O'Manne Light

Den passer mig sikkert bedre om et par dage

2012-02-01T15:42:00.002+01:00

Advarsel: Dette indlæg indeholder ordet "menstruation", samt menstruationsrelaterede beskrivelser - dog helt uden blodige detaljer. Hvis tanken om, at jeg er en helt almindelig kvinde med en helt normal cyklus, gør dig utilpas, bør du ikke læse dagens indlæg fra mig. I stedet vil jeg råde dig til at søge hen til blogs, der viser ægte prinsesser med silkeindvolde, som kun indeholder velduftende blomsterblade.

Tidligere i dag stod jeg i et prøverum og prøvede en grøn bluse. Inden jeg nåede så langt, havde jeg stået i alt for lang tid og stirret blankt på mærket i blusen:
"Det er størrelse one-size," sagde den meget søde butiksdame.
"Åh, jeg kunne ikke helt gennemskue det," svarede jeg.
"Ja, det kunne jeg se. Eller... Det kan også være svært at se."

Straks var der etableret et bånd mellem os. Hun kunne godt se, jeg havde brug for pædagogisk vejledning, så derfor sørgede hun for at opholde sig lige uden for prøverummet, mens jeg pillede vinterlagene af og iførte mig blusen.

"Hvad siger du til den?"
"Øhm... Taler du til mig," spurgte jeg, mens jeg pressede mit hoved ud igennem en lillebitte revne i døren, så hun ikke så mig i al min blufærdige afklædthed.
"Ja! Hvad siger du til den?"
"Jeg er ikke helt overbevist", svarede jeg. Og så talte vi lidt om, at det var svært at se i det lille prøverum, og lyset var dårligt, og i øvrigt havde jeg travlt og skulle nå en bus.

Måske skulle jeg bare have fortalt hende sandheden:
"Jeg skal vist til at have menstruation, for jeg er så helkropshævet, at selv en bluse i mumitrold-form sidder stramt på mig. Mine bryster er så gigantiske i disse dage, at de fylder hele prøverummet. Det er ret svært at se sig selv i spejlet, når man står i spænd, fordi cyklus-hævede babser tror, de er udfoldede airbags"

Så ville hun i hvert fald lære, at det ikke er mit prøverum, hun skal belejre.
I stedet lærte hun, at hende den forfjamskede med den skingre nervøse stemme køber blusen, hvis hun ikke får lov til at passe sig selv.

Mig? Jeg er en helt normal freak

2012-01-31T10:43:00.000+01:00

Jeg skal ikke se Big Brother, og i virkeligheden fandt jeg det helt unødvendigt at være i stand til at argumentere for, hvorfor jeg har det sådan. Jeg gider bare ikke se det.

Men så kom jeg alligevel til at rode mig ud i noget junk-news, hvor deltagerne beskriver sig selv. Og sammen med deres "jeg er sådan lidt skør", "jeg har en mærkelig humor" og "jeg er bare ikke helt normal" kom mine argumenter væltende.

Jeg har et meget anstrengt forhold til den slags selv-beskrivelser, for virkeligheden er aldrig så skør, mærkelig eller unormal. Tværtimod er det mere sådan her:

Du siger, at du er simpelthen bare sådan en skør en.
Jeg siger: Bevares, du har da en rap kontraststribe i håret, og den matcher endda dine sko. Men jeg tror nok, jeg kunne finde på en anden beskrivelse end "skør" i den forbindelse.

Du siger, du har en mærkelig humor (på den totalt zkøre måde).
Jeg siger: Bevares, du kan da lave en frisk De Nattergale-imitation. Men din udgave af "Uhadada uhadadadada" er ikke mærkelig. Den er bare dårlig. Det er derfor, vi ikke griner.

Du siger, at du bare ikke er helt normal.
Jeg siger: Har du ikke læst, hvad jeg lige har skrevet? Kun gennemført uinteressante mennesker har brug for at beskrive sig selv på den måde.

Jeg kender skøre, ikke normale mennesker med mærkelig humor. Fælles for dem er, at de ikke er klar over, at de er alt det der. Og de ville aldrig beskrive sig selv som Big Brother-deltagerne gør.

For de tror nemlig, de er helt almindelige, på randen af det kedelige. Og de bruger størstedelen af deres liv på at være forvirrede over, at verden ikke forstår dem.

Så undskyld mig, hvis jeg ikke synes, du er det mest specielle menneske i universet, fordi du simpelthen er så skør, at du engang bare gik helt amok på dansegulvet til Boten Anna.
Det er ikke for at være fordømmende. Jeg kan ikke gøre for det. Det er, fordi jeg bar' ikk' er helt normal (tihi, fnis).

Min opvækst i et sportshalsdiktatur

2012-01-30T16:07:00.001+01:00

Jeg voksede op i Guncity.
Forstaden, hvor rockerborgen tårnede op bag tankstationen. Forstaden, hvor de store drenge stak hinanden ned med skruetrækkere. Forstaden, hvor hende, der manglede i timen i niende klasse, "bare lige var nede i skoven og bolle med en rocker".

Men mit forhold til alt det der var mere barnlig snerpethed, end det var rockerangst. For der var noget derude ved indgangen til oplandet, som jeg frygtede endnu mere:

Sportshallen.

