Reiters Bureau (ver. 2)

Fokus andetsteds

noreply@blogger.com (Lotte) — Tue, 13 Feb 2018 20:06:00 +0000

Først pustede jeg nyt liv i den gamle blog - og så svigtede jeg den på det groveste, mens den lå blotlagt her med alle sine nøgne ord og sprøde følelser.
Men jeg har ikke glemt den, og jeg har stadig lyst til at skrive.
Fokus har bare været et andet sted.

I december besluttede min mand og jeg, at vi ville give hinanden en ferie i julegave. Midt i januar rejste vi derfor til Kap Verde og det var simpelthen den mest suveræne rejse vi har haft sammen! (Vi har ikke haft så mange, fordi vi ikke har kendt hinanden så længe endnu, men Kap Verde ER virkelig en anbefaling værd).
Ingen af os tog computere med og det var faktisk lidt rart. Men det betød altså også en pause fra bloggeriet.

Da vi så var vel hjemme igen med sol på næserne og lavastøv i skoene, gik jeg i gang med at konstruere vores nye hjemmeside, og den proces har slugt stort set al min tid ved tastaturet, så derfor er det først nu - hvor hjemmesiden netop har fået luft under sine digitale vinger - at igen er tid og overskud til at vie bloggen lidt opmærksomhed.
Og nu er der bare to dage til, at jeg igen sætter mig i en flyver! Denne gang for at rejse til Indien. Mere herom på et andet tidspunkt - jeg ville blot lige give et livstegn og dele et link til vores nye side.

Tag vel imod Lys Over Vand

At rejse i mørket

noreply@blogger.com (Lotte) — Wed, 10 Jan 2018 18:50:00 +0000

Fra min far fik sin diagnose havde vi et lille års tid til at vænne os til, at han snart skulle dø. Men absolut intet kunne have forberedt mig på, hvordan det egentlig ville føles, når han ikke var hos os længere. Når en, man elsker, dør, føles det som en tidevandsbølge, der fejer alting bort og efterlader jorden gold og sønderbrudt. For mig var det som at blive kastet ud i et stort mørke, der var blottet for alt det, jeg hidtil havde haft tillid til. I den situation skulle der et vågent og aktivt valg til, for ikke at bukke under; en insisteren på at tro på, at der stadig var en kraft i verden, der en dag ville vise sig at være stærkere end sorgen.

En naturlig impuls i sådan en situation vil for mange være at vende sig væk fra døden, flygte fra det mørke, den bringer, og forsøge at forskanse sig mod smerten. Men jeg har efterhånden forstået, at en langt bedre måde at håndtere en stor sorg på, er at omfavne smerten og se mørket i øjnene. For det er lige dér, inde midt i mørket, vi kan parkere alle distraktioner og opleve ren – omend smertefuld – væren. Det er her, vi kan bearbejde det traume, det er, at miste en man elsker. Selvom det kræver et mod og en styrke, som det kan være næsten umuligt at mønstre, når man ligger vingeskudt med en sjæl, der føles som om, den er ved at gå i opløsning, så er det stadig at foretrække at konfrontere, hvad der bor i mørket. Det er langt bedre end at nøjes med de nemme svar fra velmenende venner. Uanset, hvor meget de holder af en, kan de ikke guide os på samme måde, som smerten kan.

Det betyder ikke, at jeg ikke har kunnet finde trøst i mine nære relationer – tværtimod. De har været med til at støtte og styrke mig i, at der ER kærlighed til, selvom ens hjerte er bristet. Og efter nogen tid begyndte jeg at forstå, at det er sandt, når man siger, sorgen og savnet er udtryk for hjemløs kærlighed. Havde jeg ikke elsket min far, ville jeg ikke have følt så uendelig en sorg over at miste ham.
Så enkelt, og så forfærdeligt er det.
På de gode dage er det det, jeg husker mig selv på. Kærligheden. På de knapt så gode dage, er det også det, jeg husker mig selv på. For den er dybest set det eneste, der virkelig betyder noget.

Fra gøren til væren

noreply@blogger.com (Lotte) — Sun, 07 Jan 2018 13:59:00 +0000

I sensommeren 2015 opsagde jeg mit job som køkkenchef. Det var et nødvendigt skridt, og valget blev nærmest taget for mig til sidst, hvor jeg blev tvunget til at erkende, at det var på høje tid. Glæden ved arbejdet var nået til et punkt, hvor den for ofte blev overskygget af en række stressfyldte situationer; situationer der fik mig til at se mig selv som et menneske, jeg ikke havde lyst til at være. De kvaliteter som var med til at gøre mig til en effektiv kok og administrator var ikke nogen, jeg havde lyst til at kultivere yderligere på bekostning af min glæde ved at at lave mad. Og det var først, da jeg erkendte, at jeg nok dybest set er mere kunstner end håndværker, at jeg kunne tage mig selv så alvorligt, at jeg opsagde stillingen.

Det var angstprovokerende sådan at gå fra et job uden at have noget nyt på hånden. Det var nyt for mig, og usikkerheden forbundet hermed blev kun forstærket af, at jeg ikke længere var medlem af en A-kasse. A-kassen havde jeg vinket farvel til et års tid forinden, da det blev klart for mig, at der ikke ville være hjælp at hente her, hvis jeg fik brug for det, medmindre jeg samtidig var villig til at vride halsen om på mit lille enmandsfirma. Firmaet har aldrig tjent ret mange penge, men jeg ville være så ked af at slagte den del af mig, som forhåbentlig en dag kan blive et stærkere fundament og en platform, hvorfra jeg for alvor kan udfolde mig. Så i erkendelse af, at systemet ikke ser velvilligt på små entreprenører og virkelyst, havde jeg altså valgt at melde mig ud af A-kassen.

Samtidig er jeg for stolt til at bede om bistand fra det offentlige; ikke fordi jeg siger, der noget i vejen med at bede om hjælp, hvis man virkelig har brug for det, men fordi jeg ikke ville kunne holde ud at blive hundset rundt med af pressede sagsbehandlere, som blot anskuer en som det nummer, man får tildelt i systemet. Jeg er for meget en fri fugl til frivilligt at ville lade mig stække og stavnsbinde. Jeg vil ikke tvinges til at søge jobs, jeg enten ikke er kvalificeret til eller som vil få min sjæl til at visne. Det bliver jeg ikke nogen god samfundsborger af; tværtimod!

