peer aagaard

I strid med reglerne

2019-05-19T16:22:00.002+02:00

Politiken bringer en artikel om endnu en vildført højreradikaliseret stakkel, som stemmer på Stram Kurs, hvilket har medført et hav af kommentarer - blandt andet min, som lød således:

"Stop dog jer selv, Politiken! Denne evindelige fokusering på underfrankerede, højreradikaliserede nut-cases hjælper i den grad med til at legitimere dem som normale mennesker og almindelige vælgere, skønt de kun udgør en ekstremt lille minoritet."

Den kommentar nåede at få et meget stort antal likes, indtil en eller anden anmeldte den som værende i strid med Facebooks retningslinjer.

Jeg kommenterer nu på den lille sag fra min egen blog, hvor jeg så at sige er urørlig, men er ærlig talt lidt rystet over, at verdens største sociale medie tilsyneladende vægter klager fra bimlende ekstremister ligeså alvorligt som klager over dem.

Vi er forlængst hinsides det punkt, hvor alle holdninger er lige meget værd. Når visse bidragydere til debatten opfordrer til lovbrud, grundlovsbrud og vold og promoverer åbenlyst fascistiske holdninger, må det være tilladt at påpege det i stærke vendinger, og uden at disse kældermennesker med et klik kan bremse al kritik. Evner Facebooks monitoringskorps ikke at fatte det, er det ikke brugerne, der er noget galt med, men monitoreringen.

Ronan Farrow - #MeToo-bevægelsens beskedne helt

2018-09-16T19:29:00.001+02:00

Ronan Farrow har udseendet imod sig. Mange siger, at han er ser alt for køn og uskyldig ud til den karriere, han har valgt.

Han er manden, som bragte Harvey Weinstein og stribevis af magtfulde mænd til fald. Mænd, som misbrugte deres position til at begå voldtægt eller anden form for grov chikane mod de kvinder, der omgav dem.

Farrow er dermed også stærkt medvirkende årsag til, at #MeToo-bevægelsens blev et verdenskendt fænomen.

Ronan Farrow er søn af skuespiller Mia Farrow og instruktøren Woody Allen. Han voksede op med tretten adopterede søskende, hvoraf adskillige har alvorlige fysiske eller psykiske handicap.

Som barn rejste han ofte til Afrika og andre af klodens brændpunkter med sin mor, der var ambassadør for UNICEF. Farrow har i flere interviews forklaret, hvordan hans opvækst gav ham et tidligt fokus på udsatte menneskers forhold.

Det viste sig hurtigt, at lille Ronan var et yderst begavet barn. Han sprang adskillige klasser over i skolen og begyndte i gymnasiet allerede som elleveårig, men ingen kan påstå, at hans ekstraordinære evner er steget ham til hovedet. Hans omgivelser beskriver ham som et yderst beskedent menneske, der aldrig sætter sig selv forrest.

Som femtenårig tog Farrow en B.A. i filosofi fra Bard College, hvorfra han fortsatte til det berømte Yale University. Her blev han i 2009 cand.jur i en alder af 22.

Ronan Farrows første ansættelse blev som rådgiver for den nytiltrådte Obama-regering. Ansættelsen kom i stand, fordi han allerede som studerende havde forfattet adskillige taler for den yderst ansete diplomat Richard Hoelbrook.

I 2011 headhuntede daværende udenrigsminister Hillary Clinton Farrow til et job som direktør for særlig taskforce med navnet Office of Global Youth Issues. Da han forlod jobbet to år senere, havde han skabt en robust og effektiv organisation, som fortsatte med at fungere helt frem til det amerikanske systemskifte i 2017.

Herefter begyndte Ronan Farrow at ernære sig som journalist. Han skrev bøger og lange, dybdegående artikler for The Guardian, The Atlantic, Foreign Policy, Wall Street Journal og Los Angeles Times. Fra 2014 til 2016 blev han et kendt ansigt i hele USA takket være sin medvirken i nyhedsprogrammer på tv-stationerne MSNBC og NBC. På MSNBC fik han sin eget daglige program - Ronan Farrow Daily.

I 2016 fik Farrow færten af en stor historie. En historie så stor, at den krævede måneder af research og samtaler med hundredvis af kilder.

Centrum for historien var Harvey Weinstein - en ekstremt magtfuld Hollywood-producer, som ifølge Farrows kilder havde misbrugt op utallige kvinder i løbet af sin karriere.

Det er omstridt, om det var research-arbejdets enorme omfang, der fik NBC til at opsige samarbejdet med Farrow, eller om tv-stationen oplevede et pres fra Weinstein, men fra 2016 fortsatte Farrow arbejdet på egen hånd, men i samarbejde med The New Yorker - et ugemagasin i sværvægtsklassen.

10. Oktober 2017 lod de bomben springe: Under overskriften “From Aggressive Overtures to Sexual Assault: Harvey Weinstein’s Accusers Tell Their Stories” berettede tretten kvinder med Farrow som talerør, hvordan de var blevet udsat for grove overgreb fra filmmogulens side.

Få dage senere mistede Weinstein kontrollen over sit eget selskab. Inden oktober var omme havde i alt firs kvinder føjet sig til rækken af anklagende vidner imod Weinstein, og hashtagget #MeToo var blevet verdenskendt fænomen.

Effekten af Farrow’s journalistik blev enorm og spredte sig som en løbeild. Hundreder af kvinder og enkelte mænd med tilknytning til underholdningsindustrien stod frem og rettede anklagende fingre mod fx Matt Lauer, Kevin Spacey, Charlie Rose og Al Franken, hvis karrierer alle stoppede fra den ene dag til den anden.

Endnu vigtigere var det dog, at #MeToo-bevægelsen fik kvinder og mænd over hele kloden til at fortælle om de seksuelle overgreb, de har været udsat for. Som Farrow ofte har pointeret: Hans fokus har aldrig været på enkeltsager. Hans ærinde er at påvise de systemiske magtovergreb, der finder sted mellem mennesker. Med hans egne ord: “#MeToo handler om at give ofrene en stemme - ikke om at nedkæmpe store Hollywood-moguler”.

Tidligere i år modtog Ronan Farrow pullitzerprisen for sin enestående indsats, men det har ikke stoppet ham. I maj offentliggjorde The New Yorker en ny artikel artikel om magtmisbrug. Denne gang handlede det om statens New York’s stats-advokat Eric Schneiderman og hans overgreb mod fire kvinder. Dagen efter offentliggørelsen trak Schneiderman sig tilbage.

27. juli gjaldt det den øverste chef for tv-selskabet CBS, Leslie Moonves. Også han havde i løbet af sin lange karriere i utallige tilfælde forgrebet sig på kvinder i hans nærhed. Moonves bestred i starten anklagerne, men valgte efter få uger at forlade sin post.

Senest har Farrow sat spørgsmålstegn ved Brett Kavanaugh's moralske habilitet - også på grund af anklager om seksuelle overgreb. Kavanaugh er manden, som Donald Trump ønsker placeret som ny højesteretsdommer. I disse dage gennemgår han den godkendelsesproces, som forventeligt tildeler ham uhyre stor magt som det udslaggivende medlem af USA’s højesteret, der gør domstolen i stand til at tilbagerulle tidligere trufne afgørelser vedrørende fx fri abort og homoseksuelle ægteskaber. Desværre lider denne sag under den afgørende mangel på et navngivent vidne. Den anklagende kvinde insisterer på at forblive anonym.

I årenes løb er hæderen regnet ned over Ronan Farrow. I 2012 kårede Forbes Magazine ham til verdens mest indflydelsesrige person under 30. Udover pullitzerprisen er han blevet tildelt adskillige andre priser samt et æresdoktorat ved Dominican University of California. Farrows navn er naturligvis blandt de hundrede mest indflydelsesrige mennesker, der tidligere i år blev kåret af Time Magazine.

Til daglig kan man finde ham i The New Yorker’s kontorer på 38. etage i One World Trade Center på Manhattan. Her tilbringer han op mod atten timer daglig i dyb koncentration om det arbejde, der betyder så meget for ham. Han er en detaljernes mand. Med en slet skjult hilsen til den amerikanske præsident siger han, at ikke ynder at formulere sig i tweets. Han foretrækker at gå i dybden.

Under sit arbejde med Weinstein-sagen måtte Farrow flytte hjemmefra på grund af flere alvorlige trusler. Han havde ingen formel kontrakt med en arbejdsgiver under det meste af perioden og advokater fra Hollywood stod i kø for at sagsøge ham. Han fortæller, at den eneste støtte i hans liv i den periode var hans partner, Jon Lovett, som han mødte i Washington i den periode, hvor de begge arbejdede for Obama-regeringen.

Mange har spurgt Ronan Farrow, hvorfra han henter sin evne til at få ofre for overgreb til at betro sig til ham. Kan det mon skyldes, at han er bøsse og derfor lettere opnår kontakt med disse sårbare kvinder? Eller stammer hans store empati fra hans opvækst?

Det er ikke en diskussion, Farrow ønsker at deltage i som det meget private menneske, han også er. I interview efter interview understreger han gang på gang, at hans historier hverken handler om han selv eller de tyranner, han fælder, men om ofrene.

Ikke desto mindre fortjener han al den ros, der kan ligge på ham.

Ronan Farrows mod, intelligens og selvtillid er enestående. Han kunne have levet et tilbagelænet liv og nøjedes med at lukrere på sin opvækst i en kendis-familie. I stedet vil han blive husket for sit uvurderlige bidrag til vores ændrede syn på kvinderettigheder, arbejdstageres rettigheder og forkvaklede, indflydelsesrige mænds magtmisbrug. Blandt meget, meget andet.

På de skrå brædder for en god sag

2018-06-21T15:39:00.002+02:00

I teater-miljøet omkring Broadway i New York glemmer man aldrig 1980'erne og 90'erne, hvor aids-krisen hærgede.

Hele verden og ikke mindst USA var i de år på samme tid skræmt fra vid og sans og chokeret over tabet af utallige familiemedlemmer, venner og kærester.

I den knugede stemning opstod der en indbyrdes solidaritet mellem de syge og deres pårørende – en solidaritet som skulle vise sig at blive et af de bærende elementer i kampen mod sygdommen. Med solidariteten fulgte nemlig en aktivisme, som rakte langt ud over almindelig velgørenhed. Der blev lagt massivt pres på myndighederne og medicinalfirmaerne om at øge bevillingerne og fremskynde forskningen; patienter fandt sammen i sorggrupper, og raske tog sig af de syge, som var udstødt af deres familier og som mange hospitaler nægtede at tage imod.

Ud af al omsorgen voksede også to organisationer – Broadway Cares og Broadway Bares – som havde og har til formål at indsamle penge til det gode formål. I starten handlede det mest om økonomisk støtte til Broadways egne skuespillere, forfattere, musikere og scenearbejdere, som var ramt af hiv og aids, men hurtigt og i sand amerikansk stil voksede de to velgørenhedsorganisationer til et omfang, som ingen den gang kunne forudse.

Mon ikke den vigtigste grund til succesen er, at disse kreative mennesker bruger deres kunstneriske evner i processen?

Siden 1987 har vekslende teatre på Broadway lagt skrå brædder til i alt fire velgørenhedsforestillinger hvert år – to for hver organisation. Hvert år efter samme sjove og spektakulære koncept:

Broadway Backwards præsenterer kendte og ukendte stjerner i optrin fra store shows, men med den finte, at kvinderoller spilles og synges af mænd, og de mandlige roller er overtaget af kvinder.

Broadway Bares er en opvisning i dans og komedie med den twist, at de optrædende får lov til at fremvise betydeligt mere hud, end man normalt ser på Broadway uden at det dog på noget tidspunkt bliver plat.

Billetter til forestillingerne er som regel udsolgt flere måneder i forvejen. Prisen bestemmer man selv, sådan at forstå, at der er en minimumspris på alle sæder, men det forventes, at folk spytter mere i kassen, hvis de kan.

Og det kan de!

Tilsammen har de to organisationer siden starten i firserne indsamlet svimlende 2 milliarder kroner. Pengene går ubeskåret til omsorg, medicin, bespisning, psykologhjælp og anden hjælp til folk med hiv og aids, men hvor målgruppen tidligere kun var teaterverdenens egne, får 462 patientorganisationer over hele USA nu også andel i midlerne.

Der har været mange rørende optrin i årenes løb, hvor kendisser er sprunget ud som homoseksuelle eller hiv-smittede, men det mest rørende er nok, hvor universel opbakningen er til disse events og det høje kunstneriske niveau, de afvikles med.

Her er smagsprøver fra to af forestillingerne. Først den dramatiske kærlighedsballet Uoija fra dette års Broadway Bares:

Og herunder et klip fra Broadway Backwards fra 2015. hvor seks lækre hunks synger og danser Cell Block Tango fra musicalen Chicago - et nummer der normalt er forbeholdt kvinder, men som her får en ekstra (homo)politisk dimension, når det fremføres af fyre.

Manden som går i lodret spagat i dette nummer er Ryan Steele - en fremragende danser og skuespiller, som også har ydet en ekstraordinær stor velgørenhedsindsats i andre sammenhænge, som fx da en terrorist myrdede et stort antal gæster i homoklubben Pulse i Orlando.

Skulle du være interesseret i yderligere oplysninger om Broadway Cares og og Broadway Bares, finder du dem her og her.

SOMEWHERE OVER THE RAINBOW

2017-04-02T19:11:00.000+02:00

Jeg skrev for nogle dage siden en Facebook-nekrolog over Gilbert Baker - skaberen af LGBT-flaget. Jeg er glad for, at den blev læst af en del, og at mange kommenterede, at her fik de fakta, de ikke før havde hørt om.

Blandt kommentarerne var der folk, der undrede sig over, hvordan en hel storby som San Francisco blev en bastion for homo-rettigheder, og hvordan byens LGBT-historie kan trække sine spor så langt tilbage i tiden.

Jeg vil her gøre et beskedent forsøg på at skildre lidt af homo-bevægelsens historie i almindelighed og historien om San Francisco's homo-bevægelse i særdeleshed, men må understrege, at andre, mere kvalificerede og tættere på begivenhederne allerede har gjort et kolossalt arbejde i den henseende i adskillige bøger og på adskillige websites. Betragt derfor blot nedenstående som en form for historisk resume. Nederst har jeg forsøgt at stykke en liste sammen med forslag til mere læsning, men igen: det er kun et lille uddrag af, hvad der findes om emnet.

De fleste har hørt om den guldfeber, der rasede i Amerika i midten af 1800-tallet. Besatte af tanken om styrtende rigdom drog folk fra hele verden til egnen omkring San Francisco, efter at der var fundet betragtelige mængder af guld.

Guldgravere i bakkerne udenfor San Francisco

Alene i løbet af årene 1848-49 ankom 300.000 mennesker til det nordlige Californien. Mange blev rige i processen; enkelte endda styrtende rige. Med sin gunstige placering ud til vandet oplevede byen handelsmæssigt og kulturelt en blomstring, som overgik alt, hvad man hidtil havde set. San Francisco blev kendt som Paris of the West. Kulturpersonligheder som Mark Twain, Rudyard Kipling, Robert Louis Stevenson og Oscar Wilde slog sig ned for kortere eller længere tid og bidrog til at gøre byen til et kulturelt centrum.

Når guldgraverne skulle more sig, blev det hurtigt almindeligt med kostumeballer, hvor nogle af dem klædte sig ud som kvinder. Det blev en mulighed for de homoseksuelle blandt dem (en betegnelse, som slet ikke blev anvendt på den tid), at udleve en seksualitet, som afveg fra det gængse. Samtidig benyttede en del lesbiske blandt byens få kvinder chancen til at iføre sig mandetøj for at undgå chikane fra de brovtende tilrejsende mænd.

Der herskede med andre ord en form for seksuelt anarki i San Francisco, som afveg meget fra den bonerte og snerpede atmosfære, man så i Europa i de samme år, hvor Dronning Victoria herskede over det britiske imperium, og hvor man på kontinentet havde mere travlt med at afskaffe de kongeliges enevælde og føre krig end med et opgør mod den gældende moral.

Guldfeberen varede kun kort. I 1850 var hver en kvadratmeter af det nordlige Californien endevendt. Men tilflytterne blev. Mange slog sig på handel; flere af dem grundlagde ved hjælp af deres guld-indtægter virksomheder som i nutidens målestok var på størrelse med de største verdensomspændende koncerner med Levi Strauss' tøj-firma og Wells Fargo's Bank som typiske eksempler.

Andre arbejdede med at få den nye storbys infrastruktur til at fungere. Nye kvarterer opstod, godt hjulpet på vej af anlæggelsen af San Francisco's enestående netværk af cable cars - små sporvogne som ved hjælp af et underjordisk kædetræk kunne slæbe sig op ad byens stejle bakker.

San Francisco cable car på Nob Hill

Alt kunne lade sig gøre; alt var tilladt. Dette var udlevelsen af Den amerikanske Drøm, men det var også en lovløs tid, hvor man havde svært at få styr på kriminaliteten og følgerne af udbredt korruption.

Enhver reaktion har en modreaktion. Det gjaldt også i San Francisco. Efterhånden som mere ordnede forhold blev indført, så man også krav om mere anstændighed og moral. De prostituerede, homoerne, transpersonerne og de andre anderledes blev fortrængt fra gadebilledet, men levede videre i skumle barer og skjulte etablissementer i kvarterer, som det pæne borgerskab holdt sig fra.

Det var for resten også i de år, at et ubehageligt kapitel af byens historie begyndte: Tusinder af kinesiske indvandrere havde vist sig lidt for dygtige til at udkonkurrere de vestlige købmænd. Man valgte at bekæmpe dem ved at indføre et totalt stop for immigration fra Kina. Samtidig fik kinesiske kvinder indrejseforbud i håb om, at man på den måde forhindrede byens kinesiske koloni i at vokse.

Byens bøsser og transpersoner holdt altså lavere profil i en årrække, men de gjorde det primært ved at etablere forlystelsessteder lige uden for bygrænsen, hvor lovens lange arm endnu ikke kunne nå dem. Et helt nyt byområde opstod med tilnavnet The Barbary Coast. I dag er San Francisco vokset så meget, at området regnes som en del af storbyens centrum. Det lå i den trekant som i dag udgøres af Pacific Avenue, Montgomery Street og Stockton Street.

Aftenstemning i Barbary Coast området 1906. Bemærk det
påfaldende fravær af kvinder.

Stribevis af homoseksuelle etablissementer så dagens lys i de årtier, som fulgte. Ofte blev de lukket af politiet. Det gjaldt fx The Dash - en bar, som helt åbenlyst inviterede homoseksuelle til at hygge sig der. Da myndighederne opdagede, at stedets ejer var en af byens ansete dommere, var skandalen enorm.

Så kom 1. Verdenskrig. En periode, hvor den amerikanske flåde indførte en regel om, at homoseksuelle marinere øjeblikkeligt skulle smides ud af hæren og sættes i land i nærmeste havn, hvis de blev opdaget. Mange blev opdaget og mange sat i land - og især i San Francisco. Den praksis fortsatte faktisk helt frem til 1960'erne. Ikke mindst under 2. verdenskrig fandt mange homoseksuelle soldater et nyt hjem i San Francisco blandt de andre udstødte.

