SorenRohde.dk - en blog om triathlon

BMW Berlin Marathon 2013

2013-10-02T22:43:00.000+02:00

Hej. Mit navn er Søren og jeg er en snoozer.

Det var jeg også, da vækkeurede ringede på det ellers lækre hotel centralt i Berlin søndag morgen. Den faste læser, hej mor!, vil vide, at jeg altid skal op 3 timer før et løb for at spise morgenmad. Jeg kom da også op, men det var nu nok først efter 2 x snoozing. Normalvis spiser jeg kalorier svarende til 2 breve Knorr Bearnaise, hvis man følger opskriften med smør i, men i søndags havde jeg godt nok svært ved at presse mad i maven. Jeg havde købt 2 bægre youghurt som skulle pimpes med müsli, men jeg fik kun med nød og næppe spist det ene. Det var ikke optimalt, men jeg følte mig egentlig heller ikke på toppen.

1,5 times tid før start bevæger vi også mod Brandenburger Tor. Vi boede ganske centralt, så der var kun ca. 1 kilometer til startområdet, så vi slap for offentlig transport og U-bahn, hvilket var lækker på en smuk morgen i Berlin. Det føltes som om, at arrangøren havde lejet 12 toiletter til 45.000 mennesker. De havde selvfølgelig lejet flere, men køen var lang og bevægede sig kun ganske langsomt.

Det betød også, at ellers god tid blev en anelse presset. Lørdag havde jeg fundet ud af, at jeg var havnet i startgruppe E. Det lyder jo ellers rimelig langt fremme, men det viste sig at være startgruppen for 3:15 - 3:30 som forventet sluttid. Når jeg så samtidig var sent på den grundet toiletkøen, betød det, at jeg havnede bagerst i gruppen. Starten går, og desværre betyder min startgruppe, at jeg ikke rigtigt kan få fart i benene. Jeg havde håbet på, at jeg måske kunne løbe første halvdel på omkring 1:30, men med kilometertider over 4:30 per km., kunne jeg godt regne ud, at det mål var langt væk. Jeg løb en stor del på fortorvet for at kunne overhale, men tempoet blev ikke forbedret og de første 10 km blev klokken i 45:35 eller 4:33 per km.. Pulsen var fin, og jeg havde egentlig accepteret, at Berlin Marathon formentlig ikke blev mit løb. Ved 11 km. var der dog ved at være lidt plads til mig, hvilket betød at jeg kunne åbne lidt for gassen. Der var ikke drømmeben, men det føltes fornuftigt. Jeg får øget tempoet og halvmarathon bliver løbet på 1:35:01 (4:30 i snit). Min gode kammerat Hårmodellen har løbet 3:09:41, og meget hurtig hovedregning fortalte mig, at jeg skulle løbe negativ split. Det er et interval, som jeg har løbet tusindvis af gange på en 2,5 km. runde, men på et marathon var den ny for mig. Jeg løb stadig fornuftige kilometertider, så det var med godt mod, at jeg begav mig ud på sidste halvdel.

Jeg blev ved med at fortælle mig selv, at jeg skulle blive ved med at være positiv. Samtidig kørte en fantastisk playlist i mine ører, så jeg havde mental overskud til at give alle børn en high five. Jeg havde det supergodt. Ved 30 km. var der stadig ingen krise at spore. "Jeg skal bare op til 35 km., så mangler jeg kun 3 runder nede ved Brabrandstien" messede jeg til mig selv. Det virkede, og ved 36 km. spiller Bamses venner op til dans i mine ører. "Kom og besøg mig". Ak ja børnlil, når I engang bliver 30-34 vil I også opdage, at det er et fremragende nummer. Min næsthurtigste kilometer bliver løbet der i 4:10, og jeg er flyvende, og havde følelsen af, at jeg ikke kunne stoppes! Ved 41 km. kommer Selvmord med nummeret OK, men med målstregen i sigte fisker jeg min telefon op af lommen, og jeg får sat Kralupy sangen på. Jeg løber under Brandenburger Tor og i mål med Kralupy sangen i mine ører. Det var smukt! :)

Jeg løber i mål på 3:07:59. Sidste halvmarathon blev løbet på 1:32:58. Jeg når mine mål og løber PR med 10 minutter.

Berlin Marathon er et fedt løb. Det er supergodt arrangeret, og der er styr på tingene, det er man ikke et sekund i tvivl om. Forløbet op til har også givet mig et ganske klart indblik i, hvad det kræves, hvis jeg vil løbe sub3. Jeg har forhåndsregistreret mig til Berlin Marathon næste år, og hvis jeg ellers magter at tilmelde mig i en korrekt startgruppe, så skal jeg løber under 3 timer.

Målbart mål

2013-09-25T18:02:00.001+02:00

Jeg mangler en sidste løbetur i morgen inden turen fredag går mod den tyske hovedstad. Som nævnt i en tidligere blog føler jeg mig egentlig rimelig godt tilpas, og jeg er rimelig sikker på, 7-9-13, salt over skulder, kør en sort kat over og gå uden om stiger, at jeg nok skal levere et fornuftigt resultat, hvis alt går nogenlunde som planlagt.

Ved større stævner plejer jeg at operere med forskellige mål. Nuvel, jeg er godt nok triathlet, men et løb som Berlin Marathon, som har 40 års jubiæum, er også et stor stævne for mig selvom både svømning og cykling mangler.

Jeg opererer med 3 slags mål på søndag. Jeg har et godkendt mål, et Det-vil-sq-være-fedt-at-løbe-mål og et drømmemål.

Det godkendte mål:

Mit godkendte mål er under 3:18:17. Det er min nuværende PR på marathondistancen og en tid, som jeg håber og tror på, at jeg kan slå, hvis jeg har et løb uden skader og de problemer, som man ellers kan løbe ind i. Det vil svare til en kilometertid på 4:41 per km.

Det-vil-sq-være-fedt-at-løbe-mål:

Det kunne være fedt at løbe under 3:09:41. Det er egentlig lidt et plat mål. Jeg er godt klar over det. Det er hårmodellens PR. Til dem der ikke kender ham, så er han simpelthen så pæn. Der findes kun enkelte billeder fra hans gymnasietid, hvor han ikke ser knivskarp ud. Han har altid lækkert hår og gud-hjælpe-mig om han ikke også kan gro et lækkert og fyldigt skæg. Når vi eksempelvis svømmet, så ligner mit tynde fehår ligner noget der er løgn, når jeg smider badehætten, Hårmodellens sidder som havde han lidt været ude og surfe - du ved, sådan lidt casual og lækkert. Det må være grund nok til, at jeg gerne vil under 3:09:41. Den håneret kunne være yderst vigtig. Det er 4:29 per km., hvilket formentlig er det niveau, som jeg mener, at jeg ligger på lige pt., så rammer jeg dagen bliver det tæt på. Håber jeg.

Drømmemålet:

Selvfølgelig drømmer jeg da om sub3. Det tror jeg alle marathonløbere, som løber rimelig tæt på 3 timer gør. Jeg ved dog også, at det ikke bliver denne gang. Der er for få lange ture, og derudover er jeg for tung. Det er sandheden, men derfor bliver sub3 heller ikke drømmemålet. Det er en lidt subjektiv størrelse for mit drømmemål er, at komme så tæt på som muligt. Hvis jeg kunne krydse målstregen i Berlin med en fornemmelse af, at det kan jeg ikke gøre bedre på nuværende tidspunkt, så har jeg nået mit drømmemål. Derudover må det gerne være tæt på 3:05 eller 4:23 per km., selvom det lyder ganske hurtigt! :)

Tung i røven?

2013-09-20T21:17:00.000+02:00

Berlin Marathon er jo kun en stor uge væk, derfor er det vel meget passende med en update på løbeformen

Jeg skulle egentlig have løbet 20 km. i går, men altså for fanden, det regnede, så jeg kom til at spise 3 stykke drømmekage, da jeg kom hjem fra kontoreret. Jeg tog mig dog alligevel sammen og endte med at løbe 10 km. med marathonpuls. Lad mig sige det med det samme. Det gik supergodt. Pulsen lå på 79-82%, hvilken er spot on, samtidig løb jeg 4:11 per kilomter, så det er jo ganske positivt frem mod det der marathon.

Dagen i dag bød på et par kilometers opvarmning, 5 km på bane efterfulgt at lidt nedvarmning. Det er et stykke tid siden, at jeg har løbet 5 km. med relativ fuld skrald. Inden starten stod jeg med dilemmaet på Viby Stadion. Skulle jeg følge uret og stoppe, når det sagde 5 km., eller skal jeg stole på, at designeren af løbebanen kan måle 400 meter rundt. GPS ur og omgangen er nemlig ikke altid enige. Vi besluttede os for at løbe de 12,5 omgange, og det var forfærdeligt men alligevel lidt fedt. Hvis jeg havde stoppet uret ved 5 km., så havde jeg løbet 17:50. Efter 12,5 omgange havde jeg løbet 18:29. Det er vel sådan set udemærket på sådan en fredag eftermiddag.

Det er måske ikke for tidligt, at begynde at få lidt tidsambitioner, men dem venter jeg lige med til på søndag. Der skal Hårmodellen nemlig løbe H.C. Andersen Marathon, og hvis han eksempelvis løber 3:07:32, så er det tiden, som jeg skal slå i Berlin. Det gælder jo om at have håneretten jo. Realistisk set, så håber jeg at kunne løbe tæt på 3:10, men nu må vi se. Jeg skal ihvertfald slå min gamle PR på 3:18:17.

Klub 100

2013-09-15T20:47:00.000+02:00

Jeg har tidligere være medlem af en klub 100-klub. Det var dengang jeg vejede over 0,1 ton. Det var altså tider. Forestil jer det lige, man kommer hjem fra arbejde, tænder for tv2 kl. 16:10 og ser High School afsnittene af Beverly Hills 90210. Donna Martin graduate og alle de afsnit. Brenda var nu altså sød. Hun kunne også godt lide bad boys som mig. Det skete også, at man nappede en morfar inden maden blev serveret. Det var slet ikke dumme tider! :)

I denne uge er jeg blevet medlem af en ny klub 100. Jeg har for første gang i min løbe- og trikarriere løbet et 3 cifret antal kilometer på en uge.

