Nyt Fra Hare Krishna

Nyt Fra Hare Krishna nr. 3, 2006

2006-03-17T17:29:00.000+01:00

Nyt Fra Hare Krishna nr. 3, 2006 (udskriftsvenlig PDF)
Download Adobe PDF Reader

Nr. 2, 2006, Indhold

2006-03-06T21:27:00.000+01:00

Redaktionelt
Srila Prabhupadas side
Fra moral til åndelighed
Sankirtana-festival i Tyskland
Rejsebrev fra Sydindien
Hvad skete der lige, da Harikesa Swami forlod ISKCON?
Et par tanker
Krishna vælger vores guru for os
Det Hellige Navns markedsplads
At give Sri Krishna til andre
Festivaler i Ny Srivasa Angam-templet, København
Det Krishnabevidste Køkken
Sidste side, med kalender

2006-03-06T21:25:00.000+01:00

Redaktionelt: Guruer, rejsebreve mm.

2006-03-06T12:48:00.000+01:00

Velkommen til det andet nummer af Nyt fra Hare Krishna i 2006. Guruer er det centrale tema i dette nummer. Srila Prabhupada forteller om, hvad en gurus kvalifikationer er, og der er en opfølgning fra sidste nummers tråd, hvor Trayimaya opfordrede til et kig og tilbageblik på, hvad der videre skete efter, at Harikesa Swami, der var guru for mange hengivne i Danmark, opgav sin position som guru. Opfordringen har affødt flere responser, hvor vi bringer tre indlæg. I det første taler Niels Thomsen om, hvordan man kan se på hændelserne omkring Harikesa Swami i 1998 som et nødvendigt hamskifte i ISKCON’s udvikling som et vaisnava-samfund. I det andet diskuterer Daniel Laflor, hvordan man kan forstå, at selv meget avancerede hengivne midlertidigt kan falde fra deres Krishna-bevidste stadie og i en vis grad blive dækket over af den materielle energi. Det tredje indlæg er faktisk et halvt år gammelt og ikke direkte affødt af Trayimayas indlæg i sidste nummer. Da Dandaniti interviewede Sukakanya Devi Dasi sidste sommer (interviewet bragtes i nr. 15/16.2005), fortalte hun også om sine oplevelser omkring Harikesa, og hvordan det var først at være vidne til, hvad der skete, og senere efter længere tids overvejelser at lade sig indvie på ny af en anden guru. Sukakanya foreslog selv, at den del af interviewet blev gemt til en senere lejlighed, når emnet kom op at vende.

Der er blevet skrevet og sagt andre ting i forbindelse med Trayimayas opfordring, men der er ikke plads til det hele på Nyt fra Hare Krishnas begrænsede spalteplads. Hvis man vil læse mere, kan man gå ind på DK-Community, ISKCON-Danmarks interne Internetforum. De, der ikke allerede er medlemmer af dette forum, kan kontakte Kamsahanta Dasa via e-mail på kamsahanta@pamho.net.

Af andre emner i dette blad kan nævnes en artikel af Caitanya Carana Dasa fra Pune i Indien. Han skriver om forholdet imellem moral og åndelighed og mere præcist, hvordan man aldrig vil kunne have nogen egentlig moral uden et åndeligt mål i Krishna-bevidsthed. Vi har også modtaget et par rejsebreve fra Nikoline Wreschner og Revati Prema fra rejser til henholdsvis Tyskland og Sydindien. I den forbindelse vil vi gerne opfordre alle andre, der er ude at rejse, om at sende os en hilsen og en artikel om deres Krishna-bevidste oplevelser på deres rejser.

Caitanya Candra Dasa fortæller inspireret, hvordan man kan sælge Srila Prabhupadas bøger på offentlige steder til alle og enhver. Bemærk også, at vi denne måned bringer en festivalkalender for København for 2006. Hvis man allerede nu skriver datoerne ind i kalenderen og sørger for at holde festivaldagene fri, er der en god chance for, at vi har en række spændende Krishna-bevidste oplevelser foran os i året, der kommer. God læsning! Ld.

Hvad er en guru?

2006-03-06T12:42:00.000+01:00

Mange, når de hører ordet guru, er tilbøjelige til at se for sig en karikatur af en gammel, hvidskægget mand med langt hår eller en bedrager, der udnytter unge søgende menneskers åndelige naivitet. Men er det i virkeligheden, hvad en guru er? I en forelæsning fra 1973 i England forklarer Srila Prabhupada, hvad en ægte guru er. Samtalen findes også i bogen Science of Self Realization (på dansk Perfektion i Stridens Tidsalder).

om ajnana-timirandhasya
jnananjana-salakaya
caksur unmilitam yena
tasmai sri-gurave namah

”Jeg fødtes i den mørkeste uvidenhed, og min guru, min åndelige mester, åbnede mine øjne med kundskabens fakkel. Jeg frembærer min dybeste respekt til ham.”

Ordet ajnana betyder ’uvidenhed’ eller ’mørke’. Hvis alle lysene i dette rum med ét gik ud, kunne vi ikke sige, hvor vi selv eller andre sidder. Alt ville blive en total forvirring. På samme måde er vi alle i mørke i denne materielle verden, der er en verden af tamasa. Tamasa eller timira betyder ’mørke’. Denne materielle verden er mørk, og derfor behøver den sollys og måneskin for at blive oplyst. Imidlertid findes der en anden verden, en åndelig verden, der er hinsides dette mørke. Den verden beskrives af Sri Krishna i Bhagavad-gita (15.6):

na tad bhasayate suryo
na sasanko na pavakah
yad gatva na nivartante
tad dhama paramam mama

”Denne Min bolig oplyses hverken af sol, måne eller elektricitet. De, der kommer til den, vender aldrig tilbage til denne materielle verden.”

Guruens opgave er at bringe sine disciple fra mørke til lys. For øjeblikket lider alle på grund af uvidenhed, ligesom man pådrager sig en sygdom ud af uvidenhed. Hvis man ikke kender de hygiejniske principper, ved man ikke, hvad der vil smitte en. Derfor smittes man på grund af uvidenhed og kommer til at lide af en sygdom. En forbryder kan sige, ”Jeg kendte ikke loven,” men det er ingen undskyldning, hvis han begår en forbrydelse. Uvidenhed er ingen undskyldning. På samme måde vil et barn, der ikke ved, at ild brænder, måske stikke hånden ind i ilden. Ilden tænker ikke, ”Dette er et barn, og det ved ikke, at jeg brænder.” Nej, der er ingen undskyldning. Ligesom landets love er der , er naturens strenge love der også, og disse love gælder til trods for vores uvidenhed om dem. Gør vi noget forkert ud af uvidenhed, må vi lide. Sådan er loven. Uanset om loven er landets lov eller naturens lov, risikerer vi at lide, hvis vi bryder den.

Guruens opgave er at sørge for, at intet menneske lider i denne materielle verden. Ingen kan hævde, at de ikke lider. Det er ikke muligt. I denne materielle verden er der tre slags lidelse: adhyatmika, adhibhautika og adhidaivika. Dette er lidelser, der kommer fra den materielle krop og sind, fra andre levende væsener og fra naturens kræfter. Vi kan lide af mentale kvaler, vi kan lide på grund af andre levende væsener som myrer, myg eller fluer, eller vi kan lide på grund af en højere magt. Måske kommer der ingen regn, måske kommer der en oversvømmelse. Det kan være for varmt eller for koldt. Naturen påtvinger os så mange former for lidelser. Der er tre slags lidelser i den materielle verden, og alle lider under en, to eller tre af dem. Ingen kan sige, at de er fuldstændigt fri for lidelse.

Vi kan da spørge, hvorfor det levende væsen lider. Svaret er: ud af uvidenhed. Det levende væsen tænker ikke, ”Jeg begår fejltagelser og lever et syndigt liv. Det er derfor, jeg lider.” Derfor er guruens første opgave at redde sin discipel fra uvidenhed. Vi sender vores børn i skole for at redde dem fra lidelse. Hvis vores børn ikke får en uddannelse, frygter vi, at de vil lide i fremtiden. Guruen ser, at lidelse skyldes uvidenhed, der sammenlignes med mørke. Hvordan kan den, der er i mørke, blive reddet? Med lys! Guruen tager kundskabens fakkel og holder den foran det levende væsen, der er indhyllet i mørke. Den viden redder det levende væsen fra uvidenhedens mørke.

Man kan spørge, om guruen er absolut nødvendig. Vedaerne fortæller os, at det er han:

tad-vijnanartham sa gurum evabhigacchet
samit-panih srotriyam brahma-nistham
[Mundaka Upanisad 1.2.12]

Vedaerne pålægger os at finde en guru. Faktisk siger de, at man skal gå til ’guruen’, ikke blot ’en guru’. Guruen er den samme, for han kommer i discipelrækken. Det, som Vyasadeva og Krishna sagde for 5000 år siden, bliver også sagt i dag. Der er ingen forskel imellem de to instruktioner. Skønt hundreder og tusinder af acaryaer er kommet og gået, er budskabet det samme. Den virkelige guru kan ikke være to, for den virkelige guru siger ikke noget, der er forskelligt fra hans forgængere. Nogle åndelige lærere siger, ”Efter min mening bør du gøre sådan,” men dette er ikke en guru. Sådanne såkaldte guruer er simpelthen slyngler. Den ægte guru har kun én mening, og det er den mening, som Krishna, Vyasadeva, Narada, Arjuna, Sri Caitanya Mahaprabhu og Goswamierne udtrykte. For 5000 år siden talte Herren Sri Krishna Bhagavad-gita, og Vyasadeva nedskrev den. Srila Vyasadeva sagde ikke, ”Dette er min mening.” Nej, han skrev, sri-bhagavan uvaca, ”Guddommens Højeste Personlighed siger.” Alt, som Vyasadeva skrev, blev oprindeligt talt af Guddommens Højeste Personlighed. Srila Vyasadeva gav ikke sin egen mening.

Følgelig er Srila Vyasadeva en guru. Han mistyder ikke Krishnas ord, men videregiver dem nøjagtigt, som de blev talt. Hvis vi sender et telegram, skal den person, der afleverer telegrammet, ikke rette i det, redigere det eller føje noget til det. Han overbringer det blot. Dette er guruens opgave. Guruen kan være den ene eller den anden person, men budskabet er det samme. Derfor siges det, at guruen er en.
I discipelrækken møder vi blot gentagelse af det samme emne. I Bhagavad-gita (9.34) siger Sri Krishna:

man-mana bhava mad-bhakto
mad-yaji mam namaskuru
mam evaisyasi yuktvaivam
atmanam mat-parayanah

”Engager dit sind i altid at tænke på Mig, bliv min hengivne, frembær din hyldest til Mig og tilbed Mig. Ved at være fuldstændigt fordybet i Mig vil du helt sikkert komme til Mig.” Netop disse instruktioner blev gentaget af alle acaryaerne såsom Ramanujacarya, Madhvacarya og Caitanya Mahaprabhu. De seks Goswamier videregav også det samme budskab, og vi følger udelukkende i deres fodspor. Der er ingen forskel. Vi udlægger ikke Krishnas ord ved at sige, ”Jeg mener, at Kuruksetras slagmark repræsenterer den menneskelige krop.” Sådanne udlægninger fremsættes af slyngler. I verden er der mange slyngel-guruer, der giver deres egen mening, men vi kan udfordre enhver slyngel. En slyngel-guru siger måske, ”Jeg er Gud,” eller ”Vi er alle Gud.” Det er fint nok, men vi bør tage et kig i ordbogen og se, hvad Gud betyder. Normalt fortæller en ordbog os, at Gud tilkendegiver det Højeste Væsen. Altså kan vi spørge en sådan guru, ”Er du det Højeste Væsen?” Hvis han ikke forstår dette, kan vi finde ud af, hvad ’højeste’ betyder. Enhver ordbog kan fortælle os, at ’højeste’ betyder ’den største autoritet’. Vi kan da spørge, ”Er du den største autoritet?” En sådan slyngel-guru kan ikke besvare et sligt spørgsmål, selv om han erklærer sig selv Gud. Gud er det Højeste Væsen og den højeste autoritet. Ingen er lige med Ham eller større end ham. Alligevel er der guru-guder, mange slyngler, der hævder at være den Højeste. Sådanne slyngler kan ikke hjælpe os til at undslippe den materielle tilværelses mørke. De kan ikke oplyse vort mørke med den åndelige videns fakkel.

Den ægte guru fremlægger blot, hvad den højeste guru¸ Gud, siger i de ægte skrifter. En guru kan ikke ændre discipelrækkens budskab.

Vi må forstå, at vi ikke kan finde den Absolutte Sandhed igennem forskning. Caitanya Mahaprabhu selv sagde, ”Min Guru Maharaja, Min åndelige mester, anså Mig for at være et stort fjols.” [Cc. Adi 7.71]. Den, der forbliver et stort fjols foran sin guru, er selv en guru. Hvis man imidlertid siger, ”Jeg er så avanceret, at jeg kan tale bedre end min guru,” er man blot en slyngel. I Bhagavad-gita (4.2) siger Sri Krishna:

evam parampara-praptam
imam rajarsayo viduh
sa kaleneha mahata
yogo nastah parantapa

”Denne højeste videnskab blev således modtaget igennem discipelrækken, og de helgenagtige konger forstod den på den måde. Men med tidens løb blev kæden brudt, og derfor ser videnskaben, som den er, ud til at være gået tabt.” (Fortsættes i næste nummer)

Fra moral til åndelighed

2006-03-06T12:33:00.000+01:00

Af Caitanya Carana Dasa

De daglige nyheder om korruption, nepotisme, favorisering og uærlighed hænger os ud af halsen. Politikerne siger, ”Uddannelse i etik og værdier er løsningen.” Men kender de fleste folk ikke allerede godt fra ondt? Det tror jeg, men folk synes bare, at de klarer sig bedre i livet uden at følge moralske leveregler. Moralisternes formaninger og politikernes lovgivning inspirerer dem ikke til at tænke anderledes.

At leve efter moralske principper er som at følge færdselsreglerne for at komme uhindret og sikkert frem. Formålet med at køre i bil er imidlertid ikke at følge færdselsreglerne, men at nå frem til ens endemål med rejsen. Hvis en bilist synes, at færdselsreglerne sinker eller hindrer ham i at nå hans bestemmelsessted, bryder han dem sandsynligvis, hvis han kan slippe godt fra det.

