Claus Piculell om livet, døden og politik

Kan S lave et ”dagpenge-valg” med den siddende ledelse?

2014-09-22T06:30:00.004-07:00

Thorning blev ikke sendt til Bruxelles, og ej heller til Bloksbjerg … At hun bør møde vælgerne og stå til ansvar for sin politik er en naturligt, men vil det alligevel stadig give mening at tage skiftet til den oplagte kronprinsesse Mette Frederiksen med magtaftaler, der utvivlsomt allerede ligger klar i kulissen?

På det seneste har der været klare tegn på, at S er ved at justere kursen med en stadig mere tydelig skiftende magtfordeling i ledelsen, et valg i udsigt og en intention om at pudse egen profil af.

Thornings dagpengeindrømmelser på S-kongressen var et vigtigt led heri og faldt i tre dele:

- dels fremrykkelsen af dagpengekommissionens rapport,
- dels blev det meldt hidtil uset skarpt ud, at det er dagpengereformen, der er noget galt med,
- og endelig blev det slået fast, at S og R efter valgudskrivelsen ikke længere er bundet af regeringsgrundlaget, men kan melde hver deres nye dagpengeløsninger.

Kritikere kaldet det små skridt, nogle sågar "ligegyldigt", og vist er der tale om mindre skridt, men skridt er de dog.

Jeg foreslog selv tidligere i år bla. en fremrykning, vel at mærke til foråret 2015, samt forskellige valgoplæg fra S og R, men det var under forudsætning af, at S skiftede formand fra Helle T. til Mette F., og at Mette F. udskrev valg i foråret, og jeg havde mildt sagt hellere set denne udvikling.

Når Thorning ikke kan rykke kommissionens rapport yderligere frem, skyldes det først og fremmest hensynet til de radikale. Under Thornings ledelse har S skrevet under på regeringsgrundlaget, som gælder indtil valgudskrivelse (evt. holdt tidligere pga. ny formand).

Nedsættelsen af kommissionen blev aftalt for cirka 1 år siden, og selv om det tager tid at finde deltagere mv. samt for kommissionen at arbejde, kunne man sagtens rykke rapporten yderligere frem.

Men Thorning ville ikke kunne lave resten af sine kovendinger, der behøves, hvis dagpenge virkelig skal være et topspørgsmål ved valget, og der er ikke noget EU-job lige nu, samt de radikale vil modsætte sig ændringer - også i S's udspil, før valgudskrivelsen.

Jeg skrev min analyse i anledning af de mere end ophedede diskussioner om og forventninger til situationen omkring det tidspunkt, hvor de Junckers EU-kabale blev endeligt lagt, konkret i den weekend med de afgørende forhandlinger.

Heri skrev jeg bla., at det selv for en S-ledelse med Mette Frederiksen som partileder og Henrik Sass Larsen som hendes højre hånd i en endnu mere fremtrædende position, ville blive svært med troværdigheden i behold at lægge alt for hurtig afstand til de mange ulyksalige dele af resultatet i det berømte "Sorte Tårn", og at der måtte findes både tid og argumenter samt tid til at lade ændringer så at sige 'sive ned" til vælgerne.

Jeg skrev også, at selv Mette F. og selv med en kurs-justering næppe ville kunne vende skuden og vinde valget, men at hun kan opnå et mindre nederlag end Helle Thorning.

Det skete i de to tidligere blogindlæg ”Træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke under Mette F. ” fra fredag den 29. august 2014 og i ”Plan B ... ” fra søndag den 31. august 2014.

Og jeg mener afgjort stadig, at selv en Mette F., der trods alt af og til har lyttet til baglandet og justeret nogle af de værste konsekvenser af de rådne SR-kompromisser, må skulle passe på med at ændre S-kursen for hurtigt.

Bag kulisserne er det vist allerede klart for de fleste, at Mette F og Henrik Sass taler med større vægt i f.eks. S-folketingsgruppen end Thorning og Corydon, og det kan forklare de seneste kurs-justeringer.

Et mere sikkert tegn herpå ville man få, hvis finansloven endte med solide indrømmelser til venstrefløjen – også den i socialdemokratiet, gerne i retning af midlertidige dagpenge-løsninger og andre indrømmelser i tråd med de fem punkter, jeg stillede op i mit blog-indlæg den 29. august 2914 (se link senere).

Derudover vil et magtskifte tidligere end valget dels kunne bruges til at fremrykke valgdatoen og debatten om et bedre dagpengesystem, og den magtkabale, der lige nu ligger i S-kaffeklub-ledernes Skuffer vil kunne træde i kraft uden større ballade, som et usikkert forår ville kunne bringe, især nu krisen som forventet af undertegnede ser ud til at bide sig fast og blive langvarig.

En væsentligt mere rød finanslov end de to før kunne i 2015 rumme noget i tråd med disse relativt beskedne, men vigtige forbedringer, idet jeg har opdateret dele af ideerne lidt siden 29. august:

1. Indtil et "bedre dagpengesystem", som Thorning stillede i udsigt på S-kongressen, kan forhandles og vedtages, må de midlertidige løsninger som minimum forlænges, og diverse huller fyldes ud, f.eks. samspillet mellem at falde ud fa dagpenge, forsørgerpligt og den lave ydelse til såkaldt "uddannelsesparate" under 30. Men det bør være det mindste resultat, hvor venstrefløjen endelig skal presse på genoptjeningskravet (6 mdr frem for 12 mdr), men realistisk bruge det til at få en del fra andre hylder.
Så længe Thorning er S-leder, og S-toppen er bundet af regeringsgrundlaget, fremrykkes dagpengekommissionen ikke yderligere, men man kan håbe på, at Mette F tager over, uden at det selvfølgelig kan indgå i forhandlingerne, og uden at det heller vil være en mirakelkur, men velgørende vil det være, at S og R hver for sig vil lægge deres forslag frem op til en valgkamp som to forskellige partier. Grundlæggende er en konjunkturbestemt dagpengeperiode et af de vigtigste indslag, f.eks. fire år i dårlige tider og 2 år i gode tider.

2. Den grønne check, der beskytter små indkomster (lidt) mod de såkaldte grønne afgifters stigning, bør blive til et permanent grønt inflationssikret bundfradrag på kr. 6000 (skatteværdi ca. 2500 kr).

3. Den grønne omstilling skal dels bredes ud til al slags grøn energi og skal dels tilbage som en væsentligt vigtigere prioritering ud fra sloganet: "Bæredygtige jobs og ikke blot blind vækst".

4. Gensidig forsørgerpligt skal afskaffes eller i første omgang ligestilles mht. skattereglerne, så en partner med forsørgerpligt i det mindste får samleverens personfradrag. Langsigtet må individualprincippet gælde i al lovgivning.

5. Overførsler skal reguleres ud fra den reelle inflation, målt af Danmarks Statistik for de enkelte socialgruppers forskellige forbrugsmønstre.

Ovenstående er skrevet ud fra den forudsætning, at S holder fast i det, der virker som en samlet ledelses plan, nemlig at fremrykke dagpengekommissionen, klargøre at man vil et nyt dagpengesystem og at tage en valgkamp på ikke mindst overordnet debat om indholdet i et sådant nyt system.

Og det er skrevet ud fra helt basale politologiske erfaringer om, at et partis kurs-ændringer skal ske med varsomhed og kunne forklares samt udvise en vis konsistens med den hidtidige linje.

Kort og kynisk sagt er formlen: Jo større ændring, jo mere tilsyneladende konsistens …

Derfor mener jeg også, at hvis S virkelig mener alvorligt, at det kommende valg skal have dagpenge som i det mindste et hovedspørgsmål, så vil man ikke kunne føre valgkamp i 2015 med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon som hovedfigurer.

Plan B ...

2014-08-31T06:49:00.001-07:00

Ja ja da, så blev alle politiske kloge-åger vist sat grundigt på plads. Næsten lige så meget, som DMI blev af skybruddet, men også kun næsten.

Herunder også undertegnede - hvis det ellers er ok at inkludere mig selv i denne mere eller mindre fornemme gruppe.

Bevares, nogle er blevet mere sat på plads end andre, f.eks. Lars Trier Mogensen, der i Deadline på DR2 i går, søndag den 30 august 2014 kl. 22.30, erklærede, at S "aldrig" ville give en kommissærpost til de radikale, men skidt nu med det:

Vi blev stort set alle overraskede, og det bekræfter blot Harold MacMillans dictum om, at "en uge er meget lang tid i politik" - og her kan en weekend åbenbart gøre det.

Alt det, jeg skrev om overgangen af magten til en ny S-formand i skikkelse af Mette Frederiksen især i blog-indlægget "Træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke under Mette F.", står stadig ved magt, herunder at Mette F. i første omgang formentlig kun ville kunne begrænse et snarligt valgnederlag - og hvis man læser efter, vil man bemærke, at jeg netop tager forbehold vedr. datoer og rækkefølgen af faktorerne.

Men det skal ikke forhindre mig i at tage hatten af for Helle Thorning, som jeg føler har bekræftet det indtryk, som jeg har haft længe, nemlig at hun nok gør sig væsentligt bedre på de internationalt bonede gulve end i dansk politik, hvilket en kommende regering uanset farve bør notere sig.

At lade sig køre i stilling som stærk mulighed som EU-præsident for så at trække sig, da den samlede kabale tydeligvis måtte lægges anderledes, med det modkrav, at DK ved at stille med en stærk kvindelig kommissær ville få en tung og formentlig økonomisk post, var særdeles smukt kørt.

Samtidig er den såkaldte "plan B" næsten bedre end plan A, for nu slipper vi røde vælgere og en kommende - og gradvist mere rød - S-top med Mette F. i spidsen for at skulle slås med Margrete Vestager. Sådan er det jo, som en eller anden sagde engang.

Endda forlyder det, at Vestagers nye "tunge post", som Thorning ikke ville annoncere åbent som en sådan uden en solid aftale om det, kan blive noget med at stramme op over for de banker, der slap for let fra ansvaret under finanskrisen, samt sikring af et samarbejde om skattesatser og effektiv skatteinddragelse.

Det kommer jo til at fremkalde en uvant situation for os på venstrefløjen oven på de seneste år, for så vil vi formentlig skulle være enig med Vestager fremover! I hvert fald ift. den retning, som hun trækker i, selv om stramningen nok næppe vil blive så stram, som vi kunne tænke os, men lidt har jo også ret.

Jeg står ved, at DF i stigende grad bør afprøves i handling og konkrete beslutninger på sin på meget sociale retorik, især når partiet står til at blive mindst dobbelt så stort som de radikale, og når partiet nærmest præsenterer sig som Socialdemokratiet Classic.

Men med en ny radikal leder er det en mulighed, at den del af det radikale bagland, som lige nu leder noget fortvivlede efter den sociale del af de Radikales traditionelle socialliberale identitet, i løbet af fire år i opposition vil kunne trænge igennem med et krav om, at partiet støver den sociale profil af.

Her er det måske en ulempe, at Morten Østergaard - ganske som Vestager oprindeligt - kommer fra den radikale venstrefløj.

Ja, kære læsere, I læste rigtigt: En ulempe. En gammel regel i politik siger nemlig, at hvis man vil rykke mod venstre (som da Nixon åbnede over for Kina - og delvist Sovjet), skal man komme fra højre og vice-versa.

Men vi, der gerne ser et mere lige og socialt retfærdigt Danmark med bæredygtige jobs til alle, der kan og vil, samt hjælp til alle, der ikke kan pga. sygdom, alder o.l., må jo håbe på reglen om "ingen regel uden undtagelse" ... Og undtagelsen kunne meget vel komme af en bevægelse hos græsrødderne.

Samt at vi efter det snarlige valg formentlig - formentlig, gentager jeg og minder om meningsmålingerne pt. men også meningsmålingers indbyggede svagheder - får et folketing, hvor de radikale ikke rigtigt kan blive tungen på vægtskålen i nogen vigtige sammenhænge.

Måske ender vi endda med en ny SR-akse, der denne gang har lighed, bæredygtige jobs, velfærd inkl. eksport af velfærdsløsninger og grøn vækst som det, Danmark skal leve af, samt andre gode ægte socialdemokratiske og socialliberale værdier mv. højt oppe på dagsordenen, når både S og R har tænkt sig om i fire år.

Der er nemlig intet, der fører til politisk omtanke og nyorientering som en periode i gold og kold opposition, og da især ikke, når man som parti er vant til indflydelse ...

10 teser til Socialdemokratiets nødvendige fornyelse ved begyndelsen af det nye årtusinde – principperne

2014-08-31T06:47:00.001-07:00

Her er ti teser, som jeg offentliggjorde kort efter valget i 2001, om det jeg mente burde være de overordnede principper i Soc.dem.s fornyelse. Det er både en glæde og en sorg at se, at de stadig er aktuelle …

1. Socialdemokratiet har altid værnet de svageste, og høstet vigtig støtte hos dem. Men Socialdemokratiet har aldrig kun talt de allersvagestes sag, som i kapitalismens var pjalteproletariatet, under den sejrede kapitalisme de ufaglærte, under senkapitalismen de arbejdsløse og overførselsmodtagerne, og i dag under videnskapitalismen er de marginaliserede med kvalifikations-, løn-, og frihedsefterslæb, hvad enten de tilhører dem, der nys er kommet til os, den generation, som blev sprunget over i 80’ernes store økonomiske krise, eller det såkaldte grå guld, der ofte føler sig som støv. Socialdemokratiet må tale for dem alle, gå i offensiven mod hvert overgreb på deres liv, ære og velfærd og for deres opkvalificering til at få mulighederne for at få del i videnssamfundet. Men Socialdemokratiet må tale for andre end dem: For de håbefulde, der tabes af den tilsyneladende fri arbejdsudfoldelses vogn; for de mange, der ønsker en plads i solen, men føler, at chefens nevøer stadig sidder i vejen; for de utallige, der opdager, at løfterne om en kreativ hverdag hurtigt afløses af nye rutineopgaver, blot på et højere niveau.

2. Socialdemokratiet har altid haft, og vil altid have, et væsensforskelligt menneskesyn fra højrenationalismen, der kræver særligt stramme krav stillet til de etniske mindretal, og hylder danskheden som et politisk projekt, ikke blot som et fornuftigt psykologisk behov for at søge sine rødder og dermed også forstå den historiske kamp bag det samfund, vi har i dag. Socialdemokratiet har ligeledes et væsensforskelligt menneskesyn fra den fremstormende liberalisme, der forguder det private initiativ og søger at gøre fællesskabet til noget lig sammenholdet i en sangforening. Socialdemokratiet afgrænser sig ligeledes fra konservatismen, med dens skeptiske og negative menneskesyn, fra socialliberalismen med dens kombination af fri konkurrence og forsøget på at opnå lige muligheder for deltagelsen heri, samt fra den mere yderliggående venstrefløj, med dens ubetingede optimisme om menneskesindet, blot det får et godt system at fungere i lagt ned oven fra, om end afstanden her er mindre.

3. Socialdemokratiet har altid haft reformer som sit virkemiddel og kan indgå ethvert kompromis, der fremmer dets vælgeres interesse, men det må afvise ethvert kompromis, der skader dem. Visse kompromispartnere er mere naturlige at søge end andre, ikke mindst den traditionelle socialliberalisme, konservatismen og venstrefløjen, mens andre kalder en naturlig skepsis og agtpågivenhed frem, men ingen er udelukket. Med de naturlige kompromispartnere kan der blive tale om strategiske kompromisser, mens der med andre kun kan blive tale om taktiske kompromisser.

4. Det lykkedes den nuværende regering at afpolitisere spørgsmålet om bevarelse og udbygning af den danske velfærdsmodel under valgkampen i november 2001. Socialdemokratiet må som en af sine fornemste opgaver have at politisere dette spørgsmål igen: Hver forringelse må afsløres og kritiseres, ikke mindst når den sker på baggrund af en solid og stærk økonomi, der ikke tilsiger forringelser. Men Socialdemokratiet må ligeledes udvikle sit eget alternativ med en fortsat fornyelse af det danske velfærdssamfund, ikke mindst i lyset af europæiseringen og globaliseringen. Den tid, hvor to uforsonlige parter stod over for hinanden på arbejdsmarkedet, er for længst forbi. Kollektive aftaler vil fortsat have en værdi som rammer for udviklingen, men hvert enkelt individ skal have sin personlige overenskomst på fremtidens arbejdsmarked. Socialdemokratiets og fagbevægelsens opgave er her blandt andet at sikre, at det ikke betyder, at svage individer presses til urimelige aftaler. Det skal sikres dels gennem minimumsrettigheder i europæisk og national lovgivning, samt i minimumsbestemmelser i de kollektive overenskomster.

5. Europæiseringen og globaliseringen af det danske samfund og dermed også af dansk politik stiller nye krav til Socialdemokratiet, men giver det også nye muligheder. Socialdemokratiets projekt må være, at alle får en rolle at spille i europæiseringen og globaliseringen. Kun på den måde overvindes den hidtidige modsætning mellem den såkaldte ’elite’ på næsten 50% af befolkningen og de øvrige marginaliserede 50%. Det europæiske projekt må forvandles fra en hvisken-tisken til et gjaldende kampråb for fornyelse af Danmark, Europa og verden. Socialdemokratiet må politisere det planlagte Europæiske Konvent med et krav om et Folkenes Europa.

6. Et Folkenes Europa må bygge på en nøje fastlagt opgavefordeling mellem de forskellige politiske niveauer og institutioner, hvor det vigtigste må være et krav om, at et folkevalgt Europaparlament og et ministerråd udpeget af de nationale regeringer tilsammen udgør det europæiske besluttende niveau med gensidig vetoret, udløst ved kvalificeret flertal. Et Folkenes Europa må endvidere bygge på minimumsbeskyttelse på alle afgørende områder og bygge på FN’s konventioner herom: de grundlæggende menneskerettigheder, de almene demokratiske rettigheder, økonomiske rettigheder som ejendommens relative ukrænkelighed og fuldstændig aftalefrihed mellem lovgivningsmæssigt ligestillede partnere på arbejdsmarkedet, sociale og kulturelle minimumsrettigheder på et højt niveau, beskyttelse af miljø og arbejdsmiljø i bredeste og bedste forstand. Det sociale mål må være at sikre alle et garanteret minimumsleveniveau, oven på hvilket der kan bygges forskellige kollektive og individuelle udbygninger. Kun på denne måde sikres en fremtid for den danske velfærdsmodel i den europæiske udvikling.

7. Socialdemokratiet må vende sig skarpt imod at lægge bestemte samfundsgrupper for had. Når nogen taler for sådanne holdninger, er det at række dem blot en lillefinger at bruge den forkerte legemsdel! ”Perkerne”, som man i dag nærmest værdineutralt kalder flygtninge, indvandrere og disses børn, er først af alt en ressource og ikke et problem, ikke mindst når store årgange af ældre snart skal forsørges af små generationer af unge danskere. ”Perkerne” er blot det seneste tilskud til et Danmark, der gennem historien utallige gange er blevet beriget af indvandring. Hansen og Jensen har længe været i mindretal i telefonbogen, og det vil tiltage. Hvis vi kan få et ”multi-etnisk” samfund af, at indvandrere og deres børn fra lande uden for Europa når op over 10%, så har vi faktisk haft det i mange år. Er definitionen på et multi-etnisk samfund derimod, at andelen af ”gammeldanskere”, der har boet i Danmark i 3 generationer eller mere, ikke når under 80%, så får vi det sandsynligvis aldrig. Men frem for statistik, må Socialdemokratiet bruge indvandringen til politik: Alle skal i arbejde og uddannelse, også indvandrerne. At der kan være problemer med nogle gruppers tilpasning, må besvares med en kombination af dialog og justits. At der kan være problemer med nogle ’gammeldanskeres’ tilpasning må besvares på samme måde. Integrationen skal styrkes overalt, og omvendt skal der gribes hårdt ind over for enhver form for diskrimination. Begge dele vil kræve nye tiltag. Det er den kontrakt, Socialdemokratiet må tilbyde nydanskerne.