Jeg bliver én stor forkrampet kuldegysning, bare jeg skriver ordet. Føj, hvor jeg hadede den hal.
Jeg hadede lugten og lyden af sport, og jeg hadede boldene.
Boldene i sportshallen var små og hårde, og det var meningen, at man skulle drible med dem, ramme mål med dem og gribe dem. Altsammen ting, jeg aldrig helt fangede.
Mit gribeøje er defekt, og jeg kaster som en tøs med arme af splat.

Men når man bor i en forstad, er sportshallen samlingsstedet. Man skal helst gå til noget her. Det gjorde jeg bare ikke. Jeg gik til jitterbug oppe på Verners danseskole, og jeg havde slet ikke lyst til at gå til noget i sportshallen - som jeg i øvrigt hadede inderligt (nå, har jeg allerede sagt det?).

Men når jeg nu valgte sportshallen fra, valgte jeg også sportskliken fra. Hvilket var ret problematisk, da den sådan set bestod af alle jævnaldrende derude i forstaden. Når jeg kiggede på dem, havde jeg dog heller ikke lyst til at være en del af deres flok.
De gik kun i sportstøj - også når de var til fest. De troede tydeligvis, at H2O-badesandaler var rigtige sko. Og så talte de i et andet toneleje - som om de altid var i gang med at råbe en eller anden sportsagtig kommando: "Kast", "grib", eller hvad fanden man råber, når man råber sportsk.

Jeg syntes egentlig heller ikke, de var specielt atletiske, de mennesker der kom i sportshallen. Jeg husker især håndboldpigerne som små robuste mursten. Men drengene kunne dælme godt li' murstenspigerne, hvilket i mange år gav mig et stort ønske om at blive kasseformet. Eller bare hvad som helst andet end den der pudsige kropsløse "lange lemmer, der er monteret direkte på halsen"-skabning, jeg var.

Jeg gad ikke spille håndbold. Jeg ville ikke! Jeg kunne simpelthen mærke, at det interesserede mig så lidt, at min sjæl ville visne, hvis jeg forsøgte. Sammen med min stolthed.

Det betød, at jeg aldrig blev en del af det ægte fællesskab derude i parcelhusland. For jeg var ikke en del af det allervigtigste.

Så når jeg siger, at det ikke interesserer mig en skid, at Danmark har vundet en eller anden håndboldturnering, er det ikke for at være trodsig - eller hipsteragtig overintellektuel.
Det lugter simpelthen bare så meget af forstadssportshal, at jeg får kvababbelser ud i hver eneste del af mine boldinkompetente lemmer.

Kan vi ikke nok være venner alligevel?

Er det med vilje, lyset er slukket hernede i ugly-ligaen?

2012-01-29T14:50:00.000+01:00

På Facebook fortalte min veninde, at hun har haft venner, der højlydt har undret sig over, at hun har været i stand til at score en kæreste, der var i en hel anden liga end hende selv.
Det var en kommentar til mit indlæg fra i går, hvor jeg blandt andet fortæller, at jeg engang fik at vide, at jeg ikke på nogen måde var pæn nok til den kæreste, jeg havde på det tidspunt.

Og nu er det, jeg egentlig gerne vil vide, hvordan vi placerer folk i diverse ligaer. Men det er nok i virkeligheden ikke så svært at regne ud, for i langt de fleste tilfælde handler det vel udelukkende om udseende?

Smukke mennesker passer sammen med smukke mennesker. Jævne mennesker passer sammen med jævne mennesker. Grimme mennesker skal for guds skyld holde sig til grimme mennesker - alt andet er simpelthen for sjusket og forvirrende.

Jeg læste i britiske Daily Mail (ja, jeg læser junk-news. Lad mig så være), at især mænd har svært ved at finde ud af, hvilken kategori, de hører til. Det sker ofte, at grimme mænd tror, de er pæne. Derfor vil de forsøge at komme i kontakt med kvinder, der er adskillige skønhedsligaer over dem selv.
Til gengæld er mange smukke mænd slet ikke klar over, at de hører til i den gode kategori. Derfor tør de ikke henvende sig til smukke kvinder. Og derfor ender det ofte med, at smukke kvinder må nøjes med en grimmere mand.
Jamen... Stop the press! Seriøst! Hvordan kommer vi videre herfra, hvis folk finder sammen med mennesker uden for deres egen kategori?

Da jeg var færdig med at tro på alt, hvad de skriver i avisen, undrede det mig ret meget, at det der liga/kategori-dims virkelig er noget, man tager så seriøst, at man ligefrem forsker i det.

Det er da så tydeligt, at sådan et koncept kun fungerer for tomme facademennesker, der med deres sytrådstynde øjenbryn og orange selvbruner uden videre kan klemme sig ind i en specifik kategori. Eller er det kun mig, der slet ikke kan finde en rød tråd gennem de mænd, jeg har været tiltrukket af gennem tiden (bortset fra forpint-poet-blikket, der lugter meget stærkt af tårer og besværligheder. Det skal være der. Mit liv skulle jo nødigt blive for nemt)?