Ligesom en slags færdselsregler befordrer moralske principper, at omgangen mennesker imellem sker efter en vis orden. Moderne uddannelse lærer os imidlertid intet om, hvad målet med dette eller med selve livet er. Følgelig kan folk være moralske af hensyn til kultur eller tradition, men opgive moral, når de trues eller fristes af omstændighederne. Endnu værre er det, at det moderne forbrugersamfunds mål som berømmelse, rigdom, luksus, magt, nydelse og prestige opmuntrer til og endog nødvendiggør umoralsk adfærd. Bhagavad-gita (16.8-15) forklarer, at et materialistisk livssyn leder til umætteligt begær og grådighed, der leder til korrupte handlinger. Når folk omgives og bombarderes af materialistiske tillokkelser, kan de synes, at de står til at tabe meget og intet vinde ved at være moralske. Ydermere giver vores Gudløse uddannelse os ingen viden om, at der er højere naturlove, som stiller os til ansvar i et kosmisk regnskab. Vores straffesystems mangler er også alt for velkendte. Resultatet? Moral ser ud til fuldstændigt at kunne undværes, specielt for de drevne og de magtfulde. Hvordan kan vi vente, at banale bemærkninger om at være moralske kan inspirere folk til moral i en sådan atmosfære?

”At være moralsk er at gå glip af muligheder.” Dette mundheld fanger utilitaristens vægelsindede forhold til moral. Ifølge Indiens gamle vediske tekster har moral uden åndelighed intet fundament og er derfor kortvarig. Hvis vi oprigtigt ønsker moral i samfundet, er vi nødt til at have en systematisk åndelig uddannelse, der fokuserer på et konkret mål med livet. De vediske tekster fortæller os om et ikke-sekterisk, universelt åndeligt mål med livet: udvikling af ren kærlighed til Gud. Vi er alle åndelige væsner, og vores formål er at finde glæde i vores evige kærlighedsforhold til det højeste, alt-tiltrækkende åndelige væsen, Gud. Da vi i alt væsentligt er åndelige, finder vi ikke virkelig lykke i materielle anskaffelser, men i en åndelig vækkelse af vores medfødte kærlighed til Gud. Jo mere vi elsker Gud, jo lykkeligere bliver vi.

Kærlighed til Gud resulterer i kærlighed til alle levende væsener som vores brødre og søstre i Guds universelle familie. Når vi elsker alle levende væsener, ønsker vi ikke længere at udnytte eller manipulere andre til fordel for vores egne selviske interesser. I stedet vil vores kærlighed til Gud inspirere os til at elske og tjene hinanden. Dette vil skabe en kultur af varme og tillid, hvilket leder til moralsk adfærd. Dette står i skarp kontrast til den moderne kultur af fremmedgørelse og mistænkeliggørelse, der leder til amoral.

En ægte åndelig levemåde vækker selv på sit indledende stadie vores medfødte værdisystem. Vi indser intuitivt, at Gud er vores største velønsker. Følgelig vælger vi frivilligt og ud kærlighed at føre et moralsk liv, der er baseret på åndelige principper, som de er fastsat af Gud, i viden om, at dette er i vores virkelige interesse. Når vi finder indre lykke igennem at elske Gud, bliver vi fri for selviske, begærlige, grådige og egoistiske drifter. Vi vil ikke mere synes, at vi går glip af noget på grund af vores moralitet. Moral er ikke længere det ’vanskelige, men rigtige’ valg. Snarere bliver det den lette og naturlige måde at handle på for vores åndelige vækst.

Nogle vil sikkert tænke, ”Alt dette lyder godt, men det er uvidenskabeligt og utopisk.” Med andre ord lever vi en tid, hvor kun det videnskabelige, pragmatiske livssyn anses for rimeligt og acceptabelt. Men er det vediske livssyn virkeligt urimeligt og upraktisk?

Husk på, at videnskaben aldrig har modbevist Guds eller sjælens eksistens. Tværtimod antager reduktionismen, som de fleste videnskabsmænd har valgt som udgangspunkt for deres studium af universet, blot ikke-eksistensen af en åndelig realitet. Påfaldende er det, at selv indenfor disse rammer slutter nogle videnskabsmænd, at universet ser stærkt ud til at have en superintelligent designer (Gud) og en ikke-materiel kilde (sjælen) til bevidstheden inde i kroppen.

Kærlighed til Gud vil kun virke utopisk, så længe vi ikke kender den logiske filosofi bag denne kærlighed til Gud og den klare vej, hvorigennem man opnår den. Igennem åndelige aktiviteter som bøn, meditation og sang af Guds navne kan hvem som helst erfare åndelig berigelse. Når først vi smager udødelig kærlighed, forstår vi, at det er livets definerende og samlende mål.

Nogle af dem, der er bekendte med episoder i Krishna og Hans hengivnes liv, kan indvende: ”Men Krishna handlede selv umoralsk somme tider, ligesom Hans hengivne også gjorde det. Hvordan kan tilbedelse af en umoralsk Gud hjælpe os til at blive moralske?”

For at forstå dette må vi først vide, hvad det endelige mål er for al moral. Vi er faret vild i den materielle verdens mørke af uvidenhed og ved ikke, hvad vi bør, og hvad vi ikke bør. Her oplyser moralske regler vejen for os ligesom en lysende fakkel. De beskytter os imod at falde i baghold for vores egne selviske ønsker og holder os på vejen imod vort endelige mål – opnåelse af kærlighed til Krishna og tilbagevenden til Ham.

Men Krishna er kilden til al moral, ligesom solen er kilden til alt lys. Fordi Han er fuldstændig tilfreds i Sig selv, handler Han kun ud af uselvisk kærlighed til os, enten for at gengælde vores kærlighed eller for at hjælpe os ved at irettesætte os på vores vildfarne veje. Han behøver ikke moralske leveregler, for Han har ikke det mindste anstrøg af selviske ønsker i Sig. Det er os, der behøver moralske leveregler, fordi vi er fyldte med selviske ønsker.

Hvis vi bliver stolte af vores moral og forsøger at sætte Krishna op imod vores moralske normer, er det som at søge efter solen med en fakkel. Det er tåbeligt og formålsløst. Når solen stiger op af sig selv, afslører dens lys dens fulde pragt. Når Krishna på samme måde bestemmer Sig for at åbenbare Sig selv ud af Sin egen vilje, kan vi forstå Hans rene moral og herlighed. Indtil da er det bedste for os at følge de moralske leveregler samvittighedsfuldt for at glæde Ham, så Han i sidste ende åbenbarer Sig, samtidigt med, at vi må passe på ikke at blive stolte af vores retskaffenhed.

Hvis vi accepterer Krishnas position som den Højeste Herre, kan vi forstå, hvordan alle Hans handlinger er moralske. For eksempel stjæler Krishna smør fra hyrdekvindernes hjem i Vrindavana. Men hvordan kan Han anses for at være en tyv, når Han skaber og ejer alting? Han tager rollen som et barn for at gengælde Sine hengivnes moderkærlighed. Når Han i en uartig gavtyvestreg stjæler, gør Han det for at gøre oplevelsen større i deres kærlighedsudvekslinger. Hvordan kan det sammenlignes med os, når vi stjæler, hvilket kun fører til lidelse og straf?
På samme måde tager Krishna rollen som en smuk yngling for at udveksle med de hengivne, der ønsker et kæresteforhold til Ham. Hans kærlighed til gopierne (kohyrdepigerne) bygger ikke på deres kropslige skønhed, men på deres hjerters hengivenhed. Nogle siger, at Krishnas lege med gopierne er som lystne affærer imellem almindelige drenge og piger. Men hvorfor tilbeder stærkt forsagende hellige mennesker, der opgiver denne verdens seksuelle kærlighed som foragtelig og modbydelig, Krishnas lege med gopierne? Selv i dag bliver tusinder af mennesker over hele verden frie for lystne ønsker ved at recitere Krishnas navne og tilbede Ham. Hvordan skulle Han kunne befri Sine hengivne fra lyst, hvis Han selv lå under for lyst?

I krigen imod Kauravaerne ansporede Krishna Pandavaerne til at handle umoralsk. Men i dette tilfælde er Krishna som en myndighed, der sætter politifolk til at bryde fartgrænsen for at fange flygtende tyve. Politifolkene bryder fartgrænserne for at tjene lovens formål. På samme måde brød Pandavaerne nogle moralske leveregler for at tjene et højere formål, som Krishna ville have gennemført: etableringen af et moralsk herredømme ved at fjerne de umoralske Kauravaer fra magten.

Under særlige omstændigheder kan hengivne af Krishna se ud til at handle umoralsk for at gøre Hans vilje, der er for alle levende væseners endelige bedste. Men generelt følger hengivne de moralske leveregler som udtryk for deres hengivenhed til Krishna samtidigt med, at vi ikke kunne have den indre styrke til at opretholde en livslang overholdelse af moralske principper uden hengivenhed.

Vi er nødt til at træde varsomt, når det gælder om at forstå Krishnas handlinger, der er hævet over al moral. Ellers kan vi misforstå Ham og forkaste Hans kærlighed, hvorved vi dømmer os selv til at falde ned fra moralens standard og blive her og lide de karmiske reaktioner på vores forseelser.

Hvis vi ønsker varig moral, er det ikke nok med tomme formaninger og virkningsløse love. Så længe man lærer mennesker at stræbe efter materielle mål, vil de synes, at moral er upraktisk eller tilmed uønsket. Kun når man kender til og stræber efter kærlighed til Gud som livets mål, vil moral blive ønskelig og praktisk for en. Derfor behøver vi på samfundsniveau at indføre en ægte åndelig uddannelse og levemåde, der leder til kærlighed til Gud såvel som til indre fuldbyrdelse. På et individuelt plan giver det stor kraft og styrke at få øje på det åndelige grundlag for moral. Det åbner mulighed for, at man kan handle på en måde, der langt overgår apati, stiltiende billigelse, magtesløs beklagelse eller indigneret selvretfærdighed overfor umoral.

I kræftsmittet væv kan en enkelt rask celle aktivere hele helbredelsesprocessen. På samme måde kan hver af os aktivere processen til samfundets helbredelse ved at føre et liv af åndelig og moralsk integritet, når kræften af umoral hjemsøger det moderne samfund.

Artiklen er oversat fra Back to Godhead, Jan/feb 2006. Caitanya Carana Dasa, der bor i ISKCON’s tempel i Pune, Indien, udgiver et gratis Internetmagasin, The Spiritual Scientist, som man kan modtage ved at skrive til iyfpune@vsnl.com.

Sankirtana-festival i Tyskland

2006-03-04T21:20:00.000+01:00

Af Nikoline Wreschner
I dagene omkring nytår afholdtes den årlige sankirtana-festival på Hare Krishna-gården nær Passau i Sydtyskland. En gruppe hengivne fra Københavns-templet deltog. Nikoline fortæller derfra.

Krishna Karuna, Jacob, Caitanya Candra Dasa, Reiner og jeg er lige ankommet i går fra Nrsimhadeva-farmen, hvor der blev afholdt en meget omfattende sankirtana-festival, der husede Sacinandana Swami, Bhakti Caitanya Maharaja, en anden Swami, jeg ikke kan huske navnet på, og Ravindra Svarupa Prabhu.

Anyway, det var sindssygt inspirerende og intenst. Den første dag var der masse-kirtana foran Nrsimhadeva, og det var så vildt alle dagene, at alle de hengivne sprang rundt, væltede oven i hinanden og bar hinanden rundt, mens de hoppede og dansede. De unge piger hjulede rundt med hinanden så kraftigt, at de væltede og tumlede rundt på gulvet. 11 lande var repræsenteret, bl.a. Finland, Italien, Polen, Indien og Tyrkiet. Der var en hengiven, der havde solgt 1700 bøger. Han var ikke engang ret gammel. Swamierne fortalte om deres oplevelser, dengang de lige var startet med at distribuere bøger, og det var til alles store fornøjelse. En af dem havde gået rundt med en taske med Back to Godhead, en med sweets, en til penge, sin beadbag og en med personlige ting, sjældent syn, hehe.

Sacinandana Swami endte med ved festivalens afslutning at opfordre til at holde et lignende arrangement mere end blot een gang om året, fordi det virkeligt er essentielt, at hengivne mødes og deler deres oplevelser og på den måde styrkes åndeligt og inspireres til at fortsætte med sankirtana. Det blev også forklaret, hvordan hele verden gradvist åndeliggøres gennem Prabhupadas litteratur.

Klasserne var fantastiske, levende, og alle var utroligt entusiastiske. Den sidste dag var der en billedfremvisning af det sted, Sri Caitanya Mahaprabhu inkarnerede Sig. Der var billeder af templet, landsbyfolkene, Ganges, de hengivne, der boede der, små både læsset med køer, træet, Caitanya Mahaprabhu fødtes under, andre hellige træer, sjældne blomster, smukke strålende Radha-Krishna-Deiteter og Caitanya Mahaprabhus fodaftryk, der var synlige i en marmorflise, fordi Hans tårer havde vasket marmoren væk, mens han stod foran Deiteterne. Der blev også vist billeder fra junglen og dens beboere (naturfolk), et kort resumé af Caitanya Mahaprabhus liv og snoede, dybe grotter ved Ganges, der husede yogier og krokodiller.

Der var en hel lille sal med tulasi-træer, der fyldte den tilstødende gang med hendes duft, og de kraftige lamper gav hende en meget grøn og gylden farve. Selve tempelrummet var i en gotisk nøddebrun stil med beige marmor, meget detaljeret, med træudskæringer, lygter og sortmalede metalornamenter. Det lave loft var dækket af spejle, som var indrammet i en mørk træsort. Deiteterne var afskærmede med døre, der kunne skubbes frem og tilbage. I de lyse timer hang et enormt tæppe med et tilaka-ikon syet af guldpailletter med navyblå skinnende baggrund.

Den næstsidste dag blev Nrsimhadeva badet i yoghurt, vand, juice, honning, yoghurt...alle gik amok. Stemningen var fuldstændigt oppisket, og Han blev iklædt en 1,3 meter lang krans af frugter. Bagefter endnu en krans af citroner, appelsiner og lemonfrugter. Der blev kastet sødsager ud til de hengivne, der trommede energisk og råbte og skreg.

Mangala-arati foran Jagannatha var virkelig sødmefyldt, følelsesbetonet og meget intim. Det var virkelig en smuk oplevelse, og der var en overflod af blomster i forskellige afarter, og matajierne gav sig helt hen – det var vildt at se. Den sidste morgen, inden vi tog hjem, var der klasse, og emnet var styrken af at chante det hellige navn. Selve farmen lå i enestående omgivelser med marker til alle sider og spredte grantræer. Alt var dækket af et solidt lag af sne. Dette er blot et glimt af alt det, der skete. Det er svært at få det hele med, da disse oplevelser var og er fuldstændigt ubegrænsede og overvældende. Håber alligevel, det har været værd at læse.

