THE LITTLE GIRL GREW UP

Dubai er fandme et mærkeligt sted...

noreply@blogger.com (Deppe) — Sat, 25 Feb 2012 03:31:00 +0000

Seneste FB-Status:
Uh Mullets! Så gik man her og troede de var væk, men næh næh, de var lige her, i Dubai, med en øl i hånden kl 7.25. PS der er også fugle. I ental, en fugl der åbenbart bor her i lufthavnen. Den spiser brødet når gæsterne er gået. Det er slet ikke mærkeligt at der bor en fugl i lufthavnen. Slet ikke. I hvert fald er jeg den eneste der synes det er lidt.... kontrastfyldt. Lufthavne er all about securty og kontrol, og så bor der en fucking fugl herinde. Det er lidt smukt nu jeg tænker over det. Nå men det er godt nok...

Pigen der solgte søvn i Dubai

noreply@blogger.com (Deppe) — Sat, 25 Feb 2012 02:05:00 +0000

Dette indlæg bliver lidt a la Bamses Billedbog. Jeg er træt og har en virkelig plathumor så jeg vil ikke skrive så meget :-)

Vi lettede fra KBH næsten en time forsinket. Da jeg gik på flyet fik jeg et kæmpeshock. Det var jo nærmest et hangarskib! Der blev bare ved med at være fly jo længere vi gik. VIP first class, juhu almost as fancy vip first class og så nedefter. "Hello economy, can you hear this (kling kling kling), this is glas!". Jeg er dybt imponeretover den professionalisme Emirates flyselskab udviser. Smukke arabiske uniformer, høflige stewardesser, selvom jeg sad på economy følte jeg at jeg fløj på første klasse. Min mellemrumsknap virker ikke så godt.

Hvert sæde havde sin egen skærm og jeg så film og hørte top 10 fra 1967 til 2012. Det var fantastisk at høre alle de gamle numre igen. Jeg fik lyst til at danse, men lod være fordi jeg ikke ville smides af flyet.

Jeg havde en skøn tur og det gik stærkt til Dubai.

Nu er det ikke fordi jeg vil vise toiletter fra hele min rejse, men min undren var alligevel stor nok til at jeg fik kameraet frem på lufthavnstoilettet. Hvorfor i alverden er der en håndbruser ved siden af toilettet? Er det så man kan... skylle sig? Det bliver da et værre griseri? Er der nogen der kan oplyse mig?

Jeg er stadigi pink. Dette outfit er det HELT rigtige at rejse i. Jeg vender mange hoveder, både på unge og ældre og lagenklædte mænd og krøllede damer. Det er mine sko. Tidligere på aftenen, eller morgenen eller hvad det er, passerede jeg en smuk fyr i knaldrøde sneakers, han fik øje på mine lyserøde sko og blinkede til mig. Som i "hello fellow alien, nice to see you here, Marhaba". Det var hyggeligt.

I Dubai lufthavn er der palmer, springvand og fisk i begge ender. De to fyrer på billedet flygter ud af mit motiv af høflighed, de var fra england, derfor har de farstriber omkring hovederne.

Så var jeg inde for at finde en bestemt bog som de ikke har nogen steder, til gengæld fandt jeg "RUN FAT BITCH RUN". Det er en spøjs måde at motivere på og jeg vil lige give bogtippet videre. Hvis du mangler motivation, så skal du bare have denne bog til at stå ved siden af slikskålen derhjemme, så kommer det helt af sig selv.

Og hvis du bliver lidt deprimeret af forrige bog, så har jeg endnu et Dubai Airport special til dig. 14.000 ting du kan være glad for. Jeg magtede slet ikke at åbne bogen for at se hvad der egentlig stod i den, det er alt for tidligt om morgenen til den slags.

Masser af lufthavn

Belly Dance DVDer, Carmen Electra go home!

Og så er jeg blevet Madame. Jeg havde to tjenere ved mit bord da jeg spiste aftensmad. Ready to order Madame? Thank you Madame, No Madame, Yes Madame, Thank you Madame, you like Madame, password for WIFI Madame. Det er sådan en lounge-bar restaurant med udsigt over lufthavnen, og jeg var bange for at gå derind fordi det så så dyrt ud. Men jeg kom af med 105 kroner inkl drikkepenge for en kæmpe tallerken lasagne, et stort glas isvand og masser af gratis internet. Og da jeg spurgte efterstrøm tilbød de at tage min computer og lade den op i deres baglokale. Så mens jeg nød min mad blev computeren ladet op så jeg kunne sætte mig i ro og fred og skrive.

Det gynger lidt lige nu.

Da jeg var færdig satte jeg mig i en af liggestolene for at blunde lidt. Men en hyperaktiv lille kineserdame (må man stadig gerne skrive kineser?) havde sat sig i liggestolen ved siden af mig og hun spjættede så meget, at hvis ikke en af os flyttede os, så ville en af os komme tilbage. Og det ville nok blive mig.

I stedet besluttede jeg mig for attage på sightseeing i denne koloenorme lufthavn, og falde over noget der hedder Snooze Cubes. Her man man købe søvn på timebasis. 1 time 15 dollar. Men alt var booket så jeg fik besked på at komme tilbage kl 3.30. Hvilket jeg gjorde. Desværre var alting stadig booket, men pigen der bestyrede Snooze Cuberne sagde "come, you sit in chair and relax a little". Jeg satte mig i læderstolen ved siden af hende, og så sludrede vi ellers de næste to timer. Om alt muligt. Om økonomien i Dubai, om hendes drømme, om mine drømme, om at hun er i transit. Mellem sit hjemland og Dubai og kan ikke tage en beslutning om hvilket ben hun skal stå på og hvilket hun skal lette fra. Det var sindssyg spændende at høre om en verden der på mange måder er meget forskellig fra den vi kender i Danmark, og på nogle områder er helt det samme.

Nu ringer mit vækkeur.

Vores snak blev kun afbrudt af rejsende med poser under øjnene som ville købe et par timers søvn. Men "We are full", udsolgt af søvn lige pt, "come back 6:30".

Hayat hedder hun, og vi har udvekslet kontaktinfo, så vi skal mødes når jeg rejser hjem igen og have en drink sammen. Denne rejse starter virkelig godt.

Jeg har taget 4 bøger med, mine egne bøger, som jeg vil plante herude i verden mens jeg er væk. Jeg ville gerne have givet Hayat en bog, men det kan jeg jo heldigvis nå endnu. Man ved aldrig hvilke ringe man er med til at starte!

Nu vil jeg nyde min varme kakao. Jeg er tilbage på restauranten iført det samme tøj + ansigtsmaske. Når det skal være skal det være. Jeg flyver om 3 timer og min balancenerve er helt fucked up, jeg tror jeg hælder lidt forover. Nu er det tid til offline, talk to you soon :)

DUBAI BANGKOK KOH PHANGAN

noreply@blogger.com (Deppe) — Fri, 24 Feb 2012 12:09:00 +0000

Jeg sidder i lufthavnen. Efterhånden har jeg skrevet en del blogindlæg herfra. Idag er jeg på vej til Dubai og så videre til Bangkok. Jeg glæder mig helt ustyrlig meget. Jeg har haft lidt travlt denne uge og der er sket meget. Jeg har 9 timer jeg skal have til at gå i lufthavnen i Dubai i aften, så der er masser af tid til at blogge. Såfremt jeg kan finde en stikkontakt. Mon ikke de findes i Dubai?

Inden jeg smuttede ud ad døren nåede jeg lige et lille rystet outfit-billede. Jeg skriver når jeg lander i Dubai

Marhaba!

Din tid er kun nu!

noreply@blogger.com (Deppe) — Sun, 19 Feb 2012 08:11:00 +0000

Klokken er 8.46. Ved siden af ig ligger min småforkølede lillebror og sover. I stuen ligger min aneden lillebror og hans kammerat og sover. Jeg sidder her i sengen og lytter til stilheden på Nørrebro. Jeg har lige set en video, og den vil jeg nu dele med jer. Jeg fik en klump i halsen.

Mange af os går og venter på at vi bliver "det hele menneske" eller "mere rigtige" før vi tør kaste os derud hvor vi ikke kan bunde - følge vores drømme og gå imod folks (måske endda folk vi holder af) meninger. Måske fordi vi bilder os selv ind at vi så står stærkere i modvind. Faktisk er det det stikmodsatte man skal gøre.

