Præsidentens blog

Naturen kan ikke handles

2015-04-15T15:12:00.000+02:00

Vi skal have naturen tilbage. Vi skal have vendt tilbagegangen i biodiversiteten til en rigere og mere mangfoldig natur overalt i Danmark. Det er det, vi arbejder for i DN og det er afsættet for vores krav om, at Folketinget og regeringen giver naturen en helt anderledes politisk prioritet. Men det er afgørende i så ekstremt et naturfattigt land som Danmark.

At vores skove er vigtige for den biologiske mangfoldighed er velkendt. Af samtlige rødlistede arter i Danmark er omkring 65 pct. knyttet til skov, og knap 40 pct. findes udelukkende her. Det drejer sig især om svampe, insekter og laver og mosser. De arter af dagsommerfugle, der er knyttet nært til skovenge, er tæt på at forsvinde helt fra Danmark.

Biologiske hotspots
Kun i nogle få skove har kombinationen af lang kontinuitet og skånsom drift de sidste 200 år betydet, at nogle af de mest følsomme skovarter har kunnet overleve her – mange steder dog i små og isolerede bestande, som ikke kan opretholde sig selv på længere sigt. De bedste skove for én organismegruppe er ikke nødvendigvis de vigtigste for en anden.

Derfor må en effektiv strategi tage udgangspunkt i en kortlægning af skovens biologiske mangfoldighed – dens nøglebiotoper – uanset om skoven er offentlig ejet eller privat. Derefter må levestederne forbedres målrettet i de mest værdifulde skove.

I det nationale skovprogram fra 2002 er målet, at 10 pct. af skovarealet dvs. 57.000 ha inden 2040 skal have natur og biologisk mangfoldighed som primært mål. Seneste opgørelse viser, at 17.000 ha er omfattet af strategien, men kun godt 6.000 ha er beskyttet som urørt. (fra rapporten ”Danmarks Natur frem mod 2020”)

Biodiversitetsskov
Nu har blå blok i Folketinget så netop fremsat et beslutningsforslag om at udlægge 20 procent af statens skove til biodiversitetsskov. Vi har her i foreningen vedtaget at arbejde for, at mindst 20 procent af det samlede skov areal i Danmark skal have biodiversitet som formål.

Så vi siger et stort rungende ja tak til, at skovenes biodiversitet skal i højsædet på de arealer, som i dag har højest naturkvalitet eller størst potentiale. Det skal ske på velvalgte områder i statsskovene, men da ikke mindst i de private skove, som udgør tre fjerdedel af landets skovareal.

De bedste perler skal identificeres både statsligt og privat. Her er det vigtigt at lytte til den kritik, der har været fremsat om, at statens tidligere udlæg ikke altid har været målrettet mod biodiversitet. Vi ser frem til, at forskerne kommer med forslag til konkrete kriterier for udlæg af skov til biodiversitet.

Private skove
Vi arbejder også for perlerne i de private skove. Naturen her er - i modsætning til statens skove - i mange tilfælde ubeskyttede, og der er meget langt til en tilstrækkelig indsats for at finde og beskytte disse perler, som er rester af Danmarks oprindelige skove.

Det udelukker selvfølgelig ikke, at staten bør vise det gode eksempel ved at gå hurtigere og længere for at bevare og udvikle skovenes biodiversitet.

Sådan er det langt fra i dag. Vi har derfor også rettet skarp kritik af regeringens – eller skal jeg sige rød bloks - forslag om at udlægge skallede 250 ha mere skov til biodiversitetsskov. Det skete i regi af den nye Naturplan Danmark, der ellers rummer fornuftige elementer. Men skovdelen er indlysende for fattig.

Så selvfølgelig tager vi med kyshånd imod nogle flere hektar god skov. Det er jo så lidt sjovt, at forslagsstillerne slipper uantastet af sted med at præsentere deres forslag om, at skovenes biodiversitet skal i højsædet på nye 20 procent af det samlede offentlige skovareal.

For som sagt, er dele af statsskovene allerede dedikeret naturen, mens der også er en målsætning på plads om mere og bedre skov. Det går dog ikke for godt, så lad mig gentage: Vi hilser forslaget om mere biodiversitetsskov mere end velkomment.

En dårlig byttehandel
Det, vi ikke kan acceptere, er kalkulen fra Venstre, Dansk Folkeparti, Konservativt Folkeparti og Liberal Alliance. Den går nemlig på, at man mod en indsats på reelt omkring ti procent af skovens areal, inddrager 20 procent af den beskyttede natur i det åbne land.

Sigtekornet er rettet mod 25.000 ha natur, der i dag er beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens §3. Det er nok en god byttehandel for skovnaturen, men det er da en uhellig handel for naturen i det åbne land.

Reelt handler forslaget om at give landbruget det, som erhvervet hævder at miste med regeringens sprøjte og gødskningsforbud i den beskyttede natur.

Men sådan kan vi ikke handle. Arterne på kulturenge, som Tøndermarsken og Værnengene, er allerede i dag presset i bund og skal jo have en stærkere beskyttelse snarere end en svagere. Arter som brushane, engryle og stor kobbersneppe får således ikke bedre levevilkår af, at vi gør en indsats i skovene – uagtet, at indsatsen her er stærkt tiltrængt.

Tilfældige nedslag
Danmarks Naturfredningsforening arbejder for helstøbte, vidensbaserede, målbare og varige løsninger frem for byttehandler, der ganske vist tilgodeser noget natur, men opgiver noget andet natur.

Som miljørets-eksperten, professor Peder Pagh, så rammende udtrykker det i bogen ”Danmarks Natur – frem mod 2020”, så ”ligner den traditionelle danske tilgang til beskyttelse af biodiversitet en slags Hjallerup Marked, hvor beskyttelse og fravigelse flyder sammen i en slags forhandlingskultur”. Og professoren konkluderer, at ”der er mange nyttige ideer, men hvis ikke de skal ende med at gøre mere skade end gavn, skal de netop ikke anvendes fragmentarisk, men bør indgå i en samlet reform, der sigter mod en sammenhængende retlig ramme for en langsigtet beskyttelse af biodiversitet i Danmark”.

Jeg er enig. Det er en fallit for naturbeskyttelsen i Danmark og årtiers manglende politiske vilje til at reelt at beskytte naturen, altså heder, moser, ferske enge, strandenge i det åbne land, der nu fører til, at blå blok helt opgiver beskyttelsen og overdrager de sidste rester natur til landbruget og ploven.

I et land, der er så ekstremt naturfattigt som Danmark, må naturbeskyttelsen ikke være et spørgsmål om et enten eller. Danmarks Naturfredningsforening kæmper for, at det er et både og.

Naturen er vores nationalformue

2015-01-27T11:37:00.000+01:00

“Et lands naturskønhed er en nationalformue, hvoraf slægt på slægt gennem sekler skal leve. En eneste generation kan lægge den øde; ikke snese af generationer kan bringe den på fode igen. Intet slægtled med tilbørligt fremsyn og med respekt for det overleverede, vil gå med til et sådant ødelæggelsesværk.

De erhvervskilder, der vel i øjeblikket øger en nations kapital, men samtidig forringer summen af national lykkefølelse ved at færdes i hjemlandets natur, som nedsætter naturens kunstneriske værdi og formindsker dens inspirationsværdi for en fremtids digtere, tapper i virkeligheden nationens hjerteblod; de bidrager til formindskelse af fremtidens nationalfølelse, og de forringer den jordbunds kvalitet, hvori kærlighed til egen jord skal slå sine dybeste rødder.

Opretholdelse af et lands oprindelige naturskønhed har intet med føleri at gøre; ødelæggelse af den for øjeblikkelig vindings skyld særdeles meget med brutalitet.”

I år er det akkurat 100 år siden, at zoologen Carl Wesenberg-Lund (1867-1955) skrev sin natur erklæring. Den rammer bemærkelsesværdigt præcist og direkte ind i den naturkamp, der i dag pågår med uformindsket styrke.

På vej til biodiversitetssymposium på Aarhus Universitet, vil jeg med Carl Wesenberg-Lunds ord holde vore folkevalgte politikere op på deres ansvar for vores natur. Symposiet vil vise, at det har tidligere generationer af politikere ikke magtet. Vi mister der imod biologisk mangfoldighed i en forfærdende fart.

Hvis politikerne anno 2015 heller ikke magter opgaven – ja så er det brutalt!

Landbrug: Visionsløst politisk udspil

2014-12-10T13:05:00.002+01:00

Vi er netop udnævnt til verdens bedste land, når det gælder klimaløsninger. Kloden rundt sælger Danmark løs af grønne teknologier og eksporten af dansk økologi eksploderer. Det sker, fordi en stadig større del af verdens befolkninger vil have grønne løsninger og her dur gårsdagens løsninger ikke.

Derfor er det ærgerligt at læse at et nyt valgoplæg fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, der lover flere svin i stalden og mere gylle på marken. Håbet er, at det skulle løse landbrugets massive problemer.

Det forekommer nærmest uærligt at foregøgle landmændene, at de kan løse deres problemer med samme tankegang, der skabte dem.

Det er politisk visionsløst at ville masseproducere endnu flere svin i Danmark. Det kan gøres uendeligt meget billigere i andre lande, og det løser ikke problemer med MRSA, dyrevelfærd, og natur og miljø.

Det giver heller ikke flere arbejdspladser.

Fra 2003 til 2013 steg svineproduktionen fra 24,6 til 29 millioner svin, men i samme periode faldt antallet af job på slagterierne med en tredjedel.
Det samme gælder arbejdspladserne på gårdene, hvor flere end 23.000 er forsvundet. Og årtiers ensidige krav om "mere af det samme" har været med til at gældsætte landbruget til op over kanten af gylletanken.

Det hårdest opdyrkede land
Vi skylder også på natur-og miljøsiden. Danmark er nemlig Europas hårdest opdyrkede land. Den massive husdyrproduktion giver os nogle særlige udfordringer, fordi vi samtidig har noget af Europas mest sårbare vandmiljø. Det er derfor nødvendige miljøkrav, Danmark har, og vi er faktuelt langt fra i mål, når det gælder natur-og miljøbeskyttelse.
De borgerliges idé om at give køb på miljøbeskyttelsen er således dødfødt. EU har allerede øje på den svage danske vandindsats, og flere svin og mere gylle vil koste skatteyderne deres rene vand, mangfoldigheden af arter og årtiers indsats for natur og miljø sættes i stå eller fortabes.

Tænk, hvis V, K og DF i stedet ville anerkende potentialet i det, de selv kalder verdens bedste landbrug. Selvfølgelig skal det danske landbrug ikke blot producere bulkvarer, når en stærkt stigende andel af verdens forbrugere vil bruge en større andel af deres indkomst på fødevarer, som både i produktionsmetoder, fødevaresikkerhed og i smag er af en meget høj standard.

Det handler om mod og visioner
Jeg ville ønske, at landbrugets ledere kunne finde modet og ærligt fortælle deres medlemmer, at det er nye tider. Vi kan ikke længere gøre, som vi plejer. Vi vil ikke længere have mere af det samme. Vi vil have ordentlige varer - produceret med et ærligt fokus på natur og miljø omkostningerne - på dyrevelfærd og folkesundhed. Og på grøn omstilling og varige arbejdspladser i Danmark.

Jeg ville ønske, at alle Folketingets partier kunne finde modet til at gribe visionen om et Danmark i den grønne førertrøje - også når det gælder landbrug. At partierne sammen bidrager til en plan for en grøn omstilling af landbruget, som bringer dansk landbrug foran med kvalitet, dyrevelfærd og hensyn til sundhed, natur og miljø.

Det økologiske forbrug af fødevarer vokser støt, ikke kun i Danmark, men over hele verden. Vores eksport er således fordoblet på fire år.

I 2012 udgjorde den samlede omsætning af økologiske fødevarer i verden mere end 60 mia. dollars, og den er stærkt stigende med en årlig vækst på 10-20 pct. I Danmark er vi dygtige til innovation, har et troværdigt kontrolsystem og et stærkt samarbejde mellem landbrug og forskning. Det er oplagt, at det er i den retning, politikerne skal understøtte dansk landbrug, hvis vi ikke skal køres agterud af lande som Brasilien eller Polen.

DN står bag Naturplan Danmark

2014-10-29T13:16:00.003+01:00

Da statsminister Helle Thorning-Schmidt sammen med miljøminister Kirsten Brosbøl og for rullende kameraer præsenterede Naturplan Danmark i mandags, var det en sejr både for naturen og for alle de danskere, som med rette bekymrer sig for naturens tilstand i vores hårdt dyrkede kulturlandskab. Det var også en klar sejr for os i Danmarks Naturfredningsforening, fordi vi med stærk stemme i mere end et årti har efterlyst netop en samlet plan for naturen.

En samlet plan får vi altså nu. En plan, som ganske vist har svagheder, men som er det første reelle initiativ til at vende årtiers nedgang i naturen, en plan, som for første gang nogensinde i dansk naturpolitik indeholder både mål, køreplan og virkemidler. Naturplan Danmark skal gøre en konkret og målrettet forskel ude på naturarealerne, lyder det, og det er tiltrængt. Hver fjerde undersøgte art er truet, og samtlige vores naturtyper vurderes i officielle rapporter til at være i ugunstig tilstand. Vi er Europas hårdest dyrkede land, og vi har noget af den allermest forarmede og fragmenterede natur i vores del af verden.

