Færre arbejdsløse, stigende huspriser, rekordlave gældsudgifter og en mindre benzinregning får amerikanske forbrugere til at se lysere på fremtiden, og de er nu igen klar til at bruge penge. Det mindsker kraftigt risikoen for en aktienedtur.

Mens de økonomiske nøgletal flere steder i verden er begyndt at vise svaghedstegn, der truer med at sætte en stopper for den glade udvikling på aktiemarkederne, så er der et vigtigt lyspunkt: På trods af offentlige nedskæringer styrkes økonomien i USA, hvor forbrugerne nu for alvor ser ud til at ville begynde at bruge penge igen.

På trods af massive offentlige nedskæringer er den amerikanske forbrugertillid stadig stærk. Amerikanerne er holdt op med at spare op og betale af på gæld og i stedet begyndt at gøre det, som de er bedst til, nemlig bruge penge. Og det er med til at holde gang i økonomien, der ellers ville have været under langt større pres som følge af opstramningerne i det offentlige.

Grunden til at amerikanerne ser lysere på fremtiden skal findes flere steder. For det første viser de seneste jobtal, at arbejdsløsheden er på vej ned. Den er nu på 7,5 pct. Samtidig fortsætter faldet i nytilmeldte ledige kraftigt, hvilket er med til at fjerne frygten for en fyreseddel.

En anden af de væsentligste forklaringer er, at amerikanerne har fået styr på deres private gæld. Den er nu nedbragt til et niveau, der svarer til først i 00’erne, og at de lave renter betyder, at forbrugernes udgifter til renter og afdrag udgør den laveste andel af deres indkomst siden 1970’erne.

Dertil kommer, at boligpriserne igen er på vej op. Det betyder for det første, at de fleste amerikanerne på papiret har fået øget deres formuer markant, og måske vigtigere, så giver det dem mod til at gå ud og bruge nogle af pengene.

En sidste væsentlig faktor er olieprisen, der er faldet på det seneste. Når man kører lige så tit og langt som amerikanerne, så hjælper det gevaldigt på privatøkonomien, at benzinen er billig. Man siger, at for hver 10 dollar olien falder, så har det en positiv effekt på ca. 0,25 pct. i BNP-væksten. Med en oliepris på godt 100 dollars i stedet for de ca. 110 dollars, den lå på sidste år, giver det altså også økonomien et ekstra skub i den rigtige retning.

Der er stadig risiko for, at amerikanerne og aktiemarkedets humør kan blive ødelagt. Hvis økonomien i Europa fortsætter ned, eller hvis de offentlige nedskæringer i USA slår hårdere igennem end ventet, vil det selvfølgelig kunne sætte aktiemarkederne under pres. Det samme gælder, hvis de amerikanske politikere ikke når til enighed, når gældsloftet skal løftes sidst på sommeren. Men hvis ikke, vi bliver ramt af negative chok, så tror vi på, at det er i slutningen af 2013, at den amerikanske vækst for alvor vil vende tilbage.

De amerikanske selskaber tjener flere penge end forventet, men det skyldes besparelser og ikke stigende omsætning. Hvis aktierne skal fortsætte op, så kræver det vækst

271 af selskaberne i det amerikanske S&P500 indekset havde inden denne uge, der er den sidste store regnskabsuge i USA, aflagt regnskab. Den gode nyhed er, at virksomhederne har tjent flere penge end ventet. Den dårlige er, at det skyldes besparelser og ikke vækst.

De amerikanske selskabers indtjening er knap 5 pct. bedre, end hvad analytikerne havde forventet, da vi startede regnskabsaflæggelserne, og 73 pct. af selskaberne aflægger regnskaber, der overgår forventningerne.

Dermed er regnskaberne på bundlinjen godkendte, men heller ikke mere end det, for bag de positive overraskelser ligger kun en forbedring på 2 pct. i forhold til 1. kvartal 2012.

Samtidig er toplinjen (omsætningen) skuffende, da under halvdelen af selskaberne slår forventningerne (44 pct.). Samlet set er toplinjen 1 pct. dårligere end ventet, og i forhold til sidste år er omsætningen faldet med ½ pct.. De positive resultater på bundlinjen er dermed endnu engang et udtryk for, at virksomhederne har været tilbageholdende på omkostningssiden, og de har sparet sig til højere overskud.

Det er på sin vis imponerende, at man endnu en gang har kunnet reducere sine omkostninger, men det er svært at se, at man kan skære længere ind til benet, så vækst i indtjeningen kræver også vækst i omsætningen.