8. Fremtidens Danmark vil opleve en stigende mangel på kvalificeret arbejdskraft. Socialdemokratiet må formulere en politik, der drastisk øger udbuddet af kvalificeret arbejdskraft. Det kræver en ihærdig uddannelsesindsats og en styrkelse af forskningen. Derfor var regeringens nedskæringer på dette område så kriminelle. Socialdemokratiet må arbejde for, at der bliver plads til alle, der vil … Det gælder det grå guld; de mennesker parkeret på overførselsindkomst i dag, som både vel at mærke kan og vil have et indbringende og udfordrende arbejde; og det gælder de mange nydanskere. Når alt er gjort for at opkvalificere disse grupper så hurtigt som muligt, først da kan der blive tale om at importere arbejdskraft, hvor der stadig er mangel. Erhvervslederne må lære at bruge de ressourcer, det danske samfund har i dag, ikke blot hele tiden skrige på flere.

9. Skal det blive tillokkende for grupper, som tidligere regeringer under indtryk af tidens store problemer parkerede på midlertidige eller varige og mere eller mindre nådige overførsler, at droppe det lille udkomme, de trods alt har nu, og satse på en hård og stadig mere omskiftelig tilværelse på arbejdsmarkedet, så skal det kunne betale sig for dem. Lønnen skal være tillokkende, men det skal den disponible realløn også. Derfor må skattebyrden flyttes fra skat på arbejde til skat på knappe ressourcer. Ressourcer, der er bundet mere til lokalsamfundet, end fremtidens arbejdskraft vil være. Til gengæld må vi gennem EU lægge pres på de lande, der gør en for lille indsats på uddannelses-, skatte- og miljøområdet om at opprioritere denne, så vi kan samarbejde og konkurrere på lige vilkår.

10. Socialdemokratiet har tabt et valg, men der er tid til at vinde nye slag. Det er rigtigt, at tidligere tiders benhårde klassekamp er forbi, men det er forkert, at interesser og værdier er et fedt. Socialdemokratiet må kæmpe for et levende fællesskab, hvor man ikke blot kommunikerer via internettet, men som har en aktiv og vital demokratisk debat. Først når alle er med, såvel til at skabe værdierne som til at forme værdierne, har vi et samfund med frihed for alle. Et Danmark for hele folket, hvor den enkeltes frihed er forudsætningen for alles frihed.

Træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke under Mette F.

2014-08-29T04:49:00.002-07:00

Jeg vil godt advare mod at sætte forventningerne til en S-formand Mette Frederiksen for højt, uanset om HTS nu scorer det EU-job eller ej. Den overvejende sandsynlighed er, at Mette F. vil skulle være leder af en forhåbentlig mere kritisk og konstruktiv opposition de kommende fire års tid.

Enten vil HTS gå glip af et EU-job og vil skulle fortsætte i DK og tabe valget stort for så ikke at have anden mulighed end at gå af som S-formand, eller også vil Mette F. tage over "i utide" og tabe valget noget mindre stort, hvilket faktisk bør give lidt øget optimisme og håb om et comeback.

Naturligvis skal Mette F. i princippet være klar til at tage magten og gå efter en valgsejr fra dag 1, men bag kulisserne er det nok mere sundt og langsigtet ikke at se fakta gennem alt for lysegrønne (eller lyserøde) briller.

En egentlig valgsejr om allerede under et år er yderst tvivlsom, og Mette F. kan tåle et - ikke for stort - nederlag, fordi HTS trods alt har været statsminister og primær løftebryder i den afgørende periode.

Samtidig vil det naturligvis ikke være muligt pludselig at kalde det regeringsprojekt, man selv har spillet en afgørende om end formildende rolle i, for en stor historisk fejltagelse.

Det vil være både utroværdigt og faktisk - tør jeg sige det - ukorrekt. Man har fulgt en alt for midterorienteret kurs dog ikke uden visse fornuftige tiltag, og det indtryk skal der langsomt rettes op på. Og det centrale ord er her langsomt.

Men for SF og EL er det bare at finde sælge sig dyrt ift. den kommende finanslov. Uanset hvilken leder regeringen har, har den en meget stor interesse i et forlig til venstre side denne gang.

Jeg vil foreslå fem mindre punkter at markere en fornyelse af linjen på, og disse kan fornuftigvis markeres på en (ordinær eller ekstraordinær) kongres, idet de angivne datoer tager udgangspunkt i, at Thorning får det EU-job, da rettidig omhu også er en dyd i politik:

1. Dagpengekommissionen skal 'bedes om' at fremrykke afleveringen af sin slutrapport til først i 2015, og op til det kommende valg bør S og R hver for sig lægge deres forslag frem op til en valgkamp som to forskellige partier. Grundlæggende er en konjunkturbestemt dagpengeperiode et af de vigtigste indslag, f.eks. fire år i dårlige tider og 2 år i gode tider.

2. Den grønne check, der beskytter små indkomster (lidt) mod de såkaldte grønne afgifters stigning, bør blive til et permanent grønt inflationssikret bundfradrag på kr. 6000 (skatteværdi ca. 2500 kr).

3. Den grønne omstilling skal dels bredes ud til al slags grøn energi og skal dels tilbage som en væsentligt vigtigere prioritering ud fra sloganet: "Bæredygtige jobs og ikke blot blind vækst".

4. Gensidig forsørgerpligt skal afskaffes eller i første omgang ligestilles mht. skattereglerne, så en partner med forsørgerpligt i det mindste får samleverens personfradrag. Langsigtet må individualprincippet gælde i al lovgivning.

5. Overførsler skal reguleres ud fra den reelle inflation, målt af Danmarks Statistik for de enkelte socialgruppers forskellige forbrugsmønstre.

Og så er det altså afgørende, at man denne gang gør det, jeg slog til lyd for i mit "nytårs-Notat til Centrum-Venstre op til valgåret 2011", nemlig helt enkelt at uddanne befolkningen i forskellen på privat husholdningsøkonomi og national samt sågar global økonomi.

Det behøver ikke blive så langhåret, som visse spindoktorer, der lider af kronisk undervurdering af vælgerne, straks vil påstå.

De fleste borgere forstår godt, når man taler andet end privatøkonomi, vil den enes udgift sædvanligvis være en andens indtægt, altså at en makroøkonomi er et kredsløb.

De fleste borgere vil også forholdsvis let forstå, at det er "tudetosset"- som venstrefløjens dronninger til stadighed siger, at staten ikke bruger sin samlede kreditværdighed til at låne penge og sætte investeringer i fremtiden i gang, når lånemarkedet globalt er så underdrejet, at renten er nær nul, ja faktisk under nul.

Og rigtigt mange borgere kan udmærket lære af erfaringerne fra de seneste godt fire års sparepolitik, hvis resultat nu er blevet, at EU er gået helt i stå, så selv den danske eksport, der var vort lyspunkt midt i manglen på et effektivt forbrug, nu også er begyndt at falde.

Modsætningen til USA, hvor massive statslige økonomiske saltvandsindsprøjtninger har fået gang i økonomien igen er oplagt, også selv om det en tid holdt hårdt i USA pga. krisens dybde.

Og så kan rigtigt mange borgere faktisk godt lide, at man taler til dem som voksne, intelligente mennesker og ikke som elever, der endnu ikke er klar til 2. klasse.

Derudover bør Mette F. bruge oppositionsperioden til at opstille et program for et socialdemokratisk Danmark version 2.0 (som det vist hedder nu om dage).

En del af det projekt vil være at begynde at undersøge muligheden for at skifte R ud med DF som et af støttepartierne for en S-regering, noget jeg allerede foreslog for fire år siden, herunder aktivere et nyt "alternativt flertal"- denne gang et socialpolitisk et - til afbødning af en Løkke-regeringens værste excesser.

Derudover er det et stort spørgsmål, hvilken kurs en V-regering mere præcist vil (kunne) føre.

Lige nu siger Løkke så lidt som muligt, og det er skam klogt af ham, men den går jo ikke som statsminister.

Og her har Løkke mindst to problemer at skulle takle:
1. En del borgerlige vil forvente en endnu mere klar blå kurs, især efter SR-regeringens mange blå elementer.
2. Løkke skal samle et broget flertal, der rækker fra LA over R+K og til DF og dertil Venstre, der heller ikke synes for sikker på den nøjagtige kurs.

Alt andet lige bør det give en opposition et vist manøvrerum.

Publikationsliste for Claus Piculell siden 2002

2014-07-24T03:53:00.000-07:00

Siden 2002 har jeg, alias Claus Piculell, alias Nutcracker, alias Skalpellen, alias På Spydets redaktør, bla. skrevet:

Siden 2002 har jeg bla. skrevet:

denne liste over 1-2 timer i dag (240714)

10 teser til SD's fornyelse (2002),

Claus Piculells syge histore - nu på Helbredskvartalet (2003+2005),

60 artikler i Flix.dk (2005) bla. interview med Lykketoft og analyser af valgkampene 2005+7 samt "Retten til at være sig selv", og et HCA-lignende eventyr ved dennes jubilæum,

500 indslag i På Spydet (siden 2005),

161 blogindlæg på Avisen.dk (fra 2007),

publiceret 32 digte + 90 aforismer (1994-2014),

Krisetider er reformtider! (primo sep. 2008)

14 store analyser for Cevea (2008-11),

"Don't Worry, be Happy! - entry in BBC's “Have your say” on the UK election and coalition negotiations" (maj 2010)

"Vågn op og lugt til kaffen! Vagttårnet ser fare for dagpengene ... " (maj 2010)

"Hvad skal "Rød Stue" egentlig med de Radikale?" (maj 2010)

""Udkantsdanmark" er ikke et sted, men en tilstand" (juli 2010)

Bud på en dagpengereform fra venstrefløjen (2010)

Liberalsocialismens foreløbige manifest (2010) og på engelsk 2014

Nytårs-Notat til Centrum-Venstre op til valgåret 2011 (nytår 2010)

Hva' dælen er hyperliberalisme? (april 2011)

Hvornår bliver de radikale socialliberale igen? (juli 2011)

"Reflections on the Oslo right-radical terrorist" (juli 2011)

"Tal, fakta og tanker om førtidspensionister og fleksjobs, herunder Mette Frederiksens udspil" (maj 2012)

"Venlige råd udefra til rådslagningen på årsmødet i Enhedslisten: Pres på for ægte forandring, men pas på ikke at bringe Lars Løkke tilbage!" (maj 2012)

“Dear Diary, my Facebook doesn't Understand Me!” (juli 2012)

"Skattereform i rødt og hvidt" (januar 2013)

"Op og ned i velfærdsdebatten - fremtidens velfærdsamfund" (februar 2013)

"Behovet for en europæisk velfærdsstat" (februar 2013).

"Tid til at vælte blå Bjarne? Nej, tag Bødskov ved lejlighed!" (april 2013)

"Arveskatten skal ikke væk - den skal op! "(april 2013)

"Forsøger DR's og andre økonomer at tale økonomien i gang?" (april 2013)

"Råd nr. to til nyt centrum-venstre parti: DEMOKRATISK VELFÆRD SOM MÆRKESAG" (juni 2013)

"Kan man tøjle kapitalismens excesser uden at bruge EU?" (juni 2013)

"Den udeblevne systemkritik og krisen – svar til Preben Wilhjelm" (oktober 2013)

"HVORFOR "Liberal Socialisme" og ikke 'blot' Socialisme ?" (2014)

"Helbredskvartalets" 14 opslag (fra feb 2014)

"Venstrefløjens nye håb kommer fra USA" (feb 2014)

"Liberalisterne har givet "liberal" et ufortjent dårligt ry!" (marts 2014)

“Facts revisiting Rogoff & Reinhart” (juli 2014 samt før maj 2014)

Facts revisiting Rogoff & Reinhart

2014-05-16T04:45:00.000-07:00

Do folks out there remember when a graduate student together with his teachers found serious flaws in the results from the famous neoliberal economists Rogoff and Reinhart about the very negative effect of a public debt over 90% on growth of GDP?

Well, here is the central table summing up all the miscalculations from "Does High Public Debt Consistently Stifle Economic Growth? A Critique of Reinhart and Rogoff", by Thomas Herndon, Michael Ash & Robert Pollin, published April 15, 2013 as working paper 322 from Political Economy Research Institute at the University of Massachusetts Amherst.

Retten til at være sig selv!

2014-05-11T06:51:00.002-07:00

Jeg er ingen stor beundrer af Michael Jackson. Jeg bryder mig endnu mindre om det evindelige ’hype’, der er om ham og andre ’kendisser’, herunder de såkaldt ’royale’ i Danmark. Og jeg kan slet ikke udstå den virak, der opstår, når en af de kendte måske har overskredet en grænse, og hele verden sidder limet til skærmen, mens deres liv oprulles i et cirkus, som man påstår er en retssal. Alligevel var det med glæde, at jeg kort før midnat hørte, at han var blevet pure frifundet.

Af Claus Piculell, publiceret på nu hedengangne Flix.dk 14. juni 2006

Fucked up
Der er ingen tvivl om, at Michael Jackson er en særling - eller en ’freak’, som det sikkert snart hedder på nydansk. I rampelyset fra barneårene, rig før han kunne kneppe, megarig før han måtte kneppe – eller stemme, og en ’superstar’, for nu at bruge et godt gammelt dansk ord, før han blev 25. En ung mand, der valgte at bo alene på en gigantisk ’ranch’, som han kaldte Ønskeøen, og hvortil han inviterede børn, især syge børn, og især syge drenge, så de kunne more sig i hans private tivoli og få en tur på karrusellen, inden han tog dem med i gyngen.

Og senere, som vi alle ved, tog han enkelte med sig i sengen, men ’kun for at hygge’, som vi andre gjorde før puberteten. Han donerede store beløb til syge børn, både enkeltpersoner og generelt, og på sine turnéer sneg han sig ofte hemmeligt af sted for at besøge børn i nød. Nogle vil se dette som at købe aflad, andre som ægte engagement. Men ét er sikkert og vist: Den mand må siges at leve sit indre barn ud. Måske fordi barnet aldrig fik en chance, da han havde alderen til det?

Fuldstændig Fucked
Er det ’sært’ at sove og ikke blot danse med drenge, når man er voksen? Jo, det er det vel. Men det sker da, at andre voksne ’går i seng’ med børn – ud over de unævnelige tilfælde. Der kan være spejderture med sovepose mod sovepose, eller hjemlig hygge, som når lille Peter putter sig hos mor i tordenvejret, mens far ligner en tordensky ... Jacksons måde at gøre det er en del mere sær, men er den ulovlig? Svaret ved vi nu er nej. Men det gør tilsyneladende ikke megen forskel. Omgivelsernes dom er som regel mere nådesløs end lovens. Og næsten uanset hvad der sker, vil Michael Jackson altid have beskyldningerne og rygterne klæbende til sig.

Retssikkerheden har længe været under angreb. De fleste, og stort set enhver i medierne, er for længst holdt op med at respektere, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og bolden ruller stadig videre, så nu om dage er man i manges øjne også skyldig, selv om man er blevet frikendt!

Selv jeg, der kun nødtvungent har hørt nyhederne fra sagen, har observeret, at Michael Jackson adskillige gange har måttet køre direkte på hospitalet frem for til retslokalet. Formentlig pga. hypertension, som lægerne kalder det, når de ikke vil tale dansk og sige ”truende højt blodtryk”, en tilstand, der kan fremkaldes af et mindre nervesammenbrud eller et tilstundende stort et. Enhver, der så Jackson ankomme til domsafsigelsen, og som tidligere har set billeder, hvor politiet insisterede på at anbringe multimilliardæren, der kom til dem frivilligt, i så stramtsiddende håndjern som muligt, vil have kunnet se, hvor meget den sag har tæret på ham. Nu, hvor han er frikendt, trænger den mand til at komme sig i fred og ro, men desværre er pladserne på den første rumfærge allerede optagne ...

Fucking selvmodsætning
Der er ikke grænser for de vitser, der er fortalt om Michael Jackson, og nogle er dem tilmed morsomme ... Men jeg har nu altid fundet modsætningerne i Jackson selv mest pudsige. På den ene side siger han i en af sine sange: ”It Don't Matter If You're Black Or White”, og på den anden side synes han at have misforstået sin egen bedste og mest global-socialt bevidste sang, når der siges: ”I'm Starting With The Man In The Mirror”!

På den ene side synger han om at række ud og ”put your heart on the line”, og på den anden side gemmer han sig bag masker og får børn med hvide rugemødre. På den ene side er han indeni et stort barn, og på den anden side er han en superprofessionel entertainer, der om nogen har indstuderet sine bevægelser og ved, at på scenen tæller ti skridt på taget mindre end ét tag i skridtet!

Retten til at sige ”fuck jer”!
Den slags kan man have sine meninger om – eller lade være. Det vigtige er, at man kun have de meninger for sig selv, ikke på vegne af andre. Man kan træffe sine egne valg, ikke andres. Alle har ret til at leve deres liv, som de vil, så længe de ikke skader andre og bidrager så godt de kan til fællesskabet. Det gælder en fattigrøv som mig og en røvet rig som Jackson. Man kan kun håbe, at Michaels martyrium, hvor selv den amerikanske domstol fik nok af rullende kameraer, får det at fise ind hos endda de mest selvsvingende og altguffende medieliderlige ’wannabees’ og utallige stadig aktive medieluderlige ’has-beens’.

Michael Jackson er som omvandrende selvmodsætning et glimrende symbol på ”Guds eget land” og ”the Land of the Free”, der efterhånden er ved at synke ned i en moderne, mediestyret middelalder med et præstedømme, som selv iranerne ville frygte! Jeg håber, at Jackson har ret, når han i en sine nyere sange, ”They don’t care about us”, siger: Beat me, hate me - you can never break me! Jeg vil stadig lytte kritisk og kun til musikken, men hvis der er lidt retfærdighed til, får Jackson nu et højst fortjent comeback. Det tror jeg også, at anklagemyndigheden skal håbe på. For tænk, hvis Jackson lagde sag an for ærekrænkelse og – værre endnu - tabt arbejdsfortjeneste ...

Liberalisterne har givet "liberal" et ufortjent dårligt ry!

2014-03-26T11:14:00.001-07:00

Ifm. dannelsen af lanceringen af et manifest og en Facebookgruppe for en European Liberal Socialism har en del danske venstreorienterede igen læst ordene "liberal socialisme" som noget, der på den "liberale" side svarer til det, som nyliberalisterne i "Liberal" Alliance og Venstre mv. står for.

Disse nyliberalister har givet mange i centrum-venstre et anstrengt forhold til det liberale tankegods, men dette tankegods indeholder altså langt mere end den markedsfundamentalisme, der sælges som "liberalisme" i dag.

Det er ikke uden grund, at arbejderbevægelsens slogan "Frihed, lighed og broderskab" stammer fra især den franske men også den amerikanske revolution, hvor det oprørske og meget liberale borgerskab kæmpede sammen med utopiske socialistiske arbejdere og med velvillig neutralitet fra bønderne.

De kæmpede sammen mod adelens og monarkiets nedarvede privilegier, positioner og penge, og var derfor f.eks. for ligestilling af alle "borgere" i en demokratisk styreform, med fri debat uden kongelig censur (undtagen mindretalsangreb og injurier), borgeres ret til privatliv, lighed for loven, og "retten til resultatet af sit eget arbejde", som der står over 50 gange i Adam Smiths "Nationernes Velstand".

Så den liberalitet, jeg forsøger at genoplive og smede sammen med en demokratisk socialisme med fundamentale reformer - herunder reel statsliggørelse af finanssektoren - på dagsordenen, er det, man i gamle dage kendte de radikale og dele af SF for at stå for, nemlig social-liberalisme, der samtidig var sossernes vigtigste allierede i at skabe den velfærd, de nu så skammeligt er med til at afvikle alt for store dele af.