Naturens netværk
Derfor er en helt central del af planen Det Grønne Danmarkskort, som skal binde de værdifulde naturområder sammen, så arterne får bedre plads og kan bevæge sig mere frit mellem de grønne områder. Det glæder mig, at politikerne endelig får øjnene op for, at sammenhæng i naturen er helt og aldeles afgørende for at stoppe tabet af biologisk mangfoldighed.

Men der er store udfordringer. Naturplanen bygger i høj grad på frivillige indsatser, som forudsætter, at ambitionerne finder bred forståelse i land- og skovbruget. På centrale områder vil Naturplan Danmark vise sig at være utilstrækkelig i forhold til de mål, som nu sættes, og som vi er internationalt forpligtet til. For indsatsen i skovene, hvor flest af de truede arter lever, er planen alt for uambitiøs og mangler tydelige mål. Et andet eksempel er de danske farvande, hvor blot ét nyt stenrev skal genoprettes. Det er mildt sagt ikke imponerende. Og planen adresserer ikke problemet med luftbåren kvælstofstofforurening, som er et grundlæggende problem for dansk natur. Og så videre. På den måde kan der findes masser af hår i suppen.

Vi vil gøre vores
Ikke desto mindre må vi i Danmarks Naturfredningsforening gøre vores til, at naturplanen lykkes. For naturen skyld og for de fremtidige generationer, som skal have mulighed for at nyde den. Med 125.000 medlemmer udgør vi nemlig et vigtigt udgangspunkt for den folkelige forankring, der er nødvendig, når udviklingen skal vendes, så naturen igen kan gå frem. Jeg håber også, at regeringen finder opbakning til Naturplan Danmark på tværs af folketingssalen. Det er nemlig afgørende med et solidt politisk flertal til at understøtte den folkelige opbakning.

Regeringen skriver selv i Naturplan Danmark, at de vil ”arbejde for, at tilbagegangen i naturens mangfoldighed standses inden 2020.” Planen er næppe nok til nå det mål. Den er ikke perfekt, men den er alligevel et stort skridt i den rigtige retning, og i DN stiller vi os nu til rådighed både lokalt og på landsplan for det videre arbejde.

En fond til naturens bedste

2014-09-24T10:47:00.007+02:00

Den Danske Naturfond er født og det er den bedste nyhed, vi har fået for naturen i årevis. Med den nye nationale naturfond er der nemlig nu skabt mulighed for, at vi igen kan få en rig og mangfoldig natur og det, er der hårdt brug for.

Den Danske Naturfond er en realitet takket være særligt Aage V. Jensens Naturfond og Willum Fonden. Stor tak til dem! Vi kan også takke os selv i DN for sammen med de andre grønne organisationer at have lagt et massivt pres på regeringen og igen og igen har slået på, at vores natur er så presset, at der skal noget ekstraordinært til. Det fortalte vi også klart og tydeligt i et grønt opråb i de store dagblade sidste år. Her sagde vi: Kom nu med en uafhængig naturfond.

Kampagner for at bruge naturen
Nu er Den Danske Naturfond så en realitet. Fonden fødes i en tid med stadigt større pres på naturen og hvor hver en plet jord skal bidrage til vækst. Disse dage kører store kampagner, der har det fælles, at man vil have fjernet de sidste forhindringer for frit at kunne til side sætte hensynet til natur og miljø for at skaffe selv en kortsigtet økonomisk gevinst. Den ene går på at få lettet ja – nærmest helt fjernet planloven. Glemt er det, at planloven er et godt og demokratisk værktøj til at afveje de mange forskellige individuelle ønsker til at bruge vores fælles værdier i et land hvor 2 procent af befolkningen ejer de 75 procent og ikke mindst skal planloven være med til at sikre en klar adskillelse mellem by og land så ikke enhver plet fælles natur inddrages.

Den anden kampagne kører på, at Danmark skulle overimplementere EU's regler, når det gælder landbruget. Derfor vil erhvervet have lov at gødske mere og dermed forurene mere. Kampagnen kører - uagtet den realitet, at Danmark i forvejen er Europas hårdest dyrkede land, har flest svin pr.indbygger og har noget af det mest belastede natur.

Men der er stor politisk lydhørhed over for disse kampagner.

Mere og bedre natur
Det er i disse benhårde realiteter, Den Danske Naturfond nu skal ud og virke. Vores ønsker til den, er mange. Både enge, overdrev og skove skal fremover have et rigere naturindhold og de skal hænge bedre sammen, så naturen kan brede sig.

Derfor skal fonden især være med til at styrke naturens mangfoldighed gennem forbedringer af levestederne for beskyttelsesværdige dyr og planter. Vi skal have genskabt sammenhængen mellem den eksisterende natur og det indebærer typisk opkøb af relevante landbrugsjorder, der jo med 62 procent fylder langt største delen af det danske areal.

Det bliver en spændende tid og jeg er sikker på, at naturfonden også vil være en styrke i den nye naturplan, der er varslet i efteråret. Jeg lover, at Danmarks Naturfredningsforening med sine 125.000 medlemmer vil være med til at sikre den folkelige opbakning bag fonden og vi stiller os gerne til rådighed, hvor det skulle blive nødvendigt. Men foreløbigt skal der herfra lyde et stort tillykke til alle danskere. Vi har i dag fået en stor gave med Den Danske Naturfond.

MRSA: Vi vil have en svineproduktion, vi kan leve af – ikke en vi dør af!

2014-06-11T12:03:00.001+02:00

Nu må politikerne tage kikkerten fra det blinde øje og se den danske svineproduktion for det, den er: Et produktionssystem, der har slået fejl. Det koster ikke bare skatteborgerne, natur og miljø dyrt. Det koster også menneskeliv.

Indenfor få uger offentliggøres en lang liste over svinefarme, der er inficeret med den livsfarlige MRSA. MRSA har hidtil kostet fire mennesker livet, men myndighederne har hidtil forsøgt at hemmeligholde, hvilke svineproduktioner, der er ramt. Dermed har ingen kunnet vide sig sikker, da smittebærerne af de resistente bakterier ikke nødvendigvis selv er syge.

Vask hænder

Fødevareminister Dan Jørgensen netop bebudet en indsats mod MRSA, men den har mødt sønderlemmende kritik fra forskerne og forventes ikke dæmme op for antallet af smittede. Indsatsen handler kort fortalt om, at man skal vaske hænder og skifte tøj, når man har været i produktionsanlægget.

MRSA føjer endnu en slagside til en svineproduktion, der koster os alle dyrt. Udenfor svinestalden trækker svineproduktionen tunge spor i landskabet. De enorme mængder gift, gylle og gødning, vi hvert år hælder ud på markerne, presser miljøet så voldsomt, at naturen er på et hidtil uset lavpunkt. Og miljøproblemerne trækker også spor helt til Sydamerika hvor danske landmænd hvert år importerer soja for 3 mia. kr. til svinefoder. Vi subsidierer denne landbrugsindustri med skattekroner og skal samtidig bruge endnu flere til at rydde op efter den. Alligevel forsvinder arbejdspladserne ud af landet og uanset, hvilke aktører du spørger – også i slagteribranchen, så vil det fortsætte. Flere svin giver ikke flere job i Danmark.

Det er helt galt

De eneste, der stort set fastholder, at den danske svineproduktion er rygraden i den danske økonomi og at vi derfor skal have endnu mere af det samme, er politikerne på Axelborg og på Christiansborg. Men det vil klæde politikerne og landbrugstoppen, at sige det som det er, i stedet for at lade befolkningen tro, at flere svin giver jobs, vækst og velstand i Danmark. Vi lader altså som om, at intet er galt. Men det er der – helt galt endda, viser udbruddet af MRSA:

Den danske konventionelle svineproduktion er kendt for at være højeffektiv. Denne effektivitet bygger i høj grad på at smågrisene skal fjernes fra soen så tidligt som muligt, så soen hurtigt kan blive drægtig igen og producere endnu flere grise. Men den tidlige fravænning er i den grad i strid med grisenes natur. I 3-4 ugers alderen er smågrisenes tarmsystem endnu kun beregnet til at fordøje mælk og det kan selv sagt ikke lade sig gøre, når de skal væk fra soen. I stedet sker der en brat overgang til fast føde, hvilket uden bakteriedæmpende medikamenter forårsager massiv diarre og stor dødelighed blandt de små grise.

Vil vi have svin eller sundhed?

Tidligere var det derfor rutine, at smågrisefoderet var tilsat antibiotika, men dette blev forbudt for at hindre udvikling af antibiotikaresistente bakterier. Og derfor bryster danske svineproducenter sig af et relativt lavt antibiotikaforbrug. Det var heller ikke det store problem for svineindustrien at ophøre med at tilsætte antibiotika til foderet, for man bruger bare kobber og zink i stedet.

Men resistensen forsvandt ikke – der kom kun mere af den og vi ved nu også hvorfor! Flere forskere, blandt andet fra Aarhus Universitet, har påvist at både kobber og zink på nøjagtig samme måde som antibiotika, giver antibiotikaresistente bakterier. Samtidig er især kobber formentligt et større problem end at bruge for meget antibiotika, for mens det sidste bliver nedbrudt i naturen, så forsvinder kobber ikke.

Det ophobes i stedet i jorden og en fortsat udspredning af gylle fra smågriseproduktionen vil langsomt ophobes i jorden. Og kobber er en miljøgift, som påvirker både de vilde dyr og de mennesker, som spiser afgrøderne fra de kobberbelastede marker.

Så ligegyldigt om vi producerer smågrise ved hjælp af antibiotika eller kobber, så er det en produktion som skaber flere og flere resistente bakterier, der igen vil betyde flere og flere infektioner, som ikke kan behandles med antibiotika og derfor kan blive livstruende.

Færre svin – flere gode grise

Den eneste måde at stoppe denne dødsspiral er at holde op med at fravænne smågrisene i en alder, hvor de får diarre. Modstanden er enorm, for det vil samtidig betyde et farvel til den intensive danske svineproduktion.

Men vi bliver nødt til at spørge os selv, om det er nogen god ide at prøve at holde kunstigt liv i en konventionel svineproduktion, hvor dyr lider i staldene og der er massive miljø og sundhedsproblemer både her og i andre verdensdele og fare for menneskers sundhed. Og så er det ikke engang nogen særlig god forretning og bidraget til nationalregnskabet er vigende.

Burde vi ikke i stedet erkende, at systemet har fejlet og at problemerne ikke kan løses ved at svineproducenterne og politikerne blot skal vaske hænder? Burde vi ikke sadle om mens tid er og i stedet indrette en svineproduktion, som hverken gør mennesker syge eller forurener vores miljø.

I Danmarks Naturfredningsforening ønsker vi, at der sættes massivt ind på at producere bæredygtigt og det gør de økologiske landmænd. Det er heldigvis også varer, der i stigende grad efterspørges både herhjemme såvel som i udlandet. Lad os fjerne de barrierer, der er for at lægge om til økologi og i øvrigt støtte den ægte bæredygtige produktionsform.

Vi vil have en svineproduktion, vi kan leve af – ikke en vi dør af!

Tænk grønt, når du stemmer til EU valget

2014-05-19T12:00:00.002+02:00

Der er meget diskussion om fordele og ulemper ved EU netop nu. Lad mig bare slå en ting fast: Vi har brug for EU, når det gælder om at passe på vores natur og miljø. Det har vores eget Folketing gennem en årrække nemlig vist, at de ikke magter. På natur og miljøområdet er det således reelt EU-direktiver og regler, der i de seneste godt 10 år, har været løftestang for natur- og miljøindsatsen i Danmark. Vi kan konstatere at nye mål, og en opretholdelse af beskyttelsesniveauet ikke ER kommet fra skiftende danske regeringer. Havde vi ikke haft EU reglerne, var tilstanden for den danske natur blevet yderligere forværret.

Danskerne vil have mere EU på miljøet
På mange måder er politikerne ude af trit med befolkningerne, når de kører diskussionen om EU op til alene at handle om indre marked og velfærdsydelser. Hvor 25 pct. af samtlige europæere syntes, at EU skal styrke sin miljøpolitik, så er det hele 44 pct. af danskerne, der synes det samme. Det overgås kun af, at 49 pct. af danskerne mener, at EU skal lægge mere vægt på kampen mod kriminalitet. Det viser en undersøgelse fra EU Barometer.

Men alligevel præges debatten af en række vildfarelser. En er, at Danmark er foregangsland på miljøområdet. Det var måske nok rigtigt for 15 år tilbage, men er det desværre bestemt ikke længere. Mange andre EU lande er kommet miljømæssigt op på samme niveau, og Danmark har stået stille.

Vildfarelser om EU og Danmark
En anden vildfarelse er, at Danmark er duks i EU, når det gælder at gennemføre EU’s lovgivning. Men Se blot på de stigende antal åbningsskrivelser for manglende implementering som er kommet fra kommissionen på natur og miljøområdet over de seneste år. Her ligger Danmark helt på linje med EU-lande, som vi før i tiden helst ikke ville sammenligne os med, når det drejer sig om nølende gennemførelse af direktiver. Bare tænk på vandrammedirektivet. Ser vi på affaldsområdet kommer Danmark med regeringens ressourcestrategi fra 2013 først med gennemførelsen af den op på EU’s minimumsniveau for genanvendelse og sortering etc.