Så der stod jeg. Uden job, uden dagpenge og uden økonomisk håndsrækning fra det offentlige. Til gengæld havde jeg lidt opsparede penge i banken og en mand ved min side, som lovede mig, at vi sammen ville kunne klare os for hans løn alene. Det er en situation, som er ren luksus for mange ledige, og hvis ikke forholdene havde været sådan, ville jeg sandsynligvis heller ikke have haft modet til at sige op. Så ville jeg have ventet, til jeg havde fundet et andet job – også selvom det højst sandsynligt ville få nogle rigtig kedelige konsekvenser for både min mentale sundhed og mit selvbillede.

Imidlertid var tanken om at lade mig forsørge mig meget imod. Jeg havde det som om, jeg rummede to kvinder i intens diskussion om, hvorvidt situationen var okay eller ej. På den ene side var der urkvinden; kvinden som var lykkelig for at have mødt en mand, der ville passe på hende og beskytte hende – på den anden side var der kvinden fra det 21. århundrede; kvinden som altid havde klaret sig selv, havde tjent sine egne penge og ikke skyldte nogen noget. At skulle håndtere så stor en indre konflikt i mine bestræbelser på at acceptere situationen skulle vise sig blot at blive første kapitel i en længere rejse mod noget, som jeg fortsat ikke har klart defineret.

Jeg har ikke arbejdet fuld tid i over to år nu. Jeg kan ikke helt slippe arbejdsmarkedet, for det er stadig for svært at lade mig fuldt ud forsørge – og hvis vi gerne vil have lidt økonomisk råderum til andet end de faste udgifter, så er det nødvendigt, at jeg bidrager med en regelmæssig løbetur i hamsterhjulet. Samtidig VIL jeg faktisk gerne arbejde. Men kun i et omfang, så det ikke spænder ben for at bevæge mig hen imod en indfrielse af nogle af de drømme, som kræver tid og fokus for at kunne udfoldes. Rum og plads til at være mere kreativ er en af de ting, jeg er begyndt at værne meget om. Også selvom jeg samtidig udkæmper en anden indre konflikt, som handler om, at en del af mig føler, jeg så også bør ”producere” noget, når jeg nu har sagt, at det var det, jeg ville.

Det har været en opslidende og lærerig proces at favne denne side af mig selv. For hvordan kan jeg forsvare, at jeg går hjemme og lader mig forsørge, hvis jeg ikke på et eller andet plan yder noget konkret? Skal jeg forsvare det? Og overfor hvem? Min mand beder mig ikke om det. Samfundet beder mig heller ikke om det (for jeg beder jo ikke samfundet om noget). Så måske er det i virkeligheden mest mit ego, som er på spil her med pegefinger og øjenbryn løftet... Vi er så hurtige og dygtige til at dømme os selv, at vi mange gange måske ikke en gang er bevidste om, at det er det, vi gør. Jeg er selv vanvittigt talentfuld i den disciplin. Jeg tænker nogen gange på, at hvis vi mennesker sagde alle de ting til vores kære og nære relationer, som vi siger til os selv, så er jeg ret sikker på, at de fleste af dem ikke ville bryde sig om at være vores kære og nære. Så hvad skal der til, for at jeg ikke konstant dømmer og fordømmer mig selv, mine valg og mine fravalg?

Jeg er fortsat i gang med en af de største udfordringer i mit liv - at redefinere mit selvbillede... Jeg stræber mod et liv med mere 'væren' og mindre 'gøren'. Det er ikke let, men det er nødvendigt. Min identitet har altid været tæt knyttet til gøren - så nu, hvor det handler mere og mere om væren, sker der automatisk noget med den måde, jeg opfatter mig selv på. Meget interessant proces. Og den er ekstra interessant, fordi vi lever i et samfund, hvor jobtitler og præstationer og det at 'gøre' er så afgørende for, hvordan vi opfatter og behandler hinanden.

Jeg tænker meget mere over, hvorfor jeg gør ting nu, end jeg gjorde tidligere. Hvad er drivkraften? Er det for at gå andres accept/ros, er det for at få magt/prestige? Eller er det lyst/nysgerrighed/passion, som driver værket? I mange af mine tidligere jobs har det ikke handlet så meget om, hvorvidt jeg fandt arbejdet interessant eller givende, mange gange har jeg på ingen måde følt at mit intellekt blev stimuleret det mindste – men jeg har arbejdet for at opnå frihed. For mig har det mange gange handlet om, at penge var et nødvendigt middel for at jeg kunne udleve mine drømme som fx at rejse. Det har aldrig handlet om materiel værdi, og jeg har aldrig ejet noget, der kostede mere end 10.000 kroner. Ikke før jeg købte min første (brugte) bil i en alder af 40. For mange år siden gav jeg mig selv det løfte, at jeg ikke ville arbejde udelukkende for pengenes skyld, så med mindre jeg havde øremærket min løn til at indfri en drøm, skulle et job være berigende på et andet plan. Og det løfte havde jeg formået at holde, indtil jeg ikke holdt det længere og havnede i et job, hvor jeg til sidst måtte have en ordentlig rusketur rundt i manegen, før jeg forstod, at jeg var kommet på afveje. At jeg var ved at miste mig selv. Og at det faktisk overhovedet ikke var nødvendigt.

Nu vælger jeg IKKE at arbejde (ret meget), for derved at opnå en dybere fred og bedre helbred. Jeg ved, at når jeg trives, er det meget mere naturligt for mig at skabe og være kreativ. Mange hævder, at det er de forpinte sjæle, som bliver de største kunstnere, og deri kan der nok ligge en vis sandhed, men det er ikke livet som kunstner, grandeur og prestige, jeg higer efter – tværtimod ville jeg elske at være en harmonisk sjæl med en middelgod evne til at formidle noget af alt det, der bobler lige under overfladen. Min egen overflade vel at mærke.

