Forleden var vi oppe og besøge Masaya vulkanen syd for Managua. Som sædvanlig flot, imponerende, smukt, osv. Se bare billedet. Og Nicaraguas stort set eneste børnevenlige museum.  Men det er ikke pointen.

Pointen er den lille oplysningsfolder, som vi fik med og heri et lille stykke tekst, som sådan cirka gik ud på: ”Nationalparken Masaya-vulkanen blev stiftet ved lov den 24. maj 1979.”

Hmm, tænkte jeg. Hvad var det, der ellers skete i 1979?

Jeg googlede parken og fandt så ud af, at det var den 23. maj 1979, at Generalmajor Anastosio Somoza Debayle klokken fem om eftermiddagen underskrev regeringsdekret nummer 76, om oprettelse af nationalparken ”Masayavulkanen”.

Udsigten fra Somozas bunker i dag.

Så der sidder generalmajoren i den sene eftermiddagssol ved sit skrivebord i kontoret i bunkeren på toppen af Tiscapa, i al sin magt og vælde, i sin regeringstids trettende år, sammen med sit regeringsråd af ministre og udsteder loven om Nicaraguas allerførste nationalpark (i hans tid var det præsidenten, ikke parlamentet, der vedtog love).

Samme dag underskrev Somoza og hans ministre:

• En ny lov om møntudstedelse
• En budgetrevision med en lønforhøjelse til statens ansatte
• En nedskæring af undervisningsministeriets budget på 4 millioner cordobas, der fordeles til en række andre ministerier.
• En lov om uddelegering af statens priskontrols funktioner til kommunerne.

45 dage senere sad generalmajoren og alle hans ministre i et fly på vej til en militær flyvestation udenfor Miami: en slagen general, en fratrådt præsident, en afsat diktator. Jimmy Carter nægter ham opholdstilladelse.

45 dage fra Business As Usual til Seriously Not Welcome. Hvad fanden skete der? Jeg googlede noget mere for at se, hvad der ellers skete den 23 og den 24. maj i Nicaragua.

Germán Pomares (i midten)

Den 24. maj døde guerillakommandant Germán Pomares, leder af sandinistrontens nordlige front, efter kampe i Jinotega. Hans kollonne havde lavet et forhastet angreb på Nationalgardens kaserne i Jinotega den 19. maj. Hastværket skyldtes at Pomares forsøgte at lette presset på sandinisternes «Jacinto Hernández» kollonne i Nueva Guinea, som den 17. var faldet i et veltilrettelagt baghold, havde mistet de fleste af sine chefer, og var på vild flugt i bjergene.

Tabet af German Pomares, en af de få overlevende medstiftere af sandinistfronten, guerillaens militære leder igennem mange år, en af de få, der opretholdt den interne front og med et stærkt følgeskab blandt tropperne, var et hårdt slag for FSLN. Mange mener, at hvis han havde levet, var det ham, der havde blevet revolutionens præsident, og ikke Daniel Ortega. Diktaturet må have betragtet ham som en farligere fjende end eksil-konspiratorerne i Havana og Costa Rica: Ortega-brødrene, Tomas Borge, og de andre.

En god dag for Somoza. I april havde hans hær i forvejen nedkæmpet et folkeligt oprør i Esteli, med store tab for de få sandinistguerillaer. Og så likvidere en guerillakolonne, kappe hovedet af terroristernes militære ledelse og ovenikøbet åbne et nyt kapitel i naturfredningens historie i Nicaragua. Hvor godt kan det gå?

Men samme nat overskred 300 oprørere grænsen mellem Costa Rica og Nicaragua og åbnede derved sandinisternes Sydfront. De overfalder dagen efter et gods udenfor Rivas, hvor godsejeren henrettes efter en folkedomstol. Den 28. maj graver invasionshæren sig ned på en bakke syd for Rivas og indleder et to måneder langt åbent slag med Nationalgarden. Samtidig indleder guerillakolonner overalt i landet den endelige offensiv, og sandinistfronten opfordrer til generalstrejke og oprør,

Oprør i Esteli, Fra Susan Meiselas fantastiske bog.