En tredje vildfarelse er, at Danmark overimplementerer EU’s direktiver. Det er særligt landbruget, der fremfører den påstand. Men ifølge EU’s direktiver skal mål i naturbeskyttelsen sættes efter de naturgivne forhold og i forhold den tilstand naturen er i. Danmark er verdens mest opdyrkede land og har seks gange så mange svin, som vi er borgere. Vi er begunstiget med nogle lavvandede kystnære vandområder, der tjener som yngle-, raste- og fourageringsområder for trækfugle og Danmark er blandt de 10 vigtigste destinationer for fugle i verden. Det betyder, at vi på nogle områder skal have strammere miljøregler i Danmark end nogle andre EU lande med andre med andre forhold. Der er derfor ikke tale om ”overimplementering” og andre produktionsforhold for landbruget, men derimod at vi har et andet naturgrundlag, som skal kunne holde til den ekstremt store husdyrproduktion.

Sandheden er ilde hørt
De danske politikere vrider sig voldsomt under dette faktum – og ender som regel med at ignorere det. Det er forklaringen på, at vores natur er på et uset lavpunkt og at der dags dato ikke er sat noget i værk for at ændre dette – tværtimod har den nuværende regering udhulet de få tiltag såsom randzoner, grødeskæring og efterafgrøder, som ellers var vedtaget under den tidligere regering. Ej heller vores rene drikkevand magter regering eller kommuner at beskytte tilstrækkeligt mod sprøjtegifte og kvælstof og her har vi igen måtte trække EU kortet for at få sat gang i at udlægge beskyttelsesområder der, hvor vandet indvindes. Vi sendte således sidste måned en klage til EU over nøleriet.

Så EU går foran, akkurat som EU er bagstopperen for, hvor lidt Danmark kan slippe af sted med, når det gælder indsatser for vores natur og miljø. Derfor opfordrer jeg til, at du stemmer grønt, når du går til valg den 25 maj 2014.

Bæredygtig intensiv produktion – en umulighed

2014-03-12T11:04:00.000+01:00

Dansk landbrug har fundet et nyt yndlingsudtryk: Bæredygtig intensiv produktion, og i en kronik i Berlingske den 10. marts forsøger Landbrug & Fødevarer at overbevise avisens læsere om, at den svineproduktion, vi i dag har i Danmark er netop bæredygtig intensiv produktion. For vi kan jo producere et kilo svinekød med mindre foder og med mindre klimaudledning, end man kan alle andre steder i verden.

Logikken er så, at jo mere svinekød vi producerer i Danmark, jo bedre får verdens miljø det, og umiddelbart lyder det da også som logik for burhøns.

Men ligesom forbrugerne i høj grad vender ryggen til den stærkt intensive produktion af buræg er, burde de også gøre det, når landbruget forsøger at sminke en kødproduktion, som ikke er og aldrig kan blive bæredygtig.

At kalde den intensive svineproduktion for bæredygtig er i sandhed en umulighed, for den er skyld i miljøødelæggelser, tab af natur og biodiversitet, husdyr der lider i staldene og mennesker i fjerne lande, der bliver syge af sprøjtegifte eller mister retten til at dyrke deres jord.

Regningen for den billige svinekam
Så når den danske forbruger står ved køledisken i Netto og glæder sig over at kunne købe svinekam til 40 kroner kiloet, så er det fordi, der er en ubetalt regning et andet sted i verden.

For eksempel i Sydamerika, hvor den kemi-tunge produktion soja til dansk svine- og kyllingefoder beslaglægger et areal, svarende til både Sjælland, Lolland og Falster, og efterlader et gigantisk, kulsort fodaftryk i form af sundhedsskader og ryddet regnskov, som aldrig kan blive bæredygtigt.

Nogen god forretning for de danske landmænd er det heller ikke. Trods EU-landbrugsstøtte har svineproducenterne på ti år tabt 12,9 mia. kr. - i gennemsnit et tab 56 kroner per produceret slagtesvin. Den regning er i høj grad betalt af den mange tusinde landmænd, som de sidste 40 år har forladt erhvervet. Og af bankerne, som lige nu har 360 milliarder kroner ude at svømme i gæld til overbelånte landbrug.

Madspild er problemet – ikke mangel på mad
Landbruget forsvarer som regel ønsket om at udvide den intensive kødproduktion med, at de danske landmænd skal være med til at brødføde den stigende befolkning i verden. Men verden producerer allerede i dag afgrøder til flere mennesker, end der vil være på kloden i 2050. Når der alligevel er mennesker, der sulter, er det fordi, de er fattige. - ikke fordi verden mangler mad.

Se for eksempel på USA. Der er næppe nogen, som vil påstå, at der mangler mad i USA. Alligevel må 49 millioner amerikanere, svarende til 15 procent af befolkningen have gratis mad, i form af de såkaldte Food Stamps, for ikke at gå sultne i seng.

Madspild er en anden alvorlig årsag til fødevaremangel. På verdensplan viser beregninger, at en tredjedel af de afgrøder, vi producerer, i dag går til spilde - på lageret, i produktionen og i husholdningerne.

Derudover sker der et enormt energi-spild, når man bruger en stor en del af planteproduktionen til dyrefoder. Når kornet først skal igennem dyrene, før det bliver til menneske-mad, går masser af de værdifulde kalorier tabt, som vi egentlig skulle leve af.

Mad til fire gange flere
Hvis landbruget virkelig bekymrer sig om de mange flere munde, der skal mættes, når vi i 2050 er flere end ni milliarder mennesker på kloden, skulle de gøre noget helt andet end at producere mere kød. De skulle tage en del af de marker, hvor de lige nu dyrke foder til svin og andre husdyr, og i stedet bruge det til at dyrke mad, som kan spises af mennesker: Brødhvede, rug, havre, frugt, grønt, kartofler etc.

På den måde vil dansk landbrug kunne brødføde fire gange så mange mennesker, som i dag. Faktisk ville vi alene her i Danmark kunne dyrke mad til 80 millioner mennesker, hvis hele landbrugsarealet blev brug til at dyrke mad direkte til mennesker.

I Danmarks Naturfredningsforening spiser vi også kød og æg og ost, og selvfølgelig skal dansk landbrug stadig producere animalske produkter. Men når landbruget råber op om, at der er mangel på svin i Danmark, synes vi, det er vigtigt at gøre både politikere og forbrugere opmærksomme på, at foderproduktionen fylder 80 procent af landbrugsarealet, og at der er en anden og bedre vej end at producere flere svin.

Hvis vi bare bruger en lidt mindre del af landbrugsarealet til husdyrfoder og en lidt større del til menneske mad, så vil vi være i stand til stadig at producere mad til både hjemmemarked og eksport – på en måde, som belaster både klima og natur langt mindre end nu.

Og hvis vi så oven i købet satser på højværdi-afgrøder og produktion af økologiske fødevarer, bliver det også en bedre forretning at for landmanden at dyrke jorden. Og så er det, vi for alvor kan tale om bæredygtig fødevareproduktion.

Den bæredygtige, intensive kødproduktion er og bliver en umulighed.

Vi vil have resultater!

2014-02-05T11:08:00.000+01:00

Det er min klare forventning til de nye ministre, at de nu leverer resultater. Det lyder måske lidt brutalt, men fra de mere end 30 år, jeg har arbejdet med natur og miljø ved jeg, at netop natur og miljøtiltag har en kedelig tendens til at sande til. Kommission afløser kommission, regering afløser regering og ministre kommer og går. Og så starter det hele forfra.

Udvalg efter udvalg

I 1999 kom for eksempel Bichel-udvalget med en række anbefalinger til at nedbringe forbruget af sprøjtegifte. I 2001 kom så Wilhjelm-udvalget med en række anbefalinger til at få naturen tilbage på fode. Det, der står tilbage, er, at der i dag bliver brugt næsten dobbelt så meget gift som anbefalet og naturen er på en hidtil uset nedtur. En enkelt anbefaling blev dog ført ud i livet – nemlig nationalparkerne. Men mere af navn end reelt af gavn, og de er derfor netop blevet kritiseret af rigsrevisionen for manglende fokus på natur. Og sådan går tiden.

Et åbent vindue

Men nu har vi faktisk igen en chance for at gøre en reel indsats. Og det haster! For naturen har det simpelthen for ringe. Det gode denne gang er, at løftet om at ændre på naturtilstanden faktisk er skrevet ind i regeringsgrundlaget. Vi står tillige med en række solide anbefalinger fra en ny kommission. Derfor er der netop nu et åbent vindue til forandring.

I 2013 kom Natur og Landbrugskommissionen med 44 anbefalinger til, hvordan nedgangen i naturen kan vendes samtidig med, at landbruget, der er den største enkeltfaktor til, naturens deroute, får bedre produktionsvilkår. I DN har vi sagt ja til de samlede anbefalinger under forudsætning af, at vi så også får det hele og ikke kun den del, der tilgodeser landbrugets vækstmuligheder.

Mangler indsatserne

Nu er der snart gået et år siden anbefalinger kom og vi er rigtigt glade for, at i hvert fald en af anbefalingerne – nemlig den om en national naturfond – er blevet til virkelighed. Det arbejdede vi i DN målrettet for og den målrettethed bar frugt.

Men jeg er også nødt til at gøre klart, at en naturfond, som anført af kommissionen, skal være er et supplement til statens og kommunernes naturindsatser – ikke selve løsningen.

Vi arbejder derfor målrettet på, at en række af kommissionens øvrige anbefalinger til at give naturen et markant løft nu omsættes til virkelighed. Vi skal have en plan for, hvor vi ønsker naturen i Danmark, hvilken kvalitet, den skal have og hvordan den skal sikres bedst muligt – en Naturplan Danmark. Under den paraply skal vi have frigjort flere arealer – typisk fra landbrugsjord til natur, så den får plads og sammenhæng og dermed bedre kvalitet. Vi skal have en varig beskyttelse af de eksisterende naturområder og vi skal i langt højere grad have plejet naturen end tilfældet er i dag. Der skal være en langt stærkere beskyttelse af det rene drikkevand og der skal sættes ind med en målrettet indsats for at forbedre tilstanden i de danske skove.

De nye ministre har muligheden

Fødevareminister Dan Jørgensen, miljøminister Kirsten Brosbøl og klimaminister Rasmus Helveg Petersen kan blive de ministre, der faktisk omsætter anbefalingerne til virkelighed i indeværende regeringsperiode. Regeringen har med nedsættelsen af kommissionen og i regeringsgrundlaget godkendt projektet. Vi har afdækket problemerne. Jørgensen har pengene og jorderne. Brosbøl og Helveg ved, hvad der skal til. Tiden er med dem og der kan gå år og årtier før en tilsvarende chance opstår. Regeringen kan stadigt nå det, men der skal ske noget nu. Vi vil have resultater!

Randzoner: Det store politiske spil

2013-11-14T15:08:00.001+01:00

Der er ikke noget, der kan hidse store dele af landbruget mere op end et godt håndfast miljøtiltag. Derfor er der ikke så mange af den slags, og når de endelig fremlægges, bliver de bekæmpet med traktorer, retssager og civil ulydighed. Ofte tør politikerne ikke stå ved deres beslutning om at forbedre miljøet og indsatserne udskydes, udhules eller falder helt bort.

Tag nu bare randzonerne. De har været undervejs siden 1987, men ingen har turdet gennemføre dem, før vi fik en fødevareminister ved navn Mette Gjerskov. Hun turde – selvfølgelig med fuld opbakning fra den øvrige regering og stort set samtlige partier i Folketinget.

Søer, moser og vandløb blev beskyttet
På den måde fik vi i september 2012 et reelt håndgribeligt miljøtiltag, der faktisk vil gøre en forskel med 10 meters beskyttelse om alle vandløb og beskyttede søer og moser.

Nu håber vi, at landbruget i sin nye kærlige omfavnelse af Socialdemokratiet ikke får klemt randzonerne ud af miljøbeskyttelsen.

Lad os lige minde om, at randzonerne har været undervejs i ikke mindre end 25 år, og alle har været enige om, at de bestemt skulle etableres. Randzonerne kom først på den politiske dagsorden i forbindelse med Pesticidhandlingsplan I fra 1987. Det skete der dog intet ved. I forhandlingerne om Vandmiljøplan II kom randzonerne atter på bordet, som det Columbusæg, der skulle opfylde målene vedrørende kvælstofudvaskning.

Martin Merrild, som på det tidspunkt var bestyrelsesmedlem i Landboforeningerne, foreslog, at man udlagde 50.000 ha bræmmer eller randzoner langs vandløbene. Forslaget blev dog hurtigt taget af bordet igen, fordi landmænd med vandløb på deres marker trak håndbremsen.

Og tiden går…….
Randzonerne dukkede op igen i Pesticidhandlingsplan II fra 2000, hvor de skulle udlægges i to tempi med først 20.000 hektar randzoner med udgangen af 2002 og senere 30.000 hektarer. Det skete der heller noget ved. Og sådan trillede årene af sted.

I 2004 slog daværende miljøminister Hans Christian Schmidt (V) i forbindelse med Vandmiljøplan III fast, at nu - nu skulle der ved frivillig omlægning af brakken etableres 50.000 hektar randzoner langs vandløb og søer for at nedbringe landbrugets udledning af kvælstof og fosfor.

Her fik landbruget mulighed for helt frivilligt at gå i gang med arbejdet og præge det. Men det skete ikke. Ved midtvejsevalueringen i 2008 var der kun udlagt 700 ha randzoner. Det fik den siddende VK-regering og støttepartiet Dansk Folkeparti til at gribe ind, og som en del af Grøn Vækst aftalen blev randzonerne obligatoriske.