Hvad så med alt det, som SKAL gøres? Alt det, som får tilværelsen til at hænge sammen...regninger som skal betales, mad som skal laves, snavsetøj som skal vaskes, tagrender som skal renses... Det indlysende er selvfølgelig, at finde den fine balance mellem gøren og væren. Og når det handler om ting, som SKAL gøres, så forsøger jeg at finde drivkraften i, at jeg ved, hvor dejligt det er, når de ting er gjort. Og langt hen ad vejen lykkes det, hvilket er essentielt for, at netop de ting ikke hober sig op. Jeg siger ikke, at jeg ikke forfalder til overspringshandlinger, men når jeg gør, prøver jeg at favne mig selv i netop disse situationer i stedet for at dømme mig selv for dem. Det er så banalt og samtidig så vigtig en pointe, for at pligterne ikke skal ende med at blive gjort alene af pligtopfyldthed, men at udførelsen udspringer i et reelt ønske om at gøre dem. Hårfin balance dér!

Jeg må konstant huske mig selv på, at det er et helt livs vaner og rutiner, jeg har oppe til revision, hvorfor det er ekstra vigtigt, at jeg ikke bliver utålmodig med mig selv, når jeg falder tilbage i gamle mønstre. Når jeg ryger op i hovedet og mister forbindelsen til kroppen, når jeg skriver den ene liste over gøremål efter den anden for dernæst at blive stresset over alt det, som står på listerne, når jeg farer rundt en hel dag og udretter en masse, hvor hjertet slet ikke er med i det, når jeg gør noget ud fra et ønske om accept og anerkendelse fra andre, og når gøren vinder over væren – da er det altafgørende, at jeg trækker vejret dybt og vender tilbage til mig selv og det lille skrøbelige frø, som er ved at spire frem. Det frø, som er begyndt at spire, men som kræver så meget kærlighed og insisterende væren, for at kunne vokse sig stærkt og folde sig ud. Det frø, som er mig i den reneste form. Drevet af livet. Uden filter.

At vande en spire

noreply@blogger.com (Lotte) — Thu, 04 Jan 2018 20:18:00 +0000

Da min far døde, kunne jeg nærmest ikke være i min egen krop. Der var slet ikke plads til min sorg inden i mig - hvordan skulle der så være plads til nogen som helst form for kreativitet? Lysten til at skrive var som en flamme, der langsomt var ved at blive kvalt af mangel på ilt, og der var slet ikke nok af den til, at jeg kunne udfolde mig i ret meget andet end skarpt kantede brudstykker, hvor jeg skiftedes mellem at være aldeles rasende og fuldkommen fortvivlet. Og alligevel er der et lille frø, som har overlevet.

Jeg har stadig en folder på computeren med disse brudstykker; disse tankefragmenter og halvfærdige sætninger, som på ingen måde formåede at indfange det kaos, som dengang herskede i mit indre. Og når jeg genlæser, genkalder jeg mig uden besvær sindsstemningen, ordene er skrevet i. For sorgen er der stadig. Lige under overfladen det meste af tiden, men også i fuldt udbrud ind imellem. Forskellen er bare, at jeg ikke længere er rasende. Vreden er brændt ud og har lagt sig som et askelag i sjælen. Sorgen og savnet er derimod blevet et par sodsværtede og trofaste følgesvende, som jeg med tiden er begyndt at værdsætte, fordi de på deres egen grusomme facon har nuanceret mit syn på verden, på livet og på mine medmennesker. Det lyder så banalt, men min fars død har forandret mit liv og ikke kun til det værre - det ved jeg i dag.

Jeg oplever i denne tid en følelse af, at et eller andet gerne vil spire frem af den brandtomt, jeg går rundt med indeni, lige der hvor der er et flosset hul med form som min far. For hvor meningsløs hans død end er vedblevet at være for mig, så vil det være tilsvarende meningsløst ikke at vande denne spæde fornemmelse af skabertrang. Da jeg postede mit "genoplivningsindlæg" i går, havde jeg ikke forestillet mig den respons, det afstedkom. Faktisk havde jeg vist ikke forestillet mig ret meget - jeg var bare begyndt at vande min lille ordspire. Men med alle de positive tilkendegivelser (især på Facebook var det overvældende), fulgte også en følelse af at have blottet mig. At stå med hjertet fremstrakt i hænderne til skue for hele verden. Det føles sindsygt sårbart, men det fortæller mig også, at det her med at skrive faktisk betyder noget for mig. Og at der inde i kernen af denne sårbarhed ligger noget, som godt kunne antage karakter af noget meningsfyldt, hvis jeg tør blive i den kreative proces. Blotlagt og hudløs.

Så jeg vil fortsætte med at vande spiren og fejre grokraften med tilbageholdt åndedræt og skælvende fingre på tastaturet. Gøde spiren med næring i form af tilliden fra alle jer, der hepper. Og som en anden gartner, vil jeg (u)tålmodigt vente på, at både rodnettet og den overjordiske del skal udvikle sig så meget, at jeg kan få en fornemmelse af, hvad det er for en størrelse, vi har med at gøre.
Jeg er nervøs, men jeg er endnu mere spændt. Jeg tror, der har ligget noget godt i det frø.

Kan man genoplive en blog, alle anså for død?

noreply@blogger.com (Lotte) — Wed, 03 Jan 2018 17:35:00 +0000

Der var en årrække, hvor jeg skrev indlæg hver dag og var meget aktiv i blogosfæren. Jeg mødtes endda med andre bloggere ude i den virkelige verden og skabte relationer, som stadig lever den dag i dag, 12 år efter bloggens fødsel.
Herefter var der en periode, hvor jeg rejste meget og skrev mindre. Og hvor Twitter og Facebook begyndte at få overtaget.
1100 indlæg blev det til.
Så blev min far alvorligt syg.
Og så døde han.
Siden har jeg ikke skrevet et eneste ord her på bloggen.

- det er nu mere end tre år siden...

Det var ikke kun her på bloggen, jeg blev tavs - også på andre sociale medier blev der langt mellem ordene, men jeg har nu besluttet at gøre et ærligt forsøg på at genoplive skriveriet; dels fordi der er ord, som gerne vil ud, dels fordi jeg igen oprigtig talt har lyst til at sætte mig ved tastaturet og komme tilbage i en form for skriveflow. Jeg overvejede at begynde på en frisk på en helt ny blog og dermed sætte endeligt punktum for Reiters Bureau, men på en eller anden måde føles det ikke helt rigtigt. For selvom temaerne for de kommende indlæg utvivlsomt kommer til at være anderledes end hidtil, så er alle de tidligere indlæg jo stadig en del af min historie, og jeg ville i øvrigt ikke vide, hvad jeg skulle kalde en ny blog.