Svage forventninger
Virksomhederne egne udmeldinger omkring fremtiden er også til den svage side. Af de 59 selskaber, der har givet guidance for 2. kvartal, har 48 guidet lavere end, hvad analytikerne havde forventet. Virksomhederne har historisk haft tendens til at guide lavere end, analytikerne forventer, men hvor det normal er ca. 60 pct., der guider lavere, er andelen i dette kvartal helt oppe på 81 pct., og det betyder analytikerne må i gang med at sænke deres forventninger.

Analytikerne forventede før, vi begyndte regnskabssæsonen, en indtjeningsvækst i 2. kvartal på 4,5 pct., det har de nu sænket til 2,4 pct.. Analytikernes forventninger til 3. og 4. kvartal ser stadig meget krævende med hhv. vækstforventninger på 8,4 pct. og 13,6 pct.. Hvis ikke vi ser økonomien komme op i et højere gear i de kommende kvartaler, vil virksomhederne ikke kunne leve op til de høje forventninger, og så vil aktiemarkedet gå i stå.

De historisk lave renter i øjeblikket rammer især de investorer, der nærmer sig pensionsalderen. De står til at gå glip af titusindvis af kroner i afkast på deres opsparinger

Personer, der nærmer sig pensionsalderen, og derfor snart får brug for deres opsparinger, bliver ramt ekstra hårdt af de historisk lave renter. De kan i år forvente et afkast, der er mindre end en tredjedel af normalen de seneste år.

Indehavere af en typisk investeringsportefølje med kort investeringshorisont og lav risiko har siden 2001 gennemsnitligt fået et afkast på 5,8 pct. årligt, men med de nuværende lave renter på obligationer kan kun forvente 1,6 pct. For en helt almindelig lønmodtager kan det over ganske få år betyde mere end 100.000 kr. mindre til alderdommen.

Investorer med en længere investeringshorisont kan omvendt nyde godt af de høje aktieafkast, fordi de i modsætning til personer med kort investeringshorisont har tid til at vente på, at aktierne stiger igen, hvis de falder på kort sigt. Derfor står de til et højere afkast i de kommende år, end samme type investorer fik tidligere.

Problemet for de ældre investorer opstår, fordi renten på de sikreste investeringer er helt i bund, og kursen er presset i vejret. På danske statsobligationer skal man f.eks. regne med en rente helt nede omkring nul, og så risikerer man endda, at kurserne falder, hvis renten stiger. For mange er en højrentekonto i banken derfor et bedre sted at placere sine penge.

Dilemma for de ældre

Hvis man kun har 3-5 år tilbage før pensionen, så står man i et dilemma. Enten accepterer man, at pensionsformuen ikke kommer til at vokse noget særligt, eller også må man påtage sig en større risiko.
Her kan det være en god ide at overveje, om ens tidshorisont er så kort, som man tror. Måske går der lidt flere år inden, man reelt skal bruge sine penge, og så kan der være god ræson i at sætte flere penge i f.eks. aktier.

I øjeblikket udbetaler de danske investeringsforeninger årets rekordstore udbytte til aktionærerne, men langt de fleste glemmer at geninvestere pengene. Det koster danskerne millioner af kroner i manglende afkast

Nordea Invest vedtog i går på foreningens generalforsamling at udbetale rekordhøje udbytter til sine investorer, og de er ikke alene. Der vil i år blive udbetalt i omegnen af 24 mia. kr. i udbytte alene fra danske investeringsforeninger. Men hvis investorerne gør som sidste år, vil mindre end 5 pct. blive geninvesteret direkte. De fleste penge får således lov til at stå kontant og lige så stille blive ædt op af inflationen.

Renten på kontantbeholdninger er nemlig så godt som ikke eksisterende, så med en inflation på over to procent bliver de indsatte penge mindre og mindre værd. Hvis man investerer pengene i en investeringsforening, så ligger afkastet i gennemsnit langt højere. Så længe man ikke skal bruge pengene lige med det samme, så er det altså som udgangspunkt en god ide at få dem ud og arbejde igen.

Hvis man tager udgangspunkt i en almindelige investeringsportefølje med middelrisiko og et afkast, der svarer til gennemsnittet de seneste tre år, så står investorerne i de danske investeringsforeninger alene til at gå glip af omkring 1,2 mia. kr. i afkast i 2013. Dertil kommer den manglende geninvestering af alt det udbytte, som bliver udbetalt direkte fra enkeltselskaber.