1. september 2012 var randzonerne en realitet med opbakning fra et stort set samlet Folketing. I dag er de under heftig beskydning – også fra dem, der ellers var for randzonerne dengang. Den politiske medvind får landbruget til at fortsætte et massivt pres på fødevareministeren for at opgive randzonerne.

Faktum er
Men hør nu her: Randzonerne er ikke pludselig blevet overflødige. Tværtimod. Landbruget bruger stadig sprøjtegifte i mængder, der langt overstiger miljøets tålegrænser. Og det ser ikke ud til at ændre sig. Nye tal viser, at der fra et ellers skyhøjt niveau i 2011 blev langet 31 procent mere gift over disken i 2012. Hamstring på grund af højere afgifter? Ja – det kan være, men også et klart udtryk for, at landbruget ikke selv synes, at der skal skæres ned på forbruget.

Faktum er, at regeringen med randzonerne både sikrer, at Danmark nu opfylder dele af EU’s rammedirektiv om bæredygtig anvendelse af pesticider såvel som Vandrammedirektivets krav om at nedbringe kvælstof og fosforbelastningen af vandmiljøet.

Uden randzoner skal næringsstofferne fjernes andetsteds. Randzonerne står tillige for en væsentlig reduktion af CO2 udledningen. Og så blev randzonerne i øvrigt politisk solgt som kompensation for den natur, der forsvandt, da man pløjede mindst 130.000 ha brak i 2008.

Hold nu fast
Men når landbruget sætter alle hestekræfter ind for at bekæmpe randzoner, så ved vi i Danmarks Naturfredningsforening godt, at det pres kan få selv den mest hærdede politiker til at ryste på hænderne.

Hold nu fast, siger vi bare. I har både DN, de andre grønne organisationer og EU til at bakke op om et af de eneste initiativer, der er gennemført i Vandrammedirektivets 1. planperiode.

Vi ser frem til at få de første vandplaner vedtaget med yderligere beskyttelse af vores vandmiljø og stærk beskyttelse af drikkevandet med boringsnære beskyttelsesområder og en endnu stærkere satsning på økologisk jordbrug som et miljø- og naturpolitisk virkemiddel på de arealer, hvor vand og natur lider skade af sprøjtegiftene – blandt andet der, hvor grundvandet dannes og indvindes.

Vi håber, at det ikke skal tage 25 år. Vi tror, at politikerne ved, at de næste miljøtiltag er afgørende for, hvordan vi sikrer natur og miljø i Europas hårdest dyrkede land.

Vi garanterer, at Danmarks Naturfredningsforening gør sit til, at politikerne ikke mister målet af syne.

Regeringen har glemt naturen

2013-10-11T13:21:00.003+02:00

De senere måneder har frustrationen bredt sig blandt os grønne organisationer. Vi mener bestemt, at der fremdrift i regeringen, men det er som om, at den ikke ser, at naturen er nødt til at have sin egen dagsorden – at naturen fortjener bedre og kræver mere og ikke blot kan være et halepåhæng til andre politikker.

For tag nu ikke fejl. Vi er glade for randzoner, energiaftale, ressourcestrategi, klimakatalog og om hundrede år, bliver de glade for, at der blev etableret nye skove. Sandheden er bare, at ingen af disse tiltag betyder en døjt for hverken den sortplettede blåfugl eller hasselmusen, den store kobbersneppen eller kirkeuglen eller de 1831 andre danske arter, der lige nu er truede i Danmark og det flytter heller ikke ved, at naturarealet i Danmark kun er i beskeden vækst.

Arter uddør - naturen forsvinder
På den måde er denne regering er i fare for at indskrive sig i rækken af regeringer, der passivt ser på, at arter uddør og naturen forsvinder. Solide veldokumenterede anbefalinger til, hvordan nedturen i naturen kan vendes, ligger ubrugte i skuffen.

Det sker, selvom regeringen lovede os en ambitiøs naturpolitik. Men på trods af, at naturen er i frit fald, er lovkataloger, finanslovsforslag og landsplanredegørelser blottede for konkrete naturpolitiske tiltag. Og her - to år efter regeringen tiltrådte, er realiteten den, at stort set ikke en fugl, en fisk eller en frø har fået det bedre.

Vi efterlyser en stærk naturvision
Vi minder derfor om løftet om en ambitiøs naturpolitik i regeringsgrundlaget fra 2011.

”Sikring og udvikling af en varieret og mangfoldig natur, der er tilgængelig og til glæde for alle i både hverdag og ferier, er og bør være en central del af Danmarks værdi- og velfærdspolitik. Alene af den grund vil regeringen give en ambitiøs naturpolitik høj prioritet,” lyder det - i øvrigt i overensstemmelse med de respektive partiers partipolitiske programmer.

Tag nu ikke fejl. Vi er glade for randzoner, energiaftale, ressourcestrategi, klimakatalog og om hundrede år, bliver de glade for, at der blev etableret nye skove. Sandheden er bare, at ingen af disse tiltag betyder en døjt for hverken den sortplettede blåfugl eller hasselmusen, den store kobbersneppen eller kirkeuglen eller de 1831 andre danske arter, der lige nu er truede i Danmark og det flytter heller ikke ved, at naturarealet i Danmark kun er i beskeden vækst.

Løsningerne findes - handling mangler
Ikke alene fylder landbruget meget, men samtidigt dyrkes landbrugsarealet hårdere end i noget andet europæisk land. Derudover inddrages hver eneste dag fire hektar svarende til otte fodboldbaner af vores 4,3 millioner hektar store landareal til infrastruktur og by udvikling og Danmark er desuden et af Europas mest fragmenterede lande.

Det koster på naturkvaliteten. Det er 13 år siden Wilhjelmudvalget – ledet af en tidligere konservativ industriminister – kom med den til dato mest præcise analyse af naturens problemer: ”Kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet har ikke tidligere været så ringe” hed det i sammenfatningen. Af udvalgets anbefalinger har skiftende regeringer alene leveret 3 nationalparker, med stærke forsikringer til lodsejerne om at de ikke ville medføre nogen ændringer.

Men skal der være plads til engblommen, viben og sanglærken, må vi nu til at tage vågne beslutninger om, hvordan vi bruger vores land. Vi skal have en stærk plan for den danske natur med entydige politiske målsætninger for naturens kvalitet og udvikling – en plan, der indeholder tidsfrister og fastlægger ansvaret for hvem, der skal gøre hvad, hvornår. Sådan en plan er også længe efterspurgt af OECD (1999 og 2008), Det Miljøøkonomiske Råd (2008) og Teknologirådet (2010) og landets fremmeste forskere.

En samlet plan for naturen
Regeringen ved det jo godt, fremgår det af regeringsgrundlaget. Her bebudes nemlig en Naturplan Danmark, der bebuder, at der skabes mere natur og at Danmark skal sikres som et varieret, spændende og attraktivt land med en rig natur med sammenhængende naturområder og et rent miljø, også til havs.

Alligevel er der ikke antydning af hjælp at hente for den truede Kejserkåbe eller de 56 procent øvrige udrydnings-truede danske dagsommerfugle i hverken finanslovsforslag eller forslaget til landsplanredegørelse.

En samlet plan for Danmarks natur var ellers en af de 44 anbefalinger, regeringens Natur og Landbrugskommissionen kom med i foråret. En anden af anbefalingerne lyder på, at der hurtigst muligt skal etableres en naturfond, der skal understøtte realiseringen af Naturplan Danmark.

En national naturfond
En national naturfond vil i den grad kickstarte den grønne omstilling af en nødlidende natur i Europas hårdest opdyrkede land. Fonden skal blandt andet hjælpe med at opkøbe landbrugsjorder, der ikke nødvendigvis har stor værdi for landmanden, men som er arealer, der er særligt værdifulde i kampen for at skabe den sammenhæng og give den plads, som er nogle af de allervigtigste forudsætninger for at få naturen tilbage på fode. Her får naturen førsteprioritet og kan ikke – som i dag – blot betragtes som en form for arealreserve, der kan handles med.

Der er massiv opbakning til en national naturfond og blandt andre Willum og Velux fondene bød generøst ind: Værsgo’ – her er en check – men I kan først indløse den, når I selv har lagt ligeså mange penge i kassen.

Staten skal altså gå forrest og anbefalingen lyder på, et årligt beløb på 300 millioner kroner – eller prisen for et par poser Matador Mix per borger om året eller prisen for at anlægge tre kilometer motorvej.
Alligevel er der i finanslovsforslaget for 2014 ikke øremærket en krone til arbejdet med at oprette en national naturfond.

Pas på den beskyttede natur
Et tredje tiltag, regeringen hurtigt kan sætte på den naturpolitiske dagsorden, handler om den nære natur, vi bruger, når hunden skal luftes, der skal løbes en tur eller der skal trækkes frisk luft. Enge, overdrev, moser og småsøer – kaldet §3 natur - er sådan set beskyttet af Naturbeskyttelsesloven, men i praksis flyttes den rundt og behandles alt efter om kornprisen, gør det tjenligt at opdyrke den. Det kan en håret høgeurt eller en tjærenellikke ikke leve med.

Heldigvis er der også her en god løsning, der sådan set kan gennemføres allerede i morgen. Fremadrettet kan regeringen nemlig sikre, at §3 naturen ikke længere sprøjtes og gødes og udpegningen gøres mere bindende. De indsatser bakkes også op af Natur og Landbrugskommissionen.

En rig natur er velfærd
Det er to år siden regeringen fik magten og de gode løsningerne. Der er nu gået et halvt år, uden politikerne lagt an til at gøre brug af den seneste kommissions gode forslag. Det eneste, vi hører, er, at vækst og arbejdspladser står over alt andet, og tilkendegivelser af hvor meget, regeringen vil gøre for at redde dansk landbrug. Den retorik bekymrer os. Politikerne glemmer, at en rig natur, rent drikkevand og et sundt miljø er hele forudsætningen for vores liv og velfærd. Natur og miljø er ikke noget, man lige fikser, når man har taget hånd om finanskrise og arbejdsløshed.

Vi forlanger handling, så vi ikke bare giver en fattig brændenældenatur videre til vores børn, men faktisk efterlader naturen rig og mangfoldig – akkurat som vi fik den.

Tag ansvar

2013-09-04T14:31:00.002+02:00

Jeg synes, det er rigtig godt at få sparket gang i debatten om klima-udfordringen igen. Det skete, da regeringen kom med sit katalog med 78 forslag til, hvordan vi kan nå målet om at reducere Danmarks udslip af klimagasser med 40 procent frem mod 2020. Og det er dejligt, at der var mod til at pege på sektorer, der hidtil har været friholdt fra at bidrage til at dæmme op for CO2 udslippene.

Landbruget skal medvirke at nedbringe C02 udslippet. Foto: Tao Lytzen

De første 34 procent er der allerede truffet aftale om i det seneste energiforlig fra 2012. Klimakataloget anviste således blot mulige løsninger for de sidste seks procent, som populært sagt skal findes hos borgere, biler og bønder. Det bør ikke være svært, for lysten til at tage ansvar er stor hos borgere og kommuner.

Det ved vi i Danmarks Naturfredningsforening, hvor vi gennem nu godt fem år har arbejdet for at sætte klimaet på dagsordenen ude i kommunerne. Resultatet er, at næsten samtlige kommuner på Sjælland bor i en af 74 DN’s Klimakommuner og her er ingen håndskyhed, når det gælder om at tage et ansvar for klimaet. Med for eksempel CO2 neutrale daginstitutioner og energispareprojekter har klimakommunerne sparet borgerne for både CO2 udledning og penge.

Klimakommunerne gør et fremragende stykke arbejde. Kommunerne har typisk forpligtet sig til at reducere kommunens CO2 udslip med to til fire procent, men flere af dem har på få år opnået reduktioner på op mod 19 procent.

Til sammenligning betyder regeringens udspil, at landbrugsindustrien, transportsektoren og de private husholdninger skal nedbringe CO2 udslippet med en procent årligt.

Alligevel blev de 78 klimaforslag kaldt et ”rædselskatalog”, ”det glade vanvid” og ”Danmark overopfylder sine forpligtelser”. Fra landbruget lød det, at erhvervet er EU’s klimaduks og derfor ikke behøver at tage ansvar.

Sideløbende advarer et overvældende flertal af verdens klimaforskere om, at vi vil opleve temperaturstigninger – måske på op mod 5 grader celsius allerede i dette århundrede, og Verdensbanken efterlyser i rapporten "Turn Down the Heat" akut politisk handling.

For klimaforandringerne vil i de kommende årtier accelerere med en stadigt hastigere nedsmeltning på Nordpolen, mens ingen endnu har beregnet, hvad frigørelsen af de enorme mængder metangasser under den smeltende ismasse vil betyde for klimaet på kloden.

Danmark bliver ikke - i overskuelig fremtid - oversvømmet som Bangladesh eller de store parkistanske sletter under Himalayabjergene.

Men Danmark er et af de lande, der på grund af et enormt forbrug sætter de største økologiske fodaftryk - også i andre lande. I Sydamerika bruger vi blandt andet et område på størrelse med Sjælland til at dyrke foder til svin og køer i Danmark. Desuden har Danmark en klimagæld, idet vi historisk har udledt langt mere CO2 per indbygger end for eksempel en kineser, en afrikaner eller en indoneser. Og skulle det ikke være grunde nok til at tage ansvar, så har ambitiøse danske klima- og energimål lagt grunden til en række af nyere tids største eksportsucceser, og danske cleantech-virksomheder har i de senere år tjent milliarder hjem til Danmark, som Ugebrevet Mandag Morgen påpeger.

