Valgkamp

Divide and conquer

2005-05-03T18:52:00.000+02:00

Så er der endelig kommet gang i arbejdet på Christiansborg. Efter en lang lang stilstand efter valget, hvor Socialdemokraterne og SF har valgt nye ledere, er der nu kommet gang i den politiske debat. Socialdemokraterne er redet videre på opmærksomheden fra formandsvalgkampen, og har med Helle Thorning-Schmidt i front kastet sig ud i nogle af de langsigtede velfærdspolitiske diskussioner som de fleste partier ikke har turdet røre ved siden Nyrup fik fingrene i maskinen omkring efterlønnen og Claus Hjort fik gjort sig uvenner med hele befolkningen i forbindelse med dagpengesagen fra efteråret 2003.

Thorning-Schmidt stormer derud af for at tage ejerskab på så meget som muligt af de politiske visioner der bliver rift om op til Velfærdskommissionens konklusioner. En omfordeling af efterlønspengene og en diskussion af højere pensionsalder er blandt de ømmeste tær som Socialdemokraterne med den nye ledelse har bragt frem i lyset. Strategien for Thorning-Schmidt er klar: Der bliver gået offensivt til danskernes forestillinger om hvad samfundet skal betale for, og der bliver gået offensivt til regeringen og Dansk Folkeparti. Også på integrations- og udlændingeområdet bliver der gået i kødet på regeringens manglende succes med integration.

Netop integrationen og udlændingespørgsmålet viser sig allerede nu at blive slagmarker i denne folketingsperiode. På 'venstrefløjen' ligger den store udfordring i at samle holdningerne til disse spørgsmål med mellem så forskellige opinioner som Marianne Jelved, Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, der har erklæret at ville trække SF mod venstre. Det er ganske enkelt en af de væsentligste udfordringer for oppositionen at finde et fælles fodslag for integrations- og indvandrerpolitikken med mindre man vil tabe sit tredje valg i træk på denne sag.

Netop denne sag og uenigheden de tre partier i mellem er Venstre og Konservatives vigtigste våben i tiden op til næste valg. Dette blev illustreret ved fredagens forespørgselsdebat omkring det ekspertpanel, der skal revurdere 24-års reglen. Her troppede Venstre om med det tunge politiske skyts med Jens Rohde i spidsen for at dreje debatten fra det real politiske til striden mellem S og R i spørgsmålet. Det er strategien efter devisen 'divide and conquer', der gør sig gældende. Man forsøger at erobre mediernes og befolkningens opmærksomhed for derefter at rette den mod partiernes uenighed, og gøre dette til hvad der huskes når kameraerne er slukket. Denne strategi skal forhindre, at Thorning-Schmidt og co. får held til at påpege en fejlslagen integrationspolitik fra regeringen.

'Adskillelses' strategien er en af de oplagte priming strategier som Venstre vil benytte sig af nu og op til valget i senest januar 2009. Og der er ikke mange oplagte strategier Venstre og Konservative kan benytte sig af. Lige nu er man i vildrede i forhold til hvor oppositionen står med det hold, der fra Anders Foghs vinkel, må stå som den sværeste modstander. Et team bestående af Enhedslisten med Rosenkrantz-Theil i spidsen, SF med Villy Søvndal, De radikale med Jelved og håndtaske i front og så altså den nye populære jernlady Helle Thorning-Schmidt i spidsen er hård kost for Venstre valgmaskine.

Mens disse linje skrives og i det kommende halve års tid vil vi se regeringen holde lav profil på alle andre områder end på adskillelsesstrategien. For lige nu regnes frem og tilbage og undersøgelse med forskellige kvalitative metode på den konkurrentanalyse, der skal give Fogh et klart billede af sine modstandere. Der testes politisk retning og populære budskaber, og først når man har det på plads begynder man for alvor at tage diskussionen med Thorning-Schmidt, der klogeligt var hurtigt ude af startblokken i forhold til velfærdsdiskussionerne.

Indtil den endelige konkurrentanalyse er klar, og argumenterne er finpudset i befolkningen, vil vi se Venstre forsøge at splitte en kile ind mellem de Radikale og Socialdemokraterne. Det er Foghs egen gepard-teknik for at skille gazellerne ad og lige så stille æde sig ind på dem. Men indtil videre er det Helle og co., der har taget føringen.

Thorning-Schmidts svære forandringsledelse

2005-04-14T21:33:00.000+02:00

Så blev det afgjort. Medierne fik deres favorit, og Danmark har, som Jakob Nielsen skrev i går i Politiken, "fået sin jernlady" med slet hentydning til Storbritanniens tidligere leder Margaret Thatcher. Helle Thorning-Schmidt har sat sig på toppen i en af de sværeste organisationer at lede i hele landet, og det kommer naturligvis ikke til at gå stille af sig. Og nu da de etablerede medier har fået fyret det meste af deres krudt af på at evaluere, og socialdemokraterne endelig får tid til at finde selv, og hinanden, er det også blevet tid til at se på hvilke udfordringer Helle Thorning-Schmidt står over for.

Ambitionen er at slå Fogh. Det har været et af de gennemgående vinderargumenter fra Thornings side. Thorning-Schmidt har fra første dag i jobbet videreført den samme strategi som gav hende sejren over Frank Jensen; at fortsætte sin kontante fornyer retorik, der skal positionere hende som en modig og viljestærk leder. Det lader til, at Thorning-Schmidt følger den samme strategi som en ny leder i en privat virksomhed ville gøre. Først at være hård og konsekvent for at vise vejen og gå forrest, for derefter at have muligheden for at slække på topstyringen og uddelegere ansvar til dem der er med. Thorning-Schmidt har bragt sig i spidsen for en forandring af hidtil uset omfang i dansk politik.

At en organisation med et mindre trylleslag forandrer ledelse på samtlige markante poster, og at lederne samtidig bliver valgt blandt yngre generationer - og samtidig er kvinder - er en forandring, der for alvor kræver sin stærke leder og at ord bliver valgt med omhu og at der tages højde for både traditioner, personlige følelser og et bagland, der ikke sådan uden videre kaster sig for fødderne af den nye ledelse. På denne måde adskiller et politisk parti sig måske ikke så meget fra andre private organisationer, hvor der er forskellige meninger om hvem der skal lede foretagendet. Men her hører mange ligheder mellem en privat virksomhed og Socialdemokraterne også op.

Når en landsdækkende virksomhed skifter ledelse på grund af dårlige resultater ser man ikke den gamle ledelse gå rundt på gangene og ønske at det i virkeligheden var dem, der var øverstbefalende. Man ville rense luften, og lade den nye ledelse få sin chance for at bevise, at det var det rigtige valg at hyre denne til at rette op på virksomhedens renommé. Hos Socialdemokraterne har man for tiden to tidligere formænd gående på Christiansborgsgange, og en nede i Europaparlamentet, som alle i virkeligheden gerne ville styre skibet - og så endda i forskellige retninger. På Christiansborg har man desuden et par trætte partisoldater med et halvt liv i partiet, der ikke nødvendigvis er rigtig glade for at skulle forandre noget som helst - hverken leder eller retning i dansk politik. Udover de tidligere formænd, der i øjeblikket overvejer at forære Helle Thorning-Schmidt en enkeltbillet til Bruxelles, findes der også folk, der mener, at Socialdemokraterne burde forandre sig i en helt anden retning.

Med folk som Lykketoft, Auken, Gjellerup og den i øvrigt utroligt gode taber Frank Jensen som en del af folketingsgruppen bliver enhver forandring fra den nye ledelsesside en lang og bumpet vej. Hvor disse personer enten havde taget sin afgang eller var blevet fyret i en privat virksomhed, har man i et politisk parti en flok folkevalgte "ansatte" som man ikke kan komme af med, og som ikke nødvendigvis vil det bedste for organisationen. Det er dette klima Helle Thorning-Schmidt skal navigere i, og forsøge at styre Socialdemokraterne ind i en ny epoke med befolkningens gunst.

De udfordringer som Thorning-Schmidt står over for kan virke uoverstigelige og nærmest umulige at gå til. Hvordan får man f.eks. gennemført at efterlønnen skal tilpasses for folk, der nu er under 40 (og ikke for dem over 40 år som det på mærkværdig vis var fremhævet i dagens Metro Express)? Eller hvordan får man befolkningen til at tro på at man fører en konsekvent udlændingepolitik, som befolkningen åbenbart i store hele forlanger? Til det formål er det rigtige hold blevet sat. Man har valgt en gruppe mennesker, der forstår sig på at tale til befolkningen og komme ud over gelænderet med budskaberne. Man har valgt en flok yngre personer, der kan flytte stemmerne over midten og skabe en fokuseret og kommunikerende organisation. Men først skal budskaberne have substans, og politikken defineres - ellers får man ikke meget ud af dygtige kommunikatører som Mette Frederiksen, Lotte Bundsgaard og Thorning-Schmidt selv. Formår den nye ledelse at reformere partiet og stille et slagkraftigt hold af erfaren integritet og viljestærk fornyer-ånd, tror undertegnede faktisk, at Thorning-Schmidt og co. kan slå Fogh. Et er sikkert Anders Fogh har sat det store analysemaskineri i gang for så tidligt som muligt at få lavet en præcis konkurrentanalyse af Thorning-Schmidts nye hold.

Helle er mediernes gode historie

2005-04-07T19:23:00.000+02:00

I går aftes var det TV2s Poul Erik Skammelsens tur til at beskæftige sig med det socialdemokratiske formandsvalg, som nu kun er få dage væk. I programmet Dags Dato var Ralf Pittelkow og Niels Krause Kjær inviteret til at give deres bud på valgkampen mellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen. Og det blev til en interessant udsendelse, der gik tilbage til valgaftenen i starten af februar, og - via Pittelkows og Krause Kjærs analyser - at spore sig ind de magtkampe, positioneringer og flakkekende blikke hos Jensen og Thorning-Schmidt umiddelbart efter Lykketofts afskedstale.

Og kommentatorerne, hvor Krause-Kjær for mig at se står som en af de mest saglige herhjemme, var det en kærkommen lejlighed til at komme af med deres kommentarer til den meget lange proces det har været at få Helle og Frank rundt i landet og argumentere for sin sag på de mange arbejdspladser og institutioner hvor der findes medlemmer af Socialdemokraterne. Gennem en stribe highlights i formandsvalgkampen kommenterede de to på, hvor meget af kandidaternes gøren og laden, der kan tilskrives spin og beregnende effekt, og hvor meget der er reel personlighed og politisk ideologi.

Nyrups klodsede "kongemord", og hans måde at ignorere Frank Jensen ved partiets kongres i Odense, blev nævnt som det pureste spin for her at give et klart signal om hvor Nyrups kærlighed er kastet hen. De to taler fra kongressen blev også analyseret - ligesom de er blevet her på siden - og også hos Krause-Kjær og Pittelkow var analysen, at Thorning-Schmidt vandt med et mulehår, primært på "Vinderargumentet" om, at Thorning-Schmidt mener, at kunne slå Fogh.

Det som mange analytikere og kommentatorer - og igen ligesom her hos os - har været inde på som Helle Thorning-Schmidts store mulighed, er at hun virker som en større konkurrent til Fogh, da hun, og ikke Frank Jensen, med sin profil vil kunne trække stemmer hen over midten. Blandt andet dette argument samt "Fornyerargumentet" blev af Krause-Kjær og Pittelkow nævnt som de to argumenter, der giver Thorning-Schmidt en lille føring før tirsdagens afgørelse.