Du skal starte idag. Du skal tage din utilstrækkelighed, din usikkerhed, din tvivl og din manglende tro på dig selv i hånden, og så skal du gøre det alligevel. Kom venner, vi skal denne vej, jeg ved godt I er bange, men det holder I måske aldrig op med at være, derfor er tiden nu. Og kun nu. Du skal mærke din passion, din drøm, det du tror på, og så skal du belutte dig for at leve den. For inde i dig bor en lille dreng eller en lille pige der drømte om noget engang. Om det var at være rumpilot eller ballerina eller blive læge eller leve af at stå på en scene og synge, det er underordnet. Der var drømme. Der ER drømme. Idag er du voksen, og du skylder det lille indre barn og vise ham og hende at drømme kan lade sig gøre hvis man vil dem nok. Nogle drømme lykkes ikke, men så må man bare prøve igen. Og igen. Og igen. Dengang du lærte og cykle gav du jo heller ikke op. Du blev ved indtil du kunne det. Hvordan er det her anderledes?

Nej jeg blev ikke millionær på den første bog jeg skrev (endnu), men jeg fulgte en drøm, jeg skrev en bog, og selvom der var rigeligt med modgang og frustrationer, så er der bare så meget mere i den bog og bogens liv, end jeg nogensinde ville kunne købe mig til. Igår holdt jeg foredrag til åbningsreceptionen af den nye bogcafé "den hemmelige" i Toves Galleri på Vesterbro. Det var en fantastisk oplevelse og der kom mange fra publikum og snakkede efter foredraget. Jeg elsker når folk kommer op og siger hej og fortæller hvad mine foredrag giver dem.

I virkeligheden havde jeg lyst til at aflyse. Det har jeg nemlig altid inden jeg holder noget, uanset om det er et foredrag, en workshop, et kort oplæg eller en coachingsession. Det er den samme stemme der kommer op: "Hvem tror du du er? Du har sgu da ikke noget klogt at sige, hvad i alverden skulle folk dog lære af dig?" - og andre grimme ting jeg ikke behøver gentage. Hver gang jeg beslutter mig for at træde frem og lave det jeg tror på, det min ild brænder for, så kommer frygtens stemme og tester mig. Jeg skal åbenbart lige dobbelttjekkes og gen-beslutte at ja, det er faktisk det her jeg vil. Med eller uden selvdestruktiv frygtstemme. Jeg har bare lært at det blot er frygt. Det er mit mindreværd der forsøger at holde fast i en gammel historie om at jeg i virkeligheden ikke er god nok. Og det bliver den muligvis ved med resten af mit liv, derfor har jeg altså ikke tid til at vente på den går væk. Jeg vælger at stille mig på scenen alligevel og tro på at min stemme også har sin ret. At min historie vil gøre en forksel for nogen. At den gave jeg kan give gennem min krop og mit sind, den er større end en frygtstemme i mit hovde. Jeg kan ikke være bekendt at fratage verden mit bidrag blot på grund af en gammel stemme fra en gammel tid engang i mit liv. Det er i ikke i orden.

Som du kan se i videoen så har Lady Gaga den samme stemme. Føler sig som en "looser". Hun træder alligevel op på scenen. Igen og igen. Og når jeg kan, og Lady Gaga kan, så kan du også. Træd ind på din scene, lys, syng, dans, gør det du skal gøre, og en dag er det dig der sidder og laver en video og fortæller verden hvor bange du stadig er, og hvor vigtigt det er at du bliver ved og lever din drøm dag efter dag efter dag efter dag. Der er intet tilbage at vente på. Du skal ikke tage flere kurser nu, du skal ikke se pænere ud. Du er præcis der hvor du skal være med al den viden du har. Din tid er lige nu. Lev den!

Maritim

noreply@blogger.com (Deppe) — Sat, 18 Feb 2012 10:00:00 +0000

Idag skal jeg holde et lille foredrag på "Den hemmelige" i Toves galleri kl 15. Kom forbi, der er fri entre.

Today & Me i billeder

noreply@blogger.com (Deppe) — Thu, 16 Feb 2012 19:46:00 +0000

Lykken er denne dag. Efter arbejde var jeg til fernisering på Galleri Rasmus, nød et glas kold hvidvin og lyttede i 45 minutter til lækker Jazz. Kiggede rundt, takkede af og besluttede at gå hjem i regnen og mærke at være mig. Af og til er lykken at gå i regnen.

Sko Nike Free Run, bukser Stella Nova, rullekrave fra Inwear basic kollektion, læderjakke fra Custommade, tørklæde fra Mags Magasin, handsker fra H&M, bælte fra genbrug, taske fra MJ og mobiltaske fra H&M.

Today & Me - about a different kind of death!

noreply@blogger.com (Deppe) — Thu, 16 Feb 2012 14:47:00 +0000

Mine fingre ryster, mit hjerte hamrer og al den glæde jeg har lagt i pant hos min kvælende klump i halsen, strømmer tilbage i mine årer. Og det tog ti minutter. Ti minutter at udføre, næste et år at samle kræfterne til. Men det her var sidste gang, og jeg er glad for at jeg gjorde det selv!

De næste 10 minutter vil du lære en hel del om min som jeg havde svoret du aldrig måtte finde ud af. Både hvor jeg arbejder til daglig når jeg ikke arbejder i mit eget firma, sidste års mørkeste hemmelighed og min største skam. Its all yours, I done need it anymore!

For 3 år siden startede jeg mit eget firma. Jeg var grøn, det er jeg nu stadig, men jeg er en hel del erfaringer rigere, særligt efter i dag. Jeg skulle lige til at skrive ”det første år tjente jeg ikke en krone”, hvilket er noget jeg har bildt mig selv ind, men det er faktisk ikke sandt nu jeg tænker over det. Jeg tjente ret godt det første år, jeg tjente bare ikke nok til at kunne give mig selv løn, og samtidig med at jeg startede firma og ingen penge tjente, læste jeg på en masteruddannelse som kostede 75.000 kroner jeg ikke havde. Okay, i dette øjeblik må jeg lige omformulere: jeg kunne ikke give mig selv løn det første år.

Lang historie kort, så har jeg i dag et firma der kører rundt. Det er stadig meget at lære, men jeg har forstået nogle grundlæggende ting. Til gengæld har jeg en gammel gæld som voksede mig over hovedet, så meget at jeg til sidst holdt op med at prøve. Jeg kunne ikke se mig ud af det. Jeg stoppede dialogen med min bank, som jeg ingen vegne kom med, og som endte med at opsige alle mine konti og sendte mig i RKI. Det sidste år er jeg bare holdt op med at åbne rudekuverter. Dér har du det. Ultimativ ansvarsfralæggelse, min ultimative skam. Jeg er gradvist, men sikkert, blevet mere og mere energiforladt, mere og mere trykket og selvom jeg har prøvet at tænkte på noget andet, så har de uåbnede rudekuverter konstant prikket til min samvittighed. Jeg blev passiv og jeg blev meget meget bange.

Og hvis du sidder og tænker, nå great, endnu en ”for lang tid siden var jeg en uansvarlig en, nu er jeg bare en der kan det hele” – så flet næbbet, for den her historie gælder indtil kl 22 i går aftes hvor jeg stod i mit bad.

Jeg har bedt om hjælp. Jeg har fået hjælp. Jo mere jeg har åbnet op for min egen situation, jo flere mennesker, seje mennesker jeg inspireres af, viser det sig, sidder i den samme som min egen. Og det har givet mig mod. At andre har været modige og har vist mig deres skam. Ill show you mine if you show me yours. Men jeg har stadig ikke kunne tage det afgørende skridt. Lige indtil i går hvor jeg talte med et firma om hjælp til afvikling af gæld, og de vil have 30.000 kroner for det.

Klokken 22 gik jeg i bad. I går aftes, d. 15 februar 2012. Jeg havde mange tanker. Hvor skal jeg få 30.000 kroner fra? Hvad lærer jeg af at få andre ting at ordne min skam? Du er næsten 30, burde du ikke være voksen nok til at klare det her selv?

Og da jeg havde tænkt den sidste tanke kom der heldigvis en ny stemme frem i mit hoved:”Vi kæmper alle med forskellige ting Anne. Hvad der er let for dig er forbundet med skam for andre. Du KAN ikke sammenligne dig med andre, du kan kun sammenligne dig med tidligere og fremtidige udgaver af dig selv. Men aldrig andre. Det svarer til at dømme en pære på dens evner til at være en banan – det giver ingen mening”.

Pludselig vidste jeg hvad jeg skulle gøre. De fleste af jer ved allerede at jeg arbejder som coach i en større virksomhed. I ved bare ikke hvorhenne. Med mindre I har søgt mig på LinkedIn. Sammen med teamlederen for den afdeling jeg coacher i, havde jeg en aftale om at vi i dag. Torsdag skulle lave en lille øvelse hvor vi ser vores frygt i øjnene. Bare et lille skridt for at komme ud over rampen og undersøge hvad vi egentlig er i stand til når vi flytter os.

Jeg pakkede min taske i morges, tog den pose med jeg havde pakket da jeg kom ud af badet i går aftes, kiggede mig i spejlet og tænkte ”gad vide hvad man har på når det er den skamfulde verdens undergang i dag?”. Jeg mærkede mit hjerte hamre og forlod min lejlighed.