I den første uge af juni starter generalstrejken. Guerillaen angriber Matagalpa og Managua. Chinandega, Leon og Masaya bryder ud i åbne oprør, de første i en bølge, der varer helt til den endelige sejr i juli. Mens Sydfronten binder Nationalgardens mest effektive enheder, forfølges resten af Somozas hær af guerillaens konstante myggestik, og forbløder endeligt i den ene velplanlagte folkelige rejsning efter den anden.

På 45 dage vendte billedet, Fra at være i gang med en (troede han) succesrig forfølgelse af nogle få dusin guerillaer, med tid tilovers til naturbevarelse og møntreform, til at være under belejring af, og til sidst på flugt fra, tusinder, ti-tusinder, af sten- og Molotovkastende unge.

På den måde er Masaya vulkanen altså ikke kun en lektie i naturens voldsomhed. Men også i hybris, i dialektik, i klassekamp, i ikke at stirre sig blindt på at tælle soldater og geværer, i hvordan magten reelt konstitueres i et samfund, hvor hurtigt et hegemoni kan smuldre (hurra for Gramsci!), på enkeltpersoners betydning (hvad ville revolutionen være blevet til med Pomares ved roret), og mangel på samme (gavnede hans død Somoza en tøddel?).

Og også om hvordan et samfund, selv midt i den heftigste borgerkrig, stadig holder andre jul i gang: revisorerne arbejder stadig, naturelskerne presser stadig på, priskontrolkontoret skal stadig decentraliseres. Det man selv sidder i midten af er aldrig alt, hvad der sker.

Jeg har aldrig været meget sammen med bønder i Honduras før nu. En af de ting, der slog mig, udover at de alle bærer deres machete i en flot læderskede, var husstoltheden. Både indenfor og udenfor.

Fruen i huset havde set et af de røgfri komfurer i en nabolandsby, hvor et projekt havde været forbi. Efter at have set godt og tænkt godt byggede hun sit eget. Reduceret brændeforbrug, ingen røg i lunger og øjne, rene vægge og grej.

Jeg var på besøg for at evaluere et skovbrugsprojekt, som den danske NGO Nepenthes finansierer.

De her bønder slås med at udvikle skovdrift i små landsbyskove – og er formodentlig et af landets bedste værn mod total afskovning.

Det nylige kup og modstanden mod det var ikke meget synlig i disse landsbyer. Kampen foregår mest i storbyerne. Her er nogle, der støtter Zelaya, andre kupregeringen. De fleste taler ikke for eller mod nogen af parterne, ikke med mig, i hvert fald, men vil bare have politikernes slag om magten overstået: skolen er tom på grund af lærerstrejken, og tømmersalget er gået i stå.

Jeg kørte igennem her på min første rejse i Mellemamerika, i 1986. Fra Tikal og Flores på vej til Mexico med bus og motorkano, ad jordveje og floder. Dengang var det her regnskov, selv om røgsøjler og åbne brune sår i skovbunden  også dengang viste vej til fremtiden.

Nu, efter at have kørt egnen igennem på kryds og tværs i dagevis på de velholdte flotte asfaltveje, er det hele een stor slette. Hundredvis af kvadratkilometer nøgne græsgange. Jeg tror ikke, jeg så et eneste træ, der var ældre end tredive år. Jeg havde lyst til at græde halvdelen af tiden, jeg var der.

I dag er Petén, eller i det mindste den lille del af den forhenværende regnskov, som jeg havde held til at besøge, blevet et “post-nybygger”-samfund: kvægfarme, olieledningen og nyinvesterende internationale skovkoncerner (Green Millenium, hedder en af dem endda) dominerer billedet – dem, som skovens død giver et blivende udbytte.

Imellem kvægfarmene ligger små øer af småbønder, indvandrere  fra hele Guatemala, en Qekchi landsby her, en ladino landsby der. Det er de oprindelige skovryddere. De indvandrede for 30, 20 eller 10 år siden. Nu kæmper de for at overleve som bønder trods hastigt dalende udbytter fra de fattige regsnkovsjorde. Landbrugstraditioner, der er udviklet i Cobans højland, er ikke altid lige bæredygtige i den sammenbrudte økologi, som kommer efter en væltet skov. Mange sælger jord fra, og bliver løsarbejdere for kvægavlerne.

