Sjescia

Sjescia.dk

2012-05-26T18:59:00.001+02:00

Så lukker og slukker jeg her på siden. Fra i dag vil jeg være at finde på Sjescia.dk. Bloggen her vil bare være et gammelt arkiv.

Vi ses på den anden side.

på vej til sjescia.dk

2012-05-12T19:40:00.000+02:00

Jeg er gået i gang med at give mig selv og Sjescia en ny stor makeover. Jeg er stadig arbejdsløs, så jeg har jo tid nok til at lære html og hvordan man laver / vedligeholder websider. Derfor kommer der i løbet af sommeren en ny udgave af Sjescia.

Trin 1: Domæne-navnet sjescia.dk er købt. Jeps. Nu skal internettet lige finde ud af at siden eksisterer, så vil bloggen vist her. Slut med en kryptisk webadresse som jeg knap nok selv kan huske.

Trin 2: Wordpress. Det kan meget mere end Blogger kan tilbyde, så jeg vil forsøge mig med et nyt format på det nye domæne.

Trin 3: Relancering af Sjescia. Nu skal jeg bare lige finde min stemme og hvilke emner jeg vil skrive om. Ikke mere med at flyve til højre og venstre. Nu vil jeg prøve en tema-blog, hvor jeg måske vil skrive om Formel 1, film og Bamse (min kat). Det må tiden vise.

Det er næsten et år siden, at jeg har skrevet noget på bloggen. Lysten har ganske enkelt ikke været det. Jeg har været træt af min blog og ikke syntes den var særlig fed. Helt ærligt. Adressen er håbløs. Layout er kedeligt. Det er også mange år siden at jeg har ryddet op i widgets og lige nu er siden rodet og fyldt med ligegyldige ting. Forhåbentlig kan en omgang Wordpress hjælpe på det. I hvert fald er projekt Sjescia 2.0 sat i gang.

Vi ses på den anden side.

Regn og Canada

2011-06-12T23:12:00.000+02:00

Ja, det kommer til at handle om Formel 1 i Montreal, Canada. Så hvis du ikke gider bilsport, så skal du ikke læse videre.

Der havde været lidt regn tidligere på dagen. Løbet startede så fint med en fugtig bane og kørende start bag Safety car. De havde lovet regn 15-30 minutter inde i løbet, og tja, der kom regn. Vejrguderne havde åbnet sluserne og det væltede ned over banen. De stakkels kører har ikke overnaturlige evner og kan ikke køre 200km/t på aquaplaning. Der var så meget vand, at der først kom safety car ind, men de kørerne pev stadig og så blev løbet lukket. Helt sikkert for det bedste, for banen var mere vand end asfalt.

Her sad jeg så spændt foran mit TV og havde håbet på bare en smule regn og våd bane, så der kunne komme lidt sjov ud af skøjtende biler. Det er første gang i år, at der er regn og det er også første gang at bilerne skal køre med regnvejrsdæk fra Pirelli. Men ak nej, det gik slet ikke. Jeg havde håbet for regn og fik mere vand end hvad der var sjovt.

Der var så meget vand på banen, at der dukkede jokes og billeder op på nettet. Man kan blandt andet finde en historie hvor Webber efter sigende, havde planer om at stille op til genstart i en kano. Hehe (tak til TV3+ for at have fundet det frem).

Jeg husker stadig løbet i Japan for et par år siden, hvor det også regnede en del. Et af svingene gik lidt ned af bakke og havde et stort område med grus inden dæk-barrieren. Der kom en grupper biler rundt i svinget, men i stedet for at dreje, gled de alle bare lige ud. Det var sjovt at se. Den ene bil efter den anden gled bare lige så stille ud og parkerede ude i gruset. Som om der var en magnet ude i gruset, som bare sugede bilerne til sig. De fleste af bilerne kunne ikke køre mere den dag og kørerne steg ud og gik skuffede tilbage til pitten. Men stædige Hamilton blev siddende i sin bil og vinkede desperat efter en kran, som kunne løfte bilen tilbage ud på vejen. Han fik sin vilje og kørte løbet færdigt.

Åh, regn gør bare Formel 1 dobbelt så spændende. Mens jeg sidder og venter på at regnen aftager og løbet starter igen, så kunne jeg jo passende lige bruge tiden på at skrive lidt om vand og Formel 1. Imens kan TV3+ så køre med improviseret TV og fylde sendefladen med mere Formel 1-nørderi, hvor der masser af tid til opsummering af tidligere løb, snak om vejret, og tja, bare improviseret samtale over emnet Formel 1 sæson 2011.

Efter mere end to timers ventetid blev løbet så sat gang igen, Regnen var stoppet, vandet var pumpet væk fra banen og så var de klar til genstart bag safety car. Det føltes som evigheder inden løbet blev givet frit og safety car'en blev taget af banen. Jason Watt var kommet for at se og kommentere motorløbet. Han sad utålmodigt og brokkede sig over at safety car'en blev ved med at køre. Med andre ord, så satte han ord på den frustration som jeg (og mange andre seere) sad med. Jeg ville jo bare gerne bruge min søndag aften på at se Formel 1-løbet og så en film bagefter med kæresten. Det blev der ikke tid til. Løbet skulle være stoppet klokken 21, men der sad jeg stadig tålmodigt og en anelse frustreret og ventede på at vandet forsvandt. Lidt over 22 blev løbet så ENDELIG givet frit og jeg fik mit fix af Formel 1.

Jeg sidder og får helt skrivekløe over hvor spændende løbet var, men det må blive en anden dag (måske). Al den safety car og de mange sære crashes beder bare om at blive delt med resten af verden (om den så vil læse det eller ej). Og så er der jo også regnen og den våde bane. Åh, det var så spændende og fyldt med action. Jeg zappede ind på TV3+ og Formel 1 omkring klokken 17. Klokken 22.05 er løbet så slut. Fem timer med Formel 1. Ej, men altså, for fanden da. Da løbet endelig kom i gang, så blev det et fantastisk løb! Jeg har ikke ord for hvor spændende det var.

Nå ja, og Button vandt. Yes yes yes!

En rar lille sang

2011-06-04T14:06:00.001+02:00

Her er en dejlig lille sang, som jo passer perfekt til alle dovne mennesker. Jeg er dybt fascineret af videoen. Det er fjollet og fuldkomment meningsløst. Bruno Mars står og danser sammen med sine abe-venner. Det er da god humor. Sangen har vel egentlig også et godt budskab: I dag gider jeg ikke lave noget. Generelt er jeg jævnt ligeglad med det andet ham Mars-manden har lavet. Jeg er ret så træt af at høre at han vil gribe granater for en tilfældig piges kærlighed. Men altså, denne sang er skøn, så her er Bruno Mars med "The Lazy Song":

Formel 1 i 2011

2011-05-22T16:05:00.000+02:00

I år har jeg endelig fået Formel 1 tilbage i mit TV. Tak til TV3+, for de forbarmede sig over mig og gav mig verdens bedste sport tilbage. De sidste par år har bilerne ellers kørt på TV3Puls, men i år skulle der være mulighed for HD og flere seere, og så smed de Grand Prixet tilbage til mig.

Indtil videre har løbene dog ikke været helt så spændende som jeg kan huske. Jeg mener, ham Vettel-knægten kører jo hele tiden forrest og vil ikke lade de andre være med. Det er næsten ligesom at se løbene dengang Schumacher var på sit højeste. Så snart manden lå oppe forrest, så vidste man, at han ville vinde. Lige for tiden er det stort set det samme. En anden ærgerlig ting er manglen på Raikkonen. Min yndlingskører gad ikke være med i Formel 1 længere og ville hellere ud og køre rally i de finske skove, så ham må jeg undvære. I det mindste er der andre at heppe på.

Sidst jeg så Formel 1 blev det vist på TV2. De havde kun lige lyst til at vise løbene og der var hverken optakt eller træning og det var sparsomt med pressekonference efter løbet. Det har jeg så fået masser af nu. Der er masser af optakt som underviser mig i forskellig dele af Formel 1 og især giver mig en grundig gennemgang af banen, så jeg kan blive ekstra klog og nørdet omkring verdens bedste sport. I løbet af en typisk løbsweekend, som går fra fredag til søndag, kan jeg nå at se træning 3-4 gange, kvalifikation og selve løbet. Det giver vel mindst 6 timers fantastisk bilræs, hvor jeg bare kan læne mig tilbage og nyde lyden af en Formel 1-bil. Dejlig lyd.

Kiesa, som engang selv kørte Formel 1, lader til at være oprigtigt begejstret for at få udløb for al sin viden omkring sporten. Han ser ud til at nyde at kunne fortælle om alle banerne og være fuldstændig uhæmmet nørdet om de små ting såsom motordele og kørestile. Dejligt at se en mand, som nyder sit job.

Jeg kan slet ikke få armene ned i år. Min begejstring vil ingen ende tage. Jeg står gerne op klokken seks på en søndag morgen, for at få halvanden times optakt med inden løbet starter. Der er nye regler, ny teknologi, nyt dækmærke og jeg kan slet ikke følge med, hvis det ikke var for de kloge hoveder inde hos TV3+, som tager sig tid til at fortælle mig om hvordan det hele hænger sammen. Nu mangler jeg kun at Button får vippet Vettel af pinden og bliver verdensmester.