Da jeg mødte ind på arbejde sagde jeg til teamlederen at jeg gerne selv ville rammesætte hele øvelsen, og at hun blot skulle koncentrere sig om de praktiske ting på morgenmødet.

Med min pose i hånden gik jeg ned i afdelingen. Ned til 25 kvinder jeg ikke kender ret godt. Hvor jeg er coach/konsulent/autoritetsperson fra hovedkontoret som normalt stiller dem opgaver.

Mens teamleder startede mødet forsvandt al lyden. Pludselig kiggede hun på mig og jeg hørte noget med at overlade ordet til Anne. Jeg trådte ind i midten af rundkredsen. Rundt om mig stod 25 kvinder. Ikke bare hvilket som helst kvinder. For jeg arbejder ikke hvilket som helst sted. Jeg stod, med min pose i hånden, omgivet af 25 parfumepiger i Magasin du Nord. Jeg er coach i Magasin. Chanel, Estee Lauder, MAC cosmetics, La Mer, Dior, Clarins og så videre, og sagde følgende:

- Har I glædet jer til at komme på arbejde i dag?

- JA!! sagde pigerne

- Okay, for jeg har ikke...

Hvorefter de kiggede meget undrende på mig. Ej, kan man godt sige det? Hvorefter jeg fortsatte:

”Jeres leder roste mig lige. Men for fortsat at være en dygtig coach kræver det af mig at jeg bliver ved med at arbejde med min frygt. Ellers giver det ingen mening når jeg står og beder jer om det samme. Så nu vil jeg fortælle noget personligt om mig selv, noget som har kostet mig både livsglæde, arbejdsglæde og energi.”

Ganske kort fortalte jeg om mit ”sorte år” (som Bente Dalsbæk og jeg døbte det i Radio24syv), og fortalte at gælden var vokset mig over hovedet. Så hev jeg posen frem.

”I denne pose ligger der 26 rudekuverter som jeg har været bange for siden august. I dag skal vi se vores frygt i øjnene, i dag skal være dagen hvor, når vi går ud af den dør og hjem fra arbejde, så kan vi råbe YES og sige til os selv at i dag var dagen hvor vi gav frygten fucking baghjul. Jeg beder jer ikke se jeres værste frygt i øjnene ligesom jeg gør det nu. Jeg beder jer tage en lillebitte en og støtte mig i, at når jeg går hjem i dag, så har jeg åbnet alle disse konvolutter og lagt en plan for hvordan jeg afvikler dem. Og for at vise at jeg mener det alvorligt, så stiller jeg mig ved kassen dér midt i afdelingen og åbner dem alle sammen NU!”

Vi råbte et fælles kampråb, pigerne krammede mig, og ikke en eneste kastede sten, rullede øjne eller spyttede på mig. Ikke en eneste. Min puls dunkede i halsen og jeg kunne ikke længere mærke mine ben. Min krop gik hen til kassen, mine hænder rystede, og så gik jeg i gang. Omgivet af smukke kvinder, hardcore sælgere, omgivet af Marc, Jean-Paul Gaultier, Chloe, Chanel og alle de andre. Dér stod jeg med min mest betændte skam og åbnede den ene rudekuvert efter den anden.

Og det føltes fantastisk. Mens jeg var i gang med kuvert nummer 16 kom en af pigerne hen til mig og fortalte mig om hendes meget personlige historie om økonomi. Jeg blev rørt til tårer. Kort efter kom en anden af pigerne hen og spurgte ”Anne? Altså… ER det rigtige kuverter, det er ikke bare noget du siger for at motivere os?? Da jeg viste hende det ene brev med mit CPR nummer osv kiggede hun på mig og omfavnede mig ”Anne, du er den sejeste jeg nogensinde har mødt!”.

Da alle kuverter var åbne, gik jeg en tur rundt med dem i afdelingen, viste pigerne at min opgave var løst, hvorefter det væltede ind med små sedler med små frygte som de alle sammen ville overskride i dag.

Nu er klokken 15.36 og dagen er ved at være gået. Min HR direktør kom forbi i dag, lige i dag, og jeg fortalte ham om øvelsen. Og om hvad der startede øvelsen – jeg viste ham mine rudekuverter. Jeg har verdens sejeste chef. Han sagde noget som jeg holder for mig selv, men som gjorde at jeg rettede ryggen og blev glad.

Jeg har haft den bedste dag i mit liv meget meget længe. Jeg er så stolt, jeg er så stolt over at jeg aldrig skal herud igen, at jeg har fået så meget støtte fra en hel afdeling, at alle dem der satte et mål i dag, de gik hardcore efter det, over at jeg har et job hvor kan jeg kan udfolde mig helt udenfor al sund fornuft og alle faste rammer, og det bare bliver taget så godt imod. Jeg er så stolt over at indeholde det mod, også selvom jeg åbenbart lider af selektiv hukommelsestab og glemmer at modet altid er der.

Det har været en lang rejse, den er kun lige begyndt. Jeg er motiveret som aldrig før. 2012, drømmenes år, modets år og forandringens år – vi er de eneste der kan sætte vores egen overlægger – lad os gøre os selv en tjeneste og lade den ligge, vi har ingen idé om hvor højt vi kan flyve, og vi gør ingen en tjeneste ved at beslutte os for 300 meter, hvis vi i virkeligheden kunne gå efter månen. Eller stjernerne.

Tak fordi jeg lever i et land med ytringsfrihed hvor jeg kan skrive hvad jeg vil. Også denne historie.

Single og Valentine? No problem at all!

noreply@blogger.com (Deppe) — Tue, 14 Feb 2012 07:28:00 +0000

Igår aftes da jeg stod og lavede mad i mit nye køkken i min fantastiske New Yorkerlejlighed (er stadig helt glad i låget over den!), kom jeg i tanke om hvor fantastisk jeg som barn syntes var at male på æg. Og hvem siger man bliver for gammel til at dekorere sine hårdkogte æg?

Hvis du er en af dem der mangler en kæreste og "mangler en" at skrive små søde sedler til, vil du så omgående komme igang med at skrive søde sedler til dig selv og lægge dem i din madpakke!

"Kære Bodil, Happy Valentines, hav en fantastisk dag, jeg elsker dig, KYS Bodil!"

Jeg skal på date i aften! Med en jeg ELSKER at være på date med (hint: hun er forfatter, har knald i låget og har skrevet en bog om at spørge om penge på facebook!)! Så efter arbejde skal jeg hjem og handle ind, tænde stearinlys og måske kommer der en lille gave med hjem fra Magasin. Det ville ikke være så tosset. Den bliver naturligvis pakket ind. Hvis du er ny her på bloggen så kommer der her en servicemeddelelse: Når du køber ting til dig selv, så få dem pakket ind. Når sælgeren spørger "er det til gave?" så siger du "JA! og den skal pakkes rigtig fint ind!". Jeg får pakket næsten alting ind til mig selv, og det er altså virkelig skønt at komme hjem efter en kedelig regvnvejrstirsdag og pakke en lækker pakke op og sige "neeeeeej, er den til mig!"

Kærligheden er der altid, også selvom man er single. Så de af jer der sidder alene på valentines, tag på den vildeste date med dig selv! Jeg er sikker på du vil få en god aften ud af det. Lær dig selv at kende, find ud af hvilket musik du nyder at danse til, hvilket mad du elsker, køb den lækreste dessert og giv den gas - ligesom hvis du havde haft en mand/kvinde.

Hav en smuk dag. Og mal nu de æg!

København, du er kun alt jeg har

noreply@blogger.com (Deppe) — Sat, 11 Feb 2012 15:00:00 +0000

Du har danset med mig i 20 år
du har lært mig de trin jeg følger
men ikke forstår

København,
du er kun alt jeg har
når dine tusinde øjne lukker i
og mørket maler dig uendelig
dine døtre, de vil mig intet godt
men dine øjne lyser mig hjem når jeg får nok

Jeg har et lille problem
jeg ikke kan finde
før du viser mig hvor du gemmer hende

København,
jeg er din sidste søn
når dine tusinde øjne lukker i
mørket maler dig uendelig
og dine døtre, de vil mig intet godt
men dine øjne lyser mig hjem når jeg får nok

Mørket vil have mere
dagene bliver korte
jeg har brugt de sidste kroner
på at male mine sorte

København,
dine øjne bliver flere og flere
og dine døtre,
fortæl dem jeg ikke venter mere

Syng med her.