Der har været pretty-boys. Der har været fashion-typer. Det har været typer, som nogen måske ville mene hørte til i et mørkt skur. Der har været underbid, overbid, skæve næser, for smalle øjne, for smalle læber, grimt hår og pletvist skæg. Men fælles for dem alle er, at jeg på en eller anden måde har været tiltrukket af dem. Og jeg har aldrig aldrig tænkt om dem, at vi ikke var i samme kategori.
Bevares, jeg er da lidt skadet af at få at vide, at jeg ikke er pæn nok til en pretty boy, så dem holder jeg mig måske bevidst fra. I virkeligheden er det heller ikke dem, der ligger i toppen af min tiltrukket-af-liste.

Jeg ved ikke, hvad min type er, før jeg står foran ham. Og det er helt sikkert, at hans udseende kun betyder noget i det første minut, indtil jeg finder ud af, om han overhovedet har noget at sige, som jeg gider høre om.

Jeg tror helst, jeg vil være på det ligafri hold, tak!

Hej søde, jeg vil bare lige sige, at du er helt vildt grim

2012-01-28T13:13:00.000+01:00

Nogle gange, når kvinder taler sammen om andre mennesker, kan vi godt komme til at være en anelse ukonstruktive. Især, hvis det drejer sig om mennesker, vi ikke bryder os om.
Graden af ukonstruktivitet øges, hvis det pågældende menneske på en eller anden måde har trådt på os.

Det betyder, at det ikke nødvendigvis er nok for os at beskrive personens uheldige personlighedstræk. For at få luft er vi nødt til at krydre med detaljer om vedkommendes udseende. Det kan for eksempel være:
"Hendes ben er så korte, at jeg troede, hun havde taget skoene direkte på skrævet"

Nej, det er ikke særlig modent. Nej, folks udseende bør ikke blandes ind i det. Men vi gør det alligevel.
Og det kan jeg egentlig godt leve med. Jeg er ikke stolt af det, men det fungerer som en eller anden for for primitiv vredeventil. Og de grimme beskrivelser når aldrig ud til dem, de handler om.
Jeg synes til gengæld, det er en rigtig dårlig ide at begynde at fortælle folk direkte, at de har en fed grisetryne og slaskede rygguirlander.

Vi bør sgu få at vide, hvis vi har opført os dårligt, men hvad har vores ti meter høje pande med sagen at gøre?

I det hele taget bør vi lade være med at kommentere hinandens udseende negativt, medmindre vi helt tydeligt og specifikt er blevet bedt om det.

Jeg har adskillige minder om folk, der har haft behov for at fortælle mig, at jeg ikke har været for heldig med mit udseende.
Jeg har været for tynd, for tyk, for bredhoftet, for smalhoftet, for fladbrystet, for storbrystet, for fedkindet, for stormundet, for lilleøret, for småfodet, for smallåret, for abeansigtet, for kortfingret, for stritnæset og for fregnet.
Jeg har fået direkte besked om, at jeg hører til i den grimme kategori af mennesker (endda sagt venligt), og engang sagde en anden kvinde til mig, at jeg ikke var pæn nok til den kæreste, jeg havde på det tidspunkt.

Der er ingen tvivl om, at en del af det, jeg har fået at vide om mit udseende, er sandt. Men hvad fanden skal jeg bruge det til?
Skal jeg få filet min stritnæse flad? Få sprøjtet fedt i mine lår? Iføre mig en helkropsmaske, så folk ikke skal gå i gylpespasmer, når jeg bevæger mig ud i al min ækelhed?

Nogle mennesker sætter en ære i ærlighed. De synes selv, de bliver bedre mennesker af at udpensle andre menneskers fejl.
Men hvorfor udpensle ting, man ikke kan ændre (uden kirurgi)? Og forventer du egentlig, at jeg siger tak til dig, når du har påpeget, at min næse er forkert?

Jeg har grimdage, og jeg har dage, hvor jeg er helt tilfreds med mit udseende. Men jeg er også meget usikker og ekstremt selvbevidst (to af mine dårligste træk ifølge pålidelige kilder), og der er ingen tvivl om, at det på en eller anden måde hænger sammen med, at visse mennesker har haft travlt med at fortælle mig om medfødte træk, jeg burde lave om på.

Men min næse stritter altså. En sød dame sagde engang, at den var meget sofistikeret. Ta' den, flæskeankel!

Erjeggrimidag.dk

2012-01-25T18:24:00.000+01:00

Mangler du en kugleformet godzillatype med rund ryg, joggingbukserøv, flæskearme, Mogens Camres ansigtsskygger og Mike Tramps hår?

Så har jeg lige set vedkommende i mit spejl. Kan afhentes øjeblikkeligt!

Ja, nej, måske

2012-01-24T19:38:00.000+01:00

Hej mænd

I løbet af de seneste dage har mine veninder og jeg talt ret meget om jer. Vi synes, I er søde. Vi kan godt lide at kysse jer, og selvom de vibrerende dimser i dildobutikken var sjove, vil vi hellere have én af jer.

Men I forvirrer os. Nogle gange tror vi, vi har regnet jer ud, men så viser det sig, at vi aldrig fattede en skid.