Homomiljøet i San Francisco havde sine op- og nedture gennem mange år. Opblomstringer der fulgtes af en særdeles hårdhændet modreaktion fra myndighedernes side med razziaer, fængslinger og masser af politivold.

Men set i historisk perspektiv har tendensen været på homoernes side. I 1950'erne voksede beatnik-generationen frem med forfattere som Allen Ginsberg, der var åben homoseksuel, som en af de ledende figurer.

Beatnik-folkene og de senere grundlæggere af hippie-bevægelsen holdt til i San Francisco's Haight-Ashbury område, hvilket gjorde det oplagt for mange homoseksuelle at slå sig ned i nabokvarteret The Castro, som på det tidspunkt var et nedslidt område for en ret fattig del af befolkningen. Da bøsserne kom til, steg gennemsnitsindtægten i bydelen. Huse blev renoveret i stor stil. Området blev efterhånden anset som en attraktiv del af byen at bo i - og især hvis man ikke havde et problem med fyre, der elskede hinanden.

San Franciscos første politiske organisationer for homoseksuelle kom til de år. Allerede i 1962 dannedes The Tavern Guild - en sammenslutning for ejere af homo-barer, som ad rettens vej tog kampen op mod de konstante overgreb fra politiets side. Først i 1995 havde nye og mere tolerante tider overflødiggjort dens eksistens.

Harvey Milk

De fleste læsere af dette opslag vil være bekendt med Harvey Milk's historie. Milk var jo den politisk begavede bøsse, som ankom til San Francisco fra New York i 1972 og åbnede en foto-handel i Castro Street, men som mest blev kendt som den første folkevalgte åbne homoseksuelle og som den person, som for alvor fik sat homoseksuelles rettigheder på dagsordenen ikke bare i San Francisco, men i hele USA og i resten af verden.

Med drabet på Milk i 1978 kom en ny politisk bevidsthed om de homoseksuelles sag. Såvel vores modstandere som vi bøsser, lesbiske og transpersoner indså senest på det tidspunkt, at retten til at leve og elske, som man vil i bund og grund er en politisk kamp.

Den følelse blev tydeligt forstærket, da aids-krisen begyndte i starten af 1980'erne. Den mystiske sygdom, som ingen i begyndelsen kunne finde nogen forklaring på, ramte San Franciscos bøsser med så forfærdende kraft, at lægerne i starten døbte den GRID - Gay Related Immune Deficiency. 20.000 mænd, hvoraf flertallet var unge - over halvdelen af The Castro's homoseksuelle befolkning - udviklede rædselsfulde symptomer og visnede hen og døde. For mange foregik det i en smertefuld proces, som forstærkedes af, at familie og arbejdsgivere slog hånden af dem og læger og plejepersonale nægtede at behandle dem.

Ved indgangen til 1989 valgte San Francisco Sentinel at dedikere hele avisens første sektion til årets ofre for aids. Ikke i form af artikler eller nekrologer, men med små billeder af de døde, man havde opsporet samt deres navn, fødsels- og dødsdato.

Derefter blev det kun værre. I 1992 mistede The Castro 30 indbyggere om ugen til hiv og aids; det lille samfunds fundament blev eroderet, mens livsledsagere, kærester, bollevenner, hjertevenner, kammerater, skatteborgere, læger, lærere, butiksejere, restauratører, politifolk døde visnede hen og døde en hæslig død for øjnene af en rædselsslagen verden.

Hiv-aktivist David Kirby på sit dødsleje omgivet af far, mor og
søster. 1990

Der var lammende lidt opbakning til homoer og aids-syge i USA i krisens første år. Tusinder af amerikanere døde, men præsident Reagan nægtede at tage ordet aids i sin mund af angst for at fremstå homo-venlig. Først da et kendt navn - skuespilleren Rock Hudson - døde af sygdommen, omtalte Reagan den ved navn, men der skulle gå endnu syv år, før han indså, at der måtte afsættes store midler til udviklingen af medicin og pleje af de syge.

Mange befolkningsgrupper ville være bukket under af indre strid under de vilkår, men det modsatte skete i The Castro og for USA's homoseksuelle generelt. De syge og de sørgende søgte sammen. Utallige netværk blev dannet. Småstridigheder blev bilagt, mens vreden mod myndighederne voksede. Mange homoseksuelle uddannede sig til læger og blev aktivister i striden mod regeringen og de offentlige myndigheder, som var alt for langsomme til at godkende de nye typer af medicin, som blev udviklet.

Harvey Milk's unge kampfælle, Cleve Jones, kom på ideen med aids-tæppet. Hans tanke var, at de efterladte til ofrene for aids lavede hver deres lille, meget personlige tæppe til minde om deres afdøde ven. Hvert tæppe skulle være på størrelse med en begravelseskiste. Derefter skulle disse tæpper sys sammen til en gigantisk gobelin - et vidnesbyrd om det store tab, verden led.

Måske er det sandt, at homoer er særligt kreative. I hvert fald mundede Navne-Projektet, som det hurtigt blev døbt ud i 49.000 dybt personlige, dybt rørende tæpper, som da de blev syet sammen vejede ikke mindre end 56 tons. Blandt de anvendte materialer er silke, ruskind, læder, mink, taft, bobleplast, metal, perler, krystaller, pailletter, fjer, uniformsdele, t-shirts, jeans, handsker og rhinsten - masser af rhinsten.

Lagt ud i sin fulde længde og bredde måler aids-tæppet 3.000 x 500 meter, svarende til størrelsen på National Mall i Washington - det store grønne område foran Capitol i USA's hovedstad, hvor festligheder som præsident-indsættelser fejres.

En del af Aids-tæppet på National Mall,
Washington DC. 2012

Tæppet blev sidst fremvist i sin helhed i forbindelse med den internationale aids-konference netop i Washington DC i 2012. Da udstillingen åbnede, begyndte samtidig oplæsningen af navnene på de døde. Den sluttede først to dage senere. Jeg var selv tilstede ved den lejlighed og gik derfra som en flæbende lille dreng, ramt af denne forunderlige tredelte følelse, som vi langtidsoverlevende med hiv deler: den dybe sorg over dem, vi elskede og mistede, glæden over selv at have klaret den - og den irrationelle skyldfølelse som hvisker "hvorfor dig - og ikke ham eller ham?"

Cleve Jones klarede den, ligesom jeg selv. Jeg følger ham på Facebook med en andægtighed og ærefrygt, han selv vil være den første til at grine af, men ingen nulevende homo-helt har som han forstået at give os homoer en fælles stemme, som har givet genlyd over hele verden.

Cleve Jones

Cleve har været med hele vejen. Han har debatteret, marcheret, været på barrikaderne siden han som teen-ager blev smidt ud af hjemmet i Arizona, fordi han nægtede at underkaste sig den elektro-chok behandling, hans psykolog-far(!) ønskede at udsætte ham for for at kurere hans homoseksualitet. Fra han satte sig på bussen i Phoenix og få dage senere blev en bærende del af Harvey Milk's politiske kampagne, har han haft adresse i Castro Street i The Castro i San Francisco. Hvor ellers?

Så sent som i går talte han ved mindehøjtideligheden for Gilbert Baker under det store regnbueflag på Harvey Milk Plaza for enden af gaden, hvor det hele begyndte.

Homokampen er langtfra overstået, selv om visse politikere og naive heteroer ynder at fremstille det sådan. Vi oplever tilbageslag, som det ses i USA, hvor Trump i disse uger ruller rettigheder tilbage, som for bare et år siden ansås som sikrede. Vi ser systematisk forfølgelse af homoseksuelle i op mod hundrede lande kloden over, og i den såkaldt oplyste vestlige verden oplever vi homoer den lille homofobi stikke sit beskidte fjæs frem mindst ligeså ofte, som kvinder føler sig udsat for mandschauvinisme.

Vinderen af kampen er der til gengæld ingen i tvivl om. Homoseksuelle har oplevet forfølgelse og tålt hån, had, overgreb, vold og drab i århundreder. Vi har gennemlevet en aids-krise, som har slået millioner af os ihjel. Men hvert eneste tab af liv og hver eneste tilbageslag har gjort sammenholdet mellem os stærkere, så vi er vendt styrkede tilbage. Selv i kampen for overlevelse har vi aldrig grebet til våben, og vi har aldrig fremsat krav, som handlede om at indskrænke andre menneskers rettigheder.

Det ville også være i direkte modstrid mod det overordnede budskab, som handler om kærlighed uden grænser. Hvad vores modstandere kæmper for, fortaber sig i religiøs og homofobisk retorik; modsat os har de aldrig været truet på liv og sjæl på grund af kønnet på deres elskede eller fordi det køn, de oplever at tilhøre, ikke er det biologiske køn, de fødtes med.

Så naturligvis vil The Castro og vi homoer overleve den bølge af højrepopulisme og sen-modernistisk moralisme, som skyller ind over verden i denne tid. Kærligheden overvinder alt, selv om man ofte går grueligt meget igennem for at få den.

Regnbuer kan man ikke slå ihjel.

Bøger og websites til yderligere fordybelse:

Lipsky, William. Gay and Lesbian San Francisco. Arcadia Publishing, 2006

Stryker, Susan and Jim Van Buskirk. Gay by the Bay: A History of Queer Culture in the San Francisco Bay Area. Chronicle Books, March 1, 1996

Boyd, Nan Alamilla (2003). Wide-open town: A history of queer San Francisco to 1965. University of California Press, 2003

Bérubé, Allan. Coming out under fire : the history of gay men and women in World War Two. n.p.: New York : Free Press, c1990

http://www.sfgayhistory.com/

http://www.foundsf.org/index.php?title=The_Castro:_The_Rise_of_a_Gay_Community

http://www.out.com/entertainment/popnography/2013/04/22/12-bars-made-san-francisco-gay-chronological-order

http://www.aidsquilt.org/

Opskrift til week-enden: Hvid Pizza Støjberg - eller Pizza Bianco alla Merda di Cane

2017-03-31T00:13:00.000+02:00

Ingredienser:

3 dl svovlsyre

5 g gær

1 sjat olie (Nordsø) (Fås hos Mærsk til overpris)

400 g kridhvidt mel fra Hals Mølle

Lidt sydesalt fra Læsø

Et bæger Buko-ost uden smag

6 kartofler

Mere Læsø-salt

8 skiver Flødehavarti

2 liter varm luft a la Støjberg

Redskaber:

En albino-bager med jysk dialekt

En svinehund

1 m Randers Reb

Fremgangsmåde:

Bed din kridhvide pizzabager om at komme i omdrejninger:

Opløs gæret i svovlsyren. Tilsæt olie, mel og salt. Ælt sammen til en dej. Lad hæve natten over.

Rul dejen ud på et meldrysset bord og bank den sønder og sammen til den er tynd og rektangulær.

Læg den på bagepapir på en bageplade.

Smør smøreosten ud over dejen.

Skær kartoflerne i skiver og fordel dem på pizzabunden.

Drys med groft sydesalt.

Find en optagelse med Inger Støjberg på nettet. Start den. Bag pizzaen ved Støjbergs varme luft i et kvarters tid, til den er let branket.

Fordel flødehavarti i skiver ud over din pizza.

Fortsæt derefter bagningen til du står med en kridhvid, ulækker masse.

Træk dine indre svinehund hen til pizzaen og bed den skide på maden.

Bind det hele sammen med rebet og stram til! Mere! MERE FOR SATAN!!!

Til slut anbringes pizzaen i en teltlejr, hvor den trækker i adskillige måneder i frostvejr.

Før serveringen pyntes med et dannebrogsflag.

Voila! Så er maden klar. Denne ret er klam, ulækker og dødsensfarlig, men pæredansk fra inderst til yderst, og har du et problem med den, kan du bare skride!

Serveres med 2 liter Cola Light og efterfølgende spanking af pizzabageren henover spisebordet.

You have to give them hope

2017-02-01T20:14:00.000+01:00

Som så mange andre holder min mand og jeg af at besøge Dragør. Der er nu noget hyggeligt over at gå rundt i de brostensbelagte stræder og nyde en isvaffel fra kiosken på havnen, mens man kigger på de stråtækte bindingsværkshuse.

"Som barn gik jeg til dans på Strandhotellet", forklarer jeg hver gang min mand, og han nikker tålmodigt og lader sødt som om, oplysningen er helt ny for ham. "Og så tog mor mig altid med op til ostehandleren på Torvet, hvor jeg fik en lille firkant ost sat på en tandstik", fortsætter jeg ivrigt, hvorefter jeg beskriver, hvordan ostehandlere dengang havde grædende vinduer, som vandet løb ned over fra morgen til aften. Også det ved han udmærket godt, men det er blevet et af vores ritualer. Noget som bare skal siges.

Men der er mindst en slange i ethvert paradis, så der er noget, jeg aldrig siger. Noget jeg omhyggeligt undlader at omtale der - midt i idyllen. For det er jo også her, at Karen Jespersen og Ralf Pittelkow fra internetbloggen Den Korte Lunte (eller hvad den nu hedder) bor - for slet ikke at tale om DF's Martin Henriksen. Tænk hvis man løb på en af dem! Eller værre: dem alle tre samtidig.

Lynhurtige strøtanker presser sig på: Vi ved, at det koster et vist antal dagbøder at spytte på Pia Kjærsgaard. Men er det billigere, hvis målet er et menigt folketingsmedlem eller et forhenværende? Og hvis ja, betyder det så, at det nærmest er en gratis omgang, hvis man rammer Pittelkow, der aldrig har været valgt til noget som helst? Måske er det i virkeligheden bedre at hvisle et "Fy for fanden", mens man passerer dem? Højt nok til at de hører det, men ikke højt nok til, at andre registrerer det? Eller skulle man vælge bevidst og meget åbenlyst at kaste sig ind mod den nærmeste mur for helt bogstaveligt at lægge afstand til dem på en meget åbenlys måde?

Tanken om at hilse pænt og bare sige goddag strejfer mig ikke. Ej heller at lade som ingenting som mere besindige folk ville gøre. For de skal dæleme da ikke tro, at man kan sprede så meget had og stadig forvente smil og venlighed fra deres omverden. Det ville jo bare bestyrke dem i deres vantro.

Heldigvis kender jeg ikke adressen på nogen af dem og vil heller ikke vide det. Enhver vil jo gerne beholde sin idyl-drøm intakt så længe som muligt, ikke sandt?

Men Dragør er kun et af flere steder, hvor jeg rammes af disse blandede følelser. For nyligt er USA blevet endnu et. I store dele af mit voksne liv var jeg forment adgang til landet. Det sørgede Ronald Reagan for, da han med et præsidentielt direktiv besluttede, at folk med hiv ikke skulle have lov til at rejse ind i Guds eget land; ikke en gang som turister. 22 lange år varede det, før Barack Obama kom til og ophævede forbuddet, hvis formål aldrig var at beskytte landet mod en udefrakommende fare. Sandheden var jo, at i den vestlige verden spredtes hiv snarere fra USA end til landet. Nej, det handlede om at fodre visse vælgeres irrationelle angst og om at fremstå handlekraftig, selv om man intet gjorde - også selv om det indebar at misbruge uskyldige ofre som syndebukke for en forbrydelse, de aldrig havde begået.

Det var en bittersød fornemmelse endelig at få lov til at besøge USA. Bitter på grund af alle de oplevelser, jeg var gået glip af. Sød fordi mit første besøg i landet siden mine tyvere skyldtes en invitation til at blive "community representative" i et "community advisory board". I al korthed dækker de fine ord over, at amerikansk lovgivning indeholder et påbud om, at medicinske studier som involverer patienter kun må gennemføres, hvis patienter er repræsenteret i studiets ledelse i form af et rådgivende organ.

USA bruger årligt mange milliarder på at understøtte medicinsk forskning i hele verden. Det sker typisk ved at man kanaliserer penge til ledende amerikanske universiteter, som de så kan bruge på at etablere samarbejder med universiteter i andre lande. Hvert af disse universiteter tager så kontakt til et stort antal sygehuse og klinikker, og vupti har man adgang til blodprøveresultater og andre vigtige medicinske oplysninger om tusinder og atter tusinder af patienter - hvis disse altså har givet tilladelse til det. På den måde kan man hurtigt indsamle enorme mængder data og med stor statistisk sikkerhed udtale sig om, hvordan det går folk, der får en bestemt type piller i forhold til dem, der indtager et konkurrerende produkt eller dem, der modtager en helt tredje form for behandling.

Sådan bygges fundamentet for medicinske studier i stor skala. På den måde er videnskaben blevet klogere på, hvordan man bedst behandler de store epidemier som blandt andet hiv. Og da jeg er hiv-patient og ved en del om medicin og - vigtigst: har svært ved at holde min kæft, hvis jeg finder noget urimeligt, blev jeg inviteret til at indtræde i sådan et rådgivende organ, hvis næste møde skulle holdes på et hotel i San Francisco.

Jeg var - og er - beæret. Da jeg satte mig ind i flyet, der skulle føre mig over Atlanten, vidste jeg ikke, at jeg var på vej til at knytte nye, nære venskaber med folk fra hele kloden, og at jeg i de kommende år skulle aflægge besøg i en lang række af amerikanske storbyer. I tilgift udvises der også respekt for mine begrænsede kræfter, så jeg har tid til at komme til hægterne undervejs. Bevares, jobbet er ulønnet (man er vel uafhængig og aktivist), men oplevelsen har hver gang været overvældende. Jeg passer pligtskyldigst mine møder, aflægger rapport, giver mit besyv med og holder kontakten med resten af holdet gennem hyppige telefon-konferencer, men oplevelsen af at gå rundt i San Francisco's gader eller at være søvnløs i Seattle på grund af jetlag slår enhver charterrejse.

Da en nær og kær dansk sjæleven samtidig flyttede til Los Angeles, blev min tilknytning til USA kun endnu tættere. Min elskede måtte med derover! Siden har vi brugt mange ferier på at tage over Dammen, så vores indre Amerika-kort er nu oversået med røde tegnestifter, repræsenterende de mange steder, vi har besøgt. Vi har set ufattelig smuk natur, ført os hjemmevant frem i Washington og New York, svedt tran i Florida og knaldfrosset i Boston - to name but a few.

Måske har vi været heldige, måske er vi selektive, måske er vi naive, eller også er vi så bøssede, at vi nærmest suger tolerante og frisindede mennesker til os og samtidig ubevidst frastøder folk, der ikke kan lide os. Men bundlinjen er, at det har været nogle dejlige år, hvor vi er blevet kulturelt beriget og har haft utallige uforglemmelige stunder med amerikanske venner og bekendte.

Men nu er der sket noget. Obama-æraen er omme. Videnskabelige fakta er pludselig noget, som drages i tvivl; der dryppes malurt i frisindets og tolerancens bæger; vi hører hadefulde røster, som vi før var i stand til at fortrænge. Lidt som at gå rundt i Dragør og ikke bare møde Martin Henriksen, men at opleve, at han faneme stjæler isvaflen ud af hænderne på en. Eller gør noget meget, meget værre.