I programmet blev der kortvarigt berørt, hvorfor man blandt journalister ikke var gået mere i kødet på Thorning-Schmidt, da hun lige efter valget i februar sagde, at hun ikke stillede op som formandskandidat for derefter at vende på en tallerken. Her blev det kort nævnt, at Thorning-Schmidt er en god historie i medierne - og altså implicit, at hun er for god en historie til at hive ned allerede inden, der er blevet skrevet om det. Og her har vi hovedårsagen til, at Helle Thorning-Schmidt står med de bedste vinderchancer. Hun er den bedste historie i medierne. Det er der flere gode grunde til 1) Hun er kvinde, der går målrettet efter magten 2) hun er new stuff - hun kommer udefra og er ikke kørt metaltræt i de indenrigspolitiske redaktioner 3) Kameraet elsker hende - og hun elsker kameraet. Og endelig 4) Hendes politiske projekt er et opgør med de gamle dyder i Socialdemokratiet. De fire nævnte grunde til, at medierne elsker at beskæftige sig med Thorning-Schmidt gør det svært for Frank Jensen at trænge igennem med en ellers jovial tilbagevenden til Anker Jørgensen og den umoderne klassekamp.

Helle Thorning-Schmidts profil passer til moderne dansk politik. I en tid, hvor vi ligeså godt kan vende os til, at valgkampe bliver afgjort på personlighed og personlig gennemslagskraft, taler Thorning-Schmidt til os bag skærmene, der vil have klare budskaber og nye glade ansigter. Vælgere om så det kun er socialdemokratiske medlemmer eller os alle sammen, vil identificere os med gode personlige historier og eksotiske ideer og udstråling. Derfor beholder medierne Thorning-Schmidt som deres darling, for der der stadig mange artikler, overskrifter og nyhedsindslag der ikke er produceret om Thorning-Schmidt, hvorimod Frank Jensen allerede er blevet udrangeret til old news.

Som i Babettes Gæstebud er, der kommet en kvinde til byen, der vender op og ned på det hele, men alligevel bliver accepteret for sin ligefremhed. Og uden yderligere referencer til den gamle Karen Blixen bog, så er vi alle tiltrukket af det nye og det overraskende. Og så vil de fleste måske synes, at det efter mange år med kedelig leverpostej er fristende at tage en bid af den spændende foie gras - når nu man får den tilbudt som en god historie.
Denne artikel er den tredje af tre temaartikler om det socialdemokratiske formandsvalg. Vi følger naturligvis op på resultatet..

Lad mig sige det ligeud

2005-03-14T20:42:00.000+01:00

Klar tale er en nødvendighed for at blive formand for Socialdemokraterne. Partiet har været igennem en lang periode med mudder i politikken, uld i munden og manglende gennemslagskraft overfor marginale vælgergrupper. På jobbeskrivelsen for den kommende socialdemokratiske partiformand står der derfor med store bogstaver, at vedkommende skal kunne komme ud bag skærmene i det ganske land, og trænge ind til den befolkning som det store arbejderparti har tabt sit ellers solide greb om. Med andre ord gælder det for den kommende formand at kunne tage kampen op mod Foghs direkte og appellerende henvendelser til befolkningen, så det er de socialdemokratiske svar der bliver hørt af en befolkning, der ved enhver given lejlighed spørger hvilken ved landet skal bevæge sig i et accelerende verdenssamfund.

På mandagen efter en kongres, hvor socialdemokratiske delegerede kunne se girafferne i aktion, er det derfor tid til at se et par dage tilbage, og se på hvem af de to formandskandidater Frank Jensen, og Helle Thorning-Schmidt, der klarede sig bedst, og bedst fik bevist hvem der kan skære igennem og trænge ud til ikke blot socialdemokratiske medlemmer, men også Hr. og Fru Maren i Kæret og på den måde positionere den socialdemokratiske idé i øjenhøjde på vælgerne, og få givet sin egen kampagne et boost frem mod den sidste måned af et Marathon kampløb om magten. Lag mig (endnu engang) sige det ligeud. Helle Thorning-Schmidt trådte i karakter som en kandidat, der ikke blot siger hun kan slå Fogh, men som måske faktisk har noget at have det i. Med "Lad mig sige det ligeud" som en godt tænkt gennemgående parole for hendes tale ved kongressen, så vi TV seere for en af de første gange Thorning-Schmidt på den politiske scene, live, foran et stort publikum. Og det virkede som om hun havde gjort sit hjemmearbejde. Med klare formuleringer af hendes visioner for det socialdemokratiske projekt og en afstandtagen til Jensens klassekamp, fik det nyvalgte folketingsmedlem lagt afstand til både Jensen og venstrefløjen i Folketinget.

Når de pæne overordnede ord om at ville samle et splittet parti var blevet sagt, blev det tid til en af de strategiske glansnumre; nemlig at henvende sig til de socialdemokratiske borgmestre. Her blev hånden strakt ud til en vision om, at by og land skal arbejde bedre sammen i Socialdemokratiet, og at der skal trækkes på de lokale og regionale kræfter i det landspolitiske spil. Denne manøvre var på mange måder en nødvendig proaktiv indsats fra Thorning-Schmidt. For det første er det jo fornuftigt at love mere indflydelse til de lokale politikere, der i høj grad sidder på magten til at påvirke formandsvalget, for det andet var det vigtigt for Thorning-Schmidt at lægge behørig afstand til sit image som supereuropæer. Med denne hånd nede i den danske muld, forsøger Thorning-Schmidt at sætte fokus på hendes opvækst Ishøj, og samtidig lave grin med sit eget ufrivillige Gucci prædikat.

Fra talerstolen lignede Thorning Schmidt en der kan lide at være i rampelyset, og som har den karakter og manøvredygtighed til at give Fogh kamp til stregen ved næste valg. Og netop dette element, er Thorning-Schmidts store fordel i sin kamp mod Frank Jensen. De flester medier vurderer, at Thorning-Schmidt har større chancer for at slå Fogh, end Jensen - og at Fogh og Venstre strateger ovenikøbet frygter at skulle op mod Thorning-Schmidt ved næste valg. Dette skyldes ikke mindst to fakta: For det første det, at Thorning-Schmidt er kvinde, og for det andet appelerer hun til et bredt spektrum af vælgere fra højre side af SF til langt ind i borgerlige rækker hos Dansk Folkeparti og De Konservative. Hun vil derfor kunne flytte de vælgere, der skal til for at få et regeringsskifte. Frank Jensen vil ikke kunne flytte stemmer fra andre end partier i "den røde" blok, og dermed mangler der stadig syv mandater. "Vinderchance" argumentet er måske Thorning-Schmidts stærkeste, og den vi vil se blive kørt frem i spids i den sidste måneds af formandsvalgkampen.

Vi vil ligeledes se Frank Jensen gå mere i kødet på Thorning-Schmidt i forhold til hendes manglende Christiansborg erfaring - og det bliver i den forbindelse spændende at se, om der er nogle nyhedsmedier, der begynder at lave historier, der viser hvor lidt Thorning-Schmidt i virkeligheden er inde i verserende Christiansborg sager (det er ikke meget tid hun er der for tiden). Et bud herfra vil dog være, at langt de fleste medier lader den slags historier blive på skrivebordet, da Helle Thorning-Schmidt ganske enkelt er en langt bedre historie, end Frank Jensen. I Helle Thorning-Schmidt har nyhedsmedierne fundet en ny darling, der er god for en overskrift og som kameraet ser ud til at elske. Dette giver naturligvis Thorning-Schmidt en fordel i forhold til Frank Jensen, som medierne virker trætte af at beskæftige sig med, og som ikke leverer de billeder, der er hele fundamentet for overhovedet at kunne komme af med sin politik.

For de to kandidater handler det om, at gå målrettet efter eksponering i den kommende tid, uden at de socialdemokratiske medlemmer når at blive træt af de samme formuleringer, gestik og historier om barndom i Nordjylland og Ishøj. Kandidaterne kan med stor fordel forberede et mix af eksponering bestående af "livstils eksponering" i de landsdækkende medier, og mere konkret politisk debat i de lokale og regionale medier. På denne måde kommer kandidaterne både af med deres holdninger til leverpostej og gåselever, og mulighed for at lave kontraktpolitik med sine egne medlemmer.

Hele Thorning-Schmidts taleog hele Frank Jensens tale fra Poltik.tv2.dk
Denne artikel er den anden af tre temaartikler om det socialdemokratiske formandsvalg.

EU-valgkamp i spotlight

2005-02-28T20:23:00.000+01:00

Det er ved at være tre uger siden at Regeringen blev bevilget fire år mere, og nu er det så blevet tid til at udskrive valg om EUs forfatningstraktat. Valget skal stå den 27. september, og dermed får vi hele tre valg i 2005 når vi nu tæller kommunalvalget med i november. Om det nogensinde er sket før, at danskerne skal til stemmeboksene tre gange på samme kalenderår skal være usagt. Men sikkert er det, at de politiske strategier og den politiske kommunikation op til forfatningsafstemningen bliver fulgt fra disse spalter - også selvom Jens Olaf Jersild ikke laver sit spin program om valgkampen...

Tørnæs og den kvindelige akilleshæl

2005-02-28T20:04:00.000+01:00

Endnu en minister er kommet i klemme i medierne for at have rod på hjemmefronten. Denne gang er det ikke en ubetalt markise og en for dyr sofa den er gal med - nu er det illegal arbejdskraft, der har startet en mediestorm for den nydegrederede udviklingsminister Ulla Tørnæs. Jørgen Tørnæs, storproducent af svin og ministerens mand er kommet i fedtefadet, (og her til aften sigte af politiet) for at have benyttet illegal arbejdskraft. Dette er naturligvis kun blevet til en sag i medierne fordi han er gift med en minister - som endda sidder i en regering, der ikke har været lige heldige hele tiden med at holde sig på den rette side af loven. Ulla Tørnæs kender ifølge hende selv i TV2 Nyhederne i aften klokken 19 intet til hendes mands virksomhed, selvom den ligger klods op af parrets hjem, og her har vi altså kilden til historien. En potentiel utroværdig minister, der ikke har taget regeringens egen medicin. En mediegenereret konflik.

Vi ser endnu engang, at en kvindelig minister er i tovene fordi der ikke er styr på de indre linjer, eller rettere mandens indre linjer. Som med Henriette Kjær er det også denne gang en mand, der står bag en ministers problemer i offentligheden. Trods dette virkede Ulla Tørnæs i TV2 Nyhederne ikke som en minister, der har tænkt sig at knibe en tåre og trække sig for at tage hjem til gården og blive "familieminister". Hun har tænkt sig at kæmpe for sit embede, og insisterer på, at hun er uden skyld i hele miseren. Ekstra Bladet har allerede på lederplads krævet hendes afgang, og det virker da også som om, at hvis medierne ellers synes, at historien kan bære en dag eller to mere, så bliver det svært for Tørnæs at beholde den troværdighed, der er nødvendig for at være minister.

I medierne lægges der op til at Ulla Tørnæs har vidst mere om den illegale arbejdskraft end hun giver udtryk for, og på den måde belaster sagen hende endnu mere end sagen om Erik Skov Petersens rod i regnskaberne. For her har vi altså en minister - eller husstand - der har brudt sig mod to af regeringens mærkesager. Når både arbedsmarkedsforhold og invandrerforhold tackles forkert ser det svært ud for Ulla Tørnæs at beholde den goodwill hun trods alt har tilbage hos hendes chef Anders Fogh Rasmussen.