Vi har et ansvar og derfor skal forslagene i regeringens klimakatalog selvfølgelig udmøntes i en egentlig klimalov. Flere af forslagene indeholder endda kinderæg. Ved for eksempel at udtage 185.000 ha jorder ud af landbrugsdriften opnås ikke bare en betydelig klimaeffekt, men et udtag vil også bremse op for det tab, vi har af den biologiske mangfoldighed – akkurat om vi har forpligtet os til, og et udtag vil tillige give vores vandmiljø et løft – akkurat som vi har forpligtet os til. Danmarks Naturfredningsforening står ikke alene med ønsket om, at staten skal tage ansvar. Knap halvdelen af vores 74 Klimakommuner tilkendegiver at de ønsker også nationale retningslinjer for deres arbejde med at reducere CO2 udslippene.

Nu mangler vi bare at få landspolitikerne ud af den fossile tidsalder og ind i den nye grønne tid. Se bort fra særinteresser et øjeblik og tag et ansvar – på hele samfundets vegne.

Den fredløse ræv

2013-07-22T13:25:00.000+02:00

En dejlig forårsaften løb jeg en tur i skoven hen under aften. Ikke den sædvanlige tur men ind gennem et spor omgivet af et hvidt tæppe af anemoner, lysegrønne nyudsprungne bøge og med sangdrossel og solsort i baggrunden.

Det er sådan en forårsdag, hvor naturen viser sig fra sin bedste side. Pludselig så jeg ud af øjenkrogen et lille gråt dyr pile af sted. Min første tanke var at det var et gråt egern men den skulle ikke være på Sydfyn.

Jeg stoppede op og kikkede lige ind i øjnene på en lille rævehvalp, der pilede af sted det bedste den havde lært - halen med den hvide spids stod som en antenne lige op i luften. Af sted gik det mod den væltede granrod, hvor rævegraven var.

Jeg stod stille og håbede, at den ville komme op ad graven igen. Heldigvis var hvalpen lige så nysgerrig, som jeg, så den kom op flere gange for at se, hvem jeg dog var.

Min sidste tanke, da solen gik ned og jeg rejste mig for at gå hjem, var: Nyd nu livet - små rævehvalpe - for om føje dage er I jaget vildt. Eller slet og ret døde af sult og tørst.

For en ting er jagttid end anden bekæmpelse uden for jagttiden.

Ræve må i dag jages fra 1. september til 31. januar. Desuden må rævehvalpe uden for rævegrave reguleres i perioden 1. juni til 31. august. Men de må desuden bekæmpes uden for jagttiden.

Når nogen regulerer ræv uden for jagttiden, sker det ifølge Bekendtgørelse om Vildtskader.
Her har man tilladelse til at regulere - det vil sige aflive vildtlevende dyr, hvis de gør omfattende skade på husdyr og hvis der ikke kan findes anden tilfredsstillende løsning. Således må man f.eks. skyde ræve, kaniner, harer, vildsvin, hjortevildt og flere mårdyr. Ifølge lovgivningen er det helt op til den enkelte lodsejer selv at vurdere om det er berettiget at regulere vildtlevende pattedyr – også i yngletiden. Hvorimod man skal have myndighedernes tilladelse til at regulere fugle.

Jeg mener det er helt urimeligt og utidssvarende – det minder jo om wild west - at lodsejere frit kan skyde vildtlevende pattedyr, hvis de føler sig generet af dem.

Heldigvis er jeg langt fra alene om at kære sig om, hvordan vi behandler vores natur og vores vilde dyr. DN har sammen med Dyrenes Beskyttelse initiativ til at vi får revurderet vores opfattelse af, hvornår man i Danmark må skyde vilde dyr.

Ræveungerne er nemlig langt fra de eneste, der risikerer, at deres mor bliver skudt, selvom hun har hvalpe i rævegraven. Også hjorte, mårdyr, harer og kaniner kan skydes uagtet, de har små afhængige unger i baglandet. Ræveungerne må jages, straks de stikker snuden udenfor rævegraven.

Før miljøministeren overhovedet har nået at få svaret på henvendelsen fra Dyrenes Beskyttelse og DN har nu stort set samtlige partier fra højre til venstre i Folketinget tilkendegivet, at det selvfølgeligt er uacceptabelt at dyreunger må overlades til at dø af sult og tørst.

Nu ser jeg frem til, at politikerne står ved deres ord, når vi skal se på jagttider og regler for regulering til efteråret.

Men det, at vi i det hele taget står i den situation, kalder på eftertanke. Jeg efterlyser øget tolerance hos lodsejere overfor arter, der er hjemmehørende i den danske natur. Regulering uden for jagtsæsonen skal være undtagelsen og må kun ske med myndighedernes tilladelse. Der skal være tungtvejende grunde til at regulere i dyrs yngletid. Andet kan vi ikke være bekendt.

Natur i byen

2013-07-04T14:28:00.002+02:00

Er der noget bedre end en dansk midsommerdag? Det er som om, at alt bare er bedre. Dagene er lysere, maden smager bedre, den frodige natur er tættere på – nu også i byen.

Her oplever vi nemlig, at interessen for at få naturen op under neglene er voksende. Tidligere asfaltørkener er begyndt at blomstre, mens stadigt flere køber byhonning nede om hjørnet. For naturen er ikke længere forbeholdt det åbne land. Vi oplever derimod, at det voksende antal danskere, der flytter til byerne, i stigende grad tager naturen med.

Vi skaber grønne kvarterer
Inde mellem de snorlige gaders karreer er det således begyndt at summe af liv. I Odense, i Aarhus og i København, for at nævne nogle byer, har initiativrige borgere sat bistader op, og alene i København arbejder i skrivende stund flere end otte millioner bier på at indsamle honning til byens borgere. Interessen for initiativet, der hedder ”ByBi” er stor og selvfølgelig støttet af os i Danmarks Naturfredningsforening. Private, kommuner, virksomheder og boligselskaber vil også være med, og antallet af bier alene i København er firedoblet på bare tre år.

Og det er ikke kun bierne, der arbejder. Faktisk vælger stadigt flere danskere at være med til at skabe grønne kvarterer der, hvor de bor. På Vesterbro i København har en flok beboere i starten af denne måned overtaget en række bede, og så er der ellers blevet plantet blomster. I Aarhus har de lokale fra Danmarks Naturfredningsforening fået kommunen med på idéen om at skabe et nyt stenrev umiddelbart i forbindelse med havnen for at trække fisk, sæler og marsvin tæt ind til byen. Og der er ingen tvivl om, at det også vil trække aarhusianere og turister til. For hvem vil ikke gerne opleve dyrelivet fra kajen eller med snorkel og maske?

Træer i byen opsamler regnvand
På den vis er der kommet et ønske om at have naturen tæt på boligblokken eller byhuset. Selvfølgelig er der nogle, der synes fuglene synger for højt, eller at det gamle træ skygger for meget. Men derudover er bevægelsen mod mere natur i byerne rigtig fornuftig at understøtte – også set med de samfundsøkonomiske briller på.

Tag nu bare træerne i byerne som eksempel. De er med til at optage den stadigt større mængde regnvand, klimaforandringerne giver, og som asfalt og fliser i byen ikke kan absorbere. Træerne bidrager til et bedre byklima ved at skabe læ, og de nedsætter temperaturen ved fordampning. Bladene optager CO2 og fanger partikler fra luften, der fjernes og komposteres, når de falder af i efteråret. Og så er bytræer med til at bløde den sort-asfalterede by op med grønt løv og et egern eller et fuglefløjt.

Det har vi danskere fået øjnene op for, viser en undersøgelse fra Danmarks Miljøundersøgelser (i dag DCE) fra 2011. Her siger flere end 88 procent af de adspurgte, at de er helt eller delvist enige i, at "vi skal beskytte naturens mangfoldighed, også i byen."

Bynatur er ikke kun for de største byer
Så udbygningen af bynatur lægger danskerne på hjertet, og det grønne hører ikke kun de største byer til, men også borgerne i for eksempel Hillerød, Helsingør eller Frederikssund vil få stor gavn af at gå ind i arbejdet for en stadig grønnere byudvikling. For ikke bare nyder vi, at byen blomstrer og summer af liv, men vi oplever også, at for eksempel grønne kiler og grønne tage giver god mening i forhold til at holde byen kølig i sommerheden og fri for vandmasser under skybrud. Det er med til at give os nærhed til og respekt for naturen, og ved at trække naturen ind i byerne lettes vejen ud i den lidt vildere natur, når man søger stilhed eller store naturoplevelser.

Så god bynatur er en ren vindersag for alle: For borgerne, for bierne, for blomsterne og for naturen som et hele.

Ulven og den lille rødhætte

2013-04-04T12:28:00.001+02:00

Ulv! Det er et forkætret dyr, der har sat gang i en naturdebat, som intet andet dyr i nyere tid. Debatten spænder lige fra fascination til frygt. Der diskes op med de mest grusomme scenarier, og medierne sluger dem råt og grådigt. Ulvene vil tage spædbørn og svagelige, de sidder ude på marken og stirrer ind i de små hjem og aflurer ofrenes mønstre, hvorefter koblet angriber. Alene valget af ordene burde da få den kritiske journalist til at studse.

Men sådan er det desværre ikke. Den seneste ukritiske historie blev bragt i Søndagsavisen og straks rundsendt til alle andre medier, der meget apropos kastede sig som glubske ulve over sagen. En rigtig kioskbasker. Problemet med historien er altså bare, at historien ikke holder!

Men Søndagsavisen ønskede ikke tage sig ulejligheden med at spørge i landene omkring os, blandt de som faktisk arbejder med ulveforvaltning. Eller blot spørge Aarhus Universitet, der netop har lavet en udredning om blandt andet dette. Eller tjekke nogle af de andre dokumenter fra Vildforvaltningsrådet, som jeg henviste til. Nej – det ville jo tage luften ud af deres historie.

I Danmark er der – måske – to strejfende ulve. I Norge, Sverige, Finland er der mellem 260 og 330. Vel er der mere natur for ulvene at bevæge sig på i de store nordiske skove end i lille og tætdyrkede Danmark. Men netop derfor er der også en naturlig begrænsning på, hvor mange ulve, der kan leve her i landet.

Man skal hverken romantisere eller dramatisere diskussionen om ulv, men kalde en spade for en spade: ulvene æder en gang i mellem får, hvis hegningen ikke holder dem ude. Det synes vi, at fåreavlerne skal godtgøres via en vildtskadefond. Men al forskning viser, at hovedparten – nemlig 99 procent af ulvenes føde i Tyskland ikke er husdyr, men blandt andet krondyr. Også her er medierne hoppet på en vildand, når de viderebringer Søndagsavisens oplysning om, at vores ”råvildt vil blive fordrevet”.

Ulvene vil der imod tage de svageste dyr og på den vis være med til at holde bestandene sunde. Jægerne går mest efter de sunde og største, så der er brug for ulven og den lukker et ”hul” i den danske natur, som ikke har haft store rovdyr i 200 år. Og råvildtet findes i så rigt mål, at jægerne accepterer at dele deres del af byttet med danske ulve. Også her kunne man have ulejliget sig med at kigge lidt i notatet fra de danske vildtforskere, der faktisk arbejder med krondyr og rådyr: Her står intet om, at man kan risikere at rådyr og krondyr ”fordrives”.

Men den mest hårrejsende påstand er dog, at ulvene vil gå efter spædbørn og svagelige. Et næsten direkte afskriv efter eventyret om ”Ulven og den lille rødhætte”.

I virkelighedens verden må vi spørge: Hvordan skulle det dog gå for sig i praksis? Angreb på plejehjem og vuggestuer? Der er ingen eksempler på angreb på mennesker i Tyskland, hvorfra ”vores” ulve stammer. Tværtimod er ulvene så sky, at det har været svært at få fotos af dem. Det er en ubehagelig måde at spille på frygten for det ukendte og har heldigvis ingen hold i virkeligheden. Men medierne har udvist en ufattelig liden interesse i at få proportionerne på plads i deres artikler.

Selvfølgelig forstår vi i Danmarks Naturfredningsforening, at man kan blive frygtelig bange ved tanken over en dag at stå ansigt til ansigt med en ulv. For ulven er og bliver et toprovdyr.

Derfor er det vigtigt at holde sig til fakta. Det fremgår af Århus Universitets notat til Naturstyrelsen om ulvenes farlighed således:

”Ulveangreb på mennesker sker meget sjældent i almindelighed og i Europa endnu mere sjældent, hvor så at sige alle tilfælde kan henføres til rabiessmittede dyr.

Følgende uprovokerede ulveangreb med døden til følge er opgivet fra nyere tid: Polen (1937): 5 tilfælde, Spanien (1957-1974): 4 tilfælde, Rusland (1944-1953): 36 tilfælde. Da Tyskland siden 2008 har været erklæret rabiesfri (Sächsisches Staatsministerium für Umwelt und Landwirtschaft 2009) vurderes risikoen for ulveangreb på mennesker i Danmark som forsvindende lille”. Skulle det usandsynlige ske og rabiessyge dyr dukke op, kan vi vist alle hurtigt blive enige om at fjerne dem omgående.

Men selv i den fordrejede og frygtbaserede form er den nationale diskussion om ulve eller ej alligevel interessant. For debatten om ulvene er også debatten om, hvorvidt Danmark kan rumme vild natur. Eller måske snarere – kan danskerne?