Der kan selvfølgelig være grunde til ikke at geninvestere sit udbytte. Hvis det er frie midler, kan det f.eks. være, man vil bruge det til forbrug. Men de fleste har trods alt deres investeringer som en del af deres pensionsopsparing, og der har relativt få så kort en investeringshorisont, at det ikke kan betale sig at få pengene aktiveret.

Hvis man ved med sig selv, at der godt kan gå flere år mellem, at man får set på sin pension, kan det derfor være en god ide at få lavet en aftale om automatisk geninvestering. Så sørger banken for, at pengene bliver geninvesteret, der hvor de kom fra.

De europæiske aktiemarkeder faldt mandag over en bred kam som følge af weekendens redningsaftale om Cypern. Aftalen betyder, at almindelige cyprioter mister en del af deres bankindlån, og frygten er, at usikkerheden kan sprede sig til de andre kriseramte lande omkring Middelhavet.

Baggrunden for uroen er, at Cypern er blevet tvunget til at bede EU om hjælp for at få styr på landets finanser. Lørdag nåede parterne så til enighed om en redningspakke på 10 mia. euro, hvilket svarer til 56 pct. af landets BNP. Til gengæld for nødlånet har EU krævet, at cyprioterne selv er med til at betale, og det er så endt med indførslen af en engangsskat på indlånene i landets banker.

Det helt særlige ved denne skat er, at den også rammer personer med et indskud på under 100.000 euro, som ellers normalt i hele EU er dækket af en indskydergaranti. Dermed sendes et signal om, at almindelige mennesker ikke mere kan regne med, at der ikke bliver rørt ved de penge, de har stående i banken. Det er et meget uheldigt signal, da det i værste fald kan føre til et såkaldt ”run” på bankerne, hvor folk hæver deres penge i et sådan tempo, at bankerne krakker.

Den Europæiske Central Bank (ECB) var mandag formiddag ude og sige, at det er cyprioterne selv, der har besluttet modellen, og tyskerne også har bekræftet, at indskydergarantiordningen står ved magt i alle andre eurolande. Men blot det, at de har fået lov til at pille ved noget så utrolig vigtigt og fundamentalt for den finansielle stabilitet som indskydergarantiordningen og skaber tvivl om ordningen i de andre lande, er mildt sagt torskedumt og skaber med det samme uro.

Skattely for russere

Skrækscenariet er, at borgerne i andre pressede EU-lande nu også vil være mere tilbøjelige til at hæve deres penge og sy dem ind i madrassen. Og at krisen på Cypern dermed spreder sig rundt til de andre sydeuropæiske lande. Hvis det sker, så kan det genstarte eurokrisen på fuld tryk.

Som det ser ud nu, er det dog ikke sandsynligt. For det første, så er Cypern et lille og på mange måder specielt land. Banksektoren er ekstrem stor i forhold til landets størrelse, og en markant del af de indlån, der bliver ramt af den nye skat, vil tilhøre udlændinge – specielt russere – der har benyttet middelhavsøen som skattely. Derfor er det nemmere at berolige markederne med, at Cypern var noget særligt. Dertil kommer, at ECB stadig er klar til at træde til og levere likviditet til den europæiske banksektor, hvis der er tegn på, at uroen blusser op igen.

Endnu ikke vedtaget

Aftalen er heller ikke endeligt vedtaget endnu. Den skal først vedtages af det cypriotiske parlament. Her er afstemningen udskudt til tirsdag, fordi regeringen endnu ikke er sikre på at kunne samle et flertal. Samtidig er det blevet foreslået at sænke eller helt fjerne skatten for indlån under 100.000 euro og i stedet hæve den for resten. Hvis den del af aftalen ændres, så vil det være en markant positiv nyhed for markederne. Hvis aftalen enten bliver nedstemt i parlamentet eller bliver vedtaget som nu, vil det derimod være en dårlig nyhed.

Uanset hvad så er aftalen på Cypern endnu et tegn på, at problemerne i Eurozonen ikke er overstået. Sammen med det mudrede resultat af det italienske valg og den voksende euroskepsis i nord vil det bidrage til usikkerhed fremadrettet. Ikke mindst fordi aftalen yderligere undergraver befolkningens tillid til politikerne.