Det opleves som et tab; et traume. Man gennemgår de klassiske faser: benægtelse, vrede, bearbejdelse og depression fulgt af en form for accept af situationen, som samtidig indebærer, at man lægger en strategi for, hvordan man kommer videre. Det er ikke faser, som nødvendigvis kommer i forlængelse af hinanden. Måske oplever man flere af dem på samme tid. Det er vist sådan, jeg selv har det. Men samtidig nærer denne ukuelige optimist og regnbuebøsse en tro på, at en dag bliver alting bedre.

Vi homoer har vores egen martyr. Han hedder Harvey Milk. Harvey var en passioneret tilhænger af ikke-vold og en oratorisk begavelse på linje med Martin Luther King. Den 25. juni 1978 stillede han sig på trappen til San Francisco's rådhus foran 240.000 mennesker. Anledningen var Gay Freedom Day. I minutterne som fulgte holdt han sin tale om at bevare håbet for enhver pris - selv når modgangen er størst.

The Hope Speech satte og sætter stadig tonen for den verdensomspændende homobevægelse. Et af de mest berømte citater lyder:

“On the Statue of Liberty it says: ‘Give me your tired, your poor, your huddled masses yearning to be free…’ In the Declaration of Independence, it is written: ‘All men are created equal and they are endowed with certain inalienable rights…’ And in our National Anthem, it says: ‘Oh, say does that Star-Spangled Banner yet wave over the land of the free.’ For all the bigots out there: that’s what America is. No matter how hard you try, you cannot erase those words from the Declaration of Independence. No matter how hard you try, you cannot chip those words off the base of the Statue of Liberty and no matter how hard you try, you cannot sing the Star-Spangled Banner without those words. That’s what America is. Love it or leave it.”

Som med alle legendariske taler gælder det også for Milk's: den kunne ligeså godt være holdt i dag. Og med ganske få ændringer kunne den holdes i et utal af lande og om en hvilken som helst befolkningsgruppe blandt de mange, hvis rettigheder trædes for fode af folk, der anser sig selv som bedre end alle andre.

Jeg tænker meget på Harvey Milk i disse dage. På hvor langt vi homoer er kommet, siden han holdt sin store tale. På hvordan han havde reageret med sorg over den behandling og dæmonisering som minoriteter overalt nu igen udsættes for. Men også på den resoluthed, han ville have vist i at adressere problemet og opfordre til fornyet kamp for en bedre verden.

Det kan ofte virke næsten umuligt at tro på det grundlæggende gode i mennesket. Dumheden, afstumpetheden, kynismen kan virke så overvældende, at man knapt tror det muligt. Men uden håb er vi fortabt. Vi må bevare håbet og sammenholdet - alle os, der går sorgfuldt rundt og føler os desillusionerede og modløse i denne mørke tid. Vi må tale vores sag, kæmpe vores kamp, forsøge af al magt at være de forbilleder for det tolerante og åbne samfund, vi ønsker os. Og vi må gøre det med åbne øjne. Vi skal ikke lade os forblænde af populisters bragesnak. Vi skal ikke hoppe på den limpind, som alt for mange spræller hjælpeløst rundt på, mens de bilder sig ind, at deres lykke afhænger af andres undergang.

I næste uge skal jeg tilbage til Seattle. For første gang med blandede følelser og i bevidstheden om, at jeg kommer til et forandret land. Bagefter lægger jeg atter vejen forbi Los Angeles. Sjælevennen er der jo stadig. Og når jeg kommer hjem, vil Allan og jeg for alvor tage tyren ved hornene: Efter mange måneder med sygdom på dagsordenen i vores lille hjem vil vi køre en tur til Dragør for at få os en isvaffel med hele svineriet. Vi vil atter gå rundt i de brostensbelagte gader. Og skulle vi møde en af de tre, du ved, tror jeg, at vi nøjes med at være enige om, at de er nogle stakler. Hvor tragisk at leve et liv, der domineres af den forunderlige blanding af angst og had, som racister, fascister og mange andre -ister er så fastlåst i. De aner ikke, hvad de og folk som dem går glip af.

Det bør de have at vide! Verden bliver først et bedre sted, den dag det lykkes os andre at at overbevise dem om det: uden håb og kærlighed har ingen af os en fremtid.

BORGERLIGT ANNONCEMARKED

2016-09-03T02:55:00.002+02:00

Bortgives:

Storfamilietelte i flere størrelser i modefarven "Bevidst Lurvet"; udstyr: Intet.

Ønskes:

Mundskyllevæske "Listerine med Cola-smag" (Fjerner den dårlige smag i munden i selv den mest beskidte kæft).

Haves:

Ensom olding med anti-demokratiske, voldelige tendenser.

Ønskes:

Venner til oldingen med lignende tanker. HA'ere og nynazister opfordres i særlig grad til at respondere.

Haves: Evigt skræppende papegøje med lille ordforråd.

Ønskes:

Folketingsformand

Job søges 1:

Jeg er en mand i min bedste alder med en velassorteret garderobe, egen rygekabine og eget fadølsanlæg, som søger en fast stilling som statsminister. Indstillet på at mene og gøre hvad som helst for at få jobbet. Har den udvidede manipulator-eksamen med diplom. Er omgængelig og i stand til at omgås selv det værste afskum med et smil. Indstillet på meget rejseaktivitet, så længe der er dobbelt så meget benplads i flyet som mine korte ben kan fylde ud. Lønnen er uden betydning, så længe frynsegoderne er gode, da jeg i forvejen modtager betragtelig støtte fra erhvervslivet.

Job søges 2:

Ung fuldtids-racist med intellektuelt ry søger nye deltids-udfordringer, da jeg på grund af nogle misforståelser om nogle millioner ser ud til at få brug for noget andet at rive i inden længe. Jeg er en festlig fyr, der har min daglige gang på værtshuse på Bakken, men er i topform (især i højre arm). Af private årsager må jobbet gerne være et hjemmearbejde, som fx kan bestrides via en god internet-forbindelse fra Horserød.

Job tilbydes:

Internet-blog i rivende fremgang søger

fiktions-forfattere i paranoia-genren med en livlig fantasi. Du skal kunne formulere dig overbevisende om frit opfundne emner med udgangspunkt i frygten for det ukendte. Henvendelse: Crap-Shit Publications, Dragør.

Indsamling!

Alle opfordres til at bidrage til Landsindsamlingen for Nødlidende Millionærer. Indbetalinger mærket S.A. kan ske via Mobilepay til Saxo Bank eller direkte til SKAT. Benyttes sidstnævnte løsning garanteres dog ikke for at beløbet når frem.

Udlejes!

Ser du spøgelser ved højlys dag? Søger du et trygt sted, hvor du kan føle sig sikker for mørke mænd og tilhyllede kvinder? Prøv vores gummiceller! Fås i alle størrelser og leveres diskret på din adresse.

Henvendelse: Angst & Bange A/S, Bævretoften 666, 7913 Hvidberg.

Zozial klub søger nye medlemmer

Vi er en lillebitte indspist flok røvrige politisk interesserede som godt kunne bruge lidt selskab. Vores leder er skabshetero, så vores tolerance fejler ikke noget, men af en eller anden grund gider ingen lege med os. Vi er imod det meste, men på den anden side gode til at mene, hvad andre mener. Eneste krav til dig er, at du har en ejerbolig (lejere er nogle tabere) og ikke er noget, der ender på -ist. Henvendelse til Søren, c/o Cafe Intime.

Ugens tilbud:

PrEP: Hiv-prævention for ikke-smittede. Nyt fra Durban og en kommentar til situationen i Danmark

2016-07-28T16:41:00.001+02:00

På den netop afsluttede AIDS konference i Durban, Sydafrika, præsenterede forskergruppen ATN resultater fra et studie* vedrørende PrEP-behandling blandt unge amerikanske fyre, der har sex med andre fyre.

PrEP er et tilbud til hiv-negative personer i risiko for at få hiv. Det består af en enkelt Truvada-pille, som skal tages hver dag. Truvada er sammensat af de to stoffer Tenofovir og Emtricitabine og er i forvejen en velkendt del af mange hiv-positives behandling.

Også dette studie var overbevisende i forhold til at understrege virksomheden af den PrEP-behandling, som stadig syltes af sundhedsmyndighederne herhjemme, men det afslørede også andre interessante ting.

I USA er der for længst udsendt officielle anbefalinger, der anbefaler brug af PrEP til visse grupper i høj risiko for at pådrage sig hiv.

Studiegruppen bestod udelukkende af 15-17 årige fyre og var sammensat efter de samme kriterier, som anvendes, når amerikanske læger skal vurdere, om en person kan sættes i PrEP-behandling. Kriterier, som man passende også kunne anvende herhjemme i forhold til mænd der har sex med mænd, når vi en gang omsider får myndighedernes godkendelse af PrEP:

Man skulle mindst opfylde et af følgende kriterier :

- Være hiv-negativ

- Efter eget udsagn have oplevet mindst en af følgende hændelser inden for det sidste halve år:

a) Analsex uden brug af af kondom med en kendt hiv-positiv eller en person med ukendt hiv-

status

b) Analt samleje med mindst tre partnere

c) Analt samleje med en mand for penge, gaver, en overnatning eller ulovlige stoffer

d) Samleje med en mand og pådragelse af en kønssygdom

e) Samleje med en hiv-positiv partner, hvor der ikke konsekvent blev anvendt kondom

f) En eller flere episoder hvor kondomet sprang eller gled af.

ATN-forskerne henvendte sig indledningsvis til 2.864 potentielle studiedeltagere. Heraf afslog 527 at

deltage i studiet og hele 2.077 viste sig ikke at opfylde kriterierne. Tilbage var så 260 fyre, hvoraf 152 nu afviste at deltage, en viste sig at være hiv-positiv, 8 fik forbud mod at deltage af deres forældre, 13 måtte udelukkes, da det viste sig, at de kunne få nyre-problemer af at indtage Truvada, og 7 måtte ekskluderes af andre grunde.

Således reduceret til 79 deltagere begyndte studiet for lidt over fire år siden. I perioden er gruppen blevet fulgt nøje med regelmæssige hiv-tests og øvrige blodprøver for at sikre, at de kunne tåle Truvada. Fyrene besøgte studie-klinikken efter fire, otte, tolv, 24, 36 og 48 uger for at fortælle, om de fortsat gjorde brug af PrEP-behandlingen. Samtidig tog man blodprøver for at måle Truvada-koncentrationen i deres blod.

Lægerne kom til den interessante konklusion, at jo længere der gik mellem besøgene på klinikken, jo mere faldt indholdet af Truvada i studiepersonernes blod. Det dokumenterer, at mange havde svært ved at huske at tage deres PrEP-pille hver dag. Som begrundelse afgav de fx, at de ikke havde været hjemme, at de havde haft for travlt, at de simpelthen glemte det, eller at ændrede hverdagsrutiner havde skubbet opmærksomheden på behandlingen i baggrunden.

Tre af studiedeltagerne fik konstateret hiv i forbindelse med uge 48 besøget. Alle tre havde meget lav eller intet indhold i blodet af PrEP-medicinen. For den enes vedkommende havde man faktisk ikke kunnet måle Truvada i blodet på noget tidspunkt i løbet af studiet.

Andre studier har for længst dokumenteret, at PrEP fungerer overvældende godt. Risikoen for at pådrage sig hiv, hvis man er i PrEP-behandling og følger den, er ekstremt lille.

Det interessante ved dette studie er, at vi her ser, at PrEP ikke kun bør bestå i at stikke folk i risiko-grupperne en pille og så håbe på det bedste.

Vi ved allerede, at der først skal foretages en screening af PrEP-kandidaten: er vedkommende overhovedet i risiko for at få hiv og hvis ja, har vedkommende så normalt fungerende organer, som tolerer denne kombi-pille?

Mens PrEP-behandlingen står på, skal PrEP-brugeren desuden jævnligt have taget blodprøver for at sikre, at han ikke er blevet hiv-smittet, og at der fortsat ikke er utilsigtede bivirkninger ved behandlingen som vedkommende måske ikke er opmærksom på. I den forbindelse er det oplagt også at teste for andre kønssygdomme end hiv.

Af dette studie kan vi lære, at det er særdeles vigtigt med opfølgende og motiverende samtaler med PrEP-brugere. En form for moralsk opbakning til at understøtte det valg, man har taget, når nu man i forvejen har det svært med konsekvent at anvende kondomer.

Sammen med den ret høje pris på Truvada-piller gør disse nødvendige tiltag PrEP-behandling til en ret bekostelig affære. Alligevel har man altså valgt at gøre PrEP til en officiel del af landets sundhedspolitik i USA og fx i Frankrig, hvor man endog er særdeles liberal i forhold til tildeling af behandlingen: vil du have den, kan du få den. Gratis.

Det er sket efter både økonomiske og etiske overvejelser. Koldt og kontant: hvad er billigst? Livslang behandling af folk der har fået hiv eller PrEP-behandling i en kortere periode til mange flere? Og er det rimeligt, at samfundet eller sygeforsikringsselskaber skal betale for en forebyggende behandling af raske mennesker?

Flere studier har påvist, at der er økonomiske fordele ved at tilbyde PrEP til hiv-negative. Blandt andet påviste en canadisk forskergruppe sidste år**, at hver person i PrEP-behandling sparer samfundet for mellem 2-300.000 kroner, fordi PrEP behandling ikke skal gives hele livet; fordi PrEP er billigere end en komplet hiv-behandling, og fordi folk på PrEP ikke udvikler de hiv-følgesygdomme, som mange hiv-positive får.

Samtlige hiv-organisationer i hele verden har for længst anbefalet, at PrEP gøres tilgængeligt for personer, der jævnligt er i risiko for at blive smittet. Det samme har organisationer for homoseksuelle gjort i en lang række lande. Desværre gælder det ikke Danmark. LGBT Danmark har nok et sundhedspolitisk udvalg, men deres side på organisationens website er sidst opdateret i 2013, hvor man havde sit hovedfokus på psykisk sundhed blandt lesbiske samt HPV-vaccine til bøsser – en sag, man desværre (også) tabte med et brag.

Faktisk er der ikke en stavelse om PrEP-behandling at finde på LGBT Danmarks hjemmeside – en

organisation, der ellers skal forestille at repræsentere præcis den risikogruppe, behandlingen er rettet

imod.

Det er et kolossalt svigt - et tegn på manglende fokus, politisk inkompetence og impotens – og desværre et tegn på de ”pæne danske homoseksuelles” berøringsangst i forhold til den sygdom, som i de seneste årtier har kostet millioner af os livet. Så hellere overlade det til hiv-lægerne, til Aidsfondet og til de hiv-smittede at kæmpe de hiv-negatives kamp, synes rationalet at være.

Det er ganske enkelt en ussel opførsel, som kun bidrager til at øge stigmaet omkring hiv. Et stigma som mange hiv-positive stadig kæmper imod hver dag, og som er stærkt medvirkende årsag til, at mange stadig ikke lader sig hiv-teste på regelmæssig basis, selv om deres opførsel tilsiger det.

Det er aldrig for sent at indføre PrEP i Danmark. Men det er beskæmmende, at argumenterne i

debatten indtil nu har været fremført af ganske få, og at det blev fordomsfulde politikere, der hellere vil have skattelettelser end en forbedret sundhedstilstand blandt homoseksuelle, som foreløbig har vundet den.

* ATN 113: Daily Oral Tenofovir DF/Emtricitabine Well Tolerated in Adolescent MSM in US-Based PrEP Demonstration

** Cost effectiveness of ‘on demand’ HIV pre-exposure prophylaxis for non-injection drug-using men who have sex with men in Canada: E. Quellet m.fl - Can J Infect Dis Med Microbiol. 2015 Jan-Feb; 26(1): 23–29.

Om gråspurve og kanoner

2016-06-06T21:35:00.000+02:00

Da Anders Fogh blev statsminister i 2001 blev han blandt andet valgt på grund af sit opgør med det, han kaldte smagsdommerne. Derfor vakte det en del undren, at han som noget af det første satte Brian Mikkelsen til at få udarbejdet en kulturkanon i samarbejde med en masse eksperter.

Arbejdet stod på i flere år og kostede en formue.

Resultatet var ikke overraskende: Matador, Kim Larsen, Hammerhøi, Eckersberg, PH-lamper og Den allersidste dans fra Mød Mig på Cassiopeia. Hvad kunne man indvende mod det?

Jo, man kunne blandt andet indvende, at det hurtigt blev tydeligt, at regeringen i almindelighed og Brian Mikkelsen i særdeleshed ønskede at bruge Kulturkanonen i deres egen politiske kamp. Som medlem af kanonudvalget, Erik Aksel Nielsen, udtrykker det:

- Brian Mikkelsen misbrugte vores tillid fuldstændig katastrofalt. Han var en konservativ egoist, og han skulle bruge kanonen til at prale med den konservative politik.

Professor Jørn Langsted, Århus, formulerede det endnu skarpere:

- Mikkelsens kulturkanon var et produkt af det nye højrenationalistiske smagsdommerregime.

Brian Mikkelsen var en dundrende fiasko som kulturminister. Han havde intet begreb om sit resort-område og satte sig ingen spor på posten. Det er blandt andet derfor, han aldrig er kommet i betragtning som formand for De Konservative. På Christiansborg taler man åbent om hans manglende intelligens.

Et gammelt dansk mundheld siger, at man aldrig skal gå tilbage til en fuser. Ikke desto mindre vælger en ny Venstre-ledet regering nu at genoplive tanken om en slags facit-liste over danskheden. Denne gang under navnet danmarkskanon.dk. Nu ledes projektet af Bertel Haarder. En mand ingen kan beskylde for manglende intelligens, men som til gengæld er kendt som Borgens hysteriker. Prøv bare at forstyrre ham midt i risengrøden i december måned, så opdager du hans sande natur. Personligt har jeg haft den fornøjelse at opleve ham på slap line i San Franciscos lufthavn, hvor han gik amok, da han blev tvunget til at gå gennem sikkerhedskontrollen og tage sine sko af sammen med os andre dødelige på trods af det fine røde diplomatpas, han rådede over som minister. Haarder faldt først ned igen, da hans departementschef gjorde ham opmærksom på, at der var andre danskere tilstede. Måske hjalp det også, at en hårdhudet amerikansk sikkerhedskontrollør bad ham opføre sig ordentligt.

Denne gang er det meningen, at kanon-projektet skal være mere folkeligt. Alle skal have mulighed for at byde ind med forslag, så et flertal i befolkningen kan tryne mindretallet og anklage dem for manglende danskhed, hvis deres smag ikke flugter den brede offentligheds. Hvilket prægtigt projekt for en afdanket, værdiløs politiker, som for længst burde være på pension, men som nu øjner en mulighed for at sætte sit præg på den nationalistiske dagsorden, hans parti er med til at sætte.

Ligesom sidst da Venstre var ved magten, skærer også denne regering brutalt ned på støtten til vores kulturliv. Hvilken fantastisk afledningsmanøvre er det så ikke at sole sig i fortidens triumfer frem for at stå på mål for egne fiaskoer? Og hvis man samtidig kan bukke i neon og skære i pap, at visse borgere her i landet er mere danske end resten, udlever man en fremmedfjendsk, nationalistisk regerings våde drøm.

Lad dem ikke slippe afsted med det!