Politikere som Venstremanden Søren Pind opfordrer indirekte til at skyde ulvene, mens andre griber til selvtægt og forgifter rovfugle eller på anden vis ulovligt bekæmper natur, de synes, begrænser deres egen udfoldelsesmulighed eller blot er uønsket i Danmark.

Det er selvfølgelig helt uantageligt, men viser, at vi mentalt har svært ved at rumme vild natur efter, at vi nu i generationer har brugt mange kræfter på at bekæmpe den. Det viser, at vi anser den natur, vi ikke kan kapitalisere på, som værende unyttig. Naturen har i manges optik således ingen selvstændig berettigelse. Det ses klart af, at selv førhen så almindelige arter som haren eller viben er i tilbagegang, mens vores flittigste hjælpere i landbruget, bierne, har svært ved at finde føde i marken. Kort sagt truer vi hver fjerde undersøgte dyreart på eksistensen.

Heldigvis er de store dyr på fremmarch og vidner om at vi måske alligevel har vild natur tilbage. Ulven, vildsvinet, bæveren og odderen trækker spor langt bagud i vores fælles historie og nu er de for alvor tilbage i den danske natur. Mens vi diskuterer om vi vil lade dem leve her, tvivler kun de færreste på, at regnskovene, tigrene og elefanterne skal sikres, når det gælder andre og typisk fattigere lande. Ja – dele af vores ulandsbistand er netop gået til natur og miljøformål. Men når det gælder Danmark lyder det: skyd dem. Smid dem ud!

Det er en fattig holdning i et rigt land. De store dyr har en særlig betydning for, hvordan vi oplever naturen, og de er med til at trække os ud i naturen og opdage glæden ved en grøn pragttorbist, en spættet bredpande eller en perlemorsommerfugl.

Vi skal ikke lade os nøje med den del af naturen, som vi (i dag) udelukkende mener at kunne omsætte til fødevarer eller på anden måde drage nytte af. For nok kan selve oplevelsen af det vilde ikke umiddelbart omsættes i gangbar mønt, men den utæmmede natur sætter vores eget liv i relief og giver det dybere mening. Dér stresser vi af og bliver en del af et større hele – noget oprindeligt. Og ikke mindst er naturen den fælles reference på tværs af generationer.

Gennem tiderne har vi ladet os betage ved synet af rovfuglen, der slår kløerne i sit bytte. Forundringen over, at snæblen finder vej til de samme gydesteder år efter år, selv om den hverken rejser med kort eller kompas, er fælleseje. Og glæden er med garanti den samme landet over ved lydene i den vågnende forårsskov med synet af anemoner, der dækker den duftende skovbund og solsortens smukke sang som bagtæppe.

Det lyder som lutter naturromantik, og den slags ufinansierede betragtninger er en stensikker taber, stillet overfor hårdtslående argumenter som vækst, bruttonationalprodukt og arbejdspladser. Men se i stedet naturen som den dyrebareste ressource, vi har – og betragt den som en investering i fremtiden. 80 procent af al ny medicin stammer fra naturen, for eksempel i dyr, planter, svampe eller bakterier. Og det gælder ikke kun i regnskoven vi kan også finder den gave i Danmark.

Selv er jeg flere gange rejst til Nordskandinavien og Sydeuropa for at opleve ulvene. Og jeg har teltet i nationalparker med ulve. Det er aldrig lykkedes mig at se andet end spor af ulv, selvom Spanien er det land i Europa, der har flest ulve. Nu glæder jeg mig til at besøge Thy Nationalpark eller hedeområder i det vestjyske. Jeg kan allerede mærke suget i maven over, hvad der - måske - møder mig i naturen.

For alene tanken om mødet med eller bare glimtet af en ulv bringer for alvor alle sanser i spil og hvert eneste spor på stien eller underlige lort under træet, vil blive undersøgt med ekstra omhu og spændt forventning. Der er således ingen grund til at lave tynde avishistorier baseret på afmagtsfølelser som frygt, når der i virkeligheden er en endnu stærkere fortælling baseret på fakta, magi og ægte forundring over naturen. Se det kan blive et rigtigt eventyr!

EU kan ikke – kan Danmark?

2013-03-13T12:24:00.000+01:00

I Danmark vil vi så gerne være verdensmestre i (næsten) det hele, og det er en flot ambition. Et af de verdensmesterskaber, vi faktisk allerede har, koster imidlertid dyrt på andre konti. Som verdens mest gennempløjede land mister vi natur og landskaber med stor hast.

Men tabet af harer, drikkevandsboringer, storke, bier, sommerfugle eller istidslandskaber og moser har nu ikke foranlediget nogen til at råbe STOP og ytre politisk ønske om, at nu skal Danmark være have et verdensmesterskab i rig og mangfoldig natur.

Faktisk tages den danske naturpolitik ikke mere alvorligt end at der konstant lovliggøres en ulovlig opført bygning i et særligt bevaringsværdigt landskab, planlægges en motorvej i et fredet område eller lovliggøres en opdyrkning af et beskyttet naturområde. Politiske tilladelser, overtrædelser og dispensationer er således hverdagskost, når der gælder naturpolitiken.

Det sker selvom alle er enige om, at naturen – den kan vi ikke leve uden!

Som det er i dag, er det på mange måder reelt i landbrugspolitikken, vi skal skimte efter hvilke muligheder, der for alvor kan være for naturen. Og netop derfor er det en sand gyser, der netop nu udspiller sig i Bruxelles, hvor 400 milliarder kroner er til forhandling – en forhandling, der reelt står på, hvor grønne Europas landmænd skal være fremover. Sagt med andre ord: hvor meget skal vi beskytte og sikre naturen fremover.

Støtten i sin nuværende form har været med til at udvikle en højintensiv landbrugsproduktion først i Vesteuropa og nu også i Østeuropa med store omkostninger for naturen. Landskaberne er forandret, og samtidig med introduktionen af landbrugsstøtten i de 10 ”nye” EU-lande er f.eks. fuglebestandene gået drastisk tilbage.

Det er i den virkelighed, Danmarks Naturfredningsforening sammen med andre grønne organisationer over hele Europa presser på for, at de mange skattekroner bruges på at sikre vores fælles naturressourcer bedst muligt. Og det sker nu engang kun ved, at landmændene får en række konkrete krav, de skal leve op til, for at få støtte til deres arealer.

Vi står ikke alene. I en Eurobarometer-måling mener 69 procent af danskerne, at landbrugsstøtten skal målrettes til at beskytte miljøet i EU.

Men borgerne står overfor en særdeles magtfuld landbrugslobby, der ønsker at fortsætte som altid. Og de europæiske politikere synes tættere på lobbyisterne end på befolkningerne. Derfor tyder alt på, at EU’s landbrugsstøtte vil fortsætte uforandret – med tab af naturværdier til følge – også i Danmark.

Men siden de danske politikere – herunder også de danske europaparlamentarikere - faktisk har kæmpet bravt for en grøn omlægning af EU støtten, så vil vi nu opfordre dem til at gå enegang.

Lad beskyttelsen og sikringen af vores egne natur og miljøressourcer blive en del af den bebudede ”grønne omstilling”. Der er arbejdspladser i at pleje overdrevet, genoprette mosen, sikre drikkevandet og overvåge arterne. Der er penge i kvalitetsvarer fra grønne landbrug, der har sprøjtefrie madvarer og dyrevelfærd som adelsmærke. Ja – der er flere penge at hente i sikring af naturressourcerne end i at rydde op efter skaderne fra en landbrugsindustri, der paradoksalt nok i sin nuværende skikkelse ikke har det som en del af sin præmis at sikre den natur, som landbruget reelt selv lever af.

Derfor kære politikere – find modet, sigt efter det bedste - ja – gør Danmark verdensmestre i rig og mangfoldig natur.

Er den grønne vækst helt forsvundet for regeringen?

2013-02-28T15:10:00.001+01:00

Regeringen kaldte sig fra starten for en grøn regering. Og pegede på, at vejen ud af krisen var at satse på grøn vækst og grøn omstilling. Med Vækstplan DK nedsættes og aflyses en række grønne afgifter, og regeringen har da også måtte erkende, at det vil føre til mere forurening.

Det kan undre, at en regering, der i regeringsgrundlaget erklærer, at ”En omlægning af skatter og afgifter skal sikre, at der skabes de rette incitamenter til at tænke og handle grønt.” netop skaber incitamenter til det modsatte ved at aflyse kørselsafgifter for lastbiler og slække på CO2-afgifter og emballageafgifter.

Det ser ud som om vækstplan DK er gårsdagens løsninger, hvor man satser på gammeldags vækst hvor øget miljøbelastning og forurening stadig er en mulighed som vej til velstand. Hvis man ser på, hvor det hidtil har bragt os hen, og med alle de advarsler der er givet om lurende ressourcekrise, synes det ikke som fremtidens løsning. En række fremtrædende analytikere stiller endda spørgsmålstegn ved, om det overhovedet vil give ret mange arbejdspladser.

Hvor blev det grønne af som motor i den nye vækst, som regeringen ellers havde stillet i udsigt? Det ser ud som om regeringen helt har mistet troen på det grønne og falder tilbage i dogmet om, at der er der en modstilling mellem velstand og natur- og miljøforbedringer. At tro, at vi skal bygge vores velstand på at konkurrere ved at på slække på ressourceeffektivitet og miljøsvineri, er et kapløb vi alligevel ikke kan vinde.

Lakmusprøven for regeringens grønne profil må være, om der bliver leveret reelle natur- og miljøforbedringer i politiske tiltag i den kommende tid:. I marts fremlægger Natur- og landbrugskommissionen sine anbefalinger, der gerne skulle lede til en fornyelse af vækstmodellen i landbruget med meget mindre miljøpåvirkning til følge, og regeringens klimaplan, som fremlægges i foråret, skulle meget gerne fastholde en retning mod en omstilling væk fra CO2-udledninger til et samfund baseret vedvarende energi.

Man kan godt blive lidt bekymret, når man ser på de rådgivere, regeringen har, til at hjælpe dem med at skabe en mere grøn økonomi. Det Miljøøkonomiske Råd, som er en del af den økonomiske vismandsinstitution, præsenterer i dag en rapport, hvor virkeligheden forsimples og miljøet spiller en birolle.

For eksempel. foreslår de en omlægning af bilafgifterne, der vil føre til øget luftforurening, med øget sygdom, tidlig død, naturforringelser o.s.v. til følge. Men det anser rapporten som ”god samfundsøkonomi”. Der foreslås også, at vi skal erstatte den danske klima- og energiindsats ved at bruge EU’s kvotehandelssystem der ifølge vismændene "virker efter hensigten”.

DN håber, at regeringen vil lade sig inspirere af det kommende forår og igen lade det grønne spire frem, og fokusere på løsninger, hvor kuren ikke er værre end sygdommen.

Naturen skaber store drømme

2013-02-25T10:50:00.000+01:00

Akkurat nu lægger regeringens Natur og Landbrugskommission sidste hånd på det, der skal angive en ny vej frem for det danske landbrug og den danske natur. Mens vi venter på kommissionens anbefalinger drømmes der store drømme i alle lejre.

Landbruget ser muligheder så store som Kina for at få lov at dyrke mere og for, at en række af de eksisterende miljøtiltag kan erstattes af indsatser langt væk fra landmandens matrikel. De grønne organisationer drømmer selvfølgelig om rige ådale, blomstrende overdrev og enge med græssende dyr og svirrende insekter. Politikerne vil gerne have det hele uden meromkostninger.

Danmark pløjes stort set fra kyst til kyst. Naturen ligger derfor som små isolerede pletter på danmarkskortet - indhyllet i ammoniak og sprøjtegifte.

I verdens hårdest opdyrkede land skal der skabes plads til mere natur på alle arealer. De stadigt større og golde produktionsmarker er i dag uoverstigelige og uspiselige for agerlandets pressede arter. Vi skal blandt andet have udyrkede striber i marken og økologisk drift for at give plads til mere artsdiversitet. Og så skal ploven løftes helt væk fra 400.000 hektar. Det skal til for, at naturen kan rodfæste sig og i øvrigt få den helt afgørende sammenhæng, der gør, at sommerfugle, harer og agerhøns finder mager.

Vi skal væk fra monokulturer og ensidige sædskifter og over til afgrøder, der tillader den vilde natur at eksistere og samtidig endda giver god indtjening. Den type afgrøder er vi heldigvis oven i købet gode til i Danmark.

Vi skal se på både input og output. I Danmark presser vi naturen, fordi vi har langt flere husdyr, end vi i dag kan dyrke foder til. Men også outputtet tvinger naturen i knæ. Ufattelige mængder gylle rammer ikke kun det dyrkede areal, men også vand og naturområderne ved siden af, fordi gyllen driver af marken eller spredes via luften. Så ikke flere husdyr end vi selv kan dyrke foder til, og gyllen skal bioforgasses før, vi spreder den i naturen.

I dag gror naturen til, fordi landmanden har sat køerne på stald. Vi skal gøre det attraktivt for landmanden igen at sætte sine husdyr på marken. Så får vi samtidig verdens bedste og dybt savnede naturplejere tilbage – typisk i form af græssende køer.

Ikke kun mennesker, men også naturen er helt afhængig af vores rene drikkevand. Vi skal sikre, at beskyttelsen af det rene vand til enhver tid får forrang uanset, at vi også vil have landbrugsprodukter. Så i de områder, hvor vores vand dannes og hentes, skal kommunerne pålægge landmændene restriktioner i dyrkningen. Måske skal der slet ikke længere dyrkes på arealet, måske kan der dyrkes, men ikke sprøjtes og gødes.