Ved en gennemgang af den liste over blogs, jeg en gang læste fast, kan jeg konstatere, at jeg ikke er den eneste, som har indstillet skrivningen i denne form, og måske er tiden også på sin vis løbet fra bloggeriet? Måske HAR Facebook, Twitter og Instagram bare fået overtaget? Det er muligt, men jeg forestiller mig egentlig også bare, at bloggen kan fungere som en platform for en slags genoptræning af mit skriveri. Frem for bare at skrive til en mappe på computeren har jeg en idé om, at jeg vil føle mig mere motiveret til at lægge indlæg op hér, også selvom der ikke skulle være en eneste sjæl, som læser med. Om det lykkes, vil den kommende tid vise.

Så her er jeg altså. Lidt tøvende, men optimistisk og fuldt indstillet på at gøre forsøget.

Den usynlige invitation

noreply@blogger.com (Lotte) — Sun, 20 Apr 2014 07:58:00 +0000

Der er ordinære dage. Og så er der de andre dage. De dage hvor jeg føler, jeg bærer rundt på et stort skilt, som udbasunerer til hele verden, at jeg er åben og modtagelig og villig til at indgå i samtale med hvem som helst. Det er de dage, hvor jeg godt kan føle mig som en tossemagnet, men hvor jeg som regel bare lader mig flyde med og igen og igen forundres over, hvor rige og dybe samtaler det er muligt at have med mennesker, jeg kun lige har mødt. Uden fælles referencerammer i form af netværk, venner, arbejde eller lignende – blot med vores placering i tid og sted til fælles. Som udgangspunkt. For vælger jeg at dykke ned i den spontane samtale viser det sig ofte, at der er andre fællestræk – og så består det forunderlige i at afdække, hvori disse består og dernæst lade ordene flyde, at lytte ind og mærke efter. For der er altid nyt at lære.

Hvis vi vil og tør.

Jeg har kunnet konstaterer, at den usynlige invitation til samtale stort set kun manifesterer sig, når jeg er udhvilet/glad/ustresset/ i mentalt overskud. Det er helt tydeligt, at jeg så udsender helt andre signaler end på en mindre god eller bare mere introvert dag - hvilket jo egentlig ikke er synderligt overraskende - og derfor hilser jeg altid disse samtaler velkommen som en fin bekræftelse af, at jeg er et godt sted i mig selv. Samtidig ser jeg dem som et bevis på, at vi mennesker i virkeligheden er enormt fintfølende instrumenter. For én ting er, at jeg har lettere ved smil på disse dage, og at et smil i sig selv kan opfattes som en invitation, noget andet er den særlige kombination af kropssprog, mimik og gestik sammen med en mere udefinerbar form for signaleren, som kan skabe en tiltrækning, der kan få vildtfremmede til at indlede en samtale med mig ud af det blå. Mennesker, som vel at mærke er 'tunet ind' på min frekvens og som derfor intuitivt fornemmer, at de har mødt et menneske, der er parat til at lytte. Der er umiddelbart ikke anden fællesnævner for dem – de kommer til mig fra alle samfundslag, og jeg kan til stadighed overraskes over, hvor meget folk kan være villige til at dele med én, de kun lige har mødt. Når bare de føler sig set og taget alvorligt.

Jeg er ikke stor fortaler for at sætte mærkater på folk, men samtidig synes den systematiske og analytiske del af min hjerne, at det er interessant at ordne og sortere, og gennem mange års samtaler med fremmede, har der vist sig en form for mønster, der med lidt god vilje godt kan sammenfattes i følgende kategorier:

Den Ensomme

Ofte en pensionist, en hjemløs, en rejsende eller en skæv eksistens, som ikke lige passer ind i samfundets kategorikasser. Men også faren, der er blevet skilt fra sine børns mor, og som er på vej hjem til et tomt hus, eller teenageren, som ikke er en del af kliken.

Ensomhed findes allevegne.

Den Sludrevorne

Lidt socialt handicappet, tit uden ret meget filter, af og til beruset, men også nogen gange blot en, der keder sig og skal have tiden til at gå. Som fx en medrejsende på en lang flyve- eller togtur.

Indholdet i samtalen er ikke nødvendigvis af særlig dyb karakter og kan godt have en tendens til at ligne en monolog mere end en dialog.

Kan godt være svær at skille fra Den Ensomme.

Den Nysgerrige

Meget ofte børn. Eller turister. Eller indbyggere i fremmede lande, hvor det er mig, der udgør et eksotisk indslag – og her tænker jeg i særdeleshed på mennesker, som ikke nødvendigvis støder på (høje, blonde, blåøjede) udlændinge hver dag.

Stiller overraskende – og tit meget direkte – spørgsmål. Har let ved latter og signalerer masser af åbenhed og varme.

Den Intellektuelle

Akademikeren, den rejsende, den kreative og den, som ganske enkelt finder næring og inspiration i intelligent samtale, hvor der er plads til udveksling af synspunkter, idéer, viden og holdninger. Har ofte masser af konkret viden om et eller flere emner, som vedkommende brænder for at tale om, men vil også tit gerne lære nyt og stiller indgående spørgsmål.

Her flyder samtalen ofte jævnt i begge retninger, men har en vis risiko for at udvikle sig til en duolog mere end en dialog.

Den Spirituelle

Buddhisten, yogalæreren og den alternative behandler, men også den søgende sjæl, den rejsende, kampsportudøveren og en bred vifte at mennesker, som på en eller anden måde har løftet en flig til den del af tilværelsen, hvor ikke alting kan måles og vejes.

Som med Den Intellektuelle strømmer samtalen gerne livligt begge veje, og kan tit tage nogle gevaldige afstikkere. Ikke nødvendigvis altid, men ofte ganske lange og forunderligt tit meget dybe samtaler, der berører emner som død, religion, sund livsstil og personlig udvikling.

Det er ikke alle mine fremmede samtalepartnere gennem livet, jeg kan passe ind i ovenstående kategorier, for der er jo også Flirten, Den Hjælpsomme, Den Ulykkelige, Prædikanten/Sælgeren, Den Godmodige Tosse, Brokkehovedet og alle de andre, som griber invitationen og lukker munden op. Mange gange er der selvsagt sammenfald og overlap, hvor flere af kategorierne kan passe på samme person. Og så handler dette endda kun om dem, som henvender sig til mig og tager initiativet til samtalen – ikke omvendt.