Nu skal jeg så bare leve med at der er reklamer midt i løbene. Heldigvis er reklame-blokkene dog forholdsvis korte og kommentatorerne er søde nok til lige at opsummere hvad jeg gik glip af. Men på den anden side, de har vist Formel 1 på tyske RTL lige så længe jeg kan huske og de har også været nødt til at putte lidt reklamer ind midt i løbene, så vidt jeg ved (måske tager jeg fejl).

Apropos Tyskland, så er det da sørgeligt at se Schumacher tilbage i Formel 1. Han er da ikke andet end en gammel nisse, som ikke ved hvornår han skal stoppe. Han kører i en trist lille bil, som ikke slet ikke kan hamle op med hans køre-talent, derfor ligger han for det meste bare nede midt i feltet og karter rundt. Det er et sørgeligt syn. Måske har han bare ikke andet i sit liv end Formel 1, men derfor burde han vide, at han bør stoppe. Det er trist at se en så stor mand ende så langt nede. Han var ellers gået på pension, men kunne ikke undvære sporten. Efter min mening, burde han have valgt at forblive pensionist. Det er så ynkeligt at se ham nu. Det er næsten som om at han alligevel ikke vil køre løb længere.

Nå men, Vettel vandt igen i dag i Spanien. Spændende løb, men Button kunne godt lige have taget sig lidt mere sammen og hevet førstepladsen hjem.

Aktivering

2011-04-04T12:27:00.002+02:00

I sidste uge startede jeg i aktivering. Et kedeligt kursus, der tager seks uger af mit liv. Når jeg mener kedeligt, så mener jeg DØDkedeligt. Kurset handler om, at jeg skal lære at blive bedre til at søge job. For firmaet handler det bare om at få spyttet så mange ud i job, løntilskud eller praktik som muligt. For os kursister handler det om tvang.

Jeg mener, jeg er tvunget ud i det her kursus, fordi staten siger, at jeg maks. må gå ledig i 13 uger inden jeg skal sendes i aktivering, uanset hvilken holdning jeg ellers har til tingene. Det synes jeg er firkantet, irriterende og jeg hader at bliver tvunget til noget, som jeg ingen interesse har i.

Indtil videre har jeg kun være på kurset i en uge, men de har allerede fået mig til at sænke min standard så lavt, så jeg er begyndt at søge praktikpladser. Det svarer sådan cirka til, at jeg spørger et firma / bibliotek / whatever, om de vil have gratis arbejdskraft i fire uger. Lysten til at søge de rigtige jobs med de rigtige penge er fuldstændig forsvundet, for den har kursus-manden suget helt ud af mig.

Det er vistnok meningen, at kurset skal motivere mig til at komme ud og søge mere og bredere, men hvorfor skal jeg sænke min standard så lavt, så jeg skal tage et job for at have et job. JEG VIL IKKE TVINGES!!! Jeg har prøvet at arbejde, bare for at arbejde og det åd mig op inde fra hver eneste morgen når jeg mødte på kontoret og satte mig til at udføre et arbejde som en 5-årig kunne have gjort til en løn som ingen vil være bekendt.

Jeg bliver irriteret og sur, når jeg skal synke lavere end mit eget niveau. De der anden-aktørs firmaer tjener deres penge på at få os kursister ud af døren hurtigst muligt, og så må vi bare lade som om, at det er løsningen på alle vores problemer. Måske er min indstilling forkælet og umoden, men jeg har kun dette ene liv at leve, så jeg vil ikke nøjes og gå på kompromis.

Sjescia - nu med kat

2011-03-13T23:39:00.002+01:00

Det er ved at være en gammel nyhed, men jeg er blevet den stolte ejer af en kat!

Sidste efterår flyttede kæresten og jeg ind i en lille to-værelses ungdomsbolig. Vi boede før i en et-værelses-lejlighed med en smule hems, som vi brugte som stue. I oktober sidste år fik vi så via den interne venteliste tilbudt en af de dejlige to-værelses og, tja, nu sidder vi så her. Pludselig har vi både stue / køkken / alrum, badeværelse og et separat soveværelse. Det sidste har vi aldrig prøvet at eje før, så det krævede en underlig tilvænning, ikke at skulle sove oppe i stuen, men i stedet i en rigtig seng.

Nå .. men … altså, den større lejlighed gav os plads til at få os et kæledyr. Det er tilladt at have små dyr i bur eller en kat. Så vi gik i et par måneder og snakkede om katte og fandt Kattens Værns internat på Frederiksberg. Midt i januar gad min kæreste så ikke vente længere og hev mig med til Frederiksberg, så vi kunne kigge på katte og få svar på alle vores spørgsmål. Jeg anede intet om at have kat, udover hvad min far lige kunne fortælle om hans erfaringer med at være katteejer.

Det var en kold og frostfyld eftermiddag den 19. januar 2011 og vi blev vist frem for internatets katte. Første kat var en stor orange mini-løve, men den viste kun interesse for sin madskål. Næste kat, som fik lov at snuse til at gik en runde omkring os, snusede lidt til os og gik så over for at snakke med de ansatte mennesker i stedet. Den tredje kat, som vi fik lov at møde, blev vækket af sin eftermiddagslur, da vi blev lukket ind til den. Den kiggede på os, gabte og strakte sig, kiggede lidt mere på os og besluttede så for at komme lidt tættere på, så den også kunne snuse til os. Kæresten stak forsigtigt en hånd frem, for at se om den aes. Det ville den gerne.

Det er nu den kære læser skal forstå, at det oftest er katten som vælger sin ejer. Derfor kræver det kæmpe tålmodighed at finde en kat på et internat. Jeg ved ikke hvordan det foregår med killinger, men de voksne katte er kræsne når det kommer til menneskelig interaktion. Hunde har ejere, mens katte har personale.

Vi brugte en halv times tid på at snakke med den stribede grå lille tiger. Internatet havde døbt den Bamse. Vi havde egentlig planlagt, at vores kat skulle hedde Hannibal, opkaldt efter Hannibal Smith fra The A-Team, naturligvis, men navnet Bamse passede godt til det lille væsen, så det har vi beholdt. Bamse så ud til at kunne lide os og havde ikke noget imod at lege og blive aet.

Vi fik en masse information om Bamses historie. Han er en tilløber kat, som blev fundet af en familie et andet sted i hovedstaden. Dyrlægen ved derfor naturligvis ikke præcist hvornår Bamse er født, men han er estimeret til at være 5 år gammel. Familien tog ham ind og forsøgte at få ham til at blive en del af deres familie og deres flok af katte. Men Bamse gider ikke slås for den menneskelige opmærksomhed og han gider da slet ikke at andre katte bruger alle de gode steder til at sove. Så han skabte en masse ballade og forsøgte at bestemme det hele i flokken. Derfor endte han hos Kattens Værn, hvor vi mødte ham en måneds tid senere og adopterede ham.

En times tid efter, at vi var ankommet til Kattens Værn tog vi derfra med en sæk fuld katte-ting og en bur med en lille Bamse inden i. Han var ikke tilfreds med at skulle være i buret indtil vi nåede tilbage til Amager, men han holdt dog op med at brokke sig efter lidt tid.

Hjemme gjorde vi klar og satte alle de nye ting frem på deres nye pladser inden vi forsigtigt lukkede det nye familiemedlem ud af katteburet. Vi viste Bamse nye kattebakke og madskålene og så gik den ellers på opdagelse.

Heldigt for mig, så bruger jeg jo 95% af min tid hjemme, så jeg kunne følge med kattens gøren og laden. Jeg har aldrig rigtig ejet en kat før, så jeg sad betaget og kiggede på katten den første uges tid. Bamse lever fuldt ud op til sit navn. Han nyder at hoppe op i sofaen om eftermiddagen og putte sig ind til. Han vil helst ikke flytte sig for meget også selvom han gerne vil lege. For det meste lægger han sig bare på gulvet og rækker dovent en pote ud efter legetøjet, hvis han da ikke bare krøller sig sammen på gulvet og lægger sig til at sove. Jeg får heller ikke længere lov til at gå nogen steder i lejligheden uden at have min personlige bodyguard med mig. Katten følger mig overalt. Selv hvis jeg bare rejser mig fra sofaen og går de små to meter hen til køkkenet, følger han efter mig. Han sidder og piver uden for badeværelsesdøren, hvis jeg bruger for lang tid inde bag den lukke dør. Men det er kun mig. Han er jævnt ligeglad med den anden mandlige beboer i huset. Det er mig, som får al opmærksomheden og klart mig, som er favoritten. Det mig, som katten putter sig indtil i sengen i weekenderne, når vi sover længe.