Nikoline

Rejsebrev fra Sydindien

2006-03-04T21:12:00.000+01:00

Af Revati Prema Devi Dasi
Lige et lille brev fra det hellige land. Jeg er nu i Chennai på vej til Vrindavana. Jeg har netop haft to fantastiske uger i Sydindien, hvor jeg rejste rundt sammen med 2000 hengivne i 40 busser. Det lyder sandsynligvis som en masse askese, og det var det, men det, jeg husker nu, er al nektaren fra alle de forbløffende hellige steder, vi besøgte.

Vi startede i Tirupati, hvor vi så heldige at have darsana af Balaji, Visnus smukke Deitet, der bor på toppen af bjerget Tirumala. Bestigningen op til templet varede næsten tre timer, og det tog mere end seks timer at komme igennem køen ind til templet, men Han var så smuk, at jeg vil gøre det igen, så snart det er muligt.
Derefter besøgte vi Kanchipuram, Srirangam, Ramesvaram og Madurai, og på hvert sted havde vi nogle fantastiske oplevelser. 2000 glade hengivne på harinama i små indiske byer er et syn! Hvert sted hørte vi forelæsninger med Radhanatha Maharaja, og han hjalp os virkeligt til at forstå essensen af hvert sted og de hengivne, der havde boet der.

I aften steg min bror og jeg på toget til Vrindavana, og vi når frem der efter 36 timer, hvis Krishna giver os lov. Bed for mig, at jeg kan forstå, hvad Vrindavana er, og drage fuld fordel af at være på sådant et helligt sted.
Hare Krishna! Revati Prema DD

Hvad skete der lige, da Harikesa Swami forlod ISKCON?

2006-03-01T21:23:00.000+01:00

Af Niels Thomsen

I 1984 kom jeg og min kæreste for første gang i templet i Soldalen ude på Østerbro [København]. Når man i dag ser tilbage, kan man sige, at ISKON i Danmark dengang var en bevægelse i sin spæde begyndelse. Der var højst en håndfuld initierede danske hengivne, men der var en fuldstændig vild og vital energi. Der var lige så megen fremdrift som i det vilde Vesten, dengang nybyggerne rykkede frem. Det var helt naturligt, at de forsamlede hengivne stod sammen, ryg mod ryg, imod den truende materialisme, som både opslugte det omgivende samfund og vel i høj grad også stod parat til at stjæle den enkeltes kærlighed til Krishna. Vi vidste ikke meget om åndeligt liv, men viljen til at gøre det rigtige var enorm. Den psykologiske finte er jo så, at ønsket om ikke at gøre noget forkert var lige så gigantisk, så jeg husker kulturen som ekstremt OPDRAGENDE. Dengang var det helt fint at ”smashe” en gudsbroder (det betød man i Guds navn - som man altså lige selv havde stiftet bekendtskab med - smadrede hans ego med hård hånd). Men den hårde og i sandheden mere militaristiske kultur havde fordele. (Stort set) alle boede i templet. Sankirtana-drengene var på gaden seks dage om ugen, året rundt. Der blev distribueret bøger i en ufattelig målestok. Men det var altså en operation, der kørte med ekstrem topstyret ledelse og benhård disciplin. Der blev i meget ringe grad taget hensyn til den enkelte. Kvinderne blev reelt behandlet med disrespekt. Der blev set lidt ned på familiefædrene. Børn var et folkefærd, man ikke forstod - og angsten for at være 'sentimental' resulterede i, at almindelig kærlig omsorg bare ikke var en del af kulturen.

Dengang var der kun en guru. I dag benævnes han Harikesa Swami, men vi kaldte ham kun Visnupada. Sprogligt ligger det også meget tættere på Prabhupada - og det nævner jeg kun, fordi vi kollektivt dyrkede vores guru som en personlighed, der var på niveau med Prabhupada. Vi sang lige så meget Visnupada som Prabhupada - og med lige så ubegrænset kærlighed. Bevægelsen dengang blev lidt af en Visnupada-kult - selvfølgelig, for Visnupada var jo Prabhupadas foretrukne, Guds rene hengivne og vores alle sammens far.

Det var ISKCON-Danmarks patriarkalske periode.

Den sluttede brat i '98, da Harikesa Swami ikke kunne mere. Han fik en kæreste, begyndte at interessere sig for nærhed og terapi og kollapsede som den altdominerende faderfigur.

Han var i mine øjne ikke herre over sit fald; men han pegede i sine sidste breve på slagsiderne ved den organisation, han havde opbygget. Det topstyrede, det kvindefjendske, det familiefjendske, det 'brutale'. Og så var han ellers uden for vores pædagogiske rækkevidde, og personkulten havde mistet sit ikon - den enkelte hengivne havde mistet sin egen far. Og det, der var værst, var, at kulturen var smadret; det var simpelthen utænkeligt at reetablere en lignende topstyret organisation, der så at sige tog sig af alt for de i templerne boende hengivne.

Der var gået cirka 14 år med Visnupada som åndelig leder - og nu skulle bevægelsen for alvor træde ind i de voksnes rækker. For far var skredet; der var ingen vej udenom. I den kristne kreds bruger man jo konfirmationen omkring det 14. år, og de danske hengivne var henvist til - hver især - at 'genbekræfte' deres egen tro.

Sådan en proces gør ondt, for afsked er smertefuld, og det er barskt at stå på egen hånd. Men processen betød også forandring og vækst. Åndelig vækst.

Jeg oplevede forandringen som et hamskifte. Det essentielle har ikke ændret sig en millimeter. Maha-mantra, guru, prasadam og omgang med andre hengivne er de søde frugter - so much fun! Men kulturen har ændret sig. Empati og omsorg er ikke bare mayas værk. Fjenden er ikke kun de andre (materialisterne er dumme) - vi ved godt, at vores egen natur er den største modstander. Kvinder bliver respekteret. Børn bliver elsket. Individuelle evner bliver påskønnet. Initierende gudsbrødre og swamier slipper for at blive dyrket som halvguder. ISKCON i Danmark er trådt ind i en mere moden tid. Så i tilbageblik kan vi takke Visnupada for hans enorme arbejde og kærlighed - og rumme hans kollaps uden bitterhed. For hans afgang har skabt et mere menneskeligt rum.

Og selv om en af drengene fra de tidlige dage (jeg tror, han hed Leif dengang) forleden fortalte mig, at han til tider godt kan savne den fanden-i-voldske stemning fra Soldalen, ja så ved han godt, at forandring er en del legen - og vi kan lige så godt lege med, for ISKCON er Guds leg.

Kærlig hilsen Niels

PS: Jeg understreger, at alt ovenfor beskrevet læner sig op af min egen mangelfulde hukommelse og subjektive fortolkning. Jeg er ikke initieret og har kun boet i templet i kortere perioder.

Et par tanker

2006-03-01T21:18:00.000+01:00

Af Daniel Laflor
Princippet om guru er universelt, uanset om ens guru falder ned.

Der er mange måder, man kan vælge at reagere på, når ens gurudeva falder ned. F.eks. kan man blive kritisk og påstå, at processen ikke virker: ”Hvis processen virker, hvordan kan det så være, at en så engageret, ydmyg og vellidt person falder ned?” Sådan et spørgsmål har naturligvis sin berettigelse, men det har svaret også! Tag f.eks. Jada Bharata fra Srimad-Bhagavatam. Han var i særdeleshed en Krishna-bevidst konge og faktisk så from og vellidt, at denne planet bliver omtalt som Bharata-varsa – Kong Bharatas sted. På et tidspunkt valgte han at forlade sit kolossale kongerige til fordel for meditation på Krishna i skoven. Det siges, at han var lige så knyttet til sit kongerige, som man er knyttet til sin afføring på toilettet, altså fuldstændig ligeglad. En dag, da han sad og mediterede på Krishna, døde et dådyr for øjnene af ham, og han følte sig nødsaget til at tage sig af dets kid. Da kiddet senere døde, og han selv også døde, resulterede det i en genfødsel som et dådyr. Han blev altså overordentligt knyttet til det lille kid.

Hvad er pointen så? Jo, hvis selv den største hengivne kan falde ned for en kort stund og glemme alt om Krishna, hvad kan der så ikke ske for de storsindede hengivne, der frivilligt tager tjansen som guru på fuldtid. Jeg tager personligt hatten af for sådanne sjæle og bøjer mig dybt i støvet for dem...selv hvis de falder ned igen. Prabhupada siger, at man i sidste ende er selvisk, hvis ikke man bliver en guru. Altså bør alle være guruer. Man kan være guru for sin familie, for sine venner, på sit arbejde...overalt. Og nogle få personer, der kan følge hele programmet hver dag, og som magter at oplære og guide en masse elever, ja disse personer kan blive initierende guruer. Jeg oplever klart, at det blot er en manglende forståelse for vores situation i denne midlertidige sfære af materiel energi, der gør, at vi begynder at fordømme nogle, blot fordi de stadig er lidt knyttet til at nyde deres sanser.

En anden måde at reagere på at blive en såkaldt ritvik-tilhænger. Ritvik betyder i denne sammenhæng, at man uden at have mødt Srila Prabhupada bliver direkte discipel af ham. Altså ligesom de kristne er disciple af Jesus uden, at de har en initierende åndelig mester i direkte forbindelse med Jesus. Argumentet går på, at ingen kan være så rene og ophøjede som Srila Prabhupada, og at Srila Prabhupada ønskede alle i fremtiden skulle blive direkte disciple af ham og ikke af
levende guruer.

Jeg vil begynde med at sige, at dette er noget sludder og vrøvl. For det første sagde Srila Prabhupada utallige gange, at hans eneste kvalifikation var, at han ikke ændrede på noget som helst, men blot gentog, hvad skrifterne siger. I samtlige tilfælde på samtlige planeter over milliarder af år i forskellige universer har den vediske kultur været struktureret efter princippet om guru-discipel. Srila Prabhupada havde selv en guru, hans guru Bhaktisiddhanta
Sarasvati havde en guru osv. osv. Selv Krishna havde en guru, da Han var her. Det er da et eksempel, der er til at forstå. En anden ting er, at det såkaldte ’ritvik-system’, som nogle er tilhængere af, overhovedet ikke er nævnt i Vedaerne. Ritvik betyder ’sæson-ofringer’ på sanskrit og var en benævnelse, man brugte om brahmanaer, der var kyndige i at udføre forskellige ofringer i løbet af året. Dette kunne f.eks. være ofringer til Indra for at få regn til gode afgrøder om foråret og høstofringer om efteråret. Det bliver aldrig brugt om en guru, der skal initiere en discipel på vegne af en afdød guru. Det er så uvedisk som kalvekoteletter. Jeg tror personligt, at den bedste forklaring på sådanne misforståelser og afvigende filosofier er manglende indsigt i sastra og manglende lytning til Srila Prabhupadas foredrag. Det smukke ved vedisk kultur er, synes jeg, at det er en uforanderlig visdom, som gælder i alle situationer i alle tidsaldre. Den er ligetil og praktisk. Den er som et universalrengøringsmiddel, der virker overalt og på alle tider af døgnet.

At overgive sig til Krishna er egentlig en simpel ting. Det betyder, man indstiller sig på konstant at gøre ting, der glæder Krishna, hvad enten man selv synes, det er sjovt eller ej. Krishna siger, at vi skal opsøge en åndelig mester, tjene ham ydmygt og stille afklarende spørgsmål til ham. Gør vi dette, er vi i gang med at glæde Krishna, og det er perfektionen. Det er her, vi oplever den største ekstase. Mister guruen kontrollen over sine sanser og bliver viklet ind i maya, ja så kan han ikke hjælpe os længere. En bundet mand kan jo ikke hjælpe en anden bundet mand.

Det betyder naturligvis ikke, at fordi sådan noget sker, kan ingen ubundne mennesker hjælpe os. For mig er det ligesom, hvis en person prøver at hjælpe mig op af et hul, men så selv falder i. Jeg siger naturligvis tak for hjælpen, men kalder bagefter på nogen anden form for hjælp. Vi glæder ikke Krishna ved at tilfredsstille vores egne sanser, og bruger vi guruens fald som en undskyldning for at nyde vores egne sanser, ja så er det vores eget problem. Som Bhaktisiddhanta Sarasvati sagde, skal vi holde op med at snage i andres fejl og mangler, men i stedet prøve at forstå, hvad vi selv gør forkert. Den frie vilje er der hele tiden, og ’viljer’ vi at nyde kroppen og undgå guru, er vi bogstavelig talt dødsdømte. Vi kommer til at opleve endnu flere fødsler og endnu flere dødsøjeblikke. Vi er så vant til at afsky og undgå autoriteter, men uden denne velfunderede tro på, at barmhjertighed kommer gennem guru-parampara, og at metoden til at opnå denne barmhjertighed ligger i at finde en guru og tjene ham, er vi på tynd is. Vi er født åndeligt handicappede og uvidende, og hvor i alverden vil vi få kontakten til Krishna fra uden en guru?

Krishna vælger vores guru for os

2006-02-27T21:24:00.000+01:00

Interview med Sukakanya Devi Dasi
Af Dandaniti Devi Dasi
Sidste sommer bragte vi i Nyt fra Hare Krishna (Nr. 15-16.2005) et interview med Sukakanya Devi Dasi. Hun var også tidligere discipel af Harikesa Swami, og vi stillede hende nogle spørgsmål om det at miste sin guru og acceptere en ny åndelig mester. Hun foreslog at gemme denne del af interviewet til senere, så det kunne kædes sammen med andre indlæg om samme emne.

Dandaniti: Kan du fortælle noget om din oplevelse med at miste din guru?

Sukakanya: Først vil jeg sige, at jeg har ikke haft nogle dårlige oplevelser i bhakti-yoga overhovedet. Jeg ved ikke, om det er noget, Krishna har arrangeret for mig, fordi jeg ellers ville løbe skrigende bort (smil!), men jeg synes ikke, jeg har været udsat for nogle virkelige dårlige oplevelser.

Da det skete med vores guru, var jeg ret ny hengiven uden nogle særlige erfaringer.

Jeg husker, at jeg bad til Krishna, lige før vores guru-maharaja forlod ISKCON. Jeg havde et meget stærkt ønske om at overgive mig og ønskede at vide, hvad denne overgivelse betød. Jeg bad til Krishna: ”Jeg ønsker blot at overgive mig til min gurus ordre, vær venlig at hjælpe mig med at forstå denne. Hvad end der sker, ønsker jeg blot at være i stand til at tjene ham.” Blot to måneder senere forlod min guru ISKCON.

Det var en traumatisk oplevelse. Det var bestemt ikke let. Vi var blevet initieret i oktober ’97, og vores guru forsvandt i maj/juni ’98, så det var meget kort tid efter initieringen. Jeg kan ikke påstå, at jeg havde et meget tæt forhold til ham, men jeg ved, at de breve, vi fik fra ham, betød meget for os. Jeg følte så megen omsorg og kærlighed fra ham, og jeg følte mig meget inspireret af hans mission.