Der er en gave i disse uforudsigelige samtaler, en ægthed og en upoleret renhed, som jeg sjældent finder i samtale med mennesker, jeg kender i forvejen. Her er der helt andre kvaliteter i spil, som jeg også værdsætter meget højt, men som er knyttet til helt andre parametre. Samtalen med en fremmed har potentialet til at være fuldstændigt uden filter og hvis vi vil det, kan selv en kort udveksling af ord blive en utroligt givende og lærerig oplevelse. Det forudsætter blot, at vi har lyst til at lære noget nyt. Og så kræver det selvfølgelig at vi er åbne og tør stå ved den invitation, vi udsender.

Hvad med dig? Indleder du selv samtaler med fremmede? Tager du imod invitationer til uventet dialog? Eller er du hellere fri?

I kølvandet på stilheden

noreply@blogger.com (Lotte) — Wed, 16 Apr 2014 10:00:00 +0000

Jeg havde en klar forventning om, at ti dage i afsondrethed, i stilhed, i afholdenhed og i intens meditation ville blive en udfordring. Jeg havde også, om ikke en forventning, så i hvert fald en stærk formodning og forhåbning om, at det ville blive tilsvarende givende. Begge dele skulle vise sig at holde stik. Jeg ved ikke, om det er at overdrive at sige, at det nok er den største udfordring, jeg nogensinde har givet mig selv, fordi oplevelsen var så unik, at den ikke er sammenlignelig med noget andet, jeg har prøvet tidligere. Men én ting er sikkert; udbyttet stod mål med udfordringen.

Det har taget tid for oplevelsen at bundfælde sig, og jeg er slet ikke færdig med at bearbejde den, men jeg lovede jer et indlæg, og det skal I også have. Jeg har forsøgt at fatte mig i korthed, men der er så mange lag, at det alligevel er blevet en længere smøre. Jeg håber, I bærer over med mig.

Hvordan var det så?

De første tre dage kunne jeg med en vis fascination konstatere, at min hjerne var en abe med ufatteligt energiniveau – den svang sig uophørligt fra den ene tankegren til den næste. Konstant! I TRE hele dage! I det tidsrum skulle vi udelukkende koncentrere os om at observere vores åndedræt (ikke kontrollere, blot observere hvad der skete i næsen), og det giver fuldkommen mening, at man ikke går i gang med den egentlige meditationsteknik før på fjerdedagen, hvor sindet efterhånden er begyndt at falde til ro, og der bliver længere mellem springene fra tanke til tanke.

Det er meget tæt på at være det samme, der skete for mig, mens jeg sejlede rundt ude på Stillehavet. Efter ca. tre dage uden at have set land og med meget få input på kanalen, var det som om, der blev ro i min hjerne, og der dermed blev plads til at få nye idéer. Sjældent har jeg følt mig så kreativ. Og det var nok i virkeligheden min største motivation for at tage på Vipassana-kurset. At forsøge at finde en metode hvorpå jeg kunne opnå samme tilstand – uden at være nødt til at sejle rundt på store oceaner langt fra civilisationen. Og jeg vil vove den påstand, at det lykkedes.

Det siger næsten sig selv, at når man træder ind i halvanden uges total afholdenhed og afsondrethed og samtidig fraskriver sig alle former for kommunikation og underholdning, så er der ikke meget til at distrahere sindet med. Når man så samtidig pludselig bruger ti timer dagligt på at meditere, kan det næppe undgås, at ens tanker på et eller andet tidspunkt bliver henledt på ting, som man ellers ikke tænker aktivt over til daglig; enten fordi de drukner i andre ting, fordi man bevidst afleder sin opmærksomhed eller fordi man simpelthen har undertrykt dem. Så de ti dage er også en oplagt mulighed for at få arbejdet med ting/tankemønstre/sorger/etc. som ligger dybt i én. Selv brugte jeg en del mental energi på at forholde mig til mine følelser i forhold til min fars sygdom, og det har været rigtig, rigtig godt. Jeg har fået en masse ro indeni på trods af alvoren i situationen – simpelthen fordi jeg nu ikke blot med mit intellekt ved, at jeg står magtesløs, men også kan mærke det – og mærke, at det ikke ændrer på noget at blive frustreret og ulykkelig over det. Giver det mening?

Hvad går det ud på?

Jeg vil ikke gå en masse i detaljer om, præcis hvad man foretager sig i samtlige ti dage, men programmet ligger helt fast, og det er fuldstændig identisk uanset om man følger kurset i Europa, i Asien, i Mellemøsten eller et af de mange andre andre steder, hvor kurset udbydes. Programmet er velafprøvet og har ikke ændret sig i mere end tredive år! En gongong lyder, hver eneste gang det er tid til meditation/måltider/pauser, og hver dag er bygget op over den samme rækkefølge af disse elementer. Det eneste, man skal gøre, er at følge instrukserne. Der var da ting, som jeg stillede spørgsmålstegn ved undervejs, men jeg havde på forhånd besluttet mig for at overgive mig totalt og uden forudindtagede meninger – og jeg tror, det er den eneste rigtige måde at få det optimale ud af kurset på. Bagefter står det jo frit for at plukke præcis de elementer ud, som giver mening og så lægge resten bag sig, hvis man har behov for det.

Det er med Vipassana som med så meget andet; du er nødt til selv at prøve, for reelt at vide, hvad det handler om. Du kan læse om, høre om og se timevis af video om svømning, men du lærer først at svømme, når du begynder at øve dig. Det samme gælder med Vipassana, og derfor giver det ikke mening at blive ved med at forklare.

Dog kan jeg kort ridse op:

Det er en mere end 2500 år gammel meditationsteknik
Teknikken er universel, dvs. hverken religiøs eller sekterisk, og kan dermed benyttes af alle uanset tro og anden overbevisning
Teknikken er meget enkel og bygger på selviagttagelse
Alle kan lære den og det kræver ingen forudgående erfaring med meditation
Bygger på en filosofi om, at al lidelse her i livet tager sit udspring i enten begær/længsel eller modvilje/aversion. Hvis man kan frigøre sig fra disse følelser, kan man frigøre sig fra lidelse. Samtidig er en anden grundpille i Vipassana, at intet her i livet er permanent. Hverken glæde eller sorg, smerte eller kærlighed. Så hvis man kan nå til en sindstilstand, hvor man blot ER og ikke lever i hverken fortid eller fremtid, men simpelthen ER i nuet, skulle man kunne opleve en tilværelse fri for lidelse.