Mht. EU er vi muligvis uenige med dele af især den yderste venstrefløj, fordi manifestet ikke ser anden vej til en europæisk liberal socialisme end gennem europæisk politisk samarbejde.

Men dog ikke mere, end at manifestet rækker ud til hele venstrefløjen i Europa, og at princippet er, at først prøver vi at se, om EU kan erobres og stilles om til finanskontrol og minimumsvelfærd, og går det ikke, så må den europæiske venstrefløj jo forme sine egne institutioner fra bunden.

Man kan evt. læse mere om disse pointer på engelsk på dette link
http://alittledanesenglishblob.blogspot.dk/2014/03/europan-liberal-socialism.html

Det kan også læses i det foreløbige manifests første punkter, som nu er i uddrag på selve hjemmesiden:
www.liberalsocialism.eu

HVORFOR "Liberal Socialisme" og ikke 'blot' Socialisme ?

2014-03-25T11:15:00.001-07:00

Det er blevet indvendt mod projektet om at fremme og forme "en liberal socialisme", at socialismen allerede har frihed som et i hvert fald meget afgørende ideal.

Og jo, socialismen har også "frihed" som målsætning, ganske som stort set alle ideologier, også de religiøse, har det. Der er bare det, at frihed betyder noget forskelligt for folk, f.eks. for kristne og muslimer og jøder der tror på hver deres variant af paradisisk frihed.

Tilmed er det sådan, at liberale, konservative og socialister ikke blot mener noget forskelligt med ”frihed”, men den nærmere definition af frihed er også forskellig for forskellige varianter af disse tre politiske filosofier.

Man får rigtigt fat, hvis man siger, at socialismens frihedsbegreb er forbundet med lighed. Det pudsige er bare, at det er klassisk liberal tænkning også, jf. det fælles kampslogan "Frihed, lighed og broderskab".

Så man må dels dybere i materien med at forstå forholdet mellem de tre afgørende principper, og der findes både "negativ friheder" såsom fravær af krig, tortur, diskrimination mv., som "positiv friheder", f.eks. frihed til at søge lykken og deltage i debatten ud fra en fælles og god grunduddannelse, bevidst arbejde for reel ligestilling af forskellige grupper, osv.

Højreliberale foretrækker ofte at holde sig til de negative friheder, altså fravær af noget begrænsende, mens venstreliberale ser positive og negative friheder som lige vigtige, og socialister lægger tendentielt mest vægt på positive friheder ”for alle borgere”, altså også i kollektiv forstand.

Men at det bestemt ikke så let at trække grænsen viser sig f.eks. i, at stort set alle liberale i det jo nok mest liberale land, USA, mener at en skattebetalt og god grunduddannelse bør stilles til rådighed for alle af staten, og her i Danmark har selv Liberal Alliance lært af bla. USA's eksempel, at lige adgang til skattebetalte sundhedsgoder også bør være en positiv frihed.

Men hovedproblemerne har for socialismen ift. frihedsidealet har bla. været disse:

1) Alt for mange, ikke mindst i de ortodokse marxistiske partier, herunder Stalin og Mao (og Lenin) havde en opfattelse om at nå det kommunistiske "paradis" gennem revolution, hvor det gamle statsapparat sønderslås, og hvor man ophæver en række borgerlige rettigheder, som netop er konkrete især negative men også positive friheder.

2) Ideen var så, at det socialistiske demokrati ville indføre lignende og/eller bedre rettigheder til i hvert fald "proletariatet", først i en periode med "proletariatets diktatur" - hvilket for f.eks. Marx betød "proletariatets organisering som herskende klasse"*, hvilket jo ikke udelukker et "proletarisk demokrati", som kunne se ud på mange måder, men som reelt blev partidiktatur.

Sovjet havde en vis fornuftig forklaring i begyndelsen for at indskrænke det ellers ret frie og mere direkte demokrati i arbejder- og bonderåd – i så stor grad at Lenin før indskrænkningerne måtte forsvare denne første ”demokratisme” mod intern kritik – og kalde til væbnet forsvar for revolutionen, som stod alene efter en blodig undertrykkelse af flere revolutioner i andre europæiske lande, hvilket Lenin ellers havde ventet sig meget af.

Og i deres egen føderative rådsrepublik (Sovjet = råd), hvor arbejderes og bønders råd tog magten fra den gamle stat, der samlede højrefløjen 3 mio. mand til at slå den socialistiske by-revolution ned - og det var inkl. 14 udenlandske hære, som kæmpede mod de 3 mio. soldater, som Trotskij nærmest mirakuløst fik til at overvinde en dyb, dyb krigstræthed efter 1. verdenskrig, og gå til væbnet modstand.

Der skete frygtelige og forbryderiske ting fra begge sider, kendt som hhv. ”hvid og rød terror”. Det vigtigste er dog, at man havde regnet med i det mindste nogle revolutioner i mere udviklede kapitalistiske lande, så man kunne opbygge et evt. europæisk socialistisk demokrati, men det kom aldrig, og parolen om "socialisme i et land" betød noget alt andet end demokratisk.

Og hvad endte det med? 70 års "undtagelsestilstand" uden synlig ende (før Gorbatjov), hvor partiets elite og deres børn tiltvang sig goderne med egne butikker, kørebaner og partisommerhuse de luxe.

Politisk revolution har med kun én undtagelse altid ført til, at den stærke ledelse blev et diktatur, og hovederne rullede. Undtagelsen er USA, hvor man fik et ungt og skrøbeligt demokrati, hvor man vel i dag kan sige, at folket kan vælge mellem forskellige eliter, men det tog altså også næsten 100 år og en borgerkrig ...

Så når jeg prædiker liberal socialisme, er det dels for eksplicit at lægge afstand til politisk revolution (andre revolutioner f.eks. i natur og videnskab kan man ikke undgå), dog sådan at et folk under massiv voldelig undertrykkelse selvfølgelig har ret til at gøre modstand og fjerne åget, men erfaringen viser også her, at man derefter skal arbejde benhårdt for at udvikle et reelt demokrati.

Den anden hovedgrund til liberaliteten er sikringen, at de borgerlige og andre frihedsrettigheder også under grundlæggende samfundsændringer ALDRIG må ophæves, undtagen i egentlig krig, hvor Geneve-konventionerne gælder, og da højst i 10 år.

Og den tredje er, at jeg vil sikre folks "personlige ejendomsret", herunder retten til at nyde godt af en ægte produktiv indsats, mens jeg omvendt vil have basale livsgoder sikrede for alle.

Finanskapitalen skal de-facto sættes ud af spillet (ved regulering eller statsbanker), mens forbrugsgoder skal produceres på et marked med fri og lige konkurrence, hvor staten bryder de-facto monopoler op i mindre, mere konkurrerende virksomheder.

At staten med en sådan opbrydning af virksomheder, der har for stor indflydelse på deres eget marked, altså et afgørende ord om både udbud og efterspørgsel, vil kraftigt forøge den fri og lige konkurrence, og det vil på et forbrugsgode-marked vil være et selvstændigt, vigtigt element i at øge produktiviteten.

Og det ligger helt i tråd med det, som USA's foreløbig sidste liberale præsident hos Republikanerne, Theodore Roosevelt, gjorde i 1900-tallets første tiår, da han fik indført ”antitrust-lovene” i 1911, mens han samtidig indførte ejendoms-, indkomst- og arveskat i datidens nuller.

Og endelig vil jeg stå fast på et repræsentativt demokrati, men gerne med folkeafstemninger, lokalråd, decentralisering, mv., og ja, projektet kræver et samarbejde i hele Europa. Om EU kan klare en stor omstilling eller ej får vi se.

Hvis man vil sætte sig dybere ind i liberalsocialisme, bør man kæmpe sig igennem (!) hele manifestet, som jeg gengiver og uddyber dele af her:

www.liberalsocialisme.dk

Men til slut: Ja, diverse protesterende har ret i, at socialismen, især dens slutfase - som ingen dog har set i praksis, opererer med frihed som et helt afgørende mål, forstået som frihed for den enkelte og for alle.

Det var Marx allerede inde på på to måder:

1. Denne utroligt smukke sætning, som afslutter kapitel to i Det kommunistiske Manifest: "I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger får vi en sammenslutning, hvor hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling."

2. At han flere steder nævnte, at "vi socialister" nok bliver nødt til at fuldende den liberale revolution for de "liberale", der efter selv at have fået til tider meget stor privat ejendom og anden magt, ofte erhvervet ved arv og ikke ved egen indsats, er gået hen og blevet en del mindre liberale ...

vh Claus Piculell, liberalsocialistisk manifest-skribent og cand.mag. i statskundskab og engelsk

* Jf. disse to citater fra "Det kommunistiske Manifest", kapitel to:

"Vi har allerede ovenfor set, at arbejderrevolutionens første skridt er at hæve proletariatet op til herskende klasse, at tilkæmpe sig demokratiet."

"Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, dvs. i hænderne på proletariatet organiseret som herskende klasse, og til at øge mængden af produktionskræfter så hurtigt som muligt."

Venstrefløjens nye håb kommer fra USA

2014-02-06T02:21:00.000-08:00

oplæg skrevet 290114 – udvidet tekst op 060214

Intro:

I de ikke særligt gode gamle dage under den kolde krig var den danske venstrefløjs hovedmodstander det konservative, nyliberalistiske USA. Men i dag er ikke blot flertallet af USA's vælgere, men også en del af eliten med præsident Obama i spidsen, den europæiske venstrefløjs stærkeste allierede i kampen for demokratisk, bæredygtig, menneskeretsbaseret kapitalisme eller måske endda en frisindet socialisme med ufravigelige borgerrettigheder.

Historisk:

- USA har altid levet med en dikotomi med demokrati mod kapitalisme samt idealer mod realpolitik

- Forfatningens fædre fastslog som "selvindlysende", at alle er født lige og med samme muligheder

- Men de forsynede også demokratiet med så megen tredeling af magten, at det til tider står stille

- De fastslog alles ret til "et godt liv, frihed og stræben efter lykken" materielt og åndeligt

- Men de knæsatte også en næsten ubegrænset privat ejendomsret og f.eks. ret til at bære våben

I dag:

- Buffett og Gates m.fl. bag Obama, og de har direkte bedt om en højere "millionærskat" ($250k+)

- USA i dag et demokrati, hvor befolkningen har mulighed for at vælge den elite, der skal styre

- En præsidentvalgkamp koster ca. i mia. dollars i dagens penge, derfor kun valg ml. eliter

- Valget er faldet på moderne tiders Roosevelt, både med ref til Franklin og Theodore R.

- Obama har altid holdt gode taler, dog især som præsidentkandidat, med mange løfter og retorik

- I nat var det en genvalgt præsident med fem års hård erfaring, der fremsatte en vision

- Og samtidig fremsatte han et program til Midtvejsvalget over for et Republikansk parti i indre splid

- En vision om den demokratisk og bæredygtig kapitalisme med et nyt klassekompromis

"Den amerikanske drøm"

- Samme formål har tidl. vicepræs Al Gore for øje i sine bøger, herunder senest "Future Inc"

- Den amerikanske drøm har aldrig været at blive svinsk rig uden tanke for sine omgivelser

- Den er muligheden for gennem hårdt arbejde at kæmpe sig op i samfundet

- Men den er også, at man ikke skal kunne have (mere end) et fuldtidsarbejde og være fattig

- Det var en af de sandheder, Obama slog fast i nat

- Det skete sammen med en tilslutning til Demokraternes slogan til midtvejsvalget:

- Sæt minimumslønnen op! (Give America a Raise")

- Tilmed forklarede Obama omhyggeligt, at det vil give mere forbrug, mere vækst og flere jobs, altså fungere efter Keynesianske principper

- Og det har hans politik allerede gjort, selv om en for stor del arbejdsløse har opgivet jobjagten

Ti af de vigtigste resultater af Obamas keynesiansk-inspirerede politik er:

1. den laveste ledighed i over fem år,

2. en vis vending på boligmarkedet og flere industrijobs end året før for første gang siden 1990'erne,

3. større hjemmeproduktion af energi,

4. underskuddet på finansloven reduceret med mere end halvdelen over de seneste ti år,

5. USA som nr. 1 på udenlandske investetorers liste i stedet for Kina,

6. Redning af finanssektoren og en vis opstramning af reglerne for den,

7. man har endelig fået repararet de værste skader ved USA's sundhed

8- Flere får bedre uddannelse, og der investeres mere her end før.

9. USA's største offentlige investeringer, en to-års aftale om finansloven og sikring af pensionspenge

10.Endelig fremsatte Obama en ny udenrigspolitisk doktrin, snart kaldet "Obama-doktrinen".

Vedr. sundhedsreformen:

- “Obamacare” betyder sygesikring til den sidste femtedel og begrænset sundhedsforsikringsfirmernes magt

- "Sundhed til at betale" har været en sag for alle præsidenter siden FDR's Social Security Act i 1933

Vedr. Obama-doktrinen:

- "For the sake of our national security, we must give diplomacy a chance to succeed."

På dansk kan doktrinen oversættes:

'Give diplomati og anden blød magt en chance, men bak det op ved at være klar til at bruge hård magt!"

Med Obamas egne ord:

"I en verden af komplekse trusler afhænger USA's sikkerhed og lederskab af alle instrumenter, som vi har, herunder et stærkt og principfast diplomati. ... [Og] jeg vil ikke sende vores tropper i krig, medmindre det er virkelig nødvendigt, og jeg vil heller ikke lade vores sønner og døtre blive levende begravede i tidsubegrænsede konflikter. ... USA skal vriste sig fri at måtte være konstant i krig!"

Efter disse ord gentog han løftet om at lukke Guantanamo, henviste til sit dekret om at begrænse brugen af militære droner og lovede at begrænse efterretningstjenestens krænkelse af privatlivets fred i hjemme og ude, og Obama opfordrede til, at USA ikke blot skulle bekæmpe terror militært, men også ved at vise sig tro mod idealer, der står for fredelige, demokratiske idealer.

- Obamas nye doktrin svarer til en moderne udgave af Theodore Roosevelts doktrin:

- "Speak softly, but always carry a big stick"

- Obama har allerede i praksis implementeret sin nye doktrin, men satte den nu for formel.

- Hillary Clinton har med fuld ret høstet ære for sit store arbejde, og nu høster Kerry og Obama gevinsten

- Iransk stop for atomprogrammet i 6 mdr. og yderligere forhandlinger

- USA ud af Irak og i 2014 Afghanistan, dog i begge med en lille styrke til "antiterror" og træning.

- Undgået militær indtræden i Syrien.

Som Obama sagde det:

“Så selv som vi aktivt og aggressivt vil forfølge terrornetværk, gennem mere målrettet indsats og ved at opbygge kapacitet af vores udenlandske partnere, skal Amerika flytte væk fra en permanent krigsfod. ... “

Ulighed:

Obama har sat "ulighed" i indkomst og muligheder som sin førsteprioritet for resten af embedet:

- det er delvist takket være sejren over Tea-Party-folkene vedr. finanslov og sundhed

- Begge har mødt uset modstand fra Republikanerne anført af the Tea Party

- Den føderale offentlige sektor for alt ikke-livsnødvendigt har været lukket ned længere end før *

- Højrefløjen har 40 gange søgt at få tilbagerullet "Obamacare" eller forbudt ved Højesteret

- Obama advarede derfor USA's kongres om, at han ville gå solo, hvor han kunne som præsident

- Men kun hvis repub anført af Tea Party fortsat blokerer og vil "keep fighting old wars" (sundhed)

Foreløbig konklusion

Altså kan man konkludere, at under Obama har Keynesiansk krisepolitik virket, men den moderne udgave har kostet ekstra. Og som ved alle andre politiske valg har Obamas politik har haft "upsides", men også "downsides" (forside og bagside af medaljen).

To årsager:

- Det har især at gøre med to ting:

A.FDR kom til efter næsten fire års håbløs sparepolitik under R-præs Hoover, der efterlod 25% ledige

FDR eksperimenterede med vækstskabende offentlig politik tre år, før Keynes skrev 'manualen'

Ledigheden faldt til 8% fra 1933-37, men så skiftede FDR kurs og ville have balance på finanslov

Det fik ledigheden til at vokse til 17% i 1939, og det var WWII, der afskaffede ledighed og desværre en del andet ...

Modsat kom Obama til i begyndelsen af krisen efter George W., der gennemførte den første bailout

Derfor har Obama teknisk set været præsident, mens USA's statsgæld gik fra 50% af BNP til 90%

Men ledigheden er nu faldet fra højdepunktet 12% til 6,7%, dog uden helt samme beskæft.fremgang

Det løbende underskud på de offentlige finanser er nu faldet betydeligt, med ca. 50% fra højdepkt.

B. Den moderne, globale kapitalisme rummer nye udfordringer:

Dels er USA ikke en stormagt i fremgang, men en hypermagt i tilbagegang økonomisk og politisk

Dels er den moderne kapitalisme "finansialiseret", som det hedder nu om dage.

Finanssektoren er i dag den sektor i USA, der tjener mest i % af BNP: Fra 5% ca. 1970 til 10% nu

Industriens overskud i % af BNP har udviklet sig fra 10% i 1970'erne til 5% i dag

Dette giver en struktural forvridning af økonomien, som forværrer konjunkturer mv = finansialisering

Obama har genoprettet dele af industrien og standset noget outsourcing, men kun lige vendt udv.

I 1912 (Titanic og 2 år før WWI) global handel i % af globalt BNP = 1995-niveau

Siden er økonomien globaliseret mere, og BRIKS-landene er ved at tage økonomisk førertrøje

Medaljens 10 bagsider:

Obamas de-facto-redning af USA's kapitalisme har ikke blot kostet ved øget gæld på kort sigt, og andre bagsider af medaljen er:

1. bøvlet med at implementere sundhedsreformen,

2. mere redning af banker end af boligejere - og for slappe krav i reguleringen,

3. har sat den grønne dagsorden delvist på pause, om end styrket Miljøstyrelsen og fortsat debatten,

4. de øverste 1% tjener 20% mere end ved krisens start, mens 99% har fået 1% mere i løn

5. mange jobs er deltid og underbetalte, hvilket sænker forbruget og fastholder "working poor"

6 Guantanamo stadig i gang trods løfter.

7. Øget brug af droner til de-facto statslige snigmord på USA's ledende fjender.

8. NSA's verdensaflytning

9. mindre styrke til og mindre ønske om at være “verdens politibetjent”

10. hjemmeproduktion af energi er især baseret på skifergas, som Obama ser som " natural gas [that, if] extracted safely, it's the bridge fuel that can power our economy with less of the carbon pollution that causes climate change".

Men iflg. diverse miljøeksperter ødelægger boring efter skifergas, især den såkaldte "fracking", en stor del af undergrunden, bla. vand.

- Disse eksperter er anført af den amerikanske tænketank "Environmental Defense Fund", der har eksisteret siden 1967, og en række andre miljøorganisationer.

- Her bør vi i Europa og Danmark lære, at skifergas er som at tisse i bukserne for at få varmen:

- Det er billigere varme i kort tid, men ødelægger undergrunden, inkl. drikkevandet, og frigiver metan.

Der er ingen genvej til en bæredygtig produktion, ikke mindst af energi!

Den anden krise

Det sidste har forværret en af kapitalismens andre kriser, nemlig knaphed på tidl. "frie" ressourcer

- Al økonomi, inkl. Mises, Friedman, Marx, Keynes bygger ellers på "knappe resoourcer".

- Marx antydede i Kritik af Gothaprogrammet, at miljø kunne blive et emne ift. varers brugsværdi.

- Men ingen har endnu afklaret, hvordan man får en vares brugsværdi og bytteværdi (gnst.pris) til at "stemme" overens

- Kapitalismen kan sådan set med regulering godt efterhånden gøre hele klodens folk til middelklasse

- Man vil så at sige skiftes til at være verdens "sweatshop", altså ny, billig produktion i et stykke tid

- Men som vi ser i Kina, vil velstanden føre til krav om bedre beskyttelse af løn, vilkår, miljø, forbrugere

- Derfor er Kina nu ved at robotisere samt outsource til bla. Afrika.