Alt var skønt og vi havde det dejligt i tre uger, altså udover, at Bamse havde fået lidt snue med hjem fra en af de andre katte i internatet, så vi måtte en tur forbi dyrelægen og have lidt penicillin mod snottet. Et par dage med piller i kattemaden, så var snottet overstået og vi skulle kun pudse vinduerne efter at Bamse havde siddet foran de fleste vinduer og nyst alt snottet ud over glasset. Ja ja, han blev rask igen.

Efter tre ugers tid begyndte vi at lukke det lille kræ ud. Vi startede med at spænde ham i sele og binde ham fast med snor til døren, så han ikke kunne løbe for langt væk. Men efter at han havde viklet sig rundt om naboens ting på deres respektive terrasser adskillige gange og nær havde væltet deres have møbler, så besluttede vi os for at prøve at lade katten rende frit. Det virkede fint de første par dage. Bamse er en forsigtig lille kat og han blev nemt skræmt af de andre katte i nabolaget og flygtede hurtigt inden for igen. Det gik fint i et par dage, hvor han kun var ude en halv time eller mindre, men en formiddag kom han ikke tilbage. Vi holdt terrassedøren åben hele dagen, men der var ingen Bamse i nærheden. Vi kaldte, gik ud og strøede hans sand fra kattebakken og kaldte mere på ham. Men der var ingen Bamse nogen steder.

I en uge gik vi rundt i området og kiggede efter ham når det var blevet mørkt, raslede med poser med katteslik, kaldte på ham og strøede mere sand. Vi håbede at han ville kunne snuse sig hjem. Vi efterlyste ham flere forskellige steder og håbede at nogen havde sat ham. Efter et par uger opgav vi forventningen om, at han nogensinde ville komme hjem. Inderst inde havde vi stadig et lille håb, men jeg pakkede alle kattetingene væk igen. Madskålene blev vasket og sat i skabet. Legetøjet blev samlet i en pose og lagt væk i en skuffe, hvor vi ikke kunne se det. Kradsetræet blev skilt ad igen og delene lagt om bag sofaen. Det eneste bevis på, at vi nogensinde havde haft en kat i huset, var alle kattehårene. Vi gik i sorg og savn over at vi ikke vidste noget om, hvor Bamse var. Vi ville bare gerne havde svar på, hvad der var blevet af ham. Selv dårligt svar var et svar. Det er uvisheden som er værst. Savnet kan man leve med, men vreden over, at han bare var stukket af uden at sige farvel og lægge en besked om hvor han ville tage hen, er værre.

Så i går tog jeg en tur til min lokale madpusher, Bilka, men min anden halvdel blev hjemme og slappede af. Da jeg kom hjem fra lejligheden tom og døren var ulåst. I vindueskarmen så jeg en seddel med mit navn, Bamses navn og øremærke. Jeg ringede straks til kæresten, men han havde travlt med andre ting, så han ville ringe tilbage om et øjeblik. Jeg ventede fem minutter mere og ringede igen. Frygten for dårlige nyheder var nu pludselig skyllet op igen og overskyggede uvisheden. Kæresten bad mig blive hjemme. Så jeg ventede. Tumlede lidt rundt og kiggede ud af vinduerne. Jeg opdagede, at katteburet manglede!

Pludselig, rundt om hushjørnet så min kære halvdel og et kattebur med kat inden i. Som en anden dårlig drama-film smed jeg alt hvad jeg havde i hænderne og styrtede ud af hoveddøren og løb dem i møde. Inde i buret sad lille Bamse og brokkede sig højlydt over at skulle opholde sig bag tremmer.

Det viste sig, at Bamse var dukket op hos en nabo længere nede af vejen som selv har en del katte. De tager normalt tilløber katte til sig, men denne grå lille kat havde øremærke, så de fandt frem til os. De første par dage kunne de ikke komme tæt på Bamse, men han spiste dog med glæde den mad, som de satte ud til ham, derefter gemte han sig igen. Han blev dog mere modig og de tog ham til sig og passede godt på ham, mens de forsøgte at finde os. Som Bamse er, så fik han også hurtigt fundet den bedste plads i huset og overtog den, på trods af, at han lige skulle jage en større og stærkere kat væk først. Bamse er lidt tyndere end før han stak af, men han ser ud til at have det godt og er sluppet for både lopper og diverse andre ting.

Vi fik vores kat tilbage, noget godt sker der dog trods alt i livet. Ikke alt er modgang. Forhåbentlig bliver Bamse i nærheden af hjemmet nu. Han ville sikkert bare ud og opleve lidt nyt. Dejligt at han besluttede sig for at blive fundet. Vi har vores snorkende kat hjemme igen og alt er blevet godt igen. Derfor turde jeg godt skrive dette massivt lange indlæg.

Arbejdsløs vs. arbejdssøgende

2011-02-07T23:16:00.000+01:00

Nu har jeg været arbejdsløs, arbejdssøgende og hjemmegående husmor i en måneds tid. Kært barn har mange navne, som man jo siger og jeg hygger mig egentlig de fleste dage. Men det bliver hurtigt trivielt at skulle tage opvasken hver dag og se lidt på nye jobannoncer.

Jeg blev færdiguddannet i august sidste år og har haft små vikariater til og med december sidste år. Jeg arbejdede som studentermedhjælper og fik også kun løn derefter. Da SU'en ikke kom i september, kunne jeg pludselig mærke på egen krop, hvor hårdt jeg måtte arbejde for at få min lave timeløn til at kunne dække en hel måned. Det var svært at holde modet oppe og finde nogen glæde i arbejdet, når jeg vidste, at jeg kunne få det dobbelte i løn, hvis jeg havde et "rigtigt" arbejde. Men arbejde er arbejde, og jeg fik da samlet nok penge ind til at kunne købe til julegaver til de nærmeste i familien. Efter nytår stoppede arbejdet så.

Jeg startede året med at være unormalt positivt indstillet overfor livet. Der skulle nok dukke noget godt op, når jeg havde lyst til at arbejde igen. Selvom flere sagde, at jeg var for kræsen og skulle tage et job, for jobbets skyld. De glemte altså bare lige at tage i betragtning, at jeg allerede i flere måneder havde arbejdet for at arbejde og var godt udkørt og og mentalt træt efter at have knoklet i et job, som hverken gav mig relevant erhvervserfaring (altså bibliotekar-faget) eller en nogenlunde acceptabel løn (når man har en fem år lang akademisk uddannelse i ryggen).

Så januar blev dedikeret til mig og mit velhavende. Efter et par uger var batterierne opladet igen og min krop slappede af igen. Tilgengæld er det sgu blevet frygtelig svært at tage sig sammen til noget som helst. Pludselig er et døgn blevet til 24 lange timer, som bliver slået ihjel ved at se alt for meget TV og spille computer. Mit liv er blevet til en lang ferie, hvor selvtilliden bliver slået til mere i stykker hver gang jeg får endnu et jobafslag.

Nu hvor jeg har uanede mængder af tid til at foretage mig alt det, som jeg drømte om mens jeg var i gang med uddannelsen, orker jeg ikke at foretage mig nu. Det er utroligt så doven man kan blive ved ikke at have en plan for dagen. Der er ingen aftaler, intet vigtigt, intet som ikke lige kan udskydes til i morgen. Alt kan vente en time mere, mens jeg lige får gennemført en runde mere i et computerspil. Jeg har så meget tid, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med den. Jeg kan sove længe og gå sent i seng. Jeg ejer mit eget liv. Jeg er fri.

Men nu, hvor jeg er i gang med sjette uge, kan jeg mærke min krop begynde at gå i dvale. Langsomt kommer den depressions-lignende tilstand kravlende ind i mit hoved og fylder mig med lysten til bare at sove fra alting. Langsomt forsvinder lysten til at tage opvasken og sidde og sofaen og læse en god bog. Helt langsomt kryber jeg ned i det sorte hul, som så mange andre arbejdsløse sikkert også sidder i. Det sjove ved at kunne gå hjemme og passe sig selv er forsvundet og lysten til at stå op og foretage mig noget husligt er næsten forsvundet. I det mindste har jeg da tid nok til at tage mig sammen og få skrevet nogle flere jobansøgninger og gjort lidt mere rent. Jeg er fri, men jeg sgu også arbejdsløs.

Men februar skal være anderledes. Jeg har indført nye regler for mig selv. Nu må TV'et ikke tændes før kæresten kommer hjem fra arbejde og tidligst klokken 14.00 (reglen er kun gældende i hverdagene, for ellers ville jeg jo ikke være en ægte TV-narkoman). Tilgengæld er TV'et så også tændt stort set indtil jeg går i seng. Hver dag skal jeg foretage mig mindst én huslig ting (f.x opvask, tøjvask, indkøb – hvis nogen ikke ved hvad huslige pligter er). Jeg skal vænne mig til at være arbejdssøgende og ikke være arbejdsløs. Der er åbenbart noget sandhed i, at man skal være positivt indstillet overfor livet og dets strabadser, hvis man vil have noget positivt ud af livet. Man skal åbenbart knokle for at få hvad man vil have, det kommer ikke af sig selv. Øv.