Og hvad koster det så?

Faktisk er det ikke muligt at besvare dette spørgsmål, for ens deltagelse på kurset (inkl. kost og logi) er der allerede nogen, som har betalt for. Forstået på den måde, at al finansiering er baseret på donationer fra tidligere kursister. Først når man selv har gennemført kurset, kan man få lov at donere – og vel at mærke præcis så lidt eller meget, som man føler for. Man kan vel kalde det en slags 'Pay it forward'. Hvilket er et kæmpe kvalitetsstempel i min optik. Ligesom det også er en understregelse af teknikkens gangbarhed, at man ikke finder en masse reklame for den rundt omkring, men at der alligevel gennem de sidste mere end tredive år er blevet etableret kursuscentre over hele verden, hvor der månedligt gennemføres Vipassana-kurser. Jeg stod selv på venteliste i flere uger, før jeg fik en melding om, at jeg havde fået en plads.

Hvad kræver det?

En ansøgning om optagelse på kurset (findes via kursusoversigten for det enkelte kursuscenter)

Ti dage af din tid, samt en rejse til et af de 154 kursuscentre i verden. Det nærmeste ligger i Ôdeshög i Sverige, ca. fire timers togrejse fra København.

Dedikation. Du skal virkelig ville det. Og du skal turde udholde dit eget selskab og et konstant nærvær af dine egne tanker i samtlige ti dage.

Vil du vide mere, er der masser af information at hente her og på www.dhamma.org – og ellers er du velkommen til at spørge.

Mandagsbussen - ventetid og ABBA for fuld skrue

noreply@blogger.com (Lotte) — Mon, 07 Apr 2014 07:06:00 +0000

Mens vi rejste rundt i Amerikansk Samoa skulle min ven, Glenn, og jeg på et tidspunkt overnatte hos en lokal familie, som boede lige på grænsen til en af nationalparkerne. Det kunne ikke være lettere at finde huset, fik vi at vide, vi skulle bare hoppe på den eneste bus, som kørte til Vatia og så stå af efter den femte bro og banke på i det lysegrønne hus.
På spørgsmålet om, hvornår bussen kørte, blev vi mødt med svaret "inden for en halv time" - det samme svar fik vi, da vi havde atter spurgte efter at have ventet en time. Og efter yderligere en time. Sådan er det bare i Polynesien, det kan man ligeså godt affinde sig med og så tage rejsen som den oplevelse, den nu en gang er. Bussen kom jo til sidst! Efter tre timers ventetid, to kopper te og masser af snak med de lokale. Vi kom frem i fin stil og blev kørt lige til døren. Tilmed med et ABBA-remix (af alle ting!) for fuld udblæsning hele vejen. Det var hele ventetiden værd.

Mandags(skole)bussen

noreply@blogger.com (Lotte) — Mon, 31 Mar 2014 07:59:00 +0000

Sådan ser en skolebus med respekt for sig selv ud i Pago Pago (Amerikansk Samoa). Stopskiltet slås simpelthen bare ud, når bussen holder stille og losser/læsser skolebørn.

Mandagsbussen - Har du husket mascaraen?

noreply@blogger.com (Lotte) — Mon, 24 Mar 2014 08:32:00 +0000

Smukke, lange øjenvipper er de fleste kvinders drøm - og det er åbenbart også attraktivt til busser!
Bussen med disse misundelsesværdige pragteksemplarer kører til daglig rundt på Upolu.

Absolut tystnad

noreply@blogger.com (Lotte) — Tue, 18 Mar 2014 11:00:00 +0000

Forestil dig at du ikke må sige noget de næste ti dage. At du ikke må have øjenkontakt med et andet menneske. At du skal afstå fra al kommunikation, underholdning, musik, motion, sex og indtagelse af alkohol/te/kaffe/røg. At du intet må skrive ned. At du ingen øjenkontakt må have.
Forestil dig, at du af egen fri vilje simulerer et liv som munk både i kontemplativ og eremitisk forstand. Forestil dig, at du lader dig isolere fra alt, hvad du er vandt til i din dagligdag - bortset fra dit eget selskab og nærværet af dine egne tanker.
Læg dertil ti timers daglig meditation, tilsæt spartansk, vegetarisk kost og hermed har du den opskrift, jeg har tænkt mig at følge fra i dag og ti dage frem. Mens du læser dette, er jeg på vej til Sverige, hvor jeg har fået plads på et Vipassana-kursus. Jeg har en forventning om, at det bliver halvanden uge, hvor jeg i dén grad vil blive udfordret, hvor jeg igen og igen vil blive presset ud af min komfortzone, og hvor jeg ganske givet gentagne gange vil stille spørgsmålstegn ved min egen dømmekraft. For det kan godt være, der bliver stille omkring mig, men jeg er slet ikke i tvivl om, at der bliver støj i min hjerne.

Hvorfor overhovedet udsætte sig for dette?
Det lover jeg at fortælle mere om, når jeg er hjemme igen.

Rastaman(dagsbussen)

noreply@blogger.com (Lotte) — Mon, 17 Mar 2014 07:21:00 +0000

Uanset om man bekender sig til rastafarianismen eller ej, kan man godt blive glad i låget af at lytte til lidt reggae og bumle afsted i en bus i rastafarver.

We separate without segregating

We live without contemplating

The Rastaman is a peace fighter

That tries to make life brighter

Hvis du vil med rastabussen, må du en tur til Amerikansk Samoa.

Mandagsbussen - Maltabussen

noreply@blogger.com (Lotte) — Mon, 10 Mar 2014 08:03:00 +0000

Nu har vi i årets første ni uger bevæget os omkring i busser, der alle kører rundt på øer i Stillehavet - nu er det vist på tide, vi prøver en ny destination? Lidt afveksling skader aldrig, men til gengæld skal man være forberedt på lidt af hvert, hvis man vover sig ud i buskørsel på Malta. Bestemt en oplevelse, men af og til en smule nervepirrende. Til gengæld er det rørende billigt!