Jeg ønskede virkelig at tjene ham og være en god discipel. Jeg elskede de ting, han lagde vægt på, og jeg holdt meget af at høre hans klasser. Det var det helt rigtige for mig på det tidspunkt.

Da han forlod os, var det selvfølgelig svært, men jeg havde denne følelse af, at Krishna tog Sig specielt af mig af på det tidspunkt. Jeg mærkede tilstedeværelsen af Krishna så stærkt i mit liv som aldrig før. Jeg følte mig aldrig alene.

På en eller anden måde fik jeg en realisation i mit hjerte af, at det hele var forudbestemt til at ske. Det var ikke min opgave at dømme. Jeg så blot, hvordan tingene udviklede sig. På et tidspunkt indså jeg, at han er ikke længere den person, der kan hjælpe mig i åndeligt liv, og jeg kan ikke have kontakt med ham længere.

Men jeg vidste, at Krishna ville arrangere noget for mig, for jeg havde stadig et brændende ønske om at tjene Ham og være en god hengiven. Jeg vidste, at Krishna ville beskytte mig.

Mens det skete, bad vi en masse. Jayapataka Swami hjalp os meget og gav os en masse opmærksomhed. Det var som om, at alt, hvad vi havde brug for på det tidspunkt, fik vi af ham. Jeg er meget taknemmelig over, at Krishna sendte ham. Han instruerede os i at bede for vores guru-maharaja og læse det niende kapitel af Bhagavad-gita hver dag, hvilket han sagde ville hjælpe vores åndelige mester. Det er vi faktisk fortsat med lige siden! Nu syv-otte år efter fremsiger vi stadig dette niende kapitel hver dag, og jeg føler så megen åndelig gavn fra denne recitation.

Jeg har hele tiden bedt for vores tidligere åndelige mester, og jeg synes stadig, at alt det, han gav os, er fantastisk. Jeg ønsker blot at bevare denne følelse af taknemmelighed over, hvad end han har givet os.

Dandaniti: Hvordan gik det til, at du valgte en ny åndelig mester og blev initieret på ny?

Sukakanya: Det skete, da tiden var moden, dvs. efter nogle år. Jeg havde meget svært ved at acceptere en ny guru. Det er ikke så let. Nogle hengivne siger, at en guru blot er en instruktion, mens andre hengivne bliver mere knyttet til guruen som person. Igennem årene har jeg set hengivne miste deres guru eller en anden kær person i deres liv, og de har alle haft vidt forskellige oplevelser. For mit vedkommende var jeg ret knyttet til ham som person, og derfor det tog mig nogen tid at vælge en anden.

På et tidspunkt følte jeg et stærkt behov for at blive genforbundet med guru-parampara igen. Jeg følte mig lidt som en herreløs hund, der vandrer hid og did. Jeg havde ikke nogle specielle problemer i mit liv. Det kom bare som en naturlig tilskyndelse.

Der gik fire år, før jeg var klar til overhovedet at tænke på at vælge en anden guru. Så begyndte jeg at lytte til forelæsninger med forskellige åndelige mestre. Jeg ved ikke, om det var fordi Mahaprabhu (Sukakanyas mand, red.) valgte Radhanatha Maharaja, at jeg også gjorde det. Jeg følger altid ham!! Bhakti Tirtha Swami sagde engang til os, at det var godt, at vi havde den samme guru. Det er ikke nødvendigt, men det gør bare tingene nemmere. Vi talte meget med Bhakti Tirtha Maharaja, før vi valgte en åndelig mester igen. Han hjalp i hvert fald mig med at ændre visse ting i min opfattelse, så jeg blev i stand til at acceptere en anden person som guru. Det siges, at hjertet lukker sig, hvis man har dårlige oplevelser i forhold til andre mennesker, specielt nærtstående. Hvis man for eksempel skifter partner, kan det være meget vanskeligt at åbne op overfor en anden person. Bhakti Tirtha Swami forklarede tingene på en meget psykologisk måde – hvad der rent faktisk skete, og hvorfor vi havde brug for at gå igennem den oplevelse. På den måde blev jeg klar til at acceptere en ny person.

Bhaktividyapurna Maharaja hjalp os også. Han sagde til Mahaprabhu: ”Din tidligere åndelige mester gav dig visse instruktioner, som du havde brug for på det tidspunkt. Nu sender Krishna dig en anden person. Det er ikke sådan, at vi nødvendigvis skal have den samme åndelige mester hele livet. Krishna sender den rette person på det rette tidspunkt, og denne nye guru vil hjælpe dig med bestemte ting, som du skal udvikle i dit åndelige liv lige nu.”

Det er faktisk, hvad der skete. I begyndelsen af vores åndelige liv var vi på en måde lidt mere ’hårde’. Der var kun missionen, og vi skulle distribuere denne viden osv. Det, vi får fra vores åndelige mester nu, handler meget mere om at arbejde med sig selv, være introspektiv og hjælpe andre. Jeg tror, det er den slags instruktioner, jeg har brug for lige nu.

Jeg er sikker på, at Krishna tager sig af hver enkel hengiven. Vi kan ikke selv vælge en guru. Der er to ting, man ikke kan vælge selv: Man kan ikke vælge en guru, og man kan ikke vælge sin livspartner. Man kan muligvis tro, at man selv er den, der vælger, men i virkeligheden er det Krishna, der arrangerer disse ting for en.

Det Hellige Navns Markedsplads

2006-02-27T21:18:00.000+01:00

Fremsigelse af Panca-Tattva-maha-mantra
Af Sacinandana Swami

Sacinandana Swami har udgivet en bog ved navn ’The Nectarian Ocean of The Holy Name’, der er baseret på Harinama-cintamani af Bhaktivinoda Thakura. Bogen beskriver filosofi og praksis i recitation af Herrens Hellige Navn. Det følgende er et udpluk fra afsnittet ’Tips to improve ones chanting’.

Det første praktiske råd er af fremsige det følgende mantra, før man fremsiger Hare Krishna-maha-mantraet:

(jaya) sri krishna-caitanya prabhu nityananda
sri advaita gadadhara srivasadi-gaura-bhakta-vrnda

Dette panca-tattva-maha-mantra er meget gavnligt, fordi De Hellige Navne på Sri Krishna Caitanya Mahaprabhu, Sri Nityananda Prabhu, Sri Advaita Acarya Prabhu, Sri Gadadhara Pandita, Sri Srivasa Thakura og alle de andre hengivne af Herren (gaura-bhakta-vrnda betyder alle de andre hengivne af Herren) med det samme renser og åndeligt set løfter fremsigeren. Dette mantra velsigner ham med evnen til at fremsige Hare Krishna- maha-mantraet uden forseelser, for Sri Caitanya Mahaprabhu er den mest barmhjertige inkarnation af Gud (maha-vadanya-avatara). Han tager sig ikke af forseelser begået af en falden sjæl. Ved at fremsige Hans Navn opnår man den fulde gavn af at fremsige maha-mantraet.

Da Herren Caitanya udbredte det Hellige Navn i Navadvipa ved at synge og danse, kom Han til nogle drankeres kvarter. Gennem Hans nåde begyndte selv drankerne, der stavrede ud af barerne, at synge Det Hellige Navn. Herren Caitanya er så speciel, fordi han viser Sin nåde mod de mest faldne. Han velsigner dem med evnen til at starte åndeligt liv, især ved at fremsige Hare Krishna-maha-mantraet. Derfor fremsiger vi panca-tattva-maha-mantraet, før vi begynder at fremsige Hare Krishna-maha-mantraet.

Det siges, at i Kali-yuga, hvor der begås så mange forseelser, er panca-tattva-maha-mantraet vigtigere end Hare Krishna-maha-mantraet. Så hvorfor, kunne man spørge, holder vi ikke bare op med at fremsige Hare Krishna- maha-mantraet og nøjes med at fremsige panca-tattva-mahamantraet? Svaret er, at Sri Caitanya Mahaprabhu har instrueret os gennem Sit personlige eksempel i at fremsige Hare Krishna, og vi følger blot Hans ordre.

At give Sri Krishna til andre

2006-02-26T21:21:00.000+01:00

Af Caitanya-candra Dasa

Igen går jeg ned ad de samme gader i det indre København. Jeg ser ikke meget af byen. Mit blik søger efter den særlige person, som lige om lidt starter sin vej hjem til Sri Krishna. Den lidt nervøse spænding i min mave gør mig opmærksom på, at det eventyr, som ligger lige foran mig, nu er uden for min kontrol. Mine læber bevæger sig kun lidt, mens jeg chanter kun højt nok til, at jeg selv kan høre det. ”Hare Krishna, Hare Kris…” DER ER HAN..

”Hejsa, er du her fra København?” siger jeg, mens jeg prøver at vurdere, hvordan naturens tre kvaliteter har formet denne person, og hvordan han kan blive tiltrukket til den uforlignelige gave, jeg har til ham. ”Så skal du også være med,” siger jeg og giver ham to bøger. Hans hånd rækker nærmest automatisk efter bøgerne, mens jeg spørger, ”Læser du bøger?”

Utallige gange har jeg gennemgået denne oplevelse, men den forbliver evig ny og frisk. Livet som bogdistributør er som et eventyrspil. Man ved aldrig med sikkerhed, hvad dagen vil bringe, men jo længere man har spillet det og lært nogle af spillets finesser, jo mere indflydelse har man på resultatet. Det kan være surt og måske ligefrem kedeligt, når det ikke går så godt, og totalt absorberende, når det ’kører’. Men sådan er det med alt, hvad der er virkeligt sjovt. Tag for eksempel fodbold. Mens man spiller, går man igennem megen askese. Det regner og er måske koldt, man bliver nødt til at løbe forpustet rundt efter den pokkers bold, folk skubber til en, sparker en over benene, og dommeren er altid elendig. Alligevel betaler folk penge for at være med i en fodboldklub, for alle disse ting er en del af spillet, og uden ville det være kedeligt.

”Ja,” svarer han, ”Jeg læser bøger. Hvad handler de om?”

”Østens visdom,” siger jeg, mens jeg beder til Sri Krishna om at hjælpe mig med at drible uden om alle modstanderne, som jeg ved er undervejs. I fodbold kan man se sine modstandere. Her foregår kampen mere i sindet.

”De fortæller, hvordan man kan opnå lykke, hvad der sker når vi dør, hvad er meningen med livet…” Han afbryder, ”Jeg er lykkelig, så jeg behøver ikke dine bøger.” Kampen fortsætter, mens jeg beder til Sri Krishna: ”Kun med Din hjælp kan denne stakkels person lære Dig at kende.”

Srila Prabhupada ville igen og igen påminde sine disciple om vigtigheden af at give Herren Caitanya Mahaprabhus barmhjertighed ud til alle os faldne sjæle, der tørster i denne ørken af materialisme. Der er mange måder at gøre dette på, men den, Srila Prabhupada lagde mest vægt på, var at distribuere hans bøger: “Distribuér mine bøger, hvis du virkelig ønsker at glæde mig.” Det er et citat fra Srila Prabhupada, som er kendt af de fleste bogdistributører. Han ville sige det igen og igen, for det var den ordre, han havde fået af sin åndelige mester. ”Udgiv bøger, hvis du nogensinde kommer til penge.” ”Det ville være bedre at pille al marmoren ned fra væggene og få penge for den. Hvis jeg kunne gøre det og trykke bøger, ville det være bedre.”

Srila Prabhupada sad oppe hver eneste nat, og mens alle andre sov, oversatte han disse bøger, der er fyldt med uvurderlig viden om, hvordan man bliver lykkelig i denne verden, viden om den åndelige verden (der er vores alles virkelige hjem) og viden om den alt tiltrækkende Sri Krishna. Srila Prabhupada forstod, hvor vigtigt det var. Selv på sit dødsleje, hvor lægerne sagde, han burde skrige i smerte, lå Srila Prabhupada i sin seng og talte sine transcendentale kommentarer til Krishnas ord.

”Hvad laver du til dagligt,” spørger jeg for at prøve at komme ind fra en ny vinkel.

”Jeg er tømrer”.
”Jeg er munk,” siger jeg med et grin, ”Garanteret den første, du har mødt på Købmagergade i København.”
Han griner. ”Hvordan er det at være munk.”

”Fantastisk,” siger jeg og føler mig som den rigeste mand i verden. ”Giv mig en hund og læs mere i disse bøger, så bliver du måske munk i næste liv,” siger jeg, mens han bryder sammen af grin.

MÅÅÅL, et nul til Sri Krishna og Hans tjener. Eller hvem vandt? Egentlig vandt vi alle. Det er nu kun et spørgsmål om tid, før han vil lære Krishna at kende. Når Sri Krishna vinder, vinder alle. Alle vinder, men Krishna har gjort alt arbejdet. Jeg bærer måske bøgerne, men Han har givet mig denne krop. Jeg sagde måske noget, der inspirerede denne person til at købe bøgerne, men hvem giver mig evnen og intelligensen til at tale? Ja, som I sikkert allerede har konkluderet, er svaret på alle disse spørgsmål Krishna. Han siger i Bhagavad-gita, at folk, der er forvirrede af det falske ego, tror, at de er dem der udfører aktiviteter, der i virkeligheden bliver udført af naturens tre kvaliteter (som bliver styret af Krishna).

Alle kan distribuere bøger. Der er mange metoder. Hvis vi ikke har tid eller lyst til at gå på gaderne og spørge folk direkte, kan man købe nogle bøger og give dem ud til venner eller kollegaer. Ellers kan man sponsere nogle bøger (sastra-dhana), som så bliver distribueret til f.eks. skoler, biblioteker, fængsler osv. Kontakt dit tempel, hvis du har tid eller penge til overs og ønsker at distribuere Srila Prabhupadas bøger.