- Men det vil kræve 4-6 jordkloders naturlige ressourcer med nuv. incitamentsstruktur

- Her vil det ikke hjælpe, at USA's mindre afhængighed af "foreign oil" er skabt af skifergas

Alment problem

- Dette gælder faktisk hele den kapitalistiske produktion, der er god til forbrugsgoder, men kun det.

- Derfor er der behov for politiske løsninger, især på europæisk og globalt plan.

- I sidste ende opfordrer vi til et nyt klassekompromis, som minimum på europæisk plan:

- Menneskets behov skal ALTID komme før markedets, og alle vigtige beslutninger træffes demokr.

- Vi må have pol-øk menneskrettigheder, herunder retten til at søge lykken uden at dø af det.

- Fælles finansieret sundhed, uddannelse, basisindkomst, job, borgerrettigheder, kun lille ulighed.

- Finanssektoren skal have en sidste chance f.eks. ud fra hovedkravene citeret fra Ceveas notat fra 2009.

- Skulle finanssektoren selv efter dette kunne fremkalde massiv krise, må den (vigtigste del) samf.

- Til gengæld kan nationale, regionale og globale eliter i økonomi, politik og kultur tjene SMSM*.

- *SMSM: Så meget som muligt, blot en rimelig del beskattes til de fællesskaber, der muliggør det.

“Ikke én krone til bankerne uden modkrav”

Krav til bankerne foreslået i Cevea-notat januar 2009:

Krav om gradvis forøgelse af indskydergarantien (med op til 2,5 mio. kr. )
Krav om at bankerne skal finansiere 20% af alle udlån uden dækning i indskud ved at sælge aktier på børsen.
Krav om at alle aktieejere skal have fuld indsigt og stemmeret.
Krav om udskiftning og styrkelse af ledelse i Finanstilsyn, der skal have flere ressourcer og større politisk uafhængighed (Evt. underlagt Nationalbanken)
Krav om oprettelse af en uafhængig finansrådgivning på kommunalt niveau.
Krav om opstramning og afskaffelse af variable lånetyper og afdragsfrie lån.
Krav om at højst 50 % af årslønnen må udbetales i diverse bonusordninger
Krav om at aktieoptioner først må realiseres efter ”karenstid” på to år
Forbud mod salg af egne aktier til egne bankkunder.
Krav om repræsentation for det offentlige i alle bestyrelser.
Kapitaltilførslen skal lånes videre ud og/eller kombineres med offentlige udlån
Bankvirksomhed vedr. långivning og vedr. investering skal skilles ad.

- eller kravene i mindst 1 dokument om en Liberal Socialisme under navnet “verdens sidste bankpakke”

“International afgift, f.eks. 20 promille, på alle finansielle transaktioner, hvor afgiften fordobles for hver gang, finanssektorens volumen vokser til tre gange produktionssektorens, og 50% af indtægten fra afgifter anvendes til bankredningsfond og 50% til mikrokreditter og anden udviklingshjælp.
Opsplitning af finanssektoren i en almindelig statsbeskyttet del med udlån/indlån samt real- og produktionskredit og en anden mere spekulativ del for egen regning+risiko
Krav om en egen- og /eller kernekapital på 15-20% af udlån.
En større indskydergarantifond, der dækker 1 mio. kr. pr. kunde og finansieres af bankbidrag.
At bonusser maksimalt må udgøre 50% af grundlønnen på alle niveauer og virksomheder. “

Kilder:

Optaget mundtlig tale og

"FULL TRANSCRIPT: Obama’s 2014 State of the Union address"

http://www.washingtonpost.com/politics/full-text-of-obamas-2014-state-of-the-union-address/2014/01/28/e0c93358-887f-11e3-a5bd-844629433ba3_story.html

Om at få kuglen i hul ...

2013-11-30T08:08:00.003-08:00

(skrevet og publiceret på Facebook og Avisen.dk 27. nov. 2013)

Jeg har selv prøvet at være en smule politisk aktiv, da Ruder Konge var knægt, og Per Clausen samt Frank Aaen havde langt hår, og vil gerne minde især mig selv men også de mange andre politiske "mandagstrænere" om, hvor stor forskel der er på at sidde lunt på langsiden med hapsdog og fadøl, mens man råber gode råd til spillerne, og så at være på banen selv og tilmed være blandt dem, der forventes at sparke kuglen i kassen.

EL forhandlede dygtigt og fik en hel del indrømmelser på bordet, som ABF og VK nu tager æren for, mens de fremrykker endnu en omgang for det meste økonomisk nyttesløse og asociale skattesænkninger og piller ethvert effektivt tiltag mod social dumping ud af forliget.

EL kom tæt på at gøre denne finanslov spiselig for venstrefløjen ud fra en situation, hvor ABF har behov for sukker på de mange bitre piller, de har budt deres egne vælgere gennem to år, men EL fejlede i at komme i mål, fordi de ikke havde regnet nok med, hvor ivrig Lars Løkke lige nu er efter at undgå et valg med sine GGGI-blamager i frisk erindring.

Livet leves forlæns, men forstås baglæns, sagde Kierkegaard, og EL er et ungt parti, som først i de seneste par år har fået rollen at være den eneste kraft, der står for ægte rød politik og skal prøve at trække en radikal-ledet regering til venstre, oven i købet for tiden primært parlamentarisk.

Regeringen er med sine 30 spindoktorer og embedsmænd, presse og partiapparater en vældig modstander, og de formåede til sidst at fremstille det, som om det eneste, der stod i vejen var to lovsikrede omgange bad, dels fordi EL havde afstået fra andre krav, dels fordi ABF under to år ved magten har udviklet en principiel modstand mod deres egne forslag til velfærdsrettigheder, og dels fordi man behændigt glemte uenigheden om bedst at bremse social dumping.

EL må evaluere forløbet og glæde sig til næste gang, hvor vi er endnu tættere på valgperiodens slutning, og hvor prisen for forlig med både sindsro og fuld saglighed kan sættes et godt stykke op.

Jeg håber, at der i prisen til den tid indgår nogle skridt frem på lighed i sundhed (f.eks. medicinkort og fri tandpleje til alle med mere end fem slags medicin pr. dag) , social genopretning (bl.a. med et genindført ankesystem og fjernelse af den nye fattigdomsydelse til unge op til 30 samt voksenforsørgerpligt), grønt bundfradrag (eller mindst en fordobling af den grønne check) og en dagpengereform fra venstre som beskrevet i Information i 2010 af en analytiker fra Cevea.

Under alle omstændigheder og uanset indrømmelser i resten af valgperioden vil denne almindelige borger huske rigtigt længe, hvor skuffet man er blevet over regeringen, ift. sparepolitik midt i en krise ("pengene skal være tjent ind, før de kan bruges"), nej til finansskat, vattethed over for bankerne, yderligere omfordeling væk fra de fattigste og mest udsatte, mv. mv. - så sandelig også ved næste FT-valg.

Preben-Wilhjelm-kronik i pixi-udgave

2013-11-30T08:04:00.001-08:00

Her er en kort og mere let læst udgave af det forslag til kronik-svar til Preben Wilhjelm og hans godt 1 år gamle pamflet om "Krisen og den udeblevne systemkritik":

Jeg skriver jo formelt set til Preben Wilhjelm og alle, der anså hans pamflet som en vigtig kritik af, at en massiv finansnedsmeltning med efterfølgende langvarig økonomisk stagnation /depression IKKE har medført en kritik af årsagerne til den krise, som han mener er kapitalismen.

Jeg mener, at Preben Wilhjelm bl.a. overser, at den senmoderne kapitalisme har nået det stadie, som en række økonomer kalder "finansialisering", altså en strukturel forvridning af magt, ressourcer og indflydelse til finanssektoren og den snævre elite af ledere i store transnationale virksomheder, der er såvel finans som produktive virksomheder.

Jeg præsenterer derefter faren for et EU-sammenbrud med efterfølgende ny omgang national-konservativ og evt. fascistisk "Pest over Europa", som Hartvig Frisch kaldte det i sin berømte bog.

Overfor det stiller jeg elitens mulighed for at acceptere gradvise reformer,hvor de vil miste magt, men stadig kan tjene penge i et nyt europæisk velfærdssamfund - hvad enten det er et reformeret EU eller et helt nyt Europa-samarbejde.

Og denne udvikling, hvor eliten giver stadig større indrømmelser til almindelige mennesker og demokratiet ift. til politisk, økonomisk og anden magt og rimelig ressourceudnyttelse med en mere lige fordeling, er så efter min opfattelse et projekt, som meget fornuftigt kan hedde liberal socialisme.

Her fusionerer man især den politiske liberalismes frihedsrettigheder og retsstatsprincipper med en socialistisk produktion af basale livsnødvendigheder som sundhed, uddannelse,forskning, pleje af børn og gamle mv. og en socialistisk regulering af især store privatvirksomheder, og ikke mindst finanssektoren, så den private produktion af især forbrugsgoder bliver bæredygtig og med ægte dynamisk konkurrence.

Og jeg spår, at hvis ikke eliten besinder sig her i Europa, som dele af den har gjort i USA, og går med på nye kompromisser, så risikerer man et nyt ragnarok i et Europa og en verden, der har set nok af den slags.

Derfor er løsningen en liberal socialisme med en gradvis ændring af samfundet med stadig nye kompromisser til en bæredygtig produktion og levevis såvel ift. klodens ressourcer som en økonomi uden brug-og-smid-væk som det afgørende princip.

Den udeblevne systemkritik og krisen – svar til Preben Wilhjelm

2013-10-03T02:44:00.000-07:00

Hvad kan Marx bruges til i dag, og har socialismen en fremtid? Skyldes den udeblevne kritik af kapitalismen, at selv veluddannede folk i udviklede kapitalistiske lande ikke kan gennemskue krisens årsager, eller er grunden den herskende elites bevidste strategi, eller er enhver form for socialisme blevet umulig efter det fortjente sammenbrud i Østeuropa?

I sin pamflet “Krisen og den udeblevne systemkritik” stiller Preben Wilhjelm, der er tidligere folketingsmedlem for VS, netop et spørgsmål af den art, og vi vil her forsøge at give nogle svar. Vi kan allerede nu røbe, at svaret bl.a. indeholder et ja til alle tre spørgsmål ovenfor.

Den nuværende, alvorlige krise er en systemkrise, fordi den har baggrund i den senmoderne “finansialiserede” kapitalismes almene love og udvikling,

hvor især naturen og kapitalakkumulationen sætter grænser for og spørgsmålstegn ved økonomisk vækst, der allerede i forvejen har tendens til fald i takt med kapitalismens grad af udvikling, noget det jævne fald i BNP-vækst siden 2. verdenskrig bekræfter.

Krisen begyndte som bekendt i finanssektoren med boblebrist og bankers bankerot efter globale finanstransaktioner på 74 gange verdens samlede reelle produktion regnet i BNP på højdepunktet i 2007, hvor Anders Fogh Rasmussen frejdigt erklærede, at lærebøgernes ord om kapitalismens tilbøjelighed til at fremkalde konjunkturer, og at et stærkt 'boom' ville blive afløst et stærkt 'bust', måtte skrives om.

Det havde han sådan set ret i, men omskrivningen bør ironisk nok bestå i, at denne tilbøjelighed er blevet forstærket, efter at man har ophævet en række reguleringer af bl.a. finanssektoren, der blev indført efter 30'ernes Store Depression og 2. verdenskrig, bl.a. under de ti dages banklukning i 1933 under præsident Roosevelt og ved konferencen med aktiv deltagelse af Keynes i Bretton-Woods i USA i 1944.

I Europa og USA har den moderne kapitalisme haft en kronisk arbejdsløshed på mellem 6% og 12% fra 1973 til i dag, store virksomheder har fået stadig større indflydelse på markedet for deres egne varer – altså både udbud og efterspørgsel samt evt. politisk regulering, finanssektoren har udviklet sig fra at levere kapital til den reale produktion til selv at have førertrøjen i økonomien og tjene dobbelt så meget som den reelt producerende sektor nu om dage. Det er alt sammen strukturelle forskydninger, der forværrer kapitalismens konjunkturer og kriser.

Krisen har kort sagt lammet stort set hele den udviklede kapitalistiske verden økonomisk samt sat spørgsmålstegn ved hele denne produktionsmådes vækstlogik, økologiske holdbarhed, demokratiske styrbarhed og moralske samt menneskelige rimelighed.

Man kunne tro, at ledelsen af store såvel som små reale produktionsvirksomheder ville være allierede med almindelige mennesker om at få mere styr på og ny regulering af finanssektoren samt om at indrømme staten en større rolle i modvirkning af strukturelle og konjunkturelle ubalancer, herunder at stimulere stimulere økonomien under nedture. Det er også sket i USA, hvor fremsynede finansmænd som Warren Buffett og Bill Gates står bag præsident Obama og i spidsen for de rige, der offentligt har bedt om at måtte betale mere i skat.

Men dels er finansmarkedet i dag så globalt, at kun lande på størrelse med USA for alvor kan tillade sig at låne løs af de mange meget billige penge, der søger sikre havne og til tider vil betale netop USA for at låne af sig – selv om Danmark pt. godt kunne låne op mod 50 mia. ekstra pr. år i lyset af Euroens ironiske krise, der truer hele Europa med sammenbrud og efterfølgende nationalisme og evt. det, der er værre.

Dels er ledelserne i alle større virksomheder netop også “finansmænd”, altså store aktører med absurde bonusser i såvel storindustri som storbanker med gensidig repræsentation i hinandens bestyrelser og netværk, jf. f.eks. at Eyvind Kolding kom til Danske Bank fra A.P. Møller. Denne elite har ganske enkelt opsagt de nationale klassekompromisser i de forskellige europæiske lande og er åbenbart villige til med en brutal, fortsat neoliberal deregulering, privatisering og velfærdsbarbering at øge deres egen del af kagen, men til gengæld risikere en ny omgang voldsomme omvæltninger som i 1900-tallet, formentlig først fra den yderste nationalistiske højrefløj i Europa efter et EU-sammenbrud.

Vi vil hermed gerne, mens tid er, appellere på det stærkeste til alle ledere og ildsjæle i virksomheder, der ønsker at give deres varer størst mulig brugsværdi for deres kunder, værdi i form af god indtjening på gode produkter, og endelig genbrugsværdi for hele kloden og menneskeheden:

Accepter dog gradvise reformer med en europæisk velfærdsstat, en europæisk regulering af finansielle og industrielle giganter, samt en vis demokratisering af økonomien, hvor en produktion med “høj værdiforædling” jo kræver en stigende anvendelse af videnskab og innovation, hvilket igen bedst kan opnås med aktive og engagerede medarbejdere, der netop stadig oftere er selvstyrende og må inddrages i beslutninger ang. produktionen.

Man kan stadig opnå en nydelig fortjeneste med plads til personligt initiativ og iværksætteri frembringe på et ægte dynamisk marked med både offentlige og private aftagere, og til gengæld undgår vi at se meget af det sidste århundrede gentaget som tragedie eller farce og kan i stedet få et Europa og senere en verden med størst mulig fred, frihed, omfordeling og kreativt genbrug samt rimelig belønning for personligt initiativ for alle.

Når man så ser Marx's rolle, må selv den mest hovne nyliberalist vel indrømme, at den gamle havde fat i noget. Mange kritikere vil med rette pege på fejl i Marx's noget store fokus på Ricardos arbejdsværdilære, hans overdrivelse af merværdiens rolle, og især pege på manglerne ved teorien om profitratens fald og dens overdrevne rolle i Marx's kritik af kapitalismen.

Men profitratens tendens til fald - hvilket var Marx's præcise formulering - er mildest ikke hele Marx's økonomiske teori. Tværtimod spiller f.eks. kapitalakkumulationen en meget stor rolle i Marx's fortolkning af såvel prisdannelse som strukturelle misforhold i den modne kapitalisme, herunder kapitalakkumulationen og finanssektorens udskillelse fra den den produktive kapital og overtagelse af førertrøjen, hvilket rummer en indirekte forudsigelse af de mange recessioner og store kriser (den lange depression, den store depression, 70'ernes stagflation og i dag finanskrisens med dens langvarige stagnation) fremkaldt især af finanssektoren, jf. Kapitalens bind III.

Denne forudsigelse af tendensen til monopolisering / oligopolisering, hvor et firma får uhensigtsmæssig indflydelse på sit eget marked, altså på BÅDE udbud og efterspørgsel på egne varer, er samtidig en delvis forklaring på netop forskellen mellem en vares værdi og en vares pris, og netop en delvis forklaring på nogle af de ting, som modvirker profitratens tendens til fald.

Marx modsagde derudover faktisk selv yderligere denne tendens og arbejdsværdilæren ved at påpege i "Kritik af Gotha-programmet", at en vares værdi (og indirekte dens pris) ikke kun er bestemt af indholdet af menneskeligt arbejde (levende / løbende arbejdskraft samt død arbejdskraft i form af maskiner og andre dele af kapitalapparatet), men også af naturens råstoffer og øvrige bidrag. Herved foregreb Marx dels miljødebatten, dels muligheden for at sikre sig herredømme over strategiske varegrupper af betydning for hele den herskende produktionsmåde på et givet tidspunkt, jf. f.eks. oliens rolle i 70'ernes stagflation.

Så Marx tog rigtignok fejl mht. styrken af profitratens tendens til fald og ikke mindst dennes rolle / alvor - men helt forkert på den også om det var han nu ikke. Det er snarere sådan, at Marx ikke fik analyseret alle forhold, der påvirker prisdannelsen, udførligt nok, bl.a. fordi han skrev om den modne kapitalismes udvikling, før den blev rigtigt moden, og at han fik overdrevet betydningen af det levende arbejdes rolle i værdilæren og profitratens tendens til fald i pristeorien.

Til gengæld kan Marx ikke stå til ansvar for de konklusioner, som forskellige tilhængere og fortolkere påtog sig at udlede af hans utallige videnskabelige men også politiske værker. Ingen er som Marx blevet tolket og desværre også mistolket. Der er fejltolkninger både ift. at overdrive viljens og personernes rolle, men omvendt også det modsatte, og den sidste form for misforståelse er særlig relevant her, når man betænker, at 70'ernes såkaldte “Kapitallogikere” med Hans-Jørgen Schanz i spidsen fortolkede Marx på en måde, hvor kapitalismen stort set ville bryde sammen af sig selv pga. kapitalismens økonomiske love, herunder ikke mindst profitratens faldende tendens.

Når Preben Wilhjelm betoner så kraftigt i sin pamflet, at krisen skyldes kapitalismens love, mens han nedtoner elitens politiske strategi, befolkningens mangel på indsigt i makroøkonomi, manglen på et klart alternativ til den borgerlige snak om ”den nødvendige politik”, samt den beklagelige miskreditering af socialistisk tankegods uanset hvor demokratisk & frisindet & retsstatsligt, så aner vi reminiscenser fra den gamle og ret rigide ”kapitallogik”.

Vi synes, at Marx var ret god økonom med en alvorlig og i mange træk korrekt kritik af kapitalismen, og dertil en fremragende filosof og historiker og sociolog - men han var ikke nogen videre god politiker. Se f.eks. de meget afdæmpede krav til en overgang til den socialisme, som han skrev så lidt om indholdet af, i Det Kommunistiske Manifest til slut i del 2.

Især var det Marx's tragedie som revolutionær, at de borgerligt liberale revolutioner i 1848, de tidlige økonomiske kriser i 1800-tallet samt den dybe finanskrise i 1857 og endelig Pariserkommunen fik ham tilvitterligt at tro, at der allerede da var en mulighed for ikke blot en socialisme, der krævede en 'overmoden' og meget udviklet kapitalisme, men også en "revolutionær situation", men han er dog lovlig undskyldt af netop de store omvæltninger i 1800-tallet og af, at 1. verdenskrig jo faktisk fremkaldte den længe ventede revolutionære revolution, om end efter Marx's død.