Vores forslag til Natur og Landbrugskommissionen er baseret på den bedst tilgængelige viden om naturens udfordringer og landbrugets muligheder. For vi har lige så stor interesse som landbruget i, at erhvervet får alle ønskelige incitamenter til at vælge de løsninger, som alle vinder på. Og ingen vinder på at de økonomiske eller de økologiske regnskaber presses endnu længere i bund.

I Danmarks Naturfredningsforening ser vi nu frem til, at der for første gang nogensinde kommer en reel og mærkbar prioritering af naturen. At naturen får førsteprioritet. Vi er sikre på, at den prioritet sagtens kan gå hånd i hånd med et stærkt og levende landbrug. For hvis regering og Folketing tør, så kan et højkvalitetslandbrug i en højkvalitetsnatur gå hen og blive større eksport succeser, end nogen havde turde drømme om.

Fortællingen går på, at landbruget ikke har et problem

2013-01-27T20:08:00.002+01:00

Der er fra alle sider deponeret enorme håb og forventninger i Natur og Landbrugskommissionen, der om mindre end to måneder kommer med sine anbefalinger til, hvordan vi får et landbrug og en natur med sorte tal på begge bundlinjer.

At anbefalingerne nu er på trapperne ses også af den stadig større mængde ofte vidtløftige påstande og endeløse krav, der kører løs i medierne. Spalte op og spalte ned kan vi læse om, at vandplanerne skal starte (helt) forfra og randzonerne skal afskaffes. Og om, at landbruget ikke længere skal reducere mængden af kvælstof, men der imod skal have lov at gøde endnu mere.

Fortællingen går på, at landbruget slet ikke har et problem. Og hvis samfundet synes, at landbruget har et problem, så skal det ikke løses hjemme hos landbruget og nogen andre må betale for at få det løst.

Det er en gammel, men succesfuld traver, der hives op af skuffen.

Fortællingen handler om, at få skabt et forventningspres – enkelt sagt – begrundet i, at landbruget egentlig slet ikke behøver at gøre noget som helst, for deres forureningsproblem kan løses stort set alle andre steder end akkurat der, hvor det skabes - nemlig på landmandens mark.

Landbruget og vennerne på Christiansborg peger blandt andet på fiffige tiltag som at etablere stenrev i havet og starte muslingeproduktioner i fjordene for at fjerne kvælstofforureningen på land.

I et velkoordineret kompagniskab fastholdes og cementeres myten om, at samfundet stort set må lukke og slukke, hvis ikke landbruget får lov at dyrke uhindret. Således vil milliarderne fosse ud af statskassen, hvis landbruget pålægges ”flere" byrder og statskassen vil styrtbløde, hvis ikke der i stedet lempes og fjernes miljøkrav til erhvervet. Desværre trykker flere medier ukritisk fortællingen uden nogensinde at spørge: kan det nu også være rigtigt?

Lad mig bare slå fast: Uanset, hvor ofte og hvor højt, disse budskaber råbes, er og bliver det bluf: Stenrev og muslinger i havet omkring Danmark bringer ikke naturen på marken, i bækken, i mosen eller på engen et hammerslag nærmere noget, der bare ligner en god tilstand.

Jeg står ikke alene med det synspunkt. Nogle af de fremmeste forskere i Danmark understreger i et åbent brev til fødevareminister og miljøminister, at blandt andet stenrev og muslingeproduktion ikke batter noget i denne sammenhæng.

Forskerne baserer - akkurat som vi, vores anbefalinger til kommissionen på konkret viden. Og gør man det, ved vi jo godt, at ingen kommer uden om en betydelig indsats både på såvel som rundt om markblokken.

Helt overordnet skal naturen have mere plads. Ikke kun vil mere plads og bedre sammenhæng give naturen et stort løft, men det vil også have effekter på vandmiljø og klima. Vi skal også have forbud mod sprøjtemidler på udpegede arealer til gavn for drikkevand og natur.

Indsatsen er uomgængelig, hvis vi vil vende nedgangen i naturen. Og det vil vi. Ikke bare fordi vi har forpligtet os til at stoppe tabet af biologisk mangfoldighed, men særligt fordi, alternativet da er utænkeligt.

Det ved landbrugstoppen og politikere som Henrik Høegh og Jørgen Dohrman jo udmærket godt. Derfor er det ærgerligt, at de bliver ved med at opbygge falske forhåbninger hos landmændene, der netop på grund af så modsatrettede meldinger jo må føle sig som gidsler.

Lad os i stedet få kortene på bordet. Hvad er det ærlige regnskab?

Hvad tjener samfundet reelt på landbruget og hvad koster landbruget os i form af tabte naturværdier, genopretning, mistede drikkevandsboringer osv. Det er nu i alles interesse at få sandheden frem, så forventningerne bliver realistiske. Først da kan vi vende naturens og landbrugets nedtur.

Jeg håber, at Natur- og Landbrugskommissionen kan manøvrere uden om myterne, fordi vi ellers kun vil se en endnu større og hurtigere afvikling af naturen. Jeg tror på, at kommissionen kommer med de helt nødvendige og gennemgribende anbefalinger, der for alvor skaber sætter gang i en positiv og vedvarende udvikling i naturen og i landbruget. Jeg ved, at vi i Danmarks Naturfredningsforening vil blive ved med at arbejde for, at det sker.

Et Danmark uden sprøjtegifte må da være målet

2012-12-07T12:05:00.002+01:00

Jeg er overbevist om, at stod vi i dag som samfund overfor valget mellem at starte med at bruge sprøjtegifte eller lade være, så ville vi med den viden, vi har i dag, selvfølgelig sige: Sprøjtegifte? - aldrig i livet!

For intet fornuftigt menneske ville tillade, at der skulle spredes sprøjtegifte over 62 procent af Danmarks areal. Og ærligt talt - det er da ulogisk at dyrke jorden i en slags kemisk krig mod naturen, når vi er så udmærket er i stand til at dyrke jorden i et dygtigt samspil med naturen.

Regeringens nye forslag til, hvordan vi får nedbragt forbruget af sprøjtegifte indeholder en række gode og ambitiøse mål for, hvor meget vi skal nedbringe belastningen af sprøjtegifte til natur og miljø, men der er ingen egentlig plan for konkret udfasning af de kemiske midler på hele eller dele af det danske areal.

Vi er nødt til at se i sandheden i øjnene. Vi er nået derhen, hvor vi som samfund er nødt til at stille lovfæstede krav til et erhverv, der traditionelt har bidt fra sig hver eneste gang, det har skullet indrette sig efter samfundets behov. Og hvad sprøjtegifte angår, så mener landbruget jo ikke selv, at der er et problem og hvis der er, så er det i alle fald ikke deres. Tænk engang, at vi er kommet dertil, hvor skatteyderne skal betale landmænd for ikke at bringe vores rene drikkevand i fare med sprøjtegifte – hvilket sker netop nu i en række kommuner.

Selvfølgelig er vi glade for, at der kommer ”særlige indsatser” overfor private, kommuner og landbruget for at nedbringe forbruget af sprøjtegifte. Det er godt, ligesom det er fint, at der kommer stærkere kontrol og at der skal forskes mere i ”mildere” sprøjtegifte. Og vi håber også, at det hjælper at afgiftsbelægge de farligste sprøjtegifte for ja - hvis afgifterne er høje nok, kan det have betydning.

Men strategien bygger på mange måder på, at landbruget selv spiller positivt med. Sagen er bare som nævnt den, at store dele af landbruget jo ikke selv mener, at sprøjtegiftene udgør et problem og det ses tydeligst af, at den såkaldte behandlingshyppighed de seneste fem år er steget med 27 procent, mens sprøjtemidlernes samlede belastning på miljø, natur og sundhed er steget med hele 35 procent. Derfor skal der jo helt andre metoder i brug og det indebærer blandt andet, at der nu stilles krav til, hvad der sker på de enkelte arealer.

Konkret kunne et første skridt være at sætte en fast deadline på, hvornår kommunerne i kommuneplanen skal have udpeget de områder, hvor der ikke længere må sprøjtes af hensyn til vores drikkevand. For eksempel der, hvor grundvandet dannes og indvindes. Til udpegningen knyttes forbud mod brug af sprøjtegift. Støtte til fremme af økologisk jordbrug får første prioritet - som et miljø- og naturpolitisk virkemiddel - på de arealer, hvor vand og natur lider skade af sprøjtegiftene.

Et andet konkret virkemiddel er 6 meters sprøjtefrie zoner langs hegn og skove af hensyn til biodiversiteten.

Endvidere kunne det være et forbud mod brug af Round Up før kornhøst – akkurat, som man har det i EU-landet Sverige.

Ikke mindst skal forbruget af sprøjtegifte nedbringes pr hektar. I dag – også med forslaget til ny sprøjtemiddelstrategi – skal forbruget bare ned generelt.

Og det kommer det måske også. For nu måles forbruget nemlig ikke kun på de konventionelt dyrkede arealer, men lidt paradoksalt medregnes også de arealer, der i dag dyrkes økologisk ligesom de sprøjtefrie 50.000 ha randzoner også tælles med. Det er helt urimeligt, at jo mere miljøbevidst forbrugeren er og jo flere økologiske landmænd vi får, desto mere kan naboen sprøjte.

På den måde fortyndes billedet jo en del af, hvor meget der sprøjtes per hektar. Naturen – den er ligeglad, for agerhønens kyllinger finder ikke mere føde i den konventionelt dyrkede mark af, at man på papiret sprøjter mindre.

Vi anerkender, at brugen af sprøjtegift ikke nedbringes over natten. Men vi anser det som afgørende vigtigt, at regeringens sprøjtemiddelstrategi følges op af virkemidler, som knytter sig direkte til arealernes sårbarhed. Hvor grundvandet dannes, hvor drikkevandet indvindes og hvor naturen er særlig udsat, bør der være krav om landbrugsdrift uden brug af sprøjtegifte.

Og glem alt om at lægge ansvaret over på landbruget – de løser nemlig ikke problemet. Og glem alt om at skubbe ansvaret over på forbrugeren, da det aldrig kan være op til den enkelte forbruger at skulle købe og spise økologisk for at sløre det konventionelle landbrugs forbrug af sprøjtegift.

Det er en klokkeklar politisk opgave at sikre rent vand til alle. Vi har i Danmarks Naturfredningsforening forstået, at politikerne venter på anbefalinger fra Natur- og Landbrugskommissionen, når det drejer sig om arealrestriktioner for sprøjtegifte. Vi håber, at kommissionens udgangspunktet ikke er hvor meget, vi som samfund tør driste os til reducere landbrugets brug af sprøjtegifte, men derimod et fokus på beskyttelsen af det vand, vi alle – dyr, mennesker, planter, fugle og fisk - lever af.

For et led i en grøn omstilling af landbruget må da være et Danmark uden sprøjtegifte.

Få forbruget af sprøjtegifte ned

2012-11-14T15:20:00.001+01:00

Som biolog med speciale i miljørisiko og selvfølgelig som præsident for Danmarks store grønne organisation, piner det mig år efter år at se forbruget af sprøjtegifte tilsyneladende ikke anses som et politisk ansvar, mens den største bruger af giftene - nemlig landbruget ikke synes, det er deres ansvar og i øvrigt tilsyneladende ikke betragter overforbruget som et nævneværdigt problem.

Men det er det. For selvom sprøjtemidlerne er godkendte af myndighederne, betyder det jo ikke, at man bare kan sprøjte løs. Der er tale om gifte, som kun må bruges, fordi de effektivt slår noget levende ihjel og agerhønens kylling er ligeglad med, hvorfor dens føde forsvinder. Den dør fordi der ikke er føde nok.

Og at noget er rivende galt, ser vi på de seneste opgørelser over forbruget af sprøjtegifte. Her står der sort på hvidt, at der i gennemsnit sprøjtes 3,18 gange mod de 1,7, som i årevis har været miljøets smertetærskel. Og når vi så oven i købet får at vide, at der bruges stadigt flere af de mest miljøbelastende stoffer, må vi sige stop.

Jeg har arbejdet med sprøjtegiftforbruget hele min karriere og ikke en eneste gang har landbruget, der trods alt står for 90 procent af det samlede forbrug af sprøjtemidler, kommet med en strategi for, hvordan erhvervet selv kan nedbringe forbruget. Tvært imod kommer der konstant bortforklaringer og undskyldninger. Det har været for vådt, for koldt, for varmt eller for tørt og i øvrigt er målemetoden forkert. Politikerne har raset en kort stund og så er livet ellers gået videre.

Den nuværende regering har nu chancen for at vise, at det kan gøres anderledes. Men det kræver mod. Se nu bare den furore, udlægningen af randzonerne skaber. Jeg ser mest vreden som et udtryk for, at nogen faktisk formastede sig til at indføre et miljøkrav, der batter frem for – som ellers – bare at tale om det.

Randzonerne var således 25 år undervejs! At det kan lade sig gøre at forhale eller forpurre miljøindsatsen ses godt af et udsagn fra den tidligere formand i Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen: ”Hold da op hvor har vi fået meget …. på den måde har vi opbygget en, ”vi har ret til” kultur,” som han ærligt sagde i et interview i magasinet Natur & Miljø. Jeg læser det som om, at landbruget er blevet vant til at hvis de stritter nok imod, så frafalder samfundet - med den til enhver tid siddende regering i spidsen - kravene.