Når pensionisterne skal feste

2010-11-18T20:26:00.002+01:00

I år blev min bedstemor og min bonus-bedstefar begge 80 år. Den ene i april og den anden i september. Så store runde tal måtte jo også betyde, at de skulle fejres. Men i stedet for at spare lidt penge og holde en enkelt fest, valgte de at brænde opsparingen af på to fester. Det har sikkert været meget godt for økonomien i det sønderjyske. Men altså, min pointe er, at jeg har været til to pensionist-fester i år og har observeret nogle ting, som jeg bare må dele med resten af verden.

Først er der maden: Når pensionister skal lave en menu til en fest, så er det vigtigste element, at maden ikke må kunne tygges. Gud forbyde, at du fik et stykke kød eller kartoffel, som ikke var kogt mørt nok til at du mose det med din gaffel. Så vidt jeg kan huske fik vi smørrebrød / byg-selv-madder i april. Der blev serveret enkelte ting, som skulle tygges en smule, før det kunne synkes. Men bacon kan også blødes lidt op i munden, så det ikke knaser og knuser gebisset. Det er også muligt at skære et stykke rugbrød i så små stykker, at selv en 2-årig ikke behøver give sine 3,5 tænder overarbejde for at få brødet ned i maven. Ved festen i september, blev der overraskende nok serveret tarteletter til forret. Jeg havde alligevel troet, at der ville være suppe, men på den anden side, så er tarteletter en sovs med klumper serveret i en skål lavet af luftigt brød. Med andre ord, så er det mad, som ikke skal tygges! Hovedretten var blevet importeret fra 70'erne. Overkogte kartofler, bønner og gulerødder, så pensionisterne kan mose det hele sammen med brun sovs. Kødet var fra et et ubestemmeligt sted på en gris. Det undrer mig ikke, hvis de havde kørt hele grisen gennem en kødhakker inden de havde smidt den i ovnen. Mad som farmor lavede den i 70'erne.

Det er klart, at de gamle pensionister på 80 år nok ikke har deres egne tænder i munden. Måske er de falske tænder endda så slidt, at der ikke er mere end gummerne tilbage. Der er også mulighed for, at resten af kraniet er så slidt, at kæben vil flække, hvis de slidte forlorne tænder skulle møde modstand under indtagning af "fast" føde.

Næste element i en penionist-fest er gæsterne. Når man runder 80 år, så er der højst sandsynligt familie helt ned i oldebarns-størrelse, som gerne vil med og se Egtved-pigens mor eller Tollund-mandens bror. Med andre ord, så kommer der gæster i alle størrelser og aldre. De fleste gæster var med til begge fester. Det kræver ikke mange sekunder at observere, at os børnebørn og oldebørn fik trukket aldersgennemsnittet gevaldigt langt ned under pensionsalderen.

Efterhånden som pensionisterne dukkede op blev samlingen af rolatorer og stokke større. Der blev sammenlignet rolatorer og diskuteret hvilken model, der var bedre end andre. Nogle havde kurve foran, så den gamle kone også kan have sin håndtaske / det lokale apotek med sig. De satte sig i rundkreds på rolatorerne og snakkede om vejret. Rolator-træffet blev afsluttet med en ny aftale om kortspil en eftermiddag på det lokale værtshus / plejehjem. Mens rolatorerne til de to fester blev brugt af kvinder, så havde mændene deres stokke at samle sig om. Der blev målt og vejet. Hvem havde den længste stok? Hvilken håndtag blev brugt? Hvem havde brugt sin stok mest? Mændene diskuterede og fortalte laaaange historier til hinanden, men for en gangs skyld, så gad de andre lytte, for de har jo levet lige så længe og kan også huske fortiden / istiden.

Det tredje og sidste element er tidspunktet for festen. Når man er blev 80 år, så kan man jo ikke holde til ret meget i ret lang tid, hvis man ikke lige kan få sig en lur undervejs. Derfor blev festerne holdt en søndag formiddag og eftermiddag. Tidligt nok til at pensionisterne ikke behøver sove længe, men samtidig ikke senere, end at pensionisterne kan nå hjem til eftermiddagsluren. Hvis festerne var blevet holdt en lørdag aften, ville det have været nødvendigt at etablere en sovesal, så pensionisterne kunne få sig den livsnødvendige lur mellem hovedretten og desserten.

Hermed kan jeg konkludere: Man ved man er til pensionistfest, når den serverede mad ikke skal tygges. Man ved man er til pensionistfest, når gæsterne kan huske livet før der blev opfundet biler. Man ved man er til pensionistfest, når festen ligger lige inden eftermiddagsluren.

Overspringshandling

2010-08-30T09:30:00.000+02:00

Nu hvor jeg er i gang med de allersidste forberedelser til den allersidste og allerstørste eksamen i mit liv, så fandt jeg mig selvfølgelig også den helt perfekte overspringshandling. Fordi jeg er ond, så vil jeg også dele tidsrøveren med jer andre. I skal jo nødig have mere fritid end mig.

For nogle år siden fandt jeg et lille spil på nettet, som var så simpelt og hjernedødt, at jeg var solgt på stedet. I går kom jeg så til at tænke på dette spil og brugte alle mine informationsspecialist-evner til at finde spillet igen. Her er det så.

Det er nemt at forstå. Din nabo har et dejligt stort æbletræ i haven og du vil gerne have fat al frugten. Ryst træet og stjæl frugten, men du skal gøre det uden at naboen opdager dig, og du skal gøre det inden for en tidsgrænse. Simpelt, nemt, hjernedødt. Det stjæler alt for meget af min dyrebare tid.

Neighborhood Wars

Så er den her!

2010-06-09T18:54:00.001+02:00

Endelig, endelig, endelig...i morgen. Så kommer den film, jeg har ventet i mange år på at se. Mine fire drenge er tilbage og de har taget deres vogn med. Hannibal, Murdoc, Face og B.A.!!!

Når de har Liam Neeson med, så kan det jo kun blive godt. Har han nogensinde lavet en dårlig film?

Ligemeget, at det ikke er de oprindelige skuespillere. Ligemeget, at det kun er en enkelt film indtil videre. Bare ærgerligt, at jeg skal vente helt ind til fredag, inden jeg får tid til at se filmen. Jeg kan trøste mig med at se serien et par gange indtil da.

A-TEAM FILMEN HAR PREMIERE I MORGEN 10-JUN-2010!!!

A-team Teaser Trailer

Blogged with the Flock Browser

Første og sidste tur i Operaen

2010-05-03T21:37:00.001+02:00

Jeg vandt to billetter til en forestilling i Operaen. Hverken jeg eller kæresten er særligt kulturelle, hvad angår opera, ballet, teater og ting i den genre. Det er bare ikke interessant. Jeg kan et par timer om året godt finde ud af at nyde lidt klassisk musik, men jeg er meget selektiv omkring musik-valget og jeg vælger oftest de populæreste stykker musik. Jeg synes Mozarts ”Requiem” og ”Eine Kleine Nachtmusik” er gode.

Vi havde dog aldrig set indersiden af Operaen og billetterne var gratis, så vi drog af sted. Eller rettere, jeg slæbte manden med. Han havde flere gange brokket sig over, at skulle af sted. Han havde højt og helligt stadfæstet, at han ville udvandre under pausen, fordi han ikke gad høre på skråleri.

Som sagt, jeg slæbte manden med. Jeg glædede mig til at se, hvad folk snakkede om. Jeg går åbenbart op i, hvad andre folk mener. Bygningen er sgu ikke for køn udefra. Det er en brødrister med hat på. Indefra er noget bedre. Jeg følte mig dog ikke særligt tilplas. Det var alt for fint og pænt til mig. Folket var pænt klædt på. De høje hæle klikkede på trægulvet og de stod og snakkede stille og roligt i små grupper.

Jeg er altså meget mere til rock koncerter, hvor folk kommer i det tøj, som lå øverst i vasketøjskurven. Jeg foretrækker fadøl og festglade mennesker, som headbanger og synger med. Jeg gider sgu ikke sidde pænt på min plads og nyde skingre toner fra sopraner.

Selve stykket var helt okay. Jeg fattede ikke hvad de sang, men jeg fattede da handlingen. Vi sad pæne og artige på bagerste række under hele to akter. Det var da okay, men jeg bliver sgu aldrig en del af de højkulturelle miljø. Der bor stadig en fortabt punk- og metal-fan inde i mig, som bare vil headbange til musik, og det vil der altid gøre.

Som forventet. Stykket bestod af tre akter. Vi nåede igennem to akter på en meget lang og rædselsfuld time. Jeg tror ikke, at der gik ret lang tid, fra stykket startede til at jeg besluttede, at jeg ville skride i pausen. Problemet var bare, at pausen aldrig kom. De skreg og skreg oppe på scenen. Rendte dramatiske rundt og skreg noget mere. Da første akt endelig var færdig, bad jeg en stille bøn til min gud, Cash, om at pausen var nu. Men ak nej, han havde for travlt til at høre min bøn, Tæppet blev trukket fra igen. De forsatte med at skrige oppe på scenen.

