Hentet fra "From Poverty To Power".

Før i tiden var det Levis-jeans og mellemamerikanske syersker, og Nike-sko og Malaysiske arbejdere, vi så den her slags lagkagediagrammer om… Nu er det IPad og Kinesiske arbejdere. Hvad skal man kalde det? Udvikling?

Fra: Duncan Greens blog hos Oxfam.

På Mellemamerika Komiteens landsmøde her i weekenden besluttede vi at arbejde med demokrati som gennemgående tema det kommende år – både i Danmark og i Mellemamerika. Undervejs snakkede vi  blandt andet om, at hvis en lille, folkelig forening som Mellemamerika Komiteen seriøst skal arbejde med demokrati bør vi vide hvad vi taler om. Jeg kom så til at tænke på, at så må vi vel hellere spørge eksperterne.

Så her er et bud på, hvordan en aktivistbaseret forening som MAK kan udnytte sit netværk af partnere og og venner til at høre, hvad bonden, tekstilarbejderen, teenageren og aktivisten i Mellemerika drømmer om, når de drømmer demokrati.

En lille, netværks- og anekdotebaseret demokratiundersøgelse

Hvilke krav bør der stilles til en demokratiundersøgelse? En undersøgelse af hvad vores partnere i Mellemamerika (her også og især forstået deres medlemmer) forstår ved demokrati bør kunne synliggøre skel/nuancer vedrørende mindst tre dimensioner:

• ”Formelt” vs ”reelt” demokrati,
• Afhængig stillingtagen (hvor løfter og trusler fra en caudillo eller en præst, materiel nød, manglende viden etc spiller en vigtig rolle) vs uafhængig stillingtagen,
• Hvordan der vægtes mellem materiel nød, sikkerhed og indflydelse.

Undersøgelsen bør også afspejle levende menneskers konkrete erfaringer med demokrati. Den bør være åben for, at andre kan have en anden ideverden om emnet end vi har. Den bør kunne formidles i ord og billeder af de mennesker, som det drejer sig om. Den bør kunne gennemføres med minimal træning af stort set alle Komiteens medlemmer i samarbejde.

Her er et bud. Det er baseret på metoder fra Global Giving, og især inspireret af dette eksempel på en undersøgelse

1. Anekdote

Tænk på en situation, hvor der skulle tages en beslutning eller et valg, der var vigtigt for dig. Det kan have været i familien, i landsbyen, i din organisation, eller i landet. Hvornår har du været skuffet, rasende eller begejstret for, hvordan demokratiet virkede? Fortæl hvad der skete, hvordan du blev påvirket af det og hvorfor, og hvad du synes, den historie kan fortælle andre.

2. Hvad er demokrati?

Nævn nu tre stikord/aspekter, som for dig er vigtige, hvis man tale om, at der er demokrati.

Fra listen på ti muligheder nedenfor, vælg de stikord, som du synes er vigtigst for demokrati. Du må gerne tage dine egne stikord fra før med, eller finde på nye, hvis du synes der er vigtige ting, vi har glemt: (Her skal vi finde ti stikord som er meningsfulde at bede en en maya-kvinde, en honduransk fagforeningsleder og en musiker fra Leon at vælge imellem. Nogle bud nedenfor. Der vil hele tiden være frihed for, at den vi taler med, selv kan foreslå stikord. Så de kan udvikles undervejs.)

• Elecciones libre (Frie valg)
• Dialogo (Lederne giver sig tid til at lytte, når jeg vil tale med dem)
• Expresion libra (Fri tale)
• Participacion (Jeg kan deltage i vigtige beslutninger)
• Me consultan (Jeg bliver hørt i vigtige beslutninger)
• Postularme (Jeg kan selv stille op til valg)
• Sin miedo (Jeg kan sige min mening uden at være bange for hvad andre vil sige eller gøre)
• Cumplen (Lederne holder hvad de lover)
• Informacion (Jeg kan få information om hvad der skal besluttes)
• Me ayudan (Lederne hjælper mig, når jeg har et problem)
• Me invitan participar (Jeg bliver inviteret til møder og afstemninger)
• Me permitan participar (Jeg får lov til at gå til møde/afstemning)
• No tengo gastos (Jeg skal ikke bruge penge for at deltage: busbilleter, tabt arbejdsdag, mad.