Haarders kanon er en politisk dødssejler. I bedste fald er det spild af penge. Så nej, det kan ikke anbefales at deltage i Venstres kanonkonges lille stunt, med mindre du har lyst til at ende som en gråspurv for mundingen af Hysteriske Bertels kanon.

Ps: Skulle du alligevel falde for fristelsen, er Simon Talbot måske et ganske godt bud på dansk kultur? Han er i hvert fald et betydeligt fornøjeligere bekendtskab end ministeren.

Pest eller kolera?

2016-04-24T22:17:00.001+02:00

Det franske højre-ekstreme og racistiske parti Front National oplever i øjeblikket stor tilslutning fra landets homoseksuelle.

I følge en ny undersøgelse vil en fjerdedel af Paris' homoer stemme på partiet, som "kun" har en opbakning på 16% blandt heteroseksuelle i byen.

I byen Bordeaux er homo-scenen skrumpet væsentligt ind i de senere år, og også der er tilslutningen til FN meget stor blandt LGBT'erne. De fleste angiver som grund de fem mord på bøsser, der er sket i de senere år - alle udført af arabiske mænd.

Lederen af Front National, Marine le Pen, er meget begejstret for opbakningen fra bøsserne, præcist som hun er det for sin stemmeandel på 16 procent fra landets jøder. Hendes næstformand i partiet er selv bøsse.

Front National følger samme strategi som Geert Wilders' Frihedsparti i Holland: gør fælles sag med bøsserne og jøderne imod araberne. Så ser ens højreekstreme parti pludselig så tolerant ud.

Jeg forstår ikke den dybt naive tankegang, der ligger bag de franske og hollandske homoseksuelles valg eller for den sags skyld danske homoer, der stemmer DF. For mig at se svarer det til at tilbyde at hjælpe med at åbne for hanen til det gaskammer, man er på vej til at blive gennet ind i.

Frihedsrettigheder er ikke et spørgsmål om at vælge mellem pest eller kolera. Som i så mange andre af livets spørgsmål findes også her en gylden middelvej. Den bør man holde sig til, hvis man har sit liv kært.

Kilder: Spectator, Jyllands-Posten, Spiegel, Daily Telegraph

FUCK DIG, FRANS!

2016-04-08T19:57:00.001+02:00

I dag udtalte paven, at han er frisk på at se lidt mildere på skilsmisser, men at han stadig har et stort problem med forelskede homoseksuelle.

Det fik mig til at tænke tilbage - og frem:

For nogle år siden havde min mand og jeg fornøjelsen at se mormonernes nye tempel i København indefra.

Det skete før den officielle indvielse af bygningen, som på det tidspunkt (2004) var det dyreste byggeri i landet. Ikke på grund af noget prangende udseende udadtil, men fordi der var ofret svimlende summer på interiøret: Vægge beklædt med japansk åndenød (eller var det ahorn?), som var blevet slebet tolv gange med det fineste sandpapir, guldkantet stuk i lofterne, gulve af brasiliansk granit, glaskunst fra England, fliser fra Bulgarien, specialfremstillede amerikanske gulvtæpper så tykke, at dine sko nærmest forsvandt i dem. Dåbssalen var et kapitel for sig: gulve, vægge, lofter af kridhvid italiensk marmor, som også var brugt til fremstillingen af det mandsdybe bassin.

Altsammen var det håndfremstillet til netop dette tempel, som blev bygget af danske håndværkere, der hverken måtte nyde tobak, alkohol eller koffein på byggepladsen, fordi stimulanser af den art besudler menneskelegemet - siger mormonerne.

Indretningen var bestemt ikke vores stil. Der var lidt for meget brølende hjort ved skovsø over kunsten, og de yderst diskrete pastelfarver var heller ikke lige vores kop te. Men vi var meget beærede og benovede - også fordi vi var nogle af de meget få, der fik chancen til at se dette overflødighedshorn af et byggeri, før det blev hermetisk lukket for offentligheden. Siden den dag har ingen ikke-mormon sat sine ben der.

Bagefter bød mormonerne på saftevand i et tilstødende party-telt. De var godt nok nogle flinke folk. Mestre i small-talk, der spurgte interesseret til, hvad vi dog var for nogle, mens de åbent fortalte om sig selv.

På dette tidspunkt er det på sin plads at fortælle, at vi tidligt i vores forhold udviklede en strategi, som kunne skræmme vækkelsesprædikanter og missionærer af enhver art væk. Det startede med, at to mandlige Jehovas Vidner en søndag ringede på, lige da vi begge havde været i bad (ja, samtidig!) Jeg åbnede døren iført et badehåndklæde og hørte tålmodigt i nogle sekunder på deres snak, om vi mon var interesseret i VÅGN OP! Jeg tøvede lidt ved forespørgslen, men blev så grebet af en øjebliks indskydelse. Jeg råbte ind i lejligheden: "Skat, kom lige. Hvad siger du til at sove sammen med de her flinke folk?" Allan kom myldrende - også iført badehåndklæde - lagde sin hånd på min nøgne skulder, kiggede missionærerne i øjnene og sagde: "Ja, hvis de er friske, er jeg".

Han fik ikke en gang fuldført den korte sætning, før de to missionærer i hast var på vej nedad trappen og væk. Vi fik aldrig mere missionær-besøg og derfor er vi stadig i tvivl, om missionærer virkelig foretrækker missionær-stillingen, når de gør det, de helst skal lade være med.

Uden overhovedet at have aftalt det var vi begge helt enige om, hvordan vi ville tackle mormonerne, hvis de blev for nærgående, bare fordi vi godt ville se deres boligindretning. De skulle naturligvis have samme tur som jehova'erne - dog uden badehåndklæder som rekvisit. Så da de spurgte, om vi mon kunne være interesseret i at komme til nogle af deres møder, svarede Allan stålsat: "Det tror jeg ikke, I vil synes om. Vi er nemlig homoseksuelle".

Svaret vi fik slog benene væk under os. "Det er helt i orden", sagde den saftevands-udskænkende kvinde. Jeg tror nok, jeg kom til at sige "Det var li'godt satans", før hun fortsatte: "Vi accepterer al kærlighed, så længe den ikke er kødelig. Så hvis bare I holder op med at kysse på hinanden, sove sammen og hvad I nu ellers kan finde på [host], så er I elsket af både Gud og os".

Stillet overfor valget mellem et velfungerende parforhold i dyb kærlighed og et liv i permanent askese, hvor den eneste fornøjelse var en tur i et marmorbadebassin af ægte italiensk marmor, valgte vi begge at sige pænt nej tak til det sidste og forlod skyndsomst party-teltet for at søge tilflugt på nærmeste bar for at indtage syndige mængder alkohol.

Ikke længe efter fik jeg et pinsekirkemedlem som kollega. Også han forsikrede mig om, at hans gud skam ville blive fuldkommen vild i varmen, hvis han lærte min mand og mig at kende. Hvis altså bare vi holdt op med det der, du ved nok [host].

Og nu siger den katolske pave præcis det samme. Homoer er GODE mennesker, som vi skal være GODE mod. De kan jo ikke gøre for, at de er født som de er. Men hvis vi for alvor vil accepteres af hans kirke, skal vi først lige forstå, at vi er syge andenrangsmennesker, som ikke fortjener fysisk kærlighed eller et fuldbyrdet kærlighedsforhold til noget levende menneske.

Man siger, at mennesker mildnes med alderen. Tolerancen vokser. For mig er det gået stik modsat. Jeg er blevet bedre til at sige BULL SHIT til folk, der pisser på mig. Og det gør Pave Frans i uhørt grad.

Denne kvalmende salvelsesfuldhed fra Føreren for 800 millioner katolikker, for hvem mandens ord er lov, er en svinestreg uden lige. Paven og hans kirke vælter sig i værdier for milliarder, mens den prædiker ydmyghed og godhed mod fattige. Den fordømmer usømmelighed, mens tusinder af dens præster knepper sig igennem endnu flere alterdrenge og kostskoleelever, uden at det får indflydelse på kirkens magtposition. Den bandlyser brugen af kondomer, men tøver ikke med at udstøde 12-årige piger, der er blevet voldtaget, efter at den har tvunget dem til at gennemføre graviditeten. Den har ansvaret for tusinder af afrikaneres død af aids på grund af det samme kondom-forbud. Og hvor Paven kommer frem, rydder medierne sendefladen og hænger åndeløst ved hvert et ord fra hans læber.

I en tid hvor det er meget på mode blandt politikere og andet godtfolk i den vestlige del af verden at fordømme hadprædikanter og potentielle terrorister, forekommer det mig slående, at ikke en har råbt FUCK DIG FRANS og vel og mærke ikke som en opfordring til en tur på lagnet, men som den fordømmelse, han og hans kirke fortjener.

Lægger man antallet af aids-døde katolikker sammen med det svimlende antal selvmord blandt unge homoseksuelle, der er vokset op i katolske familier og tilføjer de titusinder børn, der er ofre for svinske katolske præsters pædofile overgreb, når man hurtigt frem til, at den katolske kirke har flere liv på samvittigheden end nogen terror-organisation.

Forskellen er kun, at hvor terroristerne smadrer liv med bomber og vold, angriber katolikkerne deres omgivelser som en velsmurt spin-maskine med et smil og forsikringer om, at de er en kærlig guds repræsentanter på jord. Alene det er åbenbart nok til at frede dem.

Jeg kan godt finde homovenlige præster hist og pist. Der findes adskillige af dem i den danske folkekirke, som endda rummer ikke så få, der selv er homoseksuelle. Dem kan jeg kun have respekt for, ligesom jeg respekterer deres udenlandske kolleger af samme støbning. Først og fremmest beundrer jeg dem for den position som foregangsmænd og -kvinder, de indtager. Det er takket være dem og deres samarbejde med utrættelige homo-aktivister, at der er begyndt at blæse mildere vinde i visse nicher blandt verdens gejstlige.

Men de er kun få i det store billede. I visse landlige stater i USA forsøger såkaldt troende politikere i disse måneder at få indført love, som fritager religiøse mennesker fra de anti-diskriminationslove, der er blevet indført på nationalt plan. Med gud i ryggen skal man have lov til at svine bøsser og lesbiske til, fyre os fra vores jobs, og nægte at betjene os i butikker og restauranter. Ofte promoveres disse lovforslag af politikere med adskillige forliste ægteskaber bag sig og en elskerinde i nabobyen eller et klippekort til det lokale bordel, hvis ikke de har dyrket intens cybersex med trækkerdrenge.

Og i Rusland og adskillige østeuropæiske lande samt i store dele af Mellemøsten, Afrika og Asien står lokale magthavere bag systematiske forfølgelser og henrettelser af homoseksuelle - i guds navn.

Kan det undre, at jeg er blevet indædt religions-skeptiker på mine gamle dage? Jeg gider ikke høre på frelste hjemlige politikere, der den ene dag vil forsvare os mod islamisternes ondskab, men den næste dag ikke tøver med at stemme imod forslag til ligestilling af danske homoseksuelle. Set fra mit lille hjørne af verden har begge parter min kærligheds og mit livs undergang som deres slet skjulte dagsorden. Det eneste jeg beder om, er for fanden den samme respekt som bliver alle andre til del.

Jeg nægter at betragte min seksualitet som en diskvalificerende faktor i nogen sammenhæng, og har intet til overs for omklamrende klamme personager fra trossamfund eller politiske partier, der afslutter deres sleske, dobbeltmoralske smiger-taler med "hvis du altså bare var ligesom os andre eller i det mindste holdt op med at være, som du er". I kan rende mig noget så grusomt! Enten er I med mig eller også er I imod mig. Der ER ingen mellemvej, for har du forbehold, diskriminerer du og er dermed min fjende.

Alt det ville jeg sige til paven, hvis jeg en dag kom i audiens hos ham. Det ville naturligvis føre til en øjeblikkelig udsmidning fulgt af den slags eder og forbandelser, som kun de stærke i troen kan udstøde og som garanterer modtageren et permanent ophold i skærsilden, men så havde jeg da i det mindste fået afløb for min vrede. Indtil det sker, kan jeg kun håbe på, at medier og politikere begynder at tænke sig lidt mere om. Bare fordi man render rundt i postkasserøde designersko, en latterlig kjole og har en hat på hovedet, der ligner det skæve tårn i Pisa under renovering, fortjener man ikke nødvendigvis respekt eller lalleglad adfærd fra tilhørerne. Og det gælder ikke mindst de 800 millioner, der kalder sig hans menighed. Tænk jer om! Jeres tro har et had indbygget, som intet menneske fortjener. Og slet ikke dem der bare vil have lov til at elske præcis som jer selv.

Borgerlige reaktioner:

2016-04-05T14:41:00.000+02:00

På det faktum at rigmænd og spekulanter snyder Danmark for mellem fem og ti milliarder ved at anbringe deres indtægter i skattely:

"Lad os nu ikke forhaste os"

"Giv dem frit lejde"

"Jeg går ud fra, at SKAT kigger på det"

På ungdomsarbejdsløsheden:

"Reducer deres hjælp til det halve, hvis de er under tredive. Så løser problemet sig selv".

På at millioner er på flugt fra krig efter at have mistet alt i bombardementer, som vi selv deltager i:

"Luk grænsen"

"Lad dem drukne i Middelhavet"

"Luk dem ind, men tag deres ejendele fra dem"

"Skil familierne ad, så de kan lære, at her ikke er rart at være"

På arbejdsløshed i provinsen:

Fyr en helvedes masse københavnere eller tving dem til at flytte. Så slipper vi for at gøre noget reelt ved problemet.

På landbrugets krise:

Lad dem forurene noget mere. Det løser ikke erhvervets krise, men så holder de da kæft indtil næste valg.

På den faldende kvalitet i uddannelsessektoren:

Lad de kritiske lærere skride og påstå, at det er elevernes fejl, at de fordummes. Pisk dem med nogle flere prøver og tests.

På faldende turistindtægter:

Lad os plastre de naturskønneste områder til med badelande og forlystelsesparker. Der er ganske vist ingen turister, der ønsker dem, men det giver arbejde til en masse udenlandske håndværkere, og hvis vi lukker øjnene lidt i, kan vi lade som om, de er turister.

På radikaliserede unge:

Forbyd præster at prædike had, men formuler for Guds skyld loven så den kun gælder folk med mørk hud.

På faldende kvalitet i ældreplejen:

Tag hjælpen helt fra en masse af dem. Så kan de i hvert fald ikke klage over dens kvalitet.

På ghetto-dannelser:

Tving indbyggerne til at spise svinekød og elske Richard Ragnvald. Så er det ikke ghettoer mere.

På højreradikaliseringen af vores samfund i form af racistiske vagtværn og opbakning til ekstremistiske højrefløjsgrupper:

Hvilke vagtværn? Hvilke grupper?

På det faktum at en racist er formand for vores parlamentariske forsamling:

Hold nu kæft! Vi har ikke bestilt andet end at dænge hende til med ridderkors og Wunderbaum og lavendler i tyve år. Bild dig ind at det bare er et mareridt og hold ud til det går over.

Derfor er jeg ikke borgerlig.

De flæbende hykleres kor

2016-01-28T00:11:00.000+01:00

Vi danskere elsker at tro, at vi ER noget. Intet kan samle os som fodbold- og håndboldkampe og andre nationale begivenheder, der får os til at føle os som én forenet nation. Send en ingeniør med et studieforløb fra England, Portugal, Tyskland og Texas op med et russisk rumskib, og i samme sekund er han ikke længere en ukendt københavner, men vores alle sammens æresdansker. Vi frydes og er stolte - uden selv på nogen måde at have bidraget til succesen.

Glæden ved nationale sejre kan være smuk, men er dybest set bare en følelse, som opstår i et midlertidigt fællesskab, der kun har ordet Danmark i deres pas tilfælles.

Resten af tiden bruger vi på at skændes.

Og guderne skal vide, at der er nok at skændes om.

Der findes nemlig folk i blandt os som ikke kan leve uden den fællesskabsrus, de finder i konstant at understrege vores nationale identitet.

De higer og søger i gamle bøger for at finde værker, der siger noget om os som nation. Og hvis de er højt nok på strå, kalder de resultatet af deres anstrengelser en kanon, og råber til befolkningen "SE! Her er selve definitionen på danskhed! Først når du har læst disse bøger, kan disse sange udenad og har lært samtlige replikker fra denne tv-serie, kan du kalde dig en rigtig dansker".

Blandt de mindre belæste tyr man til lignende metoder, men omkring mere jordnære emner: spiser du ikke svinekød, er du ikke en rigtig dansker. Eller de postulerer, at du skal være medlem af Folkekirken eller være heteroseksuel og gift med 2½ barn og en Toyota for at høre til fællesskabet - det danske fællesskab. Det fællesskab, vi skal værne om - eller skal vi?

For er der snart andet end sproget og økonomien, der forener os danskere? Økonomien forstået som den velfærdsstat, vi alle siger, vi vil værne om - selv de politikere som bruger næsten al deres tid på at afvikle den.

For mig ser de såkaldt danske værdier ud til at lide skibbrud i disse år. Det viser sig jo, at begrebet fortolkes så forskelligt, at der reelt knapt er noget fælles særkende tilbage mellem os. Værdierne bruges mest til at slå hinanden i hovedet med og for resten også i høj grad som et argument for at holde andre ude af landet.

Og det er værdikampen, som i disse dage er eskaleret til en krig på ord. Vi har fået en regering, som er så besat af egne værdier, at de er klar til at skide på alle andres for at opretholde dem. ALT ryger på møddingen i processen: internationale konventioner, hensynet til forældreløse børn, den sidste rest af humanistisk tankegang, forholdet til naboerne og vennerne, basal medmenneskelig anstændighed - hele baduljen har de skrottet til fordel for kampen for det Danmark, de selv ønsker: det homogene samfund af kristne, heteroseksuelle, hvidhudede skatteydere, som taler dansk uden accent (men gerne med jysk dialekt) og som retter ind og holder kæft på kommando.

Deres midler til at nå deres mål har længe været mange og grusomme: retorikken har været uhørt skarp, ja fuldkommen uhyrlig. De fremmede må finde sig i hån, diskrimination, foragt og sammenligninger med dyr. Deres religion er blevet fremstillet, som var de medlemmer af en satanisk dræber-kult. Selv spage protester fra resten af Danmarks befolkning er blevet mødt med hån: her har vi sgu ytringsfrihed, du gamle, og ytringsfriheden er ikke bare en grundlovssikret ret, den er også dumme svins fribillet til at leve deres sadisme ud på formodede masochister, som bare har at læne sig tilbage og nyde de verbale pisk.

Og så pludselig koger det over. Omverdenen indser, hvad der sker i det gamle, lille land mod nord. Med vantro går det op for dem, at her er et rigt folk, der gennem snedige oratoriske manipulationer er begyndt at tro på, at netop de er så specielle og ideelle, at de står over alle andre. At de er herremænd med adkomst til at herske over andres skæbne uden smålige humanistiske hensyn. Danmark vender ryggen til ofre for krig, de giver fanden i deres bedste venners desperate forsøg på at hjælpe, ja, de lægger dem endda hindringer i vejen for det. De stjæler fra krigsflygtninge til at finansiere deres ophold i hastigt opførte (koncentrations)lejre, og de lyver om det for rullende tv-kameraer og millioner af seere. De er ikke bare blevet et land af egocentrikere i manisk grad, men også forbrydere som bevidst bryder de love, de selv var med til at skrive.