Sådan generelt, så har jeg ikke noget imod opera-sang. Jeg gider bare ikke se på, at de står og skriger og forsøger at holde sammen på en handling. Der bliver blandt andet skreget i Mozarts ”Requiem”, men det er et kor. Jeg skal ikke se på dem multitaske mellem dårligt skuespil og skrigeri. Ak ja. Anden ak sluttede. Der var virkelig kun gået en time, men det er en time af mit liv, som jeg aldrig får tilbage. På den anden side, så kan jeg hermed sige ”been there, done that and it ain’t for me”. Mit liv vil ikke være fattigere, selvom jeg aldrig mere kommer til at se et opera-stykke. Nå ja, og så kom der jo endnu et blog-indlæg ud af mig, så noget kunne jeg da bruge oplevelsen til.

Tandlægebesøg

2010-04-30T16:20:00.000+02:00

Det var hen ved 5 år siden, at jeg sidst var ved tandlægen. Jeg havde ikke haft nogen problemer med mine tænder, så jeg følte ingen livsnødvendig grund til at bruge 1000kr af mine surt optjente SU-penge på et besøg i den skrækkelige stol.

I starten af i år (dengang Verden stadig var dejlig hvid og kølig) opdagede jeg et hul i en af de forbandede kindtænder helt derinde, hvor der kræves magiske tandbørster for at komme ind og gøre rent. Jeg mener, det er sgu da nemmere at rengøre toiletkummer, end der er at børste de bageste kindtænder.

Hullet blev større og større og jeg måtte til sidst ty til tandstikkere, for at fjerne madrester fra hullet i tanden. Jeg kom en dag til at gå lidt for grundigt til værks med tandstikken og fik gjort hullet lidt større. Nu kunne jeg også finde flere hindbærkerner nede i hullet. Suk. Suk. Jeg kunne godt se, at jeg ikke kunne slippe fra tandlægebesøget.

Jeg er ikke skrækslagen for tandlæger og jeg er ikke ved at begå selvmord hver gang jeg skal til tandlægen. Det er bare dybt ubehageligt at blive pillet ved i munden. Jeg nyder det i hvert fald ikke. Det er bare en del af livet. Jeg vil langt hellere besøge tandlægen en gang om året og være nogenlunde sikker på, at jeg kan gå i graven sammen med mine egne tænder. Det var sgu en besværlig periode i mit liv, da mælketænderne faldt som fluer og de nye tænder ikke groede helt så hurtigt som jeg kunne have ønsket. Det var så besværligt at tygge maden, når man havde hul i stakittet. Jeg var også en af de heldige unger, som rendte rundt med bøjle lige op til konfirmationen, fordi jeg havde et livstruende overbid, som skulle ordnes inden jeg døde af skæve tænder. Jeg vil (for næsten alt i verden) beholde mine egne tænder indtil jeg går i graven, for de har kostet mig stor smerte og mange lidelser.

Jeg fandt mig hurtigt en tandlæge på nettet, som virkede til at være ordentlig. Sådan en af de der klinikker, hvor man kan sidde sammen i venteværelset og være kollektivt nervøse, mens man én efter én bliver kaldt ind til forhør hos det hemmelige tyske politi... øh nå nej... ind til den søde og sadistiske tandlæge. Jeg havde forklaret i telefonen, at det nok hastede, fordi jeg havde kæmpe hul i kindtanden. Den venlige receptionist fandt mig en tid hos den første ledige tandlæge i klinikken, så jeg skulle ikke vente ret mange dage inden jeg kunne sætte mig i venteværelset ved siden af Døden og vente på, at jeg blev kaldt ind bag den lukkede dør, hvorfra alle skrigende kom.

Tandlægen viste sig at være Satans afkom. Han kiggede på mine tænder. Roste mig, fordi jeg ikke havde fået lavet ret meget. Engang i sidste årtusinde, havde jeg fået sukkerchok og efterfølgende et par huller, som ret hurtigt blev ordnet. Så fik han øje på det gigantiske hul i den rådne kindtand. Åh ja, det er det stort hul. Han var nødt til at bore meget væk. Først lige en sprøjte ind i tandkødet. Det gjorde ikke særligt ondt. Vente, vente vente... bedøvelsen virker. Brum brum brum ... så er boret i gang. Da han havde tændt for boret, kunne jeg med det samme se Satans horn vokse ud af panden på ham. Han grinede ondt og hysterisk, stak den knurrende metalstang ind i munden på mig og fjernede så hele kinden på mig. Han grinende ondt under hele boringen og smilede sadistisk og veltilfreds over, at han havde lokket endnu et offer i tandlægestolen.

En time og min livslyst senere kom jeg ud derfra. Jeg havde stadig en bedøvet kind, men jeg havde fået en ny tand. Hvor var det dog heldigt, at min bedstemor gad for betale for en omgang tandlapning.

Twitter

2010-01-12T20:10:00.002+01:00

Så kom jeg også på Twitter. Den lille blog er blevet forsømt de sidste par måneder, fordi at jeg ikke har haft noget som helst fritid til at hygge mig med intetsigende blogindlæg og udtalelser om luftens fugtighed eller menneskers fjollede opførsel og lignende vrøvl.

Tadaaa, Twitter to the Rescue. Så kan jeg spame nettet og gøre det i mini-format. Regner med, at jeg skriver på engelsk, men så er det jo godt, at Google Oversæt er blevet opfundet. Så kan alle mine mange ikke-engelsk-læsende læsere også følge med.

Google ovesæt findes lige her:

Når man ikke kan se Formel 1...

2009-08-26T18:19:00.002+02:00

..så kan man se wrestling.

Aaaah yeah!!! Jeg er helt og fuldkomment faldet for wrestling. Der har altid været en svaghed for wrestling fra min side, men jeg har aldrig haft ordentlig mulighed for at udleve svagheden. Det skyldes selvfølgelig især, at dansk tv ikke rigtig viser noget wrestling...eller også har jeg bare haft de rigtige kanaler til rådighed. Dette har ændret sig.

Kanalen, der blev født som SBS Net, hedder nu Kanal 6 og viser en masse godt wrestling hver fredag nat. For det meste kan jeg også holde mig vågen til de sidste par kampe.

Der er en sær tilfredsstillelse ved at se en stak svedige fyre slå, sparke og hoppe rundt på hinanden. Jeg får den samme dejlige livet-er-dejligt-følelse når jeg i ny og næ får set et par klip fra Formel 1. Desværre for mig, så har jeg ikke Tv3Puls, så jeg har lidt svært ved at følge ordentlig med i løbene og sæsonen i år. Min pengepung er heller ikke enig med mig i, at jeg kan se alle løbene live på livestream-delen af CDON.com, så jeg nøjes med at se det store finale-løb i november.

Tilbage til wrestling. Der findes åbenbart en del forskellige "ligaer" inden for wrestling, så jeg kender kun et lille udpluk af de mange svedige, stønnende og skrigende gutter (og gutinder). Fint nok til mig. Så kan jeg følge med i historierne, som kører sideløbende med kampene. Wrestling er meget mere end bare et par gutter som slås. Der kæmpes om ære og bælter, interne opgør og familiestrider skal afgøres og så skal der jo også bare bygges en masse god spænding op til en kamp. Det gøres med hjælp fra uoverbevisende skuespil, tamme replikker og en masse drama før, under og efter hver eneste kamp. Det er fantastisk. Det er underholdning. Det er skønt og jeg elsker det.

Jeg nyder at se de ekstreme kampe, hvor ingen regler gælder, hvor der må bruges stiger og stole, hvor kampen er ulige allerede inden den er begyndt. Jeg har set blod, jeg har set wrestlere blive kørt derfra på en båre. Jeg har set eksplosioner og uforudsigelige overraskelser, jeg har set ufattelige stunt blive udført og at wrestleren er gået derfra uden en skramme. Jeg har set meget og jeg vil se mere.

Et par sidste ord til den høflige læser, som har brugt sin tid på at læse mine vise ord: Ja, okay, wrestling er farligt og du må ikke prøve det derhjemme.

Nordmænd og deres mælk

2009-08-18T18:35:00.001+02:00

Spottede denne reklame på den norske udgave af MTV. Nordmænd ved hvordan mælk skal sælges. Jeg gider da ikke se på græssende køer på grønne marker og vide hvor økologisk, sundt og naturvenligt det hele er. Jeg vil underholdes...ikke oplyses. Jeg vil drikke min mælk med et fjoget smil på læben, fordi jeg mindes denne vidunderlige lille reklame. (og nej, jeg har ikke fået penge for at sige noget af alt dette)

Embedded Video

Blogged with the Flock Browser

Air Conditioning = kærlighed

2009-07-06T18:58:00.001+02:00

I løbet af denne weekend har jeg fået øjnene op for den formidable opfindelse Air Conditioner / AC / Air Con (herefter kaldet AC). Aha-Oplevelsen kom i løbet af en tre timer lang tog-tur i et tog uden et fungerende AC. Det var fredag og det var eftermiddag. Alle ville på weekend med hjælp fra DSB. Luften var i forvejen tung af stress og 30 graders varme (af Celcius-slagsen), så tre svedende timer i et tog blev et sandt helvede. Det var naturligvis kun lige det ene togsæt, som var ramt af AC-strejke og vi havde naturligsvis fået siddepladser i dette ene lille bitte togsæt. Jeg er dybt forarget over, at DSB lader et togsæt uden fungerende AC køre en så lang tur med så mange passagerer i en så kraftig hedebølge. Jeg er sikker på, at det heller ikke var første gang, at det togsæt var ude at køre den dag. Det havde en indgroet lugt af sved i sæderne. Som om, at mange passagerer havde brugt mange svedige timer ved at gnubbe deres klistrede rygge op og ned af sæderne.