3. Hvad siger anekdoten om demokrati?

• Tænk nu på din historie. Tegn en streg. På den ene ende står: demokratiet fungerer. På den anden står der: demokratiet fungerer ikke. Hvor på stregen vil du placer din historie (den ene ende betyder så ”fungerer perfekt”, den anden ende betyder ”fungerer overhovedet ikke”.
• Tænk nu på alle de stikord, du har tænkt over. Hvilke tre stikord er mest relevant for din historie? Tegn en trekant de tre stikord på hver ende. Placer din historie din demokratitrekant, på den måde, at du sætter en prik, så den er tæt ved de stikord, som du synes bedst beskriver, hvad din historie siger om demokrati, og længere væk fra de stikord, som er mindre relevante for din historie. Jo længere væk, jo mindre relevant er stikordet.

4. Hvordan er demokratiet i din barrio, organisation, land, familie?

• Tænk nu på din landsby/barrio. Tegn stregen igen. Hvor vil du placere den på demokrati-skalaen? Tegn trekanten igen. Hvilke tre stikord passer bedst til demokratiet i din landsby. Hvor vil placere din landsby på trekanten?
• Tænk på din organisation.
• Tænk på dit land.
• Tænk på din familie.

5. Har jeg demokratisk indflydelse?

• Tænk nu på den historie du fortalte og på de trekanter du har tegnet om din landsby, organisation land og familie. Tegn en streg igen. På den ene ender sætter du: jeg har indflydelse på mit liv. På den anden sætter du: jeg har ikke indflydelse på mit liv. Sæt nu en prik, der beskriver hvor meget indflydelse du har på dit liv.
• Tænk igen på de trekanter du har tegnet og på de stikord du har brugt. Overvej igen hvilke stikord der for bedst beskriver hvad demokrati er. Mener du stadig det samme eller vil du gerne udskifte nogle af dem? Tegn igen trekanten og sæt de stikord på, som du mener bedst beskriver demokrati. Placer nu dig selv i din demokratikant: Sæt en prik, der er tæt på de stikord, der passer godt til din situation, og langt fra de stikord, der ikke beskriver din situation. Hvis du er langt fra alle tre stikord, så sæt din prik udenfor trekanten.
• Tegn endnu en trekant. I den ene kant skriver du “demokrati”. I den anden skriver du: “velfærd” (bienestar). Det betyder penge, mad, sundhed, skole og så videre. På den tredje skriver du “sikkerhed”. Placer dig selv i den trekant: sæt prikken tæt på de stikord, som du synes beskriver dit liv godt. (helt i midten hvas ALLE tre passer godt. Og langt fra dem, som ikke passer godt. Hvis ingen af stikordene har noget at gøre med dit liv lige nu, eller alle står lige slemt til, så sæt prikken udenfor.
• Tegn den samme trekant igen. Nu skal du sætte din prik efter hvor vigtig du synes temaet er: jo tættere på stikordet, jo højere vægt lægger du på det.

6. Evaluering

Nu er vi færdige. Men lige et sidste spørgsmål: Hvis du skulle fortælle en god ven om det arbejde vi lige har lavet, hvad ville du sige?

Mine spørgsmål til læseren:

• Vil sådan en metode virke?
• Hvilke 10 stikord er de rigtige til at gå i felten med i Mellemamerika?

En af de særlige ting ved Sico-Paulaya er vejen.  Den går lige som en lineal langs dalen ind i landet, til venstre ser man af og til Paulaya-floden bugte sig, og bag den bakkerne, der markerer reservatets grænse, og hvor græsgange og urskov kæmper om skråningerne. Vejens byggere har ikke søgt tørt terræn, den holder ingen logisk højde over den nærliggende flod, bugter sig ikke langs højdekurver, men kører ret igennem, en anelse hævet over de sumpede græsgange til højre og venstre, sommetider en smule over vandstanden, sommetider en smule under, hvor man virkelig værdsætter pickuppens høje karrosseri.

Eliberto fortæller

”En gang da jeg var ung gik jeg en aften hjem fra Sico mod Copén. Jeg har været i byen i et ærinde og er blevet hængende,  den gang kunne jeg lide at slukke tørsten engang imellem. Lige i udkanten af Sico går jeg forbi et hus, hvor en dame giver mig et kast med øjet og siger ”Hallo dreng, stop op og hvil dig lidt”. Jeg har hørt om hende og jeg skynder mig forbi i en fart.