Nogle har i årtier levet af at kunne flytte videre og besætte og fælde nye skovarealer, men dem er der ikke flere af. Nybyggersamfundets hurtige gevinster er slut, og man kan ikke længere bare flytte fra sine miljøkatastrofer.

Der er kommet landevej til Mexico, og narkoen, kontrabanden og menneskesmuglerne krydser grænsen i busser og lastbiler nu. Motorkanoerne bliver lagt op.

Guatemalas regeringer brugte i årtier Petén som sikerhedsventil for landets enorme sociale kævheder og konflikter: i stedet for en jordreform har jordløse bønder fået jord her. I stedet for en arbejdsmarkesreform er fæstebænder, der bliver smidt ud af godserne i disses omlægning til moderne lønarbejde, blevet tilbudt jord her. I stedet for en skattereform har regeringen hentet store engangsbeløb på skov- og undergrundskocessioner, som har gjort kål på skoven. Også på de felter er budskabet fra den døde skov: nu må I til at finde nogle mere bæredygtige løsninger.

Jeg var i Petén sidste uge for at evaluere et projekt for U-landsforeningen for Bæredygtig Udvikling.

Den 18. blev Maria fire. På børnehjemmet holdt de en piñata om måneden, hvor de fejrede alle månedens fødselsdage. Nu skulle Maria have sin første fødselsdag, der var hendes helt egen. Hun ville have en klovn, der malede på børnene, ligesom der har været ved de andre fødselsdage på gaden. Hun ville have en prinsesse-piñata. Og hun skulle være klædt som en prinsesse. Hun fik det hele, og lappede det i sig.

Hun fik også sang og dansk lagkage om morgenen, og bayerske pølser og fiskedam til festen om eftermiddagen. Bare for at vi også skulle føle os hjemme. Der kom børn og voksne fra gaden, fra Miguel og Sonyas familie, fra den svenske skole, og fra Nubias familie. En god dag, “hvor næsten ingen græd”, som jeg engang sagde til min mor og far om en fødselsdag, da jeg var lille. Aldrig mere, sagde Maggan og mig til hinanden, da vi gjorde regnskabet op!

Noget lidt underligt var, som man ikke kan se på billederne, er at børnene fra den svenske skole og fra gaden faldt helt naturligt sammen, mens Nubias grannevøer og niecer holdt sig mest lidt udenfor, sad mest i yderkredsen (undtagen Julio, som ingen kan holde tilbage), så lidt mutte ud i deres fineste tøj, der ikke strålede nær så meget som de andres. Jeg havde troet at skellet ville gå på nationalitet, ikke på klasse. Men tilsyneladende forener middelklasse fra alle lande sig gnidningsfrit, mens der står malet “barrio” på panderne på Sven, Julio, Sara, Esperanza og José Tomas, hvor søde og dejlige de end er. Svens ansigt ser allerede ud til være “sat” i sin rolle som ældste mand i sin familie, tynget af at skulle passe sine søskende og hjælpe sin mor…

Det her er så grunden til, at jeg ikke har blogget et stykke tid…

Maria de los Angeles

Født 18. juli 2005.

12. aug. 2005: Indskrevet på børnehjemmet.

29. sept. 2005: Maggan ser hende første gang på børnehjemmet.

9. jan. 2006: Første brev til Familieministeriet mhp adoption.

11. dec. 2006: Dokumenteret ansøgning accepteret.

5. dec. 2007: Godkendelse som adoptivforældre. På venteliste.

okt 2008: Maria erklæres forældreløs.

20. mar. 2009: Tilkendelse af Maria med henblik på adoption.

2. apr. 2009: Første overnatning.

3. apr. 2009: Overdragelse til os som plejeforældre med henblik på adoption.

?: Endelig godkendelse af vellykket tilpasning.

?: Retslig overdragelse af forældremyndigheden.

Flere billeder og ord om Englenes Maria.