Queen of fucking everything mug

noreply@blogger.com (Deppe) — Fri, 10 Feb 2012 23:47:00 +0000

PS Jens Arentzen

noreply@blogger.com (Deppe) — Fri, 10 Feb 2012 23:44:00 +0000

I sidste uge fandt jeg ved et tilfælde ud af at jeg har vundet et kursus med min store inspirator Jens Arentzen. Jeg glæder mig ubeskrivelig meget til at skulle deltage på et af hans kurser. Det var dette svar der gjorde mig til vinder. Spørgsmålet hed at vi skulle fortælle om en oplevelse med Jens:

Min sjoveste/bedste oplevelse med Jens var da jeg mødte ham for første gang på iværksætterturen uge 26 sidste år. Jens har med sit oplæg rørt mine grundvolde og lært mig at der ikke er noget som helst galt med mig, jeg er bare "en mærkelig", og det er ret sejt at være sådan en der ikke passer ned i en kasse og gør som alle andre. Så fra at dømme mig selv for noget jeg jo var, så begyndte jeg at elske mig selv og al min mærkelighed i stedet for, og det er livet altså blevet noget sjovere af. Nogle mener det tager et helt liv at ændre noget fundamentalt hos sig selv. I mit tilfælde tog det 45 minutters Jens. Jeg har siden haft fornøjelse af at møde Jens til endnu et oplæg, og han er den absolut bedste foredragsholder jeg nogensinde har oplevet! Af hjertet tak!

Der er fødselsdag i maven!

Vil du høre noget vildt?

noreply@blogger.com (Deppe) — Fri, 10 Feb 2012 23:37:00 +0000

Jeg har ENDELIG fundet ud af hvad i alverden det er jeg skal lære! Lige nu i hvert fald. Først lidt Deppe's livsfilosofi.

Som jeg har nævt et par gange i min blogs levetid (skal også snart finde ud af hvornår den egentlig har fødselsdag, man kan aldrig få for mange grunde til at fejre ting!), så er jeg helt overbevist om at livet er en læringsproces. Der er intet godt eller ondt, der er kun læring. Jeg tror på at der bag hver eneste handling ligger en god intention - den kan bare komme virkelig forskruet ud. Jeg er ikke noget overmenneske, jeg synes også der findes både grusomheder og uretfærdigheder - fordi nogle ting strider imod mine værdier, men jeg prøver så vidt muligt at holde fast i at der bagved hver eneste handling ligger en god intention. De fleste gange lykkes det, men ikke altid.

Når man har en historie som min, og det er vi mange der har, så kan det godt være svært at holde fast i at livet er en læring. At livet ikke er ondt, at hende der Gud, eller hvem der nu har fjernbetjeningen deroppe, ikke har sat mig på den sorte liste. Der ER noget jeg skal lære her. Tiden er nu, ikke igår eller i morgen. Der er ikke nogen himmel, dette ER himlen, det er bare ikke så mange der har opdaget det - hvis vi nu lige skulle runde det religiøse hjørne. Som Michael Jackson kortfattet sagde: This is it!

De sidste to år har enten været et mareridt for mig eller en turbo-undervisning i livet. Jeg vælger den sidste. I livets skole er der ingen diplomer, der er kun læring. Læring der altid vil være langt mere værdifuld end et hvilket som helst stykke papir. Alt er relativt og afhænger af hvem man spørger, men i min model af verden er livslæring det der vægter allerhøjest på min respekthedsliste. Der er mange andre ting der scorer højt, som f.eks intelligens, ærlighed og kant, men intet topper livslæringen.

Hvis jeg valgte at se mit liv som et langt mareridt, en pinebænk eller et lorteliv, så giver jeg samtidig afkald på al læringen og muligheden for at ændre noget. For så placerer jeg mig udenfor ansvaret og så er det nogens skyld. Det eneste der er galt med at noget er nogen skyld, det er at jeg fratger mig selv muligheden for at gøre noget ved det selv. Jeg gør mig handicappet og mister min styrke. Hver gang du synes noget er nogens skyld så gør du dig selv ude af stand til at komme videre. Punktum.

Siden jeg lavede min indsamling, som jeg nu har skrevet en bog om, har jeg levet mit liv på turbo, bortset fra at jeg har været til stede hele vejen, så det betyder ikke at jeg er sprunget over hvor gærdet er lavest. Hvis jeg skulle sætte et billede på, så har jeg brugt de sidste par år på at kravle op ad en bjergskråning. Der har været krat over det hele, jeg har skåret mig på skarpe kanter, jeg har troet jeg for vild, jeg troede flere gange jeg skulle give op og lade mig falde. Indenfor de sidste par uger (derfor også introvertheden) har jeg besluttet mig for at åbne øjnene og se hvor i alverden jeg er henne.

Pludelig opdager jeg at jeg står på toppen af det højeste bjerg jeg nogensinde har stået på. Og tænker

"Nååååååhhhhh.... nåh så kan jeg bedre forstå...Nårhhh. Jeg står på toppen af et bjerg.... nåmen så giver det jo langt bedre mening at.... Ahhhhh... nå ja okay. Ja.......ja.....". Jeg vidste ikke jeg var på vej op på en bjergtop. Så lige nu sidder jeg bare her og kigger ud. Jeg kal lige vænne mig til at have så stort et overblik, at jeg kan høre fuglene synge, at der ikke er koldt på toppen, at jeg hele tiden har været på vej op ad en krattet skråning, og at det faktisk er ret godt klaret.

Så jeg var ikke forkert. Jeg var heller ikke alle de andre ting jeg dømte mig selv for at være. Jeg var bare på vej op af et svært bjerg. Thats it.

Du ved aldrig hvilken lektion du er igang med at lære. Som Steve Jobs siger, så kan du første samle brikkerne bagefter - aldrig mens du er i det. Connecting the dots. Du ved først, når du går ud af klasselokalet, hvad det er du har lært, og først når du går ud af lokalet kan du beslutte dig for hvad du vil bruge den læring til. Du starter jo også først med at lære at blive god til det der med at køre bil efter køreprøven er bestået.

Og hvis du nu kigger tilbage på hvordan dit liv var for to år siden, så se lige hvor meget du alligevel har rykket dig? Kan I huske en af mine læsere der i december fik en lille opgave? Hun skulle rose fremmede. Jeg har lige skrevet med hende for et par dage siden, hvor hun fortalte at hun helt havde glemt at det havde været svært for hende, og nu gjorde hun det simpelthen helt af sig selv. Men for bare en måned siden var det en kæmpe udfordring for hende. Kig lige på hvor fantastiske ting du har opnået, bare indenfor de sidste par måneder? Hvor meget mod du har udvist! Hvor meget bedre du er blevet til eksempelvis at lytte til dig selv? Eller til at lukke glæde ind i dit liv?

Den læring kommer ikke af sig selv - den kræver at vi går derud hvor isen knirker og vi ikke helt ved om den vil holde eller briste. Dér er læringen. Altid!

Skal jeg fortælle hvad jeg har lært? (min selektive hørelse hører ja'er)

Jeg har lært at livet er kærligt og at universet vil mig det godt. Hele mit liv har jeg haft en grundtro på at jeg måtte være en fejl. Det kunne simpelthen ikke passe at det var meningen jeg stadig skulle være i live. Af og til prøvede jeg at hjælpe skæbnen lidt på vej. Lukkede ikke min sikkerhedssele i bilen da jeg var barn, for hvis der nu skete et uheld, så ville jeg flyve ud igennem forruden og så kunne jeg i det mindste ikke blive hadet for at tage livet af mig selv - for det var en forglemmelse det med selen og ingen kunne bevise at jeg havde gjort det med vilje. Jeg har hele mit liv troet at kærligheden til mig måtte være anbragt efter dette liv.

I 2012 har jeg lært at kærligheden er overalt omkring mig. Overalt. Der er så mange mennesker der elsker mig og tror på mig og vil mig og omfavner mig. Jeg skulle helt derud hvor livet gjorde forbandet ondt og hvor ensomheden havde omringet mig. Jeg skal åbenbart vrides en del før jeg gider hører efter hvad der bliver sagt. Så kunne jeg lære det. Og det gjorde jeg! Nå, så jeg er bare lidt tungnem! Jamen det er sådan st ikke det samme som at være hverken et dårligt menneske eller noget der er endnu værre. Det gik jeg bare her og troede.

Jeg fik endnu en læring serveret på et sølvfad. Idag fik jeg en skideballe af en veninde. Den bedste skideballe jeg har fået i mit liv.

"Anne=("?)/)#! Jeg gider kraftedme ikke at du skal give mig noget (i dette tilfælde en juice på Joe's) hver eneste gang jeg gør noget for dig, det er fandme ikke noget venskab, gider du godt holde op og så bare tage i mod og sige tak &=&=("&#=(#&!!!!!!!"

Ja Maria, det lover jeg at gøre fra nu af!

Jeg elsker skideballer i kærlighed!

Åh det var meget langt og meget alt muligt. Det var i hvert fald ærligt og skriveflow-agtigt. Jeg aner ikke hvad jeg lige har skrevet, kender du det? Sådan har jeg det når det er hjertet der taler.