Jeg har løbet følgende ture denne uge:
Mandag: 17,01 km
Tirsdag: 10,79 km
Onsdag: 0 km
Torsdag: 20,32
Fredag: 6,51 km
Lørdag: 30,01 km
Søndag: 16,05 km

Samlet 100,69 km.

Jeg synes egentlig at det har været fedt. Jeg har reageret godt på den øgede mængde. Jeg bøvler ikke med lysken. Den er højst en smule øm, når jeg vågner, men det er egentlig også det. Den stereotypiske marathonløber vil nok argumentere for, at så mange kilometer, når jeg har et marathon om 14 dage er en dårlig idé. Jeg har dog i forbindelse med mine 3 ironmans haft god erfaring med at først trappe ned for alvor en uge før konkurrencen, og når det har virket, hvorfor så ændre det?

Min første podieplacering.

2013-09-07T20:38:00.005+02:00

Jeg besluttede mig for, at køre Skive Triathlon i går. Til dem der ikke kender Skive Triathlon, så er det måske egentlig fair nok. Det er første gang, at det blev kørt, og jeg var den sidste, der eftertilmeldte mig som nummer 83. Distancerne var 500 meter svømning i Karup Å. 25 km. cykling og 5,3 km. løb.

Jeg sov egentlig ikke specielt godt i nat. Højdepunktet var dog, at jeg drømte at jeg kørte cykelløb i Skive. Jeg drømte, at man kørte runder, og på næstsidste runde overhaler jeg Torbjørn Sindballe og Rasmus Henning, og kørte alene i front. Ud på sidste runde overhaler de mig igen. Jeg tror dog, at de kører intervaller, for de kører skiftevis langsomt og hurtigt. Jeg kommer op på siden af dem igen. Jeg giver den det sidste, overhaler og vinder Skive cykelløbet. Sekundet efter vågner jeg med et smil på læben. Det tegnede ligesom til at blive en god dag allerede fra første øjeblik.

Jeg får spist morgenmad, pakket grej, Scotty og begiver mig mod Skive. Kl. 12:10 rammer jeg Skive og får mig eftertilmeldt. Jeg går mod T1 for at tjekke konkurrenterne. Det var ikke skræmmende. Ud af 80 cykler var der vel 10 tricykler, og Scottys 1080 baghjul var hjulet med den højeste profil. Det var vigtigt, og bestyrkede min voksende selvtillid. Det skulle nok gå godt. Samtidig så jeg klubkammeraten Flemming, som vandt et tristævne, og han kendte nogle af konkurrenterne. Vi aftalte at mindst en af os, skulle på podiet. Det måtte da være muligt, da Flemming er skarp for tiden! :)

Efterfølgende hopper vi i Karup Å. Vi havde fået at vide, at der var medstrøm i venstre side. Det var korrekt .Vi blev nærmest skubbet frem. Starter går, og jeg forsøger at holde på Flemming. Det gik vel også ca. 100 meter, og så var han væk. 500 meter med kraftig medstrøm går ganske hurtigt, og jeg er oppe af vandet som 6´er lidt over 6 minutter senere. Jeg overhaler en fyr i T1 og kommer ud som 5´er efter 8:48. Det var en ganske lang T1, så det var rigtig fornuftigt. Jeg ser lige Flemming og ønsker ham god tur.

På cyklen får Scotty gas lige fra start, og pulsen er for høj stort set alle 25 bakkede km. Efter 6 km. overhaler jeg første mand på ruten. Han forsøger at hænge på, men det er kun få hundrede meter. Få kilometer senere henter jeg mand nummer 2, og placerer mig som nummer 3 i feltet. Han hænger på til ca. 18 km, hvor jeg smider ham. Ved 23 kilometer skal jeg dreje til venstre, men hjemmeværnsmanden er meget tøvende, så jeg bremser op, hvilket sådan set er heldigt nok, da hans tøven gør, at en bil kører frem, og jeg er nød til at klikke ud af pedalen. Det koster vel ca. 20 sekunder, og det hul jeg har slået, bliver lukket igen. Jeg kommer ind i T2 med 2 triathleter hængende efter mig. Cykelturen og T2 blev klaret på 42:14. Mit bud er, at jeg kører 37,3 på cyklen i snit.

Jeg synes egentlig at jeg laver et godt skifte, men alligevel kommer en fyr løbende ud før mig, og kommer vel ca. 50 meter foran mig. Jeg får ham dog hentet ganske hurtigt, og får slået et hul, men han hænger på. Jeg havde fået at vide, at der efter ca. 1 km. kom en bakke, så jeg forsøgte at holde igen, da puls stadigvæk lå en den ganske høje ende. Nr. 4 holder stadig snor i mig ca 25 meter bagude, men kommer ikke nærmere. Efter 3 km. rammer vi en skov, hvor det går det går op og ned hele tiden. Det virker til at knække nr. 4, da hullet bliver større og større. Da vi igen kommer ud af skoven kan jeg høre på højtaleren, at Flemming er blevet nummer 2. Jeg løber i mål som nr. 3. De 5,3 km. blev løbet i 20:41. Den samlede tid blev 1:11:45.

Jeg fik mig gjort lidt lækker. Jeg skulle på podiet. Modtage publikums store hyldest. Modtage min præmie. Det havde kostet 285 kr. at være med, at jeg havde glædet mig til at indløse en eller anden lækker sportstaske fra det lokale pengeinstitut, men ak, det var kun første mand og første kvinde, der kom på podiet og fik en præmie. Det var sq lidt nitte. :)

Jeg er nu godt tilfreds. Jeg er en gammel diesel travhest (kender du dem?), så en 3. plads i mit første sprintstævne er vel faktisk meget godt. :)

Generelt var det udemærket stævne med et par store skønhedsfejl. Når man arrangerer cykelløb med distancer fra 25 til 100 km. og et triathlon samme tid, så skal man være sikker på, at de ikke komme i mål samme sted og samme tid. Nogle triathleter måtte springe til side, da cyklisterne kom blæsende i mål. At jeg er ved at blive kørt ned på cykelruten, er måske delvis min egen skyld, og ikke noget som jeg vil give arrangøren skylden for. Den allerstørste fejl synes jeg dog, at folk måtte køre uden hjelm. Det er bare ikke okay. Kører folk ikke med hjelm til stævner, skal de bare ikke have lov til at starte. Den burde egentlig ikke være sværere. Ingen kom umiddelbart til skade, og jeg synes egentlig, at det var et hæderlig første forsøg som tristævne - også selvom jeg ikke kom på mit fortjente podie. :)

Status pt

2013-09-04T21:40:00.001+02:00

Kære læsere,

Jeg synes efterhånden, at jeg skylder et opdatering på, hvad jeg går og roder med for tiden.

Marathon projektet:
Jeg må være ærligt at indrømme, at det halter lidt. Nu kommer undskyldning på undskyldning. Jeg synes egentlig, at gejsten har manglet lidt. Jeg savner triathlon, og jeg savner svømningen og cyklingen. Det skal dog ikke være en undskyldning, men jeg kan mærke, at jeg savner nogen at træne med. Generelt synes jeg egentlig, at min form er fornuftig. Jeg løber ganske fint, og specielt på mine lange intervaller føler jeg mig ganske fornuftigt løbende. Det halter dog med de lange distancer, det bliver der dog rettet op på de næste par uger. Sub3 i Berlin tror jeg ikke på, mindre kan også gøre det, men PR skal det ihvertfald blive til (3:18:17).

My Fit Life:

Jeg roder som skrevet med lidt forskellige projekter. Et af projekterne er, at bloggen snart holder flyttedag. Jeg er simpelthen blevet en del af et nyt blognetværk, som hedder My Fit Life. Det er et netværk fyldt med sundhed- og træningsblogs. Der er en masse gudesmukke kvinder, hårdtpumpede mænd, opskrifter på sunde kager og en chips-spisende triathlet. Bloggen kommer stadig til at være på SorenRohde.dk og SørenRohde.dk for den sags skyld, men det flytter fra blogspot over på en wordpress platform. Det skal nok blive godt! :)

Glandon Racing:

Dem der følger min instagram profil... Den lader vi lige stå lidt... har som det mest naturlige lagt mærke til det billede, som jeg postede i går aftes. Udover min fantastiske triklub FFD Kralupy Tri er jeg også blevet en del af et nyt team. Glandon Racing består af 7 århusianske Kona-aspiranter, en team leader og en marketingansvarlig. Udover at det er nogle skarpe holdkammerater så skal det også hjælpe os med at finde sponsorer. Meget mere om det senere.

Derudover er der en del andre småprojekter, så generelt synes jeg egentlig, at jeg har nok at rykke i. :)

Hawaii projektet

2013-08-27T21:46:00.002+02:00

Nuvel, det er måske lidt en overdrivelse at kalde næste års deltagelse for deltagelse i KMD Ironman Copenhagen for et Hawaii projekt, for chancen for at jeg rent faktisk kvalificerer mig, er yderst marginal. Jeg skal finde en måde, hvor jeg har medvind hele vejen rundt, hvor de andre nærmest har orkan-agtig modvind. :)
Det skal dog ikke forhindre mig i at planlægge, at jeg som det mest naturlige planlægge får et slot til Hawaii.

Første del i projektet er at søge sponsorer. Jeg har aldrig søgt sponsorer, da jeg egentlig har haft det fint med "at være selvstændig", men nu vil jeg summe lidt over, hvad jeg kan tilbyde virksomheder, for de skal jo ikke sponsorere mig, fordi jeg kommer til at vinde noget som helst. De skal sponsorere mig, fordi jeg har noget at tilbyde deres virksomhed, så selvom de poster penge i mig, så skal de føle, at det er et plus-projekt for dem.