Her er nogle af vores nyeste betragtninger:

Vi har helt misforstået begrebet "blikket". Romantiske film har bildt os ind, at "blikket" fra en mand er et tegn på stor, ægte kærlighed. I virkeligheden er det nok bare et hurtigt strejf af liderlighed. Hvad sker der for de lyvelortefilm?

Man kan godt have stærk kemi og stor kærlighed uden at passe sammen - overhovedet. Hvad fanden er det for et lortekoncept?

Der findes jægermænd, der mister interessen, det øjeblik man overgiver sig. Ej, men så er det sgu da først helt umuligt. Hvad fanden er det for et lortekoncept?

Vi bilder os alt for nemt ind, at vi er forelskede i jer. Og så vil vi fandme have svar på ditten og datten om alt og hele fremtiden. Hvis I bliver bange, er I nogle dumme svin. Og når vi finder ud af, at vi måske alligevel ikke var forelskede, føles det hele meget meget dumt. Hvorfor er vi sådan?

Hvordan kan det lade sig gøre, at to mennesker møder hinanden og finder ud af at være sammen - og lykkelige? Det virker som et mirakel, at det overhovedet sker.

I tilfælde af, at man er lidt mandeforskrækket og hurtig til at sige nej:
En vedholdende mand, man ikke er tiltrukket af, er en ækel stalker. En vedholdende mand, man er tiltrukket af, er dælme bare en rigtig mand, der ved, hvad han vil ha'. Hvordan regner mænd egentlig ud på forhånd, at de er i "ækel stalker"-kategorien? Nej, det er fandme da ikke nemt.

Hvorfor har vi så travlt med, at vi skylder hinanden det ene og det andet og 300 års ægteskab, hvis vi bare har flirtet lidt. Kan vi for helvede da ikke bare slappe lidt af?

Hvorfor forventer vi altid, at både vi og flirten skal vide, hvad vi vil med hinanden helt fra starten? Hvad skete der med "bare flyde med og se, hvad der sker"? Jeg husker konceptet svagt fra dengang, jeg var i tyverne. Det var et godt koncept.

Søde mænd. Hvorfor gør vi det så svært for hinanden? Vi kan så godt li' jer. Kan I også li' os? Vi lover, at vi ikke lægger for meget i det, hvis I siger ja.

Kh Anne - og de nærmeste veninder

Vi skal være sammen for evigt... eller i hvert fald til du bliver syg

2012-01-23T13:45:00.000+01:00

For cirka et år siden fik jeg en ud-af-det-blå mail fra en eks-flirt.
"Jeg kom lige til at tænke på dig. Går det godt?"

Den slags mails kan i mange tilfælde oversættes direkte til:
"Jeg keder mig. Giver du ikke lige noget casual sex?"

Jeg har endnu ikke kedet mig så meget, at casual sex med en eksflirt har virket attraktivt. Og på det tidspunkt sad jeg lammet i min lejlighed med en hæslig sygdomsfølelse i kroppen - og der var sgu ingen, der ville love mig, at det ikke var noget farligt.
Så jeg svarede på det, han skrev, og ikke på det usagte:
"Jeg er syg, og det er måske alvorligt"

Så hørte jeg ikke fra ham igen. Og det var helt ok. Han skyldte mig ingenting. Men det skulle vise sig, at hans reaktion på min sygdomsærlighed var det første tegn på, hvad der ventede mig.

Det er meget ensomt at være syg. Men det er en ensomhed, der er svær at forklare. Den sidder inde i hovedet og er fyldt med angst og uformulerbare tanker. Den gør, at det nogle gange er nemmere at være alene, fordi det gør for ondt, når folk ikke forstår.

Og så må man altså give nogle mennesker, at de er lynhurtige til at trække sig. Uha, så slap de da også for at forholde sig til totalt nederen sygdom. "Men du må sige til, hvis der er noget, jeg kan gøre," siger man lige, mens man tuner knallerten, så man kan komme væk i en fart.

Nogle er dog flinke nok til at blive hængende længe nok til at sige en eller flere af følgende ting:

"Men du fejler selvfølgeligt ikke noget alvorligt"

"Lad nu være med at tænke så meget på det"

"Tror du ikke bare, det handler om, at du lige skal have et los i røven og i gang igen?"

"Jeg kender en, der fejlede det samme, og hun havde det altså aldrig skidt. Hun tog det SÅ flot"

"Ifølge internettet fejler du ikke noget"

"Jeg har prøvet det samme, bare værre"

Så siger man pænt tak, inden man trækker sig ind i sin konkylie og lover sig selv, at man aldrig igen vil sige højt, at man er så frygtelig bange.
For søgte løsninger og verpülte forklaringer fungerer bare ikke, når man i virkeligheden har allermest brug for nogen, der aer én over håret og siger: "Det er fandme noget lort". Eller bare spørger, hvordan man har det - uden at frygte et ærligt svar.

Jeg ved godt, at man ikke gør det i en ond mening, men det ændrer ikke på, at det gør pissenas. Og det kan gøre så nas, at det ødelægger relationer for evigt.

Nu har en af mine allernærmeste veninder lige været igennem et tungt sygdomsforløb. Og pludselig har jeg set det hele så klart og tydeligt udefra:
Sygdom er forstyrrende, og desuden skal man altså selv sige til, hvis man vil have noget som helst fra folk. Det er dit eget ansvar. Dit! Dit! Dit! Også selvom du ligger i grådforkrampet fosterstilling. Du må selv sige til!