Mandagsbussen - Når ugen godt må begynde lidt pink

noreply@blogger.com (Lotte) — Mon, 03 Mar 2014 07:31:00 +0000

Personligt kunne jeg ikke lade være med at mindes en fabelagtig film fra 1994, da jeg stødte på denne skønne, pink sag på Savai'i. Hvis ikke du har set den, vil jeg varmt anbefale "The Adventures of Priscilla - Queen of the Desert" med Hugo Weaving og Guy Pearce som dragqueens - det er helt sikkert en festlig måde at starte ugen på. Og til jer, som allerede kender den: Den er et gensyn værd!

Et nyt kapitel - med hjertet i halsen

noreply@blogger.com (Lotte) — Sun, 02 Mar 2014 13:00:00 +0000

Det er blevet tid til at tage hul på næste etape. Mange ting henligger fortsat i det uvisse, men nu er min base i hvert fald på plads. På trods af, at jeg i lang tid troede, jeg var ved at være færdig med storbylivet (bondeknold som jeg jo er dybest i min sjæl, længes jeg efter jord under neglene og ren luft i lungerne) og havde forestillet mig at bo et andet sted, når jeg kom tilbage til Danmark, har jeg valgt at vende tilbage til København og give byen en chance mere. Det er der flere årsager til, men det som vejer tungest lige nu er, at det er her, jeg har størstedelen af mit netværk og at det umiddelbart er her, jeg kan finde den bedste grobund for fremtidige projekter.

Helt hvordan min hverdag kommer til at forme sig her, aner jeg ikke, og det er vanvittigt spændende på hjertetihalsen-måden. Jeg har besluttet mig for at forsøge at skabe en hverdag, der levner tid og rum til udforskning af et par idéer, som i årevis har ligget og ulmet i mig, men som lige nu stadig mest af alt er netop det; idéer, løstsvævende tanker, visioner og indfald. Jeg har godt nok søgt et par stillinger siden min hjemkomst til DK, men med et CV som mit, der stritter i alle retninger, og en skæv profil, som er vanskelig at rubricere, er det blevet klart for mig, at jeg er nødt til selv at skabe mit drømmejobscenarie.

Jeg tror fuldt og fast på, at jeg bliver en bedre version af mig selv og et rarere menneske at være i nærheden af, hvis jeg vælger med hjertet og er tro mod mig selv og mine drømme. Altså har jeg valgt IKKE at være på dagpenge, simpelthen fordi jeg ikke magter spændetrøjen, og fordi jeg hellere vil bestride et deltidsjob som ufaglært, end jeg vil tvinges til at søge alverdens stillinger, som jeg ikke ville kunne se mig selv trives i. Jeg har fundet et sted at bo, som ikke vælter budgettet, jeg kan holde det økonomiske skind på næsen med forholdsvis få midler, og jeg har lovet mig selv at lade 2014 være et eksperimentelt år, hvor der skal allokeres tid til at jonglere med idéer, netværke og - måske - iværksætte. Hvis ikke jeg gør det nu, kommer det næppe nogensinde til at ske, for det er lige nu, jeg har helt ideelle forudsætninger for at springe ud, hvor jeg ikke ved, om jeg kan bunde. Jeg har ingen større forpligtelser, har kun ansvar for mig selv og er ikke trælbundet af store lån, der skal afdrages på - og hvis jeg vil have, at mine idéer skal blive realitet, kan jeg ikke sidde og vente på, at nogen tager mig i hånden og viser mig vejen. Ligesom det gør sig gældende for alle andre, skylder jeg mig selv at tage mig selv og mine drømme alvorligt.
Det er op til mig.

"So many people live within unhappy circumstances and yet will not take the initiative to change their situation because they are conditioned to a life of security, conformity, and conservatism, all of which may appear to give one peace of mind, but in reality nothing is more dangerous to the adventurous spirit within a man than a secure future. The very basic core of a man’s living spirit is his passion for adventure. The joy of life comes from our encounters with new experiences, and hence there is no greater joy than to have an endlessly changing horizon, for each day to have a new and different sun."

Jon Krakauer - Into the Wild

Mandagsbussen - forårs(grønne)fornemmelser i februar

noreply@blogger.com (Lotte) — Mon, 24 Feb 2014 07:51:00 +0000

Der er forår i luften, lærken er kommet, og op ad jorden vælter erantisserne med deres glade, gule hoveder.
I Amerikansk Samoa kører den glade, grønne bus rundt og ser forårskåd ud hele året - og nu kan den så få lov at følge os gennem de sidste dage i februar. Marts er lige om hjørnet!

Mandagsbussen - Gataivai = Getaway?

noreply@blogger.com (Lotte) — Mon, 17 Feb 2014 07:48:00 +0000

På samoansk bliver mange engelske ord lokalificeret - men om destinationen for denne bus virkelig er Get Away står hen i det uvisse. Og om bussen navn, Black Pearl, skal linkes hertil ved jeg heller ikke, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er skelet lidt til en serie film om pirater, da denne bus fra Upolu skulle males.

På sidelinjen

noreply@blogger.com (Lotte) — Fri, 14 Feb 2014 07:15:00 +0000

Jeg ved godt, jeg ikke er alene, jeg ved, at tusinder andre har været, er og vil komme i samme situation, men det ændrer ikke på, at det gør ondt. Som pårørende er det en anden slags smerte, der er tale om, men den er reel nok. Som en trykken i brystet og en murren i baghovedet ligger den der hele tiden og strides om opmærksomheden med sorgen, bekymringerne, medfølelsen. Og afmagten, der nok er den værste af dem alle. Afmagten, magtesløsheden, den uendelige rejse gennem ingenting. For der er så forsvindende lidt, vi reelt kan gøre for at lindre, for at lette, for at fjerne smerten hos det menneske, som må bære den i sin fysiske form.

Jeg har været på en fantastisk rejse rundt på kloden og i mig selv gennem det seneste halvandet år, og denne forunderlige rejse har givet mig et mentalt overskud, som har rustet mig optimalt til den situation jeg sammen med min familie står i i denne tid – men som jeg nu også trækker grove veksler på. Jeg satte humørpoint i banken i månedsvis, samlede den ene opløftende, berigende og positive oplevelse efter den anden og fik sparet en god portion sammen, men for hver dag, der går, rykker jeg nærmere bundlinjen og bliver mere og mere bevidst om, at der er risiko for overtræk. Hver dag vokser følelsen af sårbarhed og hudløshed, selvom hver dag også er en gave, som vi forsøger at huske at værdsætte. For vi ved ikke, hvor længe dette kommer til at vare. Vi ved ikke, hvad udsigterne er, hvad prognosen lyder på, hvor store chancer vi har for at forblive en hel familie længe endnu. Og sammen med magtesløsheden er uvisheden en opslidende cocktail, som vi hver dag skyller ned med fortrukne ansigter og hængende skuldre.

