Teater. Stærkt spil over hele linjen i Kasper Bech Holtens billedmættede iscenesættelse”.     Jyllands-Posten 

“Teater af et gennemarbejdet, sjælerystende format, en storhed i slaget, vi ikke er forvænt med i dansk teaters lilleverden.”    Berlingske Tidende

Kong Agamemnon står midt i et skæbnesvangert valg; skal han følge præstens forudsigelser og ofre sin datter Ifigenia til guderne, for at vinden kan bære hæren til Troja i tilbageerobringen af Helena og Grækenlands ære og frihed? Eller skal han skåne sin datter, opgive krigstogtet og risikere at hele den ventende og utålmodige hær vil straffe ham for hans manglende mod og visionsløse lederskab?

Ifigenia i Aulis er en stærk og gribende græsk tragedie, om retfærdighed, frihed, tro og det enkelte individ i forhold til massen, sat på spidsen i konflikten mellem ansvaret for ens nærmeste og ansvaret for nationen.