Jeg og hedebølger er ikke gode venner. Jeg kan ikke håndtere varme på den korrekte måde ved at tage lidt mindre tøj på end jeg ville have gjort i en december-måned. Næh, nej. Jeg håndterer varme ved at dække alle synlige hudflader til med bomuld oven på lidt mere bomuld, gerne i sorte og mørke farver. Jeg kan ikke lide sommer. Jeg kan ikke lide, at jeg ikke kan rende rundt i store stygge læderstøvler og dække mig til i flere lag sweatre. Jeg kan bare ikke lide sommer.

Med udgangspunkt i mig (fordi det er min blog) vil jeg vende fokus tilbage på AC og togturen. Tre timer er lang tid, når man vil undgå at prikke til folks vanvid. Jeg blev irriteret hver gang den gravide kvinde overfor mig skulle sidde og pille sine ærter ud af bælgene. Hun formåede flere gange at sprede en frygtelig stank af grønthandler og dårlig samvittighed over, at jeg ikke får spist grøntsager nok. Det irriterede mig, at min kæreste sad og drak kaffe i heden, fordi han så begyndte at svede lidt mere og fik en meget ulækker og svedig skulder, som jeg ikke kunne bruge som hovedpude. Det irriterede mig, at strømstikkene ikke fungerede, fordi jeg derfor ikke kunne få lys nok på min bærbares skærm, så jeg havde mulighed for at se en film uden at 80% bare var sort skærm. Det irriterede mig, at jeg havde valgt kun at tage engelsk-sprogede bøgere med til turen, fordi mit hoved ikke kunne samle sig om andet en brok på dansk. Det irriterede mig, at Nestea med grøn te smager rædelsfuldt, fordi det var den eneste kolde drikkevare jeg havde inden for rækkevidde. Med andre ord: Jeg var kun få sekunder fra at springe i luften inde i toget. Heldigvis ankom vi til endestationen lige i tide, så jeg kunne sætte mig ind i en kølig bil, nyde den afkølende blæst fra det åbne vindue og få mit humør kølet ned.

Personen, som opfandt AC-systemet, burde få sig en af de der smarte Nobels fredspriser. Jeg er sikker på, at afkølet luft har reddet mange slagsmål og menneskeliv. Jeg har stor tiltro til, at en krig kan afsluttes, hvis bare de involverede parter kan få lov til at sidde i et AC-afkølet lokale og tænke over tingene, i stedet for at rende rundt ude i tørre ørken-områder og skyde på hinanden. Jeg er sikker på, at AC har gjort vores verden til et bedre sted.

Jeg sidder lige nu i et AC-afkølet DSB-tog på vej hjem fra den store vidde verden og kan nyde den kolde luft. Min hjerne fungerer næsten optimalt, så jeg kan endda reflektere over min nyeste lærdom. Jeg må ud og opfinde en AC-afkølet boble, som jeg kan rende rundt i om sommeren.

Blogged with the Flock Browser

Licens - AAARGH!!!

2009-06-10T20:19:00.001+02:00

Åh ja. Så blev jeg også, så at sige, busted af licensmanden.

Licensmanden dukkede op hjemme hos mig. Heldigt for mig, så var jeg ikke hjemme, det var kæresten så i stedet. Bum bum bum. En uge senere fik vi en regning ind af brevsprækken, lige sådan som licensmanden havde lovet. Det er et par uger siden. Vi har sådan cirka accepteret regningen, også selvom vi er ret meget imod at skulle betale den. Synes vi har regninger nok i forvejen og så skal vi oveni betale for at have computere og et fjernsyn. Disse ting betaler vi i forvejen for at have, for det koster at have internetadgang og tv-kanaler.

Suk suk suk...træls træls træls.

Licensmanden havde frækheden at rende rundt på et kollegie og banke på fattige studerendes døre. Ikke nok med at SU'en ikke rækker ret langt, når der også skal betales husleje, så smider han lige en licens-regning oveni budgettet. Hvad med en licens-rabat til alle studerende. Det er sgu svært at få livet til at fungere med ingen penge og så lige skulle finde 100kr mere at lægge til side til licensregningen. Selvom vi er to om at dele regningerne, så har vi stadig ikke ret mange penge i overskud, hvis vi også skal have noget at spise hver dag. Hvis jeg ablsoult skal finansiere DR-huset så vedtag lige licens-rabat til studerende, tak!

I morges dukkede der så en ny licens-kurvet op til mig. Licensmændene havde åbenbart ikke nok i, at komme på uanmeldt besøg. Næh nej, de skulle da også lige sende et af de der vi-kan-se-at-du-ikke-betaler-licens-breve. Brevet var rettet mod mig og min gamle adresse. Det er en adresse, som jeg fraflyttede for halvanden måned siden. FRAFLYTTET FOR HALVANDEN MÅNED SIDEN!!! Licensmændene må da virkelig være desperate efter en financiering af DRs nye hus, hvis de vælger at forfølge mig på en adresse, som jeg ikke længere bor i nærheden af.

ARGH!!! Jeg lover, jeg skal nok betale min licens. Det har jeg jo allerede sagt. Der er absolut ingen grund til, at licensmændene ikke kan opdatere deres registre og lige bruge 5 ekstra minutter på at undersøge, hvor folk bor henne. Hvis de absolut skal sende breve, så kan de i det mindste gøre det ordentligt.

Jeg kan virkelig ikke lide licens og da slet ikke den nye medielicens. Hvad bliver det næste? Skal jeg betale ekstra for at have en printer? Jeg kunne jo finde på at printe en tekst fra nettet, som DR har lagt på sin webside.

Sådan som jeg har forstået det, så går alle licens-pengene kun til DR. Alle de andre kanaler får vist ikke rigtig noget ud af det. De vil have, at jeg skal betale for at kunne se en enkelt statsejet kanal. Det er en kanal, som jeg i forvejen ikke gider se, fordi alle de fede programmer kommer på alle de andre kanaler. Det er kanaler, som kan finansiere deres eksistens ved at have reklamer.

Ej, altså. Synes godt det er træls at blive voksen og skulle betale sine egne regninger, især når man ikke føler, at man får noget for pengene. Ej, det lettede at få raset ud. Nu går jeg fluks ned og betaler licens-regningen.

Blogged with the Flock Browser

At flytte

2009-05-15T21:59:00.009+02:00

Et sted mellem den evige opvask og opgaveskrivningen har jeg endelig fået tid til at skrive om min store store flytning fredag 1. maj 2009. (har endda lovet at skrive om den - dammit, bør lade være med at love sådan noget, jeg er jo nødt til også at holde det)

Torsdag den-sidste-dag-i-april-2009 blev alle mine egendele pakket ned i 15 minimale flyttekasser og 4 store sorte sække. Det meste nåede at blive pakket ned, for omkring klokken 23.32 gik strømmen i hele bygningen. Jeg ved ikke hvorfor, men lader til, at gamle slidte sikringer springer. Jeg besluttede at kalde det fyraften og gå i seng. Derfor måtte de sidste småting vente med at se indersiden af en flyttekasse indtil næste morgen (hvor jeg noget nær bad til min gud (Mr. Johnny Cash) om at strømmen ville være kommet tilbage når jeg vågnede møg-fanden-i-helvedet-tidligt næste morgen. Det hjalp...strømmen var der og jeg vågnede op til dette uoverskuelige kasse-drama (billederne blev taget lidt tid før strømmen gik):

Farmand og lillebror dukkede op med en varevogn i løbet af formiddagen (de stakler havde været endnu tidligere oppe end mig). Jeg servede et vidunderligt sidste måltid i mit snart x-hjem og så gik vi ellers i gang med at flytte kasser. En booket kammerat til min kæreste dukkede op som lovet og hjalp vældig godt til i flytteprocessen.