Og hør nu... Jeg ved godt, det kan være svært. Men når det handler om sygdom, MÅ man altså være villig til at vove et nej, hvis man tilbyder at være der.
Hvis man ikke magter det - og det kan skam ind imellem være helt undskyldt - må man også indstille sig på, at relationen vil smuldre.

Mit sygdomsforløb var først fyldt med vrede og skuffelse, men så så jeg, at nogle nægtede at efterlade mig alene i det. Ensomhedsfølelsen er der stadig, men jeg kan mærke, at mine nærmeste gerne vil forstå. Og når de ikke forstår, vil de gerne give mig ret i, at det hele er noget lort. Og det kan ind imellem gøre mig helt lykkelig.

Den følelse skal jeg forsøge at huske, når jeg bliver ramt af smerten over dem, der er tavse.

Ironien forsvandt i en bundløs trusse

2012-01-21T11:30:00.002+01:00

Ting veninder siger til hinanden, når det bliver lidt akavet:

I dildobutikken, efter at have stået med en vibrerende dims i hånden i ubortforklarlig lang tid:
Der står, man også kan bruge den til at massere fødder med.

I frrræk lady-butikken, hvor man pludselig tabte jeg-hader-påtaget-sexethed-og-hvis-manden-ikke-gennemskuer-vores-naturlige-hotness-kan-det-også-bare-være-ligemeget-heden:
Men det smarte ved en hofteholder er, at man ikke får den der strømpebuksestreg på maven.

I skobutikken efter at have brugt en alt for ivrig halv time på at prøve fem meter høje plateaustiletludersko - og det går op for begge parter, at man tabte ironien et sted henne i de fodformede:
Det er også bare, fordi det er rart at se sine ankler igen, efter at have gemt dem i støvler så længe.

På sygehuset, hvor man i ulidelig tung ventetid pludselig bliver to fjantede brystopskubbende trutmundsfremkaldende skørtoptrækkende teenagepiger, fordi den høje frelserlæge går forbi:
Det er jo bare, fordi... Altså... Han... Nej... Crap... Vi er en kliché.

Vi har jo tabt vores ironiske distance. Hvad har vi så tilbage?

Der er nok en, der læser et blogindlæg

2012-01-10T13:12:00.000+01:00

Ting, vi skal stoppe med at sige til hinanden på de sociale medier, hvis vi vil undgå, at jeg eksploderer af irritation:

Der er nok en, der keder sig
Denne påstand ses jævnligt på Facebook, når nogen deler en række YouTube-videoer eller lignende.
Og nu er jeg nødt til at spørge:
Hvad får dig til at tro, at man keder sådan, når man tydeligvis har travlt med at finde klip på YouTube? Handler det om, at du ikke forstår musikken, humoren - eller hvad det nu er? Eller handler det i virkeligheden om, at du bare ikke forstår, hvorfor folk deler ting på sociale medier - på trods af, at du lige har delt en række drukbilleder samt skrevet en idiotisk kommentar til en andens YouTube-klip?

Der er nok en, der er misundelig
Denne påstand ses alle steder, hvor nogen vover at være kritiske over for andre.
Du kunne i virkeligheden ligeså godt sige: Jeg er en idiot, der ikke kan finde på noget konstruktivt at sige, men alle kattekillinger i verden dør med stor sandsynlighed, hvis jeg ikke blander mig, så jeg vælger at sige noget idiotisk.
Mit råd til dig: Hold nu kæft! Ny forskning peger på, at idioti er den største killingedræber.

Der er nok en, der har fået det forkerte ben ud af sengen
Denne påstand ses jævnligt på steder, hvor der debatteres.
Det er blandt andet et meget brugt argument, når man er uenig i noget kritik. Eller... det er nok mere et tegn på, at man er løbet tør for argumenter. Måske havde man aldrig nogen. Faktisk er jeg ret overbevist om, at man aldrig havde nogen. Og:
Du kunne i virkeligheden ligeså godt sige: Jeg er en idiot, der ikke kan finde på noget konstruktivt at sige, men alle kattekillinger i verden dør med stor sandsynlighed, hvis jeg ikke blander mig, så jeg vælger at sige noget idiotisk.
Mit råd til dig: Hold nu kæft! Ny forskning peger på, at idioti er den største killingedræber.

Kærlighedens latterlige stemme

2012-01-08T11:59:00.000+01:00

Jeg besøgte en god ven i går. Vi arbejdede sammen tilbage i 1845, og vi fik kontakt igen, efter vi begge havde rullet os i alt, hvad vi kunne finde af livsbesværligheder.
Han er den der ærlige mandeven, der fortæller mig, når jeg er naiv, når jeg bør give andre en chance, og når jeg sgu lige bør give mig selv en chance.
Selv om han ikke er en af de venner, jeg ser hele tiden, er jeg virkelig glad for ham.

Og det var så skidehyggeligt i går. Der var mad og vin og en fælles interesse for ord, og på et tidspunkt siger han noget i stil med, at han er rigtig glad for, at jeg ville hænge ud med ham.