Den mulighed så Lenin, der i øvrigt intellektuelt var en svag afglans af Marx, men han var netop en dygtig politiker og revolutionær, der kunne definere en revolutionær situation, nemlig en situation, hvor de herskende ikke længere kan herske, og de beherskede vil ikke længere lade sig (be-)herske.

Til gengæld fik den revolution, Lenin og bolsjevikkerne påbegyndte, en uheldig start og en katastrofal videreudvikling. Dels foregik den i verdens mindst udviklede af de kapitalistiske lande, nemlig Rusland – som Lenin kaldte “imperialismens svageste led”, og dels gik det helt galt, da den forventede verdensrevolution udeblev, mens den “hvide terror” fra hæren bag den tidligere borgerlige regering med hjælp fra 14 ellers krigstrætte lande skyllede hen over Russisk jord og fjernede den ungarske sovjetstat og udraderede såvel diverse forsøg i bl.a. Tyskland som dem, der forsøgte.

Med ryggen mod muren stampede bolsjevikkerne 3 mio. mindst lige så krigstrætte soldater op af jorden i de russiske byer og lod den “røde terror” vidne om en benhård vilje til at bevare magten, mens man indvarslede de metoder, der fremover ville blive taget i anvendelse over for enhver, der truede “proletariatets diktatur”, som betød partiets magt og elitens kommende privilegier med private butikker, dashaer og sågar vejbaner.

Og med den efterfølgende katastrofale udvikling, hvor Sovjetunionen og senere Østeuropa er eksempler på fejltagelser og forbrydelser i samfundsformationer født ud af blod og krig og væbnet kamp mod fascistiske og koloniale excesser, sværtede ikke blot den revolutionære men også megen demokratisk socialisme.

En lignende udvikling ser vi nødig gentaget! Vi ønsker i stedet fredelige forandringer og brede reformer, der gradvist forandrer Danmark, Europa og verden til det bedre.

For det 21. århundrede mener vi, at klodens herskende art skal nå frem til at kunne sætte disse disse mål på dagsordenen:

A) At opnå at komme så tæt på at udrydde ulighed og fjendskab i verden, at alle klodens borgere frit kan rejse, elske, bosætte sig og arbejde, præcis hvor man vil, og så man kan fjerne alle atomare, biologiske og kemiske våben.

B) At skabe et reelt og deliberativt demokrati overalt i verden på lokalt, nationalt, regionalt og globalt plan både som en vej til afskaffelse af sult og nød samt krige og og udligning af den globale ulighed, og ønsker et verdensdemokrati med en global regering med et progressivt EU som en stærk partner for demokrati, udvikling, retfærdig fordeling og en global markedsstyring.

C) At opnå en markedsøkonomi med fornuftige elementer fra kapitalismen bevaret men uden kapitalismens uligheder og stadige kriser. En sådan markedsøkonomi vil bevare og udvikle et dynamisk marked med ægte konkurrence, hvor borgerne gennem staten på alle niveauer prøver at forme et sådant ud fra erfaringer og eksperimenter, der formentlig vil gå fra mindre til stadig mere indgribende og klare grænser for markedets udfoldelse.

Som det første skridt foreslår vi verdens sidste og skrappeste bankpakke!

Når denne bankpakke hedder "den sidste" er det helt enkelt fordi, hvis selv en så omfattende regulering ikke kan fjerne finanskapitalens pervertering og undergravelse af samfundet og den produktive kapital, så er der kun statsbanker tilbage til ind- og udlån samt statskasinoer til kasinoøkonomien …

Verdens sidste bankpakke bør som minimum bestå af:

a1) En progressiv international afgift, f.eks. 20 promille, på alle finansielle transaktioner, hvor afgiften fordobles for hver gang, finanssektorens volumen vokser med tre gange produktionssektorens, og hvor 50% af indtægten fra afgifter anvendes til bankredningsfond og 50% til mikrokreditter og anden udviklingshjælp.

a2) Opsplitning af finanssektoren i en almindelig statsbeskyttet del med udlån/indlån samt real- og produktionskredit og en anden mere spekulativ del for egen regning+risiko

a3) Krav om en egen- og /eller kernekapital på 15-20% af udlån (2 til 3 gange kravet i dag).

a4) En større indskydergarantifond, der dækker 1 mio. kr. pr. kunde og finansieres af bankbidrag.

A5) At bonusser maksimalt må udgøre 20% af grundlønnen på alle niveauer og i alle finansvirksomheder.

Her – og om ikke så længe formentlig i Kina - har vi en ganske god “evidens”, som det åbenbart hedder nu om dage, skønt vi var nogle, der troede, at moderne videnskab netop havde forkastet det gamle verifikationskriterium og erstattet det med sund kritisk sans tilsat falsifikation og dokumentation samt lødig logik.

“Den historiske evidens” tyder allerede på, og vi tror, at historien vil frikende os for vore frækhed til at forudsige, at den igen vil bekræfte, at reformer er at foretrække som middel til samfundsforandring, så man kan fastholde og udvikle både et ægte folkeligt demokrati og menneskerettighederne med så meget ægte frihed til så mange som muligt, og derfor mener vi, at der ikke er noget fornuftigt eller menneskevenligt alternativ til en moderne liberal socialisme.

-------

Claus Piculell

første oplæg 031013 til Facebook-gruppen "Liberal Socialisme"

Kommentarer modtages gerne - for ikke at tale om støtteerklæringer (!), og kan kommentarerne indarbejdes, kan man evt. komme på som medunderskriver til en kronik til Politiken, som jeg er blevet overtalt til at prøve at skrive.

Et rødt kys farvel til VS - mindeord for et parti

2013-09-14T03:02:00.000-07:00

Jeg vil gerne lette på hatten for de mange, der gennem tiden har været med til at præge den danske og europæiske venstrefløj ved at være aktive med udspring i partiet Venstresocialisterne.

Først publiceret på Avisen.dk 9. september 2013 17:15

Især når DR Nyheder, særligt på deres Tekst-TV, blot dagen efter VS's officielle nedlæggelse af sig selv, finder det god smag at fremhæve, at netop Karen Jespersen og Søren Espersen engang for utallige år og kovendinger siden begyndte deres politiske "karriere" i VS.

VS har helt fornuftigt valgt at nedlægge sig selv for at kunne bidrage endnu mere til Enhedslistens arbejde og for generelt at arbejde for at styrke venstrefløjen.Uden at ville blande mig i diverse partiers interne beslutninger, så vil jeg dog opfordre alle kollektive medlemmer i EL at overveje, om de bør gøre det samme.

Jeg har ikke selv været aktiv i noget parti, men dog ledende medlem af DKU og Komm.S., og i det arbejde så og samarbejdede jeg med mange aktivister og ideologer - i dag åbenbart kaldet "ildsjæle" især på deres CV'er, tsk tsk ;-) - fra netop VS, men dog fra stort set samtlige andre partier til venstre (SF, KAP, SAP, DKPml mv.) , og såmænd også dengang Socialdemokratiet. Og så har jeg slet ikke nævnt det store hav af "uorganiserede" i forstanden ikke-partiorganiserede aktive.

Jeg har altid set andre aktive til venstre i dansk politik som alliancepartnere, selv om vi også havde vore uenigheder, debatter på godt og ondt, samt desværre til tider intriger. Og jeg har stort set altid set folk, der kæmpede med liv og sjæl for det, de havde kært - og for manges vedkommende stadig gør det.

Så tillad mig at være en af de første til at sende en tak til blot nogle få af VS's kæmper, nemlig folk som Preben Wilhjelm, Gunvor Auken, Kai Moltke, Erik Siigsgaard, Willy Brauer, Inge Eriksen, Litten Hansen, Sven Erik Kjær Rasmussen, Inger V. Johansen, Jørgen Lenger, Keld Albrechtsen, Klaus Birkholm, Anne Grete Holmsgaard, Jens Otto Madsen, Villo Sigurdson, Jakob Nerup og Per Clausen - de to sidstnævnte samt mange andre har jeg selv samarbejdet en del med,men jeg sender alle en kærlig og kammeratlig hilsen i dag (også til hende jeg citerer til slut).

Jeg undskylder over for de utallige, som jeg ikke har nævnt, men jeg vil til gengæld nævne, at heller ikke i denne sammenhæng skal man stole på 'sejrherrernes historie', der desværre også præger f.eks. DR Nyheder og endda selv Wikipedia, som dog tilstræber en vis 'objektivitet' og korthed.

Hvis man virkelig vil vide noget om VS og den øvrige venstrefløj og det, der drev og stadig driver mange af os - uanset vore utallige fejltagelser og nogle gange misforståede forsvar for ikke-forsvarbare ting i kampens hede, og hvis man vil have et kig på den anden side af historien, der samlet set med tiden sikkert som alt andet vil blive mere afvejet og retfærdig, så kan man begynde at læse om VS mv. på nedenstående link til det alternative ”Leksikon for det 21. århundrede”.

Det er et nu omstridt, men prisværdigt grundigt leksikon, som netop medlemmer af det nu hedengangne parti VS også har æren for at udvise den rettidige omhu ved at påbegynde, mens andre (herunder jeg selv!) investerede i bogudgaven af ”Store Danske” ...

Historien om ”VS – Venstresocialisterne” er her.

Til slut til mine mange og kære kammerater i, fra og omkring VS:

I er ikke glemt, og ikke mindst jeres kamp vil aldrig blive glemt. Som Hanne Reintoft, der som få har været aktiv i alle større venstrefløjspartier, og som vi vel stort set alle kan bryste os af at have kæmpet på samme side som, sagde engang:

"Kampen for social retfærdighed dør aldrig!"

Fire små pointer om mennesker, medier og meninger

2013-07-14T07:30:00.001-07:00

Det er vist på tide at slå nogle pointer fast her midt i mediemøllens agurketid ...

Pointe nr. 1. Man er uskyldig, ikke blot ikke-skyldig, men uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og Amin Skov er derfor uskyldig. Det ændrer ikke ved, at jeg finder hele kampagnen bag hans noget tydeligt politiske skolede udtalelser og gerninger og ikke mindst partiet Venstres antidemokratiske og umoralske forslag om at forbyde visse faglige aktioner – og tidligere fra enkelte profiler i eller omkring partiet om at fratage overførselsmodtagere stemmeretten - lige så usmageligt som fed flæsk.

Pointe nr. 2. Man er ikke personligt ansvarlig for sine slægtninges handlinger, herunder også evt. børn. Efter Findus-sagen i foråret er der vist en stor del af os, der ikke med sikkerhed kan sige sig fri for at have hestehak i sig, men uanset om Carl Plum forsøgte at foretage en nænsom slagtning eller gik over stregen, er det ikke noget, man kan bebrejde Camilla Plum, og derfor anmodede jeg om at blive hendes ven på Facebook, da hendes navn blev bragt frem i de hysteriske og selvsvingende medier.

Pointe nr. 3. Man er ikke et dårligt eller voldeligt menneske, fordi man en enkelt gang mister besindelsen, og man fortjener slet ikke at blive hængt ud i medierne for det. Om den konkrete person er egnet til at være plejemor eller ej, må myndighederne afgøre efter en nærmere undersøgelse, hvor kritiske medier gerne må følge sagen til dørs, hvis de ellers kan holde tungen lige i munden og måske endda åbne for en debat af de ganske komplekse problemer neden under sagen ift. håndteringen af udsatte børn i Danmark.

Men det er helt vildt på basis af en ENKELT episode at sætte hele møllen i bevægelse og indhente paratsvar fra altid parate "professionelle" meningsdannere og selverklærede eksperter som Lisbeth Zornig Andersen og Henrik Day Poulsen, der på det tidspunkt udtalte sig offentligt om kvindens egnethed som plejemor, alene på baggrund af denne ENKELTE episode.

Andet var nemlig ikke kendt endnu dengang, hvilket i skrivende stund vil sige i går, men åbenbart er det ikke blot er i politik, at ”en uge er lang tid” - som den engelske konservative statsminister Harold MacMillan sagde, men også i mediemøllens stadig hurtigere selvsving.

Pointe nr. 4. Negativ social arv er et råddent begreb, der bør afskaffes snarest muligt, for det sviner en masse mennesker og miljøer i Underdanmark til på aldeles uberettiget vis ved at foretage det, som sociologer kalder stigmatisering. Langt de fleste forældre ønsker jo det bedste for deres børn, men nogle er måske ikke i stand til eller har svært ved at give det.

Og så er spørgsmålet blandt andet, om så mange børn burde tvangsfjernes, eller om man faktisk ville kunne hjælpe deres forældre med at være forældre bedre og spare lidt på det helt tydelige behov for at sørge for en væsentligt bedre uddannelse af de plejeforældre, som man i visse tilfælde selvfølgelig stadig er nødt til at anvende.

Her er der meget at undersøge og debattere, herunder tilstrækkelig uddannelse af plejeforældre, hvilket afgjort er mere end fire dage, ganske som tilsyn og dialog med plejeforældre skal styrkes. Men det gælder også tilstrækkelig hjælp - herunder faktisk også en vis form for 'uddannelse' - til selve børnenes forældre. Princippet burde være det samme for børn som for ældre borgere:

Længst muligt i eget hjem!

Naturligvis kun hvis de biologiske forældre virkelig gerne vil det bedste for deres børn, og det vil mindst 98%, men er det sådan, burde det ses som bedre oftere end i dag at lade forældre tage sig af deres børn med bedre offentlig hjælp til stort og småt end stort set automatisk tvangsfjerne børnene.

Et mindeværdigt eksempel, et skræmmeeksempel faktisk, på den tiltagende og bekymrende nærmest automatiske tvangsfjernelse af et barn – der knap nok var født - på basis af en hurtig vurdering af forældrene var Thor-sagen fra Tønder, som jeg bl.a. har samlet det meste materiale om på Underdanmarks blog under titlen "Da Tønder tog Thor fra far og mor ..."

Råd nr. to til nyt centrum-venstre parti: DEMOKRATISK VELFÆRD SOM MÆRKESAG

2013-06-23T10:08:00.003-07:00

Kære Forenede Demokrater

Stort tillykke med jeres første 125 medlemmer på en måned! Det er flot, og hvis I formår at skille jer ud som et parti med hjertet på rette sted (lidt til venstre) og som talerør for de mange skuffede ABF-vælgere blandt andet ved at vælge nogle kloge mærkesager, så får I utvivlsomt flere medlemmer og endnu flere stillere til folketingsvalget, herunder mig.

Jeg har megen sympati for, at I ønsker at undgå den sædvanlige leflen for kendisser og kommunikatører, som 'stjæler' partiet og fører det på afveje, som Liberal Alliance er et godt eksempel på.

Til gengæld synes jeg, at I mangler en - ja 1 - helt klar overordnet mærkesag, som til gengæld kan samle oprøret mod ABF op, og som er en mærkesag, der også har modstandere, for en mærkesag, som alle, herunder alle partier, kan støtte, er der ikke meget ved.

Indtil videre læser jeg mange af jeres overvejelser som at undgå at sige noget, der kan skræmme vælgere væk og finde midten i dansk politik. Men dels skal et partis holdninger netop IKKE favne alle, da et parti jo er en part af en helhed, nemlig partisystemet, og dels er midten ikke et statisk fænomen, og derfor må et partis mål være på én gang at flytte og erobre midten.

Det er præcis den fejl, som ABF begår: de render efter midten og især efter "Blå Bjarne", den lille gruppe faglærte arbejdere, der er halvt arbejderklasse og halvt middelklasse, og som derfor tenderer til at svinge mellem Venstre og Sosserne. Problemet er bare, at ved at løbe efter midten har ABF legitimeret, at midten har kunnet flytte sig yderligere til højre, for vælgerne konkluderer, at "Venstre jo nok har haft ret hele tiden".

Med andre ord er I som nyt parti nødt til at finde mindst en hjertesag og aller- aller- allerhøjst tre, hvor I virkelig skiller jer ud.

Ud fra de oplæg, som jeg har læst herinde, og de mennesker, som jeg kan se være aktive (herunder en del med rette utilfredse lærere og en hel del lige så skuffede offentligt ansatte med andre fag), ville jeg foreslå, at jeres vigtigste mærkesag bør være DEMOKRATISK VELFÆRD.

Denne mærkesag træder op mod New Public Management og alliererer sig med de borgere, der er blevet kostet rundt i systemet især i de senere år. Ikke at alt nyt har været dårligt, eller at enhver DJØF'er er unødvendig eller ligefrem skadelig.

Men frem for at give borgerne og de endnu anstændige offentligt ansatte mere frihed til at ordne reelle praktiske problemer og aftale tingene lokalt, herunder at give en gruppe borgere forsøgsvis et 'sundhedsbudget' (som man forsøger i Aarhus under navnet "borgerbudget"), går NPM ud på at topstyre den offentlige sektor og begrænse demokratiet - og det fjerner et afgørende skel mellem den offentlige og private sektor, et skel som kunne have potentiale til at skabe yderligere samfundsforandringer, f.eks. ved samarbejde mellem offentlige arbejdspladser og socialøkonomiske virksomheder.

NPM i den hidtidige udgave må dels afsløres som antidemokratisk og imod borgernes interesser, men også som dybt bureaukratisk og skrankepaverisk, hvis mistilliden, som spirer såvel fra oven som fra neden og fra folk i den private sektor, skal slås tilbage og erstattes med Demokratisk Velfærd.

Til at udvikle yderligere krav og ideer til at øge demokratiet i velfærden og i den offentlige sektor samtidig med en effektiv styring, der gør alle fordomme til skamme, kunne I lade jer inspirere af Ceveas udgivelser på området, dels de to seneste bøger "Deltager Danmark" og " Velfærd med et menneskeligt ansigt?", samt af en lang række analyser, som bla. viser den bekymrende og tiltagende tillidskrise for den offentlige sektor, men også netop rummer en artikel med navnet "Demokratisk velfærd" ...

God læselyst og god kamp!

vh Claus Piculell

Links:

http://www.cevea.dk/deltagerdanmark

http://www.saxo.com/dk/velfaerd-med-et-menneskeligt-ansigt_jens-jonatan-steen_paperback_9788771180251

http://www.cevea.dk/analyse/borgerens-inddragelse

http://www.cevea.dk/analyser/alle?tema=16

http://www.cevea.dk/artikel/demokratisk-velfaerd

Kan man tøjle kapitalismens excesser uden at bruge EU?

2013-06-20T04:30:00.001-07:00

Lederne af allerede den gryende 1800-tals-arbejderbevægelse, herunder Marx, var uenige om mangt og meget, men så alle betydningen af, at klassekampen var international, og de pegede konstant for behovet for en international solidaritet, mens de satte handling bag ordene bla. ved at være med til at danne den 1. Internationale.

I dag er en international klassekamp mere nødvendig end nogensinde, og alligevel synes venstrefløjen i Danmark og meget af Europa nærmest at juble over EU's problemer, selv om nogle af resultaterne er partier med 20% opslutning som Gyldent Daggry i Grækenland, Jobbik i Ungarn, Den nationale front i FRankrig (og det kommende større "det nye blå") samt UKIP+BNP i UK. Der mangler noget om, hvordan man tackler globaliseringen og fattigdommen internationalt.

EU er mildt sagt også en blandet fornøjelse, men hvordan fører man så international klassekamp - herunder for en solidarisk europæisk koordineret vækstpolitik, en finansiel transaktionsafgift på et niveau der batter, og hjælp til særligt hårdt arbejdsløshedsramte områder?