Situationen eskalerer: de berettigede fordømmelser hagler ned over det lille land. Fra FN, fra EU, fra advokater, dommere, politikere, nyhedsmedier og fra danske medborgere, der føler sig lokket med ind i forbryderbanden, men ikke kan få lov til at komme ud af den igen.

Der tales med store ord, sådan som det må ske, når overhængende fare truer. Og nogle kreative sjæle tager et af modstandernes midler i brug: karikaturtegninger. Hvor nederdrægtigt! Tænk at fremstille Danmarks statsminister som en tyvstjælende diktator, når enhver ellers ved, at han godt nok stjæler fra flygtninge, men diktator bliver han aldrig, for han er omgivet af dumme, dumme mennesker, der ikke kan skelne et druknet flygtningebarn fra en terrorist, og som ikke magter at tænke på andet end sig selv.

Hvad stiller så disse afstumpede despoter op, når de angribes? Ja, i mangel af argumenter - for de findes ikke - griber de til deres gamle, gennemprøvede strategi: offerrollen. Denne gang dog med dobbelt styrke, så den antager karakter af et gigantisk flæbekor af forurettede børn, som er blevet berøvet deres bedste legetøj. VRRRÆÆÆÆÆÆLLLL, lyder det fra alle de ækle politikere, som troede de havde monopol på danskheden. "Må vi nu ikke en gang være dumme svin i fred længere, bare fordi vi pisser på alt og alle omkring os?"

De mere sofistikerede af dem forsøger sig med forargelses-strategien: sådan udstiller man virkelig ikke en statsminister! Sådan kan man ikke tale om vores PÆNE land.

Men jo, det gør man faktisk, og det kan man - og det bør man. Et realitetstjek viser nemlig, at der er millioner af mennesker i og udenfor Foreningen Danmark, som godt kan genkende nationalister med anti-demokratiske tilbøjeligheder, når de ser dem, og som i modsætning til størstedelen af Danmarks befolkning ikke har glemt, hvad den slags personager kan bringe med sig af ulykker.

Disse kritikere må vi sætte vores lid til. Som det ser ud nu, er vores eneste håb, at kritikken fortsætter med forøget styrke. Lad ikke de dumme svin vinde. Vi vil have vores gamle land tilbage.

Juleopskrift: Ovnstegt påfugl med fyld

2015-12-20T18:00:00.003+01:00

Siden DF's lokalformand i Nyborg udtrykte bekymring for, at byens flygtninge kaster sig over Nyborgs fritgående påfugle for at æde dem, har det ligget mig meget på sinde at pirke til hendes angst.

Få ting er så festlige som paranoide, underfrankerede galninge, der går amok for åbent tæppe i juletiden.

Da mange samtidig har efterlyst alternativer til flæskesteg, and, gås eller kalkun til julebordet, har jeg sat mig for at finde en påfugleopskrift, som passer til den tilstundende højtid. Ved hjælp af websitet aussiehunter.org er det lykkedes mig at skabe en passende dansk opskrift på påfuglesteg, og her er den til fri afbenyttelse:

Man køber en riffel og rigeligt med patroner og tager til Nyborg. Der begiver man sig til Strandvænget Park og udser sig et passende dyr.

Nedlæg fuglen med en kugle i fjæset fra højst ti meters afstand.

Derefter flår man fjerkræet og fjerner alle indvolde. Kasser hovedet.

Til fyldet anvendes:

Hvidt brød
Æg
Løg i tern
Æbler i tern
Hakket hvidløg
Bacon i tern
Kviste af frisk rosmarin
Hakket persille
Friskkværnet peber
½ l kyllingebouillon af en maggiterning

Steg ved mellemhøj varme bacon, løg og hvidløg. Lad blandingen afkøle.

Riv brødet i små stykker på størrelse med et frimærke. Blandt med ingredienserne fra panden.

Bouillonen piskes med æg og derefter hvidvin.

Tilsæt væsken til de øvrige ingredienser, indtil du har en klæg masse.

Prop massen ind i dyret, men mas ikke og jok ikke for meget fyld op i fuglen. Det skal ligge lidt løst og ikke som en klump beton. Derefter tilføjer du en pæn mængde rosmarin-nåle, men ikke selve kvisten.

Bind benene sammen på fuglen. Det gør ikke noget af der stikker lidt fyld ud af røven på den.

Forvarm ovnen til 165 grader.

Sigt hvedemel og dæk den indvendige side af en enorm stegepose med det. Inderst i posen anbringer du derefter 2 løg, skåret i ringe og 3 stave bladselleri i ½ cm tykke skiver. Gnid påfuglen med blødt smør og krydr med salt og peber. Pak den ind i skiver af bacon.

Indfør fuglen i stegeposen. Lav 3-4 små huller i toppen af posen, så varm luft kan slippe ud.

Steg i tre timer.

Efter endt stegetid tages stegeposen ud af ovnen og fuglen ud af posen. Gem safterne. Lad fuglen trække i et kvarter, før den udskæres.

Lav i mellemtiden en sauce af safterne fra posen, som jævnes med maizena. Parter fuglen og server med vildt-tilbehør.

Der er mad til mange mennesker i en påfugl. Gør dig selv en tjeneste og inviter Lone Riis til at spise med. Derved sikrer du samtidig, at hele selskabet har noget at grine af.

Velbekomme.

World Aids Day 2015

2015-12-01T10:01:00.000+01:00

Igen i år tændes der lys på Strøget i København på World Aids Dag 1. december.

Sådan har det været siden 1994. På et tidspunkt hvor AIDS hærgede homo-miljøet herhjemme og især i Hovedstaden besluttede en gruppe af hiv-smittede fra Positivgruppen på Frederiksberg sig til at mindes de forfærdende mange døde blandt os med denne smukke markering.

Lys har alle dage været et vigtigt element for os positive, når vi samles. I mange år fandtes der også en årlig AIDS-march, hvor vi gik gennem Københavns og Århus' gader med fakler sammen med vores familie og venner. Det var altid en svær gang at gå. Tavse marcherede vi der, så alle kunne se os, i denne demonstration af solidaritet med de dødsdømte og knuget af savnet over dem, vi mistede. Man gik og så sig om: hvem mangler i år? Og man prøvede at undertrykke chokket, når man pludselig så ham dem smukke unge fyr fra diskoteket, forvansket til ukendelighed af Kaposis Sarkom - den særlige kræft, som især rammer folk med AIDS og som viser sig som store violette skjolder på huden.

Et år valgte en af mine nære venner marchen fra. "Jeg kan ikke", sagde han. "Den fakkel repræsenterer mig, og jeg føler det, som om jeg deltager i min egen begravelse".

Omkring årtusindskiftet kom tre-kombinations-behandlingen. Det viste sig, at hvis man gav patienterne tre forskellige typer hiv-medicin, kunne man rent faktisk holde folk i live - tilsyneladende i temmelig lang tid. Det var et medicinsk gennembrud, men prisen var rædsomme bivirkninger. Jeg fik fornøjelsen af en af de første typer HAART - Highly Active Anti-Retroviral Treatment. Og som så mange andre måtte jeg tage piller for at bekæmpe bivirkningerne af hiv-pillerne, som var nogle enorme kapsler, hvoraf nogle for guds skyld skulle indtages fastende, andre sammen med mad, andre med rigelig væske, og alle de forskellige typer skulle sluges flere gange i døgnet.

Dengang sad hiv-patienter altid yderst på rækken, når de gik i biografen. Det var vigtigt at kunne nå på toilettet, for diarre var den mest almindelige bivirkning af pillerne. En god ven til mig måtte simpelthen kapitulere og droppe alle former for selskabeligt samvær udenfor hjemmet. Han gik med voksenble. Mange andre stiftede bekendtskab med nervebetændelse i fødder og hænder, andre gik simpelthen ud af facon: de mistede fedtet på benene, armene og i ansigtet og fik udstående blodårer, og de værst ramte af dem lignede kz-fanger, uanset hvor meget de spiste. Andre igen oplevede den modsatte virkning af de samme piller: de udviklede store pukler af fedt, som gav dem tyrenakker og en vis lighed med Klokkeren fra Notre Dame. Og så var der den medicin som gav onde drømme og som fremkaldte hallucinationer. Det gav folk søvnløse, rædselsfulde nætter og førte til groteske situationer, når de fx så mord eller overfald på åben gade ved højlys dag, selv om andre kunne forsikre dem om, at der intet skete.

Der er sket utroligt meget siden den gang jeg gik rundt med et A4-ark med min medicinplan i den ene lomme og et lille vækkeur i den anden for at minde mig om, hvornår de næste piller skulle ædes. Og der var aldrig mere end tre timer imellem pille-indtagelserne.

I dag får mange hiv-patienter kun en enkelt pille i døgnet, og den er bivirkningsfri - eller næsten. Såvidt vi ved i hvert fald, for hvem ved, hvad daglig indtagelse af skrap medicin gør ved dine organer på lang sigt?

I dag ved vi også, at med moderne medicin smitter velbehandlede hiv-positive ikke. Heller ikke ved sex uden kondom. Derfor dropper flere og flere par kondomet, selv om den ene af dem har hiv. Og derfor får mange af disse par børn, som fødes til et liv uden hiv. Hiv-positive kan også adoptere børn, og hvorfor ikke? I dag kan man leve ligeså længe med hiv som uden, hvis bare man husker den daglige pille - hvis man vel og mærke er så heldig at bo i et land, hvor man har adgang til den.

Men ingen roser uden torne: hiv-positive er stadig ikke altid i høj kurs som potentielle kærester eller bare som et one-night-stand. Den angst som blev banket ind i folk i de år, da hiv-epidemien kostede så mange liv, sidder der stadig. Der er et stigma forbundet med hiv, som vi positive desperat prøver at slippe af med. Derfor går mange af os stadig stille med dørene om vores sygdom.

En ny undersøgelse fra Hiv-Danmark dokumenterer, at nok har de fleste med hiv fået det fysisk bedre takket være de mange fremskridt på forskningsfronten, men livskvaliteten er ikke fulgt med. Alt for mange af os lever et liv med depression og ensomhed. Færre end hver femte hiv-positive har fx omtalt sygdommen for deres kolleger. Over en fjerdedel føler sig isoleret fra omverdenen.

Hiv er verdens mest politiske sygdom. Den normale reaktion når et menneske rammes af en livstruende sygdom er, at deres omgivelser reagerer med omsorg. Med hiv forholder det sig ofte stik modsat. En hiv-diagnose kan føre til voldsom diskrimination mod den syge. I starten var sygdommen kendt som bøssepesten, men da det blev kendt, at heteroseksuelle i ligeså høj grad var dens ofre, blev også de i høj grad udsat for udstødelse. Foragt har ofte været et bekvemt våben imod os, og er det stadig hos magthavere, der bruger primitive følelser som undskyldning for deres manglende indsats mod epidemien. Millioner af mennesker nægtes behandling, fordi dumme politikere ikke vil associeres med noget som tabu-belagt som en sexuelt overført sygdom. Der er stadig over 60 lande, som forbyder os indrejse eller opholdstilladelse. Venner forsvinder, potentielle kærester løber skrigende bort, fyring fra arbejdspladsen er en reel risiko for mange. Er det noget under, at så mange hiv-positive skjuler sygdommen?

At leve med hiv har altid været en kamp på flere fronter. I første omgang for overlevelse, men dernæst skal man overvinde selvbebrejdelserne og så omverdenens ofte negative reaktioner. Det kræver en stor personlig indsats, som ikke alle magter.

Temaet for dette års World Aids Day i Danmark er derfor stigmatisering. Vi SKAL af med fordommene om hiv-smittede. Vi skal oplyse og afdramatisere uden at bagatellisere. Vi skal - som Aidsfondet formulerer det i årets World Aids Day tale - rive de mure ned, der blokerer for retten til sunde og værdige liv for alle.

I dag kan du vise din solidaritet med verdens hiv-smittede ved at bære aidssløjfen. Sælgere fra Aidsfondet er på gaderne i landets store byer. Der er desuden arrangementer i København, Aarhus, Odense og Aalborg til markering af dagen. Nærmere oplysninger fremgår af Aidsfondets hjemmeside: https://aidsfondet.dk/world-aids-da....

Hvis du er på Strøget i København i dag har du som nævnt desuden mulighed for at se det smukke syn af de 2000 lys, som Positivgruppen tænder på Gammeltorv. Samme sted sælges der også sløjfer og lys, du selv kan tænde.

Selv oplever jeg det samme hver år, når jeg tænder mit lys: utallige billeder dukker op af de bekendte, venner og kærester, jeg mistede til den forbandede sygdom. Jeg mindes mine tyveres og trediveres grådfyldte nætter og dage; genser de afsjælede unge kroppe så hæsligt forvrænget af aids; jeg husker den altfortærende angst for at dø; genoplever følelsen af ubærligt tab; husker mig selv, afpillet som en knoglemand i kørestol; sender kærlige tanker ud i intetheden. - Og så fyldes jeg af håb og af en overvældende taknemmelighed over mine minder, over den uvurderlige omsorg fra uvurderlige venner og familiemedlemmer, over lægevidenskabens fremskridt - over stadig at være til og være elsket.

Med blanke øjne hvisker jeg et stille “tak for alt”.

Træk et kort!

2015-10-21T20:16:00.001+02:00

I den forgangne week-end var der igen stormøde i Tyskland, afholdt af Pegida-bevægelsen. Som sædvanlig var temaet indvandrere og flygtninge, men denne gang skete der noget afgørende nyt.

Aftenens hovedtaler, den kendte børnebogsforfatter(!) Akif Pirincci, gik verbalt amok. Han varmede op med at omtale Tyskland som en "kult, hvor bøsser, kællinger og indvandrere tilbedes". Derefter omtalte han partiet De Grønne som "børne-kneppere" og så nåede han frem til sit yndlingsemne: de fremmede.

Han kaldte asylansøgere en invasionstyrke og Tyskland en muslimlosseplads og sagde, at muslimske mænd ‘pumper de vantro fulde af muslimsperm’. Derefter omtalte han en politiker fra det konservative CDU som en landsforræder, som burde deporteres - og så kom ordene, der har bragt hele Tyskland i oprør "....for desværre er kz-lejrene jo nedlagt for tiden".

Pegida-ledelsen har officielt taget afstand fra hans ord, Pirincci's forlag har øjeblikkelig afbrudt kontakten til ham og fortæller, at de aldrig vil trykke flere af hans bøger, og fremtrædende politikere fra alle de store tyske partier kræver nu et forbud mod Pegida, som den landsskadelige og ny-nazistiske organisation, bevægelsen er blevet. Nazisme og nazistisk propaganda er forbudt i Tyskland, hvor man på den hårde måde har lært, hvad højreekstremisme kan føre til.

I Danmark, der i mod, har nyheden ikke vakt opsigt. En beskeden kvart spalte i Berlingske er, hvad det er blevet til. Herregud, vi er jo så vant til den form for retorik, ikke sandt?

Her inviterer vi nazister med til Folkemøde i ytringsfrihedens navn, og der er et uoverskueligt stort antal web-sites og Facebook-grupper, hvor højreekstreme opfordrer til eller bifalder vold mod udlændinge. Her er to eksempler ud af utallige.

Jimmy Andersen Kirkegaard var såmænd kandidat til borgmesterposten i Randers i 2013 og medlem af foreningen SIAD - Stop Islamiseringen af Danmark. Nu har han fået et politisigtelse på halsen for ovenstående ord, men hans Facebook-profil lever i bedste velgående, og ingen af dem, der støttede ham, har oplevet nogen konsekvenser - heller ikke Jane Pagh, der opfordrer til at gasse alle muslimer. Hun slår til daglig sine folder på Danskernes Parti's Facebook-side - et parti der er grundlagt af den erklærede nazist Daniel Karlsen.

Man kan med rette spørge sig selv, hvorfor det vækker så lidt opsigt i Danmark, at de højreradikale breder sig så voldsomt i disse år, men svaret ligger lige for: det er fordi, vi tillader det. Og med vi mener jeg ikke læserne af denne blog og undertegnede, men det officielle Danmark.

Siden Muhammed-karikaturerne blev tegnet er der opstået en syg konsensus i dette land om, at grænsen for det tilladelige i forhold til mindretal ligger så langt ude i horisonten, at alt i praksis er tilladt. Politikere fra samtlige partier går i flyverskjul, når de en sjælden gang konfronteres med det ekstremistiske fremmedhad, der præger kommentar-sporet på deres egne Facebook-sider. Der er ingen - absolut ingen - tegn på selvransagelse blandt dem i forhold til det monster, de selv har skabt.

Medierne har opgivet enhver form for overvågning og moderation af deres egne debattråde, og politiet og efterretningstjenesten agerer kun i forhold til enkelt-tilfælde af opfordring til vold, men evner tilsyneladende ikke at se mønstret - det store billede. Heller ikke når flygtningecentre brændes ned, eller der males swastikaer på vægge i det offentlige rum.

Og befolkningen - den danske befolkning - rystes heller ikke længere af åbenlyst nazistiske ytringer. Vi er så vant til at høre folk tale om perkere og fejlfarver, at mange af os måtte vinke farvel til familiemedlemmer eller venner, hvis vi råbte op.

En bedre grobund for nazisme er vanskelig at forestille sig.

Det kræver en etisk oprustning af dimensioner at få vores land væk fra den deroute, vi befinder os på og tilbage på et demokratisk spor med grundlæggende respekt for ethvert menneske uanset hans eller hendes oprindelse eller religion - og det starter med os selv:

Vi må holde op med at kategorisere hate-speech som "indvandrerkritik" eller et af de mange andre synonymer, de anvender på højrefløjen for fascistisk eller nazistisk retorik.

Vi skal kalde en spade en spade: racister kan pr definition hverken være forfulgte, pressede eller undertrykte lige så lidt som det er et udtryk for forfølgelse, når vi som samfund burer forbrydere inde. Der er kun ét offer, når medlemmer af mindretal forfølges, og det er aldrig forfølgeren.

Vi skal holde op med at kalde opfordringer til forfølgelse og vold udtryk for ytringsfrihed. Ytringsfriheden blev en grundlovssikret rettighed for at forhindre, at staten begik overgreb mod landets borgere og forhindrede dem i at komme til orde. Den var aldrig tænkt som en fribillet til en bestemt gruppes verbale overgreb mod andre.

Vi skal strø salt på glidebanen. Vi må være bevidste om det konstante skred, der sker i retorikken blandt de fremmedfjendske, som fører til, at vi som samfund gradvist immunes og accepterer flere og flere af deres uhyrligheder. Det er ikke ok, når politikere og debattører stigmatiserer hele grupper ud fra enkelt-begivenheder, og det er ikke ok, når sproglige ækvilibrister blandt dem pakker deres racisme ind i floromvundne vendinger med højt lix-tal, men med det samme hadefulde indhold, som man kan finde blandt deres primitive tilhængere.