Festivaler i Ny Srivasa Angam-templet, København

2006-02-23T21:24:00.000+01:00

Et nyt år er begyndt, og Sri-Sri Gaura-Nitai og Deres tjenere byder på en række festivaler, som det er Deres håb, at I alle vil tage del i. Efter planen er det ideen at afholde 14 festivaler i årets løb. De er som følger (bemærk, at festivalen ikke nødvendigvis afholdes på den ’rigtige’ dag):

Søndag den 12. februar
Nityananda Trayodasi (Sri Nityanandas åbenbarelsesdag)

Tirsdag den 14. marts
Gaura Purnima (Sri Caitanyas åbenbarelsesdag)

Søndag den 26. marts
Srivasa Thakuras åbenbarelsesdag

Søndag den 9. april
Rama Navami (Herren Sri Ramacandras åbenbarelsesdag)

Søndag den 14. maj
Nrsimha-caturdasi (Herren Nrsimhadevas åbenbarelsesdag)

Søndag den 23. juli
ISKCON’s 40 års jubilæum

Søndag den 13. august
Herren Balaramas åbenbarelsesdag

Onsdag den 16. august
Sri Krishna Janmasthami (Herren Krishnas åbenbarelsesdag)

Torsdag den 17. august
Srila Prabhupadas vyasa-puja (åbenbarelsesdag)

Søndag den 3. september
Sri Radhasthami (Srimati Radharanis åbenbarelsesdag)

Lørdag den 21. oktober
Diwali (Lysenes fest)

Søndag den 22. oktober
Govardhana Puja

Søndag den 29. oktober
Srila Prabhupadas bortgangsdag

Søndag den 31. december
Nytårsfest

Det Krishnabevidste Køkken

2006-02-23T21:22:00.000+01:00

Rosin- og tamarindechutney
Af Dandaniti Devi Dasi

Følgende chutney kan varmt anbefales som tilbehør til pandekager med grønsagsfyld, som vi bragte opskriften på i sidste udgave af Nyt fra Hare Krishna.
Tamarinde har en meget karakteristisk lidt sur frugtagtig smag og bruges derfor i sød-sur retter. Den er meget populær i Indien og andre steder i Asien.
Tamarinde-ekstrakt udvindes som navnet angiver fra tamarinde-træets frø og kan enten fås som færdig tamarinde-ekstrakt eller i delvis tørret fiberform. Den sidste skal udblødes i vand for at trække tamarindesaften ud.

Tamarinde kan købes i indiske eller andre østerlandske fødevarebutikker.

Ingredienser
2 dl rosiner
1¾ dl vand
3 spsk. sukker
½ tsk. spidskommenpulver
1 tsk. korianderpulver
½ dl tamarindekoncentrat
2 knivspids garam-masala
2 knivspids chilipulver
2 knivsspids havsalt

Rosinerne skylles og koges op sammen med vand og sukker. Lad blandingen afkøle i fem minutter.
Rosinblandingen blendes sammen med de øvrige ingredienser i en blender.

Det bedste resultat opnås, hvis man laver sit eget tør-ristede spidskommen- og korianderpulver af hele frø, som man rister på en tør pande, lader afkøle og derefter kværner i en krydderkværn eller morter.

Et opslag i vores leksikon fortæller, at tamarinde hedder Tamarindus indica på latin, er en plante af ærteblomstfamilien og dyrkes i troperne på grund af de aflange bælges velsmagende frugtkød. Vi har et spørgsmål, som vi ikke selv kan besvare, men måske nogle af vores læsere har hørt noget om det. Som en bælgplante af ærteblomstfamilien skulle den ikke kunne bruges i et vaisnava-køkken på ekadasi. Er der nogle, der ved mere om, hvorvidt tamarinde må bruges på ekadasi eller ej?

Sidste side, med kalender

2006-02-23T21:16:00.000+01:00

Sokrates’ tre spørgsmål
En dag kom en bekendt til den store græske filosof Sokrates og sagde, ”Vil du høre, hvad jeg har fået at vide om en af dine venner?”

”Før du fortæller mig noget som helst,” svarede Sokrates, ”vil jeg gerne stille dig tre spørgsmål. Det første handler om sandhed. Er du absolut sikker på, at det, du vil fortælle mig, er sandt?”

”Nej, ikke helt” sagde manden, ”Jeg har faktisk kun lige hørt det, og…”

”Godt,” sagde Sokrates. ”Så du ved ikke, om det er sandt eller ej. Så lad mig spørge, om det, du vil fortælle mig om min ven, er noget godt?”

”Nej, tværtimod…” begyndte manden.

”Så,” sagde Sokrates, ”du vil fortælle mig noget dårligt om ham, men du er ikke sikker på, at det er sandt. Men lad mig høre dig svare på mit tredje spørgsmål, så vil jeg måske stadig lytte på, hvad du har at sige. Vil det, du vil fortælle mig om min ven, være mig til nogen gavn?”

”Nej, egentlig ikke.”

”Jamen,” rundede Sokrates af, ”hvis det, du vil fortælle mig, hverken er sandt, godt eller gavnligt, hvorfor vil du så overhovedet fortælle mig det?”

Torsdag 2.2 Vasanta Pancami
Visnupriyas fremkomst
Sarasvati Puja
Pundarika Vidyanidhis fremkomst
Raghunandana Thakuras fremkomst
Raghunatha Dasa Goswamis fremkomst
Visvanatha Cakravarti Thakuras bortgang
Lørdag 4.2 Advaita Acaryas fremkomst (faste til middag)
Mandag 6.2 Madhvacaryas bortgang
Tirsdag 7.2 Ramanujacaryas bortgang
Onsdag 8.2 Ekadasi (faste fra korn og bønner for Bhaimi Ekadasi) (faste indtil middag for Varaha i morgen)
Torsdag 9.2 Bryd fasten imellem 7:48–10:52
Varahadevas fremkomst
Fredag 10.2 Sri Nityananda Prabhus fremkomst (faste indtil middag)
Søndag 12.2 Narottama Dasa Thakuras fremkomst
Lørdag 18.2 Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakuras fremkomst (faste indtil middag)
Purusottama Dasa Thakuras bortgang
Fredag 24.2 Ekadasi (faste fra korn og bønner for Vijaya Ekadasi)
Lørdag 25.2 Bryd fasten imellem 7:11–10:39
Isvara Puris bortgang
Søndag 26.2 Siva Ratri
Tirsdag 28.2 Jagannatha Dasa Babajis bortgang
Rasikanandas bortgang
Fredag 3.3 Purusottama Dasa Thakuras fremkomst
Fredag 10.3 Ekadasi (faste fra korn og bønner for Amardaki vrata Ekadasi)
Lørdag 11.3 Bryd fasten imellem 6:36 – 10:25
Madhavendra Puris bortgang
Tirsdag 14.3 Gaura Purnima
Sri Caitanya Mahaprabhus fremkomst (faste til månens opgang)

Nr. 1, 2006, Indhold

2006-02-04T11:03:00.000+01:00

Redaktionelt
Srila Prabhupadas side
Fortid, nutid og fremtid
Jatayu forteller om sit liv som hengiven
Det Hellige Navns markedsplass
Bogdistribution
Hvad er der sket efter Harikesa Swami
Here comes the sun
Læserside
Notiser
Det Krishnabevidste Køkken
Sidste side, med kalender

Redaktionelt: Godt nytår

2006-02-04T10:54:00.000+01:00

Af Dandaniti Devi Dasi
Som vi advarede om før jul, kommer årets første nummer af Nyt fra Hare Krishna et stykke ind i det nye år. Til gengæld har vi den glæde at kunne levere to blade på en gang.

Det ene, som vi har kaldt Vaisnava-biografier er en samling biografier over en lang række hengivne, acaryaer og Visnu-inkarnationer. Dette blad afløser fremover den faste spalte med fremkomst- og bortgangsdage. Eftersom 28 sider ikke er meget at beskrive så mange store hengivne på for ikke at tale om festivalerne, ønsker vi senere at kunne præsentere et temanummer om festivaler i vaisnava-traditionen.

Med dette blad byder vi velkommen til en ny æra af Nyt fra Hare Krishnas historie. Fra at være ugeblad og fjortendagesblad går vi nu over til at være et månedsblad. Vi håber fortsat at kunne dække behovet for et trykt medie i vores danske Hare Krishna-samfund. Samtidig beder vi om læsernes velsignelser til at udføre denne tjeneste.

Vi lægger ud med en samtale, som Srila Prabhupada havde med en forhenværende engelsk verdensmester i racerkørsel (formel 1 tilføjer min mand). Prabhupada forklarer, hvordan man vinder væddeløbet imellem fødsel og død. Han nævner også, hvordan vi kan forstå vore fortidige, nutidige og fremtidige liv ved hjælp af Bhrigu-samhita, en astrologisk afhandling.

Samme Bhrigu-samhita går igen i artiklen Fortid, nutid og fremtid, et uddrag fra Indradyumna Swamis dagbog. Indradyumna Swami og hans gode ven Sri Prahlada besøger en af de fire bhrigu’er (astrologer) i Indien. Bhrigu Muni nedskrev horoskoper for alle mennesker i Kaliyuga, i hvert fald de, der vil opsøge bhrigu’erne, idet han forudså at astrologerne i Kali-yuga ville være så ringe, at han hellere måtte gøre arbejdet for dem. Det kan du læse mere om her.

Det gode ægtepar Adityavarna Devi Dasi og Jatayu Dasa bidrager begge til dette blad på flere fronter. Jatayu fortæller om sin vej til Krishna-bevidsthed og nogle af de refleksioner, han har gjort om livet som hengiven. Adityavarna har skrevet et indlæg om bogdistribution ovenpå det netop overståede julemaraton og har også en finger med i spillet på børnesiden.

I dette nummer genoptager vi rubrikken Det Hellige Navns Markedsplads med en meget smuk bøn af Srila Rupa Goswami. Denne bøn er tæt forbundet med børnesiden, der også handler om Hare Krishna-mantraet, idet begge er inspireret af en japa-workshop i Prabhupadadesh, Italien.

Hvis du vil vide noget om vegetarer og proteiner, skal du slå op på køkkensiden bagest i bladet.

God læselyst. Hare Krishna.

PS. Du har nok set, vi har en ny forside i forhold til, hvad vi har haft de sidste 6 år. Måske er det ikke det endelige resultat, men vi eksperimenterer lidt de næste par numre, indtil vi finder det, vi bedst kan lide.

Samtale med Graham Hill

2006-02-04T10:40:00.000+01:00

Det følgende er en samtale, som Srila Prabhupada havde med Graham Hill, en forhenværende verdensmester i racerkørsel, den 26. august 1973 i London.

Srila Prabhupada: Men døden tvinger mig til at dø. Ingen videnskab, ingen filosofi, ingen helt kan sejre over døden. Det er vores filosofi: Hvordan man vinder i væddeløbet imellem fødsel og død.

janma karma ca me divyam
evam yo vetti tattvatah
tyaktva deham punar janma
naiti mam eti so 'rjuna

”Den, der kender Min fremkomst og Mine handlingers transcendentale natur, fødes ikke igen i denne materielle verden, når han forlader kroppen, men opnår Min evige bolig, O Arjuna.” [Bg. 4.9]

Blot ved at vide, hvad Krishna er, hvorfor Han kommer, og hvad Hans aktiviteter er, sejrer man over døden. At vinde i væddeløbet imellem fødsel og død, få sit evige liv og vende hjem, tilbage til Guddommen – det er vores filosofi.

Graham Hill: I tror da, at vi genfødes i en eller anden form?

Prabhupada: Ja, sjælevandring. Ligesom du også var en dreng ligesom ham [Prabhupada peger på Graham Hills søn], men hvor er den krop nu? Den er væk, men du eksisterer, og du husker, at du var en dreng ligesom ham. Den krop er væk, men du er ikke væk. Derfor er du, sjælen, evig. Du skifter blot krop. Det kaldes død. Død betyder at skrifte krop. Så snart kroppen bliver gammel nok, dør man. Døden vil sige at skifte kroppen, ligesom man skifter tøj. Når tøjet ikke længere kan bruges, skifter man til noget andet tøj.

Graham Hill: Og I vender tilbage til Guddommen?

Prabhupada: Det er det endelige mål. Så længe vi ikke kommer hjem, tilbage til Guddommen, må vi skifte fra den ene krop til den anden i den materielle tilværelse. Der er 8.400.000 kropsforme. Kattene og hundene er også levende væsener, men de har en anden slags krop. Alle har vi hver sin slags krop. Hvert levende væsen får en bestemt slags krop ifølge sit ønske om materiel nydelse. Du har et bestemt ønske om at blive mester i væddeløbskørsel. En anden krop har et ønske at blive noget andet. Vi har denne frihed ved Gud eller Krishnas nåde, fordi vi er Hans børn. Han har givet os frihed. ”Godt, hvis I vil have det, så tag det.” På denne måde foregår vores liv. Det kaldes fødsel og død. I det ene kapitel slutter man et liv, i det næste kapitel begynder et nyt liv. Problemet er fødsel og død. Ingen ønsker fødsel og død, men de ting er der på grund af vort materielle liv. I materielt liv er der fire problemer: fødsel, død, alderdom og sygdom. Så længe man er nødt til at acceptere en materiel krop, så længe er man også nødt til at acceptere disse lidelser. Ligesom du ikke er i en særlig behagelig situation, når du kører bil (latter), men du påtager dig den risiko for at vinde. Når som helst kan der ske en ulykke. På samme måde forsøger hver af os at opnå et mål i livet med risiko for liv og død, alderdom og sygdom.

Hvis vi ved, hvad livets virkelige mål er, er denne menneskelige livsform vellykket. Det er ligesom din søn, der lige nu er under sin fars beskyttelse og er meget lykkelig, men hvis han erklærer sig selv uafhængig, må han gennemgå så mange kvaler. På samme måde er vi også sønner af Gud. Vi har erklæret os uafhængige, og vi gennemgår så mange kapitler af liv og død i forskellige kroppe. Nu har du denne fine engelske krop, men du ved ikke, hvad slags krop du får næste gang. Det afhænger af din karma og ønske.

Graham Hill: Havde vi en anden krop i fortiden?

Prabhupada: Ja, du har glemt det, men i fortiden havde du et liv, ligesom jeg i fortiden var en ung mand, men min unge krop eksisterer ikke længere. Det er vores natur at glemme. Døden vil sige at glemme, hvad der var ens liv. Det er vores natur, at vi glemmer, for hvis man husker sit sidste liv og sammenligner med dette liv, er det uudholdeligt for en. Sæt nu, at man var en meget rig mand og bliver en fattig mand eller en kat eller en hund. Derfor hjælper naturen os til at glemme. Ellers kan man ikke holde det ud. Men det virkelige problem er, at vi er evige sjæle, der skifter vores kroppe, den ene efter den anden, i fødsel og død. Bortset fra en smule verdslig lykke er denne fødsel og død ikke en særlig god proces. Ved tidspunktet for døden er der så megen lidelse, at vi opgiver denne krop, og så træder vi igen ind i en moders liv. Det er ikke en særlig god situation. Når vi kommer ud, er der så mange kvaler og sygdomme og så igen alderdom. Specielt er der problemer, når vi er i andre livsformer end mennesker. Der er 8.400.000 livsarter. Vanddyr, fugle, træer, planter, insekter og dyr, og så kommer vi til den menneskelige livsform. Dette er evolution. I denne menneskelige livsform er der mulighed for at forstå livets problemer. I andre livsformer er det ikke muligt.

Graham Hill: Kan vi se på os selv og sige, at den krop, vi har fået og er i nu, er resultat af vores opførsel, da vi var i vores tidligere liv? Kan vi ved at se på os selv forstå, hvad slags person vi var før?

Prabhupada: Ja. Igennem Bhrigu-samhita, [en] astrologisk udregning, kan man kende sit tidligere liv, nutidige liv og fremtidige liv.