Kapitalismen er i dag mere international end nogensinde før, men vi var tæt på før 1. verdenskrig, der var et frygteligt og nyttesløst blodbad, der åbnede for væbnet magtovertagelse samt borgerkrige i en række lande (herunder Rusland, Ungarn og Tyskland) og fornyet nationalisme bagefter, hvor hvert land i den "udviklede verden" (=Europa og USA) gemte sig bag toldmure og ofte så yderliggående nationalisme, at det blev til fascisme eller nazisme - og i USA isolationisme.

EU fører lige nu en sindssyg og destruktiv sparepolitik, men omvendt er FN slet ikke i nærheden af at have styrke som et verdensdemokrati, der kan tøjle kapitalismen.

Skal vi erobre disse organer - også EU - og forandre dem til reelle demokratier (måske endda med socialistiske perspektiver), der holder kapitalismen (som nogle kalder "en kamphund" og andre "en tiger") i tømme, eller skal der opbygges noget nyt nedefra?

Jeg er ikke sikker, men at kæmpe mod den nuværende arbejdsløshedsskabende politik i EU kan vi vel blive enige om?

En anden klar måde at vise sin utilfredshed på

2013-05-08T02:29:00.003-07:00

Endelig er der kommet en parlamentarisk markering fra Enhedslisten, der vil noget!

Og de har valgt den rette sag at gøre det på, for VOKR's dagpengeforringelse er et dødsstød mod en af velfærdsstatens første ordninger og krumtappen i flexicurity, og det volder stadig kæmpemæssige vanskeligheder for ABF-regeringen, og det risikerer samme regering, at den bliver ved med det, indtil man finder en mere parmanent løsning.

Jeg tænker på denne udmelding fra EL's gruppeformand og veteran, Per Clausen, her citeret fra DR Nyheder:

"Vi kan ikke bære regeringen igennem afslutningsdebatten, hvis ikke de vil være med til at finde en løsning på dagpengekrisen. Det er regeringens ansvar at sikre, at den har et flertal i folketinget bag sig. Vi vil gerne sikre den det flertal, men det forudsætter at den vil være med til at løse dagpengeproblemet."

Nogle medier, herunder DR-Nyheder, har fået det til, at "EL truer regeringen på eksistensen". Det er en stramning af den trussel, som udsagnet vitterlig rummer.

EL vil ydmyge regeringen og udstille manglen på støtte til deres politik at stemme afslutningsredegørelsen ned, men regeringen vælter først, enten hvis regeringen selv går af i vrede - hvilket politisk ordfører Magnus Heunickes første reaktion ikke tyder på, eller hvis nogen ud fra det stiller forslag om en mistillidsdagsorden, og denne så får flertal.

Det sidste sker næppe, fordi EL ikke kan tænkes at ville stemme for et egentligt mistillidsvotum, men de har grundigt ydmyget regeringen i tilfælde af, at man ikke som minimum har et løfte om at løse problemet med, at folk går fra dagpenge til ingenting.

Per Clausen og den øvrige EL-folketingsgruppe får hermed en undskyldning for, at jeg i et tidligere indlæg kaldte dem svagpissere ... Det gjorde jeg, fordi de ikke turde vise mistillid til ministrene Corydon eller Bødskov, og så satse på, at Thorning ikke ville turde udskrive valg med S på 15% af stemmerne.

Corydon er ansvarlig for bla. tilbageholdelsen af tallene for udfaldstruede og de mest blå elementer i ABF's politik, herunder erhvervsskattelettelser, og Bødskov har ansvaret for en totalt udemokratisk offentlighedslov, der burde hedde en lukkethedslov.

Det vigtige er her, at EL finder en reel trussel over for regeringen, og bruger den til at lægge yderligere pres netop i godt samspil med det udenomsparlamentariske pres samt presset i primært SF og S.

Ingen er mere forbitret end jeg over, at ABF ironisk nok er gået fra lidt uberettiget at blive beskyldt for løftebrud af den borgerlige presse allerede fra dag 1, hvor man faktisk gennemførte en række gode ting sammen med EL, inkl. regeringens første finanslov (altså ikke den nyeste), til sidenhen at synes bandsat på nu at vise, at hvis nogen troede, at regeringsgrundlaget indeholdt løftebrud, så skal de sateme få at se - og det har vi så fået over det seneste års tid.

Derfor er ideen om at stemme en redegørelse, der netop opsummerer årets tiltag og tanker bag, slet ikke så tosset.

Når jeg efter megen moden overvejelse ikke kan anbefale at vælte ABF-regeringen nu - selv om EL formentlig kunne få det bedste valg i lang tid, så er det, fordi Løkke efter et FT-valg i år er en anden Løkke i 2009-11, og det er desværre 'takket være' vores kære ABF-regering.

Der hvor venstrefløjen skulle have taget opgøret med den neoliberale tankegang var op til valget i 2011 - hvilket jeg da også prøvede at rejse debat om dengang. R skulle have haft valget mellem at acceptere S+SF's udspil eller være i opposition, evt. som støtteparti for en ren S-regering.

Og ABF's svigt er ikke kun politisk, men faktisk især idémæssigt. Ved at droppe Keynes's og andre socialliberale og/eller socialdemokratiske økonomers anbefalinger om at bruge staten som modvægt til konjunkturerne, og i stedet føre delvist nyliberal politik, har man legitimeret den kurs og sendt de fleste vælgere over midten til højrefløjen.

Venstre kan selvfølgelig ikke være mindre spareliderlige, skattesænkende og hvad ved jeg end S. Og LA står allerede klar med krav om egentlige nedskæringer i det offentlige, selv om flere ældre koster ca. 1% om året, og den reelle inflation (ikke den officielt beregnede) koster mindst 1% mere pr. år.

Og ja, der er ingen tvivl om, at de udsatte grupper i dette land har fået det værre under ABF, og det ved jeg fordi jeg selv er en af dem, så vil det være det rene vand ift., hvordan Venstre ikke blot vil piske syge mennesker til at være løntrykkere, men hvor de også vil bruge det til at tvinge "tyske lønninger" igennem, hvilket i praksis medfører, at de lavtlønnede ikke længere vil kunne leve af at have et fuldtidsjob - hver. Sådan er det allerede for otte mio. arbejdere i Tyskland nu, og for endnu flere i USA.

Jeg ved ikke, hvordan vi forhindrer Venstre (med venner) i at smade flexicurity og de centrale dele af velfærden helt og at skabe en fattigdom, der ikke blot gør folk udsatte, men helt udelukkede af samfundet, tilsat et nyt arbejdende proletariat, der er mums for højrenationalistisk propaganda og vrede mod netop de fattige, men jeg ved, at vejen ikke er at vælte ABF-regeringen nu, selv om den i den grad fortjener det!

Fokusskift eller lære af 1. maj 2013?

2013-05-02T10:31:00.000-07:00

Jeg har efterhånden på fornemmelsen, at Sosserne er ved at misbruge sagen med larmen 1. maj (der jo også er en ytring, men en noget dum en, hvis ikke brugt med måde) og den rigtigt dybt problematiske bølleadfærd tage overhånd, måske for at skifte fokus fra regeringens dårlige politik og tillidskrisen i vælgerhavet, så sagen næsten er ved at blive en stråmands-argumentation.

Ja, en række bøller gik over stregen, men den organisation, hvor nogle er dem er nogle af medlemmerne, nemlig Socialistisk Ungdomsfront, har i ledelsen for længst vedtaget en udtalelse, der tager afstand fra deres handlinger, men forstår frustrationen og den tillidskrise, den er udtryk for, og som deles særdeles bredt på venstrefløjen.

Og nej, jeg vil ikke et øjeblik forsvare at larme så meget, at man fratager en taler ordet (selv det altså er dårlig opførsel og ikke udemokratisk, som det er blevet hævdet) eller fysiske angreb uanset med hvad og hvor 'uskyldigt' (og det er til gengæld både ulovligt og udemokratisk).

Så vidt jeg husker, kritiserer DSU også ofte regeringen, og med særdeles god grund, for politikken er helt skæv og en hån mod såvel keynesianisme og fornuftige forslag om mere styr på finanssektoren.

Det er i nogen grad forståeligt, at man i Danmark ikke kan trække Europa i gang, men hvor er den danske regerings indsats for at ændre kursen i Europa? Man halter efter selv IMF, der forlængst har erkendt, at deres medicin var forkert (og åbenbart baseret i nogen grad på en regnearksfejl).

Og man kan altså sagtens foreslå en ny dagpengeordning med konjunktur-afhængige perioder eller i det mindste finde konkrete og holdbare løsninger for dem, der er ramt af den tåbelige og ekstremt dårligt timede reform, som R samt VOK stod bag.

Ganske som kan undlade at indføre en uanstændigt lav ydelse til kontanthjælpsmodtagere helt op til de 30 år, hvor de kan have både uddannelse og børn og i hvert fald en anden livssituation end unge på 18.

Jeg kunne nævne mange flere eksempler, men mine to hovedpointer er disse:

1. Danmark kan ikke "go it alone" i Europa, men vi kan godt vise vejen, og helt almindelig basal keynesianisme tilsiger netop det modsatte af det, som regeringen gør, nemlig at satse på offentlige arbejder med så store dele dansk beskæftigelse som muligt at lade folk med små indkomster enten beholde købekraften eller få den øget, fordi netop den gruppe bruger stort set alle deres penge.

AE har lige i en analyse vist, at den mest effektive genopretning kom ifm. en styrkelse af den offentlige sektor, ikke det modsatte.

2. Og så har de ledende folk i regering og parti glemt den ideologiske kamp og blot købt hele den borgerlige økonomiske tænkning - med visse fornuftige undtagelser, som der desværre bliver færre og færre af, mens man argumenterer stadig mere indædt for sparepolitik, og man har omvendt ikke fået præsenteret en vision for en løsning på det helt store problem:

Hvordan kan man i dag føre vækstpolitik, når de globale finansmarkeder, hvis nedsmeltning jo i øvrigt startede den formentlig mest langvarige krise siden 30'erne og 1873-96, kan koste rundt med selv et halvstort land som Spanien, der egentlig blot reddede deres banker ud af miseren?

Ved en koordineret europæisk vækstindsats med en solidarisk finansiering og ditto fordeling, som peger frem mod et egentligt fælles europæisk velfærdssamfund.

Jeg tror, at man kan erobre EU's institutioner og forvandle dem til et redskab for det mål, men også folk på venstrefløjen med skepsis eller modstand mod EU må da for pokker kunne blive enige om at kæmpe mod den mindste forringelse og for den mindste forbedring, og en koordineret, solidarisk EU-vækst-indsats vil altså være en forbedring, faktisk ikke så lille endda.

Pengepolitik er impotent og har været det længe

2013-05-02T06:58:00.000-07:00

Politiken skriver i dag torsdag den 2. maj 2013, at Den Europæiske Centralbank, ECB, sætter renten ned, denne gang til 0,5 procent fra 0,75 procent, og diverse andre europæiske banker, ikke mindst den danske Nationalbank, der 'skygger' euroen og fører fastkurspolitik, vil følge efter.

Igen! Og igen og igen og igen og igen.

I både USA og Euroland samt meget af det øvrige Europa er der reelt minusrente, og det har der været længe. Og der har været stadig lavere renter stort set siden den såkaldte "dot-com-boble" brast omkring år 2000.

Pointen er bare, at det ikke virker.

Jo, boligejerne er efterhånden mere end likvide, så måske kan vi blive fri for at høre igen og igen, hvor synd det er for dem, mens de naturligvis bare opførte sig rationelt i Nullerne, da de belånte friværdierne og brugte pengene.

Men der kommer ingen videre gang i væksten, og faktisk den tredje recession i det, maninstream-økonomer troede var en kort krise, mens de neoliberale prædiker sparepolitik og netop pengepolitik.

Hvornår går den tanke ind i boksen, for nu at vende et nydansk udtryk om, at pengepolitikken er impotent i en større økonomisk krisetilstand, der veksler mellem nedture og jobløse småopture samt stagnation ad infinitum?

Altså indtil der sættes gang i væksten af det offentlige i en fælles europæisk indsats, dels med offentlige arbejder, som private kan byde ind på, dels med flere penge til dem, man lige nu tager penge fra, nemlig folk på lave indkomster, der bruger stort set alle de penge, der kommer ind på kontoen, eller sagt på økonomsprog: har en høj forbrugskvote (og en lille opsparingskvote).

Først når arbejdsløsheden for alvor falder, og en forhåbentlig kun eller primært grøn vækst tager fart, tør middelklassen bruge af de overopsparede penge fra skattesænkninger, som de i Nullerne brugte, før de fik dem.

Derudover bør denne udstilling af pengepolitiks impotens under en langvarig og nogenlunde typisk kapitalistisk krise (hvilket bla. vil sige uden stagflation) - her endda tilsat adskillige andre kriser, bl.a. klima, miljø, magtforskydning, verdens uholdbare ulighed og klodens grænser for vækst - få alle fornuftigt tænkende økonomer til helt at begrave monetarismen.

I Chile under Pinochet fra 1973 så man Friedmans problematiske opskrift i sin fulde uhyggelige socio-økonomiske katastrofe, og også Thatcher - som fejlagtigt er blevet kaldt monetarist - opdagede allerede i 1982 monetarismens begrænsninger, da hendes regering lod pengemængde og øvrige pengepolitik afhænge af "discretionary" means (oversat: en konkret vurdering baseret på finansministerens og nationalbankdirektørens jugement), efter at man havde prøvet alle kendte pengedefinitioner (M0-M3) samt set arbejdsløsheden stige fra ca. 1,5 mio personer til over tre mio.

Makro-økonomi er en kompleks videnskab i en lige så kompleks verden, og den bør forsøge at drage lærer af historien, men at undgå at generalisere for at påstå forenklede løsninger og hypoteser frem for at generalisere for at forstå forskellige økonomiske fænomeners interaktion.

Tid til at vælte blå Bjarne?

2013-04-24T10:23:00.001-07:00

Enhedslistens folketingsgruppe lover i følge DR Nyheder i dag ikke at vælte Bjarne Corydon - al fald i følge gruppeformand Per Clausen.

Forhåbentlig bekræfter det blot det gamle ord om, at man først skal tiltro et politisk rygte sandhedsværdi, når det bliver benægtet. For ellers synes mine søde og forhåbentlig røde venner på kanten til at blive en flok svagpissere.

Selvfølgelig kan man da vælte en minister - også en højtstående minister - ved mistillidsvotum i en konkret sag, hvor vedkommende har kvajet sig. Og med Bjarne Corydon er listen uendelig, f.eks. SAS-konflikten, dagpengetallene og folkeskolereform-ødelæggelses-konflikten.

Og hvis man nu ikke tør med Blå Bjarne, så tag hans proselyt Bødskov, for nogen må stoppe den nye såkaldte offentlighedslov eller bøde for det.

Og helt at afvise at vælte nogen er da torskedumt.

Nogen må og skal redde det 'bløde venstre', som Mette Frederiksen og andre fornuftige sossere og ikke-(kun)-karriere-mindede SF'ere både gerne ville og kunne få til at genopstå, men ikke hvis denne historiske farce, hvor S fortsætter med at forære Venstre al indflydelse og efterhånden alle vælgere, skal fortsætte.

Den eneste minister, der ikke kan væltes ved et mistillidsvotum uden, at man samtidig vælter regeringen og udtrykker mistillid til hele dens politik, er statsministeren.

Men hvem kunne da drømme om at vælte regeringens mindst indflydelsesrige minister ...?

Arveskatten skal ikke væk - den skal op!

2013-04-24T09:05:00.001-07:00

Arv er illiberalt og skal helst afskaffes for alt andet end familie-effekter og et mindre beløb, dog højst en million, idet den ægte og oprindelige liberalisme gik ind for at give alle lige muligheder. Arv er selvfølgelig også asocialt, og derfor bør sociale liberale og demokratiske socialister forenes i kampen for at genoptage den gamle alliance mod nedarvede privilegier, penge og positioner, og som det første kæmpe for en højere arveskat, ikke en mindre.

I den franske revolution kæmpede "borgerne", som alle skulle blive kaldt for at understrege deres lighed og ret samt pligt til at gøre sig fortjent til at ytre sig og deltage i beslutningerne samt tjene deres sporer og penge, og som konkret var borgerskabet & arbejderne & de velvilligt neutrale bønder, mod adelen og dens nedarvede kæmpegodser og sågar hertugdømmer med dertil hørende materiel overflod og magt.

Adam Smith skrev helt generelt om retten til "the produce of one's own labour" (i variationer nævnt ad infinitum i "Wealth of Nations") og mente, at en ejendomsskat ville være den socialt set mest retfærdige, og om skatter generelt skrev han:

"The expense of government to the individuals of a great nation, is like the expense of management to the joint tenants of a great estate, who are all obliged to contribute in proportion to their respective interests in the state." (Wealth of Nations, s. 676 sp. 2 - se i øvrigt hele afsnittet om skatter fra denne side.)

Thomas Jefferson og andre liberale amerikanske revolutionære som Tom Paine (som sammen med en vis John Millar var særdeles bekendt med netop Adam Smiths forelæsninger og tanker) kæmpede mod, at folk kan arve sig til absurde formuer og absurd magt, eller med Jeffersons ord:

"A power to dispose of estates for ever is manifestly absurd. The earth and the fulness of it belongs to every generation, and the preceding one can have no right to bind it up from posterity. Such extension of property is quite unnatural."

Den yderst liberale republikanske præsident Theodore Roosevelt indførte både arve- og ejendomsskat kort efter år 1900 – og han førte pisken i den første og hidtil eneste virkelige amerikanske anti-monopol-lovgivning (noget Smith allerede have advaret mod) i 1911.

Men som skrevet i begyndelsen skal man selvfølgelig kunne arve familie-effekter og mindre beløb, og til familie-effekter regner jeg ikke blot et nogenlunde almindeligt familiehus men i visse tilfælde også vedligeholdelsesværdige godser (ved aftale med staten).

Og skal naturligvis vi have sikret fornuftige ejerskifter af visse mindre familievirksomheder, herunder gårde - hvis de da stadig findes i et landbrug med 25 mio svin om året ...

Forsøger DR's og andre økonomer at tale økonomien i gang?

2013-04-03T06:38:00.005-07:00

DR's såkaldte "økonomiske ekspert", Karsten Engmann, har 25. marts 2013 sagt følgende til P1 Morgen og til DR Nyheder Online i artiklen "DR’s økonomiske ekspert: Forår på vej på boligmarkedet".

"Det lysner snart for beskæftigelsen, og renten har udsigt til at forblive lav et stykke tid endnu, vurderer Nationalbanken i deres prognose for dansk økonomi. Og det kommer det danske boligmarked til gavn."

Nu kunne jeg jo ikke drømme om at være lyseslukker, og før eller siden må bl.a. boligmarkedet jo nok røre på sig, men Nationalbanken forudser faktisk uændret ledighed indtil 2015, hvor den forventes at falde med ca. 10.000 bruttopersoner (ca. 6-7%), jf. nedenstående foto fra Nationalbankens Kvartalsoversigt, 1. kvartal 2013, del 1, s. 23.

De 6-7% er ift. det hidtidige antal officielt ledige. Hvis man vil have påvirkningen af selve den officielle ledighedsprocent, er det cirka 0,5 procentpoint.

Til slut skal det nævnes, at Karsten Engmann tidligere har været ansat på Børsen, hvor han kun måneder før finanskrisen udgav denne bog: "En sikker investering" af Karsten Engmann Jensen.

Når det så er sagt, er jeg faktisk enig med Engmann i, at hvis man alligevel skal have ny (ejer-)bolig, er i år bestemt ikke det dårligste tidspunkt at købe på.

Spørgsmålet er dog, om dette er endnu et eksempel på at forsøge at 'tale' økonomien i gang ved at prøve at skabe positive forventninger.

Således er der også blevet gjort meget stads ud af et meget lille fald i den officielle ledighed, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har påvist ikke modsvares af en stigning i beskæftigelsen, jf. analysen "Arbejdsløshedstallene undervurderer nedturen på arbejdsmarkedet" af Erik Bjørsted, publiceret 2. april 2013.