Hav en virkelig dejlig weekend. Jeg skal nyde min bjergtop og bruge lidt tid på at vænne mig til at mit verdensbillede er fuldstændig og aldeles forandret.

Hav det godt. Eller dårligt. You decide

-Anne-

Introvertus

noreply@blogger.com (Deppe) — Wed, 08 Feb 2012 21:09:00 +0000

Idag har jeg været til psykolog. Jeg tror jeg har fortalt det tidligere, jeg går til psykolog og har gjort det i 5 år. Det har været en helt igennem fantastisk rejse. Sessionen idag varede en time, og jeg græd fra jeg kom til jeg gik. Lettelsens tårer. Noget slap indeni mig.

Den seneste tid har jeg været ret introvert. I øjeblikket er jeg det rigtig meget. Jeg hørte mig selv sige til min psykolog idag:"Det er underligt, for normalt ser jeg alt muligt når jeg går rundt udenfor, men i øjeblikket ser jeg ikke en skid!". Hun kiggede på mig og sagde:"Anne, når man ser indad så meget som du gør i øjeblikket, så kan man ikke samtidig se udad, det er du nødt til at acceptere". Og det gør jeg så.

Om vinteren trækker planterne, træerne og fuglene sig tilbage. Nogle søger mod varme lande, andre søger dybt ned i jorden og efterlader kun tøre kviste og nøgne træer. Jeg tror også at det gælder mennesker. Vi søger tættere sammen, lader op og søger i hi, så vi kan samle vores energi til at springe ud og blomstre når det begynder at blive forår og lysere udenfor. Jeg tror det er helt naturligt at det er sådan det hænger sammen.

Jeg er introvert for tiden. Jeg har været igennem 3 virkelig udviklende år, jeg har set en masse frygt i øjenene, og jeg er kun lige begyndt. Den første bog er ude, den næste er allerede på vej. Og vigtigst af alt, så ser jeg en anden kvinde i spejlet end jeg har set hele mit liv.

Indtil for ganske kort tid siden så jeg stadig en skræmt lille pige. Jeg ser hende tit. Hende der er bange for menensker og tror verden er et ondskabsfuldt sted, at der bag hver glæde gemmer sig en kæmperegning der skal betales, en smertefuld en. Det billede er nu vendt. Jeg tror på at livet er som bølger, det går op og ned, men der er aldrig en regning der skal betales. Til gengæld er der lektier der skal læres. Igen og igen og igen. Og der er så mange mennesker omkring os der er villige til at støtte os, hvis vi for pokker da bare lukker dem ind. Og det kan være en udfordring i sig selv. I hvert fald hvis man hedder Anne Deppe. Jeg øver mig, jeg bliver bedre, jeg bliver god.

Forleden blev jeg spurgt hvad jeg egentlig ville med mit liv. Jeg har tænkt lidt over det, og mit svar må være: at leve det! At være i live! At være vågen og opleve kærlighed hver eneste dag. For 2012 har jeg sat mig følgende mål:

1: Jeg skal grine hver dag

2: Jeg skal opleve et nyt land (mission fuldført, jeg skal både til Thailand og Milano, og der har jeg aldrig været før)

3: Jeg skal på Anthony Robbins kursus (tjek, jeg flyver til London og ser ham til maj)

4: Jeg skal slippe det anker jeg har i fortiden

Det er store mål, og de er alle mulige! Engang lærte jeg et citat som jeg af og til bruger:

“The greater danger for most of us lies not in setting our aim too high and falling short; but in setting our aim too low, and achieving our mark.” - Michelangelo

Jeg vil turde sætte mål der virker urealiske... Måske skal jeg lige lave en re-run på ovenstående liste. Men først: MEDINA! Jeg har afsluttet mit momsregnskab her til aften og det skal fejres med dans og højlydt sang.

"Er du eeeensoooooommmm? Baby er du eeeeennnsoooooooommm?"

Det var dagens tanker fra Nørrebro.

Vis din byld i røven!

noreply@blogger.com (Deppe) — Tue, 07 Feb 2012 06:52:00 +0000

Igår skrev jeg at jeg ville fortælle en historie om en byld i røven. Den har jeg tænkt mig at fortælle nu. Som jeg skrev er det ikke en historie om min byld eller min røv, men jeg kom til at tænk på en gammel historie om min byld og min røv, så den fortæller jeg lige bagefter, da den måske giver god mening i denne sammenhæng. Og så skal jeg nok skrive om andre ting end bylder fra nu af.

I sidste uge var jeg på kursus og hørte en super inspirerende underviser fortælle om forhandlingsteknik. Hvordan gør man lige når man skal forhandle en aftale hjem til sit firma? Forhandlinger indenfor politik osv. Det var enormt spændende og han var enormt dygtig. Underspillet på den fede måde.

Han fortalte om ærlighed. Mit yndlingsområde. Mit tema. Underviseren, havde på et tidspunkt en mentor der var jægersolat. Jægersoldater er rimelig hardcore drenge, og det er måske ikke lige dem man skal lægge sig ud med... nogensinde. For nogle år siden havde jægersoldaten og hans team været på ørkenvandring og skulle gå mange hundrede kilometer uden mad og drikke og i modvind (kan ikke helt huske detaljerne, men det lød meget hårdt). Jægersoldaten mærkede pludseligt at han havde fået en byld i røven.

Så hvad gjorde han? Fortalte han det til sit team eller vrn han "mand" og bed det i sig?

Jægersoldaten stoppede brat op og kaldte teamet sammen.

- Team, nu skal I høre, vi har en udfordring!

Hvorefter han trak ned i bukserne, stak enden i vejret spredte ballerne og viste bylden frem. En kollega tog en kniv, stak hul, klmete det ud der skulle klemmes ud, en anden fandt sytøj og syede ham sammen igen og en sidste klaskede et fint lille plaster på. Bukserne på og så kunne de gå videre.

Hvorfor fortæller jeg denne, lidt detaljerede historie om bylden i hans røv? Det gør jeg fordi den satte nogle tanker igang hos mig. Jægersoldaten vidste godt, at med en byld i røven var han pludselig det svageste led. Havde han bidt det i sig, havde han udsat hele gruppen for fare, fordi de ikke havde en ærlig chance for at vide at de nu var svagere end de havde været for en halv time siden. Ved at stoppe op, være ærlig, vise bylden og inddrage sit team, var alle klar over graden af styrke og kunne i fællesskab løse problemet så de kunne komme videre i deres program.

Hver dag går vi rundt og gemmer vores bylder for hinanden. Bider ting i os, siger "det går fint" når vi i virkeligheden har lyst til at forsvinde ind i os selv fordi verden nogen gange virker som et rigtig farligt sted at være. Vi tager en dyb indånding, synker og sætter vores "professionelle smil" på. Jeg gør det. Jeg hører af og til min autopilot sige "det går fint hvad med dig?". Jeg er så vant til at sige det så det lyder mere sådan her: "Detgårfinta-m-dig?". Jeg når slet ikke at tjekke ned i min mave og mærke om det egentlig går fint.

For 8 år siden var jeg en af dem der fik glæden af at få en byld i røven. En lille lækker stressbyld. Jeg var så flov over mig selv og jeg turde ikke fortælle nogen at jeg havde fået en byld i min røv. Så jeg hoppede i tøjet, tog mit kamera om halsen og tog ud i nattelivet sammen med min kollega og tog billeder af alle d efulde mennesker. Det var dengang jeg var nattelivsfotograf i Århus. Jo senere på natten det blev, jo mere vræltede jeg rundt som en cowboyder. Jeg havde så ondt i røven at jeg ikke kunne tænke på andet.

Til sidst måtte jeg gå hjem. Uden at fortælle nogen hvorfor.

Da jeg aldrig havde haft en byld før, vidste jeg ikke om det var noget der bare skulle løbes væk eller hvad man lige skulle stille op med sådan en, så jeg begyndte at google. Eller Yoahoooe hed det vist dengang. Efter et par minutters søgen på nettet kunne jeg godt se at jeg måtte have fat i en læge. Ti minutter senere sad jeg i en taxa på vej op til lægevagten. Eller, jeg sad ikke, jeg vred mig for at finde ud af hvordan jeg skulle placere min krop i bilen så det gjorde mindst ondt at være til.

Long story short, jeg fik prikket hul, fik en slags plaster på og måtte hjem og lægge mig. Jeg havde svoret jeg aldrig ville fortælle historien til nogen, men da min veninde ringer til mig dagen efter, kan jeg alligeel ikke lade være med at fortælle hvad der er sket. Og vi griner lidt af det. Og det var faktisk en stor lettelse at snakke om bylden. Den pinlige byld det pinlige sted. For det var hvad det var. Min veninde dømte mig ikke og tænkte ikke dårligt om mig, sådan som jeg dengang havde frygtet hun ville. Til gegæld var hun enormt omsorgsfuld, jokede lidt og gjorde det faktisk meget lettere at være mig med byld.