Finansmarkederne holder i øjeblikket skarpt øje med udmeldingerne fra Kinas nye ledelse, der er samlet til folkekongres i Beijing. Beslutningerne, der udmeldes på kongressen, er afgørende for væksten i verdensøkonomien og kan i bedste fald sætte ny fart i aktiemarkederne.

Ved kongressens åbningstale annoncerede den afgående premierminister, Wen Jiabao, mål for væksten i 2013, der som ventet var på 7,5 pct. Det er en smule under analytikernes forventninger, men de kinesiske lederes vækstmål er typisk mere et politisk signal end en egentlig prognose. Derfor er det langt mere interessant i forhold til væksten, at man regner med et budgetunderskud på 2 pct. af BNP, hvilket er en stigning på næsten 50 pct. i forhold til underskuddet i 2012. Det øgede budgetunderskud går til offentlige investeringer, der har til formål at holde væksten oppe.

Den kinesiske regerings forventninger til økonomien er ikke det eneste, markederne holder øje med. Det er helt afgørende for den kinesiske økonomi, at privatforbruget styrkes, så landet bliver mindre afhængig af eksporten. Derfor er markedet også meget opmærksom på, om der lanceres reformer, som kan hjælpe denne udvikling på vej.

Et eksempel på dette er, at den kinesiske ledelse rygtes at ville gennemføre en større reform, der giver udvidede sociale rettigheder til de op mod 250 mio. uregistrerede migrantarbejdere, som arbejder i de kinesiske byer. På længere sigt vil det have en markant positiv effekt på økonomien, hvis migrantarbejderne får bedre forhold og kan være med til at øge den indenlandske efterspørgsel.

Af andre ventede initiativer kan nævnes en øget indsats mod forurening og korruption. På begge områder er det endnu uvist, om de kinesiske magthavere for alvor har viljen og evnerne til at få bugt med problemerne.

Aktiestigninger i vente

Kongressen i Beijing kan også varsle bedre tider for det kinesiske aktiemarked, der ellers har klaret sig noget dårligere i år end aktierne i andre dele af verden. Prisfastsættelsen på kinesiske aktier er tæt på det historiske lavpunkt, og samtidig er indtjeningen i virksomhederne på vej op. Det der mangler for, at aktierne kan begynde at indhente det tabte, er derfor i høj grad, at investorerne føler sig sikre på, at væksten er på vej tilbage. Så hvis de kinesiske politikere får leveret det budskab med troværdighed, vil det kunne ses på aktiekurserne.

De euroskeptiske partier i Italien fik mere end hver anden stemme til gårsdagens valg i Italien. Landets komplicerede valgsystem gav et flertal i underhuset til den reformvenlige centrumvenstrekandidat Pierluigi Bersani, mens populisternes fremmarch gav dem sejren i Senatet. Udsigten til politisk dødvande får finansmarkederne til at frygte en genopblusning af eurokrisen.

Resultatet har rystet finansmarkederne, der håbede på, at Bersani med den siddende premierminister, Mario Montis hjælp ville have flertal i begge kamre. Aktierne i Italien faldt mere end 4 pct. fra morgenstunden, og de øvrige europæiske markeder fulgte med ned. Samtidig faldt euroen over for dollar og yen, og renten på de italienske statsobligationer skød i vejret.

Valgets store overraskelse blev den tidligere komiker Beppe Grillo. Med 25,5 pct. af stemmerne blev hans eurokritiske Fem Stjerne-bevægelse det største enkeltparti. I Italien organiserer partierne sig dog typisk i valgforbund, og dermed blev Bersanis koalition størst med 29,6 pct. af stemmerne, mens Silvio Berlusconis centrumhøjre-alliance fik omkring 29 pct. Valgets store taber blev den siddende premierminister, Mario Monti, der kun blev støttet af 10,6 pct. Det italienske valgsystem betyder, at den største koalition automatisk får flertal i parlamentets underhus. Problemet for Bersani er, at Berlusconi og Grillo tilsammen kan blokere hans politik i parlamentets andet kammer, Senatet.

Tre scenarier

Et muligt scenarie er altså, at vi får et handlingslammet parlament noget i stil med det, vi har set i USA de seneste år, hvor der ikke kan findes enighed mellem de to kamre, og reformprocessen bliver standset her. En anden mulighed er, at vi får en ny teknokratregering efter en periode, hvor parlamentet har vist sig ud af stand til at træffe afgørende beslutninger

Det mest sandsynlige er, at der inden for kort tid bliver udskrevet nyvalg, hvor man håber på, at italienerne kommer til ”fornuft” og stemmer for euroen og fortsatte reformer. Det blev løsningen i Grækenland, da de stod i en lignende situation for et lille år siden.