Jeg er også blevet inviteret til et møde med andre dygtige aarhusianske Ironman Hawaii prospects, hvor vi skal snakke sponsorer, så må vi se, hvad det ender ud med.

Skulle der tilfældigvis sidde en branding-guru-ironman-sponsor-expert derude, er du da velkommen til at skrive. :)

KMD Ironman Copenhagen 2014

2013-08-26T21:16:00.003+02:00

I dag kl. 12 startede tilmeldingen til KMD Ironman Copenhagen til næste års konkurrence. Jeg var egentlig lidt i tvivl helt til det sidste, om jeg skulle tilmelde mig eller køre et andet stævne. Havde der været helt frit valg på alle ironman hylder, havde jeg formentlig kørt Ironman Austria eller Ironman Frankfurt. Det var selvfølgelig udsolgt allerede inden jeg overhovedet havde overvejet 2014 sæsonen. En amerikansk ironman eller den i Sydafrika var også en mulighed, men så er vi også ude i, at det bliver en (endnu) større udskrivning at køre den ironman. Da jeg samtidig gerne vil køre stærk, blev det Ironman Copenhagen, som formentlig er den hurtigste af alle de nævnte.

Det er naturlig tidligt at snakke om ambitioner. De er dog allerede begyndt at summe lidt i mit hoved. Målet er naturligvis PR, og helst også en ganske klar PR. Jeg kørte 9:35:30 til Challenge Roth, og København er en væsentlig hurtigere rute, så såfremt vind og vejr er nogenlunde med mig, så burde det absolut også være muligt.

"Jamen hva´ så mæ de der Hawaii slot?"

Der er 50 slots til Hawaii. Hvis jeg skal have en realistisk chance for at kvalificere mig til verdensmesterskabet på Hawaii, så skal jeg køre under 9 timer. Det er formentlig ikke realistisk lige nu, men den skal have forsøget, dog vil jeg stadig sige, at Hawaii er ikke et mål, men derimod en bonus, for vil jeg kvalificere mig til Hawaii, havde jeg klart valgt et andet stævne med bedre muligheder. Jeg vil tro at mit umiddelbare topniveau er omkring 9:10, men det skal da forsøges at gøre endnu bedre.

Jeg glæder mig utrolig meget til at give den gas og blive en bedre triathlet. Den næste måned kommer dog til at gå med at forbedre mit løbeniveau, som forhåbentlig peaker til Berlin Marathon om en måneds tid. Derefter går jeg all-in på triathlon igen! :)

Sådan lapper du din våddragt

2013-08-22T22:01:00.003+02:00

Drengene fra Triudstyr.dk var i vildrede. De kiggede på hinandens sammenbidte ansigter. Det var ikke fordi, at trisæsonen er ved at være ovre. Det kunne man ellers godt tro, men derimod fordi folk havde forespurgt på en artikel om, hvordan man lapper en våddragt. Det vidste de naturligvis intet om, derfor forespurgte de den eneste de kender med en svendebrev - det var nemlig mig. :)

Efter et længere tilløb fik jeg skrevet artiklen, som du kan læse lige her.

Har du spørgsmål til artiklen er du meget velkommen til at skrive! :)

KMD Ironman Copenhagen 2013

2013-08-19T22:54:00.002+02:00

... som tilskuer...

Det var en ganske speciel oplevelse. Jeg føler egentlig godt, at jeg kunne have været klar til selv at køre med, men efter Roth har fokus være på andre ting, men jeg må da nok indrømme, at da jeg stod ved Amager Strandpark lige inden starten, hvor jeg kunne se alle de spændte triathleter, og samtidig kunne se at vinden kom perfekt, fortrød jeg at jeg ikke var med, men okay, der er jo heller ikke noget ved at gøre tingene halvt for at fedte en halvsløj tid hjem. Fuld gas eller ingen gas er måske egentlig et meget godt mantra. Samtidig betød det også, at jeg kunne bruge min energi på at råbe og heppe på mine venner og klubkammerater, som kørte derovre.

Løbecoach som heller ikke kørte, var min sidekick og efter at vi havde sendt drengene, en kongelig og en pige afsted på cykelturen kørte vi mod Geels bakke. Jeg synes Geels bakke er ved at lære det. Der var i hvert fald, i følge mit estimat, nogle flere mennesker end sidste år. Det kan også være, at jeg simpelthen bare kører så hurtigt, at folk ikke var nået at komme derud, men jeg tror nu mest på det første. Okay, det er langt op til Solarer Berg til Challenge Roth. Dertil mangler mange mange tusinde mennesker og ganske store mængder øl, men folk, både atleter og tilskuere, gav god gas på bakken.

Derefter stod den på frokost på DiMinute i nordvest. Deres sandwich (nr. 65) med bresoala er absolut topklasse, hvor vi kørte mod Christiansborg. De bedste var lige kommet ud på løberuten, hvilket var ganske spændende. De har jo helt vildt meget knald på, men det mest spændende er jo nok når man kommer længere hen på konkurrencen, hvor alle age grouperne kommer, og man samtidig kan se, at det bliver hårdere og hårdere for hver runde. Vi havde placeret os ved Knippelsbro, hvilket var et godt sted, hvor man kunne se deltagerne 2 gange på hver af de 4 runder. Stemningen var høj og det var fedt at se alle de forskellige typer. Jeg blev da i hvert fald hæs samtidig med, at mine hænder gjorde ondt af alt klapperiet.

Sidst gik vi mod finish line på Christiansborg. Det var så fedt at se alle deltagerne løbe i mål. En lille detalje var også, at når man kiggede på rigtig mange af atleterne lige ved målstregen var det tydeligt at se at rigtig mange af dem havde gåsehud. Jeg må også indrømme at mine venner og klubkammerater fik målstregsallergien lidt op i mig. Specielt Steffen som rejste sig efter Challenge Roth med en supertid gav lidt fugt i øjnene. Det var fedt!

Det var en fed oplevelse at være tilskuer, dog må jeg indrømme, at jeg håber, at jeg er deltager næste gang. :)

A GF

2013-08-06T22:02:00.004+02:00

Det er jo sådan, at når man siger A, så skal man naturligvis også sige GF. Det synes jeg, at jeg har gjort her på min marathon projekt. Jeg skrev jo i søndags, at fra mandag skulle den have gas, og allerede mandag formiddag havde min nye løbecoach sendt et program frem mod Berlin Marathon, og lad mig bare sige det med det samme. Det bliver hårdt, og det bliver væsentlig mere løb, end jeg har været vant til.

Løbecoach er en hård mand, så de kommende uger skal jeg løbe følgende kilometre.
Uge 1: 80 km.
Uge 2: 90 km.
Uge 3: 101 km.
Uge 4: 90 km.
Uge 5: 111 km.
Uge 6: 120 km.
Uge 7: 90 km.
Uge 8: 56 km.

Under min ironman træning har jeg på de uger, hvor jeg har løbet meget løbet 50-60 km., så det bliver spændende, hvordan min krop reagerer på det. Normalvis er det løb, som tager hårdest på mig, derfor må jeg da også indrømme, at jeg er en smule spændt på, om den gamle krop kan holde til det, men mon dog ikke.

Mit program denne uge er bygget op på følgende måde.
Mandag: 5 km morgenløb. 12 km tempo 4:30
Tirsdag: 5 km morgenløb.
Onsdag: 5 km morgenløb. 5 x 1000 meter + opvarmning/afjog
Torsdag: 5 km morgenløb.
Fredag: 5 km morgenløb. 12 km. tempo 4:12
Lørdag: 5 km morgenløb.
Søndag: 16 km løb. Første halvdel i 4:30 - anden halvdel i 4:12

Jeg er dog nød til at ændre programmet lidt for at få det til at passe. Eksempelvis er de 5 x 1000 meter taget ud til fordel for tirsdagsinterval med triklubben, da jeg skal cykle med førnævnte triklub i morgen.

Bliver jeg ikke god af det her program, så bliver jeg det slet ikke. :)

Marathon - og hvad så?

2013-08-04T22:34:00.002+02:00

Jeg skal i gang.

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg mangler et mål med min træning. Der er jo altid en hæk, der skal klippes, en kartoffel der skal hyppes eller plæne/kone der skal slås, og modsat før Challenge Roth, hvor det var træningen der vandt, så er det de andre projekter, som vinder lige pt. For at kalde spaden for hvad den er, så laver jeg ikke en skid. :)

Det skal der laves om på startende NU! :)

Mit næste stævne er jo Berlin Marathon, og jeg har egentlig haft en lidt ligegyldig holdning til stævnet. Det er jo bare et marathon. Jeg havde egentlig regnet med at hyggelunte mig i gennem. Det bliver også ændret nu. Alt min løbetræning skal være fokuset på at løbe sub3. Det skal gennemsyre min træning frem mod stævnet fra nu af.

Planen er derfor, at jeg vil tage fat i en tidligere kollega. Han har sub2:40-marathons på cv´et. Ham kan jeg garanteret få til at komme med nogle rigtig gode træningpas/programmer. Selv her på hans ældre dage er han hardcore. Minimum 4 løbepas pr. uge de næste uger. Derudover skal jeg også mindst have 1 svømmepas og 1 cykelpas om ugen, bare fordi det er fedt.

Bare for lige at trumfe min "genopstandelse", så har jeg købt 2 nye par sko her til aften. Det gamle var færdige efter Roth, derfor skulle de naturligvis skiftes ud. De bliver præsenteret i et af de kommende blogindlæg.