Om Tørnæs lider samme skæbne som Henriette Kjær og lader sig ofre på det politiske alter vil de næste døgn vise. Interessant er det i mellemtiden, at denne anden sag med en kvindelig minister, der kommer i problemer på grund af mandens business - eller mangel på samme, er en eksplicitering af magtfulde kvindelige politikeres akilleshæl. For med al den tid der bruges på at komme frem i dansk politik er der ikke tid til at være hjemme ved manden eller mandens firma. Der er ikke tid til at åbne posten (Kjærs undskyldning) eller tid til at kende sin mands ansatte (Tørnæs´ undskyldning). Sådan kommer de "uheldige" kvindelige toppolitikere ud i den ene mediestorm efter den anden, og benytter sig af "blondine effekten" ved at stille sig uforstående overfor sagernes beskaffenhed. Og med de højtprofilerede kvindelige politikere på vej frem vil disse to sager nok ikke blive de sidste. Hvis jeg var spindoktor for en kvindelig mininister ville min første gerning være at finde en til at mandsopdække manden - han er hendes politiske akilleshæl.

Regeringsrokade og kontraktpolitik

2005-02-18T11:41:00.000+01:00

Den nye regeringssammensætning viser Foghs fokusering på at opfylde sin kontrakt med vælgerne. Valgkampens store løfte om en forbedret Folkeskole ligger nu i hænderne på Regeringens hårde hund; Bertel Haarder. Dermed bliver det et comeback i Undervisningsministeriet til Haarder, der endnu engang får rollen som ministeren, der skal rydde op i to ministerier, der på hver deres måde har været igennem en problematisk periode under Foghs første regering.

Både Kirkeministeriet og Undervisningsministeriet har haft deres problemer med at komme igennem med forskellige sager, hvilket blandt andet skyldes Tove Fergos og Ulla Tørnæs´ manglende gennemslagskraft i befolkningen, og i medierne. Der har således ikke været en stærk frontfigur for de forandringsprocesser, der allerede var lagt op til i 2001. Med Haarders indtræden som minister for skoler og kirker bliver den stramme linje fra Integrationsministeriet ført videre, og så kan vælgerne forvente reformer. På den baggrund er valget af Haarder logisk. For ministeren, der ikke går efter at vinde nogle popularitetskonkurrencer skal nu til at kæmpe med magtfulde organisationer som f.eks. Danmarks Lærerforening om reformer i Folkeskolen. Og det er nok ikke noget der huer lærernes forening, som havde en noget blødere modpart i Ulla Tørnæs.

Modstanden mod reformerne fra lærernes side, bliver dog nok ikke mindre ved, at Bertel Haarder ikke har det bedste ry i lærekredse fra sin første tid i som Undervisningsminister. I den kommende valgperiode vil vi se nogle spektakulære sammenstød mellem Haarder, og de han er minister for.

Regeringsrokaden har også givet plads til de Konservatives Lars Barfoed og Venstres Rikke Hvilshøj, der skal overtage Haarders Integrationsministerium. De to forholdsvis ukendte ansigter kommer til at overtage ministerier, der på hver sin måde har vundet valget i 2005 for den borgerlige fløj. Integrationsspørgsmålet og børnefamilierne er nu så meget under kontrol, med Foghs briller, at ministerierne kan overlades til mere uprøvede kræfter, der primært skal administrere - her får Lars Barfoed dog den største opgave i at efterfølge den populære Henriette Kjær på kvindernes domæne i Familie - og forbrugerministeriet.

Kabalen om ministerposten må siges at være et nederlag for Ulla Tørnæs, der mister Undervisningsministeriet og får et nyt Udviklingsministerium. Dette kan ses som føromtalte fokus på opstramninger på Folkeskoleområdet, og samtidig ses som, en erkendelse af, at Tørnæs ikke har nok gennemslagskraft overfor aktørerne på området og overfor hendes mediehåndtering. Hvem husker ikke hendes tale til studerende og folkeskoleelever på en blokvogn foran Christiansborg med misforstået ung med de unge budskaber, og den berygtede ”misinformations-tale”. Tørnæs kan nu se frem til tre-fire år i kamp mod SF og Enhedslisten for at hæve udviklingsbistanden.

Rokaden blev heller ikke den store triumf for de Konservative, der ikke fik fingrene i hverken Skatteministeriet eller Undervisningsministeriet som var de to store områder som partiet gik til valg på. Denne fordeling mellem Venstre og Konservative indikerer endnu en valgperiode med Venstre et skridt eller to foran Bendtsen og. co. trods disse bedre valg.

Foghs rokade betyder er i høj grad en imødekommelse af nogle af de emner, hvor han ved at oppositionen står stærkt. På Folkeskoleområder får Socialdemokraterne og De Radikale således kamp til stregen med Haarder som modspiller. På det taktiske plan har Fogh udskiftet eller fjernet ansvarsområder som skal være i front i den kommende valgperiode. Det eneste, der i den forbindelse kan undre er, at Eva Kjær Hansen bliver i Socialministeriet - dette skyldes formentlig dels, at hun har godt tag i de kvindelige vælgere, og at der simpelthen ikke har været en bedre løsning i Venstres folketingsgruppe, at man ikke har villet overdrage ministeriet til de Konservative. regeringsrokaden blev på alle måder et eksempel på fremsynet valgstrategi - denne gang som en gentagelse af Fogh kontraktpolitik.

Kjær, Fergo og ministeriel krisekommunikation

2005-02-16T21:57:00.000+01:00

Med Henriette Kjærs afgang som Familie - og forbrugerminister har Regeringen ikke fået den bedste start på en ny regeringsperiode, der ellers umiddelbart så ud til at skulle blive uproblematisk for Fogh og Bendtsen. Regeringsgrundlaget og ministerrokaden bliver med både Tove Fergos mærkværdige fravær fra offentlighedens søgelys og Kjærs afgang, noget mere kompliceret end Fogh og Bendtsen havde forestillet sig. Kommunikativt er de to afgående ministres afsked vidt forskellige, hvilket resulterer i to vidt forskellige offentlige meninger om de to kvinder. Deres afsked med ministerhvervet er samtidig eksmpler på hvordan de to kvinder har haftvidt forskellige tag i pressen og i befolkningen.

Skrækeksemplet først. Som beskrevet i det forrige indlæg her på siden har Tove Fergo ikke haft den heldigste hånd i Kirkeministeriet. Hun har haft store dele af kirken mod sig, hun har haft sit eget embedsværk imod sig og hun har i sin embedsperiode også fået både presse og befolkning i mod sig. Tove Fergo har aldrig været mediernes darling, men hendes forsvindingsnummer efter ikke at være blevet genvalgt til Folketinget må siges at være dråben, der fik bægret til at flyde over hvad angår dårlig mediehåndtering. Klare udmeldinger har der ikke været nogen af, og så har det ikke gjort det bedre, at hendes mand har kommet med udmeldinger uden åbenbart at have vendt det med sin kone.

I et andet parforhold i det borgerlige ministerteam har der også været knas i kommunikationen. Ja vist vi kan vel alle glemme at betale en regning, men det er dog de færreste af os, der ikke får at vide af vores samlever, hvis vi skulle blive retsforfulgt. Sådan er det åbenbart ikke hjemme hos Erik Skov Petersen og Henriette Kjær, og det blev altså Kjærs store moralske og politiske problem. Når privatøkonomi bliver en del af pressen er vi vel alle en smule betænkelig om det overhovedet hører hjemme i den offentlige sfære. Men når den politiske troværdighed står på spil - ikke blot for ministeren men for et hel parti eller regering er på spil, er der ikke mange alternativer til at tage sin afsked.

Dagens pressemøde, hvor Henriette Kjær måtte fortælle om rod i sin private økonomi og om et samleverforhold, der grænser til det mærkværdige, var en opvisning i, hvad der var det eneste rigtige at gøre for at begrænse skaden, der er sket for Henriette Kjærs politiske liv samt for De Konservatives omdømme i en rum tid fremover. Ved at trække sig undgå Henriette Kjær at skulle høre på morsomheder som "Overforbrugsminister" med tilhørende troværdighedsproblem til følge. Som minister eller som folketingspolitiker i det hele taget, er der ingen fremtid i at varme taburetten med et troværdighedsproblem hængende over hovedet.

Henriette Kjær har været en populær minister. Vi har tidligere her på siden argumenteret for, at hende og hendes åbne og menneskelige ansigt, var en vigtig brik i at få positioneret Regeringen som garant for børnefamilier, velfærd og ligestilling. Og så er Henriette Kjær en dygtig kommunikatør. Sådan en der virker naturlig på skærmen, og som man sagtens kunne forestille sig at tage en sludder med over hækken ude i Hellerup. Hun taler til især de kvindelige vælgere, og hun lader følelserne løbe af med sig, så vi andre sidder og føler med hende. Det er den slags politikere, der er moderne politiks store stemmeslugere for det er dem Hr. og Fru Danmark kan identificere sig med.

Med Henriette Kjærs hurtige retræte fra sin ministerpost, har hun bevaret sin mulighed for at et comeback, og i den henseende gør det ikke noget at hun kneb en lille tåre live på landsdækkende TV - ligesom det i øvrigt sikkert ikke er nogen ulempe, at Mette Frederiksen gjorde det samme under Lykketofts afgangstale på valgaftenen. Fælles for Frederiksen og Kjær er i øvrigt, at de er naturlige på en skærm og, selvom de naturligvis får medierådgivning, at man om disse kvinder for alvor kan tale om "antispin". Henriette Kjærs beslutning om "at være familieminister for sin egen familie" er heller ikke noget dårligt statement, når nu man skal komme med en udtalelse om, hvad man så skal få tiden til at gå med. Den går direkte ind hos alle "Fimlieministre" rundt omkring i de danske stuer.

Henriette Kjærs krisekommunikation er karakteriseret ved at være hurtig, ærlig og ansvarstagende, og dermed udfører hun damage control for sig selv og sit parti på effektfuld vis, og på denne måde går der ikke mange dage før sagen er lagt på hylden, og en ny historie dominerer mediernes dagsorden. Hos Tove Fergo er det helt anderledes. Hendes manglende udmeldinger, rygter og harme over medierne er det modsatte af damage control, og ødelæggende for en politisk karriere og eftermæle. Med de to forskellige tilgange til at navigere i politisk stormvejr, er der grund til at sætte sine penge på, at vi ikke ser mere til Tove Fergo på den politiske scene, og at vi med tiden ser Henriette Kjær komme tilbage med fornyet kraft og med troværdigheden i behold. Til den tid bliver det så spændende at se om hun holder ved sin samlever, som øjensynligt både var skyld i den aktuelle krise, og som blev Kjærs redning i sin rolle som mediernes syndebuk.

Det bedste bud

2005-02-12T16:49:00.000+01:00

Socialdemokraterne står ved en skillevej. Efter det tredje valg i træk med tilbagegang, er der nu fuld gang i svingdøren og i spekulationer om hvem der skal være den nye formand. Der er to kandidater, der hver især står for forskellige linjer, og som derfor repræsenterer to forskellige visioner for det gamle arbejderparti. På den ene side står det garvede folketingsmedlem Frank Jensen, der længe har ventet på chancen for at bliver partiets nye formand. På den anden side står Helle Thorning-Schmidt, supereuropæeren med det glade ansigt, med erfaring fra europæisk politik, men med manglende erfaring fra Christiansborg. Dette indlæg tager afsæt i, hvad der politisk og kommunikativt vil være det bedste bud på en ny formand, og som har mulighed for at slå Anders Fogh af pinden ved næste valg.

Lad det være sagt med det samme. Det er ikke noget let valg, og ligemeget hvem medlemmerne af Socialdemokraterne vælger som ny formand vil vedkommende få endog meget svært ved at slå Anders Fogh og Venstres valgmaskine ved næste valg, der senest skal foregå i november 2009. I dagens Politiken kan man læse Christine Cordsens udmærkede opstilling af "jobprofilen" til jobbet som af mange betegnes som et af landets mest krævende. Det krævende job gøres naturligvis ikke lettere af, at der siden starten af halvfemserne har været en intern splittelse i partiet. En splittelse, som de danske nyhedsmedier elsker at beskæftige sig med. Således kan man nærmest mærke redaktørernes iver for at lave overskrifter om "Fløjkrig i Socialdemokratiet" eller "Fløjkrigen i S er åbnet igen". Og på denne måde bliver nyhedesmediernes tiltider usaglige fokusering på konflikt til at være et gennemgående element i den nye formands forsøg på at repositionere det gamle parti i det moderne politiske landskab.