Skæbnen ville at jeg 3 måneder senere fik et opkald. Det var min veninde der ringede med en lille stemme og sagde "Anne... da du havde den der byld dengang, føltes det så sådan her? Og hvad var løsningen på det?".

Pludselig var jeg blevet en erfaring rigere rent byldmæssigt, og fordi jeg havde valgt at "vise" min byld, så var jeg den min veninde ringede til da hun befandt sig i samme situation 3 måneder efter.

Vi behøver ikke være alene med vores bylder. Uanset om det er at komme "ud af skabet" med sin seksuelle orientering, at stå ved sine drømme, at vælge noget andet, at dele noget smertefuldt med folk omkring os. Men hvis vi ikke åbner munden og "viser bylden", fortæller de svære ting, så fratager vi vores omgivelser muligheden for at være der for os, at vise os støtte, kærlighed og omsorg. Ja man bliver bange. Bange for at blive dømt ude, bange for at blive forladt, og ja det er en reel risiko. Men hvis der er mennesker der vil forlade dig når du viser din sårbarhed og det der er allermest helligt omkring dig, er det så mennesker der i det hele taget skal være i dit liv? Er det mennesker der støtter dig eller er med til at spille dig god?

Hver eneste gang jeg har besluttet mig for at vise min byld i mit liv, så er der folk der har stået i kø for at hjælpe mig. Jeg anede ikke det var sådan før jeg begyndte at bede åbenlyst om hjælp. Jeg har altid været sådan en der insisterede på at bære de tunge indkøbsposer hjem fra Rema. Med min store håndværkerkæreste gående ved siden af der synes det er det mest fjollede i verden at jeg skal bære når nu han er meget større og meget stærkere end mig. Men nej nej, jeg kunne gå der i min egen tro på at så var jeg stærk, og i hvert fald ikke en svagpisser, hvis jeg bar de tunge ting selv.

Det eneste jeg i virkeligheden fik ud af det, var meget ømme fingre, en ensomhedsfølelse (for dybt inderst inde, der hvor jeg ikke ville indrømme det ville jeg jo gerne have hans hjælp), og jeg fik ret i at jeg skulle klare det hele selv her i livet.

Det har jeg fundet ud af jeg ikke skal. Jeg er hundrede gange stærkere når jeg trækker bukserne ned og viser der hvor jeg er svagest, når jeg giver mine omgivelser muligheden for at hjælpe mig og være der for mig. Det er meget sjovere og meget mere kærlighedsfyldt.

Vis din byld, det er svaghed at lade være, du er ikke stærk fordi du vandrer din ørken alene med en byld i røven, du er først stærk når du kalder til deling og beder dine medsoldater om hjælp.

Hav en god dag :-)

Ma ni pu la tion

noreply@blogger.com (Deppe) — Mon, 06 Feb 2012 07:14:00 +0000

Sæt denne sang på.

Igår aftes da jeg gik i seng, besluttede jeg mig for at uanset hvilket humør jeg ville vågne i, så ville jeg starte dagen med at tage hænderne over hovedet og huje.

Jeg var ærlig talt ikke i ret godt humør da jeg vågnede, da jeg er bagud med noget arbejde og det fylder en del. Alligevel besluttede jeg mig for at stå ved dt valg jeg traf igår aftes. Jeg satte sangen på, gik i bad og pludselig begyndte mig krop at danse og synge.

Hele morgenen har været forrygende, alt er gået stærkt og jeg er klar til at indtage ugen med storm. Jeg glæder mig til at komme på arbejde, jeg har en lang dag med kurser der skal holdes, og jeg glæder mig til at cykle i sneen på vej til arbejde.

Tænk engang.

Jeg har endda smurt madpakke. Jeg kan ikke huske hvor mange år siden det er jeg sidst har gjort den slags.

I aften vil jeg fortælle en om en byld i røven. Ikke min byld eller min røv, men en historie jeg hørte i sidste uge, som har gjort stort indtryk på mig.

Hav en god mandag :-)

Julefrokost i februar

noreply@blogger.com (Deppe) — Sun, 05 Feb 2012 22:41:00 +0000

Igår aftes var jeg til julefrokost med mit netværk. Vi startede med lækker lækker middag i madklubben, gin & tonics og den lækreste dessert jeg længe har smagt. Derefter tog vi på The Lot, hvor vi, udover at møde Aqua Lene og Morten Resen (og mange flere), blev enige om at det var lidt for lakrids til julefrokost. Jeg er slet ikke 18 nok til the Lot og slet ikke nok på coke. Undskyld min fordom.

Så vi hoppede videre på pub. Så besluttede jeg mig for at tage hjem, men rendte ind i et par gutter fra netværket, som tog mig med på natcafeen hvor vi dansede til alt godt fra 90erne resten af natten.

Klokken 5.10 gik jeg ud i sneen, hentede min cykel og trak hjem. Sneen lægger en lyddæmper over byen og laver stilhed, og det var fantastisk at gå hjem og se alle de skønne mennesker i nattelivet der trak sig ind til hinanden. På øverste billede kan du se et kærestepar som gik og fangede snefnug med deres munde. Haps.

Hjem, i bad i mit nye palads, ned under dynen og falde i søvn til lydene i væggene.

Alt er godt :-)

The Nosejob!

noreply@blogger.com (Deppe) — Sun, 05 Feb 2012 22:32:00 +0000

Man ved aldrig hvornår man får brug for en rød klovnenæse. Jeg har tænkt mig at teste den i februar.

Paladset

noreply@blogger.com (Deppe) — Sun, 05 Feb 2012 22:29:00 +0000

Jeg ER Sex and the City! Er flyttet ind i den fedeste lejlighed på Nørrebro!

Velkommen til resterne af flytterodet!

Jeg er igang med feng shui og rydder ud i alt. Tøj, papirer, elektronik, køkkenting... selv mine elskede bøger. Det føles så fantastisk. Jeg nyder at være hjemme, nyder at sidde her og arbejde og kigge ud på himlen. Jeg har lyst til at invitere alle på the!

Håber du har haft en god weekend.

Er jeg den eneste der oplever at der sker ret vilde ting i øjeblikket? Jeg synes mit liv ændrer sig markant, og selvom jeg har en ro omkring det, så har jeg samtidig lidt svært ved at følge med.

Jeg må trykke F5 og opdatere :)

Potteplanten og livet der flytter

noreply@blogger.com (Deppe) — Sat, 04 Feb 2012 01:30:00 +0000

Det her har simpelthen været den vildeste uge længe! Jeg aner ikke hvor jeg skal starte eller slutte, så nu prøver jeg bare at forælle om idag. Ganske kort, for jeg har et stramt program foran mig og klokken er 2.27 om natten.

Jeg er sgu flyttet. Torsdag aften fik jeg tilbudt en lækker lækker lejlighed 400 meter fra hvor jeg bor idag. Og jeg slog til med det samme. En 2ver i bedste New Yorkerstil med stort køkken alrum og masser af vinduer og altan. Jeg skal nok tage billeder når resten af mine ting bliver leveret i morgen.

Og så har jeg vundet en virkelig fed præmie. Faktisk en af de fedeste præmier i mit ilv. Den fortæller jeg om i morgen.

Denne uge er for vil! Jeg skal lige reflektere en dags tid, så får du guldkornene.

Af hjertet tak for forandring. Er der andre end mig der har oplevet at der sker store og vilde ting i disse dage?

Waiting for the world to change

noreply@blogger.com (Deppe) — Tue, 31 Jan 2012 22:54:00 +0000

Det er meget længe siden jeg har startet en historie med ”jeg ligger i en underkøje i en spejderhytte”, men det kan jeg altså med ro i maven tillade mig i dag.

Nogen har med sort tusch skrevet ”el-pisker på rulleskøjter” og ”cigar” (uh uh, godt wordfeud-ord!) på køjen. Og en enkelt kvikkert har skrevet med ekstra d ”kom og bold med mig!”. Det lyder spændende.

Jeg holder kursus heroppe, men i virkeligheden er det mig der er på kursus, deltagerne ved det bare ikke. Jeg bliver atter mindet om at vi ingen kontrol har i verden. At tro vi har kontrollen er en illusion. At vide vi har kontrollen over den måde vi vælger at cope med den virkelighed vi ikke kontrollerer giver styrke. Ja altså lige efter vi er kommet igennem frustrationen over at opdage at vi ikke kontrollerer verden.