Træningen frem mod marathon i Berlin starter nu - sæt igang! :)

Post-race-limbo

2013-07-30T22:55:00.000+02:00

Der har været lidt stille på bloggen her på det sidste. Jeg synes egentlig ikke, at hverken tiden eller overskuddet har været til det. Jeg må nok også indrømme, at der ikke ligefrem har været breaking news sådan rent triathlon-mæssigt i mit liv. Jeg synes egentlig også, at jeg har haft behov for et par uger efter Challenge Roth, hvor triathlon ikke har været det alt overskyggende.
Nu skal jeg dog i gang igen, men jeg tænker lidt over, hvad jeg egentlig skal i gang med? Nuvel, jeg har Berlin Marathon, men det er jo et løb. Det tæller ikke rigtig, men hvad skal jeg nu? Da jeg kørte min første ironman vidste jeg få minutter efter at jeg havde krydset målstregen, at jeg skulle køre sub10. Inden sidste års Challenge Copenhagen havde jeg allerede tilmeldt mig Challenge Roth, så der var målet for 2013 allerede sat, men hvad nu?

Jeg ved det sq ikke rigtigt...

Det kunne da være fristende at gå all-in på Hawaii. Jeg synes egentlig, at jeg har et hæderligt triathlon niveau, men jeg er samtidig heller ikke i tvivl om, at jeg kan blive endnu bedre, derfor burde det også være muligt, at køre en tid, der kan kvalle mig til Hawaii i 2014. Det kunne være fedt at gå all in på det projekt, men så skulle det også være fuldstændig all in. Du ved, ud at søge sponsorer, mere fokus på kost, en coach og måske en mere videnskabelig tilgang til triathlon i forhold til min lidt casual tilgang til tri.

Jeg har også et ønske om at gøre dumme ting. Det kunne være superfedt, at køre et stævne som Norseman eller Ö till Ö (10 km. svømning og 65 km. løb) Derudover leger jeg også med tanken om at bestige noget højt i Nepal, så der er rigelig med dumme projekter.

Altså nu må vi se. Det er ihvertfald bare vigtigt for mig, at jeg har et mål om noget. Hvad det så ender med at blive, kommer der formentlig en update på lige så snart jeg ved det.

Restitution

2013-07-20T21:37:00.001+02:00

Jeg synes altså, at kroppen, specielt min egen, er en ret finurlig størrelse. Jeg er kommet mig over min ironman, sådan næsten da, noget hurtigere end forventet.

Mandag, dagen efter Roth, var hård. Specielt køreturen hjem var lang og hård. Jeg havde ikke sovet specielt godt om natten, så det var en lang tur hjem. Jeg kunne nøjes med en enkelt vabel. Begge mine fødder var hævet, og det var blevet til slidsår og gnavemærker på fødder, hofte og nakke. Det var absolut heller ikke en fornøjelse at skulle koble ud i bilen, men generelt synes jeg, at det er nådigt sluppet distancen taget i betragtning.

Tirsdag vågnede jeg i Sønderjylland. Jeg havde frygtet tirsdag, da det normalvis er 2. dagen, som er værst ved mig. Jeg havde dog fået en god nats søvn, og jeg kunne straks mærke, at natten havde været god ved mig. Smerterne var næsten væk, hævelser i fødderne var faldet og mine problemer med at koble ud var næsten væk.

Onsdag var jeg stort set smertefri, og jeg skulle egentlig havde løbet en tur, men planer gjorde, at den blev udskudt til torsdag.

Torsdag dovnede jeg også, så det blev til endnu en hviledag.

Fredag blev det endelig til træning igen. Jeg skulle ud på min 10 km. løbetur. Udover at der ikke var fart i benene overhovedet følte jeg egentlig at det gik okay. Mit knæ gjorde dog ondt efter 8,5 km. samme sted som til marathon i søndags, så jeg valgte at gå hjem når jeg liiiige havde rundet næste kilometer, så det blev til 9 km. i alt.

Jeg tror, at grunden til, at jeg ikke er så smadret som forventet er, at jeg ikke ramte muren på løbet i søndags. Jeg var altså ikke helt smadret, da jeg kom i mål, hvilket med garanti også har forkortet min helingsproces betragteligt. Jeg er allerede begyndt at tumle lidt med tanker om, hvad jeg nu skal finde på. Der er jo Berlin Marathon i september, men solen skinner og vejret er godt. Det kunne da være fedt, at lave noget inden ikk´? :)

Race report Datev Challenge Roth 2013

2013-07-18T16:30:00.000+02:00

3:25 bibbede telefonen søndag morgen. Det var absolut først på dagen, men jeg skal spise min morgenmad 3 timer før racestart, og jeg skulle starte 6:30, så måtte det jo være der, jeg skulle op. Morgenmaden bestod af tarvelig tysk müsli med mælk. Det gled ned sammen med et glas udemærket juice. De sidste ting blev pakket i poserne og kl. 4:15 tog vi afsted mod Hilpoltstein, hvor svømningen foregik. Da vi ankommer til pladsen ved 5-tiden, summer der allerede af liv og nervøse triathleter. Musikken i området er pompøs og klassisk, og stadionspeakeren kvidrer på tysk og engelsk omkring vind og vejr. Jeg får tjekket Scotty. Hjulene ruller som de skal, og bliver pumpet med 9 bar foran og 9,4 bar bag på. Det skal jo spille, og det synes jeg også det gjorde i startområdet. Jeg skulle jo starte i første startgruppe kl. 6:30. Man kunne godt fornemme, at det var skarpe folk jeg stod i blandt. Der var absolut ikke overladt noget til tilfældighederne og de så skarpe ud. Jeg får overstået toiletbesøg og får mig skruet i ZeroD Vflex´en. Jeg er ved at være klar til race!

Svømningen:
Vi bliver ledt ind i en lille indhegning. Det var kvæg på vej til potentiel slagtning. De mange hjælpere og tilskuere gør, at der er en god stemning. Vi skal svømme i Donau og jeg kigger langs floden. Jeg får næsten kuldegysninger ved at tænke over det.

Speakeren havde både på engelsk og tysk fortalt at floden var 22,7 grader. Den var faktisk varmere end luften, så det var lækkert at hoppe i vandet. Jeg havde justeret de helt nye svømmebriller, så jeg følte mig klar. Der var start fra vandet. Jeg var overraskende rolig. Normalvis plejer der at være de der Elefantsommerfugle i maven af mig, men de var væk, og jeg følte mig klar til kamp og en lang dag. De hurtige drenge og piger stod helt oppe ved startsnoren, og starteren måtte flere gange guide dem tilbage, fordi de var foran stregen. Jeg havde placeret mig i højre side 2-3 meter fra stregen. Starten går, og det er egentlig rimelig roligt. Vi svømmer tæt, men jeg finder hurtigt en rytme, og får eller giver ikke de store slag. Efter 750 meter bliver jeg overhalet af en fyr. Jeg kan fornemme, at ham kan jeg ikke overhale, så jeg beslutter mig for, at smide mig lige bag ham, så kan han få lov til at trække. Jeg sparer kræfter, men svømmer stadig i god fart, så det kan næppe være bedre. Ved første vende punkt efter ca. 1500 kigger jeg hurtigt på uret. 1:29 pr. 100 meter. "Fuck fandme ja! Det er klart under en time på 3,8!". Jeg kigger op og orienterer mig. Mine "fødder" er 8 meter foran mig. Jeg skal suge mig fast på de fødder, så jeg får sprintet op til dem, og som en tæge suger jeg mig fast. Jeg får også tænkt, at der må være en kæmpe medstrøm, som jeg ikke havde bemærket for 1:29 pr. 100 meter er tæt på PR-pace og jeg hygger mig bare. Lige efter 2 km. får jeg kigget på uret, der viser 31 minutter rent. Jeg er ovenpå, og mit fokus er de hurtige fødder foran. Nu lyder jeg måske lidt som en nasser, men ham foran gjorde det samme. Han jagtede hurtige fødder, og når de var for langsomme, accelerede han til et par nye fødder. Det skal klart være min taktik til fremtidige stævner også. Jeg taber ham ved sidste bouy, og må svømme de sidste par hundrede meter ind selv. Jeg kommer op af vandet. Uret siger 4.08 km. og tiden blev 1:02:24. Det var simpelthen den perfekte svømning for mig. Jeg brugte ikke for meget energi og var samtidig 2,5 minut hurtigere end ventet.

T1:
De kan altså noget med at arrangere de tyskere. Når man kom op af vandet, stod der en kvinde, der råbte "ZWEI ZWEI ZWEI". Mit nummer var jo 222 og da jeg kom op til min pose, som en sød pige klar med den. Jeg løber ind i teltet, hvor en ny pige står klar til at hjælpe. Jeg smider våddragten, men jeg skal ikke komme briller og dragt i posen. Det gør den unge dame. Superservice og jeg er hurtigt ude af teltet. Jeg løber hen til Scotty, tager min lånehjelm og briller på og løber mod mount line. Jeg klarer skiftet på 2:25.