Udover mediernes konstante indblanden i de interne linjer i partiet, er der så mange problemstillinger på så mange forskellige niveauer i partiet, at det for alvor kræver sin mand - eller sin kvinde. Herfra skal der ikke være tvivl: Helle Thorning-Schmidt er det bedste bud, og her kommer argumenterne: Socialdemokraterne har brug for en person udefra, der kan redefinere det socialdeomkratiske projekt med et moderne europæisk perspektiv. Med Thorning-Schmidts europæiske netværk af socialdemokrater ikke mindst hos Tony Blair i London og med den trofaste støtte Poul Nyrup, er der masser af potentiale for, at det europæiske, socialdemokratiske koncept kan nå Danmark. For det andet har Thorning-Schmidt den karisma, der kan være udslagsgivende for, at der til næste valg kan hentes stemmer hos både venstrefløjen og ikke mindst hos de borgerlige. For det er nemlig ikke kun, det at kunne "samle partiet" det handler om, når der skal vælges en ny formand. Der skal vælges en person som ikke blot kan holde på de socialdemokratiske kernevælgere, men også tilbageerobre de vælgere, der enten er gået til de Radikale eller til f.eks. Venstre. Helle Thorning-Schmidt kan som person række langt ind i borgerlige kredse, ikke mindst pga. af hendes personlige stil og hendes placering på den socialdemokratiske "højrefløj", der står for den stramme udlændinge retning, som for andet valg i træk viser sig at have vælgernes gunst.

Med Helle Thorning-Schmidt kommer Danmark tættere på en kvindelig statsminister end man nogensinde før har været. Og det er måske på tide, at Danmark vælger en leder, der rent faktisk ved hvordan kvinder tænker. For som vi har set i denne valgkamp, er det i høj grad "kvindeemner", der er på dagsordenen i valgkampen. Her vil Helle Thorning-Schmidt være en repræsentant for de kvindelige idealer, ligestilling, børnefamilier og det socialdemokratiske velfærdsprojekt, som Venstre i høj grad vandt valget i 2005 på at overtage. Den næste formand for Socialdemokraterne skal ud og kapre vælgere i stor stil. De Radikale får svært ved at få endne flere vælgere, da der snart ikke er flere veluddannede humanister tilbage i byerne, der ikke stemmer på Jelved og co. Stemmerne skal hentes fra Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative, og her har Frank Jensen ikke de store chancer, trods det, at han måske er den dygtigste politiker af de to kandidater. Dertil er han for "rød".

En helt afgørende forskel på de to kandidater er medietækken. Helle Thorning-Schmidt er et skærmtalent af de helt store, og kan med professionel rådgivning og budskabstræning blive en glimrende kommunikatør på højde med Anders Fogh Rasmussen. Når de socialdemokratiske partimedlemmer d. 12. marts skal vælge ny formand bør man i høj grad tænke i forholdet til Regeringen samt i forskelle og ligheder med Anders Fogh Rasmussen som person. Og her er Helle Thorning-Schmidts store fordel, at hun i type ligner Fogh mest. Hun med træning kunne henvende sig til mange forskellige segmenter i befolkningen ligesom Fogh nu i to valgkampe har formået. Frank Jensen er retorisk stærk og virker som en ligeså målrettet og handlekraftig politiker som Thorning-Schmidt, men han vil skræmme mange socialdemokartiske marginalvælgere mod højre væk på sin kontante kurs med udspring i den socialdemokratiske venstrefløj. Med Frank Jensen ved roret vil Socialdemokraterne ikke kunne tilbageerobre de vælgere man har tabt på udlændingepolitiken, og dette emne vil også i de kommende par år være et dominerende emne i dansk politik.

En anden ting, der er helt væsentlig for Socialdemokraternes og oppositionens muligheder for at overtage regeringsmagten ved næste valg er om formanden ligner en statsminister. Og også her har Thorning-Schmidt de bedste kort på hånden. For det er ganske enkelt svært at se Frank Jensen som statsminister omgivet af Gerhard Schröder, Tony Blair og Jacques Chirac. Frank Jensen har simpelthen ikke det ansigt som kameraerne elsker at dvæle ved, og som brænder igennem til befolkningen. Og i en politisk verden, der udelukkende kommer ud til befolkningen via medierne, og deres personfokusering, er den personlige gennemslagskraft når man "er på" altafgørende for, om de politiske budskaber kommer ud over rampen og ind i befolknings bevidsthed.

Hos nogle vil Helle Thorning-Schmidt virke som en forkælet Hellerup pige, men hvis ellers hun formår at bruge sin egen personlige historie fra Ishøj til Bruxelles vil hun komme godt rundt til de mange potentielle vælgere som catch all partiet Socialdemokraterne har. Hvis mediernes brug af den slidte "Gucci-Helle" kliché ellers ikke når at skræmme de socialdemokratiske delegerede væk inden den 12. marts, vil Helle Thorning-Schmidt ikke blot være det bedste bud på en ny formand for Socialdemokraterne - hun vil også være et godt bud på den første kvindelige statsminister.
Denne artikel er den første af tre temaartikler om det socialdemokratiske formandsvalg.

Fogh og alle de andre

2005-02-09T18:32:00.000+01:00

Så blev det afgjort. Efter en valgkamp, hvor mange borgere ligeså stille tabte interessen for hvem der vandt, blev det igår tid til at tælle stemmerne op. Og selvom de i skrivende stund stadig tæller, sidder man dagen derpå med en følelse af, at der er sket noget stort det sidste døgn, selvom det egentlig ikke var noget stort valg for andre end de Radikale. For når både Lykketoft og Holger K. annoncerer sin afgang, er der for alvor sat gang i en politisk udskiftning på Borgen. Lægger man til dette et nyt Folketing uden Kristendemokraterne, CD og et styrket Dansk Folkeparti, ser det for alvor ud som om, at blokkene i Folketinget er blevet markeret og, at midten i dansk politik dermed er fortid.

Manden i midten hedder Anders Fogh Rasmussen. Fra dag et i valgkampen har det været Fogh mig her, der og alle vegne. Tiltider har der været så meget Fogh, at vi er nogle der har overvejet om det der nymodens kloning allerede var taget i brug, for Fogh har været allestedsnærværende - i hvert fald når det kunne tænkes at hive stemmer hjem og når kameraerne snurrer. På mange måder er den nu overståede valgkamp blevet til under prædikatet "Fogh og alle de andre". I skolen ville børnene måske sige Fogh mod rosset, men her nøjes vi med at konstatere, at det tiltider har set ud som om Anders Fogh kunne vinde valget alene, hvilket han dog langt fra har været.

Det er en af Venstres mest gennemarbejdede strategier, der ligger til grund for, at vi kan efterrationalisere ved at sige, at Fogh da også var alle vegne i valgkampen. Der er flere elementer i dette. For det første havde Venstre valgt, at det skulle være Fogh, Fogh og atter Fogh, der blev eksponeret i denne valgkamp. Der var kæmpeplakater af Fogh som den glade familiefar, der var Fogh i skjorterærmer, der var Fogh ved pølsevognen og der var først og fremmest statsmanden Fogh. Rammen for denne mega-eksponering af Fogh bestod ligesom i 2001 af det danske road trip "Dialog med Anders Fogh". På den måde kom Fogh og følge rundt i landet, og rundt til den almindelige dansker. Om dagen var Fogh f.eks. i Århus, om aftenenen live på TV2 fra København. Det dialogiske korstog, og de meget velvillige medier, der som lovrende hunde fulgte efter karavanen, blev endnu engang en succes, hvor Fogh viste sit folkelige ansigt.

En anden ting der er unikt for Venstres måde at føre valgkamp på, er valget af profiler i valgkampen. I Venstre har man brugt een; Fogh. Mens man hos Socialdemokraterne, Konservative, Radikale og DF har brugt mindst 4-5 forskellige ansigter (med undtagelse af DF, som altid bruger det samme blonde trekløver). Hos Venstre bruger man stort set kun Fogh til at udtale sig om hvad som helst, med mindre det handler om at slukke en brand, så sender man Jens Rohde eller Lars Løkke Rasmussen i byen - Fogh skal være pletfri, og der må andre tage skraldet. Det beste eksempel på dette er Venstres valgvideo. Her var det Foghs tur rundt i landet, med Fogh som fortæller og Fogh foran kameraet, der skulle minde danskerne om, at det er Fogh der styrer Danmark fra gulv til loft. Med en sådan strategi er der ikke plads til mange andre. Prøv bare at huske tilbage på valgkampen, og se om du kan huske at have set ellers prominente navne som Thor Pedersen, Bertel Haarder, Ulla Tørnæs eller Eva Kjer Hansen mere end en gang eller to på landsdækkende TV. Det har jeg ikke, og det skyldes, at Fogh har taget sig af de landsdækkende medier og de store sager, mens andre Venstrefolk kunne få lov til at føre valgkamp rundt omkring i de forskellige valgkredse.

En sådan strategi kræver sin mand. Det kræver først og fremmest, en person, der kan sin politik til fingerspidserne, som ved hvor der skal indrømmes og hvor der skal afvises, og måske ligeså vigtigt; det kræver en kommunikatør, der kan sit kram. Fogh er, så vidt vides, ganske menneskelig, og derfor er Foghs succes som ene mand i front heller ikke lagt an på, at han skal huske hvert et ord, der er blevet sagt i valgkampen eller hvert et komma, der står i de forskellige partiers valgprogrammer. Det handler om, at få udvalgte mærkesager og tilhørende punchlines bliver gentaget nærmest ordret aften efter aften gennem hele valget. Engang var det "Pengene fosser ud af statskassen", og i 2005 er det "En stemme på Jelved er en stemme på Lykketoft" eller "Det skal være slut med minuttyranniet", for ikke at nævne partiets slogan, der blev brugt ved enhver given lejlighed. På samme måde som enkelte punchlines blev flittigt brugt blev forskellige andre retoriske midler også anvendt primært i direkte duel med Lykketoft. Som f.eks. når Fogh siger ud i en forsamling, at Lykketoft bør være "konstruktiv", "ikke så sur" eller "imødekommende". Med disse små taktiske manøvrer får Fogh og hans medierådgivere placeret Fogh som den konstruktive, positive og imødekommende og konkurrenten som det modsatte. På samme måde forholder det sig naturligvis med brugen af ordet "skræmmekampagne", eller det langt mere spøjse og klodsede "løgnekampagne", som brugt ved den sidste partilederrunde på TV2, og som omtalt tidligere her på siden.

Frank Jensen har været ude med kommentarer om, at nu var Foghs Teflon ved at blive kradset af, og befolkningen begyndt at se hva Fogh virkeligt står for, når tæppet er faldet og lyset gået ud. Mange vil kalde Foghs retorik og undvigemanøvrer for Teflon, andre vil kalde det for professionel polititisk kommunikation - om man kan lide det eller ej. Men de to sidste dage i valgkampen virkede det faktisk som om, Fogh var presset. Socialdemokraterne fik presset ham i defensiven og sagen fra Søndre Storkreds gjorde heller ikke tingene bedre. De sidste to dage kunne man gribe Anders Fogh i at vrøvle, som ellers har været Bendt Bendtsens helt egen disciplin i denne valgkamp. Om det var de tre uger med medieeksponering 24/7 eller om oppositionen virkelig var ved at få ram på Fogh og fortalt vælgerne om forskellen på de og dem vides ikke, men det virkede tiltider som om Fogh var rystet trods det komfortable forspring.