Når jeg kommer et stykke ud på vejen ser jeg noget bagved ved mig på vejen. Jeg går hurtigere, men skyggen bliver ved med at være der, når jeg kigger tilbage. En lav skygge, der glider frem langs vejen. Jeg tænker på konen og hendes ry for at være hamskifter. Jeg springer væk fra vejen og ud i mudderet og buskene. Jeg ligger der i pløret i lang tid, men der sker ikke noget, der er kun stilhed. Til sidst begynder jeg at bevæge mig, men det tager mig lang tid at finde vejen igen.”

Bananens spor

Vejen i Paulaya-dalen er så lige fordi den følger United Fruit Companys jernbanespor. I tyverne voksede selskabets banaplantager sig væk fra kysten og ind i landet, og de byggede jernbanen for at bringe frugten ud til deres havn ved Trujillo. I 30erne blev plantagerne ødelagt af en banansygdom, og United Fruit flyttede én stor del af sin operation til Colombia. Som de nærige yankeer de var, pillede de hele jernbanen op og tog den med sig. De fjernede også den bro stålbro de havde bygget over Sico-floden. Så i dag skal man sejle over floden, hvis man vil komme til byen Sico og videre ind i dalen og dens landsbyer. Det ironiske er, at indsatsen i Colombia også gik fallit, og skinnerne og broenes rustede op derned.

United Fruit blev senere til Dole, og ude langs kysten strækker Doles plantager sig stadig fra horisont til horisont. Men i Sico-Paulaya dalen har kvæget overtaget dalbundens flade strækninger. Nogle skeletagtige rester, der hvor jernbanebroen engang krydsede floden, er det eneste andet spor fra dengang, United Fruit prøvede at tæmme dalen. Og så vejens unaturlige retlinjethed, umanerligt velegnet til forfølgelseshistorier:

Eliezer fortæller

 ”Jeg mødte engang en gammel mand, som fortalte mig om da han gik hjem fra Sico til Copén i tusmørket.  Lang bag ham ser han engang imellem en mørk skygge på vejen. Hver gang han kigger tilbage, er skyggen kommet lidt nærmere. Nu er det ikke sådan, at han bliver særligt nervøs med det samme. Men i ved, hvordan en panter er stor, når man ser den fra siden, men set forfra er den faktisk ikke særlig stor. Men til sidst går op for ham, hvad det er der er, der er efter ham, og han begynder at løbe. Han løber så hurtigt han kan, men panteren sætter også i løb, og den er hurtigere.  Så ser han en anden skygge på vejen, men denne gang foran. Den skygge kommer også hurtigt nærmere. Det giver ikke mening at løbe mere, og han stopper op.

Han ved ikke, hvad han skal gøre.  Fare foran og bagved, til siden mudder og vildnis, hvor en mand ikke kan bevæge sig hurtigt, men et dyr godt kan. Han står stille, stivnet i sin skræk. Panterne er nu i fuld løb. Han kan høre deres åndedræt. De sætter i det høje spring, der skal fælde byttet. Han ved til andet end at kaste sig ud til siden. Bag ham på vejen hører han en forfærdelig tumult, og så tavshed. Han ligger stille en stund, armene over hovedet, samler sit mod. Stadig tavshed. Til sidst kravler han ud af mudderet. Han er frelst. Det viser sig, de to pantere har ædt hinanden.”

Ind-og-ud operationer i går og i dag

I 50’erne var et nordamerikansk tømmerselskab inde og hente alt det lettilgængelige mahogni ud af skoven, men det var en midlertidig løn-fest for dalens befolkning, en ind-og-ud operation, som ikke efterlod sig mange spor. I dag er kvæg og narkohandel egnens vigtigste udviklingsagenter.

Honduras – og blandt andet også den afsides Sico-dal – er mellemstation på kokainens vej fra Colombia til USA. Industriens lokale fragtagenter tjener efter lokale forhold styrtende med penge og investerer dem gavmildt: hos politi, i byggeri, i kvægavl.  I Sico by tårner to enorme tvillinge-palæer sig op over resten af byens en-etages huse – ufærdige cementkonstruktioner, der ville have været byens største huse, hvis ikke den narkohandler, der var ved at bygge dem til sig selv og sin familie, var blevet tvunget til at pakke sammen og forsvinde i en fart. Det kartel, han var tilknyttet, havde tabt en krig oppe i Mexico, og vinderen bankede på dørene også her i Honduras.