Cyklingen:
Nu skulle der hentes tid! Målet var 36,6 km/t, og den hastighed, når jeg lynhurtigt. Jeg når også op på over 37 km/t inden den begyndte at blive lidt mere bakket. Jamen hvad er nu det? Jeg havde forventet lange lige stræk, som skulle køres med 40 km/t. Well, not so much. De næste ca. 15 km. er en blanding af bakker og sving. Gennemsnitsfarten ryger et stykke under 36 igen. Det er nok bare her i starten. Den bliver flad igen. Det gjorde den også, bare ikke nær så meget som ventet. Ruten er noget hårdere end f.eks. København og kunne vel egentlig sammenlignes med årets Challenge Aarhus rute bare med længere bakker. Mit puls er perfekt, så jeg beslutter, at jeg vil ikke jagte 36,6 km/t i snit, men i stedet følge min puls. Om jeg så kører 4:55 eller 5:15 var jeg egentlig ligeglad med. Det var varmt i Roth og omegn, så skulle jeg første begynde at jagte en bestemt tid, ville der helt sikkert komme en regning, der skulle betales tilbage med renter senere på løbeturen. Man kan sige meget om byerne omkring Roth, men de går op i triathlon. Der var typisk lange borde langs ruten i byerne, hvor folk heppede, hørte musik og spiste og drak. De gav den gas, og hvis man så ovenikøbet gad at vinke til dem fik den lige en ekstra hak op på volumen. Det var for fedt! Jeg havde fået kæmpe snitfarten op over de 36,6 igen, da vi rammer en ny by med skiltet 10%. Som den erfarne bjergrytter, som jeg mener, at jeg er efter 10 dage i Alperne betragtede jeg ikke det som værende det store problem. Det var det nu sådan set heller ikke. Problemet var bare, at den strak sig over 5 km. Den gjorde ondt på snitfarten, men hvad der går op, går normalvis ned igen, når man cykel på en rundstrækning og endnu en gang kom min Alpe-erfaring mig til gode. Der kom en ca 3 km. lang nedkørsel. Jeg slukker hjernen og på de fladere stykker flår jeg til den i pedalerne, og når det gik ned sådan for alvor strittede jeg med røven, hovedet ned, knæene ind mod stellet og fuld gas ned. Det var dog relativ kort, så det man havde tabt på bakken op blev desværre ikke hentet ind igen. Efter ca. 70 km. kører man ind i Hilpoltstein igen. Vejen var spærret og der stod flere og flere mennesker og heppede. Der var et kæmpe banner, hvor der stod "Magic triathlon moment". Vejen tager et sving til højre og bom! Solarer Berg. Den berømte bakke på Challenge Roth cykelruten. Man kunne seriøst ikke se vejen for mennesker.

Det gav stå-pels på hele kroppen og på vej op af bakken første gang var min eneste tanke bare at "det her er for vildt." Det var det også. De kan også holde fest de tyskere! Jeg havde en rytme med, at jeg skulle spise gel og en saltpille for hver 15 km, men allerede ved 80 km. havde jeg fået ondt i lænden og numsen, så nogle af saltpillerne blev suppleret med en Panodil Zapp. Det virkede og smerterne forsvandt. I starten af 2. runde føler jeg mig egentlig halvtræt, så det passer mig ganske godt, at en større flok overhaler mig. Jeg smider mig som bagerste mand 10 meter bag dem. Det virker ligesom svømningen. Jeg får pulsen længere ned og kan bruge dem til at holde farten. Gruppen knækker og de er væk. Det passede heldigvis med, at en kvindelig pro, som jeg havde overhalet tidligere på 1. runde overhalede mig igen. Jeg tænkte at det formentlig ikke var den dummeste pacebooty at følge, og det passede heldigvis. Hun stod dog fuldstændig stille på 10%-bakken, så jeg var væk igen. Resten af turen forløb rimelig udramatisk med bakkerne og byerne som de store højdepunkter. De 180 km. blev kørt i 5:02:08 eller 35,7 km/t. Det er rigtig godt. Jeg kunne formentlig godt have kørt hurtigere, men med et efterfølgende marathon og på en rute, der var væsentlig hårdere end ventet, så er jeg rigtig godt tilfreds med 35,7 km/t.

T2:
Igen er jeg fuld af imponade over den tyske arrangør. Jeg smider cyklen til en hjælper. Igen står en anden hjælper og råber "ZWEI, ZWEI, ZWEI". På vej ind i teltet får jeg min pose. Inde i selve teltet bliver jeg guidet hen til et bord af endnu en hjælper. Jeg tager mine sokker på, mens hun gør min sko klar. En anden hjælper sprayer mig med solcreme. Jeg får nummeret på og får mumlet et "Danke Schön" og jeg er afsted. T2 bliver klaret i 1:30.

Løbeturen:
Jeg kommer ud på T2, hvor jeg straks ser Malene. "Her, tag din hat!" Godt move, det er 29 grader og høj solskin i Roth. Det er endnu for tidligt at sige, om kroppen har det godt, men det føles rigtigt. Pulsen er perfekt, og den første km. bliver løbet i 4:06. Jeg fortæller mig selv, at det trods alt nok er for hurtigt, så jeg tvinger mig ned i fart. På de første 3 km. er der skilte for hver 3-4 meter med personlige hilsener. Jeg ventede på at min kom - det gjorde den ikke, men det var en god måde at tænke på noget andet mens man løb i skoven. En anden ting som også pressede mig i skoven var, at jeg skulle på toilet. Jeg overvejede kraftig om jeg skulle ordne det på naturens vegne, men kom også frem til, at alt havde spillet i løbet ind til videre. Der måtte simpelthen være et toilet ved næste depot. Det var der også, så måtte lave et T3 efter 4 km. Når jeg alligevel bare sad der også øgede min kilometertid, kunne jeg lige så godt gøre noget fornuftigt, så jeg spiste en gel og prøvede at mentalt klargøre mig til de næste 38 km. Jeg fik gjort mig færdig, og havde ikke løbet andet end 100 meter inden jeg hørte "Kom så Rohde, go go go!" Hvem er nu det? Det var simpelthen Hårmodellens og dennes overscoring, der var taget til Roth for at heppe. Jeg vidste ikke, at de var i Roth, så det gav vinger at se dem. Løbet fortsætter ud til Donau floden igen, hvor vi løber langs vandet. Det er faktisk ikke specielt spændende, men jeg har det godt. Jeg får heppet på de første pro´er, og føler et kæmpe overskud. Fra jeg hoppede af cyklen kunne jeg mærke mit højre knæ gjorde ondt, og efter ca. 10 km. løb var det ikke blevet bedre. Min plan var inden løbet, at jeg ville forsøge at være positiv hele vejen, så da det gjode ondt siger jeg til mig selv: "Nå hjerne, vil du stoppe mig, er du simpelthen nød til at finde på noget, der gør mere ondt end det." Det lyder måske lidt plat, men det virkede for mig, og det blev brugt resten af løbet. Jeg brugte også en stor del af turen på at tænke på min niece, som lige har været på hospitalet, hvilket også hjalp mig med at fortsætte, når det gjorde ondt i knæ og lyske. Depoterne kom med ca. 2 km´s. mellemrum, så mellem hver depot har jeg fokus på, hvad jeg skal have næste depot. Hvis jeg er sulten tog jeg banan eller vandmelon. Hvis jeg var tørstig stod valget mellem vand eller cola. Når vi kom til en by var der masser af liv og folk, der heppede. Jeg havde stadig overskudt, så dem der klappede af mig fik et smil og en thumps up med på vejen. Efter halvmarathon begyndt kilometertiderne stille og rolig at blive langsommere, men jeg er egentlig ligeglad. Jeg vil bare igennem så godt som muligt. Første mål er 28 km, så 35, 38 og 40 km.. Ved 41,5 km. løber man ind ved stadion. Der bliver givet high fives til alle, og jeg har det alt for vildt. 20 meter fra målstregen står min kæreste og cykelcoach. Kæresten får 2 store smækkys inden jeg løber over stregen i et brøl. Jeg løber i mål i 3:27:20 og ender med en samlet tid på 9:35:45.

Jeg havde jo håbet på at løbe 9:30:00, men jeg er fuldt ud tilfreds med mine 9:35:45. Jeg svømmer, for mig, rigtig godt. På cyklen kører jeg det klogeste jeg kunne. Jeg kunne have valgt at cykle hurtigere, men vælger det kloge valg, at følge min puls og gameplan. Det var et godt valg, da jeg stadig havde gode ben på løbeturen. På løbeturen løber jeg efter min fornemmelse i kroppen. Jeg presser ikke mere end kroppen kan, og stoler på, at den træning, som jeg har haft op til, har været god nok til at få mig igennem på den ønsket tid. 9:35:45 er jeg stolt over. Det er den bedste tid, som jeg kunne lave på dagen, derfor kan jeg heller ikke være andet end supergodt tilfreds.

Lidt guf til talnørderne:

Split	Zeit	Platz
Swim	01:02:24	347
Trans 1	00:02:25	310
Bike	05:02:08	262
Trans 2	00:01:30	137
Run	03:27:20	194

Gesamt

Platz (M/W)	148 ud af 2504 mænd
Platz (AK)	49 ud af 407 i age group

Splits

Split	Tageszeit	Zeit	Diff	min/km	km/h
Swim Finish	07:32:11	01:02:24	01:02:24	16:26	3.65
Bike Start	07:34:36	01:04:48	02:24	-	-
Bike 37km	08:35:54	02:06:06	01:01:18	01:40	36.12
Bike 70km	09:33:22	03:03:34	57:28	01:45	34.45
Bike 120km	10:57:16	04:27:28	01:23:54	01:41	35.83
Bike 153km	11:57:40	05:27:52	01:00:24	01:51	32.68
Bike Finish	12:36:44	06:06:56	39:04	01:27	41.48
Run Start	12:38:13	06:08:26	01:30	-	-
Run 3,7km	12:55:19	06:25:31	17:05	04:38	12.99
Run 12,5km	13:35:30	07:05:42	40:11	04:35	13.14
Run 21,5km	14:19:08	07:49:20	43:38	04:51	12.38
Run 25,6km	14:39:48	08:10:00	20:40	05:11	11.61
Run 28,5km	14:55:55	08:26:08	16:08	05:23	11.16
Run 31,5km	15:12:07	08:42:19	16:11	05:24	11.11
Run 39,7km	15:54:11	09:24:23	42:04	05:08	11.70
Run 40,05km	15:55:54	09:26:06	01:43	04:53	12.31
Finish	16:05:33	09:35:45	09:39	04:31	13.33

Som en lille ekstra ting blev jeg nummer 3 af samtlige danskere til Challenge Roth

Indtjekning-af-cykel-hektik

2013-07-13T18:33:00.000+02:00

Challenge Roth er stort. Hvis du eksempelvis kørte Challenge Aarhus kan du gange expoen med 100. Det er kæmpe arrangement, og man har bare på fornemmelse af, at der er "styr på lortet" så at sige. Jeg fik set kvindeløb, endnu mere grej på messen inden bilen blev vendt mod Hilpoltstein, hvor svømningen og indtjekning af cykel skulle foregå.