Mand. Jeg er sindssyg udfordret. Jeg befinder mig i en virkelig introvert periode for tiden. Jeg tror det har noget at gøre med at jeg er så meget ”på” så mange steder, lige så meget har jeg brug for at gå ind og mærke efter hos mig selv. Jeg har ikke lyst til at ringe nogen op og jeg vil egentlig gerne bare i hi. Jeg hørte engang en klog gårdmand sige at mennesker er ligesom frø og planter. Vi ”dør” om vinteren for at samle kræfter til at blomstre op og bryde igennem frosten når det begynder at blive forår.

Jeg aner ikke om det er rigtigt. En del af mig tror på det, en del af mig gør ikke.

Det er en ny slags dag. Det er ikke en ventildag. Der er ikke noget undertrykt der ikke er kommet ud længe. Jeg har ikke glemt at trykke ”print” og jeg har ikke papirstop eller papirkø. Det er noget andet. Lidt ligesom når man går i ”pubbemode”, trækker sig ind i sig selv, forvandler, for at kunne komme ud som noget større. Eller i hvert fald noget andet. Jeg ved ikke om en kålorm er større eller mere end en sommerfugl. Det er i hvert fald noget.

Måske er det bare ”grow-dage”. Vokseværk. Jeg har en tendens til at glemme at det der vokseværk, det gør lidt ondt. Det må heller ikke være særlig nemt for en slange at skifte ham. Der må unægtelig være en lille smule smerte forbundet med at skifte hele sin yderhud ud med en ny. Tænker jeg. Det gør også ondt at skifte tænder ud, det gør ondt når vores knogler vokser, når vi tager på (smerter i hvert fald indeni når vi ser os i spejlet) og når vi skal tabe os igen. Oven i hatten har vi så lige en hjerne der hader forandringer. Hjernen vil i bund og grund gerne have at alting er som det altid har været, for så kører den på lav energi, og hjernen er lidt nazi-agtig omkring det der med at spare energi. Derfor hører vi tit en indre dialog der sjældent er positiv når vi begynder at forandre os.

Så næste gang du mærker arrigskaben vokse over dig selv, den indre dialog der fortæller dig at det er verdens dårligste ide at hoppe derud hvor du ikke har været før, så er det bare frygten der fortæller dig at du faktisk er på rette vej. Thats it. Vi er bare ikke vant til at snakke højt om frygt og forandring, fordi vi tror at forandring kun er forbundet med ”ny indsigt” og fryd og gammen.

Og det er det kursus jeg er på. Indeni mig selv. Som intet har med det andet kursus at gøre.

Det er bare der jeg er. Og det er et helt udmærket sted at være. For jeg vokser – jeg ved bare ikke til hvad. Endnu.

En Joe and the Juice plastickop der måske kan redde verden!

noreply@blogger.com (Deppe) — Thu, 26 Jan 2012 15:13:00 +0000

I dag vil jeg fortælle en historie om en Joe and the Juice plastickop. Service-info: det er vigtigt at vide at ordet ”cheesy” betyder ”trying too hard” eller inautentisk. Det er ikke alle mine læsere der er så stærke i det der nymodens engelsk. Men jeg kunne ikke finde et dansk ord der passede.

Der hvor jeg coacher lige nu, ligger der en Joe and the Juice lige i nærheden. Jeg bliver snart til en Joe and the Juice sandwich hvis jeg fortsætter med at spise mine anti-rawfoodede Spicy Tunas dernede fra. I dag var ingen undtagelse, nogen havde glemt at smøre min madpakke (bastards), så jeg måtte atter hente mig en stærk tunsandwich nede fra Joes.

Ned i køen med mig, og det første ”Joe” siger til mig er ”du hedder Anne ikke?”. Godt husket, jo det er helt korrekt, Anne er mit navn, oui oui! Jeg får bestilt min tun og checker ud af køen. To minutter efter kigger ”Joe” på mig og siger ”Hey Anne, kunne du ikke tænke dig en ´Sex me up´ juice? Ikke at du har brug for det altså, jeg har bare en ekstra”.

Og her kan man tænke mange ting, og det gør jeg så. Er det en kende cheesy bemærkning? Ja det er det. Virker det så? Ja det gør det. Blev jeg glad af den kommentar? Ja det gjorde jeg. ”Joe” er på alder med min lillebror, han kommer med en forholdsvis billig bemærkning, og alligevel går det lige ind. For han ved godt at jeg også ved det er lidt cheesy, men han ved også det virker. Der er ingen i hele verden der inderst inde bliver kede af at høre at man ikke behøver at blive ”sexet op” (underforstået at man jo er sexet up nok i forvejen). Jeg følte mig som en sexy prinsesse i to splitsekunder (har aldrig fundet ud af hvor lang tid det egentlig er, men det må vel være dobbelt så meget som ét splitsekund), og nu skriver jeg et blogindlæg om det.

Jeg har brugt hele dagen på at skabe positiv overraskelse for fremmede mennesker. Det er sådan noget med at rose fremmede, byde velkommen, anerkende og sige sætninger som ”Har du egentlig lagt mærke til at du er god til at…?”. Det er rystende så lidt der skal til for at gøre andre, vildtfremmede mennesker, glade. Og hvor lidt det i virkeligheden kræver af mig at skabe et magisk øjeblik med et fremmed menneske. For det er præcis hvad det er. Når et fremmed menneske og jeg står på den samme flise i to splitsekunder, og på det øjeblik kan nå at kigge hinanden i øjnene og smile og endda grine, så er det et magisk øjeblik. Eller som "Joe" gjorde det - fik mig til at føle mig som noget specielt.

For hvis ingen af os gør noget andet end alt det vi plejer at gøre, så går vi rundt og sover, og giver os selv og hinanden ret i at verden er som den altid har været. Jeg gør det også selv. Giver mig selv ret i at mine modeller af verden er de rigtige. I stedet for at udfordre dem. Prøve at gå hen til en der ser sur ud og sige ”undskyld, jeg vil bare høre hvor dit tørklæde er fra for det er vildt lækkert”. Jeg er ret sikker på at vedkommende ikke trækker sin bazooka og skyder dig på stedet. Det vil jeg næsten love. Jeg kan lige se det for mig ”KAPOW”, SPLAT hvorefter hun går derfra og siger ”hold nu kæft en krampe mand, hvad fanden bilder hun sig ind at spørge hvor mit tørklæde er fra. Hun fortjener ikke at leve!”. Ikke rigtigt vel? Hvis der er nogen af jer der har oplevet det, så hører jeg meget gerne fra jer – jeg er åben for at mit verdensbillede blot er en illusion.

Præcis ligesom ”Joe” gjorde det. Han kender mig ikke, han ved kun jeg hedder Anne, er coach der hvor han tilfældigvis arbejder, og godt kan lide sandwich og juice fra hans biks. Det kræver bare så vanvittig lidt af ham lige at give mig en skøn bemærkning med, som jeg kan varme mig på resten af dagen. Så performer jeg bedre og så får mine kunder en sjovere dag.

Og så hører jeg af og til stemmer sige: ”Jamen han mener det jo ikke!”. Næh, det kan da meget vel tænkes at han ikke mener det. Det kan jeg jo beslutte mig for at han ikke gør, at det bare var bullshit det han sagde, og så kan jeg holde fast i at min model af verden, som f.eks kunne hedde ”folk der roser lyver”, den er rigtig. Det bliver min verden bare ikke et bedre sted af.

Derfor kunne jeg også beslutte mig for at ”Joe” han siger det, fordi det lige var det han havde lyst til at sige, og så er det op til mig om jeg synes det passer. Og det synes jeg. Jeg synes faktisk han har mere ret end nogensinde. For jeg er sguda sexet, og tak ”Joe” fordi du lige minder mig om det.

Jeg har et valg hver eneste minut. Uanset om jeg står i køen i fakta, om jeg er coach på overarbejde eller om jeg sidder på en bænk nede ved søerne. Hvert minut kan jeg vælge at gøre det næste minut til et bedre minut end det første. Og jeg kan endda vælge at inddrage andre og påvirke deres minutter, selv hvis jeg aldrig nogensinde har mødt dem før. Det synes jeg alligevel er rimelig sejt.

Tak for hjælpen i dag ”Joe”, du har gjort en forskel, og du ved det ikke engang (endnu, for jeg printer og afleverer dette indlæg på vejen ud).

Gør noget hver dag du er bange for, bare en lille ting, som f.eks at rose en fremmed!

Thailand & Koh Phangan

noreply@blogger.com (Deppe) — Tue, 24 Jan 2012 19:34:00 +0000

Til februar rejser jeg til Thailand på blandet business og pleasure-tur. Jeg skal ned og lave noget research og skrive et par artikler og så skal jeg slappe af og nyde (apropos mit seneste indlæg). Jeg skal til Bangkok og Koh Phangan og søger derfor jeres supergode rejsetips, der må være en af jer der har været der.