Vi skal kort sagt sige fra noget oftere, og vi skal ikke være bange for at gøre det højt og larmende. En ofte citeret idiot sagde en gang: den, der trækker nazi-kortet har omgående tabt enhver diskussion. Intet kunne være mere forkert. En nazist er en nazist er en nazist - uanset hvad det fremmedfjendske svin med volds-tendenserne selv kalder sig - og de er ikke svære at genkende, hvis blot man lukker øjnene op. Og så skal kortet trækkes!

Treatment as Prevention - en strategi som holder

2015-07-21T04:53:00.002+02:00

START-studiets resultater viser, at jo før en hiv-positiv person sættes i behandling, jo bedre klarer vedkommende sig.

Nærmest som en eftertanke i den sammenhæng fastslog ledende forskere i Vancouver i går, at de mange hiv-positive som vælger at gå i behandling af hensyn til deres ikke-smittede partner, også af hensyn til deres eget helbred har truffet et godt valg.

Det er allerede velkendt, at risikoen for at en hiv-positiv person i behandling smitter er ekstremt lille. Samtidig har der dog været en frygt for, at langtidsbivirkninger ved medicinen måske kunne skade den hiv-positive. START-studiets resultater viser ingen tegn på sådanne skadevirkninger.

Samtidig kunne forsker-teamet bag HPTN 052 gøre regnebrættet op efter ti års opfølgning på 1.171 heteroseksuelle par, hvor den ene har hiv og den anden er hiv-negativ:

Der har ikke været et eneste tilfælde af hiv-smitte fra de hiv-positive som konsekvent har taget deres daglige medicin og som har haft en såkaldt umålelig mængde hiv-virus i blodet.

Der er hermed nu også videnskabeligt belæg for strategien som kaldes "Treatment as Prevention". Det ER en særdeles farbar vej i nedbringelse af nye tilfælde af hiv-smittede. OG det skader ikke de allerede smittede.

De socio-økonomiske implikationer af START-studiet og HTPN 052 er enorme. Det koster mange penge at sætte alle med hiv i behandling. Penge som mange af verdens lande ikke umiddelbart råder over. Men spørgsmålet er, om man har råd til at lade være med at lade være?

....af anden etisk oprindelse end dansk.

2015-07-08T18:18:00.001+02:00

Da det er blevet moderne at bruge ordene "vi er mange" som et selvstændigt argument i samfunds-debatten, tillader jeg mig hermed at springe ud som en hamrende intolerant, ja, ligefrem hadefuld person.

Jeg føler nemlig, at mange tænker som mig, og at det må være på tide med et opgør og et oprør mod de svin, som er godt i gang med at stjæle vores land for næsen af os.

Jeg taler om en voksende gruppe af folk, hvis holdninger står i diamentral modsætning til de sande danske værdier, som langt de fleste af os er vokset op med:

Demokratiet; tanken om at alle mennesker er lige meget værd; at man ikke skal gøre forskel på folk - den slags, som de fleste af os fik ind med modermælken.

Alle vi, der hylder disse værdier er under voldsomt pres i disse år fra en samling underfrankerede, men højtråbende, primitive grobrianer, som forsøger at gøre deres normer til vores, mens de - iført dansk tøj og camoufleret som pæne danskere - æder sig ind på selve vores folkesjæl.

Jeg kalder dem "Personer af anden etisk oprindelse end dansk".

Lad mig komme med et eksempel: Søren Espersen.

Vi taler om en mand, der giver fanden i Menneskerettighederne - det internationale regel-system, som siden 2. Verdenskrig har udgjort selve definitionen på et civiliseret, demokratisk samfund. Vi taler om en person, som forarges, når FN højt og larmende siger fra overfor hans partis tanker om diskrimination mod udlændinge. En mand, som i et ekko af nynazisternes benægtelse af holocaust påstod, at massemordet på 100.000 muslimer i ex-Jugoslavien aldrig fandt sted, og som kæmpede indædt imod at manden bag massakren, Radovan Karadzic, skulle udleveres til Haag til retsforfølgelse.

Søren Espersen vil forbyde moskeer i Danmark, fordi muslimer "kun har til formål at komme vores tro og levevis til livs".

Hans navn figurerede i årevis i nazist-partiets medlemskartotek, fordi han "interesserede sig" for dem.

Søren Espersen har et problem med det han kalder muslimers "voldelige opdragelse" af deres børn, men han går fuldt ind for danske forældres ret til at pande deres unger en på bærret, hvis de ikke makker ret. De kalder det "revselsret" i hans kredse.

Han mener, at "dansk blod i årerne bør være et krav for tildeling af dansk statsborgerskab" - en holdning, som chokerede samtlige politiske partier, der han fremkom med den, fordi den er identisk med Hitlers tanker for Stortyskland.

De samme holdninger ligger til grund for hans krav om, at Hjemmeværnet skal forbydes at optage ikke-danskere som medlemmer.

Søren Espersen har krævet militæret sat ind mod danske statsborgere, ikke en, men to gange: først mod Ungdomshusets beboere på Nørrebro og senere mod Christiania. Sådan agerer som bekendt kun fascistiske stater.

Det er på basis af disse og mange tilsvarende ytringer fra Søren Espersen, at jeg i dag vil tillade mig at konkludere:

Manden er slet ikke dansk! Han er et udefrakommende element af anden etisk oprindelse end dansk. Alt hvad han står for, alt hvad han siger, undergraver de grundpiller, som vores samfund hviler på. Den mand er farlig!

Søren Espersen var med til at føre Danmark ind i en ulovlig krig i Irak, og jubler i disse dage, hvor den kommission, som skulle afsløre hans meddelagtighed i denne forbrydelse er blevet nedlagt. Kan det undre, for hvilken forbryder ønsker at blive afsløret?

Og i dag kom det så frem, at han har fået tildelt det ærefulde hverv som formand for vores Udenrigspolitiske Nævn. En post hvorfra han kan sidde og præge vores lands politik med sine syge tanker.

Er det virkelig noget, vi som nation kan tolerere? En mand med et formørket sind og klare anti-demokratiske holdninger, som under dække af en hel særlig form for danskhed promoverer had mod mindretal i både ind- og udland?

Hvis vi kan det, har Espersen og hans følgere vundet en sejr - men ikke det endelige slag. Der er kun én form for had, et demokratisk samfund bør tolerere: hadet mod intolerancen. Det er i den ånd, jeg i dag erklærer mit had mod Espersen og alt, hvad han og hans parti står for. Men ulig ham ynder jeg ikke voldelige metoder. Søren Espersen og DF skal bekæmpes med alle lovlige og demokratiske midler. Det gøres bedst ved at udstille hans had, hans dobbeltmoral, hans ækle og perverse menneskesyn. Og det stopper først den dag, vælgerne løber skrigende bort fra ham og hans parti af landsskadelige elementer, fordi de har indset, hvad han er: et ikke-dansk element. Eller som de siger om de typer i diverse DF-venlige fora: et røvhul. Og det er vi for resten MANGE, der mener.

Når du strammer garnet....

2015-06-11T17:53:00.003+02:00

Landets statsminister har præsenteret sit partis bud på en ny udlændingepolitik og bevist, hvorfor ingen gamle socialdemokrater længere kan stemme på hendes parti. Der strammes og skrues og skæres ned og tales med dunder mod de uvelkomne - helt i tidens ånd. Og hvis de vover sig hertil, ja, så skal deres tilbageblevne landsmænd vide, at hver en krone, vi bruger på de tilrejsende flygtninge fra krig og nød, den vil vi modregne i støtten til deres efterladte i hjemlandene. Hæhæ.

Væk er den gamle røde kongstanke om, at solidariteten mellem mennesker ikke kun gælder under lønforhandlinger, men mellem folk i alle lande til hver en tid.

Man skulle tro, at en så hård politik fremført i et så kynisk tonefald ville få folk som Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg til at juble. Aldrig før har Danmark optrådt så uvenlig, så fjendsk og så virkelighedsfjern i forhold til de daglige tragedier, der for verdens flygtninge er meget virkelighedsnære.

Men nej. Kjærsgaard og Støjberg og deres hadefulde bagland jubler ikke. Nu er der nemlig gået hul på bylden. Socialdemokraterne har overgivet sig og er nu aktive deltagere i konkurrencen om, hvem der kan optræde mest fornægtende i forhold til verdens humanitære katastrofer, og det skal da selvfølgelig udnyttes. Så den skal selvfølgelig ha' en tand til.

Kjærsgaards og Støjberg trofaste følgere må til gengæld gnide sig i hænderne i dag. De to hadefulde mokker skruer nu retorikken helt op under loftet, og så må deres pøbel-tilhængere naturligvis følge med og forsøge at overgå dem. Fråde- gnaske- og savlelyde blandet med glædeshyl trænger ud fra den svinesti, som er vores to største borgerlige partier. Og reaktionen fra deres supporters kan forudses af selv et barn. Vi har allerede set folk fryde sig, når Middelhavet bølger opsluger tusinder af uskyldige flygtninge. Sprogets mest hadefulde gloser er blevet taget i anvendelse. Racisterne har bevist, at deres opfindsomhed er enorm og omvendt proportional med deres dansk-evner, når det handler om at udtænke sataniske måder, hvorpå vi kan slippe for "de fremmede". Og Kjærsgaard og Støjberg lader disse kommentarer stå på deres Facebook-sider. De lader som om, de ikke ser dem. Gennem deres passivitet giver de deres stiltiende, indirekte støtte til bundfaldet af galninge blandt deres egne vælgere. Til gengæld er de lynhurtige til at slette og blokere deres kritikere.

Mine forældre var børn af krigen. Under min opvækst fortalte de mig med gru i stemmen om de fem forbandede år og om, hvordan det kom så vidt. I folkeskolen fik jeg indprentet, hvor uacceptabelt og skadeligt for demokratiet og menneskeheden det er at gøre mindretal til syndebukke for flertallets problemer. "Aldrig mere en niende april", lød det gang på gang i de år. Det samme budskab kom fra radioen og tv'et, når politikere eller kulturpersonligheder beskæftigede sig med klodens problemer. For mig er racisme en hæslig ting, som kun syge og farlige mennesker støtter - også når den kalder sig ved andre navne.

Jeg burde være chokeret eller sorgfuld i dag - nu, hvor jeg har læst Kjærsgaards og Støjbergs bindegale krav om stramninger af stramningerne. Men jeg er hinsides de følelser. Garnet har været strammet så længe, at barnet for længst er kvalt til døde. Til gengæld føler jeg mig vred. Hamrende, frådende vred på disse to afskyelige bestyrere af borgerlig dansk humanismes hærgede dødsbo.

De vil gøre vores land til en fæstning for at beskytte vores velfærd og vores kultur, siger de. Men skaden er allerede sket, og den kom ikke udefra. Kjærsgaard og Støjberg er møllene i Danmarks klædeskab. De er borebillerne i vores fine gamle stuebord. De er - for at bruge en vending fra DF's Søren Krarup - kræftceller, hvis ukontrollerede vækst risikerer at dræbe den vært, der nærer dem.

De har forvandlet vores land til et paradis for hadefulde klaphatte. De har vakt de værste følelser i folk og har gjort humanisme, medmenneskelighed og omsorg til skældsord. De taler om nødlidende mennesker som landsskadelige elementer, men sandheden er, at ingen skader vores land som dem. Og de pisser på hjørnestenen i vores demokrati ved at gøre vores parlamentsvalg til en racistisk kampplads.

Må eftertiden dømme dem hårdt, må deres fanden tage dem, og må frihed, lighed, humanisme og åbenhed snart igen bære vores land mod bedre tider.

Nye tider for verdens hiv-patienter

2015-05-27T23:03:00.001+02:00

I midten af forrige uge modtog et par håndfulde af verdens ledende hiv-forskere en opringning. Nogle af dem blev vækket midt om natten. Andre blev forstyrret i konsultationer med patienter eller under vigtige møder.

Men da opkaldet var forbi, reagerede de alle ens: uden forklaring til omgivelserne smed de, hvad de havde i hænderne og løb ud ad døren i stor hast.

De hastede mod den nærmeste lufthavn for at springe på det næste fly til Minneapolis, Minnesota, USA.

Pludselig var der nemlig monumentale nyheder for verdens hiv-positive, og nyhederne kommer – ligesom de fåmælte forskere - fra den amerikansk-baserede forskningsgruppe INSIGHT. Et af gruppens regionale koordinations-centre findes i København: CHIP - Centre for Health & Disease Research på Rigshospitalet, min arbejdsplads.

INSIGHT-gruppen bestemte sig for ni år siden til at forsøge at finde svaret på et af de spørgsmål, som mange har haft en mening om, men som ingen har haft svaret på: Hvornår skal en ny-konstateret hiv-positiv person startes i behandling? For at besvare spørgsmålet, lavede man START-studiet. Et forsøg, hvor hiv-positive, som endnu ikke var startet i behandling (dvs primært ret ny-smittede) blev delt i to grupper: den ene halvdel af patienter skulle vente til deres cd4-tal var faldet til 350 celler pr kubikmilliliter blod. Den anden halvdel skulle sættes i behandling med det samme.

En rask persons cd4-tal ligger typisk mellem 800 og 1.500, men på basis af lang tids erfaring vidste man, at risikoen for følgesygdomme til hiv først for alvor gør sig gældende, når sygdom har nedbrudt immunforsvaret så meget, at tallet er faldet til 350 og derunder.

På den ene side har stået dem, der holdt på, at da hiv-piller er skrap kost med mange kendte, men givetvis også mange ukendte bivirkninger, ville det være bedst at vente med at begynde på at tage dem, til den smittedes immunforsvar var så langt nede, at der var åbenlys risiko for, at personen skulle udvikle følgesygdomme.

Denne tilgang har haft mange støtter, både blandt læger og patienter. Og det kan bestemt heller ikke afvises, at regeringer i mange lande og sygeforsikringsselskaber har været glade for den meget store besparelse, der ligger i at vente – typisk nogle år – på at lade hiv-positive påbegynde den dyre behandling.

Endelig er det velkendt, at er man først begyndt i hiv-behandling, må man ikke stoppe. Pillen eller pillerne skal tages dagligt på samme tid. For mange er det imidlertid svært at vænne sig til den daglige påmindelse om, at man er syg. Man skal mentalt være klar til at forpligte sig overfor sig selv.

På den anden side har været et tiltagende antal læger og patienter, som syntes, at behandlingen skulle startes tidligere. En del har ligefrem advokeret for, at den skulle starte øjeblikkeligt, når man var fundet positiv.

Deres argumenter har i høj grad været baseret på 'fornemmelser'. En tanke om, at man det nok var bedst at ramme sygdommen hårdt og tidligt. Samtidig har studier i de seneste år fortalt os, at risikoen for at en hiv-patient i behandling smitter sine partnere er utroligt lille. Så lille at den næsten er umålelig. Hensynet til deres partnere har bestemt også øget presset fra mange patienters side på at komme i hurtig behandling.

Disse og mange andre tanker lå INSIGHT’s kloge hoveder på sinde, da de søgte og fik finansieringen på plads for START-studiet.

Fra begyndelsen var det klart, at hvis studiets resultat skulle kunne fremsættes med autoritet, så der ikke bagefter kunne rejses tvivl det, ville det kræve medvirken af rigtig mange patienter, og at fordelingen af dem måtte være statistisk repræsentativ både med hensyn til køn, alder, smittemåde og flere andre parametre.

Derfor blev START rullet ud i ikke mindre end 35 lande over hele kloden. 222 hiv-klinikker og 4.700 patienter endte med at sige ja til studiet. Det samme gjorde samtlige producenter af hiv-medicin. De sidstnævntes støtte var nødvendig af økonomiske grunde: hvis man ønsker at give dyr medicin til patienter, som ikke har ret til den endnu, fordi nationale retningslinjer eller deres forsikringspolice siger, at de skal vente, må nogen betale gildet.

Efter meget lobby-arbejde lykkedes det at få medicinalfirmaerne til at donere de nødvendige piller til de patienter, som ifølge studiet skulle begynde behandling straks, men hvor lokale regler sagde noget andet. Foreløbig har START-studiets pille-lagre rundt omkring i verden således modtaget omkring over en kvart million gratis pilleglas, indeholdende 7.5 millioner piller, som alle skulle pakkes om og forsynes med nye etiketter - for det kræver internationale forskrifter. Der har været enorme logistiske udfordringer for INSIGHT i at stå som parallelimportør af medicinalvarer til en del af deltager-landene. Udfordringer som ikke bliver mindre af, at visse af hiv-pillerne skal opbevares ved ganske bestemte temperaturer. Hertil kommer de enorme forsikringsomkostninger som følger med, hvis man ønsker at give patienter en behandling, som ikke er foreskrevet i de nationale retningslinjer, hvor de bor.

De første tanker om START-studiet blev tænkt i 2007, men først i 2009 var man klar til at indrullere patienter i studiet.

Heldigvis har studiet mødt stor opbakning fra mange læger og patienter, selv om der bestemt også var været modstand fra folk, der fandt det overflødigt. I dag er der overvældende dokumentation for, at de tog fejl.

Der er tale om et såkaldt randomiseret studie, hvor det er en lodtrækning, der afgør, hvilken af de to ”arme” af projektet, patienten skal deltage i. Hverken patienten eller hans/hendes hiv-læge har derfor haft indflydelse på, om patienten straks kom i behandling eller skulle vente til cd4-tallet nåede ned på de omtalte 350 celler/mm³.

Det kræver enorme data-resurser og stor indsigt i statistik at regne ud, hvornår et studie som START har indsamlet nok data til at besvare det store spørgsmål, som er formålet med hele øvelsen. Men fra begyndelsen stod det klart, at da det handlede om at finde ud af, hvilken type behandling der er bedst, må det dreje sig om at indsamle data om, hvem det går skidt for.

Derfor blev der lavet en alenlang liste over sygdomme og andre små og store helbredsproblemer en hiv-patient kan løbe ind i. Disse blev anbragt i kategorier alt efter, hvor alvorlige de var, og så gik man ellers i gang med at indsamle oplysninger.

START-patienterne måtte sige ja til at komme til flere kontrolbesøg og flere blodprøver end andre hiv-patienter. Mange af dem sagde endog også ja til at deltage i særlige sub-studier med fokus på fx medicinens betydning for åreforkalkning, lungefunktionen og knoglerne. Disse patienter brugte endnu mere tid på klinikken og blev udsat for besværlige og langvarige målinger.

Statistikerne havde beregnet, at senest ved udgangen af 2016 ville der være høstet nok data til, at man kunne drage en konklusion vedrørende Det Store Spørgsmål.

Når man laver et studie som START, er patientsikkerheden i højsædet. Udover at såvel studiets design som dets forløb skal godkendes af lokale myndigheder i alle de medvirkende lande, er en bestyrelse af medicin-kyndige hiv-patienter også med til at give råd og vejledning og overvåge studiets forløb. Ja, de kan endda nedlægge veto, hvis de finder ting, der strider mod god etik i patientforsøg. Jeg har været så priviligeret at sidde i INSIGHTs Community Advisory Board gennem en del år og har gennem månedlige telefon-konferencer og hyppige møder med kollegerne og forskerne i forbindelse med de store internationale hiv-konferencer haft nok at gøre – især når forskellige lande eller interesseorganisationer som WHO pludselig lavede om på deres retningslinjer for hiv-behandling og gjorde det uden at begrunde det i videnskabelige data.