Graham Hill: Igennem vores opførsel bestemmer vi, hvad slags krop vi får, når vi kommer tilbage?

Prabhupada: Ja, ligesom hvis du uddanner din søn til det fremtidige liv. Hans fremtidige liv fastlægges ifølge hans uddannelse og kvalifikation. Hvis han er ordentlig uddannet, kan han blive en meget stor mand. Hvis ikke, bliver han det måske ikke. Dette liv er en forberedelse til næste liv. Hvis vi er avancerede i bevidsthed i denne menneskelige livsform, bør vi forsøge at komme hjem, tilbage til Guddommen.

Syamasundara: Er der så ingen krop mere?

Prabhupada: Jo, du har din krop. Ligesom denne hat og frakke, vasamsi, er din krops tildækning. Du har allerede din åndelige krop, som nu dækkes af dette materielle element. Frigørelse eller frelse betyder, at man ikke længere får en materiel krop. Men din krop er der allerede, ligesom jeg har min krop inden i dette tøj. Fordi jeg har en hånd, har mit tøj en hånd. Fordi jeg har et ben, har mine bukser et ben. Denne overfladiske, ydre krop er blot tildækningen af ens oprindelige krop. Den oprindelige krop er åndelig. At vende hjem, tilbage til Guddommen, vil sige at forblive i ens oprindelige åndelige krop. Man bliver fri for tildækningen af denne materielle krop.

Graham Hill: Hvordan får vi vores åndelige krop?

Prabhupada: Du har allerede en åndelig krop.

Graham Hill: Jeg mener, hvordan fik jeg min åndelige krop?

Prabhupada: Fordi du er en uadskillelig del af Gud. Gud er ånd hele vejen igennem. Fordi du har en hvid krop, har din søn også en hvid krop. På samme måde er Gud ånd hele vejen igennem. Derfor er du, Guds søn, en uadskillelig del af Gud, ånd hele vejen igennem. Men du har denne materielle tildækning, fordi du ønskede at komme her og nyde eller herske over den materielle natur. Alle forsøger dette. Alle forsøger at blive meget prominente mennesker i denne materielle verden. Fordi du ønsker at herske over den materielle natur, er du nødt til at acceptere en materiel krop.

Fortid, nutid og fremtid

2006-02-04T10:25:00.000+01:00

Af Indradyumna Swami
Indradyumna Swami beretter om sine oplevelser i perioden fra 9.-15. november 2005. Hans fortælling starter i Vrindavana, hvor han tilbringer tid hvert år ovenpå det udmattende festivalprogram, han står for i Polen hver sommer. I det følgende fortæller han bl.a., hvordan han og hans ledsager Sri Prahlada Dasa besøger en astrolog, der læser fra en gammel tekst om Indradyumna Swamis liv.

Før jeg forlod Vrindavana for at rejse tilbage til Vesten, fortalte jeg Sri Prahlada Dasa, at jeg gerne ville have darsana med den berømte Deitet af Sri Nathji i Rajasthan. Deiteten blev fundet på Govardhana-bjerget af en stor hengiven, Madhavendra Puri, for over 500 år siden før Herren Caitanya Mahaprabhus fødsel. Deiteten blev senere flyttet fra Vrindavana til Nathdwar, ikke langt fra der, hvor byen Udaipur nu ligger.

”Det ville være fantastisk,” sagde Sri Prahlada. ”Så kan vi på samme tid besøge en berømt astrolog, der bor nogle timer derfra i ørkenen. Han er kendt som en Bhrigu, for han kan læse ens fremtid i Brighu-samhita.”

”Kan han virkelig forudsige fremtiden?” spurgte jeg.

”Ih ja,” svarede Sri Prahlada. ”Videnskaben i Brighu-samhita gælder stadigvæk. Det sagde Srila Prabhupada også. I slutningen af Dvapara-yuga var Bhrigu Muni bekymret for, at mange astrologer i Kali-yuga ikke ville være kvalificerede, så han skrev alles horoskoper ned og inkluderede fortid, nutid og fremtidige liv.

Afskrifter af disse horoskoper gemmes sikkert fire forskellige steder i Indien. Når man besøger en Bhrigu, vil man opdage, at det står skrevet i ens horoskop, at man kommer på netop den dag for at blive spået.”

”På nøjagtigt den dag?” sagde jeg.

”Ikke blot dagen, men også klokkeslettet,” sagde Sri Prahlada.

Jeg gik ind på mit værelse og søgte på Vedabasen med Srila Prabhupadas bøger og forelæsninger. Til min forbavselse faldt jeg over følgende citat:

”Hvordan kan man forstå fortid, nutid, fremtid? Igennem sastra ...Der er stadig astrologiske beregninger i Indien ved navn Bhrigu-samhita. Hvis man rådfører sig med Bhrigu-samhita, vil de med det samme give en ens fortid, nutid og fremtid. Astrologi-videnskaben er så perfekt. Hvad man var i sit sidste liv, hvad man er nu, og hvad man vil blive. Disse tre ting kan vides.”

[Srila Prabhupada, Srimad-Bhagavatam-forelæsning den 29. juli 1975 i Dallas]

Samme dag om eftermiddagen mødte jeg igen Sri Prahlada. ”Jo,” sagde jeg, ”Jeg tror, jeg vil tage imod dit forslag om at besøge Bhrigu’en.”

”Virkelig?” sagde Sri Prahlada.

”Ja,” sagde jeg. ”Jeg er interesseret i at se, hvilke muligheder for hengiven tjeneste, der ligger forude for os i det kommende år.”

To dage senere ankom Sri Prahlada, Bimala Prasada Dasa, Dhruva Dasa og jeg til Udaipur. Efter at have indlogeret os kørte vi en times tid med taxa igennem bølgende bakker til landsbyen Nathdwar, hvor vi besøgte Sri Nathjis tempel. Det var mindre overfyldt, end da jeg var der for fem år siden, og vi nød den vidunderlige darsana.

Om eftermiddagen lejede vi en taxi og kørte videre ud i ørkenen. Efter fire timers kørsel kom vi til en gammel, støvet landsby i, hvad der lignede midt i ingenting.

”Hvordan i alverden skal vi finde Bhrigu’en på dette sted?” spurgte jeg. ”Der er ingen gadeskilte for slet ikke tale om husnumre.”

”De lokale kender ham,” svarede Sri Prahlada. Han åbnede vinduet og spurgte en forbikørende rickshaw om vej på hindi.

”Bhrigu’ens hus ligger på hjørnet to gader længere nede,” sagde Sri Prahlada, da han lukkede vinduet.

Da vi kørte videre, så jeg en gammel mand i en dhoti stå på en veranda og kigge i vores retning.

”Det må være stedet,” sagde Sri Prahlada.

”Hvordan kan du være sikker på det?” spurgte jeg.

”Fordi Bhrigu’en venter på os,” sagde han.

”Venter på os?” sagde jeg.

”Ja,” sagde han. ”Det står i vores horoskoper, at vi kommer denne formiddag.”

En gys gik igennem min krop.

Vi standsede foran huset og steg ud. Den gamle mand kom frem for at byde os velkommen.

”I kommer lige til tiden,” sagde han med et smil.

Jeg så på Sri Prahlada. ”Lige til tiden?” sagde jeg.

Sri Prahlada blinkede med det ene øje.

Den gamle mand bød os indenfor i sit lille hus og førte os ind i et rum, der var oplyst af en lille petroleumslampe. Jeg så gamle billeder af helgener og vismænd på væggen og spurgte Sri Prahlada om den mest iøjnefaldende, en hvidskægget sadhu, der sad med en stor bog i skødet.

”Bhrigu Muni,” hviskede Sri Prahlada.

”Skriv sted, dato og tidspunkt for din fødsel her,” bad den gamle mand mig.

Han rakte hånden ned i en gammel trækasse og hev nogle tekster ud. Han anbragte en af dem foran mig.

”Luk dine øjne,” sagde han, ”og sæt din pegefinger på et af diagrammerne på papiret.”

Jeg tøvede et øjeblik, lukkede derefter øjnene og anbragte fingeren direkte på papiret. Da jeg åbnede øjnene, så jeg, at jeg havde ramt lige i centrum på en af de cirka 20 cirkler. I midten af cirklen var der forskellige mønstre, og hvad der lignede tal.

Den gamle mand tog hurtigt papiret og så på uret på væggen. Han tog en lille tavle og et stykke kridt og begyndte at lave forskellige udregninger. Han rakte hånden om bag sig selv og fandt et klæde frem, bandt det op, søgte imellem endnu en bunke papirer og udvalgte omhyggeligt et af dem.

Så satte han sig ret op og begyndte at læse fra det gamle papir.

”Du blev født i Amerika,” sagde han højt.

”Det er klart,” tænkte jeg. ”Det har jeg jo lige skrevet ned.”

”Din far døde, da du var 17, og din mor, da du var 47,” fortsatte han.

Jeg så overrasket på ham.

”Du forlod landet, hvor du er født, da du var en ung mand, og har siden da rejst rundt i verden i din gurus mission. Du har mange steder, hvor du kan bo, men du bor ikke fast noget sted. Du rejser altid. Du var gift og havde en søn, men du forlod din familie for at blive sannyasi.”

Han brød ud i et stort grin. ”Du er meget lykkeligere nu som sannyasi, end da du var en gift mand.”

Hans ansigt blev igen alvorligt.

”Din bror har haft et meget vanskeligt liv. Han lever for øjeblikket sammen med en kvinde, men han er ikke gift med hende. Han vil ikke kunne gøre noget godt for dig, men du vil gøre en masse godt for ham.”

Jeg sad målløs og stirrede på ham.

”Du reciterer Krishnas navne hver dag,” sagde han, ”Og du tilbeder også dit eget sæt Deiteter. Du har til dato skrevet mindst fem bøger, og du kommer til at skrive mange flere.”

Jeg hørte ikke den sidste del af sætningen ordentligt. ”Mange flere?” spurgte jeg.

”Ja,” sagde han, ”og alt, hvad du skriver, bliver udgivet to gange.”

”Udgivet to gange?” sagde jeg.

Jeg så på Sri Prahlada. Han tænkte sig om et øjeblik og smilede. ”Internettet,” sagde han, ”Du sender kapitlerne fra din dagbog ud på Internettet, og ved årets afslutning udgives de i bogform.”

”Dette er forbløffende,” sagde jeg.

”Dit helbred er generelt godt, fordi du spiser enkel mad,” sagde Bhrigu’en, ”men du spiser for mange søde ting.”

Han så op. ”Du må holde op med at spise søde ting,” sagde han med bestemthed.

”Han er ikke her for at smigre dig,” sagde Sri Prahlada. ”Han læser blot, hvad Bhrigu Muni har skrevet.”

”Du skal være forsigtig, når du kører i bil,” sagde Bhrigu’en. ”Du blev en gang ramt af en bil og næsten slået ihjel. Er det ikke sandt?”

”Jo,” sagde jeg langsomt. ”Det er sandt. I Sydafrika blev jeg i 1992 ramt af en bil og var sengeliggende i mange måneder, før jeg var rask.”

Han fortsætte med at læse. ”Dine mest værdifulde ejendele blev stjålet sidste år,” fortsatte han.

Jeg vendte mig til Sri Prahlada. ”Her tror jeg, han tager fejl,” sagde jeg. Sri Prahlada så ud til at være træt af min stædighed. ”Husk, hvordan alt dit Deitets-udstyr blev stjålet af skinheaderne i Polen i juni 2004,” sagde han.

”Orv,” sagde jeg. ”Det er rigtigt.”

Jeg var overbevist, og jeg vendte mig ydmygt rundt for at høre mere.

Den gamle mand så op, stirrede på mig og så derefter ned på papiret igen. ”For 1000 år siden,” sagde han, ”var du konge i Karnataka. Du var meget rig og gav en stor del af din rigdom til hospitaler, skoler og templer. I slutningen af dit liv trak du dig tilbage til skoven.

I dit sidste liv havde du to hustruer. Sidst i livet bad du, ’Hvis jeg skal fødes igen, vil jeg ikke være grhastha. Jeg vil være sannyasi og vie hele mit liv til Gud.’ Så i denne fødsel tog du sannyasa i en alder af 29. Rigtigt?”

”Jo,” svarede jeg. ”Det er rigtigt.”

”Det er resultatet af dine tidligere handlinger og ønsker,” sagde han. ”I denne fødsel vil du få umådelige velsignelser fra din åndelige mester. Fordi vejen, du har valgt, er bhakti, kommer du ikke til at tage fødsel igen. Du vil blive befriet i slutningen af dette liv. Du lever, til du bliver gammel, og du dør en naturlig død. Du kommer ikke til at dø af en langtrukken sygdom.”

Jeg vendte mig til Sri Prahlada. ”Hvis alt dette går i opfyldelse,” sagde jeg, ”vil jeg gøre mit bedste for at bruge en sådan god skæbne i Herrens tjeneste.”

”Alle dine venner vil være gode mennesker,” fortsatte Bhrigu’en.

”En del af mit gode held,” sagde jeg til Sri Prahlada med et smil.

”Fra dette punkt af vil din velstand vokse dag for dag,” sagde Bhrigu’en. ”Senere i livet opfører du et stort tempel for Radha og Krishna. Tilbedelsen vil være prægtig. Hvis regeringen forsøger at hindre dine bestræbelser, vil du sejre over dem. På samme sted vil du opføre en goshala for køer. Der vil være en gurukula og måske også et børnehjem.”

Han smilede. ”Mange børn vil komme til dig,” sagde han.

”Hvordan skal jeg kunne udrette alt dette?” røg det ud af munden på mig.

Han så papiret grundigt igennem. ”Dine disciple hjælper dig,” sagde han. ”De skaffer midlerne. De vil have en eller anden form for forretning med eksport og import.”

Jeg må have set en smule overrasket ud.

”Bhrigu har skrevet det!” sagde han med eftertryk.

”Senere vil du også arbejde på lægeområdet – ayurveda,” sagde han. ”Du vil lave lægemidler og give dem til folk, og de vil blive sunde. I din alderdom bliver du berømt for det.”

Jeg så på Sri Prahlada med hævede øjenbryn.

Han så igen på papiret og begyndte at nikke med hovedet. ”Her står det skrevet, at du vil udvide din tjeneste til fire lande,” sagde han. ”Hvad er din nuværende tjeneste?”

”Jeg har et stort festivalprogram i Polen,” sagde jeg.

”Du tager det til tre andre lande,” konkluderede han.

”Hvordan i alverden skal det ske?” hviskede jeg til Sri Prahlada.

”Det står skrevet i stjernerne,” sagde Sri Prahlada. ”En skønne dag vil du se, at det alt sammen går i opfyldelse.”

”Vi kommer nu til slutningen af spådommen,” sagde den gamle mand. ”Det står her, at du vil tilbringe tid i Vrindavana, Mathura. Kender du det sted?”