Jeg bliver altid lidt irriteret, når folk slår over i "man", når noget kommer for tæt på.
"Ja, man synes jo ikke, det er rart, når Frans nede i swingerklubben kaster sit skræv op i hovedet på én." (Hør, mester. Det er dig, der har sat dig en situation med Frans' skræv. Gider du ikke nok lade være med at få det til at ligne en generalisering? Nå!)

Derfor blev jeg lidt overrasket over at opdage, at jeg også har nogle temmelig irriterende kommer-for-tæt-på-issues.
For da jeg ville gengælde min vens pæne ord, kom det ud som en karikeret udgave af Hella Joof:
"Jeg synes rigtignok også, det er hyggeligt", efterfulgt af: "og jeg kan åbenbart ikke tale med min egen stemme, når det bliver akavet" - hvilket var smurt ind i endnu mere Hella Joofsk karikade.

Det har jeg tænkt lidt over i dag. Især den del om, at det tilsynedeladende overraskede mig, at det hænger sådan sammen. For jeg har en veninde, jeg har kendt siden Mallebroks død. Og vi har sagt mange pæne ting til hinanden gennem tiden - med Jungledyret Hugos stemme.

I andre tilfælde vælger jeg at tale fynsk - gerne med Birthe Rønn Hornbechs stemme.

Jeg tænker, at det er en fin måde at helgardere sig på. "Ja, jeg sagde, at jeg holder af dig. Men alle ved, at det ikke passer, når det bliver sagt på fynsk, derfor skylder jeg dig ikke noget".

Men i mit tilfælde handler det blandt andet om mine allervigtigste veninder, og det er dælme vigtigt, at de ved, hvor meget de betyder for mig. Men jeg ved simpelthen ikke, om jeg nogensinde bliver voksen nok til at magte lyden af min egen stemme, der kommer med kærlighedserklæringer.
Så det her er til jer:

Fynsk Birthe Rønn Hornbech med et twist af Hugo betyder, at jeg elsker jer.

Fashion blogging i anledning af det nye år

2012-01-01T13:19:00.002+01:00

Så er der mulighed for at kopiere min nytårsstil. Ja, jeg ved godt, det er for sent for denne gang, men jeg er en klassisker, så snup den bare næste nytårsaften.

Make-up:

Jeg valgte en klassisk make-up, som passede godt til mine enkle accessories. Jeg anbefaler altid, at man som jeg vælger farver, der fremhæver øjnene. Det skader dog heller ikke, at de matcher truthornet og diverse andre items.

Kjolen:

Jeg var iført en style i black fra Cos. Nogle vil måske kalde den ufestlig, men det handler om at accessorize med items, der viser din personal fashion sense. Det kan for eksempel være en gigantisk røv af ballon.

Her følger en photo collage fra min nytårsaften, så I kan se mine fancy fun friends fra advertising-branchen. Jeg beklager, at mine venner fra music- og fashion-branchen ikke optræder på billederne.

Ja, I ville ønske, I kunne party som os.

Godt nytår til jer alle.

Min kærlighed til jer er nok en anelse større end mine festtøjs-, modeblogging- og photoshop-evner.

Så ved I det.

Guest stars: Stine, Anders og Bertolt, den retarderede ballon.

Grim og billig er vel bedre end grim og dyr

2011-12-28T17:57:00.000+01:00

Jeg fik hele tre gavekort til yndlingstøjbutikken, Cos, i julegave. Og alle ved jo, at det gælder om at løbe ned til butikken så hurtigt som muligt - ellers selvdestruerer gavekortene.
Så jeg løb så godt, som mine ben orkede. Jeg var helt spændt, for der var jo udsalg - måske ville jeg købe så meget, at jeg fik en af de store poser.

Men der var mange mennesker i butikken, og de fyldte fandme så meget, at jeg var nødt til at finde mine smalleste skuldre frem. Det var så godt som umuligt at komme frem til de meget vigtige ting, som jeg med sikkerhed ikke kunne undvære.

Jeg havde heldigvis god tid, så jeg tog et par overfladiske runder, inden der var tyndet så meget ud i de desperate folkemængder, at jeg kunne komme til.

Og så viste det sig fandme, at udsalg er alt det, jeg ikke gad købe, før det blev sat ned. Og det viste sig fandme, at jeg heller ikke gad købe det, selvom det var sat ned med 50 procent. Det viste sig fandme også, at der alligevel kun var størrelse xl og xs tilbage.

Men altså... Nu var jeg på udsalg, og så skulle jeg dælme have nedsat tøj. Jeg fandt en kjole, jeg havde kigget på for et halvt år siden. Uha, den var billig nu. Uha, den måtte jeg hellere prøve. Uha, køen til prøverummet var længere end Joachim B. Olsens liste over idiotiske udtalelser. Og i virkeligheden havde jeg jo nok købt den for et halvt år siden, hvis den var vigtig nok.

Så jeg hang kjolen på plads igen. Og så var det, jeg kom i tanke om, at jeg hader udsalg, og jeg siger hvert eneste år, at jeg ikke gider at bruge tid, penge og kræfter på forgangne sæsoners varer. Jeg havde lovet mig selv, at jeg aldrig mere ville deltage i masseslagsmål om ting, jeg ikke gad have, da de kostede 100 kroner mere.
Og så gik jeg ned i afdelingen med nye varer og fandt mig en fin ting, som var hele sin fulde pris værd.