Mens vi nu venter på regeringens bebudede pesticidstrategi, kan vi jo passende stille følgende spørgsmål og give de mulige svar: Hvorfor skal kornet lige have en omgang kemi 10 dage, før den høstes? I Sverige accepterer man det ikke. Vi vil da heller ikke have sprøjtet maden lige før, den serveres. Så spar den omgang sprøjtegift og forbyd sprøjtning af marken før høst.

Hvorfor skal nogle få landmænd kunne sætte andre borgeres vandforsyning i fare? Vi siger fuld stop for brugen af sprøjtegifte i de områder, hvor vi henter vores drikkevand og hvor grundvandet dannes. Hvorfor skal naboen acceptere et pift gift? Der skal selvfølgelig være en zone på seks meter op mod levende hegn og skovene, hvor vores natur også skal eksistere. Det samme påbud skal gælde ind til private haver. Og jeg vil også tillade mig at spørge: Hvorfor skal vi have sprøjtegifte i det hele taget? Økologerne kan godt finde ud af at dyrke jorden uden sprøjtegift og det endda i den grad, at deres banker er tilfredse.

Derfor kan vi – som minimum – kræve økologisk drift på de arealer, hvor naturen og vores vandmiljø lider skade af sprøjtegiftene. Brug af sprøjtegifte hos haveejere er næsten endnu mere meningsløs, for her er ikke engang et økonomisk begrundelse. Derfor: forbyd sprøjtegifte til private, mens der naturligvis ikke skal sprøjtes på offentlige arealer. Nu er denne regering selv varme fortalere for både rent drikkevand og økologi i øvrigt. Jeg anerkender, at det ikke er let, men i Danmarks Naturfredningsforening håber og arbejder vi for, at vi denne gang faktisk får en række håndtag, der reelt bringer os nærmere en rig og mangfoldig natur i et rent miljø.

Fup og fakta om vandplaner

2012-09-20T12:48:00.001+02:00

Af Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Akkurat disse måneder sker der mere på natur og miljøfronten, end jeg reelt har oplevet i mange år. Der er en Natur og Landbrugskommissionen og der en Naturplan Danmark på vej. Vand og naturplanerne er kommet i arbejde og EU er på vej med den første statusrapport om, hvor langt de forskellige EU lande er med at implementere vandmiljøplanerne, mens arbejdet med næste generations vandplaner er sat i gang.

Og så var der mandagens faktahøring om vandmiljøplanerne. Den foregik i Landstingssalen på Christiansborg og fremmødet var massivt. Formålet med høringen var at belyse grundlaget for og implementeringen af EU's vandrammedirektiv. Men selvom høringen skulle give os alle konkrete svar en gang for alle, fik vi tilsyneladende alligevel noget forskelligt med hjem.

Jeg konkluderer høringen derhen, at mens der desværre er vidt forskellige opfattelser af opgavens størrelse, så er der dog tilsyneladende enighed om en række af virkemidlerne. Der er således blandt andet bred konsensus om, at der fremadrettet skal ske en mere målrettet indsats langs vandløbene.

Når det så alligevel rumler med spørgsmål om, hvorfor det er landbruget, der skal yde en særlig indsats, syntes jeg, at høringen gav et klart svar. Peter Gammelgaard, kontorchef i EU Kommissionen, Generaldirektoratet for Miljø, slog fast, at Danmarks udfordring først og fremmest ligger i landbrugets virkninger på miljøet. Nøgternt redegjorde han for, at Danmark er blandt de lande, der har den højeste andel af sit areal anvendt til landbrug, med intensivt landbrug og høj husdyrintensitet. Samtidig har Danmark mange vandområder med lavt vandskifte, hvilket alt andet lige kræver en ekstra indsats, fastslog Peter Gammelgaard.

Og så blev det slået fast, at de forkætrede randzoner er og bliver det mest effektive virkemiddel, vi har til rådighed i for hold til at reducere forureningen af kvælstof, sprøjtegifte og fosfor til vores vandmiljø. At deres forhistorie måske er uskøn, er en anden sag, men hvis alle skulle drage en lære af balladen kunne det jo være at udvise rettidig omhu fremover. Med andre ord: Nu gælder det også for landbruget om at få indflydelse på egen fremtid. Det er ikke længere nok at råbe nej!

En række fremtrædende politikere, der i øvrigt selv har været med til at vedtage indsatsen, har efter mandagens faktahøring erklæret, at vi er nødt til at udskyde vandmiljøindsatsen fordi, der mangler viden på området. Men disse politikere, Henrik Høegh, Erling Bonnesen, Villum Christensen, Benedikte Kiær mfl. må have blundet i timen, eftersom Peter Gammelgaard fuldtonet slog fast, at EU Kommissionen ikke anerkender, at et medlemsland bruger undtagelsesbestemmelserne i direktivet med henvisning til, at der mangler viden. Den går ikke.

Men derudover er jeg da enig med de pågældende politikere i, at vi selvfølgelig skal styrke vores overvågning af natur og miljø - både for naturen og miljøets egen skyld, men også for at blive langt bedre fremadrettet til at målrette vores indsatser, så også borgerne får maksimal natur for deres skattekroner.

Plads til natur

2012-08-30T13:01:00.000+02:00

Der er ballade om de 50.000 ha randzoner, der netop i disse dage udlægges for at beskytte åer, vandløb og søer mod landbrugets forurening. Randzonerne har været undervejs i 25 år, og dele af landbruget raser over, at det for første gang i årtier ikke er lykkedes dem at få Folketinget til at stoppe eller udsætte en lov, der griber ind over for landbrugets alt for store belastning af naturen.

Men Danmark har en række særlige udfordringer, som ikke findes i samme grad i Tyskland, Sverige eller andre EU-lande. Danmark er nemlig verdens mest intensivt udnyttede landbrugsland, hvilket levner så lidt plads til naturen, at den forarmes, så både fugle, fisk og frøer er i fare for at uddø.

Det er et velkendt problem, som samtlige regeringer i de sidste 30 år har bebudet at ville rette op på. Men de har ikke haft det politiske mod, når det kom til stykket. Landbruget har formået at gøre deres forurening til samfundets problem ved at påberåbe sig økonomisk krise, tab af arbejdspladser, fald i eksportindtægter eller hungersnød i verden. Stort set hver eneste gang med succes for landbruget – men med tab af store naturværdier.

Derfor er loven om randzoner vigtig. Den gør op med årtiers accept af, at miljøtiltag er frivillige for landbruget og det, at loven gennemføres, er et klart signal om, at samfundet nu kræver de nødvendige tiltag, der skal give en rig natur og et rent miljø. Loven viser også, at skal landbrugserhvervet have indflydelse på egen udvikling, skal der komme konstruktive og målrettede forslag fra den kant. Det er ikke længere nok kun at pege på, hvad det omkringliggende samfund skal gøre for landbruget eller demonstrere vredt mod samfundets forslag.

Randzonerne er et lille, men nødvendigt skridt for at nå målet om et bedre vandmiljø, og de skal sikkert finjusteres undervejs. Men de er en fordel for både landmænd og skatteydere. Landmændene får kompensation for ikke at forurene. Skatteyderne får et bedre miljø for de penge, de betaler landmændene. Så vi siger tak til den tidligere regering for at vedtage loven. Og tak til den nuværende for at fastholde og gennemføre den.

Nationalparker skudt til hjørne

2012-05-23T11:18:00.002+02:00

D. 24. maj er det Europæisk Nationalparkdag, men her i Danmark er det politiske arbejde med at udpege nationalparker skudt til hjørne. Nationalpark Skjern Å i Vestjylland er droppet og på Sjælland er Nationalpark Kongernes Nordsjælland trods mange års grundigt forarbejde nu udskudt på ubestemt tid.

Og det er en skam - både for danskerne, som er glade for nationalparkerne, for naturens vilde dyr og planter, som kan få bedre forhold i parkerne, og for de mange frivillige i grønne organisationer, der sammen med politikere både i kommunerne og på Christiansborg, som har arbejdet for en mere artsrig og varieret natur i Danmark.

De eneste, som ikke kan se fordelen ved nationalparkerne er faktisk de landmænd, hvis jord bliver en del af nationalparkerne, og deres modstand har betydet, at de planlagte nationalparker alligevel ikke kan realiseres. Det er derfor afgørende, at politikerne kan finde midler og metoder, som gør det attraktivt for landbruget at være en del af nationalparkerne.

Det er grunden til, at de tre grønne organisationer, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet og Dansk Ornitologisk Forening, på marts måneds konference om de danske nationalparker præsenterede et bud på en ny start for de danske nationalparker.

En konference, som bød på en stribe konstruktive bud på alt det gode, som nationalparker kan gøre for natur, miljø og samfund, og på hvordan de kan etableres på en måde, som også gøre det interessant at være landmand indenfor nationalparkens grænser. For eksempel ved at give særlige tilskud til landmænd, som driver deres brug på en måde, som giver plads til naturen.

Vi ved godt, at det kan se svært ud. Samarbejdet mellem de mange interessenter omkring en nationalpark er bestemt ikke gnidningsløst.

De grønne organisationer ønsker klare aftaler, som tilgodeser naturens vilkår og borgernes mulighed for at få glæde af nationalparkerne. Landbruget vil gerne have så få regler som muligt, og ønsker generelt ikke, at borgerne skal have øget adgang til deres områder.

Så helt enige vil vi aldrig kunne blive, men med et klart politisk mål og målrettet styring og opbakning fra forligskredsen, kan vi få arbejdet med at etablere nye danske nationalparker på sporet igen.

Når politikerne i forligskredsen har genfundet modet og beslutter sig for at arbejde konstruktivt med nationalparkerne så er vi klar til en fornyet indsats. Danmarks Naturfredningsforening vil gerne på banen igen, men det kræver at beslutningstagerne ved hvad de vil – indtil da venter vi.

Goddag til Natur- og Landbrugskommissionen - farvel til mere-af-det-samme

2012-04-29T22:46:00.000+02:00

Natur- og Landbrugskommissionen er i gang, og vi glæder os – både på naturens og på landbrugets vegne. Landbruget er det erhverv, der har størst betydning for naturens og miljøets tilstand i Danmark, så her er chancen for at komme med langsigtede løsningsforslag, som for alvor kan gøre en forskel. Løsninger, som kan formindske miljøbelastningen og ændre kursen, når det gælder beskyttelsen af den biologiske mangfoldighed , og som kan sikre, at landbruget kommer godt i gang med den grønne omstilling, som er forudsætningen for, at det også fremover kan være et af landets betydelige, indtægtsgivende erhverv.

I Natur- og Landbrugskommissionen handler det ikke bare om forvaltningen af nogle tusinde hektar jord. Det handler om hele Danmarks areal. Her er chancen for at tænke i nye sammenhænge, hvor danske landbrug kommer i balance med dine omgivelser og hensynet til natur og miljø ikke kommer til at stå i modsætning til de økonomiske interesser i landbrugserhvervet men tværtimod skaber fremgang for landbruget.

Slut med MADS
Derfor er det nødvendigt, at gøre op med MADS (Mere Af Det Samme), som har været det gældende princip de sidste 50 år´s landbrugsdrift. Altså højere udbytter fra markerne, større ydelser fra husdyrene, større bedrifter, større maskiner. I alt for mange år har MADS ført til at økonomi, har stået i modsætning til naturhensyn - både i den enkelte bedrift og nationalt. MADS har resulteret i et dybt forgældet landbrug, med massive miljøbelastninger. Det er tid til at sige farvel til MADS.

Med denne kommissions arbejde, skal vi frem til, at de forskellige hensyn spiller sammen. Vi skal frem til NØJ (Natur, Økonomi, Jobs). Vi skal lægge forudsætningerne for et Danmark, som også i fremtiden skal være et betydeligt landbrugseksporterende land Men også et land med store sammenhængende naturområder, med en rig og mangfoldig natur, godt vandmiljø, arealer til klimatilpasning og til biomasse. Altså synergi mellem hensynet til fødevareproduktion, natur, energiforsyning, økonomi og beskæftigelse.

Vejen derhen går i to spor. Det ene hvor naturen får mere plads ved at arealer omlægges til ekstensiv dyrkning med for eksempel græssende dyr, og der udlægges store naturområder, hvor natur og biodiversitet har førsteret. Det andet gennem større økologisk landbrugsproduktion - som er godt for sundheden, miljøet, naturen, dyrene og vores rene drikkevand - mere bæredygtige energiafgrøder – som kan fremtidssikre vigtige landbrugsindtægter - og mere landbrugsjord ud af drift – for eksempel de lavtliggende jorde nær vandløb og drænede søer, som i forvejen volder landmændene store problemer med oversvømmelser, og som udleder store mængder kvælstof til vores vandløb og fjorde.

Men det er ikke en udvikling, som sker af sig selv, og det er her Natur- og Landbrugskommissionen for alvor skal vise sit værd: Ved at udstikke retningen, sørge for den nødvendige infrastruktur og sikre, at de økonomiske incitamenter er på plads – for eksempel ved at skabe et marked for sunde og velsmagende fødevarer af høj kvalitet - så landbruget får hjælp til at omstille sig i mere bæredygtig retning – bæredygtig både i økonomisk forstand og set med naturens øjne.

Læs hele Ella Maria Bisschop-Larsens tale til Natur- og Landbrugskommissionens åbning på http://dn.dk/Default.aspx?ID=30746&Purge=True