Den øverste kontrolfunktion med hensyn til afviklingen af studier som START er det organ, der med en forkortelse betegnes DMSB – The Data and Safety Monitoring Board. Det er sammensat af en lang række uvildige specialister uden tilknytning til studiet. Medlemmerne af DSMB har som de eneste ret til at studere de data, der løber ind, mens studiet står på. De gør det først og fremmest ved at holde skarpt øje med, om der er flere registreringer af sygdomstilfælde eller hiv-relaterede dødsfald i studiets ene arm end i den anden. Det siger sig selv, at hvis det undervejs viser sig, at patienterne i den en gruppe klarer sig væsentligt ringere end patienterne i den anden gruppe, er studiets spørgsmål besvaret, før den planmæssige afslutning.

DSMB gransker data fra studiet løbende og sender hvert halve år en rapport til studiets ledelse, om de er tilfredse med det, de ser, og om der stadig er styr på patienternes sikkerhed.

I løbet af START-studiet har vi derfor modtaget mange DSMB-rapporter. Vi taler om et dokument på flere hundrede sider, hvor alle aspekter af studiet gennemgås nøje, men stadig uden at give os konkrete data. Hver gang har konklusionen været den samme: ”Det kører fint. Vi har ingen grund til kritik og opfordrer jer til at fortsætte det spændende studie”.

Men i slutningen af maj i år kom der en anden besked: DSMB-udvalget kunne oplyse, at studiets store spørgsmål nu er besvaret – og det halvandet år tidligere end forudset.

Da de kloge hjerner satte sig ned omkring konferencebordet i Minnesota, var mange af dem jetlagged efter mange timers manglende søvn, men alle blev lysvågne, da det gik op for dem, at de sad inde med en oplysning, som ville ændre livet for både dem selv og deres patienter:

Der foreligger nu overbevisende dokumentation for, at folk der starter i hiv-behandling så tidligt som muligt efter at have fået deres diagnose klarer sig betydeligt bedre helbredsmæssigt end dem, der venter med at komme i behandling.

DSMB-udvalget hæfter sig først og fremmest ved, at både hvad angår de mindre alvorlige følger af hiv-sygdom og de alvorlige, aids-relaterede følger klarer gruppen, der kom i tidlig behandling sig bedre end dem der venter med pillerne til deres cd4-celletal var faldet til 350. Forskellen er mest udtalt, når de gælder de alvorlige følgesygdomme. De bemærker også, at det i den sammenhæng er uden betydning, om man er mand eller kvinde, ung eller gammel eller hvor i verden, man kommer fra.

Forskellen er så stor, at den ikke kan ignoreres. Det vil være etisk uforsvarligt at fortsætte studiet.

Dette er big og breaking news for verdens millioner af hiv-positive og selvfølgelig især for dem, der endnu ikke er i behandling.

Retningslinjerne for hiv-behandling i alverdens lande skal nu skrives om. WHO og de rådgivende organer i USA, EU, Asien, Afrika og alle enkelt-landene skal til at forholde sig til en ny virkelighed. Det samme skal regnefolkene hos de regeringer, hvor sundhedsudgifter betales over skatten samt naturligivs risk management cheferne hos sygeforsikringsselskaberne i de lande, hvor hiv-syges behandling er en forsikringssag.

Rådet til enhver der smittes med hiv vil fra om meget kort tid være: se at komme i behandling - jo før jo bedre. Men langtfra alle lande og sundhedssystemer er klar til at håndtere opgaven – hverken rent logistisk eller økonomisk.

I de senere år er prisen på hiv-behandling faldet dramatisk – ikke mindst i ulandene. Hvor det i midten af halvfemserne kostede omkring 75.000 kroner om året at sætte en person i behandling med den type medicin, som står som førstevalg, er prisen nu nede på omkring 1.000 kroner i ulandene. Vi, i de mere udviklede lande, betaler betydeligt mere, men også her vil prisen falde i takt med, at patentet for mange af de kendte piller udløber og kopi-produkter bliver udbudt.

Alligevel er det en svimlende opgave såvel logistisk som økonomisk at forestille sig, at millioner af mennesker nu bør behandles for deres hiv. I vores del af verden kan sundhedssystemerne håndtere det, men i Østeuropa, Asien, store dele af Sydamerika og i Afrika forholder det sig langtfra på samme måde.

Lige siden de første hiv-aktivister gik på barrikaderne i USA i firserne har adgang til behandling været et af vores vigtigste krav. Bureaukratiske sundhedssystemer, nærige statsledere, en grådig medicinalbranche, logistiske udfordringer og et massivt stigma knyttet til sygdommen har været blandt de hindringer, patienter skulle overvinde for at få de piller, de behøver for at overleve.

Det er en kamp, der fortsætter, og den bliver kun mere intens nu, hvor vi ved, at det bedste for enhver med hiv er piller her og nu. Vi ved, at langt fra alle vil få dem, men det politiske pres for at nå målet må nu tiltage i styrke.

Den halvdel af START-patienterne som udgjorde gruppen, der skulle vente på behandling er sikret. Vi lovede dem, da de gik med til at deltage i studiet, at vi ville sikre dem behandling, hvis det skulle vise sig at være det bedste for dem. Det løfte holder vi. Et faktum som vil blive særlig værdsat af dem, der stammer fra lande som Uganda og Thailand og USA’s fattigste kvarterer. Men vores opgave i videnskabens tjeneste stopper ikke her. Vi vil følge alle patienterne og deres liv med hiv i nogle år endnu. For det første er det etisk set det eneste rigtige at gøre. For det andet er det selvfølgelig højst interessant fra en forsker-vinkel, om de sent behandledes risiko for at udvikle hiv-relaterede sygdomme efter et stykke tid falder til samme niveau, som dem der fik behandling fra første dag.

Det var INSIGHT-gruppen som for tolv år siden slog fast med syvtommersøm, at pauser i hiv-behandlingen kan være frygtelig skadeligt for patienten. I mange år havde mange ellers troet, at det netop kunne være gavnligt ind i mellem med en pille-pause. De spekulationer satte SMART-studiet en stopper for, og i dag er det basis-viden for enhver hiv-læge og –patient, at stop i behandlingen bør undgås.

SMART er en forkortelse, der står for Strategic Management of AntiRetroviral Therapy, og fordi visse af de nørdede forsker-genier ejer en vis poetisk sans, var det nærliggende at bruge navnet START, om det studie, denne historie handler om. Strategic Timing of Anti-Retroviral Treatment blev navnet, og dets konklusion bliver fra i dag en hjørnesten i behandlingen af hiv-patienter.

Jeg føler mig dybt privilegeret over at være en lille brik i det kolossale puslespil, som INSIGHT er og som START blev. Hvor godt at alle brikkerne til sidst faldt på plads. Nu venter en lang periode med offentliggørelse af resultater og del-resultater, data-bearbejdning og fortolkning, og ikke mindst skal en fandens masse sygeplejersker i gang med at ringe til en fandens masse patienter for at indkalde dem til en samtale om omgående start på behandling.

Det er også nu, der skal sendes en stor og ydmyg tak til de små femtusinde patienter, som har deltaget. De har i bogstaveligste forstand gjort en forskel, som kommer millioner af andre til gode.

I de kommende måneder vil der blive indkaldt til møder i WHO, EU, diverse sundhedsministerier og ikke mindst i hiv-patientorganisationer over hele kloden. I dag er en god dag. I dag er vi meget klogere end i går. Nu skal der handles på vores nye viden. For retten til behandling for alle med hiv.

Linket til den officielle pressemeddelelse fra det amerikanske Institutes of Health finder du ved at klikke HER.

No NEWS is good news

2015-05-13T20:04:00.002+02:00

Jeg er netop holdt op med at følge TV2 Politik på Facebook. Det var begyndt at minde mig lidt for meget om at være spærret inde med Karen Jespersen og Ralf Pittelkow i en gummicelle på ubestemt tid.

Men jeg syntes, at jeg skyldte dem en forklaring på min afmelding. Jeg valgte at skrive den under deres ottende "nyhed" om regeringens håndtering af "terror"-sagen fra København. Jeg citerer mig selv her, for jeg har på fornemmelsen, at mine ord bliver slettet fra TV2-siden på Facebook, før aftenen er omme.

"Der er en grund til, at jeres logo er blåt. Dette er jeres ottende opdatering om en sag, der af eksperter i andre medier omtales som "helt ude af proportioner. Vi befinder os meget, meget langt nede på en fejlskala og fejlen ligger i embedsværket".

Forleden så jeg på News en forhenværende formand for Venstres Ungdom diskutere den samme sag med en tidligere chefredaktør på Jydske Vestkysten - avisen der betegner sit grundsyn som borgerligt-liberalt. Som lederskribent levede samme chefredaktør i høj grad op til dette gennem et utal af stærkt Venstre-venlige ledere. Det havde måske været meget underholdende at se sådanne to Venstre-folk rakke ned på Thorning, hvis ikke skiltene med deres navne havde været forsynet med andre titler. Der er nemlig tale om henholdsvis jeres politiske redaktør og en af jeres studieværter.

I fordrejer, forvrider og forvansker det danske nyhedsbillede. Som en dårlig kopi af - eller måske snarere parodi på - Fox News forsømmer I ingen lejlighed til at stille regeringen i et dårligt lys uden på nogen måde at anlægge en kritisk vinkel på de borgerliges spin. I skærer og vinkler jeres historier, så det forekommer nærmest grotesk. I har deponeret jeres objektivitet i Lars Løkkes lomme, og hvis Pia Kjærsgaard og hendes stormtropper kommer til at gylpe lidt galdevæske op om morgenen, kommer I styrtende med reportage-vognen for igen at agere mikrofonholdere for deres propaganda.

Samtidig gentages de samme historier ad nauseam på News for at hamre de borgerlige budskaber ind hos de særligt tungnemme.

Har I for resten bemærket, at jeres Facebook-sider er inficeret af kommentarer fra falske profiler, og har I bemærket, at disse uden undtagelse hører til på den yderste højrefløj? Jeg har netop lavet en tilfældig stikprøve under "nyheden" om, at Pia Kjærsgaard ønsker et dyrepoliti. Tre ud af tre var glødende Pia Kjærsgaard-tilhængere, men to af dem var tillige medlemmer af de danske nazisters Facebook-gruppe. Og to af dem var falske profiler. Bekymrer det jer overhovedet ikke, at I misbruges af højre-ekstremister? Nå. nej. Det gør det vel næppe. Alt tæller vel med, så længe det er med til at bringe Løkke tilbage i statsministeriet, ikke sandt?

Takket være min kabel-leverandørs "pakkeløsninger" tvangsfodres mit tv med jeres "nyheder" døgnet rundt. "Jamen, så slå da bare over på noget andet", hører jeg jer sige. Men så enkelt er det ikke. Sagen er den, at I som det altdominerende medie på TV-siden dominerer totalt. Og problemet er, at I prætenderer en objektivitet, I bag kulisserne end ikke forsøger at leve op til.

Jeg er homoseksuel. I mine kredse er det så moderne at springe ud. Jeg kan kun opfordre jer til at gøre det samme. Bekend dog kulør for fanden. Hold op med at fortælle jeres omgivelser, at I er noget, I ikke er. Det kunne være, man så var i stand til at tage jer alvorligt og møde jer i øjenhøjde".

Død over bøsserne

2015-05-13T20:01:00.002+02:00

En god Facebook-ven sendte mig i dag dette foto af et opslag fra Københavns Sydhavn. Opslagets afsender er Danmarks Nationale Front. Det viser - hvis nogen skulle være i tvivl - to blodindsmurte slagterknive, et regnbuesymbol og et hjemmelavet forbudsskilt mod bøsse-knalderi.

Teksten lyder "Goodnight Gay Pride".

Spørger du en hvilken som helst bøsse i hele verden, vil ingen af os være i tvivl om, at dette er en dødstrussel. Spørger du Københavns Politi, vil de sikkert kalde det drengestreger og henlægge sagen, da gerningsmanden jo ikke er så'n lige til at finde, da han ikke har signeret værket.

Jeg har ikke tænkt mig at henlægge sagen. Jeg vil fortsætte med at råbe op om, at der er en stærk og direkte forbindelse mellem Danmarks racistiske, højre-ekstremistiske grupper og de daglige overgreb af både verbal og fysisk karakter, som homoseksuelle danskere udsættes for.

For få år siden udtalte såvel LGBT Danmarks talsmand som en talsmand fra politiet til Politiken, at hvor indvandrer-unge ofte var dem, der råbte efter bøsser, var ingen af dem i tvivl om, at flertallet af de fysiske overfald begås af etniske danskere.

For tre år siden blev to af mine venner overfaldet en dejlig sommeraften midt i København. Det var stadig helt lyst, og der var masser af mennesker på gaden. De stod begge og røg en smøg udenfor en bar i Studiestræde. Pludselig blev de angrebet af tre unge mennesker, som uden nogen forudgående dialog kastede sig over dem. Jeg skal spare jer for de blodige detaljer, men kan oplyse, at episoden kostede den ene synet på det ene øje og en brækket næse. Den anden slap med 38 sting, et brækket ribben og et ansigt som i ugevis lignede en boksers efter et knock-out i sidste runde. Mange så det ske, men ingen greb ind. Ikke en gang barens ejer, som var bange for at miste sin bevilling, hvis politiet blev tilkaldt. Det blev de imidlertid af de overfaldne selv, men efter den indledende afhøring skete der intet. Tre uger senere blev sagen henlagt.

Jeg skal være den sidste til at bebrejde mine heteroseksuelle venner, at I hurtigt fortrænger den slags. Ligesom størstedelen af vores politikere og politifolk lever I jo på mange måder et andet liv end os homoseksuelle. Jo, på langt de fleste områder ligner vi hinanden, og vi har uendeligt meget mere der samler os end ting, der skiller os ad. Men ingen heteroseksuel er vokset op med det instinkt, der fra de unge år har fulgt os andre. I er ikke vant til det lige at lave et hurtigt tjek af omgivelserne, før I tager jeres elskedes hånd eller stikker jeres udkårne et smækkys midt på gaden. I skulle ikke lige skyde hjertet op i halsen, før I omtalte kønnet på jeres første store forelskelse for jeres forældre. I har ingen Gaydar, som scanner omgivelserne for folk som jer selv, men som også lynhurtigt kan aflæse, om den lækre fyr i S-toget stikker jer en flad, hvis I giver ham en kompliment.

Det er heller ikke jer som forundres, når Ekstrabladet den ene dag kommer med en guide til, hvor det er bedst for heteroer at knalde i naturen og den næste fortæller om, hvor ulækkert det er, når mænd med behov for diskretion om deres sexualitet knalder med hinanden om natten i Ørstedsparken.

Og det er ikke mange af jer heteroseksuelle, hvis kærlighed har kostet jer livet, førligheden eller størstedelen af jeres venner i en ung alder. I kan tillade jer at grine fjoget, når statistikken viser, at antallet af klamydia-smitttede eller folk med en "gonner" i jeres gruppe stiger mod himlen. Herregud, følgerne af endnu et knald uden gummi med en ukendt kan jo klares med et skud penicillin, ikke sandt? Jo, det kan det, hvis man er hetero. Ovre på den anden side, hos os homoer, er prisen højere: en livslang kronisk sygdom med daglig indtag af medicin - hvis man vel og mærke tager sygdommen i opløbet. Hører du derimod til de "diskrete" og gør din diskretion til en livsstil i så høj grad, at du ikke magter at se sig selv i spejlet, dør du.

Hvert år til Gay Pride kommer det samme spørgsmål: Hvad fanden har I at være stolte af? I er jo født som bøsser. Hvordan kan man være stolt af noget, man fik forærende ved fødslen.

Svaret på spørgsmålet er enkelt og ligeså narcissistisk som en drag-queen, der nærmer sig finalen på sit show: vi er fucking stolte over, at vi overhovedet tør fortælle åbent, hvem vi er trods alt det lort, der hældes ud over os. Vi har kæmpet over grænser, over sprogbarrierer, over kulturforskelle mod hadefulde kirker, homofobe politikere og en virus, som kostede millioner af os livet, og vi er her stadig. Vi har skabt et verdensomspændende netværk af søstre og brødre, som er der for hinanden i lyst og nød. Vi har søgt og fundet uundværlige allierede blandt heteroseksuelle. Vi har skrevet, vi har skreget, vi har demonstreret, vi har leet, vi har grædt. Vi har som unge mødt modgang i et omfang, som mange af jer andre aldrig møder i hele jeres liv. Og vi er her stadig.

Så nej, I anonyme haters med de små pikke og det lave selvværd fra lømmelklubben, I kalder en national front: I kan ikke slå os ihjel. Vi vil kvæle jer langsomt med de eneste våben, vi kender: ærlighed og kærlighed. Eller for at citere en af de fædrelandssange, I holder så meget af:

I alle de riger og lande,
hvorhen jeg i verden fo'r,
jeg fægted med åben pande
for, hvad jeg for alvor tror.

Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg ved, hans ånd er ej ægte,
jeg tager ham ej i favn.

Forstår I det? Nej? Så lad mig bukke det i neon: Du vinder intet slag, hvis du ikke står ved, hvem du er. Ordene er fra 1837, men de holder stadig. Det var B.S. Ingemanns poetiske måde at sige FUCK JER på. Ikke at det skal forstås bogstaveligt. Det har vi bøsser alt for god smag til.

I dobbeltild

2015-01-08T18:31:00.000+01:00

Mens størstedelen af den vestlige verden vånder sig efter det grusomme angreb på magasinet Charlie Hebdo i Paris, og almindelige borgere, politikere og regeringsledere står i kø for at bakke op om ytringsfriheden, er der to politiske reaktioner herhjemme som skiller sig ud.

De kommer - ikke uventet - fra Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg, dansk politiks to kvindelige svar på krysantemumbomben.

Begge har de med ord som svinger fra skuffelse over irritation til indædt vrede krævet, at Jyllands-Posten og helst samtlige medier inklusive Ølgod Ugeblad og Nørre Nissum Kirkeblad, benytter lejligheden til at genoptrykke de muhammed-karikaturer, som satte verden i brand i 2005.

Nu er det ikke sådan, at nogen har glemt, hvordan de ser ud. Og skulle nogen være i tvivl, kan de google tegningerne, og på 0,3 sekund vil de erfare, at de findes i ikke mindre end 9.590.000 udgaver på nettet.

Det er altså ikke på grund af mistillid til borgernes små grå celler, at Kjærsgaard og Støjberg ønsker dem genoptrykt. Det er - siger de selv - for at sende et signal om, at vi fortsat står inde for ytringsfriheden.