Det er min allerførste rejse til østen. Jeg har allerede lært at jeg skal holde mig fra isterninger og grøntsager dernede. Er der andet jeg skal vide? Og hvad er dine hemmelig rejseperler?

Jeg glæder mig helt afsindigt. Det eneste problem jeg har er at jeg ikke rigtig har noget sommertøj, men jeg tænker at det er løsbart. Det meste af tiden kommer jeg nok til at sidde i bikini med en notesbog foran mig og håbe på jeg ikke bliver spist af en grøn mamba.

Alt er godt, gode råd modtages med kyshånd :-)

Sometimes the fastest way to get there is to go slow!

noreply@blogger.com (Deppe) — Tue, 24 Jan 2012 19:10:00 +0000

Jeg glemmer det hele tiden. At man ikke kan bygge et hus midt i en tsunami, og heller ikke lige bagefter, for vandet skal først trække sig tilbage og jorden skal være tør. Først når der er vindstille og vandstille kan man begynde at samle sig, og så kan man lægge et fundament til en ny begyndelse.

Rigtig mange mennesker har en ”take-and-take” relation til deres kroppe. Ligesom mig. Har du prøvet at stå på stranden og se på bølgerne i vandkanten? Vanden trækker sig tilbage før det atter kan skylle op og ramme dine tæer. Nogengange kraftigere end andre gange.

Det er det jeg glemmer. Jeg tror at jeg kan peake ovenpå et peak uden at trække vejret. Jeg tror jeg kan bygge et hus midt i en tsunami og at der ikke er mellemrum mellem bølgerne i vandet. Og det er derfor jeg en sjælden gang i mellem bliver syg. I virkeligheden bliver jeg ikke syg. Min krop går i beskyttelses-mode fordi jeg tydeligvis ikke selv kan administrere mit ”give-and-take” forhold til den. Fordi jeg forveksler det med et ”take-and-take”. Så min krop den siger "næh!" når jeg vil gennemføre en ironman samtidig med at jeg vil slå rekorden i hvor mange burgere man kan spise på en time. Det går bare ikke.

Det er en god blanding af utålmodighed, naivitet og megadrive. Den gode nyhed er at jeg bliver bedre og bedre for hver gang jeg står i det her. Og når jeg skriver ”det her” så betyder det:

Overbooket kalender

Konstant dårlig samvitighed

Glemmer aftaler

Tror at det er en eller anden idiot der har booket min kalender op i stedet for mig selv

Starter alle mine mails med ”beklager det sene svar”

Mister kundeaftaler fordi jeg ikke når at læse mails i min indbakke

Og så får jeg langsomt stress. Langsomt med sikkert.

Heldigvis har jeg lært at møde livet og udfordringer med en sætning der støtter mig. Uasnet hvad jeg møder så er jeg i mine grundvolde overbevist om at der er noget jeg skal lære. Det kan sagtens være at det i virkeligheden er bullshit, men hvis det er det, så kan jeg jo vælge at gå i offerrolle og vente på at nogen redder mig. Og det er der sgu ikke meget power i. Derfor har jeg i en tidlig alder besluttet mig for at livet definitivt er en skole, og at jeg vil have en mastergrad.

Derfor sæter jeg mig ned, omgivet af tsunami, og finder en dyne jeg kan sidde under, så jeg kan få 10 minutters ro til at kigge på hvad dælen læringen kan være i den situation jeg står i lige nu. Og i dette tilfælde er svaret meget tydeligt.

1. Du skal træne din ”sig fra” muskel. Mit selvværd er klar til et nyt niveau, jeg får kun den læring jeg er klar til at håndtere, og nu skal mit selvværd en styrke op. Og det kræver altså denne udfordring før jeg kan lære det.

2. Du skal lære at N Y D E. Klap efter mig N klap Y klap D klap E efterklap. Jeg er nemlig helt enormt god til at præstere og levere og køre mig selv halvt ihjel fordi jeg er meget målrettet. Jeg glemmer bare lige attrække vejret, gå tidligt hjem og nyde solskinnet over kanalerne i den by jeg elsker så højt.

I dag var jeg tidligt færdig. Jeg er i gang med at lave nogle film for det firma jeg arbejder for, og vi var forud for planen og var derfor færdige kl 14 i dag. Min første tanke var at jeg kunne synde mig ind på kontoret og ordne en masse småting som jeg var bagud med. Jeg glemte bare lige at tænke på at jeg har forberedt mig hele weekenden, og jeg har drømt om det om natten, at jeg først var hjemme kl 19 i går og at jeg kommer til at knokle de næste 3 dage fordi jeg har et coach-projekt der er megavigtigt.

Min anden tanke var: nu tager du til lægen, får din vaccine så du kan overleve Thailand om en måned uden at få leverbetændelse, og så går du hjem og nyder din by.

3 tanke var: så kan jeg også købe kage. Men det svarer lidt til at fejre at man har overvundet kræft med at skyde sig selv i knoppen. Jeg er ved at slippe sukkeret og lægge mine kostvaner om, derfor fejrer jeg det med noget grøn the i stedet for.

Jeg ringede til min mor og fortalte stolt at jeg var taget tidligt hjem, og at jeg var helt overvældet over alle de muligheder jeg havde, så derfor ville jeg bare gå lidt rundt uden nogen plan. Jeg kan ikke huske hvornår jeg har gjort det sidst.

Da jeg lægger røret på vil skæbnen at jeg render på en forholdsvis ny ven som jeg helt spontant tager på kaffebar med, og han ender mig at fortælle nogle historier som vender mit verdensbillede på hovedet. Da jeg, 3 timer senere, går fra kaffebaren er jeg så glad og opløftet og stolt, at jeg beslutter mig for at tage på en cafe, som jeg har været bange for at besøge fordi jeg ikke troede jeg var smart nok, og nu sidder jeg her og skriver det blogindlæg jeg har haft i maven i en uges tid og føler mig mega overskudsagtig.

Jeg valgte at lade vandet trække sig tilbage i dag. At lade vandet trække sig tilbage for at der kan komme en ny bølge med ny power. Jeg valgte at lade op. Jeg valgte at gve mig selv lov til at opdage, at når jeg investerer et par timer i ZEN og Anne Deppe, så betaler min krop mig tilbage med kreativitet, livsglæde, energi og overskud.

Det føles fandme godt. Punktum.

Og dagens ”gør noget du er bange for hver dag” er:

1. På trods af massiv frygt for nåle fik jeg min 1 ud af 2 vaccine

2. Tag på fancy bar som jeg er gået forbi 100 gange, og finde ud af at jeg er mindst lige så fancy som den bar er. Og jeg er endda i sneakers og cardigan. Bum bum filihankat.

Hvad er din ”gør noget du er bange for hver dag?” i dag?

Rawfood for beginners?

noreply@blogger.com (Deppe) — Tue, 17 Jan 2012 22:23:00 +0000

Hvis du havde håbet at jeg ville skrive noget klogt om Rawfood, så må jeg desværre skuffe dig. Jeg har lige akkurat lært at stave til Rawfood, og nu vil jeg gerne igang. Min erfaring siger mig bare at hvis jeg går all in, så hopper jeg fra igen efter ret præcist 4 dage, fordi jeg er ved at dø af sult. Ikke fordi maden ikke mætter, men fordi jeg er ret grøn, og ikke kender nok opskrifter til at kunne overleve i 4 dage, og så spændende er det heller ikke at tygge i en rå broccoli.

Så dig derude der kender lidt til Rawfood. Hvor starter man henne? Jeg har købt Chia-frø og er begyndt at tone mit sukkerforbrug ned (hvilket forhåbentligt vil gøre en forskel for min stressede teenage-hud). Men jeg spiser 4/5 af mine måltider udenom Rawfood. Hvilken bog skal jeg læse? Helt en kort og nem en med mange billeder, for jeg har læst så mange bøger om mad at jeg er ved at være, høhø, mættet.

Er der en eller anden god Youtube guru Rawfooder jeg med fordel kan følge?

HELP!

Its just fear!

noreply@blogger.com (Deppe) — Mon, 16 Jan 2012 20:42:00 +0000

Da jeg er virkelig feberramt har jeg valgt at indtale dagens budskab på video. Undskyld snotnæse og Nér med et selvklæbende D bagefter.

Har så meget at sige men så få ord. Så jeg lader det blive ved 4:

DONT WASTE YOUR LIFE

LIVE IT

Og for at leve det, er du nødt til at komme derud hvor magien starter - forenden af komfortzonen, der hvor det kilder i maven og du ikke ved hvad slutresultatet er. Der hvor du sender den sms du frygtede eller fortæller din veninde den hele sandhed og ikke kun den halve. Dér.

Det var mange ord.

Goodnight Jellyfish <3

Og her er linket til Jeanettes seje video! Og til hendes blog her! Opdag den før din frennemie!