Jeg havde rockstar brillerne på, Scotty var klar, afsted til indtjekning. Indtjeckningen blevet klaret af en tysk herre i gul vest. Se billederne i jeres hoved nu. Sådan så han ud. Han tjekkede cyklen, han beordrede hjelmen på og beordrede den af igen. Han får hjelmen og peger på en rids i den. Han fortæller mig, at den ikke er godkendt, og at jeg ikke kan køre, hvis jeg ikke finder en anden hjelm. Der var intet at gøre. Det er jeg jo naturligvis temmelig træt af, men regler er regler, og det burde jeg vide, at de naturligvis følger til punkt og prikke i Tyskland. Bom bom. Hvad fanden gør jeg nu? Jeg får lov til at tjekke cyklen ind, og så komme tilbage, når jeg har fundet en hjelm.
Tilfældet vil, at Martin ovre fra Trilosofi er ved at tjekke sin cykel ind lige bag mig. Jeg fortæller ham, at min hjelm ikke blev godkendt, og han siger, at jeg kan låne en af ham. Jeg afslår høfligt med en grunden "Jeg har en ekstra hjelm derhjemme på hotellet." Jeg får placeret cyklen, og får fundet Malene og Martins søde kone. Hun foreslår, at jeg bare låner Martins back up hjelm, og efter at have fået ilt til hjernen takker jeg naturlig ja til det fine tilbud. Jeg får hjelmen godkendt, og får tjekket startområdet ud.
Jeg har været ganske skarp/heldig da jeg tilmeldte mig stævnet. Man skal estimere sin sluttid, og den har jeg åbenbart sat så lavt, at jeg er kommet i første startgruppe. Det betyder, at jeg starter sammen med Pro´erne og at Scotty har fået en ret fin placering med hensyn til skifte. Til dem der følger eventen live på Challenge Roths hjemmeside, vil jeg godt garantere, at jeg gør alt for, at FFD Kralupy Tri får TV tid. Det er mig med den mørke våddragt! :)

PS. Martin + Kone. Jeg håber at I er til rødvin. Der er ihvertfald et par flasker på vej til jer sammen med hjelmen efter stævnet.

Ambitionerne til Challenge Roth

2013-07-12T14:39:00.001+02:00

Jeg glæder mig som et lille barn på søndag. Bare tanken om, at jeg skal køre et af største Ironman stævner på en af de hurtigste ruter i verden giver mig sommerfugle i maven. Samtidig siger vejrudsigten, at der bliver stort set vindstille. Det giver mig forhåbninger om, at jeg kan køre min til dato hurtigste Ironman. Det bliver alt for fedt!

Siden 1. Januar 2013 har jeg trænet 4362 km.

De kilometre er fordelt på 135 km. svømning, 3364 km. cykling og 863 km. løb.

Jeg har trænet 281 timer.

41 timer 12 minutters svømning.

126 timer 13 minutters cykling.

67 timer 47 minutters løb.

45 timer 12 minutters spinning og hometrainer

10 minutters planke.

Den træning har haft et grundlæggende mål, og det er, at gøre mig klar til Challenge Roth, men spørgsmålet er så, om det er nok?

Tider, specielt på Ironman distancen, er en lidt svær størrelse. Distancen er så lang og der kan gå så mange ting galt, at det kan være svært at spå om tiden. Mit mål er dog, hvis alt går vel, at gennemføre på 9 timer 30 minutter.

Hvis jeg rammer den perfekte dag, kører jeg følgende tider:

3,8 km. svømning: 1:05:00

T1: 3 minutter

180 km. cykling: 4:55:00 (36,6 km/t)

T2: 2 minutter.

42,2 km løb: 3:25:00 (4:51 pr km.)

Samlet tid: 9:30:00

Det er planen. Challenge Roth har altid været kendt for at være hurtig. Noget af det, som taler for, at det bliver en hurtig tid er, at vi svømmer i en kanal uden nogen særlig strøm eller brandmænd, korte skiftezoner, stort set inden vind, god asfalt og rigtig mange tilskuere. Jeg lever for, at folk hepper på mig, derfor er jeg ganske sikker på, at det kommer til at give mig ekstra energi, når det kommer til at gøre ondt, og det ved man bare, at det kommer til at gøre, spørgsmålet er bare hvornår. Jeg bilder mig selv ind, at jeg er relativ skarp på cyklen lige pt. Det gik godt til Challenge Aarhus, hvor jeg kørte 35,9 km. på en noget mere bakket og teknisk rute. Jeg kørte 5:03 til Challenge Copenhagen sidste år, så der skal hentes 8 minutter. hvis 4:55 skal lykkes. Jeg er god og hurtig på flade lige stykker, og dem skulle der være en del af på cykelruten. Det afsluttende marathon bliver spændende. Jeg løb halvmarathon på 1:27 i Aarhus, men siden har jeg ikke følt mig specielt godt løbende. Jeg tror dog ikke, at min løbeform er forsvundet på et par uger, derfor tror jeg også, såfremt jeg har kørt med hjernen tændt på cyklen, at jeg burde kunne løbe 3:25 uden de store problemer. Det er alt sammen i en perfekt verden uden defekter på cyklen, hvor kroppen vil præcis det samme som hovedet, og hvor varmen ikke gør, at jeg dehydrerer. Vil den ikke det, så må jeg revurdere målet undervejs. En ting er dog 100% sikkert. Jeg gennemfører.

Hvis du har lyst, kan du følge mig her, hvor du skal søgeefter nummer 222.

Dag 8 og 9: Hvile i det franske

2013-07-11T00:34:00.001+02:00

De sidste 2 dage bliver slået sammen til et indlæg, og det gør de fordi, at jeg dybest set ikke har lavet noget som helst spændende. Jeg er i absolut restitutionsmode. I går var total hviledag. Hele dagen blev brugt på så lidt som muligt, så jeg tullede bare rundt. Det var fantastisk. I dag har været stort set magen til. Jeg har dog haft 5 x 1000 meter løb i 10 km. pace + opvarmning og afjog. Det gik rimelig fornuftigt. Jeg løb mellem 3:50 – 3:55 pr. km uden at være presset. Benene føltes lidt tunge, men jeg tror nu egentlig mest, at det er psykologisk. Jeg føler altid at jeg er ved at eksplodere i dagene op til et stort stævne, egentlig mest fordi jeg laver for lidt og æder for meget. Det er standard. Jeg regner med, at jeg kan være lidt ligesom de lidt for tykke Tour De France ryttere, der kører sig i form i løbet af touren. Jeg kører mig forhåbentlig også i form i løbet af Challenge Roth.

Planen i morgen er, at jeg svømmer en times tid. Jeg er ligeglad med distancen. Det vigtige er at være i vandet i den tid, som jeg formentlig kommer til at svømme i Roth, ellers er planen at Scotty skal testes. Det bliver en time på de flade brede cykelstier hernede. Det indbyder godt nok til at give den maksimal gas, men jeg behersker mig og kører i den absolut lave ende af min konkurrence-cykelpuls samtidig med Scotty bliver testet om alt er spændt og justeret til perfektion. Det bliver en fantastisk dag i det Annecy´ske.

Dag 7: Alpe d´Huez

2013-07-09T08:45:00.000+02:00

Vi kørte relativ tidligt mod Alpe d´Huez, men alligevel blev den 11 inden vi parkerede bilen, da vi lige skulle over Col du Glandon. Det er i øvrigt et helt crazy bjerg på begge sider. Den har altså nogle ganske seriøse stigninger på begge sider. Det var nu fristende at tage Glandon med, men jeg meldte fra allerede inden vi startede, så mit eneste mål i dag var Alpe d´Huez på under en time. Til folk som aldrig har set Tv2 om sommeren vil jeg gerne fortælle kort om Alpe d´Huez. Bjerget er kendt for sine 21 hårnåle sving og er 13,3 km. fra bunden til toppen. Det havde jeg så som mål at køre på under en time, fordi hvis man kan det, så er man sej. End of story. J

Jeg havde inden fået at vide, at de første par sving var stejle. Derefter fladede den ud og oppe i selve Alpe d´Huez by, skulle den nærmest gå ned af. Jeg havde indstillet mit urs virtuelle partner til 13,5 km. Det var bare den, som jeg skulle slå, så var under 1 time jo ”home safe”.

Mine to buddies havde ret. De første sving var stejle. 10-13%. Det gjorde også at pulsen steg i rekordfart lige som syre i benene var der med det samme. Jeg fik presset pulsen ned fra 88 til 82-85%. Der kørte det egentlig rimelig fornuftigt. Jeg har et system, hvis jeg skal tænke på andet end at det er superhårdt. Jeg begynder en kamp – mig mod alle de andre. Hvis jeg bliver overhalet får de et point. Overhaler jeg så får jeg et point. Lad mig bare sige med det samme, at det blev en knusende overlegen sejr. Jeg vandt faktisk 35-0! Så gjorde det mindre ondt. :)

Jeg kørte konservativt op i starten, så jeg virkelig kunne give den gas, når den begyndte at flade ud. Jeg bilder mig selv ind, at jeg er skarp på stigningerne op til i 8%, problemet var bare, at jeg der ikke rigtig kom nogle flade stykker, og jeg lå og rullede i panikgear. Ved hver sving er der et skilt med antallet af sving tilbage til toppen, så man har en idé om, hvor længe man skal lide videre. Jeg æder svingene stille og roligt, og blev bare motiveret af, at jeg blev ved med at hente folk. Jeg hentede også folk, som lignede at de kunne køre ganske stærkt på cyklen. Jeg rammer selve Alpe d´Huez by efter ca. 55 minutter. Jeg tænker, at den bliver tæt, men da det skulle gå ned af i byen, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle jeg nok lade lige under 1 time. Jeg kører under tunnelen i byen og bliver lidt forvirret over 2 ting. Hvor fanden skal jeg hen og hvor bliver bakken af? Vanvittig dårlig skiltning gør, at fortsætter lige ud der, hvor jeg skulle have drejet mod mål og bakken ned. Jeg bander over at man ikke kan skilte ordentligt på verdens mest kendte cykelbjerg, så jeg kan desværre ikke give en præcis tid. Havde jeg kørt den korrekte vej, vil jeg tro, at jeg havde kørt omkring 1:01 rent. Dælme irriterende. Jeg kan godt lide at være sej, og efter at have efterrationaliseret lidt, så tror jeg også, at det er muligt for mig at gøre det hurtigere. Jeg fedter i panikgearet for længe i starten. Det er kun marginalt hårdere at køre i gearet hårdere, og farten stiger lige med det samme, så jeg tilskriver det til en rookiemistake i stedet for dårlig form. Jeg trøster mig dog ved, at ingen af de 35 jeg overhalede ihvertfald heller ikke kørte op på under en time. Muhahaha. :)