Der henvises også til det noget større underskud på statsfinanserne i 2012, nemlig på ca. 75 mia. kr., hvilket nogle har tolket som 'ægte keynesiansk ekspansiv økonomisk politik', men hvor det indenlandske forbrug i 2012 kun har ligget meget lidt over forbruget i 2011. Problemet er nemlig, at forøgelsen af underskuddet fra forventede ca. 50 mia. kr. til de 75 mia. kr. skyldes udbetaling af efterlønsbidrag, og langt de fleste af pengene fra den udbetaling er gået til middel- og overklassen, der straks har sparet pengene op på nye pensionskonti, indfriet gæld o.l.

Behovet for en europæisk velfærdsstat

2013-02-08T07:03:00.001-08:00

Nogle har spurgt mig, hvordan venstrefløjen i Danmark får opstillet et alternativ til den førte mere eller mindre neoliberale politik og hele den nuværende politiske diskurs, der påstår, at der i nationaløkonomi gælder de samme regler som i en privat husholdningsøkonomi, så der skal spares og skæres. Ja, der er et alternativ, men eftersom de enkelte europæiske lande ikke længere kan takle og tøjle de globale finansmarkeder og f.eks. låne penge nok til vækst, går vejen over en europæisk velfærdsstat!

Den danske såkaldt røde regering har desværre valgt at tilpasse sig situationen og forsøger at stå som dem, der fører kniven på en mere nænsom måde. Som opbakningen bag Venstre viser, overbeviser det ikke en eneste borgerlig - heller ikke i eliten, om, at ABF er bedst til at have magten og føre borgerlig politik.
Til gengæld overbeviser det desværre alt for mange hidtidige ABF-vælgere om, at der ikke er noget fornuftigt alternativ, og at de lige så godt kan stemme på den 'ægte' vare, nemlig Venstre (og i ekstremt fald LA), mens kun en tredjedel af de vælgere, der løber fra ABF, går til Enhedslisten.

I stedet kunne ikke mindst socialdemokraterne have lyttet til bl.a. den europæiske fagbevægelses fælles forening og det fælles europæiske demokratisk-socialistiske parti og rent ud sagt, at vi er nødt til at gå efter en europæisk velfærdsstat.

Det er vi - især de mindre europæiske lande som f.eks. Danmark, fordi de globale finansmarkeder rent faktisk kan koste rundt med selv mellemstore lande som Spanien, som egentlig blot reddede deres banksektor ud af nogenlunde samme suppedas som Danske Banks, herunder finanseventyr i andre lande og en hjemlig boligboble.

Og at "kapitalen" i dag - ganske som lige før 1914 - er international, kan alle blot halvt venstreorienterede i Danmark vel godt blive enige om? Ganske som vi vel kan blive enige om, at Marx og Engels havde ret i at betone - allerede i 1848, at klassekampen må og skal være international?

Er det nemt at nå, og vil den europæiske elite straks klappe i hænderne og sige, at de da egentlig godt ved nærmere eftertanke kan se, at det er den rette vej?

Altså en europæisk velfærdsstat med fælles valuta og fælles gældsstiftelse, hvor man ganske som USA kan tage det iskoldt, når kredit-vurderingsinstitutterne, der godskrev alle subprime-lånepakker, truer med at sænke kreditvurderingen, for den føderale amerikanske stat låner trods to 'nedskrivninger' - og en samlet gæld på ca. 1 års BNP - til en rente, der de facto giver et minus for långiverne.En europæisk velfærdsstat, der rent faktisk kan og tør låne pengene til at sætte den nødvendige (og grønne) vækst i Europa i gang.

Og vil eliten sige ja som IMF, der lige har vedgået at have taget fejl ift. den ordinerede sparepolitik, og som Obama, der under sin valgkamp flere gange henstillede til EU at lette på spareiveren, sådan bare uden videre?

Selvfølgelig ikke! De skal presses til det, og hvis de stadig ikke vil høre, må de tvinges så meget af vejen, at projektet alligevel kan komme til! Ganske som socialdemokraterne i 1900-tallets Danmark måtte tage utallige slag med de borgerlige, såvel partier som interessenter, herunder især partiet Venstre, når disse f.eks. misbrugte tyskernes besættelse til at prøve at rulle socialreformen tilbage ...

Men er der anden vej? Og hvad er mest naivt?

At satse på, at mens venstrefløjen i Danmark klapper i hænderne, fordi først euroland og siden EU går i indre opløsning, så landene går hver til sit i dyb frustration og inderlig vrede på hinanden, hvorefter folkeslagene eller nok snarere deres repræsentanter 14 dage efter at samles i den Grå Hal på Christiania, sætte sig i en fin pædagogisk rundkreds og nu enes på konsensusdemokratisk vis om alle de tiltag, som ikke engang en europæisk delvist politisk union - med delvise flertalsafgørelser - kunne få vedtaget?

Eller at satse på at gå sammen med så mange venstrekræfter som muligt i det nuværende og langt fra perfekte eller blot venstreorienterede EU og kæmpe for at erobre de eksisterende institutioner og omdanne dem til et nogenlunde europæisk demokrati og en nogenlunde europæisk velfærdsstat?

Jeg ved, hvilken vej jeg mener vi er nødt til at tage. Hvad jeg ikke ved er, om Enhedslisten snart tør ikke klippe deres efterhånden meget gamle navlestreng til Folkebevægelsen, eller om S eller SF for alvor tør sætte visionen på dagsordenen.

For hvis ikke det sker, så bliver det snart tid til at stille spørgsmålet, om vi i Danmark skal have et egentligt parti for "Europæisk Velfærd" ...

Op og ned i velfærdsdebatten

2013-02-07T08:40:00.004-08:00

Det kan næppe have undgået mere opvakte mediebrugeres opmærksomhed, at DR i den forgangne og indeværende uge nærmest har kørt en slags kampagnejournalistik for at sætte debatten om fremtidens velfærd på dagsordenen. "21søndag" skød kampagnen i gang sidst i weekenden, og siden har diverse debatprogrammer og nyhedsudsendelser fra "Ordet er Dit" på P1 mandag formiddag over magasinet "Penge" onsdag og "Debatten" på DR2 torsdag aften taget problemstillingen op.

Tematiseringen
Og skulle der stadig være nogen, der er i tvivl om emnets betydning i DR's øjne, så kan de se det allerede ganske mange opslag under det nye, men faste tema, som den forgangne uge ser ud til kun at være første kapitel i, her på DR's netsted:
"Velfærd under pres"

Der er blot et par små problemer med måden, som debatten er sat i gang og vinklet (eller framet, om man vil) på, blandt andet at DR er kommet tæt på rent talfusk i de første oplæg til debatten, og at hele præmissen i omtalen - med nogle få hæderlige undtagelser - har været, at det vil være nærmest absolut og objektivt uomgængelig nødvendigt at skære i velfærden i fremtiden.

Denne vinkel har man fået opbakning og talmateriale til fra kommunerne og regionernes nye fælles forskningsinstitut KORA og sandsynligvis fra forskellige politiske aktører, bl.a. Kommunernes Landsforening og regionerne samt måske ABF-regeringen selv, og med bl.a. meningsmålinger blandt et ukendt antal af medlemmerne af landets Kommunalbestyrelser har man på det nærmeste medvirket til en såkaldt forventningsafstemning op til kommune- og regionsvalget senere på året.

Der er skam masser af grunde til at diskutere samfundets indretning i fremtiden, herunder blandt andet hvad der skal være offentligt, fællesorganiseret og solidarisk betalt velfærd, men det ville nok være bedre, hvis den debat foregik på en mindre skinger og mere nuanceret samt besindig måde, og at man inddrog mange relaterede problemstillinger som f.eks. (løn-)arbejdets rolle, bæredygtig vækst, fornuftig anvendelse og forbrug af teknologi.

DR tæt på rent talfusk
"Skriv det til mig!" sagde journalisten i telefonslusen til "Ordet er Dit", da jeg ringede ind om formiddagen mandag den 28. januar for at gøre opmærksom på, at både "21søndag" og de selv brugte stærkt oppustede og forvredne tal for at rejse problemstillingen om et tilsyneladende meget hurtigt voksende behov for at skære i velfærden, og det i en sådan grad, at "Ordet er Dit" i flere omgange gjorde det krystalklart for lytterne, at spørgsmålet ikke var hvorvidt, men "hvordan" man kan skære i velfærden.

De tal, som DR brugte til at vise problemets presserende karakter var fra en prognose, som de angiveligt selv havde bestilt hos KORA, det nye institut for kommunal og regional forskning, der er lagt sammen af de tidligere forskningsinstitutter Anvendt KommunalForskning (AKF), Dansk Sundhedsinstitut (DSI) og Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut (KREVI).

Tallene viste, som "21søndags" Kim Bildsøe Lassen berettede - og gentog med stentorstemme for at understrege alvoren, at hvor der i 2009 var 59 af de 98 kommuner i landet, hvor folk i arbejde var i flertal, var der "nu kun 3". Det brugte studieværten til at understrege, at forskydningen i det danske samfund mellem "folk, der arbejder og betaler skat, og folk, der ikke arbejder, [...] er en udvikling, der går ekstremt hurtigt!"

Åbenbart går udviklingen så hurtigt, at en prognose om den beregnede, sandsynlige balance mellem de to meget store og generaliserede grupper blev til virkelighed "nu", lige mens Kim Bildsøe talte ...

Den politiske storm udeblev ikke mandag formiddag: Liberal Alliances Anders Samuelsen kaldte udviklingen "virkelig chokerende" og "en meget alvorlig trussel mod Danmarks fremtid", og senere på formiddagen slog den radikale Økonomiminister Margrethe Vestager fast, at det er et vigtigt mål for ABF-regeringen, at flere kommer i arbejde, idet "det er vigtigt både for den enkelte og for vores store fællesskab, at der er flere i arbejde end på forsørgelse - ellers kommer det til at gå ud over velfærden."

De reelle tal
Lad mig tage tallene først og illustrere med et par diagrammer, hvor meget man overdriver de aktuelle problemer. DR har bedt KORA om at opgøre, hvor mange kommuner der i 2013 vil have flest i hhv. job og uden job - uanset af hvilken grund. Allerede her får man blandet kortsigtede og mere langsigtede tendenser sammen, men den store skævvridning kommer, når man derefter blot tæller alle de kommuner sammen, hvor et flertal i følge KORA's beregninger vil være uden job i 2013, og præsenterer det resultat som et samlet retvisende billede af, hvilken udvikling der er sket i hele Danmark på blot fire år - idet Deadline tirsdag 29. januar 2013 22.30 dog nævnte, at de landsdækkende tal for folk med job er hhv. 50,8% i 2009 og 47,5% i 2013, altså et skift på 3,3%.

De to diagrammer nedenfor viser dels, hvordan DR har præsenteret udvklingen for borgerne, og dels, hvordan udviklingen i hele landet i samlede tal har været i følge tal fra Danmarks Statistik. Når der er forskel i de anvendte årstal er det, fordi jeg ikke vil påtage mig at beregne, hvor stor ledigheden oma. bliver i 2013 - sådanne forudsigelser er der rigtigt mange, der har brændt sig på, herunder Finansministeriets "regnedrenge" ...

Skulle nogen indvende, at ovenstående er at sætte sagen på spidsen og bruge usammenlignelige tal, så må jeg svare, at det blot afspejler den forvridning, DR de facto præsenterede publikum for. Og hvis der er en smule misvisende ved det andet diagram, så består den faktisk en underdrivelse af, hvor lille ændring der i virkeligheden er sket, for 2007 (og 2008) var højkonjunkturens højdepunkt, hvor revl og krat var i arbejde, herunder unge som droppede den ellers efterspurgte uddannelse, mens såvel 2009 som 2011 var efter krisens gennemslag og et år med væsentligt større arbejdsløshed.

Kort sagt viser tallene, at især krisens stigning i ledigheden på rundt regnet 5 procentpoint (og vel ca. 0,5 procentpoint i aldersforskydning) har fået balancen mellem de som sagt meget heterogene samle-grupper "med job" og "uden job" til at tippe fra et lille plus til et lille minus på de fire år.

Den "nødvendige" debat
Sidenhen er der rullet en række indslag og nye tal hen over DR's "platforme", herunder den nævnte meningsmåling blandt kommunalbestyrelsesmedlemmer, der spørges om 'nødvendigheden' af at skære i velfærden, og der er præsenteret en del enkeltsager, hvor kommunerne allerede har skåret (faktisk mere end krævet af både den gamle og den nye regering, og muligvis på eller uden for grænsen sat af den relevante lovgivning), mens der kun i ringe omfang har været givet tid til folk afhængige af den offentlige hjælp og slet ikke til folk med en anden mening om, hvordan en debat om den fremtidige velfærd skal takles, herunder om det er så uomgængeligt 'nødvendigt' at skære i velfærden.

Det er synd, for der er såmænd al mulig grund til at debattere den fremtidige velfærd bl.a. i lyset af globaliseringen, de mange nye teknologier - herunder omsorgsteknologier som rummer et betydeligt vækstpotentiale for netop Danmark, den nye rolle for videnskabelige resultater i økonomien, den stigende ulighed i verden, klimaproblemernes betydning for den traditionelle betydning af økonomisk vækst, verdens voksende befolkningstal, forskydningen fra Europa og USA til bl.a. Kina og Indien som de nye vækstcentre osv.

Og ja, forskydningerne mellem grupperne i den danske befolkning samt hele vores måde at tænke økonomi og velfærd på er selvfølgelig også vigtige faktorer i den debat. Men den debat, som DR i denne uge har rejst i samarbejde med kommunernes og regionernes nye samlede forskningsinstitut - og måske er blevet tilskyndet til at ABF-regeringen, er kun en anelse fra at hvile på helt falske forudsætninger!

Det fremstilles, som om problemstillingen, at der i løbet af godt 40 år bliver netto godt 10% flere ud af den samlede danske befolkning, der er ældre end 64 år, er næsten ny og i hvert fald pludselig er blevet ekstremt presserende i de seneste fire år, og der overses både modargumenter og nye løsningsmuligheder – samt allerede vedtagne løsninger, mens der anvendes tal, der er tæt på at være helt og aldeles misvisende.

Krisen kan koste flere "hænder" end demografien
Til gengæld overses det ofte i debatten, at den økonomiske krise har sendt en stor del af den unge generation og de dele af de marginaliserede grupper, der ellers var ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet under højkonjunkturen, herunder mange sorte danskere, tilbage til start eller det, der er værre. For os, der var unge i 1980'erne, hvor Danmark havde en arbejdsløshed på op til 300.000 - altså en del større end det nominelle tal i dag - kommer den udviklingen desværre ikke som nogen overraskelse, hvad enten vi selv blev ramt eller oplevede slægtninge, venner og bekendte blive det. Selv i dag siger opgørelser fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd, at 80'er-generationen samlet vil have en gennemsnitlig livsløn betydeligt under andre generationers.

Da den indeværende krise var slået igennem i Danmark, efter at have luret i den horisont som nogle af os havde mere blik for end andre, stillede f.eks. jeg problemet sådan her op:

"Spørgsmålet er bare, i hvilket omfang [den demografiske udfordring i form af relativt flere ældre] også ender med at blive en økonomisk udfordring. Det afhænger bl.a. af de økonomiske konjunkturer internationalt og nationalt, den private og offentlige sektors behov og indbyrdes forhold, produktivitetsudviklingen, tekniske og andre innovationer, levealderen, sygdomsfrekvensen, inddragelse af hidtil marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet, hvad man anser som den "strukturelle ledighed", og så videre.
Alt andet lige vil der formentlig opstå et problem, selv om de stærkt alarmerende toner er kommet til at lyde noget overdrevne med en bruttoarbejdsløshed på 200.000 for tiden. Ikke desto mindre er det helt centralt at have så stor en kvalificeret arbejdsstyrke som muligt om føje år. Og her er det altoverskyggende problem lige nu, er, at Danmark allerede efter få års arbejdsløshed står til at tabe op mod 75.000 unge på gulvet og erodere deres uddannelses- og erhvervsevne, som kunne levere hoveder og hænder om 20 år. "

Til de problemstillinger kan man føje forskydningen af økonomisk vækst og magt mod de såkaldte BRIKS-lande (S for Sydafrika) og behovet for at udvikle en mere bæredygtig økonomi med "intelligent vækst", der f.eks. belønner ressourceeffektivitet, genbrug og reparation meget mere samt udligner de absurde forskelle i levevilkår i verden, og det er vist ikke blevet mindre aktuelt.

De forhold gør - sammen med nogle forvridninger i den senmoderne kapitalisme, som jeg vil komme ind på lidt senere - den nuværende krise til mere end 'blot' en konjunkturkrise. Ganske som f.eks. 1930'ernes '"store depression" (efterfulgt af 2. verdenskrig) eller "den lange depression" fra 1873-96 (efterfulgt af 1. verdenskrig) nok har føltes mere som en mareridtsagtig tilstand end 'blot' et hurtigt konjunktursving.

Samme forhold i 30-60 år mellem folk med og uden job
Når "ældrebyrden" nu fremhæves som nærmest 'eksploderende', mens 'skatteNyderne' skældes ud for "krævementalitet" af den brede middelklasse, der i Nullerne samlet fik skattesænkninger og skattestop for netto 100 mia. kr. om året - hvilket sætter underskuddet her midt under en økonomisk krise på ca. 50 mia. kr noget i perspektiv, så bliver det ekstra pudsigt at undersøge den historiske udvikling mellem "folk i (løn-)arbejde" og "folk uden (løn-)arbejde".

For det forhold har iflg. tal fra Danmarks Statistik påviseligt været det samme i mindst 30 år og formentlig mindst det dobbelte, med små forskydninger afhængig af arbejdsløsheden og andre såkaldte konjunkturelle faktorer, hvilket kan ses af nedenstående diagrammer på basis af tal fra Danmarks Statistiks Statistikbank, hvis tilgængelige tal dog kun går tilbage til 1980 og frem til 2011. Bemærk, at tal-akserne (Y-akserne) er i millioner.

Ganske som det dominerende (løn-)arbejdsindhold i Danmark har skiftet fra at være præget af landbrug og afledte erhverv op til 2. verdenskrig, over industri i 50'erne til 70'erne, videre over service og omsorg i 70'erne til tidligt i 90'erne og endelig nu til at være præget af IT og andre mere videnstunge ydelser, så har grundene til ikke at være i arbejde også udviklet sig fra at være det meget traditionelle mønster med manden som "hovedforsørger" og kvinden som hjemmegående (og hårdtarbejdende) husmor evt. med et deltidsjob oveni, over "de store krigsårgange" af børn og unge - dem undfanget og født under 2. verdenskrig - under pasning og uddannelse i 60'erne og 70'erne, til i dag at være en langsom forventet flytning i tiden 2000-2050 af netto 12,5 procentpoint af befolkningen fra den nuværende "arbejdsdygtige alder (17-64) til over denne.

Genbrug på en dårlig måde ...
Dertil kommer, at denne problemstilling overhovedet ikke er ny. Det nævnte budskab om "ældrebyrden" - eller sågar "ældrebomben" - blev gentaget til hudløshed af borgerlige politikere og økonomer, såvel i V og K som hos de radikale (og udbryderne i LA), i Nullerne. Talen blev midlertidigt afbrudt af finanskrisen og den deraf følgende økonomiske krise med øget arbejdsløshed, hvor de ærede talere kortvarigt blev forvirrede af det ret gode modargument, at en oplagt måde at begynde med at ændre balancen på jo kunne være at sætte de ledige i arbejde (evt. igen).

Den politisk-økonomiske bagmand bag LA, Asger Aamund (Lars Seier fra Saxo Bank er den økonomisk-politiske bagmand), har siden 2004 talt om, at "Mor Danmark er ved at gå over på midten", og at et flertal på forsørgelse ville stemme for en evig fortsættelse af at tvinge "skatteYderne" til at finansiere "skatteNydernes" eksorbitante og skattefinansierede forbrug.