Note til selv: Nu læser du altså det her indlæg næste gang, de gule skilte kommer frem i butikkerne, og du rammes af momentale tanker om, at du er sådan en, der kan finde ud af at gå på udsalg. Spild.af.tid!

(Men jeg læser det ikke i morgen, inden jeg liiige giver udsalget endnu en chance. Nåmn, der er jo også andre butikker end Cos)

Afskedsbrev til The Official Year of Shit

2011-12-27T12:15:00.000+01:00

Kære 2011

Du har sikkert ikke lyst til at læse et brev fra mig. Du ved, jeg er skidesur på dig. Men du har ikke reageret, når jeg har forsøgt at tale dig til fornuft, og jeg synes trods alt, vi skylder hinanden at sige farvel (gu gør vi ej, men jeg er tydeligvis mere rummelig end dig).

Jeg havde så mange forventninger til dig, for 2010 var sgu heller ikke for sød. Derfor lagde du og jeg ud med en uges ferie.
Vi hyggede os, og jeg kunne mærke, jeg var ved at blive glad for dig. Men du havde andre planer med mig - typisk for lorteår som dig - for den ene uge, var den eneste uge jeg fik, som ikke handlede om sygdom.
Du bakkede mig ikke ligefrem op, da jeg besøgte lægen, der sendte mig hjem med besked om, at jeg bare havde en vinterdepression og skulle tage det med humor. Da jeg var mundlam, sagde du ikke "hør her, fru Inkompetent, siden hvornår har en vinterdepression lammet en halv venstre-arm?". Du ruskede ikke i neurologen, der ikke kunne finde mine scanningsbilleder, og som sagde, at de hvide pletter nok bare var en fejl.
Så da jeg endelig modtog sclerosediagnosen, havde jeg mistet alle forventninger om, at du ville være der for mig.

Men det er én ting, at du skider på mig, dit lede lorteår. Når du rammer min søn, bliver jeg altså nødt til at tæve dig en lille smule. Jamen, du beder selv om det med den opførsel. Han er kun et lille barn, og børn skal simpelthen ikke have lorteår med skoler, der har så travlt med at vaske hænder, at de glemmer at se, hvad der egentlig foregår få meter væk fra håndvasken.

Og kunne du give mig lidt kærlig mandeomsorg, 2011? Nej? Et helt år uden bare a little piece of man. De kolde klude måtte jeg selv holde på min pande. Og jeg håber dælme, at det med at kysse og den slags er ligesom at cykle.
Diskriminerer du, fordi jeg er lidt handi nu? Svar ærligt! Vi bliver alligevel aldrig venner.

Man skulle tro, at det var nok, men du kunne ikke styre dig, kunne du, dit lille svineår? Næh, du forpestede også tilværelsen for folk, jeg holder af.
Du tog deres helbred, deres gode humør og deres jobs. Hvad er du egentlig for et år? Hvordan holder du dig selv ud?

2011, kender du det, at man skal tisse rigtig meget, men man kan godt holde sig - lige indtil man får øje på sit hus. Når toilettet er inden for rækkevidde, bliver tissetrangen så ulidelig, at man er nødt til at danse en lille holde-sig-for-skrævet-dans?
Sådan har jeg det nu. 2012 er inden for rækkevidde, og trangen til at losse dig i din slaskede 2011-røv er ulidelig. Skrid nu bare!

Men inden du går, skal du lige vide noget:

Du fryder dig helt sikkert over, at jeg skal leve resten af mit liv med en dum sygdom. Men jeg har tænkt mig at få det bedste ud af det. Jeg skal skrue ned for en masse planer - men gæt hvad, dit skadefro lille svin... Det betyder, at jeg kan skrue op for nogle planer, jeg hverken har haft mod eller tid til at føre ud i livet.

Og du glemmer vist, at jeg ifølge lægerne har haft sygdommen i mange år. Du blev det år, hvor den blev opdaget, og hvor jeg fik medicin mod symptomerne. Sådan havde du ikke lige tænkt på det, hva'?

Min lille dreng fandt en ny skole, hvor lærerne er så søde og opmærksomme, at vi allerede er ved at glemme forårets skolemareridt.

Jeg havde brug for et mandefrit år. Nogle gange er det afholdenhed, der skal til for at bryde usunde mønstre. Jeg er snart klar igen - med en knapt så selvudslettende base.

Jeg har lært vigtige ting om folk omkring mig. Hvem kan jeg regne med, og hvem kan jeg ikke regne med?! Det kan spare mig for mange skuffelser i fremtiden. Og gud, hvor jeg dog elsker de mennesker, der er tættest på mig - sådan helt maveboblende og ubetinget. Ja, 2011, du kaster sikkert op over mig og min blødsødenhed, men jeg er pisseligeglad, for kærlighed er fandme vigtigt!

