Og det virker som et stykke vellykket byplanlægning, fordi bygherrerne har fulgt planen. Noget, jeg ikke fik nævnt i videoen, er broerne, belægningen og beplantningen. Så vidt jeg kunne se, er alle broerne ens. Det er synd. En variation i farver, materiale eller form kunne have betydet endnu mere liv og diversitet. For mig at se, er uregelmæssigheder og variationer med til at skabe rum, som er mere livagtige. Så hvis målet har været at skabe en levende bydel, kunne man have fokuseret mere på det.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad du mener. Giver uregelmæssigheder og variationer mere liv? Eller kan homogenitet også give et rart og levende byrum? Kom endelig med dine kommentarer.

Det var planen, at et nyt havnebad på Sluseholm, Koralbadet, skulle være taget i brug nu. Men Københavns Kommune mangler penge til driften, så først fra sommer 2011 kan man hoppe i en ny lagune.

På falderebet vil jeg lige nævne slusen, som har givet området sit navn. Den er fra starten af 1900 og skulle regulere vandstanden i Københavns havn. Den blev svejset sammen i 1995, og genåbnet i 2004. I dag drives den af frivillige.

Du kan læse mere om arkitekturen på Sluseholm på CPHX.dk. Sluseholm har også sin egen (engelske) side på Wikipedia. Nyheder og funfacts om kanalbyen kan man læse på sluseholmen-online.dk. Aktiv Havn er en forening af husbådejere og andet godtfolk, der holder af havnen. Dem kan du læse mere om på Aktivhavn.dk. På vedslusen.dk kan du læse mere om husbådene i Sydhavnen og om den gamle sluse.

Vildveje har været en tur på broen, der forbinder Vesterbro med Kalvebod Brygge. Det er et af de mest åbne steder i København og et af de steder, man ikke har lyst til at opholde sig for længe i.

Det er også et af de mere særprægede steder. Det emmer af industri, af vækst og af transport. For der er ikke mange, der opholder sig længere tid af gangen på broen.

Der har ligget en station på stedet siden 1930′erne og den nuværende station er fra 1997. Jeg har ikke kunne finde så meget information om stedet, så hvis du ligger inde med en masse trivia, må du rigtig gerne dele den.

Er det et mellemrum eller et udsted? Vildveje var forbi på en helligdag, så trafikken var minimal. Jeg har aldrig oplevet, at folk sætter sig på pladsen. Den indbyder ikke rigtigt til det. Det er noget man kører igennem for at komme til et andet sted.

Det er min teori, at den kantede form, som bygningerne giver pladsen, gør den til et tomt og forblæst sted. Renovering og måske noget beplantning ville gøre en forskel. Placeringen mellem Gothersgade og Købmagergade giver pladsen et godt potentiale, som langt fra bliver indfriet i dag.

Hvad mener du? Er pladsen et mellemrum eller et udsted? Og hvad betyder pladsens placering?

Ferrara var fra slutningen af middelalderen til slutningen af renæssancen en betydningsfuld by i Italien. Byen ligger mellem Venedig og Bologna, og var dengang regeret af Este-familien. Under deres hertugdømme blomstrede byen op, og Este-familiens betydning kan i dag ses i de mange palæer, familien byggede.
Familien påbegyndte et stort arbejde med at udvide Ferrara mod nord. Det er det arbejde, man kan se på vejen Corso Ercole I d’Este.
Vil man læse mere om Ferrara, har wikipedia en ganske fin side på engelsk. Ferrara er på Unescos Verdensarvsliste. Her kan man læse hvorfor.
Er man i Norditalien vil jeg klart anbefale, at man bruger en halv eller en hel dag i Ferrara. Det er en rar lille by, hvor tingene ikke skal gå så stærkt som i Venedig, Firenze og Verona.

Der er ingen tvivl om, at Frederikstaden er en elegant bydel i København. Den mest elegante faktisk. Og med synsvinklen plantet i denne planlagte del af byen, kan resten af København godt komme til at virke en anelse rodet. Jeg håber rigtig meget, at du vil lægge en kommentar om området. Hvad synes du – passer Frederikstaden til resten af København?

Hvis man vil dykke mere ned i Frederikstaden og dansk rokoko, kan man læse mere om Niels Eigtved på Wikipedia. Frederikstaden er en del af den danske arkitekturkanon, og derfor har Kulturministeriet lavet en fin side om det. Det har selvfølgelig også sin egen artikel i Dansk Arkitektur Centers værkleksikon.

Egentlig er Dronningegården et ret pænt sted. Jeg kan godt lide det på grund af spillet mellem de røde og gule sten. Men også de diskrete buer i murværket over vinduerne og altanernes udformning gør byggeriet elegant. Det gør også byggeriet interessant, at det er bygget i en gård, så man har den store plads i midten. Det er bare lidt tamt, at den bliver brugt som parkeringsplads.

Som nævnt, var blev Dronningegården opført som led i en sanering af området. Det kan man læse mere om på pladstilosalle.dk.
Læs mere om de tre arkitekter på Wikipedia, Kay Fisker, C. F. Møller og Svenn Eske Kristensen.

Gule mursten, gule mursten – over alt gule mursten. Vildveje har været på Bispebjerg Bakke og kigge nærmere på området omkring Grundtvigs Kirken. Begejstring er et mildt for Vildvejes følelser for dette område, og denne podcast handler – udover om gule mursten – om provinsiel nationalromantik, gotik og gentagelser.

6a kører lige til Bispebjerg Torv, så der er ingen undskyldning for ikke at komme af sted. Vælger man alligevel at blive hjemme, kan man læse mere på kirkens egen hjemmeside.

Det inderste af Holbæk Fjord har været frosset denne vinter. Turen over tog en halv time, men er det koldeste Vildveje nogensinde har været udsat for. Den åbne område, en fjord er, giver god grobund for blæst. Og denne lørdag var der meget af det.

På grund af blæsten nåede jeg ikke at få fortalt den lille historie om Rønnen. Det er en lille ø eller holm, om man vil. Den ligger i den nordlige del af fjorden, – tættere på Tuse Næs end på Holbæk Havn. Den er godt 200 meter lang og 75 meter bred. I 1954 havde Politiken en konkurrence, hvor avisens læsere skulle gætte navne på danske øer. 1. præmien i konkurrencen var Rønnen. På øen er der nogle træhytter, som fungerer som sommerhus og der er også en hættemågekoloni på øen.

Du kan læse mere om Holbæk på Wikipedia. Samme sted kan du også læse mere om Isefjorden. Historien om Rønnen kan du læse i Holmene i Isefjorden, der er skrevet af Erik Hansen og udgivet af Skov og Naturstyrelsen i 1990.