Dalen er naturligt set tropisk regnskov, men kvæget æder sig ind i skoven.  Fem landsbyer prøver at løfte arven fra mahogni-ekstraktionen gennem bæredygtig skovdrift, støttet af landets miljøpolitik og nationale og internationale NGOer (jeg var her for at lave en evaluering for en af dem, danske Verdens Skove), men de ligger i hård konkurrence med kvægavlerne om jorden.  Rygterne siger, at kvægavlerne har sommetider narkopenge i ryggen – og den slags investeringer beskyttes sommetider af andet og mere end advokatord. Så skovbønderne er lidt i tvivl om konkurrencen er helt lige.

Hvorom alting er, de historier jeg hørte om hekse og pantere foregik alle for længe siden. Så begge arter er nok blevet mere sjældne i Sico, end de har været.

Sico, Honduras, originally uploaded by svengaarn.

El Venado ligger en flodovergang og en times travetur fra den nærmeste vej – men der er telefonsignal, og bønderne har for nylig sat en dynamo op i skovens bæk, så der er strøm i husene og tv-antenner overalt (og skoven har fået mere værdi for dens naboer, som måske ikke lader deres kvæg ind i skoven så meget længere…).

Jeg er i Honduras på en evalueringsopgave for Verdens Skove (“The NGO formerly known as Nepenthes”)

Gilberto svømmer over floden for at hente kanoen til os bangebukse.

Workshop med kooperativet Miraveza, i El Venado.

Metoden hedder Most Significant Change...

Her analyserer bønder fra Jinotega deres fremtid. Kunne det også være dem, der gav bistanden karakter?

På Udenrigsministeriets hjemmeside glæder Søren Pind sig i disse dage over, at OECD i et såkaldt “peer review” giver den danske bistandsindsats “topkarakter” for at være “et godt eksempel for andre donorer” på grund af dets “effektive partnerskaber med regeringer og civilsamfund i udviklingslandene” og “indsatsen for at styrke de frivillige organisationer”.

Udenrigsministeriet virker til gengæld ikke bekendt med, at New York University´s Development Research Institute i en hel anden rapport giver dansk bistand karakteren “middelmådig”, vurderet udfra kriterierne: gennemsigtighed, administrationsomkostninger, specialisering af bistandsindsatsen, effektiv kanalisering af bistanden og valg af modtagerlande udfra fattigdom og god regeringsførelse.

Et “Peer Review” i OECD-land foregår på den måde, at hvert medlemsland “eksamineres” af to andre medlemslande, i Danmarks tilfælde er det embedsmænd fra Luxemborg og New Zealand, der har vurderet deres kolleger på Christianshavn.

Hmm…

Hvem skal man stole mest på: diplomatkollegerne eller universitetsforskerne?

Og hvad siger det om alle dennne verdens eksterne evalueringer, PISA-undersøgelser, karakterskalaer og indekser, om al den politik, der lægger den slags til grund?

Og hvad siger det om min snart seks-årige gesjæft som daglejer på evaluerings- og monitoreringsfeltet?

Duncan Green fra Oxfam undrer sig forresten på sin blog over, at alle disse studier af bistanden altid gennemføres af eksperter fra Nord og aldrig af de egentlige eksperter i bistand – modtagerne i Syd. Hvorfor er det nu sådan?

Da jeg var nybagt og rødglødende gymnasielærer gik jeg udfra den præmis, at alle eksamenskarakterer i det store hele byggede på tilfældigheder og derfor havde meget begrænset udsagnskraft om mine elevers evner og fremtidspotentiale (husk, at Einstein fik middelmådige karakterer i gymnasiet – tænk, hvis han havde taget dem alvorligt!).

De to undersøgelser synes at bekræfte denne sunde skepsis. Men i min nuværende beskæftigelse virker synspunktet måske en anelse selvundergravende. Så det ville være rart, hvis det i det mindste ikke var hele sandheden. Jeg må jo så tænke lidt over, hvordan jeg selv kan bidrage til, at den ikke bliver det… Det bliver måske et nyt tema her på min blog.