Første læs (ud af tre) blev kørt af sted mod mit nye hjem. Jeg fik nøgler af min nye venlige vicevært (tror de kalder sig inspektører nu til dags) og jeg fik for første gang set indersiden af min nye 1½ værelses-beboelse:

36 kvm, hvoraf nogle stykker findes oppe på hemsen. De gamle indbyggere i lejligheden havde klistret noget stads på vinduerne i stedet for gardiner, så det ser lidt mørkere ud end det virkeligt er. Jeg lagde med det samme mærke til den manglende skabsplads og udsigt. Der blev fluks skrevet kommode på indkøbslisten. Den manglende udsigt blev vejet op imod en lille veranda-agtig terrasse og udfaldet blev til fordel for terrassen. Det skal siges, at jeg gik fra denne udsigt mod Svergia for at få lidt ekstra kvadratmeter og eget mini-køkken:
Vi fik læsset af og kørte tilbage til mit gamle for at hente andet læs. Det var i hvert fald planen. Da vi nåede frem var strømmen igen gået i bygningen og vi følte ingen trang til at bære møbler ned fra niende sal uden en fungerende elevator. Sækkevogn eller ej, så findes der ingen normale mennesker, som vil bære tunge møbler ned af 400 trappetrin, når der er elevator. Vi ændrede planen og kørte i Ikea, fordi jeg manglede en ny sovesofa (og åbenbart også en masse andre ting!). Min gamle sovesofa var henved 10 år gammel og jeg syntes den fortjente sit otium. Ak og suk, jeg sagde pænt farvel, tog dens store hynde-agtige puder under armen og gik væk fra containeren med tåre på min forsvedte kind (dette er fuldt opdigtet, fordi det var min kæreste og hans kammerat, som smed sovesofaen i containeren mens jeg kørte mod mit nye hjem). Et sidste æret minde om mit højt elskede putte-område:

Efter en tur i Ikea, hvor jeg oveni den nye sovesofa også endte med en tv-skænk/reol-tingest, rullegardiner og andet billigt og dybt nødvendigt skrammel, gik turen tilbage til det nye hjem. Der var dukket en ekstra kammerat op som flyttehjælp, så de tre blev sat i sving med at bære kasser. Varevognen blev hurtigt tømt og to styks friske fyre, samt min far (der, grundet sin alder, nok ikke er helt så frisk som midt-i-tyverne-fyrene), blev sendt til x-hjemmet for at hente møblerne. Imens kunne jeg så få lov at oprette køkken (flytte køkken-ting fra kasse ind i skab) lade de to restende friske unge knægte om samle Ikea-møblerne fra helvede.

Endelig, endelig, endelig. Omkring klokken 17 var vi endelig færdig med at flytte møbler. Vi startede klokken 9.30 og var færdig cirka 8 timer senere. Farmand kunne kun sætte rullegardiner op i hems-vinduet, fordi jeg til min sørgelige skræk ikke havde fået det lange gardin afkortet og vi kunne ikke bore hul i væggene. Træls, træls, træls. Men så kan jeg jo lære at lytte til mit instinkt og købe det rigtige fra starten i stedet for at tro, at jeg jo sagtens kan få plads til et 140cm bredt rullegardin i et 136 cm bredt vindue.

Nu sidder jeg her i mit nye fredelige og stille hjem og føler, at jeg endelig er flyttet. Kun to flyttekasser vidner om, at jeg ikke har boet her længe. Den ene flyttekasse minder mig om, at jeg ikke har plads til mine sko medmindre jeg få anskaffet mig en af de der dejlige sko-reoler (endnu en ting, som jeg kan tilføje indkøbslisten over manglende møbler). Støvsugeren blev købt i går og indviet få timer senere (til min store overspringshandlende fornøjelse). Det sidste billede min kæreste, som er i gang med at indvie køkkenet med sine skønne frikadunser:
PS: Til vores store overraskelse, så viste det sig, at man må bo to i her. Nu kan jeg officielt dele adresse med det muntre væsen på billedet. Min flytning endte med at blive en sammenflytning.

Tilbage til opvasken og opgaveskrivningen.

Den gode side af livet

2009-04-07T10:38:00.001+02:00

Efter at have stået på venteliste i halvandet eller to år...eller meget meget lang tid....blev det endelig min tur til at få tilbudt et nyt kollegieværelse/ungdomsbolig.

Jeg har længe hadet at bo, hvor jeg bor nu. Kan ikke holde ud at dele køkken med 13 andre mennesker. Jeg føler mig for gammel til at bo på så lidt plads. Jeg føler mig for voksen og kedelig til at have lysten til at sidde ude i det fælles køkken og drikke øl hver aften. Jeg trænger til mere luft under mine vinger, mere plads til mig selv, mere følelse af, at jeg er en selvstændig ung kvinde, som kan selv. Jeg trænger bare til at have mit eget lille køkken, også selvom det kun er to kogeplader, et køleskab og en vask.

Egentlig var planen, at kæresten og jeg ville finde et fælles sted når sommer engang kommer. Den plan ændrede vi da jeg fik tilbudt denne nye dejlige et-værelses-ting med eget lille mini-køkken. Der var også andre ting, som spillede ind i vores beslutning, men det angår ikke direkte mig, så jeg lader det være ved den vage bemærkning.

Året startede hårdt og brat. Kun to uger inde i året, begyndte modgangen. Det føles kun som om, at det er blevet værre. Alting skulle foregå i langsomt tempo, i stormende modvind og op ad bakke. Nogle ting, kan jeg takke mig selv for. Andre ting, er bare en del af livet.

Nu er foråret kommet og det ser endelig ud til, at jeg (jeg jeg jeg mig mig mig) også kommer til at smage lidt af den gode side af livet i år. Alting lader bare til klappe omkring den kommende flytning. Der er penge på kontoen til det nye indskud. Farmand har tid til at hjælpe mig med at flytte. Bedstemor har køkkengrej liggende klar til mig en børneopsparing med penge til en ny sovesofa.

Ak, ja...den sovesofa. Det må blive et helt nyt kapitel her på bloggen. Jeg kan dog afsløre, at det med stor sandsynlig kommer til at ligne Hr. Eduts afsked med sin sofa ( J A K O B L O G: Goodbye to you, my trusted friend...) eller i hvert fald mit eget lille farvel til tre par sko ( Sjescia: Nogle gange er et "farvel og tak for alt" nødvendigt ). Det kommer nok også til at gøre lidt ondt, at skulle sige farvel til min skønne udsigt.

Blogged with the Flock Browser

Formel 1 sæsonen 2009...

2009-03-29T11:17:00.001+02:00

...bliver meget grå, trist og ensom for mit vedkommende.

For en måneds tid siden opdagede jeg, til min sørgelige forventning, at TV2s budget ikke længere kunne holde Formel 1-rettigheder, så TV3 PULS har I år fået den store ære at vise løbene live.

Jeg har siddet i en måned og ventet i sorgfuld spændning på, at mit kollegie og dertil hørende antenne-folk kunne få skaffet TV3 PULS. Mine ikke-eksisterende forventinger til ikke at kunne se Formel 1 i år holdt desværre stik.

Hele to gange i løbet af den sidste uge, og først uge hvor TV3 PULS har været i luften, har jeg søgt gennem alle frekvenser....for det kunne jo være... (synes iøvrigt at navnet PULS er dybt tåbeligt....de beder jo selv om at blive forvekslet med TV3+ - altså TV3 plus....dumt dumt dumt)

Jeg har hermed opgivet. Jeg har ingen kanaler som viser Formel 1 løb og jeg får dem heller ikke foreløbig. Jeg må nøjes med nyheder, blogs og hvad jeg ellers kan finde på nettet.

Det bliver et langt og trist år.

Blogged with the Flock Browser

Jeg glemte et band

2009-03-10T10:35:00.001+01:00

Desværre for mig, så havde jeg glemt alt om Creedence Clearwater Revival indtil for nylig. I en blanding af Guitar Hero og at jeg spottede Best Of-albummet til få kroner, mødte jeg igen de gamle gutter. Mine pengepung var ikke enig i, at jeg skulle have cd'en med hjem den dag, så jeg måtte pænt og fornuftigt vente indtil der igen var kommet penge ind på kontoen. I går var så den store dag. Et smut ned til min lokale musik-pusher og jeg kunne muntert lave gadedrengehop hele vejen hjem til min computer med en lille pose gemt trygt nede i min skønne håndtaske. (Nøj, hvor kan man dog blive lykkelig over at købe en lille bitte ting).

"I wanna know
Have you seen the rain
Coming down on a sunny day"

Nu kan jeg så endelig igen sidde og nyde den glemte musik, som giver mig minder om lange køreture med min bror og min far og cd-afspilleren skruet op på fuld knald. Den svagt skingre guitar, den stædige trommerytme og den hidsige sangstemme, det hele krydret med en bankende bas.

"I see a bad moon rising
I see trouble on the way
I see wary wakes of lightning
I see bad times today"

Bare introen til "Up Around the Bend" giver mig denne vidunderlige gåsehuds-følelse af, at livet ikke har været helt skidt. Jeg er så overdrevent hyperglad, at jeg for en gangs skyld glædede mig til at stå op og sætte mig hen til computeren, for at gøre noget ved lektierne (altså efter at jeg lige har fået skrevet dette lille blogindlæg).

"Big wheels keep on turning
Proud Mary keep on burning
Rolling
Rolling
Roling on the river"

Uanset hvor jeg stresset, presset og træt jeg er for tiden, så er det sgu dejligt, at kunne nyde musik...også selvom det er svært at koncentrere sig om de lange, kedelige og svært formulerede akademiske tekster, når man sidder og rokker hele kroppen i takt til musikken (jeg må ligne et mentalt forstyrret menneske). Det er sgu da skønt, at musik er opfundet.