Og valget blev jo ikke den gyser, som heller ingen havde regnet med. Dertil var Socialdemokraterne for svage og Venstre for stærke. Et kalkuleret mandattab kan man vel kalde det, der skete for Venstre som afgav lidt til Konservate, mens Socialdemokraterne gav lidt til Dansk Folkeparti. På kommunikationsfronten blev forskellen i de to lejre ekpliciteret af Lykketoft på valgaftenen. Som en del af forklaringen på nederlaget, mente Lykketoft, at den store økonomiske forskel på S og V gjorde udslaget. Pressebemandingen og eksponeringen i medier og i bybilledet mente Lykketoft var en af årsagerne til nederlaget. Og han har jo ret Lykketoft. Uden fagbevægelsen og eksperter, der tør sætte sig op mod Regeringens udspil er det en lang vej op ad bakke, hvor man er så langt bagud når startskuddet lydder, at man kan overveje om det overhovedet giver mening at starte. Ja i denne valgkamp var der så sandelig Fogh, og så alle de andre.
Denne artikel er den sidste af tre om Venstres kommunikative beredskab

Fra vores egen verden...

2005-02-07T18:37:00.000+01:00

... Sådan plejer de at sige i TV Avisen, når det handler om TV mediet midt i en nyhedsudsendelse. Hos os her på Valgkamp-bloggen har "vores egen verden" været en meget omtalt størrelse i valgkampen. Der er skrevet stolpe op og stolpe ned om, hvordan partierne bruger Nettet i valgkampen, og flere sider har kastet sig over at rapportere om spin og andre forfærdeligheder, hvor Nettets inteaktionsmuligheder udnyttes til fulde. Og her på dagen før dagen er det måske væsentligt at komme med et bud på hvad det egentlig er vi har foretaget os i de sidste tre uger. Som det er en blogs natur, har vi også på denne side ytret os, om alt der faldt os ind under valgkampen. Der har været så meget at skrive om, at vi har måttet vælge med omhu og kun skrive om det, der for alvor er sprunget os i øjnene i forholdet mellem politiik og kommunikation.

Her på siden har vi valgkampen i gennem analyseret valgets aktører og strategier, og inden i morgen når vi 500 unikke brugere, hvilket egentlig var mere end forventet, når vi ikke har lavet så meget PR for vores lille projekt, at vi var nødt til at lukke ned allerede før valgkampen kom igang. Vi har forsøgt at være objektive, uden at det dog har været et mål i sig selv. Vi er ikke bange for mørkemænd langs Christiansborgs murer, eller professionelle politikere og kommunikatører som gør deres arbejde under valgkampen. Vi er ikke foragede over, at Billy Adamsen holder med et parti, Mie Femø Nielsen et andet og Nils Krause Kjær et helt tredje. Vi synes det er spændende med fokus på forholdet mellem politik og kommunikation, men udbeder os retten til at kalde en spade for en spade og kun kalde spin for spin når noget virkelig er spin.

Der har været så meget fokus på spin, at enhver tredjeklasses elev med respekt for sig selv vil være spindoktor når hun bliver stor, hvis altså ikke lige ordet spin er blevet så fordrejet og så overeksponeret, at man om jeg så må sige bliver helt rundtosset af at høre på det. Nogle vil sige (som de siger på Fox News), at denne valgkamp er foregået i en tågesnak om spin. Med fokus på spin følger procesjournalistikken, som ganske vist kan være interessant, men som ikke viser hvilken vej de politiske partier vil gå. Med den megen fokus på spindoktorer og deres lyssky ærinde, kan selv de mest ideologiske kandidater ikke komme til orde for bar snak om spin. Medierne blev kritiseret efter sidste valg for ikke at være kristiske nok overfor V og K. De er blevet kritiseret for ikke at være kritiske nok overfor Regeringen i forbindelse med Irak-krigen, og nu er de gået i den anden grøft ved at tale om spin mig her og spin mig der. Dette må siges at være et ligeså stort svigt som manglende kritiske spøgrsmål til regering og opposition.

Tilbage til pointen. Valgkampen i 2005 var valgkampen, hvor partierne for alvor bevægede sig ud på Nettet. Med blogs, valgvideoer, støttekampagner, valgprogram og alskens interaktion. Men det kræver jo at vælgerne foran computeren kan finde lidt om de emner der diskuteres i valgkampen. Derfor er det også værd at gå ind på Google og søge lidt på forskellige ord. Hvad sker der f.eks. hvis man skriver "børnefamilie" eller "hjemmehjælp" og trykker på "jeg føler mig heldig"- funktionen? Hvis du ikke synes det er sjovt, så prøv med "dankortgebyr", "sørøverkrig" eller det det hele i virkeligheden handler om: "valgkamp"

Valgvideoer og nytænkning

2005-02-06T17:06:00.000+01:00

For de standhaftige, der har siddet ti aftener i træk og set DR 1s traditionelle valgprogram Krydsild med Steffen Kretz, vil dette indlæg være særligt interessant. For de der har travlt med arbejde eller at passe livet i børnefamilien i Ulvetime omkring klokken 19.00, kan dette indlæg ses som et forsøg på at pointere hvorfor netop programmet Krydsild er så markant en indikator for hvem der tør gå nye veje i dansk poltitisk kommunikation, og fremfor alt hvordan dette hænger sammen med, hvem der bliver valgets store sejrherrere.

I Krydsild, hvor alle opstillede partier tildeles den samme taletid, præsenteres partiernes valgvideoer, der traditionelt er genstand for megen offentlig opmærksomhed, fordi de viser hvilke emner man har lagt vægt på før eller under valgkampen - og fordi, at TV mediet nu engang er det medium, der rykker flest stemmer i en valgkamp, og i Krydsild har partierne fem uredigerede minutter til at vise, hvad partiet står for, og komme med sine visioner for landets fremtid. Symbolsproget i videoerne bliver analyseret på kryds og tværs, og videoerne får karakterer af reklamefolk og journalister med påstået forstand på genren. Således bliver to af vidoerne også genstand for denne analyse, og samtidig eksempler på hvilke partier der forstår at udnytte mediet, og som yderligere har vist sig at være valgets helt store kommunikative superstars.

Har du kære læser ikke set dem, så er det på tide at kigge forbi hos Venstre og hos De Radikale for at se hvordan man kommunikerer politisk i år 2005. De to partier har på hver ders måde fornyet tonen i valgvideoerne, og dette er ingen tilfældighed. De to partier længe haft den integrerede kommunikation i fokus, og i valgkampen ses, hvordan et langsigtet strategisk arbejde i forholdet mellem politik oh kommunikation bærer frugt, og slår benene væk under vælgerne, og os der ynder at kommentere på hvad partierne foretager sig.

De Radikale har med deres valgvideo valgt at vise partiets folketingsgruppe som det eftertænksomme, modige og kreative parti, der tør tænke anderledes og vende gamle samfundsbetragtninger på hovedet. Dette er et mestertræk af partiet. Ikke nok med, at valgvideoen er en integreret del af De Radikales politiske projekt om Det Kreative Danmark, det er også i stil, sprog og indhold en valgvideo, der på alle måder passer til den nye store gruppe af veluddannede og veloplyste vælgere, der bor i byerne og som har den kulturelle kapital i orden. I en uformel tone, sommertøj og højt humør fremlægger Marianne Jelved med moderlig præcision sine overvejelser for de andre otte folketingsmedlemmer. Hvert medlem kommer med sine mærkesager, alle målrettet et eftertænksomt og velbjerget vælgersegment med overskud til at tænke videre end sin egen navle. På den måde bliver den radikale valgvidoe et fremragende redskab i valgkampen, hvor man som seer har svært ved ikke at holde af en jovial og småfnisende Jelved og en fokuseret og fremsynet Margrthe Vestager. Valgvideoen blev set af 396.000 vælgere, og der kan ikke være mange, der sidder tilbage uden at vide at De Radikale tør prøve noget nyt, både hvad angår politisk kommunikation, og visioner for fremtidens Danmark.

Hos Venstre, der som det største parti var sidste deltager i Krydsild igår lørdag, havde man valgt en anden taktik. Alle partierne har valgt at troppe op med partilederen, og en sekundant af det modsatte køn. Lykketoft var flankeret af Lotte Bundsgaard, der har evnerne til at blive en kæmpe gevinst for partiet. Pia Kjærsgård havde valgt Kristian Thulesen DAhl som sine sidemand, og Bendt Vendtsen havde taget den skærmdygtige Lene Espersen med som garant for at også de kvindelihge vælgere ikke skiftede kanal undervejs i udsendelsen. Hos Venstre havde man valgt samme taktik, omend med et helt andet udgangpunkt. Med Anders Fogh i topform er der ikke meget plads til andre partimedlemmer når kameraerne snurrer, og som den halve times Krydsild skrev frem, var Socialminister Eva Kjær Hansen, da heller ikke blevet eksponeret som meget andet end nikkende fyldstof til sin partiformands argumenter.

Og lad det være sagt med det samme: Anders Fogh var overbevisende i den direkte udsendelse. Alle de ømme punkter kom han uden om med overraskende lethed - hvilket også skyldtes en overfladisk spørgende Steffen Kretz. Da det blev valgvideoens tur, viste det sig at Venstre havde valgt en helt ny stil i forhold til hvad de plejer at gøre, og i forhold til de andre partier. Hvor Socialdemokraterne, SF, De Konsevative og Dansk Folkeparti havde lavet traditionelle valgvideoer, dermest af alt minder om dårligt procerede reklamer på lokal TV, havde Venstre valgt at bruge indhold og billeder fra Foghs aktuelle dialog tur rundt i landet. Valgvideoen var ikke bare godt tænkt, den var et valgstrategisk mestretræk, der må gøre andre partier ganskle misundelige. Fogh var i centrum fra start til slut. Det var Fogh i Folkeskolen, i skovbørnehavene og ved pølsevognen - det var Fogh med børn, med invandrere og mod Lykketoft i Brøndby og Århus. Det var Fogh i læsevis af photo ops, og det virkede. Venstre havde som det eneste af valgkampens ti partier valgt at lave en aktuel valgvideo. På den måde kunne Fogh, og hans mediefolk tilrettelægge videoen, så den kom til at indeholde de helt aktuelle emner, der har præget valgkampen helt op til Venstre deltagelse i Krydsild - og står på denne måde som skarp kontrast til flere af de andre partiers præfabrikerede og stive valgvideoer.

Med temaet dialog viste valgvideoen, at Venstres kommunikative bereskab er toptunet, og svært at hamle op med for det andre partier. Med den aktiuelle valgvideo kommer man helt ned på gulvet rundt omkring i Danmark, og henvender sig direkte til befolkningen i den dagligdag som valget i bund og grund handler om. Det var på engang en præsentation af opnåede resultater, og en pointerering af, at Fogh lytter til den almindelige dansker - i hvertfald på video. I skrivende stund er seertallene for Venstres deltagelse i Krydsild ikke opgjort, men hvis tallene følger de andre partier vil der være lige i underkanten af 400.000 vidner til Venstres kommunikative shov off.

Med Venstres valgvideoe og med de Radikales valgvideo er genren blevet opfundet på ny. Det har krævet mod i de to partiers pressetjenester, der har formået at kæde politiske visioner og målgrupper sammen i en fem minutter lang film. Sådan er forskellene på partierne og deres kommunikatve beredskab så forskelligt, og så har jeg endda ikke engang skrevet om timing, hjemmesider, annoncer, design, valgplakater, pressehåndtering eller taler endnu. På tirsdag afsiger vælgerne deres dom, og lur mig om ikke de to partier, der har lavet det bedste valgvideoer også bliver valgets store sejrherrer - sammenhæng eller ej.
Artikel af den anden af tre temaartikler om Venstres kommunikatve bredskab.