”Ja, selvfølgelig,” svarede jeg.

”Efter dit 66. år slår du dig ned der og reciterer de hellige navne. Intet andet. Du vil være ligeglad med, om du spiser eller ej. Fra tid til anden vil du besøge forskellige steder i forbindelse med din tjeneste, men du vil altid komme tilbage. Har du nogle spørgsmål?”

Jeg var lamslået over hans præcision, og jeg måtte tænkte mig om et øjeblik. ”Hvor længe vil min ledsager Sri Prahlada og jeg være sammen?” spurgte jeg.

Han så på papiret. ”Indtil din død,” sagde han. ”Somme tider vil han rejse væk for at gøre andre tjenester. Det står skrevet i horoskopet, at I fire personer kommer sammen her på caturdasi, mandag, og at din spåning begynder klokken 14 og slutter kl. 15.”

Jeg gav tegn til Sri Prahlada, at han skulle se på papiret. Han lænede sig over og studerede omhyggeligt sanskrit’en. ”Fra hvad jeg kan forstå, er det, hvad der står,” sagde Sri Prahlada.

”Hvem er den næste?” sagde Bhrigu’en.

”Sri Prahlada,” sagde jeg og flyttede mig.

Fire timer senere, efter at vi alle var blevet spået, tog vi derfra og kørte tilbage i vores taxi.

”Han sagde, at min nuværende tjeneste ville udvide sig til tre andre lande,” sagde jeg til Sri Prahlada.

”Ja,” sagde Sri Prahlada, ”det sagde han.”

”Det er svært at forestille sig,” sagde jeg, da jeg lukkede døren til taxien. ”Det er en sommerbegivenhed. Der er ikke tid til at være i to lande i juli og august for slet ikke at tale om fire.”

Jeg sagde ikke noget til nogen i Vrindavana om vores møde med Bhrigu’en. Det var for utroligt. Jeg gik i gang med de sidste øjebliks indkøb til vores festivalprogram i Polen. På den sidste dag på markedet vendte en discipel sig til mig. ”Guru Maharaja,” sagde han, ”hvorfor bliver du ved med at bestille ekstra ting på din liste? Hvad skal du med det alt sammen?”

”Måske får vi brug for det,” sagde jeg. ”Man ved aldrig. Måske en dag holder vi festivalprogrammet i et andet land ved siden af Polen.”

Disciplen hævede øjenbrynene. ”Tror du det, Guru Maharaja?” sagde han.

Den næste dag fløj jeg til Warszawa og havde to dage med møder med Nandini Dasi og Jayatama Dasa om vores sommerfestivalturne i Polen i 2006. Så tog jeg et fly til Buenos Aires. Min Gudsbroder Lokavardhana Prabhu havde inviteret mig til at være med til deres femte årlige Ratha-yatra-festival.

Det var mit første besøg i Argentina. Da jeg ankom, hentede Gunagrahi Maharaja mig. På vej til templet gav han mig yatraens historie. Han var opstemt, for de var lige ved at skrive under på et smukt nyt tempel i byen.

”Du vil kunne lide det hernede,” sagde Maharaja. ”Folk er fromme og bløde om hjertet, og de hengivne elsker kirtana.”

Jeg skulle ikke vente længe, før jeg fik lov til at påskønne Maharajas ord. Da vi ankom til templet, bød en glad kirtana mig velkommen og ledsagede mig ind i tempelrummet med sang og dans hele vejen. ”Det er rigtigt,” tænkte jeg. ”De elsker kirtana.”

Bagefter på mit værelse bad jeg en af de ældre hengivne fortælle mig mere om den argentinske yatra. Imens han talte, var jeg forbavset over, hvor megen mulighed der var for at sprede Krishna-bevidsthed her. Det virkede så forskelligt fra Polen, hvor regeringen er fjendtligt indstillet overfor vores bevægelse, og hvor den romersk-katolske kirke giver problemer i det uendelige.

”Vi har en gård lige uden for byen,” sagde han, ”og vi har et Food-for-Life-program, en restaurant ved navn Krishna, en ugentlig harinama i centrum af Buenos Aires og talrige nama-hatta-centre. Nu planlægger vi et yoga-center og seminar-programmer i vores nye tempel.”

”Det ser ud til, at det eneste, I mangler, er et omrejsende festivalprogram,” sagde jeg.

Jeg havde ment det som en vittighed, men så snart ordene var ude af munden på mig, gik det op for mig, hvad jeg havde sagt. Den hengivne greb chancen. ”Ja,” sagde han, ”Det er nøjagtigt, hvad vi mangler, Maharaja. Hvorfor kommer du ikke her og laver dem? Argentina er det perfekte sted til festivaler, og du er den rette person til at gøre det.”

Jeg rystede på hovedet for at sige nej.

”Sommeren varer kun så længe…” begyndte jeg at sige.

”Maharaja,” sagde han, ”du må være træt efter den lange flyrejse. Når det er sommer i Polen, er det vinter her. Og når det er vinter i Polen, er det sommer her.”

”Det er sandt,” sagde jeg. Jeg tænkte over det et øjeblik og så for mig, hvordan jeg så skulle fordoble min fundraising, starte et program fra bunden af og kæmpe for at holde det kørende.

”Men det vil tage år at bygge op,” sagde jeg.

”Nej, det vil ikke,” sagde den hengivne. ”Der er en argentinsk hengiven, Ekanatha Gaura Dasa, der besøgte dit festivalprogram i Polen for to år siden. Han laver nu et lignende program, men meget mindre, i Peru og Bolivia. Jeg er sikker på, at han gerne vil arbejde sammen med dig om at organisere et stort sommerfestivalprogram her i Argentina.”

Han rakte mig et stykke papir. ”Her er hans e-mail-adresse,” sagde han.

Jeg kunne ikke stå for ideen. Jeg fandt min computer frem og sendte med det samme Ekanatha Gaura en e-mail.

En halv time senere svarede han. ”Maharaja,” skrev han, ”hvad end erfaring eller inspiration, jeg har, skyldes alt sammen dig og min Guru Maharaja. Skønt jeg har studeret organisation på universitetet, kommer al min praktiske erfaring fra at iagttage dig. Hvad kan jeg sige? Jeg er henrykt over dit forslag. Den kommende sommer har jeg bundet mig til at afholde min festival i Ecuador, så lad os gøre det i Argentina i januar 2007.”

Efter at have rådført mig med Gunagrahi Maharaja besvarede jeg hans e-mail. ”Det er en aftale,” skrev jeg. ”Kom her i næste uge, så vi kan diskutere alle detaljerne.”

Efter at have sendt e-mailen lænede jeg mig tilbage i min stol. Alt gik så hurtigt. Jeg var ikke mere end netop ankommet til Argentina og havde allerede bundet mig til at afholde et stort festivalprogram.

Mit hoved snurrede fra flyrejsen, og jeg var udmattet. Jeg undskyldte mig selv og lagde mig for at hvile mig. Da jeg gled i søvn, smilede jeg, imens jeg huskede Sri Prahladas ord: ”Det står skrevet i stjernerne. En skønne dag vil du se, at det alt sammen går i opfyldelse.”

Om morgenen faldt jeg over en samtale i Vedabasen:

Graham Hill: ”Kan vi ved at se på os selv [forstå], hvad slags person vi var før?”

Prabhupada: ”Ja. Der er Bhrigu-samhita, [en] astrologisk udregning. Du kan kende dit tidligere liv, nutidige liv og fremtidige liv. Det er systemet, Bhrigu-samhita.”

[Srila Prabhupada, samtale med Graham Hill den 26. august 1973 i London.]

Jeg var bange for at blive hengiven

2006-02-02T21:22:00.000+01:00

Refleksioner over livet som hengiven
Af Jatayu Dasa
Jatayu Dasa er amerikaner af fødsel og har været hengiven i 20 år. Han er gift med danske Aditya-varna Devi Dasi og opholder sig for tiden i Radhadesh i Belgien.

For meget længe, længe siden, da jeg ikke var ISKCON-hengiven, udviklede jeg en voksende interesse i åndeligt liv. Efter at have taget stoffer i mange år og gået til rockkoncerter var jeg blevet træt af livet. Jeg havde haft ledende stillinger i flere firmaer, jeg havde arbejdet for. Det meste af tiden havde jeg flere penge, end jeg havde brug for, og jeg var fri og uafhængig.

På en eller anden måde var jeg ikke tilfreds. Jeg begyndte at undre mig over, om der virkelig fandtes lykke. Jeg opdagede, at lige meget, hvor hårdt jeg forsøgte, kunne jeg ikke bryde fri af visse aktiviteter. Jeg var ikke tilfreds. Jeg søgte efter virkelig frihed, frihed fra de usete kræfter, der drev mig til at opsøge alle de ting, som folk sagde ville gøre mig lykkelig, men i virkeligheden bandt mig med kæder. Jeg var forvirret. Hvor skulle jeg gå hen nu?

En dag havde jeg modet til at indrømme overfor mig selv, at på trods af alle disse attråværdige ting var jeg ikke lykkelig. Dette var den første skræmmende ting, at indrømme, at jeg ikke var lykkelig. Herefter begyndte mit liv at ændre sig. Igen blev jeg skræmt, for jeg vidste ikke rigtigt, hvor jeg var på vej hen. Alt, jeg vidste, var, at jeg ikke ønskede at være, hvor jeg var. Jeg blev jaget af tusinde bange tanker. Hvad skulle jeg gøre nu? Ville jeg have penge? Ville jeg have venner? Ville der være nogen, der ville tage sig af mig? Osv. osv.

Jeg begyndte at læse. Først videnskab, dernæst psykologi og så selvhjælp. Jeg kunne ikke bruge det til noget. Jeg blev igen bange. Hvor skulle jeg så gå hen? Jeg forsøgte med østerlandsk filosofi. Her var der noget at komme efter. Jeg læste mere og lærte en masse. Jeg lærte, at stoffer var dårlige, så jeg holdt op med at tage dem. Som resultat mistede jeg 85% af mine venner. Det gjorde mig virkelig bange, men også henrykt. Hvis de virkelig var mine venner, skulle de støtte mig i at forbedre mit liv. Så tog jeg et andet skridt. Jeg lærte, at lykke ikke findes i kvinder, TV, spisning af døde dyr eller læsning af mange forskellige bøger. Jeg gav det alt sammen op, selv om jeg var bange.

Jeg fik dernæst at vide, at lykke ikke findes i rockmusik. Det er at gå for vidt, tænkte jeg og holdt fast i det. Men i mellemtiden havde mit liv ændret retning en halv snes gange, og jeg måtte indrømme overfor mig selv, at jeg oplevede en fantastisk følelse af frihed fra alle de ting, jeg troede gav mig lykke. Mange af disse ting var jeg holdt med at gøre, og jeg levede stadigvæk. På mange måder blev jeg lykkelig, men jeg vidste stadigvæk, at jeg måtte gå videre. Et eller andet dybt inde i mig blev ikke realiseret. Jeg begyndte at dyrke hatha-yoga. Forbavsende ting skete. Jeg blev stærkere både mentalt og fysisk. Jeg var mere kvik. Jeg følte, jeg levede. Men dybt inde i mig skreg en stemme efter mere.

På dette tidspunkt mødte jeg de hengivne. Nu blev jeg bange. Jeg havde set dem før, men ikke taget dem alvorligt. Nu var jeg tiltrukket af dem, men vendte mig fra dem. Igen så jeg dem, igen blev jeg bange, men for hvad? Det var selvstændighed. Hvad var der så fantastisk ved selvstændighed? Jeg traf alle mine egne beslutninger, jeg var min egen mand, men jeg var også ulykkelig. Jeg ønskede at bryde fuldstændigt væk fra den materielle verden. Jeg ville have Gud i mit liv. Jeg ønskede at prøve det, tænkte jeg.

Men hvad nu, hvis det slog fejl? Hvad har jeg at give op? Jeg var virkelig bange nu. Jeg var nødt til at opgive rockmusikken, og jeg måtte følge regler og reguleringer. Dybt inde i mig sagde mit hjerte, at jeg skulle forsøge det. Bange var jeg, men jeg tog et par skridt. Fantastisk, på en måde virkede det. Jeg blev ikke en helgen, og jeg så ikke det hvide lys, men jeg begyndte at mærke en indre fred.

Jeg tog et skridt til og faldt ned. Det gjorde ondt. Jeg tog endnu et skridt og faldt igen ned. Hvad nu? Jeg forsøgte atter og begyndte at gå. Jeg begyndte at erkende, at Krishna var overalt, selv i mit eget liv. Jeg begyndte at forstå, at Krishna var en person, og at jeg havde et forhold til Ham, et kærlighedsforhold, der er evigt. Jeg begyndte faktisk at blive lykkelig. Somme tider fik jeg glædestårer i øjnene. Jeg opgav tilmed rockmusikken og overlevede det.

I dag er jeg stadig bange, men jeg fortsætter med at tage disse næste skridt. Jeg falder fortsat ned, og jeg rejser mig fortsat igen. Det er gået frem for mig i åndeligt liv. Men jeg gjorde det ikke alene. Jeg har altid fundet, at den største kilde til styrke kommer fra mine hengivne venner. Selvfølgelig må jeg strække mig ud til dem. De kan ikke læse mine tanker. Jeg må bede om hjælp. Det måtte jeg også lære. Jeg måtte stille de rigtige spørgsmål, og når jeg fik svarene, måtte jeg handle på dem.

Over årene modnedes jeg. Min vision om at fortsætte kommer fra at læse Srila Prabhupadas bøger, opmuntring kommer fra at se hengivne omkring mig arbejde hårdt og lykkes, og mit mål forbliver klart ved at tjene Radha-Gopinatha så godt, jeg kan. At være bange er naturligt for alle levende væsener, når de anbringes i betænkelige omstændigheder. Men når man når frem til at erkende, at Krishna er vores bedste ven, og at Hans kærlighed til os er evig, kan intet i verden gøre os bange. Han elsker os, ikke sådan, som vi elsker hinanden, men virkelig kærlighed, en slags kærlighed, der ingen sammenligning har i vores liv. Når denne kærlighed rører os, er vi ikke bange for at tage det næste skridt.

Jeg er bange for at dø, men Krishna vil overvinde dette for mig blot ved lyden af Sit navn. Når jeg vågner op i den åndelige verden, er der ikke mere smerte, ingen lidelse, ingen frygt, blot evighed, viden og lyksalighed, ligesom skrifterne hele tiden har fortalt mig det.