Alpe d´Huez er et af de bjerge, som man bare skal prøve, når man alligevel er hernede. Det er fedt med hårnålesvingene og historien på bjerget. Hvert sving har et navn afhængig af hvem der har vundet på bjerget. Jeg synes, det er fedt, at man kan hylde gamle helte. Skulle Aarhus Stadion have et nyt navn, skulle det jo også hedde Peter Graulund Park. Jeg synes dog, at de godt kunne tage et kritisk kig på navnene, da alle de nyeste navne stort set er dømt for doping, men okay, man vil nok ikke risikere, at der lige pludselig ikke var flere navne tilbage. J

Dag 6: Sidste lange træningspas

2013-07-08T07:33:00.000+02:00

Træningslejren hernede er lidt et sats. Havde jeg været derhjemme var jeg formentlig godt i gang med nedtrapningen allerede. Det er jo alt andet lige lidt svært hernede. Man kan selvfølgelig sige nej til at cykle med, og det kommer jeg også til den kommende uge, men der er virkelig lækkert at cykle hernede. Jeg synes dog, at jeg plejer at være hurtig til at restituere, så nu må vi se, om en 22 timers træninsuge så tæt på stævnet var en god eller en dårlig idé. Det får jeg heldigvis svaret på om en uge til Challenge Roth. Annecy ligger i 500 meters højde. Jeg har altså opholdt mig i 500 – 2000 meters højde, så jeg er spændt på, om højdetræningen har en effekt, eller om det kræver længere tid eller større højder. Man kan da håbe. Wikipedia siger følgende:
Ved at hvile og bo under lavt barometertryk, ( luften indeholder mindre ilt ), kan følgende effekter opnås: Koncentrationen af røde blodlegemer, (hæmatokritværdi), forøges, ca. 3% for en normal veltrænet person, som har en koncentration på ca. 38 – 43% for kvinder og 40 – 45% for mænd. Høj hæmatokrit medfører at blodets viskositet stiger med risiko for blodpropper. Der er i nogle sportsgrene, eksempelvis cykling, indført en maksimal grænse på 50%.

Den større mængde af røde blodlegemer bevirker at blodet vil være i stand til at transportere mere ilt til arbejdende muskler, med bedre sportslige resultater til følge på grund af øget udholdenhed og bedre restitution.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tro. Jeg tror nu, at effekten ved at vi har boet i 500 meters højde meters højde mest er placebo, men man har jo lov til at håbe. Krydser fingre! J

Dagen i dag var sidste rigtig lange træningspas. Det blev til 126,50 km på 5 timer og 24 minutter. Det giver en snitfart på 23,4. I mine hede drømme kører jeg 13 km/t stærkere i Roth, men der er forhåbentlig heller ikke 2500 højdemeter. Det gik bare supergodt i dag! Specielt Col Des Aravis og Col De la Colombiére var fedt. Aravis var som taget ud af en chokolade reklame. Virkelig idyllisk med køer med klokker og huse der ligner det fra Sommer i Tyrol. Det eneste der mangler var dog Susse Wold i kjole, som var snørret godt ind i livet. Mmmm Susse Wold, men det er formentlig et helt andet blogindlæg. Der er nogen flere Sigismund´er hernede desværre. Alt var dog ikke perfekt. 1 ko med klokke er okay. 200 køer med 200 klokker er noget værre larm, som der burde være regler for. Specielt 1000 meter før toppen. J

Colombiére var fed! Ikke fordi bjerget rent stigningsmæssigt havde meget at byde på. Vi startede i ca. 1000 meters højde og endte i 1600 meter. Det var kun den sidste kilometer, som bød på stigninger med lidt ufordring. Selve turen op var 12 km., men naturen var fantastisk flot. Den var mere barsk en Madeleine med rå klippevægge på toppen af bjerget. Jeg kan i øvrigt ikke rigtig finde ud af, om man er en arrogant nar, når man ser ned på de cyklister, der bliver hentet på toppen af en bus? Det er man sq nok. J

I morgen bliver en fed dag. Jeg skal umiddelbart ”kun” køre Alpe D´Huez. Der er et eller andet med, at man er sej, hvis man kan køre op af Alpe D´Huez´en på under en time. Det skal jeg helt sikkert forsøge. Måske lidt apropos arrogant nar. Det vil gøre ondt på ego´et, hvis jeg kører over en time. Jeg har meget garanti en undskyldning, hvis det sker. J

Dag 5: Helt rolig dag

2013-07-06T22:29:00.002+02:00

Dagens blog bliver en kort en af slagsen. Vi har nemlig stort set ikke lavet noget som helst. Det er blevet til 2 relativ rolige svømmepas med en samlet længde på ca. 3100 meter. Derudover har vi tullet rundt i Annecy by, og jeg har læst lidt mere af Chris McCormacks ”I´m here to win”. Den er i øvrigt ikke vokset 100% på mig endnu, men jeg læser den da, men hvis man synes, at Sindballe og Henning er meget ”se mig, se mig”-agtige, så er McCormack nok x 8. Men okay. De har selvfølgelig også noget at have det i. Jeg har kun mit klubmesterskab. J

I morgen byder på ca. 110 km. på cyklen og 5 toppe hvor Col de la Columbiere, Col de Aravis og Forclaz nok bliver de værste. Min plan er dog at tage det nogenlunde stille og roligt.

Dag 4: Madeleine

2013-07-06T00:25:00.001+02:00

Jeg havde glædet mig til dagens træningspas. Vi skulle bestige Col de la Madeleine. Hvis du ikke kender det, så er det et af de helt klassiske Tour De France bjerge. 2000 meter høj og virkelig langt. Altså virkelig virkelig langt! :)

Vi fik skubbet morgenmaden indenbords, pakket cyklerne med alt hvad de kunne bære af energi og vi begav os mod Madeleine. Der var ikke meget vind, der rørte sig og solen bagte, så vi var opmærksomme på solcreme (for en gangs skyld) og at vi fik rigelig med energi. Turen til foden af Madeleine er ca. 45 km. Det fantastiske ved det her område er, udover naturen som er absolut det smukkeste jeg endnu har set, deres cykelstier. Selvom der er ganske langt til Madeleine er der motorvejsbrede cykelstier stort set hele vejen. Det er dælme et godt koncept. Col de la Madeleine er som nævnt lang. Den er faktisk meget lang. Den stiger ca. 25 km. med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,3%. Allerede fra første sving stiger den kraftigt. Så er scenen ligesom sat til en lang tur op af bjerget. Det er uden tvivl den flotteste tur, som jeg endnu har haft hernede. Den har tæt skov, små kilder der løber ned af bjerget, små byer og det bliver kun flottere jo højere du kommer op. Jeg tror faktisk efterhånden, at jeg har knækket koden mht. mig og bjerge. Jeg skal ikke i udbrud, så det første jeg prøver, er at finde en stabil puls, som jeg kan køre længe. Det er tæt på umuligt i starten af bjerget, men når der kommer et rimelig fladt stykke, kan jeg normalvis få den et par procent ned, og så gælder det for mig om at holde den der, for så får jeg følelsen af, at jeg kan køre op i evigheder. Det har man virkelig også lyst til på et bjerg som Madeleine. Når man kommer længere op på bjerget, har du udsigt til sneklædte tinder. Man kører forbi store vandfald ligesom træerne bliver færre for blive buske for helt forsvinde til sidst, når man kommer over trægrænsen. De 25 km opstigning blevet klaret med 14,1 i snit. Jeg har ikke rigtig noget, at holde det op imod, men jeg synes, at det er rigtig hæderligt for specielt de sidste 5 km., er en ganske snoet og stejl affære.

Når man kører 25 km. op, skal man jo naturligvis også 25 km. ned igen. Jeg er på ingen måde en født nedkører. Jeg føler mig bare ikke tryg ved at køre meget over 50 km/t ned af et bjerg uden afskærmning. Jeg synes dog, at min teknik bliver bedre for hver gang, men der er lang vej endnu, selvom cykelcoach mener, at jeg nok skal komme over 75 km/t inden vi tager hjem herfra. Nu må vi se.

Da vi kørte samme tur hjem som ud, var turen hjem lidt af en dræber. Jeg havde drukket alt mit energidrik, spist mit salt og mine gels, så det gik som det nødvendigvis måtte gå. Jeg gik fuldstændig kold den sidste time i dag. Jeg havde ondt flere steder på kroppen, og der var bare ikke mere brændstof på tanken. Derfor var det også med store glæde, da vi endelig kørte ind på campingpladsen, og jeg endelig kunne få lidt energi. Det blev til is, vingummi og pringles. :)

Samlet set blev det til 142,45 km. på 5 timer og 43 minutter.

Jeg beklager i øvrigt, at jeg ikke kan smide billeder ind. Nettet på pladsen er en evig kilde til irritation.