Venstre bag facaden

2005-02-05T21:20:00.000+01:00

Det vil altid være væsentligt at holde uroligheder inden døre for partierne. Dette gælder naturligvis særligt når der er udskrevet valg. I en valgkamp gælder det på alle måder for partierne om at have ro på de indre linjer, og holde stridigheder mellem forskellige kandidater og forskellige fløje langt væk fra mediernes næse for gode historier med åbenlyse konflikter. I modsætning til Socialdemokraterne og Konservative har Venstre altid været gode til at holde de fleste uroligheder ude af medierne, og har dermed undgået at få mudret sine budskaber til. Og det er netop forplumringen af de eksternt kommunikerede budskaber, der er hovedproblemet ved at føre fløjkrig i medierne. Og nu er det så også sket for Venstre.

Forholdet mellem Martin Geertsen og Søren Pind på den ene side og Venstres partitop er måske ikke det bedste det kunne være, og sådan har det været længe. Dette anstrengte forhold er nu brudt ud i åben ild, og partitoppens kommunikative evner skal nu for alvor stå sin prøve. For en god sag er det ikke for Venstre, at man tilsyneladende har presset en folketingskandidat eller to til at trække sig, så partiets politiske ordfører Jens Rohde kunne blive valgt i Søndre Storkreds i København. Berlingske Tidende, Politiken, Jyllandsposten, Ekstra Bladet og samtlige nyhedsudsendelser på TV har beskrevet miseren indgående, og presset på inderkredsen i partiets top er stort. Dermed er der lagt op til, at Venstre kommunikationsstrategiske kriseberedskab skal sættes ind, og det er det blevet uden nogen egentlig har lagt mærke til det.

For Venstre gør ikke ret meget i en sådan sag, i hvert fald ikke som medierne og dermed offentligheden får del i. Som beskrevet tidligere her på siden, arbejder Venstre primært med en strategi om at afvise alt hvad der opstår af angereb fra oppositionen, interne konflikter - medieskabte eller med bund i partiets interne eller eksterne interessenter. Således er det også sket i denne sag. Det er først og fremmest Venstres partisekretær Jens Skipper Rasmussen, der står for skud i denne sag, og ham har man endnu ikke hørt fra i denne sag, og det skyldes ikke, at han er taget på skiferie med familien. Venstre forsøger naturligvis at lukke denne meget uheldige sag her tre dage før valget, og mener åbenbart ikke, at det kan gøres ved nogen form for udtalelse. Da historien de fleste steder er blevet vinklet til fordel for Geertsen, og vækker "demokrati-foragelse" hos medier og vælgere er der, hvis historien om parttoppens trusler er sande, en sag, der måske ikke laver et åbent sår i Venstres glatte overflade, men som skrammer gevaldigt i lakken, og derfor skrinlægges sagen til efter valget.

At sagen får indflydelse på valgresultatet er tvivlsomt, og det syldes netop Venstres kommunikative beredskab. Man udtaler sig ikke om emnet, gør sagen til et "personanliggende", og kun direkte konfronteret med det i f.eks. Krydsild på DR 1, kommenterer partiets top på historien. Her valgte Anders Fogh, rådført af sin spindoktor, at vælge den eneste hurtige vej ud af suppedasen: At sige, at "den slags sker i en valgkamp", og inddrager en af Venstres primære punchlines "Plads til forskellighed", for derefter at lægge afstand til historien, så den ikke skader partiet og måske endnu vigtige Anders Fogh selv.

I en sådan sag er det nemlig væsentligt at holde partiets frontfigurer og officielle valgkamps-ansigter ude af konflikten, og lade andre tage skraldet. Således har Anders Fogh og Jens Rohde enten slet ikke kommenteret på det, afvist det eller også har man bagataliseret historien. På den måde forsøger man at lukke historien, og bevare billedet af et parti i demokratisk harmoni, så marginalvælgere ikke afskrækkes af partiets topstyring. Netop topstyringen er en central del af denne sag. Venstre er det mest topstyrede parti i Folketinget, og dette er netop en af grundene til, at Venstre er de bedste til at kommunikere få klare budskaber i medierne, lave kontraktpolitik med vælgerne og benytte sig af få nøglepersoner i valgkampen. Men denne kontante topstyring - personaliseret i den tiltider arrogante Jens Rohde - kan vise sig at få forskellige vælgersegmenter til at vende sig fra partiet, ligesom det efter valget kan give anledning til intern uro med ekskluderinger og udmeldelser til følge.

Og efter valget bliver det. Som parti udkæmper man ikke en sørøverkrig mellem kandidater tre dage før valget. Derimod venter man til man efter valget, med al sandsynlighed, kan tage fire år mere som Danmarks altdominerende parti. På den måde kommer sejren ikke til at smage særligt godt for Martin Geertsen og andre partimedlemmer, der har været involveret i historien om truslerne fra partitoppen. For hvilken fremtid har en mand, der har sat sig op mod "magtens firkløver" bestående af Jens Skipper, Anders Fogh, Claus Hjort Frederiksen og Michael Kristiansen? Når man som Geertsen har været illoyal mod partitoppen, og har fået luftet sit snavsede undertøj ude i byen, er der nok langt til forskellige ansvarsposter i form af udvalgsposter og ordstyrerfunktioner. Såfremt Geertsen bliver valgt til Folketinget vil han blive isoleret fra inderkredsen omkring Anders Fogh, og vil ikke komme til orde sålænge Anders Fogh er ved roret.

Spørgsmålet er, om striden er så voldsom, at man kan forestille sig et liberalt udbrud fra partiet, anført af f.eks. Søren Pind, Martin Geertsen og andre yngre politikere med base i Venstres Ungdom? Der har længe været brokkerier fra den liberale fløj i partiet over Venstres "socialdemokratiske" kurs, og denne sag kan være det sidste strå. For Pinds vedkommende bliver dette nok ikke tilfældet, da for altid vil sætte en stopper for hans ambitioner om at komme til tops på Københavns Rådhus. Så selvom det er Pind, der er hovedarkitekten bag den liberale vej i Venstre, og som er frontfigur for de ti liberale teser, der skabte debat i Venstre, er han dog alligevel så meget partiets man, at han stikker piben ind, og slår sine folder på Rådhuset, hvor han så kan gå og brokke sig over partitoppen sammen med Martin Geertsen.

Spørgsmålet er hvor meget plads der er i Venstre til folk, der går i medierne med interne affærer som Geertsen, og derfor kan valget meget vel blive efterfulgt af dannelsen af et nyt parti. Lad mig blot her foreslå navnet De Liberale. Her vil Geertsen og andre med ham, kunne gå ad den vej, som Anders Fogh egentlig beskrev i hans minimalstatsbog. Det bliver spændende at følge udviklingen i partiet, som sagen om Geertsen, Rohde og partitoppen har givet os en forsmag for, og så må vi se, hvor meget vi i fremtiden kommer om bag facaden.
Denne artikel er den første af tre temaartikler om Venstres kommunikative beredskab.

Sådan vindes valget

2005-02-01T19:42:00.000+01:00

"I valgkampens første to uger har vi mediebrugere stort set kun hørt om Socialdemokraterne på den ene side og Regeringen på den anden. Dominansen er kun blevet afbrudt af enkelte spæde forsøg fra andre partier på at sætte dagsorden. Valget har indtil videre været en ufolkelig affære, der mest af alt minder om en fodboldkamp, hvor man kender resultatet. Kan valgkampens sidste uge ændre dette?"

I en statusartikel her en uge før valget, analyseres partiernes valgkamp i de to første uger -og ikke mindst hvordan partierne kommunikativt vil agere i den sidste uge af valgkampen.

Læs artiklen, der er skrevet af Kristian Waneck og Troels Johannesen.

Politiske tal og demokratiunderskud

2005-01-30T17:28:00.000+01:00

Det er søndag, der er valg i Irak og det danske Folketingsvalg er for første gang i snart to uger ikke øverst på mediernes dagsorden. Og så alligevel, for idag er er dagen, hvor Politiken-historien med den besværlige overskrift: "Vi har tænkt, at de her tal ville kunne bruges poltisk i valgkampen. Vi har derfor valgt ikke at arbejde videre med rapporten". Ordene stammer fra direktør for Institut for Konjunktur analyse ( IFKA), og er sætningen der på en gang viser, at den danske valgkamp er en kamp mellem David og Goliath. Historien kort: Foreningen Stop Nu!, der repræsenterer børn og unge på uddannelser lige fra Folkeskolen til universiteterne søsatte i oktober en undersøgelse, der skulle kortlægge om Regeringen talte sandt, når den sagde at, Folkeskolen ikke var blevet beskåret. Analysen skulle være afleveret i januar, men bliver nu holdt tilbage af IFKA med begrundelse i, at tallene fra undersøgelsen ville blive brugt eller misbrugt i valgkampen, og derfor ikke vil udlevere rapportens tal og konklusioner til kunden, Stop Nu!, før efter valget.

Med denne manøvre er IFKA kommet til at spille en dramatisk hovedrolle i den strid mellem Regeringen og oppositionen, der gennem det meste af 2004 har præget debatten om udviklingen i Folkeskolen. Bruger man flere eller færre penge på Folkeskolen er kardinalpunktet? Undervisningsminister Ulla Tørnæs mener, at Regeringen bruger en hundredekrone mere om året pr. folkeskoleelev, hvilket is ig selv er en diskussion værdig. Men dagens indlæg her på stedet handler om, hvorvidt danske analysefirmaer og institutioner bruges eller ikke bruges i den danske valgkamp. For det er ikke mere end en uge siden, at både Danmarks Statistik og Udlændingestyrelsen udkom med tal, der gik direkte ind i den danske valgkamp og gjorde en forskel på to væsentlige emner i valgkampen. Med arbejdsløshedstal, og familiesammenføringstal var de to offentliggjorte analyser begge med til at sætte vind i sejlene for Regeringens kampagne. Men da det gik den anden vej, kunne man altså ikke offentliggøre "politiske" tal midt i en valgkamp. For det viser sig, at tallene fra IFKA i høj grad viser, at der er blevet sparet på Folkeskolen siden 2001. Som det har været tilfældet i valgkampen indtil nu, afviser Fogh disse tal, men mener dog alligevel, at rapporten fra IFKA først skal offentliggøres efter valget - og der ser det ud til at historien strander, med mindre oppositionen, Stop Nu eller de etablerede danske medier bider sig fast.

Hele historien fra IFKA giver fra hele den danske analysebranche et troværdighedsproblem. For kan man regne med, at offentliggørelser, analyser, rapporter og "uvildige" undersøgelser ikke er "timede" eller giver den ene part en fordel fremfor den anden i en given politisk argumentation. Med et spørgsmålstegn ved disse analysefirmaer som vi normalt ser som politisk neutrale får både vælgere, medier og politikere fremover sværere ved at stole på, hvilke analyser der bliver udspillet på neutral bane og hvilke, der går et politisk ærinde. I denne valgkamp ser det ud som om, at sådanne rapporter og politiske tal går Regeringens vej, og det kan på sigt stille analysebureauerne overfor nogle vigtige etiske og fundamentale valg, hvis ikke de vil være ophavsmænd til et demokratisk underskud i den politiske hverdag og i valgkampen her til lands.

Og mens disse linjer blev skrevet, ændrede IFKA sin beslutning. Det er da valganalyser i real time...