Blogged with the Flock Browser

Der er så meget jeg ikke forstår

2009-02-20T23:19:00.001+01:00

Jeg er af den (uheldige) natur, at jeg overdrevent analyserer, reflekterer og tænker over tingene, indtil mit lille hoved at ved at eksplodere af tanker. (Jeg er åbenbart også at den natur, at jeg bruger bruger alt for mange ord på at forklare, at jeg tænker tanker ligesom andre normale menneskeligt lignende væsener.) Jeg kan tænke så meget over tingene, at det tilsidste ikke giver mening længere. Ligesom man kan sige et ord så mange gange, at ordet tilsidst ikke giver nogen mening.

Det var jo Valentinsdag for nylig og det fik lidt gang i tankerne hos mig. Kæresten og jeg (jajada den/han skulle jo lige nævnes) havde aftalt ikke at gøre noget særligt ud af dagen. Vi havde ingen særlig begrundelse for dette valg, ligesom vi ikke kan se nogen særlig begrundelse for at have en så modbydeligt klæbrig kærlighedsdag.

Jeg mener...altså...jeg kan fint finde ud af at fortælle manden, hvor højt jeg værdsætter ham og bla bla bla hver dag. Jeg har ikke brug for at tage en hel dag ud af min travle kalender for at vise og fortælle ham hvor ualmindeligt skøn og uvurderligt værdsat han er af mig. Jeg forstår vel bare ikke behovet for en sådan kærlighedsdag, når jeg jo er så heldig, at jeg godt kan finde ud af at få et kæreste-forhold til at fungere (åbenbart). Jeg har ikke brug for at få 400 roser én gang om året, hvis jeg hverken kan stole på forholdet eller manden. Jeg forstår det bare ikke. Jeg vil da hellere have en mand, som jeg kan bruge i hverdagen, end en mand, som jeg kun kan bruge få dage om året.

Alt det dér Valentins-gøjl virker så påtaget og tvunget. Det kan da ikke passe, at folk er blevet så dumme, at de ikke kan finde ud af at elske deres udkårne på andre dage end den 14. februar?
Jeg går cirka de samme tanker igennem når julen hersker. Jeg forstår bare ikke jul. Jo, altså, jeg forstår da godt, hvorfor der bliver fejret jul (jeg er ikke helt tabt bag en vogn), men jul er bare stress, gaveræs og tvunget familie-selskab.

Juleaften er vel i bund og grund bare en god aftensmad og masser af materialistisk kærlighed. Måske er jeg bare heldigt stillet og har en familie, som kan finde ud af at spise aftensmad sammen og se en film bagefter. Jeg har ikke brug for en halv million ubyttelige og unyttige ting i mit liv, hvis min familie ikke er der alle de andre dage i året. Jeg har heller ikke lyst til at give en gave, bare fordi jeg skal. Jeg vil da hellere nyde lidt hygge med familien flere gange hver måned, end at jeg vil bygge en forventning til en enkelt aften så højt op, at den ene aften tilsidst ikke kan leve op til forventningen. Jeg forstår bare ikke jul.

Et eksempel mere på noget jeg ikke forstår: Fødselsdage. Jeg har altid følt mig utilpas, når min fødselsdag skulle fejres. Det giver ingen mening i mit hoved, at jeg skal fejres fordi jeg blev født. Det burde da være min mor, som skulle fejres. Hun fødte mig jo. Det er hendes skyld, at jeg blev så godt og grundigt ruget, at jeg lige tog to uger ekstra inde i den varme livmoder. Det er vel mest af alt hendes fortjenste at jeg blev født og slet ikke mig.

Ak ja, der er så meget jeg ikke forstår. Der er så meget, som ikke giver mening inde i mit naive og kyniske hoved. Det ville sikkert give meget mere mening, hvis jeg da bare gad værdsætte hver dag i mit liv og fortælle alle, der gider høre på mig, at de er nogle fantastiske mennesker og jeg er glad for at kende dem og have dem i mit liv. Jajada, nu har jeg sådan cirka sagt det og folk må gerne blive fornærmede, hvis de ikke følte at værdsættelsen var personlig nok.

Blogged with the Flock Browser

En ny respekt

2009-02-06T21:22:00.001+01:00

For mig har Sylvester Stallone altid virket sådan lidt...æhm....dum og intetsigende. Jeg har da set nogle af hans film, men han formåede bare ikke lige at sælge sig selv til mig og min kræsne smag. Jeg valgte automatisk hans film fra, fordi jeg ikke lige gad spilde min tid på hjernedøde voldsfilm.

For nylig købte jeg Rocky-serien, fordi kæresten havde anbefalet filmene. Især 3'eren skulle efter hans ord være lige noget for mig, fordi Rocky slås mod Mr. T. (det er da utrolig så mange gange jeg kan få nævnt kæresten her på bloggen). Jaja, boksen kostede kun 200kr, så jeg tog Rocky-filmene under armen (efter at have afleveret penge til ekspedientet - selvfølgelig) og gik hjem til DVD-afspilleren. Jeg åbnede mit sind og satte den første film på, stadig uvidende om, hvorfor Stallone og Rocky er kult.

Jeg så første film og var solgt lige på stedet. Stallones skuespiller-talent var som frygtet; dårligt, uoverbevisende og udført med et beton-ansigt. Jeg bed dog med det samme mærke i, at han både havde skrevet og instrueret alle film. Aha! Så derfor er Stallone kult og respekteret i film-branchen.

Manden har formået at skabe noget stort og evigt. Noget som folk ikke vil glemme. På wikipedia kan man læse, at turister dagligt tager samme løbetur op ad trapperne til Philadelphia Museum of Art og laver de samme jublende hop med armene i vejret, nøjagtig som Rocky gjorde alle filmene. Selv Rocky-statuen som blev lavet til Rocky III står stadig/igen ved trapperne. (læg mærke til, at opslaget hedder "Rocky steps" (!!!) og ikke fx "Museum of Art steps")

Jeg forstår det nu. Jeg har fattet hvorfor Sylvester Stallone er så fantastisk. Godt nok er han ikke en fantastisk skuespiller, men han er en fantastisk manuskript-forfatter, som virkelig forstår at fortælle en historie, som går lige i hjertet. Jeg har fundet min respekt frem og jeg har givet et stykke til Sylvester Stallone.

"You are gonna be so bad! You're gonna eat thunder and crap lightning!"

Blogged with the Flock Browser

Den triste januar

2009-02-01T19:34:00.001+01:00

Jeg har desværre været larmende fraværende på bloggen den sidste måneds tid. Derfor:

Min januar 2009 startede meget dejligt. Stille og rolig uden ret meget andet drama end hvem der skulle hente pizza. Jeg lavede ikke ret meget andet end at have hyggelige film-marathon med kæresten. Men så, søndag nat, den sidste aften af hans juleferie skete noget af det værste jeg nogensinde har oplevet og følt (jeg har desværre gennemgået mange dårlige ting i mit liv).

Natten mellem den 11. og 12 januar fik han et krampeanfald! Det var frygtelig at se et af de få mennesker i mit liv, som betyder alt for mig, blive udsat for så megen smerte. Det lød som om han ikke kunne få luft. Han rystede. Han vendte det hvide ud af øjnene. Jeg råbte hans navn mange gange uden at han registrede nogetJeg ringede for første gang i mit liv 112.

Vi blev kørt til Amager Skadestue, hvor de opdagede at hans skulder var gået af led. Så ud over vi begge var chokerede over krampeanfaldet, så måtte jeg også se ham lide i smerte over en dum skulder. De kunne intet gøre på Amager, fordi skulderen var gået af led bagtil. Sådan noget kræver en mindre operation og fuld narkose og det har de ikke midlerne og lægerne til på Amager Hospital.

Efter seks timer og to forsøg på at sætte skulderen på plads blev vi sendt videre til Hvidovre Hospital hvor de rette læger kunne sætte den dumme skulder på plads igen. Første del er ordnet og nu kan lægerne koncentrere sig om at finde ud af hvorfor han fik et krampeanfald. Han har fået lavet alle mulige tests og doneret, noget der ligner, flere liter blod til diverse prøver.
Vi er endelig nået ind i februar og har fået fordøjet oplevelsen. Jeg vågner ikke længere hver gang han vender sig lidt i sengen. Det gør stadig ondt på mig, at se ham ømme sig over sin skulder, men i det mindste mærker jeg ikke længere en indre panik. Heldigvis heler han, og smerterne forsvinder mere og mere efterhånden som dagene går. Epilepsi-testen (EEG???) var negativ, så nu venter vi kun på CT-scanningens svar.

Det vil altid være en skræmmende oplevelse at stå ansigt til ansigt med den dårlige side af livet. Livet er godt og livet er dårligt, man får lidt fra begge sider uanset om man ønsker det eller ej. Min januar blev ikke så stress-fri og afslappende som jeg håbede. Vi fik forholdet sat på prøve og vi fik bevist, at vi kan klare alt sammen.

Blogged with the Flock Browser