Vi har hinanden, og vi har et fantastisk netværk, der bakker op, støtter og hjælper. Og vi har et menneske blandt os, som trods livstruende sygdom bevarer optimismen intakt og som de fleste dage formår at se nøgternt på sin situation gennem positive briller. Og jeg tænker, at hvis han kan det, så kan jeg også – men det ændrer ikke på, at det gør ondt.

Mandagsbussen - tag ugen med storm

noreply@blogger.com (Lotte) — Mon, 10 Feb 2014 07:39:00 +0000

Storm Express er et forholdsvis prætentiøst navn til en bus, hvis I spørger mig. Især fordi den i virkeligheden ikke kan køre ret stærkt. Det må beboerne på Upolu så leve med og det ser ud til, at det går meget godt. Og farven er da glad.

Mandagsbussen - start ugen med attitude

noreply@blogger.com (Lotte) — Mon, 10 Feb 2014 07:00:00 +0000

Ingen grund til at blende i med baggrunden, selvom man er en bus. Falder du i med februars nuancer, eller giver du den gas med farvepaletten?

Bussen her kører kækt rundt i Pagi Pagi, Amerikansk Samoa.

Mandagsbussen - en farveklat i februar

noreply@blogger.com (Lotte) — Mon, 03 Feb 2014 07:00:00 +0000

Hjemmebygget bus

Tag en pickup. Og tryl den om til en bus. Det gør man i Amerikansk Samoa uden så meget som at blinke eller overveje, om det måske er en lille smule farligt. For det er det. Men du kan jo nøjes med at nyde synet uden at sætte livet på spil som passager.

Mandagsbussen - tag hul på den sidste uge i januar

noreply@blogger.com (Lotte) — Mon, 27 Jan 2014 07:00:00 +0000

Queen Poto Transport

Uge fem begynder med en glad, gul bus.
Januar er kun så kold og grå som du tillader den at være. Og nu er den lige straks bag os.

Queen Poto kører rundt på Upolu, den største ø i Samoa.

Drømmer du om at eje en træbåd?

noreply@blogger.com (Lotte) — Sat, 25 Jan 2014 09:15:00 +0000

Alting har sin tid. Således er det nu blevet tid for min barndoms skude at skifte ejer.
Hun er lidt af et liebhaverfartøj og efter tredive år i hænderne på min skibstømrerfar, fremstår hun i særdeles god stand. Hun er fuldt udrustet og sejlklar, så det er blot at pakke køjesækken og springe ombord.

Kort fortalt er der tale om en ombygget Lynæsfiskekutter, der i dag er gaffelrigget og udstyret med spil, letvægtsmaterialer i den løbende rig og anordninger, så hun kan sejles af én mand. Men det er ikke en solobåd som sådan - den er faktisk ideel som familiebåd. Der er ikke mindre end syv køjepladser fordelt i tre kahytter (alle med gode madrasser), ståhøjde i kabys og salon, masser af udstyr og gennemtænkte løsninger. Alt udført i gode materialer og høj kvalitet. Og så oser hun af personlighed.

Med i købet følger udførlige beskrivelser af af- og tilrigningsprocedurer, instruktion i brug af motoren samt detaljeret dokumentation af alt, hvad der er blevet lavet af reparationer, renoveringer og forbedringer gennem årene. I tilgift følger en mappe med bådens historie fra den blev bygget i Lynæs i 1939 frem til i dag. Bl.a. kan man læse om og se billeder af hendes karriere som fiskebåd på Sejerø og hendes aktiviteter under krigen og senere som kurérbåd for piratradioen, Radio Mercur, i Storebælt/Kattegat. Som turbåd har hun besejlet både Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Polen.

Lidt detaljer:

Gaffelrigget Lynæsbåd bygget i eg på eg med klyverbom, som kan rulles ind
L: 12,5m, B: 4,8m, D: 2,1m
100 m2 sejl (storsejl, topsejl, fok, klyver)
80 HK Hundestedmotor, 1 cyl., ferskvandskølet
Klinkbygget jolle og 6 pers. redningsflåde
Ankerudrustning inkl. spil og david
Trykvand, to gasblus, gasovn, køleskab
Kakkelovn og Refleks pottefyr

- og meget, meget mere...

På Bådehandel.dk ligger en hel stribe detailbilleder af båden, og hvis du har lyst til at se endnu nærmere på hende, vil jeg på det varmeste opfordre dig til at ringe til min far på 26181476 og høre mere om kutteren Connie.
Spred meget gerne ordet og del indlægget her.
På forhånd tak.

Hvis jeg kunne, overtog jeg hende selv! Nu håber jeg bare, at hun havner hos mennesker, som vil få lige så stor glæde af hende, som min familie har haft.

Update 4. februar 2014: Båden har nu fundet en ny ejer.

Invictus

noreply@blogger.com (Lotte) — Thu, 23 Jan 2014 12:01:00 +0000

Out of the night that covers me,
Black as the Pit from pole to pole,

I thank whatever gods may be
For my unconquerable soul.

In the fell clutch of circumstance

I have not winced nor cried aloud.
Under the bludgeonings of chance
My head is bloody, but unbowed.

Beyond this place of wrath and tears

Looms but the Horror of the shade,
And yet the menace of the years
Finds, and shall find me, unafraid.

It matters not how strait the gate,

How charged with punishments the scroll,
I am the master of my fate;

I am the captain of my soul.

William Ernest Henley

Mandagsbussen - altid plads til en til

noreply@blogger.com (Lotte) — Mon, 20 Jan 2014 07:00:00 +0000

Never Say Never

Når man tager færgen fra Upolu til Savai'i bliver man mødt af en hel horde af busser ved færgelejet. Og hver eneste én kører derfra fyldt til bristepunket. Måske værd at tænke på, hvis du er ked af at den offentlige transport i DK?

Bussen kører dagligt rundt på Savai'i, Samoas næststørste ø.