Kvinderne bestemmer

2005-01-29T18:57:00.000+01:00

Det handler om "good clean family values you can trust". En lettere omskrevet parafrase fra den amerikanske medieindustris mantra overfor den bonerte middelklasse, kan ses som hovedtema for valgkampen her i 2005. De danske medier er ved at falde over hinanden for at lave historier om hvor meget Socialdemokraterne og Venstres politiske løfter ligner hinanden. Ja det viser sig endda, at ikke engang flere folketingskandidater kan skelne mellem de røde og de blå velfærdsløfter i million-klassen, hvilket jo sætter fingeren på netop hvad der er blevet denne valgkamps store tema: Familieværdierne.
Regeringen startede allerede i 2001 på en strategi, der skulle sikre, at især kvinderne kunne henholdsvis kunne fastholdes og erobres. For i Danmark er det kvinderne der bestemmer, hvem der skal regere landet, da det er dem, der er mest i tvivl om hvad der skal stemmes. Når det er kvinderne der er lettest at rykke tværs over en stadig større midte i dansk politik, er det derfor også det stærke køn, man satser på i sine politiske forslag, i sin retorik og i sine kommunikationsovervejelser. Og her har regeringen og dens rådgivere gjort et særdeles professionelt stykke arbejde. Da Fogh og co. for i august begik man denne valgkamps mest væsentlige manøvre. Man oprettede Ministeriet for Familie og Forbrugeranliggender med Henriette Kjær som galionsfigur. Med det nye ministerium var der for alvor primet til den igangværende valgkamp.

Med familien i centrum blev der fulgt op på Foghs nytårstale fra årsskiftet til 2004, hvor børnefamilien for alvor kom på dagsordenen. Der blev debat om børnecheck, priser på daginstitutionspladser, madpakker og reklamer for børn, hvilket for en stor dels vedkommende var væsentlige elementer i Venstre og Konservatives strategi for at kapre Socialdemokratisk politik, og sætte dagsordenen for den danske velfærdspolitik. Strategien ser ud til at lykkes i forhold til den i gangværende valgkamp. Det er regeringen, der render med overskrifterne når de to politiske blokke råber højt ved gaveboden for gyldne valgløfter, og det ser ud til, at det er regeringens forslag der trænger igennem til de vælgere, der er kvinder og som egentlig ligeså godt kunne stemme socialdemokratisk

Regeringen har på denne måde gennemgået en proces, der enhver forvandlingskugle grøn af misundelse. Og det er netop det grønne det handler om. Bøde Venstre og konservative, samt diverse rådgivere og reklamebureauer har i det sidste par år puttet penslen på paletten og forsøger sig nu en politik, der i højere grad retter sig mod det grønne segment, i tilgift til blå segment man i forvejen repræsenter. De bløde værdier, der får Anders Fogh til tage på børnehavebesøg, er til for at positionere Venstre som et humanistisk parti, der ikke kun tænker på skattepolitik, udlændinge og EU som ved valget i 2001, og det virker på kvinderne, der i højere grad end mænd stemmer med følelserne.

Strategien med at satse på "socialdemokratisk politik" ville ikke lykkes uden kvindelige frontfigurer. Derfor blev regeringsrokaden i august 2004, også en triumf for kvinderne. Stemmeslugere som Lene Espersen, Eva Kjær Hansen, Henriette Kjær og ikke mindst den nye miljøminister Connie Hedegaard blev bragt i front i regeringens bejlen til de kvindelige vælgere. Med valgkampens løfter til børnefamilierne er kronen sat på værket er et effektivt frontalangreb på de værdier der normalt er socialdemokratiske sat ind, og har gjort valgkampen til en mudret affære, hvor ingen rigtig ved hvem der mener hvad. Ud over den real politiske kovending, der bliver en realitet, hvis de mange af regeringens velfærdsløfter skal indfries, er fokuseringen på børnefamiliers ve og vel samtidig et aldrig tidligere set kommunikationsmæssigt svendestykke. Tilbage er der bare at ærgre sig over, at man ikke er kvinde, for i Danmark er det dem, der bestemmer.

Arbejdsløshedstal og omstillingsparathed

2005-01-27T21:18:00.000+01:00

Valgkampens tiende dag. En skidt dag for oppositionen. Den generelle arbejdsløshed var på forhånd udset som et af de steder, hvor Socialdemokraterne ville bide sig fast og bruge som emne for vigtige angreb mod regeringen i valgkampens sidste halvdel. Men med nye tal fra Danmarks Statistik, der viser et fald i ledigheden fra november til december 2004 på i alt 1700 personer, er argumenterne om regeringens manglende håndtering af arbejdsløsheden forsvundet fra valgkampen. Socialdemokraterne må derfor sadle om, og grave dybere i de emne, der kan bringe dem i offensiven igen, hvis de vil have en chance for at komme tilbage i kampen om magten.

Arbejdsløshedstallene fra Danmarks Statistik sætter en tyk streg under, at aktuelle prognoser, tal og småsager kan vende op og ned på ellers veltilrettelagte valgstrategier. I dette tilfælde er det dog en streg i regningen for Socialdemokraterne, da arbejdsløsheden netop var et af de primære emner, som partiet gik til valg på. Gennem en ellers stille dag i valgkampen, har historien om den faldende arbejdsløshed præget medierne fra Jyllands-Posten til Radioavisen. Socialdemokraterne har set sig nødsaget til, delvist, at betvivle om tallene er reelle, eller om de dækker over, at flere er kommet i f.eks. aktivering. Og Lykketoft har sendt den lavt profilerede arbejdsmarkedspolitiske ordfører Jan Petersen i byen med denne tvivl, mens man fra den socialdemokratiske lejr forsøger at dreje dagsordenen mod miljøet med Aukens pressemøde idag om de miljømæssige visoner.

Socialdemokraterne vælger at betvivle tallene fra Danmarks statistik, og det er ikke nogen smart kommunikationsstrategi. Der er ikke mere at komme efter, da mediernes vinkel allerede er klar: Det går fremad med beskæftigelsen - og dette får selvfølgelig både Claus Hjort og Anders Fogh til at tage æren for de 1700 nye jobs. Sådan skal det være, når disse virkeligsindikatorer som tallene udgør, kommer midt under en valgkamp og blæser den ene parts vej.

Når der ikke skal mere til for at punktere budskaber og strategier gælder det om at være klar til at omstille sig indenfor få timer, for at kunne træde tilbage på scenen med nye budskaber og nye bud på en fremtidig politik. Denne omstillingsparathed er altafgørende i en moderne valgkamp, hvor selv de mindste historier kan lægge forkromede strategier ned. En sådan effektiv omstilling fra en sag til en anden, fra en vinkel til den næste kræver en hær af mennesker, der monitorerer medierne på timebasis, så man hele tiden er klar til at afstikke en ny kurs i en hyper omskiftelig valgkamp.

Ungdomsuddannelse og dagsordensættelse

2005-01-26T19:09:00.000+01:00

Der var mange mennesker i Brøndby Hallen til den meget imødesete duel mellem valgets to "præsidentkandidater, som selv de mest respekterede medier er begyndt at kalde Lykketoft og Fogh. Og den startede godt debatten i Brøndby. Både Venstre og Socialdemokraterne havde mobiliseret 6-700 af deres ungdomsmedlemmer, der larmede som var de til halfest på ulovlige stoffer og med license to scream. Det var selvfølgelig nøje planlagte manøvrer og slagsange, der blev råbt; alt sammen virkemidler der skulle hjælpe og afhjælpe henholdsvis angreb og forsvar fra de to kandidater.

Det startede med Lykketoft i topform. "Det er forskellen på Socialdemokraterne og Venstre" var temaet for den nøje indstuderede åbningstale, der kastede Lykketoft ud over rampen og ud i salen til de mange tilhørere. Velfærdsemner som uddannelse, forskning, lægehjælp og især ældrepleje var Lykketofts afsæt til angreb på Fogh regeringens akilleshæl om ældreplejen og velfærdsgarantierne fra 2001. Med veltilrettelagte komparativer fik Lykketoft (endelig vil mange sige) gjort opmærksom på et par håndfulde forskelle på de to store partier. Pointer som Lykketoft dog endnu engang havde svært ved at komme af med uden brug af usexede økonomiske kalkyler.

Midt inde i Foghs åbningsindlæg, vågnede den danske verdenspresse op, som indtil da ikke havde skrevet mange krusseduller på den slidte blok. "Alle unge på 18 og 19 år kan få en uddannelse, men de kan ikke få kontanthjælp til gengæld", så klart formulerede Statsministeren dagens valgkanin, og så blev der ellers noteret og ringet hjem til redaktionerne i Sværtegade, Vester Voldgade, Kvægtorvet og til TV-Byen i Søborg. Her var morgendagens historie.

Og sådan blev det. Foghs realpolitiske udspil om "tvangsuddannelse" for de 18-19 årige, stjal overskrifterne på denne råkolde onsdag en uge inde i valgkampen. Og dermed tilhørte dagsordenen Anders Fogh, dagen efter debatten. En dagsorden, der ikke gav meget plads til Lykketofts angreb på regeringens velfærdspolitik, de forskelle som Lykketoft forsøgte at komme på skærmen med, eller om stregkoder og ældrepleje. Foghs manøvre er et studie i dagsordensættelse, og selvom Lykketoft måske var bedst i salen, var der ingen tvivl om at journalisternes blokke blev lagt i lommen efter valgets hidtil største valgkanin.

Historien om en fløjkrig og en villig taknemmelig gås

2005-01-25T17:02:00.000+01:00

Så er de her igen. Historierne om fløjkrigene hos Socialdemokraterne. Ingen valgkamp uden, at disse historier dukker op til overfladen og gør livet besværligt for partiets ledelse og andre budskaber svære at komme af med. Poul Nyryp og Henrik Dam Kristensen er kommet hjem fra EU Parlamentet for at støtte diverse kandidater. Nyrup er for et eksempel gået i offensiven for Helle Thorning Schmidt, mens Dam Kristensen heller ikke går den såkaldte Auken-fløjs ærinde. Dette skaber ballade, og forplumrer billedet af et ellers enigt parti. Og det lader til at være Auken, der har startet historien, ved at sige til Jyllands-Posten, at han mener at de to prominente EU-parlamentsmedlemmer skal støtte hele partiet. Dermed er vi tilbage ved et gammelkendt emne i den danske valgkamp: At Socialdemokrater ikke har styr på de indre linjer – husk blot på udlændinge spørgsmålet i 2001.

Lykketoft har dog reageret hurtigt, som han skal i en sådan sag, og sagt, at der er behov for alle socialdemokratiske kræfter i valgkampen. Og så bør hverken Berlingske, Jyllandsposten eller TV2 kunne få mere ud af den sag.

En anden sag, der til gengæld har en klassisk konflikt i sig er de radikales kampagne på udlændingespørgsmålet, som Jelved og co. har lanceret i dag. I diverse film på Nettet, og i radiospots positionerer de Radikale sig som modsætning til Regeringen og i særdeleshed til Bertel Haarder, der fremstilles som strammeren over alle strammere, og som den rene modsætning til humanisterne i de Radikale. Kampagnen, der blandt andet benytter sig af Bertel Haardes uheldig sommersang om en ”villig taknemmelig går”, er modig men om den er klog vil de næste døgn vise. For går der igen procesjournalistik i den, hos DR og TV2, og bliver de Radikale dømt for at gå efter benene, kan kampagnen vende som en boomerang, og partiet gå glip af de vælgere der ligger og vipper mellem V & K og så altså de Radikale.