Dette skrækscenario kalder han "liberalsocialisme", og her må jeg skuffe ham, for vi er desværre langt fra nået så vidt i samfundsudviklingen, men Aamunds definition på LS er, at man i Danmark må tjene alle de penge, som man kan og vil, men at staten kan og må konfiskere præcis så stor en del heraf, som den vil; og han glemmer altså, at forholdet mellem dem, han kalder hhv. "skatteydere og skattenydere" er nogenlunde det samme som for 30-60 år siden.

Krisen, ansvaret for den og vejen ud
Frem for at sænke cigarføringen i lyset af den voldsomme økonomiske krise har hr. Aamund og den sammenvoksede elite af ledelserne i de store firmaer og finanshuse, der er godt forbundet og/eller sammenviklet med den politiske og kulturelle elite, forstærket snakken om "Mor Danmark, der er ved at revne på midten",´så man stiller en stærkt tvivlsom modsætning op mellem alle, der har en stilling med en eller anden slags pekuniært afkast som regel i form af løn, mod alle, der ikke har en sådan stilling, uanset om disse så er babyer eller oldinge, for nu at tage to yderpunkter blandt børn og pensionister, studerende eller sygdomsramte, arbejdsløse eller hjemmegående forældre i kortere eller længere tid, oma.

Ud over, at stemmeretten i Danmark er 18 år, og at denne million børn og unge jo altså ikke kunne komme til at stemme for fortsat forsørgelse, selv om de ville, så er teorien om, at folk stemmer ud fra disse nævnte meget heterogene grupper med og uden job, bevisligt forkert, da alle meningsmålinger viser et langt mere nuanceret billede, og for tiden har partiet Venstre støtte ikke blot af den største enkeltgruppe vælgere, men såvel fra den største gruppe arbejdere forstået som faglærte og ufaglærte som fra den største gruppe af overførselsmodtagere.

Målet med "Mor Danmark"-snakken er formentlig at få befolkningen til at glemme, at netop de store firmaer og finanshuse, der er tæt forbundne og gensidigt sidder i hinandens bestyrelser, sammen med den borgerlige regering havde et stort medansvar for krisen og ikke mindst den danske side med boligboble pga. skattestop, skattesænkninger, alskens nye lånetyper oma.

Generelt ser det ud til, at mens den amerikanske finanselites mere oplyste folk, som Warren Buffett og Bill Gates - verdens to rigeste mænd, har indset fornuften i at redde kapitalismen ved at begrænse dens mest yderliggående udfoldelse, så har den europæiske elite valgt at gå efter endnu mere af kagen og har opsagt det traditionelle klassekompromis, som man mere eller mindre tydeligt indgik med de demokratisk socialistiske partier (herhjemme S) om en vis regulering og velfærdsindretning, efter at 1. og 2. verdenskrig bragte Europa og verden på randen af afgrunden.

Tilpasning eller en europæisk velfærdsstat?

Den danske såkaldt røde regering har desværre valgt at tilpasse sig situationen og forsøger at stå som dem, der fører kniven på en mere nænsom måde. Som opbakningen bag Venstre viser, overbeviser det ikke en eneste borgerlig - heller ikke i eliten, om, at ABF er bedst til at have magten og føre borgerlig politik. Til gengæld overbeviser det desværre alt for mange hidtidige ABF-vælgere om, at der ikke er noget fornuftigt alternativ, og at de lige så godt kan stemme på den 'ægte' vare, nemlig Venstre (og i ekstremt fald LA), mens kun en tredjedel af de vælgere, der løber fra ABF, går til Enhedslisten.

I stedet kunne ikke mindst socialdemokraterne have lyttet til bl.a. den europæiske fagbevægelses fælles forening og det fælles europæiske demokratisk-socialistiske parti og rent ud sagt, at vi er nødt til at gå efter en europæisk velfærdsstat.

Det er vi - især de mindre europæiske lande som f.eks. Danmark, fordi de globale finansmarkeder rent faktisk kan koste rundt med selv mellemstore lande som Spanien, som egentlig blot reddede deres banksektor ud af nogenlunde samme suppedas som Danske Banks, herunder finanseventyr i andre lande og en hjemlig boligboble.Og at "kapitalen" i dag - ganske som lige før 1914 - er international, kan alle blot halvt venstreorienterede i Danmark vel godt blive enige om?

Er det nemt at nå, og vil den europæiske elite straks klappe i hænderne og sige, at de da egentlig godt ved nærmere eftertanke kan se, at det er den rette vej? Altså en europæisk velfærdsstat med fælles valuta og fælles gældsstiftelse, hvor man ganske som USA kan tage det iskoldt, når kredit-vurderingsinstitutterne, der godskrev alle subprime-lånepakker, truer med at sænke kreditvurderingen, for den føderale amerikanske stat låner trods to 'nedskrivninger' - og en samlet gæld på ca. 1 års BNP - til en rente, der de facto giver et minus for långiverne. Og vil eliten sige ja som IMF, der lige har vedgået at have taget fejl ift. den ordinerede sparepolitik, og som Obama, der under sin valgkamp flere gange henstillede til EU at lette på spareiveren, sådan bare uden videre?

Selvfølgelig ikke! De skal presses til det, og hvis de stadig ikke vil høre, må de tvinges så meget af vejen, at projektet alligevel kan komme til! Ganske som socialdemokraterne i 1900-tallets Danmark måtte tage utallige slag med de borgerlige, såvel partier som interessenter, herunder især partiet Venstre, når disse f.eks. misbrugte tyskernes besættelse til at prøve at rulle socialreformen tilbage ...

Men er der anden vej? Og hvad er mest naivt? At satse på, at venstrefløjen i Danmark klapper i hænderne, mens først euroland og siden EU går i indre opløsning, så landene går hver til sit i dyb frustration og inderlig vrede på hinanden, for så 14 dage efter at samles i den Grå Hal på Christiania, sætte sig i en fin pædagogisk rundkreds og nu enes på konsensusdemokratisk vis om alle de tiltag, som ikke engang en europæisk delvist politisk union - med delvise flertalsafgørelser - kunne få vedtaget? Eller at satse på at gå sammen med så mange venstrekræfter i det øvrige EU som muligt og kæmpe for at erobre de eksisterende institutioner og omdanne dem til et nogenlunde europæisk demokrati og en nogenlunde europæisk velfærdsstat?

Fagre nye verden ...
Der er således allerede en række men'er ved, hvad udsigten til flere ældre vil betyde økonomisk, og om den vil betyde mangel på arbejdskraft. Det første rystelse af de ellers så faste forventninger kom allerede, da den ret alvorlige og muligvis endnu mere langvarige økonomiske krise satte ind - og ikke mindst da den ikke blot forsvandt hurtigt igen som en kort krusning på overfladen. Dermed blev den forventede mangel på arbejdskraft afløst af en mangel på jobs, og endda en del flere end de officielle ledighedstal viser, fordi en række grupper forsvandt "ind i panelerne", som man siger på engelsk ("into the woodwork"), altså f.eks. gik i gang med en uddannelse, fik børn, gik ned i lønarbejdstid eller sågar blev hjemmegående.

Dertil er de demografiske tal jo netop fremskrivninger af den hidtidige befolkningsudvikling, så billedet kan ændre sig, hvis familierne fik incitament til at få flere børn, eller hvis der kom flere indvandrere med nogenlunde relevant uddannelses- eller jobpotentiale til landet. Og for ca. et år siden måtte Danmarks Statistik da også ændre fremskrivningerne, så antallet af mennesker i den såkaldt arbejdsdygtige alder netop af ovenstående grunde nu så ud til at være nogenlunde uændret i 2020, selv om man midt i Nullerne frejdigt erklærede, at man "jo" kendte antallet af 20-årige i 2020, "for de er jo født", og at man dermed kendte arbejdsstyrkens størrelse, så viste virkeligheden sig at være meget mindre enkel. Her først i tierne har man ikke engang dette halmstrå at klynge sig til, eftersom 2040 er om næsten 30 år, for slet ikke at tale om 2080 eller 2100, som nogle fremskrivninger løber til.

Derudover er, som allerede nævnt, demografi er én ting og økonomi en anden. Der var og er en vis sandsynlighed for flere ældre i fremtiden, faktisk en stærk sandsynlighed, og det ikke kun i Danmark eller Europa, men også i Asien (Japan ikke mindst) og de to Amerikaer, hvilket åbner hidtil usete eksportmuligheder for produkter og serviceydelser udviklet i lande med velfungerende omsorgssystemer.

Om de generationer, der lever længere og bedre, også vil trække sig fra arbejdsmarkedet i alderen 60-67, og om de vil kræve lige så megen pleje og omsorg men blot i en del flere år end deres forældre, eller om de i langt højere grad vil være selvkørende, kan man af gode grunde ikke vide med sikkerhed. Men med stigningen af middellevetiden indtil nu har der været en nogenlunde tilsvarende vækst i antallet af velfungerende ældre og med den igangværende forskydning fra hårdt manuelt arbejde til mere 'åndeligt' arbejde, først i den rige del af verden og senere forhåbentlig i resten, er en stigning i antallet af velfungerende ældre endnu mere sandsynlig.

Dertil kommer den stærke udvikling i omsorgs-, sundheds- og/eller velfærdsteknologi (som vaskerobotter, hjælpsomme WC'er etc.), som vi kun har set de første spirende tegn på, som kan ændre helt radikalt på arbejdskraftsbehovet. Og så har jeg endnu ikke nævnt den udvikling af mulighederne for hjemmearbejde & husarbejde, hvor teknologien har givet selv fattige hjem vaskemaskine, tørretumbler, fryser og køleskab deluxe, og en hel masse andre praktiske redskaber, og som formentlig vil blive yderligere revolutioneret af computer- og robotteknologi.

Problemet er allerede løst mindst en gang
Hvis man skal sige noget pænt om Nullerne, hvilket stadig flere vist har stadig mere svært ved, så kunne det være, at man her i Danmark især med Velfærdsforliget i 2006 fik lagt en betydelig elastik ind i den potentielle arbejdsdygtige alder, og man fik formuleret en formel for en løbende flytning af alderen for tilbagetrækning i takt med stigningen i levealder, dog principielt afhængig af løbende politiske beslutninger, hvor den nærmere fordeling af livsnyderi og yderi forhåbentlig løses fornuftigt.

At Fogh-Løkke-regeringerne så soldede dele af effekten op på forhånd ved at uddele endnu flere skattesænkninger til de rigeste danskere, uden at vi har set en eneste af de arbejdspladser, der skulle opstå nærmest automatisk dels pga. skattesænkninger dels pga. dagpenge-ødelæggelsen, er en anden sag. Ganske som at det kan løses igen ved at genindføre ejendomsværdiskatten eller helt fjerne rentefradraget.

Det er korrekt, at der i årene 2006-2018 vil ske cirka halvdelen af det nævnte ryk mod flere over 64 år, som man kan se af diagrammet fra Dream's socioøkonomiske fremskrivning 2011 nedenfor. Resten sker så langsomt frem mod 2044. Når jeg skiller tingene ad ved 2018, skyldes det, at den arbejdsdygtige alder forlænges gradvist fra 2019 pga. det såkaldte "velfærdsforlig" i 2006, og indtil da kunne man måske sætte de 200.000 bruttoledige i arbejde i stedet for?

Som man kan se af tabellen længere nede i teksten, gør Velfærdsforliget det muligt (idet sidste ord ligger hos der politiske flertal 10 år før, som måske vil lade en smule tid blive til fri tid for de gamle), at tilbagetrækningsalderen udvikler sig sådan, at den efterhånden stærkt begrænsede efterlønsmulighed først tilbydes de få, der er så nedslidte, at de må tage imod selv en nedsat ydelse og glemme præmien for at vente to år mere, i en alder af 65 ½ år, mens den officielle (men ikke tvungne) pensionsalder vil være godt 70 år i 2044.

Samlet set betyder Velfærdsforliget (som nævnt i en lille grad afhængig af det politiske flertal ti år før ethvert givet år), at arbejdsstyrken samlet vil vokse i i takt med befolkningen som helhed frem mod 2050. Dream regner med ca. 6 mio. danskere i 2050, og ved fuld indfasning af Velfærdsforliget vil arbejdsstyrken være på ca. 3,2 mio. personer, jf. diagrammet nedenfor.

Tilbagetrækningsalderen som følge af Velfærdsforliget:

Incitamenter, fleksibel tilbagetrækning og seniorførtidspensionister

Derudover fik man vedtaget en del ekstra incitamenter til at blive på arbejdsmarkedet, blandt andet ved større efterløn ved at vente nogle år og diverse præmier for helt at afstå fra efterlønnen, (hvis mulige modtagere der med den såkaldte genopretningspakke blev begrænset yderligere og formentlig for meget), samt ved skattepræmier for ældre i arbejde og ved at lade tilbagetrækningen blive mere fleksibel for den enkelte. Allerede efter det første og berygtede efterlønsindgreb i 1998 begyndte væsentligt færre at trække sig tilbage ved de 60 år til efterløn, og der er betydeligt flere i lønarbejde såvel over den nuværende pensionsalder på 65 som såmænd også 70.

Til gengæld regner Dream faktisk med, at der vil blive op til 18% på en slags "senior-førtidspension" i aldrene lige før hhv. efterløns- og pensionsalder. Det kan være en indrømmelse af, at så let er flytningen er tilbagetrækningsalderen ikke, men det kan såmænd også være en undervurdering af sundheden for de ældre i fremtiden.

Alt andet lige, som økonomer ynder at sige, vil denne udvikling ikke blot fortsætte, men blive forstærket, mens der til gengæld udestår en vigtig debat om, hvorvidt alle behøver at knokle på livet løs - og en del af livet væk - i en fastsat arbejdsdygtig alder frem for at sprede det 'nødvendige' og/eller det lystbetonede arbejde (og uddannelse, hvis relation til lønarbejdet formentlig også vil blive tættere) ud over en større del af livet, jf. denne artikel i løbet af DRs første 'kampagneuge' på Videnskab.dk:
Topforsker: Vi skal kun arbejde 25 timer om ugen

Den virkeligt nødvendige debat
Der er altså ganske meget at diskutere om, hvordan vi og verden skal ikke blot overleve, men også leve sundt og godt uden at ødelægge mulighederne for kommende generationer. Ud over de øvrige spørgsmål, som jeg allerede har været inde på, er det vel også et grundlæggende spørgsmål, hvor meget vækst vi egentlig har behov for, hvilken slags og hvordan.

Det er oplagt, at svarene må blive forskellige for forskellige dele af verden og i de forskellige samfundsklasser i samfundene. Hvor vi i den rige og såkaldt udviklede del af verden bør besinde os på, om vi virkelig har behov for flere biler, fladere skærme og større bøffer - selv om den interne fordeling utvivlsomt kan blive bedre, er udfordringen for den mere eller mindre fattige og udviklende del af verden at opnå disse goder uden at svine så meget, som den rige verden har gjort.

Det vil kræve en større omlægning af verdens måde at producere på, og den omlægning vil kræve planlægning og strategiske beslutninger på demokratisk vis om økonomiens mål og midler. Om man vil kalde dette for planøkonomi eller planlagt markedsøkonomi må man selv om. Selv er jeg, når det kommer til forbrugsgoder, overbevist om, at et ægte og frit marked med stærk konkurrence styret af de rette incitamenter til at genbruge ressourcer mv. er bedre end en kommando-økonomi, mens jeg til gengæld nødig ser f.eks. kunstige hofter produceret på markedets billigste måde.

I det hele taget vil jeg nødig have selv et "perfekt marked" (altså med ægte og fri konkurrence uden monopol-lignende virksomheder, finansgiganter og unfair metoder) til at stå for verdens militære isenkram, sundhed, uddannelse, grundforskning, demokratiske samtale og andre aktiviteter, der har at gøre med menneskets basale behov og selvbestemmelse.

Endelig kan man jo spørge, om tilfredsstillelsen af basale materielle behov vil blive ved med at være det vigtigste økonomiske mål for menneskene til tidernes ende, eller om en verden, der måske kan formå at tilgodese ca. 10 mia. mennesker uden at ødelægge kloden, ikke vil flytte fokus over på åndelig føde, altså de højere led i Maslows behovspyramide.

Krisen nu er strukturel - på flere måder
Hvor hele måden at producere på - eller i hvert fald den grundlæggende incitamentsstruktur og forholdet mellem bytteværdi og brugsværdi - er udfordret af såvel ressourceknaphed og en voksende verdensbefolkning, så er den nuværende "konjunkturkrise" udtryk for en forskydning i selve kapitalismen i retning af stadig større virksomheder i en stadig mere globaliseret økonomi, hvor finanssektoren svinger taktstokken stadig mere - præcis hvad salig Marx i øvrigt forudså, især i bind III af Kapitalen, der netop handler om "kapitalakkumulation", og samme problemstilling er egentlig påpeget af Keynes i det, han kaldte den kronisk overopsparing.

Det forvrider simpelthen de grundlæggende økonomiske mekanismer i kapitalismen, når virksomheder bliver større end nationer og kan (og må) flytte værdierne rundt globalt efter forgodtbefindende, samtidig med at de får en utilsigtet stor indflydelse på ikke blot udbuddet men også efterspørgslen på deres egne markeder - altså sætter en del af konkurrencen ud af spillet - sammen med alle potentielle rivaler med til tider meget destruktive metoder.

Og det forvrider kapitalismen væk fra være en 'vækstmaskine', der afstedkommer ægte produkter med brugsværdi stadig billigere med den bedst uddannede arbejdskraft, til at være en økonomi, hvor den største bytteværdi og dermed nominelle indtjening samt tiltrækning for den bedste arbejdskraft ligger i uigennemskuelige finansprodukter og et utal af uigennemskuelige handler med alskens finanspapirer, som i sidste ende kun kan betales af forbrugerne af de egentlige varer. Men disse forbrugere er også ofte dem, der har produceret varerne oprindeligt, og jo mere man trykker lønnen der, jo mindre bliver der til forbrug, hvilket Marx såmænd også forudsagde ...

De forvridninger førte til, at finansmarkederne og deres PC-handler på deres højeste før krisen havde en nominel omsætning på over 70 gange af den reale produktion (af varer med brugsværdi) i verden, og at finanssektoren i USA gik fra i 1970'erne at stå for 5% af nationens BNP i profit, mens den reale produktionssektor stod for 10%, til at bytte plads med denne, så finanssektorens profit i Nullerne stod for 10% af BNP og den reale produktionssektor 5%.

Og de forvridninger fører også til en tendens til faldende reale vækstrater - selv på kapitalismens egne betingelser - fra op mod 20% efter 2. verdenskrig til højst 4% i dag - og til en nogenlunde kronisk arbejdsløshed i Europa og USA de seneste næsten 40 år på 6-12%.

Jamen er det så ikke en løsning på det problem? Kan vi ikke komme tilbage til en større vækst også i den 'rige' del af verden? Jo, man kan sagtens fortsætte med at lade folk i den 3. verden leve for under to dollars om dagen eller arbejde under forhold, vi her i Danmark betragter som middelalderlige, og folk i dele af Europa kan blive brugt som løntrykkere og argument for flere velfærdsbeskæringer, så der rent pengemæssigt bliver flere finanser at jonglere rundt med i finanskasinoer, mens eliten samler stadig mere magt og stadig flere formuer.

Og når man har fjernet de sidste smuler fra de fattiges bord, kan man så strides om stakkene på elitens egne borde, og efterhånden som den strid tilspidses, kommer vi nærmere en dejligt rensende verdenskrig, hvor der vil ske så megen (desværre nok ikke så "kreativ") værdiødelæggelse, og hvor der senere måske kan blive et vældigt salg i computerspil med krigens bedste slag, så man kan få vækstraterne op igen bagefter.

Hvis der er noget bagefter ...