Jeg troede, det var livet i den materielle verden, der var dårligt, men i virkeligheden er det liv i materiel bevidsthed, der er dårligt. Alle går vi igennem disse forandringer i større eller mindre grad. Vi har lært, at Krishna-bevidsthed er en kollektiv såvel som en individuel proces. Vi kan se, at Krishna-bevidsthed ikke er noget verdensfjernt eller abstrakt, men er helt nede på jorden, naturligt og virkeligt. I vores liv i den materielle verden vil vi fortsætte med at tage os af vores børn, passe et arbejde og pleje vores venner. Men når vi føjer Krishna til vores liv, har livet omsider et virkeligt formål. Livet bliver meningsfyldt, og vi kan blive lykkelige. Vi skal blot være villige til at tage det næste skridt.

Det Hellige Navns Markedsplads

2006-02-02T21:18:00.000+01:00

Sri Namastaka — Otte bønner, der forherliger det Hellige Navn
Af Srila Rupa Goswami
For et par år siden havde vi en serie med titlen ’Det Hellige Navns Markedsplads’, hvor forskellige hengivne bidrog til at belyse Det Hellige Navns herligheder. I dette nummer genopliver vi serien med en bøn af Srila Rupa Goswami, en forherligelse af Herren Krishna i Hans mange former, i særdeleshed Hans form som Det Hellige Navn. En oplagt inspiration til den daglige japa-meditation og en opfordring til at søge mere og mere beskyttelse i fremsigelsen af Herrens Hellige Navne og den hengivne tjenestes proces.

Tekst 1
O Harinama! Tåspidserne af Dine lotusfødder tilbedes bestandigt af den glødende udstråling fra perlekæden af Upanisader, Vedaernes kronjuveler. Du tilbedes i al evighed af befriede sjæle som Narada og Sukadeva. O Harinama! Jeg søger fuld beskyttelse hos Dig.

Tekst 2
O Harinama, al ære til Dig! Sunget af alle vismændene er Du den højeste kombination af stavelser, og Du bringer alle mennesker transcendental lyksalighed. Selv hvis en person blot fremsiger Dig en eneste gang og det uden respekt, lindrer Du stadig hans mange voldsomme lidelser.

Tekst 3
O Hellige Navns sol, selv et svagt glimt af Din glans opsluger det materialistiske livs store mørke og giver dem, der er blinde overfor sandheden, øjne til at kunne følge vejen af ren hengiven tjeneste. Hvem i denne verden kan fuldt ud beskrive Dine transcendentale herligheder, selv hvis han er lærd og from?

Tekst 4
O Hellige Navn, Vedaerne erklærer, at meditation på den upersonlige Brahman ikke kan bringe frihed fra karmiske reaktioner, som man er nødt til at nyde eller lide, men når Du manifesterer Dig i ens bevidsthed, forsvinder al karma øjeblikkeligt.

Tekst 5
O Hellige Navn, Du har mange former såsom Aghadamana (Aghasuras tilintetgører), Yasodanandana (Yasodas øjesten), Nandasunu (Nandas søn), Kamalayana (Den lotusøjede), Gopicandra (Gopiernes måne), Vrindavanendra (Vrindavanas konge), Prasatakarusa (Han, der er barmhjertig mod overgivne sjæle) og Krishna. Jeg beder om, at min kærlighed til Dig i Dine mange former må vokse betragteligt.

Tekst 6
O Hellige Navn, Du er manifesteret i to former: den Højeste Person, som Du betegner, og lyden, der betegner Ham. Vi ved, at den sidste form er mere barmhjertig end den første, for selv hvis en person krænker Din første form på mange måder, kaster Du ham ned i et hav af transcendental lyksalighed, hvis han tjener Din anden form med sin stemme.

Tekst 7
O Hellige Navn! Du tilintetgør mængden af lidelser hos dem, der søger beskyttelse hos Dig. Du er selve formen af intens åndelig lyksalighed, en festival af lykke for Gokula og Herren Krishnas fuldendte og komplette form. Jeg bøjer mig for Dig igen og igen.

Tekst 8
O opliver af Narada, O bølgende flod af liflig nektar, O Herren Krishnas Hellige Navn, åbenbar Dig for altid på min tunge med al din nektariske sødme.

Bogdistribution i december – og resten af året

2006-02-01T21:18:00.000+01:00

Af Dandaniti Devi Dasi
Et af Srila Prabhupadas vigtigste bidrag til verden er hans bøger. Da Srila Prabhupada kom til USA i 1965, medbragte han en kasse med bøger, de tre første bind af Srimad-Bhagavatam med hans egne Bhaktivedanta-kommentarer. Lige fra begyndelsen af sin prædiken i Vesten havde Prabhupada travlt med at oversætte og udgive bøger sideløbende med, at han underviste sine disciple i at forstå og følge den lære, der er givet i hans bøger.

Op igennem halvfjerdserne kom der fart i distributionen af Prabhupadas bøger, da hans disciple begyndte at gå fra dør til dør og senere fra indkøbscenter til indkøbscenter og sælge hans bøger. Hans bøger blev også solgt ved koncerter, festivaler og hvor som helst, de hengivne kunne finde på det. Der opstod det, der er kendt som The Library Party, hvis mission var at sørge for, at alle biblioteker i USA havde et sæt af Srila Prabhupadas bøger. Senere ekspanderede denne mission sig over hele verden. Enhver, der kender en lille smule til ISKCON og Srila Prabhupada, ved, at denne bogdistribution befinder sig meget tæt på Srila Prabhupadas hjerte.

Jule-maratonet
I 1972 opfandt de hengivne julemaratonet. Året før havde nogle hengivne allerede opdaget, at tiden op til jul var en god tid at besøge folk i deres hjem og give dem Prabhupadas Krishna-bøger. Den 22. december var de hengivne ude på gaden og gik foran de store indkøbscentre i Los Angeles og solgte Back to Godhead-magasiner og bøger. Butikkerne havde åbent til midnat, og spontant blev de hengivne ude til kl. 23-24 og solgte stakkevis af magasiner og bøger. De næste to dage, den 23. og 24. december, gentog de succesen, og på den måde opstod julemaratonet.

Gradvist kom julemaratonet til at omfatte hele december måned, hvor hengivne gør en ekstra indsats for at distribuere Prabhupadas bøger eller være støtte for dem, der går ud og distribuerer.

Nogle hengivne går ud hver dag. Andre vælger at gå ud på særligt udvalgte dage, såsom Gita Jayanti, den dag Krishna talte Bhagavad-gita til Arjuna, ISKCON’s verdensoplysningsdag, som i år faldt d. 17. december eller Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakuras bortgangsdag, i år den 19. december eller de sidste dage op til jul, hvor mange har fri fra skole og arbejde.

Prabhupadas bøger i Danmark
Igennem årene er der blevet solgt op imod en million af Srila Prabhupadas bøger i Danmark. De sidste år har tallet været lavt i forhold til tidligere tider, hvor der altid var en flok hengivne, der rejste rundt og distribuerede enten Prabhupadas bøger og/eller Krishna-prasadam.

Ikke desto mindre fandt jeg frem til, at der her i december var omkring tretten hengivne, der på en eller anden måde havde taget del i julemaratonet enten ved at distribuere Prabhupadas bøger, magasiner eller prasadam. Jeg kontaktede disse hengivne med henblik på at få nogle af dem til at dele deres realisationer med os andre. Hengivne er imidlertid meget ydmyge og travle sjæle, så jeg modtog kun dette ene bidrag fra Adityavarna Devi Dasi (se nederst). Adityavarna har specialiseret sig i at give Prabhupadas bøger som gaver til folk, som hun mener vil læse dem, og især til biblioteker.

En ny form for bogdistribution, som jeg hørte om fra Bhaktin Nikoline er, at man tager et tæppe, en Sri Isopanisad og en veninde med og sætter sig ind på Strøget og begynder at læse højt. På den måde får folk mulighed for at sætte sig og høre lidt transcendental litteratur midt imellem juleindkøbene, og selvfølgelig kan de købe en bog med hjem, hvis de vil høre resten af historien!

Folk er faktisk interesserede i bøgerne, skulle jeg hilse og sige. Jeg blev selv forundret, da jeg den 23. december gennem Herren Caitanyas og Hans hengivnes nåde fik lov til at gå ud med selvsamme Sri Isopanisad. Flere af de folk, der købte bøgerne, var så entusiastiske omkring dem, at jeg nærmest følte, jeg måtte tage mit eget åndelige liv op til revision. Man skal passe på, at man ikke glemmer, hvad det egentlig er, Prabhupada har givet os. En af de bedste kure mod dette er at give det til andre.

Hvis nogle af jer, der læser dette, har lyst til at dele jeres realisationer omkring Srila Prabhupadas bøger med os andre, er det aldrig for sent. Du har måske selv modtaget en af Srila Prabhupadas bøger fra en hengiven på gaden? Det kunne jo være interessant at høre lidt fra den anden side også.

Aditya-varna Devi Dasi, Rødovre, skriver:

Når jeg tænker på Srila Prabhupadas bøger, er der ingen tvivl om, at det er den absolutte viden, der er givet til os fra Krishna. Det er en stor gave at kunne få lov til at give disse bøger til andre på den ene eller anden måde. Den 22.12 kørte jeg til biblioteket med et sæt af Caitanya-caritamrta. Da jeg var færdig med min tid på Internettet, gik jeg hen til to bibliotekarer, som sad ved skranken og afleverede de fire bøger, som jeg havde pakket pænt ind. Jeg havde skrevet et kort om, hvem bøgerne kom fra, og hvad sastra-dana betyder. Jeg sagde til dem, jeg havde en gave til biblioteket, og de blev overraskede og glade. Den ene læste brevet og sagde, hun ville lade bøgerne gå videre og sagde mange tak.

Da jeg første gang fik en bog i hånden, var det fra en hengiven, som gav mig en bog på gaden, så derfor kan jeg lide at gøre denne tjeneste på denne måde, for det var sådan, jeg selv modtog disse vidunderlige bøger, som man hele tiden kan lære noget af.

Jeres tjener, Aditya-varna Devi Dasi

Hvad er der sket efter Harikesa Swami Visnupada?

2006-02-01T21:03:00.000+01:00

Af Lalitanatha Dasa
Lige ved redaktionens slutning modtog vi følgende korte, men interessante brev fra Trayimaya Dasa, Thorsager (det er på Djursland for dem, der ikke ved det):

Jeg, der er tidligere discipel af Harikesa Swami, Sri Visnupada, tidligere guru for tusinder i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Østrig mv., kunne godt tænke mig en uddybende redegørelse for forløbet omkring dennes frafald. I lys af de mange tidligere lignende guru-problemer i ISKCON synes jeg, det er yderst relevant. (Se også Bg. 4.34)

Jeg ved, emnet er pinligt, men der er nu gået 7-8 år siden Visnupadas afsked i 1998, så mon ikke snart den varme kartoffel er blevet så lunken, at den kan håndteres. Svar eller kommentarer er velkomne fra alle sider.

Med venlig hilsen, Trayimaya Dasa (tlf. 2076 2123, ring gerne).

Umiddelbart lyder det som en fin ide. Selv synes jeg ikke, emnet er så pinligt endda. Jeg var ligesom Trayimaya og mange andre i den danske yatra også discipel af Harikesa Swami. At opleve ens guru falde ned er voldsomt for de fleste, en stor prøve for ens Krishna-bevidsthed, og det er klart, at mange får mange interessante realisationer i den forbindelse. Måske går nogle stadig rundt med ubearbejdede problemer derfra. I så fald kan det kun hjælpe at diskutere hele problematikken frem og tilbage endnu engang.

For nogle kommer det som en overraskelse, at en guru kan falde ned. Var han overhovedet guru på noget tidspunkt? Var alt, hvad man gjorde for ham eller under ham, meningsløst? Er der noget alvorligt galt med hele filosofien eller med det, Srila Prabhupada gav os? Kan jeg igen sætte min lid til en anden person på samme måde? Alt sammen spændende spørgsmål, der har givet forskellige hengivne forskellige oplevelser og erkendelser, der nok er værd at dele med andre.

Min oplevelse er — lidt i modsætning til Trayimaya — at det hele eller det meste blev diskuteret ret åbent og delt meget os hengivne imellem. Selvfølgelig var vores situationer forskellige. Jeg stod på en måde mere i ilden i en ledende tjeneste med forbindelse direkte til begivenhedernes gang og en stor kontaktflade til hundredvis af hengivne, der var berørte af det. Trayimaya og andre som ham boede langt væk fra vores tempelsamfund. Vi har helt sikkert ikke oplevet det ens.

Jeg husker, at reaktionerne var vidt forskellige. Nogle ville slet ikke se i øjnene, hvad der skete, og nogle mistede noget af deres Krishna-bevidste tro. Andre reagerede modsat og blev stærkere og mere overbeviste i deres praktisering af Krishna-bevidsthed og deres tro på Krishna, Srila Prabhupada og Srila Prabhupadas samfund.

Begivenhederne havde mange konsekvenser, som den nuværende situation til dels også er præget af. For de fleste involveredes vedkommende medførte det i sidste ende praktiske ændringer i deres liv. Det var, som om dirigenten for et stort symfoniorkester forlader podiet og overlader musikerne til sig selv. En samlet symfoni er ikke mulig på samme måde. Nogle af musikerne tror, at det slet ikke er muligt at spille uden dirigenten; andre ser chancen for at udfolde sig musikalsk på måder, som der ikke var plads til før.

Hvorfor ikke tage Trayimaya på ordet? Jeg vil da gerne være med til at opfordre alle, der var med til at opleve situationen omkring Harikesa Swami, at bidrage med tanker og erkendelser. Jeg er sikker på, at det kan give ophav til interessante ting, som også andre læsere af Nyt fra Hare Krishna kan få glæde af.

Here Comes the Sun

2006-02-01T21:01:00.000+01:00

Ny bog om George Harrisons åndelige rejse
Yogesvara Prabhu (Joshua Greene) har udgivet en ny bog om George Harrison og hans musikalske og åndelige rejse. Beatlen George Harrison, der døde sidst i 2001, var ikke blot en verdensberømt musiker, men også en meget åndelig person og dyb hengiven af Krishna. Han mødte Srila Prabhupada ved flere lejligheder og skænkede sit gods, The Bhaktivedanta Manor, til de engelske hengivne. Med sine Krishna-bevidst inspirerede sange som My Sweet Lord påvirkede han måske flere personer end nogen anden enkelthengiven bortset fra Srila Prabhupada selv.

Bogen Here Comes the Sun er på 320 sider med 30 fotografier og hårdt indbundet. Foreløbig er den udkommet i USA, kommer til England midt på året og er under forhandling om udgivelse i andre lande. Besøg hjemmesiden http://www.herecomesthesunbook.com for flere detaljer.

Mia Farrow skriver i sin anmeldelse af bogen: ”Mange kendte kunstnere har rørt folks hjerter med deres musik, men kun få er det lykkedes for at røre folks sjæle. Det var Georges gave, og historien om ham beskrives her med varme og smag. En fantastisk bog.”