Finansmarkederne kan få stor betydning for, hvordan udfaldet bliver. Hvis investorerne vælger at sende de italienske renter tilbage, hvor de lå for et år siden bliver italienerne presset til at handle.

En ny eurokrise?

Det store spørgsmål er, om den politiske situation i Italien vil genoplive eurokrisen. Det tror vi ikke. Alt andet lige, så fik Berlusconi og Grillo ikke flertal i underhuset, og dermed har de ikke mulighed for at tilbagerulle de økonomiske reformer, der allerede er gennemført i Italien. Mandagens resultat vil derfor betyde øget finansiel uro, men næppe en tilbagevending til krisen, som den så ud i 2011-2012.
Derfor mener vi heller ikke, at investorerne bør søge mod sikker havn og sælge ud af deres aktier.

Risikoen for en negativ udvikling i den europæiske statsgældskrise er klart øget, men fundamentalt set er vi stadig bekymrede optimister. Bekymrede, da gældsniveauerne stadig er høje, væksten halvsløj, og fordi centralbankerne ikke kan gøre mere, hvis væksten går i stå. Optimister, da virksomhederne er bundsolide, og vi ser stadig tegn på lidt stærkere global vækst.

Med løfter om skattelettelser og angreb på den nuværende regerings sparekurs har Silvio Berlusconi igen meldt sig ind i kampen om magten i Italien. En sejr til den tidligere premierminister er stadig usandsynlig, men hvis den kommer, så vil det ryste de europæiske finansmarkeder.

Før landets forbud mod meningsmålinger i de sidste uger op til valgdagen trådte i kraft, viste de et stadig mindre forspring til centrumvenstre-kandidaten Bersani. De to mest sandsynlige scenarier er dog fortsat, at han vinder flertal i begge af parlamentets kamre, eller at han alternativt får brug for den nuværende premierminister, teknokraten Monti’s stemmer. Den tredje mulighed, at Berlusconi får flertal, er langt mindre sandsynlig, men det er alligevel den, som holder investorerne vågne om natten.

For at forstå, hvor nervøse markederne er over Berlusconi, skal man bare se på den mandag for knap tre uger siden, hvor han for første gang fik medgang i meningsmålingerne. Det sendte straks det italienske aktiemarked 3 pct. ned., mens flere andre europæiske indeks også registrerede store fald. Nordea Markets vurderer derfor, at en sejr til Berlusconi kan føre til fald i de europæiske aktiemarkeder på 10-15 pct. Samtidig kan det sende renten på italienske statsobligationer tilbage i de rekordniveauer, vi så, før ECB-chef Mario Draghi fik beroliget markederne i sommers. Dertil kan man forvente et skarpt fald i euroen.

Som nævnt er en Berlusconi-sejr ikke et sandsynligt udfald, men selv en Bersani-Monti-koalition kan give udfordringer, da afstanden fra Monti til venstrefløjen blandt Bersani-støtterne er meget stor. Det kan gøre det svært at gennemføre yderligere reformer. Når det er sagt, så vil markederne sandsynligvis alligevel tage pænt imod resultatet, alene fordi man undgik Berlusconi.

Den japanske regering med premierminister Shinzo Abe i spidsen er fast besluttet på at ende dødvandet i landets økonomi – og noget kunne tyde på, at han også kan lykkes. Med opbakning fra 71 pct. af befolkningen og et massivt flertal i det japanske parlaments underhus har Shinzo Abe tæt på optimale betingelser for at komme igennem med de finans- og pengepolitiske lempelser, som skal sætte gang i landets vækst.

Signalerne fra regeringen har allerede haft sin effekt. Den japanske yen er svækket betydelig over for verdens andre valutaer, hvilket kraftigt styrker virksomhedernes konkurrenceevne. Den seneste tid er indtjeningsforventningerne derfor steget kraftigt.

De positive tegn har sendt aktiemarkedet op med 27 pct. fra midten af november til starten af februar. For den danske investor har opturen været knap så givtig. Svækkelsen i yennen har nemlig ædt en stor del af afkastet. I danske kroner var afkastet i perioden derfor kun 6 pct. Fremadrettet er der derfor fortsat udsigt til både yen-svækkelse og aktiestigninger. Fordelingen mellem de to bliver altså afgørende. Her peger historien på, at danske investorer sagtens kan ende som vindere. Siden 1990 har der været fire lignende perioder med pengepolitiske lempelser, hvor man var samme sted i den økonomiske konjunkturcyklus og virksomhedernes indtjeningscyklus. Det gennemsnitlige afkast på det japanske aktiemarked var her på 106 pct. målt i danske kroner.