Dag 3: Semi-hviledag

2013-07-04T23:15:00.001+02:00

Benene var sq lidt trætte i morges. De 5 timers træning i går sad stadig i kroppen i morges, så beslutningen om en rolig træningsdag var let at tage for mit vedkommende. 100 meter fra vores mobilhome ligger Annecy søen, derfor var det oplagt at starte den rolige dag med et svømmepas. Vandet minder egentlig lidt om kridtgraven i Aalborg. Det er helt turkis/blåt, og man kan ikke se en meter frem, når man først er kommet i. Rygterne vil vide, at der er et frygteligt søuhyre i Annecy søen. Jeg så den dog ikke. Det blev til 1470 meget rolige meter. Det var fedt at få svømmet igen, og en af de kommende dage, skal jeg helt sikkert have et langt pas i søen. Powerbar-sælgeren er født med ben, der ikke kan blive trætte, så han var taget afsted mod Col de Madeleine, derfor besluttede cykelcoach og jeg sig for at rulle over Col de Tamié , som er en top på 907 meter. Når vi var nede på den anden side, vil vi så cykle retur igen. Col de Tamié var rimelig tilforladelig på første tur op, hvor imod at den straks var noget værre på den anden side. Der steg den omkring 8%. Højdepunktet på den tur var, at jeg ved vendepunktet fik indstillet uret til at vise samlet stigning, højde og aktuel stigningsprocent. Det er bare lidt federe hernede end når man tager turen op af ringgaden i Århus. Cykelcoach var også lidt efter mig på nedkørslen. Jeg er sq ikke den store fartdjævel nedad. Jeg filer på bremsen stort set non stop, hvilket mine bremseklodser vidner om. "Slip de bremser, og brems når du skal i stedet. Du har bedre styr på cyklen, når du holder om styret med mere end 3 fingre." Det giver jo faktisk meget god mening. Turen gik fint selvom benene var halvtunge og endte på 57 km, omkring 1000 højdemeter og 2 timer og 31 minutters cykling. Planen var derefter, at jeg ville lunte en times tid. Jeg kunne dog hurtigt se, at min puls ikke kunne drives op. Jeg lå et sted mellem 68 - 73% af min pulsreserve, hvilket vel er 10% under, hvad jeg normal ville løbe sådan en tur med. Jeg prøvede at give den gas 800 meter med en fart under 4 minutter per kilometer, men lige lidt hjalp det. Det betyder normalvis at min krop trænger til hvile, så jeg luntede hjem igen. 7,02 km. på 4:37, var hvad det blev til i dag. Rittersporten i solen efterfølgende var dog helt fantastisk efter ca. 3 timer og 30 minutters hviledag. :)

Dag 2: Semnoz

2013-07-03T21:35:00.000+02:00

Det må have været en hård dag i går. Jeg havde vel dårligt rørt puden inden jeg sov. 8:20ish vågnede jeg af mig selv, og bandede lidt over det. Jeg var slet ikke færdig med at sove, men jeg kunne høre en af tøserne pusle, så måtte hellere stå op. Det var cykelcoach, der vaskede op og lavede morgenmad. Han er nu sød. Den, altså morgenmaden, blev i øvrigt indtaget med største fornøjelse, og vi var klar til dagens cykeltur. Planen var, at bjerget Semnoz skulle besejres.

Semnoz er målet for næstsidste etape på årets tour. Sådan her præsenterer den sig på tourens hjemmeside.

Derfor var det også med spænding i maven, da vi kørte mod Semnoz. Gårsdagens bjerg var en 8 km. lang køretur. Semnoz er 16 km. og med ca. samme stigning som Forclaz. De første kilometre var rimelig tilforladelige. Der var flere stykker, hvor den kun steg marginalt, hvor man kunne få pulsen ned på et rimeligt leje. De kære franskmænd havde været så høflige, at de ved hver km. havde placeret skilte med aktuelt højde, distance til toppen og kommende kilometers stigning. Det var sådan set meget godt, problemet var bare, at jeg godt kunne begynde at regne ud, at den sidste del af bjerget måtte stige en del mere end første del, hvis vi skulle nå op på 1655 meter. Det gjorde den også. Sidste halvdel bød på procenter mellem 8-10. Det var udfordrende, men benene var stadig friske, og jeg fandt en rytme, hvor jeg mente, at jeg kunne fortsætte i evigheder. Specielt 4,5 km. fra toppen og op derefter, var jeg virkelig flyvende, og jeg rammer også toppen fuld af godt humør. Vejret i Annecy har været gråt og vådt i dag, og på toppen af Semnoz var temperaturen også faldet 10 grader i forhold til bunden, og var omkring 8 grader. Derfor blev det ikke et specielt langt ophold på toppen. Da vi alle var samlet rullede vi ned igen. Det var en fed og fantastisk flot tur. Udsigten speciel på turen op var alt for lækker! Da vi kom ned havde vi kørt omkring 65 km. Det var alligevel for lidt, så vi besluttede os for at tage Col de la Forclaz igen. Selvom benene havde været super, var de alligevel blevet lidt mærket. Forskellen på Semnoz og Forclaz er udover distancen, at Forclaz er lige på hele tiden. Den er 8 km. lang med 8% stigning. På de 8 km. går den vel lige ud og lidt nedad ca. 1,5 km., så den har ca. 6,5 km til at lave 1000 højdemeter. Den er forfærdelig - på den fede måde. Samtidig var benene efter lige knap 3,5 times cykling blevet ganske møre, så det var helvede at komme op. Det lykkedes dog, og turen endte med at blive 103 km. med en snitfart på 21,5 km/t. Det betyder, at jeg cyklede i 4 timer og 48 minutter i dag, eller hvad der for mig, ville være en fremragende ironman cykeltid. Man kan konkludere at 2000 højdemeter ikke er godt for snitfarten - men fedt var det! :)

Dag 1: Højdramatik

2013-07-02T21:50:00.001+02:00

Jeg kunne også kalde indlægget dum - dummere, men jeg har en idé om, at der er flere hits i højdramatik, men mere om det senere. :)

Jeg er ankommet til Annecy i de fransk alper i dag. Jeg er en del af et team på 3, som har lejet et mobilehome, som en sidste træningslejr inden Challenge Roth. Den helt overordnede plan er at få cyklet en masse, og gerne nogle ture med væsentlig flere højdemeter end man normalvis får på de ellers rimelig bakkede ture i Aarhus og omegn. Derfor var planen også, at vi skulle pakke relativt hurtigt ud, når vi ankom, og så skulle min bjergmødom tages. Jeg kan normalvis godt lide trashtalk, også selvom jeg godt ved, at det kommer tilbage og jagter mig. Opfindsomheden var ikke stor i dag. "Den som først skifter ned til lille klinge er en *indsæt grimt ord*". Første bjerg er 5 km. fra campingpladsen. Det er bjerget Col de la Forclaz. Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg blev mere og mere rolig jo tættere vi kom på bjerget. :)

Der var der nu en grund til. Forclaz starter lige på og hårdt, og fra at have en rolig og stabil puls, som kun var marginal over opvarmning steg den i løbet af få hundrede meter til 89%. "Heldigvis" kørte vi kun lige knap 1 km. inden første pause. Cykelcoach´ cykel drillede, ligesom jeg ikke kunne få gearet til at skifte til panikgearet, så der skulle lige finjusteres. Den pause var god for mig. Jeg fik justeret gearet og pulsen lige så. Det gav den rytme, som jeg absolut savnede i starten. Groft sagt brugte jeg 2 gear op af Forclaz. Panikgearet og gearet tungere. Det steg egentlig meget lig Nordlige bjergevej og "Alpe d´Huez" stykket på Snickers-ruten til de lokalkendte. Eneste forskel er bare, at den blev ved stort set samtlige 8,2 km. til toppen. Det var fedt at prøve. Samtidig var det også sjovt at se, at jeg fandt en stabil rytme med en puls på 84-86%, men var den derover fungerede det slet ikke.

Jeg nåede toppen, og faktisk med større overskud end forventet. Vi lavede en opsamling og derefter skulle vi jo ned igen. Jeg fik lidt teknik-fif af cykelcoach, og derefter rullede vi afsted. Det vil sige at jeg rullede. Cykelcoach stod med røven i vejret og blæste ned af bjerget. Cirka halvvejs på kom turens første dramatiske højdepunkt. "Klonk, klonk, klonk" sagde det højere og højere. Ikke just lyden som man har lyst til at høre med fuld fart ned af bjerg. Hvad fanden er nu det? Det var så mit fine carbon baghjul som valgte at give op. Det var simpelthen knækket på nedkørslen. Det er nu ikke så dramatisk som skrevet, men alligevel nok til, at min cykeltur endte der. De 2 drenge ville fortsætte til campingpladsen, og hente bilen, så jeg også kunne komme hjem. Shit happens, og jeg begynder at kigge efter et sted, hvor jeg kan placere min fine popo. I min jagt finder jeg, hvad jeg tror er et telefonskab. Ca 1 meter og 25 centimeter højt. Jeg smider raceren op af skabet. Jeg er jo en observant mand, så jeg ser, at til venstre er der en rustfri skrue, som ikke er skruet helt ind. Jeg fintuner mit hop, men havde så ikke lagt mærke til skruen i den anden side, hvilket gav turens 2. dramatiske højdepunkt.

Jeg hopper lige op i den lorte skrue, og får en af de noget større hudafskrabninger, som jeg har fået i mit liv. Det er dumt. Endnu dummere bliver det af, at der 100 meter længere nede af bjerget er et busskur. Der skete dog heldigvis ikke mere end at det kunne lappes med et plaster efter en rensning.

45 minutter senere kommer cykelcoach retur, og fortæller, at min træningsdag ikke slutter der. Jeg skal mødes med Powerbar-sælgeren på toppen af Forclaz. Han giver mig sit hjul og 2 minutter senere har jeg 6 km. til toppen igen. Det går uden den helt store problemer, og jeg når toppen igen. Nedkørslen ned går også som planlagt, og jeg ender med en lidt kortere tur end planlagt. 42.58 km på lige over 2 timer.

I morgen bliver straks værre. Vi skal over Semnoz, som er en uden for kategori-stigning på 18 km. Det er også den stigning, som formentlig afgør årets Tour De France, da 20. etape ender der. Det bliver vildt! :)