Refuse and deny - reaktiv strategi fra V & K

2005-01-24T21:58:00.000+01:00

Valgkampens dag 7 har stået i de økonomiske vismænds tegn, og i en reaktiv kommunikationsstrategi, der har placeret skudsikre veste på folketingskandidaterne fra V og K. Det handler om, hvordan regeringspartierne reagerer på kritik fra opposition og uafhængige eksperter. Ti økonomiske vismænd har analyseret og vurderet, at VK-regeringens udspil om 60.000 i flere i arbejde inden 2010 ikke kan realiseres med den foreslåede økonomiske politik. Udmeldingen bliver straks skudt ned af først Thor Pedersen i en Ritzau-nyhed, og i DR nyhedernes sene udsendelse klokken 21 så også af Bendt Bendtsen. Kritikken ignoreres, og man gentager sit budskab om visionen for 2010. På den måde bliver det usexede økonomiske stof aldrig til at blive et emne i forhold til V & Ks troværdighed overfor vælgerne, og kritikken fra vismændene klæber ikke til regeringen.

På samme måde med Socialdemokraternes klage over, at embedsmændene i Finansministeriet tilsyneladende er blevet brugt til at skyde Socialdemokraternes arbejdsløshedsforslag ned. Her træder Anders Fogh selv frem på scenen, og nægter at Finansministeriet har betjent ham og hans regering i diskussionen med Socialdemokraterne. Den reaktive strategi med at tilbagevise angreb følges gerne op af ordet "skræmmekampagne", som ellers udelukkende plejer at blive brugt af Venstres folk i forhold til velfærdsdiskussionerne med Socialdemokraterne. Her tilbagevises Lykketoft og co. gang på gang med argumentet om, at oppositionen benytter sig af den samme skræmmekampagne som gjorde udslaget ved valget i 1998. Dermed bliver der ikke diskuteret reelle politiske forskelle mellem de to fløje, og vælgerne får aldrig mulighed for at trænge ind bag de velplacerede parader, og se hvor de politiske forskelle ligger. Det er som bokseren, der er foran på points, og som derfor danser rundt i ringen uden for modstanderens rækkevidde. Bliver man for en enkelt gangs skyld fanget i et hjørne, råber man op om unfair spil. I en reaktiv strategi bestående af hurtige afvisninger og benægtelse, kaster man ikke håndklædet i ringen for nogen.

Valgkamp og overdøvelsesstrategi

2005-01-23T13:11:00.000+01:00

Venstre er gået til valgkamp med et kæmpe forspring til Lykketoft og co., og derfor er Venstres valgstrategi lagt an på at overdøve Socialdemokraterne og De Radikale i alt hvad de foretager sig. Mange politiske kommentatorer blev overrasket, da Anders Fogh fremlagde hele 7 overordnede valgemner som partiet ville gå til valg på. Forskning, Børnepasning, Ældreplejre, sygehuse, skattestop, miljø og ulændigelov var de syv temaer som partiet ville lave kontrakt med vælgerne om. Hvor der i 2001 var langt færre emner, er der i denne valgkamp valgt flere emner, således at Socialdemokraterne ikke kan komme ind og sætte dagsordenen, og dermed tage ejerskab på et af de vigtige velfærdsemner.

Det er således en overdøvelsesstrategi, der gør at andre partier, får svært ved at kritisere regeringen for ikke at tage hånd om de populære velfærdsemner. Det er en defensiv strategi Venstre benytter sig af. Man lader Socialdemokraterne komme med deres udspil, velvidende at man allerede har taget dagsordenen med matchende udspil. Se bare på Made in Denmark planen - den havde Venstres folk set komme, og kom ud dagen inden med syv lignende forslag. Det er som om, at Venstre er foran i en quiz, og indtil spillet slutter svarer de blot det samme som modstanderen og kører sejren sikkert hjem. Men som omtalt i gårsdagens tekst kan det bliver en dyr sejr på den måde at røbe højest og love mest. For når valgkampen er slut er der en regning, der skal betales overfor vælgene.

Hvor er de politiske entreprenører?

2005-01-22T22:15:00.000+01:00

Connie Hedegård står for den mest højtprofilerede udtagelse på valgkampens dag 5. Med sin udtalelse om, at begge lejre i valgkampen lover for store beløb og bruger for mange ressourcer på enkeltsager som Hjørring historien fra dag 4, og Dankortsagen fra dag 3, sætter miljøministeren fokus på en valgkamp der hidtil ikke har budt på andet end store armbevægelser og fokus på enkelte populistiske sager. Som nævnt i indlægget igår, er der i denne valgkamp så stor fokus på de aktuelle enkeltsager, at de politiske visioner drukner, og at mediebilledet ikke får plads til de politiske entreprenører, der gemmer sig blandt de mere end tusinde folketingskandidater. Connies frygt er, at de store armbevægelser og løfter til marginalvælgerne gør en sejr d. 8. februar til den dyreste fest valgfest nogensinde. Ufinancierede forslag og løst krudt gør ministeren bekymret for et øget troværdigheds problem mellem polikere og borgere.

Blandt politiske venner og fjender vækker det opsigt, at nogen peger fingre af den nøgne kejser, og både Jens Rohde og Frank Jensen afvæger sig, men holdes ellers inde med at komme med nye forslag på en lørdag hvor solen skinner. Dag 5 har på alle måder været en stille dag i valgkampen. De Radikale har haft teten det meste af dagen, efter at valgforskeren Søren Risbjerg regnede sig frem til, at de Radikale (næsten) kunne danne flertals regering med VK efter valget. Her fik Marianne Jelved skåret igennem og taget overskrifterne med løftet om, at partiet holder sig til Socialdemokraterne, og det er sikkert en god idé hvis man stadig går efter 3-4 nye mandater. Ja mere skal der ikke til for at sætte dagsordenen på en lørdag i en valgkamp, der indtil videre mangler de politiske entreprenører.

Højaktuelle småsager styrer valgkampen

2005-01-21T16:32:00.000+01:00

Vi ser allerede her på valgkampens dag 4 en tendens, vi ikke tidligere har set i danske valgkampe. Høj aktuelle emner bringes ind i valgkampen som jokere, der hurtigt udstiller hvem der er klar og hvem der ikke er klar til at tage udfordringen op. Vi har her på siden allerede skrevet om Dankortgebyret, der stadig er et emne i medierne, og som ikke kan undgå andet end at have givet især Bengt Bendtsens kampagne et slag i hovedet. En anden højaktuel sag, er Danish Crowns udmelding om, at 450 arbejdspladser fjernes fra slagteriet i Hjørring. Og dermed valfartede diverse folketingskandidater til et af landets udkantsområder for at komme med politiske forslag til hvordan de fyrede medarbejdere hurtigt kan komme i job igen. Lykketoft var der, Helge Sander var der, Lene Espersen var der og Anders Fogh brugte fyringerne som afsæt for at præsentere medierne for Venstres bud på en regional udviklingsplan, som iøvrigt har ligget på tegnebrættet i over et halvt år.

På denne måde har "valgflæsk" aldrig haft så bogstavelig en betydning. Alle vil gøre noget for slagteriarbejderne, og Lykketoft og Sander benyttede da også deres photo op og fik masser af mediedækning ud af korte besøg i Hjørring. Denne nye fokusering på mindre sager, er en ny udfordring for kandidaterne. Og det kræver stor omstilling i de forskellige lejre, at tune ind på, hvad man skal prioritere i i forvejen fyldte valgkalendre. Mediernes fokusering på mindre sager som Danish Crown, Dankortgebyret og LEGOs udflytning af arbejdspladser, gør at kampagneledere og spindoktorer hele tiden er nødt til at rette kandidaternes budskaber ind så de passer til den givne situation. Indtil videre har især Lykketoft haft stort held med at fange dagens historie og være nærværende både fysisk og i form af relevante budskaber. Disse nye omstillingskrav skiller fårene for bukkene i årets valgkamp.

Rejsedagbog eller agressiv politisk markedsføring?

2005-01-20T21:16:00.000+01:00

Der er mange afsendere af mange forskellige politiske budskaber i den igangværende valgkamp. En af de nye, og meget omtalte stder, hvor partier og Folketingskandidater kan komme til orde uden et kritisk filter, er på deres egne og partiernes hjemmesider. Ligesom vi her på siden prøver kræfter med web loggen som medium, gør også mange forskellige aktører i valgkampen. Således har både Venstre og Socialdemokraterne deres egne web logs hvor de mange gange hver dag opdaterer med nye vinkler på de aktuelle debatter. Der er dog markante forskelle i de to partiers kommunikationsovervejelser. Hvor man hos Socialdemokraterne bruger mediet som en rejsedagbog fra Lykketofts road trip rundt i landet, bruger Venstre mediet mere agressivt til at modsige de politiske modstandere med en hård tone og med klare budskaber om Venstre politik, og om hvordan partiet ser på modstanderens.

På Venstres web log skiftes forskellige folketingskandidater til at udgive korte tekster, og her bliver der hurtigt uklarhed om afsenderforholdet. Et indlæg med titlen "Nu flyder det for SR" står med Bertel Haarder som afsender, men alligevel nævnes han i tredje person, hvilket tyder på, at det er Venstres pressetjeneste, der udarbejder indlæggene og opdaterer siderne. De korte tekster fungerer ikke blot som statements overfor potrentielle vælgere, der kigger forbi, de fungerer også som argumenter som platform for partisoldater og svagt profilerede kandidater, der kan bruge teksterne som deres eget udgangspunkt, hvis en journalist ringer og spørger til et emne. Og netop journalister er tiltænkt som brugere. De kan her gå ind og finde hurtige citater til deres artikler. Dermed udnytter Venstre mediet langt bedre end de andre partier, som f.eks. SF, hvor Holger Ks blog består af alt for lange tekster, der kun har en effekt på de sikre vælgere.

Når vi nu taler om web initiativer er det jo meget sjovt, at et ellers godt initiativ; Spinkontrol.dk selv blev spundet af en ekspert, der var medlem af Socialdemokraterne, og nu allerede er lukket ned pga. præstationsangst. Derimod på er der mere substans i Spinnesiden, der har en glimrende blog, med næsten lige så skarpe analyser som hos nærværende.

Dankortgebyr - en kioskbasker

2005-01-20T16:49:00.000+01:00

Dag 3 i hvad der mange steder bliver kaldt den dyreste, og mest veltilrettelagte valgkamp i Danmarkshistorien. Partierne er efter den første partilederrunde stadig på jagt efter en sag, der kan adskille dem fra de andre partier - at finde noget de andre ikke har sagt, der kan vinde vælgernes gunst. Og her kommer de så ind de 50 ører vi er blevet pålagt at lægge oveni i hver af de mange dankorttransaktioner vi foretager hver dag. Nu er der pludselig ikke den politiker i Kongeriget, der ønsker at vi skal betale den halve krone til bankerne. Selv gebyrets fader Bengt Bendtsen er nu pludselig imod, og vil afskaffe det hvis han og hans parti stadig er ved magten d. 9. februar. Tag den Lykketoft, Jelved, Fogh og hvem der ellers har været ude med samme løfte til vælgerne!

(billede fra pol.dk)

Det handler for alle partier om at finde noget vi alle kan relatere til. Glem alt om Co2 afgift, Irak-krig og fætter-kusine ægteskaber. Et Dankort og en bronzefarvet mønt kan vi forstå, og selvom de ca. 300-400 kroner det koster en gennemsnits borger at have Dankort om året ikke er at sammenligne med hvilke udgifter til vi bruger f.eks. børnepasning og kollektiv trafik, er det alligevel dankortgebyret vi hæfter os ved. Og her kommer aftalen med vælgerne ind i billdet. Det som alle politikere så gerne vil i denne valgkamp er ligesom Fogh i 2001, at lave konkrete aftaler med vælgerne om noget de kan relatere til. Bengtsen, Fogh og Lykketoft danser alle rundt om Dankortgebyret med kuglepennen klar til at lave den vigtige kontrakt med vælgerne. Og fra sidelinien kan man ikke andet end at betragte seancen som valgkamp med laveste fællesnævner.