Men argumentet holder ikke. Hele verden ved, at vi danskere står fast på alles ret til at pisse på folk, vi ikke synes om. Vi har bevist det igen og igen. Det er skreget fra hver bakketop, og det har gjaldet som et evigt tilbagevendende omkvæd fra især den danske højrefløj igen og igen i det sidste årti. Vi har gjort det i en grad, så vi er blevet kendt som nogle af verdens førende racister. Vi er blevet Nordeuropas højborg for nazistisk propaganda. Vi har brugt vores demokratis højborg, vores parlament, som galleri for en svensker, hvis kunst befinder sig på børnehavestadiet, men hvis ekstremistiske holdninger får Djengis Khan til at ligne en omsorgsfuld småbørnspædagog. Og vi har taget de dumme svins parti ved i medierne at give dem mere venlige betegnelser som "islamkritikere" og "nationale" og "højre-orienterede" i stedet for at kalde dem ved deres rette navn: antidemokrater og racister.

Og vi har gjort det hele i ytringsfrihedens navn.

Så hvorfor er det så vigtigt for Kjærsgaard og Støjberg, at få de tegninger trykt igen? For provokationens skyld, vil de mere naive måske sige. Men jeg tror ikke på det. For som enhver sociolog og efterretnings-ansat kan bekræfte, er de folk, som blive vrede ved synet af de tegninger allerede så vrede, som de kan blive. Attentatet i Paris er det aktuelle bevis herpå.

Nej, vi skal dybere ned. Helt derned hvor ingen politisk kommentator tør vove sig, for ikke at påkalde sig Kjærsgaards og Støjbergs hysteriske vrede. Vi skal ned forbi det dybtliggende lag af politisk korrekthed og spytslikkeri for politikere fra det yderste højre, som har gjort deres holdninger til main-stream, men som forhindrer os i at sige det åbenlyst, som mange tænker:

Når Kjærsgaard og Støjberg ønsker at tirre alverdens terrorist-galninge er det nærliggende at tro, at det er fordi, de i deres stille sind håber på et angreb i Danmark.

Hvilken opbakning til deres politiske agenda vil det ikke afstedkomme? Hvilket politisk jordskred mod det yderste højre vil ikke være resultatet af en sådan ugerning? Hvilke samfundsomvæltninger kan ikke gennemføres under indtryk af danskeres blod i vores gader efter et angreb fra nogle underfrankerede galninge fra Mellemøsten?

Allerede før tragedien i Paris plæderede Pia Kjærsgaard for, at vi skulle indføre nødret i Danmark i kampen mod islamisterne. Hun ønsker med andre ord Grundloven sat ud af kraft, sådan som det skete under 2. Verdenskrig, da regeringen gav grønt lys til indfangning og fængsling af borgere, som kæmpede imod de nazister, som havde besat os. Vores samfundsorden sat på standby - angiveligt for at forsvare den. En absurditet. En perversion, som kun hun selv kan se meningen med. Og et bevis på at hun helt enkelt ikke forstår eller ikke vil forstå demokratiets fundamentale spilleregler.

Sådanne tanker efterlader disse selvbestaltede ytringsfrihedsforkæmpere med et prædikant som fjender af det demokrati, de selv påstår, de vil forsvare.

Og der står vi demokratiske borgere så i dag. Fanget i en ubarmhjertig krydsild mellem nogle få, men farlige religiøse galninge, som med alle midler vil omstyrte vores samfund og nogle kyniske, anti-demokratiske politikere, hvis hele eksistensberettigelse hviler på at skabe en atmosfære af utryghed og irrationel had - ikke blot mod religiøse fanatikere, men mod millioner af uskyldige, som ikke har den samme tro, spisevaner eller hudfarve, som Kjærsgaard, Støjberg og deres proselytter. For syndebukke skal der til. Det er første bud i enhver totalitær politikers bønnebog. Gennem udpegning af syndebukke har et utal af despoter og diktatorer sat deres præg på vores klodes historie gennem hundreder af år.

Et terrorangreb er en ussel handling udført af afsporede enkelt-individer. En dolk ind i ethvert samfunds hjerte. Men det må aldrig give anledning til dæmonisering af hele folkeslag. For gør vi det, begynder vi selv at tænke ligeså primitivt og anti-demokratisk som terroristerne. Og ligesom det ikke giver mening at forvente, at en rabiesramt køter holder op med at bide uskyldige mennesker, fordi man tvinger folk til at stikke hånden i kæften på den, giver det ikke mening at tirre terrorister med mere af det, som udløste deres galskab i første omgang. Der skal andre midler til. Hvilke har kloge mennesker skrevet mange bøger om.

Ild bekæmpes ikke med mere ild. Had bekæmpes ikke med mere had. Og vi kommer aldrig ekstremister og terrorister til livs ved at give afkald på vores egne fundamentale, demokratiske principper. Mere end nogen sinde gælder det i dag: hold tungen lige i munden. Vær besindig. Meget står på spil. Lad ikke de totalitære kræfter vinde. Heller ikke når de fremtræder i nydeligt tøj og perlekæder og make-up og påstår, at de vil vores land det bedste.

Præk til 1. Juledag

2014-12-25T17:31:00.000+01:00

Jyllands-Pesten - "Hvis der ikke lige findes en aktuel religiøs konflikt, skaber vi den selv" - har i juledagene hygget sig med at at ringe rundt til nogle folkekirkepræster for at spørge dem, om de nu også tror på Jesus. Altså sådan rigtig tror.

Det er der kommet nogle underholdende svar ud af. Det viser sig nemlig, at fire af dem ikke tror på, at Gud har skabt verden. Lige så mange tror ikke på, at Jesus døde på korset og - wait for it: hele fem tror ikke på, at Jesus stod op af graven tre dage efter sin død og fløj til himmels.

Som ansat på Jyllands-Komposten ved selv den yngste piccoline, at resten af nyheden derefter nærmest skriver sig selv:

Man ringer til en af Dansk Folkepartis præster, og så har man sin forside-historie.

Som bekendt råder partiet over adskillige klerikale medlemmer og enkelte af dem har endda et eksamensbevis som teolog,

I dette tilfælde fik Christian Langballe æren. Sønnen der ligner sin far, tænker som sin far, taler som sin far og som med enestående ihærdighed kæmper for at opnå samme legendariske status som Danmarks mest usympatiske menneske som sin far, er klar med en udmelding:

"Man kan ikke være præst i folkekirken, hvis man tvivler på centrale elementer i den kristne tro", udtaler Langballe (jysk for hængerøv) og fortsætter: "Hvis man tager Gud ud af ligningen, så har man bare et sentimentalt, humanistisk, kulturradikalt budskab tilbage. Så kan man lige så godt læse en bog af Klaus Rifbjerg".

Forstod alle budskabet?

At DF'ere giver fanden i det såkaldte armslængdeprincip er ikke nyt. Det gør de hele tiden, når de prøver at diktere dommere, hvad de skal dømme og instruerer Flygtningenævnet i, hvordan man kan være ledest overfor flygtninge. Men her går Dansk Folkeparti op mod selveste Gud, mine damer og herrer. Langballe Junior skal sateme nok tolke Biblen, som Gud mente det, og hvis nogen "troende" er uenige, er de slet ikke troende, men bare lusede ateister i forklædning.

Ja, Langballe formår endda at få flettet adskillige af DF's yndlingsskældsord ind i sin kommentar og oven i købet i optrappende rangorden.

For ikke indviede er det her på sin plads at nævne, at ordet sentimental hos Dansk Folkeparti er synonymt med en blødsøden tøffelhelt, en vatnisse, en pikansjos, et skvat. Og humanisme handler om at tro på det bedste i mennesket, hvilket vil sige, at man er et fjols, som bilder sig ind. at undermennesker som flygtninge, krigsofre, muslimer og bøsser er lige så gode som alle andre.

Begrebet en kulturradikal er en glose, som de er særligt glade for som skældsord i Dansk Folkeparti. Da det kom frem i 1950'erne, betød det "en person, der er socialt ansvarlig med et internationalt udsyn". Wikipedia udbygger det med, at de kulturradikale står for religionskritik, et opgør med nedarvede sociale normer, kritik af den victorianske seksualmoral og sædelighed, antimilitarisme samt åbenhed over for andre kulturelle impulser end de traditionelle, klassiske og vestlige (bl.a. udtrykt ved interesse for jazz, modernistisk arkitektur, kunst, litteratur og teater). - Vil du begribe Dansk Folkepartis verdenssyn, er det vigtigt at forstå, at samtlige de ovennævnte fænomener er noget, man i Folkepartiet anser som vederstyggeligheder.

Som indædt anti-kulturradikale er DFs officielle holdning altså:

luk røven hvis du ikke læser Biblen bogstaveligt;
er du født som underklasse, så bliv der;
vær heteroseksuel eller skrid;
krig er løsningen på verdens problemer;
luk grænserne
- og lad være med at interessere dig for arkitektur, musik eller kunst, som ikke udspringer fra dit eget nærmiljø.

Blandt kendte kulturradikale danskere kan nævnes Kjeld Abell, H.C. Branner, Poul Henningsen (PH), Hans Scherfig, Paul Hammerich, Leif Panduro, Klaus Rifbjerg, Tøger Seidenfaden, Georg Metz og Ole Bornedal - de svin.

I tre korte sætninger får Christian Langballe altså hevet hele DF-skytset frem mod de formastelige præster. Man må forstå, at disse udskud i sort kjole, som stiller spørgsmålstegn ved en bogstavelig tolkning af Biblen, er så modbydelige, så nedrige og så usympatiske, at det faktisk er et mirakel, at den autoriserede DF-Gud ikke forlængst har kvast dem eller kastet dem ned i Helvedes flammer, eller hvad de nu foretrækker i DF-kredse.

Da jeg hverken er medlem af DF eller Folkekirken og tillige holder af Scherfig, Panduro, Rifbjerg og PH, er jeg pr definition selv højt placeret på Dansk Folkepartis liste over fjolser, men det skal nu alligevel ikke afholde mig fra at stille to retoriske spørgsmål i dagens højhellige anledning:

1) Tror Christian Langballe mon, at Dansk Folkepartis medlemmer for alvor begriber, hvad det er for en forening, de støtter? Fatter de, at hvis de griner af tanken om, at Gud skabte verden på syv dage og i stedet tror på, at menneskeheden har udviklet sig over millioner af år, så er de ikke-egnede som partimedlemmer? Ved den menige DF'er, at når han ser genudsendelser af Danmarkskrøniken på TV, svarer det til, at Lars Løkke læste Karl Marx under dynen? Og forstår de helt ind i deres inderste indre, at Lektor Blomme fra Det forsømte Forår faktisk var en hyggelig fætter, som kun ville børnene det bedste? Og hvis de ikke har forstået det (hvad de ikke har, fordi deres gennemsnitlige IQ matcher en vandrottes), hvilke konsekvenser skal det så have for dem?

2) Hvordan kan Christian Langballe og DF forkaste Darwin og den udviklingslære, som ethvert skolebarn indprentes som grundviden? Hvordan kan de påstå, at gener og arvelige egenskaber slet ikke findes, når de selv er det bedste bevis på det? Indavlet had, lave horisonter og en veludviklet evne til benægtelse af fakta, stammende fra en svovlpøl af genetisk bundfald er jo selve grundstammen i deres egen eksistens.

Ja, jeg ved godt, at jeg er dum. Jeg er bare en tåbe, som ikke begriber en bjælde af Meningen Med Livet, som Langballe ellers så tålmodigt skærer ud i pap og bukker i neon for alle os, som er fortabte for DF-Guden. Men indtil det modsatte er bevist, tror jeg på det gode i mennesket. I hvert fald sådan rent statistisk. Jeg mener: selv den dygtigste Gud kan jo have en dårlig dag. Sådan en dag hvor man sætter sig til computeren og skriver sit program, og så får man trykket "enter" uden at opdage, at man sgu har lavet et par programmeringsfejl - og så vælter det ud med racister, homofober, despoter, diktatorer, vrisne gimper fra Gentofte og jyske sønner med faderkomplekser i den anden ende. Så forklar mig det, Langballe. Jeg længes efter at høre din milde røst. Om ikke andet har den historisk værdi som en af de sidste stemmer fra en middelalderlig fortid, vi andre forlængst har lagt bag os.

Den store, hårde, lange satan

2014-12-12T19:40:00.003+01:00

Jeg støder jævnligt på en kvinde i medierne, som hele tiden beklager sig over, at hun mangler noget stort, som kan udfylde et tomrum i hendes tilværelse. En lang, hård, glat, fed satan, som kan opfylde alle hendes inderste drømme.

Den må gerne være kold, og farven på den er for så vidt ligegyldig, Den skal bare kunne stå op på kommando, men især skal den kunne lægge sig ned og bare være til rådighed når som helst og hvor som helst.

Kvinden virker som besat af tanken. Det er en tilbagevendende drøm, som fylder så meget i hendes tilværelse, at hun simpelthen MÅ dele den med andre igen og igen og igen.

Hun har mange fans, den besatte kvinde. De elsker dette indblik i det sorteste af hendes sjæl, og de håber sammen med hende på, at hun en dag virkelig får den, så det kan mærkes - så hendes spinkle krop kommer til at skælve, og ekstasens savl løber ned ad hagen på hende.

Jeg taler om Pia Kjærsgaard og hendes grænsebom.

Løsningen på alle vort lands problemer. Svaret på underskuddet på finanserne. Punktummet for boligmanglen i storbyerne. Det definitive stop for narko-kriminalitet. Problemknuseren, som får al det integrations-pladder til at forsvinde som dug for solen. Metal-tingesten som helt af sig selv stopper nedskæringerne på socialområdet, og hvis afledte indtægter kan finansiere bygningen af mammut-statuen Pia Danske, som tænkes placeret på Blågårds Plads.

Sådan ser både hun selv og hendes tilhængere det i hvert fald.

De hyler og skriger om den grænsebom. De længes efter dens afvisende kulde. De bliver våde i bukserne ved tanken om bommen, der sænkes brat, når en sortsmudsket / muslim / terrorist / flygtning / østeuropæer (det ikke gældende bedes overstreget) nærmer sig.

Mange af dem mindes stadig den gang, vi rent faktisk havde sådan nogle. Men de fleste af dem har glemt, at de ikke gjorde en skid forskel. Deres vigtigste funktion var at stoppe danskere, der vendte hjem fra endnu et besøg hos Fleggaard eller Otto Duborg med bagagerummet fyldt med så mange bajere og Bailey-flasker, at Skodaen sank sammen i støddæmperne. Så betalte man sin bøde, og på hjemturen bandede og svovlede man over de fandens nidkære røvhuller i uniform, som ikke havde bedre ting at give sig til end at genere den lille mand.

Men nu vil de have røvhullerne tilbage. Grænserne skal bevogtes, bommene skal være vores nye nationalsymbol, og alt efter hvilket stadie af galskab, de er nået til, skal der etableres mure, pigtråd, automatiske skydeanlæg, maskingeværreder eller et mineret ingenmandsland til beskyttelse af nationen.

Men ingen af dem har svar på, hvordan det skal lade sig gøre i praksis. Det er selvfølgelig nemt at opsige ligegyldige traktater som Schengen-aftalen og Menneskerettighedserklæringen, hvis bare man har 90 sæder i Folketinget, men selv om vi gjorde det, hvad så?

Kan vi leve med fire timer lange køer ved grænsen, som enhver der i gamle dage besøgte Berlin oplevede? Ville det i praksis være andre end meget ensomme mennesker, der ville finde det fedt at få stukket en finger op i røven af en gummi-behandsket embedsmand på jagt efter den klump hash, du købte på havnen i Hamburg? Og ville tyskerne og svenskerne finde det rimeligt at blive belemret med de mennesker, som ikke faldt i vores snævre smag? Og ville det falde i god jord hos vores partnere i NATO og de andre krigs-alliancer, hvis vi bliver ved med at føre en "aktiv udenrigspolitik" - nydansk for "vi bomber, de flygter" - men nægter at leve med konsekvenserne af vores handlinger: tusinder af mennesker på flugt?

Og hvordan - helt konkret hvordan! - løser omdannelsen af Danmark til et samfund, som ville give enhver Stasi-agent bule i bukserne, de konkrete problemer?

Der var også kriminalitet, den gang vi havde grænsebomme. Ved Kjærsgaard, at antallet af anmeldte forbrydelser faktisk var højere, før vi droppede bommene og sluttede os til Schengen-aftalen? Og hvis hun ved det, hvorfor tier hun så med det? - Hendes tilhængere ved det i hvert fald ikke. Selv ikke de kan være så dumme at kræve en løsning, som de på forhånd ved ikke virker.

Danmark er en del af Europa på samme måde som Fyn og Jylland er en del af Danmark. Og ligesom vi ikke stopper al kriminel aktivitet i Odense og Aarhus ved at sprænge Storebæltsbroen i atomer og postere 1000 Søren Espersen-kloner ved indsejlingen til Nyborg som et værn mod onde elementer fra Lorteøen, stopper vi hverken forbrydere eller flygtninge ved hjælp af 1000 vandrette fallos-symboler langs vores grænser.

Den slags gør man gennem et grænseoverskridende samarbejde. Ved at række hånden ud til de andre nationer med samme problemer som os og i fællesskab finde løsninger. Ved at dele ansvar og pligter. Ved at anerkende, at vores gerninger som nation har konsekvenser - ikke ved at stikke af fra dem.

Mure og bomme kan dog nok i teorien medvirke løse ét problem: udvandingen af danskernes leverpostej-farvede, men dog ariske særkende. Det løses først og fremmest ved et kneppe-forbud, som stopper folk af forskellig hudfarve fra at have samleje - som man kendte det i de gode gamle apartheid-dage i Sydafrika - men et sådant forbud kan sagtens suppleres med en scanning af alle personer ved grænsebommen og en brutal afvisning af enhver, som er for sortsmudsket. Det vil godt nok give Kjærsgaard store problemer, når hun vender hjem fra det årlige ophold i sit sommerhus på Santorini, men hun må så finde sig i at leve i eksil i det store farlige udland, til hun er blevet dansker-bleg igen. Det har sin pris at være racist. Det må selv hun forstå. Og hendes fans er sikkert til enhver tid friske på at ofre grisefesterne på Mallorca på de lukkede grænsers alter, ikke sandt?

Det er ikke flygtninge eller udenlandske kriminelle, som er Danmarks største problem. Det er tidrøvere. Fladpandede ignoranter der kvæler enhver konstruktiv debat med deres bizarre krav om "løsninger", som kun gør ondt værre. Og det er populistiske røvhuller med status af politikere, som narrer naive sjæle til at tro, at racisme, isolationisme og ja, jeg siger det sgu: det 21. århundredes udgave af nazisme, er svaret på alle deres små, små problemer.

Hitlers propaganda-minister Joseph Goebbels var et klogt, dumt svin. Et af hans kendteste citater lyder:

Hvis du lyver stort nok og bliver ved med at gentage løgnen, vil folk til sidst tro på den. Men løgnen kan kun fastholdes, så længe staten er i stand til at beskytte folket mod de politiske, økonomiske eller militære konsekvenser af den.

En mur omkring Danmark forvandler ikke nationen til en Morten Korch idyl. Men tanken om den er med til at gejle et stigende antal tåber op. Tåber, som lader sig misbruge af politikere, som i bund og grund er anti-demokrater og dermed ikke en døjt bedre end de fremmede elementer, de ynder at bruge som skræmmebilleder.

Bommen og muren er ikke vejen frem. De er den sikre vej tilbage til en ond fortid, som vi stadig omtaler som de fem forbandede år. Lad det ikke ske igen.