Mens du har hygget dig med at understrege alle de ting, jeg ikke kan mere, har jeg lavet en plan bag din ryg. Alt tyder nemlig på, at medicinen virker, hvilket betyder, at mine ben ikke længere føles som betonpiller. Så jeg giver mig selv et par løbesko i nytårsgave, og så kan du ellers bare skride ned i den kloak, der er reserveret til forgangne lorteår som dig.

Kærlig hilsen Anne

Dagens undren #24

2011-12-24T10:51:00.001+01:00

Den store låge:

Hvorfor skal vi ikke spise julemad nu? Det kunne godt være et heldagsmåltid. Hvornår skal jeg opleve en jul, hvor jeg ikke er ved at dø af præstationsangst over de julegaver, jeg har købt? Hvordan kan julegaver til min lille familie fylde hele min lejlighed? Overlevede min bankkonto virkelig julen? Hvorfor virker hjemmerullet marcipan med en klump nougat i midten så tiltalende lige nu, når jeg aldrig ville spise det resten af året? Tænk, at jeg faktisk godt kan glæde mig til jul, selvom jeg engang troede, at glæde-sig-heden ville forsvinde, da min mormor døde.

Hvad er den der følelse i min mave? Er det...? Kan det være...? Er det virkelig spirende, barnlig juleglæde?

Judy og jeg siger GLÆDELIG JUL. Alt skal nok blive godt.

Slut

Dagens undren #23

2011-12-23T12:40:00.000+01:00

Hvem er det svin, der går rundt og smadrer folks immunforsvar lige før jul? Er det mon det samme svin, der gør butikskøer uoverskuelige? Så er det garanteret også det svin, der stjæler det sidste tape, mens man pakker gaver ind?!

Jeg så julemanden smitte mor

Dagens undren #22

2011-12-22T22:03:00.000+01:00

Var det damen foran mig i køen, der lugtede? Eller var det damen bagved mig?
Nej, det var sgu ikke mig selv (det ved jeg, fordi jeg lavede et hurtigt, men effektivt selvtjek, da jeg var ude af butikken).

So this is stinkmas

Dagens undren #21

2011-12-21T18:42:00.000+01:00

Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, at det er NU på lørdag, det er juleaften? Hvordan forsvandt december på noget, der føles som tre dage?

Hvad? Jeg har jo knapt nok tid til at linke til den latterlige julekalenderforklaring.

Dagens undren #20

2011-12-20T16:27:00.000+01:00

Jeg har lige googlet "Mark Ruffalo height", fordi...?

Note til selv: Tag flade sko på, på date med Mark Ruffalo.

Højt fra bloggens lamme top

Dagens undren #19

2011-12-19T18:22:00.001+01:00

Hvorfor bilder jeg mig selv ind, at det er smadderhyggeligt, at slæbe den 8-årige med ind til byen til "julehygge", når det eneste, jeg får ud af det, er travle voksne, der tackler ham, og en dreng, der siger: "Må jeg få en is? Hvornår skal vi hjem? Jeg skal tisse? Jeg vil ha' en is! Jeg var faktisk lige i gang med at spille nintendo? Hvornår skal vi hjem? Kan vi ikke gøre det her i næste uge i stedet for?"

Hvorfor bilder jeg mig selv ind, at det er sååå hyggeligt at give ham et lille julebudget, så han selv vælger gaver til folk samtidig med, at han lærer lidt om økonomi - når det eneste, jeg får ud af det, er en dreng, der siger: "Jamen, hvad synes DU, de skal ha'? Jeg kan ikke vælge. Hvaffornén skal jeg vælge? Hvornår skal vi hjem? Jeg skal tisse. Ej, kan du ikke bare købe gaverne?

Hvorfor gør jeg det hele igen næste år?

Bloggemadunkadunkadu

Dagens undren #18

2011-12-18T13:20:00.001+01:00

Hvorfor taler man om bumser som en teenage-ting, når det tydeligvis ikke er tilfældet? Lige nu er den der scene fra Alien for eksempel i gang med at udspille sig på min hage.

Spotty Claus Is Coming To Town

Dagens undren #17

2011-12-17T19:45:00.000+01:00

Den 8-årige sagde - ud af det blå: "Mor, du skal gå ind på internettet, hvis du ønsker dig en kæreste."
Hvorfor er mit tv proppet med datingreklamer, og hvorfor er børnehjerner lavet af lim?

All I want for christmas is berlinere med hindbær

Dagens undren #16

2011-12-16T20:01:00.000+01:00

Hvorfor køber man en berliner med svesker, når man kan købe en berliner med hindbær?
(Bonusundren: Hvorfor staves det hiNDbær, når alle alligevel kalder det hiMbær?)

Last christmas, I gave you my lard

Dagens undren #15

2011-12-15T21:02:00.001+01:00

Fryser de små gamle damer ikke deres ben i de der tynde, hudfarvede nylonstrømper? Hilsen Anne Uld-på-ben.

I sne står ben og blog i skjul

Dagens undren #14

2011-12-14T17:03:00.000+01:00

Hej dame, jeg så på gaden i dag.
Læderstøvler, læderbukser, læderjakke, læderrygsæk, læderhandsker... Er det ikke bare lidt for meget fremmed hud på én gang?
Jeg magter det simpelthen ikke, hvis du har flæskesvær i rygsækken.

Jeg så lædermanden kysse mor