Tid til japanske aktier?

Spørgsmålet er derfor, om man som dansk investor skal sætte en markant del af sin formue i japanske aktier fremadrettet. Det afhænger af en række ting. For det første skal de japanske virksomheder vise, at de kan benytte deres gunstige situation til også at styrke indtjeningen. Forventningerne er stigende, men vi skal også se resultater. Dertil skal der gerne komme mere gang i hele den japanske økonomi. Den positive udvikling i øjeblikket styrker især eksportvirksomhederne, men den skal også gerne smitte af på det private forbrug, så den indenlandske efterspørgsel kan blive genoplivet.

Hvis Japan for alvor skal blive attraktiv for investorerne, så skal der også gang i de politiske reformer. For eksempel kunne en lempelse af immigrationsreglerne være med til at betale udgifterne til den aldrende befolkning. Og så skal de førnævnte pengepolitiske initiativer også reelt gennemføres. Når det gælder den politiske udvikling, så afhænger meget af valget til Overhuset i juli, hvor Shinzo Abe kan sikre sig absolut flertal.

En sidste væsentlig faktor er forholdet til Kina. Det historisk kølige forhold er ekstra anstrengt i øjeblikket som følge af konflikten over den såkaldte Senkaku-øgruppe. 17 pct. af Japans eksport går til Kina, så en vareboykot af den slags, vi tidligere har set, når bølgerne gik højt mellem de to lande, er meget skadelig for de japanske virksomheder.

De danske investorer fik i januar udhulet afkastet på deres udenlandske investeringer på grund af den stærke krone.

Verdens aktiemarkeder er braget frem i 2013, men for de danske investorer har faldende valutakurser over for kronen i mange tilfælde ædt mere end halvdelen af afkastet. Det understreger vigtigheden af at tænke valutakursen med, når man investerer uden for eurozonen.

Det toneangivende amerikanske aktieindeks S&P 500 steg i januar med 5 pct., men en svækkelse af dollaren over for kronen efterlod kun en stigning på 2 pct. til danskerne. I Storbritannien har det svage pund kun efterladt et afkast på knap 1 pct., mens de lokale har høstet omkring 6,5 pct., og sidst men ikke mindst, så har de danske investorer i Japan set deres investeringer skrumpe med knap 1,5 pct., mens japanerne har fået et afkast på 7 pct.

Udviklingen i januar er et godt eksempel på, hvorfor det er vigtigt at være opmærksom på valuta, når man investerer uden for eurozonen. En uheldig valutaudvikling kan nemlig udhule selv de bedste aktiemarkeder. Det japanske aktiemarked er ikke kun et godt eksempel i 2013. Sidste år steg det med omkring 23 pct. i lokal valuta. Den danske investor måtte derimod nøjes med 7 pct. Det kraftige fald i den japanske yen kan i yderste konsekvens blive indledningen på det, som nogle lidt dramatisk kalder en valutakrig, hvor verdens lande forsøger at svække deres valuta for at styrke konkurrenceevnen. For investorerne betyder udviklingen, at man skal være ekstra opmærksom, da politiske udmeldinger kan betyde relativt store udsving i valutakurserne.

På kort sigt kan euroen styrkes yderligere, men i løbet af året, så tror vi på en svækkelse i forhold til dollaren og en række emerging markets-valutaer. Den japanske yen vil dog sandsynligvis blive svækket yderligere og kan dermed tage toppen af afkastene på det japanske aktiemarked.

Vindere og tabere

Som hovedregel er det godt at sætte sine penge i lande, hvor valutaen styrkes, men der er også fælder. F.eks. kan det skade den tyske bilindustri, at den får hårdere konkurrence fra sine japanske rivaler – og det vil så smitte af på aktiekursen.
Der er således flere sektorer, der klarer sig henholdsvis godt og dårligt afhængigt af valutaernes styrke. En stærk euro er f.eks. en dårlig nyhed for den europæiske medicinalindustri, da salget i det vigtige amerikanske marked bliver mindre værd. Omvendt så plejer finanssektoren og retailbranchen at klare sig godt, da de primært er eksponeret mod deres eget valutaområde.